Dokumentets indarbejdede forskrifter
Den fulde tekst

Bekendtgørelse af lov om visse forhold på telekommunikationsområdet

Herved bekendtgøres lov om visse forhold på telekommunikationsområdet, jf. lovbekendtgørelse nr. 474 af 1 . juni 1994 med de ændringer, der følger af lov nr. 376 af 14. juni 1995.


§ 1. Denne lov omfatter alle offentlige radio- og trådbårne telekommunikationstjenester.

§ 2. Forskningsministeren meddeler koncession på anlæg og drift af de transmissionsveje og centraler, der er knyttet til følgende offentlige radio- og trådbårne telekommunikationstjenester samt udbudet af disse:

  • 1) Telefonitjenester.
  • 2) Tekst- og datakommunikationstjenester.
  • 3) Udleje af faste kredsløb.
  • 4) Mobilkommunikations- og satellittjenester.

Stk. 2. For koncessionen gælder i øvrigt lov nr. 84 af 11. maj 1897 om telegrafer og telefoner med senere ændringer.

Stk. 3. Forskningsministeren kan træffe beslutning om liberalisering på de i stk. 1 nævnte områder. Dog sker indførelse af særrettigheder på nævnte områder ved særskilt lovgivning. Koncessionshaveren skal uanset bestemmelsen i § 8 tåle, at koncessionen indskrænkes i overensstemmelse med, at der træffes beslutning om liberalisering eller indføres særrettigheder.

Stk. 4. Forskningsministeren fastsætter i koncessionen vilkår for og fører tilsyn med koncessionshaverens anlæg samt med disses udbygning og drift. Der kan bl.a. i koncessionen fastsættes vilkår om:

  • 1) Takstfastsættelsen og principperne herfor samt abonnementsvilkårene for koncessionshaverens tjenester på eneretsområdet.
  • 2) Forpligtelse til at udføre særlige opgaver uden sædvanlig fortjeneste eller med underskud.
  • 3) Sikring og opretholdelse uden udgifter for staten af samfundsvigtig telekommunikation under ekstraordinære forhold.
  • 4) Vederlagsfri medvirken i internationale samarbejdsorganisationer samt i specifikationsarbejde på telekommunikationsområdet.
  • 5) Overholdelse af EF-regler, der er umiddelbart anvendelige, og de bestemmelser, der af forskningsministeren meddeles koncessionshaveren.
  • 6) Overholdelse af vedtagelser truffet i det internationale samarbejde på telekommunikationsområdet.
  • 7) Tilsyn med løn-, pensions- og øvrige ansættelsesvilkår samt normering.
  • 8) Forhandlingsregler for personaleorganisationer.
  • 9) Overholdelse af konkurrence- og regnskabsmæssige forhold.

Stk. 5. Koncessionshaver godtgør staten de udgifter, som er forbundet med administration m.v. af stk. 1, 3 og 4 og administrative forskrifter udstedt i medfør heraf.

Stk. 6. Forskningsministeren kan beslutte, at tilsynet med koncessionshaver, herunder behandling af klager, jf. stk. 4, skal varetages af Telestyrelsen.

§ 2 a. Klager over koncessionshaver eller dennes datterselskabers forhold på det koncessionerede område over for det offentlige eller private kan forskningsministeren afgøre med bindende virkning for koncessionshaver, jf. dog § 3 b.

§ 3. Forskningsministeren kan fastsætte forskrifter for etablering og drift af de tjenester, transmissionsveje og centraler, der ikke er omfattet af koncession eller særrettigheder, jf. § 2, stk. 1 og stk. 3.

Stk. 2. I forskrifter fastsat i medfør af stk. 1 kan forskningsministeren fastsætte bestemmelser, herunder om indførelse af anmeldelses- eller tilladelsesordninger, der bl.a. tilgodeser følgende hensyn:

  • 1) Opfyldelsen af særlige brugergruppers, herunder handicappedes, behov.
  • 2) Oplysning til brugerne af offentlige telekommmunikationstjenester om vilkårene for tilslutning til tjenesten, herunder oplysning om tjenestens pris, kvalitet og leveringstider.
  • 3) Sikring af væsentlige krav, herunder sikring af det offentlige telenets driftssikkerhed og integritet, driftskompatibilitet mellem tjenester samt databeskyttelse.
  • 4) Sikring af samfundsvigtige hensyn, herunder alarm- og beredskabsmæssige forhold.
  • 5) Sikring af universalitet for samfundsvigtige teletjenester.
  • 6) Hemmeligholdelse af telekommunikation.
  • 7) Gennemførelse af EF-regler.
  • 8) Begrænsning af udbudet af tjenester til kun at finde sted i relation til bestemte lande.

Stk. 3. I forskrifter fastsat i medfør af stk. 1, kan forskningsministeren fastsætte bestemmelse om, at tjenesteudbyderen skal meddele alle oplysninger, der skønnes nødvendige for administrationen af forskrifterne.

Stk. 4. Bestemmelserne i straffelovens § 152 og §§ 152 d-152 f finder tilsvarende anvendelse for den, der er eller har været ansat hos udbydere af tjenester m.v., der er omfattet af forskrifter fastsat i medfør af stk. 1.

Stk. 5. Forskningsministeren kan give tjenesteudbyderen påbud om, at en tjeneste skal lukkes, hvis den regulering, som er fastsat for tjenesten, jf. stk. 1 og 2, ikke overholdes.

Stk. 6. Forskningsministeren kan give koncessionshaveren påbud om at afbryde for en tjenestes adgang til det offentlige telenet, hvis påbud, jf. stk. 5, ikke efterkommes. Påbud til koncessionshaver kan endvidere udstedes i tilfælde, hvor det ikke umiddelbart har været muligt at identificere tjenesteudbyderen.

Stk. 7. For service 900-tjenester tilfalder den kompetence, som forskningsministeren har, jf. stk. 5 og 6, Service 900-Nævnet, jf. § 3 a.

§ 3 a. Forskningsministeren nedsætter et nævn vedrørende service 900-tjenester.

Stk. 2. Ved service 900-tjenester forstås ydelser stillet til rådighed via det offentlige telefonnet, hvor televirksomhederne tillige varetager registrering af forbruget af ydelsen samt fakturering og opkrævning for denne.

Stk. 3. Nævnet har følgende opgaver:

  • 1) At varetage administration af forskrifter, som forskningsministeren fastsætter om service 900-tjenester i medfør af § 3.
  • 2) At træffe afgørelser i klagesager og i sager, som nævnet tager op af egen drift i medfør af de i nr. 1 nævnte forskrifter.
  • 3) At rådgive forskningsministeren om service 900-området.

Stk. 4. Afgørelser truffet af nævnet efter stk. 3, nr. 1-2, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 5. Nævnet består af 3 medlemmer, der udpeges af forskningsministeren for 4 år ad gangen.

Stk. 6. Forskningsministeren fastsætter nærmere regler om nævnets virksomhed.

§ 3 b. Forskningsministeren nedsætter et Telenævn. Til nævnet kan påklages afgørelser truffet af Telestyrelsen på følgende områder:

  • 1) Afgørelser, jf. § 2, stk. 6, om:

a. Klager over koncessionshavers regninger for ydelser på det koncessionerede område.

b. Klager over koncessionshavers ydelser på det koncessionerede område leveret i henhold til gældende abonnementsvilkår.

  • 2) Afgørelser af klager truffet i henhold til bekendtgørelser udstedt i medfør af § 3, jf. dog § 3 a.

Stk. 2. Afgørelser truffet af Telenævnet efter stk. 1 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 3 c. Telenævnet består af en formand og et antal beskikkede sagkyndige medlemmer.

Stk. 2. Nævnets administration varetages af et sekretariat, der tillige bistår med behandling af de sager, der indbringes for nævnet.

Stk. 3. Forskningsministeren kan fastsætte nærmere regler for Telenævnets virke, herunder regler om opkrævning af gebyr for sager, der behandles ved nævnet.

§ 3 d. Telenævnets formand skal opfylde de almindelige betingelser for at være landsdommer.

Stk. 2. Antallet af beskikkede medlemmer fastsættes af forskningsministeren. Medlemmerne beskikkes af ministeren for 4 år ad gangen.

§ 3 e. Forskningsministeren kan fastsætte forskrifter for indholdet af teletjenester, der leverer lyd eller billeder. Forskningsministeren kan herunder bestemme, at reglerne om reklame og sponsorering og regler med henblik på at tilgodese hensyn til børn og unge i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed skal finde tilsvarende anvendelse på teletjenester, der leverer lyd og billeder.

Stk. 2. I forskrifter fastsat i medfør af stk. 1 kan forskningsministeren fastsætte bestemmelser om indførelse af anmeldelses- eller tilladelsesordninger.

Stk. 3. I forskrifter fastsat i medfør af stk. 1 kan forskningsministeren fastsætte bestemmelser om, at tjenesteudbyderen skal meddele alle oplysninger, der skønnes nødvendige for administrationen af forskrifterne.

Stk. 4. I forskrifter fastsat i medfør af stk. 1 træffer Satellit- og Kabelnævnet og Radio- og TV-Reklamenævnet, jf. lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, den endelige administrative afgørelse i sager vedrørende teletjenester, der leverer lyd eller billeder.

Stk. 5. Satellit- og Kabelnævnet, jf. stk. 4, kan give tjenesteudbyderen påbud om, at en tjeneste skal lukkes, hvis den regulering, som er fastsat for tjenesten, jf. stk. 1, 2 og 3, ikke overholdes.

Stk. 6. Satellit- og Kabelnævnet, jf. stk. 4, kan endvidere give koncessionshaveren påbud om at afbryde en tjenestes adgang til det offentlige net, hvis påbud, jf. stk. 5, ikke efterkommes. Påbud til koncessionshaver kan endvidere udstedes i tilfælde, hvor det ikke umiddelbart har været muligt at identificere tjenesteudbyderen.

§ 3 f. Forskningsministeren kan med sigte på at fremme fri og lige adgang for andre brugere og at modvirke konkurrenceforvridende krydssubsidiering fastsætte forskrifter for følgende, der måtte udbyde egen infrastruktur, som er anlagt til interne driftsformål:

  • 1) Virksomheder inden for jernbanedrift, samt forsyningsvirksomheder indenfor gas, vand, varme og elektricitet.
  • 2) Kommuner og kommunale fællesskaber.
  • 3) Offentlige institutioner i øvrigt.

Stk. 2. I forskrifter fastsat i medfør af stk. 1 kan forskningsministeren fastsætte bestemmelser om:

  • 1) Indførelse af anmeldelses- og tilladelsesordninger.
  • 2) Krav om regnskabsmæssig adskillelse, herunder om udarbejdelse af regnskaber efter årsregnskabslovens principper.
  • 3) Udskillelse af teleaktiviteter i selvstændige forretningsområder eksempelvis som aktie- og anpartsselskaber.
  • 4) Sikring af ikke-diskriminerende adgang til infrastruktur og herpå baserede tjenester, der udbydes af de i stk. 1 nævnte virksomheder, kommuner eller kommunale fællesskaber og offentlige institutioner.

§ 4. Koncessionshaveren betaler til staten en årlig ydelse, der udgør 4 pct. af koncessionshaverens og dennes datterselskabers årlige nettoindtægter på eneretsområderne.

Stk. 2. Forskningsministeren fastsætter de nærmere regler for ydelsens beregning og betaling og kan herunder træffe bestemmelse om visse aktivitetsområders undtagelse fra det i stk. 1 nævnte beregningsgrundlag.

§ 5. Forskningsministeren pålægger formanden og næstformanden i koncessionshaverens bestyrelse pligt til at give ministeren underretning om sådanne forhold vedrørende koncessionshaverens virksomhed, som ministeren måtte skønnes at have interesse i at være bekendt med.

§ 6. Koncessionshaveren opretter efter forhandling med bestyrelsen for Danmarks Radio og med den centrale bestyrelse for TV 2 de senderstationer, som er nødvendige for Danmarks Radios og TV 2's spredning af lyd- og billedprogrammer, og varetager stationernes drift.

Stk. 2. Koncessionshaveren fremskaffer efter forhandling med bestyrelsen for Danmarks Radio sendekapacitet til udsendelse af Danmarks Radios kortbølgeprogrammer, jf. § 7, stk. 4, i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed.

Stk. 3. De nærmere betingelser for afholdelse og betaling af koncessionshaverens udgifter i forbindelse med udførelsen af de i stk. 1 og 2 nævnte opgaver samt for de kontributions- og distributionsnet, som benyttes i forbindelse hermed, kan fastsættes af forskningsministeren efter forhandling med kulturministeren.

§ 7. Forskningsministeren pålægger koncessionshaverens ansatte samt de i koncessionshaverens datterselskaber ansatte at hemmeligholde al kommunikation via nettet såvel som navne på brugere af nettet.

Stk. 2. Bestemmelserne i borgerlig straffelovs § 152 og §§ 152 d - 152 f finder tilsvarende anvendelse for den, der er eller har været ansat hos koncessionshaveren eller i koncessionshaverens datterselskaber.

§ 8. Forskningsministeren fastsætter i koncessionen bestemmelser, hvorved koncessionen med et års varsel kan bringes til ophør gennem indløsning af de privatejede aktier i det koncessionshavende selskab til kurs 125. Sådan indløsning kan ske første gang den 1. marts 1997 og fremdeles hvert femte år.

Stk. 2. Opdeler det koncessionshavende selskab sin aktiekapital i to klasser, gælder bestemmelsen i stk. 1 kun for den oprindelige aktieklasse (A-klassen). Der gælder ingen indløsningbestemmelse for den nye aktieklasse (B-klassen).

§ 8 a. Den indløsningsret, som er nævnt i § 8, stk. 1, vil blive bragt i anvendelse af forskningsministeren med virkning pr. 1. marts 1997. Uanset indløsningen løber koncessionen herefter videre.

§ 9. Uanset bestemmelsen i § 8 kan forskningsministeren tilbagekalde koncessionen, hvis de heri fastsatte vilkår overtrædes eller hvis de påbud, der er givet i medfør af koncessionen, ikke efterleves.

Stk. 2. Forskningsministeren kan pålægge koncessionshaveren dagbøder med henblik på at fremtvinge, at koncessionshaver efterlever påbud givet i medfør af koncessionen.

§ 9 a. I forskrifter, som udfærdiges i medfør af §§ 3, 3 e og 3 f, kan der fastsættes regler om gebyr til dækning af de udgifter, som er forbundet med administrationen af forskrifterne.

§ 10. I forskrifter, som udfærdiges i medfør af §§ 3, 3 e og 3 f, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne.

Stk. 2. Er overtrædelsen begået af et selskab, en forening, en selvejende institution, en fond eller lignende, kan der pålægges den juridiske person som sådan bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en kommune eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges staten, kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.

§ 10 a. Med bøde straffes den, der overtræder vilkår, der er fastsat i koncessionen i henhold til § 2, stk. 4.

Stk. 2. Er overtrædelsen begået af et selskab, en forening, en selvejende institution, en fond eller lignende, kan der pålægges den juridiske person som sådan bødeansvar. Er overtrædelsen begået af en kommune eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.

§ 10 b. I tilfælde omfattet af § 10 a, kan forskningsministeren eller den ministeren bemyndiger dertil, tilkendegive over for den pågældende, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, hvis den pågældende erkender sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig villig til inden for en nærmere angiven frist, der efter skriftlig begæring kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde.

Stk. 2. Med hensyn til den i stk. 1 nævnte tilkendegivelse finder bestemmelsen i retsplejeloven om indhold af anklageskrift tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Betales bøden i rette tid, eller bliver den efter vedtagelsen inddrevet eller afsonet, bortfalder videre forfølgning.

§ 11. For statstjenestemænd i statsvirksomheden Statens Teletjeneste, som pr. 1. januar 1991 eller på et tidspunkt indtil 2 år derefter overgår fra staten til ansættelse hos Statens Teletjeneste A/S, såvel som for statstjenestemænd, der frivilligt lader sig udlåne til Statens Teletjeneste A/S, afholder staten udgifter til pension efter tjenestemandspensionsloven. Tele Danmark A/S indbetaler løbende pensionsbidrag til staten for det tidsrum, hvor den ansatte optjener pensionsalder i selskabet. Tele Danmark-koncernen kan med de enkelte personer aftale, at tilsvarende gælder for de pågældendes eventuelle efterfølgende ansættelse i eller udlån til andre, nuværende eller fremtidige selskaber i Tele Danmark-koncernen.

Stk. 2. Pensionsbidragets størrelse fastsættes af finansministeren.

§ 11 a. Tele Danmark A/S' forpligtelse til at indbetale løbende pensionsbidrag til staten i medfør af § 11, stk. 1, sidste pkt., kan helt eller delvis erstattes af en engangsbetaling til statskassen.

Stk. 2. Engangsbetalingens størrelse fastsættes af finansministeren efter aftale med Tele Danmark A/S.

§ 12. (Udeladt).

§ 13. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

§ 14. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Lov nr. 1101 af 22. december 1993 om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om visse forhold på telekommunikationsområdet indeholder følgende bestemmelse:

§ 3

Loven træder i kraft den 1. januar 1994. Lov nr. 154 af 8. marts 1994 om ændring af lov om visse forhold på telekommunikationsområdet med flere love indeholder følgende bestemmelser:

§ 1, nr. 9

§§ 8 og 8 a ophæves, og i stedet indsættes:

§ 8. Koncessionen løber i perioder a fem år. Koncessionen kan med et års varsel bringes til ophør af forskningsministeren, første gang pr. 1. marts 2002. Bringes koncessionen ikke til ophør pr. 1. marts 2002, løber den uændret videre i endnu en periode på fem år, ved hvis udløb koncessionen igen kan bringes til ophør, og således fremdeles.

§ 4

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. § 1, nr. 9, træder i kraft den 2. marts 1997. Lov nr. 372 af 18. maj 1994 om ændring af lov om offentlig mobilkommunikation (GSM-mobilnet) samt ændring af lov om visse forhold på telekommunikationsområdet indeholder følgende bestemmelse:

§ 3

Loven træder i kraft den 1. juni 1994. Lov nr. 376 af 14. juni 1995 om ændring af lov om visse forhold på telekommunikationsområdet og lov om offentlig mobilkommunikation (GSM-mobilnet) indeholder følgende bestemmelse:

§ 3

Loven træder i kraft den 1. juli 1995.

Forskningsministeriet, den 22. juni 1995

Frank Jensen

/ Mogens Ritsholm

Officielle noter

Ingen