Senere ændringer til forskriften
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Bekendtgørelse af lov om kemiske stoffer og produkter

M LOV nr 212 af 23/05/1979 M LOV nr 68 af 20/02/1980 M LOV nr 285 af 13/05/1987 Hermed bekendtgøres lov nr. 212 af 23. maj 1979 om kemiske stoffer og produkter med de ændringer, der følger af lov nr. 68 af 20. februar 1980 samt de ændringer, der følger af lov nr. 285 af 13. maj 1987.


Kapitel 1

Formål og område

§ 1. Denne lov har til formål at forebygge sundheds- og miljøskader, som kan hidrøre fra kemiske stoffer og produkter.

§ 2. Loven skal sikre, at der tilvejebringes fornødne oplysninger om kemiske stoffer og produkter, der sælges her i landet, og sikre, at der kan foretages regulering af salg og anvendelse af de kemiske stoffer og produkter, som er eller på grundlag af foreliggende undersøgelser eller erfaringer formodes at være farlige for sundheden eller skadelige for miljøet.

Stk. 2. Ved bedømmelsen af arten og omfanget af de foranstaltninger, der træffes i medfør af denne lov for at forebygge miljøskader, skal der på den ene side lægges vægt på den skade på miljøet, som stoffet eller produktet kan medføre, og på den anden side de tekniske og økonomiske konsekvenser, herunder de omkostninger, sådanne foranstaltninger medfører såvel for samfundet som helhed som for de berørte producenter, importører og brugere.

§ 3. Ved kemiske stoffer forstås grundstoffer og deres forbindelser, således som de forekommer naturligt eller industrielt fremstillet.

Stk. 2. Ved kemiske produkter forstås såvel opløsninger som faste, flydende eller luftformige blandinger af to eller flere kemiske stoffer.

§ 4. Lovens regler om salg gælder også udbud til salg, opbevaring i salgsøjemed, tilbud og enhver overgivelse til andre mod eller uden vederlag.

Stk. 2. Lovens regler om fremstilling gælder også opblanding, fortynding, imprægnering, omhældning og pakning.

§ 5. Miljøministeren kan bestemme, at produkter, hvis egenskaber er betinget af et indhold af virus, bakterier, svampe eller andre mikroorganismer, helt eller delvis skal være omfattet af lovens bestemmelser.

Stk. 2. Ministeren kan ligeledes bestemme, at særlige organismer, der anvendes i stedet for kemiske stoffer og produkter til formål inden for lovens område, helt eller delvis skal være omfattet af bestemmelserne i kapitel 7.

§ 6. Ministeren kan bestemme, at nærmere angivne kemiske stoffer og produkter delvis skal være undtaget fra lovens bestemmelser, ligesom ministeren i særlige tilfælde kan tillade, at loven fraviges.

§ 7. De bestemmelser, der efter anden lovgivning gælder for kemiske stoffer og produkter, berøres ikke af denne lov, som kun anvendes på kemiske stoffer og produkter i det omfang, hvor anden lovgivning ikke indeholder bestemmelser herom.

Stk. 2. Bestemmelserne i kapitel 3 finder anvendelse, selv om der i anden lovgivning er fastsat regler om anmeldelse af kemiske stoffer. Kapitel 3 gælder dog ikke for kemikalieaffald eller for kemiske stoffer, der udelukkende sælges, importeres eller anvendes som eller i lægemidler, som tilsætningsstoffer til levnedsmidler eller som tilsætningsstoffer til foderstoffer, medmindre ministeren bestemmer andet.

§ 8. Loven gælder ikke for kemiske stoffer og produkter, der eksporteres, medmindre ministeren bestemmer andet. Bestemmelserne i kapitel 3 gælder dog også for det stof, der eksporteres, enten som et kemisk stof eller som bestanddel af et kemisk produkt, såfremt stoffet ikke inden den 1. oktober 1980 har været fremstillet her i landet.

Stk. 2. Loven gælder ikke for kemiske stoffer og produkter, der er fremstillet i udlandet, og som kun føres gennem landet som transitgods eller oplagres her i landet som transitgods.

§ 9. Inden miljøministeren fastsætter regler i medfør af loven, forhandler ministeren med de nærmest interesserede landsomfattende erhvervs- og forbrugerorganisationer, herunder arbejdsmarkedets parter, og de kommunale organisationer.

Kapitel 2

Almindelige bestemmelser

§ 10. Enhver producent eller importør af et kemisk stof eller produkt skal skaffe sig de oplysninger om sammensætning, egenskaber og virkninger, som er nødvendige for at vurdere, hvilke foranstaltninger der skal træffes for at forebygge sundheds- og miljøskader, som kan hidrøre fra stoffet eller produktet. Producenten eller importøren skal sørge for, at forhandlere og brugere i fornødent omfang får kendskab til stoffets eller produktets egenskaber og virkninger og til eventuelle sikkerhedsforanstaltninger.

Stk. 2. Enhver forhandler eller bruger af et kemisk stof eller produkt skal følge de anvisninger, der måtte være givet for forsvarlig omgang med eller anvendelse af stoffet eller produktet.

Stk. 3. Et kemisk stof eller produkt må ikke sælges under omstændigheder, der er egnet til at vildlede brugerne med hensyn til stoffets eller produktets anvendelse eller med hensyn til den risiko, der kan være forbundet med stoffet eller produktet.

Kapitel 3

Anmeldelse af kemiske stoffer.

§ 11. Et nyt kemisk stof må ikke sælges eller importeres, før producenten eller importøren har foranstaltet undersøgelser til at belyse stoffets virkninger på sundheden og miljøet, jf. § 13.

Stk. 2. Et kemisk stof anses for nyt, når det ikke inden den 1. oktober 1980 har været solgt her i landet eller importeret her til landet enten som et kemisk stof eller som bestanddel af et kemisk produkt.

Stk. 3. De bestemmelser, der gælder for et nyt kemisk stof, anvendes også på et kemisk stof, som inden den 1. oktober 1980 har været solgt her i landet eller importeret her til landet, hvis det efter denne dato sælges eller importeres til væsentligt ændret anvendelse eller i væsentligt forøgede mængder.

§ 12. Enhver producent eller importør, der vil sælge eller importere et nyt kemisk stof, jf. § 11, skal indgive anmeldelse herom efter regler fastsat af miljøministeren.

Stk. 2. Anmeldelsespligten omfatter ikke det anmeldte stof, som efter videresalg anvendes til at fremstille et kemisk produkt.

Stk. 3. Stoffet eller produktet må tidligst sælges eller importeres 45 dage efter, at anmeldelsen er modtaget, jf. dog § 14, stk. 2.

Stk. 4. Ministeren kan fastsætte regler om, at stk. 1 ikke gælder for nærmere angivne nye stoffer, der sælges eller importeres i små mængder.

§ 13. Anmeldelse efter § 12, stk. 1, skal indeholde oplysninger om: 1) stoffets navn og kemiske identitet, indhold af urenheder, den årlige mængde af stoffet, der påtænkes solgt eller importeret, den eller de påtænkte anvendelser af stoffet, 2) metoder til stoffets påvisning, nødvendige forsigtighedsforanstaltninger, bortskaffelsesmuligheder samt 3) foretagne undersøgelser med angivelse af de anvendte undersøgelsesmetoder vedrørende stoffets fysiske og kemiske egenskaber og vedrørende dets mulige skadelige virkning på sundheden og miljøet.

Stk. 2. På grundlag af de foretagne undersøgelser skal anmeldelsen indeholde forslag til eventuel klassificering og mærkning af stoffet, jf. kapitel 4.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om anmeldelsens indhold og form, herunder om, at anmeldelsen indgives på et særligt skema.

§ 14. Ministeren skal inden udløbet af den i § 12, stk. 3, nævnte frist påse, at anmeldelsen opfylder kravene efter § 13.

Stk. 2. Hvis en anmeldelse er mangelfuld eller fejlagtig, kan ministeren påbyde, at stoffet eller produktet tidligst må sælges eller importeres 45 dage efter, at de oplysninger, som anmeldelsen skal indeholde efter § 13, er modtaget.

§ 15. Et kemisk stof, som er anmeldt efter § 12, stk. 1, må kun sælges under den klassificering og med den mærkning, som er foreslået ved anmeldelsen, medmindre ministeren påbyder anden klassificering og mærkning.

§ 16. Enhver producent eller importør af et kemisk stof, som er anmeldt efter § 12, stk. 1, skal underrette ministeren om væsentlige ændringer i eller tilføjelser til de allerede indsendte oplysninger.

§ 17. Ministeren kan fastsætte regler om, at anmeldelse indgivet i et andet land inden for De europæiske Fællesskaber på visse betingelser kan sidestilles med anmeldelse her i landet.

§ 18. Ministeren kan fastsætte regler om undersøgelse og anmeldelse af grupper af kemiske stoffer, der ikke skal anmeldes efter § 12, stk. 1, herunder regler om, hvilke oplysninger, der skal ledsage anmeldelsen.

Kapitel 4

Klassificering, emballering, mærkning og opbevaring af farlige

stoffer og produkter m.v.

§ 19. Enhver producent eller importør af et kemisk stof eller produkt skal forud for salg eller import heraf skaffe sig sådanne oplysninger om stoffets eller produktets egenskaber og virkninger, at han kan klassificere, emballere og mærke det efter regler i denne lov og efter regler fastsat i henhold til loven.

§ 20. Miljøministeren fastsætter regler om, på hvilket grundlag et kemisk stof eller produkt skal betragtes som farligt.

Stk. 2. Farlige stoffer og produkter klassificeres i fareklasserne: eksplosiv, brandnærende, let antændelig, antændelig, giftig, ætsende, sundhedsskadelig og lokalirriterende.

Stk. 3. Ministeren kan ændre antallet af fareklasser og deres betegnelse.

§ 21. Ministeren kan udarbejde en liste over farlige stoffer med angivelse af, hvilken fareklasse og hvilke krav til risikoangivelser og sikkerhedsforskrifter, der gælder for hvert stof på listen.

§ 22. Et farligt stof eller produkt må kun sælges i en stærk, hel og forsvarligt tillukket emballage, der er forsynet med særlig mærkning på dansk, jf. dog stk. 3.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om emballering af farlige stoffer og produkter samt af stoffer og produkter, som skal godkendes efter § 33, herunder regler om udformning af emballage samt om, at bestemte emballagematerialer og -typer skal anvendes, og at sådan emballage ikke må anvendes til andre varer.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om mærkning af emballagen, herunder regler om anvendelse af risikoangivelser, sikkerhedsforskrifter, indholdsdeklarationer, etiketter og brugsanvisninger samt om, hvilke andre sprog, der i særlige tilfælde kan anvendes ved mærkning.

Stk. 4. Ministeren kan i øvrigt fastsætte regler om mærkning af andre end de i § 3, stk. 2, nævnte produkter, der indeholder kemiske stoffer, såfremt disse stoffers egenskaber gør en sådan mærkning påkrævet.

§ 23. Ministeren kan fastsætte regler om opbevaring af farlige stoffer og produkter samt af stoffer og produkter, som skal godkendes efter § 33.

Kapitel 5

Salg m.v. af giftige stoffer og produkter

§ 24. Kemiske stoffer og produkter, som efter § 20 er klassificeret som giftige, må kun sælges i detailhandel af forhandlere, der af miljøministeren på nærmere fastsatte vilkår har fået tilladelse hertil.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om, at en tilladelse efter stk. 1 betinges af, at forhandleren betaler afgift til dækning af tilsyn og kontrol med, at vilkårene for tilladelsen overholdes.

Stk. 3. Stk. 1 og 2 gælder ikke for apoteker.

§ 25. Giftige stoffer og produkter må sælges til og af følgende virksomheder:

  • 1) a) sygehuse, b) videnskabelige og tekniske laboratorier og institutioner, som drives af staten, amtskommunerne eller kommunerne, c) teknologiske serviceinstitutioner, der er godkendt af handelsministeren, d) laboratorier og institutioner, der er autoriseret af statens tekniske prøvenævn, og e) virksomheder, der i henhold til lægemiddeloven har Sundhedsstyrelsens tilladelse til at fremstille og forhandle lægemidler,
  • 2) virksomheder, som fremstiller giftige stoffer eller produkter, anvender giftige stoffer eller produkter ved fremstilling af produkter af enhver art eller anvender giftige stoffer eller produkter som hjælpemidler i virksomheden, og som har givet meddelelse herom til Arbejdstilsynet,
  • 3) virksomheder, som importerer eller sælger giftige stoffer og produkter en gros, og som har givet meddelelse herom til Kemikaliekontrollen, og
  • 4) de i § 24, stk. 1, nævnte forhandlere, dog kun for så vidt angår de giftige stoffer og produkter, som er omfattet af tilladelsen.

§ 26. Giftige stoffer og produkter må ikke sælges til personer under 18 år.

Stk. 2. Kun apoteker og de i § 24, stk. 1, nævnte forhandlere må sælge giftige stoffer eller produkter til personer over 18 år.

Stk. 3. Salg må kun ske, såfremt der afleveres en særlig rekvisition om udlevering af stoffet eller produktet til et nærmere angivet ikke-lægeligt formål. Rekvisitionen skal af politiet være forsynet med en påtegning om, at politiet tillader udlevering til det angivne formål.

Stk. 4. Ministeren kan fastsætte regler om rekvisitionernes form og indhold. Ministeren kan endvidere fastsætte retningslinjer for politiets påtegning af rekvisitionerne samt fastsætte regler om, at politiets påtegning i visse tilfælde ikke kræves.

§ 27. Giftige stoffer og produkter må ikke overlades til personer, som antages at ville forvolde skade på sig selv eller deres omgivelser hermed.

§ 28. Ministeren kan fastsætte regler om, i hvilket omfang de i § 25 nævnte virksomheder skal føre, opbevare og forevise fortegnelse over modtagerne af giftige stoffer og produkter, samt i hvilket omfang rekvisitioner som nævnt i § 26, stk. 3, skal opbevares.

§ 29. For salg af giftige stoffer og produktet, som skal godkendes efter § 33, kan ministeren fastsætte andre regler end dem, der er fastsat i §§ 25-28.

Kapitel 6

Begrænsning af forekomst og anvendelse af kemiske stoffer. Kemiske

produkters sammensætning

§ 30. Når det findes nødvendigt for at sikre, at et kemisk stof eller produkt ikke indebærer fare for sundheden eller medfører skade på miljøet, kan miljøministeren træffe bestemmelse eller fastsætte regler om begrænsning i eller forbud mod salg, import og anvendelse af stoffet eller produktet. Der kan herunder stilles krav til stoffets eller produktets renhed.

Stk. 2. Ministeren kan i øvrigt træffe bestemmelse eller fastsætte regler om en vares indhold eller afgivelse af et kemisk stof, når det findes nødvendigt for at sikre, at stoffet ikke indebærer fare for sundheden eller medfører skade på miljøet.

§ 31. For at sikre at et kemisk produkt ikke indebærer fare for sundheden eller medfører skade på miljøet, kan ministeren fastsætte regler om sammensætningen af produktet. Der kan herunder fastsættes regler om, i hvilket omfang kemiske stoffer, også som urenheder, må forekomme i produktet.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om produktets mikrobiologiske renhed.

§ 32. Ministeren kan fastsætte regler, hvorefter der til særlige formål eller i bestemte produkter kun må anvendes kemiske stoffer, der er tilladt til sådanne formål eller i sådanne produkter. Der kan stilles krav til de tilladte stoffers renhed og koncentration.

Stk. 2. Ministeren kan udfærdige fortegnelse over de tilladte stoffer og deres anvendelse.

Kapitel 7

Godkendelse af kemiske stoffer og produkter til særlige formål

§ 33. Et kemisk stof eller produkt, som anvendes til et formål, der er nævnt i bilaget til loven, skal før salg, import eller anvendelse af stoffet eller produktet være godkendt af miljøministeren.

Stk. 2. Ministeren fastsætter regler om, at producenter og importører inden en fastsat frist skal ansøge om godkendelse af stoffer og produkter, der er klassificeret af Giftnævnet efter lov nr. 118 af 3. maj 1961 om midler til bekæmpelse af plantesygdomme, ukrudt og visse skadedyr samt om midler til regulering af plantevækst. For kemiske stoffer og produkter klassificeret som »meget giftig« og »giftig« meddeles godkendelse dog for en periode af 4 år.( *1)

Stk. 3. Godkendelser meddeles for en periode af 8 år. For kemiske stoffer og produkter klassificeret som »meget giftig« og »giftig« bortfalder godkendelsen dog 1. januar 1991.( *2)

Stk. 4. Godkendelser, der er meddelt før 1. januar 1987, bortfalder dog 1. januar 1995.( *3)

Stk. 5. Ministeren fastsætter nærmere regler om fornyelse af godkendelser samt om ophør af retten til salg eller import af et stof eller produkt, som ikke kan godkendes.

Stk. 6. Ministeren kan foretage ændringer i bilaget til loven.

§ 34. Ansøgningen om godkendelse efter § 33 skal indeholde sådanne oplysninger om stoffets eller produktets anvendelsesformål, sammensætning og mulige virkning på sundheden og miljøet, at de fornødne vilkår for godkendelsen kan fastsættes.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om, i hvilket omfang der for bekæmpelsesmidler skal være foretaget afprøvning af midlernes effektivitet.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke oplysninger en ansøgning skal indeholde. Det kan bestemmes, at en ansøgning skal indgives på et særligt skema.

§ 35. Godkendelse kan ikke meddeles til stoffer eller produkter, som i forbindelse med anvendelsen eller den dermed forbundne håndtering og opbevaring er eller på grundlag af foreliggende undersøgelser eller erfaringer formodes at være særlig farlige for sundheden eller særlig skadelige for miljøet.

Stk. 2. Godkendelse kan ikke meddeles til et stof eller produkt, hvis der findes stoffer, produkter eller metoder med samme anvendelsesområde, som er eller på grundlag af foreliggende undersøgelser eller erfaringer formodes at være væsentlig mindre farlige for sundheden eller væsentlig mindre skadelige for miljøet.

Stk. 3. Godkendelse kan meddeles på nærmere fastsatte vilkår om stoffets eller produktets indhold, mængde, salg, import, emballering, reklamering og mærkning med forskrifter for anvendelse og opbevaring m.v. Godkendelse kan endvidere i særlige tilfælde meddeles på vilkår om, at der inden en fastsat frist foretages videregående undersøgelser til belysning af sådanne egenskaber ved stoffet eller produktet, som kan være af betydning for sundheden eller miljøet.

Stk. 4. Hvis et tidligere markedsført stof eller produkt godkendes på vilkår, der begrænser stoffets eller produktets hidtidige anvendelsesområde, kan godkendelse betinges af, at stoffet eller produktet sælges under et andet navn.

Stk. 5. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om godkendelsesordningen, herunder hvordan der må reklameres for et godkendt stof eller produkt.

Stk. 6. Forskrifter efter stk. 3 for anvendelse og opbevaring af det godkendte stof eller produkt kan bekendtgøres ved gengivelse heraf på emballagen efter ministerens nærmere bestemmelser.

§ 36. Ministeren kan fastsætte regler om, at producenten eller importøren af et stof eller produkt, der er klassificeret af Giftnævnet eller godkendt i henhold til § 33, betaler afgift til dækning af udgifterne ved

  • 1) den godkendende myndigheds virksomhed,
  • 2) tilsyn og kontrol med godkendelsespligtige stoffer og produkter og med disses anvendelse,
  • 3) forskning i godkendelsespligtige stoffers eller produkters indvirkning på sundhed og miljø og
  • 4) uddannelse af brugere af godkendte stoffer eller produkter og oplysning om disse stoffers eller produkters anvendelse og indvirkning på sundhed og miljø.

§ 37. Enhver producent eller importør af et kemisk stof eller produkt, som er godkendt efter § 33, skal underrette ministeren om væsentlige ændringer i eller tilføjelser til de allerede indsendte oplysninger.

§ 38. En godkendelse kan tilbagekaldes, såfremt vilkårene herfor overtrædes eller nye oplysninger skønnes at gøre det nødvendigt.

Stk. 2. En godkendelse skal straks tilbagekaldes, såfremt det konstateres, at det pågældende kemiske stof eller produkt medfører alvorlig fare for sundheden eller miljøet.

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på de klassificeringer, der er meddelt af Giftnævnet.

§ 38 a. Med henblik på at nedsætte det samlede forbrug af godkendelsespligtige stoffer og produkter kan ministeren fastsætte regler om begrænsning i eller forbud mod anvendelse af sådanne stoffer og produkter på bestemte arealer.

§ 38 b. Ministeren kan fastsætte regler om, at erhvervsmæssig anvendelse af bekæmpelsesmidler kun må foretages af personer med bevis for at have modtaget undervisning i miljø- og sundhedsmæssigt forsvarlig anvendelse af disse midler.

Stk. 2. Ministeren kan herunder fastsætte nærmere regler om undervisningens indhold samt om kravene til opnåelse af det i stk. 1 nævnte bevis.

§ 38 c. Ministeren kan fastsætte regler om, at den ansvarlige for en ejendom, hvorpå der erhvervsmæssigt anvendes bekæmpelsesmidler, skal føre journal over brugen af disse midler.

Stk. 2. Ministeren kan herunder fastsætte nærmere regler om hvilke oplysninger, der skal indgå i den i stk. 1 nævnte journal.

Kapitel 8

Oplysnings- og undersøgelsespligt

§ 39. Enhver producent, importør eller forhandler af et kemisk stof eller produkt skal efter anmodning fra miljøministeren eller tilsynsmyndighederne, jf. § 47, give de oplysninger om stoffet eller produktet, herunder om økonomiske og regnskabsmæssige forhold, som har betydning for myndighedernes administration af loven.

§ 40. Såfremt der er grund til at antage, at et kemisk stof eller produkt har sundhedsfarlige eller miljøskadelige virkninger, skal enhver producent eller importør af det pågældende stof eller produkt efter anmodning fra ministeren foretage eller lade foretage de nødvendige undersøgelser til belysning af sådanne virkninger.

§ 41. Enhver producent eller importør af et kemisk stof, som er anmeldt efter § 12, stk. 1, eller af et kemisk stof eller produkt, hvorom ansøgning om godkendelse er indgivet efter § 33, skal efter anmodning fra ministeren foretage eller lade foretage yderligere undersøgelser end allerede krævet efter § 13 eller § 34.

Stk. 2. Yderligere undersøgelser kan også kræves, såfremt ministeren i henhold til § 18 fastsætter regler om undersøgelse og anmeldelse af grupper af stoffer, der ikke skal anmeldes efter § 12, stk. 1.

§ 42. Ministeren kan fastsætte regler om, at producenter og importører af kemiske stoffer eller produkter skal oplyse arten og mængden af de stoffer eller produkter, de sælger eller importerer, samt hvilken sammensætning produkterne har.

Stk. 2. Ministeren kan bestemme, at myndigheder efter anmodning skal oplyse, hvilke producenter og importører der sælger eller importerer nærmere angivne kemiske stoffer og produkter, og i hvilken mængde.

§ 43. Ministeren kan bestemme eller fastsætte regler om, at analyser og undersøgelser af kemiske stoffer og produkter skal udføres efter bestemte metoder og foretages på statslige eller autoriserede laboratorier og institutioner. Der kan fastsættes regler om, at der skal betales afgift for analyse- og undersøgelsesarbejde foretaget af statslige laboratorier og institutioner.

Kapitel 9

Sagkyndige råd

§ 44. Miljøministeren nedsætter sagkyndige råd, som rådgiver myndighederne i spørgsmål om kemiske stoffer og produkter. Der kan fastsættes regler om, i hvilket omfang sådanne råd skal udtale sig, inden der træffes beslutning i visse sager.

Kapitel 10

Myndighederne

§ 45. Miljøministeren kan henlægge sine opgaver efter loven til Miljøstyrelsen eller andre statslige myndigheder og institutioner. Ministeren kan fastsætte regler om adgangen til klage over disse myndigheders afgørelser, herunder at disse myndigheder har den endelige administrative afgørelse i sådanne sager.

Stk. 2. Ved varetagelsen af de opgaver, der påhviler ministeren, bistås denne af Miljøstyrelsen, Kemikaliekontrollen og Statens Levnedsmiddelinstitut. Efter forhandling med pågældende minister kan miljøministeren fastsætte regler om, i hvilket omfang Arbejdstilsynet, Sundhedsstyrelsen, embedslægerne, toldvæsenet og politiet medvirker ved varetagelsen af opgaver efter loven.

§ 46. Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med overholdelsen af regler fastsat i medfør af §§ 38 a-c.

Stk. 2. Ministeren kan i øvrigt bemyndige kommunalbestyrelsen til at udføre opgaver i forbindelse med tilsynet med, at loven og forskrifter udfærdiget efter loven overholdes.

§ 47. Ministeren kan fastsætte regler om den tilsyns- og kontrolvirksomhed, som de i § 45 og § 46 nævnte myndigheder skal udøve, og om samvirket mellem myndighederne i øvrigt.

§ 48. Tilsynsmyndighederne kan meddele påbud eller forbud, når der konstateres overtrædelse af loven og af regler fastsat i henhold til loven.

§ 49. Tilsynsmyndighederne og personer, der af disse myndigheder er bemyndiget dertil, har uden retskendelse mod behørig legitimation adgang til offentlige og private ejendomme, lokaliteter og transportmidler for at tilvejebringe oplysninger til brug for beslutninger efter loven eller regler fastsat i henhold til loven.

Stk. 2. Politiet yder bistand hertil efter regler, der fastsættes efter forhandling mellem miljøministeren og justitsministeren.

§ 50. Tilsynsmyndighederne kan åbne emballage og udtage prøver til nærmere undersøgelse uden vederlag. Kvittering for modtagelsen skal udfærdiges efter begæring. Producenten eller importøren af den udtagne prøve er forpligtet til at godtgøre en detailforhandler prøvens fakturapris mod forevisning af kvitteringen.

§ 51. Kommunalbestyrelserne har pligt til at give ministeren eller den myndighed, ministeren bestemmer, alle oplysninger vedrørende tilsyns- og kontrolvirksomheden.

§ 52. Tilsynsmyndighedernes afgørelser meddeles skriftligt og skal indeholde oplysninger om, til hvilken myndighed afgørelsen kan påklages, samt fristen herfor.

Stk. 2. Omfatter afgørelsen et påbud eller et forbud, skal der i afgørelsen være fastsat en frist for afgørelsens efterkommelse.

§ 53. Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende.

Stk. 2. Klage indgives til den myndighed, der har truffet afgørelsen. Denne sender klagen til klagemyndigheden ledsaget af det materiale, der er indgået i sagens bedømmelse.

Stk. 3. Klagemyndigheden kan indtil 6 måneder efter afgørelsen se bort fra overskridelse af klagefristen, når overskridelsen af særlige grunde er undskyldelig.

§ 54. En klage har opsættende virkning, indtil klagemyndighedens afgørelse foreligger eller klagemyndigheden bestemmer andet.

Stk. 2. Tilsynsmyndigheden kan dog, når særlige sundhedsmæssige grunde taler derfor, samtidig med påbudet eller forbudet bestemme, at dette skal efterkommes uanset klage. Selv om også denne beslutning påklages, skal påbudet eller forbudet efterkommes, indtil klagemyndigheden bestemmer andet.

Kapitel 11

Ankenævnet

§ 55. Det miljøankenævn, der er nedsat i henhold til lov om miljøbeskyttelse, er klageinstans for administrative afgørelser i henhold til denne lov i det omfang, det er fastsat i § 56.

Stk. 2. Nævnet er i sin virksomhed uafhængigt af instruktion om den enkelte sags behandling og afgørelse.

Stk. 3. Ved behandling af klagesager medvirker sagkyndige medlemmer, der beskikkes af miljøministeren for 4 år ad gangen efter indstilling fra

  • 1) Industrirådet samt fra Landbrugsrådet, De samvirkende danske Landboforeninger, Danske Husmandsforeninger og Dansk Erhvervsgartnerforening i forening,
  • 2) Miljøstyrelsen og Direktoratet for Arbejdstilsynet i forening.

Stk. 4. Nævnet kan i øvrigt tilkalde sagkyndige til at afgive vejledende udtalelser.

Stk. 5. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om ankenævnets sammensætning og virksomhed ved behandlingen af sager i henhold til denne lov.

§ 56. Til Miljøankenævnet kan påklages afgørelser om påbud eller forbud efter § 30 samt afgørelser efter kapitel 7 truffet som 1. instans af ministeren eller den, han bemyndiger hertil.

Stk. 2. I regler, der fastsættes i henhold til kapitel 3, 6 og 7, kan det bestemmes, at afgørelser truffet som 1. instans af ministeren eller den, han bemyndiger dertil, kan påklages til Miljøankenævnet.

§ 57. Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende.

Stk. 2. En klage til Miljøankenævnet har opsættende virkning, medmindre nævnet bestemmer andet.

Kapitel 12

Tavshedspligt

§ 58. Myndigheder og personer, der udøver opgaver efter loven, samt enhver, der i øvrigt yder bistand hertil, er underkastet tavshedspligt efter borgerlig straffelovs § 152 og § 264 b.

Kapitel 13

Straf og ikrafttræden m.v.

§ 59. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde, hæfte eller fængsel i indtil 1 år den, der 1) overtræder § 10, stk. 3, § 11, stk. 1, § 12, stk. 3, jf. stk. 1, § 15, § 16, § 19, § 22, stk. 1, § 25, § 26, stk. 1-3, § 27 eller § 37. 2) undlader at indhente tilladelse efter § 24, stk. 1, eller at indhente godkendelse efter § 33, stk. 1, 3) undlader at efterkomme bestemmelse om ophør af retten til salg eller import af et stof eller produkt i medfør af regler fastsat i henhold til § 33, stk. 5, 4) tilsidesætter vilkår knyttet til en tilladelse efter § 24, stk. 1, eller til en godkendelse efter § 35, stk. 3, 5) undlader at efterkomme forbud eller påbud efter § 14, stk. 2, § 15, § 30 eller § 48, 6) undlader at meddele oplysninger efter § 39, at foretage undersøgelser som nævnt i § 40 og § 41 eller at afgive prøver efter § 50, 7) undlader at klassificere og mærke et farligt stof i overensstemmelse med kravene i den liste, der udarbejdes i henhold til § 21, 8) overtræder forskrifter bekendtgjort på emballagen til et godkendt stof eller produkt, jf. § 35, stk. 6, 9) modvirker adgang til en ejendom i strid med § 49, eller

  • 10) ved uforsvarlig omgang med farlige stoffer eller produkter udsætter menneskers eller husdyrs liv eller sundhed for fare eller forvolder ikke ubetydelig skade på miljøet.

§ 60. For overtrædelse af § 22, stk. 1, § 24, stk. 1, § 25, § 26, stk. 1 og stk. 3, § 27, § 33, stk. 1, og § 35, stk. 3, kan der pålægges en producent, en importør eller en virkomheds ejer eller bruger bødeansvar, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes denne som forsætlig eller uagtsom. For bødeansvar fastsættes ingen forvandlingsstraf.

§ 61. I regler, der udstedes i henhold til § 17, § 18, § 22, stk. 2-4, § 23, §§ 28-32, § 35, stk. 5, §§ 38 a-c, § 42 og § 43, kan der fastsættes straf enten af bøde, af bøde eller hæfte eller af bøde, hæfte eller fængsel i indtil 1 år for overtrædelse af bestemmelser i reglerne. I regler, der udstedes i henhold til § 22, stk. 2-4, § 23, § 28 og § 29, kan der fastsættes bødeansvar for en producent, en importør eller en virksomheds ejer eller bruger, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes denne som forsætlig eller uagtsom. For sådant bødeansvar fastsættes ingen forvandlingsstraf.

§ 62. For overtrædelser, der begås af aktieselskaber, andelsselskaber, anpartsselskaber eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af en kommune eller kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.

§ 63. Sagerne behandles som politisager. Retsmidlerne i retsplejelovens kapitel 73 kan anvendes i samme omfang som i statsadvokatsager.

§ 64. Staten har udpantningsret for afgifter efter § 24, stk. 2, § 36 og § 43.

§ 65. Loven træder i kraft den 1. oktober 1980.

§ 66. Følgende lovbestemmelser ophæves, jf. dog § 67 og § 68:

  • 1) Lov nr. 118 af 3. maj 1961 om midler til bekæmpelse af plantesygdomme, ukrudt og visse skadedyr samt om midler til regulering af plantevækst.
  • 2) Lov nr. 119 af 3. maj 1961 om gifte og sundhedsfarlige stoffer. Tidspunktet for ophævelsen af § 8 og § 11 fastsættes dog af miljøministeren.
  • 3) § 7 i lov nr. 372 af 13. juni 1973 om miljøbeskyttelse.
  • 4) § 8 i lov nr. 120 af 3. maj 1961 om udryddelse af rotter.

§ 67. Regler, der er fastsat i henhold til de i § 66 nævnte lovbestemmelser, forbliver i kraft, indtil de afløses af regler fastsat i henhold til denne lov. Overtrædelse af reglerne straffes efter de hidtil gældende regler.

§ 68. Afgørelser truffet efter de regler, der er nævnt i § 66 og § 67, bevarer deres gyldighed, indtil der efter denne lov eller regler fastsat i henhold til denne lov træffes ny afgørelse. Overtrædelse af sådanne afgørelser straffes efter de hidtil gældende regler.

§ 69. Sager, der ved lovens ikrafttræden er under behandling ved Giftnævnet, overgår til behandling efter reglerne i denne lov.

§ 70. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som følger af de særlige grønlandske forhold.

----------

Lov nr. 285 af 13. maj 1987 om ændring af lov om kemiske stoffer og produkter, der angår §§ 30, 33, 35, 36, 38, 38 a-c, 46, 59, 60, 61, 62 og 63, indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 2. Loven træder i kraft den 1. september 1987.

Miljøministeriet, den 26. august 1987

CHRISTIAN CHRISTENSEN

/Marianne Pilgaard

Bilag

Liste over kemiske stoffer og produkter, som er omfattet af lovens kapitel 7.

1. Bekæmpelsesmidler.

A. Kemiske stoffer og produkter, som er bestemt til bekæmpelse af

a. plantesygdomme,

b. træødelæggende svamp,

c. uønsket plantevækst,

d. algevækst,

e. slimdannende organismer i papirmasse,

f. følgende laverestående dyr:

1. dyr, der må anses som skadelige for nytte- og kulturplanter,

2. utøj hos husdyr, herunder stuefugle,

3. skadedyr i korn, kornprodukter, foderstoffer og frø,

4. tekstilskadedyr,

5. skadedyr i tømmer og træværk,

6. insekter, snegle, mider og lignende og

7. regnorme og

g. følgende pattedyr: kaniner, mosegrise, muldvarpe, mus og rotter.

B. Afskrækningsmidler.

Kemiske stoffer og produkter, som er bestemt til at forebygge skader, der forårsages af de under A. f. og g. nævnte skadedyr samt af vildtlevende pattedyr og fugle, eller bestemt til at holde disse dyr borte fra steder, hvor de ikke er ønskede.

C. Plantevækstreguleringsmidler.

Kemiske stoffer og produkter, som uden at være egentlige plantenæringsstoffer eller grundforbedringsmidler er bestemt til at regulere planters vækst eller udvikling eller frøenes modning såsom

a. nedvisningsmidler,

b. respirations- og spiringshæmmere,

c. vækstretarderingsstoffer,

d. roddannere,

e. blomster- og frugtdannere,

f. spiringsfremmere,

g. blomstringssinkere,

h. udtyndingsstoffer,

i. hold-faststoffer,

j. podehjælpere.

Officielle noter

(* 1) 2. punktum er ved en korrekturfejl blevet placeret i stk. 2, men burde rettelig have været placeret i § 33, stk. 3 som 2. punktum.

(* 2) 2. punktum er ved en korrekturfejl blevet placeret i stk. 3, men burde rettelig have været placeret i § 33, stk. 4 som 2. punktum.

(* 3) Formålet med bestemmelsen, jf. bemærkningerne til § 33, stk. 4 i lovforslaget, er at godkendelser, der er meddelt før lovens ikrafttræden, skal bortfalde 8 år senere, men ved ændringen af ikrafttrædelsesdatoen fra 1. januar 1987 til 1. september 1987 er der ved en korrekturfejl ikke foretaget den nødvendige konsekvensrettelse i § 33, stk. 4.