Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Resume

Patentankenævnet omstødte direktoratets afgørelse, der gik ud på at afvise de to nedlagte indsigelser og meddele patent. Ankenævnet fandt bl.a., at der var tale om en kombinationsanvendelse af kendt teknik, der ikke har opfindelseshøjde.

Den fulde tekst

Ansøgning om patent på en tætningsbælg, især til en køleskabsdør.


År 1996, 29. marts afsagde Patentankenævnet

(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Grønbæk,

Terndrup Pedersen, Ansgar Sørensen)

følgende

  

                                     KENDELSE  

 i sagen j.nr. P 8/92:               Klage fra  

                                     Rehau AG + Co,  

                                     Tyskland,  

                                     v/Linds Patentbureau  

                                           og  

                                     Primo-Plast A/S,  

                                     Tistrup,  

                                     Dansk Patent Kontor A/S  

                                           over  

                                     Patentdirektoratets afgørelse  

                                     af 3. februar 1992 af patent-  

                                     ansøgning nr. 0488 1985 for  

                                     ILPEA S.p.A.,  

                                     Italien,  

                                     v/Hofman-Bang & Boutard A/S.  

Den 23. oktober 1989 fremlagdes under nr. 156973B en den 4. februar 1985 indleveret ansøgning om patent på en tætningsbælg, især til en køleskabsdør.

De fremlagte krav lød således:

»1. Tætningsbælg til dannelse af hermetisk tætning mellem en dør og dennes skulder i et skab, især et køleskab, og omfattende et kammer (3), der tjener som sæde for en magnetisk indsats, et rørformet bælgparti (1), der er elastisk strækbart i en retning vinkelret på en bund (4), og mindst to sidevægge, der strækker sig fra bunden og er fastgjort til kammeret (3), kendetegnet ved , at mindst det rørformede bælgpartis (1) sidevæg (6), der er indrettet til i sin arbejdsstilling at vende mod skulderens udvendige kant, er udformet med mindst to partier (9, 10) med betydelig forskellig stivhed, og at partiet (9) med den største stivhed strækker sig fra bunden (4) og er forbundet med det til kammeret (3) fastgjorte parti (10) med mindst stivhed via et hængselpunkt (11), der tillader genvinding af bælgens sidestabilitet således, at deformationer under lukning af døren undgås.

2. Tætning ifølge krav 1, kendetegnet ved , at de to partier med forskellig stivhed opnås ved samextrudering af to materialer med forskellig stivhedsgrad«.

Klager I, Rehau AG + Co., Tyskland v/Linds Patentbureau nedlagde ved skrivelse af 23. januar 1990 indsigelse mod udstedelse af patent under henvisning til, at opfindelsen efter indsigernes mening synes at være kendt »fra bl.a. Anglo-Plast A/S« profilkatalog, der bl.a. viser afbildninger af H.S.4 af 1. februar 1964, H.S.4A, nr. 007A, nr. 013 og nr. 014, se vedlagte kopier. Dette profilkatalog daterer sig fra før den 8. februar 1984. Opfindelsen er endvidere kendt fra Rehau AG + Co.'s katalog: Dichtungsprofile fur Rahmen mit/ohne Magneteinlage, Profildruck 50320 5.77, d.v.s. fra maj 1977, se vedlagte kopi, og to tegningsblade med indsigerens artikelnummer 620 831 af 28. februar 1979, 619 161 af 11. marts 1971 og 632 482, hvoraf kopi vedlægges.

Det i patentkrav 1 nævnte hængselpunkt i tætningsbælgene (profilerne) optræder i alle vedlagte afbildninger sammen med de øvrige, i krav 1 nævnte foranstaltninger.

Vi beder venligst Direktoratet meddele os en frist til indgivelse af en detaljeret indsigelsesbegrundelse med yderligere materiale, herunder forklaring af relevant teknik, som også foregriber opfindelsen c , bl.a. EP-A 0036189, DE-A 1 759 369, DE 33 27 692 C1, DE-OS 1 425 493 og DE-OS 1 425 450.'

I skrivelse af 25. april 1990 har klager I nærmere begrundet indsigelsen og anført:

»I vor indsigelse af 23. januar 1990 manglede datering af følgende bilag, og vi har derfor nedenfor anført dateringen af samme med bilagsreferencerne:

Anglo-Plast A/S« profilkatalog er modtaget i Forbundsrepublikken Tyskland af indsigeren den 12. juni 1967, hvorfor dette katalog må have en trykke- og udsendelsesdato før den 12. juni 1967, og de medfølgende tegninger for Anglo-Plast A/S' profiler H.S.4A og H.S.4. er dateret den 1. februar 1964.

Rehau AG + Co's tegningsblad PY-5090 med artikel nr. 620 831 er dateret den 24. juli 1974 og tegningsblad PY-260B med artikel nr. 619 161 er dateret den 7. juni 1982. Artikel nr. 632 482 har vi fået oplyst daterer sig fra efter prioritetsdatoen for dansk fremlæggelsesskrift nr. 156.973B og bedes derfor ladet ude af betragtning ved indsigelsen.

Betragtes Anglo-Plast A/S' tegning af 1. februar 1964 for profil H.S.4. og læses det fremlagte krav 1, ses det først, at kravets indledning er i overensstemmelse med profilen, idet det her måske bør bemærkes, at også det rørformede bælgparti i profilen er elastisk strækbart i en retning vinkelret på en bund, fordi den skråtforløbende tyndere sidevægdel på bælgpartiets tykkere sidevæg tillader denne elastiske strækbarhed.

Samme iagttagelse kan ske ved sammenligning af Rehau's art. 602.312, som daterer sig fra maj 1977, art. 619 161 af 7. juni 1982 og art. 620 831 af 24. juli 1974.

Da det i fremlæggelsesskriftet på side 4, linie 27-30 er anført, at »pakningen ikke behøver at være af magnetisk type, idet tætningen i dette tilfælde opnås ved sammentrykningsvirkning alene«, og da det jfr. kataloget fra Anglo-Plast A/S endvidere ses at være nærliggende for en fagmand at erstatte en luftfyldt tætningskanal med en magnetfyldt tætningskanal, se art. nr. 007 sammenlignet med tætningslisten nederst i arkets højre hjørne, henholdsvis art. nr. 013 sammenlignet med tætningslisten nederst i venstre hjørne, kan kravets indledning også siges at beskrive de her sidst nævnte tætningslister.

Den høje sidestivhed for tætningslister til køleskabe er et krav, som man har kendt længe før denne fremlæggelsesskriftets prioritetsdato, og sidestivheden er lige så påkrævet for lister med luftfyldte som for magnetfyldte kanaler. Ved luftfyldte kanaler er det tætningslistens tværforskydningsfriktion, der skal kunne overvindes af tætningslistens vægge, og det samme er tilfældet ved lister med magnetfyldte kanaler, der blot repræsenterer en anden måde at danne friktionen på. I begge tilfælde er der det påpegede behov for sidestivhed.

Læses i lyset heraf på baggrund af de på nævnte tegninger og artikelnumre viste tætningsliste-udformninger det fremlagte krav 1's kendetegnende del, synes alle tætningslisteudformninger at være omfattet af hovedkravets fulde ordlyd.

I alle de ovennævnte ældre tætningsliste-udformninger

1) findes i det rørformede bælgparti en sidevæg, der er indrettet til i sin arbejdsstilling at vende mod skulderens udvendige kant, uanset om det er skabets skulder eller dørens skulder,

2) er nævnte sider udformet med mindst to partier med betydelig forskellig stivhed

3) er vægpartiet af den største stivhed forløbende fra bunden og op til et hængselpunkt med vægpartiet af den mindste stivhed,

4) er vægpartiet af mindst stivhed forbundet med kammeret (der kan være magnetfyldt eller luftfyldt),

6) tillader tætningslistekonstruktionen og dens hængselpunkt genvinding af bælgens sidestabilitet således, at deformationer under lukning af døren undgås.

Sidstnævnte opnås netop, fordi vægpartiet af den største stivhed netop findes på de ældre tætningslisters udvendige sidevæg i deres på en køleskabsdør monterede stilling.

Det ifølge fremlæggelsesskriftet tilstræbte formål, at opnå stor sidestabilitet under dørens lukning, er således også opfyldt af de ældre tætningslister.

Krav 1 og 2 synes derfor fuldstændigt foregrebet af de ældre kendte tætningslisteudformninger.

Hvad angår krav 3 er dettes indhold også kendt teknik på tætningslisteområdet, til brug hvor der ønskes vægdele af forskellig stivhed uden at anvende vægtykkelsesforskelle.

Her henvises til EPO skrift publikation nr. 00 36 198, hvoraf kopi vedlægges. Det ses i dette skrifts krav 3 og i beskrivelsens spalte 5, linie 52-60 at være kendt ved samextrudering af to materialer med forskellig stivhedsgrad at opnå to vægpartier med forskellig stivhed.

Det samme fremgår af ligeledes vedlagte DE-OS 1 759 369, krav 3 og beskrivelsens side 2: »Det er hensigtsmæssigt, at den tætnende listedel hovedsagelig består af et stift materiale og via et delstykke (5) af blødt materiale er hængselforbundet med den fastgørbare del.«

Den i fremlæggelsesskriftets fig. 2 viste konstruktion har iøvrigt et kendt forbillede i Anglo-Plast A/S' ældre artikel nr. 007A (som var vedlagt vort indlæg af 23. januar 1990), der også er omfattet af fremlæggelsesskriftets krav 1 og 2, bortset fra den for en fagmand nærliggende magnetkanal, der som nævnt af fagfolk på området længe har været ombyttelig med en luftfyldt kanal.

Vi skal derfor henstille til Direktoratet, at dansk patentansøgning nr. 488/85 afslås i sin helhed.'

Ansøger besvarede i skrivelse af 7. november 1990 indsigelsen og udtalte:

»Det skal indledningsvis nævnes, at Rehau også har haft nedlagt indsigelse mod det tilsvarende EP patentskrift 155 016 under påberåbelse af samme dokumenter som i nærværende indsigelse. Imidlertid afviste EPO's indsigelsesafdeling indsigelsen totalt efter et møde den 12. september 1990 og opretholdt EP patentskriftet 155 016 i uændret form.

Rehau hævder i sin indsigelsesbegrundelse, at krav 1 og 2 i DK fremlæggelsesskrift 156 973 er fuldstændigt foregrebet af de tætningslister, som kendes fra Anglo-Plast A/S's profilkatalog og fra Rehaus eget profilkatalog, og at krav 3 er kendt fra EP patentskriftet 0 036 189 og fra DE-OS 1 759 369.

Det skal understreges, at det fundamentale træk ifølge opfindelsen er, at der i et magnetisk tætningselement findes et hængselpunkt 11 med et stivere nedre parti 9 og et betydeligt mindre stift øvre parti 10 på ydre sidevæg 6 af en bælg, der forbinder bunden 4 i den magnetiske tætning med det magnetiske kammer 3.

Det skal endvidere understreges, at indsigeren i denne indsigelse forsøger at rette en alvorlig fejl med hensyn til artikel 632482 i sit katalog, som »daterer sig fra efter prioritetsdatoen for dansk fremlæggelsesskrift nr. 156 973B og bedes derfor ladet ude af betragtning ved indsigelsen« (se indsigelsesbegrundelsen af 25. april 1990, side 1, 4. afsnit). Det er absolut korrekt og forståeligt, at denne artikel først optrådte i indsigerens katalog efter prioritetsdatoen for ansøgerens opfindelse: men vi er ikke enige i, at artiklen skal lades ude af betragtning. Denne fejl kan nemlig bidrage til at kaste lys over sagens rette sammenhæng.

Som det er klart for enhver, er artiklen 632482 en nøjagtig kopi af tætningen som vist i fig. 2 i ansøgerens fremlæggelsesskrift 156 973. Efter at have fået kendskab til ansøgerens opfindelse har indsigeren fundet det passende at optage den pakning i sit katalog, idet han anfører, at denne pakning løser problemet med sidestabilitet, uanset den klare krænkelse af ansøgerens tætning.

Det skal nævnes i denne forbindelse, at ansøgeren har anlagt krænkelsessag mod Rehau ved retten i Dusseldorf i Tyskland.

Hvad der er relevant her er, at Rehau - ved optagelse af ansøgerens tætning i sit katalog efter at have fået kendskab til opfindelsen - giver et klart bevis på, at pakningerne ifølge de ovennævnte kataloger - som er anført som den mest relevante kendte teknik - er absolut ude af stand til at frembringe den ønskede sidestabilitet.

Eftersom disse gamle pakninger nu er udeladt i Rehaus kataloger, må det være klart, at disse gamle pakninger var konstruktionsmæssigt

forskellige fra tætningen ifølge opfindelsen og den slaviske imitation 632482 fra Rehau.

Den første fundamentale årsag til dette er, at tætningen ifølge opfindelsen har en bælgkonstruktion (skrå sidevægge 6).

I det følgende vil vi gennemgå de magnetiske pakninger, som Rehau henviser til i sin indsigelse: De i Anglo-Plast-kataloget viste pakninger H.S.4, 013 og L4, og de i Rehau-kataloget viste pakninger 620831 og 619161 har ikke en bælgkonstruktion mellem bunden og magneten, eftersom partiet, der svarer til sidevæggen 6 ved tætningen ifølge opfindelsen, ikke er en skrå sidevæg i en bælg, men en lodret væg. Dette gør de nævnte profiler helt irrelevant, eftersom de ikke kan tilvejebringe det vigtige træk ved tætningen ifølge opfindelsen, som er størst mulig strækbarhed i lodret retning.

De øvrige profiler i Anglo-Plast-kataloget, som indsigeren henviser til, dvs. H.S.4A og 007, er ikke magnetiske profiler. Opfindelsen vedrører ikke sådanne profiler, eftersom problemet med sidestabilitet ved disse er helt forskelligt fra en magnetisk profil.

Ved en umagnetisk pakning opnås tætningen under kompression, idet en endelig deformation af snittet er nødvendig.

Ved en magnetisk profil skal pakningens endelige form i tætningstilstanden i det væsentlige svare til den oprindelige form, dvs. nominalsnittet, og deformation skal undgås. Ved de kendte magnetiske profiler medfører problemet med sidestabilitet deformation af nominalsnittet, hvilket tætningen ifølge opfindelsen netop har til formål at undgå.

Ved den magnetiske tætning ifølge ansøgerens fremlæggelsesskrift 156 973 finder en strækningsbevægelse sted (se vedlagte bilag A, der svarer til bilag A til vor besvarelse af 6. januar 1989), og den magnetiske tætnings snit genindtager sin oprindelige form i lukkestillingen 3 den deformation.

Ved de umagnetiske tætninger sker der en kompression, og tætningens snit genindtager ikke sit oprindelige snit, men deformeres til sidst i lukkestillingen.

Det problem med sidestabilitet, som ansøgerens danske fremlæggelsesskrift 156 973 beskæftiger sig med og løser, har man således ikke engang overvejet ved de umagnetiske profiler.

Indsigernes bemærkning i begrundelsen af 25. april 1990 »... endvidere ses at være nærliggende for en fagmand at erstatte en luftfyldt tætningskanal med en magnetfyldt tætningskanal« (side 2, 3. afsnit) er derfor ganske enkelt ikke korrekt.

Yderligere konstruktionsmæssige forskelle består i, at i de umagnetiske tætninger findes der et lodret parti strækkende sig fra bunden, som ved H.S.4A, og i 007A findes der ikke to klart definerede parter i en sidevæg med forskellig tykkelse og adskilt af et skarpt hængselpunkt, men derimod tykke partier, som gradvis formindskes, så at deres tykkelse er forskellig i hvert punkt.

Det skal endvidere påpeges, at alle profilerne i de af indsigeren fremdragne kataloger er optaget i disse uden nogen angivelse af en egnet anvendelse. De er i virkeligheden udtaget fra en stor gruppe yderst forskellige profiler, som findes i disse kataloger, som skematiske tegninger uden indbyrdes distinktion og uden nogen angivelser overhovedet.

Dette er en typisk henvisning baseret på bagklogskab, som indsigeren har foretaget efter at have fået kendskab til opfindelsen ifølge dansk fremlæggelsesskrift 156 973.

Det ovennævnte spørgsmål med hensyn til profilen artikelnummer 632482, som indsigeren nu har trukket tilbage, er det bedste bevis for denne bagklogskabsargumentation.

Det burde således være klart, at opfindelsen som defineret i krav 1 og 2 i det danske fremlæggelsesskrift 156 973 på ingen måde er foregrebet af katalogerne fra Anglo-Plast og Rehau.

Det er ligeledes klart, at indsigerens to øvrige modhold, nemlig EP 36 189 og DE-OS 1 759 369, er helt irrelevante, eftersom de af indsigeren er fremdraget over for krav 3 i det nævnte fremlæggelsesskrift, som jo er afhængigt af krav 1, der som påvist ovenfor angiver en partenterbar opfindelse.

På baggrund af den ovenstående redegørelse henstiller vi derfor, at indsigelsen afvises.'

Ansøger fremsendte med skrivelse af 19. december 1990 kopi af en udskrift dateret 3. december 1990 af EPO-indsigelsesafdelingens afgørelse af 12. september 1990, hvor Rehaus indsigelse mod det tilsvarende EP patentskrift 155 016 blev afvist totalt.

Klager II, Primo-Plast A/S nedlagde v/Dansk Patent Kontor den 23. januar 1990 indsigelse mod udstedelse af patent. Som begrundelse for indsigelsen anførtes følgende:

»Som begrundelse for vor indsigelse skal vi anføre følgende:

En tætningsbælg af den i fremlæggelsesskriftets krav 1 definerede art er efter vor mening kendt fra tysk offentliggørelsesskrift nr. 2.319.890 og finsk ansøgning nr. 1172/78, der er offentliggjort henholdsvis den 8. november 1973 og den 21. oktober 1978, altså i begge tilfælde længe forud for den fremlagte ansøgnings prioritetsdag, den 8. februar 1984.

Endvidere skal vi henvise til USA-patentskrift nr. 3.117.352, der omhandler et tætningselement, som forgriber de i det fremlagte krav 1's kendetegnende del definerede foranstaltninger. USA-patentskrift nr. 3.117.352 er offentliggjort den 14. januar 1964.

Det fremlagte krav 1 tager ifølge kravets indledning udgangspunkt i:

»Tætningsbælg til dannelse af en hermetisk tætning mellem en dør og dennes skulder i et skab, især et køleskab, og omfattende et kammer (3), der tjener som sæde for en magnetisk indsats, et rørformet bælgparti (1), der er elastisk strækbart i en retning vinkelret på en bund (4) og mindst to sidevægge, der strækker sig fra bunden og er fastgjort til kammeret (3)».

Det tyske offentliggørelsesskrift nr. 2.319.890 vedrører samme opfindelsesområde, idet lommen (12) er indrettet til at modtage en magnet (14), og der er tale om en foddel (10) og mindst to sidevægge (16,17), som strækker sig fra nævnte bund og er fastgjort til lommen (12). (Se fig. 3).

Tilsvarende måde indeholder finsk ansøgning nr. 1172/78 de samme grundlæggende træk, idet der er tilvejebragt en tætningsliste med en lomme til modtagelse af en magnet (18), og der er tale om en foddel (14) samt to sidevægge, der forbinder foddelen (14) og den lomme, hvori magneten (18) fastholdes.

Ifølge fremlæggelsesskriftets krav 1 er opfindelsen kendetegnet ved:

»at mindst det rørformede bælgpartis (1) sidevæg (6), der er indrettet til i sin arbejdsstilling at vende mod skulderens udvendige kant, er udformet med mindst to partier (9,10) med betydelig forskellig stivhed, og at partiet (9) med den største stivhed strækker sig fra bunden (4) og er forbundet med det til kammeret (3) fastgjorte parti (10) med mindst stivhed via et hængselpunkt (11), der tillader genvinding af bælgens sidestabilitet således, at deformationer under lukning af døren undgås«.

Fra de ovennævnte tyske offentliggørelsesskrift nr. 2.319.890 er det imidlertid også kendt at anvende en sidevæg, som er udformet med mindst to partier med betydelig forskellig stivhed, jf. den med henvisningstallene 8,17 og den herunder liggende del betegnede sidevæg (se fig. 3). Den underliggende del (10) har en kraftigere opbygning (godstykkelse) end den øvre sidevægsdel (8,17). Ved sammenlukning af døren, vil den forholdsvis bløde sidevægsdel (17) fungere som et hængsel. Der vil ved lukning af døren således ske en veldefineret deformation af tætningselementet, idet sammentrykningen vil finde sted omkring det forholdsvis bløde sidevægsområde (17) ved tætningselementet ifølge det tyske offentliggørelsesskrift nr. 2.319.890. Der er for os at se derfor tale om samme tekniske løsning som ved den fremlagte danske ansøgning nr. 488/85.

Også fra den finske ansøgning nr. 1172/78 kendes samme konstruktive princip, idet sammentrykning og udvidelse af tætningselementet (4) vil finde sted i området for den forholdsvis bløde sidevægsdel, der i patentansøgningens eneste figur er antydet ved en omega-form. Den underliggende, forholdsvis stive del (14) vil være formstabil under lukningen og hindre, at tætningselementet ukontrolleret trykkes sammen. Også den finske ansøgning foregriber efter vor mening således nyheden af den i fremlæggelsesskriftets krav 1 definerede tætningsbælg.

For fuldstændigheds skyld skal vi endvidere henvise til USA-patentskrift nr. 3.117.352, der svarer til tætningselementerne ifølge de to af os fremdragne skrifter og til tætningsbælgen ifølge det danske fremlæggelsesskrift nr. 156.973. Ganske vist mangler der ved USA-patentskriftet nr. 3.117.352 en lomme til modtagelse af en permamagnet, men dels er dette almindelig kendt teknik på området, hvilket også fremgår af formuleringen af krav 1 i det danske fremlæggelsesskrift (nævnt i kravets indledning), dels er tilstedeværelsen af en permamagnet i en hertil indrettet lomme ikke afgørende for, om man kan opnå de fordele med hensyn til stabil sammeklemning af tætningselementet som angiveligt skulle være opfindelsens formål.

Ved USA-patentskriftet nr. 3.117.352 er der i endnu højere grad end ved de to ovennævnte modholdsskrifter tale om et veldefineret hængselpunkt (28,128,28a) og den forholdsvis tykke kropsdels stabilitet ved sammenlukningen er illustreret ved hjælp af skriftets fig. 2 og 3. For fagmanden må det være nærliggende at udforme en lomme i tætningslistens øvre del (26) til modtagelse af en magnetliste, hvis der er ønske om at anvende tætningslisten i en sådan sammenhæng, og USA-patentskrift nr. 3.117.352 gør således opfindelse ifølge det danske fremlæggelsesskrift særdeles nærliggende.

I betragtning af ovenstående skal vi henstille, at dansk ansøgning nr. 488/85 afslås i sin helhed.'

Ansøger besvarede i skrivelse af 5. oktober 1990 indsigelsen som følger:

»Indsigeren hævder i sin indsigelse af 23. januar 1990, at tætningsbælgen ifølge fremlæggelsesskrift er kendt fra tysk offentliggørelsesskrift 2.319.890, finsk patentansøgning 1172/78 og USA patentskrift 3.117.352 og anfører i sit supplement af 29. januar 1990, at den omhandlede tætningsbælg er nærliggende på baggrund af Primo-Plast A/S lukkeliste nr. P-1246/A/K, som er vist i et katalogblad, som hævdes at stamme fra 1969.

Som det fremgår af ordlyden af det fremlagte krav 1, er det et vigtigt konstruktionsmæssigt træk ved opfindelsen, at bælgpartiets (1) sidevæg (6) er udformet med to partier (9, 10) med betydelig forskellig tykkelse, eller mere generelt stivhed, som på den samme

sidevæg (6) af Bælgpartiet (1) er adskilt ved et hængselpunkt (11).

Hvad angår det fra DOS 2.319.890 kendte tætningselement angiver indsigeren selv, at dette tætningselement ikke er relevant kendt teknik, idet han på side 2, 4. afsnit af indsigelsen, anfører, at »...der er tale om en foddel (10) og mindst to sidevægge (16, 17), som strækker sig fra nævnte bund...« (dvs. foddelen (10)).

Når indsigeren derfor angiver på side 3, 1. afsnit af indsigelsen, at »...Den underliggende del (10) har en kraftigere opbygning (godstykkelse) end den øvre sidevægsdel (8, 17).«, siger indsigeren ganske enkelt, at foddelen, eller bunden (10), ved det fra DOS 2.319.890 kendte tætningselement er tykkere end sidevæggen (8, 17). Dette er faktisk et overordentligt almindeligt træk ved alle tætningselementer ifølge den kendte teknik.

Indsigeren erkender således implicit, at der ikke findes noget hængselpunkt på sidevæggen (8, 17) ved tætningselement ifølge DOS 2.319.890.

De samme argumenter kan overføres til den af indsigeren modholdte finske patentansøgning 1172/78. Også denne finske henvisning vedrører et typisk kendt tætningselement, hvis sidevæg har en ensartet tykkelse, og henvisningstallet 14 angiver ganske enkelt tætningselementets vandrette foddel eller bund.

Angående det af indsigeren fremdrage USA patentskrift 3.117.352 skal det nævnes, at dette skrift også blev modholdt ved en indsigelse mod det tilsvarende EP patent 155 016: EPO's Opposition Division afviste indsigelsen og opretholdt patentskriftet i uændret form.

For det første vedrører dette USA skrift ikke et magnetisk tætningselement, og for det andet tager indsigeren fejl, når han hævder, at dette skrift under alle omstændigheder er relevant ved opnåelsen af opfindelsens fordele.

Det tekniske problem med sidestabilitet af en magnetisk tætningsbælg, som arbejder under tiltrækning af en magnetisk kraft og derfor strækkes lodret mod skabet, er helt forskellig fra et tætningselement, såsom det der kendes fra det nævnte USA skrift, der arbejder under kompression.

Ved den magnetiske tætning ifølge det omhandlede danske fremlæggelsesskrift 156 973 finder en strækningsbevægelse sted (se vedlagt bilag A, der svarer til bilag A til vor besvarelse af 6. januar 1989), og den magnetiske tætnings snit genindtager sin oprindelige form i lukkestillingen 3.

Ved den ikke-magnetiske tætning ifølge det nævnte USA skrift finder en kompressionsvirkning sted (se fig. 3), og tætningens snit genindtaget ikke sin oprindelige form, men deformeres til sidst i lukkestillingen (se fig. 2).

Problemet med side stabilitet, som det omhandlede fremlæggelsesskrift beskæftiger sig med, er således ikke engang taget op til overvejelse i USA patentskriftet.

Indsigeren hævder endvidere, at hængselpunkterne (28, 128, 28a) ved tætningselementet fra USA patentskrift 3.117.352 gør hængselpunktet (11) ifølge fremlæggelsesskriftet nærliggende. Dette er ganske enkelt ikke sandt: hængselpunktet ifølge opfindelsen findes på den ydre sidevæg af bælgpartiet i den magnetiske tætning.

De kendte hængselpunkter (28, 128, 28a) findes på luftkammerets (33)

øvre væg, som under ingen omstændigheder er en bælg, som forbinder en bund med den magnetisk lomme.

Den fra USA patentskriftet 3.117.352 kendte teknik er således helt irrelevant.

Indsigeren hævder endelig i sit supplement af 29. januar 1990, at hans lukkeliste nr. P-1246/A/K vist i indsigerens katalog fra 1969 skulle gøre tætningsbælgen ifølge fremlæggelsesskriftet nærliggende. Indsigeren anfører som grund hertil, at »der ved denne kendte liste er tale om et veldefineret knækpunkt... mellem den forholdsvis tykke bunddel og en forholdsvis tynd vægdel«.

Indsigeren siger hermed implicit, at dette katalog er irrelevant, eftersom det ikke viser noget hængselpunkt på bælgpartiets sidevæg.

På grund af den ovenstående redegørelse henstiller vi derfor, at indsigelsen afvises.'

Klager II udtalte i skrivelse af 18. april 1991:

»I fortsættelse af vor indsigelse af 23. januar 1990 og med henvisning til ansøgerens indlæg af 19. december 1990 skal vi ikke undlade at henlede sagsbehandlerens opmærksomhed på, at EPO-indsigelsesafdelingens afgørelse er indbragt for EPO's appelkammer, jævnfør vedlagte kopi af ankebegrundelse af 1. februar 1991.

Da ansøgeren åbenbart mener, at EPO's vurdering af sagen er af betydning også i relation til den danske ansøgning, må vi som logisk konsekvens heraf forvente, at ansøgeren er indstillet på at afvente appelkammerets afgørelse, før behandlingen af nærværende indsigelsessag genoptages. Under alle omstændigheder forventer vi, at ikke bare indsigelsesafdelingens afgørelse, men også appelbegrundelsen vil blive taget i betragtning.«

Dette kommenterede ansøger i skrivelse af 22. oktober 1991 som følger:

»I sit indlæg af 18. april 1991 opfordrer indsigeren, Primo-Plast A/S, til, at behandlingen af den danske indsigelsessag først genoptages, når EPO's appelkammer har truffet sin afgørelse i indsigelsen fra Rehau mod det tilsvarende EP patentskrift nr. 155 016, og vedlægger i den forbindelse kopi af Rehau's ankebegrundelse af 1. februar 1991.

Dette vil indebære en unødig forsinkelse af den danske indsigelse i modstrid med ansøgerens ønske, eftersom hensigten med indleveringen af EPO-indsigelsesafdelingens afgørelse blot var at fremskynde den danske sagsbehandling.

Et yderligere bevis på svagheden og den manglende relevans af indsigelsen fra Primo-Plast A/S er det forhold, at Primo-Plast A/S hovedsageligt begrunder sin indsigelse på sin tegning P-1246/A/K, som overhovedet ikke er nævnt i Re-hau's anke til EPO's appelkammer.

Eftersom denne anke er yderst omfangsrig, er det klart, at Rehau ikke anser den nævnte tegning værdig til omtale, og at Primo-Plast tegningen således er helt irrelevant.

Primo-Plast forsøger helt klart at trække den danske sagsbehandling i langdrag, fordi firmaet er blevet advaret af ansøgeren om, at det krænker den omhandlede opfindelse og således frygter, at der vil blive indledt retssag mod det umiddelbart, når indsigelsen er blevet afvist.

Vi modsætter os på det kraftigste denne forhalingsteknik og anmoder om, at den danske indsigelse hurtigt afgøres, eftersom ansøgeren ellers vil lide uoprettelig skade.

Som yderligere bevis på den manglende relevans af Primo-Plast's indsigelse vedlægger vi kopi af Ilpea's svarskrift af 5. august 1991 på Rehaus's ankebegrundelse til EPO. Det fremgår, at profilerne fra Primo-Plast's katalog overhovedet ikke er taget i betragtning, eftersom hverken Rehau eller EPO's indsigelsesafdeling har anset dem relevant.

Vi gentager, at dette ikke betyder, at vi betragter anken for EPO som værende direkte relevant for den danske sag, som naturligvis skal afgøres i henhold til dansk praksis.

Vi finder, at indsigelsessagen foreligger fuldt oplyst og kan afgøres umiddelbart.

Vi anmoder derfor igen Direktoratet om at afvise den af Primo-Plast A/S nedlagte indsigelse.«

Patentdirektoratet besluttede ved skrivelser af 3. februar 1992 at udstede patent, idet man afviste indsigelse I med følgende begrundelse:

»De i »ANGLO-PLAST« og i »REHAU« katalogerne viste pakninger (»ANGLO-PLAST«: HS4, 013 og 014, »REHAU« 620 831, 619 161 og 602 312) har ikke en egentlig bælgkonstruktion mellem pakningens bund og magneten, hvorfor disse pakninger er irrelevante.

De fra »ANGLO-PLAST« kataloget yderligere fremdragne pakninger HS4A og 007A er ikke magnetiske profiler og har et fra magnetiske helt forskellig »kraftpåvirkningsmønster« under dørens åbne-/lukkebevægelser, hvorfor også disse pakninger er irrelevante. Det bemærkes, at vi i den forbindelse ikke tillægger det nogen betydning, at der, som fremhævet af Dem, i den specielle del af beskrivelsen i DK-156973 B anføres, at pakningen ikke behøver at være af den magnetiske type, idet tætningen i dette tilfælde opnås ved sammentrykningsvirkning alene.

DE-C 33 27 692, DE-OS 14 25 493 og DE-OS 14 25 450 har været inddraget i direktoratets behandling af sagen og de yderligere af Dem nævnte patentskrifter EP-A 36 189 og DE-A1 1 759 369 er alene rettet mod indholdet af det uselvstændige krav 3, hvorfor de, på grund af vores afvisning af det iøvrigt af Dem fremdragne, er uden betydning.

Det bemærkes slutteligt, at »REHAU«»s pakning 632482 ikke er taget i betragtning, fordi den, som De oplyser, daterer sig efter prioritetsdatoen for DK 156973 B.

Vi har derfor vedtaget at meddele patent på grundlag af fremlæggelsesskrift nr. 156973 uden ændringer.«

Indsigelse II afvistes med følgende begrundelse:

»Idet vi tilslutter os ansøgers argumentation (Ansøgers svar af 05 okt 1990, side 1, linie 12 fra neden indledende med: »Som det fremgår...« til side 3, linie 2 fra neden afsluttende med »...ikke vises noget hængselpunkt på bælgpartiets sidevæg«) for at De af Dem anførte skrifter 1) DE-OS 23 19 890, 2) FI-ans. 1172/88, 3) US-PS 3, 117,152 og 4) Deres katalogblad med lukkeliste P 1246/A/K, ikke er nyhedshindrende for eller medfører, at den ved kravene i DK-FS 156973 karakteriserede opfindelse ikke skulle adskille sig væsentligt fra det kendte, er det vores vurdering, at disse skrifter ikke kan medføre nogen indskrænkning af det ved DK-FS 156973 indrømmede beskyttelsesomfang.

Vi har derfor vedtaget at meddele patent på grundlag af fremlæggelsesskrift nr. 156973 uden ændringer.'

Klager I, Rehau AG + Co v/Linds Patentbureau, har indbragt direktoratets afgørelse for Patentankenævnet ved skrivelse af 1. april 1992.

Klager skriver bl.a.:

»Begrundelsen for klagen er, at Patentdirektoratet bl.a. ikke har vurderet opfindelseshøjden, når indholdet af USA-patent nr. 3.126.590 kombineres med, hvad der var kendt fra indsigerens før ansøgningens prioritetsdato den 8. februar 1984 kendte og offentligt tilgængelige kataloger om lignende produkter.

Desuden skal der henvises til en af den europæiske patentmyndighed den 24. januar 1992 udstedt betænkning i den med den danske ansøgning parallelle europæiske patentansøgning nr. 85200199.72311/0155016, og hvoraf det fremgår, at man ikke finder, at den for patentudstedelse nødvendige opfindelseshøjde er til stede.«

I klagebegrundelse af 15. juli 1992 har Klager I nærmere begrundet klagen og anført:

»Fra USA-patent nr. 3.126.095 kendes et tætningselement, som i kombination med de i indsigelsen fra Primo-Plast A/S nævnte tætningselementer gør det nærliggende for en fagmand at udforme en tætning med øget sidestabilitet, som jo er formålet med opfindelsen ifølge fremlæggelsesskrift nr. 156.973, og det med de i det fremlagte krav 1 angivne foranstaltninger.

Man behøver endog ikke at kombinere nævnte tætningselementer med nævnte USA-patent for at nå frem til opfindelsen, således som den er karakteriseret i krav 1. Hvis man læser krav 1 og på basis heraf gennemser Rehau-katalog nr. 50323 d, e, f, der allerede er i Ankenævnets besiddelse i akterne fra Primo-Plast A/S. I dette katalog, som er dateret KEH 50320 d, e, f 5.77, d.v.s. maj 1977, fremgår det af side 1, at kataloget omfatter dørtætningsprofiler med og uden magnetindsats i dørtætningsprofilerne.

I dette katalog side 3, art. 602312 og 622431 (se også 622441), side 9, art. 619161 og 620831, side 12, art. 633000 og side 20, art. 632421 ses tætningsbælge, som alle er omfattet af hovedkravet og af krav 2 i fremlæggelsesskriftet.

En forstørrelse af dette katalogs ovennævnte artikler på side 9 vedlægges som bilag B med indføjede referencenumre på de her viste tætningsbælge svarende til de i fremlæggelsesskrift nr. 156.973 anvendte numre. Betragtes disse profilers tværsnit sammen med teksten i fremlæggelsesskriftets hovedkrav, indses det, at disse gamle kendte tætningsbælge også er helt omfattet af såvel hovedkravet som af krav 2. Det samme er tilfældet med ovennævnte tætningsbælge på profilkatalogets sider 3, 12 og 20.

Det i fremlæggelsesskriftet omtalte hængselpunkt 11 er i skriftets fig. 1 og 2 vist i form af et materialereduktionssted, hvor godstykkelsen ret hurtigt gradvist formindskes.

Hængselfunktionen opnås på praktisk taget samme måde i ovennævnte katalogeksempler, hvor den gradvise godstykkelsesformindskelse også er ret hurtig, og hvor der endvidere optræder den meget interessante bælgkonstruktion i de skrå eller krumme sidevægge 10.

En bælgkonstruktion opnås naturligvis ikke alene ved skrå sidevægge, men kan også opnås ved f.eks. krumme sidevægge, blot disse sidevægge tillader konstruktionen at ændre sit indre rumfang, som det er tilfældet i det indre rumfang af en harmonika.

Hvad angår katalogets tætningsbælge, er disse absolut lige så sidestabile som den i fremlæggelsesskriftet definerede tætningsbælg, idet det er for en fagmand kendt mekanisk viden, at sidestabiliteten afhænger af tætningsprofilsiders stivhed, og det er helt klart for en fagmand, at tykkere profilvægge giver større sidestabilitet end tyndere profilvægge i tætningsbælge.

I det følgende skal der henvises til vedlagte bilag a, som ansøgeren til patentansøgning nr. 488/85 indleverede til Patentdirektoratet i sin besvarelse af 6. januar 1989. Dette bilag a viser, hvorledes en tætningsbælg ifølge denne patentansøgning (fremlæggelsesskrift nr. 156.973) fungerer.

Dette bilag a viser også, hvorledes den i Rehau-kataloget på vedlagte forstørrelse af side 9 viste tætningsbælg fungerer, da denne har praktisk taget samme tværsnitsform og tværsnitændringsforløb som tætningsbælgen i bilag a.

Patentdirektoratet påstår i sin afvisning af indsigelsen, at katalogets f.eks. på side 9 viste tætningsbælg af typen Rehau art. 619161 ikke har en egentlig bælgkonstruktion mellem pakningens bund 4 og magneten 3. Denne påstand må imidlertid bestrides, eftersom magnetens tre bevægelser er helt analoge til bevægelserne, som er vist i bilag a, og som forudsætter denne bælgkonstruktions eksistens, om ikke i form af en 100% bælgfunktion, så i det mindste 50%, d.v.s. i det mindste delvis bælgfunktion for de kendte tætningsbælge.

Fremlæggelsesskriftet er desuden på side 3, linie 20-21, forsynet med angivelse om, at det skrå parti 9 ikke udsættes for forskydninger af betydning, d.v.s. ikke har nogen bælgfunktion af betydning, hvilket må betyde, at det skrå sideparti skal være helt stift uden eftergivelighed for at sikre den førnævnte høje sidestabilitet, hvorfor det skrå parti 9 overhovedet ikke deltager i bælgfunktionen, hvilket reducerer bælgfunktionen for den patentansøgte tætningsbælg til 50%»s bælgfunktion eller mindre svarende til bælgfunktionen i ovennævnte eksempler fra nævnte Rehau-katalog.

Da ifølge patentloven patent kun kan meddeles på opfindelser, som er nye i forhold til, hvad der var kendt før patentansøgningens indleveringsdag, og som tillige adskiller sig væsentligt derfra, og da patentkravet i fremlæggelsesskriftet læst af en uhildet fagmand på området også omfatter de ovennævnte, i Rehau-kataloget nævnte tætningsbælge, synes fremlæggelsesskriftets opfindelse ikke at adskille sig fra den kendte teknik hvad angår patentkravets ordlyd, hvorfor patent ikke burde kunne udstedes på denne opfindelse.

En fagmand på området kan naturligvis læse patentkravene, men hvis han finder uklarheder, f.eks. i hovedkravet, og søger nærmere forklaring herpå i patentbeskrivelsen, vil han tilsyneladende blive mere forvirret, end hvis han havde nøjedes med at læse patentkravene.

Således er det i fremlæggelsesskriftet i beskrivelsens side 3, linie 9 anført, at »skabets skulder ligger an mod døren«.

På side 6, linie 3 er anført: »dørens skulder«, men denne er ikke omtalt før i beskrivelsen.

Endvidere er anført samme sted i krav 1, at »tætningsbælgen danner tætning mellem døren og dørens skulder«.

I beskrivelsens side 3, linie 9 er imidlertid anført, at »skabets skulder ligger an mod døren«.

Den uvildige fagmand må derfor kunne konstatere, at da tætningen sidder mellem døren og dennes skulder, kan dørens skulder altså ikke være skabets skulder, fordi skabets skulder ligger an mod døren, og derved ikke har nogen plads til tætningsbælg mellem skabets skulder og døren. Sådanne uklarheder gør det vanskeligt for en fagmand at indse omfanget af patentkravene og dermed at vurdere, om krænkelse sker eller ej. Alene af denne grund, nemlig kravets uklarhed, bør ansøgningen afvises eller tilrådes færdigbehandlet i Patentdirektoratet, således at det i mindste kravets ordlyd og beskrivelsen ikke er i indbyrdes modstrid.

I beskrivelsens indledning i samme fremlæggelsesskrift, side 1, linie 15-17, er endvidere anført: »Denne tætning er enten anbragt på kanterne af skabets skulder eller dannes af selve skabet, hvis dette er fremstillet af stålplade.« Umiddelbart forinden er der linie 10-15 forklaret, at samme tætning tilvejebringes af en magnetpol i samvirke med sin modpol.

Heraf må en fagmand således slutte, at i den kendte teknik er magnetpolen med sin modpol anbragt på kanten af skabets skulder, eller at magnetpolen og dennes modpol dannes af selve skabet. Sidstnævnte synes helt uforståeligt.

Da krav 1's indledning er baseret på denne kendte teknik, må både tætningsbælgens magnetindsats i tætningsprofilkanalen 3 og denne magnetindsats' modpol være anbragt på kanterne af skabets skulder eller være dannet af selve skabet. Det vil altså sige, at uanset om skabets dør er åben eller ej, vil både magnet og dennes modpol være anbragt på selve skabet og altså ikke på døren.

Da magnetindsatsen ifølge krav 1 sidder i et kammer 3 i bælgen, må følgelig hele bælgen være anbragt på skabet. Dette er imidlertid i modstrid med teksten side 3, linie 2-5 »fra hvilken et spidst udformet koblingselement 5 rager frem til fastholdelse af pakningen ved anlæg i et passende hult sæde, som findes langs dørens perimeter«, som jo klart beskriver, at pakningen er fastgjort til døren.

Enten må derfor

1) den i fig. 1 viste udførelsesform være uden for omfanget af krav 1, eller

2) bælgen være fastgjort til både døren og skabet, således at døren ikke kan åbnes, eller

3) den kendte teknik, som refereret til i beskrivelsens indledning, være forkert beskrevet.

På side 3, linie 18-20, er endvidere anført: »Partiet 10 kan udføre lodrette bevægelser ved drejning i forhold til punktet 11«. I fig. 1 ses et værsnit af en tætningsbælg, som formentlig tænkes at forløbe rundt langs kanten af en dør til et køleskab. Hvis imidlertid dette er tilfældet, må partiet 10 i bælgen da forløbe parallelt med døren, som er lodret. Det vil sige, at partiet 10 forløber lodret og kan udføre lodrette bevægelser.

Det ser imidlertid ikke ud til, at et lodret parti 10 kan udføre lodrette bevægelser ved drejning om punktet 11.

Afsnittet bliver formentlig mere korrekt og forståeligt, hvis partiet udfører vandrette bevægelser i forhold til punktet 10.

Der synes således at være mange grunde til at sende denne ansøgning tilbage til Patentdirektoratet til færdigbehandling, hvis da ikke Ankenævnet alene på basis af de nu foreliggende oplysninger om den kendte teknik og om hovedkravets ordlyd ser sig i stand til at beslutte sig for at afslå ansøgningen, netop fordi hovedkravet er så bredt, at det også omfatter den kendt teknik på området. Måske kan man samtidig allerede nu se, at hvis kravet skal begrænses over for den kendte teknik, vil der kun tilbage i kravets kendetegnende del være den foranstaltning, at pakningens væg 9 skal forløbe skråt, hvilket vel ikke kan give opfindelsen tilstrækkelig opfindelseshøjde, når det sammenholdes med angivelsen på beskrivelsens side 3, linie 20-21, hvor det er anført, at partiet 9 ikke udsættes for forskydninger af betydning.

I betragtning af ovenstående skal vi henstille, at ansøgningen afslås i sin helhed.'

Klager II, Primo-Plast A/S, Tistrup v/Patentbureauet Budde, Schou & Co. - Dansk Patent Kontor, har ved skrivelse af 3. april 1992 indbragt afgørelsen for Patentankenævnet.

I klagebegrundelse af 18. juni 1992 har Klager II nærmere begrundet klagen og anført:

»Fra USA-patentskrift nr. 3.117.352 kendes et tætningselement, som foregriber de i det fremlagte krav 1's kendetegnede del angivne foranstaltninger, bortset fra at dette patentskrift ikke omtaler en lomme til modtagelse af en permanentmagnet. Imidlertid angiver det fremlagte patentskrift side 4 linie 27-30 »pakningen behøver endvidere ikke at være af en magnetisk type, idet tætningen i dette tilfælde opnås ved sammentrykningsvirkning alene«. Således kan det ikke påstås, at det er væsentligt for opnåelse af det for opfindelsen givne formål, at der forefindes en sådan lomme til modtagelse af en permanentmagnet. Pakningen ifølge ovennævnte USA-patentskrift (fig. 4 og 5) har en sidevæg, der er indrettet til i sin arbejdsstilling at vende mod skulderens udvendige kant, og som er udformet med to partier (33,125a: 26,126) med betydelig forskellig stivhed, og partiet (33: 125a) med den største stivhed strækker sig fra bunden (20, 120) og er forbundet med partiet (26, 126) med mindst stivhed via et hængselpunkt (25, 125), der øger bælgens sidestabilitet således, at uønskede deformationer under lukning af døren undgås. (Se USA-patentskrift nr. 3.117.352 spalte 3 linie 57-63).

Fra USA-patentskrift nr. 3.126.590 kendes et tætningselement, der i kombination med Primo Plast tætningselement P-1246/B/K, Rehau Katalog 50320 artikel nr. 620831 (side 9), 619161 (side 9), 602312 (side 3, 633000 (side 12), 622421 (side 20), Anglo Plast katalog nr. 004, 004A, 013, 014 eller 017, gør det nærliggende for en fagmand at udforme en tætning med øget sidestabilitet, som angivet i det fremlagt krav 1, idet det er basal mekanisk viden, at sidestabiliteten af et legemes ophængning afhænger af den bærende bjælkes stivhed, idet en større stivhed af bjælken fører til en større sidestabilitet. I nærværende tilfælde fungerer sidevæggene i bælgene, som forbinder bunden med hængselpunkterne i de ovenfor opremsede tætningselementer som bærende bjælker for det bælgparti, der ligger fjernt fra bunden og kammeret.

For at foregribe en eventuel argumentation, der udtrykker, at de i hovedsagen vinkelret på bunddelen forløbende partier i de ovenfor opremsede tætningselementer, som svarer til partiet 9 i fremlæggelsesskriftet ikke udgør sidevægge i et bælgparti, skal vi blot henvise til at det af fremlæggelsesskriftet side 3 linie 20-21 fremgår tydeligt, at partiet 9 ikke udsættes for forskydninger af betydning. Det angives således ikke for væsentligt for den tilsigtede funktion, om dette parti 9 forløber mere eller mindre skråt i forhold til bunden 4.

I øvrigt vil magnetlommen 3, i den i fig. 1 viste udførelsesform, ved sin bevægelse mod karmen, bevæge sig i hovedsagen i retning af partiets 9 længderetning, og partiet 9 vil således på ingen måde være i stand til at medvirke til bælgfunktionen ved denne bevægelse.

Det skal yderligere bemærkes, at den i fig. 2 viste udførelsesform synes at være i modstrid med det side 2 linie 6-9 angivne, og således ikke umiddelbart opfylder opfindelsens formål. Hvis denne udførelsesform alligevel opfylder formålet, sker dette i alt fald ved hjælp af midler, som ikke er nævnt hverken i krav eller beskrivelse, nemlig ved til fastgørelsesdelen (se vedlagte bilag A fig. 2 fra ansøgers indlæg af 5. oktober 1990).

I betragtning af ovenstående skal vi henstille, at ansøgningen afslås i sin helhed.

Til orientering vedlægges kopi af provisorisk udtalelse fra EPO-Appelkammer af 24. januar 1992, hvoraf det fremgår, at efter Appelkammerets mening mangler det i patentkrav 1 angivne opfindelseshøjde.'

Ansøger har besvaret begge klager i skrivelse af 17. november 1992 som følger:

»Med henvisning til Ankebegrundelserne fra Primo-Plast A/S den 18. juni 1992 refererende til skrivelse af 3. april 1992, og fra Rehau den 15. juli 1992 refererende til skrivelse af 1. april 1992, vil vi herunder, for vor klient Ilpea S.p.A., fremkomme med følgende kommentar:

Ved en gennemgang af det relativt store antal referencer som indsigerne i deres klagebegrundelser fremhæver som modhold, kan det ses at disse hovedsageligt kan grupperes i tre hovedgrupper:

Gruppe 1. udgøres af pakningerne ifølge Rehau katalog nr. 610161, 620831, 622421, 622431 og nr. 633000. Alle disse pakninger er beregnet til magnetiske indlæg, og er principielt ens opbygget, dog med forskel i pakningernes dimensioner.

Gruppe 2. udgøres af f.eks. pakningerne ifølge US patent nr. 3126590 og Rehau katalog nr. 602312. Som det ses er det fælles for disse pakninger, at de har en meget ringe sidestabilitet (d.v.s. ringe modstand mod sideværts forskydning af magnetdelen), men en høj fleksibilitet (kan pakke over store tolerancevariationer).

Gruppe 3. Som vedrører alle pakningstyper uden magnetisk indsats, men som pakker ved kompression af pakningen, se f.eks. Primo-Plast katalog nr. P-1246/B/K, Rehau katalog nr. 622441 og US-patent nr. 3 117 352. Disse pakninger er alle fuldstændig irrelevante ved vurdering af den foreliggende opfindelse ifølge dansk fremlæggelsesskrift nr. 156 973, idet pakningerne virker efter helt andre principper end virkningsmåden for pakninger med magnetisk indsats.

Ikke magnetiske pakninger er således ofte udformet sådan at bunddelen sammen med den nederste del af sidevæggene er stivere end den øverste del. Dette er for at pakningen, under kompression, bliver stivere og stivere efterhånden som kompressionskraften stiger, for at opnå god pakningsegenskaber samtidig med stor modstand mod kraftige kompressionskræfter, som vil kunne ødelægge pakningen på sigt.

Idet det overhovedet ikke er hensigten med magnetiske pakninger, at disse skal komprimeres til fast anlæg, men netop at skulle fungere ved at magneten trækker eller udvider pakningen til fast anlæg ved hjælp af den magnetiske tiltrækning, mener vi, at problemstillingen vedrørende de to typer af pakninger, er så forskellig, at det er urimelig påstand som Dansk Patent Kontor fremfører i sin klagebegrundelse side 1, afsnit 2 og side 2 øverst, at der overhovedet er tale om teknisk ækvivalens mellem magnetiske og umagnetiske pakninger.

Selv om vi er enige med Patentdirektoratets sagsbehandler ifølge betænkningen af 3. februar 1992, at angivelsen i dansk fremlæggelsesskrift nr. 156 973 side 4, linie 27-30 ikke har nogen som helst betydning for patentets beskyttelsesomfang, foreslår vi at udlade dette afsnit af beskrivelsens specielle del, se vedlagte koncept og ny beskrivelse med krav.

Af ovennævnte grunde mener vi at det er irrelevant at henvise til umagnetiske pakninger både i forbindelse med nyhed og opfindelseshøjde ved opfindelsen ifølge dansk fremlæggelsesskrift nr. 156 973.

Derimod kan det ikke udelukkes, at de magnetiske pakninger ifølge ovennævnte gruppe 1 og 2 er relevante ved vurdering af opfindelsen.

Vi kan dog ikke tilslutte os den opfattelse, at dette modholdsmateriale er foregribende for hverken nyhed eller opfindelseshøjde af opfindelsen ifølge dansk fremlæggelsesskrift nr. 156 973, hvilket vi vil forklare herefter, under henvisning til de vedlagte bilag A, B, C og D:

Bilag A viser således en udførelsesform for opfindelsen, hvor pakningen er monteret i hængselssiden på en lukket køleskabsdør. I praksis vil dimensionerne X, Y og Z være de væsentligste parametre for udvælgelsen af en pakningsløsning til en given køleskabskonstruktion.

Af de tre parametre X, Y og Z er Z den parameter som har størst interesse i denne forbindelse. Det viser sig nemlig i praksis at Z kan variere så meget som 42% i forhold til standard. Disse store variationer hidrører blandt andet fra de meget store temperaturforskelle mellem en køleskabsdørs for- og bagside (op til 6053 for en fryser), hvilket betyder, at en fryser, hvor Z er f.eks. 14,5 mm ( + 0,8 mm i produktionstolerance) før fryserens opstart, kan Z blive op til 20,5 mm under normal drift af fryseren.

Bilag B viser pakningen ifølge bilag A, hvor det netop fremgår at pakningen ifølge opfindelsen vil kunne fungere under så varierende driftsforhold, som angivet ovenfor, uden at pakningen deformeres uhensigtsmæssigt meget. Søjlen til venstre (fig. 1A og 2A) viser pakningens stilling ved en afstand z på 20,5 mm og til højre i fig. 1B og 2B, vises stillingen ved en afstand på 14,5 mm.

Bilag C viser en pakning af den type som ovenfor er kategoriseret som gruppe 1, her repræsenteret ved den af indsigerne modholdte pakning ifølge Rehau katalog nr. 633000, optegnet for sammenligningens skyld i en praktisk situation, som ovenfor nævnt. Højre side viser en situation, hvor z-værdien er 12,8 mm. Venstre side viser denne paknings evne til at dække en afstand på 14,6 mm, d.v.s. en udvidelse på 14%. Afstanden på 18,2 mm viser hvor stor strækevnen for pakningen skulle være, såfremt udvidelsen er 42%, og det ses tydeligt af tegningen at pakningen overhovedet ikke vil kunne deformeres så langt.

Heraf ses det udvidelsesevnen hos en pakning ifølge opfindelsen er langt større end det kendes fra pakningerne ifølge gruppe 1.

Ved udviklingen af en pakning som vil kunne fungere under så store variationer af dimensionen z som angivet, vil fagmanden derfor ikke søge løsninger inden for gruppe 1 af de modholdte pakninger. Derimod vil fagmanden være nødt til at søge løsninger i gruppe 2. Bilag D viser netop et eksempel på en pakning af typen ifølge gruppe 2, nærmere bestemt en pakning som vist i Rehau katalog nr. 602312. Fig. 1 og 2 viser en sådan pakning i brugssituationen. På grund af disse pakningers bløde vægge opnås der en høj længdeudvidelsesevne, derimod medfører denne pakningstype en meget ringe sideværts stabilitet, hvilket bevirker, at pakningen under lukning af døren ikke formår at trække magneten på plads i sin optimale stilling (fig. 2 punkteret linie): men tværtimod i en uhensigtsmæssig stilling (tyk optrukket streg) med en reduceret pakningsevne til følge.

Af ovenstående ses det derfor at fagmanden i dag vil være henvist til at acceptere en ringe sidestabilitet, hvis udvidelsesevenen skal være stor, og omvendt.

Opfindelsen ifølge dansk fremlæggelsesskrift nr. 156 973 angiver derimod en ny og anderledes konstruktion, ved hvilken det er muligt at opnå både sidestabilitet og udvidelsesevne i forbindelse med magnetpakninger.

Dette opnås ved de i krav 1 angivne kendetegnende træk, specielt at det bælgformede parti (1) medfører en stor sidestabilitet, hovedsageligt på grund af partiet (9), som strækker sig skråt udad fra bunden (bælgform), og stor udvidelsesevne opnås ved partiet (10)»s eftergivelighed.

Det skal her understreges at det er et meget vigtigt træk ved opfindelsen at netop partiet (9) strækker sig skråt udad fra bunden, fordi dette netop gør det muligt, at alt andet lige, at partiet (10) kan dimensioneres tilpas langt for opnåelse af stor vandring samtidig med at man opnår en god sidestabilitet. Det er ikke som påstået af en indsigerne, uvæsentligt om partiet (9) forløber skråt eller lodret, idet netop det skrå parti med en given godstykkelse, bedre vil kunne optage tværgående kræfter end et lodret parti.

For at understrege ovenstående foreslår vi, at tydeliggøre formuleringen af krav 1 således at det tydeligt fremgår, hvad der menes med »rørformet bælgparti«, nemlig at præcisere at partiet (9) forløber skråt udad fra bunden, se vedlagte koncept og ny beskrivelse med krav.

På baggrund af den anførte argumentation, må det kunne konkluderes, at opfindelsen er ny, idet ingen af de modholdte pakninger, angiver alle trækkene ifølge krav 1 i fremlæggelsesskrift nr. 156 973.

Derudover må det være sandsynliggjort, at opfindelsen indeholder tilstrækkelig opfindelseshøjde, idet opfinderen med helt nye midler, opnår helt nye fordele, fremfor den kendte teknik, hvilket iøvrigt understreges af, at pakningstypen ifølge opfindelsen er blevet stor succes for Ilpea.

Et yderligere bevis for den foreliggende opfindelses patenterbarhed, må dog være at Rehau, efter offentliggørelsen af patentansøgningen, har følt sig foranlediget til, at lade pakningskonstruktioner som er omfattet af patentansøgningen, indgå i deres produktsortiment, se vedlagte bilag F og G, hvor bilag F viser en slavisk kopi af fig. 2 ifølge DK fremlæggelse nr. 156 973 og bilag G viser en kopi af en kommercielt anvendt brochure, hvor Rehau endda fremfører i teksten, at den viste pakning, giver de samme fordele, som er anført i dansk fremlæggelse nr. 156 973.

Vedrørende Primo-Plast' klage side 3, andet afsnit skal det anføres, at udførelsesformen ifølge fig. 2 indeholder alle de tekniske midler, som er anført i krav 1 ifølge fremlæggelsesskriftet. Hvorfor opfindelsen medfører, som ovenfor argumenteret, de samme fordele som er angivet i fremlæggelsesskriftet. Hvordan bunddelen i praksis opfører sig, ændrer ikke ved at pakningen både udviser stor fleksibilitet og en høj grad af sidestabilitet (se bilag B og vor forklaring hertil).

Vedrørende Rehaus klage side 4, andet afsnit til side 6, fjerde afsnit, kan vi kun anføre, at det er en gåde for os, hvorfor Rehau, efter at patentansøgningen har været gennem Patentdirektoratets sagsbehandling og godkendelse samt en efterfølgende indsigelsesfase med indsigelser fra både Rehau og Primo-Plast, uden at der i hele denne behandling, har været tvivl om formuleringerne i ansøgningen, fremfører denne argumentation.

Argumentationen kan efter vore opfattelse alene begrundes i et urimeligt ønske om at trække denne sag i langdrag på grund af Rehaus åbenlyse interesse i, at kunne udnytte opfindelsen.

Af ovenstående grund, mener vi med rimelighed, at de to klager må kunne afvises totalt, og at patentet med de af os foreslåede mindre ændringer, må kunne stadfæstes.'

Med skrivelsen var fremsendt følgende nye krav:

»1. Tætningsbælg til dannelse af en hermetisk tætning mellem en dør og dennes skulder i et skab, især et køleskab, og omfattende et kammer (3), et rørformet bælgparti (1), der er elastisk strækbart i en retning vinkelret på en bund (4), og mindst to sidevægge, der strækker sig fra bunden og er fastgjort til kammeret (3), kendetegnet ved , at mindst det rørformede bælgpartis (1) sidevæg (6), der er indrettet til i sin arbejdsstilling at vende mod skulderens udvendige kant, er udformet med mindst to partier (9, 10) med betydelig forskellig stivhed, og at partiet (9) med den største stivhed strækker sig skråt udad fra bunden (4) og er forbundet med det til kammeret (3) fastgjorte parti (10) med mindst stivhed via et hængselpunkt (11), der tillader genvinding af bælgens sidestabilitet således, at deformationer under lukning af døren undgås.

2. Tætning ifølge krav 1, kendetegnet ved , at de to partier med forskellig stivhed opnås ved hjælp af forskellig tykkelse.

3. Tætning ifølge krav 1, kendetegnet ved , at de to partier med forskellig stivhed opnås ved samextrudering af de to materialer med forskellig stivhedsgrad.«

Klager I anførte i skrivelse af 5. maj 1993 følgende.

»I fortsættelse af vor skrivelse af 15.7.1992 og til Ankenævnets orientering fremsendes vedlagt kopi af et højst relevant afslag af Ilpea SpA's parallelle finske patentansøgning, hvori der også var nedlagt indsigelse.

Af afslaget, som vedlægges i 6 eksemplarer, fremgår

1) at det er kendt fra USA-patent nr. 3,126,590 at have en køleskabstætning med en sidevæg af to dele med forskellig stivhed,

2) at det var kendt (fra afslagskendelsens bilag 7 og 8 i en indsigelse fra Rehau, og fra reservedelstegning 76-026-0876 af en tætning fra en indsigelse fra Primo-Plast A/S) før Ilpea SpA-ansøgningens prioritetsdato at have en køleskabstætning som i krav 1 og 2, hvori sidevægsdele med forskellig stivhed indbyrdes danner et hængsel.«

I skrivelse af 13. juli 1993 oplyste Klager I, at ansøgers europæiske patent nr. 0 155 016 nu var endeligt afslået den 24. juni 1993.

I fortsættelse heraf uddybede Klager I ovennævnte i skrivelse af 6. august 1993 og skrev:

»I fortsættelse af vort brev af 13. juli 1993 fremsendes hermed kopi af »Minutes of the oral proceedings« vedrørende europæisk patent nr. 0 155 016 i navnet Ilpea SpA.

EPO-myndighedens ankenævn har besluttet at ophæve EP-patent nr. 0 155 016, som svarer til dansk patentansøgning nr. 0488/85, fremlæggelsesskrift nr. 156.973 B, som vi har nedlagt indsigelse mod.'

Med skrivelse af 16. november 1993 fremsendte Klager I kopi af »EPO Decision af 24.06.93« med den nærmere begrundelse for ophævelse af europæisk patent nr. 0 155 016 i navnet Ilpea SpA.

Klager II besvarede i skrivelse af 1. marts 1993 ansøgers skrivelse af 17. november 1992 som følger:

»I ovennævnte sag fremsender vi vedlagt dokumentation for, at det længe før prioritetsdagen for den fremlagte ansøgning nr. 488/85 (den 8. februar 1984) har været kendt at anvende en tætningsliste med indlagt magnet og forsynet med en rørformet bælgsektion, der omfatter to dele med væsentlig forskellig stivhed, hvorved der dannes et hængselpunkt mellem disse to dele.

Den nævnte dokumentation består i en tegning fra firmaet Brødrene Gram A/S, Vojens, Danmark, tegningsnr. 76-026-0876 af 22. september 1965 samt tegning nr. 76-008-0768 af 29. september 1965 fra samme firma. For fuldstændigheds skyld vedlægges desuden fotokopi af reservedelskatalog fra Brødrene Gram A/S, nemlig blad nr. 2 af fire, dateret 8. juni 1966 og indeholdende reservedelen »tætningsramme 76-026-0876 f. dør«, hvilket viser, at denne tætningsramme har været markedsført længe før ansøgningens prioritetsdata. Af tegningerne fremgår det ligeledes, at de to afsnit af den rørformede bælgs sidevæg har forskellig tykkelse, og indholdet af patentansøgningens krav 2 er således ligeledes kendt fra konstruktionen fra 1965.

Allerede på baggrund af det tidligere indleverede materiale er det for os at se klart, at den fremlagte ansøgning ikke indeholder noget patentbart nyt. På grundlag af det nu yderligere fremlagte dokumentationsmateriale mener vi at kunne fastslå, at den i krav 1 definerede opfindelse er identisk foregrebet af tidligere kendt teknik, og vi må derfor henstille, at ansøgning nr. 488/85 afslås i sin helhed.'

Klager II fremsendte med skrivelse af 30. november 1993 en kopi af EPO appelkammer-afgørelsen i den tilsvarende europæiske patentansøgning og udtalte:

»Som det fremgår, er ansøgningen afslået i sin helhed primært på grund af spansk brugsmodel nr. 213639, der er offentliggjort (den 16. juni 1976) før EP-ansøgningens prioritetsdag (8. februar 1984.

Vi vedlægger ligeledes en kopi af det spanske skrift.«

Ansøger har i skrivelse af 18. februar 1994 kommenteret de indlæg, begge klagerne havde afgivet efter ansøgers indlæg af 17. november 1992. Ansøger udtalte:

»Indsigerne har i forbindelse med den ovennævnte ansøgning, efterhånden indleveret og refereret til et betydeligt antal af forskellig udførelsesformer for pakninger, som modhold imod den foreliggende ansøgning. Efter vore indlæg af 17. november 1992 til denne ankesag, hvorved der medfulgte den nye patentskrivelse med kravsæt, har indsigerne ved breve af den 1. marts 1993, den 5.maj 1993, og den 13. juni 1993 indleveret nyt materiale, og fremdraget nye modhold imod den foreliggende opfindelse.

Den omfattende mængde af modholdsmateriale, som er fremdraget af indsigerne hermed, samt indsigernes tilhørende argumentationer, gør det efterhånden vanskeligt at se hvilken linie indsigerne følger, og hvilke af de modholdte pakninger, som af indsigernes betragtes som specielt relevante.

Vi vil dog i det følgende søge at opremse, hvad vi opfatter som fakta i denne sag, samt specielt at forklare opfindelsen i forhold til de sidst indsendte modhold fra indsigerne.

Først og fremmest, er det slående, at på trods af dens store antal af kendte pakninger som indsigerne har modholdt den foreliggende opfindelse, er der ingen af disse, som angiver en pakning, med de træk der fremgår af vores krav 1 af den 17. november 1992, således at den pakningstype, søges beskyttet i henhold til den foreliggende ansøgning, under alle omstændigheder er ny. Her skal det specielt anføres, at det, sådan som vi også angiver i vort brev af den 17. november 1992, er et vigtigt træk ved den foreliggende opfindelse, at netop sidevæggen (6) der er indrettet til at vende mod skulderens dvendige kant, er udformet med to partier (9, 10) med betydelig forskellig stivhed, og at partiet (9) med den største stivhed strækker sig skråt udad fra bunden (4). Det er ikke lykkedes indsigerne, at angive kendte pakninger, som har denne kombination af træk.

Indsigeren Primo Plast A/S har således ved brev af den 1. marts 1993 indsendt en tegning fra firmaet Brdr. Gram A/S, som angiver en pakning med en konstruktion, hvormed det påstås at pakningen ifølge den foreliggende opfindelse, som angives i ansøgningens krav 1, er kendt. Idet vi allerede ved vort brev af den 17. november 1992, se specielt bilag C og tilhørende tekst, bl.a. side 4, har forklaret den foreliggende opfindelse overfor pakningstyper af samme konstruktion, som vises på ovennævnte tegning fra Brdr. Gram A/S, vil vi ikke trætte Patentankenævnet med en gentagelse af disse argumentationer.

Derudover har indsigeren Rehau ved brev af den 13. juli 1993, fremsendt Spansk brugsmodel nr. 213639. Denne spanske brugsmodel viser en magnetisk pakning med en sidevæg, som har to partier med betydelig forskellig stivhed og hvor partiet med den største stivhed strækker sig skråt udad fra bunden. Dermed angiver den spanske brugsmodel således en pakning med nogle af de træk, som fremgår af det nuværende krav 1 i den foreliggende ansøgning. Det er dog vigtigt her at anføre at den omtalte sidevæg ikke er den der vender mod skulderens udvendige kant men tværtimod den indre sidevæg. For tydeligt at illustrere denne forskel er der vedlagt bilag 1, med to tegninger der henholdsvis viser en pakning ifølge opfindelsen, og den i spansk brugsmodel nr. 213639 angivne pakning. Det nuværende krav 1, skal dog læses i sin helhed, og dermed er det vores opfattelse, at dette krav allerede er præciseret overfor teknikken ifølge den spanske brugsmodel, idet der, som det fremgår af kravet netop forudsættes at den sidevæg som er forsynet med to partier med betydelig forskellig stivhed, er den ydre sidevæg (6). Den modholdte spanske brugsmodel, er således ikke mere relevant end den tyske brugsmodel nr. 1814276, som allerede er anført i den foreliggende ansøgnings beskrivelse.

I forbindelse med indsigernes ovennævnte indlæg, vil vi kort anføre, at de »nye« fremdragne modhold, svarer til det materiale, som allerede har været diskuteret og tilbagevist, som værende væsentligt ved vort brev af den 17. november 1992, og indsigernes argumentationer bliver vel ikke mere korrekte af at blive gentaget.

Vi er i denne forbindelse opmærksomme på, at den ovennævnte spanske brugsmodel, har været en væsentlig baggrund for den europæiske ankeinstans vurdering og afslag. Vi kan dog kun anføre, at den europæiske ankeinstans afslag, efter vores opfattelse er fejlagtig og urimelig, set i relation til den foreliggende opfindelse. Den europæiske ankeinstans konkluderer således, at den foreliggende opfindelse, er nærliggende for en fagmand, men accepterer nyheden af opfindelsen. Vi mener at den europæiske ankeinstans fuldstændig har undladt i denne forbindelse at tage hensyn til de væsentlige bindinger der ligger for udformningen af sådanne pakninger, og at det er de små konstruktive ændringer, som ved den foreliggende opfindelse medfører væsentlige fordele frem for den kendte teknik, hvad angår pakningernes sidestabilitet. Fordelene er, så væsentlige, at Rehau, sådan som vi angiver i vort brev af 17. november 1992 side 6 andet afsnit, efter offentliggørelsen af den foreliggende patentansøgning, har følt sig foranlediget til at lade pakningskonstruktioner som er omfattet af patentansøgningen, indgå i deres produktsortiment, se bilagene F og G i vort brev af den 17. november 1992, hvor bilag F viser en kopi af fig. 2 ifølge den foreliggende ansøgning og bilag G viser en kopi af en kommercielt anvendt brochure hvor Rehau endda fremfører i teksten, at den viste pakning, giver de samme fordele, som er anført i den foreliggende ansøgning.

Idet indsigerne, således ikke har været i stand til at fremdrage kendt teknik, som angiver de træk der er anført i det nuværende krav 1 i den foreliggende ansøgning, og idet der med netop denne kombination af træk opnås væsentlige fordele i forhold til den kendte teknik, mener vi at opfindelsen ifølge den foreliggende patentansøgning nr. 488/85, fremlagt under nr. 156 973, er ny, og at den indeholder den tilstrækkelige opfindelseshøjde for at opnå en patentudstedelse.

Afslutningsvis må vi med beklagelse meddele, at der ved patentkravsættet af den 17. november 1992, er indsneget en fejl i krav 1, idet kravet indledende del ikke omtaler at kammeret (3) tjener som en sæde for en magnetisk indsats. Dette er ikke et forsøg herfra på at udvide den foreliggende ansøgnings beskyttelsesomfang, men beror alene på en fejltagelse. Vi har vedlagt et nyt kravsæt, hvor denne fejl er rettet. Der er ikke med denne rettelse indført noget nyt i sagen i forhold til basisdokumenterne i den foreliggende ansøgning, og vi håber ikke at denne fejltagelse har givet anledning til problemer.'

Ankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 9. november 1995.

For klager (indsiger I) Rehau AG mødte ingeniør Charles Lind.

For klager (indsiger II) Primo Plast A/S mødte ingeniør Leif Rørbøl med ingeniør H.C. Boysen.

For ansøgeren mødte patentagent Flemming Wittrup.

Klagerne gennemgik sagen under forevisning af tegninger af det ansøgte og modholdte og fremhævede navnlig, at det spanske modhold har en forstærket indervæg mod rummets indre samt et hængsel, således at det foregriber det ansøgte. Placeringen af knækpunktet er uden betydning. Der er givet afslag i Tyskland, Finland og EPO.

Ansøgeren henviste til de skriftlige indlæg, og anførte navnlig, at det modholdte angiver, en elastisk og sideustabil tætningsbælg hvorimod det er væsentligt, at den udvendige side af den ansøgte bælg er stiv. Den kendte teknik refererer sig til en kort bælg, hvor ansøgningen vedrører en lang bælg.

Ankenævnet skal udtale:

Navnlig set i forhold til det spanske modhold, der først er fremkommet under sagens behandling for Ankenævnet, findes der at være tale om en kombinationsanvendelse af kendt teknik, der ikke har opfindelseshøjde. En af Primo Plast forevist tegning understøtter dette.

Herefter bestemmes:

Patentansøgning nr. 0488 1985 afslås.

Grønning-Nielsen Hans Chr. Thomsen Finn Grønbæk P. Terndrup Pedersen Ansgar Sørensen

Officielle noter

Indsigelsessag (2 indsigelser)