Dokumentets indarbejdede forskrifter
Redaktionel note
Den fulde tekst

Bekendtgørelse af
Lov om Dansk Eksportkreditfond m.v.

 

Herved bekendtgøres lov om Dansk Eksportkreditfond m.v., jf. lov nr. 1070 af 20. december 1995 med de ændringer, der følger af lov nr. 344 af 2. juni 1999.

Formål

§ 1. Der oprettes en Dansk Eksportkreditfond med navnet Eksport Kredit Fonden (EKF). Eksport Kredit Fondens formål er at sikre dansk eksport internationalt konkurrencedygtige vilkår med hensyn til dækning af ekstraordinære risici for tab i forbindelse med eksport, herunder af skibe, og at forestå formidlingen af statslig bistand i forbindelse med finansieringen heraf. Eksport Kredit Fonden har tilsvarende formål, for så vidt angår salg af skibe, der bygges på danske skibsværfter for danske redere.

Eksport Kredit Fondens oprettelse og kompetence

§ 2. Eksport Kredit Fonden er en selvstændig, statslig forvaltningsenhed.

    Stk. 2. Eksport Kredit Fonden oprettes på grundlag af de rettigheder og forpligtelser, herunder egenkapital og hensættelser, der fra 1. maj 1992 er opbygget i Danmarks Erhvervsfond ved dennes drift i medfør af lov nr. 185 af 23. marts 1992 om eksportkredit, herunder statslige kapitalindskud.

    Stk. 3. Erhvervsministeren kan oprette og henlægge varetagelsen af andre statslige eksportfinansieringsordninger til Eksport Kredit Fonden. Lovens bestemmelser finder tilsvarende anvendelse ved administrationen af disse ordninger.

    Stk. 4. Eksport Kredit Fonden kan forestå formidlingen af ordninger, herunder ordninger oprettet i henhold til stk. 3, hvis formål er at yde garantistillelse og renteudligning i forbindelse med subsidierede kreditter, der medgår til hel eller delvis finansiering af leverancer af udenlandsk oprindelse og som ydes i overensstemmelse med gældende EU-regler og andre internationale aftaler, som Danmark er forpligtet af.

    Stk. 5. Eksport Kredit Fonden kan med Finansudvalgets godkendelse oprette datterselskaber eller erhverve ejerandele i eller deltage som långiver eller garant i selskaber, institutioner eller fonde, når det tjener til opfyldelse af Eksport Kredit Fondens formål.

    Stk. 6. (Ophævet)

    Stk. 7. (Ophævet)

Eksport Kredit Fondens ledelse m.v.

§ 3. Eksport Kredit Fonden ledes af en af erhvervsministeren udpeget bestyrelse. Den daglige ledelse varetages af en direktør, som udpeges af erhvervsministeren.

    Stk. 2. De nærmere regler for Eksport Kredit Fondens virksomhed fastlægges i en vedtægt, som godkendes af erhvervsministeren.

    Stk. 3. Afgørelser truffet af Eksport Kredit Fonden kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

    Stk. 4. Lov om offentlighed i forvaltningen gælder ikke for den virksomhed, der udøves af Eksport Kredit Fonden.

    Stk.5. I sager vedrørende eksportkreditpolitik, hvor Eksport Kredit Fonden repræsenterer regeringen nationalt eller internationalt, eller i andre sager, der ikke er omfattet af bestyrelsens kompetence, er direktøren underlagt instruktion fra erhvervsministeriet og refererer dertil.

§ 4. Eksportfremmerådet drøfter principielle spørgsmål på eksportkreditområdet. Rådet skal løbende holdes orienteret om Eksport Kredit Fondens aktivitet og økonomi og forelægges principielle spørgsmål på eksportkreditområdet til udtalelse. Eksportfremmerådet kan fremsætte forslag herom over for Eksport Kredit Fonden.

Eksport Kredit Fondens økonomi m.v.

§ 5. Eksport Kredit Fondens egenkapital skal til stadighed være af en sådan størrelse, at den sammen med hensættelserne udgør et forsvarligt grundlag for fondens forpligtelser og aktivitet. Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler herom efter forelæggelse for Folketingets Finansudvalg.

    Stk. 2. Eksport Kredit Fondens indtægter og udgifter skal balancere på længere sigt under hensyntagen til den internationale konkurrencesituation og særlige handelspolitiske hensyn.

    Stk. 3. Eksport Kredit Fonden kan formidle statslig eksportfinansiering ved renteudligning eller efter forelæggelse for Finansudvalget ved at optage lån med det formål at stille langsigtet eksportfinansiering til rådighed.

    Stk. 4. Hensættelser til imødegåelse af forventede fremtidige tab foretages ud fra en forsigtig, realistisk vurdering af tabsrisikoen.

    Stk. 5. Eksport Kredit Fondens mellemregning med statskassen forrentes med sædvanlig markedsrente.

    Stk. 6. For Eksport Kredit Fondens ydelser kan der opkræves betaling i form af risikopræmie, gebyr eller lignende.

    Stk. 7. Eksport Kredit Fonden hæfter med sin egenkapital og hensættelser for forpligtelser, der er indgået af Eksport Kredit Fonden samt af Danmarks Erhvervsfond fra den 1. maj 1992. Er egenkapital og hensættelser ikke tilstrækkelige til at dække forpligtelserne, hæfter den danske stat. Tilsvarende gælder porteføljer, der måtte være overtaget i medfør af § 2, stk. 3.

    Stk. 8. Med henblik på styring af risikoen såvel på porteføljen af forpligtelser som på udestående fordringer anvender Eksport Kredit Fonden sådanne midler og fremgangsmåder til at minimere risiko eller tab, som er almindeligt brugt af tilsvarende finansielle institutioner.

    Stk. 9. Eksport Kredit Fonden kan mod særskilt vederlag yde eksportvirksomheder m.fl. særlige tjenester med hensyn til administration, inddrivelse eller overtagelse af disses udestående fordringer på udlandet.

    Stk. 10. (Ophævet)

Rammer for risikodækning.

§ 6. Eksport Kredit Fonden kan i sin virksomhed anvende dækningsformer svarende til de i markedet anerkendte forsikrings- og garantiprodukter og herudover tilbyde sådanne dækningsformer, som er nødvendige for at opfylde fondens formål. Risikodækning kan ydes i danske kroner samt i andre valutaer, der i almindelighed anvendes ved afvikling af internationale forretninger eller i en anden valuta, såfremt ydelse af garantien i en anden valuta er hensigtsmæssig for at fjerne eller minimere risici.

    Stk. 2. Eksport Kredit Fonden kan yde dækning over for virksomheder, pengeinstitutter, forsikringsselskaber eller andre, som direkte eller indirekte påtager sig eller forsikrer en risiko, der står i forbindelse med gennemførelsen af dansk eksport.

    Stk. 3. Risici for tab dækkes, jf. § 1, dog kun i det omfang, hvori det private, kommercielle forsikrings- og kapitalmarked ikke normalt påtager risici af den pågældende art og omfang.

§ 7. (Ophævet)

§ 8. (Ophævet)

Regnskab, revision, beretning, tilsyn m.v.

§ 9. Eksport Kredit Fonden aflægger regnskab efter årsregnskabsloven med de fravigelser og tilpasninger, der følger af EKFs særlige forhold som en selvstændig, statslig forvaltningsenhed.

    Stk. 2. Eksport Kredit Fondens regnskab revideres efter årsregnskabslovens regler af rigsrevisor og en statsautoriseret revisor. Den statsautoriserede revisor udnævnes af erhvervsministeren efter indstilling fra bestyrelsen. Udnævnelsen gælder for ét år ad gangen og kan til enhver tid tilbagekaldes.

    Stk.3. Rigsrevisor reviderer endvidere Eksport Kredit Fondens regnskab efter reglerne i Lov om revision af statens regnskaber m.m.

    Stk.4. Det af bestyrelsen underskrevne og af revisorerne påtegnede regnskab forelægges til ministerens endelige godkendelse.

    Stk.5. Erhvervsministeren og revisorerne kan til enhver tid afkræve Eksport Kredit Fonden enhver oplysning, som ministeren og revisorerne anser for fornøden. Erhvervsministeren og revisorerne skal til en hver tid have adgang til at gøre sig bekendt med Eksport Kredit Fondens bøger, regnskaber m.v. og virksomhed i øvrigt.

    Stk. 6. Erhvervsministeren fører tilsyn med Eksport Kredit Fonden og fastsætter nærmere regler for Eksport Kredit Fondens regnskabsaflæggelse, beretning og tilsyn.

    Stk. 7. Erhvervsministeren kan i øvrigt udstede de med henblik på lovens gennemførelse fornødne bekendtgørelser, herunder om særlige programmer for støtte til finansiering.

    Stk.8. Erhvervsministeren kan fastsætte de bestemmelser, der er nødvendige for at gennemføre EU-direktiver eller internationale aftaler om eksportkreditforsikring.

Finansstyrelsens adgang til at inddrive fordringer ved lønindeholdelse.

§ 10. Finansstyrelsen kan med tillæg af renter og omkostninger inddrive tilgodehavender, som Eksport Kredit Fonden i forbindelse med indfrielser, erstatningsudbetalinger eller lignende måtte få hos individuelle personer her i landet, efter reglerne for inddrivelse af personlige skatter i kildeskatteloven.

    Stk. 2. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler for fremgangsmåden i forbindelse med lønindeholdelsen, herunder om straf af bøde for overtrædelse af reglerne. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

    Stk. 3. Finansstyrelsen kan indhente de oplysninger hos skattemyndighederne og andre offentlige myndigheder om den pågældende, som er nødvendige for at varetage inddrivelsen af skyldige beløb efter stk. 1, herunder oplysninger om indkomst- og formueforhold.

Lovens ikrafttræden

§ 11. Erhvervsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden. Samtidig ophæves lov nr. 185 af 23. marts 1992 om eksportkredit, jf. dog stk. 2-7.

    Stk. 2. Ansøgninger om rentestøtte i henhold til § 1, stk. 2, jf. § 4 a, i lov nr. 185 af 23. marts 1992 om eksportkredit, som senest ændret ved lov nr. 1092 af 22. december 1993, kan færdigbehandles efter de hidtil gældende regler. Det i § 3 omhandlede Eksportkreditudvalg træffer de fornødne beslutninger.

    Stk. 3. De garantier og kautioner, der forud for 1. maj 1992 er ydet i henhold til tidligere lovgivning om eksportkredit samt § 7 i lov om internationalt udviklingssamarbejde, forbliver gældende, indtil de ophører efter deres eget indhold eller bringes til ophør ved opsigelse eller aftale. Danmarks Erhvervsfond hæfter for disse forpligtelser. Tilsvarende gælder forpligtelser i forbindelse med policer, som i medfør af § 10, stk. 2, i lov nr. 185 af 23. marts 1992 om eksportkredit er overdraget til det ved samme lovs § 10, stk. 1, stiftede forsikringsaktieselskab. Er fondens midler ikke tilstrækkelige, hæfter staten.

    Stk. 4. Eksport Kredit Fondens administration forestår afviklingen af de i stk. 2 nævnte ansøgninger og i stk. 3 nævnte forpligtelser samt udestående fordringer i forbindelse hermed. I forbindelse med afviklingen finder nærværende lovs § 5, stk. 6 og 9, samt § 10 anvendelse.

    Stk. 5. Erhvervsministeren, der bestyrer Danmarks Erhvervsfond, kan fastsætte nærmere retningslinjer for administrationen af de i stk. 2 og 3 nævnte afviklingsområder.

    Stk. 6. Erhvervsministeren bemyndiges til på statens vegne at sælge aktierne i det i henhold til lov nr. 185 af 23. marts 1992 om eksportkredit stiftede forsikringsaktieselskab. Sagsakterne vedrørende dette salg er undtaget fra aktindsigt i henhold til lov om offentlighed i forvaltningen.

    Stk. 7. For statstjenestemænd, der var ansat i styrelsen Eksportkreditrådet, og som frivilligt lod sig udlåne til det i henhold til lov nr. 185 af 23. marts 1992 om eksportkredit stiftede forsikringsaktieselskab, afholder staten udgifter til pension efter tjenestemandspensionsloven. Selskabet indbetaler løbende pensionsbidrag til staten for tiden efter skæringsdatoen for selskabets overtagelse af driften. Pensionsbidragets størrelse fastsættes af finansministeren.

§ 12. I lov om stempelafgift, jf. lovbekendtgørelse nr. 741 af 4. september 1995, foretages følgende ændringer:

1. § 62, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Stempelfri er dokumenter om garantistillelse for ekstraordinære eksportkreditrisici, der efter lov om Dansk Eksportkreditfond ydes mod tab i forbindelse med dansk eksport, samt kautioner og garantier, der ydes af Udenrigsministeriet efter § 8 i lov om internationalt udviklingssamarbejde. Andre dokumenter, der oprettes i forbindelse med eksportkredit m.v., stemples efter lovens almindelige regler.«

2. § 62, stk. 4, affattes således:

»Stk. 4. Stempelfri er låne- og kautionsdokumenter, der udstedes til Danmarks Skibskreditfond, Aktieselskabet Dansk Skibsfinansiering og pengeinstitutter i forbindelse med finansieringen af skibe, der bygges på danske skibsværfter.«

3. I § 62, stk. 7, 1. pkt., ændres »og 13« til: »og 13, samt stk. 2 og 4«.

§ 13. Lov nr. 813 af 19. december 1989 om garanti til vindmøllebranchens garantiselskab ophæves.

    Stk. 2. De garantier, der er ydet i medfør af loven, forbliver gældende, indtil de ophører efter deres eget indhold eller bringes til ophør ved opsigelse eller ved aftale.

§ 14. I lov om forsikringsvirksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 963 af 29. november 1994, som ændret ved lov nr. 369 af 14. juni 1995, foretages følgende ændring:

1. I § 2, stk. 1, nr. 7, ændres »A/S.« til: »A/S;«, og som nr. 8 indsættes:

»8) genforsikring i henhold til lov om Dansk Eksportkreditfond af ekstraordinære risici i forbindelse med eksport.«

§ 15. Loven gælder ikke for Grønland, men kan, hvad angår risikodækning samt bistand til eksportfinansiering ved salg af skibe, ved kongelig anordning sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som Grønlands særlige forhold tilsiger.

    Stk. 2. Lov nr. 145 af 21. april 1965 om Danmarks Erhvervsfond ophæves på Færøerne.

 

Lov nr. 344 af 2. juni 1999 om ændring af lov om Dansk Eksportkreditfond m.v. indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser:

§ 2

    Stk. 1. Erhvervsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden.1)

    Stk. 2. Erhvervsministeren fastsætter en midlertidig vedtægt for Eksport Kredit Fonden, som gælder indtil Eksport Kredit Fonden har fastsat og fået godkendt en vedtægt efter lov om Dansk Eksportkreditfond § 3, stk. 2.

    Stk. 3. De statstjenestemænd, der ved omlægningen af Eksport Kredit Fonden til en selvstændig, statslig forvaltningsenhed gør tjeneste i Erhvervsfremme Styrelsen med administration af Eksport Kredit Fonden som arbejdsopgave, er forpligtede til at lade sig udlåne til Eksport Kredit Fonden. De pågældende tjenestemænd bevarer under udlånet deres ansættelsesforhold til staten.

    Stk. 4. Til de tjenestemænd, som udlånes til Eksport Kredit Fonden, udbetaler staten løn m.v. og afholder udgifter til pension i overensstemmelse med reglerne i tjenestemandslovgivningen.

    Stk. 5. Eksport Kredit Fonden refunderer fra det tidspunkt, hvor de i stk. 3 omhandlede tjenestemænd overgår til tjeneste i Eksport Kredit Fonden, de lønninger m.v., der udbetales efter stk. 4, og indbetaler de af finansministeren fastsatte bidrag m.v. til dækning af statens pensionsudgifter.

    Stk. 6. Eksport Kredit Fonden oprettes for så vidt angår finanslovsbevilling og regnskab med virkning fra 1. januar 1999. Tilsvarende gælder efter erhvervsministerens nærmere bestemmelse øvrige ordninger, som administreres af Eksport Kredit Fonden, jf. § 2, stk. 3.

 

Erhvervsministeriet, den 9. december 1999

Pia Gjellerup

/Lars Kolte

 

Officielle noter

1) Lov nr. 344 af 2. juni 1999 blev sat i kraft den 19. november 1999 ved bekendtgørelse nr. 838 af 16. november 1999.

Redaktionel note
  • 1) Ifølge rettelseslisten til Lovtidende A, 1999: Over § 4 indsættes som overskrift "Eksportfremmerådet".