Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Cirkulære om olieaffald


Indholdsfortegnelse.

1. Indledning

2. Olieaffald

3. Lokale modtageordninger

4. Virksomheders anmeldelsespligt

5. Virksomheders afleveringspligt og eventuelle fritagelse herfor

6. Transport af olieaffald

7. Olieaffald fra private

8. Uheld med olieaffald

9. Tilsyn

10.Klage

11.Anden lovgivning m.v. om olieaffald

Bilag: Olieaffaldsbekendtgørelsen (bekg. nr. 410 af 27. juli 1977).

Miljøministeriet, miljøstyrelsen, j.nr. M.3001-6.

1. Indledning.

Den 1. september 1977 træder bekendtgørelse nr. 410 af 27. juli 1977 om olieaffald m.v. i kraft. Bekendtgørelsen, der er optrykt som bilag til dette cirkulære, er udstedt med hjemmel i lov nr. 178 af 24. maj 1972 om bortskaffelse m.v. af olie- og kemikalieaffald, Bekendtgørelsen træder i stedet for bekendtgørelse nr. 455 af 17. oktober 1972 om bortskaffelse m.v. af olieaffald, som ændret ved bekendtgørelse nr. 154 af 20. marts 1974, dog således at afgørelser om fritagelse for afleveringspligten, truffet i medfør af § 4. stk. 2. i bekendtgørelse af 17. oktober 1972, fortsat bevarer deres gyldighed, medmindre kommunalbestyrelsen bestemmer andet.

Med hjemmel i lov om bortskaffelse m.v. af olie- og kemikalieaffald er endvidere udstedt bekendtgørelse nr. 121 af 17. marts 1976 om kemikalieaffald (kemikalieaffaldsbekendtgørelsen).

Olieaffaldsbekendtgørelsens regler og nærværende cirkulære er bl.a. baseret på en af miljøstyrelsen i 1974-75 gennemført spørgeskemaundersøgelse. Ved denne undersøgelse rettedes henvendelse til samtlige kommunalbestyrelser, idet miljøstyrelsen tilkendegav, at man på baggrund af de indkomne besvarelser ville vurdere behovet for at iværksætte eventuelle yderligere foranstaltninger til sikring af, at alt olieaffald opbevares, transporteres og bortskaffes på en sådan måde, at faren for forurening af omgivelserne begrænses bedst muligt.

Ifølge undersøgelsen anmeldes der i medfør af den tidligere bekendtgørelse ca. 20.000 tons olieaffald pr. år til kommunerne, hvilket svarer til, at over halvdelen af den samlede mængde olieaffald bortskaffes, uden at bortskaffelsesmetoden er kommunerne bekendt.

Der synes at være 2 hovedårsager til, at så store mængder olieaffald ikke anmeldes til kommunerne, nemlig dels den tidligere bekendtgørelses definition på olieaffald (§1, stk. 1) - som sammenholdt med miljøstyrelsens cirkulæreskrivelse af 17. oktober 1972 vedrørende samme bekendtgørelse indebærer, at så snart affaldet har blot en ganske ringe handelsværdi, falder det udenfor - og dels samme bekendtgørelses »300 liters-regel« (§3, stk. 2, sammenholdt med § 4, stk. 1).

Resultatet af spørgeskemaundersøgelsen såvel som vedtagelsen af EF-direktivet af 16. juni 1975 om bortskaffelse af olieaffald, samt de erfaringer, der i øvrigt er gjort i forbindelse med olieaffaldsbekendtgørelsen siden 1972, har således medført et behov for, at reglerne vedrørende bortskaffelse af olieaffald på flere punkter ændres.

Ved bekendtgørelsens ikrafttræden sker der således følgende væsentlige ændringer:

  • a) Den i bekendtgørelsens § 1. stk. 3 og 4 anførte definition af begrebet olieaffald adskiller sig fra den i § 1. stk. 1. i den oprindelige olieaffaldsbekendtgørelse anførte. Den væsentligste konsekvens heraf er, at der nu også er anmeldelses- og afleveringspligt for olieholdige produkter, der har en handelsværdi, når blot de pågældende produkter ikke mere agtes anvendt til deres oprindelige formål i den tilstand, hvori de forefindes, jf. nærmere herom i afsnit 2.
  • b) Alle landets kommunalbestyrelser skal fra den 1. september 1977 have etableret lokale modtageordninger for olieaffald, jf. nærmere herom i afsnit 3.
  • c) I alle landets kommuner indføres fra den 1. september 1977 den i bekendtgørelsens §§ 4 og 5 anførte anmeldelses- og afleveringspligt, jf. nærmere herom i afsnit 4 og 5.
  • d) Reglerne vedrørende anmeldelses- og afleveringspligt for virksomheder, hvorpå der kun fremkommer mindre mængder olieaffald, er ændret. Således er der nu afleveringspligt for alt olieaffald fra virksomheder, mens anmeldelsespligt kun foreligger, når der på virksomheden fremkommer mere end 150 liter olieaffald pr. år, jf. nærmere herom i afsnit 5.

Ovennævnte ændringer er som nævnt bl.a. begrundet i vedtagelsen af EF-direktivet af 16. juni 1975 om bortskaffelse af olieaffald. I medfør af direktivet er medlemslandene endvidere pålagt en informationsforpligtelse over for kommissionen om forholdene i de enkelte lande vedrørende bortskaffelsen af olieaffald. Dels for at kunne bidrage til at opfylde denne forpligtelse og dels med henblik på at kunne vurdere, hvorvidt olieaffaldets opbevaring, transport og bortskaffelse i Danmark foregår på en miljømæssig forsvarlig måde, finder miljøstyrelsen det nødvendigt, at kommunalbestyrelserne i forbindelse med virksomhedernes anmeldelse af olieaffald og ansøgning om fritagelse for afleveringspligten foretager en registrering af forskellige oplysninger, med henblik på fremtidige indberetninger fra kommunalbestyrelserne til miljøstyrelsen herom.

De oplysninger, som miljøstyrelsen fremover agter at indhente fra kommunalbestyrelserne om forholdene i forbindelse med bortskaffelse af olieaffald vil i hovedsagen være følgende:

  • 1) En opgørelse over de årligt fremkomne olieaffaldsmængder, fordelt på olieaffaldsarter, som er anmeldt til kommunalbestyrelsen i medfør af bekendtgørelsens § 4. stk. 1.
  • 2) En opgørelse over den samlede olieaffaldsmængde, som årligt afleveres til den kommunale modtagerordning i medfør af bekendtgørelsens § 5,. stk. 1.
  • 3) En opgørelse over de årligt fremkomne olieaffaldsmængder, som er fritaget for afleveringspligten, dels i medfør af bekendtgørelsens § 5. stk. 2. og dels i medfør af § 4. stk. 2. i bekendtgørelse nr. 455 af 17. oktober 1972 om bortskaffelse m.v. af olieaffald. Det bør af opgørelsen fremgå, hvorledes de pågældende mængder er fordelt på de forskellige olieaffaldsarter og bortskaffelsesmetoder.

2. Olieaffald.

Ved olieaffald forstås i bekendtgørelsens, jf. § 1. stk. 3. og 4. olieholdige produkter, som ikke mere agtes anvendt til deres oprindelige formål i den tilstand, hvori de forefindes. Denne definition af begrebet olieaffald adskiller sig på to punkter væsentligt fra den i den oprindelige olieaffaldsbekendtgørelse anvendte definition.

For det første er de nævnte olieholdige produkter nu omfattet af bekendtgørelsens regler, herunder anmeldelsespligten, uanset om produkterne har en salgsværdi, og uanset om de i praksis udgør et led i sædvanlig omsætning eller anvendelse. Eksempelvis vil en virksomheds kasserede smøreolie være omfattet af anmeldelsespligten, uanset om olien opsamles med salg for øje eller agtes anvendt på virksomheden til andre formål, f.eks. som fyringsolie, evt. i forbindelse med forudgående rensning. Denne ændring i definitionen på olieaffald er således en understregning af, at det er faren for forurening af omgivelserne, som er afgørende for, om et givet olieholdigt produkt er omfattet af bekendtgørelsens regler, og i denne forbindelse må ophør med anvendelse af produktet til det oprindelige formål normalt anses for at være en mere afgørende faktor end produktets evt. manglende værdi til anden anvendelse.

For det andet omfatter bekendtgørelsen også affald fra syntetiske olieprodukter, dog således at affaldsarter, som er omfattet af kemikalieaffaldsbekendtgørelsen, fortsat henregnes til kemikalieaffald. Denne ændring er bl.a. foretaget, fordi det vedtagne EF-direktiv om bortskaffelse af olieaffald omfatter både mineralsk og syntetisk olieaffald. Den praktiske betydning af ændringen er dog foreløbig ret begrænses, idet anvendelse af syntetiske olier ikke er særlig udbredt. Primært anvendes syntetiske olier, hvor specielle forhold gør mineralske olieprodukter mindre egnede, f.eks. ved ekstremt høje eller lave temperaturer. Blandt anvendelsesområder for syntetiske olier kan nævnes smøremidler i jetmotorer, visse hydrauliske olier, kompressorolier, varmetransmissionsolier, skærevæsker m.v. De pågældende syntetiske olieprodukter vil eksempelvis være baseret på produkttyper som estere, polyglykoler, fosfat- eller silikatestere og siliconer.

Affaldet af syntetiske olieprodukter baseret på halogenerede kulbrinter vil fortsat være omfattet af kemikalieaffaldsbekendtgørelsens regler og vil dermed være anmeldelsespligtig, uanset i hvilken mængde affaldet fremkommer på den enkelte virksomhed.

Dette gælder også affaldet af PCB- eller PCT-holdige produkter til eksempelvis transformere, varmeudvekslere og hydrauliske systemer. Anvendelsen af disse produkter er i øvrigt reguleret i bekendtgørelse nr. 18 af 15. januar 1976 om begrænsninger i indførelsen og anvendelsen af PCB og PCT, jf. bekendtgørelse nr. 572 af 26. november 1976.

Vedrørende afgrænsningen mellem olie- og kemikalieaffaldsbekendtgørelsen kan i øvrigt nævnes, at også visse andre affaldsarter i princippet vil kunne henregnes til både olie- og kemikalieaffald. Det gælder eksempelvis affald, der indeholder benzin. Organiske opløsningsmidler, herunder benzin, som ved normal anvendelse som opløsningsmiddel er forurenet eller sammenblandet med andre stoffer, skønnes mest hensigtsmæssigt at kunne henregnes til kemikalieaffald, mens affald fra olie- og benzinudskillere betragtes som olieaffald. Da de materielle regler i de to bekendtgørelser i det store og hele er sammenfaldende, skulle dette dog ikke kunne give anledning til vanskeligheder i praksis.

Nedenfor er anført en række eksempler på olieholdige produkter, som må betragtes som olieaffald i bekendtgørelsens forstand:

Kasserede smøreolier, herunder motorolier og gearolier.

Kasserede hydraulikolier. Dog er affald af PCB- eller PCT-holdige hydraulikvæsker omfattet af kemikalieaffaldsbekendtgørelsen.

Kasserede varmetransmissionsolier. Dog er affald af PCB- eller PCT-holdige varmetransmissionsvæsker omfattet af kemikalieaffaldsbekendtgørelsen.

Kasserede bearbejdningsolier og olieemulsioner, såsom boreolier, skæreolier m.v.

Rester, som opstår ved rengøring af beholdere til olieholdige produkter, herunder benzin, dieselolie og fyringsolie.

Kasseret smørefedt.

Udskilte olieholdige produkter ved spildevandsrensning, herunder fra benzin- og olieudskillere.

Udskilte olie- og fedtprodukter fra rengøring af emner i affedtningsudstyr. Dog er tri- og perchlorethylenholdigt affald omfattet af kemikalieaffaldsbekendtgørelsen.

Kasserede syntetiske olier. Dog er affald af halogenerede kulbrinter omfattet af kemikalieaffaldsbekendtgørelsen.

Materialer, forurenet med olieholdige produkter, såsom olieforurenet jord, olieabsorberende midler m.v.

Ilanddrevne olierester.

Olieholdigt affald fra havnedrift, herunder ballastvand og olieaffald fra tankrensninger.

3. Lokale modtageordninger.

Ifølge bekendtgørelsens § 6. stk. 1, skal kommunalbestyrelserne fra den 1. september 1977 have etableret en lokal modtageordning, således at modtagelse og bortskaffelse af olieaffald finder sted på forsvarlig måde. En tilsvarende bestemmelse for kemiaffald, med den 1. januar 1977 som skæringsdato, findes i kemikalieaffaldsbekendtgørelsen.

Opmærksomheden henledes på, at allerede etablerede modtageanlæg for kemikalieaffald i vid udstrækning vil kunne indrettes til også at modtage olieaffald.

Det er hensigtsmæssigt at skelne mellem modtagestationer, dækkende et noget større geografisk område (i almindelighed flere kommuner), beregnet til olie- og kemikalieaffald fra virksomheder og modtagepladser, dækkende et mindre område (en enkelt kommune eller en del deraf), beregnet til olie- og kemikalieaffald fra private husholdninger, samt eventuelt virksomheder, f.eks. de landbrugsvirksomheder, hvor der fremkommer mindre mængder ikke-anmeldelsespligtigt olieaffald.

Miljøstyrelsen henstiller til de kommuner, som allerede har oprettet modtageanlæg, at stille disse til rådighed for virksomheder, der er beliggende i kommuner, som endnu ikke har oprettet sådanne.

Da forholdene vedrørende olie- og kemikalieaffalds opståen, transport og bortskaffelse er forskellige fra kommune til kommune, har man fundet det hensigtsmæssigt at overlade til kommunalbestyrelsen at tilrettelægge en bortskaffelsesordning, og at udarbejde et eventuelt olieaffaldsregulativ.

Opmærksomheden henledes på, at olieaffaldsregulativer, som tidligere er udarbejdet med udgangspunkt i det forslag til regulativ for olieaffald, der er optrykt som bilag til miljøstyrelsens cirkulæreskrivelse af 17. oktober 1972 vedrørende bekendtgørelse om bortskaffelse m.v. af olieaffald, ikke vil være i overensstemmelse med den nye bekendtgørelse. Kommuner, som finder, at der er behov for et olieaffaldsregulativ, må således udarbejde et sådant med hjemmel i bekendtgørelsens § 2. stk. 2. Regulativet skal i givet fald, ifølge § 12 ved kommunalbestyrelsens foranstaltning, bekendtgøres i de lokale dagblade, der har almindelig udbredelse i kommunen, eller i øvrigt på den på stedet sædvanlige måde.

Såfremt kommunalbestyrelsen ikke finder behov for et olieaffaldsregulativ, vil praktiske oplysninger om modtagepladsers og -stationers beliggenhed, åbningstider og lignende f.eks. kunne gives i en standardskrivelse, som udsendes til den kreds af virksomheder, hvor der kan tænkes at fremkomme olieaffald. På landsbasis vil autoværksteder og -servicestationer og industrivirksomheder være de virksomhedskategorier, hvorpå der fremkommer den største mængde olieaffald. Endvidere vil olieaffald i varierende mængde ofte fremkomme, bl.a. på transport-, entreprenør- og landbrugsvirksomheder.

En anden mulighed er annoncering i lokale blade. Det tilføjes, at det er af stor betydning, at kendskabet til de lokale modtageordninger udbredes til alle i kommunerne, dvs. både til virksomheder og private.

Antallet af olieaffaldsproducerende virksomheder er stort, skønsmæssigt omkring 200.000. Da disse virksomheder ifølge bekendtgørelsens § 5 skal aflevere affaldet som led i de kommunale modtageordninger, medmindre der meddeles virksomhederne fritagelse herfor, er det af stor betydning, at der kun er begrænset afstand til en modtagestation eller eventuelt en modtageplads. En nem adgang til at aflevere olieaffaldet vil formentlig også være en forudsætning for, at private vil aflevere deres olieaffald. Hver kommunalbestyrelse bør derfor indrette mindst en modtageplads, såfremt der ikke findes en fælleskommunal modtagestation i kommunen.

Kommunalbestyrelsen kan i medfør af § 6, stk. 2. fastsætte afgifter for modtagelse af afleveringspligtig olieaffald, herunder regler om, at kommunen yder et vederlag for modtagelse af olieaffald af nærmere angivne kvaliteter.

Med henblik på at sikre, at der i størst mulig udstrækning foretages aflevering, også af olieaffald fra ikke-anmeldelsespligtige virksomheder, henstiller miljøstyrelsen til kommunalbestyrelserne, at der ikke opkræves afgifter for modtagelse af mindre mængder olieaffald af de arter, som opsamlet i større mængder har en værdi, f.eks. ved overdragelse til Kommunekemi A/S.

Transport af olieaffald fra en virksomhed til en modtagestation kan enten ske ved, at den pågældende virksomhed selv står for transporten, eller således at kommunen etablerer en afhentningsordning. En afhentningsordning vil eventuelt kunne etableres ved, at kommunalbestyrelsen indgår en aftale med en privat transportvirksomhed, som på kommunalbestyrelsens vegne kan stå for ordningens praktiske udførelse.

Kommunale afhentningsordninger for olieaffald vil kunne etableres med hjemmel i bekendtgørelsens § 5, stk. 1. Der vil således være mulighed for at etablere afhentningsordninger for alle olieaffaldsarter fra virksomheder, ligesom også afhentningsordninger for bestemte olieaffaldsarter vil være en mulighed. Her skal navnlig peges på, at etablering af afhentningsordninger for affald fra olie- og benzinudskillere ofte vil være en hensigtsmæssig foranstaltning mod olieforurening af spildevandsanlæg og vandrecipienter. Også hvor en afhentningsordning er etableret, gælder reglerne om fritagelse for afleveringspligten, jf. afsnit 5.

Opmærksomheden henledes på, at såvel modtagepladser som modtagestationer er omfattet af miljøbeskyttelseslovgivningens bestemmelser om særligt forurenende virksomheder m.v.

Heraf følger, at de skal godkendes af vedkommende amtsråd, i hovedstadsområdet dog af hovedstadsrådet, forinden de anlægges, ændres eller udvides, jf. nærmere herom i miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 og bekendtgørelse nr. 176 af 29. marts 1974 om godkendelse af særligt forurenende virksomheder m.v. Ved godkendelse skal bestemmelserne i miljøbeskyttelseslovens kap. 3 om beskyttelse af vandforsyningsinteresser iagttages.

Modtagepladser og modtagestationer omfattes desuden af bestemmelserne i justitsministeriets bekendtgørelse nr. 393 af 20. august 1971 om oplagring og transport af brandfarlige væsker. Heraf følger, at tilladelse til etablering m.m. af sådanne pladser og stationer tillige skal indhentes fra den stedlige brandmyndighed, dvs. den kommunale brandkommission. I kommuner uden brandkommission skal tilladelse indhentes fra politimesteren.

Også fra andre offentlige myndigheder kan det være påkrævet at indhente godkendelse, f.eks. i medfør af naturfredningsloven, by- og landzoneloven og kommuneplanloven. Driften og indretningen af modtagepladser og -stationer omfattes desuden af arbejdsmiljølovgivningen.

Amtsrådet, i hovedstadsområdet hovedstadsrådet, bør i forbindelse med behandling af ansøgninger om etablering m.m. af modtagerpladser og -stationer påse, at alle nødvendige tilladelser foreligger, jf. eventuelt nærmere herom i afsnit 11 om anden lovgivning vedrørende olieaffald.

I miljøministeriets bekendtgørelse nr. 171 af 29. marts 1974 om kontrol med oplag af olie m.v. er fastsat særlige regler vedrørende oplag af mineralolieprodukter, hvis viskositet ikke overstiger 100 centistokes ved 15 grader C, herunder også olieaffald. Denne bekendtgørelse ventes revideret i efteråret 1977.

Miljøstyrelsen er bekendt med, at Kommunekemi A/S ved kommunernes etablering af modtagestationer giver vejledning om, hvordan disse mest hensigtsmæssigt kan etableres. I denne forbindelse bør det fremhæves, at arealer, hvor der skal henstå beholdere med olieaffald, må være befæstet og sikret således, at spild ikke kan forårsage forurening af omgivelserne, herunder drikkevandsbrønde og -boringer, jf. miljøbeskyttelseslovens kap. 3 om beskyttelse af vandforsyningsinteresser.

Miljøstyrelsen er endvidere bekendt med, at Kommunekemi A/S har udarbejdet en vejledning vedrørende modtagelse og videreforsendelse m.v. af olie- og kemikalieaffald til brug for personalet på modtagestationer.

Der skal følge en deklaration med det olieaffald, der fra modtagerstationerne videresendes til Kommunekemi A/S. En formular hertil er udarbejdet af Kommunekemi A/S og indeholder bl.a. plads til oplysninger om affaldets art, mængde og den anvendte emballage. Det vil være hensigtsmæssigt, at deklarationsblanketten udleveres til virksomheden ved affaldets anmeldelse, ligesom den bør anvendes ved afsendelse af olieaffald fra de lokale modtagepladser.

For så vidt angår uheld med olieaffald på modtagestationer eller -pladser henvises til afsnit 8 i nærværende cirkulære.

4. Virksomheders anmeldelsespligt.

Ifølge bekendtgørelsens § 4. stk. 1, skal virksomheder, herunder også offentlige virksomheder, hvor der fremkommer olieaffald, anmelde dette til kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor affaldet fremkommer. Anmeldelsen skal indeholde oplysninger om affaldets art, mængde og emballage. Kommunernes Landsforening har ladet fremstille et særligt anmeldelsesskema, som kan benyttes.

Dette anmeldelsesskema er udformet således, at det tillige vil kunne indgå som et vigtigt led i et landsdækkende registreringssystem for bortskaffelse af olieaffald. Under hensyn til den oplysningspligt vedrørende bortskaffelse af olieaffald, som Danmark i sin egenskab af medlem af De europæiske Fællesskaber er pålagt over for kommissionen, jf. nærmere herom i afsnit 11, bør kommunalbestyrelsen ved anmeldelse af olieaffald på en hensigtsmæssig måde registrere de fornødne oplysninger.

Det bemærkes, at anmeldelsespligten i medfør af § 4, stk. 1. er udvidet i forhold til den efter bekendtgørelse af 17. oktober 1972 om bortskaffelse m.v. af olieaffald hidtil gældende anmeldelsespligt.

Endvidere bemærkes, at olieaffald kun skal anmeldes i medfør af § 4, stk. 1. såfremt der på den pågældende virksomhed fremkommer mere end 150 liter olieaffald pr. år, jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 3. Det skal dog understreges, at den mængde olieaffald, som således undtages fra anmeldelsespligten, skal afleveres (jf. bekendtgørelsens § 5, stk. 1). Det bemærkes endvidere, at ikke blot smøreolieaffald, men også andre typer olieaffald, herunder affald fra rensning af benzin- og olietanke, nu undtages fra anmeldelsespligten, såfremt den samlede mængde olieaffald fra virksomheden ikke overstiger 150 liter pr. år.

Dette medfører, at f.eks. landbrugsvirksomheder med et for denne virksomhedskategori normalt olieforbrug kun i et beskedent antal vil have anmeldelsespligt, mens autoværksteder og -servicestationer normalt vil være anmeldelsespligtige.

Anmeldelsespligten indtræder i princippet, når olieaffaldet produceres. For virksomheder, på hvilke der løbende fremkommer olieaffald, som er ensartet i mængde og sammensætning, er det dog tilstrækkeligt at foretage anmeldelse af affaldet for en periode eller »indtil videre«. Dette indebærer, at virksomheder kun behøver at foretage fornyet anmeldelse, såfremt der sker ændringer i mængden eller sammensætningen af olieaffaldet.

For så vidt angår olieaffald, som på den enkelte virksomhed fremkommer uregelmæssigt, eksempelvis ved tankrensninger, uheld m.v., vil anmeldelse, såfremt der i øvrigt ikke på virksomheden fremkommer olieaffald, formentlig hensigtsmæssigt kunne foretages samtidig med, at der mellem virksomheden og kommunen træffes aftale om bortskaffelse af affaldet.

Det påhviler ifølge § 7, stk. 1, kommunalbestyrelsen at føre tilsyn med, at virksomhederne opfylder deres anmeldelsespligt.

5. Virksomheders afleveringspligt og eventuelle fritagelse herfor.

Ifølge bekendtgørelsens § 5, stk. 1. har virksomheder, på hvilke der fremkommer olieaffald, pligt til at aflevere affaldet. Afleveringspligten gælder også virksomheder, på hvilke der fremkommer mindre end 150 liter olieaffald pr. år. Afleveringen vil i almindelighed ske på et af kommunalbestyrelsen anvist sted, men kommunalbestyrelsen kan dog indføre ordninger, hvorefter affaldet afhentes på virksomhederne, jf. afsnit 3. Det bemærkes i denne forbindelse, at det ikke er tilsigtet at give kommunerne monopol på transport og bortskaffelse af olieaffald, men alene at sikre, at olieaffaldet opbevares, transporteres og bortskaffes på forsvarlig måde overalt i landet. Ifølge § 5, stk. 2. skal kommunalbestyrelsen derfor meddele fritagelse for afleveringspligten, herunder fritagelse for deltagelse i en fælles afhentningsordning, såfremt virksomheden godtgør, at affaldet transporteres og bortskaffes på forsvarlig måde ved virksomhedens foranstaltning.

Også virksomheder, på hvilke der fremkommer mindre end 150 liter olieaffald pr. år, skal for at opnå fritagelse for afleveringspligten ansøge herom.

Det bemærkes, jf. § 5, stk. 2, at det er virksomheden, som skal dokumentere, at betingelserne er til stede. Foreligger sådan dokumentation, har kommunalbestyrelsen til gengæld pligt til at meddele fritagelse.

Hvis der hersker tvivl om, hvorvidt en virksomhed, der har ansøgt om fritagelse, er i stand til på betryggende måde at transportere eller bortskaffe sit olieaffald, bør kommunalbestyrelsen ikke meddele fritagelse.

Det fremgår af den af miljøstyrelsen gennemførte spørgeskemaundersøgelse i kommunerne, at kommunalbestyrelsernes praksis med hensyn til fritagelse for afleveringspligten hidtil har været ret uensartet. Endvidere fremgår det af undersøgelsen, at der i kommunerne er et ret udbredt ønske om nærmere retningslinier for, hvornår og på hvilke vilkår en sådan fritagelse bør meddeles. Til støtte for kommunalbestyrelserne er derfor nedenfor anført forskellige hensyn, som efter miljøstyrelsens opfattelse bør indgå i vurderingen af, hvorvidt fritagelse for afleveringspligten kan meddeles:

  • a) Olieaffald, som afleveres til den af Oliebranchens Fællesrepræsentation og Mineraloliebrancheforeningen i fællesskab organiserede indsamlingsordning for affaldssmøreolier med henblik på rensning og opblanding i olieraffinaderiernes produktion af fuelolie, må efter miljøstyrelsens skøn anses for at blive bortskaffet på en miljømæssig forsvarlig måde.
  • b) Olieaffald, der afleveres til behandling på en virksomhed, som er godkendt hertil i medfør af miljøbeskyttelseslovens kap. 5, eller har opnået tilsvarende godkendelse af myndighederne før miljøbeskyttelseslovens ikrafttræden, må anses for at blive bortskaffet på forsvarlig måde, idet tilsyn med overholdelse af de fastsatte vilkår for virksomhedens drift foretages af kommunalbestyrelsen i den kommune, hvori virksomheden er beliggende.
  • c) Om anvendelse af olieaffald til fyringsformål bemærkes, at affald af specialsmøremidler, herunder visse syntetiske olieprodukter, såvel som bore- og skæreolier, som anvendes ufortyndet, på grund af en meget varieret sammensætning, normalt bør indsamles via den kommunale modtageordning. Blandt andet vil nogle af disse olieaffaldsarter på grund af særlig lav brændbarhed ikke kunne forbrændes forsvarligt i almindelige oliefyringsanlæg, ligesom mange specialsmøremidler vil have et højt indhold af tungmetaller.

Specielt bør skæreolieaffald ikke uden forudgående nærmere dokumentation vedrørende skæreoliens eventuelle indhold af baktericider fritages for afleveringspligt. Det bemærkes, at nogle af de markedsførte skæreolier indeholder baktericider eller fungicider, som i nogle tilfælde kan være salte af tetra- eller pentachlorphenol. Da det ikke kan udelukkes, at der under brugen af sådanne skæreolier kan ske en sådan opvarmning, at disse chlorphenoler kan give anledning til dioxindannelser, bør der ved bortskaffelsen af brugte skæreolier skabes sikkerhed for, at skæreolien destrueres ved en fuldstændig forbrænding i velfungerende anlæg.

For så vidt angår bore- og skæreolier, som anvendes emulgeret i vand, således at emulsionen indeholder 5-10 procent olie, vil der være mulighed for forbrænding på fueloliefyrede anlæg, såfremt bore- og fuelolie forinden emulgeres korrekt.

Blandt de typer af olieaffald, som i øvrigt vil kunne komme på tale ved anvendelse til fyringsformål, vil kasserede motorolier, gearolier og hydraulikolier være mængdemæssigt dominerende. Disse typer har normalt et svovlindhold, en viskositet og et indhold af ubrændbare dele, som er væsentligt større, end tilfældet er for almindelig gasolie, men som er mindre end eller af samme størrelsesorden som for fuelolie. Dog vil blyindholdet i kasseret smøreolie fra benzinmotorer kunne være af en sådan størrelse, at dette bør indgå i overvejelserne om, hvorvidt en given anvendelse til fyringsformål i det konkrete tilfælde kan anses for at være miljømæssig forsvarlig.

Det bør være en forudsætning for lokal forbrænding af olieaafald, at der kun forbrændes olieaffald af ensartet kvalitet. Olieaffald, hvis sammensætning eller kvalitet varierer stærkt, vil det således være vanskeligt eller umuligt at forbrænde på en tilfredsstillende måde på sådanne anlæg.

Olieaffald bør kun anvendes til fyringsformål i forbindelse med en forudgående effektiv rensning for partikulære urenheder. Rensningen bør som minimum bestå i, at olieaffaldets vandslamindhold efter ophold i en sedimentationsbeholder bringes til bundfældning og aftappes med henblik på levering til den kommunale modtageordning.

Endvidere bemærkes, at fyringsanlæg, som anvendes til forbrænding af olieaffald, skal være konstrueret og drevet i overensstemmelse med bygningslovgivningen.

Gasoliefyr er normalt ikke velegnede til fyring med olieaffald. Et gasoliefyr vil således ikke fungere driftsmæssigt og dermed miljømæssigt tilfredsstillende under anvendelse af olier med en større viskositet og et større indhold af ubrændbare dele, end fyret er konstrueret til. Hertil kommer, at anlæggets skorstenshøjde vil være utilstrækkelig til at overholde miljøstyrelsens vejledende bestemmelser vedrørende begrænsning af luftforurening fra oliefyrede anlæg, såfremt der ved dimensioneringen er forudsat anvendt almindelig gasolie, jf. nedenfor.

Fueloliefyr og andre fyringsanlæg, som er specielt konstrueret til forbrænding af tyktflydende olier vil normalt kunne anvendes til fyring med renset olieaffald af typerne alm. mineralsk motorolie, gearolie og hydraulikolie. Anlæggets skorstenshøjde bør som minimum være dimensioneret for anvendelse af fuelolie i overensstemmelse med miljøstyrelsens vejledning nr. 3/1976 vedrørende begrænsning af luftforurening fra oliefyrede anlæg.

For så vidt angår virksomheder, som søger om fritagelse for afleveringspligten under henvisning til, at olieaffaldet ønskes afleveret til en virksomhed, som foretager erhvervsmæssig indsamling af olieaffald, bemærkes, at det er den olieaffaldsproducerende virksomhed, som i det omfang kommunalbestyrelsen finder det fornødent, skal godtgøre, at olieaffaldet ved transportørens foranstaltning opbevares og transporteres på forsvarlig måde. Endvidere skal den olieaffaldsproducerende virksomhed oplyse, hvorledes den endelige bortskaffelse finder sted. Det bemærkes, at kommunalbestyrelsen i øvrigt har mulighed for at meddele en transportvirksomhed påbud om opbevaring og transport, i medfør af bekendtgørelsens § 2, stk. 2, jf. afsnit 6.

Virksomheder, der ønsker at ansøge om fritagelse for afleveringspligten, kan benytte de af Kommunernes Landsforening udarbejdede blanketter. De i afsnit 4 nævnte blanketter til brug ved virksomheders anmeldelse af olieaffald er også udformet til brug for virksomheder, der ønsker at ansøge om fritagelse for afleveringspligten. Oplysninger vedrørende bortskaffelsen af de olieaffaldsmængder, som fritages for afleveringspligten, bør af kommunalbestyrelsen registreres på en hensigtsmæssig måde under hensyn til den oplysningspligt, som Danmark i sin egenskab af medlem af De europæiske Fællesskaber er pålagt overfor kommissionen, jf. nærmere herom i afsnit 1.

Kommunalbestyrelsen har mulighed for, som vilkår for at meddele fritagelse for afleveringspligten, at kræve løbende kontrol med det omhandlede olieaffalds sammensætning, herunder kontrol med, at olieaffaldet ikke er iblandet andre stoffer, eksempelvis olie- eller kemikalieaffaldsstoffer, som ikke er omfattet af den meddelte fritagelse for afleveringspligten.

Det fremgår af bekendtgørelsens § 14, stk. 2, at tidligere trufne afgørelser om fritagelse for afleveringspligten bevarer deres gyldighed, medmindre kommunalbestyrelsen bestemmer andet. Miljøstyrelsen skal i denne forbindelse opfordre kommunalbestyrelserne til at vurdere, hvorvidt de ovenfor anførte vejledende retningslinier giver kommunalbestyrelserne anledning til at foretage ændringer i tidligere trufne afgørelser vedrørende fritagelse for afleveringspligten, ikke mindst for så vidt angår skæreolieaffald, som bortskaffes ved forbrænding i mindre fyringsanlæg på værksteder m.v.

6. Transport af olieaffald.

I medfør af bekendtgørelsens § 2, stk. 2, kan kommunalbestyrelsen meddele påbud og fastsætte nærmere regler til sikring af forsvarlig opbevaring og transport af olieaffald. Kommunalbestyrelsen kan således i medfør af denne bestemmelse bl.a. meddele påbud til virksomheder, som i kommunen foretager erhvervsmæssig indsamling af olieaffald, der er fritaget for afleveringspligten efter bekendtgørelsens § 6, stk. 2, om såvel opbevaring som transport, herunder om, at det af virksomheden indsamlede olieaffald skal afleveres på den eller de lokaliteter, som er oplyst over for kommunalbestyrelsen i forbindelse med de givne fritagelser for afleveringspligten.

Endvidere har kommunalbestyrelsen mulighed for i medfør af § 52 i lov nr. 372 af 13. juni 1973 om miljøbeskyttelse, bl.a. fra olieaffaldstransporterende virksomheder, at indhente alle oplysninger, herunder om økonomiske og regnskabsmæssige forhold, som har betydning for vurderingen af forureningen og for eventuelle afhjælpende foranstaltninger.

Jernbanetransport.

For jernbanetransport af olieaffald skal »RID-A, reglement for befordring af farligt gods på jernbaner« overholdes, jf. nedenfor. Reglementet udsendes og revideres jævnligt af DSB.

I den af Kommunekemi A/S udsendte vejledning i modtagelse og videreforsendelse m.m. af olie- og kemikalieaffald for personale på kommunale modtagestationer er bl.a. anført nærmere regler vedrørende jernbanetransport af olieaffald. Opmærksomheden henledes på, at f.eks. benzinaffald, brændselsolie-, dieselolie- og gasolieaffald er omfattet af RID-A-reglerne (antændelige flydende stoffer), mens brugte smøreolier, hydraulikolie og lignende samt fuelolie-affald ikke er omfattet, såfremt disse arter ikke forekommer i blanding med lettere antændelige stoffer.

Vejtransport.

Olieaffald, der indeholder brandfarlige væsker, skal emballeres og transporteres i overensstemmelse med justitsministeriets bekendtgørelse nr. 393 af 20. august 1971 om oplagring og transport af brandfarlige væsker, samt »Tekniske forskrifter for oplagring og transport af brandfarlige væsker«, udgivet af Statens Brandinspektion, september 1971. Bestemmelserne administreres af Statens Brandinspektion.

Det bemærkes, at lastbiler med »farligt gods« normalt ikke overføres med DSB-færger, f.eks. over Storebælt.

Søtransport.

For søtransoport af »farligt gods« skal bestemmelserne i handelsministeriets bekendtgørelse nr. 575 af 27. december 1971 om transport til søs af farligt gods overholdes.

7. Olieaffald fra private.

Bekendtgørelsen fastsætter visse regler vedrørende olieaffald fra private.

Bekendtgørelsen pålægger kommunerne at tilvejebringe en ordning, der sikrer alle mulighed for at kunne aflevere deres olieaffald på et af kommunalbestyrelsen anvist sted. Private har således ret, men ikke pligt til at aflevere deres olieaffald. Kommunalbestyrelsen kan dog i konkrete tilfælde meddele påbud herom i medfør af bekendtgørelsens § 2, stk. 2.

Endvidere er enhver, der opbevarer, transporterer eller bortskaffer olieaffald ifølge § 2, stk. 1, ansvarlig for, at dette sker uden forurening af omgivelserne.

Olieaffald fra private må således ikke anbringes i affaldsbeholdere, beregnet for dagrenovation, eller hældes i kloakker m.v., ligesom det heller ikke må nedgraves eller udledes på jorden, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 1.

Private er omfattet af bestemmelserne i § 3 om uheld med olieaffald, jf. nærmere herom i afsnit 8.

Kommunalbestyrelsen bør sørge for tilstrækkelig information til kommunens beboere om, hvor de kommunale modtagepladser er beliggende, og hvornår de har åbent etc., jf. afsnit 3.

8. Uheld med olieaffald.

Bekendtgørelsen indeholder i § 3 bestemmelser vedrørende forurening med olieaffald. Bestemmelserne gælder også for rene olieholdige produkter, forudsat der i forbindelse med uheld fremkommer olieaffald, der omfattes af bekendtgørelsen. F.eks. vil jord, der forurenes med benzin eller fyringsolie være at betragte som olieaffald.

Bestemmelserne er især udfærdiget med henblik,på at sikre oprydningsindsatsen efter uheld, der indtræffer i forbindelse med opbevaring, transport og bortskaffelse af olieaffald, mens selve uheldssituationen er omfattet af andre bestemmelser.

Opmærksomheden henledes i denne forbindelse bl.a. på miljøstyrelsens vejledning nr. 8/1974 om beredskab ved uheld med farlige stoffer på landjorden og på de særlige lokale beredskabsordninger, der ofte er tilvejebragt i tilknytning til store offentlige eller private virksomheder.

Miljøstyrelsens beredskabsvejledning indeholder instrukser af generel organisatorisk karakter om beredskab til umiddelbar indsats ved uheld med farlige stoffer, herunder olieaffald, på landjorden, først og fremmest i forbindelse med transport. Desuden vedrører vejledningen uheld under anvendelse og opbevaring af farlige stoffer på virksomheder, depotanlæg, lagre eller lignende.

Bekendtgørelsens bestemmelser i § 3 tilsigter ikke at træde i stedet for de vejledende retningslinier i den ovenfor omtalte beredskabsvejledning. De to hold bestemmelser supplerer derimod hinanden. Vejledningen indeholder således instrukser om beredskabsindsættelser, straks når større uheld indtræffer, mens bekendtgørelsens bestemmelser især er udformet med henblik på det efterfølgende oprydningsarbejde.

Reglerne i § 3 retter sig både til virksomheder og private. Enhver, der forårsager forurening med olieaffald, eller som på sin ejendom konstaterer sådan forurening, har derfor pligt til at give vedkommende kommunalbestyrelse underretning herom.

Ligeledes fremgår det, at enhver, der under opbevaring, transport eller bortskaffelse af olieaffald har forårsaget forurening, skal efterkomme kommunalbestyrelsens påbud (anvisninger) om fjernelse af forureningen. Hvis påbudet ikke efterkommes inden udløbet af den herfor fastsatte frist, har kommunalbestyrelsen mulighed for at lade foranstaltningerne udføre for den pågældendes regning, jf. § 3, stk. 3.

Med hjemmel i § 3, stk. 2, kan kommunalbestyrelsen som ovenfor nævnt meddele anvisninger i tilfælde af, at olieaffald forårsager forurening. Bestemmelsen suppleres af miljøbeskyttelseslovens § 17, hvorefter det er forbudt at henlægge (resp. tilføre) stoffer, der kan forurene vandet, så tæt ved vandløb, søer eller havet, at der kan være fare for, at de skylles ud deri.

Med henblik på at forebygge forurening af vandforsyningsanlæg er det yderligere i § 3, stk. 4, bestemt, at kommunalbestyrelsen skal underrette ejeren af vandforsyningsanlæg og vedkommende amtsråd, i hovedstadsområdet hovedstadsrådet, hvis der tillige opstår fare for forurening af sådanne anlæg.

Da amtsrådet, i hovedstadsområdet hovedstadsrådet, fører overtilsyn med forureningstilstanden i vandløb, søer og de kystnære dele af søterritoriet, må disse orienteres, hvis overfladevand forurenes eller udsættes for fare for forurening.

Undertiden vil der være behov for at underrette andre, f.eks. ejere af private vandløb og dambrug.

9. Tilsyn.

Det påhviler kommunalbestyrelsen at føre tilsyn med overholdelsen af reglerne i bekendtgørelsen og beslutninger, truffet i medfør af denne.

Det ligger i tilsynsopgaven, at kommunalbestyrelserne ikke blot bør nøjes med at registrere indkomne anmeldelser. Kommunalbestyrelserne må også mere aktivt forsøge at kontakte mulige olieaffaldsproducenter, f.eks. ved at rette henvendelse til de virksomheder, hvor kommunalbestyrelserne formoder, at der fremkommer olieaffald.

Det af Kommunernes Landsforening fremstillede skema, der benyttes af virksomhederne ved anmeldelse af olieaffald, kan også benyttes ved kortlægning af, i hvilken udstrækning der er virksomheder i kommunen, som producerer olieaffald, eller som i øvrigt ligger inde med sådant affald. Kortlægning kan i givet fald ske ved at udsende det omhandlede skema til alle virksomheder i kommunen, suppleret med den i afsnit 2 anførte liste over eksempler på olieaffaldsarter.

Personale, der er beskæftiget med registrering af anmeldelser og modtagelse af olie- og kemikalieaffald, vil efter en periode have opbygget en specialviden om, hvilke virksomheder der på et givet tidspunkt ligger inde med anmeldelses- og afleveringspligtigt affald. En sådan viden kan benyttes som led i kommunalbestyrelsens kontrol med, om virksomhederne opfylder deres anmeldelses- og afleveringspligt efter bekendtgørelsen.

Under tilsynet kan der i medfør af § 2, stk. 2, meddeles påbud til sikring af forsvarlig opbevaring og transport af olieaffald. Ifølge bekendtgørelsens § 8 varetages tilsynet med overholdelse af bestemmelsen i § 6, stk. 1, om kommunalbestyrelsens pligt til at etablere lokale modtageordninger, af amtsrådet, i hovedstadsområdet af hovedstadsrådet. Det påhviler i denne forbindelse amtsrådet at påse, at der for den enkelte kommune gennemføres en tilfredsstillende ordning, der på rimelig måde er koordineret med ordninger i andre kommuner. Dette gælder særligt for så vidt angår etablering af fælles modtagestationer for olieaffald, samt af eventuelle fælleskommunale transportordninger, hvor dette måtte findes hensigtsmæssigt.

10. Klage.

Kommunalbestyrelsens afgørelser i medfør af bekendtgørelsen kan indbringes for miljøstyrelsen inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.

Miljøstyrelsens afgørelser i ankesager vedrørende olieaffald er endelige, bortset fra afgørelser efter § 5, stk. 2, vedrørende dispensation fra afleveringspligten. I sådanne sager kan miljøstyrelsens afgørelser indbringes for miljøankenævnet inden for en frist på 4 uger.

Klage over gener fra kommunale modtagepladser og modtagestationer reguleres ikke af bekendtgørelsen, men derimod af miljøbeskyttelsesloven. Klage kan i givet fald ske til vedkommende amtsråd, i hovedstadsområdet dog til hovedstadsrådet.

11. Anden lovgivning m.v. om olieaffald.

Generelt.

Nedenfor gives en oversigt over bestemmelser i anden lovgivning, der kan være af betydning ved opbevaring, transport og bortskaffelse af olieaffald.

Det fremhæves, at oversigten ikke tilsigter at indeholde en udtømmende angivelse af den øvrige i betragtning kommende lovgivning, men blot at henlede opmærksomheden på en række bestemmelser, der ofte vil finde anvendelse. Det fremhæves endvidere, at den, der opbevarer, transporterer eller bortskaffer olieaffald, selv må være opmærksom på, at bestemmelser i anden lovgivning overholdes.

Transport af olieaffald.

For jernbanetransport af olieaffald gælder de af ministeriet for offentlige arbejder fastsatte bestemmelser, jf. afsnit 6. Bestemmelserne administreres af generaldirektoratet for DSB.

For vejtransport af olieaffald gælder de af justitsministeriet fastsatte bestemmelser, jf. afsnit 6.

For transport til søs af olieaffald gælder de af handelsministeriet fastsatte bestemmelser, jf, afsnit 6. Bestemmelserne administreres af direktoratet for statens skibstilsyn.

Endvidere skal man gøre opmærksom på, at bekendtgørelse om modtageordninger for rester og blandinger af olie samt kloakspildevand og affald i danske havne i Østersøområdet er under udarbejdelse i medfør af lov nr. 324 af 26. juni 1975 om beskyttelse af havmiljøet i Østersøområdet.

Modtagepladser og modtagestationer.

Modtagepladser og modtagestationer er omfattet af bilaget til miljøbeskyttelsesloven over særligt forurenende virksomheder m.v., som skal godkendes, inden de anlægges, ændres eller udvides, jf. nærmere herom i afsnit 3.

Oplagring af tyndtflydende olieaffald i underjordiske tanke er omfattet af reglerne i miljøministeriets bekendtgørelse nr. 171 af 29. marts 1974 om kontrol med oplag af olie m.v. Denne bekendtgørelse ventes revideret i efteråret 1977.

Ifølge lov nr. 287 af 26. juni 1975 om kommuneplanlægning er større anlægsarbejder omfattet af lokalpligten, jf. kommuneplanlovens § 16, stk. 3. Dette gælder, uanset om de pågældende anlæg tænkes placeret i byzone eller landzone. Modtagestationer vil så godt som altid være lokalplanpligtige, medens modtagepladser normalt ikke vil være lokalplanpligtige efter kommuneplanlovens § 16, stk. 3.

Modtageanlæg, der etableres i landzone, skal endvidere godkendes af amtsrådet, i hovedstadsområdet af hovedstadsrådet, jf. § 8 og 9, i lov om by- og landzoner (lovbekendtgørelse nr. 494 af 19. september 1975). Anlæg, der placeres uden for byer og bymæssige bebyggelser, skal desuden godkendes af fredningsplanudvalget, jf. § 43, stk. 1, i naturfredningsloven (lovbekendtgørelse nr. 520 af 1. oktober 1975).

Modtagepladser og modtagestationer skal endvidere godkendes af den stedlige brandmyndighed efter justitsministeriets bekendtgørelse nr. 393 af 20. august 1971 om oplagring og transport af brandfarlige væsker, jf. afsnit 3, ligesom driften og indretningen af sådanne anlæg omfattes af arbejdsmiljølovgivningen.

Miljøstyrelsen er bekendt med, at Kommunekemi A/S har udarbejdet en vejledning vedrørende modtagelse og videreforsendelse m.v. af olie- og kemikalieaffald til brug for personalet på modtagestationer.

Anlæg for behandling af olieaffald.

Anlæg for behandling af olieaffald er omfattet af miljøbeskyttelseslovens bilag over særligt forurenende virksomheder m.v., som skal godkendes, inden de anlægges, ændres eller udvides. Amtsrådet er godkendelsesmyndighed for denne virksomhedskategori.

Miljøstyrelsen, den 1. september 1977.

Ejler Koch.

E. Moltke.

Bilag

Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 410 af 27. juli 1977 om olieaffald m.v.

Officielle noter

Ingen