Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Redaktionel note
Resume

I sidste nr. af Nyt fra Ankestyrelsen var der en oversigt over nogle af forvaltningslovens væsentligste garantier for god sagsbehandling.

Den fulde tekst

Forvaltningslovens partsbeføjelser - af ankechef Kirsten Geisler (* 1)

Her skal nærmere omtales de særlige partsbeføjelser i loven, dvs. regler som giver parten/parterne i en sag nogle rettigheder, som andre ikke har. Partsbeføjelserne i følge forvaltningsloven er:

1. Ret til at lade sig repræsentere eller bistå af andre.

2. Ret til aktindsigt i videre omfang end efter offentlighedsloven.

3. Ret til at begære sagens afgørelse udsat for at kunne afgive en udtalelse eller lade nye oplysninger indgå i sagen.

4. Ret til at blive hørt, hvis myndigheden indhenter oplysninger om sagens faktiske forhold af væsentlig betydning for sagens afgørelse, som parten ikke kan antages at være bekendt med, og som er til skade for parten (partshøringspligt for myndigheden).

5. Ret til at modtage afgørelsen.

6. Ret til at påklage sagen.

Partsrepræsentation

Særligt om retten til at lade sig repræsentere af andre er der grund til nogle uddybende bemærkninger, da der ud fra henvendelser, som Ankestyrelsen får, ser ud til at herske en del usikkerhed om, hvad der ligger i begrebet partsrepræsentant.

Bestemmelsen om partsrepræsentation findes i forvaltningslovens § 8, stk. 1, hvor der står:

»Den der er part i en sag kan på ethvert tidspunkt af sagens behandling lade sig repræsentere eller bistå af andre. Myndigheden kan dog kræve, at parten medvirker personligt, når det er af betydning for sagens afgørelse.«

I Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven står der uddybende, at myndigheden bør kræve dokumentation for fuldmagtsforholdet, hvis der ikke er tale om advokater eller andre, der udøver erhverv, som inden for pågældende område typisk optræder som partsrepræsentanter, f.eks. fagforbund i arbejdsskadesager.

Fuldmagten kan være generel og giver i så fald partsrepræ- sentanten/fuldmagtshaveren ret til at udøve alle de ovennævnte partsbeføjelser på partens vegne. Eller fuldmagten kan være begrænset til enkelte af beføjelserne, f.eks. retten til aktindsigt eller til at få afgørelsen og eventuelt anke den. Hvis fuldmagten er begrænset, udøver parten selv alle andre partsbeføjelser.

Det er op til parten og partsrepræsentanten selv at aftale, hvilke beføjelser repræsentanten skal have, men det vigtige er, at det til enhver tid er klart, om det er parten selv eller partsrepræsentanten, der har ansvaret for at gøre brug af en given beføjelse. Det siger sig selv, at det enkleste er at overlade alle beføjelser til fuldmagtshaveren, idet der da er færrest muligheder for krydsende informationsstrømme og usikkerhed om, hvem der har ansvaret for at »køre sagen«.

En anden enkel model er, at parten selv beholder alle partsbeføjelser, og alene benytter f.eks. et forbund som »bisidder« eller hjælper. Al brevveksling m.m. skal så ske med parten selv, og det er parten selv, der har ansvaret for at gøre partsbeføjelserne gældende.

Et eventuelt ansvar for en partsrepræsentant/fuldmagtshaver for f.eks. at have oversiddet en klagefrist er uafhængigt af, om man bruger betegnelsen »partsrepræsentant« eller »fuld-magtshaver«. Det afgørende er, om det i følge den konkrete fuldmagt er partsrepræsentanten/fuldmagtshaveren, der har den pågældende beføjelse - i eksemplet klagebeføjelsen.

Redaktionel note
  • (* 1) Offentliggjort i Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 1, marts 1997.