Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om begrænsning i adgang til ydelser efter sygesikringsloven for visse persongrupper

(Hvilende sygesikringsret)


I medfør af § 1, stk. 6, i lov nr. 311 af 9. juni 1971 om offentlig sygesikring, som senest ændret ved lov nr. 240 af 12. juni 1975, fastsættes følgende:

§ 1. Følgende persongrupper har ikke adgang til lovens ydelser, såfremt der under indkaldelse eller ophold i de nedennævnte institutioner er draget omsorg for de pågældendes sygesikring, og opholdet skønnes at ville vare 3 måneder eller mere:

Indkaldte til militærtjeneste eller tjeneste, der træder i stedet herfor.

Personer, optaget i plejehjem, jfr. § 79, stk. 1, og § 112 i lov om social bistand.

Personer under 16 år optaget i døgninstitutioner for børn og unge, jfr. § 96 i lov om social bistand.

Personer, optaget i forsorgshjem, jfr. § 105 i lov om social bistand.

Personer, optaget i særforsorgsinstitutioner for åndsvage, epileptikere, vanføre, talelidende, blinde og svagsynede, døve og tunghøre, jfr. § 115 i lov om social bistand.

Personer, optaget i anstalter og arresthuse under fængselsvæsenet. For varetægtsfanger afventes endelig dom.

§ 2. De i § 1 nævnte persongrupper har dog ret til begravelseshjælp efter sygesikringsloven.

Stk. 2. Afholdes udgifterne til begravelsen af en offentlig kasse, indtræder denne i retten til begravelseshjælp.

§ 3. Den, der indkaldes eller optages i en af de nævnte institutioner, skal så vidt muligt aflevere sit sygesikringsbevis til tjenestestedet eller institutionen, der giver det sociale udvalg (magistraten) i den kommune, hvor pågældende står registreret, meddelelse om optagelsen. For værnepligtige er deres anmeldelse til folkeregistret tilstrækkelig meddelelse. Kommunen afmelder den sygesikrede i overensstemmelse med de regler, der gælder, når en sygesikret flytter.

Stk. 2. De pågældendes børn under 16 år bevarer retten til sygesikringslovens ydelser.

§ 4. Ved udskrivning fra institution skal vedkommende ledelse give underretning herom til det sociale udvalg i den kommune, hvor pågældende tager ophold. For værnepligtige, der hjemsendes, er deres anmeldelse til folkeregistret tilstrækkelig.

Værnepligtige, der ophører med den sygesikring, som under indkaldelsen træder i stedet for ydelser efter sygesikringsloven, giver underretning herom til det sociale udvalg i den kommune, hvor den pågældende er tilmeldt.

Sikrede forsynes herefter med nyt sygesikringsbevis.

§ 5. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. april 1976. Samtidig ophæves socialministeriets bekendtgørelse nr. 158 af 28. marts 1973.

SOCIALMINISTERIET, DEN 17. MARTS 1976.

Eva Gredal.

/Vibeke Lomholt.

Officielle noter

Ingen