Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Realkreditlov

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:


Kapitel 1

Virksomhedsområde m.v.

§ 1. Denne lov gælder for realkreditinstitutter og realkreditvirksomhed.

Stk. 2. Realkreditinstitutter er her i landet registrerede institutter, der driver realkreditvirksomhed efter denne lov.

Stk. 3. Ved realkreditvirksomhed forstås ydelse af lån mod registreret pant i fast ejendom på grundlag af udstedelse af realkreditobligationer.

Stk. 4. Ved realkreditobligationer forstås omsættelige massegældsbreve eller fondsaktiver, som bærer betegnelsen realkreditobligationer, som er udstedt ved realkreditvirksomhed efter denne lov, og som er optaget til offentlig notering på en fondsbørs.

§ 2. Realkreditinstitutter kan yde lån mod pant i fast ejendom på grundlag af udstedelse af andre værdipapirer end realkreditobligationer.

Stk. 2. Realkreditinstitutter kan herudover drive virksomhed, der må anses for accessorisk til instituttets realkreditvirksomhed.

Stk. 3. Boligministeren kan bestemme, at accessorisk virksomhed skal udøves af et andet selskab registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Stk. 4. Realkreditinstitutter må ikke drive anden virksomhed end realkreditvirksomhed og virksomhed på grundlag af stk. 1 og 2.

§ 3. Realkreditvirksomhed kan foruden af realkreditinstitutter udøves af et udenlandsk kreditinstitut gennem en filial her i landet eller som grænseoverskridende aktivitet, såfremt det opfylder følgende betingelser:

  • 1) hovedparten af instituttets aktiviteter skal være udlån mod pant i fast ejendom på grundlag af udstedelse af obligationer eller andre værdipapirer,
  • 2) instituttets långivning og obligationsudstedelse skal være reguleret af et balanceprincip, og
  • 3) realkreditobligationer, som instituttet udsteder her i landet, skal efter hjemlandets lovgivning være en privilegeret fordring i konkursordenen, jf. § 86, stk. 4.

Stk. 2. For realkreditvirksomhed efter stk. 1 gælder alene lovens § 1, stk. 3, § 5, stk. 3, § 12, kapitlerne 4-6, § 94, § 95, stk. 1, § 101 og § 102.

§ 4. Institutter, der driver realkreditvirksomhed her i landet, er eneberettigede til at udstede realkreditobligationer her i landet.

Stk. 2. Et udenlandsk kreditinstitut kan dog udstede realkreditobligationer her i landet som led i udlån mod pant i fast ejendom i udlandet, hvis instituttet opfylder betingelserne i § 3, stk. 1.

§ 5. Realkreditinstitutter er eneberettigede til at anvende betegnelser som realkreditinstitut, realkreditaktieselskab, kreditforening, realkreditfond eller reallånefond, herunder oversættelse til fremmede sprog af disse betegnelser. Dansk Landbrugs Realkreditfond kan dog fortsat benytte denne betegnelse, ligesom KommuneKredit desuden kan benytte betegnelsen Kreditforeningen af Kommuner i Danmark.

Stk. 2. Et realkreditinstitut, der i medfør af § 67 omdannes til aktieselskab, er berettiget til at betegne sig som forening eller fond, idet dog ordet aktieselskab eller deraf dannede forkortelser skal tilføjes navnet.

Stk. 3. Andre værdipapirer end realkreditobligationer må ikke bære denne betegnelse eller betegnelser, der er egnede til at fremkalde det indtryk, at de er realkreditobligationer.

§ 6. Aktieselskabsloven gælder for realkreditinstitutter organiseret som aktieselskaber med de afvigelser, der følger af nærværende lov.

Kapitel 2

Godkendelse m.m.

§ 7. Realkreditinstitutter skal være aktieselskaber.

Stk. 2. Realkreditinstitutter skal godkendes af boligministeren.

Stk. 3. Stk. 1 og 2 gælder ikke for de realkreditinstitutter, der ved lovens ikrafttræden er godkendt til at drive realkreditvirksomhed.

§ 8. Ansøgning om godkendelse skal være ledsaget af en driftsplan med nærmere angivelse af arten af de påtænkte forretninger og af realkreditinstituttets organisation.

Stk. 2. Ansøgningen skal desuden indeholde oplysninger om alle, der direkte eller indirekte ejer mindst 10 pct. af kapitalen eller stemmerettighederne eller en kapitalandel, der giver mulighed for at udøve en betydelig indflydelse på forvaltningen af realkreditinstituttet, samt om størrelsen af disse kapitalejeres kapitalandel.

§ 9. Godkendelse er betinget af, at realkreditinstituttet har en aktiekapital på mindst 150 mio. kr., som skal være indbetalt, inden instituttet registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Stk. 2. Godkendelse kan nægtes, hvis et medlem af realkreditinstituttets direktion eller bestyrelse:

  • 1) må skønnes ikke at have fyldestgørende erfaring til at udøve stillingen eller hvervet,
  • 2) er dømt for strafbart forhold og det udviste forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen eller hvervet eller
  • 3) i stilling eller hverv har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at den pågældende ikke vil varetage stillingen eller hvervet forsvarligt.

Stk. 3. Godkendelse kan desuden nægtes, hvis de i § 8, stk. 2, nævnte kapitalejere ikke skønnes egnede til at sikre en forsvarlig drift af realkreditinstituttet.

§ 10. Boligministeren kan suspendere behandlingen af ansøgninger om godkendelse af realkreditinstitutter, som direkte eller indirekte ejes af selskaber med hjemsted uden for De Europæiske Fællesskaber.

§ 11. Har boligministeren ikke inden 6 måneder efter modtagelsen af en ansøgning om godkendelse til at drive realkreditvirksomhed afgivet udtalelse om ansøgningen, kan ansøgeren indbringe sagen for domstolene.

Stk. 2. En afgørelse om nægtelse af godkendelse kan af ansøgeren og af den, afgørelsen vedrører, indbringes for domstolene inden 8 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.

§ 12. Et udenlandsk kreditinstitut kan begynde at udøve realkreditvirksomhed her i landet gennem en filial 2 måneder efter, at boligministeren har modtaget meddelelse herom fra de kompetente myndigheder i hjemlandet.

Stk. 2. Meddelelsen fra hjemlandets myndigheder skal indeholde følgende oplysninger:

  • 1) et program for filialens virksomhed, herunder oplysninger om organisation og de forretninger, der påtænkes,
  • 2) filialens adresse,
  • 3) navnene på de ansvarlige medlemmer af filialens ledelse,
  • 4) størrelsen af kreditinstituttets egenkapital og solvensnøgletal og
  • 5) oplysninger om en eventuel garantiordning i hjemlandet omfattende ejerne af de udstedte realkreditobligationer.

Stk. 3. Et udenlandsk kreditinstitut kan begynde at udøve realkreditvirksomhed her i landet som grænseoverskridende tjenesteydelser, når boligministeren har modtaget meddelelse herom fra de kompetente myndigheder i hjemlandet.

Stk. 4. Et finansieringsinstitut kan udøve den i stk. 1 og 3 nævnte virksomhed på de betingelser, der er fastsat i direktiver vedtaget af De Europæiske Fællesskaber.

Stk. 5. I tilfælde af ændring af et forhold, der er givet meddelelse om efter stk. 2, nr. 1-3 og 5, skal kreditinstituttet give meddelelse herom til boligministeren, senest en måned før ændringen foretages.

Stk. 6. Boligministeren kan efter de procedurer, der er fastsat i direktiver vedtaget af De Europæiske Økonomiske Fællesskaber, nægte kreditinstitutter med hjemsted uden for De Europæiske Fællesskaber adgang til at udøve realkreditvirksomhed her i landet, hvis danske realkreditinstitutter nægtes adgang til at udøve virksomhed i det pågældende land.

Kapitel 3

Ledelse

§ 13. Indkaldelse til generalforsamling skal ske offentligt. Pressen skal have adgang til generalforsamlingen.

§ 14. Bestyrelsen skal bestå af mindst 5 medlemmer, hvoraf boligministeren udnævner et medlem.

Stk. 2. Direktionen skal bestå af mindst 2 personer.

§ 15. Reglerne om koncernrepræsentation i lov om aktieselskaber gælder ikke for medarbejdere i selskaber, gennem hvilke et realkreditinstitut midlertidigt driver anden virksomhed som led i afvikling af overtagne panter.

§ 16. Et bestyrelsesmedlem, en direktør eller en revisor kan forlange, at bestyrelsen indkaldes. En direktør og en revisor har ret til at være til stede og udtale sig ved bestyrelsesmøder, medmindre bestyrelsen i den enkelte sag træffer anden bestemmelse. Samtlige revisorer har altid ret til at deltage i bestyrelsesmøder under behandling af sager, der har betydning for revisionen eller for aflæggelse af regnskabet.

Stk. 2. Revisorerne har pligt til at deltage i bestyrelsens behandling af de pågældende sager, såfremt det ønskes af blot eet bestyrelsesmedlem.

Stk. 3. Over forhandlingerne i bestyrelsen skal der føres en protokol, der underskrives af samtlige tilstedeværende medlemmer. Et bestyrelsesmedlem, en direktør eller en revisor, der ikke er enig i bestyrelsens beslutning, har ret til at få sine synspunkter indført i protokollen.

§ 17. Bestyrelsen og direktionen er ansvarlige for, at instituttet følger en tilfredsstillende administrativ og regnskabsmæssig praksis, og at der findes fyldestgørende interne kontrolprocedurer.

§ 18. Medlemmer af et instituts direktion må ikke være medlem af instituttets bestyrelse.

Stk. 2. Medlemmer af direktionen må ikke uden bestyrelsens tilladelse eje eller drive selvstændig erhvervsvirksomhed eller som bestyrelsesmedlem, funktionær eller på anden måde deltage i ledelsen eller driften af anden erhvervsvirksomhed end realkreditvirksomhed.

Stk. 3. Bestyrelsen udarbejder en instruks om afgrænsningen af de dispositioner, som direktionen kan træffe uden forudgående forelæggelse for bestyrelsen.

§ 19. Den tegningsret, der tilkommer medlemmer af bestyrelsen eller direktionen i et realkreditinstitut, kan kun udøves af mindst to i forening.

Stk. 2. Til i øvrigt at forpligte et realkreditinstitut ved dispositioner af større betydning, herunder afgivelse af lånetilbud og ydelse af lån, kræves underskrift af mindst to dertil bemyndigede personer. Dog kan een dertil bemyndiget person forpligte instituttet, hvis revisorerne over for bestyrelsen har erklæret forretningsgangene sikkerhedsmæssigt betryggende.

§ 20. Aktieselskabslovens kapitel 9 og § 115, stk. 1, gælder for realkreditinstitutter organiseret som foreninger eller fonde med de nødvendige tilpasninger og med de afvigelser, der følger af nærværende lov.

Stk. 2. Aktieselskabslovens § 51, stk. 2, gælder dog ikke for realkreditinstitutter.

Stk. 3. Aktieselskabslovens § 115, stk. 1, gælder dog ikke for ydelse af realkreditlån.

Kapitel 4

Lånetyper

§ 21. Ved et annuitetslån forstås et lån, hvor ydelsen i rentebindingsperioden udgør en fast procentdel af hovedstolen.

Stk. 2. Ved et serielån forstås et lån, hvor afdraget udgør en fast procentdel af hovedstolen.

Stk. 3. Ved et stående lån forstås et lån, hvis hovedstol ikke afdrages, men forfalder til indfrielse ved lånets udløb.

Stk. 4. Ved et indekslån forstås et lån, hvis hovedstol, restgæld og ydelse løbende indeksreguleres.

Stk. 5. Ved et nominallån forstås et lån, hvis hovedstol, restgæld og ydelse ikke indeksreguleres.

Stk. 6. Ved kontantlån forstås lån, hvis hovedstol er lig med kursværdien af de til lånet svarende obligationer. Ydelse af kontantlån kan kun ske med boligministerens tilladelse.

§ 22. Indekslån med dertil svarende obligationer, der afdrages efter serielånsprincippet, betegnes som type I.

Stk. 2. Indekslån med dertil svarende obligationer, der afdrages efter annuitetsprincippet, betegnes som type AI.

Stk. 3. Indekslån, der ydes enten som serielån eller stående lån på grundlag af de samme obligationer, betegnes som type IJ.

§ 23. Indekslån med dertil svarende obligationer, der ydes i henhold til bestemmelserne i stk. 2-5, betegnes som type IS.

Stk. 2. Afdraget udgør den første gang 1,4 pct. af den regulerede bogførte hovedstol. Afdraget forhøjes to gange årligt, pr. 1. januar og 1. juli, med 75 pct. af den halvårlige procentvise stigning i nettoprisindekset.

Stk. 3. Overstiger den halvårlige procentvise stigning i nettoprisindekset den halvårlige procentvise stigning i indkomsterne ifølge det af Danmarks Statistik offentliggjorte timelønsindeks for industriens arbejdere for den tilsvarende maj henholdsvis november måned, forhøjes afdraget efter stk. 2 dog med 75 pct. af den halvårlige procentvise stigning i sidstnævnte indeks.

Stk. 4. Falder timelønsindekset, reguleres afdraget efter stk. 2 efter dette indeks. Afdraget nedsættes med 100 pct. af det halvårlige procentvise fald.

Stk. 5. Eventuel restgæld på et indekslån, type IS, ved udløbet af lånets maksimale løbetid kan af realkreditinstituttet opsiges til indfrielse med 1 måneds varsel. Til indfrielse af restgælden kan der ydes indekslån, type IS.

§ 24. Den pålydende rente på indeksobligationer er 21/2 pct. Boligministeren kan dog fastsætte en anden pålydende rente.

Stk. 2. Ved første termin betales ikke afdrag på indekslån.

Stk. 3. Indekslån må kun ydes, hvis efterstående panthavere i hvert enkelt tilfælde meddeler samtykke hertil.

Stk. 4. Indekslåns hovedstol og restgæld samt indeksobligationer reguleres på grundlag af det af Danmarks Statistik offentliggjorte nettoprisindeks.

Stk. 5. For indekslån, type IJ, hvortil der ydes afdragsbidrag, reguleres låntagers restgæld kun med 70 pct. af stigningen i nettoprisindekset. Ved fald i nettoprisindekset reguleres hovedstol og restgæld med hele faldets størrelse.

§ 25. Nominallån til opførelse, ejerskifte og om- og tilbygning af ejerboliger til helårsbrug og fritidshuse skal ydes, så de ikke afdrages langsommere end et lån, der består af 60 pct. annuitetslån og 40 pct. serielån.

Stk. 2. Nominallån til indfrielse af prioriteter, bortset fra realkreditlån, i de i stk. 1 nævnte ejendomme skal ydes, så de ikke afdrages langsommere end et serielån.

Stk. 3. Nominallån til ubebyggede grunde, der er udlagt til ejerboliger til helårsbrug eller fritidshuse, skal ydes, så de ikke afdrages langsommere end et serielån.

Stk. 4. Lån efter stk. 1 må ikke deles i flere lån.

Kapitel 5

Ejendomskategorier, lånegrænser og løbetider m.v.

Ejerboliger til helårsbrug

§ 26. Lån til ejerboliger til helårsbrug ydes efter bestemmelserne i stk. 2-5.

Stk. 2. Til opførelse kan ydes nominallån eller indekslån, type I, inden for en lånegrænse på 80 pct. Den maksimale løbetid er 30 år.

Stk. 3. Til ejerskifte kan ydes nominallån inden for en lånegrænse på 80 pct. Den maksimale løbetid er 20 år.

Stk. 4. Til om- og tilbygning, vedligeholdelse og opretning kan ydes nominallån inden for en lånegrænse på 80 pct. Den maksimale løbetid er 20 år. Lånet må højst udgøre 80 pct. af de afholdte rimelige udgifter.

Stk. 5. Til indfrielse af prioriteter, bortset fra realkreditlån, kan ydes nominallån inden for en lånegrænse på 40 pct. Den maksimale løbetid er 10 år.

Fritidshuse

§ 27. Lån til fritidshuse ydes efter bestemmelserne i stk. 2-5.

Stk. 2. Til opførelse kan ydes nominallån inden for en lånegrænse på 60 pct. Den maksimale løbetid er 20 år.

Stk. 3. Til ejerskifte kan ydes nominallån inden for en lånegrænse på 60 pct. Den maksimale løbetid er 20 år.

Stk. 4. Til om- og tilbygning m.v. kan ydes nominallån inden for en lånegrænse på 60 pct. Lånets maksimale løbetid er 20 år. Lånet må højst udgøre 60 pct. af de afholdte rimelige udgifter.

Stk. 5. Til indfrielse af prioriteter, bortset fra realkreditlån, kan ydes nominallån inden for en lånegrænse på 40 pct. Den maksimale løbetid er 10 år.

Private andelsboliger

§ 28. Lån til private andelsboliger ydes efter bestemmelserne i stk. 2-5.

Stk. 2. Til opførelse, herunder af forsøgsbyggeri i henhold til § 65, stk. 1, i lov om boligbyggeri, kan ydes nominallån eller indekslån, type IS, inden for en lånegrænse på 80 pct. Den maksimale løbetid er 30 år for nominallån og 50 år for indekslån.

Stk. 3. Til udbedring af byggeskader kan ydes indekslån, type IS, inden for en lånegrænse på 80 pct. Lån kan ydes ud over en lånegrænse på 80 pct. mod garanti fra stat eller kommune for den del af långivningen, der ligger ud over denne lånegrænse. Den maksimale løbetid er 50 år. Lånet må højst udgøre 90 pct. af de godkendte udgifter.

Stk. 4. Til andre formål kan ydes nominallån inden for en lånegrænse på 80 pct. Den maksimale løbetid er 30 år.

Stk. 5. Indekslån efter stk. 2 og 3 må alene ydes, såfremt der er givet tilsagn om støtte i henhold til lov om boligbyggeri.

Private beboelsesejendomme til udlejning

§ 29. Lån til private beboelsesejendomme til udlejning ydes efter bestemmelserne i stk. 2 og 3.

Stk. 2. Til opførelse kan ydes nominallån eller indekslån, type I, inden for en lånegrænse på 80 pct. Den maksimale løbetid er 30 år for nominallån og 50 år for indekslån.

Stk. 3. Til andre formål kan ydes nominallån inden for en lånegrænse på 80 pct. Den maksimale løbetid er 30 år.

Almennyttigt boligbyggeri

§ 30. Lån til almennyttigt boligbyggeri ydes efter bestemmelserne i stk. 2-7.

Stk. 2. Til opførelse, herunder af forsøgsbyggeri i henhold til § 62 a i lov om boligbyggeri, kan ydes indekslån, type IS, inden for en lånegrænse på 94 pct. Den maksimale løbetid er 50 år.

Stk. 3. Til ekstraordinære renoveringsarbejder kan i ganske særlige tilfælde og med kommunalbestyrelsens godkendelse ydes indekslån, type IS, inden for en lånegrænse på 80 pct. Lån kan ydes ud over en lånegrænse på 80 pct. mod kommunal garanti for den del af långivningen, der ligger ud over denne lånegrænse. Den maksimale løbetid er 50 år. Lånet må ikke overstige de afholdte rimelige udgifter.

Stk. 4. Til udbedring af byggeskader kan ydes indekslån, type IS, inden for en lånegrænse på 80 pct. Lån kan ydes ud over en lånegrænse på 80 pct. mod garanti fra stat eller kommune for den del af långivningen, der ligger ud over denne lånegrænse. Den maksimale løbetid er 50 år. Lånet må højst udgøre 96 pct. af de godkendte udgifter.

Stk. 5. Til ombygning af ledige lejligheder og til forbedring af miljøet i bebyggelser kan ydes indekslån, type IS, inden for en lånegrænse på 80 pct. Lån kan ydes ud over en lånegrænse på 80 pct. mod garanti fra stat eller kommune for den del af långivningen, der ligger ud over denne lånegrænse. Den maksimale løbetid er 50 år. Lånet må højst udgøre 94 pct. af de godkendte udgifter.

Stk. 6. Til andre formål kan ydes nominallån inden for en lånegrænse på 80 pct. Den maksimale løbetid er 30 år.

Stk. 7. Lån efter stk. 2 og stk. 4-5 må alene ydes, såfremt der er givet tilsagn om støtte i henhold til lov om boligbyggeri.

Ungdomsboliger

§ 31. Lån til ungdomsboliger ydes efter bestemmelserne i stk. 2-8.

Stk. 2. Til opførelse, herunder af forsøgsbyggeri i henhold til § 73 i lov om boligbyggeri, kan ydes indekslån, type IS, inden for en lånegrænse på 96 pct. Den maksimale løbetid er 50 år.

Stk. 3. Til ejerskifte og om- og tilbygning m.v. af eksisterende ejendomme med henblik på indretning af ungdomsboliger kan ydes indekslån, type IS, inden for en lånegrænse på 96 pct. Den maksimale løbetid er 50 år.

Stk. 4. Til om- og tilbygning m.v. af kollegier eller ungdomsboliger, der har fået statsstøtte til opførelsen efter byggestøtte-, kollegiestøtte- eller boligbyggerilovgivningen, kan med kommunalbestyrelsens godkendelse ydes indekslån, type IS, inden for en lånegrænse på 80 pct. Den maksimale løbetid er 50 år. Lånet må ikke overstige de afholdte rimelige udgifter.

Stk. 5. Til udbedring af byggeskader kan ydes indekslån, type IS, inden for en lånegrænse på 80 pct. Lån kan ydes ud over en lånegrænse på 80 pct. mod garanti fra stat eller kommune for den del af långivningen, der ligger ud over denne lånegrænse. Den maksimale løbetid er 50 år. Lånet må ikke overstige de godkendte udgifter.

Stk. 6. Til ekstraordinære renoveringsarbejder, herunder moderniseringer, samt til energibesparende foranstaltninger kan ydes indekslån, type IS, inden for en lånegrænse på 80 pct. Den maksimale løbetid er 50 år. Lånet må højst udgøre et beløb svarende til den godkendte låneoptagelse efter § 73 b, stk. 1, i lov om boligbyggeri.

Stk. 7. Til andre formål kan med kommunalbestyrelsens godkendelse ydes nominallån inden for en lånegrænse på 80 pct. Den maksimale løbetid er 30 år.

Stk. 8. Lån efter stk. 2-3 og stk. 5-6 må alene ydes, såfremt der er givet tilsagn om støtte i henhold til lov om boligbyggeri.

Ældreboliger

§ 32. Lån til ældreboliger ydes efter bestemmelserne i stk. 2-6.

Stk. 2. Til opførelse kan ydes indekslån, type IS, inden for en lånegrænse på 85 pct. Den maksimale løbetid er 50 år.

Stk. 3. Til ejerskifte af eksisterende ejendomme med henblik på indretning af ældreboliger kan ydes indekslån, type IS, inden for en lånegrænse på 85 pct. Den maksimale løbetid er 50 år.

Stk. 4. Til om- og tilbygning af ejendomme, der ejes af bygherren, med henblik på indretning af ældreboliger kan ydes indekslån, type IS, inden for en lånegrænse på 85 pct. Den maksimale løbetid er 50 år. Lånet må højst udgøre 85 pct. af de godkendte udgifter.

Stk. 5. Til andre formål kan med kommunalbestyrelsens godkendelse ydes nominallån inden for en lånegrænse på 80 pct. Den maksimale løbetid er 30 år.

Stk. 6. Indekslån efter stk. 2-4 må alene ydes, såfremt der er givet tilsagn om støtte i henhold til lov om boliger for ældre og personer med handicap.

Industri- og håndværksejendomme

§ 33. Lån til industri- og håndværksejendomme ydes efter bestemmelserne i stk. 2-4.

Stk. 2. Til opførelse kan ydes nominallån eller indekslån, type I, inden for en lånegrænse på 60 pct., jf. dog stk. 4. Den maksimale løbetid er 20 år.

Stk. 3. Til andre formål kan ydes nominallån inden for en lånegrænse på 60 pct., jf. dog stk. 4. Den maksimale løbetid er 20 år.

Stk. 4. Industriens Realkreditfond har eneret til at yde lån i intervallet mellem 35 pct. og 60 pct. af ejendommens værdi i ejendomme, hvis belåningsværdi overstiger 2,6 mio. kr. Beløbsgrænsen på 2,6 mio. kr. reguleres een gang årligt på grundlag af udviklingen i det af Danmarks Statistik pr. 1. januar 1989 beregnede reguleringsindeks for boligbyggeri og med afrunding efter boligministerens bestemmelse. Reguleringen har virkning fra offentliggørelsen af dette indeks.

Kollektive energiforsyningsanlæg

§ 34. Lån til kollektive energiforsyningsanlæg kan ydes efter bestemmelserne i § 33. Såfremt der stilles kommunal garanti efter bestemmelsen i stk. 7, kan lån til kollektive energiforsyningsanlæg dog ydes efter bestemmelserne i stk. 2-8.

Stk. 2. Til opførelse samt om- og tilbygning m.v. af kollektive energiforsyningsanlæg kan ydes nominallån. Den maksimale løbetid er 30 år. Lånet må ikke overstige de afholdte rimelige udgifter.

Stk. 3. Til opførelse samt om- og tilbygning m.v. af kollektive, udelukkende elproducerende, vedvarende energiforsyningsanlæg kan ydes indekslån, type I. Den maksimale løbetid er 20 år. Lånet må ikke overstige de afholdte rimelige udgifter.

Stk. 4. Til kollektive varmeleverende energiforsyningsanlæg, der i overvejende grad baseres på indenlandske, herunder vedvarende, energikilder kan ydes indekslån, type I eller type AI. Den maksimale løbetid er 20 år. Lånet må ikke overstige de afholdte udgifter.

Stk. 5. Industriens Realkreditfond har eneret til at yde lån efter stk. 2-4 ud over en lånegrænse på 50 pct. Såfremt långivningen reduceres som følge af offentlig støtte, fordeles reduktionen forholdsmæssigt mellem de långivende institutter efter størrelsen af de beregnede lån uden fradrag. Industriens Realkreditfond kan yde supplerende nominallån til kollektive varmeleverende energiforsyningsanlæg til finansiering af hele eller en del af terminsydelsen i de første 5 år af løbetiden for et allerede optaget nominallån.

Stk. 6. Lån efter stk. 2-4 må ikke ydes til anlæg ejet af elværker eller selskaber, hvori elværker har bestemmende indflydelse, medmindre disse anlæg er beliggende på Færøerne eller i Grønland, jf. dog § 105, stk. 2.

Stk. 7. Lån efter stk. 2-5 må alene ydes mod en garanti stillet af en eller flere primærkommuner. Garantien skal omfatte den del af lånet, der har sikkerhed ud over en lånegrænse på 60 pct. Garantien skal dog mindst dække 40 pct. af den samlede långivning ydet efter stk. 2-4.

Stk. 8. Boligministeren kan fastsætte nærmere regler om långivningen efter stk. 2-7. Regler om afgrænsningen af forskellige typer kollektive energiforsyningsanlæg efter stk. 4 fastsættes efter forhandling med energiministeren.

Kontor- og forretningsejendomme

§ 35. Lån til kontor- og forretningsejendomme samt hoteller ydes efter bestemmelserne i stk. 2 og 3.

Stk. 2. Til opførelse kan ydes nominallån eller indekslån, type I, inden for en lånegrænse på 60 pct. Den maksimale løbetid er 20 år.

Stk. 3. Til andre formål kan ydes nominallån inden for en lånegrænse på 60 pct. Den maksimale løbetid er 20 år.

Landbrugsejendomme m.v.

§ 36. Lån til landbrugs- og skovbrugsejendomme, gartnerier m.v. ydes efter bestemmelserne i stk. 2-8.

Stk. 2. Uanset låneformål kan ydes nominallån eller indekslån, type I, inden for en lånegrænse på 45 pct. Såfremt indekslån, type I, ydes til andre låneformål end opførelse samt om- og tilbygning m.v., må låneprovenuet dog højst udgøre 1,5 mio. kr., hvilket beløb reguleres efter bestemmelsen i § 33, stk. 4. Såfremt der samtidig optages størst muligt indekslån, type IJ, eller indekslån, type IJ, på mindst 20 pct. af ejendommens værdi, jf. stk. 3 og 4, kan der ydes nominallån inden for 70 pct. af ejendommens værdi. Den maksimale løbetid er 30 år.

Stk. 3. Uanset låneformål kan ydes indekslån, type IJ, inden for en lånegrænse på 50 pct. Den maksimale løbetid er 30 år. Lånet kan ydes som stående lån inden for en lånegrænse på 25 pct. Lånet kan ydes som serielån inden for en lånegrænse på 50 pct.

Stk. 4. Indekslån, type IJ, må i den enkelte ejendom tilsammen højst udgøre 1,5 mio. kr., og låneprovenuet skal mindst udgøre 59.000 kr. for den enkelte ejendom. Disse beløbsgrænser reguleres efter bestemmelsen i § 33, stk. 4.

Stk. 5. Finansministeren bemyndiges til at lade indestående statslån og statsgaranterede lån rykke for indekslån, type IJ, og til at fastsætte regler om automatisk tilbagerykning inden for visse økonomiske grænser m.v.

Stk. 6. Indekslån, type IJ, refinansieres ved ejerskifte ved realkreditinstituttets salg af den fornødne mængde obligationer i en på refinansieringstidspunktet åben serie. I forbindelse med refinansiering kan de ved lånets optagelse solgte obligationer udtrækkes til pari. De ved lånenes optagelse udstedte pantebreve indestår på sådanne vilkår, at køberen af ejendommen stilles, som om nye lån efter stk. 3 optages med bevarelse af den hidtidige prioritetsstilling. For stående lån skal der ske refinansiering senest ved løbetidens afslutning eller den seneste refinansiering. Stående lån forfalder ved væsentlige indskrænkninger i produktionsgrundlaget for bedriften. 1.-5. pkt. kan ikke fraviges ved aftale.

Stk. 7. Hensidden i uskiftet bo betragtes ikke som ejerskifte efter stk. 6.

Stk. 8. Nominallån, der er ydet samtidig med et indekslån, type IJ, og som på belåningstidspunktet er ydet ud over 45 pct. af ejendommens værdi, forfalder til indfrielse, hvis det pågældende indekslån, type IJ, indfries ekstraordinært helt eller delvis. I pantebrevet skal optages bestemmelse herom.

Stk. 9. Boligministeren kan fastsætte regler om långivningen efter stk. 2-8.

Ejendomme til sociale, kulturelle og undervisningsmæssige formål

§ 37. Lån til ejendomme til sociale, kulturelle og undervisningsmæssige formål ydes efter bestemmelserne i stk. 2-5.

Stk. 2. Til opførelse kan ydes nominallån eller indekslån, type I, inden for en lånegrænse på 80 pct. Den maksimale løbetid er 30 år.

Stk. 3. Til om- og tilbygning m.v. kan ydes indekslån, type I, inden for en lånegrænse på 80 pct. Den maksimale løbetid er 30 år. Lånet må højst udgøre 90 pct. af de afholdte rimelige udgifter.

Stk. 4. Til om- og tilbygning m.v. med henblik på installering af elektricitets- eller varmeproducerende anlæg baseret på indenlandske, herunder vedvarende, energikilder kan ydes nominallån eller indekslån, type I, ud over en lånegrænse på 80 pct. mod kommunal garanti for den del af långivningen, der ligger ud over denne lånegrænse. Den maksimale løbetid er 30 år. Lånet må højst udgøre 90 pct. af de afholdte rimelige udgifter.

Stk. 5. Til andre formål kan ydes nominallån inden for en lånegrænse på 80 pct. Den maksimale løbetid er 30 år.

Andre ejendomme

§ 38. Til andre ejendomme, herunder ubebyggede grunde, kan ydes nominallån inden for en lånegrænse på 40 pct. Den maksimale løbetid er 20 år. For grunde udlagt til ejerboliger til helårsbrug eller fritidshuse er den maksimale løbetid dog 10 år.

§ 39. Til finansiering af arbejder, der udføres i overensstemmelse med en saneringsplan vedtaget før den 1. juli 1983, jf. lov om sanering, kan ydes nominallån eller indekslån, type IS. Et nominallån må ikke overstige den del af udgifterne, der svarer til forøgelsen af ejendommens leje- eller brugsværdi. Et indekslån må ikke overstige de støtteberettigede udgifter. Den maksimale løbetid er 30 år for nominallån og 50 år for indekslån.

Stk. 2. Til finansiering af arbejder, der udføres i overensstemmelse med en saneringsplan vedtaget efter den 30. juni 1983, jf. lov om sanering, eller i overensstemmelse med en beslutning om byfornyelse eller boligforbedring, jf. lov om byfornyelse og boligforbedring, kan ydes indekslån, type IS. Lånet må ikke overstige de støtteberettigede udgifter. Den maksimale løbetid er 50 år.

Stk. 3. Til private beboelsesejendomme til udlejning kan der til finansiering af de arbejder, der omfattes af stk. 1 og 2, ydes nominallån svarende til forøgelsen af ejendommens leje- eller brugsværdi og indekslån, type IS, svarende til den resterende del af de afholdte udgifter. Den maksimale løbetid er 30 år for nominallån og 50 år for indekslån.

Stk. 4. Lån efter stk. 1-3 kan ydes ud over lånegrænsen for lån til om- og tilbygning m.v. af den pågældende ejendom mod garanti fra stat eller kommune for den del af långivningen, der ligger ud over lånegrænsen.

Stk. 5. Ydes der indekslån til finansiering af den del af de støtteberettigede udgifter, der overstiger forøgelsen af ejendommens leje- eller brugsværdi, rykker panteretten uden særskilt påtegning for enhver panterettighed, der tinglyses på ejendommen.

§ 40. Til opførelse samt om- og tilbygning m.v. kan lån ydes på grundlag af ejendommens forventede værdi (forhåndslån), såfremt der stilles sikkerhed for, at lånet vil blive indfriet eller nedbragt, hvis det ikke efter udløbet af fristen for byggeriets færdiggørelse kunne være ydet med det bevilgede beløb.

Stk. 2. Når betingelserne for at udbetale lånet i øvrigt er opfyldt, kan der ydes lån uden registreret pantebrev, såfremt der stilles sikkerhed for fremkomst af registreret pantebrev.

Stk. 3. Når betingelserne for at udbetale lånet i øvrigt er opfyldt, kan der ydes lån, selv om pantebrevet er behæftet med præjudicerende retsanmærkninger, såfremt der stilles sikkerhed for, at disse slettes.

Stk. 4. Realkreditinstitutter kan indgå aftale med låntager om at yde lån til en kurs fastsat på tilbudstidspunktet eller senere (fastkursaftale).

Stk. 5. Boligministeren kan fastsætte regler om ydelse af lån m.v. efter stk. 1-4.

Kapitel 6

Værdiansættelse og låneudmåling

§ 41. Instituttet skal ansætte en kontantværdi af ejendommen til brug for låneudmålingen.

Stk. 2. Værdien skal ligge inden for det beløb, som en kyndig erhverver med kendskab til pris- og markedsforholdene for den pågældende type ejendom må skønnes at ville betale for ejendommen. Forhold, der betinger en særlig høj pris, må ikke indgå i værdiansættelsen.

Stk. 3. Instituttet skal ved værdiansættelsen tage hensyn til eventuel risiko for ændringer i markeds- eller strukturforhold.

§ 42. Værdiansættelsen af industri- og håndværksejendomme sker på grundlag af ejendommens grund og bygninger. Industriens Realkreditfond kan dog medtage værdien af medpantsatte maskiner og andet tilbehør, herunder ledningsnet, ved værdiansættelsen af industri- og håndværksejendomme.

Stk. 2. Værdiansættelsen af kollektive energiforsyningsanlæg ved långivning i henhold til § 34 sker dog på grundlag af værdien af anlægget med tilbehør, herunder ledningsnet.

§ 43. Boligministeren fastsætter regler om værdiansættelse.

§ 44. Lånet udmåles således, at det kontante provenu ligger inden for de i §§ 26-39 anførte lånegrænser for den pågældende ejendomskategori.

Stk. 2. Boligministeren fastsætter regler om låneudmåling.

§ 45. Boligministeren fastsætter regler om, hvilke ejendomme der hører til de enkelte ejendomskategorier, samt om indfrielse af lån, hvis ejendommen overgår til anden ejendomskategori.

Stk. 2. Såfremt en ejendom består af flere ejendomskategorier, skal værdiansættelse og låneudmåling ske særskilt for de enkelte ejendomskategorier.

Stk. 3. Såfremt en ejendomskategori udgør mindst 80 pct. af ejendommens samlede bruttoetageareal, kan hele ejendommen dog belånes efter reglerne for denne ejendomskategori.

§ 46. Ethvert lånetilbud skal være ledsaget af oplysninger til bedømmelse af lånets effektive debitorrente.

§ 47. Instituttets satser for gebyrer, indskud og løbende bidrag til administration og reservefondsopbygning for lån, hvortil der ydes statsstøtte, skal godkendes af boligministeren.

Kapitel 7

Obligationsudstedelse og balanceprincip

§ 48. Midler fremkommet ved udstedelse af realkreditobligationer eller andre værdipapirer kan alene anvendes til udlån mod pant i fast ejendom.

Stk. 2. Overskydende midler fra en blokemission kan midlertidigt anbringes i sikre og likvide værdipapirer i samme valuta og med tilnærmelsesvis samme betalingsrække.

§ 49. Forskellen mellem de fremtidige betalinger på udstedte realkreditobligationer og andre værdipapirer på den ene side og pantebreve og af boligministeren godkendte finansielle instrumenter på den anden side skal kunne opgøres. De opgjorte årlige udbetalinger må i ethvert fremtidigt år højst overstige de årlige indbetalinger med et beløb svarende til 1 pct. af instituttets egenkapital.

Stk. 2. Den renterisiko, der følger af, at de fremtidige årlige udbetalinger overstiger de årlige indbetalinger, må højst udgøre et beløb svarende til 1 pct. af instituttets egenkapital. Ved renterisiko forstås instituttets tab ved en ændring af markedsrenten på 1 procentpoint.

Stk. 3. Realkreditinstituttet må på intet tidspunkt påføres risiko for tab som følge af forskelle mellem indfrielsesvilkårene eller valutasammensætningen for udstedte realkreditobligationer og andre værdipapirer på den ene side og pantebreve og af boligministeren godkendte finansielle instrumenter på den anden side.

Stk. 4. Boligministeren fastsætter nærmere regler om obligationsudstedelse og balanceprincip.

Kapitel 8

Virksomhed i udlandet

§ 50. Et realkreditinstitut, der ønsker at etablere en filial i et andet land, skal meddele dette til boligministeren sammen med følgende oplysninger om filialen:

  • 1) i hvilket land filialen ønskes etableret,
  • 2) et program for filialen, herunder oplysninger om organisation og de forretninger, der påtænkes,
  • 3) filialens adresse og
  • 4) navnene på de ansvarlige medlemmer af filialens ledelse.

Stk. 2. Boligministeren videresender de i stk. 1 nævnte oplysninger samt oplysninger om instituttets egenkapital til de kompetente myndigheder i værtslandet senest 3 måneder efter modtagelsen af alle disse oplysninger og underretter realkreditinstituttet herom.

Stk. 3. Boligministeren kan dog undlade at fremsende de nævnte oplysninger, hvis der er grund til at betvivle, at realkreditinstituttets administrative strukturer og finansielle situation er forsvarlige under hensyntagen til den påtænkte etablering. Boligministeren giver instituttet meddelelse herom inden 3 måneder fra modtagelsen af alle de i stk. 1 nævnte oplysninger.

Stk. 4. Hvis boligministeren finder ikke at kunne videresende de nævnte oplysninger, kan instituttet indbringe denne afgørelse for domstolene inden 8 uger efter, at afgørelsen er meddelt instituttet.

Stk. 5. Realkreditinstituttet er forpligtet til at meddele boligministeren og værtslandets tilsynsmyndigheder enhver ændring i de i stk. 1, nr. 1-4, nævnte forhold, senest 1 måned inden den foretages.

§ 51. Et realkreditinstitut, der ønsker at udøve virksomhed i form af grænseoverskridende tjenesteydelser i et andet land, skal give boligministeren meddelelse herom med angivelse af, hvilke aktiviteter der ønskes udøvet.

Stk. 2. Boligministeren videregiver den i stk. 1 omhandlede meddelelse til de kompetente myndigheder i værtslandet senest en måned efter modtagelsen af denne meddelelse.

Stk. 3. Boligministeren kan forbyde et realkreditinstitut at udøve realkreditvirksomhed i et andet land gennem filial eller i form af grænseoverskridende tjenesteydelser, hvis instituttet groft eller gentagne gange har overtrådt de lovbestemmelser, som det pågældende værtsland har vedtaget i medfør af direktiver om kreditinstitutter vedtaget af De Europæiske Økonomiske Fællesskaber, og det ikke ved påbud eller sanktioner har været muligt at bringe lovovertrædelserne til ophør.

§ 52. Ved långivning i andre lande gælder de i kapitlerne 4-5 fastsatte bestemmelser om indekslån og om maksimale løbetider ikke. Desuden gælder bestemmelserne i § 25, § 33, stk. 4, § 34, § 39 og §§ 46-47 ikke.

Stk. 2. Ved långivning i andre lande til de af § 28 og §§ 30-32 omfattede ejendomme gælder reglerne i § 29, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Realkreditinstituttet kan yde lån i andre lande inden for de i kapitel 5 fastsatte højeste lånegrænser for hver ejendomskategori, inden for hvilke instituttet kan yde lån uden supplerende sikkerhed. Lån kan ydes ud over disse lånegrænser mod selvskyldnergaranti fra en offentlig myndighed, et pengeinstitut eller et forsikringsselskab.

Kapitel 9

Egenkapital

§ 53. Et realkreditinstituts samlede egenkapital skal til enhver tid mindst udgøre 8 pct. af instituttets risikovægtede aktiver og ikke-balanceførte poster, dog mindst 150 mio. kr.

Stk. 2. Boligministeren kontrollerer mindst to gange om året, om realkreditinstituttet opfylder kravet i stk. 1.

Stk. 3. Såfremt et realkreditinstitut ikke opfylder kravet i stk. 1, påhviler det instituttet at opfylde dette krav inden 6 måneder.

Stk. 4. Boligministeren fastsætter regler om risikovægtning af aktiver og ikke-balanceførte poster, om kontrol af egenkapitalkravets opfyldelse samt om egenkapitalens opgørelse, herunder om vilkårene for medregning af ansvarlig indskudskapital og solidarisk hæftelse.

Kapitel 10

Hæftelsesforhold m.v.

§ 54. Realkreditinstituttet kan yde lån og udstede realkreditobligationer og andre værdipapirer til finansiering heraf.

Stk. 2. Ydelse af lån og udstedelse af realkreditobligationer og andre værdipapirer kan ske i serier.

Stk. 3. Det kan i vilkårene for en serie bestemmes, at indehaverne af realkreditobligationer eller andre værdipapirer alene kan rette deres krav mod den pågældende serie eller serier, som hæfter solidarisk hermed, jf. § 56, stk. 3.

§ 55. For lånet hæfter låntagerne både med det pantsatte og personligt over for serien henholdsvis realkreditinstituttet.

Stk. 2. Låntagerne hæfter ikke for realkreditinstituttets forpligtelser.

§ 56. Det kan i vilkårene for en serie fastsættes, at låntagerne ud over lånet hæfter solidarisk over for serien for et beløb svarende til en nærmere fastsat andel af pantebrevets hovedstol med fradrag af en forholdsmæssig andel af seriereservefondens midler. Låntagerne hæfter ikke personligt for dette beløb.

Stk. 2. En serie hæfter ikke for realkreditinstituttets forpligtelser.

Stk. 3. Det kan i vilkårene for en serie fastsættes, at serien hæfter for andre seriers forpligtelser. Et sådant vilkår kan kun fastsættes, hvis disse andre serier indeholder tilsvarende vilkår.

§ 57. For serier, hvori låntagerne hæfter solidarisk, eller hvori der er truffet bestemmelse efter § 54, stk. 3, skal realkreditinstituttet oprette en seriereservefond. For andre serier eller grupper af serier kan instituttet vælge at oprette en seriereservefond.

Stk. 2. Seriereservefondens indtægter består af terminsydelser, indskud, bidrag, gebyrer m.v. fra låntagerne samt afkast af fondens midler. Seriereservefondens udgifter består af udbetalinger til obligationsejerne.

Stk. 3. Det kan i vedtægterne eller lånevilkårene bestemmes, at låntagerne ved indfrielse af lånet har krav på at få udbetalt en andel af seriereservefonden.

§ 58. Seriereservefondens midler skal holdes adskilt fra realkreditinstituttets midler.

Stk. 2. En seriereservefond skal til enhver tid have en størrelse, der svarer til lovens mindstekrav til egenkapital for pantebrevsrestgæld i den pågældende serie eller gruppe af serier, jf. § 53. Realkreditinstituttet kan overføre midler til seriereservefonden, såfremt det er nødvendigt for at opfylde kravet i 1. pkt.

Stk. 3. Realkreditinstituttet kan i vedtægterne eller lånevilkårene fastsætte, at der skal overføres midler fra seriereservefonden til realkreditinstituttet, såfremt seriereservefonden er eller bliver større end fastsat i stk. 2, 1. pkt.

Stk. 4. Boligministeren fastsætter nærmere regler om seriereservefondene.

§ 59. Erklæres realkreditinstituttet konkurs, anvendes seriereservefondens midler først til dækning af krav fra indehavere af realkreditobligationer eller andre værdipapirer i den pågældende serie eller gruppe af serier. Derefter dækkes i givet fald de i § 57, stk. 3, nævnte krav. Er der herefter overskydende midler, indgår disse i konkursmassen.

Kapitel 11

De til egenkapitalen svarende midlers anbringelse

§ 60. Et realkreditinstitut skal mindst have anbragt midler i børsnoterede obligationer opgjort til kursværdi svarende til summen af:

  • 1) 65 pct. af kravet til realkreditinstituttets egenkapital, jf. § 53, og
  • 2) 50 pct. af det beløb, hvormed instituttets bogførte egenkapital overstiger kravet til instituttets egenkapital.

§ 61. Et realkreditinstitut må ikke erhverve ejerandele i en erhvervsvirksomhed eller virksomheder i samme koncern, der driver anden virksomhed end realkreditvirksomhed, for et beløb svarende til mere end 15 pct. af instituttets egenkapital.

Stk. 2. Et realkreditinstitut eller flere institutter i fællesskab må ikke gennem midlernes anbringelse udøve bestemmende indflydelse på en erhvervsvirksomhed, der driver anden virksomhed end realkreditvirksomhed eller accessorisk virksomhed.

Stk. 3. Et realkreditinstitut må ikke eje fast ejendom eller have ejerandele i ejendomsselskaber for et beløb svarende til mere end 20 pct. af instituttets egenkapital. Ejendomme, som et realkreditinstitut har erhvervet for derfra at drive realkreditvirksomhed eller accessorisk virksomhed, er dog ikke omfattet af bestemmelsen.

§ 62. Bestemmelsen i § 61, stk. 1, gælder også for et realkreditinstituts erhvervelse af ejerandele i kapitalformidlingsaktieselskaber, der efter sine vedtægter kan erhverve bestemmende indflydelse på erhvervsvirksomheder.

Stk. 2. Uanset § 61, stk. 2, kan flere realkreditinstitutter i fællesskab udøve bestemmende indflydelse på kapitalformidlingsaktieselskaber.

§ 63. Et realkreditinstitut må ikke uden tilladelse fra boligministeren erhverve værdipapirer udstedt af virksomheder eller personer, som gennem aktiebesiddelse eller på anden måde direkte eller indirekte har afgørende indflydelse på realkreditinstituttets dispositioner, eller som er domineret af virksomheder med en sådan indflydelse. Tilsvarende gælder et realkreditinstituts erhvervelse af ejerandele i sådanne virksomheder.

§ 64. Renterisikoen vedrørende et realkreditinstituts aktiver og passiver inklusive ikke-balanceførte poster bortset fra de i § 49 nævnte må forholdsmæssigt ikke overstige renterisikoen vedrørende instituttets udstedte obligationer og andre værdipapirer.

Stk. 2. Ved renterisiko forstås realkreditinstituttets tab ved en ændring af markedsrenten på 1 procentpoint.

Stk. 3. Boligministeren fastsætter nærmere regler om opgørelse af renterisiko.

§ 65. Realkreditinstituttets nettoaktiver inklusive ikke-balanceførte poster bortset fra de i § 49 nævnte skal svare til egenkapitalkravet i henseende til valuta.

Stk. 2. Boligministeren kan dispensere fra stk. 1.

Kapitel 12

Fusion, deling og omdannelse til aktieselskab

§ 66. Sammenlægning og deling af realkreditinstitutter kan ske med boligministerens godkendelse.

§ 67. De ved lovens ikrafttræden eksisterende realkreditinstitutter kan med boligministerens godkendelse omdannes til aktieselskaber efter reglerne i §§ 68-76.

§ 68. Ved omdannelsen overdrages instituttets aktiver og gæld som helhed til et af instituttet ejet eller oprettet aktieselskab.

Stk. 2. Samtidig kan aktiver og gæld videreoverdrages til et aktieselskab, der ejes 100 pct. af det i stk. 1 nævnte aktieselskab.

§ 69. Er det eksisterende realkreditinstitut en fond, modtager fonden aktier i det i § 68, stk. 1, nævnte aktieselskab svarende til værdien af de overdragne aktiver efter fradrag af instituttets gæld. Fonden, der herefter ikke er et realkreditinstitut, anses som en erhvervsdrivende fond.

Stk. 2. Er det eksisterende realkreditinstitut en forening, modtager foreningen aktier i det i § 68, stk. 1, nævnte aktieselskab svarende til værdien af de overdragne aktiver efter fradrag af instituttets gæld. Foreningen er herefter ikke et realkreditinstitut.

Stk. 3. En kreditforening kan i stedet gennemføre omdannelsen ved, at foreningen opløses uden likvidation, og at aktier i det i § 68, stk. 1, nævnte aktieselskab svarende til værdien af de overdragne aktiver efter fradrag af instituttets gæld overdrages til en fond, der anses som en erhvervsdrivende fond.

§ 70. I realkreditinstitutter, som har oprettet seriereservefonde, må den nominelle aktiekapital i realkreditaktieselskabet på tidspunktet for overdragelsen af aktierne til fonden eller foreningen ikke overstige værdien af egenkapitalen fratrukket værdien af seriereservefondene.

Stk. 2. Vedtægterne for realkreditaktieselskabet skal indeholde bestemmelse om stemmeretsbegrænsning for andre aktionærer end fonden eller foreningen.

Stk. 3. Hvis aktiver og gæld videreoverdrages efter bestemmelsen i § 68, stk. 2, skal vedtægterne for det overdragende selskab indeholde bestemmelser om stemmeretsbegrænsning som de i stk. 2 nævnte.

§ 71. De rettigheder og forpligtelser, som obligationsejere og låntagere har i forhold til en serie og seriereservefond i et eksisterende realkreditinstitut, berøres ikke af en omdannelse i henhold til § 67.

§ 72. Beslutning om omdannelse efter § 67 træffes af de pågældende institutters øverste myndighed med samme flertal, som i de enkelte institutters vedtægter kræves til instituttets opløsning. Overdragelserne efter § 68 kan gennemføres uden kreditorernes samtykke.

§ 73. Aktieselskabslovens §§ 134-134 i gælder med de nødvendige tilpasninger for overdragelserne, jf. § 68, af instituttets aktiver og gæld til et aktieselskab.

Stk. 2. Den i aktieselskabslovens § 134 b nævnte fælles regnskabsopstilling og åbningsbalance udarbejdes efter de for realkreditinstitutter gældende regnskabsregler.

Stk. 3. Dokumenter, der ifølge aktieselskabslovens §§ 134-134 i skal indsendes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, indsendes tillige til boligministeren.

§ 74. En fond eller forening, der ejer et realkreditaktieselskab, jf. § 69, ledes af en bestyrelse på mindst 5 medlemmer.

Stk. 2. Låntagerne i realkreditaktieselskabet og indehaverne af realkreditobligationer og andre værdipapirer udstedt af realkreditaktieselskabet vælger hver et eller flere medlemmer af bestyrelsen. Disse medlemmer skal tilsammen udgøre mere end halvdelen af bestyrelsen. Medlemmer valgt af indehaverne af realkreditobligationer m.v. kan ikke udgøre mere end halvdelen af bestyrelsen.

Stk. 3. Bestyrelsens medlemmer skal godkendes af boligministeren. En godkendelse kan tilbagekaldes, når omstændighederne taler herfor.

Stk. 4. Boligministeren fastsætter nærmere regler om valg og sammensætning af bestyrelsen.

§ 75. En fond eller forening, der ejer et realkreditaktieselskab, jf. § 69, skal på forhånd underrette boligministeren om direkte eller indirekte erhvervelse af bestemmende indflydelse over en erhvervsvirksomhed samt om afhændelse af en sådan indflydelse.

Stk. 2. Fonden eller foreningen indsender et årsregnskab til boligministeren.

Stk. 3. § 90 gælder tilsvarende for fonden eller foreningen.

Stk. 4. Boligministeren fastsætter nærmere regler om regnskabsaflæggelsen.

§ 76. I tilfælde af opløsning af en forening, der ejer et realkreditaktieselskab, kan egenkapitalen ikke udloddes til foreningens medlemmer.

Kapitel 13

Koncern- og ejerforhold

§ 77. Boligministeren kan godkende, at et realkreditinstitut opretter eller erhverver bestemmende indflydelse over et kreditinstitut, såfremt dette udelukkende driver realkreditvirksomhed og den i § 2, stk. 1 og 2, nævnte virksomhed eller inden for 3 år overgår til udelukkende at drive denne virksomhed.

Stk. 2. Et realkreditinstitut kan oprette eller erhverve bestemmende indflydelse over en erhvervsvirksomhed, der udøver funktioner i forbindelse med realkreditvirksomhed eller accessorisk virksomhed. Der skal senest samtidig med selskabets oprettelse eller erhvervelse ske indberetning herom til boligministeren. Lovens bestemmelser gælder for sådanne virksomheder med de nødvendige tilpasninger.

Stk. 3. I de i stk. 1 nævnte tilfælde gælder bestemmelserne i kapitel 7 og 11 om balanceprincip og om de til egenkapitalen svarende midlers anbringelse ikke for de enkelte institutter i koncernen, men alene for koncernen som helhed. Bestemmelserne i kapitel 9 og 15 om egenkapital og om regnskab og revision gælder med de nødvendige tilpasninger for såvel de enkelte her i landet beliggende institutter i koncernen som for koncernen som helhed. Modervirksomhedens bestyrelse og direktion påser overholdelsen af disse bestemmelser.

§ 78. Boligministeren skal på forhånd underrettes om og godkende enhver fysisk eller juridisk persons direkte eller indirekte erhvervelse af en kvalificeret andel i et realkreditinstitut samt sådanne forøgelser af andelen, der medfører, at denne udgør eller overstiger en grænse på henholdsvis 20 pct., 33 pct., 50 pct., eller at realkreditinstituttet bliver et datterselskab.

Stk. 2. Ved kvalificeret andel forstås mindst 10 pct. af kapitalen eller stemmerettighederne eller en andel, som giver mulighed for at udøve en betydelig indflydelse på forvaltningen af realkreditinstituttet.

Stk. 3. Erhvervelse eller forøgelse af andelen som nævnt i stk. 1 kan kun godkendes, hvis de pågældende kapitalejere skønnes egnede til at sikre en forsvarlig drift af realkreditinstituttet.

Stk. 4. Boligministeren kan ved godkendelse af en erhvervelse af den i stk. 1 nævnte andel fastsætte en frist for gennemførelsen af udvidelsen af andelen.

Stk. 5. Boligministeren kan suspendere behandlingen af en ansøgning om et selskabs erhvervelse af den i stk. 1 fastsatte andel i et realkreditinstitut, hvis selskabet ligger uden for De Europæiske Fællesskaber.

Stk. 6. Boligministeren har en frist på 3 måneder fra modtagelse af underretning om den påtænkte udvidelse af andelen til at godkende eller afslå at godkende denne udvidelse.

Stk. 7. Når et realkreditinstitut får kendskab til erhvervelser eller afhændelser af kapital, som hæver eller sænker andelen i forhold til de grænser, der er nævnt i stk. 1 og 2, skal instituttet straks give boligministeren meddelelse herom.

Stk. 8. Kapitalejere, som har en andel på mindst 10 pct., og som påtænker at mindske denne andel, således at den falder under en af de i stk. 1 fastsatte grænser, skal på forhånd underrette boligministeren herom og angive størrelsen af den påtænkte fremtidige stemmeretsindflydelse.

§ 79. Såfremt kapitalejere, der er i besiddelse af en af de i § 78, stk. 1, fastsatte andele i et realkreditinstitut, ikke medvirker til en forsvarlig drift af instituttet, kan boligministeren påbyde instituttet at følge bestemte retningslinier og ophæve den stemmeret, der er knyttet til de pågældende ejeres kapitalandele.

Stk. 2. Boligministeren ophæver den stemmeret, der er knyttet til kapitalandele ejet af fysiske eller juridiske personer, som ikke overholder forpligtelsen til forudgående underretning af boligministeren om en udvidelse af andelen som omhandlet i § 78, stk. 1. Kapitalandelene tildeles igen fuld stemmeret, hvis boligministeren kan godkende erhvervelsen.

Stk. 3. Boligministeren ophæver den stemmeret, der er knyttet til kapitalandele ejet af fysiske eller juridiske personer, som har erhvervet andele som omhandlet i § 78, stk. 1, uanset at boligministeren har afslået at godkende denne forøgelse af kapitalandelen.

Kapitel 14

Inddragelse af godkendelse og opløsning

§ 80. Boligministeren inddrager den til et realkreditinstitut udstedte godkendelse,

  • 1) hvis realkreditvirksomheden ikke påbegyndes inden 12 måneder efter godkendelsens meddelelse, eller
  • 2) hvis realkreditvirksomhed ikke udøves i en periode på over 6 måneder.

Stk. 2. Boligministeren kan inddrage den til et realkreditinstitut udstedte godkendelse,

  • 1) hvis realkreditinstituttet groft eller gentagne gange overtræder bestemmelser i denne lov eller regler udstedt i medfør af loven,
  • 2) hvis et medlem af realkreditinstituttets direktion eller bestyrelse ikke opfylder de i § 9, stk. 2, nævnte krav til erfaring og vandel, eller
  • 3) hvis et realkreditinstitut ikke opfylder egenkapitalkravet, jf. § 53, og ikke har tilvejebragt den foreskrevne egenkapital inden for den i § 53, stk. 3, fastsatte frist.

Stk. 3. Afgørelser om inddragelse af godkendelse kan af instituttet og af den, afgørelsen vedrører, indbringes for domstolene inden 8 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.

§ 81. Hvis et realkreditinstituts bestyrelse, direktion eller revisorer må formode, at instituttet ikke længere opfylder egenkapitalkravet i § 53, skal de pågældende straks meddele dette til boligministeren.

Stk. 2. Såfremt egenkapitalkravet ikke længere er opfyldt, jf. § 53, kan boligministeren bestemme, at bestyrelsen inden for en nærmere angiven frist uanset vedtægternes bestemmelser herom skal indkalde generalforsamlingen eller den efter vedtægterne øverste myndighed og redegøre for instituttets økonomiske forhold.

§ 82. Boligministeren kan anmelde betalingsstandsning for et realkreditinstitut, når hensynet til obligationsejernes interesser tilsiger det.

Stk. 2. En anmeldelse om betalingsstandsning kan ikke tilbagekaldes af instituttet uden samtykke fra boligministeren.

§ 83. Inddrages godkendelsen af et realkreditinstitut, skal realkreditvirksomheden afvikles, jf. dog stk. 2, 2. pkt. Anden virksomhed må ikke optages, før afviklingen er afsluttet.

Stk. 2. Sker afviklingen på anden måde end ved likvidation, konkurs eller i henhold til § 67, skal afviklingens form, indhold og gennemførelse godkendes af boligministeren. I stedet for afvikling kan boligministeren godkende andre løsninger.

§ 84. Er ikke andet fastsat i lovgivningen, træffes beslutning om opløsning af et realkreditinstitut af generalforsamlingen eller i realkreditinstitutter organiseret som foreninger eller fonde af den øverste myndighed og gennemføres ved likvidation, jf. dog § 69, stk. 3. Boligministeren kan fastsætte en frist for denne beslutnings vedtagelse. Overskrides fristen, kan boligministeren beslutte, at realkreditinstituttet træder i likvidation.

Stk. 2. De for aktieselskaber gældende opløsningsbestemmelser gælder med de nødvendige tilpasninger for realkreditinstitutter organiseret som foreninger eller fonde.

§ 85. Et realkreditinstitut kan kun likvideres af likvidatorer, der udnævnes af boligministeren. Boligministeren kan suspendere realkreditinstituttets vedtægter om ledelsesmæssige beføjelser under likvidationen.

§ 86. Bliver et realkreditinstitut insolvent, skal boligministeren indgive konkursbegæring.

Stk. 2. Efter afsigelse af konkursdekret beskikker skifteretten efter forhandling med boligministeren en eller flere kuratorer.

Stk. 3. Boligministeren har ret til at deltage i møder i kreditorudvalg og i skiftesamlinger. Udkast til regnskab og udlodning i konkursboet skal sendes til udtalelse hos boligministeren.

Stk. 4. Indehaverne af realkreditobligationer og andre værdipapirer udstedt af realkreditinstituttet som led i udlånsvirksomheden, jf. § 48, betales i lige forhold i konkursordenen efter de i konkurslovens § 96 nævnte fordringer, men før de i lovens § 97 nævnte øvrige fordringer.

§ 87. Boligministeren kan fastsætte regler om gennemførelse af opløsning af realkreditinstitutter.

Stk. 2. Bestemmelserne i denne lov om boligministerens og Finanstilsynets beføjelser og om realkreditinstitutters pligter over for boligministeren og Finanstilsynet gælder med de nødvendige tilpasninger realkreditinstitutter, der har standset deres betalinger eller er under opløsning.

Kapitel 15

Regnskab og revision

§ 88. For hvert regnskabsår udarbejder bestyrelse og direktion i overensstemmelse med lovgivningen og vedtægternes regler herom et årsregnskab. Årsregnskabet består af balance (status), resultatopgørelse, noter og årsberetning. Bestyrelse og direktion udarbejder desuden et koncernregnskab, hvis realkreditinstituttet er modervirksomhed.

Stk. 2. Årsregnskabet skal underskrives af bestyrelsen og direktionen. Mener et medlem af bestyrelse eller direktion, at årsregnskabet ikke bør godkendes, eller ønsker et medlem at gøre instituttets øverste myndighed bekendt med andre indvendinger mod årsregnskabet, skal det fremgå af påtegningen på regnskabet, og en redegørelse herfor skal gives i årsregnskabet.

§ 89. Årsregnskabet skal give et retvisende billede af realkreditinstituttets aktiver og passiver, dets økonomiske stilling samt resultat.

Stk. 2. Boligministeren fastsætter regler om realkreditinstitutters regnskabsaflæggelse, herunder om årsregnskabets opstilling, indhold af resultatopgørelsens og balancens poster, noter, værdiansættelse og årsberetning samt om aflæggelse af koncernregnskab.

§ 90. Et realkreditinstituts årsregnskab skal revideres af mindst to revisorer, hvoraf den ene skal være statsautoriseret. Mindst en af de øvrige revisorer skal være enten statsautoriseret eller registreret. Revisorernes bemærkninger indføres i en revisionsprotokol.

Stk. 2. Et realkreditinstituts moder-, søster- og dattervirksomheders årsregnskaber skal revideres af de samme revisorer, som reviderer realkreditinstituttets årsregnskaber.

Stk. 3. Kapitel 8 a i lov om visse selskabers aflæggelse af årsregnskab m.v. gælder for realkreditinstitutter. For realkreditinstitutter organiseret som fonde eller foreninger anvendes disse regler med de nødvendige tilpasninger.

Stk. 4. Boligministeren kan i særlige tilfælde dispensere fra kravet i stk. 2 og kan i øvrigt fastsætte regler om revisionens gennemførelse.

§ 91. Boligministeren kan forlange en revisor, der findes uegnet til sit erhverv, udskiftet og i stedet udpege en anden revisor, der fungerer, indtil nyt valg kan afholdes.

Stk. 2. Ved revisorskifte skal realkreditinstituttet og revisor give boligministeren en redegørelse, hvis skiftet skyldes særlige forhold.

Stk. 3. Boligministeren kan pålægge revisorerne enten alene eller sammen med den interne revisionschef at give oplysninger om realkreditinstituttets forhold.

Stk. 4. Boligministeren kan kræve gennemført en ekstraordinær revision i et realkreditinstitut. Realkreditinstituttet kan pålægges at betale for revisionens udførelse.

§ 92. Det reviderede og af bestyrelsen godkendte årsregnskab skal tillige med kopi af revisionsprotokollen og bestyrelsesprotokollen, såfremt denne er påtegnet af revisor, inden 8 dage efter afholdelse af det bestyrelsesmøde, hvor årsregnskabet er godkendt af bestyrelsen, dog senest 3 måneder efter regnskabsperiodens afslutning, indsendes til boligministeren.

Stk. 2. Realkreditinstituttet skal straks efter generalforsamlingen eller det repræsentantskabsmøde, hvor årsregnskabet er forelagt til godkendelse, skriftligt meddele boligministeren, om regnskabet er vedtaget uden ændringer. Hvis generalforsamlingen eller repræsentantskabet foretager ændringer i det af bestyrelsen godkendte regnskab, skal det endelige årsregnskab som godkendt af generalforsamlingen eller repræsentantskabet og med angivelse af de ændringer, der er foretaget, indsendes til boligministeren inden 8 dage efter generalforsamlingen eller repræsentantskabsmødet. Generalforsamlingen eller repræsentantskabsmødet skal finde sted senest 4 måneder efter regnskabsårets udløb.

Stk. 3. Realkreditinstituttet skal indsende årsregnskabet til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen senest 4 måneder efter regnskabsårets udløb.

§ 93. Realkreditinstituttet skal meddele boligministeren oplysninger om forhold, der er af afgørende betydning for instituttets fortsatte virksomhed. De valgte revisorer skal påse, at realkreditinstituttet overholder denne forpligtelse.

Kapitel 16

Tilsyn

§ 94. Finanstilsynet påser, at institutterne overholder bestemmelserne i loven og regler udfærdiget i medfør af loven. Er instituttet et aktieselskab, påses tillige, at bestemmelserne i aktieselskabslovgivningen overholdes. Aktieselskabslovens bestemmelser om stiftelse, anmeldelse og registrering påses dog af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Stk. 2. Finanstilsynet kan give påbud om berigtigelse af forhold, der er i strid med bestemmelserne i loven og regler udfærdiget i medfør af loven.

Stk. 3. Finanstilsynet kan efter de procedurer, der er fastsat i direktiver vedtaget af De Europæiske Økonomiske Fællesskaber, forbyde et udenlandsk kreditinstitut at udøve realkreditvirksomhed her i landet gennem en filial eller i form af grænseoverskridende tjenesteydelser, hvis instituttet groft eller gentagne gange har overtrådt bestemmelser i denne lov eller regler udfærdiget i medfør af loven eller anden lovgivning, der vedrører instituttet, og det ikke ved påbud eller sanktioner efter denne lov har været muligt at bringe overtrædelserne til ophør.

§ 95. Et realkreditinstitut skal på forlangende meddele Finanstilsynet enhver oplysning om instituttets forhold.

Stk. 2. De samlede udgifter ved tilsynet med institutterne afholdes af disse i forhold til deres bogførte balancesum.

Stk. 3. Der afgives en årlig beretning om tilsynsvirksomheden.

§ 96. De kompetente myndigheder i et andet land kan efter forudgående meddelelse herom til Finanstilsynet foretage inspektion i de her i landet beliggende filialer af kreditinstitutter med hjemsted i det pågældende land.

§ 97. I det omfang det skønnes nødvendigt for bedømmelsen af et realkreditinstituts økonomiske forhold, kan Finanstilsynet indhente oplysninger og til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse få adgang til de modervirksomheder, dattervirksomheder og virksomheder, der er knyttet til realkreditinstituttet.

Stk. 2. Finanstilsynet kan indhente oplysninger om fast ejendom fra andre offentlige myndigheder til brug for administrationen af denne lov.

§ 98. De med tilsynet beskæftigede er under ansvar efter borgerlig straffelov §§ 152-152 e forpligtede til over for uvedkommende at hemmeligholde, hvad de gennem deres virksomhed bliver vidende om.

Stk. 2. Bestemmelserne i stk. 1 er ikke til hinder for, at de med tilsynet beskæftigede som led i et løbende samarbejde med andre tilsyn videregiver oplysninger til disse under forudsætning af, at oplysningerne i disse tilsyn er undergivet tilsvarende tavshedspligt. Oplysninger, som modtages fra andre tilsynsmyndigheder med angivelse af, at oplysningerne er hemmelige eller fortrolige, eller hvor dette følger af oplysningernes karakter, skal være undergivet bestemmelserne i stk. 1.

§ 99. De med tilsynet beskæftigede må ikke være medlem af direktion, bestyrelse eller repræsentantskab eller være ansat i realkreditinstitutter under tilsyn efter denne lov eller i disses organisationer.

§ 100. Boligministeren kan overlade sine beføjelser efter loven til Finanstilsynet.

Stk. 2. Overlader boligministeren sine beføjelser til Finanstilsynet efter stk. 1, kan ministeren fastsætte regler om, at afgørelserne ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 3. Afgørelser truffet af Finanstilsynet eller Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i henhold til loven eller forskrifter udstedt i medfør af loven kan indbringes for Industriministeriets Erhvervsankenævn senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.

Kapitel 17

Straffebestemmelser m.v.

§ 101. Overtrædelse af bestemmelserne i § 2, stk. 4, §§ 3-5, § 7, stk. 2, § 19, §§ 25-42, § 44, stk. 1, § 45, stk. 2-3, § 46, §§ 48-52, §§ 60-65, § 75, §§ 77-79, § 81, stk. 1, § 89, stk. 1, § 91, stk. 2, §§ 92-93 og § 95, stk. 1, straffes med bøde eller hæfte, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Stk. 2. Overtrædelse af § 20 straffes efter aktieselskabslovens § 161, stk. 1 og 2.

Stk. 3. I forskrifter udfærdiget i medfør af loven kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

Stk. 4. Er overtrædelsen begået af et realkreditinstitut, kan der pålægges instituttet som sådant bødeansvar.

Stk. 5. Giver personer, der er knyttet til et realkreditinstitut, urigtige eller vildledende oplysninger om forhold vedrørende instituttet til offentlige myndigheder, straffes den pågældende med bøde eller hæfte, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Stk. 6. Forældelsesfristen for overtrædelse af lovens bestemmelser eller regler udfærdiget i medfør af loven er 5 år.

§ 102. Boligministeren kan som tvangsmiddel pålægge et realkreditinstituts bestyrelse, direktion eller revisorer daglige eller ugentlige bøder, hvis bestyrelsen, direktionen eller revisorerne undlader at efterkomme påbud fra ministeren om:

  • 1) at meddele oplysninger om instituttets forhold,
  • 2) at ændre en bestemt praksis.

Stk. 2. Undlader en virksomhed som nævnt i § 97, stk. 1, at opfylde de pligter, som efter loven påhviler virksomheden, kan boligministeren som tvangsmiddel pålægge virksomheden som sådan eller de for virksomheden ansvarlige personer daglige eller ugentlige bøder.

Kapitel 18

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 103. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2. Samtidig ophæves lov om realkreditinstitutter, jf. lovbekendtgørelse nr. 571 af 15. august 1989, og lov om indeksregulerede realkreditlån, jf. lovbekendtgørelse nr. 572 af 15. august 1989, jf. dog stk. 3-7.

Stk. 3. Bestemmelserne i lov om indeksregulerede realkreditlån §§ 2 a-2 f samt de heri nævnte bestemmelser gælder fortsat.

Stk. 4. Bestemmelsen i lov om realkreditinstitutter § 23 gælder fortsat, indtil boligministeren har udstedt regler i henhold til § 53, stk. 4.

Stk. 5. Bestemmelserne i lov om realkreditinstitutter §§ 10 b, 20 a-20 d, § 22, § 23 g og § 28 c samt de heri nævnte bestemmelser gælder sammen med bestemmelserne i lov om indeksregulerede realkreditlån § 2, stk. 2, 4. pkt., § 3, stk. 6 og 7, § 4, stk. 10-13 og stk. 20-21, og § 5, stk. 7, samt de heri nævnte bestemmelser fortsat i den periode, hvori der kan opnås tilladelse til refinansiering i henhold til lov om refinansiering af realkreditlån m.v. i landbrugsejendomme.

Stk. 6. Bestemmelserne i lov om realkreditinstitutter § 10 c, § 13, stk. 1, nr. 13, og § 15 a, stk. 5, og bestemmelserne i lov om indeksregulerede realkreditlån § 2, stk. 14, § 4, stk. 1, 1. pkt., § 4, stk. 1, nr. 2, § 4, stk. 23, § 4, stk. 26, § 5, stk. 4, nr. 2, § 10 b og § 10 c gælder fortsat for lån ydet efter § 10 c i lov om realkreditinstitutter.

Stk. 7. Lov om realkreditinstitutter og lov om indeksregulerede realkreditlån gælder fortsat for lån ydet i henhold til loven.

Stk. 8. § 7, stk. 1, gælder ikke Landsbankernes Reallånefond og Provinsbankernes Reallånefond, såfremt de inden 3 år efter lovens ikrafttræden ansøger om godkendelse til at genoptage at drive realkreditvirksomhed.

Stk. 9. Bestemmelserne i §§ 57-59 gælder også for seriereservefonde, der er oprettet inden lovens ikrafttræden, og kan ikke af realkreditinstituttets kreditorer gøres gældende som årsag til førtidigt forfald af betalingsforpligtelser.

Stk. 10. Har låntagerne i en serie, der er oprettet inden lovens ikrafttræden, påtaget sig solidarisk hæftelse også for realkreditinstituttets forpligtelser, kan denne hæftelse kun gøres gældende for kreditorer, hvis krav mod realkreditinstituttet er stiftet inden lovens ikrafttræden.

Stk. 11. Bestemmelser i et realkreditinstituts vedtægter, som er vedtaget før lovens ikrafttræden, og som er i strid med bestemmelser i §§ 54-59, kan gøres gældende i en periode indtil 6 måneder efter lovens ikrafttræden, jf. dog stk. 10.

Stk. 12. Lån i henhold til lånetilbud efter de hidtidige regler skal være udbetalt senest den

30. november 1990.

§ 104. Boligministeren fremsætter forslag til revision af bestemmelsen i § 29, stk. 2, om ydelse af 50-årige indekslån i folketingsåret 1990-91.

§ 105. Boligministeren kan tillade, at lovens bestemmelser fraviges i forbindelse med långivning på Færøerne og i Grønland i det omfang, de særlige forhold i disse landsdele tilsiger det, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Lovens bestemmelser om indekslån gælder ikke for Grønland, men kan sættes i kraft for denne landsdel ved kongelig anordning med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger.

Givet på Amalienborg, den 20. december 1989

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/ Agnete Laustsen

Officielle noter

Ingen