Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Vejledende retningslinier for planlægningen af sygehusvæsenets fremtidige udbygning


I. INDLEDNING.

Ifølge § 1, stk. 1, i lov nr. 237 af 4. juni 1969 om sygehusvæsenet påhviler det amtskommunerne og Københavns og Frederiksberg kommuner (i det følgende betegnet SYGEHUSKOMMUNERNE eller KOMMUNERNE) at tilvejebringe og drive det fornødne antal sygehuse i det omfang, dette ikke sker ved statens foranstaltning.

Efter lovens § 4, stk. 1, udfærdiger indenrigsministeriet efter forhandling med sygehusrådet vejledende retningslinier for planlægningen af sygehusvæsenets fremtidige udbygning. På grundlag heraf skal hver enkelt sygehuskommune ifølge § 4, stk. 2, udarbejde en samlet plan for løsningen af kommunens sygehusopgaver.

De indtil videre gældende vejledende retningslinier indeholdes i det følgende. De er udarbejdet i samarbejde med sundhedsstyrelsen og baseret dels på et udkast til vejledende retningslinier fra en af indenrigsministeriet i november 1969 nedsat arbejdsgruppe (jfr. indenrigsministeriets cirkulære af 2. februar 1970 om sygehusplanlægning), dels på materiale tilvejebragt af sygehusrådet. Retningslinierne sigter i første række mod at angive nogle hovedtræk i den fremtidige sygehusstruktur og på basis heraf at opstille rammer for udformningen af sygehuskommunernes planer. Det skal understreges, at retningslinierne er - og må være - af midlertidig karakter. På grund af den hurtige udvikling inden for sygehusvæsenet må det anses for betænkeligt at binde sig til alt for faste løsninger. Dertil kommer, at en række spørgsmål navnlig om udviklingen på langt sigt først vil kunne afklares, når der er gennemført mere omfattende forskning og udviklingsarbejde vedrørende planlægning af sygehusvæsen og sygehusbyggeri.

II. SPECIALISERINGEN OG NORMER FOR SENGEBEHOV M.V.

Vurderingen af de tendenser, som må forventes at præge udviklingen med hensyn til specialisering og behov for sengepladser m.v. er i hovedsagen baseret på publikationen »Sygehusvæsenets planlægning« (offentliggjort i' Fra Sundhedsstyrelsen', 1968, s. 421) samt et omfattende materiale fra samtlige lægelige specialselskaber her i landet og fra en række eksperter repræsenterende endnu ikke selvstændigt anerkendte specialer. I bilag 1 findes en fortegnelse over de pr. 1. april 1971 anerkendte lægelige specialer. Der er desuden lagt vægt på de vurderinger af udviklingen, der er foretaget af videnskabelige specialselskaber og andre sagkyndige i de øvrige nordiske lande.

SPECIALISERINGEN.

Der må forventes en fortsat opdeling i stadigt snævrere fagområder, der hver for sig kræver en særlig indsigt i områdets undersøgelses- og/eller behandlingsteknik. Opdelingen vil utvivlsomt i et vist omfang ske ved oprettelse af egentlige nye SPECIALER, men i højere grad end hidtil også ved en særlig høj udvikling af fagkundskab på større eller mindre delområder inden for rammerne af kendte specialer d.v.s. etablering af EKSPERTOMRÅDER. Tendensen til fortsat opsplitning og fordeling af den samlede viden på et stadigt større antal sagkyndige vil i stigende omfang forøge de sagkyndiges indbyrdes afhængighed og nødvendiggøre et intimt samarbejde for at den fornødne samlede viden kan komme patienterne til gode - først og fremmest inden for undersøgelsesteknik (diagnose), men også inden for behandling. Særlig karakteristisk for udviklingen er den stadigt større afhængighed af specialiserede laboratoriemæssige funktioner, som baseres på anvendelse af kompliceret og kostbart apparatur.

Ud fra den i dag kendte specialisering og tendens til yderligere specialisering må planlægningen foreløbig tage som udgangspunkt, at HVER ENKELT SYGEHUSKOMMUNES SAMLEDE SYGEHUSVÆSEN normalt bør indeholde følgende specialer (specialfunktioner):

Anæsthesiologi

Børnepsykiatri (se dog s. 6)

Dermato-venerologi (hud- og kønssygdomme)

Diagnostisk radiologi (røntgenundersøgelse)

Fysiurgi og fysiurgisk genoptræning (se s. 6)

Intern medicin (incl. cardiologisk afsnit for hjerte- og kredsløbssygdomme)

Klinisk mikrobiologi

Klinisk fysiologi

Klinisk kemi

Langtidsmedicin (se s. 6)

Medicinske lungesygdomme

Medicinsk oftalmologi (medicinske øjensygdomme)

Neuromedicin (medicinske nervestgdomme)

Obstetrik og gynækologi (fødselshjælp og kvindesygdomme)

Ortopædisk kirugi

Oto-rhino-laryngologi (øre-næse-halssygdomme)

Patologisk anatomi

Parenkym-kirurgi

Psykiatri (se dog s. 6)

Pædiatri (børnesygdomme)

Det må dog forudses, at det - bl.a. under hensyn til den uensartede størrelse af sygehuskommunernes befolkningstal - i hvert fald som en overgangsordning kan blive nødvendigt eller hensigtsmæssigt at etablere samarbejde sygehuskommunerne imellem om nogle af disse specialfunktioner. Det gælder især nye mindre specialer og specialfunktioner, der inden for sygehusvæsenet hidtil kun er blevet varetaget på landsdelsplan, f.eks. specialafdelinger for dermatovenerologi.

LANDSDELSSYGEHUSE skal foruden de ovenfor nævnte specialer rumme forskellige grenspecialer inden for de kirurgiske og medicinske discipliner samt en række andre specialer og ekspertområder.

Som EKSEMPLER på landsdelsspecialiserede funktioner kan nævnes:

Børnekirurgi

Cardiologisk laboratorium

Endocrinologi

Hepatologi (2 afdelinger i landet)

Hæmatologi

Håndkirurgi

Infektionssygdomme

Karkirurgi

Kirurgisk gastroenterologi (kirurgiske mave-tarmsygdomme)

Kirurgisk oftalmologi (kirurgiske øjensygdomme)

Klinisk blodtypeserologi (specialfunktioner i transplantationsarbejdet)

Klinisk farmakologi

Klinisk immunologi

Klinisk neurofysiologi

Klinisk virologi

Medicinsk gastroenterologi (medicinske mave-tarmsygdomme)

Nefrologi (medicinske nyresygdomme)

Neurokirurgi (kirurgiske nervesygdomme)

Nuclear medicin

Plastikkirurgi+brandsårsbehandling

Reumatologi

Terapeutisk radiologi (strålebehandling)

Thoraxkirurgi (brysthulens kirurgiske sygdomme) - specialiseret hjertekirurgi dog kun på 2 centre i landet

Tropemedicin - 3 afdelinger i landet

Urologi (urinvejenes kirurgiske sygdomme)

Der må påregnes relativt store forskelle i landsdelssygehusenes opbygning med mindre specialer og ekspertområder, der i vidt omfang enten vil være afhængige af dagligt samarbejde med og geografisk nærhed af andre institutioner, f.eks. teoretiske universitetsinstitutter, eller endnu vil befinde sig i en udviklings- og differentieringsproces, eventuelt på vej til et anerkendt lægevidenskabeligt speciale. Man må være opmærksom på, at der løbende vil fremkomme nye specialområder, som må henføres til landsdelssygehuse. Omvendt kan udviklingen medføre, at nogle af de landsdelsspecialiserede funktioner kan decentraliseres i et vist omfang og varetages ved et samarbejde imellem nogle få sygehuskommuner. En sådan tendens kan allerede på indeværende tidspunkt forudses for specialerne: kirurgisk oftalmologi, klinisk blodtypeserologi og terapeutisk radiologi.

Et fælles træk for de landsdelsspecialiserede funktioner (specialer og ekspertområder) er, at de må have et stort befolkningsunderlag for at indlæggelser og hyppigheden af ydelser kan sikre udviklingen og vedligeholdelsen af kvaliteten af undersøgelser og behandlinger, som kun er nødvendige i sjældne tilfælde, eller for at man kan opnå en økonomisk udnyttelse af særligt kostbart apparatur m.v. Dertil kommer, at der kan være behov for undersøgelser og behandlinger, som er så komplicerede, at forudsætningerne for deres gennemførelse kun er til stede eller kan skabes et enkelt eller ganske få steder i landet. Begrundelsen for nødvendigheden af et stort befolkningsunderlag vil undertiden være en kombination af disse faktorer.

Det nødvendige befolkningsgrundlag for landsdelsspecialiserede funktioner vil i de fleste tilfælde være i en størrelsesorden af en million indbyggere, og landsdelssygehuse vil indtil videre være placeret i Københavnsområdet, Århus Ålborg og Odense.

Ved nærmere beskrivelse af udviklingstendenserne kan det af hensyn til overblikket være praktisk at skelne mellem grupper af beslægtede specialer, der udviklingsmæssigt hører sammen - de såkaldte blokke - fremfor detaljeret at beskrive udviklingen inden for de enkelte specialer. Hovedblokkene er: den kirurgiske, den medicinske, den pædiatriske (børn) den psykiatriske, langtidsbehandlingen og de særlige undersøgelsesspecialer (laboratorieblokken).

DEN KIRURGISKE BLOK vil komme til at omfatte fire fra hinanden forholdsvis vel afgrænsede områder: gynækologi og obstetrik, ortopædisk kirurgi, parenkymkirurgi samt øre-, næse- og halssygdomme. På alle områder vil der formentlig relativt hurtigt blive tale om yderligere specialisering - uden for landsdelssygehusene dog næppe i større grad ved oprettelse af selvstændige afdelinger (grenspecialiserede afdelinger), men derimod ved etablering af delfunktioner under helheden. Til den kirurgiske blok hører anæsthesiologien, og kirurgisk virksomhed vil derudover i særlig grad være afhængig af samarbejde med specialerne intern medicin, pædiatri, fysiurgi og fysiurgisk genoptræning, neuromedicin og psykiatri samt diagnostisk radiologi, klinisk kemi, patologisk anatomi, klinisk mikrobiologi og klinisk blodtypeserologi. På LANDSDELSPLAN foretages behandlinger, som er relativt sjældne (f.eks. hjertekirurgi, behandling af medfødte sygdomme hos nyfødte og spædbørn, rehesusimmuniserede svangre), kræver særligt kostbart apparatur (f.eks. strålebehandling) og/eller er særligt komplicerede (f.eks. organtransplantationer, visse mavetarmsygdomme og urinvejssygdomme), og der vil her - ud over de allerede nævnte specialer - være behov for særlige specialer f.eks. neurokirurgi, nogle fra det almindelige kirurgiske område udskilte grenspecialer, f.eks. plastikkirurgi og thoraxkirurgi, samt en række ekspertområder, f.eks. børnekirurgi, håndkirurgi, karkirurgi og transplantationskirurgi. Den kirurgiske blok på landsdelssygehuse skal, udover at tage sig af særtilfælde fra eget område og den øvrige del af landsdelsområdet, varetage det almene udviklingsarbejde inden for fagområdet, medvirke ved uddannelsen af kirurger samt varetage den almindelige kirurgiske behandling af sygehuskommunens egne patienter.

DEN MEDICINSKE BLOK omfatter først og fremmest den interne medicin med grenspecialerne cardiologi og medicinske lungesygdomme samt derudover specialerne neuromedicin, fysiurgi, dermato-venerologi og medicinsk oftalmologi. Også for den interne medicin er der en tydelig tendens til yderligere specialisering, fortrinsvis ved etablering af ekspertområder, der i videst muligt omfang søges bevaret som delfunktioner under helheden. Udviklingen er i endnu højere grad end for den kirurgiske blok afhængig af en stærkt udbygget specialiseret laboratoriefunktion. På LANDSDELSPLAN vil afgrænsning af arbejdsområdet og udviklingstendenser i princippet ganske svare til forholdene ved den kirurgiske blok, og der vil her være behov for grenspecialer, f.eks. nefrologi og tropemedicin, samt en række ekspertområder, f.eks. hæmatologi, hepatologi, endocrinologi og infektionssygdomme.

Integration på tværs af de nævnte blokke, afgrænset til sygdomme i et enkelt eller enkelte organer, kan komme på tale og eksisterer allerede i et vist omfang for mavetarmsygdomme, urinvejssygdomme og hjertesygdomme. En tilsvarende udvikling er i gang for særlige lungesygdomme, blodsygdomme og leversygdomme.

DEN PÆDIATRISKE BLOK (børn) omfatter dels specialet pædiatri, dels kirurgisk eller anden ikke pædiatrisk specialbehandling af børn, idet børn indlagt på sygehus altid bør ligge på særlige børneafdelinger administreret og ledet af børnelæge, således at kirurgisk eller anden specialbehandling sker i samarbejde med den pædiatriske afdeling.

DEN PSYKIATRISKE BLOK, der omfatter både voksen- og børnepsykiatri, er for tiden fordelt på statshospitaler og kommunale sygehuse, således at hovedparten af det psykiatriske sygehusvæsen er statsligt. Trods denne opdeling har der været en stærk udvikling af psykiatrien på kommunalt plan gennem de senere år. Overvejelserne om retningslinier for statshospitalernes overførelse til amtskommunerne er påbegyndt i et udvalg under indenrigsministeriet, og udvalget har over for indenrigsministeriet anbefalet, at amtskommunerne snarest muligt informeres om planerne for udbygning af statens psykiatriske hospitalsvæsen, og at indenrigsministeriet optager forhandling med amtskommunerne for at sikre, at planerne er hensigtsmæssige ud fra den enkelte amtskommunes samlede sygehusplanlægning, således at fejlinvesteringer undgås. Det vil være nødvendigt, at der i amtskommunernes planlægning af det fremtidige sygehusvæsen indgår overvejelser om, hvorledes den psykiatriske service på længere sigt kan tilrettelægges, men en samlet planlægning efter sygehuslovens § 4, stk. 2, omfattende både den nuværende kommunale og statslige psykiatriske sygehusfunktion, kan næppe gennemføres fuldt ud, før det er afklaret, hvorledes og i hvilket tempo overgangen skal gennemføres.

Det samlede psykiatriske sygehusvæsen omfatter akut sygehusfunktion for indlagte, ambulatorisk virksomhed, dag- og nathospitaler, neurosesanatorier, psykiatrisk langtidsbehandling og psykiatriske plejehjem. Udviklingen peger fremimod øget ambulatorisk virksomhed og stærk involvering af det psykiatriske speciale i revalidering og andre sociale felter. Specialets behov for at deltage såvel i det forebyggende arbejde som i den langvarige vedligeholdende behandling af patienterne kan medføre en udvikling henimod såkaldt distriktspsykiatriske ordninger, hvorefter al psykiatri i et område i meget ordninger, hvorefter al psykiatri i et område i meget høj grad samordnes med det øvrige sundhedsvæsen og socialvæsenet.

LANGTIDSBEHANDLINGEN omfatter - idet der bortses fra den psykiatriske langtidsbehandling - særlige afdelinger for patienter, der har behov for sygehusophold i en længere periode, i gennemsnit dog ikke over 3 måneder. Der forudsættes oprettet LANGTIDSMEDICINSKE AFDELINGER, der kan imødekomme behovet for diagnostik og behandling af patienter med længere varende medicinske lidelser, ofte ældre patienter med sammensatte sygdomsbilleder og flere forskellige former for handicap, samt FYSIURGISKE GENOPTRÆNINGSAFDELINGER, der kan imødekomme behovet for optræning af især yngre patienter med sygdomme eller skader, der har medført længerevarende indskrænkning af bevægeapparatets funktion (skader i trafikken og på arbejdspladsen samt visse sygdomme i nervesystem og bevægeapparat).

Langtidsbehandlingsafdelingerne bør principielt placeres tæt ved de større akutte sygehuse, helst i en selvstændig bygning inden for sygehusområdet, men det må forudses, at det i praksis i flere tilfælde bliver nødvendigt at omdanne mindre sygehuse til langtidsbehandlingsformål. Dette bør dog kun ske, hvor der er tale om sygehuse af sådan bygningsmæssig standard, at omdannelsen kan gennemføres uden investeringer i større byggearbejder. I sådanne tilfælde vil det endvidere være nødvendigt at sikre samarbejdet med de akutte sygehusafdelinger ved at etablere langtidsbehandlingsfunktionen på det mindre sygehus som en del af en samlet afdeling, der har et tilstrækkeligt antal senge placeret på det større sygehus.

LABORATORIEBLOKKEN i en sygehuskommunes sygehusvæsen vil normalt omfatte diagnostisk radiologi samt klinisk kemi, patologisk anatomi og formentlig i løbet af kort tid klinisk mikrobiologi og dele af den kliniske fysiologi. En opdeling i ekspertområder må forventes inden for alle de nævnte specialer. På LANDSDELSPLAN vil der derudover blive behov for en række specialer og ekspertområder. I forbindelse med det løbende arbejde med at gøre fremskridtene i den biologiske grundforskning brugbare i sygdomsbekæmpelsen må der således forventes en udbygning af den kliniske fysiologi med alle dens metode- og organaspekter, af blodtypeserologien og af ekspertområder som f.eks. immunologi og virologi.

Der må for laboratoriefagene påregnes en særlig kraftig stigning i arbejdets omfang og krav til investeringer i teknisk udstyr. Dette skyldes ikke blot øget tilbud af diagnostiske metoder, men også det forhold, at de fleste af specialerne er forholdsvis unge og endnu ikke fuldt udbyggede. Dertil kommer, at nødvendigheden af at opnå en tilstrækkelig dækning af de alment praktiserende lægers behov og det stadigt stigende ønske om profylaktiske undersøgelser vil medføre en betydelig stigning af behovet for ydelser fra de fleste af laboratoriefagene. Disse fag udnytter i høj grad den hurtige udvikling inden for elektronik og EDB, og anvendelsen af stadigt mere kompliceret apparatur med deraf følgende behov for samarbejde mellem forskellige højt uddannede faggrupper bevirker, at såvel hensynet til undersøgelsernes kvalitet som hensynet til en økonomisk udnyttelse af apparatur og personale taler for en stærk centralisering af de egentlige laboratoriefag. På grund af tendensen til stærk stigende krav og indførelse af nye ekspertområder vil størst mulig fleksibilitet i placering og organisation af laboratorier i forhold til hinanden på det enkelte sygehus være nødvendig. Anvendelse af fælles metoder samt hensynene til rationel udnyttelse af plads, apparatur og personale, herunder højt uddannet ikke-lægeligt personale, taler stærkt for at samle sygehusets laboratoriespecialer og dermed beslægtede kliniske laboratorier i større enheder.

NORMER FOR SENGEBEHOV m.V.

Der foreligger ikke i øjeblikket et grundlag, som giver mulighed for, at der generelt for hele landet opstilles normer for det fremtidige behov for senge-, behandlings- og undersøgelseskapacitet inden for de enkelte specialer.

Den traditionelle målestok for sygehusfunktion er antallet af sengepladser pr. 1.000 indbyggere. Det eksisterende materiale om enkelte specialers sengeforbrug giver stort set kun et øjebliksbillede af et varieret og meget sammensat system i hurtig og uophørlig udvikling, men de i nedenstående oversigt anførte bloktal vil - anvendt med en vis varsomhed - kunne tjene som udgangspunkt for mere konkrete vurderinger i sygehuskommunernes planlægning. I oversigten er til sammenligning anført den faktiske fordeling for hele landet under eet i 1964-65, som den er skønnet af sundhedsstyrelsen på grundlag af de officielle indberetninger. Det bemærkes herved, at sengetallet for børn i 1964-65 kun omfatter de egentlige pædiatriske, medicinske afdelinger, medens man i perspektivtallene har regnet børn med kirurgiske lidelser ind i tallet for børneblokken.

  

                               Særlig  

 SENGE PR: 1000 INDB.        landsdels-            Ialt 1964-65  

                              funktion  

 Kirurgisk blok.          2,40(* 1)   0,85(* 6)            3,10  

 Medicinsk blok.          2,00(* 2)   0,85(* 6)            2,52  

 Børneblok......          0,55(* 3)   0,85(* 6)            0,18  

 Psykiatrisk blok         0,30(* 4)   0,85(* 6)            0,17  

 Langtids  

   behandling..           0,90(* 5)   0,85(* 6)            0,61  

                          ------------------------------------  

                          6,15        0,85      7,00       6,58  

Det må dog fremhæves, at vejledende opstillinger af denne art og i særdeleshed forsøg på at angive fremtidigt sengebehov for enkelte specialer indeholder en høj grad af skøn og er behæftet med stor usikkerhed. Variationer i befolkningskoncentration, befolkningens aldersfordeling, sygehusafdelingernes placering i forhold til hinanden, indbyrdes praktiske muligheder for samarbejde, den samlede specialefordeling, og i opbygningen af sygehuskommunens sundheds- og socialvæsen vil kunne motivere væsentlige afvigelser fra de generelle vejledende normer.

En anvendelse af skøn over enkelte specialers fremtidige sengebehov som normgivende kan desuden hæmme udviklingen henimod en øget ambulatorisk virksomhed og en nødvendig afsvækkelse af den traditionelle opsplitning af senge efter specialer. For små enheder kan medføre, at alle disse enheder må disponere senge og normere personale med henblik på at kunne klare topbelastninger. Dette kan indebære perioder med for finge udnyttelse. Afpasset patientpleje og en mere integreret brug af sengeafdelinger for flere forskellige specialer kan give en jævnere belastning og sikre den størst mulige kapacitetsudnyttelse. Hovedsynspunktet bliver således at sikre de nødvendige senge i et differentieret mønster fra intensive afdelinger med stor personalenormering til pladser for selvhjulpne patienter og at opnå en yderligere begrænsning af behovet for øget sengekapacitet gennem en ændring af balancen mellem indlagte og ambulante patienter.

Antallet af sengepladser er i det hele taget en dårlig målestok for sygehusfunktion, idet de egentlige sengeafdelinger igennem årtier forholdsmæssigt er kommet til at udgøre en stadigt mindre del af sygehusene. Denne udvikling vil fortsætte, idet der - som nævnt - i de kommende år må forventes en særlig kraftig vækst i laboratorie- og ambulatoriefunktionerne. Der er på indeværende tidspunkt ingen mulighed for at opstille normer for det fremtidige behov for behandlings- og undersøgelseskapacitet, men det må ved planlægning af byggeri tages i betragtning, at behovet for areal til behandlings- og undersøgelsesafdelinger utvivlsomt fortsat vil være hastigt stigende.

III. SYGEHUSSTRUKTUR.

I »Sygehusvæsenets planlægning« fremlagde »sundhedsstyrelsen en FORELØBIG SKITSE til en fremtidig sygehusstruktur bestående af følgende sygehusenheder:

NORMALSYGEHUSE med 3 kirurgiske afdelinger a mindst 50 senge hvortil kom afdelinger for medicin af samme størrelsesorden eller ialt ca. 300 senge. For sådanne sygehuse vil kræves et befolkningsunderlag på 75.000 indbyggere.

UDVIDEDE NORMALSYGEHUSE, som ud over normalsygehusfunktionen skulle rumme specialer, der kræver et befolkningsunderlag på ca. 250.000 indbyggere. Størrelsen af disse sygehuse ville typisk være omkring 800 senge.

LANDSDELSSYGEHUSE, som ud over normalsygehusfunktion og udvidet normalsygehusfunktion skulle rumme landsdelsspecialer, der kræver et befolkningsunderlag på ca. 1 mill. indbyggere.

De nævnte 3 sygehustyper tænktes at kunne danne det fremtidige akutte sygehusvæsen, der varetager undersøgelse og behandling af patienter direkte fra praktiserende læge. I skitsen regnedes med den mulighed, at der uden for det akutte sygehusvæsen kunne findes nogle mindre enheder til patienter, som i forvejen var undersøgt og sat i behandling på et akut sygehus.

De anførte sygehusstørrelser fremkom ved en vurdering af, hvor store de enkelte specialafdelinger burde være, for at lægerne kunne opretholde og videreudvikle deres viden og kunnen, og befolkningsunderlagene var beregnet på grundlag af nogle indenlandske og udenlandske erfaringer for sengebehov pr. 1000 indbyggere.

Tanken om en grundenhed med minimum 300 senge var baseret på den antagelse, at kirurgiens grundelementer i løbet af kort tid ville være totalt opsplittet i gynækologiobstetrik, ortopædisk kirurgi og parenkymkirurgi, således at man hurtigere end tidligere forudsat vil nå det udviklingstrin, hvor ingen længere kan beherske faget almenkirurgi, og endvidere på viden om, at specialiseringstendenserne inden for den interne medicin måtte anses for mindst lige så store.

På den anden side var det en bærende tanke i skitsen, at normalsygehuset som grundenhed i det fremtidige akutte sygehusvæsen på tilfredsstillende måde ville kunne påtage sig undersøgelse og behandling af hovedparten af patienter med medicinske og kirurgiske lidelser.

De udviklingstendenser, der er beskrevet i det senest tilvejebragte materiale fra lægelige specialselskaber og andre eksperter peger imidlertid i retning af en koncentration af sygehusfunktionen, som er endnu kraftigere end forudset i »Sygehusvæsenets planlægning«, og som ikke gør det muligt at opretholde tanken om en selvstændig grundenhed med 300 senge og med et befolkningsunderlag på 75.000 indbyggere, dvs. enheder af karakter og størrelsesorden som de nævnte normalsygehuse. Tværtimod taler det foreliggende materiale ganske klart for, at der ikke i det fremtidige sygehusvæsen bør opbygges selvstændige sygehusenheder med mindre befolkningsmæssigt grundlag end ca. 200.000-300.000 indbyggere, svarende til en befolkning af den størrelsesorden, som er typisk for hovedparten af sygehuskommunerne, og at de enkelte funktioner må indgå som helt integrerede bestanddele af en samlet funktionel enhed.

Afgørende for denne vurdering er bl.a., at den fortsatte specialisering inden for den lægelige funktion generelt synes at ville accelerere endnu hurtigere end tidligere antaget. Denne udvikling vil medføre, at der til de stadigt snævrere fagområder kræves større befolkningsgrundlag, som sjældent kan være mindre end hele befolkningen i en sygehuskommune af normal størrelse - samtidig med at den indbyrdes afhængighed imellem specialfunktionerne bliver så stærkt forøget, at vidtgående samordning bliver forudsætningen for fortsatte fremskridt og for, at disse ligeligt kan komme befolkningen til gode.

Dertil kommer, at udviklingen på næsten alle kliniske områder vil blive afhængig af samarbejde med højt udviklede laboratoriefunktioner, som både er baseret på en stadig højere grad af specialisering og på anvendelse af avanceret og kostbart apparatur.

Spørgsmålet bliver herefter, i hvilken udstrækning den ideelle målsætning for fremtidens sygehusstruktur må være en GEOGRAFISK-BYGNINGSMÆSSIG samling af funktionerne inden for hver sygehuskommune.

Fuld bygningsmæssig koncentration vil imidlertid i de færreste sygehuskommuner kunne gennemgøres i overskuelig fremtid allerede på grund af de dermed forbundne investeringer.

Bestræbelserne må derfor i første række rettes imod en FUNKTIONEL SAMORDNING AF DE EKSISTERENDE SYGEHUSE.

Drejer det sig om nyinvesteringer, må det haves for øje, at såvel hensynet til behandlings- og undersøgelseskvaliteten som økonomiske hensyn (f.eks. vagtberedskab, rationel udnyttelse af bygninger, apparatur og personale) givetvis vil kræve, at der sigtes imod en vidtgående bygningsmæssig integration.

Heraf følger, at der ikke bør investeres i MINDRE SYGEHUSE, udover hvad der kan afskrives over et kortere åremål og må anses for absolut nødvendigt henset til den funktion sygehuset indtil videre skal have i henhold til en nøje planlagt stærk funktionel samordning af vedkommende sygehuskommunes eksisterende sygehuse.

Tilbage står, om man ved investeringer i STØRRE SYGEHUSE bør tilstræbe en vis geografisk spredning af investeringerne med en stærk samordning af funktionerne, eller om man for at opnå den højeste grad af funktionel samordning bør stile imod en koncentration af investeringerne på eet sygehus i sygehuskommuner af normal størrelse.

En stillingtagen til dette spørgsml forudsætter, at der foretages analyser af en række forskellige faktorer.

Blandt sådanne faktorer kan - udover den lægeligt-teknologiske udvikling - nævnes virkningerne på rekruttering af personale, driftsøkonomiske og driftsorganisatoriske forhold og hensynet til patient- og personaletrivsel, hvortil kommer en række erhvervsgeografiske hensyn såsom egnsudvikling, trafikforhold m.v.

Det er imidlertid af afgørende betydning, AT der ved tilrettelæggelsen af de fremtidige investeringer ikke skabes situationer, der frembyder risiko for, at der opbygges sideordnede afdelinger, laboratorier og andre funktioner med samme speciale, der hver for sig ikke sikres den fornødne arbejdsmængde til at opnå bedst mulig funktion, samt AT der sikres det nødvendige intime samspil imellem specialfunktionerne.

Dertil kommer, at en sideordnet udbygning af flere sygehuse inden for samme sygehuskommune formentlig for en meget lang årrække vil forskertse mulighederne for at opnå en fuld bygningsmæssig integration. Derimod vil den koncentration af funktionerne på eet sygehus, som kan tænkes gennemført i planlægningens første fase, ud fra en realistisk vurdering af de sandsynlige investeringsrammer i næppe i nævneværdig grad blive en hindring for, at man senere opretholder en vis geografisk spredning af funktionerne, såfremt man til sin tid når til det resultat, at dette - alle forhold taget i betragtning - er den mest hensigtsmæssige løsning på længere sigt.

AF DE NÆVNTE GRUNDE BØR STØRRE NYINVESTERINGER- OG NAVNLIG SÅDANNE SOM BETEGNER EN FORTSAT UDSPECIALISERING - INDTIL VIDERE KONCENTRERES PÅ EET SYGEHUS I HVERT FALD I SYGEHUSKOMMUNER MED INDTIL CA. 300.000 INDBYGGERE.

Den funktionelle samordning af de nuværende sygehuse bør i første række tage sigte imod, at de mindre sygehuse tilknyttes nærmere angivne funktioner på det (de) sygehus(e) inden for sygehuskommunen, som udvælges som steder for fremtidige investeringer. De mindre sygehuse vil i denne forbindelse først og fremmest sige de delte og blandede sygehuse, men en sådan tilknytning vil også kunne komme på tale for nogle af de hidtidige centralsygehuse. For disse vil det iøvrigt gælde, at der for visse af specialfunktionerne hurtigt bør tilstræbes en samordning af vedkommende afdelingers funktion. Dette vil navnlig komme på tale i forbindelse med ønsker om grenspecialiseringer og indførelse af nye ekspertområder, eller hvor der ved flere af de nuværende centralsygehuse findes specialafdelinger, som allerede i dag helt klart er for små til at få et passende patienttilbud og til på rationel måde at kunne opretholde et kvalitativt beredskab. Endelig vil en centralisering af skadebehandlingstjenesten (og i forbindelse hermed en koordinering af ambulancetjenesten og sygehusvæsenet) indgår som en vigtig bestanddel af de bestræbelser, som skal føre frem imod samordning af kommunens sygehusfunktioner til en funktionel enhed.

Det må i øvrigt i den enkelte sygehuskommune hurtigt fastlægges, efter hvilke retningslinier patienterne skal visiteres imellem de forskellige eksisterende sygehuse. Der må herved først og fremmest tages hensyn til den lægelige specialiserede funktion, men så vidt muligt også til geografiske forhold. Sådanne retningslinier må tillige have relation til landsdelsspecialerne. Visitationen må bygge på en forud fastlagt opgavefordeling og på en foreløbig stillingtagen til diagnose på grundlag af oplysninger fra den praktiserende læge, evt. suppleret med oplysninger fra forundersøgelsesambulatorier eller udtalelser fra referenceafdelinger. Bl.a. af hensyn til de praktiserende lægers medvirken ved visitationen må det sikres, at de praktiserende lægers behov for at kunne få foretaget laboratoriemæssige undersøgelser på sygehuse bliver dækket. En centralisering af skadebehandling på sygehuse forudsætter en fastlæggelse af opgavefordelingen vedrørende skadebehandling mellem praktiserende læger og sygehusvæsenet.

Det vil som led i integreringen af mindre sygehuse i det (de) sygehus(e) inden for sygehuskommunerne, som efterhånden skal udbygges, være nødvendigt at fastlægge formen for samarbejde mellem de ledende læger på afdelinger, som uanset geografisk adskillelse funktionelt skal udgøre en enhed:

Det vil være nødvendigt, at der foretages en fuldstændig ligestilling med hensyn til såvel faglig som administrativ ansvarsfordeling mellem ledende læger, som varetager driften af sådanne geografisk adskilte afdelingen. Det bør endvidere tilsikres, at disse liggestillede ledende læger praktisk har såvel pligt til som mulighed for hyppigt at mødes for løbende at tilrettelægge de geografisk adskilte afdelingers drift og udnyttelse.

Såfremt det efter omstændighederne findes hensigtsmæssigt, bør de ledende læger for en tidsperiode kunne udpege en af de ledende læger til at varetage den praktiske koordination af afdelingernes arbejde.

Tilsvarende samarbejdsformer vil formentlig være hensigtsmæssige for andet ledende personale f.eks. sygeplejersker.

Den anbefalede form for samordning vil kunne forøge mulighederne for at opnå den mest hensigtsmæssige udnyttelse af eksisterende senge-, behandlings- og undersøgelseskapacitet.

IV. PLANLÆGNING AF BYGGERI TIL SYGEHUSFUNKTION.

Udviklingen vil medføre, at planlægning og projektering af byggeri til sygehusfunktion ved et enkelt sygehus i langt mindre grad end tidligere kan ske uafhængigt af planerne for de øvrige dele af sygehusvæsenet i en sygehuskommune, og der bør derfor forud for en mere detaljeret planlægning og projektering af byggeri være truffet beslutninger af principiel planlægningsmæssig karakter som led i en samlet planlægning af vedkommende kommunes sygehusvæsen.

Reglen i sygehuslovens § 5 om godkendelse af projekter til sygehusbyggeri vil som følge heraf få et i forhold til § 3 i sygehusloven af 31. maj 1961 ændret og i en vis forstand mere begrænset indhold. I princippet vil godkendelsen efter § 5 blive udtryk for en vurdering af, om det projekterede byggeri på en hensigtsmæssig måde realiserer beslutninger af principiel planlægningsmæssig karakter, som efter indstilling fra sygehusrådet allerede er godkendt efter § 4, stk. 2, eller i særlige tilfælde § 4, stk. 3.

Der bør ved fremsendelsen af byggeprojekter til godkendelse efter § 5 udtrykkeligt henvises til de godkendelser efter § 4, som har været grundlaget for projektets udarbejdelse. Sådanne godkendelser forudsættes for fremtiden indhentet før behandling af projektet efter § 5 kan ske, og det må derfor frarådes, at egentligt projekteringsarbejde påbegyndes, før § 4-godkendelse foreligger.

Godkendelserne efter § 5 vil som hidtil blive meddelt på grundlag af sundhedsstyrelsens udtalelser om de forelagte projekter. Det vil derfor - navnlig ved større byggerier ved sygehuse - ofte være hensigtsmæssigt, at bygherren søger kontakt med sundhedsstyrelsen på tidlige stadier af byggeriets mere detaljerede planlægning og projektering med henblik på rådgivning i spørgsmål af mere principiel karakter.

Samtidig bemærkes, at spørgsmålet om at søge godkendelse efter § 5 under alle omstændigheder senest bør rejses på set tidspunkt, hvor endeligt skitsseprojekt foreligger.

V. KONKLUSIONER.

Sygehuskommunernes planlægning efter sygehuslovens § 4, stk. 2, bør dække en 15-årig periode. Forestillinger om mere langsigtede perspektiver må dog indgå i de overvejelser, som lægges til grund for planlægningen, bl.a. fordi byggeri og dispositioner i forbindelse med byggeri oftest binder udviklingen betydeligt længere ud i fremtiden. Det vil være nødvendigt, at planlægningen af sygehusvæsenet sker i snævert samarbejde med den statslige og kommunale planlægning inden for sundhedsvæsenet i øvrigt.

Det må påregnes, at specialiseringen inden for sygehusvæsenets undersøgelses- og behandlingsvirksomhed i den første planlægningsperiode vil fortsætte, og at den vil accellerere hastigt, således at nye specialer og især nye ekspertområder vil opstå i betydeligt omfang. De stadigt snævrere fagområder vil kræve større befolkningsmæssige grundlag, oftest svarende til hele befolkningen i en sygehuskommune af almindelig størrelse. Samtidigt vil de sagkyndiges indbyrdes afhængighed og behovet for samordning af specialfunktionerne blive stærkt forøget bl.a. af hensyn til patienter med sammensatte sygdomsbilleder, en tilfredsstillende varetagelse af grænseområder, effektiv udnyttelse af sengepladser, apparatur og personale, opretholdelse af et tilstrækkeligt og samtidigt økonomisk vagtberedskab samt hensigtsmæssig tilrettelæggelse af uddannelsen. Dertil kommer, at de kliniske funktioner vil blive mere og mere afhængige af tilstedeværelsen af centraliserede, stærkt udviklede laboratoriefunktioner, der baseres på samarbejde mellem højt uddannede lægeligt og ikke-lægeligt sagkyndige og på øgede investeringer i stadigt mere kompliceret og kostbart teknisk udstyr.

Planlægningen skal sikre, at de økonomiske og personelle ressourcer, der vil være til rådighed for det fremtidige sygehusvæsen, udnyttes på den for befolkningen mest effektive og nyttebringende måde.

Ud fra denne målsætning vil der blive behov for en vidtgående geografisk bygningsmæssig koncentration af sygehusfunktionerne.

Planlægningsbestræbelserne må dog nødvendigvis i første række rettes imod en FUNKTIONEL SAMORDNING AF DE EKSISTERENDE SYGEHUSE. Blandt andet ved en stærkt udbygget fælles visitation med øget anvendelse af forundersøgelsesambulatorier og gennem ændrede ledelsesformer, der funktionelt samordner geografisk adskilte afdelinger til een afdeling, må det sikres, at patienter med lidelser, der stiller særligt store krav til specialviden, apparatur, vagtberedskab m.v., bliver undersøgt og/eller behandlet på det sygehus, hvor kravene bedst kan opfyldes, samt sikres, at der opnås en økonomisk effektiv udnyttelse af al eksisterende senge-, behandlings- og undersøgelseskapacitet.

Derudover bør hver sygehuskommune udpege eet sygehus (HOVEDSYGEHUSET), der skal udbygges til at rumme alle de kategorier af specialer og ekspertområder, som normalt bør forefindes i en sygehuskommune. Det til denne udbygning fornødne byggeri må planlægges og principielt gennemgøres forud for andre bygningsmæssige investeringer. Mere end eet hovedsygehus bør kun etableres i meget store sygehuskommuner med mere end 300-350.000 indbyggere. Det bemærkes herved, at 800-900 sengepladser med en dertil knyttet betydelig undersøgelses- og behandlingskapacitet må betragtes som minimum for et hovedsygehus allerede ud fra den i dag kendte eller sikkert påregnelige specialiseringsgrad. De hovedsygehuse, der tillige skal have samtlige landsdelsspecialiserede funktioner for et område med ca. 1 mill. indbyggere, må have væsentligt større kapacitet.

Det må tillægges betydelig vægt, at der til hovedsygehusene i tide sikres mulighed for senere udvidelse af sengeafdelinger og i endnu højere grad for udvidelse af undersøgelses- og behandlingsafdelinger. Der foreligger endnu ikke tilstrækkeligt erfarings- og oplysningsmateriale til belysning af spørgsmålet om, hvorvidt det - på det helt lange sigt - vil være ønskeligt eller nødvendigt med en koncentration af den altovervejende del af sygehusfunktionerne på eet sygehus i hver af de nuværende sygehuskommuner.

DE ØVRIGE EKSISTERENDE SYGEHUSE må for hovedpartens vedkommende opretholdes i en årrække som uundværlige led i det samlede sygehusvæsen. Egentlige laboratoriefunktioner, herunder patologisk anatomi, bør dog hurtigt centraliseres i videst muligt omfang, og delfunktioner som forbliver decentraliserede, bør indgå under hovedafdelingen såvel lægeligt som administrativt. Som ovenfor nævnt må planlægningen sikre, at der for alle sygehuse i en sygehuskommune gennemføres en meget vidtgående funktionel samordning. De mindre sygehuses funktion bør derudover ændres gennem en planlagt trinvis udvikling, hvorved navnlig sådanne former for sygehusfunktion, der kræver indgående specialviden, kombination af flere slags specialviden, højt vagtberedskab eller anvendelse af meget ressourcekrævende undersøgelses- og behandlingsmetoder, flyttes fra de mindre sygehuse, efterhånden som forudsætningerne herfor skabes ved udbygning af hovedsygehuset, modernisering og ændret organisation af ambulancetjeneste, personskifte i ledende stillinger osv. Som eksempler på overgangsordninger, der kunne tænkes indarbejdet i en sådan plan, kan nævnes, AT mindre sygehuse knyttes tæt på større sygehuse og i særdeleshed på det sygehus, der udvælges til at blive udbygget til hovedsygehus, AT mindre sygehuse lukkes for akut modtagelse uden for dagarbejdstimerne og på lørdage og søndage, AT skadebehandling og anden akut modtagelse efterhånden flyttes helt væk fra de mindre sygehuse for at blive samlet på særlige modtageafsnit ved nogle få større sygehuse i sygehuskommunen AT dertil egnede mindre sygehuse overgår til anvendelse som dele af langtidsmedicinske afdelinger eller fysiurgiske genoptræningsafdelinger eller på anden måde anvendes fortrinsvis til behandling, efter at diagnose er stillet og behandling eventuelt påbegyndt på et større sygehus.

For at opbygningen af hovedsygehuse kan fremmes i nødvendigt omfang og for mest muligt at undgå risiko for fejlinvesteringer vil det være nødvendigt at udvise den største tilbageholdenhed med hensyn til bygningsmæssige investeringer i andre sygehuse i den første planlægningsperiode. Navnlig for de mindre sygehuses vedkommende må det iagttages nøje, at eventuelle bygningsmæssige investeringer holdes inden for sådanne rammer, at de kan afskrives over et kort åremål, og påses, at investeringerne er absolut nødvendige henset til den eventuelt gradvis ændrede funktion, som sygehuset i henhold til kommunens samlede plan skal have i første eller en del af første planlægningsperiode.

LANDSDELSSYGEHUSENES SÆRLIGE LANDSDELSFUNKTIONER må primært fastlægges ved forhandlinger mellem sygehuskommunerne. Der må i den enkelte kommunes sygehusplan redegøres for resultatet af sådanne forhandlinger, ligesom sygehuskommuner med landsdelssygehuse i deres samlede plan må angive, hvilke geografiske områder landsdelsfunktionerne skal omfatte.

Planlægningen bør i videst muligt omfang baseres på SAMARBEJDE MELLEM SYGEHUSVÆSENET OG TILGRÆNSENDE OMRÅDER inden for sundheds- og socialvæsenet, herunder praktiserende læger og plejehjem for kronisk syge.

Den kommunale sygehusplanlægning må iøvrigt ske på grundlag af den på planlægningstidspunktet gældende byrde- og opgavefordeling mellem staten og kommunerne. Planerne må indeholde en redegørelse for sygehuskommunens forventede benyttelse af statsdreven sygehusafdelinger (Rigshospitalet, Finseninstituttet, afdelinger på Statens Seruminstitut incl. regionsafdelinger samt Fødselsanstalten i Jylland). I kommunernes planlægning af det fremtidige sygehusvæsen bør indgå overvejelser om, hvorledes den samlede psykiatriske service kan tilrettelægges på lidt længere sigt.

Til brug ved vurderingen af det fremtidige behov for sygehusfunktion henvises til den af landsplanudvalgets sekretariat udarbejdede publikation »Befolkningsfremskrivninger 1970-1990, Amtskommuner«.

Planlægningen for de første 5 år af den 15-årige planlægningsperiode bør udarbejdes med betydelig detaljerethed, således at der gives fyldige redegørelser for planlægningens forudsætninger og forventede konsekvenser. Planlægningen for den senere del af planlægningsperioden må blive mere skitsepræget, men bør bl.a. oplyse om trufne eller planlagte dispositioner m.v., som sigter på fremtiden, så som ejendomserhvervelser til sygehusbyggeri, byplanlægning m.v.

Planerne må søge så realistisk som muligt at vurdere, i hvilken takt de stillede mål kan gennemføres. Herunder bør angives, hvor stort forbrug af ressourcer såvel økonomiske som personelle der må påregnes at medgå hertil, og i det omfang der er muligt, vil det være ønskeligt, at kommunen foretager en opdeling på:

1. Anlægsudgifter, der kan defineres som udgifter, der ikke kan optages som tilskudsberettigende på skema,I. 6. og II. 2. ved indberetning af sygehusudgifter efter sygehuslovens § 14.

2. Driftsudgifter.

3. Personalebehov.

Ved vurderingen af ressourceforbruget må den eksisterende byrdefordeling mellem staten og kommunerne på sygehusområdet lægges til grund.

Ved vurderingen af behovet for personale, der gennemgår offentligt godkendte uddannelser, må de gældende regler for disse lægges til grund. Der må endvidere regnes med de gældende løn- og ansættelsesvilkår (herunder arbejdstid).

INDENRIGSMINISTERIET, DEN 8. JUNI 1971.

H. C. TOFT.

/J. H. Koch.

Bilag

Fortegnelse over de pr. 1/4 1971 anerkendte lægelige specialer. 1. Anæstesiologi. 2. Børnepsykiatri. 3. Cardiologi eller hjerte- og kredsløbssygdomme. 4. Dermato-venerologi eller hud- og kønssygdomme. 5. Diagnostisk radiologi eller røntgenundersøgelse. 6. Fysiurgi. 7. Gynækologi og obstetrik eller kvindesygdomme og fødselshjælp. 8. Intern medicin eller medicinske sygdomme. 9. Kirurgi eller kirurgiske sygdomme.

10. Klinisk blodtypeserologi.

11. Klinisk fysiologi.

12. Klinisk kemi.

13. Klinisk mikrobiologi.

14. Klinisk neurofysiologi.

15. Medicinske lungesygdomme.

16. Nefrologi eller medicinske nyresygdomme.

17. Neurokirurgi eller kirurgiske nervesygdomme.

18. Neuromedicin eller medicinske nervesygdomme.

19. Oftalmologi eller øjensygdomme.

20. Ortopædisk kirurgi.

21. Oto-rhino-laryngologi eller øre-næse-halssygdomme.

22. Patologisk anatomi og histologi eller vævsundersøgelse.

23. Plastikkirurgi.

24. Psykiatri.

25. Pædiatri eller børnesygdomme.

26. Terapeutisk radiologi eller strålebehandling.

27. Thoraxkirurgi eller brysthulens kirurgiske sygdomme.

28. Tropemedicin.

29. Urologi eller urinvejenes kirurgiske sygdomme.

30. Kirurgisk gastroenterologi eller kirurgiske mave-tarmsygdomme.

Officielle noter

(* 1)Tallet er excl. børn, jfr. ovenfor. Den kirurgiske blok kan tænkes fordelt således: øre-, næse- og halssygdomme 0,16, kvindesygdomme og fødsler 0,90, ortopædisk kirurgi 0,67, øvrig kirurgi 0,67.

(* 2) Den medicinske blok kan tænkes fordelt således: intern medicin 1,55, fysiurgi, lungemedicin, medicinske øjensygdomme og neuromedicin ialt 0,45.

(* 3) Børneblokken kan tænkes fordelt med 0,35 til de egentlige pædiatriske patienter og 0,20 til patienter, der behandles i samarbejde med afdelinger i den kirurgiske blok.

(* 4) ved inkorporering af statshospitalerne i det kommunale sygehusvæsen må det skønnes, at sengetallet for selve sygehusfunktionen bliver forøget med 1,00.

(* 5) Skønnet over det fremtidige behov til langtidsbehandling er endnu mere usikkert end de øvrige skøn, og der foreligger heller ikke blot nogenlunde sikre holdepunkter for et skøn over behovets fordeling på langtidsmedicinske patienter og fysiurgiske genoptræningspatienter. Ved undersøgelser inden for Københavns amts sygehusvæsen er det nuværende behov beregnet til 0,40/1000, fordelt med ca. 3/5 til langtidsmedicin og ca. 2/5 til genoptræning, men behovet forventes at blive hurtigt stigende. Sundhedsstyrelsens udvalg om langtidsbehandling har ved en pilotundersøgelse i samarbejde med sundhedsstyrelsens statistiske afdeling fundet, at man må regne med et gennemsnitstal på 0,90/1000 til patienter med liggetider over 61 dage. Udvalget går ud fra, at en nøjere undersøgelse af beregningsmaterialets fordeling efter diagnoser m.v. ville reducere det på denne måde beregnede behov, men forudsætter, at der også i gruppen af patienter med liggetider på ,mellem 3 uger og 2 måneder og et sengebehov, svarende til 1,60/1000, er patienter af de kategorier, som hører hjemme på de fremtidige afdelinger for langtidsbehandling.

(* 6) Tallet vedrører kun den særlige landsdelsfunktion ud over landsdelssygehusenes almindelige sygehusfunktion. For de landsdelsspecialiserede funktioner er udviklingen af en sådan karakter, at det ikke vil være hensigtsmæssigt at forsøge på at angive behovsnormer for de enkelte delområder. I 1968 regnede sundhedsstyrelsen med en samlet behovsramme på 0,50/1000, men på baggrund af den seneste udvikling og det fra specialselskaberne tilvejebragte materiale skønner sundhedsstyrelsen nu, at behovet til landsdelsspecialiserede funktioner vil blive 0,85/1000.