Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Lov om sikkerhedsmæssige og miljømæssige forhold ved atomanlæg m.v.

(Atomanlægsloven)

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:


§ 1. Bestemmelserne i denne lov omfatter:

  • 1) Nukleare reaktoranlæg samt andre anlæg, hvis funktion er betinget af anvendelsen af nukleart brændsel.
  • 2) Anlæg til brydning, fremstilling, bearbejdning og opbevaring af nyt nukleart brændsel, samt anlæg til opbevaring og bearbejdning af bestrålet nukleart brændsel og andre radioaktive produkter, herunder affald, jfr. dog § 15, stk. 2.
  • 3) Transport af nukleart brændsel og radioaktivt produkt, jfr. dog § 15, stk. 2.

§ 2. Placering, bygning og drift af de i § 1 nævnte anlæg og gennemførelse af de i samme paragraf nævnte transporter kan kun ske efter tilladelse meddelt i henhold til denne lov.

Stk. 2. Tilladelse må ikke meddeles, hvor det skønnes betænkeligt af hensyn til sikkerheden eller andre væsentlige, almene interesser. For så vidt angår strålingsrisiko skal myndighederne påse, at befolkningen og de ansatte på det pågældende anlæg udsættes mindst muligt for ioniserende stråling.

Stk. 3. Ved meddelelse af tilladelse til bygning og drift af et nukleart reaktoranlæg påser myndighederne, at bygningsværker, komponenter og andet udstyr, der hører til anlægget, konstrueres, fremstilles og afprøves i overensstemmelse med deres sikkerhedsmæssige betydning, og at selve reaktoranlægget er forsynet med sikkerhedsarrangementer, hvis funktion i tilfælde af havari på anlægget yder befolkningen størst mulig sikkerhed mod skader.

§ 3. Tilladelse til en ansøgt placering af et nukleart reaktoranlæg og af anlæg til opbevaring og bearbejdning af bestrålet nukleart brændsel og af radioaktive affaldsprodukter meddeles af miljøministeren efter forhandling med handelsministeren. Tilladelse kan kun meddeles, såfremt folketinget efter indstilling fra miljøministeren har givet sin tilslutning hertil ved en folketingsbeslutning. Tilladelsen bortfalder, såfremt der ikke efter stk. 2 meddeles tilladelse til anlæggets bygning og drift. Inden miljøministeren fremsætter forslag til folketingsbeslutning, skal de amtsråd og kommunalbestyrelser, der vil blive berørt af tilladelsen, have afgivet en udtalelse om den ansøgte placering.

Stk. 2. Tilladelse til bygning og drift af et nukleart reaktoranlæg og af anlæg til opbevaring og bearbejdning af bestrålet nukleart brændsel og af radioaktive affaldsprodukter og tilladelse til placering, bygning og drift af de i § 1 nævnte øvrige anlæg meddeles af miljøministeren efter forudgående forhandling med vedkommende folketingsudvalg.

Stk. 3. Miljøministeren underretter vedkommende folketingsudvalg om alle væsentlige forhold af sikkerhedsmæssig og miljømæssig karakter vedrørende de i § 1 nævnte anlæg.

Stk. 4. Tilladelse i henhold til stk. 1, 2 og 5 meddeles på grundlag af indstilling fra miljøstyrelsen og sundhedsstyrelsen.

Stk. 5. Miljøministeren giver tilladelse til genneførelse af de i § 1 nævnte transporter og kan bemyndige sundhedsstyrelsen til at give tilladelse til gennemførelse af den enkelte transport.

§ 4. Miljøstyrelsen og sundhedsstyrelsen behandler de nukleare sikkerhedsmæssige spørgsmål i forbindelse med indgivne ansøgninger og afgiver indstilling herom til miljøministeren.

Stk. 2. Miljøministeren fastsætter regler for ansøgningers indhold og omfang m.v. Miljøministeren fastsætter generelle krav til den nukleare sikkerhed og kan bemyndige miljøstyrelsen og sundhedsstyrelsen til at udstede nærmere forskrifter vedrørende de generelle krav til den nukleare sikkerhed.

Stk. 3. Ansøgning om tilladelser i henhold til § 3 skal være ledsaget af sikkerhedsdokumentation, indeholdende ansøgers bedømmelse og konklusioner vedrørende de nukleare sikkerhedsforhold, herunder beskrivelse af anlægsområdet og dets omgivelser, og sådanne yderligere oplysninger, som er nødvendige for myndighedernes behandling af ansøgningen.

Stk. 4. Miljøministeren fastsætter almindelige regler for sikkerhedsdokumentationens indhold og kan bemyndige miljøstyrelsen og sundhedsstyrelsen til at give nærmere bestemmelser herfor.

Stk. 5. For myndighedernes behandling af ansøgninger og for udøvelse af tilsyn betales et gebyr, hvis størrelse fastsættes af miljøministeren.

§ 5. Tilladelse i henhold til § 3 meddeles på de vilkår, som findes påkrævet af hensyn til sikkerheden og andre væsentlige, almene interesser, herunder at der ved driftens ophør træffes sådanne foranstaltninger, som miljøministeren finder påkrævede.

Stk. 2. På grundlag af de i medfør af stk. 1 meddelte vilkår fastsætter miljøstyrelsen og sundhedsstyrelsen de nærmere betingelser for bygning og drift af anlæg.

Stk. 3. Vilkår og betingelser kan ændres, og nye vilkår og betingelser kan opstilles, såfremt dette findes påkrævet af hensyn til sikkerheden eller andre væsentlige, almene interesser.

§ 6. En tilladelse kan kaldes tilbage, såfremt:

  • 1) væsentlige forudsætninger for tilladelsen viser sig ikke at have været til stede,
  • 2) der sker tilsidesættelse af stillede vilkår eller
  • 3) hensynet til sikkerheden eller anden tvingende grund i øvrigt kræver standsning eller nedlæggelse af anlægget.

§ 7. Miljøstyrelsen og sundhedsstyrelsen har adgang til at fordre sig meddelt enhver oplysning, der af disse myndigheder skønnes af betydning for sikkerheden. De kan til enhver tid uden retskendelse mod behørig legitimation fordre adgang til at udøve tilsyn på anlægget under bygning og drift eller hos leverandører til anlægget. De kan meddele pålæg, som er fornødne til at sikre overholdelsen af opstillede vilkår og betingelser, eller som i øvrigt skønnes nødvendige af sikkerhedsmæssige grunde, ligesom de i påtrængende tilfælde af sikkerhedsmæssige grunde kan forlange brugen af anlægget standset, indtil der er taget stilling til, om og i bekræftende fald hvornår brugen af anlægget kan genoptages.

Stk. 2. Miljøstyrelsens og sundhedsstyrelsens betingelser, pålæg eller andre afgørelser kan påklages til miljøministeren.

Stk. 3. Nærmere regler for tilsynets udøvelse, herunder om tilsyn med de i § 1, nr. 3, nævnte transporter, fastsættes af miljøministeren.

§ 8. For ethvert nukleart reaktoranlæg oprettes et særligt sikkerhedsråd.

Stk. 2. Sikkerhedsrådet skal efter anmodning eller på eget initiativ rådgive værkets ledelse og de myndigheder, der er pålagt opgaver vedrørende den nukleare sikkerhed i forbindelse med anlægget.

Stk. 3. Rådet består af repræsentanter for de ansatte på værket, værkets ledelse, arbejdstilsynet, miljøstyrelsen, de lokale kommunale myndigheder og valgte repræsentanter for den lokale befolkning.

Stk. 4. Miljøministeren fastsætter efter forhandling med arbejdsministeren nærmere regler om sikkerhedsrådenes nedsættelse og virksomhed.

Stk. 5. For det enkelte anlæg bestemmer miljøministeren efter forhandling med de berørte amtsråd og kommunalbestyrelser, hvem der er stemmeberettigede ved valg af repræsentanter for den lokale befolkning.

§ 9. Foreskriver internationale aftaler kontrol med, at nukleare anlæg m.v. alene bruges til fredelige formål, kan miljøministeren fastsætte de forskrifter, der er fornødne til gennemførelsen heraf. Miljøstyrelsen kan eventuelt sammen med de personer, der udøver den i aftalen nævnte kontrol, til enhver tid uden retskendelse mod behørig legitimation fordre adgang til at udøve tilsyn med anlæggene.

§ 10. Tilladelse til nukleart drevne transportmidlers tilstedeværelse og benyttelse på dansk territorium, herunder nukleare skibes besejling af danske farvande og adgang til danske havne, meddeles af miljøministeren efter forudgående forhandling med vedkommende folketingsudvalg. Lovens bestemmelser i øvrigt finder også anvendelse på disse forhold.

§ 11. Miljøstyrelsen skal følge og vurdere forhold af betydning for den nukleare sikkerhed. Miljøstyrelsen etablerer kontakt og samarbejde med andre myndigheder vedrørende nuklear sikkerhed. Miljøstyrelsen deltager i internationalt samarbejde vedrørende nuklear sikkerhed.

Stk. 2. Miljøstyrelsen foranlediger iværksat forsknings- og udviklingsarbejde, som er påkrævet til varetagelsen af de nævnte opgaver.

Stk. 3. Miljøstyrelsen kan til støtte for sit arbejde rekvirere bistand fra forsøgsanlægget Risø og andre institutioner, private virksomheder eller enkeltpersoner i Danmark eller udlandet.

§ 12. Tilsynet med nukleare anlæg er en institution under miljøstyrelsen. Ved varetagelsen af de opgaver, der påhviler miljøstyrelsen efter denne lov, bistås styrelsen af Tilsynet med nukleare anlæg.

Stk. 2. Miljøstyrelsens indstillinger til miljøministeren i medfør af § 3, stk. 4, og § 4, stk. 1, skal ledsages af Tilsynets udtalelser om sagen.

Stk. 3. Miljøstyrelsens forskrifter efter § 4, stk. 2 og 4, udfærdiges efter indstilling fra Tilsynet. Miljøstyrelsens afgørelser efter § 5, stk. 2, træffes ligeledes efter indstilling fra Tilsynet.

§ 13. Tilsynet og sundhedsstyrelsen udøver det umiddelbare tilsyn med nukleare anlæg såvel under bygningen som driften og påser overholdelsen af de krav, der er stillet til opfyldelse af den nukleare sikkerhed. Tilsynet kan meddele de i § 7, stk. 1, 3. pkt., omhandlede pålæg og forbud. Tilsynet kan kræve samme oplysninger og fordre samme adgang til anlægget, som er tillagt miljøstyrelsen i medfør af § 7, stk. 1, og § 9.

Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om Tilsynets virksomhed. Miljøministeren kan herunder bemyndige Tilsynet til at varetage de opgaver, der i loven er tillagt miljøstyrelsen.

Stk. 3. Tilsynets afgørelser i medfør af stk. 1 og 2 kan påklages til miljøstyrelsen.

§ 14. Miljøministeren meddeler de godkendelser, tilladelser og dispensationer, der ifølge den i stk. 2 nævnte lovgivning er nødvendige til etableringen og driften af et nukleart reaktoranlæg på en med folketingets tilslutning tilladt plads, samt fastsætter nærmere regler om tilsyn og kontrol med anlægget i medfør af denne lovgivning. Miljøministeren kan påbyde udførelsen af foranstaltninger, der er fastsat i de meddelte beslutninger.

Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om eller bestemme, at der skal ske fravigelser i byplanloven, lov om kommuneplanlægning, lov om by- og landzoner, lov om lands- og regionplanlægning, lov om regionplanlægning i hovedstadsområdet, naturfredningsloven, miljøbeskyttelsesloven, vandforsyningsloven, skovlovgivningen og sandflugtsloven med hensyn til fremgangsmåden ved behandlingen af en ansøgning om tilladelse til etablering af et nukleart reaktoranlæg på en bestemt plads. Miljøministeren kan herved udøve beføjelser tillagt andre myndigheder, pålægge andre myndigheder at medvirke til sagsbehandlingen samt afkræve ansøgeren og myndigheder de oplysninger, der er nødvendige for sagens behandling.

Stk. 3. Såfremt det er nødvendigt for at gennemføre etableringen af et nukleart reaktoranlæg i medfør af stk. 1, kan miljøministeren ophæve beslutninger, der allerede måtte være truffet i medfør af den nævnte lovgivning.

Stk. 4. Miljøministerens indstilling til folketinget efter § 3, stk. 1, 2. pkt., skal være ledsaget af oplysning om, i hvilket omfang den ansøgte placering vil nødvendiggøre, at miljøministeren anvender de ham i stk. 2, 1. pkt., og stk. 3 tillagte beføjelser.

Stk. 5. Miljøministeren kan bemyndige de under ministeriet oprettede styrelser eller institutioner, et amtsråd og en kommunalbestyrelse til at udøve de ham i stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, 2. pkt., tillagte beføjelser. En myndigheds afgørelse i medfør af forannævnte punktum kan påklages til miljøministeren.

Stk. 6. Miljøministerens beslutninger i medfør af denne bestemmelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 7. I samarbejde med de berørte amtsråd og kommunalbestyrelser afholder miljøministeren offentlig høring om en ansøgt placering af et nukleart reaktoranlæg, inden miljøstyrelsen afgiver sin indstilling efter § 3, stk. 4. Ved denne høring gives en orientering om væsentlige sikkerhedsmæssige og miljømæssige vurderinger, der indgår i behandlingen af ansøgningen. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om denne høring, herunder regler om, hvorledes resultatet af høringen forelægges for folketinget.

§ 15. Bestemmelserne i lov om elforsyning og lov om brug m.v. af radioaktive stoffer berøres ikke af denne lov.

Stk. 2. Loven omfatter ikke:

  • 1) virksomheder, der fremstiller, indfører, bearbejder og opbevarer radioisotoper til anvendelse til industrielt, kommercielt, jordbrugsteknisk, medicinsk eller videnskabeligt formål, og
  • 2) radioaktivt produkt, som består af radioisotoper til anvendelse til de under nr. 1 nævnte formål.

§ 16. Med bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år straffes den, der:

  • 1) uden tilladelse bygger eller driver et af loven omfattet anlæg,
  • 2) uden tilladelse gennemfører transport af nukleart brændsel og radioaktivt produkt,
  • 3) undlader at efterkomme betingelser eller vilkår, der er gældende for en tilladelse,
  • 4) meddeler urigtige eler vildledende oplysninger til brug ved behandling af spørgsmål om tilladelse eller lempelse af betingelser eller vilkår for en tilladelse, eller som i forbindelse med ansøgning herom fortier oplysning af betydning for sagens afgørelse eller
  • 5) meddeler tilsynsmyndighederne urigtige eller vildledende oplysninger.

Stk. 2. Begås de i stk. 1 nævnte overtrædelser uagtsomt, er straffen bøde eller hæfte.

Stk. 3. Med bøde eller hæfte straffes den, som undlader at efterkomme krav, som i medfør af § 7 stilles af tilsynsmyndighederne.

Stk. 4. I forskrifter, der udfærdiges i medfør af loven, kan fastsættes straf af bøde eller hæfte for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

Stk. 5. Der kan pålægges et anlægs indehaver bødeansvar, selv om lovovertrædelser ikke kan tilregnes ham som forsætlige eller uagtsomme. For overtrædelser, der begås af aktieselskaber, andelsselskaber el.lign., kan bødeansvar pålægges selskabet som sådant. For bødeansvar i medfør af bestemmelserne i dette stykke fastsættes ingen forvandlingsstraf.

§ 17. Sager om de i § 16 nævnte overtrædelser behandles som politisager. De i lov om rettens pleje kapitel 68, 69, 71 og 72 omhandlede retsmidler finder anvendelse i samme omfang som i sager, som det efter de almindelige regler tilkommer statsadvokaten at forfølge.

§ 18. Tidspunktet for lovens ikrafttræden, fastsættes ved lov.

Stk. 2. § 11 og § 12, stk. 1, træder dog i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 3. Samtidig med lovens ikrafttræden, jfr. stk. 1, ophæves:

  • 1) Lov nr. 170 af 16. maj 1962 om nukleare anlæg § 1, litra d, samt §§ 2, 4-9 og 37-39, herunder også for Grønland.
  • 2) Bekendtgørelse nr. 278 af 27. juni 1963 om beskyttelsesforanstaltninger mod uheld i nukleare anlæg (atomanlæg) §§ 3-6.

anlæg (atomanlæg) §§ 3-6.

§ 19. Loven gælder ikke for Færøerne.

Stk. 2. Loven gælder ikke for Grønland, jfr. dog § 18, stk. 3, nr. 1, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for denne landsdel med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger.

§ 20. Loven optages til revision i det femte folketingsår efter det folketingsår, hvori loven sættes i kraft, jfr. § 18, stk. 1.

Givet på Christiansborg slot, den 12. maj 1976.

Under Vor Kongelige Hånd og Segl.

I Dronningens navn:

INGRID.

Dronning af Danmark.

Rigsforstander.

---------

Helge Nielsen.

Officielle noter

(* 1) Stk. 2. § 11 og § 12, stk. 1, træder dog i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 3. Samtidig med lovens ikrafttræden, jfr. stk. 1, ophæves: