Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Vejledning om GMDSS i fiskefartøjer

(Global Maritime Distress and Safety System)

 

 

Indledning

Det verdensomspændende nød- og sikkerhedssystem for søfarten (GMDSS) blev vedtaget af den internationale søfartsorganisation IMO tilbage i 1988. Bestemmelserne som GMDSS blev optaget i SOLAS (Safety of Life at Sea) konventionens kapitel IV om radiokommunikation samt i kapitel III om redningsmidler.

 

Systemet bryder med de tidligere bestemmelser om morsetelegrafi og radiotelefoni og bygger på anvendelsen af avanceret teknisk udstyr om bord i skibe, på kystradiostationer og i satellitsystemer. Såvel geostationære satellitter over ækvator som polært kredsende satellitter indgår i systemet. Systemet skal sikre, at eftersøgnings- og redningsmyndigheder (SAR) og skibe i nærheden af et nødstedt skib hurtigt bliver alarmeret, så de kan assistere i en koordineret aktion. Bl.a. skal alarmering til land kunne foretages med 2 adskilte og uafhængige metoder. Via systemet skal man endvidere kunne afvikle maritim sikkerhedskommunikation (MSI), såsom meteorologiske varsler, navigationsadvarsler m.m. samt almindelig generel kommunikation.

 

I 1993 blev vedtaget en protokol til den internationale Torremolinos konvention om sikkerhed i fiskefartøjer fra 1977. Protokollens kapitel IX omfatter GMDSS næsten ordret kopieret fra SOLAS. Imidlertid er Torremolinos konventionen med tilhørende protokol aldrig trådt i kraft, da den ikke blev ratificeret af et tilstrækkeligt stort antal lande (godkendt af parlamenterne).

 

For at højne sikkerheden i fællesskabets fiskefartøjer vedtog EU i 1997 et rådsdirektiv 97/70/EF om etablering af harmoniserede sikkerhedsforskrifter for fiskeskibe med en længde på 24 m og derover, som i princippet ophøjer bestemmelserne i Torremolinos konventionen til bindende bestemmelser. Direktivet er gennemført i Danmark pr. 1. februar 1999 og bestemmelserne er oversat til dansk i Meddelelser fra Søfartsstyrelsen E.

 

Udstyrskravene i GMDSS for det enkelte skib fastsættes primært under hensyn til skibets fartsområde og kun i ringe grad under hensyn til skibets størrelse.

 

Hovedprincipper i GMDSS

Som nævnt i indledningen bryder GMDSS med de hidtidige bestemmelser om radiokommunikation i skibe, herunder specielt hvad angår nød- og sikkerhedskommunikation. Hovedreglen er, at alle skibe uanset størrelse i princippet skal være udrustet med radioudstyr afhængigt af, hvor skibet sejler, og hvilke radiosystemer der er til rådighed i skibets fartsområde.

Havområder

Der skelnes mellem fire typer områder, nemlig:

Havområde A1: Et område inden for radiotelefonidækning af mindst en VHF kystradiostation, hvor der kontinuerligt er mulighed for alarmering via DSC.

Havområde A2: Et område, uden for A1, inden for radiotelefonidækning af mindst en MF kystradiostation, hvor der kontinuerligt er mulighed for alarmering via DSC.

Havområde A3: Et område, uden for A1 og A2, inden for dækning af en Inmarsat geostationær satellit, hvor der kontinuerligt er mulighed for alarmering.

Havområde A4: Et område uden for A1, A2 og A3 (polområder).

Systemer

GMDSS omfatter forskellige radiosystemer. Til det allerede kendte VHF - MF (mellembølge) og HF (kortbølge) telefoniudstyr skal kobles udstyr for digitalt selektivt kald (DSC), som gør at opkald foretages fra tastaturet på DSC udstyret i stedet for som hidtil ved kald med tale i radioudstyrets mikrofon. Det nyeste udstyr har DSC indbygget i radioudstyret. Derudover indgår Inmarsat satellit-terminaler for telefoni, telex og data, herunder e-mail. Endvidere indgår de såkaldte nødradiopejlsendere (EPIRB), radartranspondere (SART), NAVTEX-modtagere og bærbare VHF-anlæg. EPIRB er installeres udendørs med en hydrostatisk udløser, således at EPIRB en automatisk frigøres og udsender alarmering til satellitter, hvis skibet synker. SART er anvendes bl.a. i redningsflåder og signalet på 9 GHz kan ses som en række prikker på de omkringliggende skibes radarskærme (3 cm) og angiver derved retningen til SART en. NAVTEX-modtagere anvendes til automatisk modtagelse på 518 kHz af navigationsadvarsler m.m. og varsler om storm og kuling.

Funktionskrav

Ifølge SOLAS og Torremolinos protokollen skal skibe i GMDSS opfylde en række funktionskrav.

 

Et skib skal, når det er i søen, være i stand til at:

1. sende skib-til-kyst nødalarmer ved hjælp af mindst to adskilte og uafhængige metoder, anvendende forskellige radiokommunikationssystemer. Dog kan VHF DSC og Inmarsat terminaler anvendes som begge metoder.

2. modtage kyst-til-skib nødalarmer;

3. sende og modtage skib-til-skib nødalarmer;

4. sende og modtage koordinerende kommunikation til og fra land og andre skibe i forbindelse med eftersøgning og redningsaktioner (SAR);

5. sende og modtage kommunikation på stedet for en redningsaktion (on-scene);

6. sende og modtage signaler for lokalisering (SART og Radar);

7. sende og modtage maritim sikkerhedsinformation (MSI);

8. sende og modtage generel radiokommunikation til og fra landbaserede radiosystemer eller net; og

9. sende og modtage bro-til-bro kommunikation.

Ad. pkt. 6: Fiskefartøjer med en længde på 35 meter og derover skal være udstyret med en radar (3 cm).

Ad. pkt. 7: Det kan være nødvendigt, at skibe kan modtage visse maritime sikkerhedsinformationer, medens de er i havn.

Ad. pkt. 8: Et skib anses ikke for usødygtigt, hvis denne funktion ikke kan opfyldes ved afgang fra en havn, hvor der ikke er let adgang til reparationer.

Nødalarmering

I den float-free EPIRB sker alarmeringen automatisk, hvis skibet synker. DSC udstyr kræver en decideret alarmering ved at aktivere en rød knap (distress). Alarmeringen skal kunne iværksættes fra styrepladsen. Når den røde knap aktiveres, sendes skibets identifikation og position automatisk og aktiverer en alarm i DSC-udstyrene på kystradiostationen og alle andre skibe i området. Oplysningerne om det nødstedte skibs identifikation, position m.m. vises i DSC-udstyrenes display, således at en redningsaktion kan iværksættes. Denne måde at alarmere på er en forbedring i forhold til den hidtidige metode med et mayday-kald på en nødfrekvens, som forudsatte, at skibe og kystradiostationer holder konstant lyttevagt på nødfrekvensen.

 

Opkaldsmetoden med DSC medfører dermed en forbedring af sikkerheden for fiskerne.

Nødkommunikation efter alarmeringen

Selve nødkommunikationen som følger efter den indledende nødalarmering med DSC på MF DSC frekvensen 2187,5 kHz og/eller VHF kanal 70 foregår i GMDSS med tale på nødfrekvensen 2182 kHz og/eller VHF kanal 16 på samme måde som hidtil. Derved kan kystradiostationen og alle skibe i området følge med i og deltage i kommunikationen og yde fornøden assistance.

Tidsplan

Havområde A2, A3 og A4: 1. februar 2002

Havområde A1: 1. februar 2005

 

Nye fiskefartøjer af længde 24 meter og derover og eksisterende fiskefartøjer af længde 45 meter og derover overgik til GMDSS allerede i 1999 i henhold til EU direktivet som nævnt i indledningen.

 

I foråret 2002 ophører Lyngby Radio med at holde manuel lyttevagt på frekvensen 2182 kHz, som er den hidtidige nød- og kaldefrekvens på mellembølge. Mellembølge rækker 200-300 sømil og dækker derfor hele Østersøen og Nordsøen. Lukningen er et led i overgangen til GMDSS og udfasningen af det gamle nød- og sikkerhedssystem baseret på lyttevagt på 2182 kHz. Det betyder, at resten af den danske fiskerflåde i området skal overgå til GMDSS senest den 1. februar 2002. De fleste lastskibe og passagerskibe er allerede overgået til GMDSS og lytter derfor ikke længere på 2182 kHz.

 

De fiskefartøjer, som skal overgå til GMDSS senest 1. februar 2002, er fiskefartøjer, som har fartsområde uden for VHF-rækkevidde, hvilket er områder uden for de indre danske farvande og i Østersøen og Nordsøen længere ud end ca. 25 sømil fra kysten.

Fiskefartøjer, som har fartsområde inden for VHF-rækkevidde (ca. 25 sømil fra kysten), kan vente med at anskaffe udstyret til 1. februar 2005, idet skibe og Lyngby Radio skal fortsætte lyttevagten på VHF kanal 16 indtil da.

 

2182 kHz vil som nævnt fortsat blive anvendt som nødfrekvens for selve nødkommunikationen efter den indledende nødalarmering, der udsendes digitalt (DSC, digitalt selektivt kald) på nødfrekvensen 2187,5 kHz.

Udstyrskrav

Reglerne om GMDSS fremgår af Søfartsstyrelsens tekniske forskrifter. For fiskefartøjer med en længde (L) på 15 meter og derover findes reglerne i Meddelelser fra Søfartsstyrelsen E - Teknisk forskrift om fiskeskibes bygning og udstyr m.v. For fiskefartøjer under 15 meter findes reglerne i Meddelelser fra Søfartsstyrelsen F Teknisk forskrift om mindre erhvervsfartøjers bygning og udstyr m.v. Ikke alle fartøjer skal have samme omfang af udstyr. I de mindre fartøjer er noget udstyr krævet, medens resten af udstyret anbefales af Søfartsstyrelsen. Meddelelser fra Søfartsstyrelsen forhandles af Iver C. Weilbach & Co., København.

 

Grænsen på 15 meter i Meddelelser fra Søfartsstyrelsen F er suppleret med, at bestemmelserne gælder for fartøjer med et dimensionstal (længde overalt x bredde) på 20 og derover, men under 100. Fiskefartøjer med et dimensionstal på 100 og derover er omfattet af Meddelelser fra Søfartsstyrelsen E.

 

Omfanget af udstyr i de forskellige kategorier af fartøjer er fastsat af Søfartsstyrelsen efter høring af erhvervets parter.

 

I de fleste tilfælde kræves nyt radioudstyr. Dog kan det nyeste traditionelle VHF og MF udstyr genanvendes og tilsluttes separat DSC-udstyr. Anskaffes nyt udstyr, kan det gamle udstyr tages i land. Det gælder også den såkaldte 2182 vagtmodtager, der bliver overflødig. Omfanget af kravene fremgår af nedenstående skemaer. En række undtagelser fra hovedreglerne i skemaerne er angivet i fodnoter:

Nye fiskefartøjer af længde 24 meter og derover
Eksisterende fiskefartøjer af længde 45 meter og derover

Hav-
område

VHF-DSC a)

MF-DSC

HF-DSC og Radiotelex

Inmarsat-C

EPIRB
b)

SART
c)

Bærbar VHF d)

NAVTEX

A1

1 (2)

     

1 (2)

2

3

1

A2

1 (2)

1

   

1 (2)

2

3

1

A3

1 (2)

1

1 eller 1

1 (2)

2

3

1 e)

A4

1 (2)

1

1

 

1 (2)

2

3

1

 

a) Søfartsstyrelsen anbefaler at installere 2 VHF-DSC anlæg, idet fartøjet dermed fortsat er sødygtigt, såfremt det ene anlæg bliver defekt.

b) Der installeres altid én EPIRB udendørs i en float-free mekanisme. For at opfylde et krav om sekundær alarmerings-metode kan endvidere installeres en manuel EPIRB i styrehuset.

c) I skibe på 45 m og derover kræves 2 SART en på hver side. I arktiske farvande kræves nedpakket SART i flåderne. I skibe på under 45 m er 1 SART tilstrækkelig.

d) I skibe på under 45 m er 2 bærbare VHF-anlæg tilstrækkelig.

e) I A3 havområder, hvor der ikke er NAVTEX-dækning, er der endvidere krav om en Inmarsat EGC-modtager (Enhanced Group Call), som er indbygget i Inmarsat-C anlæg.

Nye fiskefartøjer af længde 15 meter og derover, men under 24 meter
Eksisterende fiskefartøjer af længde 15 meter og derover, men under 45 meter

Hav-
område

VHF-DSC

MF-DSC

HF-DSC

Inmarsat-C

EPIRB
Float-free

SART

Bærbar VHF a)

NAVTEX b)

A1

1

     

1

1/R c)

1/R

R

A2

1

1

   

1

1

1/R

1/R

A3

1

1

1 eller 1

1

1

1/R

1 d)

A4

1

1

1

 

1

1

1/R

1

 

1 = krævet udstyr

R= anbefalet udstyr

 

a) Fiskefartøjer under 24 meter er fritaget fra krav om bærbar VHF. Det bærbare VHF radioanlæg anbefales også i disse fartøjer ophængt i styrehuset klar til at medbringe sammen med reservebatteri i redningsflåde i en evt. nødsituation.

b) Der er indtil videre ikke krav om NAVTEX-modtagere i fartøjer med fartsområde i havområde A2 inden for linierne øst for 6 grader østlig længde i Nordsøen og syd for 58 grader nordlig bredde i Østersøen. Anskaffelsen anbefales.

c) Eksisterende fiskefartøjer under 24 meter med fartsområde i havområde A1 er fritaget fra krav om SART. SART en anbefales også i disse fartøjer ophængt i styrehuset klar til at medbringe i redningsflåde for stedbestemmelse i en evt. nødsituation.

d) I A3 havområder, hvor der ikke er NAVTEX-dækning, er der endvidere krav om en Inmarsat EGC-modtager (indbygget i Inmarsat-C anlæg).

Fiskefartøjer af længde under 15 meter (nedre grænse er længde x bredde = 20)

Hav-
område

VHF-DSC

MF-DSC

HF-DSC

Inmarsat-C

EPIRB
Float-free

SART

Bærbar VHF

NAVTEX

A1

1

R

R

R

R

A2

1

1

1

1

R

1 a)

A3

1

1

1 eller 1

1

1

R

1

 

1 = krævet udstyr

R= anbefalet udstyr

 

a) Der er indtil videre ikke krav om NAVTEX-modtagere i fartøjer med fartsområde i havområde A2 inden for linierne øst for 6 grader østlig længde i Nordsøen og syd for 58 grader nordlig bredde i Østersøen. Anskaffelsen anbefales.

Vedligehold

Radioudstyret skal vedligeholdes løbende for hele tiden at være i driftsmæssig god stand, således at funktionskravene er opfyldt.

 

I de største fiskefartøjer kræves, at udstyret vedligeholdes ved forskellige metoder såsom:

1. dublering af udstyr,

2. landbaseret vedligehold eller

3. vedligehold om bord under sejlads

 

Ad 1. Omfanget af dublering af udstyr aftales med Søfartsstyrelsen i hvert enkelt tilfælde.

Ad 2. Landbaseret vedligehold kræver en kontrakt med et servicefirma, som har en organisation, der gør, at udstyret kan vedligeholdes af firmaet i de havne, som fartøjet normalt anløber.

 

Ad 3. Vedligehold om bord under sejlads kræver en person forhyret om bord, som er specielt uddannet til vedligeholdelse af udstyret.

 

Følgende regler gælder:

 

Nye på 24 meter og derover og eksisterende på 45 meter og derover:

Ved fartsområde i havområde A3 og A4 skal vælges mindst 2 af ovennævnte metoder, medens 1 metode er tilstrækkelig ved fartsområde i havområde A1 og A2. De valgte metoder skal godkendes af Søfartsstyrelsen.

 

Nye under 24 meter og eksisterende under 45 meter:

Ved fartsområde i havområde A3 og A4 skal vælges mindst 1 af ovennævnte metoder, som skal godkendes af Søfartsstyrelsen. Ved fartsområde i havområde A1 og A2 kræves ikke anmeldelse og Søfartsstyrelsens godkendelse af en bestemt metode.

Godkendt udstyr

Radioudstyr, som anbringes om bord, skal overholde en lang række specifikationer og standarder og skal på denne måde være godkendt til formålet.

 

Grundlæggende skelner man imellem 2 former for godkendelse:

1. Radioudstyr, som er godkendt af såkaldte »Notified bodies« i henhold til EU s maritime udstyrs-direktiv, skal være mærket med et ratmærke. Udstyr med ratmærke er godkendt til installation i SOLAS-skibe og opfylder dermed IMO s krav.

2. Radioudstyr, som overholder EU s direktiv om radio- og teleterminaludstyr (R&TTE direktivet) herunder en række søsikkerhedsmæssige krav, skal være mærket med et CE-mærke.

 

Udstyr med ratmærke og/eller med CE-mærke må installeres i fiskefartøjer.

Energikilder

Når fartøjet er i søen, skal der til stadighed være tilstrækkelig elektrisk energi til rådighed til drift af radioinstallationerne samt til opladning af de batterier, der anvendes som reserveenergikilde. Den krævede belysning og navigationsudstyr, som er tilsluttet fartøjets radioudstyr, skal være tilsluttet samme energikilde som radioudstyret.

 

Fartøjer på 15 meter og derover (Medd. E) skal have en reserveenergikilde, som er uafhængig af fartøjets fremdrivningsmidler og af fartøjets elektriske anlæg. Reserveenergikilden skal kunne forsyne fartøjets primære radioudrustning i mindst 6 timer.

Fartøjer under 15 meter (Medd. F) skal have et brugsbatteri og ved en automatisk omskifter skal radioinstallationerne kunne tilsluttes et nødbatteri eller et startbatteri. Batterierne skal kunne forsyne fartøjets primære radioudrustning i mindst 6 timer.

 

Akkumulatorbatterier skal kunne oplades automatisk, og der er krav til akkumulatorbatteriernes kontrol, pasning og placering.

 

Bærbare VHF-radioanlæg kan være forsynet med genopladelige batterier til den daglige brug på skibet. Derudover skal der i reserve forefindes et forseglet litiumbatteri pr. anlæg, klar til brug i en nødsituation.

Antenner

Antenner skal være anbragt så højt og frit som muligt. Antennerne findes både som trådantenner og som stavantenner. Til VHF radioanlæg kræves kun 1 antenne fælles for sending og modtagning samt et filter, som hindrer, at sendefrekvensen ledes over i modtageren. VHF-antennen er en rundstrålende stavantenne, som bør placeres forskudt fra andre antenner og gods med mindst 1 meter (halv bølgelængde). I visse VHF-DSC radioanlæg kræves en ekstra modtageantenne for at kunne holde uafbrudt DSC-vagt på VHF kanal 70 (DSC nødkanal).

 

En god jordforbindelse er nødvendig. I stålskibe anvendes selve skroget som jordforbindelse, medens man i træskibe placerer en metalplade udvendigt på skibet. I VHF radioanlæg er det ikke nødvendigt med jordforbindelse.

Installation

Det er vigtigt, at udstyret installeres efter bestemmelserne i de tekniske forskrifter og fabrikantens anvisninger for at være sikker på, at det altid virker efter hensigten. Med til udstyret hører ganske bestemte antenner. DSC og Inmarsatudstyr skal tilsluttes fartøjets navigationsudstyr (GPS) for automatisk opdatering af skibets position, såfremt dette udstyr forefindes om bord.

 

Udstyret skal installeres på en sådan måde, at det er let tilgængeligt for inspektion og vedligehold om bord. Der skal forefindes teknisk dokumentation og betjeningsvejledninger for alt udstyr. Der skal endvidere forefindes relevante reservedele og værktøj for vedligehold af udstyret.

 

Bærbare VHF-anlæg skal være placeret i styrehuset sammen med reservebatterier klar til uden videre at bringe med i en nødsituation. SART installeres ligeledes i styrehuset klar til uden videre at bringe med i en nødsituation.

 

Den float-free EPIRB installeres udendørs så frit som overhovedet muligt, således at den kan flyde fri af skibet, hvis dette synker, og aktiveres automatisk, når den flyder. Den manuelle EPIRB (evt.) installeres i styrehuset klar til uden videre at blive aktiveret og bragt med i en nødsituation.

 

Betjening

For at betjene radioudstyret kræves et GMDSS radiocertifikat. Der skal være mindst en person om bord med fornødent certifikat, i de større fartøjer 2. Personer uden certifikat må gerne betjene udstyret under overvågning af en person med certifikat. En af navigatørerne med certifikat skal af skipperen på forhånd være udpeget til at varetage kommunikationen i en eventuel nødsituation.

 

For at erhverve certifikatet skal en prøve bestås. Det certifikat, som er aktuelt for fiskere i f.eks. Nordsøen, benævnes LRC (Long Range Certificate). LRC kurset har en varighed på 1½ uge, og man lærer at betjene og passe udstyret i det daglige. Der lægges især vægt på at kunne anvende radio-udstyret, hvis skibet kommer i en nødsituation, eller hvis andre kommer i nød.

 

Eleverne på fiskeriskolerne i Thyborøn og Grenå tilbydes alle LRC kursus. I de største fiskefartøjer (nye på 24 meter og derover og eksisterende på 45 meter og derover) kræves det største af certifikaterne GOC (General Operator Certificate), som tilbydes i fiskeskipperuddannelsen. Inden for havområde A1 er de begrænsede ROC (Restricted Operator Certificate) og SRC (Short Range Certificate) certifikater tilstrækkelige. Radiokurser tilbydes på navigations- og skipperskoler samt af en række andre private og offentlige skoler.

 

Søfartsstyrelsen varetager GOC, LRC og ROC certifikaterne, medens Telestyrelsen varetager SRC certifikatet. Det skal bemærkes, at SRC er primært beregnet for fritidssejlere og ikke opfylder Søfartsstyrelsens krav for at erhverve sønæringsbevis, hvor ROC er mindstekravet.

 

Certifikatkravene i fiskefartøjer er:

Nye på 24 meter og derover og eksisterende på 45 meter og derover:

mindst 1 person med GOC samt

1 person med mindst LRC

Eksisterende på 24 meter og derover, men under 45 meter:

mindst 1 person med GOC eller LRC

Nye og eksisterende på under 24 meter:

mindst 1 person med SRC ved fartsområde i havområde A1

mindst 1 person med LRC ved fartsområde i havområde A2, A3 og A4.