Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Redaktionel note
Resume

Bestemmelserne om pligt til mærkning eller skiltning med pris gælder ifølge mærkningslovens § 3 ikke for kunst. Under henvisning hertil har en forretningsvirksomhed hævdet, at keramiske arbejder designet af Bjørn Wiinblad må være undtaget for prismærkningspligten.

Monopoltilsynet ville imidlertid ikke anerkende, at mærkningsloven med udtrykket kunst sigter til produkter, der gøres til genstand for fabrikation, og på normal måde forhandles gennem sædvanlige handelskanaler. Derfor ønskede virksomheden spørgsmålet prøvet i monopol-ankenævnet.

Det må erkendes, at det er vanskeligt at finde frem til en sikker definition af begrebet kunst i denne forbindelse, da der selsagt ikke kan blive tale om nogen kvalitativ vurdering. Både tilsynet og ankenævnet har da også formuleret deres synspunkter i forsigtige vendinger. Ankenævnet siger således, at det ikke kan antages at det i sig selv ret ubestemte udtryk kunst i mærkningslovens undtagelsesbestemmelse skal forstås så vidt, at det omfatter genstande, der reproduceres industrielt eller håndværksmæssigt til videresalg i detailhandel efter almindelige forretningsmæssige principper. Herefter stadfæster ankenævnet monopoltilsynets afgørelse, hvorefter Wiinblad-keramik skal prismærkes, når den udbydes til salg i detailhandelen.

Den fulde tekst

Wiinblad-keramik ikke undtaget fra mærkningsloven (* 1)


Ankenævnskendelse:

Wiinblad-keramik ikke undtaget fra mærkningsloven

Det må erkendes, at det er vanskeligt at finde frem til en sikker definition af begrevet kunst i denne forbindelse, da der selsagt ikke kan blive tale om nogen kvalitativ vurdering. Både tilsynet og ankenævnet har da også formuleret deres synspunkter i forsigtige vendinger. Ankenævnet siger således, at det ikke kan antages at det i sig selv ret ubestemte udtryk kunst i mærkningslovens undtagelsesbestemmelse skal forstås så vidt, at det omfatter genstande, der reproduceres industrielt eller håndværksmæssigt til videresalg i detailhandel efter almindelige forretningsmæssige principper. Herefter stadfæser ankenævnet monopoltilsynets afgøelse, hvorefter Wiinblad-keramik skal prismærkes, når den udbydes til salg i detailhandelen.

År 1979, den 24. april, blev sagen j.nr. 8/79, Axel Brandt ApS, afsagt sålydende

KENDELSE:

I skrivelse af 16. februar 1979 har Axel Brandt ApS klaget over en af monopoltilsynet ved skrivelse af 25. oktober 1978 truffet afgørelse, hvorefter keramiske arbejder, designet af Bjørn Wiinblad, er omfattet af bestemmelserne om prisskiltning i lov nr. 252 af 8. juni 1977 om mærkning og skiltning med pris m.v. (mærkningsloven).

Klagerne har nedlagt påstand om, at de omhandlede keramiske arbejder ikke er omfattet af mærkningslovens bestemmelser.

Monopoltilsynet har påstået afgørelsen stadfæstet.

Over for nævnet er der redegjort for sagen i indlæg af 26. februar og 23. marts 1979 fra monopoltilsynet og i indlæg af 20. marts 1979 fra klagerne.

Sagen har været behandlet på nævnets møde den 20. april 1979. Parterne har ikke ønsket mundtlig forhandling af sagen for nævnet.

Den påklagede afgørelse er indeholddt i sålydende skrivelse af 25. oktober 1978 fra monopoltilsynet til klagerne:

Foranlediget af et besøg af monopoltilsynets inspektør den 5. oktober 1978 i selskabets forretning, har selskabet i skrivelse af 13. oktober givet udtryk for den opfattelse, at Wiinblads keramiske arbejder er kunst og derfor ikke omfattet af mærkningslovens bestemmelser.

Monopoltilsynet skal i denne anledning anføre følgende:

I henhold til § 3 i lov nr. 252 af 8. juni 1977 om mærkning og skiltning med pris m.v. er antikviteter og kunst samt varer, der sælges ved auktion, undtaget fra bestemmelserne i mærkningslovens § 1. I bemærkningerne til § 3 i mærkningsloven er som begrundelse for generelt at undtage kunst og antikviteter fra mærkningspligten i lovens § 1 angivet, at prisfastsættelsen på disse områder typisk sker ved købers og sælgers tingen om prisen .

Grænsen mellem hvad der herefter kan betegnes som kunst, og hvad der må anses for almindelige varer, vil i nogen grad være flydende. Men i henhold til ovennævnte bemærkninger må omhandlede prisfastsættelsesform i hvert fald antages at foreligge i de tilfælde, hvor genstande fremstilles i unike eksemplarer i overvejende grad på grundlag af fremstillerens individuelle indsats, og således at værdien af denne indsats ved fremstillingen udgør den altdominerende del af genstandens samlede værdi.

I de senere års pris- og avancelove har kunst, antikviteter og brugte varer traditionelt været undtaget; men f.eks. juleplatter, som en isenkræmmer eller porcelænsforretning indkøber fra porcelænsfabrikken, er ikke i relation til disse love blevet anset for omfattet af betegnelsen kunst ud fra den betragtning, at der her foreligger en fast indkøbspris og en normal udsalgspris.

I det omfang omhandlede keramiske arbejder, designet af Bjørn Wiinblad, kan gøres og faktisk også er gjort til genstand for fabrikation i større mængde og på normal måde forhandles gennem sædvanlige handelskanaler ses forudsætningerne for at bringe disse ind under betegnelsen kunst i mærkningsloven m.v. ikke at være tilstede.

Omhandlede varer må derfor anses for omfattet af de almindelige mærknings- og skiltningsbestemmelser i mærkningsloven.

Under henvisning hertil skal man anmode selskabet om at foretage den lovpligtige mærkning eller skiltning af de i forretningen udstillede varer.

Selskabet bedes snares belejligt og inden 14 dage fra dato skriftligt bekræfte, at mærkningen eller skiltningen er bragt i overensstemmelse med mærkningslovens regler.

I sålydende skrivelse af 11. december 1978 til klagerne har monopoltilsynet fastholdt den trufne afgørelse:

Under henvisning til tidligere brevveksling senest selskabets skrivelse af 20. november 1978 hvormed vedlagdes kopi af brev fra Bjørn Wiinblads Værksted A/S, vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt de i selskabets forretning forhandlede keramiske arbejder af Bjørn Wiinblad kan anses for omfattet af undtagelsesbestemmelsen i mærkningslovens § 3, stk. 1, skal man meddele, at de i brevet anførte betragtninger ikke giver tilsynet anledning til at ændre sit tidligere indtagne standpunkt, hvorefter omhandlede keramiske arbejder vil være omfattet af skiltningspligten i mærkningslovens § 1.

Endelig har monpoltilsynet i sålydende skrivelse af 25. januar 1979 til klagerne på ny fastholdt den trufne afgørlse:

Ved skrivelse af 19. december 1978 har selskabet meddelt monopoltilsynet, at man ikke agter at prismærke keramiske arbejder fremstillet af Bjørn Wiinblads værksted medmindre monopoltilsynet fremskaffer faglig dokumentation for, at omtalte produkter ikke er kunst.

I denne anledning skal monopoltilsynet i fortsættelse af telefonsamtale den 18. januar 1979 med hr. Brandt meddele, at man, - efter at rådet den 6. december 1978 vedtog at fastholde den af direktoratet trufne afgørelse - vil overgive sagen til anklagemyndigheden til videre foranstaltning, såfremt selskabet ikke inden 14 dage fra dato overfor monopoltilsynet har tilkendegivet, enten at mærknings/skiltningspligten vil blive overholdt, eller at man ønsker rådsafgørelsen indbragt for monopol-ankenævnet.

En kopi af referat til rådsmødet den 6. december 1978 - indstilling samt et udskrift af rådsprotokollatet vedlægges.

Klagerne har til støtte for deres påstand bl.a. anført, at mærkningslovens § 3 undtager kunst fra den almindelige pligt til ved mærkning eller skiltning at give oplysning om en vares pris.

Klagerne finder, at keramiske arbejder designet af Bjørn Wiinblad er kunst og derfor ikke omfattet af de almindelige bestemmelser i mærkningsloven. Man gør opmærksom på, at sagen alene drejer sig om arbejder fra Bjørn Wiinblads Keramiske Værksted og ikke om Bjørn Wiinblads produktion udført på Nymølle Keramiske Fabrik.

Til støtte for påstanden har klagerne indhentet følgende udtalelse fra Bjørn Wiinblads værksted Lyngby:

Efter henvendelse fra Axel Brandt ApS, Odense, må jeg som min personlige mening sige, at jeg opfatter vore produkter som hørende ind under begrebet kunst, da vor produktion bygger på et absolut kunstnerisk grundlag. Vore keramiske arbejder er helt igennem håndarbejde, både det keramiske forarbejde og det decorationsmæssige, det kan kun udføres af folk med absolut kreative evner, den arbejdsgang begrænser i sig selv omfanget af vor produktion.

Vore produkter forhandles kun af ganske få forretninger, som i forvejen skal have et vareudvalg af god kunstnerisk kvalitet.

Jeg må slutligen bemærke, at vore produkter her fra værkstedet har indgået i udstillinger flere steder i udlandet og her blevet bedømt og omtalt ud fra deres kunstneriske værdi.

Klagerne finder ikke, at der ved afgørelsen om, hvorvidt en vare er kunst, kan lægges vægt på, om der ved salg af varer tinges om prisen. Afgørelsen må træffes ud fra en faglig vurdering af de enkelte varer.

Kunstgenstande fra Bjørn Wiinblads værksted fremstilles kun i begrænset mængde og forhandles ikke gennem almindelige handelskanaler. De forhandles kun gennem meget få specialforretninger af en ganske bestemt kategori, nemlig kunst- og specialforretninger i en høj standard.

Monopoltilsynet har til støtte for sin påstand bl.a. anført, at det i bemærkningerne til mærkningslovens § 3, stk. 1, er anført at den obligatoriske karakter af hovedreglen i § 1, jfr. § 2, nødvendiggør en nøjere vurdering af, hvorvidt der findes vare- eller erhvervsområder, salgsformer eller enkelte virksomheder, som det vil være urimeligt eller ganske uhensigtsmæssigt at pålægge ubetinget mærknings- eller skiltningspligt. De i stk. 1 nævnte områder, hvor prisfastsættelsen enten typisk sker med købers og sælgers tingen om pris eller gennem bud og overbud har i forskellige pris- og avancestoplove været typiske undtagelser, og det er også her fundet naturligt udtrykkeligt at fastslå dette forhold. .

Da der i omhandlede undtagelsesbestemmelser ikke er givet nogen afgrænsende definition af begrebet kunst , har tilsynet ved afvejningen ment at måtte lægge vægt på, hvorvidt nævnte særlige forhold ved prisfastsættelsen - tingen om pris eller bud og overbud - i det konkrete tilfælde måtte gøre sig gældende.

Monopoltilsynet har ved sin afgørelse lagt vægt på, at en kunstnerisk frembringelse kun klart vil falde ind under betegnelsen kunst i mærkningsloven og dermed - ligesom antikviteter og varer der sælges ved auktion - være undtaget fra skiltningspligten, jfr. lovens § 3, stk. 1, såfremt frembringelsen enten fremtræder som et unikum (f.eks. et maleri eller en skulptur), eller hvis kunstnerens direkte indsats først ophører, når det endelige produkt foreligger. De af klagerne forhandlede genstande i procelæn og keramik m.m. herunder også de keramiske arbejder, som i reproduktion fremstilles på Bjørn Wiinblads keramiske værksted, er indkøbt på normal måde af virksomheden med henblik på erhvervsmæssig videresalg til forbrugere. Der foreligger derfor en fast indkøbspris og en normal udsalgspris, indeholdende avance til dækning af blandt andet detailhandlerens omkostninger ved salget.

På baggrund af det i bemærkningerne til § 3, stk. 1, anførte, har tilsynet derfor ikke fundet, at de af forretningen forhandlede keramiske arbejder, fremstillet på blandt andet Bjørn Wiinblads keramiske værksted, falder ind under de særlige nævnte områder, hvor mærknings- eller skiltningspligten ikke kan praktiseres.

Til det således forliggende skal nævnte udtale:

Mærkningsloven giver ingen anvisning på, hvorledes det i sig selv ret ubestemte udtryk kunst skal afgrænses. Efter begrundelsen i lovens motiver af den omhandlede undtagelsesbestemmelse kan det imidlertid ikke antages, at begrebet kunst her skal forstås så vidt, at det omfatter genstande, der - som de i sagen omhandlede - reproduceres industrielt eller håndværksmæssigt til videresalg i detailhandel efter almindelige forretningsmæssige principper. Dette gælder, uanset om frembringelserne i andre relationer må karakteriseres som kunst.

Som følge heraf vil monopoltilsynets afgørelse være at stadfæste.

Herefter bestemmes:

Monopoltilsynets afgørelse af 25. oktober 1978 stadfæstes.

Redaktionel note
  • (* 1)Monopoltilsynets Meddelelser 1979, s. 312-316.