Senere ændringer til afgørelsen
Redaktionel note
Resume

Et norske rederi ejer selvlasterskibe registreret i Norge. Skibene er forsynet med fastmonteret kran, der betjenes af en enkelt mand, som fungerer som matros, når der ikke lastes eller losses. I øvrigt skal der ikke bruges arbejdskraft ved lastningen/losningen.

SiD varslede i 1991 konflikt mod rederiet for at opnå overenskomst for losse/lastearbejdet på selvlasterskibene.

Under henvisning til, at det arbejde, som sagen angik, i mere end 20 år uanfægtet var foregået på norske skibe - og dermed på norsk territorium - og været udført på norske overenskomstvilkår af norske søfolk og med særlige tillæg for arbejde med last, fandtes SiD ikke at have en så stærk faglig interesse i at få overenskomst på området, at det ville være berettiget at iværksætte en konflikt mod rederiet med det formål at opnå en overenskomst som nævnt, hvorfor konfliktvarslet fandtes uretmæssigt.

Den fulde tekst

Rolf Wagle A/S, Fred. Olsens Gate 11, 0105 Oslo 1, (advokat Morten Ulrich) mod Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Niels Chr. Daugaard). Dommere: Marie-Louise Andreasen (retsformand), Arnold Hansen, Jørn-Oluf Olsen, Steen A. Rasmussen, Spang-Hanssen, Tjellesen og Westergaard. Lovligt fagligt formål. Passivitet. Konfliktvarsel mod norsk rederi uretmæssigt.(* 1) (* 2)


Sagens problem er, om indklagede, Specialarbejderforbundet i Danmark, som organisation for havnearbejdere med kollektive kampskridt kan stille krav om overenskomst for arbejde på klageren, Rolf Wagle's selvlasterskibe, når de laster og losser i danske havne.

PARTERNES PÅSTANDE:

Klageren har påstået de indklagede tilpligtet at anerkende, at den af Specialarbejderforbundet i Danmark over for klageren varslede konflikt, omfattende samtlige rederiets skibe, som skulle anløbe danske havne, er uretmæssig.

De indklagede har påstået frifindelse.

SAGSFREMSTILLING:

Klageren er et 100% norskejet rederi-aktieselskab med adresse i Norge. Selskabet bestyrer en række partrederier, der ejer bl.a. selvlasterskibe registreret i det norske skibsregister eller det norske internationale skibsregister.

Siden 1969 har nogle af disse selvlasterskibe udført en række transporter af gods til og fra danske havne.

Selvlasterskibene, der er på omkring 1.500 tons d.w., er udstyret med en fast monteret kran (gravemaskine). Den kan på skinner bevæges i fire retninger, og kranarmen og gribekloen kan hver for sig rotere. Kloen kan tage ned til en enkelt tømmerstok, og kranen kan flytte godset direkte mellem skib og bil på kaj. Kranen betjenes fra sit styrehus af en mand, således at der herudover hverken på skibet eller på laste/lossestedet bruges arbejdskraft.

Den mand, der betjener kranen på rederiets skibe, er forhyret som matros/maskinkjører og fungerer som matros, når skibet ikke laster eller losser. Vilkårene for ansættelsen er overenskomst mellem Fraktefartøyenes Arbeidsgiverforening og Norsk Sjømannsforbund. Overenskomsten bestemmer, at der for arbejde med last normalt skal betales et tillæg på 39,25 kr. pr. time plus feriepenge. Der har ikke været beskæftiget danske havnearbejdere med at losse eller laste disse skibe.

Den 9. september 1991 skrev Specialarbejderforbundet i Danmark til rederiet, at forbundet ønskede at få overenskomst for laste/lossearbejdet på skibe, der ejes eller chartres af rederiet til at anløbe danske havne for at optage gods. Forbundet meddelte samtidig, at man over for rederiet eventuelt ville iværksætte konflikt, herunder sympatikonflikt og således agtede at blokere for tilførsel af gods og brændstof.

Rederiet svarede den 26. september 1991, at man ikke mente, der var arbejde at udføre for havnearbejdere ved lastning af selvlasterne.

Den 9. oktober 1991 fastholdt forbundet kravet om overenskomst, fordi havnearbejdet, herunder lastning og losning samt håndtering på kaj, ikke i forvejen var dækket af en kollektiv overenskomst.

I den følgende tid forsøgte parterne forgæves ved forhandlinger at blive enige, og forbundet besluttede derefter at iværksætte konflikt over for samtlige rederiets skibe, der anløber dansk havn, fra og med den 25. maj 1992. Dette blev meddelt rederiet den 18. maj 1992.

Sagen blev derefter af klageren indbragt for Arbejdsretten som hastesag, og ved et retsmøde den 21. maj 1992 erklærede forbundet sig indforstået med, at konflikten udsættes indtil 3 dage efter Arbejdsrettens dom i sagen.

På spørgsmål fra Specialarbejderforbundet i Danmark har det Norske Sjømannsforbund den 4. august 1992 oplyst, at forbundet for de skibe, som er registreret i det norske skibsregister, har aftale om godtgørelse for arbejde med last. Bestemmelsen herom dækker de tilfælde, hvor mandskabet pålægges arbejde med last, men giver ikke mandskabet ret til sådant arbejde. For de skibe, der er registreret i Norsk Internationalt Skibsregister er der ikke tarifaftale med forbundet om arbejde med last.

Overenskomst for provinsen mellem Sammenslutningen af Havne- og Købmandsorganisationer i Danmark og Specialarbejderforbundet i Danmark vedrørende havnearbejdere indeholder som særlige bestemmelser aftale om tillægsbetaling for kørsel med forklifts, bobcats og lignende mekaniske hjælpemidler, lempning i skib til kran og føring af mobilkran (§ 1). Der er endvidere (§6) bestemmelse om, at der til arbejde om bord i skibe på over 160/400 tons d.w. antages arbejdere fra land. Overenskomstens § 7, stk. 1, bestemmer om winchman:

»Når havnearbejderne udfører arbejdet om bord i et skib med mekanisk spil, antages - når spillet benyttes - winchman fra land og betales som en mand af holdet.

Hvor et skib vægrer sig ved at antage winchman fra land, men kræver spillet betjent af besætningen, forhøjes taksten for såvel bord- som landarbejde med 10 pct.

Ved alle skibe af anden nationalitet end dansk, norsk og svensk, skal, når havnearbejderne udfører arbejdet om bord, winchman tages fra land.

I de tilfælde, hvor der skal antages winchman fra land, og hvor der ikke blandt arbejderne kan skaffes mandskab til betjening af skibets spil, er et skib berettiget til med eget mandskab at udføre dette arbejde, uden at der kan kræves tillægsbetaling af nogen art.«

FORKLARINGER:

Carl Wagle har bl.a. forklaret, at rederiet blev etableret af hans farfar i 1937 og i dag ejes 100% af hans far, Rolf Wagle. Det har kontor i Oslo og ingen filialer i udlandet. Selskabet er bestyrende reder for de partrederier, der ejer skibene. Parthaverne er kaptajner, andre ansatte i selskabet samt købmænd og andre, der er interesseret i skibsfarten.

Sejladsen med selvlastere til Danmark udføres for tiden af 4 skibe, hvoraf 1 (Tove) er registreret i norsk skibsregister, mens de øvrige er registreret i Norsk Internationalt Skibsregister. De sejler alle fortrinsvis tømmer til Sverige fra østjyske havne for Det danske Hedeselskab. Herudover er der enkelte sejladser med koks og andet gods til forskellige danske havne. Hvis rederiet skal belastes med extra udgifter til lastning/losning i Danmark, vil sejladsen ikke længere være rentabel. Hedeselskabet har oplyst, at det heller ikke har mulighed for at bære yderligere omkostninger.

Heller ikke i Norge bruges havnearbejdere ved lastning/losning af selvlastere, og der har aldrig været indsigelse fra det norske sømandsforbund eller krav om overenskomst for norske havnearbejdere.

Det er rigtigt, at der ikke er overenskomst for de skibe, der er registreret i Norsk Internationalt Skibsregister, men norske søfolk også på disse skibe har samme vilkår som efter overenskomsten.

For nogle af modtagerhavnene i Sverige har rederiet inden for det sidste år efter pres fra de svenske organisationer måttet acceptere som en forsøgsordning, at svenske havnearbejdere ansættes af svenske agenter til at betjene kranerne på rederiets selvlasterskibe. Godsmodtagerne - fortrinsvis svenske papirfabrikker - betaler ekstraudgiften og har påtaget sig det økonomiske ansvar for eventuelle skader, herunder på maskineriet. Erfaringerne fra forsøgsordningen er dårlige, fordi havnearbejderne har vanskeligt ved at betjene maskinerne.

De skibe, der ikke er selvlastere, betjenes i danske havne af danske havnearbejder, men aftalerne herom bliver indgået af afskiberne eller en dansk agent, aldrig af rederiet. Rederiet har tilsvarende praksis i andre lande og mener, at kun for store rederier og/eller for fast havnefart er det muligt for rederiet selv at træffe aftale om havnearbejde.

Per Storesletten har bl.a. forklaret, at han er kaptajn i rederiet og parthaver i partrederierne. Han sejler af og til selvlasterne på danske havne.

Rederiets søfolk mønstres på sædvanlig måde for en tur ad gangen.

Arbejdet med at betjene kranen er vanskeligt, fordi den har mange finesser, herunder fjorten bevægelser mod seks på normale spil. Det tager mindst et år at oplære en mand til arbejdet, der er meget belastende og kræver stor koncentration.

På almindelige fragtskibe er der ofte winch, et hydraulisk spil med krog på wire, hvormed man hejser godset fra lasten til kajen. Det er meget enklere at betjene en winch end at betjene kranen på en selvlaster.

I de svenske havne, hvor rederiet har fået påtvunget almindelige havnearbejdere, er det gået dårligt. Man har nu måttet finde folk, der har erfaring som skovarbejdere.

Knud Erik Hansen har bl.a. oplyst, at han er forretningsfører for havnearbejderne og selv gammel havnearbejder.

Danske havnearbejdere håndterer meget tømmer. De bliver uddannet til betjening af winch og kraner, og de er ifølge overenskomst med Arbejdsgiverforeningen for Handel, Transport og Service forpligtet til at udføre sådant arbejde og desuden arbejde med store sværvægtsbomme, der er langt mere kompliceret end de maskiner, sagen drejer sig om.

Mange lastbiler, der betjenes af SiD-medlemmer, har desuden kraner af næsten samme dimensioner.

Det kræver naturligvis en vis rutine at betjene sådant maskineri, men det er ikke arbejde, som danske havnearbejdere ikke kan klare. Efter de indberetninger, forbundet har fået, har kraner, der ganske svarer til dem på Rolf Wagles selvlastere, været betjent af danske havnearbejdere, f.eks. i Grenå.

Selvom størstedelen af aftaler om havnearbejde bliver indgået med danske arbejdsgivere, er der eksempler - vel omkring 10% af arbejdet - på kontrakter med udenlandske arbejdsgivere, herunder omkring færgefart og håndtering af forarbejdet fisk.

Når sagen først nu er rejst over for rederiet, er det muligvis, fordi problemet med de seneste års nedgang i arbejdsmængden er blevet mere aktuelt for forbundet. Det har i mange år været drøftet blandt havnearbejdere. Under forhandlingerne med rederiet har forbundet forgæves foreslået en forsøgsordning, således at det kunne konstateres, om arbejdet kan udføres af danske havnearbejdere.

PARTERNES ARGUMENTER:

Til støtte for påstanden har klageren gjort gældende, at indklagede ikke forfølger et lovligt fagligt formål, når man søger at gennemtvinge en overenskomst, således at danske midlertidigt beskæftigede havnearbejdere skal erstatte norske fuldtidsbeskæftigede søfolk omfattet af norsk overenskomst.

Arbejdet udføres i det hele fra skibene d.v.s. på norsk territorium, og der er intet ansættelsesforhold til danske arbejdsgivere.

De indklagede har således ikke godtgjort at have en rimeligt begrundet faglig interesse i at få overenskomst på dette område.

Arbejdet ligger desuden udenfor forbundets naturlige faglige område. Det kræver lang oplæring og er mere kompliceret end arbejde med landbaserede hjælpemidler eller med winch. Det kunne i øvrigt efter de eksisterende danske overenskomster ikke kræves, at winchman skulle tages fra land. Da der ikke bruges havnearbejdere ville det ikke gøre nogen forskel, at reglerne for winchman kom til anvendelse.

De indklagede har ikke dokumenteret, at danske havnearbejdere har tilstrækkelig uddannelse og erfaring til at betjene klagernes kraner, eller at de overhovedet har prøvet tilsvarende maskineri. Klagerne er naturligt interesseret i at have sine egne erfarne folk til at betjene kranen for at undgå, at der på gods, kran eller skib kommer skader, der kunne koste store beløb.

De indklagede har i øvrigt i mere end tyve år vidst, at arbejdet blev udført af andre end deres medlemmer, og har ved passivitet mistet en eventuelt ret til at kræve overenskomst på området.

De indklagede har her overfor anført, at der er tale om en dansk arbejdsplads, der er havnearbejdernes naturlige faglige område, dels fordi dette forbund var først til at kræve overenskomst, dels fordi der er tale om lastning og losning, og endelig fordi havnearbejdere er overenskomstmæssigt forpligtet til at udføre arbejde af denne karakter, som intet andet dansk fagforbund er nærmere til at have overenskomst for. Det følger endvidere af ILO- konventionen om de sociale virkninger af nye metoder for lastning og losning, at registrerede havnearbejdere har fortrinsret ved antagelse af arbejdskraft til havnearbejde.

Havnearbejdere uddannes til at betjene kraner o. lign., og klagerens maskiner er ikke væsentligt forskelligt fra det, der i øvrigt betjenes af lastvognschauffører og havnearbejdere. Den omstændighed, at skibets mandskab også kan betjene maskineriet, kan ikke hindre Specialarbejderforbundet i Danmark i at få overenskomst for arbejdet i danske havne på samme måde som svenske havnearbejdere har fået for svenske havne.

Den overenskomst, der er indgået med det Norske Sjømannsforbund, omfatter kun tre af de fire skibe, der sejler på danske havne, og den giver ikke arbejdstagerne ret til arbejdet med last. Denne overenskomst hindrer derfor ikke de indklagedes krav.

ARBEJDSRETTENS BEGRUNDELSE OG KONKLUSIONER:

Det arbejde, sagen drejer sig om, har uanfægtet i mere end 20 år foregået på norsk territorium og været udført på norske overenskomstvilkår af norske søfolk og med særlige tillæg for arbejde med last.

Under disse omstændigheder findes de indklagede ikke at have en så stærk faglig interesse i at få overenskomst på området, at det ville være berettiget at iværksætte en konflikt mod klageren med det formål at opnå en sådan overenskomst, og der gives derfor klageren medhold i påstanden under sagen.

T h i k e n d e s f o r r e t :

Den konflikt, som Specialarbejderforbundet i Danmark den 18. maj 1992 varslede over for klageren, Rolf Wagle A/S, er uretmæssig.

I sagsomkostninger skal indklagede betale 2.000 kr. til Arbejdsretten.

Officielle noter

(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s.202 (note 144), s.264 ff, s.308 ff, Per Jacobsen Lovlig brug af kampskridt til støtte for overenskomstkrav s. 30-31, s. 43, s. 48, s. 73, K. 92.058, K. 90.336 (A 1991, s. 88), K. 90.361 (A 1991, s. 97), K. 7745 (A 1976, s.162).

Redaktionel note
  • (* 2) Offentliggjort i Arbejdsretligt Tidsskrift 1992, side 184