Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Vejledning om pensionisters ret til helårsbeboelse i sommerhusområder

(Planlovens § 41 og forholdet til sommerhusloven)


1. Planlovens § 41

Med virkning fra 1. oktober 1991 er der indført nye regler om pensionisters ret til at bo hele året i en bolig på en ejendom i et sommerhusområde, når pensionisten har ejet ejendommen i 8 år.

De nye regler findes i § 41 i lov nr. 388 af 6.juni 1991 om planlægning (planloven). § 41 har følgende ordlyd:

» § 41. En pensionist, der ejer en bolig i et sommerhusområde, har en personlig ret til at benytte boligen til helårsbeboelse, når pensionisten har ejet ejendommen i 8 år. Retten til helårsbeboelse bortfalder dog, hvis der nedlægges forbud mod, at boligen anvendes til helårsbeboelse efter reglerne om boligtilsyn i kapitel VIII i lov om byfornyelse og boligforbedring. Bestemmelserne i kapitel VII i lov om midlertidig regulering af boligforholdene finder ikke anvendelse på boliger, der benyttes til helårsbeboelse efter 1. pkt.

Stk. 2. Ved pensionist forstås en person på 67 år og derover, en person over 60 år, der oppebærer pension eller efterløn, samt en førtidspensionist i henhold til lov om social pension.

Stk. 3. En pensionists ægtefælle, samlever eller nært beslægtede kan sammen med pensionisten benytte boligen til helårsbeboelse. Efter pensionistens død, kan ægtefællen, samleveren eller den nært beslægtede fortsætte med at benytte boligen til helårsbeboelse. Ved fraflytning bortfalder denne ret.

Stk. 4. Dør pensionisten uden at efterlade sig en ægtefælle eller samlever, har en anden person, der har haft fælles husstand med pensionisten, ret til at fortsætte med at benytte boligen til helårsbeboelse.

Stk. 5. Retten efter stk. 3 og 4 bortfalder ved fraflytning.«

2. Retten til helårsbeboelse

Retten efter § 41 er en personlig ret for dem, der opfylder betingelserne. Der skal således ikke søges nogen tilladelse, heller ikke nogen byggetilladelse, jfr. nedenfor om kravene til huset. Men kommunen er efter forvaltningsloven forpligtet til at vejlede de pensionister, der ønsker oplysning f.eks. om, hvorvidt der kan være risiko for, at en bolig er kondemnabel.

2.1 Hvilke områder

Bestemmelserne i planlovens § 41 omfatter kun boliger i sommerhusområder. Det er områder, der blev udlagt til sommerhusbebyggelse i en bygningsvedtægt eller en byplanvedtægt, og områder, der (efter kommuneplanloven) er udlagt til sommerhusbebyggelse i en lokalplan. Det er ikke tilstrækkeligt, at området er udlagt i kommuneplanen.

Der er også sommerhuse i byzone og navnlig i landzone. For disse boliger er begrænsningen i anvendelsen fastsat som en betingelse for de dispensationer fra byggelovs- og zonelovsbestemmelser, der har været nødvendige for at boligen kunne opføres. Sådanne betingelser er ikke ophævet ved planlovens § 41. Helårsbeboelse i sommerhuse uden for sommerhusområder er ikke omfattet af § 41 og kræver i alle tilfælde en dispensation eller tilladelse.

Udover den offentligretlige regulering kan anvendelsen af en bolig - både i sommerhusområder, byzone og landzone - være begrænset af private servitutter, hvor f.eks. en grundejerforening kan være påtaleberettiget. Sådanne servitutter er heller ikke ophævet ved planlovens § 41, og et forbud mod helårsbeboelse heri kan derfor håndhæves ved domstolene af dem, der har påtaleret, herunder kommunalbestyrelsen, hvis den har påtaleret f. eks. på vegne af en grundejerforening. Kommunalbestyrelsen vil derimod ikke kunne håndhæve sådanne bestemmelser efter kommuneplanlovens § 37 (planlovens § 43).

2.2 Hvilke personer har ret til helårsbeboelse

Det er angivet i § 41, stk. 2, hvilke personer der anses for pensionister. Det er

- alle, der er fyldt 67 år,

- personer over 60 år, der oppebærer pension eller efterløn,

- førtidspensionister i henhold til lov om social pension.

Den førstnævnte gruppe omfatter folkepensionister, d.v.s. de pensionister, der er omfattet af henstillingen om dispensation i Miljøministeriets vejledning af 3. juli 1989. De har nu ret til helårsbeboelse, når de har ejet ejendommen i 8 år.

Den anden gruppe omfatter alle over 60 år, der har en pension fra stat eller kommune eller en privat pensionsordning. Pension kan være både egenpension og pension efter en ægtefælle. Endvidere omfatter denne gruppe alle, der modtager efterløn efter reglerne i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring.

Den tredje gruppe omfatter førtidspensionister i henhold til lov om social pension - uden aldersbegrænsning.

Fælles for de tre grupper er, at pensionisten skal have ejet ejendommen i 8 år og fortsat skal være ejer af den. Det er ikke nødvendigt, at ejendommen har været bebygget.

Er der tale om et hus på lejet grund, er det huset, der er ejendommen, d.v.s. at huset skal have været ejet i 8 år.

Er huset i sameje mellem flere personer, har de enkelte medejere hver for sig ret til helårsbeboelse, hvis de i øvrigt opfylder betingelserne. Sædvanligt formuefællesskab i et ægteskab betragtes i denne relation som sameje. Tilhører huset den ene af ægtefællerne som særeje, skal den pågældende opfylde betingelserne.

Efter § 41, stk. 3 kan en pensionists ægtefælle, samlever eller nært beslægtede sammen med pensionisten benytte boligen til helårsbeboelse. Ved nært beslægtede forstås slægtninge i op- og nedstigende linie, d.v.s. forældre, børn, børnebørn samt søskende. Men også andre kan bo sammen med pensionisten, hvis de hører til husstanden. Det fremgår af § 41, stk. 4. Bestemmelserne giver derimod ikke ret til at udleje eller udlåne en del af boligen til helårsbeboelse.

Hvis pensionisten flytter, bortfalder retten til helårsbeboelse også for ægtefælle/samlever eller andre medlemmer af husstanden. Men pensionisten kan genoptage beboelsen, hvis betingelserne fortsat er opfyldt.

Efter pensionistens død har ægtefællen/samleveren og en nært beslægtet, der har boet sammen med pensionisten, ret til at fortsætte helårsbeboelsen. En arving, der ikke har boet i huset sammen med pensionisten, har således ikke denne ret.

Dør pensionisten uden at efterlade sig ægtefælle/samlever har også en anden person, der har haft fælles husstand med pensionisten, ret til at fortsætte helårsbeboelsen. Den pågældende behøver ikke at være i slægt med pensionisten.

Bestemmelserne i § 41, stk. 3 og 4 er en udvidelse i forhold til hidtidig praksis i forbindelse med personlige dispensationer til helårsbeboelse, idet det efter denne praksis kun har været ægtefællen eller en samlever, der har haft ret til at fortsætte helårsbeboelsen på ejendommen. I bemærkningerne til forslagene til de vedtagne bestemmelser i folketingsudvalgets betænkning anføres, at bestemmelserne »åbner mulighed for, at andre medlemmer af pensionistens husstand end ægtefælle eller samlever efter pensionistens død kan fortsætte med at benytte sommerhuset til helårsbeboelse. Reglen vil f.eks. gælde for et hjemmeboende barn. Reglen bortfalder ved fraflytning. Retten omfatter ikke medlemmer af ægtefællens, samleverens eller f.eks. barnets senere husstand.«

2.3 Krav til huset

Retten til helårsbeboelse bortfalder efter § 41, stk. 1, 2. pkt., hvis boligen kondemneres.

Efter hidtidig praksis har det været en af betingelserne for at dispensere fra helårsforbudet, at huset kunne anses for egnet til helårsbeboelse. Ved lovbestemmelsen er spørgsmålet om husets egnethed til helårsbeboelse overladt til pensionisten selv således, at det eneste krav, der stilles til huset er, at det ikke er kondemnabelt som helårsbolig. Der skal derfor ikke foretages byggesagsbehandling efter byggeloven i anledning af anvendelsesskiftet til helårsbeboelse.

Bestemmelsen betyder, at sommerhuset ikke må være belastet med en sådan brandfare eller sundhedsfare, at kommunalbestyrelsen (boligkommissionen, hvis en sådan er oprettet i kommunen) vil kunne nedlægge forbud mod, at huset anvendes til beboelse eller ophold for mennesker i medfør af byfornyelseslovens kapitel VIII om boligtilsyn.

En kondemneringskendelse, der afsiges efter at pensionisten er flyttet til sommerhuset, vil udløse ret til genhusning, men bestemmelsen i byfornyelseslovens § 74 a om et særligt tilskud til en ejer af en ejerbolig, der kondemneres, finder ikke anvendelse. Det vil derfor være både i kommunens og ejerens interesse, at eventuelle tvivlsspørgsmål om, hvorvidt der kan være en risiko for kondemnering søges afklaret, før pensionisten flytter.

2.4 Forholdet til boligreguleringsloven

Efter § 41, stk. 1, 3. pkt. finder bestemmelserne i kapitel VII i lov om midlertidig regulering af boligforholdene ikke anvendelse på boliger, der benyttes til helårsbeboelse efter 1. pkt. Kapitel VII i boligreguleringsloven indeholder de bestemmelser, hvorefter en (helårs)bolig ikke må nedlægges eller overgå til midlertidig anvendelse uden kommunens tilladelse, samt de bestemmelser, hvorefter kommunen kan anvise lejere til en lejlighed, der ikke benyttes. Bestemmelserne i boligreguleringslovens kapitel VII finder således ikke anvendelse på sommerhuset. Baggrunden herfor er, at retten efter § 41 er en personlig ret, der bortfalder ved fraflytning. Husets status som sommerhus ændres ikke af bestemmelserne i § 41.

Der er ikke med de nye regler i planlovens § 41 sket ændringer for så vidt angår anvendelsen af boligreguleringslovens kapitel VII på pensionistens hidtidige bolig. Det er således fortsat den kommune, hvor den hidtidige bolig er beliggende, der afgør, om anvendelsen af boligen er i strid med kapitel VII. Afgørelsen heraf vil som udgangspunkt afhænge af, om pensionisten tager bopæl i sommerhuset, og derved skal tilmelde sig folkeregistret på sommerhusadressen. Det skyldes, at pensionisten har ret til at bo i sommerhuset i vinterhalvåret, men ikke nogen pligt hertil. Det er således ikke udelukket, at pensionisten kan bevare sin hidtidige bolig, selvom en del af vinterhalvåret tilbringes i sommerhuset.

3. Klage

Efter planlovens § 58, stk. 1 kan en kommunalbestyrelses afgørelser om forhold, der er omfattet af loven, påklages til miljøministeren (Planstyrelsen) for så vidt angår retlige spørgsmål. Da der ikke skal søges om nogen tilladelse efter § 41, vil der ikke kunne opstå spørgsmål om klage i anledning af afslag på ansøgninger. Men der vil være adgang til at klage over kommunale afgørelser af, om betingelserne efter lovens § 41 er opfyldt, f. eks. et påbud, der udstedes, fordi kommunen ikke anser betingelserne for opfyldt. Klagefristen er 4 uger, og klage skal indgives skriftligt til Planstyrelsen. Der skal efter forvaltningsloven gives klagevejledning.

En afgørelse om kondemnering kan efter reglerne i byfornyelsesloven påklages til byfornyelsesnævnet.

4. Overgangsregler

Bestemmelserne i § 41 træder i kraft 1. oktober 1991. Det fremgår af planlovens § 65, 2. pkt. Det er kun § 41, der træder i kraft den nævnte dato. De øvrige bestemmelser i planloven om sommerhusområder, der viderefører bestemmelserne i sommerhusloven, træder først i kraft den 1. januar 1992. Indtil da gælder bestemmelserne om forbud mod helårsbeboelse og dispensation herfra i §§ 7 a, 7 b og 7 c i lov om sommerhuse og campering m.v. (lovbekendtgørelse nr. 920 af 22. december 1989).

Miljøministeriets vejledning af 3. juli 1989 om dispensation fra forbudet mod helårsbeboelse i sommerhusområder gælder fortsat indtil 1. januar 1992 for ansøgninger om tilladelse til helårsbeboelse fra andre end de pensionister og deres husstand, som efter planlovens § 41 har ret hertil. I vejledningens pkt. 5 er der dog en henvisning til Indenrigsministeriets cirkulære af 15. maj 1986 om folkeregistrering, der ikke længere er gældende. Der henvises i stedet til Indenrigsministeriets cirkulære nr. 234 af 7. december 1990.

Miljøankenævnet afgør klager over afgørelser i dispensationssager efter sommerhuslovens §§ 7 a og 7 b. Miljøankenævnet færdigbehandler sager, der er indbragt for nævnet inden 1. januar 1992. Det må oplyses i klagevejledningen i de afgørelser af dispensationsansøgninger, der meddeles inden denne dato.

Planstyrelsen, den 3. september 1991

Birgit Herslund

/ Anne Birte Boeck

Officielle noter

Ingen