Senere ændringer til afgørelsen
Resume

Et udenlandske selskab søgte varemærket GIANFERREFASHION registreret som ordmærke. Annsøgningen blev afslået på grund af forvekslelighed med varemærket GIANFRANCO FERRE. Det fremlagte materiale fandtes at dokumentere, at klagerens varemærke GIANFRANCO FERRE havde været brugt og indarbejdet i Danmark inden ansøgningens indgivelse, ligesom varemærket GIANFRANCO FERRE på det pågældende tidspunkt havde været kendt og anvendt i udlandet, hvilket anmelderen måtte vide eller burde have vidst

Den fulde tekst

Forvekslelighed mellem det ansøgte varemærke GIANFERREFASHION og varemærket GIANFRANCO FERRE, der tidligere var taget i brug i udlandet


År 1993, den 5. maj afsagde Patentankenævnet

(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Gulmann)

følgende KENDELSE

i sagen j.nr. V 71/91: Klage fra Gianfranco Ferre S.p.A., Italien, v/Patentbureau Hofman-Bang & Boutard A/S over Patentdirektoratets afgørelse 30. august 1991 af varemærke- ansøgning nr. VA 3217 1987 fra firmaet L'Uomo Vogue Italian Fashion Company, v/Leon Delon, København.

Den 19. maj 1987 indleverede firmaet L'Uomo Vogue Italian Fashion Company, v/Leon Delon en ansøgning om registrering af varemærket GIANFERREFASHION (ordmærke) for alle varer i klasse 18 og 25. Ansøgningen blev den 19. april 1989 bekendtgjort i Dansk Varemærketidende.

Ved skrivelse af 19. juni 1989 nedlagde klageren i medfør af Varemærkelovens § 20, stk. 2, indsigelse mod registrering af det ansøgte mærke. I skrivelsen anførtes:

»Indsigelsen støttes på, at det er indsigerens opfattelse, at indsigers varemærke GIANFRANCO FERRE« er så velkendt i vide kredse i Europa og i øvrigt også i ikke-europæiske lande, at der er tale om en uberettiget udnyttelse af det italienske selskabs mærke, jf. Varemærkelovens §14, stk. 1, nr. 6-7. Betegnelsen GIANFRANCO FERRE' anvendes i Danmark for beklædning, og er i øvrigt også omtalt i diverse modejournaler, der også distribueres i Danmark.

Under henvisning til, at instruktion om indsigelse først er kommet os i hænde for ganske nylig, skal vi anmode om, at der meddeles os en frist på 2 måneder til nærmere at dokumentere det ovenfor anførte, idet vi dog allerede for indeværende opfordrer anmelderen til at trække sin anmeldelse tilbage på det foreliggende grundlag.'

Patentdirektoratet gav ved skrivelse af 3. juli 1989 klageren frist til indsendelse af nærmere indsigelsesbegrundelse.

Ansøger anførte i skrivelse af 5. juli 1989 følgende:

»Vi har bevis fra patentdirektoratet, at navnet: GIANFRANCO FERRE« ikke var registreret i Danmark, før vi fik det registreret.

A - Vi ønsker registreringsbevis tilsendt.

B - Vi ønsker anmeldelsesfotokopi tilsendt.

C - Efter den danske lov, har vi registreringsretten.

- Den der kommer først til mølle, får først malet.

Det er ligemeget hvis logo det er, hvem det er og hvor meget han er kendt.

Efter Dansk Analyse Bureau's mening, og vores undersøgelse, bevises det at der er ingen blade i Danmark registreret under navnet: GIANFRANCO FERRE', og ingen har hørt navnet i Danmark, og det sælges ikke under det navn. De kan selv undersøge sagen i kioskerne.

Vi ønsker bevismateriale. Da det er lovpligtigt, at dokumentere beviser.

Den der først får det registreret har ret.

Vi har haft sådanne sager 6 gange før, og vi har altid vundet, under vores firma og vores 8 datterselskaber.'

Klageren anførte i skrivelse af 5. oktober 1989 som nærmere indsigelsesbegrundelse:

»Til dokumentation for indsigerens påstand om, at varemærket GIANFRANCO FERRE« er så velkendt i vide kredse i Europa, betegnelsen anvendes i Danmark for beklædning, vedlægges følgende dokumentation:

1. Genpart af fakturaer, udstedt til den danske virksomhed butik VAGN, Østergade 13, 1100 Købehhavn K, der forhandler indsigerens varer i Danmark.

Som det vil fremgå af diverse fakturaer, der hidrører leverancer for henholdsvis årene 1985, 86 og 1987, er de leverede varer GIANFRANCO FERRE' kollektioner.

2. Der vedlægges genpart af registrering af varemærket GIANFRANCO FERRE' i Italien, De Forenede Stater og i Grækenland.

Derudover bemærkes det, at indsigeren har registrering af samme varemærke i England, Canada, Taiwan, Syd-Afrika, Panama, Venezuela, Paraguay og Mexico.

3. Der vedlægges et stoftrykt mærke, der påsys indsigerens produkter.

4. Til yderligere dokumentation for at mærket GIANFRANCO FERRE' er kendt vidt og bredt, vedlægges kopier af en række modemagasiner, herunder »Jardin des Modes« af september 1986, »Paris Officiel« af marts 1986, »Manner Vogue« af september 1986, »Paris Vogue« af oktober 1987, »Deutch Vogue« af september 1985, med hertil hørende dokumentation for indrykning af annonce i samme blad »Femme« af oktober 1986 og »Burda« fra 1986.

Derudover vedlægges kopier af fakturaer udstedt til GIANFRANCO FERRE' vedrørende indrykning af en annonce for samme produkt i et engelsk modemagasin.

På baggrund i den foreliggende dokumentation gøres det gældende, at indsigeren gennem omfattende annoncering samt salg i Danmark har dokumenteret, at produktet GIANFRANCO FERRE' er kendt, og at der som følge af den omfattende brug af betegnelsen - også i Danmark - er statueret en varemærkeret for indsigeren.

Den dokumenterede omfattende varemærkemæssige brug af betegnelsen GIANFRANCO FERRE'også i Danmark, betyder efter indsigerens opfattelse af anmelderen af mærket GIAN FERRE' FASHION uden tvivl antages at være bekendt med indsigerens mærke, hvilket så meget desto mere må antages at være tilfældet, eftersom anmelderesn udøver virksomhed inden for samme branche.

Dette understøttes endvidere af det forhold, at betegnelsen GIANFERRE' indeholdes fuldstændigt i indsigerens varemærke, hvorved varemærkerne er forvekslelige, og det ikke efter indsigerens opfattelse vil være muligt at adskille disse to fra hinanden.

På ovennævnte baggrund skal vi derfor anmode om, at det anmeldte mærke afslås under henvisning til varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 6 og 7, jvf. § 6, stk. 1.'

I skrivelse af 12. december 1989 imødegik ansøger indsigelsen således:

»I besvarelse af Deres skrivelse af den 13. oktober d.å. skal vi herved afvise indsigers anbringende, alene ud fra den betragtning, at der er tale om et fuldstændigt andet, og anderledes varemærke: Gian FRANCO Ferre.

Det er for eksempel helt soleklart, at det ville kunne lade sig gøre, at registrere varemærket Gian UFRANCO Ferre, fordi der i dansk handelsterminologi og i dansk juridisk terminologi er klar og stringent forskel på FRANCO og UFRANCO.

Vort varemærke derimod: Gianferrafashion, har intet med navnet Franco, intet med Generalissimo Francesco Franco, og intet med speditions- og/eller fragtomkostninger at gøre overhovedet, og det er registreret i 5 skandinaviske lande, i kolonier, i Mellemøsten, Afrikanske lande, Asien, Nærøsten og Oceanien.

Indsigers bemærkning om, at varer af det pågældende mærke - Gian FRANCO Ferre - har været solgt i yderst begrænset omfang fra 1 enkelt, meget lille og lidet kendt forretning i Danmark, sammenholdt med, at mærket aldrig har været annonceret i Kongeriget Danmark kan ikke kaldes »omfattende brug af betegnelsen«. Mærket er totalt ukendt i alle de Skandinaviske lande, og det beror formentlig på tilfældigheder, at indsiger selv kender det'.

Ved skrivelse af 16. januar 1990 udtalte indsiger:

»De fremsatte bemærkninger i vor tidligere skrivelse til direktoratet af 5. oktober 1989 fastholdes, og det nu fremkomne fra ansøgers side giver således ikke anledning til at ændre grundlaget for indsigelsen.

Der skal alene fremsættes følgende supplerende bemærkninger:

Det er efter indsigers opfattelse ikke så tydeligt, at der måtte være stor forskel mellem mærkerne GIANFERREFASHION og GIANFRANCO FERRE«. Dette hænger sammen med, at de første fire bogstaver GIAN er identiske, og at FERRE indgår i begge betegnelser. Muligheden for at forveksle de to mærker er derfor overordentlig stor - også ud fra betragtningen om det udviskede erindringsbillede. Det af ansøger angivne eksempel forekommer indsiger komplet uforståeligt og varemærkemæssigt irrelevant.

Tilsvarende gør sig gældende med hensyn til ansøgers resterende del af argumentationen, der efter indsigerens opfattelse ej heller bør kunne tillægges betydning i forbindelse med sagens afgørelse. Herudover har indsiger ingen bemærkninger at knytte til de fremsatte synspunkter.

Det må herefter fortsat gøres gældende, at det anmeldte mærke afslås under henvisning til varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 6 og 7, jf. § 6, stk. 1 ud fra ovennævnte samt tidligere fremsatte betragtninger.

Dersom direktoratet måtte give anmelder yderligere anledning til at udtale sig i sagen, anmoder vi venligst om at blive gjort bekendt med dette indlæg, forinden endelig afgørelse træffes'.

Ansøger anførte i skrivelse af 25. marts 1990 følgende:

»Idet vi ærbødigst henviser til Deres ærede skrivelse af 26. januar 1990 skal vi herved til Deres orientering oplyse, at vi netop har færdiggjort byggeriet af en stor, hypermoderne fabrik i Libanon - hvor skat, arbejdsgiverforsikringer, ATP og moms er et totalt ubekendt begreb - hvor vi kan producere til super-lav-pris, og vi begynder nu produktion af i første kvote 200.000 stk. damebeklædning og 100.000 stk. herrebeklædning, alt i en høj kvalitet, som skal sælges over hele Europa, påsyet logoet Gian Ferre til udsalgspriser en-detail ca. USD 26 pr. enhed (kjoler/habitter m.m.) og vi har allerede fået kæmpe-forhåndsordrer fra Italien, Frankrig og Spanien. Alt tøjet til Europa vil bære etiketter under navnet Ferre. Derudover har vi bestilt en kosmetikserie, med parfumer, deodoranter og læbestift - samt en solbrilleserie og diverse sportsartikler, løbesko og lignende til lavprisproduktion i Indonesien, således at vi bliver i stand til at sælge alle disse produkter til lavpriser overalt i Europa under navnet Gian Ferre.

Vi har allerede 108 internationalt kendte mærker registreret, og er villige til en forhandling omkring vor brug af logoet Gian Ferre, såfremt dette måtte ligge indsiger på sinde.

Såfremt indsiger ønsker at stoppe vor brug af logoet Gian Ferre, som vi og vore Europæiske kunder er meget glade for, og hvilket vi alle venter os enormt meget af - specielt at vi imødeser ordrer fra USA og Mellemøsten, hvor vore salgsagenter p.t. arbejder på højtryk - må indsiger fremsætte et seriøst tilbud om økonomisk kompensation.

Vi henviser i øvrigt ærbødigst til vor skrivelse af den 12. december 1989, hvilken fastholdes, så meget desto mere, som at den af indsiger fremhævede forretning, som angiveligt skulle have markedsført indsigers varemærke, nu er ophørt. Herefter vil indsigers varemærke altså slet ikke være markedsført i Skandinavien«.

Direktoratet tilskrev den 7. juni 1990 indsigeren således:

»I fortsættelse af tidligere brevveksling vedrørende ovennævnte varemærke, mod hvis registrering De på vegne Gianfranco Ferre« S.R.L. har nedlagt indsigelse, fremsendes til udtalelse en kopi af ansøgers skrivelse hertil af 25. marts 1990. Af skrivelsen fremgår, at ansøger er villig til en forhandling omkring brugen af logoet GIAN FERRE.

En eventuel udtalelse i anledning af ovenstående må indsendes inden udløbet af ovennævnte svarfrist'.

Indsigeren svarede i skrivelse af 3. august 1990 følgende:

»Under henvisning til direktoratets skrivelse af 7. juni 1990 hvormed fulgte kopi af anmelderens skrivelse af 25. marts 1990, skal vi meddele, at indsigelsen og den til støtte herfor fremsatte argumentation i det hele må fastholdes.

I anmelderens seneste skrivelse af 25. marts 1990 fremkommer der ikke oplysninger, der på nogen måde afsvækker, at der foreligger forvekslelighed mellem GIANFERRE FASHION og GIANFRANCO FERRE. Det skal i denne forbindelse i øvrigt anføres, at Gianfranco Ferre er en yderst kendt designer, som bl.a. er tilknyttet modehuset Dior i Frankrig. Vi vedlægger som dokumentation herfor en artikel i Politikken lørdag den 28. juli 1990. Denne omstændighed kan næppe være anmelderen ubekendt, ligesom dette forhold naturligvis er en yderst skærpende omstændighed i afgørelsen af, hvorvidt betegnelserne GIANFERRE FASHION og GIANFRANCO FERRE er forvekslelige. Det fastholdes i denne relation, at GIANFERRE FASHION i høj grad er egnet til at give associationer til designeren Gianfranco Ferre.

På baggrund af de tidligere fremsatte samt ovenanførte betragtninger skal vi derfor fortsat anmode om, at det anmeldte mærke afslås under henvisning til varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 6 og 7, jf. § 6, stk. 1.

Vi tillader os at gå ud fra, at direktoratet på det nu foreliggende grundlag træffer afgørelse i sagen, men såfremt anmelderen måtte få lejlighed til at fremsætte yderligere bemærkninger, anmoder vi venligst om at måtte blive gjort bekendt hermed, forinden afgørelsen træffes«.

Ansøgeren udtalte hertil i skrivelse af 21. september 1990:

»Indledningsvis gør vi høfligst opmærksom på, at vort hovedkontor er flyttet til Beiruth, Libanon: med adresse: Rue Palestine 55, Immeuble-PLO, 9. etage: grundet at Republikken Libanon ikke opkræver skat, moms og andre afgifter af europæiske firmaer.

Vort problem er nu, at kommunikationen med vort hovedkontor i Beiruth på grund af en i Libanon verserende borgerkrig er yderst vanskelig: Vi har således desværre ikke post-, telefon-, telefax- eller telexforbindelse med hovedkontoret.

Vort råd til herr Gianfranco Ferre er derfor, at han snarest tager et rutefly til Beiruth, hvilket er meget let: at komme tilbage er beklageligvis ikke så let, men vi ved at vort hovedkontor vil være gæstfrit, ligesom vi ved, at kontorbygningens bevæbnede vagter vil drage fornøden omsorg for gæstens sikkerhed fra lufthavnen til vort firmas hovedkontor, og gæsten må således ikke frygte at blive taget som nyt europæisk gidsel i Libanon.

Men fra vor side i Europa-filialen, vil vi gøre en lang historie meget kort: Gianferre Fashion er et mærke, som vi har markedsført i mange år, specielt i Mellemøsten, og til vore kunders store tilfredshed: MEN hvis herr Gianfranco Ferre er interesseret i at vor brug af vort veltjente logo gennem mange år, Gianferre Fashion skal ophøre, så kan vi drøfte, om vi for en engangsydelse, stor USD 200.000,00 som erstatning fra herr Gianfranco Ferre vil være villige til totalt at ophæve fremtidig brug fra vor side af vort logo, Gianferre Fashion, hvilket vi i så fald vil garantere skriftligt. Hvis herr Gianfranco Ferre vil benytte sig af dette vort tilbud skal kontrakt herom underskrives inden fristen for vor ordrebekræftelse over for vore kinesiske fabrikanter vedrørende vor 1991-kollektion på tøj, sko, smykker, parfumer, briller, tasker, etc., hvilken har udløbsfrist den 28. november 1990!

De i indsigers skrivelse af den 3. august 1990 fremførte betragtninger er uden relevans, og fuldstændig uden værdi, betydning og mening. Selve skrivelsen er komplet meningsløs og røber en frapperende mangel på international juridisk erfaring og - professionalitet. Vi gør opmærksom på, at vi har ca. 23 internationalt registrerede varemærker, bl.a. L'Uomo og Vogue«.

I skrivelse af 24. januar 1991 til direktoratet meddelte ansøgeren følgende:

»Vi henleder herved høfligst Deres opmærksomhed på, at herr Gianfranco Ferre ikke har ønsket at benytte sig af det i vor skrivelse af den 21. september 1990 fremsatte tilbud, hvilket havde datoen den 28. november 1990 som ultimodato.

Vi beder Dem således herefter - under henvisning til ovennævnte - snarest fremsende os bevis for registrering af vort varemærke«.

Patentdirektoratet fremsendte den 14. februar 1991 kopi af ansøgers skrivelse til indsigers udtalelse, idet man i følgeskrivelsen anførte:

»Det skyldes en meget beklagelig fejltagelse, at skrivelsen ikke er fremsendt på langt tidligere tidspunkt under hensyn til at det i skrivelsen fremsatte tilbud skulle besvares inden den 23. november 1990«.

Indsiger meddelte den 14. marts 1991, at man ikke havde yderligere udtalelser i sagen.

Patentdirektoratet udtalte i skrivelse af 12. juni 1991 til indsigeren bl.a. følgende:

»De har i skrivelse af 14. marts 1991 oplyst, at man ikke ønsker at fremkomme med yderligere udtalelser og anmoder om, at der træffes afgørelse i sagen.

I ovennævnte anledning skal det indledningsvis meddeles, at et varemærke ikke må registreres, når mærket er forveksleligt med et varemærke, der er taget i brug her i landet på det tidspunkt, da ansøgningen indgives og som vedvarende anvendes her, jf. varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 6. Endvidere bestemmes det i § 14, stk. 1, nr. 7 i varemærkeloven, at et mærke ikke må registreres, når mærket er forveksleligt med et varemærke, der er taget i brug i udlandet på det tidspunkt, da ansøgning om registrering indgives og vedvarende anvendes der, og ansøger på ansøgningstidspunktet kendte eller burde kende dette.

Det er direktoratets opfattelse, at ordet Gianferre Fashion er forveksleligt med indsigernes varemærke Gianfranco Ferre. Mærkedelen »fashion« i ansøgers mærke angiver for varer i klasserne 18 og 25 kun, at der er tale om modevarer, og ordet Gianferre er fuldstændigt indeholdt i ordene Gianfranco Ferre.

Direktoratet mener imidlertid ikke, at det indsendte materiale, der skal dokumentere brug af betegnelsen Gianfranco Ferre her i landet, jf. varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 6, er tilstrækkeligt, idet de indsendte fakturaer fra indsiger nok viser en brug af mærket Gianfranco Ferre inden ansøgningens indgivelse den 19. maj 1987, men visse af fakturaerne indeholder ikke navnet Gianfranco Ferre, og der findes heller ikke fakturaer, der viser, at mærket fortsat anvendes her i landet.

De har tillige oplyst, at mærket er anvendt i udlandet, og De har henvist til bestemmelsen i § 14, stk. 1, nr. 7.

Det forhold, at navnet Gianfranco Ferre er registreret i USA for nogle nærmere angivne varer i klasserne 9, 14, 18, 24 og 25 henholdsvis 15. maj 1984 og 28. maj 1985 viser nok, at navnet er brugt før ansøgningernes indgivelse, men ikke at mærket fortsat anvendes i USA. De øvrige varemærkeregistreringer viser ikke brug af mærket i udlandet.

De fremsendte annoncer fra forskellige internationale magasiner viser kun en vis brug af Gianfranco Ferre, men ikke at mærket har været brugt senere end 1986.

Den nedlagte indsigelse i medfør af bestemmelserne i varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 6 og 7, kan således kun tages til følge, såfremt der indsendes yderligere materiale, der viser, at betegnelsen Gianfranco Ferre er taget i brug som varemærke her i landet eller i udlandet forinden ansøgningens indgivelse den 19. maj 1987 og fortsat anvendes her i landet eller i udlandet, og der må endvidere indsendes en liste over de varer, som mærket må anses at være brugt for.

Den ovennævnte dokumentation forventes indsendt hertil snarest muligt og senest inden 2 måneder fra dato, da indsigelsen i modsat fald, som ovenfor nævnt, ikke vil kunne tages til følge'.

I skrivelse af 12. august 1991 anførte indsigeren følgende:

»Vi henviser til direktoratets skrivelse af 12. juni 1991, hvorved det bl.a. er blevet os meddelt, at vor indsigelse vil kunne tages til følge, såfremt der indsendes yderligere dokumentation for, at betegnelsen GIANFRANCO FERRE er taget i brug som varemærke i Danmark eller i udlandet forinden ansøgningens indgivelse den 19. maj 1987 og fortsat anvendes.

I den forbindelse henviser vi til vor tidligere skrivelse af 5. oktober 1989 til direktoratet, hvormed fulgte genpart af en række fakturaer, udstedt af indsigers danske forhandler på daværende tidspunkt, Boutique Vagn. Disse fakturaer dokumenterer salg og leverancer for årene 1985, 1986 og 1987. - Når direktoratet fortsat ønsker dokumentation for mærkets brug forud for anmeldelsesdatoen den 19. maj 1987, beder vi venligst om at få oplyst, om grunden hertil måske er den, at de fremsendte fakturakopier ikke er tilstrækkelig tydelige til, at dette klart fremgår heraf.

Det bemærkes i øvrigt, at det fremsendte fakturamateriale dokumenterer, at Boutique Vagn har udstedt den sidste faktura den 23. marts 1989.

Med hensyn til den efterfølgende periode kan vi oplyse, at der beklageligvis skete det, at Boutique Vagn gik konkurs, hvorefter vor klient var nødsaget til at søge en ny dansk forhandler. Denne nye forhandler er i juni måned 1990 udpeget til at være Illum's A/S. - Vi fremsender i den anledning nogle yderligere fakturaer, udstedt til A.C. Illums A/S i perioden 3. juli 1990 til 13. marts 1991.

I den mellemliggende periode, det vil sige 23. marts 1989 - 3. juli 1990, har vor klient ikke umiddelbart dokumentation for stedfundet salg, men der har utvivlsomt fundet salg sted af restvarelager i forbindelse med konkursboets behandling.

Vor klient har anvendt lidt over et år til at finde en ny forhandler, hvilket må siges ikke at være usædvanligt, da der er tale om særlige mærkevarer. Det er derfor forståeligt, at vor klient har gjort alt for at finde en så solid forhandler som muligt.

Det bestemmes inden for varemærkeretten, at dersom en varemærkeret alene støtter sig på mærkets benyttelse, vedvarer retten så længe mærket er i brug. Såfremt brugen ophører falder varemærkeretten bort. Imidlertid er reglen ligeledes den, at et bortfald kun indtræder, hvis brugsophøret er af mere definitiv art. Et mere tilfældigt eller kortvarigt brugsophør er således ikke nok. I den forbindelse henviser vi til Betænkning til varemærkeloven, hvorfra følgende citeres:

»Har mærket været ude af brug, udelukker dette dog ikke beskyttelse, såfremt ophøret kun har været af kortere varighed eller er foranlediget af særlige omstændigheder«.

Vi gør gældende, at det forhold, at indsigers danske forhandler går konkurs, må siges, at være en særlig omstændighed. I dette tilfælde gøres det således gældende, at indsigers varemærkeret på grund af de konkrete omstændigheder ikke kan anses for bortfaldet.

Endelig - med hensyn til vor klients repræsentation i den øvrige del i verden -, vedlægges i kopi uddrag af indsigers brochure vedrørende 1991-kollektionen.

Vi går ud fra, at vi med ovennævnte har imødekommet direktoratets yderligere krav om dokumentation for brugen af betegnelsen GIANFRANCO FERRE såvel i Danmark som i udlandet og tillader os at gå ud fra, at indsigelsen tages til følge'.

Patentdirektoratet traf afgørelse i sagen den 30. august 1991 og afviste indsigelsen med følgende begrundelse:

»Det er direktoratets opfattelse, at det nu indsendte materiale sammen med tidligere indsendt materiale ikke på tilstrækkelig måde dokumenterer brugen af ordene Gianfranco Ferre som varemærke for indsigeren her i landet eller i udlandet. De nu indsendte fakturaer nævner ikke varemærket Gianfranco Ferre. Så vidt ses nævnes alene betegnelsen Collezione G.F. Ferre. Personnavnet G.F. Ferre kan ikke opfattes som identisk med varemærket Gianfranco Ferre, og således heller ikke opfattes som en brug af dette varemærke.

Hvad angår de tidligere indsendte fakturaer var det kun få af disse, der på midten var stemplet Gianfranco Ferre. De fleste indeholdt ikke betegnelsen Gianfranco Ferre.

Den nedlagte indsigelse under henvisning til bestemmelserne i § 14, stk. 1, nr. 6 og 7 i varemærkeloven kan herefter ikke tages til følge«.

Ansøgeren udtalte hertil i skrivelse af 7. september 1991:

»Vi gør Dem opmærksom på, at Deres forhandlinger med den sag er ugyldig efter vores svar af 21. september 1990, da udløbsfristen var den 28. november 1990. Den strider mod EF's patent- og registreringslovgivning.

Modparten har juridisk tabt sagen efter udløbsfristen den 28. november 1990 ifølge Den Internationale Domstolslovgivning.

Vi har bevis på, at det danske Patentdirektoratet er på modpartens side, da en tidligere ansat i Patentdirektoratet nu er ansat hos modparten Hofman-Bang & Boutard A/S. Det er i strid med loven.

Da deres forhandlingssag nu er ugyldig, gider vi ikke høre fra nogle af parterne mere. Da vi har brugt vores varemærke »GIANFERREFASHION« de sidste 23 år, vil vi fortsat bruge det så længe det passer os'.

Afgørelsen af 30. august 1991 har klageren ved skrivelse af 28. november 1991 indbragt for Patentankenævnet med påstand om, at afgørelsen omgøres. I klagebegrundelsen af 28. november 1991 anførtes:

»I sin afgørelse har direktoratet anført, at det tidligere fremsendte materiale ikke på tilstrækkelig måde dokumenterer brugen af ordene GIANFRANCO FERRE som varemærke for indsigeren her i Danmark eller i udlandet. Direktoratet har i den forbindelse i særdeleshed lagt vægt på, at de indsendte fakturakopier ikke specifikt nævner varemærket GIANFRANCO FERRE, men alene angiver betegnelsen Collezione G.F. Ferre.

Det er således væsentligt indledningsvis at understrege, at ankesagen alene drejer sig om, hvorvidt det tidligere indsendte materiale sammen med det nu under anken foreliggende materiale - jf. nedenfor - må anses for tilstrækkeligt til, at den nedlagte påstand kan tages til følge. Således har Patentdirektoratet i sin afgørelse af 30. august 1991 indledningsvis bemærket, at såfremt dokumentationskravet kan opfyldes, da er varemærkerne GIANFRANCO FERRE og GIANFERRE FASHION at anse for forvekslelige.

Med hensyn til det tidligere fremsendte fakturamateriale bemærkes, at dette alene har kunne fremsendes i kopier. Fakturaunderlaget, som også vedlægges nærværende skrivelse, dokumenterer salg og leverancer til Danmark af GIANFRANCO FERRE varer for årene 1985, 1986, 1987, det vil sige forud for ansøgningen af GIANFERRE FASHION mærket. Når denne dokumentation ikke har været tilstrækkelig for Patentdirektoratet, er vi af den opfattelse, at dette hænger sammen med, at de fremsendte kopier ikke var tilstrækkeligt tydelige til, at man kunne udlede, at der var tale om levering af GIANFRANCO FERRE varer. Dette er således årsagen til, at Patentdirektoratet lægger så meget vægt på, at man alene kan se betegnelsen G.F: Ferre, men ikke hele varemærkeangivelsen GIANFRANCO FERRE. Med nærværende skrivelse vedlægges samme med fakturadokumentation mærket BILAG 1-4. Som det vil fremgå af en stor del af dette materiale, bærer fakturaerne yderligere et stort påstemplet COLLEZIONE GIANFRANCO FERRE. Da imidlertid dette stempel i kopiform ikke altid er lige tydeligt, er dette også årsagen til, at stemplet ikke er synbart på samtlige kopier, men med nærværende fremsendelse af de nævnte fakturakopier i en mere læselig form fremgår det altså, at stemplet er påført fakturaerne. Det kan herefter konstateres, at der ikke alene er tale om angivelsen COLLEZIONE G.F. FERRE, men altså også den fulde betegnelse GIANFRANCO FERRE.

Det kan i øvrigt tilføjes, at mærket fortsat er i brug i Danmark, idet A.C. Illums A/S er appellantens nuværende danske forhandler. I den relation vedlægger vi til orientering kopi af yderligere fakturaer vedrørende salg af GIANFRANCO FERRE produkter i perioden 3. juli 1990 til 13. marts 1991, jf. BILAG 15-19. Af de sidstnævnte fakturaer fremgår det, at der henholdsvis anvendes Collezione G.F. Ferre og også angivelse af selskabsrelationen Diffusione Ferre s.r.l., hvilket referer sig til en afdeling af Gianfranco Ferre-selskabet.

Som BILAG 20 vedlægges en skrivelse fra A.C. Illums A/S af 17. oktober 1991, hvoraf fremgår, at man er den nuværende forhandler i Danmark af GIANFRANCO FERRE varer. Det fremgår af samme skrivelse, at produkterne fra Gianfranco Ferre S.p.a. i få tilfælde markedsføres under betegnelsen G.F. Ferre. Dette forklarer således også, hvorfor der internt - det vil sige i forbindelse med fakturering mellem leverandør og forhandler - alene anføres betegnelsen G.F. Ferre. Imidlertid er der, således som det også fremgår af skrivelsen fra Illums, ingen tvivl om, hvad betegnelsen G.F. Ferre dækker over. Det skal dog bemærkes, at Illums samtidig bekræfter, at langt den største del af markedsføringen af produkterne sker under den fulde betegnelse GIANFRANCO FERRE. Det må samtidig erindres, at det fremlagte fakturaunderlag i nærværende sag jo ikke er udtryk for en fakturering over for forbrugeren og derfor heller ikke giver et retmæssigt billede af den faktiske anvendelse af varemærket. Dette er - således som det også hævdes fra Illums - nu som tidligere GIANFRANCO FERRE.

Det ovenfor anførte skulle således til fulde dokumentere, at varemærket GIANFRANCO FERRE har været anvendt i Danmark i et vidt omfang og under alle omstændigheder lang tid forud for anmeldelsen af GIANFERRE FASHION varemærket. Til yderligere dokumentation herfor vedlægges som BILAG 21 en erklæring fra Dansk Textil Union af 29. oktober 1991, hvor det bekræftes, at varemærket GIANFRANCO FERRE må anses som værende indarbejdet for Gianfranco Ferre S.p.A.

Herefter kan det konkluderes, at varemærket GIANFRANCO FERRE er indarbejdet i Danmark og at der også er statueret identitet mellem betegnelserne G.F. Ferre og GIANFRANCO FERRE. Der er herefter tilstrækkeligt grundlag til at give appellanten medhold i, at GIANFERRE FASHION mærket ikke bør fremmes til registrering, jf. varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 6, jf. § 6, stk. 1.

Subsidiært er det over for Patentdirektoratet gjort gældende, at det anmeldte mærke ligeledes må anses for uregistrerbart på baggrund af varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 7. tilsvarende subsidiær påstand fremsættes i nærværende ankesag. I henhold til § 14, stk. 1, nr. 7 kan et varemærke ikke registreres, når mærket er forveksleligt med et varemærke, der er taget i brug i udlandet på det tidspunkt, da anmeldelsen om registrering indgives, og som vedvarende anvendes der, og anmelderen på anmeldelsestidspunktet kendte eller burde kende dette.

Appellanten er i besiddelse af mange registreringer af varemærket GIANFRANCO FERRE internationalt og som eksempel herpå vedlægges kopier af registreringsbeviser for Algeriet, Tyskland, Østrig, Benelux, Egypten, Spanien, Frankrig, Liechtenstein, Marocco, Monaco, Portugal, Schweiz, Tunesien, England og Nordirland, USA, Canada, Taiwan, Sydafrika, Grækenland, Panama, Venezuela, Mexico og Paraguay, jf. BILAGENE 22-32.

Som yderligere dokumentation for mærkets brug vedlægges som BILAG 33 litra A-I, kopier af fakturaer for betaling af reklameomkostninger siden februar 1986.

Endelig vedlægges som BILAG 35-37 3 originale kataloger over GIANFRANCO FERRE kollektioner, henholdsvis efterår 1989/90, forår 1990 og forår 1991. Samme kataloger dokumenterer i øvrigt mangfoldigheden af Gianfranco Ferre butikker.

Det må herefter ligeledes anses for dokumenteret og bevist, at varemærket GIANFRANCO FERRE er i brug i udlandet på det tidspunkt, da anmelderen af GIANFERRE FASHION mærket anmoder om registrering af dette i Patentdirektoratet. At GIANFRANCO FERRE mærket fortsat er i brug er der ingen tvivl om, jf. de kataloger, der er vedlagt til dokumentation herfor. Det er klart, at der naturligvis kan produceres yderligere kataloger over de enkelte kollektioner om fornødent.

Det kan oplyses, at personen Gianfranco Ferre er en meget kendt designer, som bl.a. er chefdesigner for modehuset Dior i Frankrig. Til dokumentation for denne påstand vedlægges kopi af avisartikel i Dagbladet Politikken lørdag den 28. juli 1990, jf. BILAG 34. Denne omstændighed kombineret med udbredelsen af GIANFRANCO FERRE butikkerne rundt omkring i verden samt erklæringerne fra henholdsvis A.C. Illums A/S og Dansk Textil Union bevirker, at anmelderen af GIANFERRE FASHION mærket utvivlsomt har været bekendt med GIANFRANCO FERRE varemærket. Dette forhold understreges af det faktum, at GIANFERRE FASHION varemærket ud over at være forveksleligt med GIANFRANCO FERRE varemærket helt klart er inspireret af sidstnævnte, eftersom det alene er bestanddelen FRANCO, der er udgået af det anmeldte mærke.

Det gøres herefter gældende, at det ligeledes er bevist, at ansøgningen ikke bør tages til følge heller i medfør af varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 7.

Det anførte bør herefter samlet medføre, at Patentankenævnet omgør den af Patentdirektoratet trufne afgørelse, således at varemærket GIANFERRE FASHION nægtes fremmet til registrering«.

Ansøgeren har i skrivelse af 20. marts 1992 udtalt følgende:

»Hermed fremsendes svar på Deres brev af den 11. marts 1992. Ifølge vores tidligere brevkorrespondance: den 21. september 1990, den 24. januar 1991, den 22. maj 1991 og den 7. september 1991 (vedlagt kopier), fremgår det, at ankesagen er ugyldig efter Romtraktaten og EF-patentloven.

Yderligere har Gianferre Fashion den 25. marts 1991, skriftligt informeret os om, at de ikke har interesse i at videreføre sagen. Vi beder Dem derfor om at være så venlig at sendes os vores registreringsbevis, med håb om at sagen hermed definitivt kan afsluttes«.

I anledning af klagen har direktoratet ved skrivelse af 4. juni 1992 afgivet følgende udtalelse:

»Under henvisning til den af ansøger til os indsendte skrivelse af 7. september 1991, hvoraf det fremgår, at ansøger har bevis for, at Patentdirektoratet er på modpartens side, da en tidligere ansat her nu er ansat hos Hofman-Bang & Boutard A/S, skal det oplyses, at fuldmægtig Birgit Wiborg forlod direktoratet allerede den 1. maj 1988 for at tiltræde en stilling hos Hofman-Bang & Boutard A/S. Hun ses ikke at have deltaget i behandlingen af nærværende sag. Hun er den eneste sagsbehandler, der fra varemærkeafdelingen er gået til klageren.

Det skal her tilføjes, at fuldmægtig Helle Lund Christiansen, der en tid har været sagsbehandler i denne sag, forlod direktoratet den 1. september 1991 og har siden været ansat i firmaet Plougmann & Vingtoft A/S, København. Dette selskab har direktoratet ikke haft forbindelse med i denne sag«.

Ankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 23. marts 1993.

For klageren mødte cand.jur. Birgit Wiborg.

For ansøgeren mødte Leon Delon sammen med advokat H.H. Lund.

Parterne procederede sagen, idet de i det væsentlige henholdt sig til de til Patentdirektoratet og Ankenævnet afgivne, skriftlige indlæg.

Cand.jur. Birgit Wiborg gennemgik sagens bilag, som efter hendes opfattelse dokumenterede, at klagers varemærke var indarbejdet i Danmark. Hun fremlagde i den forbindelse et avisudklip fra Berlingske Tidende den 18. marts 1993.

Leon Delon fastholdt, at han før indleveringen af sin ansøgning om registrering af varemærket GIANFERREFASHION den 19. maj 1987 aldrig havde hørt om indsigerens varemærke GIANFRANCO FERRE. Ansøgeren fandt ikke det ansøgte og modholdte mærke forveksleligt, og der havde aldrig forekommet tilfælde, hvor de to mærker var blevet forvekslet. Da Patentdirektoratet havde modtaget ansøgningen om registrering, måtte ansøgeren have krav på at få tilsendt registreringsbevis.

Ankenævnet skal udtale:

Det ansøgte varemærke GIANFERREFASHION findes klart forveksleligt med klagers varemærke GIANFRANCO FERRE.

Efter Ankenævnets opfattelse dokumenterer det fremlagte materiale, at klagerens varemærke GIANFRANCO FERRE har været brugt og indarbejdet i Danmark inden ansøgningens indgivelse den 19. maj 1987, ligesom varemærket GIANFRANCO FERRE på det pågældende tidspunkt har været kendt og anvendt i udlandet, hvilket anmelderen må eller burde have vidst.

På denne baggrund findes registrering af det anmeldte varemærke GIANFERREFASHION at måtte afslås, under henvisning til varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 6 og nr. 7, jf. § 6, stk. 1.

Herefter

bestemmes:

Varemærkeansøgning nr. VA 3217/1987 afslås.

Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. S. Gulmann.

Officielle noter

Ingen