Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Resume

Det påhviler en myndighed, eventuelt i samarbejde med andre myndigheder, at fremskaffe de fornødne oplysninger. Myndigheden kan dog kræve, at sagens parter, herunder private, medvirker til sagens oplysning. Officialprincippet fremgår ikke af forvaltningsloven, men er domstolsskabt.

Den fulde tekst

Nyt fra Ankestyrelsen - Officialprincippet Af fuldmægtig Viveca Bach Andersen (* 1)

I official- eller undersøgelsesprincippet (benævnes officialmaksimen i Justitsministeriets Vejledning til forvaltningsloven fra 1986) ligger, at det er forvaltningsmyndigheden, som har ansvaret for, at sagen er tilstrækkeligt oplyst, når der træffes afgørelse.

Blandt andet i Folketingets Ombudsmands beretninger er det angivet, at det yderligere følger af princippet, at der skal foreligge juridisk bevis for en oplysning, før den kan lægges til grund.

I SM U-11-97, som vedrørte spørgsmålet om faldskader kunne anerkendes som arbejdsskader efter lov om forsikring med følger af arbejdsskader, § 9, nr. 1, lagde Ankestyrelsen til grund, at det er skadelidte, der skal bevise, at han/hun faldt, og at skaden skyldes dette fald, helt eller delvist. Beviskravet lempes dog af Arbejdsskadestyrelsens/Ankestyrelsens forpligtelse til at fremskaffe nødvendige oplysninger til belysning af sagen for at kunne træffe en forsvarlig afgørelse (officialmaksimen).

Forsvarlig afgørelse

Det er myndighedens ansvar at skaffe sig det faktiske og retlige materiale, som er nødvendigt for afgørelsen.

Oplysningerne skal bevirke, at der træffes en indholdsmæssig korrekt afgørelse, uden unødig forsinkelse og uden brug af for store ressourcer.

Jo mere indgribende betydning en afgørelse har for den enkelte eller for samfundet, desto mere omfattende undersørgelser skal der foretages. Som eksempel kan nævnes sager om tvangsfjernelser af børn og tilbagebetaling af sociale ydelser.

Indhentning (og videregivelse) af oplysninger reguleres i forvaltningsloven §§ 28 -32 samt ofte i særlove.

Ankestyrelsen havde i en sag - ikke offentliggjort - modtaget ældre lægelige oplysninger, som ikke var relevante for sagen (arbejdsskadesag). Der blev ikke lagt vægt på oplysningerne ved sagens behandling i Ankestyrelsen. Det lidt specielle forhold i sagen var, at det var en partsrepræsentant (skadelidtes), som havde indsendt oplysningerne.

Sagen blev indbragt for Folketingets Ombudsmand. I sit svar kom Ankestyrelsen bl.a. med følgende bemærkninger:

Ankestyrelsen bemærkede generelt med hensyn til oplysninger og materiale, som parter eller partsrepræsentanter indsender, fordi de mener, at det har betydning, at det herefter er den modtagende myndigheds opgave at vurdere, om oplysningerne er relevante. I det omfang oplysningerne findes relevante, må de så indgå i myndighedens vurdering af sagen.

Ankestyrelsen var opmærksom på bestemmelsen i forvaltningslovens § 32, hvorefter den, der virker inden for den offentlige forvaltning, ikke i den forbindelse må skaffe sig oplysninger, som ikke er af betydning for udførelsen af den pågældendes opgaver, men fremhævede, at officialprincippet på den anden side pålægger offentlige myndigheder at søge sagerne oplyst, således at afgørelsen kan træffes på et forsvarligt grundlag.

Selv om det søgtes præciseret i henvendelser til sygehuse og andre, hvilke oplysninger, man søgte, ville det ikke kunne udelukkes, at også irrelevante oplysninger blev medsendt.

Ankestyrelsen fandt, at myndighederne i så fald måtte foretage den beskrevne vurdering af, hvilke oplysninger, der burde indgå ved vurderingen af sagen.

Ombudsmanden fandt i sin endelige udtalelse ikke grundlag for at kritisere myndighedernes behandling af sagen for så vidt angik spørgsmålet om inddragelse af ældre journaloplysninger.

Fra Ankestyrelsens praksis kan endvidere nævnes SM 0-92-95. I denne sag, som vedrørte hjælp efter bistandslovens § 48 til dækning af udgifter til forsørgelsen af et handiccapet barn, fandt Ankestyrelsen, at en kommunes handle- og oplysningspligt efter bistandslovens bestemmelser og forvaltningsrettens officialprincip vejede tungere end en eventuel udvist passivitet fra ansøgers side, da kommunen var bekendt med familiens behov, bl.a. via akter fra familiens tidligere opholdskommune.

Proccessuel skadevirkning

Proccessuel skadevirkning vil eventuelt indtræde i det tilfælde, hvor en part nægter at medvirke til sagsoplysningen fx ved at nægte at lade sig lægeundersøge.

Myndigheden må så træffe afgørelsen på det foreliggende grundlag, hvilket kan betyde at den vælger en løsning/træffer en afgørelse, som er til ugunst for parten.

For at proccessuel skadevirkning skal indtræde skal følgende betingelser være opfyldt:

- der skal være tale om væsentlige/relevante oplysninger

- der skal være tale om oplysninger, som ikke er alt for belastende, besværlige eller omkostningskrævende for parten at fremskaffe, d.v.s. at der skal være tale om proportionalitet

- pågældende skal have fået præciseret hvilke oplysninger det drejer sig om og evt. vejledt om hvordan oplysningerne kan fremskaffes

- pågældende skal i forvejen være blevet informeret om konsekvensen af, at denne nægter at medvirke ved sagsoplysningen, det vil sige om myndighedens mulighed for at brugeproccessuel skadevirkning.

Princippet om proccessuel skadevirkning er lovfæstet i nogle særlove, herunder ankestyrelsesloven og lov om forsikring mod følger af arbejdsskader.

Fra Ankestyrelsens praksis kan nævnes SM 0-37-97. I denne sag fandt Ankestyrelsen, at et vådliggertilskud efter bistandslovens § 48 med rette var standset, fordi familien ikke havde ønsket at medvirke til sagens oplysning efter bistandslovens § 17 ved undersøgelse hos speciallæge i pædiatri.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at familien ikke havde ønsket en af hospitalet foreslået indlæggelse eller nogen form for medicinsk behandling.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der ikke var tilstrækkelig dokumentation for, at betingelserne for tildeling af vådliggertilskud efter bistandslovens § 48 var opfyldt på det foreliggende grundlag.

Ankestyrelsen lagde ved denne vurdering vægt på, at der under hensyn til lidelsens karakter og barnets alder var behov for en udredning af årsagen til lidelsen og af eventuelle behandlingsmuligheder for at kunne tage stilling til, om der fortsat var tale om nødvendige merudgifter, jf. bistandslovens § 48.

Det kan nævnes, at den nye Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, som træder ikraft den 1. juli 1998, i kapitel 3 har et afsnit om Oplysningspligt, som bl.a. indeholder lovregler i forbindelse med proccessuel skadevirkning.

Juridisk bevis

I beretningerne fra Ombudsmanden er det fremhævet, at det følger af officialprincippet, at der skal foreligge juridisk bevis for en oplysning, før den kan lægges til grund.

Juridisk bevis skal ses som et modstykke til udokumenterede formodninger.

Som eksempel kan nævnes en sag offentliggjort som 14-2 i FOB 1995.

Sagen vedrørte en mand på ca. 80 år, som var blevet senblind, og som søgte om hjælp til en skrivemaskine efter bistandslovens § 58 (hjælpemiddel).

Ombudsmanden kritiserede i denne sag nævnet, fordi nævnet ved sin afgørelse om afslag på hjælp havde lagt vægt på, at det måtte være begrænset, hvor stor en korrespondence ansøgeren havde, uden at det af sagen kunne ses hvorpå ankenævnet støttede denne antagelse.

Alene ansøgers alder kunne ikke danne grundlag for en så sikker slutning.

Ombudsmanden fandt det uforsvarligt, at ankenævnet havde fundet at kunne lægge denne antagelse til grund helt uden at have forsøgt på at få belyst omfanget af ansøgerens korrespondancebehov.

God forvaltningsskik

En part kan ikke kræve, at en myndighed indhenter bestemte oplysninger, hvis myndigheden vurderer, at oplysningerne ikke er nødvendige for, at der kan træffes en forsvarlig afgørelse.

Ombudsmanden har imidlertid i forhold til flere sager i Ankestyrelsen udtalt, at det er god forvaltningsskik i tilfælde, hvor en forvaltningsmyndighed afviser en parts udtrykkelige anmodning om at indhente yderligere oplysninger, at orientere parten herom, inden der træffes afgørelse i sagen. Dette vil navnlig være at betydning, hvis der er rimelig grund til at antage, at parten i så fald vil have væsentlige supplerende bemærkninger til sagen.

Forvaltningsloven § 21

I forhold til sagsoplysningen er § 21 i forvaltningsloven en central - men måske noget overset - bestemmelse, som ofte påberåbes af Ombudsmanden.

Ifølge denne bestemmelse kan en part på ethvert tidspunkt forlange, at sagens afgørelse udsættes, indtil parten har afgivet en udtalelse (sine bemærkninger) til sagen.

Anmodningen vil kunne fremsættes - mundtligt eller skriftligt - i vage vendinger og uden henvisning til forvaltningslovens bestemmelse.

Myndigheden kan sætte en frist for en udtalelse jf. § 21, stk. 1, 2. pkt, men der skal vægtige grunde til, for at myndigheden skal kunne nægte en udsættelse jf. § 21, stk. 2.

Det fremgår fx af denne bestemmelse, at parten ikke har ret til, at få sagen udsat, hvis en udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse.

Alene det forhold, at myndigheden ønsker at have en kort sagsbehandlingstid, kan derimod ikke antages at være en tilstrækkelig grund for at nægte udsættelse.

Ankeinstansens reaktion i tilfælde af, at en sag er utilstrækkeligt belyst

En ankeinstans stilles ofte overfor valget, om myndigheden selv skal indhente manglende oplysninger eller om sagen skal hjemvises til underinstansen.

Valget mellem de to løsninger vil bero på en konkret vurdering. Det vil ud fra et forvaltningsretligt synspunkt sjældent kunne kritiseres, om myndigheden vælger den ene eller den anden løsning.

Faktorer som kan påvirke valget - opregningen er ikke udtømmende - kan være:

Sagen er meget tyndt belyst i underinstansen

De nye oplysninger vil udgøre en væsentlig del af beslutningsgrundlaget

Hensynet til 2. instans behandling; gælder i særlig grad i sager med to eller flere parter

Tilfælde, hvor det er mere hensigtsmæssigt, at underinstansen indhenter manglende oplysninger eller får foranstaltet en manglende undersøgelse

Klager er kommet med et anbringende, om at sagen bør hjemvises.

Faktorer som taler for, at ankeinstansen selv indhenter de manglende oplysninger:

Der er alene tale om begrænsede, supplerende oplysninger.

Hensynet til borgeren, hvis behandlingen i ankeinstansen har været lang.