Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Cirkulære om vandindvinding og vandforsyning

(Til kommunalbestyrelser, amtsråd og hovedstadsrådet)


Cirkulære om vandindvinding og vandforsyning

(Til kommunalbestyrelser, amtsråd og hovedstadsrådet)

Kapitel 1

Indledning

Ved bekendtgørelse nr. 3 af 4. januar 1980 om vandindvinding og vandforsyning er der i medfør af vandforsyningslovens §§ 6, 8, 70 og 78, stk. 5, givet regler om behandlingen af følgende konkrete sager efter vandforsyningsloven:

Sager om tilladelse til vandindvinding og til anlæg i forbindelse med vandindvindingen, jfr. lovens kapitel 4.

Sager om tilladelse til bortledning m.v. af grundvand, jfr. lovens § 26.

Sager om inddragelse af ejendomme under almene vandforsyningsanlæg, jfr. lovens § 29.

Sager om tilbagekaldelse af vandindvindingstilladelser efter lovens § 32 og om forsyningspligt m.v. efter lovens kapitel 8.

Bekendtgørelsen omfatter kun behandlingen af disse sager i 1. instans. Der er således - som hidtil - ikke givet regler om behandlingen af sager, der er påklaget til miljøstyrelsen eller miljøministeren. Regler om klagesagers behandling i miljøankenævnet er givet ved bekendtgørelse nr. 372 af 16. juli 1975 af forretningsorden for miljøankenævnet som ændret ved bekendtgørelse nr. 69 af 1. marts 1977 og bekendtgørelse nr. 492 af 20. september 1978.

Kapitel 2

Myndighederne

Myndigheden til at træffe afgørelse i 1. instans-sager, der omfattes af bekendtgørelsen, ligger efter loven hos amtsrådet - heri indbefattes i det følgende for hovedstadsrådets vedkommende hovedstadsrådet - eller hos kommunalbestyrelsen. Med hensyn til sager om tilladelse til indvinding og til anlæg til brug for indvindingen og sager om tilladelse til bortledning m. v. af grundvand er der i lovens §§ 19-21 og 26 foretaget en fordeling af sagerne mellem amtsrådet og kommunalbestyrelserne, jfr. bekendtgørelsens § 3, stk. 1, litra a og b, og § 18. Efter lovens §§ 29, 32 og kapitel 8 er afgørelserne henlagt til amtsrådet.

Loven indeholder imidlertid i § 6 en almindelig bemyndigelse for miljøministeren til efter forhandling med de kommunale organisationer at bestemme, at de beføjelser, der efter lovens kapitler 4, 6 og 8 er henlagt til amtsrådet, kan udøves af kommunalbestyrelsen, når der foreligger godkendte planer. Denne bemyndigelse til at henlægge yderligere sager til kommunalbestyrelsens afgørelse er udnyttet i bekendtgørelsens § 3, stk. 1, litra c, angående vandindvinding og anlæg hertil, bekendtgørelsens § 23 om inddragelse af ejendomme under vandværksforsyning og bekendtgørelsens § 28 angående sager efter vandforsyningslovens § 45, stk. 1, om private vandforsyningsanlægs forsyningspligt.

Det er en forudsætning for henlæggelse af disse yderligere sager under kommunalbestyrelsen, at der er truffet bestemmelse om det pågældende anlæg og dets indvinding i en godkendt vandforsyningsplan, samt at planen har en vis detaljeringsgrad. Det er fastsat i bekendtgørelsens § 3, stk. 1, litra c, § 23, stk. 4, og § 28, jfr. § 23, stk. 4, at amtsrådet kan bestemme, at visse sager ikke skal kunne afgøres af kommunalbestyrelsen, uanset at vandforsyningsplanen indeholder detaljerede bestemmelser om forholdet. Der kan være tale om at tage et sådant forbehold i et område, hvor virkningerne af en vandindvinding er så usikre, at der må foretages en vidtgående hydrologisk efterprøvning i forbindelse med tilladelsessagen. Forbeholdet bør også tages, hvis det vandforsyningsanlæg, som vandforsyningsplanen indeholder detaljerede bestemmelser om, tilhører en anden kommune end indvindingsstedets kommune.Sådanne forbehold fra amtsrådets side bør normalt tages i forbindelse med behandlingen af vandforsyningsplanen eller af et senere tillæg til vandforsyningsplanen. Amtsrådet kan dog tage forbeholdet senere, når f. eks. vandressourceforholdene eller vandkvalitetsforholdene gør det nødvendigt.

Efter lovens §§ 19 og 21, »kan« kommunalbestyrelsen meddele tilladelse til indvinding og til etablering af indvindingsanlæg, når det drejer sig om visse mindre vandforsyningsanlæg, medens amtsrådet i øvrigt efter §§ 20 og 21 »meddeler« tilladelse til indvindingen og anlægget. Heri ligger, at kommunalbestyrelsen er beføjet til at behandle sager efter § 19, jfr. § 21, men at kommunalbestyrelsen, hvis den ønsker det, kan nægte at behandle sagen og henvise sagen til behandling hos amtsrådet. Denne ordning, der stemmer med den hidtidige lovgivning, har navnlig den betydning, at den giver mulighed for en let løsning af kompetencetvivl - f. eks. tvivl om, hvorvidt et anlæg kan nøjes med en indvinding på 3.000 m3 vand om året efter lovens § 19, nr. 1, eller om anlægget kan forsyne hele bebyggelsen efter § 19, nr. 2, - ved altid at gøre amtsrådet kompetent. Ordningen gentages i bekendtgørelsens § 3, stk. 1, litra a-c og i bekendtgørelsens § 23 og § 28, jfr. § 23.

Derimod giver bekendtgørelsens § 19 - i overensstemmelse med lovens § 26, stk. 1, - ikke kommunalbestyrelsen mulighed for at afvise sager om tilladelse til midlertidig eller varig bortledning af grundvand eller anden sænkning af grundvandsstanden i forbindelse med bygge- og anlægsarbejder m. v. Reglen om kommunalbestyrelsens kompetence er her så rummeligt formuleret, at der antagelig ikke bliver spørgsmål om kompetencetvivl.

Efter lovens § 18, stk. 2, kan indvinding af grundvand på egen grund til husholdningsbrug i enkelte husholdninger ske uden indvindingstilladelse. Endvidere kan bredejere uden tilladelse indvinde overfladevand til kreaturvanding, jfr. § 18, stk. 3. Al anden indvinding kræver tilladelse fra kommunalbestyrelsen eller amtsrådet, jfr. lovens §§ 19 og 20.

Efter lovens § 21 må anlæg til brug for indvindingen ikke etableres eller på væsentligt måde udbedres eller ændres, »før kommunalbestyrelsen eller amtsrådet, jfr. §§ 19 og 20, har meddelt tilladelse hertil«. I overensstemmelse med den hidtidige retstilstand, som lovens § 18, stk. 2, bygger på, er det miljøstyrelsens opfattelse, at § 21 omfatter ikke alene anlæg, hvortil der kræves indvindingstilladelse efter §§ 19 eller 20, men også anlæg, som efter § 18, stk. 2, er fritaget for indvindingstilladelse. Tilladelser til etablering af indvindingsanlæg, herunder godkendelse af borestedets placering, skal i de tilfælde, hvor selve indvindingen kan ske uden tilladelse i medfør af § 18, stk. 2, som hidtil meddeles af kommunalbestyrelsen. Dette er fastsat i bekendtgørelsens § 3, stk. 2.

Kapitel 3

Almindelige regler om sagernes

behandling

Almindelige regler om behandlingen af sager om foreløbige tilladelser til vandindvinding er givet i bekendtgørelsens §§ 8-13. Bekendtgørelsens § 16 om behandling af sager om endelige tilladelser til vandindvinding og anlæg til brug for indvindingen henviser til §§ 8-13 og giver derudover i stk. 2 og 3 nogle yderligere regler. Bekendtgørelsens andre bestemmelser om sagsbehandlingen henviser i større eller mindre grad til §§ 8-13 og 16, jfr. bekendtgørelsens §§ 21, 26 og 30.

1. Indsendelse af ansøgninger

En ansøgning om tilladelse til vandindvinding og tilhørende anlæg eller til bortledning m. v. af grundvand skal altid indsendes til vedkommende kommunalbestyrelse, jfr. §§ 8 og 21. Hvis kommunalbestyrelsen ikke selv er tilladelsesmyndighed, videresender kommunalbestyrelsen sagen til amtsrådet med sin indstilling. Når det vil tage nogen tid for kommunalbestyrelsen at udarbejde en indstilling, kan det være hensigtsmæssigt, at kommunalbestyrelsen straks videresender ansøgningen til amtsrådet med nogle foreløbige bemærkninger og først senere sender en egentlig indstilling til amtsrådet.Hvis der ikke er tale om en ansøgning, men om en afgørelse af et strukturelt spørgsmål, bør spørgsmålet rejses direkte overfor den kompetente myndighed.

2. Sagens behandling

Når en sag er modtaget af den kompetente myndighed, sammenholder myndigheden sagen med godkendte eller foreslåede vandindvindings- og vandforsyningsplaner og planer for råstofindvinding. Myndigheden kan indhente yderligere oplysninger, og den indhenter endvidere udtalelser fra andre interesserede myndigheder, jfr. §§ 9 og 10. Herved forstås navnlig kommunalbestyrelser og amtsråd, som antages interesseret i indvinding i området. Herudover tænkes der også på eventuelle statslige myndigheder med en særlig interesse i den pågældende indvinding, f. eks. Statsskovvæsenet. I overensstemmelse med de hidtil gældende regler om amtsrådenes behandling af indvindingssager fastsættes det i § 9, at amtsrådet kan pålægge vedkommende kommunalbestyrelse at tilvejebringe de yderligere oplysninger, som amtsrådet ønsker.

Når de fornødne oplysninger og udtalelser er tilvejebragt, kan afgørelsesmyndigheden, som det fremgår af indledningen til § 11, bestemme, at sagen ikke skal fremmes.

Mener afgørelsesmyndigheden på den anden side, at sagen skal fremmes, skal myndigheden i de nedenfor nævnte tilfælde offentliggøre en meddelelse om sagen med fremhævelse af muligheden for at gøre indsigelse. Denne ordning gælder for det første for sager om indvindingstilladelse, der omfattes af vandforsyningslovens § 20, jfr. bekendtgørelsens § 11. Ordningen gælder derimod ikke for sager efter vandforsyningslovens § 21 om tilladelse til et anlæg til brug for indvinding. Pligt til at offentliggøre en meddelelse om sagen foreligger endvidere i sager om bortledning m. v. af grundvand, når sagen henhører under amtsrådet, jfr. bekendtgørelsens § 21, og i sager om tvungen vandværksforsyning, jfr. bekendtgørelsens § 26. Sager om ændringer af vandforsyningsstrukturen efter vandforsyningslovens § 32 og lovens kapitel 8 vil ofte kun have betydning for en begrænset kreds, og bekendtgørelsen giver ingen regel om forudgående offentlig meddelelse om disse sager. Det skal imidlertid fremhæves, at afgørelsesmyndigheden kan udsende forudgående offentlig meddelelse om en sag, selv om bekendtgørelsen ikke stiller krav om det.

3. Afholdelse af møder m. v.

Det vil ofte være nødvendigt at drøfte sagen skriftligt eller mundtligt med ansøgere eller andre parter. Der kan også være tale om at holde egentlige møder med parterne, og i sager af større lokal betydning - f. eks. sager om tilladelse til større vandindvinding, sager om tvungen vandværksforsyning for et større antal ejendomme og sager om større omstrukturering af almene vandforsyningsanlæg - kan der være behov for under sagen at afholde et offentligt møde. En regel om afholdelse af møder, eventuelt offentlige møder, findes i bekendtgørelsens § 12. Indkaldelsen til det offentlige møde kan eventuelt kombineres med udsendelsen af den offentlige meddelelse om sagen. Bekendtgørelsen indeholder ingen bestemmelse om besigtigelse af forholdene på stedet. Det vil imidlertid ofte være af stor værdi, at afgørelsesmyndigheden besigtiger forholdene.

4. Meddelelse af påbud eller forbud

I en række tilfælde vil en afgørelse indbefatte, at der gives påbud eller forbud til enkeltpersoner, f. eks. påbud om foranstaltninger til beskyttelse af vandet i et vandindvindingsanlæg mod forurening eller påbud om tilkastning af overflødige brønde. Ofte vil sådanne spørgsmål blive drøftet med de berørte grundejere på møder. Sker dette ikke, må de berørte grundejere normalt underrettes skriftligt og have adgang til at udtale sig, før der træffes bestemmelse om påbud eller forbud, jfr. bekendtgørelsens § 16, stk. 2.

Hvad særligt angår de beskyttelsesforanstaltninger, der består i forbud mod nedsivning i en vis afstand fra et indvindingsanlæg for grundvand, jfr. miljøbeskyttelseslovens § 12, er det kun nødvendigt at indkalde grundejere eller underrette dem skriftligt, hvis der på den pågældende ejendom findes et nedsivningsanlæg, som vil blive ramt af forbudet. Har en ejendom, som vil blive omfattet af forbudet, ikke, når sagen verserer, et sådant nedsivningsanlæg, er det ikke nødvendigt at indkalde eller underrette ejendommens ejer, idet han ikke har nogen ret til at oprette et nedsivningsanlæg på ejendommen. Tænkes der etableret et beskyttelsesområde for en overfladevandindvinding efter miljøbeskyttelseslovens § 13, skal samtlige grundejere i området indkaldes eller underrettes, da beskyttelsesområdet vil gribe ind i deres lovlige råden over deres ejendomme. De pågældende grundejere skal underrettes om afgørelsen i sagen, jfr. bekendtgørelsens § 32, stk. 2.

5. Spørgsmål om ekspropriation eller erstatning

En gennemførelse af en vandindvinding kan nødvendiggøre en ekspropriation efter lovens kapitel 7, og en vandindvinding, en bortledning af grundvand eller en strukturel ændring af vandforsyningen kan medføre et erstatningskrav, jfr. lovens §§ 23, 28 og 30-32.

Spørgsmål om gennemførelse af ekspropriationer efter loven afgøres som hovedregel af kommunalbestyrelserne. Spørgsmål om ekspropriationserstatninger og de ovennævnte andre erstatningsspørgsmål afgøres efter loven i mangel af enighed af landvæsensretterne. Bekendtgørelsen opfordrer som hidtil den myndighed, der træffer afgørelse om tilladelsen eller den strukturelle ændring, til at afklare ekspropriationsspørgsmål og erstatningsspørgsmål og om muligt at søge at opnå et forlig om forholdene, jfr. bekendtgørelsens § 13 og § 16, stk. 3. Opnås der ikke forlig, må afgørelsesmyndigheden i sin afgørelse gøre opmærksom på, hvorledes ekspropriationen kan gennemføres, samt at erstatningsspørgsmålet kan indbringes for landvæsenretten, jfr. bekendtgørelsens § 33, stk. 2 og 3.

6. Tilladelser efter anden lovgivning

Etableringen af et vandforsyningsanlæg forudsætter ofte - foruden tilladelse efter denne bekendtgørelse - tilladelse eller godkendelse efter andre lovbestemmelser. Blandt tilladelser i medfør af bestemmelser udenfor vandforsyningsloven kan nævnes, at et byggeri kræver tilladelse fra kommunalbestyrelsen i medfør af byggeloven, at opførelse af vandværker i landzoner kræver tilladelse fra amtsrådet i medfør af by- og landzoneloven, at nedlæggelse af vandledninger i veje kræver tilladelse af vejens ejer eller vedkommende vejmyndighed, og at planer for almene vandforsyningsanlæg, der skal forsyne tættere bebyggede områder, skal forelægges kommunalbestyrelsen som brandmyndighed, jfr. brandlovsbekendtgørelse nr. 641 af 29. december 1976 § 13 og cirkulære nr. 155 af 28. juli 1976. Hydroforer på vandforsyningsanlæg skal være typegodkendt, eventuelt særligt besigtiget og godkendt af arbejdstilsynet i medfør af § 11 i bekendtgørelse nr. 566 af 22. december 1971 om trykbeholdere m. v. på landjorden, (der er opretholdt efter ikrafttrædelsen af arbejdsmiljølov nr. 681 af 23. december 1975 ved bekendtgørelse nr. 321 af 21. juni 1977), og hydroforanlæg bør i alle tilfælde anmeldes til arbejdstilsynets stedlige kreds. Ved projekter til vandforsyningsanlæg, der beskæftiger et fast personale, kan det være hensigtsmæssigt i det hele at forelægge planerne for arbejdstilsynets stedlige kreds, før arbejdet iværksættes. Det er fremhævet i bekendtgørelsens § 35, at en tilladelse efter bekendtgørelsen ikke fritager for at søge om de tilladelser, der er nødvendige efter anden lovgivning. I praksis henvises i reglen ikke i tilladelserne efter bekendtgørelsen til nødvendigheden af at søge disse andre tilladelser.

Kapitel 4

Behandlingen af sager om tilladelse

til vandindvinding og til anlæg til brug for

vandindvindingen

1. Tilladelser til vandindvindingsanlægget

Den hidtidige vandforsyningslovgivning har kun stillet krav om tilladelse til selve vandindvindingen, men ikke til de anlæg, som skal benyttes til indvindingen. (Der er dog i indvindingstilladelserne ofte stillet betingelser også med hensyn til anlæggene).

Efter vandforsyningsloven af 1978 kræves derimod tilladelse både til indvindingen og til de anlæg, der skal bruges til indvindingen, herunder også til væsentlig udbedring og væsentlig ændring af anlæggene, jfr. lovens §§ 19-21. Ved »vandindvindingsanlæg« forstås efter bemærkningerne til lovforslagets § 21 ikke alene indvindingsanlæg efter sædvanlig teknisk sprogbrug - omfattende boringer og brønde og indtagningsanlæg for overfladevand - men også vandbehandlingsanlæg og anlæg til udpumpning fra behandlingsanlægget, incl. eventuelle rentvandsbeholdere. Forsyningsledningerne for et anlæg, der forsyner flere ejendomme, omfattes derimod ikke af lovens ord »indvindingsanlæg«, og det er tanken, at anlæg af forsyningsledninger i det væsentligste skal reguleres gennem bestemmelser i vandforsyningsplanerne. Der er imidlertid ikke noget til hinder for, at der i forbindelse med en tilladelse til et anlæg stilles vilkår også med hensyn til forsyningsledninger, hvis dette må anses for hensigtsmæssigt i det enkelte tilfælde. Baggrunden for, at der kræves tilladelse til etablering af anlæggene, er dels at sikre, at der kun i det nødvendigste omfang foretages investering i et anlæg, før det er klart, at der vil blive givet indvindingstilladelse, og dels at give mulighed for kontrol med, at anlæggene indrettes hensigtsmæssigt. Kravet om tilladelse til væsentlig udbedring og væsentlig ændring af anlæg har en parallel i de hidtidige regler om tilladelse til væsentlig udbedring og væsentlig ændring af brønde og boringer, men ordningen omfatter efter loven af 1978 hele anlægget. Man vil herved dels kunne kontrollere, at de påtænkte ændringer er teknisk tilfredsstillende, dels eventuelt kunne forhindre væsentlige nyinvesteringer i ældre anlæg, dersom andre anlæg i området er tilstrækkelige til områdets vandforsyning, og vandforsyningsplanen forudser, at forsyningen efterhånden skal gå over til andre anlæg.

Bemærkningerne til vandforsyningslovforslaget giver en vejledning om, hvad der skal forstås ved »på væsentlig måde udbedres eller ændres« i lovens § 21, stk. 1. Der vil herefter være tale om en væsentlig udbedring eller ændring, hvis der skal foretages en ny boring for et eksisterende indvindingsanlæg - uanset om det sker til afløsning af en tidligere boring - og hvis der skal foretages væsentlige ændringer i anlæggets behandlingsafsnit, f. eks. opførelse af en ny behandlingsbygning eller opførelse af en rentvandsbeholder i stedet for en tidligere hydrofor. Derimod vil f. eks. udskiftning af en pumpe næppe være en væsentlig udbedring eller ændring. Efter miljøstyrelsens mening vil også etablering af et nyt filteranlæg ved et alment vandforsyningsanlæg være en væsentlig udbedring eller ændring; derimod ikke udskiftning af filtret i en boring med bibeholdelse af det tidligere forerør; ej heller udskiftning af en hydrofor med en ny hydrofor. Når det drejer sig om mindre vandindvindingsanlæg, vil udbedringen eller ændringen ikke kræve tilladelse i samme grad som ved større anlæg. Miljøministeren har ved lovsagens behandling i folketinget udtalt, at der ikke kræves tilladelse til et nyt filteranlæg eller udpumpningsanlæg ved et vandindvindingsanlæg, der forsyner højest 4 husstande, og at der normalt ikke kræves tilladelse til reparation eller uddybning af eksisterende brønde. Miljøstyrelsen skal dog anføre, at der efter styrelsens mening kræves tilladelse til etablering af en boring i stedet for en eksisterende brønd, herunder etablering af en boring i bunden af brønden. I det hele må det efter styrelsens mening være afgørende, om der er tale om en fornyelse,som har en sådan økonomisk eller teknisk rækkevidde, at tilladelsesmyndigheden bør have lejlighed til at overveje anlæggets betimelighed påny.

Ved lovens § 21, stk. 2, er der gjort en undtagelse fra pligten til at søge tilladelse til en væsentlig udbedring eller en væsentlig ændring af bestående anlæg, nemlig når udbedring eller ændring er nødvendig for at opretholde en bestående forsyning.I så fald kan der uden tilladelse etableres en ny brønd eller boring inden for en afstand af 5 m fra det hidtidige indvindingssted. Arbejdet skal dog anmeldes til tilladelsesmyndigheden, inden det påbegyndes. Bestemmelsen giver en vid adgang til uden tilladelse at foretage boringer til erstatning for sammenbrudte eller udtørrede boringer eller brønde, som ikke kan undværes selv i en kortere tid. Efter lovens § 21, stk. 3, kan tilladelsesmyndigheden dog bestemme, at etablering, udbedring eller ændring af en brønd eller boring uanset bestemmelserne i stk. 2 kun må ske med tilladelse efter stk. 1. Ministeren har under behandlingen af lovsagen udtalt, at en bestemmelse efter § 21, stk. 3, må have en konkret begrundelse af vandforsyningsmæssig karakter - og altså ikke kan træffes i almindelighed f. eks. for hele kommunen eller for visse arter af anlæg -. § 21, stk. 3, kan efter miljøstyrelsens mening anvendes f. eks. for bestemte ejendomme, hvis brønde ligger på forureningsudsatte steder, hvor en erstatningsboring ikke bør etableres, eller for almene vandforsyningsanlæg, hvis boringer ligger vel nær en kirkegård eller et kloaksystem og derfor bør flyttes til et fjernere sted, når lejlighed gives, eller for ejendomme, som ligger op til en vandforsyningsledning og bør tage deres vand fra ledningen, når deres egne anlæg bryder sammen.

En bestemmelse fra kommunalbestyrelsen efter § 21, stk. 3, kan påklages til miljøstyrelsen efter lovens almindelige klageregler.

For større vandindvindingsanlæg, hvor der regelmæssigt foretages udbedringer og ændringer, der omfattes af § 21, stk. 1, f. eks. udskiftninger af boringer, kan det være praktisk, at der søges om og gives en generel tilladelse til at udføre arbejder af en nærmere angivet art i stedet for at behandle hvert enkelt arbejde særskilt.

2. Foreløbige og endelige tilladelser

For at sikre, at der, så længe indvindingstilladelse ikke er givet, kun i det nødvendigste omfang foretages investeringer i anlægget, sondres der i bekendtgørelsens bestemmelser om tilladelse til indvinding og vandindvindingsanlæg mellem foreløbige og endelige tilladelser. Der skal normalt i første omgang kun ansøges om en foreløbig tilladelse, jfr. bekendtgørelsens §§ 5 og 6. Når ansøgningen om en foreløbig tilladelse er indkommet, undersøger tilladelsesmyndigheden, om det - på grundlag af foreliggende planer eller andre forhold overhovedet er muligt at godkende et anlæg af den ønskede størrelse på det pågældende sted. Hvis det anses for muligt at imødekomme ansøgningen, giver tilladelsesmyndigheden den foreløbige tilladelse, som kun betyder, at ansøgeren kan arbejde videre med sagen, herunder foretage boringer og afprøve dem i det omfang, den foreløbige tilladelse giver adgang til det. Når boringen, eventuelt også prøvepumpning af boringen og andre undersøgelser, er foretaget og sagen er viderebehandlet, kan ansøgeren derefter indgive ansøgning om endelig tilladelse, som tilladelsesmyndigheden så tager stilling til.

Denne todeling af tilladelsesproceduren vil dog ikke altid være nødvendig. I områder, hvor der foreligger så fyldestgørende oplysninger fra omkringliggende vandindvindingsanlæg, at tilladelsesmyndigheden anser det for muligt at bedømme virkningerne af det ansøgte indvindingsanlæg, uden at der tilvejebringes yderligere oplysninger, kan den give endelig tilladelse uden først at give en foreløbig tilladelse. Dette vil f. eks. ofte gælde for sager om tilladelse til markvandingsanlæg.En sag om tilladelse til udskiftning af boringer for et stort vandforsyningsanlæg vil kunne behandles under en sagsbehandling, hvis der ikke er tale om flytning af boresteder over store afstande. Ønskes der kun tilladelse til ændring af anlægget uden forhøjelse af indvindingen og uden flytning af indvindingsstedet, kan sagen normalt også behandles under en sagsbehandling.

Bekendtgørelsen giver forskellige regler om indholdet af en ansøgning om foreløbig indvindingstilladelse (§ 7), om indholdet af den foreløbige tilladelse (§ 14), om indholdet af en ansøgning om endelig tilladelse (§ 15), og om indholdet af den endelige tilladelse (§ 17). Reglerne om indholdet af tilladelserne må sammenholdes med de almindelige regler i bekendtgørelsens §§ 32-34 om affattelse og meddelelse af afgørelser.

Reglerne om indholdet af ansøgninger og tilladelser er affattet med henblik på tilfælde, hvor der er tale om nyetablering eller væsentlige udvidelser af anlæg. Er der tale om mere begrænsede ændringer af bestående anlæg, kan indholdet indskrænkes tilsvarende

3. Ansøgninger om foreløbig indvindingstilladelse

Med hensyn til indholdet af ansøgningen om foreløbig tilladelse skal det fremhæves, at ansøgningen for almene vandforsyningsanlægs vedkommende bl. a. skal indeholde oplysninger om antallet af forbrugere, fordelt på forbrugerkategorier. Forbrugerantallet kan f. eks. tænkes delt op på antallet af husstande i helårsbeboelser bortset fra landbrug - eventuelt med særlige oplysninger om antallet af husstande i etageejendomme -, antallet af fritidshuse, antallet af landbrug og husstande i landbruget, og antallet af andre erhvervsvirksomheder, som får vand fra det almene vandforsyningsanlæg. Anvisninger på, hvorledes vandforbruget kan fastsættes for forskellige forbrugergrupper, er givet i miljøstyrelsens vedledning om vandforsyningsplanlægning, 2. del, afsnit 2, og 3. del (januar 1979), afsnit 3.4 og i Dansk Ingeniørforenings norm for vandforsyningsanlæg for enkeltejendomme, januar 1978 (DS 441), afsnit 2.5, og Dansk Ingeniørforenings norm for fælles vandforsyningsanlæg, april 1978 (DS 442) afsnit 2.5. Herudover kan vandindvindings- eller vandforsyningsplanerne indeholde bestemmelser om størrelsen af forskellige enhedsforbrug.

Ansøgningen skal endvidere indeholde en skønsmæssig angivelse af mulighederne for at indvinde den ansøgte vandmængde og af følgevirkningerne af indvindingen og - om muligt oplysning om vandtypens egnethed. Angivelsen af mulighederne for at indvinde den ønskede vandmængde og af følgevirkningerne kan gives rent overslagsmæssigt.

Ansøgningen skal derudover indeholde oplysninger om nærmere angivne forurenende forhold, som ansøgeren er bekendt med. Det bemærkes i denne forbindelse, at det antagelig vil være kommunalbestyrelsen, der har den bedste oversigt over forurenende forhold omkring det planlagte indvindingsanlæg, og at kommunalbestyrelsen også har adgang til at skaffe sig yderligere oplysninger ved inspektion på privat ejendom i medfør af vandforsyningslovens § 64. Tilladelsesmyndigheden vil derfor naturligt henvende sig til kommunalbestyrelsen med hensyn til oplysningerne om forurenende forhold, og det er ikke tanken at pålægge ansøgeren nogen særlig undersøgelsespligt i så henseeende. Det vil imidlertid være af værdi, at han giver oplysninger om de forurenende forhold, som han faktisk er bekendt med.

4. Indholdet af den foreløbige tilladelse

Den foreløbige tilladelse skal bl.a indeholde tilladelse til - og krav om - oprettelse af de boringer, der er nødvendige for at bedømme vandindvindingsmulighederne. Udførelsen af en sådan boring vil indbefatte en renpumpning af boringen med tilbagepejling, jfr. bekendtgørelse nr. 4 af 4. januar 1980 om udførelse af boringer efter grundvand m. v. Tilladelsesmyndigheden vil imidlertid i tilladelsen kunne foreskrive, at der også skal foretages en egentlig prøvepumpning af boringen. Et sådant krav om prøvepumpning bør normalt stilles med hensyn til boringer for almene vandforsyningsanlæg, som efter deres art omfattes af vandforsyningslovens § 20, for større institutionsanlæg og for private anlæg af en sådan størrelse, at deres funktion har almindelig betydning. Hvis der er tale om flere boringer inden for et begrænset område, kan det efter en bedømmelse af de hydrologiske forhold være tilstrækkeligt at prøvepumpe enkelte af dem. I cirkulæret om udførelse af boringer efter grundvand m.v. er der givet anvisning på, hvorledes en prøvepumpning kan udføres. Når der i tilladelsen stilles krav om prøvepumpning, bør det også anføres, hvorledes - herunder hvor længe prøvepumpningen skal udføres.

Det skal understreges, at borearbejderne først må foretages 4 uger efter den foreløbige tilladelse, eventuelt endnu senere, hvis tilladelsen påklages, jfr. vandforsyningslovens § 78, stk. 3 og 4, og bekendtgørelsens § 39. Dette omfatter dog ikke anlæg til brug for indvinding, der kan foretages uden indvindingstilladelse efter vandforsyningslovens § 18, stk. 2, ej heller anlæg til brug for indvinding efter vandforsyningslovens § 19, nr. 1, se herom bekendtgørelsens § 39, stk. 2.

Den foreløbige tilladelse kan også - i reglen når der er tale om indvinding af overfladevand, men i visse tilfælde også ved tilladelser til indvinding af grundvand - indeholde krav om eller tilladelse til oprettelse af fornødne måleanordninger i vandløb. Det bemærkes herved, at måleanordninger kræver tilladelse efter vandløbsloven, hvis de er til hinder for vandets frie løb, jfr. vandløbslovens kapitel X. Tilladelse meddeles i så fald efter vandløbslovens bestemmelser af vandløbsretten, men udføres anordningen som led i et vandforsyningsanlæg, kan den myndighed, som er beføjet til at tillade indvindingen, også give tilladelse til etablering af måleanordningen, jfr. vandforsyningslovens § 68.

5. Ansøgninger om endelig tilladelse til vandindvinding og vandindvindingsanlægget

En ansøgning om endelig tilladelse skal bl. a. »i fornødent omfang« indeholde oplysninger om analyse af råvandet. Der bør i de allerfleste tilfælde foretages analyse af råvandet til brug for spørgsmålet om endelig tilladelse, men affattelsen af bestemmelsen gør det muligt at undlade analyse i særlige tilfælde, hvor analysen må antages uden større betydning. Dette kan gælde ved anlæg til brug for vanding. Når der skal foretages analyse af råvandet, bør der i reglen foretages undersøgelse for de parametre, som omfattes af begrebet »udvidet kontrol« i bekendtgørelse nr. 6 af 4.januar 1980 om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg. Efter omstændighederne kan parametrenes antal udvides, f. eks. når der er fare for forurening med særlige stoffer på det pågældende sted, eller indskrænkes, f. eks. hvis der ønskes undersøgelse af vandet i en markvandingsboring eller i en boring, hvis vand alene bruges som procesvand i en industri.

En ansøgning om endelig tilladelse til et alment vandforsyningsanlæg skal være ledsaget af »foreliggende regulativ eller udkast til regulativ, eventuelt med tilhørende takstblad«. Det kan have interesse for den myndighed, der skal behandle sagen, at kende regulativet eller regulativudkastet. I ordet »foreliggende« ligger imidlertid, at sagen kan behandles uden kendskab til regulativ eller regulativudkast, når et sådant ikke foreligger.

6. Indholdet af den endelige tilladelse

a. Grænsen for grundvandsstandssænkning og indvinding pr. time

I § 17, litra e, angives det - i overensstemmelse med vandforsyningslovens § 22, stk. 4, - at tilladelsen skal indeholde bestemmelse om den tilladelige sænkning af vandstanden i boringerne eller den højest tilladelige indvinding pr. time. For anlæg, som indvinder grundvand, kan det være hensigtsmæssigt at fastsætte både en tilladelig sænkning af grundvandsstanden og en højeste indvinding pr. time, medens der for anlæg, som indvinder overfladevand, kun bliver tale om at fastsætte højeste indvinding pr. time.

b. Kontrol med følgevirkninger på grundvandsstand og vandløb

Efter § 17, litra f, kan tilladelsen bl. a. indeholde bestemmelse om, hvilke undersøgelser der skal foretages til kontrol af indvindingens følgevirkninger på grundvandsstand og vandløb. Sådanne undersøgelser har betydning dels ved at skaffe bevismateriale til eventuelle senere sager om erstatning for skader som følge af indvindingens påvirkning af vandstanden, jfr. vandforsyningslovens § 23, og dels ved at give grundlag for et skøn over, om indvindingen har uheldige virkninger på omgivelserne, f. eks. på vandløbenes vandføring. Med hensyn til kontrol med indvindingens følgevirkninger på grundvandsstanden bør det, i hvert fald for anlæg, der omfattes af vandforsyningslovens § 20, normalt fastsættes, at vandstanden i selve den pågældende indvindingsboring skal pejles et passende antal gange om året såvel i ro som under pumpning. For større anlæg bør der foreskrives et tilsvarende antal pejlinger i omkringliggende pejleboringer og eventuelt i nærmere angivne omkringliggende boringer og brønde, det sidste i overværelse af ejeren af vedkommende boring eller brønd. Bestemmelser om kontrol med indvindingens følgevirkninger på vandløb bør træffes, når der er tale om indvinding af overfladevand, og indvindingen ikke er helt ubetydelig, og når der er tale om indvinding af grundvand, og der er grund til at antage, at indvindingen vil have væsentlig indvirkning på afstrømningen til et overfladevandsområde. I forbindelse med bestemmelserne om kontrol med indvirkningen på overfladevand kan det efter omstændighederne anføres, hvilken minimumsvandføring i et vandløb eller

minimumsvandstand i en sø der kan udløse en bestemmelse fra amtsrådet om indskrænkning eller standsning af indvindingen, jfr. vandforsyningslovens § 22, stk. 4. Om der skal træffes bestemmelse om en sådan indskrænkning eller standsning, når vandføringen eller vandstanden synker under minimum, må vurderes i hvert enkelt tilfælde.

c. Beskyttelsesområder for grundvand

Efter § 17, litra h, skal det i tilladelsen anføres, om der i medfør af bl. a. miljøbeskyttelseslovens § 12 skal fastsættes beskyttelsesforanstaltninger til forebyggelse af forurening af det vand, der ønskes indvundet. Der bør altid fastlægges et beskyttelsesområde efter miljøbeskyttelseslovens § 12 omkring almene anlæg, som indvinder grundvand, og som omfattes af vandforsyningslovens § 20. Tilsvarende beskyttelsesområder bør efter omstændighederne lægges omkring boringer for andre anlæg, som indvinder grundvand, og som omfattes af vandforsyningslovens § 20 og har behov for særligt rent vand, herunder anlæg til brug for mejerier, slagterier og andre virksomheder, der tilvirker levnedsmidler. Med hensyn til mindre anlæg fastsættes normalt ikke beskyttelsesområder, idet beskyttelse også vil kunne opnås ved at vælge et indvindingssted, der ikke er udsat for forurening - eventuelt skride ind mod bestående forhold efter miljøbeskyttelseslovens § 11, stk. 3, - og afslå tilladelser til nye forurenende forhold i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 11, stk. 1. Beskyttelsesområder er hidtil i vid udstrækning fastsat på grundlag af nedsivningsbekendtgørelsens regler. Disse regler sigter bl. a. mod at holde en vis afstand - ofte 300 m - mellem et vandindvindingsanlæg og et nedsivningsanlæg. De er hovedsagelig rettet mod bakteriologisk forurening af vandindvindingsanlæg, idet overlevelsestiden for bakterier tilført grundvandet uden for disse afstande vil være mindre end transporttiden fra nedsivningsanlæggene til vandindvindingsanlæggene. For at sikre mod bakteriologisk forurening af vandindvindingsanlæg kan det i nogle tilfælde være nødvendigt at udstrække beskyttelsesområdet ud over disse grænser, f. eks. i områder hvor vandindvindingen sker fra højtliggende grundvand, eller indvindingen sker fra kalk- eller kridtlag med ringe beskyttende overdækning. På den anden side kan det under visse omstændigheder være forsvarligt at undtage visse bestående anlæg fra beskyttelsesområdets forbud. Dette kan således være tilfældet for nedsivningsanlæg i passende afstand fra en boring, når boringen er velbeskyttet af overliggende lerlag og eventuelt har artetisk vandrejsning.

De nedsivningsanlæg, der forbydes inden for beskyttelsesområderne, bør ikke omfatte nedsivningsanlæg for tagvand.

Beskyttelsesområder fastsat ud fra disse hensyn sikrer imidlertid ikke mod følgerne af en langtidsvirkende kemisk forurening af grundvand som følge af udledning af spildevand til jorden. Det skal derfor endvidere sikres, at der ikke inden for hele vandforsyningsanlæggets indvindingsopland forekommer afledning af så store mængder spildevand, at dette med tiden kan give anledning til en kemisk kvalitetsforringelse af det grundvand, som indvindes fra det påtænkte vandindvindingsanlæg. Såfremt der inden for indvindingsoplandet forekommer afledning af spildevand til jorden fra områder med samlet bebyggelse, bør der derfor foretages hydrogeologiske undersøgelser, som belyser, om afledningen vil være forenelig med den påtænkte vandindvinding. I modsat fald må områdets spildevandsbortskaffelse løses ved en fælles ordning, f. eks. kloakering eller samletanke.

d. Beskyttelsesområder for overfladevandsanlæg

For overfladevandsanlæg, der kræver særlig rent vand, kan der fastlægges et beskyttelsesområde langs vandløbsbredden efter miljøbeskyttelseslovens § 13, jfr. bekendtgørelsen § 17, litra h.

e. Fredningsbælter

Udover beskyttelsen mod forurenende nedsivning bør det for almene anlæg og levnedsmiddelvirksomheder m. v., der omfattes af vandforsyningslovens § 20, endvidere i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 14 fastsættes i tilladelsen, at arealet omkring boringen skal være indhegnet inden for en afstand af mindst 10 m fra boringen, at hegnet normalt skal holdes lukket, og at der på dette areal ikke må gødes, bruges gifte eller bekæmpelsesmidler eller i øvrigt anbringes eller bruges stoffer på en måde, der kan udsætte anlægget for forurening. Omfatter beskyttelsesarealet en ejendom, der ikke ejes af vandforsyningsanlægget, bør der dog ikke mod ejerens ønske stilles krav om indhegning, men alene om forbud mod gødning m. v.; dette bør da også tinglyses på vedkommende ejendom, jfr. bekendtgørelsens § 32, stk. 2. For boringer ved anlæg, som ikke er almene vandforsyningsanlæg eller levnedsmiddelvirksomheder, eller som ikke omfattes af vandforsyningslovens § 20, kan der stilles mindre krav til beskyttelsesarealet, men det bør også her påses, at der er tilstrækkeligt friareal omkring boringen. For markvandingsanlæg kan det være hensigtsmæssigt at fastlægge et fredningsbælte, inden for hvilket gødning, gifte eller bekæmpelsesmidler ikke må deponeres, dog uden at der stilles krav om indhegning. Der henvises også om disse fredningsbælter til bekendtgørelsens § 17, litra h.

f. Andre foranstaltninger til beskyttelse af indvindingsanlæg

For såvel grundvands- som overfladevandsanlæg kan der - navnlig for anlæg, der kræver særlig rent vand - være tale om i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 14 at give andre påbud og forbud til sikring af vandforsyningsanlægget, eventuelt mod erstatning, jfr. bekendtgørelsens § 17, litra h. Der kan således være tale om påbud om fjernelse af bestående møddinger eller olietankanlæg i nærheden af en boring.Der kan endvidere være tale om at kræve bestående kloakledninger omlagt i særlig tætte rør inden for en vis afstand fra en vandværksboring.

g. Andre vilkår for tilladelserne Efter § 17, litra i, skal den endelige tilladelse indeholde en nærmere redegørelse for behandlingsanlægget. Man skal i den forbindelse fremhæve, at også anden lovgivning end vandforsyningslovgivningen, f. eks. byggeloven og arbejdsmiljøloven, kan stille krav til behandlingsanlægget.

Efter § 17, litra j, kan der bl a. stilles krav om fremtidige undersøgelser af det behandlede vand fra anlægget ud over, hvad der normalt forlanges efter bekendtgørelse nr. 6 af 4. januar 1980 om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg. Efter vandforsyningslovens § 60 og tilsynsbekendtgørelsens § 5 træffes sådanne bestemmelser om særlige undersøgelser normalt af kommunalbestyrelsen. Der er imidlertid intet i vejen for, at et amtsråd stiller krav om særlige undersøgelser allerede i indvindingstilladelsen - f. eks. om et større antal kloridundersøgelser, når der menes at være fare for indtrængen af saltvand i grundvandet.

Efter § 17, litra m, kan der, som hidtil, i tilladelserne stilles særlige vilkår. Som sådanne særlige vilkår kan nævnes et vilkår angående ledningsføringen, jfr. ovenfor under dette kapitels afsnit 1. Endvidere kan der i særlige tilfælde være tale om at betinge en tilladelse af, at vandforsyningsanlægget yder bidrag til enkelte grundejere, som har måttet erstatte deres spildevandsnedsivningsanlæg med andre ordninger.

Kapitel 5

Behandlingen af sager om tilladelse til

bortledning m.v. af grundvand

1. Afgrænsning af pligten til at søge tilladelse

Bestemmelserne i vandforsyningslovens § 26, hvorefter der kræves tilladelse til bortledning m. v. af grundvand, er nye.

Bestemmelserne omfatter en række forskellige forhold, hvoraf man kan nævne:

Bortpumpning af grundvand for at holde kældre tørre i områder med høj grundvandsstand.

Bortpumpning af grundvand for at tørholde viadukter.

Bortpumpning m. v. af grundvand fra grusgrave og kridtbrud for at gøre det muligt at indvinde grus og kridt i tør tilstand.

Sænkning af grundvandstanden som følge af råstofindvinding under grundvandspejlet.

Bortpumpning m. v. af grundvand for at tørholde vejanlæg.

Gennemgravning af bakker i forbindelse med vejanlæg med den virkning, at grundvandsstanden i det tilsluttende bakkedrag synker.

Midlertidig bortpumpning af grundvand for at holde jorden tør under støbning af fundamenter til husbyggeri, byggeri af viaduktanlæg m.v., hvor dette foretages i et sådant omfang eller på et sådant sted, at undtagelsesbestemmelsen i lovens § 26, stk. 2, ikke finder anvendelse.

Hvis en bortpumpning af grundvand under støbning af fundamenter eller for at holde det endelige bygningsværk tørt indebærer risiko for skade på omkringliggende bygninger, er forholdet tillige reguleret ved § 12 A i byggeloven, jfr. lovbekendtgørelse nr. 530 af 25. oktober 1976, hvorefter kommunalbestyrelsen kan stille særlige krav til byggemetoden, herunder eventuelt forbyde bortpumpning.

En række forhold er dog undtaget fra pligten til at søge tilladelse efter vandforsyningslovens § 26. Dette gælder:

  • 1) Midlertidige bortledninger, når bortledningen må antages at blive af højst 2 års varighed, og bortledningen i hvert af disse år må antages højst at omfatte 100.000 m3 grundvand, og der endvidere ikke inden for 300 m fra bortledningsstedet findes anlæg til indvinding af grundvand, som efter deres art er omfattet af vandforsyningslovens § 20. Der henvises herom til lovens § 26, stk. 2, 1. pkt. Reglen vil betyde, at en række mindre bortpumpninger under støbning af fundamenter ikke vil kræve tilladelse efter vandforsyningslovens § 26. I de tilfælde, hvor der ikke kræves tilladelse efter vandforsyningsloven til midlertidige bortpumpninger i forbindelse med byggeri, vil kommunalbestyrelsen dog kunne skride ind efter byggelovens § 12 A.
  • 2) Bortledninger der må foretages, fordi der opstår mulighed for skade på bestående vej- og jernbaneanlæg, jfr. vandforsyningslovens § 26, stk. 2, 2. pkt.
  • 3) Sænkning af grundvandsstanden, der foretages i dyrkningsøjemed efter reglerne i vandløbsloven, jfr. lovbekendtgørelse nr. 523 af 26. september 1973. Herunder falder udgrøftning eller dræning til bestående vandløb uden anvendelse af pumpeanlæg, jfr. vandløbslovens § 3, stk. 1, regulering af vandløb og tørlægning af søer efter vandløbslovens §§ 18-34 og afvanding gennem udpumpnings- og digeanlæg efter vandløbslovens §§ 51-61. Regulering af vandløb, tørlægning af søer og afvanding gennem udpumpnings- og digeanlæg kræver i stedet tilladelse efter vandløbsloven.
  • 4) Bortledning af grundvand eller anden sænkning af grundvandsstanden, som foretages i forbindelse med statslige bygge- og anlægsarbejder, og som ikke er undtaget fra pligten til at søge tilladelse i medfør af vandforsyningslovens § 26, stk. 2. I disse tilfælde skal efter lovens § 27 den statslige myndighed ikke søge tilladelse hos amtsråd eller kommunalbestyrelse efter vandforsyningsloven, men alene forhandle med amtsrådet om spørgsmålet. Opstår der under forhandlingerne uenighed om, hvilke foranstaltninger der skal foretages af hensyn til vandforsyningsforholdene, skal spørgsmålet afgøres af miljøministeren.

Tilladelser efter vandforsyningslovens § 26 gives efter § 26, stk. 1, og efter bekendtgørelsens §§ 18-19 af kommunalbestyrelsen, hvis bortledningen m. v. må antages højest at udgøre 6.000 m3 årligt, og ellers af amtsrådet.

2. Ansøgninger om tilladelse

I bekendtgørelsens § 20 er der givet regler om, hvilke oplysninger der skal gives i en ansøgning om tilladelse efter vandforsyningslovens § 26. Der skal så vidt muligt gives oplysning om grundvandsforholdene på stedet og skal endvidere gives oplysning om bortledningen og dens formodede virkning. Hvis der er tale om meget omfattende bortledninger, kan det være nødvendigt, at ansøgeren lader foretage en særlig hydrologisk undersøgelse for at fremskaffe oplysningerne. I almindelighed vil det dog antagelig være tilstrækkeligt, at ansøgeren foretager et skøn ud fra foreliggende oplysninger.

3. Indholdet af tilladelserne

Regler herom er givet i bekendtgørelsens § 22.

Efter § 22, litra b, skal tilladelsen indeholde en fastsættelse af den vandmængde, som tillades bortledt. Efter § 22, litra c, skal tilladelsen endvidere indeholde en fastsættelse af den tilladelige sænkning af grundvandsstanden eller den højest tilladelige bortledning pr. time.

Hvis der er tale om en simpel dræning, som ikke forudsætter bortpumpning af vand, bør man normalt ikke kræve den afledte vandmængde målt, men bør nøjes med at fastsætte den tilladelige sænkning af grundvandsstanden. I så fald vil den vandmængde, som tillades bortledt efter § 22, litra b, alene være bestemt af denne sænkning. Hvor stor en sænkning, der kan tillades, vil afhænge af drænets placering og jordlagenes gennemtrængelighed.

Hvis der på den anden side er tale om bortpumpning af vand, bør den tilladelige bortledning begrænses både ved fastsættelse efter § 22, litra b, af den ialt tilladelige bortledning eventuelt bortledning pr. år - og ved fastsættelse efter § 22, litra c, af den tilladelige grundvandsstandssænkning eller den højest tilladelige bortledning pr. time. I særlige tilfælde bør man i denne forbindelse stille krav om, at det bortledte vand måles, f. eks. med en magnetisk flowmåler, idet en almindelig vandmåler som regel ikke vil være praktisk anvendelig. I langt de fleste tilfælde vil det dog være tilstrækkeligt at etablere en driftstimetæller eller en særskilt elmåler i forbindelse med pumpen, som må afprøves, således at ydelsen pr. driftstime eller pr. kWh er kendt.

Kontrollen med bortledningens størrelse må - på samme måde som i forbindelse med tilladelse til vandindvinding - føres af brugeren eller ejeren af bortledningsanlægget, men kommunalbestyrelsen kan kontrollere målingerne i medfør af bekendtgørelsens § 44.

Efter § 22, litra d, kan der fastsættes særlige vilkår for tilladelsen, herunder vilkår om en nærmere angiven afhjælpning af skade på anden ejendom.

Hvis en bortledning vil skade en nærliggende ejendoms vandindvinding, kan det på denne måde gøres til et vilkår for tilladelsen til bortledning, at den bortledende virksomhed skaffer den skadelidende ejendom en anden vandforsyning. Et sådant vilkår bør dog kun stilles, hvis det er klart, at den bortledende virksomhed skal betale alle udgifterne ved den ændrede vandforsyning. Er dette ikke tilfældet - f. eks. fordi den nye vandforsyning vil betyde en forbedring af den skadelidende ejendom, som ejendommens ejer selv må yde bidrag til - bør der ikke stilles vilkår om afhjælpning, men den skadelidende ejendoms ejer må henvises til selv at skaffe sig en ændret vandforsyning og rejse erstatningskrav over for den bortledende virksomhed i medfør af vandforsyningslovens § 28. Ved rejsning af sag om erstatning må vandforsyningslovens § 23, stk. 3, efter miljøstyrelsens opfattelse kunne anvendes analogt.

Hvis en bortledning ikke i første omgang vil medføre skade på anden ejendom eller virksomhed, men dog vil omfatte så store vandmasser, at det vil være ønskeligt at få dem nyttiggjort, f. eks. ved overpumpning til et vandløb, der særligt trænger til forøgelse af sin vandføring, eller til et alment vandforsyningsanlæg, der står over for en udvidelse af sin indvinding, kan tilladelsen indeholde et vilkår herom. Der må herunder søges opnået forlig om, i hvilket omfang udgiften ved vandoverførelsen bør afholdes af bortledningsvirksomheden og i hvilket omfang af dem, der er interesserede i vandløbet eller vandforsyningsanlægget. Kan forlig ikke opnås, må forholdet fastlægges i bortledningstilladelsen, hvis afgørelse herom kan påklages på sædvanlig måde.

Kapitel 6

Behandling af sager om inddragelse

af ejendomme under almene vandforsynings

anlæg efter vandforsyningslovens § 29

Bekendtgørelsens § 23 fastsætter, i hvilket omfang sager om inddragelse af ejendomme under almene vandforsyningsanlæg efter vandforsyningslovens § 29 kan afgøres af kommunalbestyrelsen.

En forudsætning for kommunalbestyrelsens kompetence er, at der foreligger tilstrækkeligt detaljerede bestemmelser i vandforsyningsplanen om, at det almene anlæg skal forsyne det område, som tænkes inddraget under anlægget efter lovens § 29, jfr. ovenfor under kapitel 2. Derimod behøver der ikke i planerne at være truffet bestemmelse om, at inddragelse af området under det almene anlæg skal kunne ske tvangsmæssigt i medfør af lovens § 29.

En afgørelse efter vandforsyningslovens § 29 omfatter normalt en bestemmelse om, hvilket område der skal forsynes fra anlægget, og hvilke ledninger der skal lægges ud i området. Herudover kan det i nogle tilfælde være nødvendigt at forhøje det almene anlægs indvindingstilladelse eller pålægge det at foretage udvidelse af sit hovedanlæg af hensyn til forsyningen; sidstnævnte pålæg kan gives med hjemmel i vandforsyningslovens § 47. Spørgsmål om områdets forsyning fra anlægget og etablering af de nødvendige ledninger hertil må afgøres af kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor området ligger. Bliver der behov for forøgelse af indvindingstilladelsen eller udvidelse af hovedanlægget, må disse dele af sagen imidlertid besluttes af kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor anlægget ligger. Hvis området og anlægget ligger i forskellige kommuner, og den kommune, hvor det almene anlæg ligger, ikke vil træffe de nødvendige bestemmelser, må denne del af bestemmelserne træffes af amtsrådet.

Inden der træffes en afgørelse efter vandforsyningslovens § 29, bør der normalt foretages en gennemgang af forholdene i området med beskrivelse af karakteren af de enkeltanlæg, som ønskes erstattet med forsyning fra det almene anlæg - herunder grundvandsstandens højde i brønde eller boringer og for brønde endvidere brøndens dybde -, enkeltanlæggenes tekniske indretning og deres beliggenhed i forhold til nedsivningsanlæg og andre forureningskilder. Omfatter sagen et større antal ejendomme, vil det i reglen være rigtigt at afholde et offentligt møde.

Kapitel 7

Behandlingen af sager om

inddragelse af vandindvindingstilladelse

efter vandforsyningslovens

§ 32 og om forsyningspligt m.v. efter vandforsyningslovens kapitel 8

Bekendtgørelsens § 28 bestemmer, at sager om pligt for private anlæg til at forsyne nærmere bestemte ejendomme, jfr. vandforsyningslovens § 45, stk. 1, kan afgøres af kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor ejendommen ligger, under betingelser svarende til betingelserne i § 23. Må der i den forbindelse træffes bestemmelse om forøgelse af indvindingstilladelsen for det anlæg, der skal påtage sig forsyningen, eller om udvidelse af anlægget i medfør af vandforsyningslovens § 47, kan disse spørgsmål afgøres af kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor anlægget ligger, under betingelser svarende til betingelserne i § 23.

Kapitel 8

Spørgsmål om tinglysning og

udbetaling af vederlag

Bestemmelserne i bekendtgørelsens § 43 om tinglysning og udbetaling af vederlag bygger på de hidtidige regler for anlæg, der kræver indvindingstilladelse fra amtsrådet.

§ 43, stk. 1, omfatter tinglysning angående arealerhvervelser og rådighedsindskrænkninger til fordel for et vandforsyningsanlæg, hvad enten rettigheden er erhvervet ved ekspropriation, jfr. vandforsyningslovens §§ 37 og 38 og bekendtgørelse nr. 5 af 4. januar 1980 om ekspropriation til vandforsyningsanlæg, eller rettigheden er erhvervet ved aftale.

Erhverves rettigheden ved ekspropriation, vil andre rettigheder over ejendommen som regel vige for ekspropriationen, jfr. lovens § 37, stk. 2, 2. pkt., og § 38, 2. pkt., og ekspropriationsbekendtgørelsens § 6, stk. 2, 2. pkt., og § 7, 2. pkt. Erhverves rettigheden ved aftale, men havde der været hjemmel til at erhverve rettigheden ved ekspropriation, kan rettigheden i medfør af vandforsyningslovens § 43 forlanges tinglyst med prioritet forud for alle rettigheder i ejendommen. En rettighed, der er erhvervet ved aftale, kan herefter kun tinglyses med en sådan prioritetsstilling, hvis vandforsyningsanlægget har den fornødne tilladelse efter vandforsyningsloven, og hvis rettigheden kunne eksproprieres efter vandforsyningslovens regler - hvilket f. eks. ikke kan ske for byggegrunde eller grunde til boringer til brug for private almene anlæg -. I bekendtgørelsens § 43, stk. 2, - som kun omfatter aftalte rettigheder fastslås det, at tilladelsesmyndigheden til brug for tinglysningen på begæring skal afgive en erklæring om, hvorvidt tinglysningen efter myndighedens skøn kan ske med prioritet forud for alle rettigheder i ejendommen i medfør af vandforsyningslovens § 43. Et yderligere skøn, navnlig med hensyn til spørgsmålet om ekspropriationshjemmel, må ventes udøvet af tinglysningsdommeren.

Bekendtgørelsens § 43, stk. 3 og 4, omfatter kun udbetaling af vederlag for rettigheder, der er erhvervet ved aftale og tinglyst med prioritet forud for andre rettighedshavere i medfør af lovens § 43. Der må i så fald tages et særligt hensyn til disse andre rettighedshavere. Det bestemmes derfor - som efter den tidligere ordning - at de vederlag, som skal ydes af private anlæg, skal udbetales gennem kommunalbestyrelsen. Det bestemmes endvidere, på samme måde som efter § 14 i bekendtgørelsen om ekspropriation til vandforsyningsanlæg, at vederlaget med visse undtagelser skal udbetales til de andre rettighedshavere i prioritetsfølge.

Kapitel 9

Tilsyn

I bekendtgørelsens § 44 er det fastsat, at når der i en afgørelse er stillet vilkår eller givet påbud eller forbud, skal tilsynet med, at vilkåret, påbudet eller forbudet overholdes, føres af kommunalbestyrelsen - også når afgørelsen er truffet af amtsrådet -. Bestemmelsen er i overensstemmelse med vandforsyningslovens § 65 og i vidt omfang med tidligere lovgivning. Konstateres der overtrædelse af vilkår, påbud eller forbud, har kommunalbestyrelsen i medfør af vandforsyningslovens § 65, stk. 2, adgang til selv at lade vedkommende foranstaltning (f. eks. tilkastning af en brønd) foretage for den ansvarliges regning. Er der tale om en indgribende foranstaltning overfor et privat alment anlæg, vil det dog være rigtigst i stedet at opnå dom over anlæggets ejer efter vandforsyningslovens § 66. Der vil også kunne reageres mod en overtrædelse ved at anmelde forholdet til politiet med anmodning om tiltalerejsning efter vandforsyningslovens § 84, stk. 1, nr. 3 eller 4. Er det amtsrådet, der har fastsat vilkåret, påbudet eller forbudet, bør kommunalbestyrelsen normalt ikke reagere, før den har forelagt spørgsmålet for amtsrådet.

Kapitel 10

Ekspropriation

Regler om ekspropriation til fordel for vandforsyningsanlæg er givet i vandforsyningslovens §§ 37-44. Efter lovens § 40, stk. 3, og § 42, stk. 2, finder reglerne i §§ 47-49, 51, stk. 3-6 og 63-64 i lov om offentlige veje (lovbekendtgørelse nr. 585 af 20. november 1975) tilsvarende anvendelse på disse ekspropriationer. Nærmere regler om ekspropriationerne er i medfør af vandforsyningslovens § 8 givet ved bekendtgørelse nr. 5 af 4. januar 1980 om ekspropriation til vandforsyningsanlæg. Bekendtgørelsen svarer i vidt omfang til den tidligere bekendtgørelse nr. 181 af 29. marts 1974 om ekspropriation til vandforsyningsanlæg.

Med hensyn til den nye ekspropriationsbekendtgørelse bemærkes, at det efter bekendtgørelsens §§ 6 og 7 er en betingelse for ekspropriation, at der foreligger »den fornødne tilladelse til anlægget«. Enkelte almene vandforsyningsanlæg virker kun som fordelingscentraler, der køber alt deres vand fra et andet anlæg og derefter fordeler det gennem eget ledningssystem. Sådanne vandforsyningsanlæg kræver ikke tilladelse efter vandforsyningsloven, og der vil alligevel kunne eksproprieres til deres ledningsanlæg.

Efter bekendtgørelsens § 8 kan der i en række tilfælde foretages opmålinger, nivellementer og andre undersøgelser i marken, før der udarbejdes ekspropriationsplan. Sådanne undersøgelser bør om muligt foretages på årstider, hvor de volder mindst mulig gene for afgrøder. Det samme gælder for lægning af vandforsyningsledninger i marker.

Det fremgår af bekendtgørelsen, jfr. dens §§ 9-12, at der under en ekspropriationssag kan være tale om tre parter, nemlig ekspropriationsmyndigheden (i almindelighed kommunalbestyrelsen), rekvirenten (der med hensyn til private vandforsyningsanlæg og vandforsyningsanlæg, der ejes af fremmed kommune, ikke vil være identisk med ekspropriationsmyndigheden) og grundejeren. Det skal fremhæves, at ekspropriationsmyndigheden, når den ikke er identisk med anlæggets ejer, i betydelig grad må inddrage anlæggets ejer i sagsbehandlingen. Det vil antagelig således i praksis blive vandforsyningsanlæggets ejer, der må redegøre for de ønskede foranstaltninger, og når der skal stilles forslag om forlig om ekspropriationernes udstrækning og erstatningernes størrelse, vil vandforsyningsanlæggets stilling til spørgsmålet være af væsentlig betydning.

Bekendtgørelsens §§ 9 og 10 giver regler om afholdelse af en åstedsforretning. Begrebet »åstedsforretning« omfatter ikke alene det møde på åstedet, hvor forholdene besigtiges, men også det forhandlingsmøde, som - eventuelt på et andet tidspunkt og sted - afholdes i forbindelse med besigtigelsesmødet.

I bekendtgørelsens § 9, stk. 4, er det i overensstemmelse med den tidligere ekspropriationsbekendtgørelse bestemt, at forudgående indvarsling til den åstedsforretning, som skal afholdes i forbindelse med ekspropriationen, normalt ikke skal sendes til panthaverne i de respektive ejendomme. Det kan herom bemærkes, at særskilt indvarsling af panthavere kun bør ske, hvis ejendommen er så højt behæftet, at panthaverne har en reel interesse i ekspropriationssagen.

I bekendtgørelsens § 10, stk. 3, er det i overensstemmelse med vejlovens § 48, stk. 2, bestemt, at mødelederen under åstedsforretningen kan fremsætte forslag til erstatningens fastsættelse med angivelse af de erstatningsposter, som dette omfatter. Det skal fremhæves, at det for at undgå en særlig erstatningssag vil være ønskeligt, at der altid søges forlig om erstatningerne i forbindelse med ekspropriationssagen. Forliget bør ikke alene omfatte spørgsmålet om erstatningernes størrelse, men også om, hvorvidt ekspropriationen, bl. a. under hensyn til erstatningernes størrelse, bør udstrækkes ud over det egentlig nødvendige i medfør af bekendtgørelsens § 12, stk. 2-5. Hvis der på denne måde opnås forlig om en udvidelse af ekspropriationen, kan denne udvidelse medtages under kommunalbestyrelsens ekspropriationsbeslutning efter bekendtgørelsens § 11, stk. 1. Overenskomster om erstatninger skal derimod ikke omfattes af ekspropriationsbeslutningen, men formuleres som overenskomster, der er godkendt af anlægget, jfr. bekendtgørelsens § 10, stk. 3 og 5, og § 11, stk. 2.

I bekendtgørelsens § 14 er det fastsat, at erstatninger, der skal udredes af offentlige vandforsyningsanlæg, udbetales af anlæggets ejer, medens erstatninger, der skal udredes af private anlæg, betales gennem kommunalbestyrelsen. Kravet om udbetaling gennem kommunalbestyrelsen skyldes, at udbetalingen skal ske med hensyntagen til panthavere og andre rettighedshavere i ejendommene, jfr. ovenfor i kapitel 8. For at lette kommunalbestyrelsernes udbetaling af erstatningerne bestemmes det i bekendtgørelsens § 11, stk. 1, at det i ekspropriationsbeslutningen vil kunne pålægges et privat anlæg at stille sikkerhed for erstatningerne.

Miljøstyrelsen den 28. februar 1980

Jens Kampmann

/ Erling Rørdam

Indholdsfortegnelse

  

 KAPITEL 1.  Indledning  

 KAPITEL 2.  Myndighederne  

 KAPITEL 3.  Almindelige regler om sagernes behandling  

       1. Indsendelse af ansøgninger  

       2. Sagens behandling  

       3. Afholdelse af møder m.v.  

       4. Meddelelse af påbud og forbud  

       5. Spørgsmål om ekspropriation eller erstatning  

       6. Tilladelser efter anden lovgivning  

 KAPITEL 4.  Behandlingen af sager om tilladelse til vandindvinding og  

             til anlæg til brug for vandindvindingen  

       1. Tilladelser til vandindvindingsanlægget  

       2. Foreløbige og endelige tilladelser  

       3. Ansøgninger om foreløbig indvindingstilladelse  

       4. Indholdet af den foreløbige tilladelse  

       5. Ansøgninger om endelig tilladelse til vandindvinding og til  

          vandindvindinsanlægget  

       6. Indholdet af den endelige tilladelse  

          a. Grænsen for grundvandsstandssænkning og indvinding  

             pr. time  

          b. Kontrol med følgevirkninger på grundvandsstand og vandløb  

          c. Beskyttelsesområder for grundvand  

          d. Beskyttelsesområder for overfladevandsanlæg  

          e. Fredningsbælter  

          f. Andre foranstaltninger til beskyttelse af  

             indvindingsanlæg  

          g. Andre vilkår for tilladelserne  

 KAPITEL 5.  Behandlingen af sager om tilladelse til bortledning m.v.  

             af grundvand  

       1. Afgrænsning af pligten til at søge tilladelse  

       2. Ansøgninger om tilladelse  

       3. Indholdet af tilladelserne  

 KAPITEL 6.  Behandling af sager om inddragelse af ejendomme under  

             almene vandforsyningsanlæg efter  

             vandforsyningslovens § 29  

 KAPITEL 7.  Behandlingen af sager om inddragelse af  

             vandindvindingstilladelse efter vandforsyningslovens  

             § 32 og om forsyningspligt m.v. efter  

             vandforsyningslovens kapitel 8  

 KAPITEL 8.  Spørgsmål om tinglysning og udbetaling af vederlag  

 KAPITEL 9.  Tilsyn  

KAPITEL 10. Ekspropriation

Officielle noter

Ingen