Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Etablering af tandklinik i stueetage i tidligere kontorlokaler. Krav om etablering af niveaufri adgang ved fast rampe. Ombygning + anvendelsesændring

De har klaget over, at bygningsmyndigheden i Helsingør kommune den 14. februar 1997 har meddelt Dem påbud om lovliggørelse af etableret tandklinik i ovennævnte ejendom. Ved afgørelsen er det påbudt Dem at etablere fast rampe ved klinikken inden 3 måneder fra den 15. februar 1997 for at opnå en hancicapegnet adgang for kørestolsbundne personer.

I 1994 indgik De aftale om leje af stueplan i ovennævnte ejendom. Lokalerne havde tidligere være anvendt til kontor for et forsikringsselskab. Bygningsmyndigheden i Helsingør kommune gav den 5. september 1994 byggetilladelse til ombygning af lokalerne med henblik på etablering af tandlægeklinik. I forbindelse med ansøgningen om byggetilladelse var der udfærdiget projekt, der indeholdt adgangsrampe egnet for kørestolsbrugere. Det blev betinget i byggetilladelsen, at terrænarbejder/adgangsforhold skulle være udført, inden ibrugtagningstilladelse kunne meddeles.

Imidlertid blev der ikke samtidig med ombygningen udført adgangsrampe til kørestolsbrugere som projekteret, og ved en besigtigelse den 13. maj 1996 konstaterede bygningsmyndigheden, at tandlægeklinikken var taget i brug uden handicapegnet adgang.

Efter behandling af sagen i bygningsmyndigheden, hvorunder både De og bygningsmyndigheden fremkom med løsningsforslag, og hvor Det Rådgivende Handicapudvalg for Helsingør kommune var inddraget, udstedte bygningsmyndigheden den 14. februar 1997 påbud om lovliggørlse af tandlægeklinikken i form af etablering af fast rampe, fx som foreslået af bygningsmyndigheden, inden 3 måneder fra den 15. februar 1997.

I forbindelse med klagen hertil har statsamtet i medfør af byggelovens § 24, stk. 3, bestemt, at klagen tillægges opsættende virkning, således at virkningen af påbuddet af 14. februar 1997 udsættes, så længe statsamtet behandler sagen.

Deres advokat har i første række gjort gældende, at bygningsmyndigheden ikke har haft hjemmel til at stille krav om etablering af handicapadgang. Han har henvist til byggelovens § 2, stk. 1, litra b, om ombygning af og andre forandringer i bebyggelse og har anført, at det alene er de regler i bygningsreglementet, der konkret vedrører ombygningen, som bygningsmyndigheden kan anvende over for Dem. BR 95 afsnit 2.1.4, som bygningsmyndigheden har henvist til som hjemmel for påbuddet, findes i kapitel 2.1, der vedrører det ubebyggede areal. Ombygningen har alene vedrørt de indvendige forhold i bygningen og har slet ikke berørt adgangsforholdene til ejendommen. Deres advokat finder, at bygningsmyndigheden som følge heraf ikke er berettiget til i byggesagen at kræve etablering af handicapadgang.

For det tilfælde at det findes, at bygningsmyndigheden har den fornødne hjemmel til påbuddet, gør Deres advokat gældende, at bygningsmyndigheden med sit påbud har overtrådt den almindelige forvaltningsretlige proportionalitetsgrundsætning, hvorefter der ikke må benyttes mere indgribende påbud, hvis et mindre indgribende påbud er tilstrækkeligt til at løse problemet. Deres advokat henviser herved til, at De under sagen har foreslået, at der anskaffes en mobil rampe til brug vd ejendommens hovedtrappe samtidig med at der opsættes handicapklokke ved trappen. Kørestolsbrugere vil på denne måde med assistance fra klinikkens personale kunne få adgang via hovedtrappen.

Deres advokat har endelig gjort gældende, at ordet »rampe« i BR 95 afsnit 2.1.4 ikke skal forstås som en kørestolsrampe, men alene som et skråt stigende aral, der kan benyttes af gangbesværede personer. Bestemmelsen kan derfor ikke danne grundlag for et krav om etablering af en fast rampe for kørestolsbrugere.

Bygningsmyndigheden i Helsingør kommune har i skrivelse af 10. marts 1997, som Deres advokat har modtaget kopi af, oplyst, at »fast rampe« alene skal forstås som ikke en mobil rampe, som foreslået af Dem. De kan benytte Dem af forskellige løsninger, herunder fx en trappelift eller løfteplatform, løsninger, som De er gjort bekendt med fra bygningsmyndighedens side.

Bygningsmyndigheden har videre anført, at man finder, at De ikke har foreslået nogen betryggende handicapadgang.

Følgende retsregler har betydning for sagen:

Byggelovens § 2, stk. 1:

Loven finder anvendelse ved:

a. opførelse af ny bebyggelse og tilbygning til bebyggelse,

b. ombygning af og andre forandringer i bebyggelse, som er væsentlige i forhold til bestemmelser i loven eller de i medfør af loven udfærdigede bestemmelser,

c. ændringer i benyttelse af bebyggelse, som er væsentlige i forhold til bestemmelser i loven eller de i medfør af loven udfærdigede bestemmelser,

d. nedrivning af bebyggelse.

Bygningsreglement 1995 (BR 95) afsnit 2.1.4, stk. 2:

Adgangs- og tilkørselsarealer skal være udformet, så bebyggelsen kan benyttes af personer, hvis bevægelses- og orienteringsevne er nedsat. Adgangsareal fra vej til en ejendoms ubebyggede arealer og til indgange i bygninger skal være mindst 1,3 m bredt. Niveauforskelle i adgangsarealet skal udlignes i terræn eller ved rampe, og ramper skal suppleres med trin med en stigning på højst 150 mm og en grund på mindst 300 mm. Håndlister skal opsættes i en højde på mindst 0,8 m i begge sider af trapper og ramper. Foran indgangen skal være en repos i niveau med gulvet indenfor. Uanset hældning på rampe skal der for hver 10 m indrettes passage og hvilereposer med en bredde af mindst 1,65 m.

Statsamtet skal udtale følgende:

Statsamtet finder, at ombygningen af stueplan i ejendommen er væsentlig i forhold til bestemmelserne om handicapadgang i BR 95, jf. byggelovens § 2, stk. 1, litra b. Statsamtet har herved lagt vægt på, at ombygningen fandt sted med henblik på etablering af tandlægeklinik, hvor i princippet alle borgere, herunder handicappede, skal have mulighed for at komme, og at der således skete en væsentlig ændring af benyttelsen af lokalerne i forhold til den tidligere benyttelse som kontor for et forsikringsselskab.

Statsamtet er ikke enig i, at det forhold, at det pågældende afsnit i BR 95 findes i afsnit 2.1 »Det ubebyggede areal« medfører, at bestemmelserne i afsnit 2.1.4. ikke finder anvendelse. Statsamtet lægger herved vægt på, at afsnit 2.1 angår de ubebyggede areal, der knytter sig til et byggeri, der er omfattet af byggeloven.

Det er således Statsamtets opfattelse, at reglerne i BR 95 afsnit 2.1.4, stk. 2, finder anvendelse ved den skete ombygning.

Statsamtet har ikke fundet, at bygningsmyndighedens krav om etablering af handicapadgang i form af fast rampe er i strid med et forvaltningsretligt proportionalitetsprincip. Statsamtet har herved lagt vægt på, at kravet er i direkte overensstemmelse med reglerne i BR 95, afsnit 2.1.4, stk. 2, og at en løsning med handicapklokke og en mobil rampe, som De har foreslået, ville kræve en dispensation fra denne bestemmelse.

Det tilføjes, at en fast rampe efter statsamtets opfattelse også kan etableres ved at anlægge et skråt, jævnt stigende areal i selve terrænet. Der henvises herved til bygningsmyndighedens udtalelse om, at udtrykket »fast rampe« i påbuddet er anvendt for at vise, at påbuddet ikke kan efterkommes ved etablering af en mobil rampe.

Statsamtet finder således ikke noget retligt grundlag for at ophæve påbuddet.

Virkningen af påbuddet indtræder herefter påny i morgen, således at 3 måneders fristen regnes fra den 5. juni 1997, jf. statsamtets afgørelse om opsættende virkning af 25. februar 1997.

Statsamtets afgørelse er truffet i medfør af byggelovens § 23, stk. 1, og kan ikke påklages til højere administrativ myndighed. Såfremt De ønsker sagen indbragt for domstolene, skal en sådan retssag efter byggelovens § 25 anlægges inden 6 månder efter modtagelsen af denne skrivelse.

Genpart af nærværende skrivelse er sendt til bygningsmyndigheden i Helsingør kommune og til Bygge- og Boligstyrelsen, 4. kontor, til orientering.

Med venlig hilsen

Officielle noter

Ingen