Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Resume

Det forhold, at der var oprettet en uddannelsesaftale, bevirkede, at Tvistighedsnævnet var kompetent til at behandle en sag mellem parterne, selv om det viste sig, at virksomheden ikke kunne godkendes som uddannelsessted, og aftalen derfor ikke var registreret hos arbejdsformidlingen. Klageren tilkendt erstatning.

Den fulde tekst

Tvistighedsnævnets kompetence - Erstatning


I nævnet til behandling af tvistigheder mellem efg-elever og praktikvirksomheder er der den 29. januar 1980 i sag nr. 22/1979 efg-elev A mod firma B, afsagt sålydende

KENDELSE: Ved praktikaftale af 1. juli 1978 blev klageren A ansat som praktikelev hos indklagede B. Praktiktiden er i aftalen fastsat til 1. juli 1978 til 30. juni 1980, og hovederhvervsområdet er givet som kontor med uddannelsesretning/branche: Kontorreproduktion. Aftalen blev af indklagede indsendt til Arbejdsformidlingen den 21. juli 1978. Efter at sagen havde været behandlet i det faglige fællesudvalg for kontorlærlinge, jfr. § 8, stk. 3 i lov nr. 289 af 8. juni 1977 om erhvervsfaglige grunduddannelser meddelte Arbejdsformidlingen den 4. januar 1979, at indklagedes virksomhed ikke kunne godkendes som praktiksted. Indklagede indbragte afgørelsen for erhvervsuddannelsesudvalget. Klageren fratrådte stillingen den 1. februar 1979. I skrivelse af 22. november 1979 stadfæstede erhvervsuddannelsesudvalget den trufne afgørelse.

Ved skrivelse af 4. april 1979 har klageren rejst sag for Tvistighedsnævnet med påstand om erstatning stor 15.000 kr., subsidiært et mindre beløb.

Som begrundelse er anført, at klageren har forspildt den praktiktid, hun ellers kunne have haft inden for kontorfaget, og at indklagede burde have søgt godkendelse som praktiksted, før aftalen blev oprettet.

Indklagede har principielt påstået klagen afvist som hørende under de almindelige domstole. Der foreligger ikke en godkendt praktikaftale, og Tvistighedsnævnet er derfor ikke kompetent til at behandle sagen. Subsidiært har indklagede påstået frifindelse. Han har herved henvist til, at hans fader, der er tidligere indehaver af firmaet og stadig virker i dette, forestår uddannelsen af lærlinge og efg-elever, i tidens løb har uddannet adskillige lærlinge. Der har aldrig været rejst tvivl om firmaets berettigelse hertil, og firmaet har ikke skiftet formål eller karakter, efter at indklagede har overtaget det fra 1. janaur 1978. Til dokumentation af det anførte er fremlagt lærekontrakt af 22. juni 1971 om oplæring af en lærling i kontorfaget med speciel uddannelse i kontorreproduktion. Kontrakten er godkendt af Arbejdsformidlingen den 7. juli 1971. Endvidere er anført, at det ikke kan komme indklagede til skade, at der er hengået så lang tid, før afgørelsen om firmaets egnethed som praktiksted blev truffet.

Med hensyn til nævnets kompetence bemærkes, at den foreliggende uddannelsesaftale af 1. juli 1978 udtrykkeligt angiver at være oprettet i henhold til § 10 i loven om erhvervsfaglige grunduddannelser, ligesom aftalen også i øvrigt opfylder betingelserne i kap. 3 i Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 380 af 31. juli 1978 om optagelse og om uddannelsesaftaler m.v. for elever i de erhvervsfaglige grunduddannelser.

Nævnet findes herefter at være kompetent til at behandle sagen, hvorfor indklagedes påstand om sagens afvisning ikke kan tages til følge.

I hvert fald under de foreliggende omstændigheder, hvor det ikke for indklagede måtte fremstå åbenbart, at hans virksomhed ikke kunne godkendes som praktikvirksomhed, findes det ikke at burde komme ham til skade, at der er hengået adskillige måneder, før afgørelsen om godkendelse forelå. Da indklagede ej heller i øvrigt findes at have udvist noget til erstatning forpligtede forhold, vil han være at frifinde. Det er herefter ikke fornødent at tage stilling til det af klageren anførte, hvorefter praktikforholdet retteligt var aftalt til påbegyndelse den 1. april 1978 og ikke som i kontrakten anført den 1. juli 1978.

Ingen af parterne findes at burde betale sagsomkostninger til den anden part.

THI BESTEMMES:

Indklagede B frifindes for det af klageren A under denne sag rejste krav.

Officielle noter

Ingen