Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Resume

I forbindelse med en ekspedition undlod en elev at slå et beløb ind på kasseapparatet. Hun blev kaldt ind til chefen og tilstod under en samtale, at hun flere gange havde taget af kassen. Hun blev bortvist.

Sagen blev senere henlagt af politimesteren. Under en sag for nævnet påstod hun sig bortvist med urette, idet hun påstod, at tilståelsen om tyveri var fremkommet under en presset situation. Ved nævnets behandling blev det lagt til grund, at uanset om tilståelsen ikke måtte være korrekt, var den fremkommet under sådanne omstændigheder, at virksomheden måtte være berettiget til at anse den for at være korrekt. Bortvisningen derfor anset for berettiget.

Den fulde tekst

Tyveri - Bortvisning


Udskrift af protokol for nævnet til behandling af tvistigheder mellem efg-elever og praktikvirksomheder.

I nævnet til behandling af tvistigheder mellem efg-elever og praktikvirksomheder er der den 13. juni 1986 på grundlag af vedtagelse i nævnsmøde den 6. maj 1986 i sag nr. 1/1986: Efg-elev A, x-by, mod B a/s, x-by (butiksfaget), afsagt sålydende

KENDELSE: Mellem klageren, efg-elev A, født 20. november 1965 og indklagede B a/s, x-by, blev der i 1984 oprettet en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes i butiksfaget (isenkram) fra den 1. juli 1984 til den 30. juni 1986. Den 5. november 1985 blev uddannelsesforholdet ophævet af indklagede med begrundelse, at klageren havde tilstået tyveri fra kassen.

Ved klageskrift af 6. januar 1986 har klageren indbragt sagen for nævnet med påstand om, at den af indklagede ensidigt foretagne ophævelse af igangværende læreforhold kendes ulovlig og at der tilkendes klageren erstatning efter nævnets skøn.

Indklagede har påstået frifindelse.

Det fremgår af sagen, at klageren den 22. oktober 1985 ved 14-tiden i indklagedes isenkrambutik, hvor der i alt er ca. 40 ansatte, ekspederede en kunde der ønskede at købe en kaffemaskine. Hun tilkaldte over et samtaleanlæg en bydreng til at bringe maskinen hjem til kunden. Mens hun og kunden ventede på bydrengen, kom en anden kunde for at bytte en vare. Prisdifferencen ved ombytningen = 5 kr. slog hun ind på kasseapparatet. Da bydrengen stadig ikke var kommet, aftalte hun med kunden, at kaffemaskinen ville blive bragt ud senere samme dag. Hun udfyldte de nødvendige formularer hertil. Da kunden betalte 398 kr. for maskinen, slog hun ikke dette beløb ind på kasseapparatet, idet hun fejlagtigt troede, at hun allerede havde slået beløbet ind før ekspeditionen af ombytningen. Hun lagde efter sin forklaring de 398 kr. i kassen.

En anden medarbejder havde på afstand overværet ekspeditionen og konstaterede umiddelbart efter, at prisen for kaffemaskinen ikke var slået ind på kasseapparatet. Herefter blev ledelsen underrettet. Kassestrimlen blev taget ud af apparatet, men kassen blev ikke gjort op før om aftenen, hvor det blev konstateret, at der var 192 kr. for meget i kassen.

Klageren blev kaldt til møde med ledelsen, hvor hun ubestridt vedgik, at hun tidligere havde taget af kassen. Herefter indgav indklagede følgende anmeldelse til politiet:

»Efter at have konstateret gentagne manko i vore kasseapparater, manko af varierende størrelser over en periode på 6-8 måneder, har vi i dag fået indrømmelse fra en af vore elever. Hendes opgivelse af perioden 6-8 måneder passer godt med vore iagttagelser. Vore beløbsstørrelser er svingende fra 50-100 kr. op til 4-500 kr. Eleven mener omkring 50-100 kr. pr. gang. Vi vil bede kriminalpolitiet foretage det videre fornødne med afhøringer etc. Vi har ikke direkte sigtet eleven, men bedt om en forklaring på visse omstændigheder omkring kassen og derved opstod tilståelsen...«

Politimesteren i Silkeborg har den 4. december 1985 i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 1, 3. punktum, besluttet at opgive tiltale mod klageren.

Klageren har under personligt fremmøde for nævnet forklaret, at hun blev kaldt ind til direktør C og underdirektør D. Hun blev spurgt om, hvad hun havde solgt for 5 kr. og om hun havde solgt en kaffemaskine. Hun forklarede, hvad der var passeret, og først da slog det hende, at hun kunne have glemt at slå beløbet for kaffemaskinen ind. Hun spurgte D, om hun måtte se kassestrimlen, men fik afslag. Hun måtte endnu en gang fortælle, hvad der var passeret, og spurgte så: »Hvad er det, I vil have mig til at fortælle?» C svarede, at hun ikke skulle forklare noget bestemt, men at man blot ville have fundet ud af, hvad der var sket, fordi man ellers måtte gå til politiet. Dette sidste blev gentaget flere gange. Hun blev panikslagen. C sagde dog også, at sagen kunne ordnes i mindelighed. Pludselig spurgte D, der stod bag hende, og som hidtil ikke havde deltaget i samtalen: »Har du taget af kassen?» Hun havde på personalemøder hørt, at der havde været nogle uforklarlige kassedifferencer. Som svar på D's spørgsmål vendte hun sig mod D og sagde: »Ja, jeg har taget af kassen.« Hun sagde ikke dette, fordi det var rigtigt, men fordi hun følte sig magtesløs, fordi hun mente, at de ikke troede på hende, og fordi hun ikke måtte se kassestrimlen. Hun blev nu bedt om at gå uden for døren. Lidt senere blev hun kaldt ind igen og spurgt, hvor meget hun havde taget. Hun svarede, at hun ikke vidste, hvilke beløb eller hvor mange gange, hun havde taget af kassen. Under samtalerne på kontoret var der ingen, der var egentlig ophidset. Om aftenen forklarede hun sagen for sine forældre og sagde til dem, at hun ikke havde taget af kassen.

Direktør C har under personligt fremmøde for nævnet forklaret, at han er direktør hos indklagede. Han har om sin samtale med klageren i det væsentlige forklaret som hende. Han husker dog ikke, at klageren ikke måtte se kassestrimlen. Han følte sig ikke overbevist af hendes forklaring om kaffemaskinen. Han har nok nævnt politiet, men hele samtalen forløb roligt. Han sagde til klageren, at hun jo godt kendte problemet med kassedifferencerne, og at når hun ikke var til stede, var der normalt ingen problemer. På dette tidspunkt var der måske gået ca. 3/4 time. D sagde da til hende: »Fortæl os nu det hele. Har du taget af kassen?» Da hun indrømmede, spurgte han hende, hvor meget hun havde taget. Hun svarede: »50-100 kr. ad gangen.« Hun vidste ikke, hvor mange gange hun havde gjort det, men fortalte at det var begyndt efter jul. Dagen efter kom klagerens far, der er ansat ved politiet. Han var meget villig til at medvirke til at opklare sagen til bunds. De aftalte, at vidnet skulle ringe til politiet og få sat sagen i bero. Klagerens far sagde ved denne lejlighed intet om, at klageren ikke havde taget af kassen.

Underdirektør D har under personligt fremmøde for nævnet forklaret i det væsentlige som klageren og C. Så vidt han husker, bad klageren ikke om at se kassestrimlen. Hele samtalen foregik stille og roligt. Klageren græd ikke på noget tidspunkt. På et tidspunkt spurgte C klageren, om hun kendte noget til kassedifferencerne. Klageren svarede efter hans opfattelse undvigende og gav sig i stedet til at tale om kaffemaskinen. Vidnet sagde da: »Lad os få det overstået. Har du taget af kasserne?» Der var en pause, hvorefter klageren sagde: »Ja, D, jeg har taget af kasserne.« Vidnet spurgte hvor meget, hun havde taget. Hun svarede, at hun havde taget 50-100 kr. pr. gang, og at det havde stået på fra efter jul. Herefter blev klageren sendt ud.

Klageren har gjort gældende, at der under mødet med C og D er lagt et urimeligt og utilbørligt pres på klageren, der har følt sig tvunget til at tilstå handlinger, hun ikke har begået. Klageren har følt sig i en særlig vanskelig situation, fordi hendes stedfar er ansat ved politiet. Det må også tillægges afgørende betydning, at der kun var ca. 1/2 år tilbage af uddannelsestiden.

Indklagede har gjort gældende, at der ikke er udøvet noget pres på klageren, og at man i øvrigt ikke ville have kunnet aftvinge hende en tilståelse i strid med sandheden. Det må lægges til grund, at hendes tilståelse er i overensstemmelse med sandheden, og der foreligger derfor væsentlig misligholdelse fra hendes side. Under alle omstændigheder er det nødvendige tillidsforhold mellem klageren og indklagede afgørende krænket, hvilket må betragtes som en misligeholdelse fra hendes side.

Tvistighedsnævnet skal udtale:

Efter de afgivne forklaringer og indklagedes anmeldelse til politiet lægger nævnet til grund, at klageren under samtalen med C og D har tilstået tyverier fra indklagedes kasseapparater fra efter jul 1984 med 50-100 kr. pr. gang.

Uanset om denne tilståelse må være korrekt, findes der ikke efter det for nævnet oplyste grundlag for at fastslå, at tilståelsen skulle være fremkommet under sådanne omstændigheder, at indklagede ikke har været berettiget til at anse tilståelsen som korrekt.

Herefter findes indklagede at have haft føje til at anse det nødvendige tillidsforhold til klageren for brudt med den følge, at indklagede har været berettiget til at ophæve uddannelsesaftalen.

Nævnet tager derfor indklagedes frifindelsespåstand til følge.

THI BESTEMMES:

Indklagede B a/s, x-by, frifindes for de af klageren, efg-elev A, x-by, nedlagte påstande.

Hver part bærer sine sagsomkostninger.

Officielle noter

Ingen