Senere ændringer til afgørelsen
Resume

Ankenævnet stadfæstede Patentdirektoratets afgørelse om, at konstruktionen af »tonertilførselsindretning til et elektrostatisk fremkaldeapparat« fandtes nærliggende for en fagmand på området og derfor ikke adskilte sig væsentligt fra det kendte.

Den fulde tekst

En tonertilførselsindretning fandtes ikke at adskille sig væsentligt fra det kendte.


År 1991, den 19. december afsagde Patentankenævnet (Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Franck, Laubst, Ansgar Sørensen) følgende

  

                                        KENDELSE  

 i sagen j.nr. P 11/90:                 Klage fra  

                                        Hitachi Metals, Ltd.,  

                                        v/Internationalt Patent-Bureau  

                                                 over  

                                        Patentdirektoratets afgørelse  

                                        af 30. januar 1990 af  

                                        patentansøgning nr. 1183/79.  

Den 22. marts 1979 indleverede klageren en ansøgning om patent på »tonertilførselsindretning til et elektrostatisk fremkaldeapparat«.

Ansøgningens krav lød således:

»1. Fremkaldeapparat for magnetisk toner, indeholdende en tonerforrådstank (4) med en åbning, hvori der er anbragt et roterbart ikke-magnetisk, cylindrisk hylster (3), hvis cylindriske overflade delvis stikker ind i tonerforrådstanken (4), og i hvilket en magnetvalse (2) er anbragt til rotation med henblik på at trække magnetisk toner (6) ud af tonerforrådstanken (4), transportere den magnetiske toner rundt om det cylindriske hylster (3) til kontakt med en understøtning (1) for elektrostatiske latente billeder og derefter trække ubrugt toner ind i tonerforrådstanken (4) igen, kendetegnet ved , at bredden af en spalte (d3) mellem en væg af tonerforrådstanken (4) og det cylindriske hylster (3), gennem hvilken ubrugt magnetisk toner trækkes tilbage i tanken, er mindre end maksimumtransportdybden for magnetisk toner på den cylindriske valse (3) og større end bredden af en spalte (d1) mellem en væg af tonerforrådstanken (4) og det cylindriske hylster (3), gennem hvilken magnetisk toner trækkes ud af forrådstanken (4).

2. Fremkaldeapparat som angivet i krav 1, kendetegnet ved , at det cylindriske hylster (3) og magnetvalsen (2) roterer i samme retning.

3. Fremkaldeapparat som angivet i krav 1 eller 2, kendetegnet ved , at der i tonerforrådstanken (4) tæt ved det cylindriske hylster (3) er anbragt en skinne (5) til afskrabning af koaguleret magnetisk toner fra hylsteret.«

Patentdirektoratet udtalte i skrivelse af 26. september 1988:

»1. Vi har ikke mulighed for at godkende Deres ansøgning, idet opfindelsen efter vores mening ikke adskiller sig væsentligt fra den kendte teknik. Vi begrunder dette i det følgende:

2. Krav 1 omtaler dimensioner af udtrækningsspalten (d1) og indtrækningsspalten (d3), hvor både (d1) og (d3) er smalle nok til at kunne bære massens tryk fra toneren i beholderen, og hvor (d3) er bredere end (d1), hvorved der undgås ophobning af toner i (d3).

Den forskel i dimensionerne mellem (d1) og (d3) er, såvidt vi kan se, kendt fra JP offentliggørelsesskrift nr. 51-16926, se fig. 11.

I det japanske modhold er også vist en placering af tonerbeholderen over magnethjulet. Vi mener i denne forbindelse at dimensioneringen af (d1) og (d3) til at kunne bære tonerens massetryk, er nærliggende for en fagmand.

Krav 2's kendetegnende del, at valsen og hylsteret roterer i samme retning, mener vi ligger inden for de valgmuligheder en sagkyndig umiddelbart har til rådighed ved konstruktion af et sådant udstyr.

Foranstaltningen i krav 3 med en skrabe til fjernelse af koaguleret toner på hylsteret mener vi er en nærliggende foranstaltning.«

Klageren indleverede derefter ved skrivelse af 17. marts 1989 følgende nye krav:

»1. Fremkaldeapparat for magnetisk toner, indeholdende en tonerforrådstank (4) med en åbning, hvori der er anbragt et roterbart ikke-magnetisk, cylindrisk hylster (3), hvis cylindriske overflade delvis stikker ind i tonerforrådstanken (4), og hvilket en magnetvalse (2) er anbragt til rotation med henblik på at trække magnetisk toner (6) ud af tonerforrådstanken (4), transportere den magnetiske toner rundt om det cylindriske hylster (3) til kontakt med en billedbærende tromle (1) for elektrostatiske latente billeder og derefter trække ubrugt toner ind i tonerforrådstanken (4) igen, kendetegnet ved , at bredden af en spalte (d3) mellem en væg af tonerforrådstanken (4) og det cylindriske hylster (3) gennem hvilken ubrugt magnetisk toner trækkes tilbage i tanken, er mindre end maksimumtransportdybden for magnetisk toner på det cylindriske hylster (3) og større end såvel bredden af en spalte (d1) mellem en væg af tonerforrådstanken (4) og det cylindriske hylster (3), gennem hvilken magnetisk toner trækkes ud af forrådstanken (4), som også bredden af en spalte (d2) mellem den billedbærende tromle (1) og det cylindriske hylster (3), idet udslip gennem spalten (d3) mellem tonerforrådstankens (4) væg og det cylindriske hylster (3), gennem hvilken ubrugt magnetiske toner trækkes tilbage i tanken, forhindres når magnetvalsen (2) og det cylindriske hylster (3) står stille, og det plan som defineres af spalten (d3) er lodret orienteret ved bunden af det cylindriske hylster (3), og hvor den ubrugte toner, der trækkes tilbage i forrådstanken (4) gennem spalten (d3), ankommer til spalten i vandret retning.

2. Fremkaldeapparat som angivet i krav 1, kendetegnet ved , at det cylindriske hylster (3) og magnetvalsen (2) roterer i samme retning.

3. Fremkaldeapparat som angivet i krav 1 eller 2, kendetegnet ved, at der i tonerforrådstanken (4) tæt ved det cylindriske hylster (3) er anbragt en skinne (5), i afstand fra de to spalter (d1,d3), mellem forrådstankens (4) vægge og det cylindriske hylster (3), til afskrabning af koaguleret magnetisk toner fra hylsteret.«

I skrivelsen anførte klageren bl.a.:

»1. Opfindelsen adskiller sig fra den kendte teknik ved dimensioneringen af spalterne (d1), (d2) og (d3), i et tonertilførselsapparat, hvor udtrækning og indtrækning af toner i forrådsbeholderen foregår i en i det væsentlige vandret retning, hvilket forklares nærmere i det følgende.

2. Spalterne (d1) og (d3) er ikke dimensionerede til alene at modstå massens tryk men til, i samvirkning med maksimumtransportdybden for magnetisk toner på magnetvalsen, at blokere for udslip af toner gennem spalterne ved påfyldning af ny toner (selv når magnetvalsen er stationær).

JP-offentliggørelsesskrift nr. 51-16926, der svarer til vedlagte engelske patentskrift nr. 1.493.280, viser i fig. 11 en forskel mellem de spalter, der svarer til (d1) og (d3), men spalten svarende til (d3) er ikke dimensioneret til at være mindre end maksimumtransportdybden for magnetisk toner på magnetvalsen, og den i fig. 11 viste opstilling opstår problemet med udslip af toner ved påfyldning slet ikke, da forrådstanken er anbragt under magnetvalsen, (d3) kan her dimensioneres vilkårligt større end (d1).

I de i JP-offentliggørelsesskrift nr. 51-16926 viste anbringelser af forrådstanken over magnetvalsen er magnetvalsen i intet tilfælde anbragt i »en åbning af væsentlig størrelse i forrådstanken«, og i de viste opstillinger dimensioneres spalterne til kun at modstå massens tryk fra toneren, når der er en vis ophobning af toner ved udløbet, hvorfor der fås et udslip af toner ved påfyldning af ny toner. Iøvrigt opnås i disse opstillinger ikke den fordelagtige omrøring af toneren i forrådstanken.

I GB patentskrift nr. 1.493.280 nævnes det at omløbsretningerne for magnetvalsen og hylsteret kan vælges frit, men det foretrækkes at de roterer i modsatte retninger (se krav 6, krav 30 og krav 46 samt fig. 4, 5 og 9).'

Direktoratet afslog ved skrivelse af 30. januar 1990 ansøgningen med følgende begrundelse:

»1. Vi har tidligere meddelt Dem, at vi af nærmere angivne grunde ikke kunne imødekomme ansøgningen. Vi mener, at (nogle af) disse grunde stadigvæk er til hinder for, at ansøgningen kan imødekommes, og vi har derfor afslået den under henvisning til patentlovens § 16. Den nærmere begrundelse følger nedenfor.

2. Vi mener stadig, at det er nærliggende for en fagmand at dimensionere spalteåbninerne (d1) og (d3) sådan at de kan bære trykket fra tonerens masse, med det formål at undgå udslip fra beholderen, uafhængigt af hvilken driftsituation maskinen befinder sig i, eller om magnetvalsens maksimumtransportdybde har indflydelse på dimensioneringen.

3. De angiver under pkt. 1 at opfindelsen adskiller sig fra den kendte teknik ved en vandret udtrækning og indtrækning af toner. Vi er ikke enige heri, idet dette også er tilfældet i JP offentliggørelsesskrift nr. 51-16926, fig. 5.

På side 2, afsnit 2, anfører De, at en væsentlig forskel mellem opfindelsen og den kendte teknik er, at opfindelsen angiver en magnetvalse, der er anbragt i en »åbning af væsentlig størrelse i forrådstanken«. Vi er enige i, at denne forskel er til stede, men vi mener, at dimensioneringsproblematikken vedrørende spalternes størrelse er den samme for begge systemer.

4. Indholdet af krav 2 og 3 mener vi stadig er konstruktive detaljer, som en fagmand naturligt kan benytte sig af.

5. På denne baggrund mener vi ikke, at ansøgningen opfylder Patentlovens § 2, og den indeholder derfor intet patenterbart.'

Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 30. marts 1990 indbragt for Patentankenævnet. Klageren har i ankebegrundelsen bl.a. anført:

»Vi kan ikke, som nævnt i afslaget pkt. 3, se, at der i japansk offentliggørelsesskrift nr. 51-16926, fig. 5 sker en vandret udtrækning og indtrækning af toner, idet tonerforrådsbeholderen er placeret lodret over magnetvalsen, hvilket som nævnt i vor besvarelse af den første betænkning ikke nødvendiggør en særlig dimensionering af spalterne for at undgå uønsket tonerudslip.

Sagsbehandleren medgiver, at der er en forskel mellem opfindelsen og den kendte teknik ved anbringelsen af magnetvalsen i »en åbning af væsentlig størrelse i forrådstanken«, og netop herved opnås ved opfindelsen den fordelagtige omrøring af toneren i forrådstanken.

Vi mener stadig, at den kombinerede dimensionering af spalterne under hensyntagen til maksimaltransportdybden for toner er ny og ikke nærliggende for en fagmand, og der er ikke fremlagt konkrete modhold, hvor der omtales en sådan dimensionering.'

I skrivelse af 25. juni 1990 har klageren over for Ankenævnet uddybet ankebegrundelsen.

Det anføres i skrivelsen:

»1). I punkt 2. i Direktoratets afslagsskrivelse angives uden nogen form for henvisning til kendt teknik, at Direktoratet mener stadig, at det er nærliggende for en fagmand at dimensionere spalteåbningerne (d1) og (d3) sådan, at de kan bære trykket fra tonerens masse med det formål at undgå udslip fra beholderen uafhængigt af, hvilken driftsituation maskinen befinder sig i, eller om magnetvalsens maksimale transportdybde har indflydelse på dimensioneringen.

Idet der henvises til medfølgende kopi (bilag 1) af Direktoratets betænkning af 26. september 1988, må vi forstå dette som en erkendelse af, at den omhandlede foranstaltning ikke er kendt fra det modholdte JP-offentliggørelsesskrift nr. 51-16926.

Iøvrigt forekommer ræsonnementet som helhed at bero på en fundamental misforståelse. Der er ikke ved opfindelsen tale om, at spalteåbningerne i sig selv er dimensionerede til at modstå »tonerens massetryk«. Dette begreb synes at være kommet ind i billedet alene gennem Direktoratets overvejelser. Der er intet sted i beskrivelse eller krav nævnt noget om tonerens massetryk. Hvad der derimod er tilfældet er, at den i ansøgningens krav 1 angivne dimensioneringsforskrift for den spalte (d3), hvorigennem toneren returneres til tonertanken, refererer direkte til den maksimale transportdybde på hylsteret omkring magnetvalsen, og at det netop er spalten (d3)»s reducerede bredde i forhold til denne maksimale transportdybde, der, som anført i beskrivelsen af 17. marts 1989, side 5, medfører, at udslip gennem spalten (d3) under tonerpåfyldning med stationær magnetvalse elimineres.

2. I afslagsskrivelsen pkt. 3 angives med henvisning til pkt. 1 i vor besvarelse af 17. marts 1989, at vandret indtrækning og udtrækning af toneren er kendt fra den udførelsesform, som er vist i fig. 5 i ovennævnte JP-offentliggørelsesskrift.

Yderligere giver Direktoratet udtryk for, at den faktisk erkendte forskel mellem den for opfindelsen forudsatte anbringelse af magnetvalsen ved en åbning i tonerforrådstanken er uden betydning, idet dimensioneringsproblematikken vedrørende spalternes størrelse er den samme for »begge systemer«.

Hvilke systemer Direktoratet hermed anvender som reference står uklart, men ræsonnementet er efter vor mening uholdbart i forhold til både fig. 5 og den tidligere modholdte fig. 11 i JP-offentliggørelsesskriftet.

Om udførelsen i fig. 5 gælder iøvrigt, at der er tale om en principielt anderledes indretning af tonersystemet, hvor magnetvalsen ligger helt uden for forrådstanken og at denne konkrete udførelsesform dermed må anses for uanvendelig som sammenligningsgrundlag.

3. Vi skal i det følgende gøre nærmere rede for forskellen mellem opfindelsen og den kendte teknik, som fremgår eller med rimelighed kan udledes af det omhandlede JP-offentliggørelsesskrift, idet vi dog som sammenligningsgrundlag skal henvise til den medfølgende kopi (bilag 2) af det tilsvarende britiske patentskrift nr. 1.493.280, hvis overensstemmelse med JP-skriftet fremgår af prioritetspåstanden og identiteten mellem samtlige tegningsfigurer 1-11 i de to skrifter.

Som det fremgår af beskrivelse med krav af 17. marts 1989, er det for den foreliggende opfindelse bl.a. forudsat, at magnetvalsen er anbragt ved en åbning i tonerforrådstanken med en del af den cylindriske overflade af det ikke-magnetiske hylster stikkende ind i tanken.

Denne forudsætning medfører, at der mellem hylsteret og de tilstødende kanter af tonerforrådstanken dannes spalter (d1) og (d3), gennem hvilke toner henholdsvis bringes ud af tanken til afsætning på den fotoledende billedbærende tromle, hvormed hylsteret danner en spalte (d2), og returneres tilbage til tanken.

Uden at det direkte fremgår af patentkravet, står det ud fra beskrivelsens side 1, 3. afsnit endvidere klart, at den tendens til udslip under tilførsel af ny toner, som det er opfindelsens formål at eliminere, beror på den yderligere forudsætning, at indtrækningsspalten (d3), hvorigennem toneren returneres til tanken, befinder sig mellem hylsteret og kanten af en nedre væg af tonertanken.

Til opnåelse af det nævnte formål foreskriver opfindelsen, at bredden af spalten (d3), dels

- er mindre end maksimumtransportdybden for magnetisk toner på hylsteret, dvs. den maksimale tykkelse af det på hylsteret transporterede tonerlag, dels

- er større end bredden af den spalte (d1), hvorigennem toneren udtages fra tanken og tillige er større end spalten (d2) mellem hylsteret og den fotoledende tromle.

Derudover foreskrives det, at spalten (d3) befinder sig i et lodret plan og at tonerindtrækningen gennem denne spalte sker i vandret retning.

Den omhandlede maksimumtransportdybde er i henhold til beskrivelsen side 2, linie 15-20 defineret som tykkelsen af det tonerlag, der kan transporteres på hylsteret uden at falde af.

Det er netop gennem denne overstørrelse af den maksimale dybde i forhold til spalten (d3), at toner som tilføres med magnetvalsen og dennes omgivne hylster holdt stationære tilbageholdes og dermed forhindres i at træde ud gennem spalten (d3) som udslip.

I sammenhæng hermed medfører den anden af de angivne dimensioneringsforskrifter, at en uønsket tonerakkumulering ved indtrækningsspalten (d3) undgås.

Om det modholdte JP-offentliggørelsesskrift skal først bemærkes, at den generelle lære, som kan udledes heraf, går ud på, at det tonerfastholdende hylster omkring magnetvalsen skal bringe tonerlaget i rullekontakt med den fotoledende billedbærende flade, således at der opstrøms for rullekontaktzonen opstår en tonerakkumulering. Denne akkumulering er vist ved 44 i tegningsfigurerne og synes iøvrigt at svare til den akkumulering 7, som er beskrevet for opfindelsen, men har intet at gøre med opfindelsen som sådan.

Fig. 5 i JP-skriftet viser en apparatudførelse, hvor en tonertank er anbragt lodret over magnetvalsen og helt udenfor denne og med en nedadvendede åbning, der ikke giver mulighed for, at nogen del af den cylindriske overflade af hylsteret omkring magnetvalsen kan stikke ind i tanken. Toner forlader tanken gennem spalten a ved højre side af udløbsåbningen. Om dimensioneringen af den ubenævnte spalte ved åbningens venstre side, hvorigennem toner føres tilbage til tanken, nævnes intet i patentskriftet, men som åbningen er vist, er dens bredde givetvis væsentligt større end den maksimale transportdybde.

Toneren som ovenfra tilføres denne nedadtil åbne tank vil have god mulighed for at slippe gennem åbningen, hvilket antagelig også må være meningen.

Hvis spalten ved venstre side af tankåbningen ved en sådan udførelse nemlig opfyldte dimensioneringsforskriften ifølge den foreliggende opfindelse og havde mindre bredde end den maksimale transportdybde på magnetvalsens hylster, ville der antagelig være betydelig risiko for en uønsket tonerakkumulering ved denne spalte netop som følge af, at magnetvalsen med omgivende hylster ligger helt udenfor tanken.

Først og fremmest må imidlertid slås fast, at skriftet intet indeholder om problemet, der ligger til grund for opfindelsen og heller intet indeholder, der vil kunne tilskynde en fagmand til den dimensionering, som foreskrives i den foreliggende ansøgnings krav 1.

Det ses ikke rettere, end at den opfattelse, som Direktoratet har givet udtryk for, må bero på en efterrationalisering.

Om udførelsesformen i fig. 11 i det modholdte skrift skal, uanset at Direktoratet ved ikke at henvise til den i afslagsbegrundelsen har erkendt, at den på ingen måde er foregribende, bemærkes, at den i sin principielle opbygning faktisk ligner opfindelsen mere end udførelsesformen i fig. 5, idet magnetvalsen og dens omgivne hylster her faktisk ligger i tonertanken.

Også her gælder imidlertid, at åbningen i venstre side mellem hylsteret og tankens væg har væsentlig større bredde end den maksimale transportdybde, men iøvrigt har tanken i dette tilfælde sin åbning beliggende i et opadvendende plan, der tilnærmelsesvis danner en vinkel på 45o med lodret, og tanken er under åbningen så dyb, at det problem, der ligger til grund for opfindelsen, antagelig slet ikke vil optræde.

Det modholdte skrift giver således på ingen måde belæg for Direktoratets opfattelse af, at opfindelsen skulle være nærliggende, og da Direktoratet så åbenbart heller ikke har været i stand til at give belæg for den mere generelt udtrykte vurdering i afslagsskrivelsens pkt. 2, skal vi henstille, at det meddelte afslag omstødes, og at sagen tilbagesendes til Direktoratet til videre behandling.'

Ankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 14. august 1991.

For klageren mødte civilingeniør Knud Raffnsøe og ingeniør Bo Tonnese.

Civilingeniør Raffnsøe henholdt sig i det væsentlige til de til Direktoratet og Ankenævnet indgivne skriftlige indlæg, som nærmere blev uddybet og kommenteret.

Ankenævnet skal udtale:

Idet konstruktionen af den ansøgte opfindelse, herunder dimensioneringen af spalteåbningerne, må anses for nærliggende for en fagmand på området, findes kravenes kendetegnende træk ikke at frembyde nogen særlig teknisk virkning, som væsentligt adskiller sig fra det kendte.

Herefter

bestemmes:

Direktoratets afslag på at meddele patent stadfæstes.

  

 Grønning-Nielsen.    Hans Chr. Thomsen.    E. Franck.  

             T. Laubst.           Ansgar Sørensen.  

Officielle noter

Ingen