Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Resume

Problemet i den konkrete sag var i hvilket omfang det er blasfemi, når Gud parodieres i en tv-reklame.

- Radio- og TV-Reklamenævnet udtaler, at eftersom hverken Gud eller religiøse grundholdninger bliver latterliggjort eller nedvurderet i tv-reklamen, er det Nævnets opfattelse, at reklamen ikke er blasfemisk. Det er ikke i sig selv blasfemi, at Gud-skikkelsen indgår i en humoristisk tv-reklame.

Den fulde tekst

Afgørelsen handler om hvorvidt en tv-reklame var blasfemisk

Ved skrivelse af 16. januar 1997 har Sonja Dons Tychsen klaget over en tv-reklame for stimorol udsendt på TV 2.

I reklamefilmens første billede ser man Gud, som befinder sig i himlen omgivet af bl.a. engle. Gud har langt hvidt hår, hvidt skæg og er iført en lang hvid dragt. Under billedet ses teksten: »And God created Man by breathing life into him«. Samtidig høres en speak med det samme udsagn.

I den efterfølgende billedsekvens vises Gud i et nærbillede. Gud puster ned i sin hånd, hvorefter Dame Edna bliver skabt. Dame Edna står i Guds hånd, og skriger: »Oooohhh my God«. Gud vender øjne af sit nyskabte menneske og udbryder: »Oooohhh my self«, hvorefter han kaster Dame Edna ned på jorden. Herefter puster Gud endnu engang i hånden, hvorefter Adolf Hitler bliver skabt. Adolf Hitler gør en heil-hilsen til Gud, og siger: »Heil God«. Gud bliver meget vred, hvilket illustreres ved at han får gule og selvlysende øjne. Hitler bliver herefter ligeledes kastet ned på jorden, medens han desperat skriger: »Nein nein nein«.

Herefter udbryder Gud fortvivlet: »What am I doing wrong?». En engel kommer flyvende hen til Gud med en pakke stimorol, og hvisker: »Psst try this«. Gud kigger forundret på stimorol-pakken, og spørger englen: »Did I create this?». Gud spiser et stykke tyggegummi, og puster herefter liv i Adam, som spiller på el-guitar i Paradis. Gud spørger Adam: »Hey Adam can I borrow a rib?». Adam svarer: »Sure«, hvorefter Eva bliver skabt. Glad og ivrig konstaterer Gud: »Thats even better«, hvorefter han igen spørger: »Adam can you spare an other rib«. Hertil svarer Eva: »Don't worry Dad, we'll take it from here«, medens hun først kigger på den pakke stimorol, som hun holder i hånden, og dernæst på Adam.

Herefter ses følgende tekst: »The beginning...«. Eva giver Adam et skub bagi, hvorefter de sammen ruller ud af Paradis på rulleskøjter. Man hører følgende speak: »Stimorol sugarfree the original strong taste«. Nederst i billedet ses en pakke stimorol, og øverst i billedet står der: »The original strong taste«. Afslutningsvist kommer der en engel frem og spørger smilende: »Ooohh my God what have I done?»

Klageren finder, at Gud fremstilles en smule latterligt, idet han afbildes julemandsagtig med rosenrøde kinder, nylonkrøller og fuldskæg. Klageren anfører, at det næste formentlig bliver at lade Jomfru Maria reklamere for vaskepulver og Always Ultra. Klageren finder det acceptabelt at gøre grin med kirkens folk og dens ritualer, idet dette er menneskeskabt. Derimod er det klagers opfattelse, at det er krænkende, når Gud parodieres. På dette grundlag er det klagers opfattelse, at reklamen er blasfemisk.

Annoncøren har ved skrivelse af 31. januar 1997 afgivet udtalelse i sagen. Heri anføres det, at formålet er at markedsføre Stimorol som et stærkt tyggegummi tygget af stærke personligheder, som foretager stærke valg. Med dette tema kan der drages en række paralleller til skabelsesberetningen. Det er annoncørens opfattelse, at tv-reklamen understreger Guds rolle som skaberen af det »gode« og det »ægte« i modsætning til det »onde« og det »uægte«. I gendigtningen forlader Adam og Eva Paradis på en kærlig og respektfuld måde. Der er annoncørens opfattelse, at der med denne afsked er mange paralleller til reklamens målgruppe, som er unge mennesker, der flytter hjemmefra.

Reklamen er ikke blasfemisk, idet Gud skildres med kærlighed og varme. Gendigtningen er utraditionel, men både sød og humoristisk. Annoncøren gør opmærksom på, at andre bibelske temaer tidligere har været anvendt som inspiration for moderne genfortolkninger i reklamer og underholdning.

TV 2 Reklame A/S har ved skrivelse af 4. februar 1997 afgivet en udtalelse i sagen. Det anføres heri, at TV2 Reklame A/S ved godkendelsen af reklamen lagde vægt på, at den i sin udformning er humoristisk, og at »personerne« er tydeligt karikerede. Endvidere lagde TV 2 Reklame vægt på, at reklamen ikke indeholder kristne symboler, idet dette ville kunne virke anstødeligt.

TV 2 Reklame finder derfor ikke reklamen blasfemisk, men beklager at klageren har følt sig stødt over reklamen. Reklamen er alene blevet vist en gang, og der er ikke booket nye visninger.

Radio- og TV-Reklamenævnet har behandlet sagen på et møde den 18. februar 1997 og truffet følgende afgørelse:

I tv-reklamen er Gud afbildet efter den traditionelle opfattelse af hans figur, d.v.s. som en rar og mild ældre herre med langt hvidt hår og skæg iført en lang hvid dragt. Tv-reklamen efterlader ikke tvivl om, at det er Gud som bliver karikeret, men afbildingen kan dog ikke siges at være latterliggørende.

Eftersom hverken Gud eller religiøse grundholdninger bliver latterliggjort eller nedvurderet i tv-reklamen, er det Nævnets opfattelse, at reklamen ikke er blasfemisk. Det er ikke i sig selv blasfemi, at Gud-skikkelsen indgår i en humoristisk tv-reklame. Nævnet finder herefter ikke, at reklamen er i strid med § 9, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 108 af 8. februar 1994 om reklame og sponsorering i radio og fjernsyn, og finder således ikke anledning til påtale.

Nævnets afgørelse er eenstemmig.

Mogens Koktvedgaard

formand

Pernille Knudsen

nævnssekretær

Officielle noter

Radio- og TV-Reklamenævnets afgørelser (udsendes af TV 2 Reklame)