Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Redaktionel note
Resume

Et firma i et landdistrikt klagede over ikke at kunne opnå leverancer af service- og kunstporcelæn fra Bing & Grøndahl. Monopoltilsynet udstedte leveringspålæg, som Bing & Grøndahl indbragte for Monopol-ankenævnet. Ankenævnet ophævede pålægget og lagde bl.a. vægt på, at forhandlere af porcelæn også uden at føre Bing & Grøndahl's varer - der ikke har karakter af almindelige forbrugsvarer af særlig forsyningsmæssig betydning - ville være i stand til i betydeligt omfang at tilfredsstille efterspørgslen efter porcelænsvarer.

Den fulde tekst

Leveringsnægtelse - substitutionsmuligheder - mærkevarer (* 1)


KENDELSE:

Ved kendelse af 4. oktober 1957 har højesteretssagfører Gert Jessen som sagfører for Aktieselskabet Bing & Grøndahl's Porcellænsfabrik klaget over en af monopoltilsynet under 27. juni 1957 truffen afgørelse, hvorefter tilsynet i henhold til monopollovens § 12, stk. 2, har pålagt selskabet inden 1. november 1957, at ændre de almindelige betingelser for antagelse af forhandlere, således at selskabet uden for byer og bymæssige bebyggelser med mere end 5000 indbyggere som forhandlere antager isenkræmmere og blandede forretninger med speciel afdeling for salg af isenkram på samme vilkår som selskabets øvrige forhandlere, når der ikke kan gøres berettigede indvendinger imod de pågældende forretninger, f.eks. vedrørende deres udstyr og standard . Efter pålæget vil selskabet dog som betingelse for antagelse af forhandlere kunne stille krav om, at de pågældende forpligter sig til at aftage varer for mindst 3000 kr. om året .

Under 30. oktober 1957 har monopoltilsynet efter omstændighederne tiltrådt et af klageren fremsat ønske om, at fristen for efterkommelse af det påklagede pålæg forlænges indtil 1. januar 1958, idet tilsynet dog forudsætter, at pålæget gennemføres, så snart ankenævnets afgørelse foreligger .

Sagen har været behandlet på et møde i nævnet den 22. november 1957, hvor såvel klageren som monopoltilsynet og De samvirkende Købmandsforeninger i Danmark var repræsenteret.

Klageren har nedlagt påstand om, at det under 27. juni 1957 meddelte pålæg ophæves.

Monopoltilsynet har påstået den påklagede afgørelse stadfæstet, og hertil har De samvirkende Købmandsforeninger i Danmark sluttet sig.

Det fremgår af sagen, at monopoltilsynet efter i august 1955 at have modtaget en besværing fra firmaet Hoff-Nielsen & Mogensen, Dianalund, over at firmaet ikke havde kunnet opnå at blive forhandler af klagerens varer, under 15. december 1955 meddelte klageren, at tilsynet efter de foreliggende oplysninger ikke havde fundet grundlag for indgriben i henhold til monopollovens § 12, stk. 3. Videre fremgår det, at den nu påklagede afgørelse er truffet, efter at tilsynet havde optaget sagen til fornyet behandling efter henstilling herom i skrivelse af 12. januar 1956 fra firmaet Hoff-Nielsen & Mogensen, og under hensyn til firmaets oplysninger om klagerens salg gennem Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger (F.D.B.) til brugsforeningerne. Firmaet, der er en blandet landhandel med speciel afdeling for salg af isenkram og porcellænsvarer, har i 1956 haft en samlet omsætning som foruden isenkram omfatter kolonial, foderstoffer, trælast, brændsel og byggematerialer, på ca. 2,2 mill. kr. Salget i isenkramafdelingen, hvor porcellænsvarerne forhandles, beløber sig til ca. 200.000 kr. om året, og firmaet har i 1956 indkøbt for ialt 15.556 kr. porcellæns- og fajancevarer.

Endvidere er det oplyst, at klageren, der fremstiller service og kunstgenstande af porcellæn, men ikke fajancevarer, anslås at have ca. 20 pct. af den samlede indenlandske omsætning af porcellæns- og fajancevarer, og at her i landet - foruden klageren - A/S Den Kongelige Porcellainsfabrik, A/S Niels Holst & Søn og nogle mindre fabrikker, fremstiller service og kunstgenstande af porcellæn, hvortil kommer en ret betydelig import af disse varer. Klageren begrænser - uden at etablere et eneforhandlersystem og uden at være bundet af aftaler til nogen sider - efter sit skøn kredsen af forhandlere af de af klageren fremstillede varer, idet klageren herved ønsker at sikre, at den enkelte forhandler holder et rimeligt lager og har en rimelig omsætning af de pågældende varer, og at disse kun føres i forretninger af en sådan standard, at varerne ved udstilling etc. fremtræder i omgivelser, der passer for en kunstindustriel vare af den kvalitet, der her er tale om. Klageren har 463 forhandlere inclusive et antal boghandlere, medens Statistisk Departement anslår, at der er ca. 1400 forretninger indenfor kategorien handel med glas, porcellæn, isenkram .

Det er af klageren anført, at beslutningen om ikke at antage firmaet Hoff-Nielsen & Mogensen som forhandler er bestemt af ovennævnte hensyn i forbindelse med, at der er lagt vægt på, at klageren i forvejen på fuldt tilfredsstillende måde er dækket af forhandlere indenfor det pågældende stedlige område.

Til støtte for sin påstand har klageren gjort gældende, at der ikke i monopollovens § 12, stk. 2, er hjemmel for den trufne afgørelse, og har i denne henseende anført, at monopoltilsynet er enigt i, at det ikke i medfør af lovens § 12, stk. 3, kan pålægges klageren at levere varer til firmaet Hoff-Nielsen & Mogensen, at tilsynet desuagtet har meddelt det ved den påklagede afgørelse givne pålæg, fordi klageren ikke har ønsket at antage firmaet Hoff-Nielsen & Mogensen som forhandler, men at det ikke kan være lovens mening, at et generelt pålæg efter lovens § 12, stk. 2, skal kunne benyttes med det formål at gennemtvinge en samhandel med et enkelt firma under forhold, hvor betingelserne efter lovens § 12, stk. 3, for at give pålæg om sådan samhandel ikke er til stede. Klageren har i denne forbindelse fremhævet, at tilsynet - således som det er bekræftet af dette - under sine forhandlinger med klageren efter sagens genoptagelse har givet udtryk for, at tilsynet indtil videre ikke ville udstede noget generelt pålæg, såfremt klageren ville antage firmaet Hoff-Nielsen & Mogensen som forhandler. Endvidere har klageren i det hele henvist til, at et generelt indgreb i en virksomheds salgsmetoder må have meget stærke grunde for sig, navnlig når det som for klagerens vedkommende drejer sig om en enkeltvirksomhed, der ikke er bundet af aftaler med andre enkeltvirksomheder eller organisationer om et salg, der kun udgør en mindre del af det samlede salg her i landet af de pågældende varer.

Klageren har anført, at det meddelte pålæg er vilkårligt, da forskelsbehandlingen af næringsdrivende i byer med over eller under 5000 indbyggere netop medfører urimelig ulighed i vilkårene for erhvervsudøvelser. Pålæget er derhos uden saglig begrundelse. Et meget stort antal porcellænshandlere klarer sig uden klagerens varer; for så vidt angår firmaet Hoff-Nielsen & Mogensen er dette nu forhandler af varer fra Den Kgl. Porcellainsfabrik - der iøvrigt også antager forhandlere efter et skøn - og A/S Niels Holst & Søn, og firmaet mangler således ikke førsteklasses dansk porcellæn.

Klageren har i denne forbindelse bl.a. henvist til, at Centralforeningen for Danmarks Isenkræmmere i en i sagen fremlagt skrivelse af 3. oktober 1957 har udtalt, at en betydelig del af de af foreningens medlemmer, der driver porcellænsforretning, ikke forhandler klagerens varer, og at dette er udtryk for, at det meget vel kan lade sig gøre at drive en velassorteret forretning med procellæn uden at have klagerens varer, ligesom foreningen videre har udtalt, at der ikke fra et detailhandlersynspunkt med rette kan gøres indvending mod den gældende ordning. Klagerne mener iøvrigt, at den trufne afgørelse vil føre til en meget betydelig udvidelse af forhandlerantallet, og at der ved sagens afgørelse bør tages hensyn til klagerens interesse i at have en begrænset kreds af forhandlere, der er interesseret i og i stand til at yde en indsats netop for klagerens varer. En spredning af salget vil efter klagerens opfattelse virke omkostningsfordyrende, da det samlede salg ikke vil kunne øges, fordi produktionen af tekniske grunde er begrænset og markedet under de nuværende konkurrenceforhold ikke kan optage mere. Hertil kommer, at når salget skal fordeles mellem flere, og den enkelte forhandler derfor ikke kan opretholde en rimelig omsætning, vil han ikke kunne føre et rimeligt lager og derfor miste interessen for selskabets varer, på hvilke fortjenesten under de salgsbetingelser, der har kunnet opnå monopoltilsynets godkendelse, iøvrigt er væsentlig mindre end på udenlandsk porcellæn. Endelig anfører klageren, at det ved pålæget krævede minimumssalg på 3000 kr. årligt ikke vil kunne blive effektivt på grund af fabrikkens leveringsvanskeligheder som følge af, at produktionen ikke kan forøges.

For så vidt monopoltilsynet ved sin genoptagelse og afgørelse af sagen har lagt særlig vægt på, at der må anses at være en urimelig forskel i vilkårene for erhvervsudøvelse derved, at brugsforeningerne, som et firma som Hoff-Nielsen & Mogensen må konkurrere med, uden særlige betingelser har adgang gennem F.D.B. til at forhandle klagerens varer, bemærker klageren, at dette salg er historisk begrundet i ønsket om at undgå F.D.B.'s oprettelse af en ny fabrik og har forholdsvis underordnet betydning (i 1956 en omsætning af serviceporcellæn på ca. 5 pct. af klagerens samlede indenlandske omsætning), og at dette salg også medfører, at varerne kan forhandles af brugsforeningerne i byer og bymæssige bebyggelser med over 5000 indbygger der ikke omfattes af pålæget, men hvor brugsforeningssalget betyder mere end på landet. Særligt med hensyn til 3 brugsforeninger på den pågældende egn, der af firmaet Hoff-Nielsen & Mogensen er anført som konkurrenter til firmaet, fremhæver klageren, at den ene af disse slet ikke i 1956 har forhandlet klagerens porcellæn, og at omsætningen af denne vare i de to andre i 1956 tilsammen har andraget 1300 kr. Salget igennem brugsforeningerne omfatter iøvrigt delvis stel, som brugsforeningerne har eneret på, og som således ikke findes i den almindelige handel, ligesom der omvendt findes en række stel, som klagerens egne forhandlere har eneret på.

Monopoltilsynet har overfor det af klageren således anførte gjort gældende, at firmaet Hoff-Nielsen & Mogensen og antagelig en række andre tilsvarende forretninger i landdistrikterne og de mindre byer må antages at have en væsentlig erhvervsmæssig interesse i at føre klagerens varer, og at den af klageren praktiserede udvælgelse af forhandlere, hvorved der bl.a. ydes hidtidige forhandlere en beskyttelse, indebærer en urimelig ulighed i vilkårene for erhvervsudøvelse, jfr. monopollovens § 11. Tilsynet har i denne henseende fremhævet, at klageren er optaget i tilsynets register, og at klagerens varer efter tilsynets opfattelse såvel af forbruger som forhandler er genstand for speciel efterspørgsel, at klagerens antagelse af forhandlere ikke sker konsekvent, idet klageren, der iøvrigt tidligere har leveret til en grossistvirksomhed med ca. 65 kunder, leverer til F.D.B., hvorved brugsforeninger får mulighed for uden nogen individuel bedømmelse i hvert enkelt tilfælde at forhandle klagerens varer, samt at firmaet Hoff-Nielsen & Mogensen, hvad angår udstyr og standard samt muligheden for at aftage et passende varekvantum, må anses for at kunne sidestilles med klagerens nuværende forhandlere. Tilsynet har ved den trufne afgørelse fundet det muligt uden anvendelse af lovens § 12, stk. 3, ved en objektivering af klagerens almindelige forretningsbetingelser at tilvejebringe lighed i vilkårene for erhvervsudøvelse og har iøvrigt med hensyn til pålægets nærmere udformning tilbudt klageren en drøftelse i så henseende, men klageren har næget at deltage heri.

Endvidere fremhæver monopoltilsynet, at man ved sagens behandling navnlig har haft forholdene i landdistrikterne og de mindre byer for øje uden herved at ville afskære sig fra på given foranledning også at tage forholdene i de større byer op til undersøgelse. Medens en mere vidtgående specialisering er almindelig i de større byer, således at de enkelte forretninger kun fører et begrænset vareudvalg, finder tilsynet, at det for landdistrikternes blandede købmandsforretninger, der foruden at konkurrere med specialforretningerne i byerne især må konkurrere med almindelige brugsforeninger, kan være af væsentlig betydning ikke at være tvunget til at afvise kunder, der efterspørger varer, som det er muligt at købe i brugsforeninger, uanset om disse har særlig afdeling for isenkram. Tilsynet finder ikke, at klagerens salgspolitik belyses ved, at et væsentligt antal af de ca. 1400 forretninger indenfor gruppen handel med glas, porcellæn, isenkram ikke fører klagerens varer, idet denne erhvervsgruppe omfatter en betydelig række specialforretninger, herunder rene isenkramforretninger, der ingen anledning har til at føre disse varer.

De samvirkende Købmandsforeninger i Danmark har særligt fremhævet den urimelige ulighed i vilkårene for erhvervsudøvelse, som klageren efter organisationens opfattelse skaber ved en udpræget forskelsbehandling af to kategorier af forretninger, der under en meget stærk konkurrencesituation henvender sig til det samme publikum, idet klageren gennem F.D.B. kan afsætte sine varer til alle landets ca. 1700 land-brugsforeninger uden hensyn til, om der til disse er knyttet en særlig isenkramafdeling, medens landkøbmandsforretningerne med samme struktur ganske er udelukket fra forhandling af disse varer.

Selv om nævnet er enigt med monopoltilsynet i, at der foreligger en ulighed i firmaet Hoff-Nielsen & Mogensen's og brugsforeningernes adgang til forhandling af klagerens varer, finder nævnet, at dette forhold, der fra klagerens side har en rimelig og saglig forretningsmæssig begrundelse, ikke i sig selv kan give tilstrækkelig anledning til at gribe ind i klagerens adgang til efter et skøn ud fra sine forretningsmæssige interesser at bestemme, hvem klageren vil handle med. Endvidere må nævnet lægge væsentlig vægt på, at forhandlere af procellæn også uden at føre klagerens varer - der ikke har karakter af almindelige forbrugsvarer og ikke for forbrugerne har særlig forsyningsmæssig betydning - vil være i stand til i betydeligt omfang at tilfredsstille efterspørgslen efter porcellænsvarer.

Herefter og efter det iøvrigt foreliggende finder nævnet, at der ikke foreligger tilstrækkeligt grundlag for det i medfør af monopollovens § 12, stk. 2, meddelte pålæg om ændringer i klagerens forretningsbetingelser.

Klagerens påstand vil derfor være at tage til følge.

Herefter bestemmes:

Det ovennævnte af monopoltilsynet under 27. juni 1957 meddelte pålæg ophæves.

Redaktionel note
  • (* 2) Afgørelsen vedrører §§ 11, stk. 1, og 12, stk. 1-3, i monopolloven, der blev ophævet 1/1-1990.
  • (* 1) Monopoltilsynets Meddelelser 1957, s. 148-152.