Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Redaktionel note
Resume

Der har i gennem nogen tid været en del avisskriverier om en optrapning af kommunernes kontrol med, om modtagere af sociale ydelser, herunder børnetilskud, nu også er berettigede. Det har således været fremme, at en del modtagere ikke er reelt enlige - som krævet for at være berettiget til nogle af ydelserne - men i virkeligheden lever i et parforhold, med de deraf følgende økonomiske fordele.

Den fulde tekst

Reelt enlig? Af fuldmægtig Carsten Lærkholm (* 1)

Det er væsentligt at slå fast, at vurderingen af om en person er reelt enlig beror på en samlet vurdering af alle sagens omstændigheder. Nogle omstændigheder vejer bare tungere end andre. To forhold er således af særlig betydning: Er der tale om ægteskab/registreret partnerskab, og er der fælles bopæl.

Gifte personer

Hvis en person er gift, er det altovervejende udgangspunkt, at vedkommende ikke er enlig forsørger. Kun hvis personen er separeret fra ægtefællen eller de lever adskilt grundet uovenstemmelser kan der blive tale om, at en person kan anses for enlig forsørger. I henhold til Ankestyrelsens udmeldte praksis er det et ufravigeligt krav, at gifte eller registrerede partnere, der ikke er separerede, skal være adskilt grundet uoverensstemmelser. Adskillelse af andre årsager kan ikke accepteres. Således var en flygtning i SM B-8-96 ikke enlig forsørger, da adskillelsen skyldtes, at ægtefællen stadig var i hjemlandet. Til grund for at vurderingen af, at der ikke var tale om uoverensstemmelser lagdes, at der var søgt famliesammenføring. Situationen ville måske have set anderledes ud, hvis der f.eks. ikke var søgt familiesammenføring, idet der ikke ville have været en klar indikation for, at adskillelsen ikke skyldtes uoverensstemmelser mellem ægtefællerne. Man skal dog være opmærksom på, at det er ansøgeren, der bærer risikoen for, at det kan bevises, at adskillelsen skyldes uoverensstemmelser.

Med hensyn til det forhold, at et gift par er blevet separeret og flyttet fra hinanden, har Ankestyrelsen i SM B-6-96 udtalt, at uanset der fortsat i et vist omfang var fælles økonomi kunne en fader godt anses for enlig forsørger.

Ugifte

Som det fremgår af vejledningen, må ikke der være tale om et samliv der kan føre til ægte- eller registreret partnerskab. Dette har ikke givet anledning til afgørelser fra Ankestyrelsens side siden man i SM B-2-91 slog fast, at to kvinder der bor sammen, lever i forhold, der kan føre til registreret partnerskab. Spørgsmålet synes ikke siden at have givet anledning til problemer. En væsentlig pointe er dog også, at reglerne skal fortolkes så man så vidt muligt undgår dyneløfteri, og forholdene i øvrigt er administrerbare for kommunerne. Man kan sige, at der opstilles en klar formodning om samliv, dog med mulighed for borgeren til at dokumentere sin ret.

I den forbindelsen skal det nævnes, at det, som det fremgår af vejledningen, er muligt at bevare retten til børnetilskud, selvom man bor i kollektiv. Lidt folkeligt sagt så skal man bare ikke være voldsomt opsat på at holde sit privatliv for sig selv, hvis man gør sig forhåbninger om at modtager børnetilskud.

Fælles bopæl

I en del tilfælde er der registreret flere på den bopæl, hvor en mulig tilskudsmodtager bor. Hvis en person har samme folkeregisteradresse som en anden voksen (dvs. person over 18 år), og der kan indgås ægteskab eller registreret partnerskab mellem de to vil udgangspunktet være, at personen ikke anses for reelt enlig, jf. bekendtgørelsens § 6, stk. 2. Der skal således noget særligt til for at afkræfte formodningen om ægteskabslignende samlivsforhold. At der er indgået to lejemål på samme adresse var således, jf. SM B-8-94, ikke nok til, at en kvinde kunne anses for enlig forsørger, da det var faderen til hendes yngste barn, der boede i huset. Det vil således komme en person til skade såfremt der ikke kan fremdrages beviser nok for at vedkommende ikke er samlevende med den anden der bor på adressen. Praksis er således så diabolsk indrettet, at eventuelt dyneløfteri kun er i borgerens interesse. Ankestyrelsen har imidlertid ikke i børnetilskudssammenhænge udtalt sig om i hvilke situationer en person kan anses for reelt enlig, når der er registreret to personer på samme adresse.

Derimod har man i relation til enlighedsbegrebet i pensionsloven udtalt sig i SM P-20-95 og SM P-25-95. I sidstnævnte sag hjemviste Ankestyrelsen spørgsmålet om, hvorvidt en pensionist var enlig, idet der ikke var oplysninger nok i sagen til at statuere samliv til trods for en tro og love erklæring om det modsatte. Hvis der i sagen alene er oplysning om fælles bopæl og borgeren skriver under på at være enlig, påhviler det således kommunen at bevise, at hun er samlevende.

Praksis på børnetilskudsområdet er nok generelt mere restriktiv. De senere SM'ers og bekendtgørelsens betoning af formodningsreglen gør, at hvis der havde været tale om en børnetilskudssag, så ville det være et spørgsmål om ikke man i stedet for at hjemvise sagen havde truffet en afgørelse, hvorefter ansøgeren ikke kunne anses for reelt enlig. I hvert fald må man antage, at man som udgangspunkt modtager børnetilskud uberettiget og mod bedre vidende, såfremt man bor sammen med en anden og skriver under på, at man er enlig.

Den omtalte formodningsregel er konfirmeret ved bekendtgørelsen af 28. februar 1998 § 6, stk. 2, jf. lov om ændring af børnetilskudsloven § 22 a.(se herom i bemærkningerne til lovforslag nr. L 89 om lov om ændring af børnetilskudsloven)

I en praktisk sammenhæng må det antages, at der i disse tilfælde ikke vil være behov for en større kontrolmæssig indsats (dyneløfteri) fra forvaltningens side, om end man kan komme ud for at skulle verificere påstande fra borgeren om indretning af livsførelse m.v. Egentlige besøg skulle dog i de fleste tilfælde være unødvendige, da er op til forvaltningen at formulere kravene til den dokumentation borgeren i givet fald afkræves, jf. bekendtgørelsen § 6, stk. 2, 1. pkt. Man skal fra forvaltningens side være opmærksom på, at man skal konkretisere på hvilke områder der ønskes dokumentation af borgeren.

Hver sin bopæl

I de tilfælde, hvor det kun er den enkelte(voksne) person, der er registreret på adressen, vil man med mindre andet er godtgjort anse personen for reelt enlig. Tvivlen, men ikke enhver tvivl eller usikkerhed, kommer således borgeren til gode.

I SM B-12-96 var der tale om en ugift kvinde, hvis ven havde eget hjem i en anden by. Endvidere havde forholdet kun varet 6 måneder. Ankestyrelsen anså derfor kvinden for reelt enlig. I SM B-9-97 blev en ugift kvinde derimod ikke anset for reelt enlig, da der var tale om et langvarigt forhold til en mand, der hyppigt opholdt sig hos kvinden og desuden var far til hendes yngste barn. Man vil heraf se, at »ægteskabeligheden« (eller indikationerne herpå) i forholdet er et væsentligt kriterium for at statuere samliv. Omvendt må det tillades, at folk har kærester uden, at der straks skæres i børnetilskuddet. Mere økonomiske elementer var i SM B-3-97 grundlaget for ikke at anse en kvinde for reelt enlig, idet hun og faderen til hendes yngste barn havde haft fælles telefonnummer og fælles bankkonto i en længere årrække. Ankestyrelsen lagde derudover vægt på, at manden havdehaft forskellige fiktive c/o adresser.

Sagens oplysninger gjorde, at man måtte lægge til grund, at manden og kvinden reelt havde samme bopæl.

Man skal være opmærksom på, at det er forvaltningen, der står med opgaven at bevise, at ansøgeren ikke er reelt enlig, når der ikke er fællesbopæl. Det kan dog ikke ud fra Ankestyrelsens praksis og heller ikke den seneste bekendtgørelse siges om der er helt samme formodningsregel - blot med modsat fortegn - når der ikke er fælles bopæl, som når der er. Dette må bero på en eventuel fremtidig stillingtagen.

Redaktionel note
  • (* 1) Offentliggjort i Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 1, maj 1998.