Senere ændringer til afgørelsen
Redaktionel note
Resume

Et fagforbund S havde opsagt en overenskomst med rederiet R og samtidig anmodet om forhandling om ny overenskomst, der skulle have gyldighed fra den opsagte overenskomsts udløbsdato 1/6-93. Da enighed om ny overenskomst ikke opnåedes, sendte S strejkevarsel den 24/5-93. Herefter sendte R individuelle opsigelsesvarsler til samtlige de af overenskomsten omfattede 40 matroser, idet de alle blev tilbudt genansættelse med løn- og ansættelsesvilkår i henhold til en overenskomst, som R havde indgået med et andet fagforbund M pr. 1/6-93. S fandt, at der var tale om en kollektiv opsigelse og anmodede derfor R om afholdelse af fællesmøde, hvilket R afslog, idet man påberåbte sig, at overenskomsten med S var definitivt ophørt i henhold til S's egen opsigelse. Som reaktion på opsigelserne nedlagde matroserne arbejdet. Nogle blev dog senere genansat på vilkår som anført i opsigelsesskrivelserne. Der blev endvidere etableret blokade af til- og frakørselsvejene til R's færger, og der blev i forbindelse hermed begået hærværk og andre ulovligheder, til dels af meget alvorlig karakter med mange anholdelser og rejste sigtelser til følge.

S indklagede først R, derefter DA for en underorganisation for R, for Arbejdsretten med påstand om, at den af S opsagte overenskomst var gældende, indtil lovlig frigørelseskonflikt var iværksat eller ny overenskomst med S var indgået, og om, at R med de individuelle opsigelsesskrivelser havde varslet en ulovlig lock-out. De indklagede nedlagde påstand om, at S havde handlet ulovligt ved at have etableret - subsidiært støttet ulovlige kampskridt over for R, subsidiært begået overenskomstbrud.

Arbejdsretten lagde til grund, at parterne ikke havde indgået nogen udtrykkelig aftale svarende til Hovedaftalens § 7, stk. 2, og parterne fandtes heller ikke stiltiende at have accepteret at følge Hovedaftalens bestemmelser og dermed kutymemæssigt at have forpligtet sig hertil. Endvidere fandtes parterne heller ikke efter de for Arbejdsretten forelagte oplysninger om deres nuværende eller tidligere medlemskab af en organisation at være forpligtet af Hovedaftalen. Det var herved ikke afgørende, at R gennem medlemskabet af arbejdsgiverorganisationen HOREFA var medlem af DA, idet medlemskabet ikke omfattede rederidriften og dermed heller ikke de af R »s medarbejdere, der var omfattet af den nu opsagte overenskomst med S, og det var herefter uden betydning for spørgsmålet om, hvorvidt R var bundet af Hovedaftalen, at DA var forpligtet til at repræsentere R under arbejdsretssagen i medfør af arbejdsretslovens § 14, jf.

Arbejdsrettens kendelse af 5/1-94 i sag nr. 93.398. Da Hovedaftalens § 7, stk. 2 således ikke var gældende i forholdet mellem parterne, var den af R foretagne simple opsigelse af overenskomsten tilstrækkelig, og overenskomsten var herefter ophørt. De individuelle opsigelser af matroserne, der efterfulgtes af bortvisninger af de matroser, der havde nedlagt arbejdet i forbindelse med overenskomstens ophør, kunne ikke betragtes som en lock-out, men måtte antages at være driftsmæssigt begrundet.

Arbejdsretten fandt det endelig godtgjort, at S ikke blot havde undladt at tage afstand fra, men positivt havde støttet de aktioner, som matroserne iværksatte for at lægge hindringer i vejen for driften af R's færgelinier, og S fandtes herved at have handlet ulovligt, jf. arbejdsretslovens § 9, stk. 1, nr. 5.

Den fulde tekst

Hovedaftalens § 7, stk. 2. Kollektiv arbejdsret, generelt, Kollektiv overenskomst 4. Konfliktvarsel.(* 1)(* 2) Hovedaftalens § 7, stk. 2 ikke gældende mellem sagens parter: godtgjort, at der forelå støtte til ulovlige kampskridt, jf. arbejdsretslovens § 9, stk. 1, nr. 5. Sømændenes Forbund i Danmark (advokat Christian Harlang) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Europa Linien, Gedser (advokat Morten Ulrich Dommere: Jens Bollerup-Jensen, Jørgen Friis Christensen, Søren Dalmark, Arnold Hansen, Poul Flemming Hansen, Kiil (retsformand) og Erik Ross Pedersen.


1. Under denne sag har klagerne, Sømændenes Forbund i Danmark, indklaget Dansk Arbejdsgiverforening for Europa-Linien A/S, Gedser, for Arbejdsretten og har under domsforhandlingen nedlagt følgende endelige påstande:

1. Indklagede tilpligtes at anerkende, at overenskomsten med klageren af 1. juni 1991 er gældende for indklagede, indtil lovlig frigørelseskonflikt over for klageren er iværksat, eller ny overenskomst med samme er indgået.

2. Indklagede tilpligtes at anerkende, at indklagede ved enslydende skrivelser til de ansatte matroser af 28. maj 1993 har varslet en ulovlig lockout.

De indklagede har påstået frifindelse over for klagernes påstand 1 og afvisning, subsidiært frifindelse over for påstand 2. De indklagede har endvidere nedlagt en selvstændig påstand om, at klagerne principalt har handlet ulovligt ved at have etableret - subsidiært støttet - ulovlige kampskridt over for det indklagede rederi, subsidiært har begået overenskomstbrud.

Over for de indklagedes selvstændige påstand har klagerne påstået frifindelse.

De af parterne under sagens forberedelse nedlagte bodspåstande samt klagernes påstand om efterbetaling er udskudt til eventuel senere afgørelse. Det indklagede rederi har endvidere forbeholdt sig at rejse erstatningskrav ved de almindelige domstole, såfremt der gives det medhold i den nedlagte selvstændige påstands principale led.

Det bemærkes, at indklagede ifølge det oprindelige klageskrift, der er dateret den 16. juni 1993, var anført som Europa-Linien A/S, men at dette i et klageskrift af 8. september 1993 i sag nr. 93.398 blev ændret til Dansk Arbejdsgiverforening for HOREFA for Europa-Linien A/S. Ved den nedenfor under punkt 5 omtalte kendelse af 5. januar 1994 i sag nr. 93.398 fastslog Arbejdsretten, at Dansk Arbejdsgiverforening i medfør af arbejdsretslovens § 14 var pligtig at repræsentere det indklagede rederi under den fortsatte behandling af nærværende sag, hvorimod den indklagede underorganisation HOREFA - gennem hvilken rederiet var medlem af Dansk Arbejdsgiverforening - skulle udgå.

2. Af sagen fremgår, at klagerne i hvert fald siden 1963 har haft overenskomst med de skiftende rederier, der har besejlet ruten Gedser - Rostock, herunder med rederiet Moltzau Line A/S og i de senere år med det indklagede rederi, der tidligere drev virksomhed under navnet GT-Link A/S. Ingen af overenskomsterne har indeholdt bestemmelser svarende til § 7, stk. 2, i Hovedaftalen mellem DA og LO, men alene opsigelsesbestemmelser svarende til dem, der er sædvanlige i kollektive overenskomster om løn- og arbejdsforhold.

I den seneste overenskomst, der trådte i kraft den 1. marts 1991 og er den overenskomst, som sagen angår, fremgår det af § 12, at overenskomsten »kan opsiges med 3 måneders varsel, dog tidligst til den 1. juni 1993.«

Ved anbefalet skrivelse af 17. februar 1993 til rederiet opsagde klagerne overenskomsten til den 1. juni 1993 og bad samtidig om »forhandling om ny overenskomst, der skal have gyldighed fra den nuværende overenskomsts udløbsdato den 1. juni 1993«.

Da det ikke lykkedes at nå til enighed under forhandlingerne om en ny overenskomst, fremsendte klagerne ved anbefalet skrivelse af 24. maj 1993 1. strejkevarsel. Rederiet reagerede herpå ved at fremsende enslydende skrivelser af 28. maj 1993 til samtlige ca. 40 matroser, hvori det hed:

»Opsigelse med tilbud om genansættelse på nye vilkår.

Den mellem Europa-Linien, GT-LINK A/S og Sømændenes Forbund i Danmark indgåede overenskomst er efter opsigelse bortfaldet pr. 1. juni 1993.

Europa-Linien A/S har i forbindelse med overenskomstens udløb indgået ny overenskomst med Metal Søfart for så vidt angår alle skibsassistenter påmønstret rederiets færger.

Den nye overenskomst, som vedlægges i kopi, har således virkning fra og med den 1. juni 1993.

Som det fremgår af overenskomsten med Metal Søfart, er der ikke aftalt eksklusivbestemmelser eller lignende, og du kan således forblive medlem af Sømændenes Forbund i Danmark, såfremt du ønsker dette.

Imidlertid er det magtpåliggende for rederiet, at de løn- og ansættelsesvilkår, som nu er aftalt med Metal Søfart, indføres for alle ansatte omfattet af overenskomsten, og derfor opsiges du herved til fratræden pr. (fradato) 1993.

I opsigelsesperioden vil rederiet naturligvis som vilkår for din individuelle ansættelse respektere løn- og ansættelsesmæssige vilkår, der var aftalt for dit arbejde i den nu bortfaldne overenskomst med Sømændenes Forbund i Danmark. Dine individuelle løn- og ansættelsesmæssige vilkår vil således i opsigelsesperioden forblive de samme, selv om overenskomsten med Sømændenes Forbund i Danmark bortfalder.

Samtidig skal rederiet herved tilbyde dig ansættelse fra den (nyandato) på de vilkår, som er gældende i henhold til overenskomsten mellem Metal Søfart og rederiet. Såfremt du accepterer tilbuddet om genansættelse på de således fastsatte nye vilkår, vil din hidtidige anciennitet blive overført.

Grundlønnen vil andrage kr. (løn) pr. måned. For så vidt angår tillæg, opsigelsesvarsler mv. henvises til den nye overenskomst.

Såfremt du kan tiltræde rederiets tilbud om ansættelse på de nye overenskomstvilkår, bedes du meddele lønningskontoret dette senest den (frist) 1993, således at der kan udfærdiges en ny forhyringsaftale.

Hører vi ikke fra dig inden den (frist) 1993, må vi tage dette som udtryk for, at du ikke ønsker ansættelse på nye vilkår, og du må således fratræde din stilling den (fradato) 1993.....«

Kopi af opsigelsesskrivelserne blev sendt til klagerne med en skrivelse af 1. juni 1993, hvori rederiet meddelte følgende:

»Vedr.: Overenskomst med Europa-Linien A/S

Til orientering skal det meddeles, at Europa-Linien A/S med virkning fra og med den 1.6.1993 har indgået overenskomst med Metal Søfart.

I denne forbindelse er samtlige skibsassistenter ombord på MF »Rostock Link« og MF »Falster Link« opsagt med overenskomstmæssigt varsel. Skibsassistenterne har fået tilbud om genansættelse på de nye vilkår, som er gældende i henhold til overenskomsten mellem Metal Søfart og Europa- Linien A/S.

Kopi af opsigelsesskrivelsen vedlægges til orientering.'

Klagerne reagerede mod den skete »kollektive opsigelse af samtlige matroser« og mod rederiets tilkendegivne opfattelse af overenskomstforholdene ved at indkalde til et »fællesmøde«. Indkaldelsen blev besvaret ved en telefaxmeddelelse af 2. juni 1993 fra rederiets advokat, hvori det hedder:

»Som advokat for Europa Linien A/S har jeg modtaget kopi af Forbundets telefax af gårs dato, hvormed Forbundet indkaldte til »fællesmøde« under henvisning til, at Forbundet var blevet orienteret om »kollektiv opsigelse af samtlige matroser«, og at det af meddelelsen efter forbundets opfattelse »fejlagtigt« fremgår, at den mellem parterne indgåede overenskomst er bortfaldet pr. den 1. juni 1993.

Som bekendt har Sømændenes Forbund i Danmark opsagt den i 1991 indgåede overenskomst til den 1. juni 1993.

Opsigelsen medfører, at overenskomsten er bortfaldet fra dette tidspunkt, og der eksisterer således dags dato ikke kollektiv overenskomst mellem Sømændenes Forbund i Danmark og Europa Linien A/S,

Allerede af den grund ses der intet grundlag for at forlange, at Europa Linien A/S deltager i et fællesmøde, og Sømændenes Forbund kan ikke retsforfølge rederiet ved søgsmål i Arbejdsretten.

Jeg bemærker i øvrigt, at den af Sømændenes Forbund betegnede kollektiv opsigelse af samtlige matroser er en række individuelle opsigelsesskrivelser med samtidigt tilbud om genansættelse på de overenskomstvilkår, som følger af rederiets nye overenskomst med Metal Søfart.'

Udsendelsen af opsigelsesskrivelserne havde til følge, at matroserne nedlagde arbejdet og efterfølgende blev bortvist efter meddelt skriftlig advarsel. Nogle af matroserne er senere blevet genansat i henhold til overenskomsten med Metal Søfart.

3. Af en under sagen fremlagt redegørelse fra politimesteren i Nykøbing Falster til Justitsministeriet vedrørende den politimæssige indsats under de konflikter i Gedser Færgehavn, som derefter udviklede sig, fremgår bl.a., at matroserne med virkning fra den 2. juni 1993 indledte en blokade ved til- og frakørselsvejene til rederiets ankomster og afgange. Blokaden blev i begyndelsen udført af lokale matroser, men blev fra den 9. juni 1993 tiltagende voldsommere med deltagelse af sympatisører, både matroser fra andre rederier og folk, som med sikkerhed ikke var matroser. I forbindelse med blokaden er der begået hærværk og andre ulovligheder, til dels af meget alvorlig karakter, og der er foretaget mange anholdelser og rejst mange sigtelser. Urolighederne har gjort det nødvendigt for politiet at tilkalde ekstra mandskab, således at der alene i perioden frem til den 30. november 1993 var forbrugt 3343 manddage til løsning af denne opgave, der primært har været »at opretholde den frie samfærdsel under brug af mildest mulig magt for hele tiden at kunne optræde neutralt samt uden at hindre lovlige fagretlige skridt.«

Blokaden og en tilsvarende blokade af rederiet Scarlett Lines færger på ruten Tuborg Havn - Landskrona blev omtalt i B.T. den 9. juni 1993. I artiklen gengives bl.a. følgende udtalelser fra forbundsformand Henrik Berlau:

»BERLAU: DET KENDER JEG IKKE NOGET TIL

Formanden for Sømændenes Forbund, Henrik Berlau, vil ikke tage afstand fra de metoder, som hans medlemmer - ifølge Dansk Metalarbejderforbund - bruger for at stoppe færgefarten.

»Næh, hvorfor skulle jeg da gøre det. Og i øvrigt tror jeg heller ikke, det er rigtigt. Men jeg kender ikke noget til det og kan derfor ikke kommentere sagen,» siger Henrik Berlau og siger, at blokaderne af de to færgelinier vil fortsætte, indtil der igen er skrevet overenskomst med Sømændenes Forbund......

Han mener, at Metal bare bliver brugt i rederiernes spil og kan ikke forstå, at Metal vil være med til at give folk, der har arbejdet på færgerne i 20-30 år »pedalen« - altså en fyreseddel.

»Rederne vil da skide Metal et langt stykke. Rederne vil for enhver pris skaffe sig den billigste arbejdskraft. Og derfor startede de oprindelig med at vælge polakker. Men da rederne så mente, at det kunne gi« noget knald på brillen i forbindelse med sommertrafikken, så har de forsøgt sig med Metal i stedet for. Men Metal har ingen tradition for at bemande de arbejdspladser. De har bare gjort det for at indynde sig hos rederne. De har sagt: Vi kan godt gøre det billigere. Vi er dejlige. Hvis vi havde gjort det samme over for et LO-forbund, var de gået fuldstændig i spåner og holdt foredrag for os om dansk fagbevægelse, og rend mig i røven. Når de gør det, skulle det altså være mere appetitligt, men det har jeg meget svært ved at se. Så blokaderne kan blive ved længe,» siger Henrik Berlau.«

Den 13. juni 1993 bragte Berlingske Tidende en artikel om konflikten indeholdende Henrik Berlaus svar på en række spørgsmål, avisen stillede ham. I artiklen hedder det bl.a.

»Færgerne sejler stadig - uden sømænd - trods 14 dages blokade mod Scarlett Line i Tuborg Havn og Europa Linjen i Gedser. Blokaderne begyndte, da de to rederier droppede Sømændenes Forbund som overenskomstpart og i stedet ansatte udenlandske søfolk og tegnede overenskomst med Metal Søfart.

Hvad forventer I at få ud at blokaderne?

»At rederierne besinder sig og erkender, at man ikke kan føre heksejagt mod folk, der åbner munden og kritiserer forholdene. I Gedser protesterede folk mod, at rederiet indsatte et skib med polsk flag og besætning, og så blev de fyret. Hvis danske arbejdsgivere frit kan ansætte udenlandske arbejdere til dumpinglønninger, så er der ikke noget Danmark tilbage. Så bliver vi arbejdsløse allesammen, også journalisterne« siger Henrik Berlau, formand for Sømændenes Forbund......

I blokerer færger, og nogle af jeres medlemmer er trængt ombord og har ødelagt inventar. Tror I, at I opnår nogen sympati i befolkningen med den slags aktioner?

»Jeg tror ikke, der er nogen, der har ødelagt inventar. Men hvad forventer man i øvrigt, når man fyrer folk - at de bare pakker sammen og går? Arbejdsgiverne har en forpulet pligt til at lytte til de ansatte......«

Den 17. juni 1993 sendte klagerne til forbundets medlemmer et af forbundsformanden underskrevet brev, hvori det hedder:

»Gode kollega

Som du sikkert er bekendt med fra dagspressen, har to rederier, nemlig Scarlett Line og Europa Linien, erklæret Sømændenes Forbunds medlemmer krig.

Vore kolleger er i de pågældende overfarter blevet fyret på gråt papir og deres arbejdspladser overdraget til en discount-overenskomst indgået mellem rederierne og Metal Søfart.

Baggrunden skal søges i, at vore medlemmer havde protesteret mod arbejds- og sikkerhedsmæssige forhold i overfarterne. På Europa Linien, der sejler Gedser-Rostock ville rederiet indsætte et polskflaget skib med polsk besætning med lønninger vi slet ikke kan konkurrere med. Vi afviste og pegede i den forbindelse også på de sikkerhedsmæssige konsekvenser det ville have. Vi har lært noget af Scandinavian Star. På Scarlett Line, der sejler Tuborg Havn-Landskrona afviste rederiledelsen, når vore medlemmer påpegede sikkerhedsmæssige uregelmæssigheder i den daglige drift.

Rederierne har herefter valgt at straffe besætningerne som ved »middelalderlig bålbrænding«.

Metal Søfart er i den forbindelse at betragte som nyttige idioter. De indynder sig hos rederne og tilbyder billige overenskomster i et forfængeligt håb om, at søens folk en dag bliver deres medlemmer. Deres mål er, at går det rederne godt, bygges der nok flere skibe i Danmark og så går det metalarbejderne godt. Til det formål er der brug for fattige søfolk. De ønsker altså at gøre vores fattigdom til en del af deres fremskridt.

Modbydeligt og usselt er vel milde ord for deres handlinger. Kollegerne i både Gedser og Tuborg Havn har etableret blokader, der har til formål at overbevise rejsende om at finde alternativ transportform. Det er et stort arbejde og kræver mange mennesker.

Er du derfor ledig - har du fri eller har du på anden måde mulighed for at hjælpe kollegerne en halv dag, en hel dag eller mere, beder jeg dig om at du gør det. Ethvert medlem af Sømændenes Forbunds indsats i denne konflikt vil være værdifuld og i egen interesse nødvendig for at sætte en stopper for den udvikling, andre har tiltænkt vi skal have. Ingen kan føle sig sikker, når først rederne finder en bekvem alliancepartner.

Sømændenes Forbund forhandler i øjeblikket med en kommende alliancepartner i SiD's transportgruppe. Jeg skriver dette for at du skal vide, at vi søger at navigere til en sikker havn også selv om det blæser hårdt i øjeblikket. Situationen kræver »alle mand på dæk« indtil at blæsten er løjet af, så derfor støt din organisation.

Kontakt den nærmeste forbundsafdeling og hør hvorledes du kan hjælpe til enten i Gedser, Tuborg Havn eller her i København.......'

4. For Arbejdsretten har rederiets administrerende direktør Thorkild Damgaard forklaret bl.a., at han blev ansat i rederiet som fragtchef i oktober 1986 og udnævnt til direktør i marts 1991. Ham bekendt har rederiet og forbundet aldrig drøftet indgåelse af en hovedaftale eller optagelse i overenskomsten af bestemmelser svarende til § 7, stk. 2, i Hovedaftalen mellem DA og LO, og nogen korrespondance herom har han ikke kunnet finde. Det er rigtigt, at nogle referater fra forhandlingsmøder med forbundet fremtræder som referater af »fællesmøder«, men der kan ikke heri indlægges en erkendelse fra rederiets side af, at man anser sig for bundet af Hovedaftalen. Møderne er afholdt for at få løst aktuelle problemer. Baggrunden for rederiets ønske om at indgå den nye overenskomst med Metal Søfart i stedet for med klagerne var, at man havde en færge i overskud, som man solgte til Polen, men med pligt til at chartre den tilbage med polsk besætning. Man holdt derfor et møde med tillidsrepræsentanterne og fagforeningen, hvorunder man garanterede, at ingen ville blive ledige af den grund. Tillidsrepræsentanterne og fagforeningen havde herefter ingen indvendinger mod arrangementet, som blev sat i værk den 12. februar 1993 og forløb uden problemer til midt i april 1993. På det tidspunkt gav forbundet gennem den lokale presse udtryk for, at man var bekymret over udsigten til at miste arbejdspladser, hvis rederiet skulle finde på at udskifte alle matroserne med polske søfolk. Rederiet fik så fra klagerne forelagt nogle skærpede krav til overenskomsten, og inden der endnu var taget stilling hertil, blev der etableret blokade ved den polske færge med et krav om, at de polske søfolk skulle erstattes med danske. En imødekommelse af dette krav ville have betydet, at rederiet havde måttet betale for to hold matroser til denne færge. Herefter strandede de videre drøftelser med Berlau. Hvis rederiet derfor ikke havde fået overenskomst med Metal Søfart, måtte man have forventet, at man ikke ville have haft mulighed for at sejle på ruten hele sommeren. Der er ikke tale om nogen »discount« overenskomst, idet Metal Søfart krævede at få i det mindste en lige så god overenskomst som overenskomsten med klagerne. Bortvisningerne skete, efter at de pågældende matroser havde fået en skriftlig advarsel og en kort frist til at overveje deres stilling. Under urolighederne har det været nødvendigt for rederiet at ansætte egne vagtfolk for at forhindre, at der begås hærværk mod rederiets ejendom. Vidnet vil anslå rederiets foreløbige nettotab til ca. 2,5 mio.kr., hvortil kommer udgifterne til vagtfolkene og til reparation af de ødelæggelser, der skyldes hærværk.

5. Arbejdsrettens kendelse af 5. januar 1994 i sag nr. 93.398 vedrørte alene spørgsmålet, om Dansk Arbejdsgiverforening - som rederiet via medlemskab af HOREFA er medlem af for så vidt angår det personale og den del af virksomheden, der naturligt hører under denne arbejdsgiverforenings område, hvilket ikke omfatter rederivirksomheden - efter arbejdsretslovens § 14 var forpligtet til at repræsentere det indklagede rederi under nærværende sag. Ved kendelsen blev dette spørgsmål besvaret bekræftende med følgende begrundelse:

»Den indklagede underorganisation HOREFA er ikke part i det overenskomstforhold, som den verserende arbejdsretssag vedrører. Da der herefter ikke består nogen repræsentationspligt for HOREFA, jf. herved Per Jacobsen: Kollektiv Arbejdsret (4. udg.) s. 426-27 med note 65 og Arbejdsrettens dom af 16. december 1982 i sag nr. 9705, tages påstanden om afvisning for så vidt til følge.

Ved afgørelsen af spørgsmålet om Dansk Arbejdsgiverforenings eventuelle repræsentationspligt lægger retten til grund, at det indklagede rederis medlemskab af Dansk Arbejdsgiverforening - uanset den manglende dispensation efter lovenes § 5, stk. 1 - ikke omfatter rederidriften og dermed heller ikke de af rederiets medarbejdere, som var ansat i henhold til den af forbundet opsagte overenskomst. For udfaldet af denne del af sagen bliver det derfor afgørende, om en fortolkning af arbejdsretslovens § 14, hvorefter medlemskab er afgørende for organisationernes repræsentationsret og -pligt, giver grundlag for den af de indklagede hævdede indskrænkende fortolkning, hvorefter der også må tages hensyn til, om der er tale om fuldt eller delvist medlemskab.

Arbejdsretten finder, at hverken bestemmelsens ordlyd eller forarbejderne til bestemmelsen støtter en sådan indskrænkende fortolkning, som eventuelt kunne gøre det nødvendigt for parterne og retten at få omfanget af et medlemskab nærmere belyst. I arbejdsretlig teori og praksis synes det da også lagt til grund, at hovedorganisationernes repræsentationsret og -pligt efter arbejdsretslovens § 14 er ubetinget og uafhængig af, om den pågældende medlemsvirksomhed selv og ikke gennem den underorganisation, som betinger medlemskabet af hovedorganisationen, har indgået den pågældende overenskomst, jf. herved Per Jacobsen: Kollektiv Arbejdsret (4. udg.) s. 425-26 med note 64 og den tidligere nævnte sag 9705.

Efter det anførte kan det ikke tillægges betydning ved afgørelsen af spørgsmålet om repræsentationsret og -pligt efter arbejdsretslovens § 14, at Dansk Arbejdsgiverforenings love åbner mulighed for, at en virksomheds medlemskab af Dansk Arbejdsgiverforening ikke omfatter samtlige ansatte, en bestemmelse, som vel i første række skal gøre det muligt at fastsætte et efter virksomhedens forhold rimeligt kontingent.

Da Dansk Arbejdsgiverforening herefter skal repræsentere det indklagede rederi under den fortsatte behandling af den verserende arbejdsretssag nr. 93.282, kan foreningens påstand om afvisning også for sit vedkommende ikke tages til følge.

Med bemærkning, at der ikke ved kendelsen er taget stilling til, om Hovedaftalen mellem Dansk Arbejdsgiverforening og Landsorganisationen i Danmark er gældende mellem parterne, hvilket ikke er en automatisk følge af repræsentationspligten, afsiges der herefter følgende......«

6. Til støtte for de nedlagte påstande har klagerne indledningsvis præciseret, at hovedspørgsmålet under sagen er, om det indklagede rederi har anvendt en korrekt fremgangsmåde i forbindelse med ønsket om at frigøre sig fra overenskomsten med klagerne. Spørgsmålet er, om en simpel opsigelse er tilstrækkelig, eller om rederiet kun kan frigøre sig fra overenskomsten ved at iværksætte lovlig frigørelseskonflikt.

For så vidt angår klagernes påstand 1 er forholdet det, at Moltzau Line A/S den 16. februar 1968 indmeldte sig i Større Danske Bilfærgerederier og dermed blev både berettiget og forpligtet i henhold til Hovedaftalen mellem DA og LO, herunder dennes § 7, stk. 2, idet arbejdsgiverorganisationen var medlem af Dansk Arbejdsgiverforening. Rederiet udmeldte sig ganske vist af Større Danske Bilfærgerederier den 1. juli 1970, men kunne ikke som følge heraf frigøre sig fra forpligtelserne i henhold til Hovedaftalen, jf. dennes § 11 og almindelige arbejdsretlige grundsætninger. Hovedaftalen af 1960 var ganske vist blevet opsagt i maj 1968 og bortfaldt i foråret 1969 samtidig med de nye overenskomsters ikrafttræden, jf. Per Jacobsen: Kollektiv Arbejdsret (4.udg.) s.49. Men der etableredes samtidig en anden, lige så forsvarlig ordning gennem Forligsmandens mæglingsforslag, jf. Per Jacobsen: Kollektiv Arbejdsret (1972) s.100. Forpligtelsen til at iværksætte lovlig frigørelseskonflikt bestod med andre ord uændret og er sammen med de øvrige hovedaftaleforpligtelser blevet overtaget af de skiftende rederier, der har besejlet ruten, og med hvem klagerne i hvert fald siden 1963 har haft en ubrudt række af overenskomster. Overenskomstparterne har da også til stadighed anvendt reglerne i hovedaftalegrundlaget, således som det er dokumenteret gennem fremlagte konfliktvarslingsskrivelser og fællesmødereferater. På denne baggrund indgår Hovedaftalen som en stiltiende del af overenskomstforholdet og er således ikke blot en følge af medlemskabet af Hovedorganisationen. Det er derfor uden betydning, at Hovedaftalen har været opsagt og er blevet ændret flere gange i den mellemliggende periode. Til det anførte kommer endelig, at rederiet via medlemskabet af HOREFA er medlem af Dansk Arbejdsgiverforening og dermed forpligtet af Hovedaftalens regler uanset den interne karakter af medlemskabet. Det følger af Hovedaftalens § 1, der bygger på forudsætningen om, at alle medlemmer af Hovedorganisationerne forpligtes udeleligt, og det er endvidere fastslået ved Arbejdsrettens dom af 12. december 1977 i sag nr. 8147.

Ikke blot rederiet, men også klagerne er - uanset eksklusionen af LO i september 1975 - både berettiget og forpligtet i henhold til Hovedaftalen. Dette blev fastslået ved Arbejdsrettens dom af 17. maj 1976 i sag nr. 7751 og fremgår tillige af den af professor Illum afsagte opmandskendelse af 30. september 1966, der kort er refereret hos Per Jacobsen: Kollektiv Arbejdsret (4.udg.) s.143. Det bestrides i den forbindelse, at de i 1981, 1986 og 1992 gennemførte ændringer af Hovedaftalen, der ikke vedrørte dennes § 7, stk. 2, skulle betyde, at denne bestemmelse er bortfaldet i forholdet mellem parterne i den opsagte overenskomst. Hertil kommer, at klagernes ret til at påberåbe sig Hovedaftalen følger af det tidligere anførte vedrørende selve overenskomstforholdet. I modsat fald kunne den ulighed, som ville blive følgen, give anledning til mange uheldige situationer.

Til støtte for påstand 2 har klagerne gjort gældende, at der er fredspligt i overenskomstperioden, og at rederiet til trods herfor har varslet lockout ved de enslydende opsigelsesskrivelser, som matroserne modtog kort før udløbet af den opsagte overenskomst.

Til støtte for frifindelsespåstanden over for rederiets selvstændige påstand har klagerne endelig anført, at der ikke er etableret fysisk blokade over for rederiet. En række personer, herunder medlemmer af Sømandsforbundet, har gennemført en lovlig anmeldt demonstration i nærheden af Europa-Linien i Gedser. Klagerne har således hverken etableret eller støttet ulovlige kampskridt.

7. De indklagede har anført, at sagens helt overordnede spørgsmål er, om overenskomsten er bortfaldet pr. 1. juni 1993 som følge af simpel opsigelse, fordi der ikke mellem overenskomstparterne består nogen hovedaftale eller hovedaftalelignende bestemmelse svarende til Hovedaftalens § 7, stk. 2. Hvis en sådan ikke eksisterer, er en opsigelse i overensstemmelse med den i overenskomsten indeholdte opsigelsesbestemmelse tilstrækkelig, og med henvisning til denne bestemmelse har klagerne opsagt overenskomsten til den 1. juni 1993.

Parterne er enige om, at de ikke har indgået nogen hovedaftale i tilslutning til de overenskomster, som gennem årene har været gældende mellem dem. I den situation har klagerne bevisbyrden for den påståede hovedaftaleforpligtelse, og bevis herfor er ikke ført. Det bestrides ikke, at rederiet under navnet Moltzau Line A/S via medlemskabet af Større Danske Bilfærgerederier i perioden fra den 16. februar 1968 til den 1. juli 1970 var medlem af Dansk Arbejdsgiverforening og dermed - også for rederidriften - var forpligtet af Hovedaftalen mellem DA og LO. Men Hovedaftalen blev opsagt i foråret 1968 og bortfaldt ved overenskomstfornyelserne det følgende forår. Mæglingsforslaget, som klagerne henviser til, vedrørte alene perioden 1969-71 og alene de enkelte overenskomster, hvilket indebar, at rederiet fra 1971 og fremefter ikke længere var forpligtet efter Hovedaftalen. Af begrundelsen i Arbejdsrettens kendelse af 5. januar 1994 i sag nr. 93.398 fremgår udtrykkeligt, at medlemskabet af Dansk Arbejdsgiverforening ikke omfatter rederidriften og dermed heller ikke den overenskomst, sagen vedrører. Kendelsen vedrører med andre ord alene repræsentationspligten efter arbejdsretslovens § 14, og det siges udtrykkeligt, at der ikke ved kendelsen er taget stilling til, om Hovedaftalen er gældende mellem parterne, hvilket ikke er en automatisk følge af repræsentationspligten. Rederiets medlemskab af Dansk Arbejdsgiverforening omfatter alene cateringvirksomheden, ikke rederivirksomheden og dermed heller ikke det overenskomstforhold, som denne sag vedrører. Selv om der i øvrigt havde været tale om et »fuldt« medlemskab af Dansk Arbejdsgiverforening, ville rederiet ikke i forhold til klagerne have været bundet af nogen forpligtelse svarende til Hovedaftalen, da klagerne blev ekskluderet af LO i 1975, og Hovedaftalen i tiden derefter er blevet revideret 3 gange. Under disse omstændigheder ville der for klagerne højst være tale om fortsat bestående forpligtelser efter Hovedaftalen, ikke om rettigheder, som kunne gøres gældende, jf. i det hele Per Jacobsen: Kollektiv Arbejdsret (4.udg.) s.142 ff.

De indklagede har videre anført, at de fremlagte eksempler på varslingsskrivelser og referater betegnet som fællesmødereferater ikke er udtryk for, at rederiet stiltiende har accepteret at være forpligtet efter Hovedaftalen. Den anvendte betegnelse kan ikke tillægges selvstændig betydning. Som det fremgår af Arbejdsrettens dom af 4. april 1977 i sag nr. 7831, omtalt hos Per Jacobsen: Kollektiv Arbejdsret (4.udg.) s.83, note 29, stilles der langt større krav for at anse en overenskomst for stiltiende tiltrådt. I det her omhandlede overenskomstforhold har klagerne da heller aldrig selv accepteret at være bundet af nogen hovedaftaleforpligtelse.

Vedrørende klagernes påstand 2 har de indklagede anført, at den principale påstand om afvisning må tages til følge, hvis det lægges til grund, at der ikke består nogen overenskomst mellem klagerne og rederiet. Lægges det til grund, at overenskomsten fortsat er gældende, må der ske frifindelse, fordi der ikke er tale om nogen lockout. Matroserne blev opsagt med lovligt varsel og fik samtidig tilbud om genansættelse. Da de nedlagde arbejdet, blev de efter meddelt skriftlig advarsel bortvist. Der forelå med andre ord en driftsmæssig begrundelse for bortvisningen.

Til støtte for den selvstændige påstand har de indklagede anført, at det af de fremlagte avisartikler og forbundsformandens skrivelse af 17. juni 1993 til medlemmerne sammenholdt med oplysningerne i politimesterens redegørelse til Justitsministeriet klart fremgår, at klagerne har etableret eller i hvert fald støttet en lang række klart ulovlige kampskridt af meget alvorlig karakter. Det er måske ikke dokumenteret, at klagerne ligefrem har dikteret, hvad der skulle ske, men fra forbundsformandens side er der ikke taget afstand fra de anvendte metoder. Skulle det blive lagt til grund, at overenskomsten fortsat er gældende, er der tale om et groft overenskomstbrud.

8. Arbejdsretten skal udtale:

Den af klagerne og det indklagede rederi indgåede overenskomst for matroser for overenskomstperioden 1991-93 blev i henhold til overenskomstens § 12 behørigt opsagt af forbundet til den 1. juni 1993 med henblik på indledning af forhandlinger om fornyelse af overenskomsten ved dennes udløb. Forhandlingerne herom resulterede imidlertid i, at rederiet i stedet indgik overenskomst med Metal Søfart. Spørgsmålet om, hvorvidt rederiet under disse omstændigheder med rette har kunnet anse sig for frigjort fra den hidtidige overenskomst med klagerne, må i overensstemmelse med det af parterne anførte afhænge af, om overenskomstens parter begge er forpligtet efter § 7, stk. 2, i Hovedaftalen mellem DA og LO eller på anden måde tilsvarende »hovedaftaleforpligtet«.

Ved afgørelsen heraf bemærkes foreløbig, at det af klagerne fremlagte dokumentationsmateriale eller det til støtte herfor i øvrigt anførte ikke giver grundlag for at fastslå, at parterne - der ikke har indgået nogen udtrykkelig aftale svarende til Hovedaftalens § 7, stk. 2 - stiltiende har accepteret at følge Hovedaftalens bestemmelser og dermed kutymemæssigt har forpligtet sig hertil. Det må derfor blive afgørende, om parterne via medlemskab eller tidligere medlemskab af en organisation er blevet og fortsat er forpligtet ifølge Hovedaftalen.

Det indklagede rederi var i perioden fra den 16. februar 1968 til den 1. juli 1970 medlem af Større Danske Bilfærgerederier og dermed via denne arbejdsgiverorganisations medlemskab af Dansk Arbejdsgiverforening omfattet af Hovedaftalen af 1960 mellem DA og LO. Denne Hovedaftale bortfaldt imidlertid ved overenskomstfornyelserne i 1969 og var således ikke gældende, da rederiet udtrådte af arbejdsgiverorganisationen. Den omstændighed, at Hovedaftalens bestemmelse om opsigelse af almindelige overenskomster blev optaget i Forligmandens mæglingsforslag af 1969 og 1971, kan ikke bevirke, at rederiet i kraft af dets tidligere medlemskab af Større Danske Bilfærgerederier og derigennem af DA blev omfattet af den nye Hovedaftale af 1973 mellem DA og LO, så meget mindre som denne er blevet revideret i 1981, 1986 og 1992 med den følge, at der reelt er tale om nye Hovedaftaler, jf. Per Jacobsen: Kollektiv Arbejdsret (4.udg.) s. 142- 43. På tidspunktet for den aktuelle konflikt kunne rederiets tidligere medlemskab af den pågældende arbejdsgiverorganisation således ikke forpligte rederiet til at efterleve Hovedaftalens bestemmelse om opsigelse af overenskomsten.

For udfaldet af denne del af sagen bliver det derfor afgørende, om rederiets nuværende medlemskab af Dansk Arbejdsgiverforening via medlemskabet af HOREFA medfører, at rederiet er forpligtet efter Hovedaftalens § 7, stk. 2, også for så vidt angår overenskomstområder, der som det foreliggende ikke selvstændigt begrunder medlemskabet af Dansk Arbejdsgiverforening. Ved Arbejdsrettens kendelse af 5. januar 1994 i sag nr. 93.398 er der ikke taget stilling hertil, idet kendelsen alene vedrørte repræsentationspligten efter arbejdsretslovens § 14. Som anført i kendelsen har Arbejdsretten imidlertid udtrykkeligt bemærket, at rederiets medlemskab af Dansk Arbejdsgiverforening »ikke omfatter rederidriften og dermed heller ikke de af rederiets medarbejdere, som var ansat i henhold til den af forbundet opsagte overenskomst.« Arbejdsretten finder fortsat, at dette er tilfældet, og at rederiets tidligere bortfaldne hovedaftaleforpligtelse i relation til rederivirksomheden ikke kan anses for genopstået, blot fordi rederiet på et ganske andet overenskomstområde igen er blevet medlem af Dansk Arbejdsgiverforening. Var dette tilfældet, ville afgørelsen af, om en overenskomst kan bringes til ophør ved simpel opsigelse eller kun ved iværksættelse af lovlig frigørelseskonflikt, komme til at afhænge, ikke af overenskomstparternes forhold, men af omstændigheder, som disse er uden indflydelse på og tilmed ofte uden kendskab til på opsigelsestidspunktet. Da en simpel opsigelse af overenskomsten herefter har været tilstrækkelig til at bringe overenskomstforholdet til ophør, frifindes det indklagede rederi for klagernes påstand 1.

Da de foretagne opsigelser af 28. maj 1993 - der efterfulgtes af bortvisninger af de matroser, som nedlagde arbejdet i forbindelse med overenskomstens ophør - ikke kan betragtes som en lockout, men må antages at have været driftsmæssigt begrundet, frifindes det indklagede rederi endvidere for klagernes påstand 2.

Ved afgørelsen af de indklagedes selvstændige påstand lægger retten til grund, at forbundsformand Henrik Berlau - som ikke har afgivet forklaring i Arbejdsretten - har udtalt sig som citeret i artiklerne i B.T. den 9. juni 1993 og i Berlingske Tidende den 13. juni 1993, og at han efterfølgende i en skrivelse til medlemmerne den 17. juni 1993 har opfordret disse til at hjælpe de kolleger, der da allerede havde etableret blokade såvel i Gedser som i Tuborg Havn. Under disse omstændigheder kan det vel ikke lægges til grund, at klagerne har etableret de ulovlige kampskridt, som fremgår af redegørelsen fra politimesteren i Nykøbing Falster til Justitsministeriet, men det findes ubetænkeligt at fastslå, at man fra klagernes side ikke blot har undladt at tage afstand fra, men positivt har støttet de aktioner, som matroserne iværksatte for at lægge hindringer i vejen for driften af rederiets færgelinier. Der gives derfor for så vidt de indklagede medhold i den selvstændige påstands principale led, jf. herved arbejdsretslovens § 9, stk. 1, nr. 5.

T h i k e n d e s f o r r e t

Det indklagede rederi, Europa-Linien A/S, Gedser, frifindes for de af klagerne, Sømændenes Forbund i Danmark, i denne sag nedlagte påstande 1 og 2.

Klagerne har handlet ulovligt ved at have støttet ulovlige kampskridt over for det indklagede rederi, jf. herved arbejdsretslovens § 9, stk. 1, nr. 5.

I sagsomkostninger skal klagerne betale 2.000 kr. til Arbejdsretten.

Officielle noter

(* 1) Henvisninger: Kommentar s.102 f, Per Jacobsen s. 78, AD 93.398.

Redaktionel note
  • (* 2) Offentliggjort i Arbejdsretligt Tidsskrift 1994, side 54