Senere ændringer til afgørelsen
Redaktionel note
Den fulde tekst

Patent på fremgangsmåde og apparat til affedtning af tarme havde ikke fornøden opfindelseshøjde

 

År 1996, den 19. november afsagde Patentankenævnet

 

 

(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Herborg, A. Holm,

  1. Sørensen) følgende

 

KENDELSE

i sagen j.nr. P 18/93: Klage fra

Aarhus Tarm Compagni A/S og

DAT-SCHAUB a.m.b.a.,

v/Patentbureauet Hofman-Bang &

Boutard A/S

over

Patentdirektoratets afgørelse

af 29. september 1993 vedrørende

patentansøgning nr. 5299/80 for

J.T. Handelsselskab A/S,

Bjerringbro,

v/Patentingeniør K. Skøtt-Jensen.

Den 12. oktober 1992 fremlagdes i fremlæggelsesskrift nr. 165101B en den 12. december 1980 indleveret ansøgning om patent på fremgangsmåde og apparat til affedtning af tarme.

De fremlagte krav lød således:

"1. Fremgangsmåde til affedtning af tarme, fortrinsvis kalve-, okse- og svinetarme, ved anvendelse af slynge-/skrabeprincippet, idet en tarmportion nedfyldes i en slynge-/skrabecentrifuge dannet af et stående tromlesvøb med et roterende bundstykke og efter en ønsket behandlingstid udlukkes fra beholderen gennem en oplukkelig sideåbning i tromlesvøbet, kendetegnet ved, at behandlingen udføres på automatisk tidsstyret måde, nemlig ved aktivering af en tidgiver ved begyndelsen af centrifugeringen og ved at der anvendes automatisk virkende organer til oplukning af sideåbningen ved signal fra tidgiveren, idet behandlingstiden forud indstilles på denne.

2. Fremgangsmåde ifølge krav 1, kendetegnet, ved at tidgiveren aktiveres ved automatisk afføling af tarmportionens nedfyldning i slynge-/skrabecentrifugen.

3. Apparat til udøvelse af fremgangsmåden ifølge krav 1 og bestående at et slynge-/skrabecentrifugeringsapparat med et opstående tromlesvøb og en roterende bundplade deri, i hvilket tromlesvøb der findes en sideåbning med et dæksel, som er oplukkeligt for udtømning af en nedfyldt, behandlet tarmportion, kendetegnet ved, at sideåbningsdækslet er forbundet med midler til automatisk åbning deraf, og at der findes en tidsgiver til aktivering af denne åbning efter en forindstillet tid fra begyndelsen af behandlingen.

4. Apparat ifølge krav 3, kendetegnet ved, at det omfatter organer til automatisk start af tidgiveren i afhængighed af nedfyldningen af en tarmportion i tromlesvøbet."

Den 23. oktober 1992 nedlagde advokatfirmaet B. Helmer Nielsen på vegne Aarhus Tarm Compagni A/S og DAT-SCHAUB a.m.b.a. indsigelse mod udstedelse af patent.

Patentbureauet Hofman-Bang & Boutard A/S meddelte i skrivelse af 15. marts 1993, at bureauet var indtrådt som fuldmægtig for indsigerne, klagerne i denne sag.

I indsigelsesbegrundelsen skrev klagerne bl.a.:

"....Efter vor opfattelse opfylder den i ovennævnte fremlæggelsesskrift beskrevne opfindelse ikke patentlovens krav til opnåelse af patent, fordi den påståede opfindelse savner såvel nyhed som opfindelseshøjde. I vor ovennævnte skrivelse af 12. januar 1993 gør vi gældende, at den omhandlede fremgangsmåde og det tilhørende apparat i det mindste savner opfindelseshøjde i forhold til, hvad der skal anses for kendt på ansøgningens indleveringsdag. Efter et nærmere studium af sagen må vi hævde, at også nyheden er yderst tvivlsom, hvortil kommer, at ansøgeren under sagens behandling har drejet opmærksomheden helt bort fra, hvad der oprindeligt blev søgt patent på. Vi skal senere vende tilbage til dette aspekt af sagen og de konklusioner, det giver anledning til, men her blot konstatere, at genstanden for den i fremlæggelsesskriftet beskrevne opfindelse ikke er identisk med genstanden for patentansøgning nr. 5299/80 i sin oprindelige form.

Ifølge det foreliggende fremlæggelsesskrift angår den påståede opfindelse en fremgangsmåde til affedtning af tarme ved anvendelse af det såkaldte slynge-skrabe-princip, hvorved man nedfylder tarmene portionsvis i en centrifuge bestående af et stationært tromlesvøb med et roterende bundstykke. Efter en ønsket behandlingstid udlukkes de centrifugerede tarme gennem en oplukkelig sideåbning i tromlesvøbet, hvorefter en ny tarmportion kan fyldes i centrifugen. Disse foranstaltninger er velkendte og er da også korrekt gengivet i hovedkravets indledning.

Det nye ved den omhandlede fremgangsmåde angives at være, at man udfører behandlingen på automatisk tidsstyret måde. Dette gøres nærmere bestemt ved, at en "tidgiver" aktiveres ved begyndelsen af centrifugeringen, og at der anvendes automatisk virkende organer til oplukning af sideåbningen ved signal fra tidgiveren.

Som begrundelse for, at det skulle være særligt ønskeligt eller fordelagtigt at forsyne den i sig selv kendte behandling med en automatisk tidsstyring, har ansøgeren under sagens behandling anført, at den hidtidige manuelle behandling førte til høje spildprocenter, fordi det ofte var vanskeligt - selv for erfarne, trænede operatører - at standse centrifuge- ringen netop efter den optimale centrifugeringstid, der naturligvis varierer i afhængighed af de pågældende tarmes art og oprindelse. Dette var ifølge ansøgeren især uheldigt, fordi det ofte var ønskeligt, at tarmene kun blev affedtet netop så meget, at det indvendige lag, der kaldes mukosen, blev siddende på tarmen i stedet for at blive frigjort fra denne. Tarme med påsiddende mukose anvendes nemlig til visse bestemte formål og er ifølge ansøgeren lettere at fremstille i den ønskede kvalitet, når centrifugeringen gennemføres med nøjagtig styring af centrifugeringstiden, end når den gennemføres manuelt.

Disse synspunkter, som ansøgeren har anført til støtte for opfindelsens patenterbarhed, er imidlertid kun delvis rigtige, eftersom en nøjagtig styring af centrifugeringstiden ikke er så afgørende, som ansøgeren har hævdet, hvilket vi skal komme tilbage til nedenfor. Men uanset dette er sagen i al sin enkelhed, at dét at forsyne et i sig selv kendt apparat med en automatisk tidsstyring ikke er nogen opfindelse, al den stund automatisk tidsstyring igennem lange tider har været kendt i utallige sammenhænge - populært sagt lige siden vækkeuret blev opfundet. Der er derfor ikke tale om, at man gør en opfindelse, når man ud fra et erkendt problem, der vedrører behovet for styring af behandlingstiden, forsyner den pågældende behandlingsproces og det tilhørende apparat med en automatisk tidsstyring. Der kan højest være tale om en for en fagmand nærliggende og indlysende procesoptimering, som i sagens natur ikke er patenterbar.

Direktoratet er da også selv (i sin skrivelse af 17. juli 1989 vedrørende ansøgningens 4. behandling) inde på, at det er nærliggende for en fagmand at gå frem som beskrevet i ansøgningen. Vi citerer fra Direktoratets ovennævnte skrivelse:

"Det er imidlertid indlysende, at behandlingstiden har betydning for behandlingsresultatet, og at det som følge heraf er vigtigt at styre varigheden af denne. Det er derfor klart, som det også fremgår af den oprindelige beskrivelse, at det er "hensigtsmæssigt" at foretage en automatisk tidsstyring.

Automatisk tidsstyring med forud indstillet behandlingstid er et almindeligt kendt og anvendt princip ved bearbejdning, og det ligger derfor indenfor en sagkyndigs valgmuligheder at anvende dette kendte princip i forbindelse med en kendt måde at affedte tarme på, især ved tarme af ensartet type jfr. den nye beskrivelse side 5, linie 3-8.

Det er nærliggende at styre behandlingstiden ved at lade tarmindføringen styre starten af centrifugen og, som omhandlet i den ovennævnte resterende del af kravene, anvende et automatisk styret sideudkast, som åbnes efter en forud indstillet behandlingstid".

På dette tidspunkt burde Direktoratet efter vor opfattelse have afslået ansøgningen, da alle grunde herfor var til stede, men man valgte meget venligt at lade ansøgeren forklare sig endnu en gang hvilket førte til, at ansøgeren den 20. september 1989 fremsendte nye patentkrav og en argumentation, som fik Direktoratets sagsbehandler til at revurdere sin bedømmelse af ansøgningen. På grundlag af nogle argumenter, hvis lødighed vi senere skal komme tilbage til, anerkender Direktoratet herefter opfindelseshøjden, jvf. Direktoratets skrivelse af 12. juni 1991 vedrørende ansøgningens 5. behandling, idet det samtidig fra Direktoratets side gøres gældende, at det er nyt at gå frem på den måde, som fremgår af det senere godkendte hovedkrav.

Dette sidste er naturligvis en klar forudsætning for, at der overhovedet kan blive tale om patentbeskyttelse, og det er korrekt, at de under sagens behandling fremdragne publikationer, herunder brochuren mærker D54/3000/8.60 fra W. Stohrer Maschinenfabrik, Würtenberg, Forbundsrepublikken Tyskland, ikke specifikt omtaler muligheden af at forsyne centrifuger til tarm- affedtning med timere til automatisk styring af centrifugeringstiden. Det er imidlertid en kendsgerning, at man allerede i 1970'erne - altså længe inden ansøgningens indlevering - arbejdede med automatisk tidsstyrede centrifuger til afslimning af svinemaver, hvilket må siges at være et i nærværende sammenhæng nært beslægtet arbejdsområde, og at dette foregik på fuldt åbenlys måde, jvf. bilag 1. I andre beslægtede industrier, f.eks. fiskeindustrien, har man benyttet centrifuger med påmonterede timere lige siden 1960'erne, hvilket fremgår af det som bilag 2 vedlagte materiale fra Esbjerg Fiskeindustri a.m.b.a., der blandt andet viser en separator med selvrensende tromle som er automatisk tidsstyret. Beskrivelsen af dette apparat er dateret 17. februar 1968.

Som bilag 3 vedlægger vi kopi af et brev af 10. marts 1993 fra firmaet La Parmentiére International, hvilket brev er et svar til indsigernes advokat på en af denne fremsat forespørgsel vedrørende en fagmæssig bedømmelse af den i fremlæggelsesskriftet beskrevne opfindelse. Den adspurgte medarbejder hos La Parmentiére International tror fejlagtigt, at det er indsigeren DAT-Schaub a.m.b.a., der søger patent på den omhandlede fremgangsmåde og det hertil hørende tidsstyrede apparat, men bortset fra denne misforståelse er det afgivne svar utvetydigt og klart: Det adspurgte firma har produceret tids- og processtyrede tarmrensningsautomater lige siden begyndelsen af 1960'erne, og man afviser på det bestemteste, at der skulle være grundlag for efterfølgende at søge sådanne apparater patentbeskyttet.

Videre fremgår det af brevet, at tarmrensecentrifuger med påmonteret tidsstyring har været serieproduceret af La Parmentiére International siden 1979, og at konkurrerende firmaer i Schweiz, Italien og Sverige har taget ideen op i begyndelsen af 1980. Ingen af disse firmaer har fundet anledning til at søge centrifugerne patentbeskyttet, fordi det allerede dengang (altså inden nærværende ansøgnings prioritetsdato) blandt fagfolk blev anset for kendt og nærliggende at forsyne sådanne centrifuger med en automatisk tidsstyring.

Vi vil derfor fastholde Direktoratet på, at automatisk tidsstyring med forud indstillet behandlingstid er et almindelig kendt og anvendt princip ved bearbejdning, og at det derfor på ansøgningens prioritetsdato ubestrideligt lå indenfor en sagkyndigs valgmuligheder at anvende dette kendte princip i forbindelse med en kendt måde at affedte tarme på. Ganske vist kom det ifølge ansøgeren "som et stort chok for alle implicerede, at det faktisk var muligt at forbedre det hele på reproducerbar måde ved noget så enkelt som at indføre en nøjagtig tidsstyring, og det bruges i dag overalt, medens det før opfindelsen var ukendt" (patentingeniør K. Skøtt-Jensens skrivelse til Direkto-ratet af 20. september 1989, side 3, linie 4-8). Ansøgeren har tidligere - som forsvar for ideen om automatisk tidsstyring - anført, at "det slet ikke var nok at arbejde med f.eks. "1/2 minut", idet det for udfaldet kunne være meget afgørende, om det drejede sig om 31 eller 28 sekunder, hvilket fremstod som en helt ny erkendelse" (patentingeniør K. Skøtt-Jensens skrivelse til Direktoratet af 27. december 1988, side 2 øverst). Denne "er- kendelse" er ifølge indsigerne ikke nødvendigvis korrekt, da behandlingstiden for det første - som allerede nævnt - ikke behøver at fastlægges inden for et så snævert interval, og fordi behandlingstiden for det andet meget vel kan variere med nogle sekunder inden for samme tarmtype, jvf. bilag 1. Selv om dette imidlertid havde været tilfældet, ville der stadig ikke ligge nogen op- finderisk indsats i at fastslå den nøjagtige behandlingstid for en given tarmtype og derefter indstille tidsstyringen på denne behandlingstid. Dette er jo netop, hvad man gør, jvf. fremlæggelsesskriftets krav 1 ("idet behandlingstiden forud indstilles på denne" (tidgiveren)). Det fremgår også af Skøtt-Jensens ovennævnte skrivelse af 20. september 1989, at "det er muligt praktisk/fagligt at opnå reproducerbare gode resultater ved ren tidsstyring, når man først har skudt sig ind på den rigtige tid for en tilsvarende behandling" (vor understregning). Der er altså på ingen måde tale om, at det patentansøgte tidsstyrede apparat selv finder ud af at bestemme den fornødne behandlingstid for en given vilkårlig tarmtype. Denne behandlingstid skal apparatet eksplicit have at vide af operatøren, hver gang der skiftes tarmtype, og alt hvad man opnår med den påståede opfindelse er således, at man slipper for selv at holde øje med tiden og afbryde centrifugeringen, når tiden er inde, idet disse handlinger overtages af automatikken. Dette må siges at være en yderst beskeden opfindelseshøjde, selv i 1980, og det ligger betydeligt under de krav til opfindelseshøjde, som vi ellers præsenteres for fra Direktoratets side, og som i øvrigt forekommer rimelige.

Den argumentation, som åbenbart har overbevist Direktoratet, er for os at se tendentiøs og følelsesladet og bygger ikke på nogen som helst teknisk-saglige argumenter. I stedet er den overvejende centreret omkring lidet diplomatiske udfald mod Direktoratets sagsbehandler, der blandt andet - af ansøgerens fuldmægtig - beskyldes for at opfatte hidtidige fagfolk på området som "retarderede"; jvf. Skøtt-Jensens ovennævnte skrivelse af 20. september 1989, side 4. Vi skal ikke kommentere dette argumentationsniveau yderligere, men blot konstatere, at an- søgerens hele argumentation fra start til slut er blottet for saglig substans, og det må være rimeligt at henstille, at en patentansøgning vurderes på sine tekniske forudsætninger og intet andet, da det jo ikke tjener Direktoratets formål at udstede usagligt vurderede patenter.

I denne forbindelse finder vi også anledning til at påpege, som også antydet indledningsvis, at der med hensyn til genstanden for opfindelsen er foretaget en ganske betydelig afvigelse i forhold til det, der på ansøgningstidspunktet skulle anses for det opfinderisk ejendommelige. Dengang skulle det nye angiveligt søges i, at tarmene blev affedtet ved centrifugering og kun dette, hvilket fremgår af det (prisværdigt kortfattede) eneste patentkrav i den oprindelige ansøgning af 12. december 1980. Denne såkaldte opfindelse blev effektivt skudt ned, blandt andet af den ovennævnte, i sagen fremdragne Stohrer-brochure, hvilket fik ansøgeren til ufortrødent at anføre, at det nye alligevel ikke lå i selve centrifugeringen, men derimod i den automatiske styring af denne. Det fremgår af basisdokumentet, at tidsstyringen er vigtig, og at det vil være "hensigtsmæssigt" at anvende en centrifuge, der styres automatisk. Det fremgår imidlertid ikke på nogen måde af basisdokumentet, at den automatiske tidsstyring skulle være selve opfindelsens substans. Ideen om tidsstyringen har ingen sammenhæng med ideen om centrifugering som middel til affedtning. Der er tale om en generelt anvendelig metode til styring af processer af enhver art, hvor tidsperioden (dvs. varigheden af processen) har relevans. Derfor kan denne nye ide ikke have prioritet fra basisdokumentet, og den er helt klart først opstået, da der undervejs i sagsforløbet viste sig at være brug for noget andet end det oprindelige at hænge ansøgningen op på.

Sammenfattende skal vi anføre, at den i fremlæggelsesskrift nr. 165 101 beskrevne opfindelse ikke er patenterbar, fordi

- nyhedsværdien i sig selv er tvivlsom, da man har kendt automatisk tidsstyrede processer og apparater i mange år før ansøgningens indlevering, og fordi

- opfindelseshøjden ikke blot er diskutabel, men reelt ikke-eksisterende, eftersom det på ansøgningstidspunktet må have været vanskeligt at finde en gennemsnitsfagmand, der ikke var i stand til at forsyne et apparat med automatisk tidsstyring efter at have konstateret, at en rimeligt nøjagtig behandlingstid er vigtig.

Sluttelig skal vi for en ordens skyld påpege, at selv om ingen tidligere havde gjort, som der står i en patentansøgning, kan dette forhold naturligvis ikke i sig selv gøre den beskrevne opfindelse patenterbar. Patenterbarheden kan og skal alene bedømmes i lyset af, hvorvidt de i patentlovens ?2 stk. 1 angivne forudsætninger (krav om nyhed og opfindelseshøjde) er opfyldt. Dette er ikke tilfældet for nærværende fremlagte ansøgnings vedkommende, som det vil være fremgået af det foregående, og vi skal derfor henstille, at ansøgningen bliver afslået i sin helhed."

Hertil bemærkede ansøgeren den 14. september 1993 følgende:

"Nederst på side 2 hævder indsigeren, at vi under sagens behandling har drejet opmærksomheden helt bort fra, hvad der oprindeligt blev søgt patent på. Dette er i højeste grad ukorrekt, idet vore bestræbelser netop er gået i retning af at klarlægge, hvad det egentlig var, der blev søgt patent på. Vi har redegjort for, at der fra starten optrådte visse misforståelser, som nok har præget sagen, men som dog alligevel ikke har gjort det umuligt at udtrække essensen af sagen, der jo stadigvæk - med Patentdirektoratets billigelse - har kunnet udledes af de oprindelige bilag.

Indsigeren har helt ret i, at opfindelsen ifølge fremlæggelsesskriftet nr. 165,101 ikke er identisk med genstanden for den tilhørende oprindelige patentansøgning nr. 5299/80; men denne konstatering er ikke specielt værdifuld, hvis det iøvrigt under sagsbehandlingen er fastslået, at opfindelsen lader sig udtrykke på en anden og mere korrekt måde.

Eksempelvis ligger det helt klart, at der fra starten er benyttet et relevant fagord på en forkert måde, idet udtrykket "centrifugering" er benyttet fagmæssigt, møntet på en proces som ikke er en absolut centrifugering, men en rotation af en bund-skive inde i et opstående, fast cylindersvøb. Indsigeren er selv ansvarlig for at have skabt fagordet "centrifugering" for faglig beskrivelse af denne funktion. Som nu påpeget af indsigeren, vil det være mere korrekt at tale om en slynge-skrabe funktion; men dette udtryk har ikke tidligere været kendt i fagkredse, hvor man var fuldt tilfreds med "centrifugeringen", selvom denne altså ikke helt var identisk med en egentlig, fri centrifugering.

Indsigerens næste synspunkt, nemlig at brugen af en tidsstyring gennem lange tider har været kendt i utallige sammenhænge, er totalt uden interesse eller betydning, al den stund vi her betragter et område, hvor netop den form for styring slet ikke har været inde i billedet. Henvisningen til vækkeuret og andre tidsstyringer er særdeles malplaceret, når det drejer sig om en proces, der hidtil ikke er anskuet som tidsbestemt, men blot som "erfaringsbestemt", vel endda med et moment af at den erfarne fagmand kunne styre processen frem til det kritiske punkt uden hensyn til, om dette for en given portion ville tage kortere eller længere tid. Det svarer til madlavning med æg, hvor den kyndige uden hensyn til noget stopur kan fornemme, hvornår det er lige ved at gå galt.

Indsigeren har naturligvis fornøjelsen af at citere Direktoratets skrivelse af 17.07.89 og af forinden at sige det samme ved den lidt uværdige henvisning til vækkeuret og til den inverterede logik i betragtningen om, at problemløsningen giver sig selv, når bare man kender problemstillingen. Det er vel en indsigers pligt at lave den slags forvridninger; men det samme siges dog med et anstrøg af saglighed i citatet fra Direktoratet. Vi mener ikke, at der her er grund til at behandle de pågældende anbringender nærmere, da dette jo allerede er sket i besvarelsen af den citerede skrivelse. Det er værd at lægge mærke til, at indsigeren ikke har givet noget sagligt bidrag til den teoretiske debat om opfindelseshøjden, og vi kan dårligt se, hvad meningen kan være med at citere indvendinger, der senere er blevet overkommet.

Den besvarelse, der fik direktoratet til at ombestemme sig, beskyldes af indsigeren for at mangle saglig substans. Dette skal ikke kommenteres nærmere her; men i og med at besvarelsen i hovedsagen var en argumentation imod den slags irrationelle indvendinger, som også indsigeren nu betjener sig af, så er temaet ikke primært noget om saglig substans.

Indsigeren omtaler på side 5-6 nogle andre tidsstyrede funktioner og apparater, hvilket da vist må være overflødigt. Hverken vi eller Direktoratet er i tvivl om, at der forekommer masser af tidsstyringer; men det behøver da ikke at indebære, at det så er principielt slut med opfindelser, der bygger på en tidsstyring, nemlig hvor der uventet forekommer yderst overraskende fordele. Indsigerens generalisering vedrørende dette kan vel end ikke accepteres af indsigeren selv.

Vi har vanskeligt ved at forstå, hvad det er, indsigeren vil udtrykke på side 7. Man må frem til, at det eneste, der opnås ved opfindelsen, er at man slipper for selv at holde øje med tiden, men indsigeren ved bedre end nogen, at man dog opnår noget nok så væsentligt, nemlig en voldsom nedsættelse af spildprocenten. Indsigeren bestrider ikke, at fremgangsmåden/apparatet er af overordentlig høj effektivitet, og dette er nu engang fortsat et udmærket kriterium for opfindelseshøjde. Iøvrigt er det kun delvis rigtigt, at apparatet skal informeres om behandlingstiden hver gang, der skiftes tarmtype. Det er netop et særkende for opfindelsen, at det er muligt forud at programmere styringen, således at man kan bruge forskellige dedicerede startknapper til de forskellige tarmtyper, hvorved operatøren blot skal trykke på knappen med den rigtige påskrift.

Resten af indsigelsesbegrundelsen er nogle indsigertypiske bemærkninger til sagsforløbet, og vi finder det ikke nødvendigt at kommentere dette nærmere. Sagen har været usædvanligt indgående behandlet, og indsigeren peger ikke på forhold, som ikke allerede har været under lup.

I sammenfatningen på side 9 udtrykkes nærmest en anerkendelse af sagen, idet det "svære skyts" her blot er et par polemiske bemærkninger, som netop angår de forhold, der allerede er behandlet under proceduren, og i sidste afsnit finder man det ligefrem relevant at belære os og Patentdirektoratet om, hvordan man skal behandle en sag, hvis den handler om noget, som notorisk er nyt!

Vi vil undlade at kommentere bilag, der hører til indsigelsesbegrundelsen. Man søger mere eller mindre at give udtryk for, at opfindelsen er kendt; men det bliver ikke til nogen egentlig dokumentation. Ansøgeren er vidende om, at indsigeren har al grund til at ønske sagen taget af bordet; men vi må konstatere, at indsigelsen reelt ikke ændrer billedet af sagen på nogen som helst måde. Indsigeren har tidligere hævdet, at opfindelsen simpelthen var kendt i forvejen, og her har man åbenbart skiftet mening."

Patentdirektoratet besluttede ved skrivelse af 29. september 1993 at udstede patent, idet indsigelsen blev afvist med følgende begrundelse:

"Ifølge Deres nærmere begrundelse for indsigelsen er grundlaget for denne, at nyheden af opfindelsen efter Deres opfattelse er "yderst tvivlsom", og at opfindelsen i det mindste savner opfindelseshøjde.

Vi må give ansøgeren medhold i, at De ikke har dokumenteret at opfindelsen var kendt før ansøgningens indleveringsdag.

Deres tvivl med hensyn til nyheden baserer De alene på en tro og loveerklæring fra to medarbejdere hos DAT-SCHAUB (bilag 1), der angiveligt siden begyndelsen af 1970 har været beskæftiget med afslimning af maver i centrifuge monteret med tidsstyring, og en erklæring fra en hr. Kaare Prien fra firmaet la Parmentiére International (bilag 3) om, at den i ansøgningen omhandlede teknik har været anvendt i firmaets tarmrensningscentrifuger siden 1961, og at firmaet er bekendt med, at lignende maskiner med samme tekniske indretning siden begyndelsen af 1980 har været fremstillet af dets konkurrenter.

Det er imidlertid ikke tilstrækkelig dokumentation, at De indsender tro og loveerklæringer og angiver vidner, der kan understøtte påstandene i indsigelsen.

Vi må derfor give ansøgeren ret i, at dette forsøg på at rejse tvivl om opfindelsens nyhed ikke kræver nogen kommentarer. Der kan derfor ses bort fra bilag 1 og 3.

Det må derfor fastholdes som anført i skrivelse herfra af 12 jun. 1991, side 2, linie 3-6, at det i ansøgningen omhandlede er nyt i forbindelse med affedtning af tarme.

Tilbage står spørgsmålet om vurderingen af opfindelseshøjden.

Vi kan ikke give Dem ret i, at ansøgningen på dette punkt er usagligt vurderet, fordi den skulle være blevet vurderet på andet end sine tekniske forudsætninger.

Vi er enige med Dem i, at en del af ansøgerens indlæg af 20 sep. 1989 ikke vedrører sagens substans. De dele af argumentationen, der har teknisk-sagligt indhold, berettiger imidlertid efter vores opfattelse, at opfindelseshøjden er vurderet som tilstrækkelig til, at opfindelsen er patenterbar.

Der opnås således ifølge opfindelsen en virkning, nemlig forbedrede resultater i form af en reduceret spildprocent.

Vi er endvidere ikke og har ikke under ansøgningens behandling været i tvivl om, at automatisk tidsstyring, også af centrifuger, var almindelig kendt før ansøgningens indleveringsdag. Ansøgeren har da heller ikke bestridt dette, og vi må derfor give ansøgeren ret i, at det er overflødigt, at De fremsender yderligere materiale for at dokumentere dette princip (bilag 2, hvoraf den eneste af siderne, der er dateret, er mærket 17 feb. 1967).

Vi har imidlertid lagt vægt på, at det taler for, at opfindelseshøjden er tilstrækkelig, at dette kendte princip, som, ifølge det De selv fremfører, har stået til rådighed længe inden ansøgningens indleveringsdag, ikke er blevet anvendt i forbindelse med affedtning af tarme.

Herudover mener vi, at ansøgeren har ret i, at det, De iøvrigt fremfører, allerede har været genstand for overvejelser ved bedømmelsen af opfindelseshøjden, og at De således ikke har tilført sagen nye synspunkter, som har kunnet ændre denne bedømmelse.

De finder i Deres indsigelsesbegrundelse også anledning til at påpege, at genstanden for opfindelsen ifølge fremlæggelsesskriftet ikke er identisk med genstanden for opfindelsen på ansøgningstidspunktet.

Vi må give ansøgeren ret i, at dette er uden betydning. Det er blot en forudsætning, at kravene ikke er ændret således, at de indeholder noget, som ikke fremgår af basisdokumenterne. Vi mener som anført i skrivelse herfra af 17 jul. 1989, side 1, 4. afsnit, at det nødvendige grundlag især findes i den oprindelige beskrivelse side 4, linie 3-9 og 23-27.

Vi har derfor vedtaget at meddele patent på grundlag af fremlæggelsesskrift nr. 165101 uden ændringer."

Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 26. november 1993 indbragt for Patentankenævnet.

I skrivelse af 7. marts 1994 har klageren fremsat følgende ankebegrundelse:

"....Patentdirektoratet meddeler os i skrivelse af 29. september 1993, at man har vedtaget at meddele patent på grundlag af fremlæggelsesskrift nr. 165 101 uden ændringer, idet man ikke har kunnet give os medhold i vor påstand om, at nyheden af opfindelsen er yderst tvivlsom, og at opfindelsen uanset den eventuelle nyhedsværdi i det mindste savner opfindelseshøjde. Denne afgørelse finder vi forkert, hvilket vi nærmere skal redegøre for i det følgende:

Patentdirektoratet konkluderer i sin skrivelse af 29. september 1993, at vi ikke har dokumenteret, at opfindelsen var kendt før ansøgningens indleveringsdag, og at vi med hensyn til spørgsmålet om opfindelseshøjde ikke har tilført sagen nye synspunkter, som har kunnet ændre Patentdirektoratets bedømmelse. Over for Patentankenævnet ønsker vi herefter at gøre gældende:

1) at der uanset Patentdirektoratets påstand om det modsatte mangler opfindelseshøjde, hvorved ansøgningen ikke opfylder patentlovens ?2, stk. 1,

2) at opfindelsen ikke er så tydeligt forklaret i beskrivelsen at en fagmand på grundlag deraf kan udøve opfindelsen, hvorved ansøgningen heller ikke opfylder patentlovens ?8, stk. 2,

3) at der fuldstændig mangler dokumentation for, at de påståede fordele rent faktisk opnås, og

4) at det, som Patentdirektoratet agter at meddele patent på, er væsentligt forskelligt fra det oprindeligt patentansøgte, hvilket vi finder i strid med patentlovens ? 13.

I det følgende skal vi uddybe punkterne (1)-(4) nærmere.

1. Opfindelseshøjden

Patentlovens ?2 fastslår, at patent kun meddeles på opfindelser, som er nye i forhold til, hvad der var kendt før patentansøgningens indleveringsdag, og som tillige adskiller sig væsentligt derfra. Reglen om, at der skal være tale om en rimelig klar opfindelseshøjde, giver normalt ikke anledning til tvivl, idet det af de fleste anses for en selvfølge, at der må kræves en vis - ikke for ringe - afstand mellem det kendte og det nye, for at man overhovedet med rimelighed kan tale om en opfindelse. Det er også almindeligt accepteret, at det nye ikke må være indlysende eller nærliggende for en fagmand.

Som bekendt angår opfindelsen ifølge fremlæggelsesskriftet en fremgangsmåde til affedtning af tarme ved anvendelse af det såkaldte slynge-skrabe-princip, hvorved man nedfylder tarmene portionsvis i en centrifuge bestående af et stationært tromlesvøb med et roterende bundstykke. Efter en ønsket behandlingstid udlukkes de centrifugerede tarme gennem en oplukkelig sideåbning i tromlesvøbet, hvorefter en ny tarmportion kan fyldes i centrifugen. Disse foranstaltninger er velkendte og er da også korrekt gengivet i hovedkravets indledning.

Det nye ved den omhandlede fremgangsmåde angives at være, at man udfører behandlingen på automatisk tidsstyret måde. Dette gøres nærmere bestemt ved, at en "tidgiver" aktiveres ved begyndelsen af centrifugeringen, og at der anvendes automatisk virkende organer til oplukning af sideåbningen ved signal fra tidgiveren.

Som begrundelse for, at det skulle være særligt ønskeligt eller fordelagtigt at forsyne den i sig selv kendte behandling med en automatisk tidsstyring, har ansøgeren under sagens behandling anført, at den hidtidige manuelle behandling førte til høje spildprocenter, fordi det ofte var vanskeligt - selv for erfarne, trænede operatører - at standse centrifuge- ringen netop efter den optimale centrifugeringstid, der naturligvis varierer i afhængighed af de pågældende tarmes art og oprindelse. Dette var ifølge ansøgeren især uheldigt, fordi det ofte var ønskeligt, at tarmene kun blev affedtet netop så meget, at det indvendige lag, der kaldes mukosen, blev siddende på tarmen i stedet for at blive frigjort fra denne. Tarme med påsiddende mokuse anvendes nemlig til visse bestemte formål og er ifølge ansøgeren lettere at fremstille i den ønskede kvalitet, når centrifugeringen gennemføres med automatisk styring af cen- trifugeringstiden, end når den gennemføres manuelt.

Efter indsigerens opfattelse er det imidlertid selve tidsstyringen, der er vigtig, medens det i princippet må være underordnet, om centrifugeringen afbrydes af en automatisk anordning ("tidgiver") eller manuelt, når blot det sker på det forudbestemte tidspunkt. Men selv om det havde været af afgørende betydning at afbryde centrifugeringen automatisk, ville der ikke ligge nogen opfinderisk indsats i at forsyne en centrifuge til tarmrensning (kendt i hvert fald siden 1960) med afbryderautomatik (formentlig kendt endnu længere). Vi vil tillade os at mene, at dette tiltag ligger for en gennemsnitsfagmands kreative formåen, og at dette også var tilfældet i 1980.

I den oprindelige beskrivelse til nærværende ansøgning, dateret 12. december 1980, anføres det i god overensstemmelse med det ovenstående, at styringen af centrifugeringen kan foregå manuelt eller automatisk, og at det er den nøjagtige tidsstyring, der er den afgørende parameter. Vi citerer fra side 4 i denne beskrivelse:

"Styring af centrifugeringen kan foregå manuelt eller automatisk, men da det har vist sig at have stor betydning, at centrifugeringen styres ret nøjagtigt tidsmæssigt, vil det være hensigtsmæssigt at anvende en centrifuge med automatisk opstart styret af tarm- indføring og med automatisk styret sideudkast, der åbnes efter forindstillet behandlingstid".

Heraf fremgår det således også, at behandlingstiden skal forudindstilles (efter den givne tarmtype), hvis man anvender automatisk tidsstyring, og det er derfor ikke korrekt, når der i fremlæggelsesskriftet (side 4, linie 31 - side 5, linie 4) anføres følgende:

"Det er ved opfindelsen konstateret, at det ikke er de kendte "centrifugers" skyld, at man har arbejdet med så store spildprocenter, men snarere fagfolkenes opfattelse af, at det eneste mulige styrekriterium har været betjeningsekspertens fornemmelse af, hvornår behandlingen burde afbrydes. Det har nemlig overraskende vist sig, at man kan nå til voldsomt meget bedre resultater helt uden ekspertindsats, idet tarme viser sig at kunne behandles i centrifugerne på reproducerbar optimal måde ved en nøjagtig tidsstyring" (vor understregning).

Man kan naturligvis ikke undvære "ekspertindsatsen", al den stund den nødvendige behandlingstid skal fastlægges af rutinerede fagfolk for hver enkelt tarmtype. Herefter skal denne behandlingstid overholdes rimeligt nøje, men det er naturligvis underordnet, om dette gøres af en opmærksom operatør eller ved hjælp af automatik. Det afgørende er erkendelsen af, at "tarme viser sig at kunne behandles i centrifugerne på reproducerbar optimal måde ved en nøjagtig tidsstyring", jvf. ovenstående. Dette var imidlertid ikke noget, som tarmene viste sig at kunne i 1980, men derimod væsentligt tidligere. Således fremgår det af en brochure fra det tyske W. Stohrer fra 1960 (fremdraget under ansøgningens behandling og vedlagt her som bilag 1), at behandlingstiden er vigtig, idet den foreskrevne centrifugeringstid for forskellige tarmtyper eksplicit er angivet. Tidsstyret centrifugering af tarme var således kendt længe før 1980. I god overensstemmelse hermed anfører Patentdirektoratet i sin skrivelse af 17. juli 1989 vedrørende ansøgningens 4. behandling):

"Det er imidlertid indlysende, at behandlingstiden har betydning for behandlingsresultatet, og at det som følge heraf er vigtigt at styre varigheden af denne. Det er derfor klart, som det også fremgår af den oprindelige beskrivelse, at det er "hensigtsmæssigt" at foretage en automatisk tidsstyring.

Automatisk tidsstyring med forud indstillet behandlingstid er et almindeligt kendt og anvendt princip ved bearbejdning, og det ligger derfor indenfor en sagkyndigs valgmulighed at anvende dette kendte princip i forbindelse med en kendt måde at affedte tarme på, især ved tarme af ensartet type, jfr. den nye beskrivelse side 5, linie 3-8.

Det er nærliggende at styre behandlingstiden ved at lade tarmindføringen styre starten af centrifugen og, som omhandlet i den ovennævnte resterende del af kravene, anvende et automatisk styret sideudkast, som åbnes efter en forud indstillet behandlingstid".

Selv om Patentdirektoratet beklageligvis efterfølgende ændrede denne opfattelse, må det således stå klart, at det før ansøgningens indlevering var kendt at affedte tarme ved centrifugering, og at det var erkendt af fagfolk, at en nøje styring af behandlingstiden er vigtig. Ligeledes var automatisk tidsstyring med forudindstillet behandlingstid et almindeligt anvendt behandlingsprincip.

Derfor er den påståede opfindelse totalt blottet for opfindelseshøjde.

2. Den tekniske forklaring af opfindelsen

Vi finder anledning til at påpege, at opfindelsen efter vor opfattelse ikke er så tydeligt forklaret i beskrivelsen, at en fagmand på grundlag heraf kan udøve opfindelsen. Beskrivelsen består overvejende af nogle ønskeagtige angivelser, hvorefter tarme "skal kunne behandles skånsomt og endda så ensartet, at man akkurat kunne opnå, at en væsentlig del af de behandlede tarme alle behandles korrekt, og endda helst således at der vil være mulighed for at efterlade mukosen på de behandlede tarme.

Udførte forsøg med forskellige andre behandlingsformer har ikke givet væsentlig bedre resultater. Det var derfor en overraskelse, at man med en konventionel slynge-/skrabe-behandling modificeret som angivet i den kendetegnende del af krav 1 (dvs. med automatisk tidsstyring) kunne opnå, at behandlingen lykkes til praktisk taget fuldkommenhed".

Der er således ingen angivelser af, hvilke behandlingstider de enkelte tarmetyper kræver. Man må derfor hente hjælp andre steder, hvis man i sin søgen efter "tidgiver" korrekt. Dette er jo fremdeles en forudsætning for at kunne opnå de påståede gode resultater.

Man kunne naturligvis søge hjælp i udførelseseksemplerne, hvoraf der findes 6 ialt. De er hver på 4 linier og indeholder ingen blot nogenlunde nøjagtige angivelser af den ellers så vigtige og afgørende behandlingsvarighed. Det anføres blot, at "tarmene centrifugeres kortvarigt", hvilket må siges at være en ret elastisk angivelse. I eksempel 1 "præciseres" dette dog til "maksimalt 60 sekunder", hvilket er det nærmeste man kommer en tidsangivelse. Dette stemmer dårligt overens med angivelsen på side 5, linie 5-8 i fremlæggelsesskriftet, ifølge hvilken en behandling i f.eks. 28 sekunder hverken må afkortes til 26 sekunder eller forøges til 30 sekunder. I eksempel 4 opdeles tarmen i "passende længder", og man må så selv tage stilling til, hvad der er "passende længder" for en tyktarm, hvilket i nogen grad vanskeliggøres af, at det ikke fremgår, hvilket dyr der har lagt krop til forsøget. Og som det mest betænkelige: Det fremgår ikke af eksemplerne, hvad man over- hovedet opnår i de seks tilfælde i forhold til det kendte.

Så er der trods alt lidt mere substans i brevet af 12. juni 1991 til Patentdirektoratet fra ansøgerens fuldmægtig, som er et svar på Patentdirektoratets skrivelse vedrørende ansøgningens 4. behandling. I sit brev anfører ansøgerens fuldmægtig med hensyn til behandlingstiden:

"Det vil ligge i sagens natur, at man ikke generelt kan sætte eksakte tal på de nødvendige tider, da disse allerede kan være apparatafhængige eller hastighedsafhængige, se s. 5 1. 2-5. Det er endda muligt, at der fagmæssigt kan konstateres andre af- hængigheder, men ansøgningens budskab er alligevel, at det er muligt praktisk/fagligt at opnå reproducerbare gode resultater ved ren tidsstyring, når man først har skudt sig ind på den rigtige tid for en tilsvarende behandling. Det er vigtigt at understrege sagens "praktisk/faglige" karakter, idet der ikke er tale om, at man på laboratorieagtig måde skal genskabe samtlige procesparametre minutiøst, men bare - jfr. også de givne eksempler - kan smide "en eller flere tarme" ned i maskinen; fagfolk, der efterprøver opfindelsen, vil let finde, at de optimale tider er opnåelige ved indstilling efter forbløffende få og grove kriterier, men naturligvis kan fagfolk efter behag eksperimentere med mere differentierede kriterier, hvis de vil nå det helt sublime".

Meningen med disse ord synes at være, at det på den ene side er vigtigt med en nøje tidsstyring, mens man på den anden side ikke behøver at være så nøjeregnende med at overholde procesparametrene. Opfindelsen må således siges at have vide rammer.

3. Den foreliggende dokumentation

Som antydet ovenfor fremgår det ikke klart, hvad der opnås med opfindelsen - i alle tilfælde ikke udtrykt ved konkrete tal eller blot antydningsvise angivelser. I sin skrivelse af 29. september 1993 siger Patentdirektoratet ganske vist:

"Der opnås således ifølge opfindelsen en virkning, nemlig forbedrede resultater i form af en reduceret spildprocent".

Vi har dog ikke nogen steder, hverken i den oprindelige beskrivelse, i fremlæggelsesskriftet eller i den stedfundne korrespondance mellem Patentdirektoratet og ansøgeren under sagens behandling, kunnet finde nogen angivelse af, hvilke forbedrede resultater der er tale om. Den interesserede må nøjes med følgende betragtning fra ansøgerens fuldmægtig, hentet fra brevet af 12. juni 1991 til Patentdirektoratet:

"Det kom som et stort chock for alle implicerede, at det faktisk var muligt at forbedre det hele på reproducerbar måde ved noget så enkelt som at indføre en nøjagtig tidsstyring, og det bruges i dag overalt, medens det før opfindelsen var ukendt".

I hvilket omfang man kan "forbedre det hele", svæver således i det uvisse.

For at forsøge at få kastet lys over denne del af problematikken har indsigeren kontaktet Slagteriernes Forskningsinstitut for at få foretaget de sammenligningsforsøg mellem opfindelsen og den nærmeste kendte teknik, som Patentdirektoratet burde have forlangt under sagens behandling, og som sagligt set ville have haft mere værdi end ovenstående malende omtale af "det store chock", som ramte "alle implicerede". Som bilag 2 vedlægger vi kopi af et rapportbrev fra afdelingschef Henning Lüthje, Slagteriernes Forskningsinstitut, til indsigeren, DAT-Schaub A.m.b.a., som stillede instituttet den opgave at sammenligne den automatiserede fremgangsmåde til affedtning ifølge opfindelsen med en tilsvarende manuel affedtning.

Som det fremgår af instituttets brev, er man af den opfattelse, at der ved udførelse af de påtænkte sammenligningsforsøg ikke vil kunne ses nogen forskel på de behandlede partier (identiske partier behandlet henholdsvis manuelt og med automatisk tidsstyring) ud over den tilfældige variation. Af denne grund anså Slagteriernes Forskningsinstitut det for formålsløst at iværksætte sådanne sammenligningsforsøg. Konklusionen er således, at man fra absolut sagkyndig side afviser, at der med den påståede opfindelse kan opnås nogen som helst fordelagtige resultater, som ikke også vil kunne opnås ved omhyggelig manuel overholdelse af de foreskrevne behandlingstider, som under alle omstændigheder - automatisk eller ej - skal iagttages, netop fordi det afgørende ved affedtningsprocessen er, at der foretages en nøjagtig (men ikke nødvendigvis en automatisk) tidsstyring, efter at man, med ansøgerens egne ord, har "skudt sig ind" på den påkrævede behandlingstid for den aktuelle tarmportion.

Slagteriernes Forskningsinstitut afviste opgaven som intetsigende og så useriøs, at man vægrede sig ved at lægge navn til den, eftersom man nødig ville stå som ansvarlig for forsøg, hvis resultater (eller mangel på samme) var givet på forhånd. Flere langvarige drøftelser mellem instituttet på den ene side og indsigeren og os på den anden side fik ikke instituttet til at fravige denne holdning, som det fremgår af ovennævnte brev. Der findes altså ikke resultater, der viser, at opfindelsen virker som påstået, og sådanne resultater kan heller ikke tilvejebringes.

4. Opfindelsens genstand

Vi finder anledning til at påpege, at ansøgeren med hensyn til selve opfindelsens genstand har foretaget en ganske betydelig afvigelse i forhold til det, der på ansøgningstidspunktet skulle anses for det opfinderisk ejendommelige. Dengang skulle det nye angiveligt søges i, at tarmene blev affedtet ved centrifugering og kun dette, hvilket fremgår af det (prisværdigt kortfattede) eneste patentkrav i den oprindelige ansøgning af 12. december 1980. Denne såkaldte opfindelse blev effektivt fejet af bordet, blandt andet af den ovennævnte, i sagen fremdragne Stohrer-brochure, hvilket imidlertid blot fik ansøgeren til ufortrødent at anføre, at det nye alligevel ikke lå i selve centrifugeringen, men derimod i den automatiske styring af denne. Det fremgår af basisdokumentet, at tidsstyringen er vigtig, og at det vil være "hensigtsmæssigt" at anvende en centrifuge, der styres automatisk. Det fremgår imidlertid ikke på nogen måde af basisdokumentet, at den automatiske tidsstyring skulle være selve opfindelsens substans. Ideen om tidsstyringen har ingen sammenhæng med ideen om centrifugering som middel til affedtning. Der er tale om en generelt anvendelig metode til styring af processer af enhver art, hvor tidsperioden (dvs. varigheden af processen) har relevans. Derfor kan denne nye ide dybest set ikke have prioritet fra basisdokumentet, og den er helt klart først opstået, da der undervejs i sagsforløbet viste sig at være brug for noget andet end det oprindelige at hænge ansøgningen op på.

Til dette aspekt af sagen, som vi også bragte på bane under indsigelsen, siger Patentdirektoratet, at dette er "uden betydning". Det er blot en forudsætning, at kravene ikke er ændret på en sådan måde, at de indeholder noget, som ikke fremgår af basisdokumenterne (Patentdirektoratets skrivelse af 29. september 1993, side 2 nederst). Dette ændrer imidlertid ikke ved vor principielle opfattelse, nemlig at man undervejs i sagen totalt ændrer sit syn på, hvad det egentlige er, der er opfundet. Dette er for os at se i strid med patentlovens ?13, ifølge hvilken der ikke må søges patent på noget, som ikke fremgik af ansøgningen, da denne blev indleveret. I øvrigt mener vi ikke, at de afsnit i den oprindelige beskrivelse (side 4, linie 3-9 og 23-27), som Patentdirektoratet lægger til grund for holdbarheden af de godkendte krav, giver tilstrækkelig klart udtryk for vigtigheden af den ekstremt nøje automatiske tidsstyring, som ansøgeren senere har propaganderet for - og som ifølge andre fagfolk ikke er så vigtig endda, jvf. det som bilag 3 viste brev af 12. marts 1993 fra DAT-Schaub A.m.b.a. til os, hvoraf det fremgår, at der meget vel kan accepteres en tolerance af tidsstyringen på " 5 sekunder.

Afsluttende skal vi bemærke, at vi finder det uacceptabelt, at Patentdirektoratet uden videre har afvist de erklæ-ringer fra fagfolk, som vi vedlagde som bilag til vor indsigelsesbegrundelse (f.eks. ovennævnte bilag 3), som utilstrækkelig dokumentation - især når ansøgeren under sagens behandling uhindret har kunnet bringe erklæringer fra fagfolk ind i sagen, f.eks. som bilag til svarskrivelsen af 20. september 1989 fra ansøgerens fuldmægtig til Patentdirektoratet. Vi vedlægger derfor yderligere som bilag 4 og 5 kopi af det materiale, der indgik som bilag 2 og 3 til vor indsigelsesbegrundelse af 15. marts 1993, idet vi høfligst henstiller til Patentankenævnet også at tage hensyn hertil ved den samlede bedømmelse af sagen, da ikke blot opfindelseshøjden (som udførligt diskuteret ovenfor), men også selve nyheden af den påståede opfindelse efter vort (og mange fagfolks) bedste skøn er særdeles diskutabel.

Vi skal på det bestemteste opfordre Patentankenævnet til at foranledige den foreliggende fremlagte ansøgning afslået, dels fordi ansøgningen ikke opfylder - og heller ikke kan bringes til at opfylde - patentlovens ?2, og dels fordi ansøgningens hele beskaffenhed er så mangelfuld, at dette i sig selv efter vort skøn berettiger et afslag. Sluttelig skal vi anmode om, at der må blive givet os lejlighed til at uddybe det ovenstående i en mundtlig forhandling med Patentankenævnet."

I fortsættelse af ovennævnte ankebegrundelse har klageren den 18. marts 1994 skrevet følgende til Patentdirekto-ratet:

"....Vi skal tillade os at henlede Patentankenævnets opmærksomhed på den praksis, som EPO's Board of Appeal har etableret i sager af nærværende art, hvor det for opfindelsens patenterbarhed afgørende spørgsmål er, hvorvidt det kan betragtes som en opfinderisk indsats at automatisere en i forvejen kendt og praktiseret manuel proces.

Vi skal nærmere bestemt anmode om, at medfølgende bilag 6 og 7 må blive optaget som yderligere dokumentation i sagen i tilslutning til de allerede foreliggende bilag 1-5. De to nye bilag er afgørelser truffet af det tekniske appelkammer ved EPO, henholdsvis afgørelsen af 24. juni 1992 i sagen T 0775/90 (ansøger: Kabushiki Kaisha Toshiba, indsigelse nedlagt af Océ-Nederland B.V.) (bilag 69 og afgørelsen af 6. februar 1990 i sagen T 0318/89 (ansøger: Deere & Co.) (bilag 7). Disse afgørelser vedrører ganske vist ikke samme tekniske område som nærværende DK fremlæggelsesskrift, men da de berører den samme princi- pielle problemstilling, nemlig om det er udtryk for en opfindelse at automatisere (ved hjælp af en computer eller på anden måde) en manuel proces, er de efter vor opfattelse særdeles relevante i den foreliggende sammenhæng, ikke mindst fordi de begge drager den konklusion, at der ikke er noget opfinderisk forbundet med at automatisere en allerede kendt manuel proces. Således hedder det ordret i afgørelsen i sag nr. T 0775/90 (se bilag 6).:

"Mere automatisation of functions previously performed by persons corresponds to the general trend in technics and cannot as such be considered inventive".

Dette udtrykker meget klart, hvad der er opfattelsen hos EPO's Board of Appeal i sager af tilsvarende art som den her foreliggende, nemlig at den blotte automatisering af en i øvrigt identisk, manuelt udført proces ikke kan betragtes som en opfindelse, men blot afspejler den generelle tendens inden for teknikken. Og i den forbindelse er det uden betydning, at arbejdsgangen ved processen herved bliver mere hensigtsmæssig og mindre udsat for fejl, der kan tilskrives forsømmelighed eller uagtsomhed hos operatøren. Herom siger afgørelsen følgende:

"Providing detecting means for detecting the presence of the developing means and controlling means for prohibiting the selection of developing means not present is nothing but automatisation of these functions which up to then had been performed by the user (and a skilled constructor of copiers whose task it is to improve their construction, is certainly also an experienced user), and it is not surprising that letting the automatic means do this work is more convenient for the user and less susceptible to negligence".

Med andre ord er det, der opnås ved passende automatisering af en given manuel proces, på ingen måde overraskende og derfor heller ikke patenterbart.

Samme konklusioner gør sig gældende i den anden afgørelse (bilag 7), ifølge hvilken det altid er ønskeligt at automatisere funktioner, der styrer tekniske processer, men at der ikke heri ligger noget opfinderisk ejendommeligt.

"Als objektiv dem Anmeldungsgegenstand zugrunde- liegende Aufgabe kann demgegenüber definiert werden, auch die erste betriebsweise, das Hin- und Zurück-schwenken des Stutzens bei Geradeausfahrt, zu automatisieren. Ein erfinderischer Schritt kann in der Stellung dieser Aufgabe nicht gesehen werden. Einerseits liegt nämlich der Wunsch nach Automatisierung von Steuerfunktionen überall wo technische Vorgänge zu steuern sind, auf der Hand. Andererseits ist es schon vorgeschlagen worden, Maβnahmen vorzusehen, um den Stutzen automatisch und nacheinander in eine Mehrzahl von unterschiedlichen, innerhalb eines vorbestimmten Schwenkbereiches vorgesehene Stellungen periodisch zu verschwenken".

Herefter konkluderer Board of Appeal:

"Auch die dem Anspruch 1 gemäß Hauptantrag entnehmbare Lösung für die aufgabengemäße weitere Automatisierung der Stutzensteuerung bietet mithin nichts Erfinderisches".

For os at se er det med disse afgørelser således hævet over enhver tvivl, at EPO's appelinstans anser det for så nærliggende og indlysende at automatisere en i forvejen manuelt praktiseret proces, at sådanne tiltag unddrager sig muligheden for patentering. Vi skal hermed opfordre Patentankenævnet til at anlægge et tilsvarende synspunkt i forbindelse med nærværende fremlagte ansøgning og foranledige denne afslået."

Ansøgeren har den 30. maj 1994 fremført følgende kommentarer til indsigerens ankebegrundelse:

"...ad 1), Opfindelseshøjden:

Indsigeren søger at skabe det indtryk, at det kan komme ud på et, om behandlingstiden fastlægges "manuelt" eller automatisk, og at den automatiske styring ikke er selvstændigt opfinderisk, når den "manuelle" styring er kendt. Man støttes i dette synspunkt af det forhold, at den manuelle styring ikke er omfattet af patentkravene. Imidlertid er synspunktet helt forkert, idet den pågældende manuelle styring ikke var kendt. Udtrykket "efter en ønsket behandlingstid" i krav 1's indledning refererer ikke til en "forud nøje fastlagt behandlingstid for bestemte produkter i en bestemt maskine", men simpelthen til den behandlingstid, som den optrædende operatør finder passende, jfr. i øvrigt forklaringen af den kendte teknik. Hele diskussionen omkring den manuelle contra den automatiske styring er formålsløs al den stund en manuel styring udført efter opfindelsens præmisser vil være nærmest præcis ligeså opfinderisk som den automatiske styring; på selve dette punkt er vi altså ikke afgørende uenige med indsigeren.

Når den pågældende manuelle styring glimrer ved sit fravær i hovedkravet skyldes det blot ikke, at denne styring var kendt, men at ansøgeren har indset og accepteret, at det kunne blive temmelig vanskeligt at håndhæve et patent på denne form for styring, ligesom det af gode grunde måtte accepteres, at basisbeskrivelsen ikke tillod nogen ekstravagance med hensyn til opfindelsens udtryk. I forholdet ligger altså ikke den ringeste erkendelse af, at en egentlig tidsstyring med sekunders nøjagtighed skulle tilhøre den kendte teknik. Herefter vil det være meget lidt, vi behøver at kommentere vedr. hele pkt. 1).

Øverst side 5 tales om en understreget angivelse af udtrykket "helt uden ekspertindsats". Det er ubegribeligt, at indsigeren vil ofre plads til de tilknyttede bemærkninger, da det for enhver vil være klart, at meningen faktisk er som udtrykt af indsigeren selv, nemlig at det ved eksperthjælp kan fastlægges forud, hvilken behandlingstid de forskellige slags produkter vil behøve, hvorefter den løbende produktion kan foregå "helt uden ekspertindsats". Forud for opfindelsen var det højst påkrævet, at det var "eksperten", der tog sig af den løbende produktion, hvilket unægteligt gør en stor forskel.

Indsigeren henviser til bilag 1) med en bemærkning om, at det deraf skulle fremgå, at visse angivne behandlingstider "er vigtige". Dette er i hvert fald ikke korrekt, idet der alene angives nogle eksempler, der overfor "eksperten" alene kan antyde, hvilken størrelsesorden af tid, han kan forvente for nogle forskellige arter af produkter. Bilag 1) ses ikke at være dateret, men vi vil ikke hæfte os ved særligt ved dette al den stund bilaget ikke på nogen måde angiver opfindelsen. Som forholdene tidligere var, var det en udmærket vejledning for en tarmmester, at en vis type af tarme ville kræve en behandlingstid på 1/2 eller 1 eller 4 minutter, men det var sandelig mesteren selv, der bestemte, om dette holdt stik, eller om det skulle gå nogle sekunder mere eller mindre. Den tilhørende styring var totalt empirisk fra gang til gang, og det er som hidtil meningsløst at betragte den hidtidige "behandlingstid", da denne ikke var givet på forhånd og ej heller blev registreret bagefter. Det afgørende var, at man standsede behandlingen "når tiden var inde", ligesom når man rører mayonnaise, hvorved det er komplet uden interesse, om denne standsning sker et par sekunder før eller senere. Det er her ikke tidsstyringen, men "resultatstyringen", der er afgørende, og indsigeren må naturligvis forsøge sig med en argumentation, der søger at sætte lighedstegn mellem disse meget forskellige begreber. Under hensyn til sagens realitetsindhold må blot en sådan argumentation forlods være dømt til at mislykkes.

ad 2). Den tekniske forklaring af opfindelsen:

dette afsnit af klagebegrundelsen synes ligeså slet funderet som de øvrige afsnit. Den overordnede opfindelse angiver, at der er en fornuftig mening med at gøre brug af en nøjagtig tidsstyring (altså ikke "resultatstyring") ved benyttelse af en egentlig tidsstyring mellem begyndelsen og afslutningen af behandlingen af de enkelte tarmtyper. Det er tiden, der skal være "nøjagtig", illustreret ved tiden mellem tilførselen af tarmene og den automatiske åbning af sideudkastet, og det må være klart for enhver, at det patentmæssigt vil være uoverkommeligt og også unødvendigt at specificere nærmere, hvorledes dette skal realiseres på det helt detaillerede plan. Det vil være helt indlysende, at en nødvendig tidsindstilling for en given tarmtype ved behandling i en "centrifuge" af en given størrelse ikke vil være den samme som ved en anden størrelse af centrifugen, dvs. det må overlades til fagfolkene at adaptere opfindelsen til de nærmere omstændigheder, hvilket er aktuelt for så at sige samtlige patenterede opfindelser.

Med reference til de sidste ord i indsigelsens pkt. 2 må vi bemærke, at der er tale om en rent polemisk konklusion. Som et løst eksempel på meningen med de citerede ord kan det tænkes, at man ved nøjere eksperimenter kan opnå et yderligere forbedret resultat, hvis man øger temperaturen med 10E og nedsætter behandlingstiden med 1 sekund. Meningen med ordene er altså nærmest det omvendte af indsigerens konklusion, nemlig at man kan eksperimentere med at forbedre resultaterne ved at være ekstra nøjeregnende med kriterierne. Indsigeren behøver ikke frygte, at opfindelsen skulle have ubestemt vide rammer, idet den er usædvanligt skarpt afgrænset til en tidgiverstyret aktivering af midler til automatisk oplukning af et sideudkast. Dette er der bestemt ikke megen elastik i.

ad 3). Den foreliggende dokumentation:

Patentdirektoratet har efter god dansk sædvane fundet det muligt at tro på den givne oplysning om, at der ved opfindelsen opnås et markant forbedret resultat i forhold til den kendte teknik. Hvorfor skulle ansøgeren ellers ofre mange kræfter på at sikre sig sine rettigheder, og hvorfor ville en indsiger, der i praksis har vist megen vilje til at gøre brug af opfindelsen, dels gøre brug af opfindelsen og dels gøre sig store anstrengelser for at vælte disse rettigheder. Vi finder det ubegribeligt, at indsigeren prøver at følge dette spor.

Brevet, bilag 2), fra Slagteriernes Forskningsinstitut er et nærmest lavkomisk indslag. Det refererede spørgsmål til Instituttet er reelt nok, nemlig vedr. en sammenligning af opfindelsen med "en tilsvarende manuel affedtning". Vi kan ikke vide, om det er indsigeren eller Instituttet, der så har forkludret sagen ved at ændre den "tilsvarende manuelle affedtning" til "nøjagtig manuel tidsstyring". Det var dog en sammenligning med den kendte teknik, det skulle dreje sig om, og alt det, som indsigeren udleder af brevet, er enten et temmelig usmageligt forsøg på at føre Ankenævnet bag lyset eller blot et udtryk for en næsten utrolig misforståelse. Indsigeren var blandt de allerførste til at værdsætte opfindelsen og har ligefrem gjort forsøg på at hævde retten til den, og indsigeren burde på den baggrund vide, at det er direkte usandt at hævde, at der ikke opnås "resultater" med opfindelsen. Vi kan kun mene, at hele pkt. 3 og bilag 2 nærmer sig til begrebet "unødig trætte".

ad 4). Opfindelsens genstand:

Vi finder de indledende bemærkning i dette afsnit lidt ejendommelige, idet de jo ikke siger andet end hvad der sker i hveranden patentansøgning, nemlig en præcisering af en opfindelse under hensyn til de muligheder, der ligger i sagen. Indsigerens fuldmægtig ville næppe være tilfreds med en ny praksis, hvorefter bordet fanger m.h.t. det først opstillede krav. Dette ville også give en uhyggelig begrænsning i den lovbestemte mulighed for indgivelse af de afdelte sager, med mindre man huskede, at hvert andet træk burde udråbes til at være substantielt for en afvigende opfindelse.

På sin vis kan vi godt give indsigeren ret i, at den automatiske tidsstyring ikke i basisdokumentet er angivet som værende selve opfindelsens substans. Så må indsigeren til gengæld give os og Patentdirektoratet ret i, at basisdokumentet - sine mangler til trods - dog angiver det, der står i de godkendte krav, nemlig en timer og deraf aktiverede midler til åbning af et sideudløb, ligesom det altså også er nævnt, at tidsstyringen er vigtig. Det hele er en fokusering på tidsstyringen, direkte eller indirekte. Sidelemmen var ganske let at åbne manuelt, og systemet med timerne og åbneautomatikken var uden mening, hvis det ikke netop drejede sig om tidsstyringen. Indsigelsen er så polemisk, at den kan være vanskelig at kommentere konkret og kortfattet. Hvad mener indsigeren med sætningen "Ideen om tidsstyringen har ingen sammenhæng med ideen om centrifugering som middel til affedtning", når det jo er helt tydeligt, at det er det, det hele drejer sig om? Svaret er vel antagelig, at man prøver at lave "sagsbehandling" ud fra den forudsætning, at basisdokumentet kan give indtryk af en dobbeltopfindelse, nemlig dels centrifugeringen og dels tidsstyringen. Indsigeren ved dog udmærket, at man fra ansøgerside ikke hævder at have opfundet hverken den pågældende "centrifugering" eller "tidsstyring" i bredere almindelighed.

Det siges om tidsstyringen, at den er en "generelt anvendelig metode til styring af processer af enhver art, hvor tidsperioden (dvs. varigheden af processen) har relevans". Efter de meningsudvekslinger, der allerede har været, burde indsigeren holde sig for god til påny at bringe denne hest ind i manegen, nu med udtrykket om at tiden "har relevans". Det har den også lige inden bearnaisesovsen brænder på eller skiller, men dette betyder da ikke, at man her kan forlade sig på den "generelt anvendelige metode" (tidsstyring).

Indsigeren synes at være desperat afhængig af halv- eller helpolemiske betragtninger, bakket op af underlige bilag, der overfor opfindelsen ikke giver nogen som helst relevant dokumentation. Det er vort indtryk, at den form for ankebe- grundelse på 12 sider med fem bilag simpelthen dementerer sig selv.

Indsigeren ved særdeles vel, hvad sagen drejer sig om, og man må spørge om, hvad indsigeren mener med henvisningen til bilag 3), som er elementært åbenlyst utilstrækkeligt til at godtgøre nogen som helst. Der har ved opfindelsen ikke været behov eller for såvidt mulighed for at specificere tidstolerancer, idet dette har kunnet overlades til fagfolkene, der bruger en timer og et timerstyret sideudkast.

Det stempler ligeledes sig selv, at indsigeren kan finde det rimeligt at indlevere bilag 4, der savner enhver relevans til sagen. Indsigeren anmoder om, at Ankenævnet også tager hensyn til dette bilag ved den "samlede bedømmelse af sagen", og vi må da mene, at dette må bidrage til en bedømmelse, som må gå indsigeren imod.

Med hensyn til bilag 5 gælder principielt det samme, da dette bilag - hvis det var seriøst - jo da måtte kunne sup- pleres med en egentlig dokumentation eller i det mindste med en nærmere og temmelig god forklaring om, hvorfor nærmere dokumentation alligevel ikke kan fremskaffes. Hertil kommer, at ansøgeren har fået oplyst, at bilag 5 er udarbejdet af indsigeren og indbragt i sagen på indsigerens foranledning. Ansøgeren bestrider, at de i bilag 5 anførte tidsangivelser er rigtige og at det overhovedet vil være muligt at dokumentere de påståede tidsangivelser.

Indsigeren slutter med at sige, at både opfindelseshøjden og nyheden af opfindelsen er "særdeles diskutabel". Dette må betyde, at der fortsat er noget at diskutere efter at man har "godtgjort", at opfindelsen savner enhver form for opfindelseshøjde, teknisk fremskridt eller resultat, samt nyhed. Det er tydeligt, at indsigeren end ikke tror på sine egne argumenter. Disse vil man så endda uddybe ved en mundtlig forhandling, hvad ansøgeren næppe vil finde det påkrævet at overvære. Indsigeren har i lang tid haft mulighed for at fremkomme med relevant dokumentation uden at dette er blevet til noget.

Til indsigerens supplerende indlæg af 18.03.1994 har vi kun den bemærkning, at indlægget er irrelevant derved, at det ved opfindelsen ikke drejer sig om at automatisere en forud kendt "manuel" proces.

Det foranstående er vor umiddelbare patentfaglige reaktion på indsigerens appelbegrundelse. Det er fra ansøgerens side et ønske, at der indgives yderligere materiale til belysning af sagen, idet ansøgeren er forbløffet over den måde, hvorpå sagen behandles og fordrejes i nævnte begrundelse. På et par punkter er ansøgeren dog gået med til ikke at belaste proceduren, nemlig dels hvad angår indsigerens krænkelsesforhold og dels hvad angår en mere detailleret dokumentation for opfindelsens fordele. Ganske vist er der en god indre sammenhæng mellem disse forhold, men vi er rimeligt overbeviste om, at Ankenævnet ikke vil drage de oplyste fordele i tvivl. Hele sagen ville være meningsløs, hvis der ikke forekom endog markante fordele.

Der skal i den forbindelse henvises til, at man på Slagteriskolen i Roskilde, som angives at være drevet af indsigeren, har ændret den relevante undervisning efter tilkomsten af opfindelsen, hvilket her skal belyses nærmere med henvisning til bilag A).

* Bilag A)1 er en erklæring fra to fagfolk, hvoraf den ene, Ole Kristensen, Bjerringbro, omtaler en lærebog, "med fast limet ryg", som var i brug på den nævnte skole i hvert fald frem til d. 01.10.1981. Der henvises til et bilag visende en anden maskine, som imidlertid var en her irrelevant 'teknik' angivet

* på side 35, bilag A)2, der handler om rent håndværk som også omtalt i ansøgningen. På opfindelsestidspunktet var der ingen anden professionel metode til bearbejdning af 'skæverne'. De omhandlede centrifuger var (uden tidsstyring) kendt til behandling af andre former for tarme, men slet ikke til skærverne, hvad lærebogen da heller ikke refererer til.

* Som bilag A)3 vedlægges et brev af 29.03.1994 fra ansøgers advokat til Slagteriskolen, men et bilag i form af et billede af opfindelsens genstand, angiveligt hentet fra "et ringbind".

* Bilag A)4 er Slagteriskolens svar af 22.40.1994, hvori det oplyses, at de medfølgende sider er hentet fra 3. revision i 1985. Det er helt tydeligt, at opfindelsen dermed har gjort sit indtog i uddannelsen, og det gør den vel ikke, hvis den ikke byder på fornuftige resultater. Der henvises således i 1985 til, at "centrifugerne er ved at blive indført i afdelingerne, og der tales nu om behandlingstider i sekunder og ikke minutter". Det foreligger ikke bekræftet, hvorvidt bilag A)2 tilsvarende er udgået af lærebogen, men vi tillader os at formode, at dette er tilfældet.

Vi skal her forbigå de immaterialretlige forhold omkring skolens introduktion af opfindelsen under tilhørende manglende kontakt med ansøgeren. Skolen skulle forberede eleverne til praktisk virke på forskellige slagterier, dvs. man forudsatte, at disse rådede over de relevante maskiner, hvilket dog ikke var ansøgeren officielt bekendt.

I denne sammenhæng finder vi det rimeligt påny at

* henvise til hr. Erling Sørensens erklæring af august 1989, bilag A)5. Ansøgeren har selv oplevet, at der ved slagteribesøg gik et jerntæppe ned for de pågældende maskiner, der vel således må være tillagt en forholdsvis stor betydning. Ansøgeren erfarede rygtevis, at denne foranstaltning ikke helt alene skyldtes det anførte hensyn til "udlændinge", men også til visse "indlændinge", som kunne vise sig besværlige.

Indsigeren har - på trods af den hævdede ubetydelighed af opfindelsen - dog fundet det relevant at søge at få opfindelsen overført til sig med henvisning til loven om arbejdstageres opfindelser, idet man her henviser til, at den ene af opfinderne var medvirkende til opfindelsen kort tid efter ophør af ansættelse hos indsigeren. Fra ansøgerside kan det godtgøres, at opfindelsen faktisk blev gjort efter fratrædelsestidspunktet, og i øvrigt kan der henvises til, at det pågældende sagsanlæg er dybt forældet, idet det er kommet med mere end en halv snes års forsinkelse. Til

* summarisk belysning af denne sag vedlægges som bilag B)1 forsiden og den daterede bagside af stævningen

* (til retten i Randers) samt som bilag B)2 side 1 og 2 af svarskrift fra ansøgerens advokat. Sagen verserer. Den må siges at godtgøre, at indsigeren faktisk anerkender opfindelsen som patenterbar og betydningsfuld, medens man selvsagt må bede sit ind- sigende patentbureau om at plædere for det modsatte synspunkt. Det giver næsten sig selv, at denne plædering så havner i en polemisk grøft. Det skal bemærkes, at sagsøgeren er koncernforbundet med indsigeren.

Ansøgeren har lavet et større udredningsarbejde omkring det faktiske hændelsesforløb vedr. opfindelsen, med tilhørende indsamling af dokumentation, og vi finder det helt relevant at vedlægge - som bilag

* C)1 - den pågældende udredning, opstillet i 20 punkter. Så at sige alle disse punkter er veldokumenterede, men vi er af den opfattelse, at det ikke i nærværende sammenhæng er påkrævet at forelægge dokumentationen, som jo alligevel kun vil være vidnefast i den udstrækning, den bekræftes under vidneansvar i en retssag. Vi kan kun bekræfte, at vi med vort eget kendskab til sagen finder alle tyve punkter fuldt korrekte. Vi finder det ikke påkrævet at kommentere erklæringen, men finder dog anledning til at bekræfte, at de personer, der er omtalt i pkt. 11 og 12, havde direkte tilhørsforhold til indsigeren.

Vi er os yderst bevidst, at den oprindelige patent-ansøgning var temmelig mangelfuld, fordi den ønskedes indleveret "her og nu", baseret på kun halvfordøjede oplysninger om opfindelsens realiteter. Det er på denne baggrund, vi har accepteret en "nedskæring" af opfindelsen til det, der helt klart kan udledes af ansøgningen som værende nyt, nemlig den timer-opererede åbning af sideudkastet på 'centrifugen'. Tilsvarende må vi erkende, at de givne eksempler ikke refererer specifikt til opfindelsen, men dog har relation til denne, idet det må være specialistens valg at angive den fornødne behandlingstid for et givet produkt i et givet apparat. Dette apparat kan så forsynes med en styretavle, som angiver forskel-lige relevante operationstider jfr. bilag A)4.

Uanset alle indsigerens anbringender er der ved opfindelsen tale om en væsentlig nyhed, som efter vor mening til fulde berettiger ansøgeren til opnåelse af en 20-årige patentbeskyttelse."

Hertil bemærkede klageren i skrivelse af 19. september 1994 følgende:

"Indledningvis må vi afvise, at sagen - som påstået af ansøgeren i ovennævnte brev side 7, sidste afsnit - er blevet "fordrejet" fra vor side. Her henviser ansøgeren til vor appelbegrundelse af 7. marts 1994, hvis indhold åbenbart har hensat ansøgeren i en tilstand af forbløffelse over "den måde, hvorpå sagen behandles og fordrejes i nævnte begrundelse". Der er imidlertid ikke på nogen måde tale om at fordreje sagen, idet vi i vor begrundelse blot har gjort Patentankenævnet opmærksom på et antal åbenlyse - og efter vor opfattelse klart patenthindrende - mangler ved den fremlagte ansøgning, herunder manglende opfindelseshøjde, tvivlsom nyhed og utilstrækkelig dokumentation for påståede fordele. Vi har punkt for punkt påvist, at ansøgningens beskaffenhed ikke kan berettige et patent, hvilket næppe kan være at fordreje sagen. I øvrigt fastholder vi alt, hvad vi tidligere har fremført i sagen.

Dernæst bemærker vi, at det ikke fremgår af brevet af 30. maj 1994 hvad der ønskes indgivet af yderligere materiale til belysning af sagen, men vi skal gerne fremsætte nogle yderligere bemærkninger med risiko for, at også disse vil blive opfattet som et forsøg på at "fordreje" sagen.

Vi vil således gerne kommentere ansøgerens påstand om, at den manuelle tidsstyring af centrifuger til tarmrensning ikke var kendt på ansøgningstidspunktet, og at det derfor ikke giver mening af sammenligne den automatiske tidsstyring ifølge opfindelsen med en tilsvarende manuel affedtning, jvf. brevet af 30. maj 1994 side 4, sidste afsnit. Ifølge krav 1 i fremlæggelsesskriftet er det nemlig kendt at affedte tarme, fortrinsvis kalve-, okse- og svinetarme, ved anvendelse af slynge-/skrabeprincippet, idet en tarmportion nedfyldes i en slynge-/skrabecentrifuge dannet af et stående tromlesvøb med et roterende bundstykke og efter en ønsket behandlingstid udlukkes fra beholderen gennem en oplukkelig sideåbning i tromlesvøbet (vor understregning). Hvis ikke disse foranstaltninger, herunder anvendelse af en ønsket behandlingstid, er kendte, må man spørge, hvorfor de er anført i kravets indledning.

Forholdet er det, at man længe før ansøgningens indlevering benyttede centrifuger af den her omhandlede art til affedtning af tarme, og at man i denne forbindelse opererede med "ønskede behandlingstider" for de forskellige tarmtyper, selv om ansøgeren forsøger at skabe det indtryk, at det ovenfor understregede udtryk ikke refererer til en forud nøje fastlagt behandlingstid for bestemte produkter i en bestemt maskine, men simpelt hen til den behandlingstid, som den pågældende operatør finder passende. Det siger imidlertid sig selv, at man før ansøgningstidspunktet ikke blot har centrifugeret på må og få, men at der naturligvis hele tiden har eksisteret vejledende centri-fugeringstider for bestemte tarmtyper, jvf. den tidligere fremdragne brochure fra firmaet W. Stohrer (vedlagt vor ovennævnte appelbegrundelse som bilag 1) fra 1960. Ansøgerens fuldmægtig afviser ganske vist vore bestræbelser på at sammenligne opfindelsen med den nærmeste kendte teknik med den begrundelse, at en "nøjagtig manuel tidsstyring" ikke repræsenterer kendt teknik, jvf. K. Skøtt-Jensen's brev af 30. maj 1994 side 4, sidste afsnit. Hertil må vi imidlertid bemærke, at det som nævnt hører til den kendte teknik at centrifugere med "ønskede behandlingstider", jvf. også de til nærværende skrivelse som bilag 8-11 vedlagte datablade m.v. fra W. Stohrer Maschinenfabrik, Leonberg, Tyskland fra tidsrummet 1970-1980. Ansøgeren vil så hævde, at disse behandlingstider ikke er nøjagtige nok, jvf. også brevet af 30. maj 1994 side 1, sidste afsnit, og at det er den helt nøjagtige tidsstyring, der er opfindelsens idé. Imidlertid er det vanskeligt at se, at der heri skulle ligge en opfinderisk indsats, fordi:

(1) Det var kendt på ansøgningstidspunktet, at tarme kunne affedtes ved centrifugering, og

(2) det var et erklæret ønske i forbindelse med de såkaldte "Japan-skæver" at affedte tarmene netop så meget, at det indvendige fedtlag, der kaldes mukosen, blev siddende på tarmen. Generelt var det et ønske at foretage en nøje kon- trolleret affedtning af tarme med henblik på at opnå produkter med ganske bestemte specifikationer.

Det siger sig selv, at en nøjagtig behandlingstid i denne situation er vigtig, fordi en for kort behandlingstid selvsagt vil resultere i, at mere end mukosen bliver siddende på tarmen, medens en for lang behandlingstid lige så naturligt vil medføre, at mukosen helt eller delvis fjernes. Ud fra denne erkendelse, som enhver gennemsnitsfagmand uden vanskelighed vil kunne nå frem til, er det indlysende, at den påståede opfindelse ikke er andet end en ud fra den stillede opgave helt nærliggende og selvfølgelig procesoptimering.

Tilbage som nyt i forhold til den kendte teknik bliver derfor kun den automatiske tidsstyring, og vi må derfor mene, at den sammenligning med kendt teknik, som vi søgte eta- bleret, er relevant. Vi har nemlig svært ved at se, hvad vi skulle sammenligne med, hvis det ikke var en tilsvarende manuel affedtning uden brug af automatik, men med så nøje overholdelse af den på forhånd valgte behandlingstid som muligt. For vi går da ud fra, at behandlingstiden skal fastlægges, inden centri- fugeringen påbegyndes og ikke undervejs i processen, uanset om tidsstyringen er automatisk eller ej. I modsat fald må man antage, at den kendte teknik faktisk er automatikken overlegen, fordi det her angiveligt "var mesteren selv, der bestemte, om der skulle gå nogle sekunder mere eller mindre", jvf. brevet af 30. maj 1994 side 2, sidste afsnit. Ansøgeren skylder os her en forklaring på, hvorledes man ved "aktivering af en tidgiver ved begyndelsen af centrifugeringen" kan være sikker på, at man standser behandlingen netop "når tiden er inde", jvf. brevet af 30. maj 1994 side 3, linie 3. Og så konstaterer vi med tilfredshed, at ansøgeren erkender, at en manuel styring udført efter opfindelsens præmisser (standsning efter en ønsket behandlingstid) vil være "nærmest præcis ligeså opfinderisk som den automatiske styring", jvf. brevet af 30. maj 1994 side 1 nederst. Herefter må det stå klart, at der ikke er nogen opfindelseshøjde i sagen.

Vi må i øvrigt afvise ansøgerens påstand om, at der på opfindelsestidspunktet ikke var nogen anden professionel metode til bearbejdning af skæver end de rent håndværksmæssige, såsom saksning og afskæring, jvf. brevet af 30. maj 1994 side 8, 2. afsnit. Skæver er faktisk nævnt blandt de tarmtyper, som Stohrer-centrifugen kan behandle ("Mitteldarm" med en behandlingstid af størrelsesordenen 1/2 minut).

Til brevet af 30. maj 1994 fra ansøgerens fuldmægtig var der føjet et antal bilag (mrk. A1-A5), som tilsyneladende skal godtgøre, at opfindelsen ikke var kendt på ansøgningstidspunktet. Det forhold, at f.eks. dansk lærebogsmateriale ikke nævner metoden, og at ansatte på forskellige virksomheder på tro og love erklærer, at de intet kendskab havde til opfindelsen på det givne tidspunkt, siger imidlertid ikke noget afgørende om, hvorvidt opfindelsen patentretligt var kendt. Som bekendt anvender dansk patentlovgivning jo det globale nyhedsprincip.

Til det side 9, 2. afsnit i brevet af 30. maj 1994 anførte skal det sluttelig bemærkes, at det er urigtigt, at "indsigeren ... har .. fundet det relevant at søge at få op- findelsen ført til sig med henvisning til loven om arbejdstageres opfindelser". Det er derimod korrekt, at et selskab i samme koncern under en for Randers ret verserende retssag har gjort rettigheder gældende i henhold til lov om arbejdstageres op- findelser, idet en af de som opfindere anførte personer er en tidligere ansat i nævnte selskab. Sagsanlægget kan på ingen måde udlægges således, at indsigeren skulle være af den opfattelse, at der er tale om en patenterbar opfindelse, hvilket nærværende skrivelse samt indsigerens øvrige indlæg i den verserende sag da også klart dokumenterer."

Ansøgers advokat, Sten Christensen, Silkeborg, har i skrivelse af 27. oktober 1994 kommenteret klagerens ovennævnte skrivelse af 19. september 1994 og anført følgende:

"I skrivelsen af 19. september 1994 gentager indsigeren de tidligere fremførte og allerede imødegåede synspunkter.

Ansøgeren henviser derfor i det hele til det tidligere anførte, herunder særligt til skrivelse af 30. maj 1994 fra patentingeniør K. Skøtt-Jensen.

Specielt bemærkes, at når man på side 5 omtaler dansk lærebogsmateriale, er der tale om materiale, som i realiteten er udarbejdet af indsigeren, som totalt dominerer undervisningen på slagteriskolen, herunder fremstilling af lærebogsmateriale.

Ansøgeren er herefter ligeledes indforstået med, at sagen straks berammes til mundtlig forhandling i Ankenævnet."

I skrivelse af 13. marts 1996 har ansøgeren skrevet følgende til Patentankenævnet:

"Vi har fået anledning til at rapportere en vigtig erkendelsesmæssig udvikling i denne sag, med baggrund i følgende:

Ansøgers Direktør, F. Amstrup, har hidtil forholdt sig til sagen så nogenlunde i henhold til det, der undervejs er blevet indleveret herfra, med en meget høj grad af overbevisning vedr. opfindelsens patenterbarhed. Som så mange andre har Amstrup haft en så jordnær opfattelse af sin opfindelse, at han blot fra sidelinien, omend med stor interesse, har betragtet det bureaukratiske spil, der foregår ved udviklingen af en patentansøgning og en indsigelsessag, hvor det fyger med lærde argumenter, som kan være vanskelige at forholde sig til.

For nylig slog det hr. Amstrup, at han ved en betragtning af bilag 8 (første bilag i indsigers indlæg af 19/9-94) kunne genkende en for ham håndfast og velkendt genstand, nemlig forsiden af et brugsanvisningsskilt hørende til den type af 'centrifuge', som var anskaffet til rensning af bladmaver. Det drejede sig om et papskilt i A4-størrelse til ophængning på et søm på væggen, og på fotokopien erkendes klart det aktuelle, randforstærkede ophængningshul.

På basis af denne erkendelse kunne Amstrup spontant udbryde, at "så var bilaget i hvert fald helt forkert", fordi det i hans faglige bevidsthed var knyttet til en helt anden operation end den, opfindelsen handler om.

Amstrup har derefter gennemgået alle indsigerens bilag nærmere og er nået til den rystende konklusion, at bilagene er spækket med vildledende informationer, som tilsyneladende har bragt alle ikke-sagkyndige deltagere i spillet på glatis, herunder også Patentdirektoratets sagsbehandler. Amstrup er herefter nået til den opfattelse, at det dokument, som er det mest korrekt oplysende i sagen, er selve den oprindelige ansøgningstekst, uagtet at han udtrykker indforståelse med den godkendte udgave af sagen.

Set med de større briller handler sagen om "at rense tarme", men allerede her er den gal. En tarm eller generelt ethvert afsnit af fordøjelsessystemet er en skilleflade mellem to forskellige verdener, idet der udvendigt forekommer binde- hinder, delvis i tilknytning til fedtformationer langs tarmene, medens der indvendigt forekommer dels en slimhinde og dels et tarmfyld under mere eller mindre fremskreden omdannelse til afføring, oven i købet på en sådan måde, at dette materiale visse steder kan optræde i udprægede foldelommer i tarmvæggen.

For en relevant renseproces er det derfor helt afgørende at specificere, om det er yder- eller indersiden, det drejer sig om, idet rensebetingelserne på de to sider er fundamentalt forskellige.

Den omhandlede tarmcentrifuge betragtet som en kendt maskintype var helt målrettet beregnet til afslimning af tarme eller mavesække efter henholdsvis vending og opskæring af de pågældende dele, normalt efter at den ønskede fedtrensning på tarmydersiden var overstået ved manuel afskæring eller saksning som omtalt både i den oprindelige ansøgning og i den som bilag A)2 indleverede, tidligere lærebog fra slagteriskolen.

Denne rensning og afslimning af de vendte tarme var forholdsvis ukritisk i "slynge-skrabecentrifugen", hvor de meget glatte slimsider blev ført hen over den faste beholders 'skrabe- ribber' under blød massering, medens rindende vand tog sig af at bortføre de efterhånden fraskilte fraktioner af urenheder og slimformationer. Et acceptabelt resultat kunne opnås eksempelvis efter en behandlingstid på 1 minut, men samme produkt ville være lige anvendeligt ifald tiden blev udstrakt til 1? eller 2 minutter, da tarmoverfladen fortsat ville være glat og lidet sårbar for beskadigelse i centrifugen.

Med den naturlige tarmyderside, dvs. hvad angår den relevante "affedtning", forholder det sig meget anderledes. Hr. Amstrup er for nylig hjemkommet fra et besøg hos et megastort amerikansk slagteri, hvor han fik den besked, at "det da ville være helt vildt at forestille sig, at fedtet kunne fjernes ved en generel skrabepåvirkning på tarmen uden ødelæggelse af denne i øvrigt", hvilket nøje svarer til de indvendinger, opfindelsen tidligere har mødt, herunder fra indsigeren, indtil denne erkendte fejltagelsen og udskiftede sin lærebogsinstruktion med en målrettet henvisning til et plagiat af opfindelsen, bilag A)3. Det påregnes, at nævnte amerikanske slagteri bliver næste kunde, når nærmere dokumentation præsenteres. Selv fagfolk - eller især fagfolk - kan have svært ved at forstå opfindelsen i første fase, netop når den relateres til fedtrensningen på tarmens naturlige yderside.

Det skal bemærkes som et indskud, at 'tarmcentrifugen', der jo også af indsigeren accepteres som et overmåde velkendt produkt, ikke var specielt overlegen m.h.t. rensningen af den indvendige tarmside i forhold til andre relevante rensnings- teknikker for dette specialformål. Teknikken blomstrede op ved det tyske firma Stohrer, som dog gik konkurs op mod 1980. I begyndelsen have nærværende ansøger da også direkte besvær med at fremskaffe sådanne centrifuger for modificering af disse i henhold til opfindelsen, indtil der nu har kunnet etableres en ny produktion af disse apparater. Tarme kan eksempelvis optræde med det her viste tværsnit:

Tarmen friskæres fra dens hæftning ved et knivsnit langs den stiplede linie a, der lægges så tæt som muligt ved tarmen, dog således at denne ikke i sig selv beskadiges. Det er den resterende fedtstribe langs tarmen, som ønskes fjernet ved opfindelsen. Konventionelt kan dette ske ved en meget tidsrøvende, ekstra afskæring eller -saksning, men altså ved opfindelsen gennem en "centrifugeringsbehandling", ved hvilken alle yderdele af tarmen udsættes for en vis afskrabningsvirkning. Denne påvirker mærkbart både fedtstriben og den øvrige yderside af den ikke-slimglatte tarm, og netop herved forekommer det resultat, at en given tarmtype kan `affedtes' udvendigt ved afskrælning af så mange delfedtlag, at en fuldstændig affedtning vil være gennemført inden den tilhørende generelle skrabepåvirkning på tarmen vil resultere i en gennembrydning af denne i områder udenfor det afskrællede fedtområde. Til gengæld er det ved opfindelsen observeret, at der her kun forekommer en minimal tidsforskel mellem et ønskværdigt resultat af høj kvalitet og et totalt ubrugeligt resultat, og opfindelsen skal ses på hele denne baggrund.

Medens fagfolkene nok kan acceptere, at der kan opnås en relevant rensning af tarmenes slimside ved brug af skrabecen-trifugen, så har det været deres umiddelbare reaktion overfor opfindelsens ide, at man da ikke på fedtsiden kan begynde at "skrabe op i et åbent sår" uden at ødelægge det hele. På sin vis stemmer dette udmærket med de refererede "tarmmester-erfaringer", der blev gjort ved de indledende forsøg med opfindelsen, idet man ved en tilstræbt affedtning med høj kvalitet meget let havnede i en fatal beskadigelse af varen.

Det har hele tiden været hr. Amstrups inderste overbevisning, at det i sig selv var en nyhed overhovedet at bruge centrifugalskraberen til tarmaffedtning i det hele taget, og det er derfor, han anser den oprindelige ansøgning for ganske korrekt. Alle tarmfagfolk ved, at der til tarmrensning findes to forskellige maskintyper, nemlig dels et forholdsvis kompliceret valseanlæg, som godt kan præstere en vis fedtrensning, men ikke uden samtidigt at være slimrensende, og dels "afslimningscentrifugen", som er langt enklere, men har begrænset kapacitet; til den opgave der var opfindelsens udgangspunkt, nemlig en affedtning med højkvalitet og under bibeholdelse af slimhinden, fandtes simpelthen ingen viden om mulige maskinelle hjælpemidler. På sin vis er det en ekstrem ejendommelighed, at det så viste sig, at den gamle centrifuge kunne få fornyet værdighed til dette helt afvigende formål, i praksis dog forudsat at man var meget nøjeregnende med behandlingstiden.

Vi vedlægger en dobbeltsidig kopi, bilag A)6, af det omtalte brugsanvisningsskilt, som udtrykkelig henviser til rensning af "alt, hvad der kan vendes". Til overflod er der også lidt om affedtning, nemlig at man efter rensebehandlingen kan stryge tarmene mellem tommel- og pegefinger! Det giver dog et bedrøveligt resultat, der slet ikke kan leve op til høje kvalitetskrav.

Til yderligere illustration finder vi det relevant at vedlægge - som bilag A)7 - kopi af Stohrer's centrifugepatent, DE 815 014. Det angiver et apparat til afslimning af opskårne maver og vendte tarme.

Det er for ansøgeren et beklageligt faktum, at det i sin tid ikke blev fanget, at modholdshenvisningen i Patentdirektoratets skrivelse af 27/6-88 faktisk var direkte forkert, idet det pågældende brochureblad notorisk henviser til rengøring af vendte tarme, dvs. afslimning. hvad angår affedtning forekommer kun den foran nævnte angivelse af strygningen af den vendte tarm mellem tommel- og pegefinger for udpresning af det fedt, der har løsnet sig inde i den vendte tarm. Der er grund til at tro, at sagsbehandlingen var gået noget lettere og hurtigere, hvis dette var blevet opdaget straks. Ydermere kunne vel ansøgeren være berettiget til en bredere beskyttelse, men det erkendes, at tidsstyringsaspektet er væsentligt i praksis, hvorfor man vil være tilfreds med det allerede opnåede resultat.

Ved gennemgangen af indsigelsesmaterialet må det konstateres, at der ikke noget steds forekommer en reel dokumentation for, at det overhovedet har været kendt at benytte slagtericentrifugerne til affedtning af tarme . Med mindre indsigeren kan præstere en egentlig dokumentation må vi henstille, at indsigelsen totalt afvises allerede på dette grundlag."

I anledning af klagen har direktoratet ved skrivelse af 1. april 1996 afgivet følgende udtalelse:

"Den brugsanvisning, der er henvist til i ovennævnte brev (3. afsnit, nævnt bilag 8) har også været modholdt af direktoratet før fremlæggelse.

Hvis brugsansvisningen alene omhandler rensning af vendte tarme, dvs. afslimning af indvendige side, er direktoratet af den opfattelse, at ansøgningen er begrænset unødigt, idet opfindelsen alene drejer sig om affedtning af tarmens udvendige side.

I givet fald har såvel direktoratet som fuldmægtig og ansøger selv overset dette."

Ankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 26. august 1996.

For indsigerne mødte civilingeniør Ejvind Christiansen med akademiingeniør Ellen Wetke og driftsleder Ingvard Jensen.

For ansøgeren mødte patentingeniør K. Skøtt-Jensen med advokat Sten Christensen og direktør Fritz Amstrup.

Sidstnævnte redegjorde for sin opfattelse af opfindelsens indhold og anførte herved, at tidsfaktoren er afgørende for affedtningsgraden.

Klageren henviste med hensyn til spørgsmålet om indholdet af basisdokumenterne og den teknisk mulige udførelse til de skriftlige indlæg i sagen. Der mangler i øvrigt nyhed og opfindelseshøjde, idet tidsstyring af centrifuger er kendt, og det er den samme person, der skal fastsætte den kritiske behandlingstid, hvadenten centrifugen er manuelt eller automatisk tidsstyret.

Ansøgeren har anført, at grundopfattelsen er, at centrifuger er brugbare til affedtning af tarme. Det er overraskende, at en centrifuge til afslibning af tarme er brugbar til affedtning. Der opnås ved opfindelsen en balance mellem tidsstyringen og ønsket om lav spildprocent.

Ankenævnet skal udtale:

Som sagen foreligger til påkendelse for Nævnet, er der tale om tidsstyring af en også ifølge beskrivelsen kendt proces. Selv om dette patentkrav kunne rummes inden for basisdokumenterne, findes der ikke at foreligge fornøden opfindelseshøjde.

Herefter bestemmes:

Patentansøgning nr. 5299/80 afslås.

Redaktionel note
  • Indsigelsessag