Senere ændringer til forskriften
Den fulde tekst

Lov om ændring af lov om apoteksvirksomhed (Udligningssystemet)

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:


§ 1

I lov nr. 279 af 6. juni 1984 om apoteksvirksomhed, som ændret ved § 37 i lov nr. 217 af 23. april 1986 og ved lov nr. 143 af 25. marts 1987, lov nr. 818 af 19. december 1989 og lov nr. 380 af 6. juni 1991, foretages følgende ændringer:

1. I § 19 udgår »for statens regning.«

2. Kapitel 10 affattes således:

»Kapitel 10

Udligning

§ 49. Sundhedsministeren fastsætter årligt en beløbsgrænse, i forhold til hvilken apotekere betaler en afgift, såfremt deres omsætning af receptekspederede lægemidler til enkeltpersoner i det pågældende år overstiger beløbsgrænsen, eller modtager et tilskud, såfremt deres omsætning af receptekspederede lægemidler til enkeltpersoner i det pågældende år er mindre end beløbsgrænsen.

Stk. 2. Den beløbsgrænse, der er nævnt i stk. 1, skal fastsættes således, at apoteksafgifterne efter § 50, stk. 1, for et kalenderår dækker statens tilskud efter § 50, stk. 2, i det pågældende kalenderår med tillæg af et beløb, der fastsættes efter forhandling med Danmarks Apotekerforening, til dækning af statens udgifter til tilskud til apotekere efter § 51 og til erstatninger efter § 70 samt til dækning af udgifterne ved Sundhedsstyrelsens drift af apoteker efter § 19.

§ 50. Apoteker, hvis omsætning af receptekspederede lægemidler til enkeltpersoner i et kalenderår overstiger den i § 49, stk. 1, nævnte beløbsgrænse, betaler til staten en omsætningsafgift beregnet på grundlag af forskelsbeløbet efter en af sundhedsministeren fastsat skala.

Stk. 2. Til apoteker, hvis omsætning af receptekspederede lægemidler til enkeltpersoner i et kalenderår er mindre end den beløbsgrænse, der er nævnt i § 49, stk. 1, betaler staten et omsætningstilskud beregnet på grundlag af forskelsbeløbet efter en af sundhedsministeren fastsat skala.

Stk. 3. For hver apoteksfilial, der er tilknyttet apoteket, reduceres afgiften efter stk. 1 eller forhøjes tilskuddet efter stk. 2 med 400.000 kr.

Stk. 4. For hvert apoteksudsalg, der er tilknyttet apoteket, reduceres afgiften efter stk. 1 eller forhøjes tilskuddet efter stk. 2 med 45.000 kr.

Stk. 5. Sundhedsministeren kan forhøje eller nedsætte de beløb, der er nævnt i stk. 3 og 4. Sundhedsministeren kan for enkelte apoteker i ganske særlige tilfælde forhøje det beløb, der er nævnt i stk. 3.

§ 51 . Når særlige forhold taler derfor, kan sundhedsministeren tilstå en apoteker afgiftslempelse eller tilskud for eet år ad gangen.

§ 52. Sundhedsministeren fastsætter regler om, hvilke beløb der indgår i den omsætning, der danner grundlag for beregningen af afgift og tilskud efter § 50.

§ 53. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om beregning og betaling af afgifter og tilskud, herunder om, at der i årets løb skal betales foreløbige afgifter og tilskud.

Stk. 2. Afgifter, der ikke betales rettidigt, tillægges rente på 1,3 pct. månedlig for hver påbegyndt måned fra forfaldsdagen at regne.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. januar 1992.

Givet på Marselisborg Slot, den 27. december 1991

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/Ester Larsen

Officielle noter

Ingen