Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Vejledende retningslinier for udarbejdelsen af planer for driften af behandlingsinstitutioner for alkoholskadede


I.

Indledning.

Ifølge § 16 i lov nr. 324 af 19. juni 1974 om sygehusvæsenet, der er optrykt som bilag 1, skal amtskommunerne og Københavns og Frederiksberg kommuner (i det følgende benævnt amtskommunerne) drive behandlingsinstitutioner for alkoholskadede i det omfang, behandlingen ikke finder sted på psykiatriske hospitaler eller afdelinger. Denne ordning trådte i kraft den 1. april 1975 og afløste den tidligere ordning, hvorefter behandlingsinstitutionernes udgifter fuldt ud er dækket af statskassen.

Forvaltningen af opgaven skal varetages af amtsrådenes sygehusudvalg.

En amtskommune kan indgå aftale med en privat institution eller forening om driften af behandlingsinstitutioner for alkoholskadede. Det er forudsat, at amtskommunerne foreløbig indgår aftaler om den fortsatte drift af de private institutioner, der har opnået indenrigsministeriets godkendelse og statstilskud efter den tidligere ordning.

Hver amtskommune skal udarbejde en plan for driften af behandlingsinstitutioner for alkoholskadede og revidere planen i det omfang, udviklingen gør dette nødvendigt. I planen skal tages stilling til antallet af behandlingsinstitutioner og til samarbejdet mellem behandlingsinstitutionerne, det øvrige sygehusvæsen og sundheds- og socialvæsenet. Planen og revisioner af denne skal godkendes af indenrigsministeren. Planer for amtskommuner i hovedstadsområdet skal forinden fremsendelsen til indenrigsministeriet forelægges hovedstadsrådet til udtalelse.

Ifølge sygehusloven skal indenrigsministeren udfærdige vejledende retningslinier for udarbejdelsen af planen. De indtil videre gældende vejledende retningslinier indeholdes i det følgende. Samtidig har man fundet det hensigtsmæssigt i forbindelse med retningslinierne at omtale nogle hovedtræk af den hidtidige ordning samt en række overgangsproblemer i forbindelse med opgaveomlægningen fra staten til amtskommunerne. Endelig har man fundet det hensigtsmæssigt at give en mere almindelig vejledning om organisationen af behandlingsarbejdet og om de enkelte institutioners opgaver m.v., herunder efter drøftelse med socialministeriet også institutioner uden for sygehuslovens område.

De vejledende retningslinier er udarbejdet i samarbejde med sundhedsstyrelsen og har forinden udsendelsen været forelagt Amtsrådsforeningen i Danmark, Kommunernes Landsforening, Københavns magistrat, Frederiksberg kommune, Direktoratet for statshospitalerne, Direktoratet for kriminalforsorgen, Kontaktudvalget vedr. ungdomsnarkomanien, Den alm. danske lægeforening, Foreningen af embedslæger, Centralkontoret for lænkeambulatorier, Afholdsbevægelsens behandlingsinstitutioner for alkoholskadede og KFUM's sociale arbejde i Danmark. Endvidere har retningslinierne været forelagt for sygehusrådet.

II.

Behandlingsstrukturen m.v. indtil 1. april 1975.

Staten har indtil 1. april 1975 ydet fuldt tilskud til 42 behandlingsinstitutioner for alkoholskadede, hvoraf ca. halvdelen har været drevet af amtskommunerne og ca. halvdelen af private organisationer. Af de 42 institutioner er 3 beregnet for indlagte alkoholskadede (behandlingshjem), medens resten udelukkende yder ambulant behandling. Disse ambulatorier for alkoholskadede er beliggende såvel på sygehuse som i lokaler geografisk adskilt fra et sygehus.

Herudover har der i meget vidt omfang fundet behandling af alkoholpatienter sted på psykiatriske hospitaler og afdelinger samt på somatiske sygehuse.

Foruden på de egentlige behandlingsinstitutioner for alkoholskadede, der har modtaget direkte statstilskud, har indenrigsministeriet medvirket til, at der kan finde behandling sted på to institutioner for indlagte alkoholpatienter, hvis udgifter er dækket af kommunernes sociale udvalg i medfør af § 41 i lov om offentlig forsorg.

Endvidere er der på landets 13 forsorgshjem, hvis udgifter er dækket i henhold til § 7 i lov om offentlig forsorg, i vidt omfang modtaget klienter med alkoholproblemer.

På amtskommunale, kommunale og privte plejehjem har der også været mulighed for at anbringe ældre eller invaliderede alkoholpatienter. To private plejehjem har specielt været indrettet til at modtage alkoholpatienter.

I overensstemmelse med formålsbeskrivelsen for de nye amtsungdomscentre yder disse hjælp til såvel stof- som alkoholmisbrugere under 23 år. En egentlig opgavefordeling mellem amtsungdomscentre og behandlingsinstitutioner for alkoholskadede er dog endnu ikke blevet fastlagt.

På privat initiativ er endlig i en række større byer oprettet beskyttede pensionater, der bl.a. modtager personer med alkoholproblemer. Udgiften ved driften af disse institutioner dækkes delvist af pensionærernes egen betaling og i øvrigt gennem reglerne i lov om offentlig forsorg.

I bilag 2 er optaget en fortegnelse over de forskellige institutioners geografiske placering.

III.

Organisationen af behandlingsarbejdet i en amtskommune.

Amtskommunernes opgaver i henhold til sygehuslovens § 16 omfatter kun driften af ambulatorier og behandlingshjem for indlagte alkoholskadede samt efter omstændighederne andre hermed beslægtede institutioner, hvor hovedvægten er lagt på den lægelige og lægelig-sociale behandling af patienterne. Betegnelsen behandlingsinstitutioner for alkoholskadede bør i fremtiden alene anvendes for institutioner, der drives efter sygehuslovens § 16.

Ved i loven at henlægge forvaltningen af disse opgaver til amtsrådenes sygehusudvalg har man lagt sig på linie med tankerne i den tidligere lovgivning, der bygger på en betænkning fra 1958 om forsorgen for alkohollidende. Heri anskuede man alkoholisme som et medicinsk problem og anbefalede oprettelse af ambulatorier og behandlingshjem. Ved at henlægge opgaven til sygehusudvalget har man også ønsket, at der skal ske en ligestilling i bevillingsmæssig og planlæsningsmæssig henseende mellem den behandling af alkoholpatienter, der finder sted på sygehusambulatorier, og den behandling, der finder sted på institutioner, der er beliggende geografisk adskilt fra et sygehus.

Det er imidlertid meget væsentligt, at der finder et samarbejde sted mellem sygehusudvalget og de enkelte behandlingsinstitutioner for alkoholskadede på den ene side og de sociale myndigheder i amtskommuner og kommuner på den anden side. Retningslinier for et sådant samarbejde kan f.eks. drøftes i det udvalg, der er omtalt i sygesikringslovens § 23, stk. 2. I dette udvalg kan også planen for driften af behandlingsinstitutioner for alkoholskadede i henhold til sygehuslovens § 16 drøftes, for at man kan få den rette sammenhæng og afvejning mellem arbejdet på behandlingsinstitutionerne og på andre institutioner f.eks. forsorgshjem. Også de enkelte primærkommuners sociale udvalg bør inddrages i dette arbejde.

Det må endvidere sikres, at planlægningen af driften af behandlingsinstitutioner for alkoholskadede sker i nøje sammenhæng med udarbejdelse af planer i henhold til § 11 i den sociale styrelseslov.

Det er også meget væsentligt, at der etableres et samarbejde mellem behandlingsinstitutionerne for alkoholskadede og kriminalforsorgen, idet mange prøveløsladte, betinget dømte og personer, der har modtaget tiltalefrafald, har betydelige alkoholproblemer. Dette gælder ikke alene de klienter, der har fået vilkår om at undergive sig alkoholistbehandling.

Embedslægeinstitutionen bør bistå ved udarbejdelse af planen efter sygehuslovens § 16, herunder ved vurdering af behovet i amtskommunen for behandlingsinstitutioner og aktiviteten ved disse. Embedslægeinstitutionen bør også bistå ved bedømmelsen af egnetheden af lokaler o.lign. og i øvrigt være rådgivende for de amtskommunale myndigheder i alkoholspørgsmål.

Det vil muligvis være hensigtsmæssigt, om der gennem de amtskommunale socialcentre etableres mulighed for at give alle interesserede private og de offentlige myndigheder vejledning om den nærmeste behandlingsmulighed for den enkelte patient. Man kan herigennem også få et vist indtryk af det aktuelle behandlingsbehov i amtskommunens enkelte dele, herunder om der er specielle behandlingsbehov i særligt udsatte befolkningsgrupper, f.eks. områder med specielle ungdomsproblemer eller mange kriminelle alkoholpatienter.

IV.

De enkelte institutioner.

I dette afsnit omtales de enkelte typer af institutioner, som bør indgå i en amtskommunes behandling af alkoholpatienter. Endvidere omtales kort en række andre institutionstyper uden for sygehusudvalgets område, som også tager sig af klienter med alkoholproblemer. Amtskommunerne bør dog være opmærksomme på, at udviklingen kan medføre, at det kan blive hensigtsmæssigt også at anvende andre institutionstyper end de nævnte.

A. Ambulatorier for alkoholskadede.

Hovedvægten i behandlingen af alkoholpatienter må som hidtil lægges på den ambulante behandling. Med erfaringerne fra den hidtidige ordning kan man inddele ambulatorierne i tre hovedtyper:

1. Ambulatorier placeret på sygehuse, ofte i nær tilknytning til en psykiatrisk afdeling eller funktionsmæssigt en del af en psykiatrisk afdelings arbejdsopgave.

2. Amtskommunale ambulatorier beliggende uden for sygehusets område.

3. Ambulatorier drevet af private organisationer.

Fordelen ved ambulant behandling er, at patienten under behandlingen kan passe sit sædvanlige arbejde og forblive i sit miljø. Erfaringerne har vist, at ambulant behandling i særdeles mange tilfælde er gennemførlig, idet dog helbredsmæssige eller sociale forhold i kortere perioder kan nødvendiggøre indlæggelse på sygehus eller ophold på behandlingshjem eller forsorgshjem, hvorfor et ambulatorium bør have aftale med sådanne institutioner om modtagelse af sine patienter.

Den ambulante behandling vil finde sted ved anvendelse af antabus og andre medikamenter, psykoterapi, evt. gruppeterapi og evt. deltagelse i patientforeningsaktiviteter. Det er meget væsentligt, at der gives patienten hjælp til løsning af sociale problemer, der kan danne forudsætning for eller være følger af alkoholismen.

Behandling skal ydes til alle, der selv føler, at de har et personligt overforbrug af alkohol, som efter vedkommendes egen opfattelse har medført sådanne personlige, sociale eller lægelige problemer, at vedkommende anser behandling for ønskelig.

Behandlingsmulighederne på ambulatorier bør ikke generelt reduceres i forhold til den forud for 1. april 1975 gældende ordning, men bør udvides, hvor der er eller viser sig behov herfor.

I tilknytning til et veletableret ambulatorium i et større bysamfund kan det muligvis være hensigtsmæssigt at oprette et eller flere (mindre) ambulatorier i den nærmeste omegn. der har leder og delvist personale fælles med det større ambulatorium. Eventuelt kan der også etableres en fælles lægelig ledelse af alle amtskommunens behandlingsinstitutioner for alkoholskadede.

Ambulatoriearbejdet må ledes af en læge, der opfylder betingelserne for at opnå autorisation som alment praktiserende læge. Er ambulatoriet placeret på et sygehus, der har psykiatrisk specialafdeling, har erfaringerne vist, at det er hensigtsmæssigt, om en af denne afdelings læger varetager ledelsen af ambulatoriet som en del af sit arbejdsområde.

Til ambulatoriet bør der endvidere knyttes passende sygepleje-, socialrådgiver- og lægesekretærbistand. Der bør ikke være skarpe skel mellem de enkelte personalegruppers opgaver.

Erfaringerne har vist, at socialrådgiverne kun delvist vil kunne udføre arbejdet i selve ambulatoriet og inden for ambulatoriets almindelige åbningstid, ligesom det har vist sig, at selv om ambulatoriet kun er åbent nogle gange om ugen, vil det ofte være nødvendigt med en heltidsbeskæftiget socialrådgiver.

Ved bistandslovens ikrafttræden bør den sociale betjening af behandlingsinstitutioner for alkoholskadede varetages af amtskommunens socialcenter gennem udstationering til ambulatoriet. Det er meget væsentligt, at udstationeringsordningen tilrettelægges således, at opgaven løbende varetages af den eller de samme socialrådgivere, således at de pågældende får den fornødne indsigt i arbejdet på ambulatoriet samtidig med, at tilknytningen til det samlede socialvæsen bevares.

Ved mange ambulatorier vil lægesekretæren have direkte kontakt med patienterne med mulighed for at udøve en terapeutisk indsats, hvilket bør tages i betragtning ved stillingens besættelse og arbejdets tilrettelæggelse.

Et ambulatoriums lokalebehov vil i nogen grad være afhængig af ambulatoriets type og dets åbningstid. Det vil være nødvendigt, at der er tilvejebragt faciliteter for akut modtagne patienter, f.eks. således, at kortvarig indlæggelse kan ske på en passende anden institution.

Et ambulatoriums åbningstid og personalebehov må i øvrigt afhænge af de lokale forhold. Ved nyetablerede ambulatorier vil man i reglen kunne begynde med at holde åbent nogle få aftentimer 1-2 gange ugentligt, idet åbningstiden og personalenormeringen senere reguleres i overensstemmelse med behovet. Ved større ambulatorier vil det i reglen være nødvendigt, at der også er åbningstid i dagtimerne.

B. Behandlingshjem.

Behandlingshjemmenes formål er at modtage alkoholpatienter, hvis tilstand og sociale situation er så dårlig, at ambulatoriebehandling ikke skønnes gennemførlig, førend efter nogle måneders roligt ophold på behandlingshjemmet. Disse patienter vil ofte være uden bopæl og arbejde. På behandlingshjemmene bør der være mulighed for samme lægelige og sociale behandling som i ambulatoriet, men derudover gode muligheder for optræning af arbejdsevne ved arbejde på værksteder af passende art på hjemmet eller på arbejdspladser uden for institutionen. Patienterne må under hele opholdet på behandlingshjemmet være under lægeligt tilsyn og behandling. Det kan meget anbefales, at der søges etableret delvist personalefællesskab mellem et behandlingshjem og et eller flere ambulatorier i området, således at der ved udskrivning sikres de bedste muligheder for ambulatoriebehandling ved personale, der kender patienten.

Det kan ikke antages, at behovet for behandlingshjemspladser væsentligt vil komme til at overstige de allerede eksisterende. Beskyttede pensionater og forsorgshjem af moderne struktur må skønnes i nogen grad at ville overtage behandlingshjemmenes funktion.

C. Sygehuse og institutioner for sindslidende.

De psykiatriske hospitaler og afdelinger samt sygehusenes medicinske afdelinger modtager akut alkoholforgiftede og andre alkoholpatienter til indlæggelse, hvis patientens tilstand er så dårlig, at ambulatoriebehandling ikke for tiden er gennemførlig, ligesom indlæggelse på behandlingshjem, eventuelt forsorgshjem, ikke skønnes at ville give patienten en tilfredsstillende pleje. Der bør etableres et nærmere samarbejde med ambulatorier i området om modtagelse af sådanne patienter.

Det må sikres, at patienten efter udskrivning fra sygehus kan fortsætte behandlingen på et ambulatorium eller eventuelt direkte overføres til et behandlingshjem eler forsorgshjem. Vedkommende ambulatorium bør fra sygehuset have meddelelse om patientens forestående udskrivning, således at der kan etableres personlig kontakt mellem ambulatoriet og patienten, inden udskrivningen finder sted.

Ambulant behandling af alkoholpatienter på psykiatriske hospitaler og afdelinger kan tilrettelægges efter de retningslinier, der er omtalt i afsnit A, eller foregå inden for rammerne af hospitalets almindelige ambulatorievirksomhed.

D. Andre institutioner.

Uden for behandlingsinstitutionerne for alkoholskadede falder forsorgshjemmene og tilsvarende institutioner, som imidlertid også i vidt omfang har mulighed for at modtage personer med alkoholproblemer. Ved forsorgshjemmene lægges hovedvægten på den sociale behandling af patienterne, mens der som anført i afsnit B ved behandlingshjem i højere grad lægges vægt på den lægelige behandling. Hvis et forsorgshjem har en tilfredsstillende bygningsmæssig standard, og der er etableret et passende lægetilsyn, f.eks. fra et nærliggende sygehus eller ambulatorium for alkoholskadede, vil forsorgshjemmene også have mulighed for at modtage akut alkoholforgiftede til ophold i nogle dage med henblik på, at der kan ske en afrusning, som kan gøre patienten egnet til behandling på ambulatorium for alkoholskadede. Forsorgshjemmene drives i overensstemmelse med reglerne i § 7 i lov om offentlig forsorg og fra 1. april 1976 bestemmelserne i §§ 105-111 i lov om social bistand.

Det vil ofte være lettere at gennemføre ambulant behandling af en alkoholpatient, hvis ambulatoriet har mulighed for at henvise til et eller flere specielle pensionater, kollegier el. lign. eller en pensionatsafdeling på et forsorgshjem, hvis personale eventuelt kan overtage visse dele af behandlingen, f.eks. antabusindgivningen. Det kan derfor anbefales, at der etableres sådanne pensionater m.v. i større bykommuner inden for rammerne af omsorgs- og forsorgsloven og fra 1. april 1976 bistandsloven (§§ 105-111). Disse institutioner, der dog ikke alene kan være beregnet for alkoholpatienter, vil ofte være et velegnet opholdssted i nogle måneder for alkoholpatienter, der står uden egen bolig, men som er så langt fremme i behandlingen på et ambulatorium, at de har arbejde og kan betale helt eller delvis for opholdet i pensionatet.

I en række amtskommuner er der inden for de seneste år oprettet amtsungdomscentre som foruden til stofmisbrugere yder hjælp til et større antal unge alkoholmisbrugere under 23 år. Klientellet på disse centre er typisk unge med betydelige sociale adfærdsvanskeligheder. Blandt de tilbud, som amtsungdomscentrene råder over, kan nævnes iværksættelse af daghøjskole, rådgivning, behandlingskollektiver og familiepleje m.v. Centrene har herudover en række koordinerende og rådgivende funktioner, bl.a. med opsøgende arbejde og drift af efterbehandlingsfunktioner (støttefamilier, arbejdshold m.v.).

Hvis en alkoholpatient er så medtaget af langvarigt alkoholmisbrug, at egentlig behandling ikke er mulig, kan det blive nødvendigt, at vedkommende får ophold på plejehjem, der drives efter reglerne i lov om omsorg for invalidepensionister og folkepensionister og fra 1. april 1976 lov om social bistand. Man bør i denne forbindelse være opmærksom på, at stærkt alkoholmisbrugende ældre berigelseskriminelle ofte med fordel kan optages på sådanne plejehjem, idet disse patienters kriminelle tilbagefald vil kunne hindres, når der gives dem passende boligforhold samtidig med, at de søges afholdt fra alkoholnydelse. Nedlæggelsen af visse særinstitutioner under kriminalforsorgen, herunder arbejdshus, har gjort det særligt påkrævet, at der skabes placeringsmuligheder for disse personer.

E. Patientforeninger m.v.

Til et ambulatorium for alkoholskadede kan der eventuelt knyttes en patientforening. Amtskommunerne bør være opmærksomme på den terapeutiske betydning, dette arbejde kan have for en række patienter. Amtskommuner og kommuner kan efter omstændighederne også yde økonomisk tilskud til patientforeningsarbejde, men foreningens økonomiske forhold bør holdes adskilt fra ambulatoriets.

V.

Særligt vedrørende private institutioner og disses vedtægter, bestyrelse og økonomi.

I forbindelse med overgang fra statslig til amtskommunal finansiering er det forudsat, at amtskommunerne foreløbig fortsætter med at yde tilskud til de private behandlingsinstitutioner for alkoholskadede, indtil der er udarbejdet og godkendt en plan for vedkommende amtskommune, hvori der tages stilling til, om man ønsker at foretage en ændring i fordelingen af behandlingsopgaverne.

For så vidt angår de private institutioner har indenrigsministeriet tidligere stillet krav om, at disse drives af en af vedkommende afholdsorganisation, patientforening el. lign., uafhængig bestyrelse eller tilsynsråd, hvori også de lokale amtskommunale eller kommunale myndigheder har været repræsenteret. Vedtægter, tilsynsrådets sammensætning, ansættelse af ledende læge samt budget og regnskab har skullet forelægges indenrigsministeriet til godkendelse. Statens tilskud efter sygehusloven har kun omfattet det egentlige behandlingsarbejde og ikke foreningsarbejde o.lign.

For alle private behandlingsinstitutioner bør således foreligge en af vedkommende amtsråd godkendt vedtægt, hvori der er givet regler om sammensætning af bestyrelse eller tilsynsråd og om dettes kompetence.

Institutionernes bestyrelse eller tilsynsråd bør foruden repræsentanter fra vedkommende private forening bestå af repræsentanter fra amtsrådet og også for den kommune, hvori institutionen er beliggende. Såfremt en institution i særlig grad modtager patienter, der er hjemmehørende i en eller flere kommuner uden for den kommune, hvori institutionen er beliggende, kan det evt. besluttes at opfordre de pågældende kommuner til i fællesskab at udpege en repræsentant til at deltage i bestyrelsens eller tilsynsrådets møder uden stemmeret. Endvidere bør en repræsentant fra den stedlige embedslægeinstitution være medlem af bestyrelse eller tilsynsråd.

Bestyrelsens eller tilsynsrådets opgaver er bl.a. at godkende budget og regnskab og foretage ansættelse og afskedigelse af personale. I vedtægten bør fastsættes regler for, hvilke af disse dispositioner, der yderligere kræver særskilt godkendelse af amtsrådet. Ansættelse og afskedigelse af institutionens ledende læge bør således godkendes af vedkommende amtsråd.

Forud for hvert regnskabsår bør foreligge et budget, der indsendes til amtsrådets godkendelse, hvorefter amtsrådet f.eks. hvert kvartal kan anvise institutionen 1/4 af budgetbeløbet. Ved private behandlingshjem vil budgettet danne grundlag for opkrævning af sygedagstaksten hos patienternes hjemstedsamtskommuner, jfr. afsnit VI. Snarest efter regnskabsårets udløb bør udarbejdes fuldstændigt regnskab.

I forbindelse med driften af private behandlingsinstitutioner kan det være hensigtsmæssigt, om det mere praktiske arbejde med administrationen af institutionen overdrages til en af amtskommunens sygehusadministrationer, således at man herfra varetager sager om udarbejdelse af bidrag til budgetter og regnskaber, lokaleforvaltning, aflønning af personale m.v. I andre tilfælde kan det besluttes at overlade administrationen af institutionen til et af de bestående fællesorganer for private behandlingsinstitutioner: Centralkontoret for lænkeambulatorier eller Samarbejdsudvalget for afholdsbevægelsens behandlingsinstitutioner for alkoholskadede. Det må dog understreges, at også i sådanne tilfælde må institutionens forhold fuldt ud indgå i planlægningen m.v. i vedkommende amtskommune.

VI.

Befolkningens adgang til behandling på behandlingsinstitutioner for alkoholskadede.

Ifølge sygehuslovens § 16, stk. 4, er behandlingen på institutioner for alkoholskadede vederlagsfri, uanset hvor patienten bor.

Ambulatorier for alkoholskadede skal således modtage indenamts og udenamts patienter på lige ford. Endvidere skal modtages patienter, der henvises fra kriminalforsorgen. Der kan ikke kræves lægehenvisning el. lign. for behandling på et ambulatorium. Behandlingen kan ikke betinges af, at patienten er medlem af eller indmelder sig i en patientforening el. lign.

Når bortses fra visse tilfælde, hvor indlæggelse sker af personer, der har behov for akut behandling, vil modtagelse på et behandlingshjem for indlagte alkoholskadede normalt være betinget af lægehenvisning.

Ved amtskommunale behandlingshjem kan der over for patienter, der er hjemmehørende i en anden amtskommune end den, der driver behandlingshjemmet, afregnes over for hjemstedsamtskommunens sygehusvæsen efter de almindelige regler i sygehusloven om betaling for behandling af patienter på fremmede sygehuse.

Ved de private behandlingshjem vil det være hensigtsmæssigt, om der etableres en ordning, hvorefter den amtskommune, hvori behandlingshjemmet er beliggende, eller eventuelt den amtskommune, der mest benytter behandlingshjemmet, stadfæster et takstregulativ for institutionen og i medfør af dette regulativ årligt godkender den takst for indlæggelse, som skal betales af patienternes hjemstedsamtskommuner. Denne ordning vil således svare til, hvad der er blevet gennemført for indlæggelse på en række private sygehuse.

For indlæggelse på behandlingshjem bør etableres en smidig visitationsprocedure. Patienter bør kunne henvises af såvel sygehuse o.lign. institutioner som af praktiserende læger og andre behandlingsinstitutioner for alkoholskadede. Hvis behandlingshjemmet skønner, at indlæggelse af patienten bør finde sted, må hjemmet på sædvanlig måde søge samtykke hertil hos hjemstedsamtskommunens sygehusvæsen. Dette samtykke bør dog betragtes som en regnskabsmæssig ordensforskrift, og hjemstedsamtskommunens sygehusvæsen bør i almindelighed ikke foretage en egentlig prøvelse af patientens behandlingsbehov, som jo allerede er konstateret af behandlingshjemmet. Det kan endvidere anbefales, at ambulatorierne i en amtskommune bemyndiges til inden for visse rammer at henvise patienter direkte til behandlingshjem, uden at yderligere samtykke fra amtskommmunens sygehusvæsen kræves.

Til behandling på behandlingsinstitutioner for alkoholskadede ydes der befordring eller befordringsgodtgørelse efter de almindelige regler i sygehusloven, jfr. indenrigsministeriets cirkulære af 28. juni 1974 om ydelse af befordring eller befordringsgodtgørelse i henhold til lov om sygehusvæsenet.

VII.

Statistik og indberetning.

I forbindelse med behandlingsinstitutionernes regnskabsaflæggelse har indenrigsministeriet i tiden indtil 1. april 1975 udbedt sig en række statistiske oplysninger om lægekonsultationer m.v. ved institutionerne. Herudover har en række institutioner på eget initiativ udarbejdet årsberetninger, der nærmere analyserer patientsammensætningen.

Sådanne årsberetninger m.v. har hidtil været af ret usammenlignelig karakter. Der vil imidlertid senere blive udsendt meddelelse til amtskommunerne om, hvilke statistiske oplysninger m.v., der ønskes indberettet til de centrale sundhedsmyndigheder.

VIII.

Indholdet af planen for driften af behandlingsinstitutioner for alkoholskadede.

Planlægning for driften af behandlingsinstitutioner for alkoholskadede må efter sin karakter få et mere begrænset omfang end f.eks. planlægningen for det almindelige sygehusvæsen. En række faktorer gør det vanskeligt at overskue, hvilket udbud af behandlingsfaciliteter, der vil være behov for udover den nærmeste fremtid. Amtskommunernes planer forventes derfor i første række at få karakter af en beskrivelse af de institutioner, som drives for tiden, eller som påtænkes etableret i de nærmest følgende år. Samtidig vil det dog være nødvendigt, om det regelmæssigt undersøges, om der er grundlag for justeringer inden for rammerne af en godkendt plan eller for etablering af nye institutioner, der ikke måtte være forudsat i planen. Således vil det være nødvendigt, at der hvert år i forbindelse med amtskommunernes budgetlægning på grundlag af de indhøstede erfaringer tages stilling til omfanget af aktiviteten ved de enkelte behandlingsinstitutioner, herunder om åbningstiden bør ændres.

Indenrigsministeriet kan anbefale, at planen opstilles i følgende hovedpunkter:

1. Skøn over behandlingsbehovet i amtskommunen.

2. Antallet af behandlingsinstitutioner for alkoholskadede på indeværende tidspunkt og i de nærmest følgende år.

3. Omfanget af aktiviteten ved institutionerne for alkoholskadede (antal pladser ved behandlingshjem, ugentlige åbningstimer ved ambulatorier, ugentlige lægetimer ved institutionerne, personalets sammensætning i hovedtræk).

4. Benyttelse af behandlingsinstitutioner for alkoholskadede uden for amtskommunens område, herunder især behandlingshjem. Omtale i øvrigt af private behandlingshjem bør medtages i planen for den amtskommune, der fører tilsyn med institutionen og godkender indlæggelsestaksten, jfr. afsnit VI.

5. Organisation af de enkelte behandlingsinstitutioner for alkoholskadede, herunder især strukturen ved private institutioner.

6. Samarbejdet mellem behandlingsinstitutionerne for alkoholskadede og det øvrige sygehusvæsen, herunder psykiatriske hospitaler og afdelinger. Der bør herunder redegøres for, på hvilken måde der er sikret behandlingsinstitutionerne mulighed for indlæggelse af patienter på sygehuse m.v.

7. Forholdet til andre sektorer, herunder især omtale af samarbejdet med socialsektoren og kriminalforsorgen. Der bør gives en opregning af hvilke forsorgshjem og tilsvarende institutioner, plejehjem, beskyttede pensionater og andre institutioner, som det er muligt at benytte.

8. Udgifter ved driften af behandlingsinstitutioner for alkoholskadede (løn- og prisniveau anføres).

9. Statistik: Antal patienter, sygedage, lægekonsultationer m.v.

Ved udarbejdelsen af pkt. 9 må der indtil videre benyttes foreliggende materiale fra årsberetninger o.lign., indtil der foreligger nærmere retningslinier herom, jfr. afsnit VII.

Ifølge sygehusloven skal planen og revisioner af denne godkendes af indenrigsministeren. I forbindelse med ministeriets godkendelse af de enkelte planer vil ministeriet udtale sig om, hvornår det vil være rimeligt at foretage en revision. Som ændringer i behandlingsforholdene i den enkelte amtskommune, der må betegnes som en revision, og derfor skal forelægges for indenrigsministeriet, kan eksempelvis nævnes oprettelse og nedlæggelse af behandlingsinstitutioner samt overgang fra amtskommunal til privat drift eller omvendt, såfremt disse forhold ikke er forudsat i en tidligere godkendt plan. På tilsvarende måde må sådanne ændringer, der ønskes gennemført, førend der foreligger en godkendt plan, forelægges særskilt for indenrigsministeriet.

Indenrigsministeriet skal henstille, at planerne for den første periode så vidt muligt indsendes til ministeriet inden 1. oktober 1976.

Indenrigsministeriet, den 2. juni 1975

Egon Jensen

/C. Mørch Petersen

BILAG 1.

Uddrag af lov nr. 324 af 19. juni 1974 om sygehusvæsenet.

(Udelades her)

BILAG 2.

DUMMY.GIF billedet er ikke indlagt onMouseOver=

  

 INDHOLDSFORTEGNELSE:  

 I.    Indledning............................................  

 II.   Behandlingsstrukturen indtil 1. april 1975............  

 III.  Organisationen af behandlingsarbejdet i en amtskommune  

 IV.   De enkelte institutioner..............................  

       A. Ambulatorier for alkoholskadede....................  

       B. Behandlingshjem....................................  

       C. Sygehuse og institutioner for sindslidende.........  

       D. Andre institutioner................................  

       E. Patientforeninger..................................  

 V.    Særligt vedrørende private institutioner og disses  

       vedtægter, bestyrelse og økonomi......................  

 VI.   Befolkningens adgang til behandling på  

       behandlingsinstitutioner for alkoholskadede...........  

 VII.  Statistik og indberetning.............................  

 VIII. Indholdet af planen for driften af  

       behandlingsinstitutioner for alkoholskadede...........  

 Bilag 1. Sygehusloven § 16..................................  

 Bilag 2. Oversigt over behandlingsmuligheder for  

       alkoholskadede pr. 1. februar 1975....................  

Officielle noter

Ingen

Ingen