Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Cirkulære om kemikalieaffald


Cirkulæret om kemikalieaffald.

Indholdsfortegnelse

  

  1. Indledning  

  2. Kemikalieaffald  

  3. Kemikalieaffaldskort  

  4. Lokale modtageordninger  

  5. Virksomheders anmeldelsespligt  

  6. Virksomheders afleveringspligt  

  7. Dispensation  

  8. Transport af kemikalieaffald  

  9. Kemikalieaffald fra private  

10. Uheld med kemikalieaffald

11. Tilsyn

12. Klage

13. Anden lovgivning m.v. om kemikalieaffald

Bilag: Kemikalieaffaldsbekendtgørelsen (bekg. nr. 121 af 17. marts 1976

1. Indledning.

Den 1. april 1976 trådte bekendtgørelse nr. 121 af 17. marts 1976 om kemikalieaffald i kraft. Bekendtgørelsen er optrykt som bilag til dette cirkulære. Bekendtgørelsen er udsendt med hjemmel i lov nr. 178 af 24. maj 1972 om bortskaffelse m.v. af olie- og kemikalieaffald. Med hjemmel i samme lov er tidligere udstedt bekendtgørelse nr. 455 af 17. oktober 1972 om bortskaffelse m.v af olieaffald, som ændret ved bekendtgørelse nr. 154 af 20. marts 1974.

Kemikalieaffaldsbekendtgørelsen og nærværende cirkulære er bl.a. baseret på en rapport »Kemikalieaffald« af februar 1975, udarbejdet af en arbejdsgruppe under miljøstyrelsen.

Bekendtgørelsen om kemikalieaffald er på flere punkter skærpet i forhold til de tilsvarende bestemmelser om olieaffald. Dette skyldes, dels at kemikalieaffald normalt udgør en større forureningsrisiko for mennesker og miljø end olieaffald, dels at kemikalieaffaldsbekendtgørelsen på en række punkter er blevet ajourført i lyset af de erfaringer, som er gjort efter olieaffaldsbekendtgørelsen.

Formålet med kemikalieaffaldsbekendtgørelsen er at sikre, at alt kemikalieaffald opbevares, transporteres og bortskaffes på en sådan måde, at faren for forurening af omgivelserne begrænses bedst muligt.

Siden begyndelsen af 1976 har Kommunekemi A/S i Nyborg været i stand til at modtage så godt som alt det kemikalieaffald, der fremkommer her i landet. Allerede fra 1972 kunne Kommunekemi A/S modtage og behandle alt olieaffald. Kommunekemi A/S er oprettet af Kommunernes Landsforening, Københavns og Frederiksberg kommuner og Danske Gasværkers Tjære Kompagni A/S.

Bekndtgørelsen fastslår i § 3, stk. 1, at enhver, der opbevarer, transporterer eller bortskaffer kemikalieaffald, er ansvarlig for, at der ikkke herved sker forurening af luften, jorden, grundvandet eller overfladevandet, herunder havet. Bestemmelsen gælder således både private og virksomheder, herunder også offentlige virksomheder.

Ifølge bekendtgørelsens § 7, stk. 1, skal alle landets kommunalbestyrelser inden den 1. januar 1977 etablere lokale modtageordninger for kemikalieaffald, jfr. nærmere herom i afsnit 4.

Ved lokale modtageordninger forstås modtageordninger inden for et geografisk område, bestående dels af modtagestationer hvor virksomheder kan aflevere kemikalieaffald, dels modtagepladser, beregnet for modtagelse af kemikalieaffald fra private husholdninger.

For at afskære tvivl om rækkevidden af kemikalieaffaldsbekendtgørelsens bestemmelser i forhold til anden lovgivning om kemikalieaffald, er det i bekendtgørelsens § 14 fastsat, at kemikalieaffaldsbekendtgørelsens bestemmelser gælder, uanset om der før bekendtgørelsens ikrafttræden er truffet afgørelse vedrørende opbevaring, transport og bortskaffelse af kemikalieaffald. Dette gælder således f.eks. afgørelser truffet med hjemmel i miljøbeskyttelseslovens kap. 5 og de nu ophævede sundhedsvedtægter.

2. Kemikalieaffald.

Generelt.

Kemikalieaffald kan beskrives som det specialaffald, der fremkommer ved produktionen i den kemiske industri og dermed beslægtede industrier, samt fra anvendelsen af disse produkter i andre virksomheder, samt hos private.

Da det ikke er muligt præcist af definere, hvad kemikalieaffald er, har man valgt i bilaget til bekendtgørelsen at anføre 39 kendte arter af kemikalieaffald. Bilaget vil løbende blive revideret.

Det er ved udvælgelsen af de pågældende kemikalieaffaldsarter lagt til grund, at en uhensigtsmæssig bortskaffelse m.v. repræsenterer en risiko for mennesker og miljø, idet de pågældende arter f.eks. er ætsende, giftige eller brandfarlige.

Endvidere ses det af § 1, stk. 3, i bekendtgørelsen, at andre arter af kemikalieaffald, der kan sidestilles med de i bilaget nævnte, også er omfattet af bekendtgørelsen.

Dette skyldes, at der løbende inden for bl.a. den kemiske industri udvikles nye processer eller sker ændringer i de bestående, således at der fremkommer nye affaldsarter.

Virksomheder, som producerer affald, der ikke er optaget i bilaget, og hvor affaldet må formodes at have egenskaber, der kan sidestilles med de i bilaget nævnte, skal således anmelde dette til kommunalbestyrelsen, som herefter afgør, om affaldet skal være omfattet af afleveringspligten i § 6, stk. 1, i bekendtgørelsen. Det bemærkes, at mellemprodukter normalt ikke er omfattet af bekendtgørelsen, jfr. afsnit 5.

Til brug for miljøstyrelsens revision af bilaget er det af afgørende betydning, at miljøstyrelsen bliver holdt orienteret om de afgørelser, som kommunalbestyrelsen træffer i medfør af bekendtgørelsens § 5, stk. 3. Man skal derfor anmode kommunalbestyrelsen om at indsende genparter af de trufne afgørelser til miljøstyrelsen.

Bilaget til bekendtgørelsen.

De kemikalieaffaldsarter, der er optaget i bilaget til bekendtgørelsen, er inddelt i fem hovedgrupper, nemlig

1. animalske og vegetabilske fedtstoffer,

2. organiske balogenforbindelser,

3. organiske halogenfrie forbindelser,

4. uorganiske forbindelser, samt

5. andet affald.

Nedenfor omtales nogle eksempler på typer af kemikalieaffald, der kan give anledning til tvivl:

Tom emballage, der er forurenet med kemikalieaffald, er omfattet af kemikalieaffaldsbekendtgørelsen.

Kommunerne kan nægte at modtage eksplosivt eller selvantændeligt kemikalieaffald, og kan pålægge de pågældende virksomheder at gøre affaldet ikke-eksplosivt, henholdsvis ikke-selvantændeligt, før det afleveres.

Affald fra produktion og forhandling af kemiske bekæmpelsesmidler i fareklasse X, A, B og C er omfattet af bekendtgørelsen.

På grund af regulering i anden lovgivning om kemiske bekæmpelsesmidler i fareklasserne X, A, B og C betragtes landmænd og gartneriejere som fritaget for at anmelde rester af bekæmpelsesmidler. De pågældende har dog, uanset dette, selv ansvaret for at bortskaffe sådant affald forsvarligt. Bortskaffelse kan ske via lokale modtageordninger for kemikalieaffald. Der henvises i øvrigt til giftnævnets vejledning til forbrugere af bekæmpelsesmidler, der forventes udsendt i revideret udgave i 1976.

Affald fra kviksølvbejdset korn og frø, samt kviksølvholdigt affald fra kviksølvbejdsning, er omfattet såvel af miljøministeriets bekendtgørelse nr. 603 af 28. november 1973 om omsætning og anvendelse af kviksølvholdige bekæmpelsesmidler til bejdsning af korn og frø, som af kemikalieaffaldsbekendtgørelsen.

Ifølge førstnævnte bekendtgørelse er bejdsevirksomheden forpligtet til at tilbagetage ubrudte sække med ubenyttet kviksølvbejdset udsæd fra sine aftagere.

Rester af kviksølvbejdset korn og frø i sække, samt bejdsevirksomhedernes kviksølvholdige affald fra selve bejdsningen, er omfattet af kemikalieaffaldsbekendtgørelsen.

Det bemærkes, at radioaktivt affald og affald fra produktion og anvendelse af sprængstoffer og fyrværkeri ikke er omfattet af denne bekendtgørelse. Der er fastsat særlige regler herom, jfr. afsnit 13.

Med hensyn til kviksølvaffald kan nævnes, at der efter forhandlinger mellem producenter og importører af kviksølvbatteri, forskellige organisationer, samt Kommunekemi A/S, er opnået enighed om en ordning, der skal sikre, at brugte kviksølvbatterier indsamles og opbevares på forsvarlig måde.

Ordningen går ud på, at producenter og importører forsyner deres forhandlere med æsker til indsamling af brugte kviksølvbatteriet. De fyldte æsker returneres til producenten og/eller importøren, som herefter kan aflevere batterierne til en modtagestation for olie- og kemikalieaffald, hvorfra de videresendes til Kommunekemi A/S.

Ordningen åbner mulighed for genvinding af kviksølvet i batterierne. Ordningen trådte i kraft 1. april 1976.

For så vidt angår medicinrester fra private - dog undtaget vacciner og bakteriekulturer - er der indgået en aftale mellem Danmarks Apotekerforening og Kommunekemi A/S, hvorved apotekerne kan modtage medicinrester til forsvarlig destruktion på kommunekemi A/S.

Ordet »medicinrester« dækker i denne forbindelse affald fra praktisk taget alle præparater og præparattyper, uanset om indholdet er organisk-kemiske forbindelse, eller uorganisk-kemiske forbindelser. Således vil f.eks. præparater indeholdende æter og præparater i spraydåser også kunne afleveres.

3. Kemikalieaffaldskort.

Miljøstyrelsen har for hver af de kemikalieaffaldsarter, der er optaget på bilaget til bekendtgørelsen, udarbejdet et kemikalieaffaldskort. Kemikalieaffaldskortet skal medfølge ved vejtransport, jfr. § 5, stk. 2.

På kemikalieaffaldskortene er anført forskellige data om affaldet, ligesom der gives vejledende retningslinier bl.a. for forsvarlig emballage, håndtering, mærkning, transport og bortskaffele af affaldet. Endvidere er der på kortene givet vejledende retningslinier for foranstaltninger ved såvel personskade (f.eks. anvisninger på førstehjælp), som materielskade (forurening af jord, vandløb etc.).

I tilknytning til kortene er udarbejdet »Almene retningslinier for behandling af kemikalieaffaldsskader« til brug for læger på f.eks. skadestuer.

På de enkelte kort er der henvisninger til disse almene retningslinier. Et oplag af kortene er bl.a. sendt til samtlige kommuner, skadestuer, politiet, redningskorpsene, civilforsvarskorpsene og arbejdstilsynet. Yderligere eksemplarer kan rekvireres hos miljøstyrelsen.

Miljøstyrelsen vil løbende revidere og ajourføre affaldskortene, efterhånden som ny viden på området nødvendiggør dette. For nye kemikalieaffaldsarter, som optages i bilaget til bekendtgørelsen, udarbejdes kemikalieaffaldskort.

4. Lokale modtageordninger.

Generelt.

Ifølge § 7, stk. 1, i bekendtgørelsen skal kommunalbestyrelsen inden 1. januar 1977 etablere en lokal modtageordning, således at modtagelse og bortskaffelse af kemikalieaffald kan finde sted på forsvarlig måde.

Det er hensigtsmæssigt at skelne mellem modtagestationer, dækkende et noget større geografisk område (i almindelighed flere kommuner) beregnet til kemikalieaffald fra virksomheder, og modtagepladser, dækkende et mindre område (en enkelt kommune eller en del deraf) beregnet til kemikalieaffald fra private.

Miljøstyrelsen henstiller til de kommuner, som allerede har oprettet modtageanlæg, at stille disse til rådighed for virksomheder, der er beliggende i kommuner, som endnu ikke har oprettet sådanne.

Da forholdene vedrørende olie- og kemikalieaffalds opståen, transport og bortskaffelse er forskellige fra kommune til kommune, er det fundet hensigtsmæssigt at overlade til kommunalbestyrelsen selv at tilrettelægge en bortskaffelsesordning, og selv at udarbejde et eventuelt kemikalieaffaldsregulativ.

Efter miljøstyrelens skøn er der ikke i alle kommuner behov for at udarbejde særlige kemikalieaffaldsregulativer, idet praktiske oplysninger om modtagepladser og -stationer beliggende, åbningstider og lignende f.eks. kan gives i en standardskrivelse, som udsendes til den kreds af virksomheder, hvor der kan tænkes at fremkomme kemikalieaffald, eller som kan udleveres til andre virksomheder og andre interesserede, som retter henvendelse til kommunalbestyrelsen om kemikalieaffaldsbekendtgørelsen.

En anden mulighed er annoncering i lokale blade. Det tilføjes, at det er af stor betydning, at kendskabet til de lokale modtageordninger udbredes til alle i kommunerne, dvs. både til virksomheder og private. Kommuner, som finder, at der er behov for et kemikalieaffaldsregulativ, kan udarbejde et sådant med hjemmel i bekendtgørelsens § 3, stk. 2, og med udgangspunkt i det forslag til regulativ for olieaffald, der er optrykt som bilag til miljøstyrelsens cirkulæreskrivelse af 17. oktober 1972 vedrørende bekendtgørelse om bortskaffelse m.v. af olieaffald. Regulativet skal i givet fald ifølge § 13 ved kommunalbestyrelsens foranstaltning bekendtgøres i lokale dagblade, der har almindelig udbredelse i kommunen, eller i øvrigt på den på stedet sædvanlige måde.

Ved tilrettelæggelsen af den lokale modtageordning for kemikalieaffald vil det ofte være hensigtsmæssigt af anvende de allerede i medfør af olieaffaldsbekendtgørelsen etablerede modtagestationer/pladser, idet disse i vid udstrækning vil kunne indrettes til også at modtage kemikalieaffald.

Bekendtgørelsen foreskriver alene pligt til at oprette lokale modtageordninger, hvilket ikke nødvendigvis kræver etablering af modtagepladser, idet kommunalbestyrelen f.eks. kan henvise private til en fælleskommunal modtagestation. Forudsætningen for at private vil aflevere deres olie- og kemikalieaffald er dog, at der kun er en begrænset afstand til en modtageplads eller -station. Hver kommunalbestyrelse bør derfor indrette mindst en modtageplads, såfremt der ikke findes en fælleskommunal modtagestation i kommunen.

Kommunalbestyrelsen kan i medfør af § 7, stk. 2, opkræve afgifter af virksomheder for modtagelse af afleveringspligtigt kemikalieaffald.

Transport af kemikalieaffald fra en virksomhed til en modtagestation kan enten ske ved, at den pågældende virksomhed selv står for transporten, eller således at kommunen eller det kommunale fællesskab etablerer en afhentningsordning.

En afhentningsordning kan anbefales, idet dette ud fra et miljøhensyn vil være det mest hensigtsmæssige, bl.a. fordi kommunerne derved får lettere ved at kontrollere, at emballeringen og transporten sker på en forsvarlig måde. Også hvor en afhentningsordning er etableret, gælder reglerne om dispensation, jfr. afsnit 7.

Opmærksomheden henledes på, at såvel modtagepladser som modtagestationer er omfattet af miljøbeskyttelseslovgivningens bestemmelser om særligt forurenende virksomheder m.v., idet disse kan henføres til pkt. G 1 om lossepladser m.m. på bilaget til miljøbeskyttelsesloven. Heraf følger, at de skal godkendes af vedkommende amtsråd, i hovedstadsområdet dog af hovedstadsrådet, forinden de anlægges, ændres eller udvides, jfr. nærmere herom i miljøbeskyttelseslovens kapital 5 og bekendtgørelse nr. 176 af 29. marts 1974 om godkendelse af særligt forurenende virksomheder m.v. Ved godkendelse skal bestemmelserne i miljøbeskyttelseslovens kap. 3 om beskyttelse af vandforsyningsinteresser iagttages.

Modtagepladser og modtagestationer omfattes desuden af bestemmelserne i justitsministeriets bekendtgørelse nr. 393 af 20. august 1971 om oplagring og transport af brandfarlige væsker. Heraf følger, at tilladelse til etablering m.v. af sådanne pladser og stationer tillige skal indhentes fra den stedlige brandmyndighed, dvs. den kommunale brandkommission. I kommuner uden brandkommission skal tilladelse indhentes fra politimesteren.

Også fra andre offentlige myndigheder kan det være påkrævet at indhente godkendelse, f.eks. fra naturfrednings- og zonelovsmyndighederne. Driften og indretningen af modtagepladser og -stationer omfattes desuden af arbejderbeskyttelseslovgivningen.

Amtsrådet, i hovedstadsområdet hovedstadsrådet, bør i forbindelse med behandling af ansøgninger om etablering m.v. af modtagepladser og -stationer påse, at alle nødvendige tilladelser foreligger, jfv. eventuelt nærmere herom i afsnit 13 om anden lovgivning m.v. vedrørende kemikalieaffald.

Modtagestationer.

Det er af stor betydning, at personalet på modtagestationerne er i besiddelse af specialviden. Der henvises til Kommunekemi A/S, som giver instruktion i håndtering m.v. af kemikalieaffald, og til kurser om kemikalieaffald, der bl.a. afholdes af de teknologiske institutter.

Personalet på modtagestationerne skal ved modtagelse af kemikalieaffald bl.a. påse, at eventuel emballage er forsvarlig og tæt. Der henvises til pkt. 6 i kemikalieaffaldskortene, som for hver affaldsart angiver en forsvarlig emballage.

Er kemikalieaffaldet uforsvarligt emballeret, kan kommunalbestyrelsen i givet fald med hjemmel i § 3, stk. 2, i bekendtgørelsen kræve at få forholdene bragt i orden.

Personalet på modtagestationen skal endvidere sørge for, at opbevaring af kemikalieaffaldet på modtagestationen finder sted på en forsvarlig måde, herunder at kemikalieaffald af forskellige arter ikke sammenblandes.

Det er bl.a. vigtigt, at kemikalieaffaldet opbevares i tæt emballage, der er anbragt således, at eventuelt opstående utætheder i emballagen let konstateres. Det emballerende kemikalieaffald anbringes i forsvarlig afstand fra drikkevandsbrønde og drikkevandsboringer.

Ifølge miljøbeskyttelseslovens § 11, stk. 1, må beholdere til kemikalieaffald ikke uden miljøstyrelsens tilladelse være nedgravet i jorden.

Opstår der uheld med kemikalieaffald på modtagestationerne henvises til retningslinierne, der findes på kemikalieaffaldskortene (pkt. 11, 12, 13, 14 og 15), samt til afsnit 10 i nærværende cirkulære om uheld med kemikalieaffald. Der skal følge en deklaration med det kemikalieaffald, der fra modtagestationerne skal videresendes til Kommunekemi A/S. En formular hertil er udarbejdet af Kommunekemi A/S og indeholder bl.a. plads til oplysninger om affaldets art, mængde og den anvendte emballage. Deklarationsblanketten udleveres mest hensigtsmæssigt af kommunalbestyrelsen ved affaldets anmeldelse. Miljøstyrelsen er bekendt med, at Kommunernes Landsforening den 30. april 1976 har udsendt en »Vejledning om etablering af lokale modtageordninger til bortskaffelse af kemikalieaffald«.Miljøstyrelsen er endvidere bekendt med, at Kommunekemi A/S har udarbejdet en vedledning vedrørende modtagelse og videreforsendelse m.v. af olie- og kemikalieaffald til brug for personalet på modtagestationer, samt at Kommunekemi A/S ved kommunernes etablering af modtagestationer giver vejledning om, hvordan disse mest hensigtsmæssigt bør etableres.

Modtagepladser. Også personalet på modtagepladsen må have den nødvendige viden om kemikalieaffald, jfr. ovenfor. Modtagepladser kan hensigtsmæssigt indrettes ved et renseanlæg, forbrændingsanlæg, kommunal materielplads, kontrolleret losseplads eller lignende sted, hvor der i forvejen er personale til stede. Men det er tillige af betydning, at modtagepladser placeres centralt, således at private får let adgang til disse.

Arealet, hvor der skal henstå beholdere med kemikalieaffald, skal være befæstet og sikret således, at spild ikke forårsager forurening af omgivelserne, herunder drikkevandsbrønde og -boringer, jfr. miljøbeskyttelseslovens kap. 3 om beskyttelse af vandforsyningsinteresser. Ved modtagelse af kemikalieaffald skal personalet sikre sig oplysninger om, hvad art affaldet er, og evt. forsyne den modtagne emballage med tydelig påskrift. Affaldet skal så vidt muligt opbevares i den modtagne emballage, og efter modtagelsen nedpakkes i jerntromler med egnet pakkemateriale, der sikrer imod, at emballagen går i stykker under transporten til Kommunekemi A/S.

Ved afsendelse af kemikalieaffaldet fra modtagepladsen vil det være hensigtsmæssigt at anvende den af Kommunekemi A/S udarbejdede deklaration. Ved uheld med kemikalieaffald på modtagepladsen henvises til pkt. 11, 12, 13, 14 og 15 på kemikalieaffaldskortene, samt til afsnit 10 om uheld med kemikalieaffald.

5. Virksomheders anmeldelsespligt.

Ifølge bekendtgørelsens § 5, stk. 1, skal alle virksomheder, herunder også offentlige virksomheder, hvor der fremkommer kemikalieaffald, anmelde dette til kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor affaldet fremkommer. Anmeldelsen skal indeholde oplysninger om affaldets art, mængde og emballage. Kommunernes Landsforening har ladet fremstille et særligt anmeldelsesskema, som kan benyttes.

Det fremgår af bilaget til bekendtgørelsen og af bekendtgørelsens § 1, stk. 3, hvilke kemikalieaffaldsarter der er omfattet af anmeldelsespligten. Som nævnt i afsnit 2 skal virksomheder, der producerer affald, som ikke er optaget i bilaget, men som må formodes at have egenskaber, der kan sidestilles med de i bilaget nævnte, anmelde dette til kommunalbestyrelsen. Anmeldelsespligten indtræder i princippet, når kemikalieaffaldet produceres. For virksomheder, på hvilke der løbende fremkommer affald, som er ensartet i mængde og sammensætning, er det dog tilstrækkeligt at foretage anmeldelse af affaldet for en periode eller »indtil videre«. Dette indebærer, at virksomheden kun behøver at foretage fornyet anmeldelse, såfremt der sker ændringer i mængden eller sammensætningen af kemikalieaffaldet. Et mellemprodukt af samme type som en af de arter kemikalieaffald, der er optaget på bilaget, eller som kan sidestilles hermed, er ikke omfattet af anmeldelses- og afleveringspligten, dersom det anvendes i den igangværende produktionsproces. Det forudsættes dog, at mellemproduktet ikke oplageres i længere tid på virksomhedernes område.

Ved anmeldelse af kemikalieaffald, der er optaget på bilaget til bekendtgørelsen, udleverer kommunalbestyrelsen i fornødent omfanget kemikalieaffaldskort. Det påhviler ifølge § 8, stk. 1, kommunalbestyrelsen at føre tilsyn med, at virksomhederne opfylder deres anmeldelsespligt. Det følger af § 14, at bekendtgørelsens regler om anmeldelse m.v. finder anvendelse, uanset om der før bekendtgørelsens ikrafttræden er truffet afgørelse vedrørende opbevaring, transport og bortskaffelse af kemikalieaffald, jfr. afsnit 7.

Det må forventes, at Danmark i sin egenskab af medlem af De Europæiske Fælleskaber på et senere tidspunkt vil blive pålagt over for kommissionen at give oplysninger om det kemikalieaffald, der produceres her i landet. Det må derfor anses for hensigtsmæssigt, at kommunalbetyrelsen allerede nu etablerer et registreringssystem med henblik på opfyldelsen af denne oplysningspligt, jfr. tillige afsnit 11.

6. Virksomheders afleveringspligt. Normalt følges virksomhedernes anmeldelsespligt op af en pligt til at aflevere kemikalieaffaldet. Dette vil i almindelighed skulle ske på et af kommunalbestyrelsens anvist sted, men kommunalbestyrelsen kan dog indføre ordninger, hvorefter affaldet afhentes på virksomhederne, jfr. § 6, stk. 1, og afsnit 4.

Virksomheder, som i medfør af § 6, stk. 2, har opnået fritagelse fra afleveringspligten, jfr. afsnit 7, er dog undtaget fra at deltage i fællesordningen. Det bemærkes i den forbindelse, at det ikke er tilsigtet at give kommunerne monopol på transport og bortskaffelse af kemikalieaffald, men alene at sikre, at kemikalieaffaldet opbevares, transporteres og bortskaffes på forsvarlig måde overalt i landet.

Bekendtgørelsen pålægger i § 7, stk. 1. alle landets kommunalbestyrelser at etablere lokale modtageordninger inden udgangen af 1976. Efter dette tidspunkt skal hele landet være dækket ind med modtagestationer og -pladser, jfr. afsnit 4.

I tiden frem til 1. januar 1977 må det påregnes, at der vil være kommuner, som må henvise afleveringspligtige virksomheder til at aflevere kemikalieaffald på modtagestationer, som den pågældende kommune ikke har været med til at oprette, eller eventuelt på Kommunekemi A/S.

Også efter den 1. januar 1977 kan der dog i særlige tilfælde opstå behov for at henvise virksomheder til under nærmere angivne betingelser at aflevere kemikalieaffald direkte til Kommunekemi A/S. Dette kan gælde for virksomheder, der producerer meget store mængder kemikalieaffald.

7. Dispensation.

Medens det ikke er muligt at opnå fritagelse for anmeldelsespligten, skal kommunalbestyrelsen ifølge bekendtgørelsens § 6, stk. 2, meddele fritagelse for afleveringspligten, hvis virksomheden godtgør, at den selv er i stand til at bortskaffe sit kemikalieaffald på forsvarlig måde.

Som betingelse for at meddele fritagelse for afleveringspligten må det kræves, at kemikalieaffaldet behandles på en virksomhed, der besidder speciel apparatur hertil.

Det følger af kemikalieaffaldsbekendtgørelsens § 14, at bekendtgørelsens bestemmelser finder anvendelse uanset, om der før bekendtgørelsens ikrafttræden er truffet afgørelse vedrørende opbevaring, transport og bortskaffelse af kemikalieaffald, herunder meddelt godkendelse i henhold til miljøbeskyttelseslovens kap. 5. I sådanne tilfælde vil der imidlertid ofte foreligge fornødent grundlag for at meddele dispensation. Hvis kemikalieaffaldet skal transporteres til behandling uden for den virksomhed, hvor kemikalieaffaldet fremkommer, er det en forudsætning for fritagelse for afleveringspligten, at det over for kommunalbestyrelsen godtgøres, at transporten i enhver henseende kan finde sted på forsvarlig måde.

Under tilsvarende betingelser skal kommunalbestyrelsen meddele fritagelse for at deltage i en eventuel afhentningsordning, jfr. § 6, stk. 2.

Såfremt kemikalieaffaldet skal behandles på en virksomhed, som ligger i en anden kommune end den, hvor affaldet fremkommer, bør vedkommende kommune indhente en udtalelse fra modtagekommunen til sikring af, at behandlingen vil kunne ske på en forsvarlig måde og, såfremt tilladelse meddeles, orienteres modtagekommunen. Fritagelse kan f.eks. meddeles, såfremt affaldet behandles eller destrueres enten på den virksomhed, hvor affaldet fremkommer, eller på en anden virksomhed. En forudsætning for at meddele fritagelse i disse tilfælde er, at virksomheden har opnået godkendelse til behandling af den pågældende type kemikalieaffald i lov om miljøbeskyttelse. For såvidt angår virksomheder etableret før 1. oktober 1974, må kommunalbestyrelsen vurdere konkret, om behandlingen vil kunne finde sted på forsvarlig måde.

Fritagelse kan f.eks. meddeles, dersom kemikalieaffaldet er i en sådan tilstand, at det uden yderligere behandling kan depones på et specialdepot, der er indrettet og drevet med henblik på separat deponering af en eller flere arter af kemikalieaffald. Specialdepoter kan sidestilles med lossepladser, hvad angår placering og indretning, jfr. miljøstyrelsens vejledning nr. 1/74 om placering, indretning og drift af kontrollerede lossepladser. Et specialdepot vil f.eks. kunne indrettes inden for arealet af en kontrolleret losseplads under forudsætning af, at kemikalieaffaldet ikke blandes med lossepladsens øvrige affald. Specialdepoter er omfattet af miljøbeskyttelseslovens kap. 5 og bekendtgørelse nr. 176 af 29. marts 1974 om godkendelse af særligt forurenende virksomheder m.v.. Godkendelse af specialdepot foretages af amtsrådet, i hovedstadsområdet dog af hovedstadsrådet.

Fritagelse for afleveringspligten kan f.eks. ligeledes meddeles dersom kemikalieaffaldet genanvendes. Efter miljøstyrelsens opfattelse vil genanvendelsesprocesser, herunder udvinding af varmeenergi ved forbrænding, ofte kunne indebære ressource- og valutabesparelser, hvorfor sådanne processer må anbefales, idet det dog er en forudsætning, at de angivne fremgangsmåder kan benyttes, uden at der opstår risiko for, at der vil ske en uacceptabel forurening.

Der vil ligeledes være mulighed for at meddele fritagelse til virksomheder, der ønsker at overdrage deres kemikalieaffald til andre virksomheder, f.eks. via den nordiske affaldsbørs.

Det bemærkes, jfr. § 6, stk. 2, at det er virksomheden, som skal dokumentere, at betingelserne for at meddele fritagelse for afleveringspligten er til stede. Foreligger sådan dokumentation, har kommunalbestyrelsen til gengæld pligt til at meddele fritagelse.

Hvis der hersker tvivl om, hvorvidt en virksomhed, der har ansøgt om fritagelse, er i stand til på betryggende måde at transportere eller bortskaffe sit kemikalieaffald, bør kommunalbestyrelsen ikke meddele fritagelse.

Virksomheder, der ønsker at ansøge om fritagelse, kan benytte de af Kommunernes Landsforening udarbejdede blanketter.

8. Transport af kemikalieaffald.

Jernbanetransport.

For jernbanetransport af »farligt gods« skal »RIDA-reglement for befordring af farligt gods på jernbaner« overholdes. Reglementet udsendes og revideres jævnligt af DSB.

Under pkt. 6 på kemikalieaffaldskortene er der for de kemikalieaffaldsarter, som henhører under betegnelsen »farligt gods« anført, jernbanetransport skal ske i overensstemmelse med reglerne i RIDA.

Miljøstyrelsen agter i samarbejde med Kommunekemi A/S og DSB at fremkomme med mere detaljerede oplysninger vedrørende jernbanetransport af de kemikalieaffaldsarter, der henhører under »farligt gods«.

Vejtransport.

Ved anmeldelse af kemikalieaffald, som er optaget på bilaget til bekendtgørelsen, udleverer kommunalbestyrelsen i fornødent omfang kemikalieaffaldskort, der skal medfølge under vejtransport af affaldet, jfr. bekendtgørelsens § 5, stk. 2.

Kemikalieaffald, der indeholder brandfarlige væsker, skal emballeres og transporteres i overensstemmelse med justitsministeriets bekendtgørelse nr. 393 af 20. august 1971 om oplagring og transport af brandfarlige væsker, samt »Tekniske forskrifter for oplagring og transport af brandfarlige væsker«, udgivet af Statens Brandinspektion, september 1971. Bestemmelserne administreres af Statens Brandinspektion.

Kemikalieaffald, der indeholder giftige stoffer, skal emballeres og transporteres i overensstemmelse med justitsministeriets bekendtgørelse nr. 94 af 5. marts 1974 om vejtransport af giftige stoffer, som ændret ved bekendtgørelse nr. 277 af 4. juni 1974 og nr. 609 af 12. december 1975, samt pkt. 1.44 i justitsministeriets vejledning for bilinspektører.

Under pkt. 6 på kemikalieaffaldskortene er det oplyst, hvorvidt disse bestemmelser finder anvendelse på de enkelte kemikalieaffaldsarter.

Det bemærkes, at kemikalieaffald, der indeholder giftige stoffer, som tillige er brandfarlige væsker, skal emballeres og transporteres i overensstemmelse med begge ovennævnte sæt regler og forskrifter.

Det bemærkes, lastbiler med »farligt gods« normalt ikke overføres med DSB-færger, f.eks. over Storebælt).

Søtransport.

For søtransport af »farligt gods« skal bestemmelserne i handelsministeriets bekendtgørelse nr. 575 af 27. december 1971 om transport til søs af farligt gods overholdes.

Herudover har handelsministeren fastsat nærmere bestemmelser om søtransport af farlige kemikalier i bulk, som er flydende ved den omgivende atmosfæres temperatur og tryk. Bestemmelserne findes i bekendtgørelse nr. 15 af 12. maj 1970 om transport til søs af farlige, flydende kemikalier i bulk.

9. Kemikalieaffald fra private.

Bekendtgørelsen fastsætter visse regler vedrørende kemikalieaffald fra private.

Bekendtgørelsen pålægger kommunerne at tilvejebringe en ordning, der sikrer alle mulighed for at kunne aflevere deres kamikalieaffald på et af kommunalbestyrelsen anvist sted. Private har således ret, men ikke pligt til at aflevere deres kemikalieaffald. Kommunalbestyrelsen kan dog i konkrete tilfælde meddele påbud herom i medfør af bekendtgørelsens § 3, stk. 2.

Endvidere er enhver, der opbevarer, transporterrer, eller bortskaffer kemikalieaffald ifølge § 3, stk. 1, ansvarlig for, at dette sker uden forurening af omgivelserne.

Kemikalieaffald fra private bør således ikke anbringes i affaldsbeholdere beregnet for dagrenovartion eller hældes i kloakker m.v., ligesom det heller ikke bør nedgraves eller udledes på jorden.

Private er også omfattet af bestemmelserne i § 4 om uheld med kemikalieaffald, jfr. nærmere herom i afsnit 10.

Kommunalbestyrelsen bør sørge for tilstrækkelig information til kommunens beboere om, hvor de kommunale modtagepladser er beliggende, og hvornår de har åbent etc., jfr. afsnit 4.

10. Uheld med kemikalieaffald.

Bekendtgørelsen indeholder i § 4 bestemmelser vedrørende forurening med kemikalieaffald. Bestemmelserne gælder også for rene kemikalier, forudsat der i forbindelse med uheld fremkommer kemikalieaffald, der omfattes af bekendtgørelsen. F.eks. vil jord, der forurenes med rent fenol, være at betragte som kemikalieaffald.

Bestemmelserne er især udfærdiget med henblik på at sikre oprydningsindsatsen efter uheld, der indtræffer i forbindelse med opbevaring, transport og bortskaffelse af kemikalieaffald, mens selve uheldssituationen er omfattet af andre bestemmelser.

Opmærksomheden henledes i denne forbindelse bl.a. på miljøstyrelsens vejledning nr. 8/74 om beredskab ved uheld med farlige stoffer på landjorden og på de særlige lokale beredskabsordninger, der ofte er tilvejebragt i tilknytning til store offentlige eller private virksomheder.

Miljøstyrelsens beredskabsvejledning indeholder instrukser af generel organisatorisk karakter om beredskab til umiddelbar indsats ved uheld med farlige stoffer, herunder kemikalieaffald, på landjorden, først og fremmest i forbindelse med transport. Desuden vedrører vejledningen uheld under anvendelse og opbevaring af farlige stoffer på virksomheder, depotanlæg, lagre eller lignende.

Herudover er der på hvert enkelt kemikalieaffaldskort optrykt vejledende retningslinier for, hvilke foranstaltninger der bør iværksættes i tilfælde af person- eller materielskade, herunder brand, spild i vand, på jord, vej og lignende.

Kemikalieaffaldsbekendtgørelsens bestemmelser i § 4 tilsigter ikke at træde i stedet for de vejledende retningslinier i den ovenfor omtalte beredskabsvejledning. De to hold bestemmelser supplerer derimod hinanden. Vejledningen indeholder således instrukser om beredskabsindsættelser, straks når større uheld indtræffer, mens kemikalieaffaldsbekendtgørelsens bestemmelser især er udformet med henblik på det efterfølgende oprydningsarbejde.

Reglerne i § 4 retter sig både til virksomheder og private. Enhver, der forårsager forurening med kemikalieaffald, eller som på sin ejendom konstaterer sådan forurening, har derfor pligt til at give vedkommende kommunalbestyrelse underretning herom.

Ligeledes fremgår det, at enhver, der under opbevaring, transport eller bortskaffelse af kemikalieaffald har forårsaget forurening af grundvandet eller jorden, skal efterkomme kommunalbestyrelsens påbud (anvisninger) om fjernelse af forureningen. Hvis påbudet ikke efterkommes inden udløbet af den herfor fastsatte frist, har kommunalbestyrelsen mulighed for at lade foranstaltningerne udføre for den pågældendes regning, jfr. § 4, stk. 3.

Med hjemmel i § 4, stk. 2, kan kommunalbestyrelsen som ovenfor nævnt meddele anvisninger i tilfælde af, at kemikalieaffald forårsager forurening af jorden eller grundvandet. Bestemmelsen suppleres af miljøbeskyttelseslovens § 17, hvorefter det er forbudt at henlægge (resp. tilføre) stoffer, der kan forurene vandet, så tæt ved vandløb, søer eller havet, at der kan være fare for, at de skylles ud deri.

Med henblik på at forebygge forurening af vandforsyningsanlæg er det yderligere i § 4, stk. 4, bestemt, at kommunalbestyrelsen skal underrette ejeren af vandforsyningsanlæg og vedkommende amtsråd, i hovedstadsområdet hovedstadsrådet, hvis der tillige opstår fare for forurening af sådanne anlæg.

Da amtsrådet, i hovedstadsområdet hovedstadsrådet, fører overtilsyn med forureningstilstanden i vandløb, søer og de kystnære dele af søterritoriet, må disse orienteres, hvis overfladevand forurenes eller udsættes for fare for forurening.

Undertiden vil der være behov for at underrette andre, f.eks. ejere af private vandløb og dambrug.

11. Tilsyn.

Det påhviler kommunalbestyrelen at føre tilsyn med overholdelsen af reglerne i kemikalieaffaldsbekendtgørelsen og beslutninger truffet i medfør af denne.

Det ligger i tilsynsopgaven, at kommunalbestyrelserne ikke blot bør nøjes med at registrere indkomne anmeldelser. Kommunalbestyrelserne må også mere aktivt forsøge at kontakte mulige kemikalieaffaldsproducenter, f.eks. ved at optage direkte kontakt med de virksomheder, hvor kommunalbestyrelserne formoder, at der fremkommer kemikalieaffald.

Det af Kommunernes Landsforening fremstillede skema, der benyttes af virksomhederne ved anmeldelse af kemikalieaffald, kan også benyttes ved kortlægning af, i hvilken udstrækning der er virksomheder i kommunen, som producerer kemikalieaffald, eller som i øvrigt ligger inde med sådant affald. Kortlægning kan i givet fald ske ved at udsende det omhandlede skema til alle virksomheder i kommunen.

I kemikalieaffaldsrapportens kap. 3 og bilag II,IV, V og VI findes der oplysninger om, hvilke affaldsarter de forskellige virksomhedstyper i almindelighed producerer, ligesom sådanne oplysninger fremgår af kemikalieaffaldskortene.

Nærmere oplysning om, hvilke virksomheder der producerer kemikalieaffald, vil i øvrigt ofte være kommunalbestyrelserne bekendt fra anden sagshehandling på miljø- og levnedsmiddelområdet.

Som supplement til ovenstående kan kommunalbestyrelserne i lokale blade annoncere kemikalieaffaldsbekendtgørelsens hovedbestemmelser og samtidig give nærmere oplysning om, hvorledes ordningen rent faktisk fungerer i kommunen.

Personale, der er beskæftiget med registrering af anmeldelser og modtagelse af kemikalieaffald, vil efter en periode have opbygget en specialviden om, hvilke virksomheder der på et givet tidspunkt ligger inde med anmeldelses- og afleveringspligtigt kemikalieaffald. En sådan viden kan udnyttes som led i kommunalbestyrelsens kontrol med, om virksomhederne opfylder deres anmeldelses- og afleveringspligt efter bekendtgørelsen.

Under tilsynet kan der i medfør af § 3, stk. 2, meddeles påbud til sikring af forsvarlig opbevaring og transport af kemikalieaffald.

Ifølge bekendtgørelsens § 9 varetages tilsynet med overholdelse af bestemmelsen i § 7,stk. 1, om kommunalbestyrelsens pligt til at etablere lokale modtageordninger, dog af amtsrådet, i hovedstadsområdet af hovedstadsrådet. Det påhviler i denne forbindelse amtsrådet at påse, at der for den enkelte kommune gennemføres en tilfredsstillende ordning der på rimelig måde er koordineret med ordninger i andre kommuner. Dette gælder særligt for så vidt angår etablering af fælles modtagestationer for kemikalieaffald, samt af eventuelle fælleskommunale transportordninger, hvor dette måtte findes hensigtsmæssigt.

12. Klage.

Kommunalbestyrelsens afgørelser i medfør af bekendtgørelsen kan indbringes for miljøstyrelsen inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.

Miljøstyrelsens afgørelser i ankesager er endelige, bortset fra afgørelser efter § 5, stk. 3, vedrørende kemikalieaffaldsarter, der ikke er optaget på bilaget til bekendtgørelsen, og efter § 6, stk. 2. vedrørende dispensation fra afleveringspligten. I sådanne sager kan miljøstyrelsens afgørelser indbringes for miljøankenævnet inden for en frist på 4 uger.

Klage over gener fra kommunale modtagepladser og modtagestationer reguleres ikke af kemikalieaffaldsbekendtgørelsen, men derimod af miljøbeskyttelsesloven. Klage kan i givet fald ske til vedkommende amtsråd, i hovedstadsområdet dog til hovedstadsrådet.

13.Anden lovgivning m.v. om kemikalieaffald.

Generelt.

Nedenfor gives en oversigt over bestemmeler i anden lovgivning, der kan være af betydning ved opbevaring, transport og bortskaffelse af kemikalieaffald.

Det fremhæves, at oversigten ikke tilsigter at indeholde en udtømmende angivelse af den øvrige i betragtning kommende lovgivning, men blot at henlede opmærksomheden på en række bestemmelser, der ofte vil finde anvendelse. Det fremhæves endvidere, at den, der opbevarer, transporterer eller bortskaffer kemikalieaffald, selv må være opmærksom på, at bestemmelser i anden lovgivning overholdes.

Transport af kemikalieaffald.

For jernbanetransport af kemikalieaffald gælder de af ministeriet for offentlige arbejder fastsatte bestemmelser, jfr. afsnit 8. Bestemmelserne administreres af generaldirektoratet for DSB.

For vejtransport af kemikalieaffald gælder de af justitsministeriet fastsatte bestemmelseer, jfr. afsnit 8.

For transport til søs af kemikalieaffald gælder de af handelsministeriet fastsatte bestemmelser, jfr. afsnit 8. Bestemmelserne administreres af direktoratet for statens skibstilsyn.

For lufttransport af kemikalieaffald gælder særlige bestemmelser. Oplysning herom kan fås ved henvendelse til statens luftfartsvæsen, luftfartsdirektoratet.

Modtagepladser og -stationer.

Modtagepladser og modtagestationer er omfattet af pkt. G 1 på miljøbeskyttelseslovens liste over særligt forurenende virksomheder m.v., som skal godkendes, inden de anlægges, ændres eller udvides, jfr. nærmere herom i afsnit 4.

Nedgravede tanke til kemikalieaffald skal godkendes af miljøstyrelsen i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 11, stk. 1, jfr. afsnit 4.

Hvis modtageanlæggene etableres i byzone, skal godkendelse hertil normalt indhentes fra vedkommende bygningsmyndighed, jfr. byggelovens § 20 b, stk. 1 og 4 (lovbekendtgørelse nr. 361 af 17. juli 1972).

Disse bestemmelser ophæves med virkning fra 1. februar 1977, hvor kommuneplanloven træder i kraft (lov nr. 287 af 26. juni 1975).Efter denne lov er større anlægsarbejder omfattet af lokalplanpligten, jfr. § 16, stk. 3. Dette gælder, uanset om de pågældende anlæg tænkes placeret i byzone eller landzone.Modtagestationer vil så godt som altid være lokalplanpligtige. For modtagepladsers vedkommende kan der ikke siges noget generelt herom, men spørgsmålet må besvares på grundlag af en konkret vurdering.

Modtageanlæg, der etableres i landzone, skal endvidere godkendes af amtsrådet, i hovedstadsområdet af hovedstadsrådet, jfr. § 8 og 9, i lov om by- og landzoner (lovbekendtgørelse nr. 494 af 19. september 1975).Anlæg, der placeres uden for byer og bymæssige bebyggelser, skal desuden godkendes af fredningsplanudvalget, jfr. § 43, stk. 1 i naturfredningsloven (lovbekendtgørelse nr. 520 af 1. oktober 1975).

Modtagepladser og modtagestationer skal endvidere godkendes af den stedlige brandmyndighed efter justitsministeriets bekendtgørelse nr. 393 af 20. august 1971 om oplagring og transport af brandfarlige væsker, jfr. afsnit 4, ligesom driften og indretningen af sådanne anlæg omfattes af arbejderbeskyttelseslovgivningen.

Kommunernes Landsforening har den 30. april 1976 udsendt »Vejledning om etablering af lokale modtageordninger til bortskaffelse af kemikalieaffald«.

Miljøstyrelsen er endvidere bekendt med, at Kommunekemi A/S har udarbejdet en vejledning vedrørende modtagelse og videreforsendelse m.v. af olie- og kemikalieaffald, til brug for personalet på modtagestationer.

Andre regler om kemikalieaffald.

Radioaktivt affald er omfattet af bekendtgørelse nr. 574 af 20. november 1975 om sikkerhedsforanstaltninger ved brug m.v. af radioaktive stoffer, jfr. afsnit 2.

Affald fra kviksølvbejdsning og kviksølvbejdset korn og frø er omfattet af bekendtgørelse nr. 603 af 28. november 1973 om omsætning og anvendelse af kviksølvholdige bekæmpelsesmidler til bejdsning af korn og frø, jfr. afsnit 2.

Fyrværkeri og sprængstoffer.

Justitsministeriet har udstedt særlige forskrifter herom i lov nr. 193 af 24. maj 1972 og bekendtgørelse nr. 546 af 5. november 1975, som ændret ved bekendtgørelse nr. 565 af 24. november 1975 (fyrværkeri), og lov nr. 74 af 7. april 1899 med senere ændringer (sprængstoffer m.v.).

Bekæmpelsesmidler i fareklasserne X, A, B og C.

Giftnævnet forventes i løbet af 1976 at udsende en revideret vejledning til forbrugerne af bekæmpelsesmidler. Vejledningen indeholder retningslinier for bortskaffelse af tom emballage og rester af bekæmpelsesmidler, samt forholdsregler ved rengøring af sprøjter og andre redskaber.

Sygehusaffald.

Retningslinier for bortskaffelse af sådant affald er behandlet i miljøstyrelsens vejledning om »Bortskaffelse af sygehusaffald« (nr. 1/1976).

Vejledningen er udarbejdet af miljøstyrelsen i samarbejde med sundhedsstyrelsen og amtsrådsforeningen.

Medicinrester fra private er omfattet af en mellem Danmarks Apotekerforening og Kommunekemi A/S indgået aftale, jfr. afsnit 2.

Kviksølvbatterier fra private.

Producenter og importører af kviksølvbatterier foretager indsamling heraf, jfr. afsnit 2.

Beredskabsindsats ved uheld med farlige stoffer på landjorden. Miljøstyrelsen har i november 1974 udsendt en vejledning herom (nr. 8/74). Vejledningen omhandler alarmering, opbygning af beredskab, dets funktioner og medvirkende, jfr. afsnit 10.

Miljøstyrelsen, den 14. oktober 1976.

Helge Odel.

/ E. Moltke.

Bilag.

Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 121 af 17. marts 1976 om kemikalieaffald.

Officielle noter

Ingen