Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Resume

Spørgsmålet om udstationeringstillæg til en elev i forbindelse med, at dennes uddannelse var placeret på flere afdelinger inden for samme virksomhed, kunne trods indklagedes protest fremmes for nævnet, idet spørgsmålet var en del af løn- og ansættelsesvilkår i efg-aftalen.

Indklagede blev i øvrigt frifundet.

Den fulde tekst

Tvistighedsnævnets kompetence - Udstationering


I nævnet til behandling af tvistigheder mellem efg-elever og praktikvirksomheder er den 12. januar 1981 i sag nr. 8/1980 efg-elev A mod firma B afsagt sålydende

KENDELSE: Ved praktikaftale, underskrevet af parterne den 3. juli 1978 henholdsvis den 6. juli 1978, blev klageren A ansat som praktikelev hos indklagede firma B. Praktiktiden er i aftalen fastsat til 1. august 1978 til 31. januar 1981 med hovederhvervsområde metal og uddannelsesretning/branche automatikmekaniker. Uddannelsesaftalen er påtegnet af arbejdsformidlingen den 22. august 1978. I punkt 07 er anført, at »uddannelsen vil finde sted delvis på virksomhedens afdeling x og en af virksomhedens andre udenbys-afdelinger efter førstnævntes valg«. Forud for indgåelsen af praktikaftalen havde selskabet i brev af 10. marts 1978 meddelt elevens fader, at »en del af uddannelsen vil dog være henlagt til en af vore andre udenbys-afdelinger, hvorfor han for egen regning må tage ophold det pågældende sted«.

Ved brev af 29. oktober 1980 har Dansk Metalarbejderforbund på elevens vegne rejst sag for Tvistighedsnævnet vedrørende betaling af udstationeringstillæg. Der nedlægges påstand om, at virksomheden i de tilfælde, hvor efg-elever udstationeres til en af virksomhedens andre afdelinger, betaler udstationeringstillæg i henhold til § 13 i Løn- og arbejdsmarkedsforhold for lærlinge og efg-elever inden for jern- og metalindustrien aftalt mellem Jernets Arbejdsgiverforening og Centralorganisationen af Metalarbejdere i Danmark.

Den nævnte overenskomst er indgået i marts 1979. Ifølge overenskomstens § 23 træder den i kraft den 1. marts 1979 og omfatter også løbende uddannelsesforhold. I § 23 er tillige bestemt, at aftalen løber sammen med hovedoverenskomsten og kan opsiges og forhandles sammen med denne.

Indklagede har principalt påstået sagen afvist fra Tvistighedsnævnet.

Subsidiært påstås frifindelse.

Til støtte for påstanden om afvisning har indklagede anført, at den foreliggende tvist ikke er en tvist mellem eleven og praktikvirsomheden, jfr. § 11 i lov nr. 289 af 8. juni 1977 om erhvervsfaglige grunduddannelser. Der er tale om en strid mellem to organisationer, og striden angår fortolkning af en kollektiv overenskomst. Tvistigheder af denne karakter kan ikke afgøres af et ministerielt nævn som lige arbejdsretlige grundsætninger afgøres inden for det sædvanlige arbejdsretlige system, d.v.s. om fornødent ved faglig voldgift. Af lovens § 11 stk. 3, fremgår udtrykkeligt, at nævnet kun kan træffe afgørelse om at en uddannelsesaftale skal ophæves samt tilkende erstatning. Nævnet kan derimod ikke træffe afgørelse om fortolkningsspørgsmål i kollektive overenskomster. Klageren har heroverfor påstået sagen fremmet til realitetsbehandling i nævnet.

Den nævnte § 13 i aftalen af 1979 indeholder følgende bestemmelse:

»Hvor en lærling udfører ude- eller rejsearbejde, skal de udgifter dette måtte medføre for lærlingen, afholdes af virksomheden..«

Til støtte for sin påstand har klageren anført, at denne bestemmelse efter sit indhold må finde anvendelse også i et tilfælde som det foreliggende. Det bestrides ikke, at en praktikaftale lovligt kan indgås således, at uddannelsen finder sted på flere forskellige virksomheder, jfr. herved lovens § 10, stk. 2. og § 8, stk. 2 i Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 380 af 31. juli 1978 om optagelse og uddannelsesaftaler m.v. for elever i de erhvervsfaglige grunduddannelser. Hverken uddannelsesaftalens indhold eller de i forbindelse med praktikforholdets etablering stedfundne drøftelser mellem parterne kan imidlertid føre til, at overenskomsten fraviges, jfr. § 10 i den nævnte bekendtgørelse, hvorefter de ved kollektive overenskomster fastsatte bestemmelser om løn- og arbejdsvilkår inden for det pågældende faglige område finder anvendelse på praktikforholdet.

Indklagede har til støtte for påstanden om frifindelse anført, at den nævnte bestemmelse i overenskomsten ikke kan finde anvendelse i det foreliggende praktikforhold. Baggrunden for den trufne aftale om forskellige uddannelsessteder er, at indklagede ikke ville være i stand til på en enkelt af sine virksomheder at give eleven den fornødne faglige uddannelse. Tilsvarende aftaler er da også truffet med antagelig 5-6 andre efg-elever eller lærlinge, uden at der er rejst indsigelse herimod. Ordningen er således udelukkende i elevens interesse, idet indklagede uden en opdeling af uddannelsen ville være ude af stand til at antage lærlinge eller elever. Der er ikke tale om ude- eller rejsearbejde i overenskomstens forstand, men derimod om at uddannelsen foregår på forskellige læresteder som aftalt ved uddannelseaftalen og hjemlet i de for efg-uddannelsen gældende regler.

Indklagedes påstand om sagens afvisning fra nævnet findes at måtte tages under påkendelse, uanset at påstanden først er fremsat under den mundtlige forhandling i nævnet og ikke i indklagedes svar, således som foreskrevet i § 8 i Undervisingsministeriets bekendtgørelse nr. 400 af 15. august 1978 om Tvistighedsnævnet.

Ifølge § 11, stk. 1 i loven om erhversfaglige grunduddannelser kan tvistigheder mellem eleven og praktikvirsomheden indbringes for nævnet. Navnlig under hensyn til den ovenfor nævnte bestemmelse i lovens § 10, stk. 2, hvorefter lønnens størrelse og de øvrige arbejdsvilkår i almindelighed fastsættes på grundlag af de kollektive overenskomster, måtte der kræves klare holdepunkter for den af indklagede hævdede indskrænkende fortolkning af reglerne om Tvistighedsnævnets kompetence. Sådanne holdepunkter findes imidlertid ikke hverken i lovens forarbejder eller i de med hjemmel i loven udfærdigede administrative forskrifter. Indklagedes påstand om sagens afvisning kan herefter ikke tages til følge.

Bestemmelsen i overenskomstens § 13 om ude- og rejsearbejde findes efter den mest nærliggende sproglige forståelse ikke at angå et tilfælde som det foreliggende, hvor det indgår som led i uddannelsesaftalen, at eleven for at opnå en fyldestgørende uddannelse må arbejde i landet. Der er ikke i det for nævnet foreliggende anført omstændigheder, der kan begrunde en anden fortolkning. Indklagede vil herefter være at frifinde.

Ingen af parterne findes at betale sagsomkostninger til den anden part.

THI BESTEMMES:

Indklagede firma B frifindes for det af klageren A under denne sag rejste krav.

Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part.

Officielle noter

Ingen