Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Cirkulære om reglement om miljøbeskyttelse


I medfør af §§ 4 og 5 i lov om miljøbeskyttelse kan miljøministeren fastsætte landsdækkende regler om forebyggelse af forureningen. Disse regler, reglementet, træder i stedet for væsentlige dele af kommunernes sundhedsvedtægter, som ophæves i forbindelse med, at miljøbeskyttelsesloven træder i kraft den 1. oktober 1974.

Samtidig med at sundhedsvedtægterne ophæves, bliver sundhedskommissionerne nedlagt. Inden for de områder, som er reguleret ved reglementet, skal kommunalbestyrelserne derefter forestå bestemmelsernes administration.

Bestemmelserne i lovens §§ 4 og 5 har følgende ordlyd:

»§ 4. Ministeren for forureningsbekæmpelse kan fastsætte regler om affald, dyrehold, skadedyr og andre forhold, når dette er nødvendigt af hensyn til forebyggelse og imødegåelse af uhygiejniske forhold eller af væsentlige ulemper for omgivelserne.

Stk. 2. I reglerne fastsættes hygiejniske begrundede bestemmelser om badevand og badestrande, svømmebassiner og varmtvandbadeanstalter, campingpladser, restaurationer og andre steder, hvor et større antal personer samles.

Stk. 3. I reglerne fastsættes bestemmelser om kommunalbestyrelsens adgang til med påbud om afhjælpende foranstaltninger eller eventuelt forbud at gribe ind over for anden virksomhed end den, der er optaget i bilaget til loven, jfr. § 35, hvis den giver anledning til uhygiejniske forhold eller væsentlige ulemper for omgivelserne.

§ 5. I de regler, som fastsættes i medfør af § 4, bestemmes, i hvilket omfang kommunalbestyrelsen kan vedtage forskrifter om nærmere regulering af de emner, der er omhandlet i reglerne.«

Visse af de områder, som har været reguleret af sundhedsvedtægterne, er ikke omfattet af bestemmelserne i reglementet. Regler om det hygiejniske tilsyn med institutioner, klinikker, saloner og lignende vil efter sundhedsvedtægternes bortfald findes i de regler, som fastsættes af indenrigsministeriet efter § 8 i lov nr. 381 af 13. juni 1973 om embedslægeinstitutioner m.v.

Med hensyn til reglerne om restaurationskøkkener kan der henvises til handelsministeriets bekendtgørelse nr. 130 af 25. marts 1970 om forskrifter for restaurationer og hotellokaler m.v., samt til § 34, jfr. § 38 i lov nr. 310 af 6. juni 1973 om levnedsmidler m.m.

For så vidt angår campingpladser kan der henvises til det campingreglement, som udstedes med hjemmel i lov nr. 267 af 7. juni 1972 om sommerhuse og campering m.v.

Efter miljøbeskyttelsesloven er de kategorier af virksomheder, som er optaget på den liste, der knytter sig til lovens kapitel 5, undergivet særlige regler om godkendelse. For sådanne virksomheder er der endvidere opstillet særlige regler om adgangen til at meddele påbud om afhjælpende foranstaltninger m.v., jfr. lovens § 44. Sådanne virksomheder kan tillige være omfattet af reglementets bestemmelser, f.eks. om dyrehold, men kommunalbestyrelsens adgang til efterfølgende at meddele påbud eller forbud er reguleret ved lovens § 44. Den almindelige indgrebsbestemmelse i reglementets kapitel 11 finder derfor ikke anvendelse på virksomheder, der er omfattet af bilaget til loven.

Ved administrationen af reglementet skal de hensyn, som er nævnt i lovens formålskapitel, tilgodeses. Der henvises i denne forbindelse til formuleringen af lovens § 1:

»§ 1. Ved denne lov tilstræbes at:

  • 1) forebygge og bekæmpe forurening af luft, vand og jord,
  • 2) forebygge og bekæmpe støjulemper,
  • 3) tilvejebringe hygiejnisk begrundede regler af betydning for miljøet, og
  • 4) tilvejebringe det nødvendige administrative grundlag for planlægningen og indsatsen mod forurening.

Stk. 2. Loven skal særlig anvendes til at søge sikret de kvaliteter i de ydre omgivelser, som er af betydning for menneskers hygiejniske og rekreative levevilkår og for bevarelse af et alsidigt dyre- og planteliv.

Stk. 3. Ved bedømmelse af omfanget og arten af foranstaltningerne til forebyggelse og imødegåelse af forurening skal der på den ene side lægges vægt på de ydre omgivelsers beskaffenhed og forureningens virkninger på disse og på den anden side den samfundsmæssige nytte af den virksomhed, der er nævnt i § 2, og omkostningerne ved beskyttelsesforanstaltninger.«

Administrationen af bestemmelserne skal forestås af kommunalbestyrelserne.

Beslutninger i henhold til reglementet, eller regler fastsat med hjemmel i reglementet, skal meddeles i overensstemmelse med reglerne i miljøbeskyttelseslovens kapitel 10, vedrørende blandt andet skriftlighed, klagevejledning og kredsen af personer m.v., som skal underrettes om den trufne afgørelse.

Klage over kommunalbestyrelsens afgørelser finder sted efter reglerne i lovens kapitel 11. Dette indebærer blandt andet, at klage skal indgives til den myndighed, som har truffet afgørelsen, og at klagen skal videresendes til miljøstyrelsen, som træffer afgørelsen som klagemyndighed.

Dispensationsafgørelser, som træffes af miljøstyrelsen som første instans kan påklages til miljøministeren. Det bemærkes, at ingen afgørelse efter reglementet kan påklages til miljøankenævnet.

Med hensyn til sager, som kan afgøres efter reglementet, men som har mindre betydning for miljøbeskyttelsen, er der fastsat en særlig bestemmelse i pkt. 14.3., hvorefter vedkommende myndighed, f.eks. kommunalbestyrelsen, kan afvise at træffe en realitetsafgørelse i sagen. Der er herved især tænkt på sådanne sager, hvor kommunalbestyrelsen anmodes om at træffe afgørelse om nedbringelse af nabogener, men hvor de miljømæssige gener må antages at udgøre et mindre væsentligt led i en dybere uenighed mellem naboerne, og som vil kunne behandles efter naboretlige regler. I disse tilfælde skal kommunalbestyrelsen samtidig med afvisningen vejlede den pågældende om, at sagen eventuelt vil kunne indbringes for andre myndigheder eller for domstolene.

Man har ikke anset det for hensigtsmæssigt at foreskrive en generel pligt for myndighederne til at inddrage embedslægeinstitutionerne i behandlingen af reglementssager. Man har herved forudsat, at beslutning om, hvorvidt en sags forsvarlige behandling forudsætter embedslægeinstitutionernes medvirken, træffes af de respektive kommunale råd eller udvalg, som i øvrigt har ansvaret for tilvejebringelse af de nødvendige oplysninger.

Man anser det imidlertid for væsentligt, at embedslægeinstitutionernes sagkundskab på bl.a. det sundhedsmæssige, hygiejniske og miljømæssige område udnyttes i form af rådgivning ved behandlingen af reglementssager og ved medvirken til varetagelsen af de tilsynsopgaver, som påhviler kommunalbestyrelserne efter reglementet, jfr. § 4 i lov nr. 381 af 13. juni 1973 om embedslægeinstitutioner m.v. Når embedslægeinstitutionen inddrages i sagsbehandlingen bør dette ske på et tidligt stadium. Man skal i denne forbindelse påpege behovet for, at en rådgivning på det sundhedsmæssige, hygiejniske og miljømæssige område i tilstrækkeligt omfang samordnes med en sags tekniske, økonomiske, samfundsmæssige og andre aspekter, jfr. lovens formålsbestemmelser. Embedslægeinstitutionen bør derfor på så tidligt et stadium af sagsbehandlingen som muligt inddrages, eksempelvis ved deltagelse i forberedende møder i den kommunale forvaltning eller eventuelt ved møder i de respektive kommunale råd eller udvalg, eller ved at en sags akter fremsendes til embedslægeinstitutionen med anmodning om en udtalelse.

Kredsdyrlægerne er ikke nævnt i loven eller reglementet. Det skal imidlertid påpeges, at kredsdyrlægerne besidder en særlig sagkundskab med hensyn til dele af de forhold, reglementet vedrører, f.eks. dyrehold. Opmærksomheden skal derfor henledes på muligheden for et samarbejde mellem kommunalbestyrelserne og kredsdyrlægerne i forbindelse med administrationen af reglementet.

Amtsrådene, hovedstadsrådet og miljøstyrelsen fører tilsyn med kommunale virksomheder m.v., jfr. pkt. 14.2.

Man skal anmode kommunalbestyrelserne om at underrette miljøstyrelsen om de forskrifter, kommunalbestyrelsen fastsætter i medfør af dette reglement.

I § 94 i loven er det bl.a. fastsat, at afgørelser, der er truffet efter sundhedsvedtægternes regler, bevarer deres gyldighed, indtil der i medfør af loven eller regler udstedt med hjemmel i loven træffes ny afgørelse.

En afgørelse efter sundhedsvedtægternes regler vil også efter 1. oktober 1974 kunne påklages til miljøstyrelsen i overensstemmelse med den i sundhedsvedtægten fastsatte klagefrist. Miljøstyrelsens behandling af sådanne klager vil ske på grundlag af sundhedsvedtægtens regler.

Såfremt kommunalbestyrelsen ønsker at fastsætte straf for overtrædelser af de i medfør af dette reglement udstedte forskrifter, skal dette særligt angives i forskriften. Der kan ikke fastsættes højere straf end bøde.

Det grundlæggende forarbejde vedrørende reglementets materielle bestemmelser er udført i forbindelse med drøftelserne i den af indenrigsministeriet nedsatte Hygiejnekommission, jfr. kommissionens betænkning (nr. 590, 1970) s. 36-46 og s. 112-130.

Bemærkninger vedrørende de enkelte bestemmelser.

Til kapitel 1. (Almindelige bestemmelser).

Reglerne vil kunne finde anvendelse på kystnære områder, jfr. kapitel 8 om badevand og badestrande, samt på havneområder.

Bestemmelserne finder anvendelse på eksisterende forhold eller indretninger, medmindre andet udtrykkeligt er anført, jfr. herved pkt. 2.2.1. og 2.2.2. (ny stalde m.v.) og 5.6. (ny møddinger m.v.).

Til kapitel 2. (Dyrehold).

Normalsundhedsvedtægtens bestemmelser om dyrehold, stalde og møddinger findes i §§ 18-20. Reglementets kapitel 2 er en videreførelse af disse bestemmelser.

Til 2.1.1. og 2. De nævnte former for dyrehold har givet anledning til klager over ulemper, ofte i form af støj, lugt og flueplage. De gældende sundhedsvedtægter forbyder derfor ofte specielt svinehold i »bymæssige bebyggelser«. Dette begreb har imidlertid ofte givet anledning til tvivl, og man har derfor valgt at knytte forbudet til byzoneområder med overvejende samlet boligbebyggelse. Det er desuden i 2.1.2. bestemt, at kommunalbestyrelserne kan fastlægge grænser for området. Kommunalbestyrelserne vil i denne forbindelse f.eks. kunne følge principperne i byggelovens § 16 vedrørende offentlig fremlæggelse m.v. af forslag til inddeling af kommunen i grundkredse.

Kommunalbestyrelserne vil selv kunne dispensere fra forbudet mod de nævnte former for dyrehold i området. Dispensationsadgangen tænkes først og fremmest bragt i anvendelse over for sådanne bestående landbrugsejendomme, som skønnes at have forsvarligt indrettede stalde, afløbsforhold m.v.

Til 2.1.3. Der er givet kommunalbestyrelsen mulighed for at fastsætte forskrifter, der kan sikre hygiejniske forhold og forebygge, at andre udsættes for ulemper fra dyrehold.

Kommunalbestyrelsen kan desuden forbyde særlige former for dyrehold. Denne forbudsbestemmelse tager ikke sigte på almindelige former for dyrehold omfattende en enkelt eller nogle få hunde, katte eller fugle, men på dyrehold, som ved antallet af dyr eller dyrenes art, adskiller sig fra det normale.

Til 2.2.1. Udtrykket løbegårde omfatter ikke løbefolde, hundegårde og hønsegårde.

Vedrørende pelsdyr bemærkes, at avlsmæssige grunde vanskeliggør udførelse af fast gulv i pelsdyrfarme. Pligten til at drage omsorg for, at grundvandet m.v. ikke forurenes gælder dog også for pelsdyrfarme.

Om pelsdyr gælder i øvrigt landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 172 af 10. marts 1944 om pelsdyrhold m.m. I tilslutning hertil har landbrugsministeriet i et cirkulære (nr. 174 af 20. september 1963) givet detaljerede forskrifter for indretning af gårde, bure og indhegninger for en række pelsdyr.

Til 2.2.2. Bestemmelsen i 2. pkt. er begrundet i hensynet til driften af landbrugsvirksomheder, hvor beboelsesbygninger og staldbygninger er bygget sammen, f.eks. 3- eller 4-længede gårde.

Til 2.3. Bestemmelsen om påbud og forbud svarer i det væsentlige til normalsundhedsvedtægtens § 19, stk. 5.

Påbud m.v. kan meddeles uanset om dyreholdet er erhvervsmæssigt, og uanset dyreholdets størrelse. Det bemærkes, at meddelelse af påbud eller forbud vedrørende de former for dyrehold, som er omfattet af listen til loven, må ske med hjemmel i lovens § 44. På listen er følgende former for dyrehold optaget:

1. Pelsdyrfarme, fjerkræfarme og svinefarme.

2. Dyrehospitaler, -klinikker og -pensioner samt stalde for forsøgsdyr.

3. Dambrug

4. Erhvervsmæssige hundehandler og -kenneler.

Vedrørende den nærmere afgrænsning af udtrykkene »fjerkræfarme« og »svinefarme« henvises til ministeriets cirkulære af 15. maj 1974 om godkendelse af særligt forurenende virksomheder m.v., kapitel 2, pkt. 3.

For så vidt angår hunde skal opmærksomheden henledes på § 4 i lovbekendtgørelse nr. 380 af 26. juni 1969 (hundeloven):

»Forstyrrer en hund de omboendes ro ved gentagen eller vedholdende gøen eller tuden, og der indgives klage derover til politiet, giver dette besidderen pålæg om at holde hunden indelukket eller, hvis denne foranstaltning ikke hjælper, eller hunden allerede holdes indelukket, at lade den fjerne. Justitsministeren kan, for så vidt det drejer sig om hunde, der af erhvervsmæssige opdrættere holdes indelukket i hundegård eller på anden måde, dispensere fra denne bestemmelse i tilfælde, hvor der ved en hundegårds anlæggelse og indretning er taget ethvert rimeligt hensyn til bebyggelsesforholdene«.

Til kapitel 3. (Klosetter m.v.).

Normalsundhedsvedtægtens regler om klosetter m.v. findes i §§ 24-27.

Om indretning af klosetter m.v. findes bestemmelser i bygningsreglementet, boligtilsynsloven og i arbejderbeskyttelseslovgivningen, jfr. nærmere herom hygiejnekommissionens betænkning s. 38 og s. 120-122.

Ved udformning af reglementet har man givet kommunalbestyrelsen mulighed for at gribe ind over for uhygiejniske forhold m.m. på områder, som ikke allerede er omfattet af andre regler.

Til 3.2. Bestemmelsen tager bl.a. sigte på sportsanlæg, forlystelsesetablissementer, udstillingsbygninger, større sommerlejre og lignende, hvor manglende sanitære installationer kan give anledning til uhygiejniske forhold.

Til 3.3. og 3.4. De tilsvarende bestemmelser i sundhedsvedtægterne har ofte været bragt i anvendelse i forbindelse med en sanering af de hygiejniske forhold i et område.

Til kapitel 4. (Affald).

Til 4.1. Vedrørende husaffald (dagrenovation) indeholder normalsundhedsvedtægtens §§ 23, 28 og 29 nærmere bestemmelser som i hovedtræk er videreført i reglementet. Med hjemmel i bestemmelser svarende til normalsundhedsvedtægtens §§ 23 og 29 har kommunalbestyrelserne i vidt omfang vedtaget renovationsregulativer, indeholdende bestemmelser om renovationsordningens gennemførelse og omfang, beholdernes konstruktion, tømning m.v., samt om afgifter.

Til 4.1.3. I kommunens regulativ kan der bl.a. tages stilling til hvilke former for affald, der må fyldes i beholderne, jfr. ordene »anvendelse« og »fyldning«. Opmærksomheden henledes på, at der i bygningsreglementet er givet nærmere forskrifter for indretning af skarnkasser, -rum og lignende.

Til 4.1.4. Pligten for kommunalbestyrelsen til at etablere fælles bortkørsel af husaffald gælder, også selv om indbyggertallet kun i perioder når mere end de angivne 1000 indbyggere, f.eks. i sommerhusområder.

Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse med hensyn til den nærmere fastlæggelse af det område, indenfor hvilket den fælles bortkørsel etableres.

Opmærksomheden henledes på, at kommunalbestyrelsen kan indføre fælles bortkørsel, også selv om indbyggertallet er under 1000.

Pligten til at deltage i en fælles bortkørsel omfatter såvel ejere af bebyggede som ejere af ubebyggede grunde, hvis der på den ubebyggede grund fremkommer affald af ikke ubetydeligt omfang.

I kommuner, hvor bortkørsel af dagrenovation sker ved kommunens foranstaltning, kan kommunalbestyrelsen herfor opkræve en afgift. De nærmere regler for beregningen og opkrævningen fastsættes af kommunalbestyrelsen, jfr. § 25 i lovbekendtgørelse nr. 307 af 30. maj 1973 om beskatning til kommunerne af faste ejendomme. Det er af indenrigsministeriet blevet tilkendegivet, at afgifternes størrelse bør fastsættes i overensstemmelse med den almindelige forvaltningsretlige lighedsgrundsætning, samt at afgifterne skal fastsættes, således at der tilstræbes en dækning af de faktiske omkostninger, som er forbundet med ordningen.

Opmærksomheden skal i øvrigt henledes på § 29, stk. 1, i den nævnte lovbekendtgørelse:

»§ 29, stk. 1. Samtlige skatter og afgiftsbeløb med påløbne renter hæfter på den pågældende ejendom i dens helhed med den for kommunale skatter og afgifter hjemlede pante- og fortrinsret og svares af den, der er ejer af ejendommen ifølge erhvervelsesdokumentet, tinglyst som adkomst, eller af brugeren, såfremt denne ifølge lovgivningen skal udrede skatterne af ejendommen.«

Bestemmelsen om at kommunalbestyrelsen kan tillade, at husaffald fra erhvervsvirksomheder undtages fra den fælles bortkørsel tager især sigte på sådanne landbrugsbedrifter, hvis husaffald på betryggende måde kan behandles på anden vis.

Til 4.1.5. Ved ordene »eller på anden måde« er særlig tænkt på de støjgener, som afhentning af affald visse steder har givet anledning til.

Til 4.2. (Animalsk affald, kadavere og ekskrementer).

Normalsundhedsvedtægten indeholder bl.a. i §§ 18, 20, 22 og 28 bestemmelser om animalsk affald m.v.

Til 4.2.1. Bestemmelserne om beholdere til og transport af animalsk affald finder ikke anvendelse på foderfisk.

Til 4.2.3. Det bemærkes, at behandlingen af fiskeaffald er reguleret ved lovgivningen om kvalitetskontrol med fisk og fiskevarer.

Til 4.2.6. Det fastslås i bestemmelsen, at kadavere af større dyr skal føres til destruktionsanstalt, såfremt der ikke er tale om dyr, der slås ned i forbindelse med slagtning.

Efter veterinærlovgivningen er nedgravning af kadavere obligatorisk i visse tilfælde, hvor dyret har lidt af sygdom.

Ved meddelelse af tilladelse til nedgravning bør kommunalbestyrelsen især være opmærksom på faren for forurening af grundvandet samt på muligheden for, at der kan opstå lugtgener for de omboende.

Til 4.3. (latrin m.v.).

Normalsundhedsvedtægtens regler om latrin findes i §§ 21 og 29.

Til 4.3.1. Såfremt latrin tilføres rensningsanlæg for spildevand, bør det særligt overvejes, hvorvidt anlægget er egnet til at modtage latrin, eller om en sådan tilførsel forudsætter en udvidelse af anlægget. Kommuner, som ikke disponerer over egnede rensningsanlæg, må indgå de fornødne aftaler med andre kommuner.

Til 4.3.2. Afstandsreglerne vedrørende nedgravning af latrin må ses i sammenhæng med pkt. 4.3.5., hvorefter kommunalbestyrelsen skal etablere fælles bortførsel, såfremt nedgravning må anses for uforsvarlig.

Til 4.3.6. Det bemærkes særligt, at der kan etableres fællesordninger ikke blot for latrin, men også for indholdet fra samletanke.

Der kan i denne forbindelse henvises til ministeriets bekendtgørelse om etablering af nedgravede samletanke for husspildevand.

Til 4.4. (Andet affald).

Bestemmelserne tager især sigte på kasserede, større brugsting som møbler, cykler etc., samt på erhvervsaffald, som ikke er omfattet af særlige regler.

Det kan i denne forbindelse henvises til bekendtgørelse af 17. oktober 1972 om bortskaffelse m.v. af olieaffald.

Det skal endvidere bemærkes, at lossepladser, bilkirkegårde, skrotpladser samt anlæg for behandling af fast affald er undergivet reglerne i lovens kapitel 5. For virksomheder, der har opnået godkendelse efter lovens kapitel 5, vil der tillige i godkendelsen kunne være fastsat vilkår vedrørende virksomhedens opbevaring, transport og bortskaffelse af affald.

Til kapitel 5. (Møddinger, gødningstanke og ensilagestakke m.v.).

Normalsundhedsvedtægtens bestemmelser vedrørende møddinger m.v. findes i § 20 (placering og indretning) samt i §§ 18, 22 og 28.

Bestemmelserne i reglementets kapitel 5 tager sigte på indretning og placering af ny møddinger og lignende oplag af fast gødning, åbne og lukkede gødningstanke (herunder gyllebeholdere), ajlebeholdere, ensilagebeholdere og tanke for ensilagesaft samt på placering af markmøddinger og ensilagestakke.

Ved etablering af sådanne anlæg m.v. skal kravene til afstande og indretninger i reglementets kapitel 5 iagttages, dog således, at kommunalbestyrelserne har mulighed for at fravige bestemmelserne inden for de grænser, som er angivet i pkt. 5.1.2. Opmærksomheden skal i denne forbindelse særligt henledes på, at en fravigelse kan indebære, at der senere opstår sådanne gener for de omboende, at kommunalbestyrelsen med hjemmel i reglementets kapitel 11, må påbyde en flytning eller fjernelse af anlægget.

Indgrebsbestemmelserne i reglementets kapitel 11 vil også kunne bringes i anvendelse selv om indretnings- og placeringsforskrifterne er iagttaget. Dette vil f.eks. kunne være tilfældet i områder, som er præget af byvækst eller som på anden måde er særligt sårbare.

Efter pkt. 5.6. er bestående anlæg og indretninger ikke omfattet af forskrifterne i kapitel 5 om indretning og placering, såfremt forholdene har været lovlige ved reglementets ikrafttræden. Man har dog i pkt. 5.6. henvist til pkt.11.1., for at henlede opmærksomheden på, at kommunalbestyrelsen også over for sådanne anlæg har mulighed for at meddele de fornødne påbud m.v.

Til kapitel 6. (Spildevandsafledning).

Det er i forhold til normalsundhedsvedtægtens bestemmelser (§§ 14-17) blevet præciseret, at der er pligt til at føre spildevand til fælleskloakker, uanset om disse er kommunale eller private. Opmærksomheden henledes i øvrigt på ministeriets cirkulære om spildevand (vedrørende bl.a. sagsbehandling i spildevandssager, nedsivningsanlæg m.v.).

Til kapitel 7. (Begravelsesvæsen).

Bestemmelserne svarer i det væsentlige til normalsundhedsvedtægtens regler.

Til kapitel 8 og 9. (Badevand og badestrande samt svømmebassiner og varmtvandsbadeanstalter).

Bestemmelserne viderefører reglerne i normalsundhedsvedtægten. Bestemmelserne fastlægger kommunalbestyrelsens pligt til at føre tilsyn med de hygiejniske forhold. Vedrørende badevand bemærkes, at amtsrådet bør underrettes om de foretagne undersøgelser, jfr. § 7 i ministeriets bekendtgørelse om tilsynet med spildevandsanlæg og med forurening af vandområder. Man skal endvidere henstille, at embedslægeinstitutionen får lejlighed til at udtale sig om såvel badevandsundersøgelser som undersøgelser vedrørende svømmebassiner.

Offentligt tilgængelige svømmeanlæg m.v. er omfattet af kapitel 9. Svømmebassiner ved hoteller og lignende er omfattet, selvom benyttelsen måtte være forbeholdt den øjeblikkelige kreds af boende gæster. Derimod er private svømmebassiner, der er beregnet til anvendelse af en enkelt husstand, ikke omfattet af bestemmelserne.

Til brug for kommunalbestyrelserne vil der fra miljøstyrelsen fremkomme en vejledning vedrørende etablering og drift af offentligt tilgængelige svømmebassiner m.v.

Til kapitel 10. (Fyringsanlæg).

Bestemmelsen om afhjælpende foranstaltninger m.v. som følge af at fyringsanlæg medfører væsentlige ulemper eller uhygiejniske forhold, har særlig betydning for sådanne anlæg, som ikke er knyttet til virksomheder, der er omfattet af lovens kapitel 5, og som heller ikke er knyttet til virksomhed m.v., som er omfattet af reglementets pkt. 11.1. Bestemmelen vil f.eks. kunne anvendes på private villafyr.

Til kapitel 11. (Ulemper fra erhvervsvirksomheder og visse fritidsaktiviteter).

Bestemmelsen tager udgangspunkt i normalsundhedsvedtægtens § 30, stk. 1, vedrørende påbud m.v. over »næringsbrug«, der medfører »sundhedsfare eller andre væsentlige ulemper for de omboende«.

Adgangen til at gribe regulerende ind over for de virksomheder, som er nævnt på den liste, der knytter sig til lovens kapitel 5, er reguleret ved lovens § 44. Specielt med hensyn til spildevandsanlæg, som ikke fungerer miljømæssigt forsvarligt, kan der henvises til lovens § 25.

Herudover er der i reglementet åbnet mulighed for at gribe ind over for specielle forhold eller indretninger, der kan give anledning til uhygiejniske forhold eller væsentlige ulemper for de omboende, f.eks. dyrehold (pkt. 2.3.), klosetforhold (pkt. 3.7.1.), afløbsforhold (pkt. 6.2.), fyringsanlæg (kapitel 10) og ejendomme (pkt. 12.1.).

I kapitel 11 angives andre former for virksomhed, som myndighederne bør kunne gribe regulerende ind overfor.

I pkt. 11.1. nævnes erhvervsvirksomheder, bygge- og anlægsarbejder, samt offentlige virksomheder.

Vedrørende udtrykket erhvervsvirksomhed bemærkes, at det ikke er afgørende, om virksomheden drives på forretningsmæssig basis. Bestemmelsen omfatter derfor også selvejende institutioner, foreninger m.v., der driver virksomhed, hvis produktion m.v. kan sidestilles med en erhvervsvirksomheds produktion m.v., f.eks. i form af landbrug, håndværk, transport eller forsyningsvirksomhed.

Efter pkt. 11.2. kan der tillige meddeles påbud m.v. med henblik på nedbringelse af støjgener fra visse fritidsaktiviteter, f.eks. fra idrætsanlæg og fritidsklubber.

Bestemmelsen tager særligt sigte på fritidsaktiviteter, der finder sted uden for normal arbejdstid, og som derfor kan være til særlig ulempe for de omboende. Bestemmelsen vil tillige kunne finde anvendelse på børnehaver.

Uden for bestemmelsen i kapitel 11 falder bl.a. støj fra private beboelseslejligheder.

Til kapitel 12. (Særlige bestemmelser vedrørende den offentlige hygiejne).

Til 12.1. Bestemmelsen om de hygiejniske forhold i ejendomme og på grunde er en videreførelse af § 15 i Københavns kommunes sundhedsvedtægt.

Bestemmelsen tager ikke sigte på de hygiejniske forhold i en-familiehuse, jfr. formuleringen »gårde, lofter, kældre, trappegange og andre birum«.

Til 12.2. Bestemmelsen om logihuse er en videreførelse af §§ 72-82 i Københavns kommunes sundhedsvedtægt.

Til 12.3. Bestemmelsen er en videreførelse af normalsundhedsvedtægtens regler om væggetøj og lignende skadedyr.

Bekæmpelse af skadedyr er i forskellige henseender allerede reguleret ved gældende lovgivning, jfr. således lov nr. 120 af 3. maj 1961, om udryddelse af rotter, lov nr. 118 af samme dato om midler til bekæmpelse af plantesygdomme, ukrudt og visse skadedyr samt om midler til regulering af plantevækst (bekæmpelsesmiddelloven) og lov nr. 119 af samme dato om gifte og sundhedsfarlige stoffer samt de i medfør af disse love udstedte administrative forskrifter.

Til 12.4. Bestemmelsen om udlægning af foder m.v. for fugle og omstrejfende dyr tager ikke sigte på at regulere forholdene i forbindelse med almindelig vildtpleje.

Til 12.5. Bestemmelsen er en videreførelse af normalsundhedsvedtægtens § 19, stk. 6, vedrørte markeder. Bestemmelsen finder dog også anvendelse på større friluftsarrangementer, som kan give anledning til uhygiejniske forhold.

Til 12.6. Miljøministeriets bekendtgørelse om indretning og benyttelse af campingpladser (campingreglementet) omfatter campingpladser, der er større end 1000 kvm og som i mere end 1 uge årligt benyttes til dag- og/eller natophold i campingvogne, telte eller andre transportable konstruktioner. Mindre arealer der drives samlet vil også være omfattet af bekendtgørelsen, såfremt de tilsammen udgør mindst 1000 kvm.

Ved bestemmelsen i nærværende reglement er tænkt på steder, der i perioder bliver benyttet til campering, uden at forholdet er omfattet af bestemmelserne i campingreglementet.

Miljøministeriet, den 17. april 1974.

Holger Hansen

/ Niels Borre.

Officielle noter

Ingen