Senere ændringer til forskriften
Redaktionel note
Den fulde tekst

Bekendtgørelse af den reviderede Berner-konvention af 1948 til værn for litterære og kunstneriske værker. (* 1)

(Bryssel-akten)


Ved kgl. resolution af 28. september 1961 har Danmark tiltrådt den i Bruxelles den 26. juni 1948 undertegnede reviderede Berner-konvention til værn for litterære og kunstneriske værker. Jfr. bekendtgørelse nr. 77 af 17. december 1960 Lovtidende C:

Konventionenen, hvis spanske tekst udelades her, lyder som følger:

BERNERKONVENTIONEN

til værn for litterære og kunstneriske værker

Undertegnet den 9. september 1886, kompletteret i Paris den 4. maj 1896, revideret i Berlin den 13. november 1908, kompletteret i Bern den 20. marts 1914, revideret i Rom den 2. juni 1928 og revideret i Bruxelles den 26. juni 1948.

Australien, Østrig, Belgien, Brasilien, Canada, Danmark, Spanien, Finland, Frankrig, Det forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, Grækenland, Ungarn, Indien, Irland, Island, Italien, Libanon, Liechtenstein, Luxembourg, Marokko, Monaco, Norge, New-Zealand, Pakistan, Holland, Polen, Portugal, Vatikanstaten, Sverige, Schweiz, Syrien, Czekoslovakiet, Tunis, og Den sydafrikanske Union,

i samme grad besjælede af ønsket om på så virksom og ensartet måde som muligt at værne om ophavsmændenes rettigheder til deres litterære og kunstneriske værker,

har besluttet at revidere og komplettere den akt, som er underskrevet i Bern den 9. september 1886, kompletteret i Paris den 4. maj 1896, revideret i Berlin den 13. november 1908, kompletteret i Bern den 20. marts 1914 og revideret i Rom den 2. juni 1928.

Følgelig er de undertegnede befuldmægtigede, efter at have præsenteret deres fuldmagter, som er anerkendt som værende i god og tilbørlig form, blevet enige om følgende:

Artikel 1

De lande, for hvilke nærværende konvention er gældende, udgør en union til værn for ophavsmændenes rettigheder over deres litterære og kunstneriske værker.

Artikel 2

  • (1) Udtrykkene »litterære og kunstneriske værker« omfatter enhver frembringelse på det litterære, videnskabelige og kunstneriske område, uanset udtryksmåden eller udtryksformen, såsom bøger, brochurer og andre skrifter, forelæsninger, taler, prædikener og andre værker af samme art; dramatiske eller dramatisk-musikalske værker; koreografiske værker og pantomimer, hvor iscenesættelsen er fikseret skriftligt eller på anden måde; musikalske kompositioner med eller uden ord, kinematografiske værker og sådanne værker, som er opnået ved en fremgangsmåde, der er analog med kinematografi; tegninger, malerier, arkitekturværker, billedhuggerværker, gravurer, litografier; fotografiske værker og sådanne værker, som er opnået ved en fremgangsmåde, der er analog med fotografi; værker af brugskunst; illustrationer; geografiske kort; planer, skitser og plastiske arbejder vedrørende geografi, topografi, arkitektur eller videnskab.
  • (2) Oversættelser, bearbejdelser, musikarrangementer og andre omformninger af et litterært eller kunstnerisk værk beskyttes som originalværker, uden at der dog herved gøres indskrænkning i ophavsmandens rettigheder med hensyn til det originale værk. Det er dog forbeholdt unionslandenes lovgivning at fastsætte, hvilken beskyttelse der skal tilstås oversættelser af officielle tekster på lovgivningens, administrationens og retsanvendelsens område.
  • (3) Samlinger af litterære eller kunstneriske værker såsom encyklopædier og antologier, som på grund af udvalget eller arrangementet af deres indhold udgør intellektuelle frembringelser, beskyttes som sådanne, uden at der dog herved gøres indskrænkning i ophavsmændenes rettigheder med hensyn til hvert af de værker, der indgår i sådanne samlinger.
  • (4) De ovennævnte værker nyder beskyttelse i alle unionslandene. Denne beskyttelse gælder til fordel for ophavsmanden og dem, der indtræder i hans ret.
  • (5) Det er forbeholdt unionslandenes lovgivning at fastsætte, i hvilket omfang deres love skal anvendes på værker af anvendt kunst og industrielle mønstre og modeller, såvel som de betingelser, under hvilke disse værker, mønstre og modeller skal beskyttes. For de værker, der i hjemlandet udelukkende beskyttes som mønstre og modeller, kan der i de andre unionslande kun kræves den beskyttelse, som i sådanne lande ydes mønstre og modeller.

Artikel 2 bis

  • (1) Der forbeholdes unionslandenes lovgivning adgang til helt eller delvis fra den i den foregående artikel omhandlede beskyttelse at undtage politiske taler og taler under retsforhandlinger.
  • (2) Der forbeholdes ligeledes unionslandenes lovgivning adgang til at fastsætte, på hvilke betingelser forelæsninger, taler, prædikener og andre værker af samme art må gengives af pressen.
  • (3) Dog har forfatteren alene ret til at udgive samlinger af sine værker af den i de foregående stykker nævnte art.

Artikel 3

  • (Bortfaldet)

Artikel 4

  • (1) Ophavsmænd, der henhører til et af unionens lande, nyder i andre lande end værkets hjemland, med hensyn til deres værker, hvad enten de ikke er offentliggjorte eller de er offentliggjorte for første gang i et af unionens lande, de samme rettigheder, som de pågældende love for øjeblikket hjemler eller fremtidig vil hjemle landets egne borgere, såvel som de rettigheder, der specielt er hjemlede ved nærværende konvention.
  • (2) Nydelsen og udøvelsen af disse rettigheder er ikke undergivet nogen formalitet og er uafhængig af eksistensen af beskyttelse i værkets hjemland. Følgelig retter - bortset fra de særlige bestemmelser i denne konvention - beskyttelsens omfang såvel som de retsmidler, der er hjemlede ophavsmanden i det øjemed at værne om hans rettigheder, sig udelukkende efter lovgivningen i det land, i hvilket beskyttelsen kræves.
  • (3) Som værkets hjemland betragtes: for offentliggjorte værker det land, hvor den første offentliggørelse har fundet sted, selv om det drejer sig om værker, der offentliggøres samtidig i flere unionslande med samme beskyttelsestid; for værker, der offentliggøres samtidig i flere unionslande med forskellig beskyttelsestid det af disse, hvis lovgivning tilstår den korteste beskyttelsestid; for de værker, der er offentliggjorte samtidig i et uden for unionen stående land og i et af unionslandene, er det udelukkende det sidste land, der betragtes som hjemland. Et værk skal betragtes som offentliggjort samtidig i flere lande, når det er fremkommet i to eller flere lande inden for tredive dage efter dets første offentliggørelse.
  • (4) Ved »offentliggjorte værker« i den i artiklerne 4, 5 og 6 omhandlede forstand forstås værker, der er udgivne, uanset fremstillingsmåden for de enkelte eksemplarer, forudsat at disse gøres tilgængelige for offentligheden i tilstrækkelige mængder. Opførelsen af et dramatisk, dramatisk-musikalsk eller kinematografisk værk, udførelsen af et musikalsk værk, den offentlige fremsigelse af et litterært værk, transmissionen eller radioudsendelsen af litterære eller kunstneriske værker, udstillingen af et kunstværk og opførelsen af et arkitektonisk værk anses ikke for offentliggørelse.
  • (5) Som værkets hjemland betragtes for ikke-offentliggjorte værkers vedkommende det land, til hvilket forfatteren eller kunstneren hører. Dog betragtes som hjemland for så vidt angår arkitekturværker og værker af grafisk eller plastisk kunst, som udgør en del af en fast ejendom, det unionsland, hvor disse værker er blevet opført eller indføjet i en bygning.

Artikel 5

Ophavsmænd, der henhører til et af unionslandene og som foranstalter den første offentliggørelse af deres værker i et andet af unionslandene, nyder i dette sidste land de samme rettigheder som landets egne ophavsmænd.

Artikel 6

  • (1) Ophavsmænd, som ikke henhører til et af unionens lande, og som foranstalter den første offentliggørelse af deres værker i et af disse lande, nyder i dette land de samme rettigheder som landets egne ophavsmænd og i de andre unionslande de rettigheder, som er hjemlede ved nærværende konvention.
  • (2) Når et land, som står uden for unionen, ikke på tilstrækkelig måde beskytter værker af ophavsmænd, som henhører til et unionsland, kan dog dette sidste land indskrænke beskyttelsen for værker, hvis ophavsmænd ved disse værkers første offentliggørelse henhører til det andet land og ikke er fast bosat i et af unionslandene. Hvis det land, hvor den første offentliggørelse finder sted, gør brug af denne ret, er de andre unionslande ikke pligtige at tilstå værker, som således undergives en særlig behandling, en videregående beskyttelse end den, som tilstås dem i det land, hvor den første offentliggørelse har fundet sted.
  • (3) Ingen indskrænkning, der har fundet sted i henhold til stk. 2, må gøre indgreb i de rettigheder, en ophavsmand har erhvervet for et værk, offentliggjort i et unionsland før iværksættelsen af denne indskrænkning.
  • (4) De unionslande, der i henhold til nærværende artikel indskrænker ophavsmændenes rettigheder, skal give meddelelse derom til den schweiziske forbundsregering ved en skriftlig erklæring indeholdende angivelse af de lande, overfor hvilke beskyttelsen er indskrænket, og af de indskrænkninger, som rettighederne for ophavsmænd, der henhører til det pågældende land, er underkastet. Den schweiziske forbundsregering bekendtgør straks meddelelsen for samtlige unionslande.

Artikel 6 bis

  • (1) Uafhængig af sine økonomiske rettigheder og selv efter overgang af disse, bevarer ophavsmanden i hele sin levetid retten til at hævde paterniteten til værket og til at modsætte sig enhver forvanskning, beskæring eller anden ændring af dette værk eller ethvert andet angreb på dette værk, der vil kunne skade hans ære eller anseelse.
  • (2) I det omfang, i hvilket et unionslands nationale lovgivning tillader det, kan de rettigheder, der tilstås ophavsmanden i overensstemmelse med foregående stykke, efter hans død hævdes i det mindste indtil ophøret af de økonomiske rettigheder og skal udøves af de personer eller institutioner, som udpeges dertil gennem nævnte lovgivning. Det er forbeholdt unionslandenes lovgivning at fastsætte betingelserne for udøvelsen af de rettigheder, som omhandles i nærværende stykke.
  • (3) Retsmidlerne, der tjener til at værne de rettigheder, som anerkendes i henhold til nærværende artikel, retter sig efter lovgivningen i det land, i hvilket beskyttelsen kræves.

Artikel 7

  • (1) Varigheden af den ved nærværende konvention hjemlede beskyttelse omfatter ophavsmandens levetid og 50 år efter hans død.
  • (2) Forsåvidt et eller flere unionslande måtte indrømme en længere beskyttelsesperiode end den i stk. 1 omhandlede, vil dog varigheden være at beregne efter lovgivningen i det land, i hvilket beskyttelse kræves, men den kan ikke overskride den varighed, der gælder i værkets hjemland.
  • (3) For kinematografiske værker, for fotografiske værker såvel som for værker, der er opnået ved en fremgangsmåde, der er analog med den fotografiske eller kinematografiske, og for værker af anvendt kunst bestemmes beskyttelsens varighed efter lovgivningen i det land, i hvilket beskyttelse kræves, idet varigheden dog ikke kan overskride den, der gælder i værkets hjemland.
  • (4) For anonyme eller pseudonyme værker fastsættes beskyttelsens varighed til 50 år at regne fra deres offentliggørelse. Hvis imidlertid det af ophavsmanden valgte pseudonym ingen tvivl efterlader med hensyn til hans identitet, er beskyttelsens varighed den i stk. 1 fastsatte. Hvis ophavsmanden til et anonymt eller pseudonymt værk afslører sin identitet inden for den ovenfor nævnte periode, skal den beskyttelsesperiode anvendes, som er omhandlet i stk. 1.
  • (5) For posthume værker, som ikke falder inden for de i de ovenstående stykker 3 og 4 angivne kategorier af værker, ophører beskyttelsen til fordel for ophavsmandens arvinger og andre, der er indtrådt i hans ret, 50 år efter ophavsmandens død.
  • (6) Den beskyttelsestid, der følger efter ophavsmandens død, og de beskyttelsesperioder, der omhandles i de ovenstående stykker 3, 4 og 5, begynder at løbe fra døden eller offentliggørelsen, men varigheden af disse perioder regnes først fra den 1. januar i det år, som følger efter den begivenhed, der bevirker, at beskyttelsestiden begynder at løbe.

Artikel 7 bis

  • (1) Varigheden af de ophavsrettigheder, der i fællesskab tilkommer et værks medarbejdere, regnes fra den længstlevende medarbejders død.

Artikel 8

Ophavsmænd til litterære og kunstneriske værker, som beskyttes ved nærværende konvention, har i det fulde tidsrum, i hvilket deres rettigheder til det originale værk består udelukkende ret til at oversætte eller lade deres værker oversætte.

Artikel 9

  • (1) Feuilletonromaner, noveller og alle andre i aviser eller tidsskrifter i et af unionens lande offentliggjorte værker, litterære såvel som videnskabelige og kunstneriske, kan uanset det behandlede emne ikke gengives i andre lande uden ophavsmændenes tilladelse.
  • (2) Aktuelle artikler vedrørende økonomiske, politiske eller religiøse spørgsmål kan gengives i pressen, medmindre gengivelse måtte være udtrykkelig forbeholdt. Dog skal kilden altid tydeligt angives; håndhævelsen af denne forpligtelse bestemmes af lovgivningen i det land, i hvilket der rejses krav om beskyttelse.
  • (3) Den beskyttelse, nærværende konvention hjemler, finder ikke anvendelse på dagsnyheder eller blandede meddelelser, som alene har karakter af pressemeddelelser.

Artikel 10

  • (1) I alle unionslandene er korte citater af artikler i aviser og tidsskrifter lovlige, også under form af presseoversigter.
  • (2) Hvad angår adgangen til uhindret i det omfang formålet retfærdiggør det at gøre lån af litterære eller kunstneriske værker til skrifter, der er bestemte til undervisningsbrug, eller som har en videnskabelig karakter, eller til chrestomatier, afhænger denne af lovgivningen i hvert af unionens lande og af de særskilte overenskomster, der er eller måtte blive afsluttede mellem dem.
  • (3) Citaterne og lånene skal være ledsagede af kildeangivelse og af ophavsmandens navn, hvis dette navn forekommer i kilden.

Artikel 10 bis

Det forbeholdes unionslandenes lovgivning af fastsætte de betingelser, under hvilke der kan foretages optagelse, gengivelse og meddelelse til offentligheden af korte uddrag af litterære og kunstneriske værker med det formål at gøre reportage om aktuelle begivenheder ved hjælp af fotografi, kinematografi eller radio-udsendelse.

Artikel 11

  • (1) Ophavsmænd til dramatiske, dramatisk-musikalske og musikalske værker har en udelukkende ret til at tillade: 1) den offentlige fremførelse og udførelse af deres værker; 2) udspredelse ved ethvert hjælpemiddel til offentligheden af fremførelsen og udførelsen af deres værker. Anvendelsen af bestemmelserne i artikel 11 bis og artikel 13 er dog forbeholdt.
  • (2) Ophavsmændene til dramatiske og dramatisk-musikalske værker nyder i hele den tid, beskyttelsen for de originale værker varer, de samme rettigheder med hensyn til oversættelse af deres værker.
  • (3) For at kunne nyde godt af den ved nærværende artikel hjemlede beskyttelse kræves det ikke, at ophavsmændene, når de offentliggør deres værker, forbyder den offentlige fremførelse eller udførelse af dem.

Artikel 11 bis

  • (1) Ophavsmænd til litterære og kunstneriske værker har en udelukkende ret til at tillade: 1) radioudsendelse af deres værker eller udspredning til offentligheden af disse værker ved hjælp af ethvert andet middel, der tjener til uden tråd at udsprede tegn, lyde eller billeder, 2) enhver udspredning til offentligheden med eller uden tråd af det radioudsendte værk, når denne udspredning foretages af en anden virksomhed end den oprindelige, 3) udspredning til offentligheden ved hjælp af højttaler eller ethvert andet lignende instrument, der ved tegn, lyde eller billeder gengiver det radioudsendte værk.
  • (2) Det forbeholdes unionslandenes lovgivning at fastsætte betingelserne for udøvelsen af de i foregående stk. 1 omhandlede rettigheder, men virkningen af disse betingelser er nøje begrænset til det land, der har fastsat dem. De kan i intet tilfælde gøre indgreb i ophavsmandens personligt ideelle ret eller i den ham tilkommende ret til at erholde en rimelig godtgørelse, der i mangel af mindelig overenskomst fastsættes af den dertil kompetente myndighed.
  • (3) I mangel af modsat aftale indbefatter en tilladelse, givet i overensstemmelse med stk. 1 i nærværende artikel, ikke tilladelsen til at optage det radioudsendte værk ved hjælp af instrumenter, der tjener til at fiksere lyde eller billeder. Det er dog forbeholdt unionslandenes lovgivning at fastsætte regulerende bestemmelser med hensyn til midlertidigt prægede optagelser, som foretages af radiospredningsinstitutioner ved deres egne hjælpemidler og til brug for deres egne udsendelser. Ved en sådan lovgivning kan der gives adgang til opbevaring af disse optagelser i officielle arkiver på grund af deres exceptionelt dokumentariske karakter.

Artikel 11 ter

Ophavsmænd til litterære værker har en udelukkende ret til at tillade den offentlige fremsigelse af deres værker.

Artikel 12

Ophavsmænd til litterære, videnskabelige eller kunstneriske værker har en udelukkende ret til at tillade bearbejdelser, arrangementer og andre omformede gengivelser af deres værker.

Artikel 13

  • (1) Ophavsmænd til musikalske værker har en udelukkende ret til at tillade 1) optagelsen af disse værker på instrumenter, der tjener til at gengive dem mekanisk; 2) den offentlige udførelse ved hjælp af disse instrumenter af de således optagne værker.
  • (2) Hvert enkelt unionsland kan for sit eget vedkommende i sin lovgivning tage forbehold og opstille betingelser med hensyn til anvendelsen af de rettigheder, der omhandles i foranstående stk. 1, men virkningen af sådanne forbehold og betingelser er nøje begrænset til det pågældende land og kan i intet tilfælde gøre indgreb i den ret, der tilkommer ophavsmanden til at erholde en rimelig godtgørelse, der i mangel af mindelig overenskomst fastsættes af den dertil kompetente myndighed.
  • (3) Bestemmelsen i 1. stykke i nærværende artikel har ikke tilbagevirkende kraft og kan følgelig i et af de til unionen hørende lande ikke anvendes på værker, som lovligt i dette land måtte være bearbejdede til brug for mekaniske instrumenter forinden ikrafttrædelsen af den i Berlin den 13. november 1908 undertegnede konvention, eller hvis det pågældende land måtte have tiltrådt unionen efter denne dato, eller måtte tiltræde den i fremtiden, forinden tiltrædelsesdatoen.
  • (4) De optagelser, der måtte være sket i medfør af denne artikels 2. og 3. stykke, og som uden de interesserede parters tilladelse måtte være indførte i et land, hvor de ikke er tilladte, kan beslaglægges i dette land.

Artikel 14

  • (1) Ophavsmænd til litterære, videnskabelige eller kunstneriske værker har en udelukkende ret til at tillade
  • 1) kinematografisk bearbejdelse og gengivelse af disse værker samt spredning til offentligheden af de således bearbejdede eller gengivne værker 2) den offentlige fremførelse og udførelse af de således bearbejdede eller gengivne værker.
  • (2) Uden at der herved gøres indgreb i ophavsmandens rettigheder til det bearbejdede eller gengivne værk, er den kinematografiske frembringelse beskyttet som et originalt værk.
  • (3) Bearbejdelse under enhver anden kunstnerisk form af kinematografiske frembringelser, der bygger på litterære, videskabelige eller kunstneriske værker, er, uden hensyn til spørgsmålet om tilladelse fra disse frembringelsers ophavsmænd, afhængig af tilladelse fra det originale værks ophavsmænd.
  • (4) Kinematografiske bearbejdelser af litterære, videnskabelige eller kunstneriske værker er ikke undergivet de forbehold og betingelser, der omhandles i artikel 13, stk. 2.
  • (5) De foranstående bestemmelser finder anvendelse på gengivelser eller frembringelser, som opnås ved enhver anden fremgangsmåde, der er analog med den kinematografiske.

Artikel 14 bis

  • (1) Med hensyn til originale kunstværker og skribenters og komponisters originale manuskripter har ophavsmanden - eller efter hans død de personer eller institutioner, som den nationale lovgivning dertil bemyndiger - en uoverdragelig ret til at være medinteresserede i de salgshandlinger, som værket er genstand for, og som følger efter den første overdragelse fra ophavsmanden selv.
  • (2) Den i foregående stykke omhandlede beskyttelse kan kun kræves i et unionsland, hvis lovgivningen i det land, til hvilket ophavsmanden hører, indrømmer en sådan beskyttelse og i den udstrækning, hvori det indrømmes af lovgivningen i det land, hvor denne beskyttelse kræves.
  • (3) De nærmere regler med hensyn til opkrævningen og beløbenes størrelse fastsættes i hvert lands nationale lovgivning.

Artikel 15

  • (1) For at ophavsmændene til de litterære og kunstneriske værker, der beskyttes ved denne konvention, indtil modbevis føres, skal anses som sådanne og som følge heraf have adgang til ved domstolene i unionens lande at påkalde retsmidler mod ulovlige gengivelser, er det tilstrækkeligt, at ders navn på sædvanlig måde er angivet på værket. Nærværende stykke er anvendeligt, selv om dette navn er et pseudonym, når det af ophavsmanden valgte pseudonym ikke efterlader nogen tvivl med hensyn til hans identitet.
  • (2) Med hensyn til anonyme værker og andre pseudonyme værker end de i foregående stykke nævnte anses den udgiver, hvis navn er angivet på værket, uden videre bevis som ophavsmandens repræsentant; i denne egenskab er han berettiget til at hævde ophavsmandens rettigheder og gøre dem gældende. Bestemmelserne i nærværende stykke ophører med at være gældende, når ophavsmanden afslører sin identitet og godtgør sin egenskab som ophavsmand til værket.

Artikel 16

  • (1) Enhver ulovlig gengivelse af et værk kan beslaglægges af de kompetente myndigheder i de af unionens lande, i hvilke originalværket har krav på den lovhjemlede beskyttelse.
  • (2) I disse lande kan beslaglæggelsen også finde sted med hensyn til gengivelser, der hidrører fra et land, i hvilket værket ikke er beskyttet eller er ophørt med at være det.
  • (3) Beslaglæggelsen foretages i overensstemmelse med hvert lands egen lovgivning.

Artikel 17

Denne konventions bestemmelser kan ikke begrænse den ret, som tilkommer regeringen i hvert af unionens lande, til ved lovgivnings- eller indre politibestemmelser at tillade, overvåge eller forbyde udspredningen, opførelsen eller udstillingen af ethvert værk eller enhver frembringelse, med hensyn til hvilke den kompetente øvrighed måtte finde det nødvendigt at udøve denne ret.

Artikel 18

  • (1) Denne konvention finder anvendelse på alle de værker, som på tidspunktet for dens ikrafttræden endnu ikke er blevet offentlighedens eje i deres hjemland som følge af, at tiden for beskyttelsens varighed er udløbet.
  • (2) Hvis imidlertid et værk ved udløbet af varigheden for den beskyttelse, der tidligere måtte være hjemlet det, er blevet offentlighedens eje i det land, i hvilket der rejses krav om beskyttelse, skal dette værk ikke påny beskyttes.
  • (3) Anvendelsen af dette princip finder sted i overensstemmelse med de bestemmelser, der er indeholdte i de særlige overenskomster, som angående dette punkt er eller måtte blive afsluttede mellem lande, der tilhører unionen. I mangel af sådanne bestemmelser skal de pågældende lande hvert for sit vedkommende træffe bestemmelse om den nærmere fremgangsmåde ved anvendelsen af dette princip.
  • (4) De fornævnte regler finder ligeledes anvendelse i tilfælde af nye tiltrædelser af unionen, samt i tilfælde af, at beskyttelsens varighed måtte blive forlænget ved anvendelsen af artikel 7 eller ved opgivelse af forbehold.

Artikel 19

Denne konventions bestemmelser forhindrer ikke, at der gøres krav på anvendelsen af de videregående bestemmelser, som måtte være hjemlede i lovgivningen i et af unionslandene.

Artikel 20

Regeringerne i unionens lande forbeholder sig ret til indbyrdes at træffe særlige overenskomster, for så vidt sådanne overenskomster måtte tilstå ophavsmænd videregående rettigheder end de, der indrømmes i henhold til konventionen, eller måtte indeholde andre bestemmelser, der ikke strider mod denne konvention. Bestemmelser, der opfylder de foranstående betingelser, forbliver i kraft.

Artikel 21

  • (1) Det internationale Bureau, der er oprettet under navn af »Bureau for den internationale union til værn for litterære og kunstneriske værker«, opretholdes.
  • (2) Dette bureau er underlagt den schweiziske forbundsregerings overhøjhed, og denne bestemmer dets organisation samt fører tilsyn med dets virksomhed.
  • (3) Bureauets officielle sprog er fransk.

Artikel 22

  • (1) Det internationale Bureau samler oplysninger af enhver art vedrørende beskyttelse af ophavsmænds rettigheder over deres litterære og kunstneriske værker. Det samarbejder og offentliggør dem. Det foretager undersøgelser af spørgsmål af almindelig nytte og interesse for unionen og udgiver ved hjælp af de dokumenter, der stilles til dets rådighed af de forskellige regeringer et tidsskrift på fransk, der behandler de spørgsmål, som vedrører unionens formål. Regeringerne i unionenslande forbeholder sig ved fælles overenskomst at bemyndige bureauet til at offentliggøre en udgave på et eller flere andre sprog, hvis erfaringen måtte godtgøre behov herfor.
  • (2) Det internationale Bureau skal til enhver tid stå til rådighed for unionens medlemmer for at forsyne dem med de særlige oplysninger, som de måtte behøve med hensyn til spørgsmål angående beskyttelse for litterære og kunstneriske værker.
  • (3) Direktøren for det internationale Bureau aflægger om sin embedsvirksomhed en årlig beretning, der tilstilles alle unionens medlemmer.

Artikel 23

  • (1) Udgifterne ved den internationale unions bureau bæres af unionslandene i fællesskab. Indtil ny bestemmelse træffes, skal de ikke kunne overstige 120 000 guldfrancs årlig *). Dette beløb kan, når det viser sig nødvendigt, forhøjes ved eenstemmig beslutning af unionslandene eller af en af de i artikel 24 omhandlede konferencer.
  • *) Denne møntenhed er guldfrancen bestående af 100 centimer og med en vægt af 10/31 gram og med en finhed på 0,900.
  • (2) Til bestemmelse af hvert lands bidrag til de samlede omkostninger skal unionslandene og de lande, som senere måtte tiltræde unionen, inddeles i seks klasser, der hver skal bidrage i forhold til et vist antal enheder, nemlig:
     
    
     1. klasse ...... 25 enheder  
    
     2.   -    ...... 20   -  
    
     3.   -    ...... 15   -  
    
     4.   -    ...... 10   -  
    
     5.   -    ......  5   -  
    
     6.   -    ......  3   -  
    
    
  • (3) Disse koefficienter skal multipliceres med antallet af lande i hver klasse, og summen af de således udkomne produkter angiver det antal enheder, med hvilke den samlede udgift skal deles. Kvotienten angiver det beløb, der falder på enheden.
  • (4) Ethvert land skal ved sin tiltrædelse erklære, i hvilken af de ovennævnte klasser det ønsker at stilles, men det kan altid senere erklære, at det ønsker at stilles i en anden klasse.
  • (5) Den schweiziske regering udarbejder bureauets budget og fører tilsyn med dets udgifter; den yder de nødvendige forskud og opstiller det årlige regnskab, som skal meddeles alle de øvrige regeringer.

Artikel 24

  • (1) Denne konvention kan underkastes revisioner med det formål at indføre forbedringer i den, egnede til at fuldkommengøre unionens system.
  • (2) Spørgsmål af denne art samt sådanne, der på andre punkter er af interesse for unionens udvikling, behandles på konferencer, som efterhånden afholdes i unionens lande mellem delegerede fra disse. Regeringen i det land, hvor en konference skal afholdes, forbereder dennes arbejde med bistand af Det internationale Bureau. Direktøren for bureauet skal overvære konferencens møder og deltager i forhandlingerne uden stemmeret.
  • (3) Ingen forandring i denne konvention er bindende for unionen uden eenstemmigt samtykke fra de lande, hvoraf den består.

Artikel 25

  • (1) De uden for unionen stående lande, som ved lovbeskyttelse sikrer de rettigheder, der er genstand for denne konvention, kan på forlangende tiltræde den.
  • (2) Denne tiltrædelse skal skriftlig meddeles den schweiziske forbundsregering og af denne samtlige de andre regeringer.
  • (3) Tiltrædelse medfører fuldstændig indvilligelse i alle de forpligtelser og adgang til alle de fordele, som er fastsat i nærværende konvention og træder i kraft en måned efter afsendelsen af den schweiziske forbundsregerings meddelelse til de øvrige unionslande, medmindre en senere dato er opgivet af det tiltrædende land. Dog kan den indeholde en angivelse af, at det tiltrædende land, i det mindste foreløbig, i stedet for artikel 8, for så vidt angår oversættelserne, vil sætte bestemmelserne i artikel 5 i den i Paris 1896 reviderede unionskonvention af 1886, idet det herved er en forudsætning, at disse bestemmelser kun tager sigte på oversættelser til det pågældende lands sprog.

Artikel 26

  • (1) Ethvert unionsland kan til enhver tid skriftligt meddele den schweiziske forbundsregering, at nærværende konvention er anvendelig på dets oversøiske territorier, kolonier, protektorater, territorier under dets værgemål eller på ethvert andet territorium, for hvis internationale forbindelser det er ansvarligt, og konventionen skal derefter anvendes på alle de i en sådan meddelelse omhandlede territorier fra en dato, der fastsættes i overensstemmelse med artikel 25, 3. stykke. I mangel af sådan meddelelse anvendes konventionen ikke på sådanne territorier.
  • (2) Ethvert unionsland kan til enhver tid skriftligt meddele den schweiziske forbundsregering, at nærværende konvention ophører med helt eller delvis at være anvendelig på de territorier, der har været genstand for den i foregående stykke omhandlede meddelelse, og konventionen ophører da med at finde anvendelse på de i denne meddelelse angivne territorier 12 måneder efter modtagelsen af den til den schweiziske forbundsregering rettede meddelelse.
  • (3) Alle meddelelser til den schweiziske forbundsregering i overensstemmelse med bestemmelsen i nærværende artikels stykker 1 og 2 skal af denne regering bringes til samtlige unionslandes kundskab.

Artikel 27

  • (1) Denne konvention træder i forholdet mellem unionslandene i stedet for Berner-konventionen af 9. september 1886 og de akter, hvorved denne efterhånden er blevet revideret. De tidligere gældende akter forbliver i kraft i forholdet mellem de stater, som ikke måtte ratificere nærværende konvention.
  • (2) De lande, på hvis vegne denne konvention er undertegnet, kan stadig bevare retten til de af dem tidligere tagne forbehold, på betingelse af at erklæring herom afgives samtidig med ratifikationernes deponering.
  • (3) De lande, der nu hører til unionen, men på hvis vegne nærværende konvention ikke måtte være undertegnet, kan til enhver tid tiltræde denne i den i artikel 25 foreskrevne form. De har i så tilfælde ret til at benytte sig af bestemmelserne i foregående stykke.

Artikel 27 bis

Enhver uoverensstemmelse mellem to eller flere unionslande vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af nærværende konvention, som ikke bringes til ophør ved forhandling, skal forelægges for Den internationale Domstol til afgørelse af denne, medmindre de pågældende lande bliver enige om en anden afgørelsesmåde.

Det internationale Bureau skal af det sagsøgende land underrettes om den uoverensstemmelse, som bringes for retten. Bureauet skal bringe sagen til de andre unionslandes kundskab.

Artikel 28

  • (1) Nærværende konvention skal ratificeres og ratifikationerne skal deponeres i Bruxelles senest den 1. juli 1951. Ratifikationerne med deres datoer og alle de erklæringer, der måtte ledsage dem, skal af den belgiske regering meddeles den schweiziske forbundsregering, og denne sidste skal give de andre unionslande meddelelse herom.
  • (2) Nærværende konvention træder i kraft mellem de unionslande, der har ratificeret den, en måned efter 1. juli 1951. I tilfælde af at den ratificeres af mindst seks unionslande før denne dato, træder den dog i kraft mellem disse unionslande en måned efter, at deponeringen af den sjette ratifikation er blevet dem meddelt af den schweiziske forbundsregering, og for de unionslandes vedkommende, som derefter ratificerer, en måned efter meddelelsen om hver af disse ratifikationer.
  • (3) Uden for unionen stående lande kan indtil 1. juli 1951 slutte sig til unionen ved at tiltræde enten den i Rom den 2. juni 1928 undertegnede konvention eller nærværende konvention. Fra den 1. juli 1951 kan de kun tiltræde nærværende konvention. De unionslande, som ikke måtte have ratificeret nærværende konvention den 1. juli 1951, kan tiltræde den under den i artikel 25 foreskrevne form. De er da berettigede til at benytte sig af bestemmelserne i artikel 27, stk. 2.

Artikel 29

  • (1) Nærværende konvention forbliver i kraft i ubegrænset tid. Ethvert af unionslandene har dog til enhver tid ret til at opsige den ved en skriftlig meddelelse til den schweiziske forbundsregering.
  • (2) Denne meddelelse, som af den schweiziske forbundsregering skal bekendtgøres for alle de andre unionslande, har kun betydning for det land, som har foretaget den, og først 12 måneder efter modtagelsen af den til den schweiziske forbundsregering rettede meddelelse om opsigelsen. Konventionen forbliver i kraft for de øvrige unionslandes vedkommende.
  • (3) Den i nærværende artikel omhandlede opsigelsesret kan ikke udøves af noget land, før fem år er forløbet efter datoen for den af dette land foretagne ratifikation eller tiltrædelse.

Artikel 30

  • (1) De lande, som i deres lovgivning måtte optage bestemmelsen i denne konventions artikel 7, 1. stykke, om varigheden af beskyttelsen i 50 år, skal underrette den schweiziske forbundsregering herom ved en skriftlig meddelelse, som af denne regering straks meddelels samtlige de andre unionslande.
  • (2) På samme måde forholdes med hensyn til de lande, som måtte give afkald på de af dem i medfør af artikel 25 og 27 tagne eller bevarede forbehold.

Artikel 31

Konferencernes officielle akter skal affattes på fransk.

En tilsvarende tekst skal affattes på engelsk.

I tilfælde af uoverensstemmelser vedrørende fortolkningen af akterne har den franske tekst forrangen.

Ethvert unionsland eller enhver gruppe af unionslande kan ved Det internationale Bureau efter aftale med dette få affattet en autoriseret tekst af de nævnte akter i det sprog, som det måtte ønske. Disse tekster skal offentliggøres i konferencens akter i tilslutning til de franske og engelske tekster.

Til bekræftelse heraf har de respektive befuldmægtigede undertegnet nærværende konvention.

Udfærdiget i Bruxelles den 26. juni 1948 i et enkelt eksemplar, som skal deponeres i det belgiske udenrigsministerium og ministerium for udenrigshandels arkiver. En bekræftet genpart skal ad diplomatisk vej tilstilles ethvert af unionslandene.

For Australien:

Ad referendum

W.J. Dignam.

For Belgien:

J. Kuypers.

Alb. Guislain.

Coppieters de Gibson.

J. Hamels.

Marcel Walckiers.

P. Recht.

J. Schneider.

C. Dewaersegger.

For Brasilien:

Ildefonso Mascarenhas da Silva.

For Canada:

Victor Dore.

W.P.J. O'Meara.

For Czekoslovakiet:

D. Raksany.

Karel Petrzelka.

J. Prochazka.

For Danmark:

Bent Falkenstjerne.

Torben Lund.

For Finland:

Ranar Numelin.

J. Hakulinen.

For Frankrig:

J. de Hauteclocque.

Marcel Plaisant.

Cl. Beguin-Billecocq.

Puget.

Marcel Boutet.

M. Weiss.

For Grækenland:

Triantafyllakos.

Michel Mantoudis.

For Indien:

R.S. Mani.

For Irland:

Edward A. Cleary.

For Island:

Kristjan Albertson.

For Italien:

Massimo Pilotti.

Antonio Pennetta.

For Jugoslavien:

For Libanon:

J. Harfouche.

For Liechtenstein:

Plinio Bolla.

Hans Morf.

A. Marcionelli.

For Luxembourg:

Pierre Majerus.

de la Fontaine.

For Marokko:

J. de Hauteclocque.

Cl. Beguin-Billecocq.

For Monarco:

M. Loze.

For Nederlandene:

H.C. Bodenhausen.

For Norge:

C.F. Smith.

For New Zealand:

Harold Saunders.

For Pakistan:

A.F.M.K. Rahman.

For Portugal:

Julio Dantas.

Jose Galhardo.

For Polen:

For Schweiz:

Plinio Bolla.

Hans Morf.

A. Marcionelli.

For Spanien:

R. Soriano.

For Det Forenede Kongerige Storbritannien

og Nordirland:

Harold Saunders.

B.G. Crewe.

For Sverige:

Sture Petren.

For Den sydafrikanske Union:

J. Christie.

For Syrien:

Chatila.

For Tunis:

J. de Hauteclocque.

Cl. Beguin-Billecocq.

For Ungarn:

Z. Viragh.

For Vatikanstaten:

Louis Picard.

Fernans van Goethem.

R. Vandeputte.

For Østrig:

Dr. Kurt Frieberger.

I henhold til konventionens artikel 25 har den schweiziske regering den 19. januar 1962 til samtlige konventionens signatarmagter notificeret, at Danmark ved en den 28. september 1961 til den schweiziske regering afleveret note har erklæret at kunne tiltræde konventionen, hvorefter denne er trådt i kraft for Danmarks vedkommende den 19. februar 1962.

Konventionen er endvidere ifølge en af Bernerunionens kontor udarbejdet liste i kraft i forholdet mellem følgende lande:

Belgien

Brasilien

Dahomey

Elfenbenskysten

Frankrig

Grækenland

Indien

Irland

Israel

Italien

Jugoslavien

Leichtenstein

Luxembourg

Marokko

Monaco

Philippinerne

Portugal

Schweiz

Spanien

Det forenede Kongerige

Storbritannien og Nordirland

Sverige

Den sydafrikanske Union

Tunis

Tyrkiet

Vatikanstaten

Østrig.

Jugoslavien har fastholdt et tidligere taget forbehold med hensyn til oversættelse til jugoslaviske sprog ved at bibeholde artikel 5 fra den oprindelige konvention af 1886, således som formuleret i den kompletterede konvention fra 1896.

Tyrkiet har taget forbehold med hensyn til oversættelse til tyrkisk ved at bibeholde artikel 5 fra den oprindelige konvention af 1886, således som formuleret i den kompletterede konvention fra 1896.

Udenrigsministeriet, den 26. juli 1962.

J.O. Krag.

Redaktionel note
  • (* 1) Andre landes tiltrædelse og eventuelle forbehold: BEK nr 40 af 04/09/1964 BEK nr 6 af 18/01/1968 BEK nr 95 af 12/10/1973