Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

 

Et brillefirmas sikringsordning, der i tilfælde af f.eks. tyveri gav kunden ret til køb af ny brille med rabat, ikke anset for forsikringsvirksomhed, hvorfor Finanstilsynets afgørelse ophævedes.

 

 

Advokat A har i skrivelse af 31. maj 1996 på vegne K klaget over, at Finanstilsynet ved skrivelse af 14. maj 1996 (j.nr. 561-0079) bestemte, at dele af selskabets kundetilfredshedsprogram er forsikringsvirksomhed og derfor må ophøre eller afdækkes i et forsikringsselskab.

 

 

Sagens omstændigheder:

 

 

Den 2. februar 1996 sendte advokat A på vegne K en revideret service- og garantiordning benævnt "K's Kundetilfredshedsprogram" (vedhæftet kendelsen som bilag 1) til Finanstilsynet med henblik på, at få tilsynets accept af, at kundetilfredshedsprogrammet ikke kunne anses for at være forsikringsvirksomhed.

 

 

I den påklagede afgørelse af 14. maj 1996 udtalte tilsynet, at punkt 4 i kundetilfredshedsprogrammet er at anse som forsikringsvirksomhed. Afgørelsen lyder således:

 

 

"Ved stedfunden brevveksling ... er rejst spørgsmål om hvorvidt punkt 4 i K's kundetilfredshedsprogram er at anse som forsikringsvirksomhed.

 

 

Det fremgår af Deres skrivelse, at K har drøftet forsikringsmæssig dækning af kundetilfredshedsprogrammet punkt 4 med B (forsikringsselskab) og at dette forsikringsselskab har meddelt, at man efter at have analyseret kundetilfredshedsprogram punkt 4 er kommet frem til, at der ikke er tale om en forsikringsordning og at det derfor ikke har været muligt at fremsætte et tilbud om forsikringsdækning.

 

 

I denne anledning skal man meddele, at Finanstilsynet fortsat er af den opfattelse, at punkt 4 i det senest forelagt kundetilfredshedsprogram, hvorefter der omtales en afdækning i tilfælde af at brillerne tabes/stjæles eller på anden måde ødelægges, er at anse som en forsikringsvirksomhed.

 

 

Tilsynet henviser i denne forbindelse til Lyngsø:

 

 

Dansk forsikringsret 6 udg. side 37, hvorefter det antages, at der foreligger forsikring, når der er tale om en aftale om overtagelse af en risiko for en uvis begivenheds indtræden mod et vederlag, der beregnes statistisk.

 

 

Endvidere kan man oplyse, at tilsynet i en lignende sag vedrørende en brillegarantiordning der dækkede skader på kundernes briller opstået ved uheld og hændelser efter sagens behandling i Forsikringsrådet har fundet, at garantiordningen burde afdækkes i et forsikringsselskab, hvilket efterfølgende er sket.

 

 

Finanstilsynet beder derfor om inden 4 uger fra dato, at modtage underretning om hvorledes forsikringsmæssig afdækning vil ske i et forsikringsselskab eller såfremt afdækning ikke sker hvilke skridt, der vil blive taget for at bringe ordningen til ophør.

 

 

..."

 

 

I klageskrivelsen har klagerens advokat gjort gældende, at der ikke er tale om forsikringsvirksomhed. Af klageskrivelsen fremgår det blandt andet:

 

 

"1.1 K driver en landsomspændende optikervirksomhed med 90 butikker over hele landet, der drives under K navnet og med 11 butikker over hele landet, der drives under C navnet.

 

 

K-butikkerne sælger briller og kontaktlinser, foretager synsbestemmelse med henblik på tilpasning, kontrol og udlevering af briller, kontaktlinser og andre individuelt tilpassede synshjælpemidler, foretager efterfølgende tilpasninger og reparationer på solgte produkter og udøver anden virksomhed, der står i naturlig forbindelse hermed.

 

 

1.2 I tilknytning til denne hovedvirksomhed har K i mere end 10 år praktiseret en service- og garantiordning i forbindelse med salg af briller. Eksempelvis kan nævnes den såkaldte tornadogaranti, hvorved K har ydet fuld garanti på børnebriller og 2 års gratis service. Garantien omfattede brud på brillerne. Det nu praktiserede kundetilfredshedsprogram skal ses som en naturlig videreudvikling og finjustering af disse service- og garantiordninger. Dette indebærer, at kundetilfredshedsprogrammet af K betragtes som et integreret hele, hvori de enkelte service- og garantitilsagn er afstemt efter hinanden.

 

 

1.3 Kundetilfredshedsprogrammets punkt 4 kan herefter ikke bedømmes isoleret, men må vurderes i nøje sammenhæng med de øvrige delelementer i kundetilfredshedsprogrammet, der samlet fremstår som en standardiseret servicepakke indeholdende service- og garantitilsagn, som alle er naturligt forbundne med min klients hovedvirksomhed. Kundetilfredshedsprogrammet indeholder i alt overvejende grad et forsøg på at afstemme produktkvalitet og service- og garantitilsagn, og langt størstedelen af de meddelte service- og garantitilsagn kan opfyldes ved den reparationsvirksomhed, min klient udøver ved sit eget personale som en del af den samlede optikervirksomhed.

 

 

I kundetilfredshedsprogrammets punkt 1 gives der således kunden adgang til at få om byttet glas til anden styrke indenfor samme glasudførelse, hvis kunden har fået foretaget en synsprøve i K og efterfølgende får problemer med at vænne sig til glassene. Stellet er der også fri ombytningsret på indenfor 14 dage, idet en eventuel prisdifference på stellet skal betales. Ved punkt 3 gives en 15 måneders fabrikationsgaranti på stel og glas, mens der eksempelvis i kundetilfredshedsprogrammets punkt 5 afgives et løfte om, at reparation af brillerne indenfor 24 måneder efter brillernes afhentning aldrig koster mere end 100 kr., medmindre der er tale om en totalskade. Der gives i punkt 6 tilsagn om årlige eftersyn og retning af stel uden vederlag, mens der i punkt 7 og 8 afgives særlige tilsagn for så vidt angår Multipower glas og børnebriller.

 

 

Kundetilfredshedsprogrammets punkt 4 er en integreret del af hele dette service- og garantisystem og kan ikke bedømmes uafhængigt heraf. Bedømt som et samlet hele kan tilfredshedsprogrammet ikke karakteriseres som udøvelse af forsikringsvirksomhed.

 

 

1.4 Anskues punkt 4 imidlertid isoleret, er der heller ikke fornøden hjemmel til at karakterisere det i punktet indeholdte tilsagn som udøvelse af forsikringsvirksomhed.

 

 

Ved det nævnte punkt gives der kunden mulighed for - hvis et tab af brillerne, et tyveri, eller en ødelæggelse af brillerne ikke er dækket af en forsikring - indenfor de første 12 måneder efter afhentningen af de mistede briller, at genkøbe tilsvarende briller med en rabat på 50%. Kunden skal således selv betale de resterende 50% af den nye erstatningsbrilles pris. Denne egenbetaling overstiger gennemsnitligt K's udgifter til materialeindkøb i forbindelse med anmeldelser under tilsagnet og indebærer dermed alt andet lige en fortjeneste for K, der kan medvirke til dækning af omkostningerne i øvrigt. Typisk vil egenbetalingen dække såvel materialeindkøbsomkostninger, som de variable omkostninger i forbindelse hermed. Udnyttes tilsagnet af en kunde, vil der således ikke være tale om, at K lider et egentligt tab, men blot at K mister en del af en avance.

 

 

Det følger heraf også, at denne ordning er af ganske underordnet økonomisk betydning for K.

 

 

Børge Dahl og Peter Møgelvang-Hansen antager i "Garantier", side 113, følgende:

 

 

"Garantiordninger, hvorefter (også) udefra kommende (pludselige) skader som f.eks. trafikulykker og tyveri kan udløse garantikrav, synes dog i almindelighed at udgøre forsikringsvirksomhed, når (denne del af) ordningen ikke har underordnet økonomisk betydning."

 

 

Som anført, er kundetilfredshedsprogrammets punkt 4 i det hele af underordnet økonomisk betydning for Synoptik, og det gøres således gældende, at der ikke foreligger forsikringsvirksomhed ved denne del af kundetilfredshedsprogrammet.

 

 

Ordningen er i øvrigt som nævnt alene accessorisk knyttet til hovedvirksomheden, nemlig salg af briller, og der indgås ingen særskilt aftale om vedtagelse af kundetilfredshedsprogrammet, der således er udtryk for en ensidig indrømmelse fra K's side.

 

 

1.5 Uanset det i punkt 1.4 anførte, har K efter drøftelser med Finanstilsynet forsøgt at opnå en forsikringsdækning for det tilsagn, der meddeles ved kundetilfredshedsprogrammets punkt 4. B har herunder meddelt, at der efter B's mening ikke er tale om en forsikringsordning, men om en udvidet garanti/rabatordning. B har herunder særligt hæftet sig ved, at salget af en erstatningsbrille til 50% af genanskaffelsesprisen i realiteten giver K en avance, og at der dermed ikke er nogen økonomisk risiko knyttet til ordningen. Den betydeligt mindre avance, der opnås ved salg af en erstatningsbrille kan ikke betragtes som et tab for K, idet det må lægges til grund, at erstatningsbrillen ikke nødvendigvis ville have været indkøbt i K, såfremt ordningen ikke praktiseredes.

 

 

Det må derfor afvises, når Finanstilsynet til støtte for sin afgørelse henviser til "Dansk Forsikringsret", 6. udgave, side 37. K overtager således ikke nogen økonomisk risiko. Det må endvidere påpeges, at det anførte tekststed ikke giver fornøden hjemmel for at anse en sædvanlig og normal praktiseret service- og garantiordning som udøvelse af forsikringsvirksomhed. Erhvervsdrivende kan således kun praktisere garantiordninger, hvis de giver forbrugeren en retsstilling, der er bedre end efter købeloven, jfr. markedsføringslovens ? 4. En forudsætning for overhovedet at yde garanti er således, at den erhvervsdrivende fastholder en række af sine forpligtelser overfor køber udover, hvad der følger af købeloven og dermed i en vis forstand overtager en risiko for en uvis begivenheds indtræden mod et vederlag, der beregnes statistisk.

 

 

Dette illustrerer med al ønskelig tydelighed, at udsagnet i "Dansk Forsikringsret", 6. udgave, side 37, ikke kan anvendes ganske mekanisk, men at der må anlægges en langt mere nuanceret bedømmelse som ved Børge Dahl og Peter Møgelvang-Hansens "Garantier", side 113 ff, der i fornødent omfang tager hensyn til, at der skal være rum for udvidede garanti- og servicetilsagn, uden at dette kan karakteriseres som forsikringsvirksomhed."

 

 

Finanstilsynet har i en redegørelse for sagen af 28. juni 1996 fastholdt afgørelsen og blandt andet udtalt:

"Udtalelse:

 

 

Ved i kundetilfredshedsprogrammets punkt 4 at indgå en aftale om forsikringsmæssig dækning, således at K dækker i tilfælde af, at brillerne tabes, stjæles eller på anden måde ødelægges, er det tilsynets opfattelse, at K udøver forsikringsvirksomhed omfattet af lov om forsikringsvirksomhed ? 9.

 

 

En sådan forsikringsvirksomhed kan i følge lov om forsikringsvirksomhed ? 5 kun udøves af et selskab, der har modtaget koncession hertil af Finanstilsynet. I modsat fald må virksomheden afdækkes i et koncessioneret forsikringsselskab eller ophøre.

 

 

...

 

 

Retlige omstændigheder:

 

 

Lov om forsikringsvirksomhed indeholder ingen definition af forsikringsvirksomhed.

 

 

I "Dansk Forsikringsret" af Preben Lyngsø, 6. udgave, side 37, defineres en forsikringsaftale som en aftale om overtagelse af en risiko for en uvis begivenheds indtræden mod et vederlag, der kan beregnes statistisk.

 

 

Forsikringsvirksomhed kan alene udøves af

 

 

- aktieselskaber,gensidige selskaber og tværgående pensionskasser,der har fået Finanstilsynets tilladelse (koncession),

 

 

- udenlandske forsikringsselskaber, der har fået tilladelse (koncession) af Finanstilsynet,

- Krigsforsikringen for Danske Skibe,

 

 

jf. lov om forsikringsvirksomhed § 5.

 

 

Overtrædelse heraf straffes med bøde, jf. lov om forsikringsvirksomhed § 260.

 

 

K's reviderede kundetilfredshedsprogram punkt 4 er at anse som forsikringsvirksomhed omfattet af §§ 5 og 9 i lov om forsikringsvirksomhed.

 

 

Tilsynet finder ikke, at det forhold, at programmets punkt 4 er et delelement af selskabets samlede kundetilfredshedsprogram, ændrer ved, at den af K udøvede virksomhed under punkt 4 er omfattet af lov om forsikringsvirksomhed. Ved den beskrevne brillegarantiordning har K uomtvisteligt overtaget risikoen for en uvis begivenheds indtræden, nemlig skade på kundernes brille opstået ved "at brillerne tabes, stjæles eller på anden måde ødelægges". Slitageskader er uomtalt.

 

 

Kundetilfredshedsprogrammet fremstår p.t. isoleret set som værende af underordnet økonomisk betydning for K's samlede virksomhed, hvilket kan henføres til selskabets prisfastsættelsesmetoder. Finanstilsynet finder imidlertid, at der er knyttet en økonomisk risiko til ordningen, som skal afdækkes, selvom der på grund af K's interne prisfastsættelsesmetoder ikke p.t. vil kunne opstå tab for K men kun formindsket avance.

 

 

Finanstilsynet finder det i den forbindelse uden betydning, at garantiordningen p.t. er af underordnet økonomisk betydning for K.

 

 

Endelig skal oplyses, at tilsynet i en lignende sag vedrørende en brillegarantiordning, der dækkede skader på kundernes briller opstået ved uheld og hændelser, efter sagens behandling i Forsikringsrådet har fundet, at garantiordningen burde afdækkes i et forsikringsselskab, hvilket efterfølgende er sket."

 

 

I en supplerende skrivelse af 12. august 1996 har klagerens advokat fastholdt klagen og kommenteret tilsynets udtalelse således:

 

 

"...

 

 

2. Finanstilsynet anfører i sin udtalelse, at K ved kundetilfredshedsprogrammets pkt. 4

 

 

"indgår en aftale om forsikringsmæssig dækning, således at K dækker i tilfælde af, at brillerne tabes, stjæles eller på anden måde ødelægges"

 

 

og at Finanstilsynet på denne baggrund finder, at K driver forsikringsvirksomhed.

 

 

Finanstilsynets argumentation er tautologisk og bygger på den fejlagtige opfattelse, at der ved kundetilfredshedsprogrammets pkt. 4 aftales en forsikringsmæssig dækning.

 

 

Kundetilfredshedsprogrammet pkt. 4 er formuleret som følger:

 

 

"De skal ikke være bange for at tabe brillerne, få dem stjålet eller at få dem ødelagt.

 

 

Hvis De har en forsikring, der dækker skaden, så afregner K med forsikringen.

 

 

Er De ikke forsikret, eller dækker forsikringen ikke, kan De - hvis De ønsker det - indenfor de første 12 måneder efter afhentningen af de mistede briller genkøbe tilsvarende briller med en rabat på 50%.

 

 

Det samme gælder ved totalbrud af glas.

 

 

Glasstyrken kan ikke ændres.

 

 

Vedrørende delskader henvises til efterfølgende afsnit om reparationer."

 

 

Realindholdet i kundetilfredshedsprogrammets pkt. 4 er således - som også anført i klagen - et tilbud til K's kunder, om genkøb af en tilsvarende brille med 50% rabat under visse nærmere beskrevne omstændigheder.

 

 

Der indgås således ingen "aftale om forsikringsdækning" men afgives alene af K et tilsagn om adgang til køb af brille til en særlig reduceret pris, såfremt visse faktiske forhold gør sig gældende.

 

 

Det må i denne sammenhæng indgå med betydelig vægt ved bedømmelsen, at kundetilfredshedsprogrammets pkt. 4 er en del af et samlet koncept, som må anskues og juridisk behandles i sin helhed som en samlet servicepakke. Kundetilfredshedsprogrammet i sin helhed kan ikke betragtes som udøvelse af forsikringsvirksomhed.

 

 

3. Finanstilsynet henviser til støtte for sin afgørelse til Lyngsø, Dansk Forsikringsret, 6. udgave, side 37, hvor det bl.a. anføres, at en forsikringsaftale defineres som en aftale om overtagelse af en risiko for en uvist begivenheds indtræden mod et vederlag der kan beregnes statistisk.

 

 

Finanstilsynet undlader imidlertid at gøre opmærksom på eftersætningen der lyder som følger:

 

 

"Det er dog ikke alle sådanne aftaler, der falder ind under FAL (Forsikringsaftaleloven, min tilføjelse). Loven kræver nemlig for det første, at forsikringsaftalen er afsluttet med nogen "der driver forsikringsvirksomhed". For at man kan sige, at nogen "driver forsikringsvirksomhed"i FAL's forstand, må det kræves, at virksomheden grunder sig på en planmæssig stordrift, dvs. en - mere eller mindre tilforladelig - statistik over indtrufne skadestilfælde og en sandsynlighedsbetragtning over kommende skadestilfælde".

 

 

Det her anførte støtter klagerens synspunkt om, at kundetilfredshedsprogrammets pkt. 4 må undergives en helhedsbetragtning og det ligger ganske klart, at K's virksomhed ikke grunder sig på en "planmæssig stordrift, dvs. en - mere eller mindre tilforladelig - statistik over indtrufne skadestilfælde og en sandsynlighedsberegning over kommende skadestilfælde". Dette gælder uanset om der ved virksomheden forstås den af K udøvede hovedvirksomhed eller om der tænkes på den konkrete meddelelse af servicetilsagn, som alene er et accessorium til hovedvirksomheden og som ikke grunder sig på en "planmæssig stordrift".

 

 

Jeg er selvsagt opmærksom på, at den her nævnte omtale refererer sig til lov om forsikringsaftaler, men bemærkningen om indholdet af forsikringsvirksomhed viser tydeligt, hvad der er kerneområdet for denne virksomhed, og hvorfor det forekommer særdeles kunstigt at karakterisere pkt. 4 i K's kundetilfredshedsprogram som forsikringsvirksomhed.

 

 

4. Som anført i pkt. 2 er realindholdet i kundetilfredshedsprogrammets pkt. 4 et tilbud om genkøb af brille på særlige fordelagtige vilkår.

 

 

Salg af briller på særlige fordelagtige vilkår finder ofte sted i optikerforretninger og særlig i udsalgsperioder er det reglen snarere end undtagelsen, at briller tilbydes til en prisreduktion på 50%. Som nævnt i klagen er den økonomiske realitet for K den, at betaling af 50% af den sædvanlige salgspris gennemsnitlig vil overstige K's udgifter til materiale indkøb og vil dermed alt andet lige indebære en fortjeneste for K, der kan medvirke til dækning af K's omkostninger i øvrigt. Typisk vil kundens betaling dække såvel materialeindkøbsomkostninger som de variable omkostninger i forbindelse hermed.

 

 

K kan således ikke siges at overtage nogen økonomisk risiko, men giver blot kunder et særligt incitament til i visse situationer at foretage genkøb af briller i K's butikker.

 

 

Der sker således heller ikke nogen "overtagelse af en risiko".

 

 

..."

 

 

Ankenævnet har ikke fundet grundlag for at imødekomme en begæring fra klageren om afholdelse af mundtlig forhandling.

 

 

Ankenævnet udtaler:

 

 

Tilsagnet i pkt. 4, der er et led i det samlede kundetilfredshedsprogram, udgør alene en meget begrænset udvidelse af det i programmet i øvrigt indeholdte service- og garantitilsagn og må anses for at være af underordnet betydning for kunden. Da endvidere den risiko, som udvidelsen medfører for selskabet i hvert fald må betegnes som yderst beskeden, finder ankenævnet, uanset at tilsagnet dækker indtræden af en uvis begivenhed, at ordningen ikke kan anses for omfattet af lov om forsikringsvirksomhed.

 

 

Ankenævnet ophæver derfor Finanstilsynets afgørelse af 14. maj 1996.