Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Resume

Ankenævnet stadfæstede Rådets afgørelse om at afslå at behandle en klage fra Scheelsminde (en kursus- og restaurationsvirksomhed i Aalborg) over den af Aalborg Kommune pålagte dækningsafgift for erhvervsejendomme.

Konkurrencerådet havde afvist at behandle klagen med den begrundelse, at forholdet ikke var omfattet af konkurrencelovens regler, da pålægning af dækningsafgift er beskatning, der er resultatet af politiske vurderinger ud fra fiskale overvejelser og derfor ikke offentlig erhvervsvirksomhed, jf. konkurrencelovens § 2, stk. 2.

(* 2) Ankenævnet stadfæstede afgørelsen med henvisning til de grunde, der var anført af Konkurrencerådet.

Den fulde tekst

Spørgsmål om dækningsafgift ikke omfattet af konkurrenceloven. (* 1)


År 1993, den 16. november 1993, afsagde Konkurrenceankenævnet i sagen j.nr. 93-37.267 Scheelsminde v/Peter Chr. Jensen ctr. Konkurrencerådet sålydende:

K E N D E L S E

1. Ved skrivelse af 6. juni 1993 har Scheelsminde v/Peter Chr. Jensen klaget over en af Konkurrencerådet den 13. maj 1993 truffet afgørelse, hvorved rådet ikke fandt anledning til at foretage en undersøgelse af, hvorledes reglerne om dækningsafgift kan påvirke konkurrenceforholdene.

Klageren har påstået afgørelsen ophævet.

Konkurrencerådet har påstået afgørelsen stadfæstet.

2. Konkurrencerådets skrivelse er sålydende:

»Konkurrencerådet har modtaget selskabets brev af 2. maj 1993, hvor der klages over den store konkurrenceforvridning, dækningsafgiften påfører noget af erhvervslivet i Aalborg.

Primærkommuner kan i henhold til § 23A, stk. 1, i lovbekendtgørelse nr. 808 af 4. december 1990 om beskatning til kommunerne af faste ejendomme, bestemme, at erhvervsejendomme, som f.eks. hoteller, efter nærmere regler skal svare dækningsafgift. Det fremgår også direkte af loven at ejendomme der kun delvis anvendes til de nævnte formål kun svarer afgift hvis mere end halvdelen af ejendommens forskelsværdi anvendes hertil. Dækningsafgiften skal ses som bidrag til de udgifter kommunen har i forbindelse med de pågældende erhvervsbygninger.

Rådet er opmærksom på, at disse regler kan påvirke konkurrenceforholdene. Denne mulige forskelsbehandling må imidlertid ses som en bevidst politisk beslutning af Folketinget ud fra fiskale overvejelser. Disse forhold betragtes normalt ikke som erhvervsvirksomhed og er derfor, jf. konkurrencelovens § 2, ikke omfattet af konkurrencelovens bestemmelser.

Rådet finder derfor ikke anledning til at foretage yderligere i sagen. ...«.

3. Klagerens argumentation

Klageren har anført, at dækningsafgiften påfører stor konkurrenceforvridning.

Klageren driver et hotel med kursusvirksomhed i Aalborg kommune og er af kommunen pålagt at betale dækningsafgift. Tilbud til store danske og udenlandske firmaer på kursusarrangementer afgives ofte i konkurrence med andre hoteller i Hirtshals, Frederikshavn, Skagen og Rebild. Disse hoteller skal i modsætning til klageren ikke betale dækningsafgift, da de ikke er beliggende i Aalborg kommune.

Den største restaurantvirksomhed i Aalborg findes i Aalborghallen. Den er i direkte konkurrence med byens øvrige restauranter, men er fritaget for dækningsafgift. Andre restauranter skal betale dækningsafgift efter omsætning, medens Aalborghallens restaurant er fritaget, fordi over halvdelen af arealet anvendes til kulturformål. Dette er yderst konkurrenceforvridende.

Uanset der ligger fiskale overvejelser bag bestemmelserne om dækningsafgift, er det uacceptabelt med en lovgivning, der giver så store konkurrenceforvridninger.

Hvis parken, hvori Scheelsminde hotel er beliggende, blev overdækket, og der blev placeret kunstskulpturer i parken, ville ejendommen uanset kunne fritages for dækningsafgift.

4. Konkurrencerådets argumentation

Rådet har anført, at dækningsafgiften bliver udskrevet med hjemmel i lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme. Reglerne herom kan påvirke konkurrenceforholdene, men denne påvirkning er resultatet af politiske vurderinger ud fra fiskale overvejelser. Opkrævning af skat og afgifter kan ikke anses for erhvervsvirksomhed, jf. konkurrencelovens § 2.

Lovens § 23A fastsætter, at kommunalbestyrelsen kan bestemme, at der skal opkræves dækningsafgift som bidrag til de udgifter som ejendomme, der anvendes til bl.a. hotel, medfører for kommunen. Det kræves ikke, at kommunen skal kunne dokumentere, at afgiften er fornøden til dækning af udgifterne til gader og veje, parkeringspladser og brandvæsen. Ejendomme, der ikke antages at medføre særudgifter for kommunen, kan således ikke fritages for afgift. Der er derfor ikke tale om, at det offentlige udbyder varer eller tjenester, og at forholdet derved bringes ind under bestemmelserne i konkurrencelovens § 2, stk. 2.

Reglerne om dækningsafgift påvirker konkurrenceforholdene og kan medføre forskelle, som anført af klageren. Der er mulighed for at iværksætte en nærmere undersøgelse af disse konkurrencemæssige virkninger, og resultatet heraf kunne efterfølgende eventuelt offentliggøres, f.eks. i henhold til konkurrencelovens §§ 8 og 9, eller der kunne blive tale om en offentliggjort henvendelse i henhold til § 15. Rådet har ikke efter det foreliggende fundet, at der var anledning til at iværksætte sådanne undersøgelser. Dette forhold kan imidlertid ikke indbringes for ankenævnet, jf. konkurrencelovens § 18.

5. Ankenævnets bemærkninger

Med henvisning til de grunde, der er anført af Konkurrencerådet, stadfæster ankenævnet den påklagede afgørelse.

Konkurrencerådets afgørelse af 13. maj 1993 stadfæstes.

Officielle noter

(* 1) Konkurrencerådet:

Dokumentation 1993-4, s. 406-408

(* 2) Konkurrencerådet:

Dokumentation 1993-2, s. 143