Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Redaktionel note
Resume

Artiklen beskæftiger sig - med udgangspunkt i en konkret sag - med betingelserne for at anse en persons ægtefælle for død i forhold til adgangen til at få særligt børnetilskud. Som udgangspunkt anvendes samme kriterier som for afsigelse af dødsformodningsdom efter borteblevneloven.

Den fulde tekst

Enlige forsørgere fra udlandet II Af fuldmægtig Hans-Jørgen Dam (* 1)

I Nyt fra Ankestyrelsen nr. 3/1996 var der en artikel, der bl.a. diskuterede, hvilke krav der kunne stilles til beviset for en persons død, i relation til den anden ægtefælles mulighed for at få særligt børnetilskud.

Klar dokumentation i form af dødsattester eller lignende officielle dokumenter vil være at foretrække, og der vil i disse tilfælde sjældent opstå tvivl. Ofte vil der imidlertid ikke foreligge sådan dokumentation, og der må derfor foretages en vurdering på et andet grundlag.

En konkret sag

Sagen, som Ankestyrelsen havde lejlighed til at behandle, drejede sig om en kvindelig flygtning med 3 børn. Kvinden var gift, men havde ikke haft kontakt med manden siden 1992, da hun flygtede fra Somalia. Kvinden havde i 1993 hørt, at manden levede og boede i Somalia med en søn, men siden havde der ikke været forlydender om ham.

Under sagens behandling blev det bl.a. gjort gældende, at det forhold at man ikke havde kunnet få oplysninger om manden siden 1993, og de omfattende uroligheder i Somalia, pegede i retning af mandens død.

Ankestyrelsen fandt ikke, at kvinden var berettiget til særligt børnetilskud jf. børnetilskudslovens § 4, stk. 3 nr. 2. Ankestyrelsen lagde vægt på, at sidst man hørte om manden var han ikke i nogen konkret livsfare. Det forhold at der ikke var sikre forlydender om manden gennem 4 år, kunne ikke i sig selv begrunde en formodning for, at han var død.

Dødsformodningsdom

Ankestyrelsen tog ved sagens behandling udgangspunkt i principperne i lov om borteblevne § 6. Efter denne bestemmelse kan der afsiges dødsformodningsdom 10 år efter at den borteblevne sidst vides at have været i live. Såfremt den borteblevne dengang befandt sig i livsfare, eller der af andre grunde er en til vished grænsende sandsynlighed for at han er død - f.eks. fordi det skib eller luftfartøj, han var ombord i, er forsvundet - er fristen kun 1 år.

Det ses således at der efter 10 år kan afsiges dødsformodningsdom. Selve det forhold, at man ikke har haft viden om den pågældendes eksistens i 10 år vil skabe en formodning for, at han er død.

Vedrørende muligheden for at bruge 1-års fristen er der en vis domspraksis fra 1940erne og 1950erne vedrørende personer der forsvandt under 2. verdenskrig. Disse situationer kan minde om de tilfælde hvor personer er forsvundet i f.eks. Somalia, Jugoslavien eller Rwanda.

Efter domspraksis er betingelserne for at bruge 1-års fristen ret strenge. Fristen kan ikke uden videre bruges på personer der er forsvundet i fangelejre, under aktiv krigstjeneste eller efter et bombardement. Det forhold at et område f.eks. er blevet bombet betyder at nogle er døde, men ikke at alle i området er døde. Hvis ikke alle er døde, er det ikke i sig selv sandsynliggjort at bestemte enkeltpersoner er døde.

En dom fra 1949 vedrørte en gruppe jøder, der var forsvundet i en tysk koncentrationslejr. Man havde sidst hørt om dem, da de i 1941 blev sendt til tvangsarbejde. Landsretten fandt ikke, at man kunne statuere en »konkret livsfare« eller andre omstændigheder, der begrundede en til vished grænsende sandsynlighed for at de var døde. Der var herefter ikke grundlag for at bruge den korte frist.

For at bruge den korte 1-års frist skal der således foreligge en konkret individuel fare for den forsvundne på et bestemt sted og tidspunkt.

Som et eksempel på at den korte frist har fundet anvendelse skal nævnes en afgørelse i Østre Landsret i en kendelse af 19. juni 1951: En mand var i tysk fangelejr, og forsøgte i 1944 at flygte. Under flugten stjal han mad og tøj. Manden blev fanget igen og overført til en koncentrationslejr. Straffen for flugt og tyveri var sædvanligvis døden. Ifølge flere andenhåndsvidner blev manden hængt i 1945. Retten fandt, at der var en til vished grænsende sandsynlighed for, at manden døde efter nytår 1944 og inden kapitulationen. I dette tilfælde var der således sandsynliggjort et bestemt sted i en navngivet koncentrationslejr, en bestemt dødsmåde (hængning) og et bestemt ca. tidspunkt (efter nytår 1944 og inden kapitulationen).

Det kan således konkluderes, at det forhold at en forsvunden person har opholdt sig i et meget uroligt område, været i krig, været indsat i fangelejr el. lign. ikke i sig selv giver anledning til at fravige hovedreglen om at der først kan afsiges dødsformodningsdom efter 10 år.

Borteblevnelovens principper i børnetilskudsloven

Når der er fastsat så strenge kriterier for at erklære en borteblevet for død, så hænger det bl.a. sammen med retsvirkningerne af en sådan dødsformodningsdom. Boet efter den forsvundne deles mellem arvingerne, og en evt. ægtefælle kan gifte sig igen.

Hvis den forsvundne efterfølgende dukker op igen, har han efter nærmere regler mulighed for at få sin ejendom tilbage, men arvingerne kan have forbrugt eller solgt det arvede, og hvis ægtefællen har indgået nyt ægteskab regnes det første som tvangsopløst. Det har således alvorlige konsekvenser at bliver erklæret formodet død, og derfor er der store beskyttelseshensyn at tage til den forsvundne.

Det samme gør sig ikke gældende efter børnetilskudsloven, hvor konsekvensen af at blive erklæret død alene er, at ens ægtefælle kan få en bestemt offentlig ydelse. Det kan derfor overvejes, om der i afgørelserefter børnetilskudslovens § 4, stk. 3, nr. 2 bør anvendes en lempeligere vurdering end efter borteblevneloven.Den konkretesag som Ankestyrelsen har behandlet gav dog ikke anledning til at foretage en sådan mere lempelig vurdering, da manden sidst man hørte om ham, ikke var i nogen konkret livsfare og der ikke iøvrigt forelå oplysninger, der tydede på, at han ikke længere levede.

Kompetence

Efter borteblevneloven kan der kun afsiges dødsformodningsdom over danske statsborgere. Dog kan der afsiges dødsformodningsdom over udlændinge med ejendele i Danmark, men kun forsåvidt angår disse ejendele.

Typisk vil der således ikke kunne afsiges dødsformodningsdom over f.eks. flygtninges ægtefæller, der er blevet i hjemlandet. Kommunerne har derfor kompetencen til administrativt at beslutte om den forsvundne kan anses for at være død i relation til børnetilskudslovens regler.

Redaktionel note
  • (* 1) Offentliggjort i Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 2 maj 1997.
  • Der er indsat en fiktiv dato af systemtekniske hensyn.
  • Kun år og måned for underskrivelsen er kendt.