Senere ændringer til afgørelsen
Resume

Patentankenævnet stadfæstede Patentdirektoratets afgørelse, hvorefter indsigelsen, nedlagt i medfør af § 14, stk. 1, nr. 5, var taget til følge. Ankenævnet udtalte bl.a., at da der er bærere af navnet i udlandet, og der ikke foreligger hjemlandsregistrering, kan det ansøgte mærke ikke registreres.

Den fulde tekst

Varemærket RAMBO kunne ikke registreres, da der er bærere af navnet i udlandet.


År 1996, den 4. marts afsagde Patentankenævnet

(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Finn Mikkelsen)

følgende

  

                                     KENDELSE  

 i sagen j.nr. V 36/92:              Klage fra  

                                     KLARSØ & CO. ApS,  

                                     København,  

                                     v/Patentbureau  

                                     Plougmann & Vingtoft A/S  

                                           over  

                                     Patentdirektoratets afgørelse  

                                     af 19. juni 1992 af varemærke-  

                                     ansøgning  nr. 5505 1989  

                                     efter indsigelse fra  

                                     Carolco Internationalt N.V.,  

                                     De Hollandske Antiller,  

                                     v/Hofman-Bang & Boutard A/S.  

Den 27. juli 1989 indleverede klageren en ansøgning om registrering af varemærket RAMBO (ordmærke) for klasse 1: Kemiske produkter til anvendelse i landbrugs-, havebrugs- og skovbrugsøjemed.

Ansøgningen blev den 10. april 1991 bekendtgjort i Dansk Varemærketidende.

Ved brev af 10. juni 1991 nedlagde Carolco International N.V., De Hollandske Antiller, v/Hofman-Bang & Boutard A/S indsigelse mod registrering af det ansøgte mærke.

Som begrundelse for indsigelsen anførtes:

»Indsigelsen støttes først og fremmest på indsigernes danske varemærkeregistrering

samt på indsigernes danske varemærkeanmeldelse

VA 1939 1985 RAMBO <w>, der er anmeldt for klasserne 9, 16, 25 og 28.

Desuagtet det anmeldte mærke alene er anmeldt for varer i klasse 1, bemærkes, at der foreligger vareartslighed med det store antal varer, som indsigernes respektive mærker omfatter.

Den omstændighed, at anmelderne søger beskyttelse alene i klasse 1 for kemiske produkter til anvendelse i landsbrugs-, havebrugs- og skovbrugsøjemed, synes ikke at kunne begrunde, at der statueres, at der ikke skulle foreligge vareartslighed.

Der erindres om, at klassefortegnelsen alene er et administrativt hjælpemiddel, der ikke har selvstændig juridisk betydning.

Hvad angår selve mærkeligheden, er der, som anført, tale om det identiske mærke, og det er indsigernes opfattelse, at man ikke kan acceptere, at fantasiordet RAMBO udnyttes af andre, da man derved mister den i varemærket liggende værdi.

Få betegnelser er blevet så velkendte som netop betegnelsen RAMBO, og også dette moment bør tages i betragtning.

Vi skal derfor henstille, at varemærkeanmeldelse VA 5505 1989 RAMBO afslås fra varemærkeregistrering under henvisning til en helhedsbedømmelse af såvel den foreliggende mærkelighed der er tale om identitet - som den foreliggende vareartslighed.«

I brev af 14. juni 1991 bestred klager, at der er kollision med indsigers registrerede eller anmeldte klasser og anførte bl.a.:

»....Endvidere er vores anmeldelse til klasse 1 begrænset på en sådan måde, at der ikke foreligger vareartslighed, eller med nogen som helst rimelighed kan siges at foreligge vareartslighed.«

Hertil bemærkede indsiger i brev af 28. august 1991 følgende:

»Under henvisning til Patentdirektoratets skrivelse af 28. juni 1991, hvormed fulgte indsigernes svar af 14. juni 1991, skal vi hermed understrege, at der foreligger indbyrdes sammenfald mellem vareklasserne 1 og 5, således forstået, at anmeldes et varemærke i klasse 1, er der i al almindelighed også sammenfald med varer under klasse 5.

Indsigernes mærke er blandt andet registreret for klasse 5.

For imidlertid at undgå en nærmere diskussion om vareartslighed henviser vi til indsigelsen, hvoraf fremgår, at andres anvendelse af betegnelsen RAMBO er en snylten på den goodwill, der er opnået til betegnelsen tilhørende indsigerne.

Der er ingen tvivl om, at betegnelsen RAMBO er beskyttet ud fra et ophavsretligt synspunkt, og anmeldelse VA 5505 1989 kan derfor ikke føres til registrering under henvisning til Varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 5, hvorefter et mærke ikke kan registreres, såfremt det indeholder noget, der er egnet til at opfattes som særegne titel på anden mands beskyttede, kunstneriske værk.

Som bekendt er der talrige film under betegnelsen RAMBO, vist over en årrække, og alle med den verdenskendte skuespiller Sylvester Stallone som figuren RAMBO.

Det er selvsagt også derfra, anmelderne har valgt betegnelsen for derved at nyde godt af den i forbrugerkredsen opståede goodwill til dette fantasiord.

Som anført oprindeligt i indsigelsen, kan det ikke tillades, at andre erhvervsdrivende på uretmæssig vis nyder gavn af denne beskyttede betegnelse.«

Klager opretholdt ved brev af 17. september 1991 ansøgningen og bemærkede følgende:

»....Ansøgningen omfatter »kemiske produkter til anvendelse i landbrugs-, havebrugs- og skovbrugsøjemed«, hvorimod indsigers registrering omfatter bl.a. aftershave, lotioner, barbercremer og barberlotioner i klasse 3 og »vitaminpræparater og medicinske tilskudsstoffer til næringsmidler« i klasse 5. De øvrige af indsigers registrering og ansøgning omfattede varer henført til klasse 8, 9, 13, 14, 16, 25, 28, 30 og 32 kan ingenlunde omfatte varer, der er ligeartede med varer omfattet af nærværende ansøgning. Vi bestrider, at der foreligger vareartslighed mellem »kemiske produkter til anvendelse i landbrugs-, havebrugs- og skovbrugsøjemed« og de produkter, som indsigers registrering omfatter i klasse 3 og 5, idet der med kemiske produkter til anvendelse i landbrugs-, havebrugs- og skovbrugsøjemed navnlig forstås sådanne midler, der anvendes på jord og planter til forbedring af disses kvalitet og absolut ikke midler, der kan indtages af dyr og mennesker eller som tilsættes næringsmidler i form af medicinske tilskudsstoffer. Indsiger fremkommer da ej heller med eksempler på, hvilke varer omfattet af ansøgningen der kunne anses for at være ligeartede med varer omfattet af indsigers registrering og/eller ansøgning.

Skulle De mod vor forventning finde, at nærværende ansøgning omfatter varer, der er ligeartet med indsigers sag og/eller ansøgning, anmoder vi om lejlighed til at fremkomme med kommentarer forinden indsigelsessagen afgøres.

I brev af 28. august 1991 henviser indsiger til Varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 5 og gør gældende, at betegnelsen RAMBO er beskyttet ud fra et ophavsretligt synspunkt. Dette standpunkt er ansøger ikke enig i.

Det ansøgte mærke fremtræder ikke som særegen titel på en andens kunstneriske værk. Titlen på det kunstneriske værk, indsiger synes at ville henvise til, er filmen »First blood«. Det forhold, at der i filmen optræder en figur med personnavnet RAMBO, medfører ikke, at der er opnået ophavsretlig beskyttelse af personnavnet RAMBO.

Direktoratet har da ej heller under behandlingen af nærværende og tidligere ansøgninger af RAMBO henvist til bestemmelsen i Varemærkeloven § 14, stk. 1, nr. 5. Direktoratet fandt derimod, at ansøgningen indeholder noget, der er egnet til at opfattes som anden mands navn, jvf. Varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 4. Efter indsendelse af samtykkeerklæring fra familien RAMBO accepterede direktoratet bekendtgørelse af mærket i Dansk Varemærketidende.'

Indsiger fremsendte med brev af 26. september 1991 genpart af indsigers amerikanske copyright- og varemærkeregistreringer af betegnelsen RAMBO.

Til det af indsiger fremsendte materiale anførte klager i brev af 10. december 1991 følgende:

»....Det bør ikke tillægges nogen vægt her i landet, at indsigerne har opnået copyright-registrering af filmtitlen »RAMBO: FIRST BLOOD PART II« i USA, da bedømmelsen af vor klients mærkes registrerbarhed skal ske efter dansk ret og danske forhold. Uanset at der i 1985 blev offentliggjort en film med den ovennævnte titel, bestrider vi, at der således er opnået ophavsret til navnet RAMBO her i landet, således at navnet ikke kan registreres som varemærke for andre end filmproducenten eller dennes retserhverver.

Af varemærkelovens § 14 stk. 1 nr. 5 fremgår det, at et varemærke ikke må registreres, når mærket indeholder noget, der er egnet til at opfattes som særegen titel på en andens beskyttede litterære eller kunstneriske værk, eller når det krænker en andens ophavsret til et sådant værk.

Det er altså en betingelse for titlers vedkommende, at disse er særegne .

Navnet RAMBO indgår i filmtitlen »RAMBO: FIRST BLOOD PART II«, men udgør ikke selve filmtitlen. Desuden er navnet optaget i Familieretsdirektoratets liste over forbeholdte navne. RAMBO er altså her i landet et personnavn, og kan således ikke opfattes som en særegen titel, heller ikke på den i filmen optrædende figur. Vi skal endnu en gang henvise til, at De under behandlingen af nærværende ansøgning rejste indvending mod mærkets registrering i medfør af varemærkelovens § 14 stk. 1 nr. 4, idet RAMBO kunne opfattes som anden mands navn. Der blev herefter givet samtykke til registreringen fra de myndige bærere af navnet RAMBO. Der blev ikke rejst indvending i medfør af varemærkelovens § 14 stk. 1 nr. 5.

Vi er i øvrigt bekendt med, at De heller ikke i indsigernes registrering VR 6488 1989 og ansøgning VA 1939 1985 rejste indvending i medfør af varemærkelovens § 14 stk. nr. 5. Derimod er der, som følge af Deres praksis også i disse sager rejst indvending om, at RAMBO kan opfattes som anden mands navn.

Vi anmoder herefter Dem om at afvise indsigelsen nedlagt i medfør af varemærkelovens § 14 stk. 1 nr. 5.

For så vidt angår de fremsendte kopier af indsigernes registreringer af RAMBO i USA, skal vi anmode Dem om at se bort fra disse, som værende til hinder for registrering af den nærværende ansøgning, allerede fordi der ikke er varesammenfald eller ligeartethed med varer omfattet af disse registreringer og varer omfattet af nærværende ansøgning.'

I besvarelse heraf udtalte indsiger i brev af 18. december 1991 bl.a. følgende:

»Det fastholdes, at der for indsigernes vedkommende er tale om registrering af et varemærke, der er egnet til at opfattes som en særegen titel på anden mands beskyttede litterære eller kunstneriske værk.

Der er ført fuld dokumentation for dette, idet indsigerne har fremlagt notarbekræftede kopier af sine amerikanske copyright- og varemærkeregistreringer af betegnelsen RAMBO.

Det er ikke korrekt, når det i anmeldernes brev af 17. december 1991, p.2, tredje afsnit anføres, at titlen på indsigernes kunstnerisk værk er »First Blood«. Som det fremgår af det indleverede materiale, er det

»RAMBO: First Blood Part II«,

og det er præciseret i registreringen, at det drejer sig om et Screenplay entitled »FIRST BLOOD II: RAMBO«.

Tydeligere kan det ikke være, at betegnelsen RAMBO er ophavsretligt beskyttet.

Dertil kommer, at indsigerne har ladet betegnelsen beskytte som varemærke for en lang række varearter i USA, ligeledes jf. det med indsigernes brev af 26. september 1991 indleverede materiale.

På denne baggrund bør anmeldelsen VA 5505 1989 RAMBO afslås fra varemærkeregistrering.

Ret beset er der tale om en utilbørlig udnyttelse af anden mands rettigheder. Accepteres sådan udnyttelse af anden mands indsats, vil det få vidtrækkende konsekvenser, idet man her sagtens kunne tænke sig, at man ville tage en løsrevet titel, som for eksempel TARZAN, JOACHIM VON AND, MICKY etc., og anvende den efter forgodtbefindende for andre varearter, og det kan selvsagt ikke accepteres - og bør ikke kunne accepteres.

Det falder også dårligt i tråd med indholdet af den kommende varemærkelovgivnings § 15, hvorefter et varemærke er udelukket fra registrering, hvis varemærket er vitterligt kendt her i landet, hvilket utvivlsomt er tilfældet med betegnelsen RAMBO....'

Klager meddelte i brev af 10. marts 1991, at man ikke ønskede at indlevere flere indlæg i sagen og anmodede om, at denne blev taget op til afgørelse.

Direktoratet traf afgørelse i sagen den 19. juni 1992 og tog indsigelsen til følge med følgende begrundelse:

»....For så vidt angår den i medfør af § 14, stk. 1, nr. 6, i varemærkeloven af 1959 nedlagte indsigelse skal det indledningsvis anføres, at da der er tale om identiske mærker, er det alene spørgsmålet om vareartslighed, der er afgørende for, om der foreligger forvekslelighed. Det ansøgte mærke er ansøgt for klasse 1: Kemiske produkter til anvendelse i landbrugs-, havebrugs- og skovbrugsøjemed. Såvel indsigers registrering VR 6488 1989 og indsigers ansøgning VA 1939 1985 omfatter en række specificerede varer i forskellige klasser. Det er direktoratets opfattelse, at der hverken foreligger varesammenfald eller vareartslighed mellem nærværende ansøgning og indsigers registrering og ansøgning. Denne del af indsigelsen kan derfor ikke tages til følge.

I § 14, stk. 1, nr. 5 i varemærkeloven af 1959 bestemmes, at et varemærke ikke må registreres, når mærket indeholder noget, der er egnet til at opfattes som særegen titel på anden mands beskyttede litterære eller kunstneriske værk, eller når det krænker en andens ophavsret.

Det fremgår af det indsendte materiale, at filmens titel er Rambo: First Blood Part II, og dette er en særegen titel på anden mands beskyttede litterære værk. En registrering af denne titel vil derfor ikke kunne finde sted i medfør af § 14, stk. 1, nr. 5.

Imidlertid drejer det sig om ordet Rambo alene. Ordet Rambo udgør dog en særegen og væsentlig del af filmtitlen, og det er derfor direktoratets opfattelse, at en registrering af denne del af titlen, der også var filmens kaldenavn i Danmark, i sig selv er en krænkelse af ophavsretten. Det forhold, at ordet er et i Danmark godkendt efternavn, mener direktoratet ikke kan ændre afgørelsen.

Indsigelsen nedlagt i medfør af § 14, stk. 1, nr. 5 tages derfor til følge, og ansøgningen afslås i medfør af nævnte §.«

Denne afgørelse har klageren, KLARSØ & Co. ApS, København v/Plougmann & Vingtoft A/S, ved brev af 19. august 1992 indbragt for Patentankenævnet med påstand om, at direktoratets afgørelse omstødes.

I ankebegrundelsen anføres følgende:

»....det bestrides, at der er knyttet ophavsret til personnavnet Rambo, uanset at dette indgår som bestanddel af en filmtitel.

I § 14 stk. 1 nr. 5 i varemærkeloven af 1959 bestemmes det, at et varemærke ikke må registreres, når det er egnet til at opfattes som særegen titel på en andens beskyttede litterære eller kunstneriske værk, eller når det krænker en andens ophavsret til et sådant værk.

Rambo er et beskyttet personnavn både i Danmark og Sverige. Ifølge Civilretsdirektoratets navnekontor blev familienavnet Rambo optaget på listen over beskyttede navne allerede i 1946. Vi vedlægger som bilag 1 kopi af Civilretsdirektoratets brev af 4. august 1992, hvoraf ovennævnte oplysninger fremgår.

Ansøgerne har den 24. april 1990 fået samtykke til registreringen af navnet Rambo som varemærke fra bærerne af familiennavnet Rambo i Danmark Freddy og Olga Rambo. Vi vedlægger kopi af samtykkeerklæringen som bilag 2. Familien har afgivet erklæring om, at de ikke har kendskab til andre bærere af navnet. Som det fremgår af samtykkeerklæringen, er både Freddy og Olga Rambo næsten firs år gamle, og navnet Rambo har formentlig eksisteret i Danmark også tidligere end 1946.

I Sverige er navnet optaget i det svenske »Slaktsnamnsregister« og har været optaget der siden 1920. Navnet har formentlig eksisteret også inden dette tidspunkt.

Efter henvendelse til Universitetes Navneforskningsinstitur har vi fået oplyst, at der ved konstruktionen af navnet Rambo, historisk set synes af være tale om et dansk eller svensk familienavn, idet RAM formentlig er afledt af et dansk eller svensk bynavn, og BO angiver, at der er tale om en person fra dette sted.

Ved en undersøgelse af personnavnet Rambo's forekomst som personnavn i USA er der blevet foretaget en undersøgelse i 9 store amerikanske byer og bydele, nemlig Chicago, Philadelphia, Huston, Los Angeles, San Fransisco, Washington D.C. samt New York: Manhattan, Queens og Brooklyn. Det fremgår af kopierne af telefonbøgerne fra ovennævnte byer (bilag 3-11) at der i hver storby findes mellem 3 og 20 personer/familier, der bærer navnet Rambo. Materialet viser, at der ikke er tale om et fantasiord eller et opdigtet navn, men om et personnavn, som i USA bæres af et stort antal personer.

Det synes urimeligt om man ved brug af et personnavn, tilmed et i Danmark forbeholdt navn, som (del af) titlen på en film skal kunne opnå eksklusiv ret til dette navn. Dette stemmer heller ikke overens med Ankenævnets afgørelse i forbindelse med ansøgningen af personnavnet AUSTER som varemærke, hvor Nævnet udtalte, at registrering som varemærke ikke burde ske uden samtykke fra de danske bærerne af personnavnet i de tilfælde, hvor der findes bærere af navnet i Danmark. Afgørelsen har resulteret i en praksisændring i Patentdirektoratet, hvorefter der i alle tilfælde, hvor der søges om registrering af et varemærke bestående af et personnavn, kræves samtykke fra alle myndige bærere af navnet i Danmark, uanset at ansøger er udlænding og i sit hjemland allerede har opnået registrering af personnavnet for de samme varer eller tjenesteydelser.

Opmærksomheden henledes tillige på den i sin tid i medierne meget omtalte sag, som blev anlagt mod Danmarks Radio af familien Brydesen i forbindelse med TV-spillet »Ka De li« østers', skrevet af Leif Panduro. I TV-spillet optrådte en usympatisk person ved navn Brydesen. Sagen blev anlagt ved Østre Landsret men blev afsluttet med et forlig, idet Landsretten henstillede til parterne at hæve sagen. Vi vedlægger kopi af udskrift af Østre Landsrets domsbog, bilag 12. Vedrørende sagens nærmere omstændigheder fremgår det af de i bilag 13 og 14 vedlagte kopier fra dagbladet AKTUELT, den 6. september 1968, samt fra dagbladet POLITIKEN, samme dato, at Landsretten i forbindelse med forliget henstillede til Danmarks Radio om ikke mere at benytte familien Brydesens navn.

Sagen belyser det betænkelige i uden tilladelse at anvende et beskyttet navn, som bæres af privatpersoner, som navn på opdigtede personer i film- eller bogværker eller lignende. Samtidig forekommer det urimeligt, at der hævdes at være knyttet ophavsret til en sådan brug af et personnavn.

Filmen, »Rambo: First Blood Part II«, blev første gang sendt i Danmark i 1985. Forinden denne film var der i 1982 premiere på filmen First Blood. I begge film spiller den amerikanske skuespiller Sylvester Stallone rollen som soldaten John Rambo. Navnet Rambo anvendes i filmen som et regulært personnavn og ikke som et originalt »fantasiord« kreeret af filmens skabere.

Det forhold, at efterfølgeren »Rambo: First Blood Part II« i titlen får tilføjet hovedrollefigurens personnavn, kan ikke efter vor opfattelse bevirke, at navnet i sig skal bør nyde ophavsretlig beskyttelse som særegen og/eller væsentlig del af titlen på filmværket. Intet dansk eller for den sags skyld amerikansk publikum kan ved denne tilføjelse af personnavnet Rambo til filmtitlen »First Blood« kan vel være blevet bibragt det indtryk, at Rambo er et fantasiord.

Det fremgår tydeligt af filmens annoncering og omtale, at Rambo er hovedpersonens efternavn. Det fulde navn er John Rambo, og det er forkert at påstå, at Rambo er et fantasiord, som indsigerne anfører i deres brev af 28. august 1991. Vi vedlægger bilag 15 - 19, hvoraf det fremgår, hvorledes den omtalte film er blevet annonceret i biografreklamer og fjernsynsprogram, kopi af omslaget til videofimen »First Blood« samt kopi af Halliwell's Filmguide, 7. edition, der omtaler filmene.

I forbindelse med den i nærværende sag nedlagte indsigelse har indsigerne indsendt en kop af en copyright-registrering af filmen »Rambo: First Blood Part II«. Vi skal i denne forbindelse fastslå, at der ikke med den foretagne registrering er opnået en ophavsretlig beskyttelse af selve filmtitlen. Der er alene foretaget en kopi-beskyttelse af filmen. Copyright-registreringen er sket i 1985, altså længe før USA tiltrådte Bernerkonventionen. Copyright beskyttelse af filmen var på det tidspunkt en nødvendighed, idet beskyttelse af et sådant filmværk efter den amerikanske ophavsretslovgivning kun kunne opnås ved at registere filmværket hos en offentlig myndighed. Selve filmtitlen er ikke beskyttet ved registreringen. Dette fremgår da også af registreringsbeviset øverst midt for, hvor det attesteres, at »copyright registration has been made for the work identified below«. Det fremgår længere nede, at registreringen vedrører en » motion picture«.

Benyttelsen af personnavnet Rambo som en del af filmtitlen »Rambo: First Blood Part II« bør ikke nyde beskyttelse hverken i medfør af varemærkelovens § 14 stk. 1 nr. 5, 1. led eller 2. led.

I indsigernes brev af 18. december 1991 side 2 hævdes det, at »der foreligger anden mands beskyttede værk«. Ifølge varemærkelovens § 14 stk. 1 nr. 5, 2. led, må et varemærke ikke registreres, når det »krænker en andens ophavsret til sådant (beskyttet litterært eller kunstnerisk) værk«.

Kravene der stilles til betegnelsen »værk« må i sagens natur være de samme som dem, der stilles i bestemmelsen i ophavsretslovens § 1. Efter vor opfattelse, udgør filmtitlen »Rambo: First Blood Part II« ikke noget selvstændigt åndsprodukt, som bør nyde beskyttelse efter ophavsretslovens § 1, som et kunstnerisk værk.

Når det drejer om ophavsretten til titler, er det kun yderst sjældent, at der er truffet afgørelse ved domstolene. Vi kan dog henvise til UfR 1951.725, hvor højesteret fandt, at oversættelsen af bogtitlen »For Whom The Bell Tolls« til »Hvem ringer klokkerne for« udgjorde et originalt og individuelt åndsarbejde. Resultatet blev, at det anerkendtes, at titlen i sig selv skulle nyde beskyttelse som et selvstændigt ophavsretligt værk.

I UfR 1947.530 traf domstolene afgørelse vedrørende retten til titlen på skuespillet »Barken Margrethe af Danmark«. Sagen var anlagt, fordi et antennefirma brugte »Barken Margrethe« som varemærke for radioantenner forestillende en bark. Østre Landsret kom til det resultat, at der ikke var tale om uretmæssig konkurrence ved brug af titlen på et dramatisk værk - tilmed i ufuldstændig form - som betegnelsen for en radioantenne.

Afgørelsen vedrørende titlen »Hvem ringer klokkerne for« er i ophavsretslitteraturen benævnt som enestående. Der er enighed om, at oversættelsen i større grad end originaltitlen beskriver bogens dybere mening, ikke mindst fordi titlen i sig selv er et spørgsmål.

Anvendelsen af personnavnet Rambo gør næppe filmtitlen i nærværende sag til et originalt åndsprodukt.

Filmtitlen bør ej heller nyde beskyttelse efter varemærkelovens § 14 stk. 1 nr. 5, 1. led. Titlen »Rambo: First Blood Part II« kan kun karakteriseres som en betegnelse givet til brug for den erhvervsmæssige udnyttelse af filmværket.

Der bør efter vor opfattelse stilles særdeles store krav til den titel, som efter varemærkelovens § 14 stk. 1 nr. 5, 1. led skal anses for at være en særegen titel og dermed nyde beskyttelse for alle varer og tjenesteydelser . Det vil skabe direkte kaotiske tilstande på varemærkeområdet, dersom enhver film-, bog- eller skuespiltitel, der ikke består af eller indeholder noget originalt element, skal kunne nyde beskyttelse helt på tværs af varemærkelovens forvekslelighedskriterier, der blandt andet forudsætter lighed mellem varer og/eller tjenesteydelser. Når der i loven netop henvises til »særegen titel« på en andens beskyttede litterære eller kunstneriske værk og dermed refereres til ophavsrettigheder, må der i begrebet »særegen titel« indfortolkes et vist krav om originalitet og selvstændig åndsvirksomhed for at beskyttelsen af en titel i medfør af varemærkeloven skal nyde så vidtgående beskyttelse.

Der bør under alle omstændigheder klart sondres mellem fantasinavne som for eksempel Joachim von And eller Fedtmule over for et virkeligt personnavn, som for eksempel Rambo, når det skal afgøres, om der er tale om en særegen titel på en andens beskyttede værk.

Beskyttelsen af titlen »Rambo: First Blood Part II« bør efter vor opfattelse begrænses til konkurrencemomentet og således kun gælde samme vareart eller tjenesteydelse.

Til støtte for dette synspunkt skal vi henvise til ophavsretslovens § 51 om titelbeskyttelse, hvori det bestemmes, at »et litterært eller kunstnerisk værk ikke må gøres tilgængeligt for almenheden under en titel, et pseudonym eller et mærke, som er egnet til at fremkalde forveksling med et tidligere offentliggjort værk eller dets ophavsmand«. I bestemmelsen findes netop et forvekslelighedskriterium i og med, at der gives beskyttelse mod for eksempel brug af en titel eller et mærke, som kan forveksles med et tidligere offentliggjort værk eller dets ophavsmand.

I ordet »værk« må indfortolkes i hvert fald en begrænsning til litterære eller kunstneriske værker, og bestemmelsen anvendes da også af Patentdirektoratet til at hindre registrering som varemærke af en titel som f.eks. »Den Grimme Ælling«. Registrering nægtes kun for varearten bøger eller tjenesteydelserne forlags- eller underholdningsvirksomhed, og ikke for alle varer og tjenesteydelser. Direktoratet henviser i sådanne sager til varemærkelovens § 14. stk. 1 nr.3 og meddeler, at mærket strider mod lov, nemlig ophavsretslovens § 51. Bestemmelsen i ophavsretslovens § 51 er uden tidsbegrænsning, men er naturligvis ikke kun anvendelig på titler på værker for hvilke ophavsretten er udløbet.

Med muligheden for at anvende enten varemærkelovens § 14 stk. 1 nr. 5 eller § 14 stk. 1 nr. 3, jfr. ophavsretslovens § 51 bør der stilles særdeles strenge krav til en titel på et filmværk, såfremt titlen skal nyde den beskyttelse som varemærkelovens § 14 stk. 1 nr. 5 giver, nemlig en beskyttelse for alle varer og tjenesteydelser.

Uanset at en filmtitel er kendt, er der jo ikke med ophavsretsloven tilsigtet en konkurrenceretlig beskyttelse, men alene en »kopibeskyttelse« (jfr. den engelske betegnelse »copyright«). I modsat fald gives der jo en beskyttelse, der rækker langt ud over, hvad man kan opnå selv med en beskyttelse efter den såkaldte KODAK-regel. Ophavsret kan ikke indarbejdes.

Der er ikke sammenfald mellem film, filmoptagelse eller forlagsvirksomhed og de varer, som nærværende ansøgning omfatter, nemlig:

Klasse 1: kemiske produkter til anvendelse i landbrugs- havebrugs- og skovbrugsøjemed.

Anvendelsen af personnavnet Rambo som en del af en filmtitel eller som filmtitel i sig selv bør derfor ikke være til hinder for en registrering af personnavnet Rambo som varemærke for de ovennævnte varer i klasse 1.

Patentdirektoratet har med rette afvist, at der er varekollision med varer omfattet af indsigernes varemærkeregistrering og -ansøgning af ordet RAMBO. Vi skal i denne anledning blot fastslå, at RAMBO som varemærke ikke er dokumenteret indarbejdet for indsigerne i en sådan grad, at det bør nyde beskyttelse efter varemærkeloven af 1959 § 6 stk. 2a.'

Indsiger påstod i brev af 30. december 1992 direktoratets afgørelse stadfæstet og udtalte endvidere:

»Vi vil dog i denne forbindelse henvise til, at vor klient er indehaver af rettighederne til ordet RAMBO , der udgør en særegen og væsentlig del af nogle filmtitler, nemlig følgende: Rambo: First Blood part II 1985 Rambo III 1988

(jvf. bilag 19 Halliwell's film Guide, 7. udgave indsendt af klageren).

I øvrigt vil vi gerne påpege, at det forhold, at RAMBO er anvendt som slægtsnavn i Danmark og båret af tilsyneladende kun to personer samt det forhold, at RAMBO er et personnavn i USA, egentlig ikke har nogen indflydelse på de principielle forhold, om RAMBO kan opfattes som en del af en særegen titel, der er beskyttet i medfør af bestemmelsen i § 14 stk. 1 nr. 5 i den tidligere varemærkelov.«

Ankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 15. februar 1995.

For klageren mødte cand.jur. Helle Lund Christiansen.

Indsigeren gav ikke møde.

Klageren procederede sagen i det væsentlige under henvisning til de skriftlige indlæg.

Ankenævnet skal udtale:

Nævnet finder ikke, at varemærkeloven af 1959, § 14, stk. 1, nr. 5, er til hinder for registrering, men finder under hensyn til varemærkelovens § 14, nr. 4 og til, at der er bærere af navnet i udlandet, og at der ikke foreligger hjemlandsregistrering, at det ansøgte mærke ikke kan registreres. Herefter bestemmes: Den påklagede afgørelse stadfæstes.

Grønning-Nielsen Hans Chr. Thomsen Finn Mikkelsen

Officielle noter

Indsigelsessag.