Dokumentets indarbejdede forskrifter
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Bekendtgørelse af lov om kystbeskyttelse

Herved bekendtgøres lov nr. 108 af 5. marts 1988 om kystbeskyttelse med de ændringer, der følger af lov nr. 9 af 3. januar 1992 om naturbeskyttelse.


Kapitel 1

Beslutning om kystbeskyttelse

§ 1. Amtsrådet kan bestemme, at der på en kyststrækning skal udføres anlæg eller træffes andre foranstaltninger til beskyttelse mod oversvømmelse eller den nedbrydende virkning fra havet, fjorde eller andre dele af søterritoriet (kystbeskyttelsesforanstaltninger).

§ 2. Før amtsrådet træffer beslutning om, at der skal udføres kystbeskyttelsesforanstaltninger, skal amtsrådet afholde et møde med ejerne af de ejendomme, som amtsrådet skønner vil kunne blive bidragspligtige i henhold til § 5, stk. 2.

Stk. 2. Før mødet indhenter amtsrådet udtalelser fra kommunalbestyrelsen og fra Kystinspektoratet. Amtsrådet kan anmode Kystinspektoratet om at bistå som sagkyndig under sagens videre behandling.

Stk. 3. Ejerne og kommunalbestyrelsen indvarsles skriftligt til mødet med mindst 4 ugers varsel. Indkaldelse sker endvidere ved bekendtgørelse i et eller flere stedlige blade med samme varsel.

Stk. 4. På mødet skal amtsrådet redegøre for de foreløbige planer.

§ 3. Bestemmer amtsrådet, at sagen ikke skal fremmes, bekendtgøres det i de blade, der er nævnt i § 2, stk. 3, eller ved skriftlig meddelelse til de ejere, der var indkaldt til mødet efter § 2, stk. 1.

Stk. 2. Beslutter amtsrådet at fremme sagen, sendes meddelelse herom til de ejere, der er nævnt i § 2, stk. 1.

Stk. 3. Amtsrådet kan gennemføre mindre væsentlige ændringer i forhold til de foreløbige planer uden afholdelse af nyt møde efter § 2, stk. 1, hvis ejere, der berøres af ændringerne, forinden har haft lejlighed til at udtale sig.

§ 4. Amtsrådet kan selv iværksætte eller pålægge en kommunalbestyrelse eller et lag, jf. § 7, stk. 1, at iværksætte forundersøgelser, projektering og udførelse af kystbeskyttelsesforanstaltninger.

§ 5. Amtsrådet bestemmer, hvorledes udgifterne til kystbeskyttelsesforanstaltningerne skal afholdes, herunder udgifterne til:

  • 1) Sagens forberedelse, herunder forundersøgelser.
  • 2) Projektering, udførelse og tilsyn.
  • 3) Drift, vedligeholdelse og udførelse af andre løbende foranstaltninger.
  • 4) Ekspropriation, jf. § 6.
  • 5) Finansiering, jf. § 9.

Stk. 2. Bidrag kan pålægges ejere af ejendomme, der opnår beskyttelse ved foranstaltningen, eller som i øvrigt opnår en fordel derved. Det enkelte bidrags størrelse fastsættes ligeledes af amtsrådet.

Stk. 3. Trafikministeren kan efter indstilling fra et amtsråd pålægge en kommune at bidrage til en foranstaltning ud over, hvad der måtte blive den pålagt i henhold til bestemmelsen i stk. 2, hvis amtskommunen eller en anden kommune bidrager med mindst samme beløb ud over, hvad der måtte være amtskommunen eller kommunen pålagt i henhold til bestemmelsen i stk. 2. Bestemmelsen i 1. pkt. finder anvendelse på både anlægsudgifter, driftsudgifter og andre udgifter.

Stk. 4. Før amtsrådet træffer beslutning i henhold til stk. 2, skal amtsrådet afholde et møde med ejerne af de ejendomme, der agtes pålagt bidrag.

Stk. 5. Ejerne og kommunalbestyrelsen indvarsles skriftligt til mødet med mindst 4 ugers varsel. Med brevet skal følge forslag til udgiftsfordeling. Mødet bekendtgøres i et eller flere stedlige blade.

§ 6. Amtsrådet kan træffe beslutning om ekspropriation til gennemførelse af kystbeskyttelsesforanstaltninger.

Stk. 2. Amtsrådet kan beslutte at ekspropriere arealer med en offentlig myndighed eller et lag som fremtidig ejer, hvis det af hensyn til kystens pleje eller kystbeskyttelsen må anses for at være af væsentlig betydning, at myndigheden eller laget, jf. § 7, stk. 1, har ejendomsret til strandbredden, forlandet foran et dige eller en kyststrækning, hvor der ikke findes sammenhængende grønsvær eller anden sammenhængende landvegetation.

Stk. 3. Ved ekspropriation i henhold til stk. 1 og 2 finder følgende bestemmelser i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse, idet amtsrådet træder i stedet for vejbestyrelsen: § 43, stk. 3, §§ 44-45 og §§ 47-67.

§ 7. Amtsrådet kan beslutte, at der under amtsrådets tilsyn oprettes et digelag, kystsikringslag eller kystbeskyttelseslag, som de bidragydende ejere skal være medlem af.

Stk. 2. Amtsrådet udfærdiger en vedtægt for laget. Den skal indeholde regler for lagets styrelse og udførelsen af lagets opgaver, herunder vedligeholdelse af udførte anlæg og udførelse af løbende foranstaltninger.

Stk. 3. Forslag til vedtægt sendes til lagets medlemmer. Beslutning om vedtægtens endelige indhold kan tidligst træffes 4 uger efter, at forslaget er afsendt.

§ 8. Amtsrådet lader for lagets regning vedtægten tinglyse på de ejendomme, der hører til laget.

Stk. 2. Hvis en ejendom under laget udstykkes eller i øvrigt afgiver areal, fordeler amtsrådet efter anmodning det bidrag, der påhviler ejendommen. Det påhviler ejerne at sørge for berigtigelse af tingbogen.

§ 9. Amtsrådet bestemmer, hvorledes midlerne til kystbeskyttelsesforanstaltningerne skal tilvejebringes, herunder om, hvorvidt der skal optages lån, om lån skal garanteres af amtskommunen, og om amtskommunen midlertidigt skal afholde udgiften.

§ 10. Trafikministeren kan bestemme, at en sag, der har betydning for en kyststrækning i flere amtskommuner, henvises til behandling alene af det ene amtsråd.

Kapitel 2

Kystbeskyttelsens opretholdelse

§ 11. Kapitel 1 finder tilsvarende anvendelse på ændring og nedlæggelse eller ophør af allerede bestående eller besluttede kystbeskyttelsesforanstaltninger.

Stk. 2. Amtsrådet kan ændre en udgiftsfordeling, herunder en udgiftsfordeling, der er fastlagt inden lovens ikrafttræden. § 5 finder tilsvarende anvendelse.

§ 12. Et lag eller et medlem af et lag kan forelægge amtsrådet spørgsmål om fortolkning af lagets vedtægt eller spørgsmål om den måde, hvorpå laget forvaltes.

Stk. 2. Amtsrådet kan pålægge et lags bestyrelse at sørge for, at bestemte foranstaltninger, som det påhviler laget at lade udføre, bringes til udførelse. Hvis pålægget ikke efterkommes, kan amtsrådet lade foranstaltningerne udføre for lagets regning.

§ 13. Hvert år inden den 1. oktober meddeler amtsrådet kommunalbestyrelsen, hvilke bidrag de enkelte bidragspligtige ejendomme skal udrede til amtsrådet eller laget. Kommunalbestyrelsen indkræver bidragene. Bidragene tillægges udpantningsret. For bidragene haves pante- og fortrinsret i ejendommen som for kommunale ejendomsskatter.

Stk. 2. De pålignede beløb indbetales til amtskommunen efter de for amtskommunal grundskyld og dækningsafgift gældende regler, jf. lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme.

§ 14. Ejere af omliggende arealer skal tåle, at arealerne benyttes i nødvendigt omfang i forbindelse med tilsyn, vedligeholdelsesarbejder og løbende foranstaltninger.

Stk. 2. Forvoldes der under benyttelsen efter stk. 1 skade på en ejendom, skal der ydes erstatning herfor. I mangel af forlig fastsættes erstatningen af taksationsmyndighederne efter lov om offentlige veje.

§ 15. Retten til at optage husdyr, jf. lov om mark- og vejfred, kan på diger og kyststrækninger, på hvilke der i henhold til denne lov eller tidligere love er truffet beslutning om kystbeskyttelsesforanstaltninger, også udøves af medlemmer af et lags bestyrelse, af kommunalbestyrelsen eller af amtsrådet.

Kapitel 3

Reguleringsbestemmelser

§ 16. På strandbredder og andre kyststrækninger, hvor der ikke findes sammenhængende grønsvær eller anden sammenhængende landvegetation, samt på arealer, der ligger inden for en afstand af 100 m fra, hvor denne vegetation begynder, må der kun efter tilladelse fra trafikministeren

  • 1) udføres kystbeskyttelsesforanstaltninger eller
  • 2) graves, bores, pumpes, suges eller foretages nogen form for terrænændring.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 omfatter ikke havnearealer og foranstaltninger

  • 1) i henhold til lov om råstoffer eller
  • 2) til dæmpning af sandflugt.

Stk. 3. På sandflugtsfredede arealer må arbejder i henhold til stk. 1 kun udføres efter tilladelse fra miljøministeren.

§ 17. Trafikministeren kan i kystbeskyttelsesøjemed udfærdige regler om begrænsning i færdsel på og brug af forstranden, strandbredder og kystbeskyttelsesanlæg. Bestemmelser, hvorved der sker begrænsning i offentlighedens ret efter naturbeskyttelseslovens § 22 udfærdiges med tilslutning fra miljøministeren.

Stk. 2. Amtsrådet kan for den enkelte kyststrækning eller for det enkelte anlæg til kystbeskyttelse fastsætte nærmere bestemmelser om færdsel og brug. Hvis bestemmelserne indebærer ekspropriation, finder § 6, stk. 3, tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Bestemmelser udfærdiget i henhold til stk. 2 bekendtgøres i et eller flere stedlige blade samt ved opslag på stedet.

Stk. 4. Trafikministeren eller et amtsråd kan give ejeren af et vrag pålæg om at fjerne det, hvis det skønnes at kunne frembyde fare for kysten eller for et kystbeskyttelsesanlæg. Efterkommes pålægget ikke, kan ministeren eller amtsrådet lade vraget fjerne for ejerens regning, hvis det er nødvendigt for at afværge en nærliggende fare. Er øjeblikkelig indgriben påkrævet, kan ministeren eller amtsrådet lade vraget fjerne for ejerens regning uden forudgående pålæg til ejeren.

Stk. 5. Bestemmelserne i stk. 4 finder tilsvarende anvendelse på andre genstande, der er anbragt på søterritoriet eller strandbredden uden tilladelse.

Kapitel 4

Klage

§ 18. Amtsrådets afgørelser efter loven eller regler fastsat efter loven kan påklages til trafikministeren af den, afgørelsen er rettet til, og af enhver, der må antages at have en væsentlig individuel interesse i sagen.

Stk. 2. Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende. Trafikministeren kan dog se bort fra fristen, når omstændighederne taler derfor.

Stk. 3. Rettidig klage har opsættende virkning. Dog kan den myndighed, der har truffet afgørelsen, bestemme, at uopsættelige reparations- og afværgeforanstaltninger skal iværksættes uanset rettidig klage.

Stk. 4. En afgørelse i henhold til § 6 kan ikke indbringes for domstolene, før afgørelsen har været prøvet i henhold til stk. 1.

§ 19. Overlader trafikministeren sine beføjelser til at træffe afgørelser efter loven eller efter bestemmelser fastsat efter loven til en institution under ministeriet, kan ministeren fastsætte regler om adgangen til at klage over afgørelserne, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.

Kapitel 5

Straf, ikrafttræden m.v.

§ 20. Med bøde straffes den, der

  • 1) overtræder § 16, stk. 1,
  • 2) tilsidesætter vilkår i en tilladelse efter § 16, stk. 1, eller
  • 3) undlader at efterkomme pålæg efter § 17, stk. 4.

Stk. 2. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der på søterritoriet uden tilladelse

  • 1) foretager inddæmning eller opfyldning,
  • 2) udfører anlæg eller anbringer faste eller forankrede indretninger eller genstande,
  • 3) anbringer fartøjer, der agtes anvendt til andet end sejlads, eller
  • 4) foretager uddybning eller gravning.

Stk. 3. Med bøde straffes den, der ikke efterkommer et pålæg om inden en fastsat frist

  • 1) at fjerne en inddæmning, en opfyldning, et anlæg, en indretning, en genstand eller et fartøj, som vedkommende har foretaget udført eller anbragt i strid med bestemmelsen i stk. 2, eller
  • 2) at retablere forholdene efter en uddybning eller gravning, som vedkommende har foretaget i strid med bestemmelsen i stk. 2.

Stk. 4. I forskrifter, der udstedes i henhold til loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

Stk. 5. For overtrædelser, der begås af aktieselskaber, andelsselskaber, anpartsselskaber eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af en kommune eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.

§ 21. Følgende love og bestemmelser ophæves:

  • 1) Lov nr. 53 af 10. april 1874 om diger til beskyttelse mod oversvømmelse fra havet.
  • 2) § 8 i lov nr. 85 af 30. april 1909 om tillæg til strandingsloven af 10. april 1895.
  • 3) Lov nr. 235 af 12. juni 1922 om kystsikringsanlæg.
  • 4) § 7, stk. 4, i lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 617 af 24. september 1987.

§ 22. Trafikministeren kan bestemme, at regler i love om bestemte digeanlæg afløses af regler i denne lov.

§ 23. Sager, der er indbragt for en landvæsensret inden den 1. juli 1988, færdigbehandles efter de hidtil gældende regler.

§ 24. De opgaver, som loven henlægger til amtsrådet, udøves for Københavns Kommunes vedkommende af Borgerrepræsentationen.

§ 25. I lov om naturfredning, jf. lovbekendtgørelse nr. 530 af 10. oktober 1984, som ændret ved § 3 i lov nr. 355 af 13. maj 1987, affattes § 46, stk. 9, således:

» Stk. 9. Ministeren kan fastsætte regler, hvorefter bestemmelsen i stk. 1 ikke skal gælde for nærmere angivne arter af anlæg eller foranstaltninger, der tillige vedrører søterritoriet, eller til hvilke tilladelse kræves i henhold til lov om kystbeskyttelse.«

§ 26. Loven træder i kraft den 1. juli 1988.

§ 27. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. § 93, stk. 1, i lov nr. 9 af 3. januar 1992 om naturbeskyttelse er sålydende:

§ 93. Loven træder i kraft den 1. juli 1992 (* 1).

Trafikministeriet, den 5. april 1994

Jan Trøjborg

/ I. Guldborg Henriksen

Officielle noter

(* 1) Vedrørende § 16, stk. 2, nr. 2, og stk. 3, samt § 17, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2.