Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Redaktionel note
Resume

Svært handicappede børn kan tilkendes støtte til bil, når visse betingelser er tilstede.

Den fulde tekst

Børn og biler - Af fuldmægtig Martin Lindeblad Nielsen (* 1)

De almindelige betingelser for bilstøtte findes i den såkaldte bilbekendtgørelse: Socialministeriets bekendtgørelse nr. 886 af 11. december 1986 om støtte til køb af bil efter bistandslovens § 58.

Ifølge disse regler skal barnet have en varig nedsættelse af funktionsevnen, der i væsentlig grad forringer evnen til at færdes. Desuden skal barnet have et kørselsbehov, hvis opfyldelse i væsentlig grad afhjælper følgerne af lidelsen og letter den daglige tilværelse.

Praksis der har dannet sig på området betyder, at svært handicappede børn tilkendes støtte til bil, såfremt barnet er væsentligt vanskeligere at transportere end andre børn på samme alder. I denne bedømmelse indgår bl.a. barnets funktionsevne, herunder særligt barnets evne til at gå, og muligheden for at transportere barnet i offentlige transportmidler.

Udmålingen af støtten sker enten som et almindeligt lån eller et udvidet lån. Det udvidede lån ydes, når der foreligger ganske særlige forhold i forbindelse med barnets invaliditet, og det er nødvendigt med en større eller dyrere bil fx for at medbringe nødvendige hjælpemidler i bilen. I nogle tilfælde kan det være tilstrækkeligt at yde tilskud til nødvendig indretning af bilen i stedet for udvidet lån, jf. ovennævnte bekendtgørelse § 9, stk. 1.

Den Sociale Ankestyrelse har fornylig haft lejlighed til at træffe afgørelse i 3 sager, hvor der på børnenes vegne var ansøgt om udvidet lån til bil.

I 2 af sagerne var børnene fyldt 3 år på tidspunktet for Ankestyrelsens behandling af sagerne og de havde en spastisk lammelse som følge af en hjerneskade. Som følge heraf var det ene barn generelt forsinket i sin udvikling svarende til 10-11 måneder og kunne ikke sidde alene uden støtte og havde ingen selvstændig mobilitet. Der var stærkt vekslende spasticitet, der kunne blive voldsom - specielt i venstre arm. Det andet barns hjerneskade bevirkede en cerebral parese med højresidig overvægt samt nogle ufrivillige bevægelser. Der var ikke udsigt til at barnet ville få nogen egentlig gangfunktion - i hvert fald ikke udendørs. I begge sager anførte forældrene bl.a., at deres børn i meget nær fremtid ville få el-kørestol, som ikke kunne transporteres i en almindelig bil. Børnene havde hjælpemidler i form af henholdsvis: kørestol, klapvogn, ståstativ, høj stol, lille stol samt Solbakkevogn og henholdsvis: kørestol, ståstativ, Tripp-Trapp med siddeskal og en gangvogn.

Ankestyrelsen nåede i begge sager frem til, at der ikke var grundlag for at tilkende et udvidet lån, idet Ankestyrelsen lagde vægt på, at de nødvendige hjælpemidler til barnet ville kunne rummes i en bil, hvortil der ydes støtte inden for den sædvanlige låneramme efter § 4 i bil-bekendtgørelsen. Desuden lagde Ankestyrelsen vægt på børnenes alder og helbredsmæssige tilstand, herunder særlig deres begrænsede mobilitet og ufrivillige bevægelser. På denne baggrund fandt Ankestyrelsen det usikkert om - og i givet fald hvornår - børnene måtte blive i stand til at betjene en el-kørestol.

Den 3. sag drejede sig om et barn på ca. 2« år, der led af en type cerebral parese (dyskinetisk), der medførte abnorme bevægelser. Det betød bl.a., at der var vekslende spændinger af musklerne, hvilket vanskeliggjorde barnets motoriske udvikling. Barnet var lille og spinkelt og kunne hverken gå eller sidde selv. Der var en række hjælpemidler i form af Pandastol, ståstativ, autostol samt almindelig polstret klapvogn. Kørselsbehovet var i forbindelse med transport til børnehave, aflastningsfamilie, familiebesøg og behandlinger.

Ankestyrelsen nåede i denne sag frem til, at barnet ikke var berettiget til støtte til køb af bil, idet Ankestyrelsen lagde vægt på, at barnet efter Ankestyrelsens vurdering ikke var væsentligt vanskeligere at transportere end andre børn på samme alder. Ankestyrelsen lagde desuden vægt på, at barnet kun vejede ca. 7 kg, og at det sædvanligvis ikke var nødvendigt at medbringe alle hjælpemidlerne. Endelig lagde Ankestyrelsen vægt på, at kørselsbehovet var begrænset, idet der eksisterede en kørselsordning i forbindelse med transport til den institution, hvor barnet gik hver dag fra morgen til eftermiddag.

Disse sager er ikke udtryk for en ændring af Ankestyrelsens hidtidige praksis.

Ankestyrelsen har tidligere om emnet offentliggjort SM 0-51-88: Forældre til en 4 år gammel dreng med spastiske lammelser søgte om udvidet støtte til køb af en kassebil. Som begrundelse for ansøgningen anførte forældrene, at barnet i det daglige brugte en række hjælpemidler, blandt andet høj stol, ståstativ, gangstativ, legestol med bord, og at hjælpemidlerne skulle kunne medbringes i bilen. Det var oplyst, at barnet gik i specialbørnehave, og at der var behov for kørsel til og fra lægebesøg, til aflastningsfamilie og besøg hos venner og familie. Ankestyrelsen fandt, at de for barnet nødvendige hjælpemidler ville kunne rummes i den bil, hvortil der var ydet støtte inden for den sædvanlige låneramme, og tiltrådte revaliderings- og pensionsnævnets afslag på udvidet støtte.

I SM 0-65-89 er redegjort for en afgørelse hvor der blev tilkendt udvidet lån til et 3-årigt barn, der ifølge de lægelige oplysninger i sagen, kun ville være i stand til at sidde relativt kortvarigt, formentlig kun 1 times tid ad gangen, og derfor skulle have mulighed for at kunne ligge ned nu og i de kommende år. Barnet var multihandicappet på grund af følger efter hjernebetændelse og derfor svært psykomotorisk retarderet og led af generel hy-potoni, det vil sige nedsat muskelspænding med deraf følgende nedsat kraft og øget ledbevægelighed. Handicappet medførte behov for forskellige hjælpemidler, herunder en formstøbt skalstol og specialklapvogn. Bilen skulle bruges til befordring af barnet til lægebesøg, aflastning, besøg hos venner/familie samt til ferieformål. Ankestyrelsen lagde i sin afgørelse vægt på det oplyste om omfanget og antallet af hjælpemidler til barnet og om dets behov for at kunne ligge ned under længere køreture. Herefter fandt Ankestyrelsen barnet berettiget til en kassebil. Ankestyrelsen hjemviste sagen til revaliderings- og pensionsnævnet til afgørelse af, hvilken kassebil, der ville være billigst og bedst egnet jf. bilbekendtgørelsens § 6, stk. 2, samt til fastsættelse af de nærmere vilkår for lånet.

Officielle noter

(* 1) Offentliggjort i Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 4, oktober 1997.

Redaktionel note
  • Der er indsat en fiktiv dato af systemtekniske hensyn.
  • Kun år og måned for underskrivelsen er kendt.