Herved bekendtgøres lov nr. 245 af 8. juni 1977 om DSB med
de ændringer, der følger af lov nr. 226 af 16. maj 1984 og lov nr. 225 af 13.
april 1988.
Kapitel 3
Befordring af indskrevet bagage
Genstande, der modtages til befordring.
Indlevering. Bagagebevis
§ 11. Det bestemmes i befordringsreglementet, hvilke
genstande der kan indleveres til befordring som indskrevet bagage, og i
hvilke forbindelser befordring kan ske. Som betingelse for befordringen skal
passageren forevise billet eller kort, der er gyldig mindst til bagagens
bestemmelsesstation.
Stk. 2. Ved indleveringen af bagagen udleveres der
passageren et bagagebevis.
Passagerens ansvar for sin indskrevne bagage. Fragttillæg
§ 12. DSB har til enhver tid ret til at undersøge, om
den indskrevne bagage opfylder bestemmelserne i § 11. Passageren skal så vidt
muligt have lejlighed til at overvære undersøgelsen.
Stk. 2. Er genstande befordret som indskrevet bagage i
strid med bestemmelserne i § 11, skal passageren betale forskellen mellem
taksten for befordring som indskrevet bagage og taksten for befordring som
gods samt et fragttillæg efter regler, der fastsættes i
befordringsreglementet.
Stk. 3. I det i stk. 2 nævnte tilfælde er passageren
ansvarlig for enhver skade, der er en følge af overtrædelsen.
Udlevering
§ 13. Bagagen udleveres mod aflevering af
bagagebeviset. De nærmere regler fastsættes i befordringsreglementet.
Stk. 2. Passageren kan nægte at modtage bagagen, så
længe en forlangt undersøgelse til konstatering af en påstået skade ikke er
iværksat.
Uanbringelig bagage
§ 13 a. Bagage, som ikke afhentes, og som ikke kan
anbringes hos rette indehaver, kan sælges af DSB efter en nærmere i
befordringsreglementet fastsat frist. Salget kan ske ved offentlig auktion,
der kan afholdes af DSB uden medvirken af en af justitsministeriet beskikket
auktionsleder. Genstande, der er udsat for hurtig fordærvelse, kan uanset 1.
pkt. straks sælges bedst muligt. Salg må bortset fra offentlige auktionssalg
ikke ske til personer, der er ansat ved DSB, eller til disses husstande. De
nærmere regler for salget fastsættes i befordringsreglementet.
DSBs ansvar for indskrevet bagage
§ 14. Medmindre andet følger af stk. 2-4, er DSB
ansvarlig for forsinket levering og for skade, der opstår ved helt eller
delvist tab af indskrevet bagage eller ved beskadigelse af denne i tidsrummet
fra dens modtagelse til befordring og indtil udleveringen efter samme regler,
som gælder for gods efter kapitel 5.
Stk. 2. Passageren kan betragte et manglende stykke
bagage som tabt, hvis udlevering ikke har kunnet finde sted inden 14 dage
efter bagagens normale ankomsttid.
Stk. 3. Ved forsinket levering skal DSB, når passageren
ikke beviser, at der derved er opstået noget tab, betale en erstatning, der
fastsættes i befordringsreglementet.
Stk. 4. Beviser passageren, at der ved forsinkelsen er
lidt et tab, betales erstatning for dette tab. Erstatningen kan dog ikke
overstige det firdobbelte af den i stk. 3 nævnte erstatning.
Stk. 5. Den højeste erstatning, der kan forlanges
udbetalt for et bortkommet eller beskadiget stykke bagage, fastsættes i
befordringsreglementet, jf. dog § 37.
Stk. 6. Ved forsinket levering af biler, motorcykler
med sidevogn, påhængsvogne og campingvogne, der befordres som indskrevet
bagage, skal DSB kun yde erstatning, hvis et tab påvises, og ikke ud over
fragtbeløbet.
Kapitel 5
Befordring af gods
Befordringsarter
§ 16. De forskellige befordringsarter fastsættes i
befordringsreglementet.
Genstande, der er udelukket fra eller kun på visse betingelser modtages
til befordring
§ 17. Udelukket fra befordring er:
- 1) stoffer og genstande, der efter bilag A til godsbefordringsreglementet
er udelukket fra befordring,
- 2) genstande, der på grund af deres omfang, vægt eller beskaffenhed ikke
egner sig til den forlangte befordring under hensyn til banernes indretninger
eller materiel.
Stk. 2. På visse betingelser modtages til befordring:
- 1) stoffer og genstande, der er nævnt i bilag A til
godsbefordringsreglementet, på de der anførte betingelser,
- 2) genstande, hvis befordring på grund af deres omfang, vægt eller
beskaffenhed frembyder særlige vanskeligheder. Befordringen sker på
betingelser, der i hvert enkelt tilfælde fastsættes af DSB.
Stk. 3. Afsenderen skal erstatte ethvert tab, som DSB
påføres, hvis han indleverer gods, der er udelukket fra eller kun på visse
betingelser modtages til befordring, under urigtig, unøjagtig eller
ufuldstændig betegnelse eller i strid med gældende sikkerhedsforskrifter.
Fragtbrev. Ansvar for angivelser i fragtbrevet. Fragttillæg
§ 18. Afsenderen skal efter reglerne i
befordringsreglementet medgive sendinger udfyldte fragtbreve eller andre
befordringsdokumenter, der tillægges samme gyldighed som fragtbreve. Han er
ansvarlig for rigtigheden af de angivelser og erklæringer, som han har anført
i fragtbrevet. Han er ansvarlig for alle følger af, at disse angivelser eller
erklæringer er urigtige, unøjagtige, ufuldstændige eller ikke er anført på
den til dem bestemte plads.
Stk. 2. DSB har til enhver tid ret til at undersøge, om
sendingen svarer til angivelserne i fragtbrevet, og om de
sikkerhedsforskrifter, der er fastsat i bilag A til
godsbefordringsreglementet, er iagttaget. Den rådighedsberettigede skal så
vidt muligt have lejlighed til at overvære undersøgelsen.
Stk. 3. Det fastsættes i befordringsreglementet, i
hvilket omfang DSB ved godsets modtagelse skal kontrollere, at det i
fragtbrevet angivne antal godsstykker og den angivne vægt er rigtig. DSB er i
sådanne tilfælde ansvarlig for disse angivelser, medmindre der kan føres
bevis i modsat retning.
Stk. 4. Uanset betaling af fragtforskellen og
erstatning for eventuel skade kan DSB i følgende tilfælde opkræve et
fragttillæg, hvis størrelse fastsættes i befordringsreglementet:
- 1) ved urigtig, unøjagtig eller ufuldstændig betegnelse af stoffer og
genstande, der efter bilag A til godsbefordringsreglementet er udelukket fra
eller kun på visse betingelser modtages til befordring, eller når de
sikkerhedsforskrifter, der er fastsat i bilag A til
godsbefordringsreglementet, ikke er iagttaget,
- 2) når lastgrænsen for en vogn er overskredet i tilfælde, hvor læsning er
foretaget af afsenderen, og hvor denne ikke i fragtbrevet har forlangt vognen
vejet af DSB,
- 3) ved anden urigtig, unøjagtig eller ufuldstændig betegnelse af godset
eller ved for lav vægtangivelse.
Afslutning af fragtkontrakten
§ 19. Fragtkontrakten er sluttet, når DSB har
modtaget godset til befordring med tilhørende fragtbrev. Når fragtbrevet er
godtaget af DSB, udgør det bevis for fragtkontrakten.
Stk. 2. Fragtbrevets angivelser om vægt og stykketal
udgør dog kun bevis mod DSB, hvis DSB efter bestemmelserne i
befordringsreglementet skal kontrollere rigtigheden heraf, eller hvis DSB på
anmodning har påtaget sig at kontrollere angivelserne. Angivelserne kan dog
også bevises på anden måde.
Leveringsfrister
§ 20. Godset skal leveres inden for de
leveringsfrister, der fastsættes i befordringsreglementet.
Stk. 2. Under usædvanlige forhold, der medfører en
ualmindelig trafikstigning eller ualmindelige driftsvanskeligheder, kan
leveringsfristerne midlertidigt forlænges eller sættes ud af kraft ved
offentlig bekendtgørelse.
Godsets tilstand. Emballering
§ 21. Når DSB modtager gods til befordring, som bærer
åbenbare tegn på beskadigelse, kan det forlanges, at der gøres særskilt
bemærkning i fragtbrevet om godsets tilstand.
Stk. 2. Når godset efter sin natur kræver emballering,
skal afsenderen emballere det således, at det er beskyttet mod helt eller
delvist tab og beskadigelse under befordringen og ikke kan volde skade på
personer, materiel eller andet gods. Emballeringen skal i øvrigt opfylde
bestemmelserne i befordringsreglementet.
Stk. 3. Har afsenderen ikke overholdt bestemmelserne i
stk. 2, kan DSB enten nægte at modtage godset eller forlange, at afsenderen i
fragtbrevet anerkender, at sendingen er uemballeret eller mangelfuldt
emballeret.
Stk. 4. Afsenderen er ansvarlig for alle følger af, at
emballeringen mangler eller er mangelfuld. Han skal erstatte DSB det tab, som
lides i den anledning. Indeholder fragtbrevet ingen angivelse derom, påhviler
det DSB at bevise, at emballeringen har manglet eller været mangelfuld.
Godsets indlevering og læsning
§ 22. Regler om afhentning, indlevering, mærkning og
læsning af gods, fristerne for indlevering og læsning af gods, bestilling og
læsning af vogne eller andet materiel samt beregning af oplagspenge eller
vognleje for forsinket indlevering og læsning fastsættes i
befordringsreglementet.
Stk. 2. Når læsningen er foretaget af afsenderen, er
denne ansvarlig for alle følger af en mangelfuld læsning. Han skal navnlig
erstatte DSB den skade, som lides i den anledning. Bevisbyrden for den
mangelfulde læsning påhviler DSB.
Udlevering
§ 23. DSB skal på bestemmelsesstationen udlevere
adressaten fragtbrevet og godset mod kvittering og mod betaling af de beløb,
der er henvist til betaling af adressaten. Modtagelse af fragtbrevet uden
indsigelse forpligter adressaten til at betale DSB de beløb, der er henvist
til opkrævning hos ham.
Stk. 2. Efter godsets ankomst til bestemmelsesstationen
kan adressaten af DSB kræve overgivelse af fragtbrevet og udlevering af
godset, jf. dog stk. 3. Er det fastslået, at godset er gået tabt, eller er
det ikke ankommet inden den i § 32, stk. 1, fastsatte frist, kan adressaten i
eget navn gøre sine rettigheder efter fragtkontrakten gældende over for DSB.
Stk. 3. DSB kan udlevere godset til adressaten
andetsteds end på bestemmelsesstationen. I disse tilfælde regnes godset først
for udleveret med denne aflevering.
Stk. 4. Selv om adressaten har modtaget fragtbrevet og
betalt befordringsomkostningerne, kan han nægte at modtage godset, så længe
en af ham forlangt undersøgelse til konstatering af en påstået skade ikke er
iværksat.
Stk. 5. De nærmere regler om fragtbrevets og godsets
udlevering, herunder regler om underretning af adressaten, godsets afhentning
eller tilbringning, fristen for afhentning af gods og følgerne af
afhentningsfristens overskridelse, fastsættes i befordringsreglementet.
Omkostningernes betaling
§ 24. Fragt, gebyrer og andre omkostninger, der
påløber fra godsets modtagelse til befordring og til dets udlevering, skal
betales af afsenderen eller af adressaten. Omkostningerne kan deles efter
regler, der fastsættes i befordringsreglementet.
Stk. 2. DSB kan i befordringsreglementet bestemme, at
afsenderen skal betale omkostningerne for visse befordringsarter samt for
gods, som efter DSBs skøn er udsat for hurtig fordærvelse, eller som på grund
af sin ringe værdi eller sin natur ikke med sikkerhed dækker omkostningerne.
Stk. 3. Kan størrelsen af de omkostninger, som
afsenderen vil betale, ikke fastslås ved indleveringen, kan DSB som sikkerhed
kræve, at der mod kvittering deponeres et beløb, som skønnes at dække
omkostningerne.
Efterkrav
§ 25. Afsenderen kan trække efterkrav på godset
indtil dettes værdi. DSB har dog ikke pligt til at lade efterkrav trække på
sendinger, for hvilke fragten efter § 24, stk. 2, kan forlanges betalt af
afsenderen.
Stk. 2. DSB har ikke pligt til at udbetale efterkravet,
før beløbet er blevet indbetalt af adressaten.
Stk. 3. Er godset eller en del deraf blevet udleveret
til adressaten, uden at denne har betalt efterkravet, skal DSB mod regres til
adressaten erstatte afsenderen hans tab. Erstatningen kan dog ikke overstige
efterkravets beløb.
Stk. 4. For efterkrav beregnes gebyr efter regler i
befordringsreglementet.
Tegning af interesse i afleveringen
§ 26. Der kan tegnes interesse i afleveringen for
visse befordringsarter efter regler, der fastsættes i befordringsreglementet.
Afsenderens ret til at ændre fragtkontrakten
§ 27. Afsenderen kan ændre fragtkontrakten efter
regler, der fastsættes i befordringsreglementet.
Stk. 2. Afsenderens ordrer om ændring af
fragtkontrakten skal gives ved en skriftlig erklæring efter en formular, der
optages i befordringsreglementet. Enhver ordre, der gives af afsenderen i
anden form, er ugyldig.
Stk. 3. DSB efterkommer kun afsenderens ordrer, når de
er givet gennem afsendelsesstationen. Afsenderen kan forlange, at ordrerne
for hans regning skal videregives telegrafisk, telefonisk eller pr.
fjernskriver.
Stk. 4. Afsenderen kan ændre fragtkontrakten, indtil
adressaten har:
- 1) modtaget fragtbrevet uden indsigelse,
- 2) modtaget godset eller
- 3) gjort sine rettigheder efter fragtkontrakten ifølge § 23, stk. 2,
gældende.
Stk. 5. Fra det tidspunkt, hvor afsenderens ret til at
ændre fragtkontrakten er ophørt efter stk. 4, skal DSB alene rette sig efter
adressatens ordrer.
Stk. 6. DSB kan kun nægte eller udskyde udførelsen af
afsenderens ordrer i følgende tilfælde:
- 1) når udførelsen ikke længere er mulig på det tidspunkt, da ordrerne
tilgår den station, der skal udføre dem,
- 2) når udførelsen vil forstyrre den regelmæssige drift,
- 3) når godsets værdi skønnes ikke at kunne dække alle de omkostninger,
der følger af ordrerne, medmindre disse omkostninger straks betales, eller
der stilles sikkerhed for dem.
Stk. 7. For omkostningerne, der opstår ved udførelsen
af afsenderens ordrer, hæfter godset, medmindre omkostningerne skyldes fejl
hos DSB.
Stk. 8. Hvis der foreligger fejl hos DSB, er DSB under
forbehold af bestemmelserne i stk. 6 ansvarlig for følgerne af, at en efter
denne paragraf given ordre ikke udføres eller udføres urigtigt. Den
erstatning, som skal betales, kan dog ikke overstige erstatningen for tab af
godset.
Hindringer for befordringen eller afleveringen
§ 28. Gods, der ikke kan anbringes hos adressat eller
afsender, kan sælges af DSB efter en nærmere i befordringsreglementet fastsat
frist. Salget kan ske ved offentlig auktion, der kan afholdes af DSB uden
medvirken af en af justitsministeriet beskikket auktionsleder. Genstande, der
er udsat for hurtig fordærvelse, kan uanset 1. pkt. straks sælges bedst
muligt. Salg må bortset fra offentlige auktionssalg ikke ske til personer,
der er ansat ved DSB, eller til disses husstande. De nærmere regler for
salget fastsættes i befordringsreglementet.
Stk. 2. Regler om fremgangsmåden i tilfælde af
hindringer for befordringen eller afleveringen fastsættes i
befordringsreglementet.
Sikkerhed for DSBs rettigheder
§ 29. Godset hæfter for fragten og alle andre derpå
hvilende afgifter og omkostninger. Denne ret for DSB vedvarer, så længe
godset er i DSBs varetægt eller i en trediemands varetægt, som besidder det
på DSBs vegne.
Omfanget af DSBs ansvar
§ 30. DSB er ansvarlig for overskridelse af
leveringsfristen og for skade, der opstår ved helt eller delvist tab af
godset eller ved beskadigelse af dette i tidsrummet fra dets modtagelse til
befordring og indtil udleveringen.
Stk. 2. Dette gælder dog ikke, såfremt DSB godtgør, at
overskridelsen af leveringsfristen, tabet eller beskadigelsen er forårsaget
ved en fejl fra den berettigedes side, en ordre fra denne, der ikke er
foranlediget af en fejl fra DSBs side, godsets særlige natur (indre fordærv,
svind o.s.v.) eller forhold, som DSB ikke har kunnet undgå, og hvis følger
DSB ikke har kunnet afværge.
Stk. 3. DSB er endvidere fritaget for ansvar efter stk.
1, når tabet eller beskadigelsen er en følge af de særlige farer, der er
forbundet med en eller flere af følgende kendsgerninger:
- 1) befordring i åben vogn i henhold til de gældende bestemmelser eller en
aftale med afsenderen,
- 2) manglende eller mangelfuld emballering af gods, som ifølge dets natur
er udsat for svind eller beskadigelse, når det ikke er emballeret eller er
mangelfuldt emballeret,
- 3) læsning ved afsenderen eller aflæsning ved adressaten i henhold til de
gældende bestemmelser eller en aftale med afsenderen eller adressaten.
Læsning i en vogn, der lider af mangler, der er kendelige for afsenderen,
eller mangelfuld læsning, når læsning er foretaget af afsenderen i henhold
til de gældende bestemmelser eller en aftale med ham derom,
- 4) opfyldelsen af told- eller andre administrative myndigheders
forskrifter,
- 5) visse godsarters natur, der gør dem udsat for helt eller delvist tab
eller beskadigelse, navnlig ved brud, rust, indre fordærv, udtørring,
spredning,
- 6) indlevering under urigtig, unøjagtig eller ufuldstændig betegnelse af
genstande, der er udelukket fra befordring. Indlevering under urigtig,
unøjagtig eller ufuldstændig betegnelse eller tilsidesættelse fra afsenderens
side af de foreskrevne forsigtighedsforanstaltninger ved genstande, der kun
på visse betingelser modtages til befordring,
- 7) befordring af levende dyr,
- 8) befordring af sendinger, som i henhold til denne lov, de gældende
bestemmelser eller en aftale med afsenderen skal ske under ledsagelse, f.s.v.
tabet eller beskadigelsen er en følge af en fare, som skulle være afværget
ved ledsagelsen.
Bevisbyrde
§ 31. Når DSB godtgør, at tabet eller beskadigelsen
efter omstændighederne i det pågældende tilfælde har kunnet skyldes en eller
flere af de i § 30, stk. 3, nævnte særlige farer, formodes skaden at have
denne årsag. Den berettigede har dog ret til at bevise, at skaden ikke helt
eller delvis er forårsaget ved en af disse farer. Denne formodning gælder
ikke i det i § 30, stk. 3, nr. 1), nævnte tilfælde, når det drejer sig om en
usædvanlig stor mangel eller tab af hele kolli.
Formodning for, at godset er gået tabt.
Genfindelse af godset
§ 32. Den berettigede kan betragte godset som tabt,
hvis det ikke er udleveret til adressaten eller stillet til hans rådighed
inden 30 dage efter udløbet af leveringsfristen.
Stk. 2. Den berettigede kan ved modtagelsen af
erstatning for det tabtgåede gods skriftligt forlange, at han straks skal
have meddelelse herom, hvis godset genfindes inden et år efter erstatningens
udbetaling. For dette krav skal der gives ham skriftlig bekræftelse.
Stk. 3. Modtager den berettigede meddelelse som nævnt i
stk. 2, kan han inden 30 dage efter modtagelsen af meddelelsen forlange, at
godset skal udleveres ham på en nærmere angivet dansk station. Han skal
betale omkostningerne for godsets befordring til den station, hvor udlevering
skal finde sted, og tilbagebetale den modtagne erstatning, eventuelt med
fradrag af de i denne indbefattede omkostninger. Hans ret til erstatning for
overskridelse af leveringsfristen efter § 35 og eventuelt § 36 berøres ikke
heraf.
Stk. 4. Fremsættes det i stk. 2 nævnte krav ikke, eller
gives der ingen forholdsordre inden den i stk. 3 omhandlede 30 dages frist,
eller genfindes godset mere end et år efter erstatningens udbetaling,
tilfalder godset DSB.
Erstatningens størrelse ved tab af godset
§ 33. Når DSB efter loven skal yde erstatning for
helt eller delvist tab af gods, regnes erstatningen efter markedspris eller i
mangel heraf efter den gængse værdi for gods af samme art og beskaffenhed på
afsendelsesstedet og på det tidspunkt, da godset blev modtaget til
befordring. Erstatningen kan dog ikke overstige det beløb, der er fastsat i
befordringsreglementet. Endvidere erstattes fragten, toldafgifter og andre
beløb, der er betalt i anledning af befordringen af det tabte gods, uden
nogen yderligere skadeserstatning.
Erstatningens størrelse ved beskadigelse
af godset
§ 34. Ved beskadigelse af gods skal DSB betale det
beløb, der svarer til godsets værdiforringelse, uden nogen yderligere
skadeserstatning, jf. dog stk. 2 og 3. Beløbet beregnes på grundlag af den
efter § 33 fastslåede værdi af godset og den procentsats, hvormed værdien på
bestemmelsesstedet er forringet. Med samme procentsats erstattes de i § 33,
sidste pkt., nævnte omkostninger.
Stk. 2. Erstatning efter stk. 1 kan i tilfælde, hvor
hele sendingen er forringet i værdi, dog ikke overstige erstatningen for
fuldstændigt tab af godset.
Stk. 3. Er kun en del af sendingen forringet i værdi
ved beskadigelsen, kan erstatning efter stk. 1 endvidere ikke overstige
erstatningen for fuldstændigt tab af den del af godset, som er blevet
beskadiget.
Erstatningens størrelse ved overskridelse
af leveringsfristen
§ 35. For tab, der opstår ved overskridelse af
leveringsfristen, betales erstatning, som dog ikke kan overstige det dobbelte
af fragten.
Stk. 2. Erstatning efter stk. 1 kan ikke ydes ved siden
af erstatning for fuldstændigt tab af godset. Ved delvist tab kan erstatning
ydes for den del af sendingen, der ikke er gået tabt. Ved beskadigelse
betales erstatningen eventuelt ved siden af den i § 34 nævnte erstatning.
Erstatning efter stk. 1 sammen med erstatning efter §§ 33 og 34 kan dog ikke
overstige erstatningen for fuldstændigt tab af godset.
Erstatningens størrelse, når der er tegnet interesse i afleveringen
§ 36. Er der tegnet interesse i afleveringen, kan der
foruden erstatning efter §§ 33-35 forlanges erstatning for yderligere påvist
tab indtil det tegnede beløbs størrelse.
Erstatningens størrelse ved forsæt eller grov uagtsomhed fra DSBs side
§ 37. Hvor overskridelse af leveringsfristen, helt
eller delvist tab eller beskadigelse af gods skyldes forsæt eller grov
uagtsomhed fra DSBs side, skal der ydes den berettigede fuld erstatning for
det påviste tab. I tilfælde af grov uagtsomhed fra DSBs side ydes erstatning
med indtil det dobbelte af de i §§ 14, 15 og 33-36 nævnte maksimalbeløb.
Fremsættelse af krav mod DSB
§ 38. Krav om tilbagebetaling af et beløb, der er
betalt i henhold til fragtkontrakten, tilkommer kun den, der har betalt
beløbet.
Stk. 2. Krav vedrørende de i § 25 nævnte efterkrav
tilkommer kun afsenderen.
Stk. 3. Andre krav mod DSB i henhold til
fragtkontrakten tilkommer afsenderen, indtil adressaten har indløst
fragtbrevet, modtaget godset eller gjort brug af sine rettigheder efter § 23,
stk. 2, og derefter adressaten.
Stk. 4. Krav på erstatning over for DSB skal vedlægges
fragtbrevet samt bevis for godsets værdi.
Konstatering af delvist tab eller beskadigelse af gods
§ 39. Når DSB opdager eller formoder eller den
berettigede hævder, at gods er gået delvis tabt eller er blevet beskadiget,
skal DSB straks og om muligt i overværelse af den berettigede optage en
protokol vedrørende godsets tilstand og vægt, skadens art, omfang og årsag
samt tidspunktet for dens opståen. En afskrift af protokollen skal på
forlangende udleveres gratis til den berettigede.
Bortfald af krav mod DSB
§ 40. Ved den berettigedes modtagelse af godset
bortfalder ethvert fra fragtkontrakten stammende krav mod DSB for
overskridelse af leveringsfristen, delvist tab eller beskadigelse.
Stk. 2. Følgende krav bortfalder dog ikke:
- 1) erstatningskrav, når den berettigede beviser, at skaden skyldes forsæt
eller grov uagtsomhed fra DSBs side,
- 2) erstatningskrav vedrørende overskridelse af leveringsfristen, når de
fremsættes senest 7 dage efter den berettigedes modtagelse af godset,
- 3) erstatningskrav vedrørende delvist tab eller beskadigelse:
- a) hvis tabet eller beskadigelsen er fastslået efter § 39 inden den
berettigedes modtagelse af godset, eller
- b) hvis den konstatering, som skulle være sket efter § 39, alene ved DSBs
fejl ikke er blevet foretaget,
- 4) erstatningskrav for skade, som ikke er udvendigt kendelig, og som
først fastslås efter den berettigedes modtagelse af godset, under følgende to
betingelser:
- a) at anmodning om konstatering af skaden efter § 39 fremsættes af den
berettigede straks efter, at skaden er opdaget, og senest 7 dage efter
godsets modtagelse. Hvis denne frist ville udløbe på en søn- eller helligdag,
udskydes dens udløb til den følgende hverdag,
- b) at den berettigede beviser, at skaden er sket i tiden mellem godsets
modtagelse til befordring og dets udlevering.
Forældelse af krav
§ 41. Krav, stammende fra fragtkontrakten, forældes
efter et års forløb. Det bestemmes i befordringsreglementet, fra hvilket
tidspunkt forældelsen løber.
Stk. 2. Fremsættes krav over for DSB efter § 38,
suspenderes forældelsesfristen indtil den dag, da den pågældende klager har
modtaget DSBs skriftlige afvisning af kravet. Bliver kravet delvis
imødekommet, løber forældelsesfristen kun videre f.s.v. angår den øvrige del
af kravet. Fremsættes kravet på ny efter afvisningen, suspenderes
forældelsesfristen ikke.
Stk. 3. Forældelsesfristen afbrydes ved, at der
anlægges sag mod DSB.
Kapitel 7
Politibestemmelser
Færdsel og ophold på DSBs område
§ 44. DSBs område omfatter:
- 1) banelinien med tilhørende skråninger, banketter, grøfter, broer og
andre anlæg,
- 2) stationernes område,
- 3) DSBs tog og færger,
- 4) forpladser og adgangsveje til stationer og færgesteder.
Stk. 2. Uden DSBs tilladelse må ingen:
- 1) færdes eller lade dyr færdes på de dele af DSBs område, som ikke er
åbne for offentligheden, eller
- 2) tage ophold i erhvervsøjemed, optage film eller fotografere i
erhvervsøjemed eller til undervisningsbrug, foretage indsamlinger, omdele
tryksager eller lignende på DSBs område.
Sikring af private overkørsler og overgange
§ 44 a. På baner, hvor den højest tilladte hastighed
overstiger 75 km/t, skal private overkørsler og overgange være forsynet med
led, bomme, låger, drejekors eller anden lukkeindretning.
Stk. 2. Lukkeindretningerne etableres og vedligeholdes
af DSB.
Benyttelse af private overkørsler og overgange
§ 45. Trafikanter, der skal passere private
overkørsler og overgange, skal udvise særlig forsigtighed. Færdsel over
overkørsler og overgange må ikke finde sted, når det kan ses eller høres, at
tog nærmer sig. Når sporene passeres, skal dette ske uden unødigt ophold.
Stk. 2. Den, der skal drive eller trække dyr over
banen, skal ligeledes udvise særlig forsigtighed og må ikke lade dyr stå
stille på overkørslen.
Stk. 3. Særligt langsomt kørende transporter må kun
passere overkørslen efter aftale med DSB.
Stk. 4. Led og bomme skal lukkes efter benyttelsen.
Under arbejder, som kræver hyppig brug af en overkørsel, kan overkørslen dog
holdes åben, når den er under konstant opsyn af en person, der til enhver tid
kan standse færdslen over overkørslen.
Stk. 5. Brugeren af en privat overkørsel eller overgang
skal straks anmelde mangler ved led eller bomme til DSB.
Stk. 6. Brugeren er endvidere ansvarlig for forseelser,
som hans folk under arbejde gør sig skyldig i ved benyttelsen af overkørslen
eller overgangen.
Stk. 7. Uvedkommende må ikke benytte private
overkørsler og overgange.
Reklamer m.v.
§ 46. Reklamer og andre indretninger må ikke være
anbragt således, at de er til ulempe for opfattelsen af DSBs signaler.
Jord- og ledningsarbejder m.v.
§ 47. Uden DSBs tilladelse må der ikke:
- 1) foretages udgravninger eller opfyldninger eller anbringes materiel
eller materialer i en sådan nærhed af DSBs grund, at der derved kan opstå
fare for driften,
- 2) føres ledninger over eller under banen,
- 3) ledes vand til banen eller dennes grøfter eller
- 4) foretages arbejder i overkørsler eller overgange.
Forskrifter for publikum
§ 48. Det er forbudt at hindre den automatiske
dørlukning. Når tog eller togdel er i bevægelse, er det endvidere forbudt at
stige på eller af vognene eller at hjælpe andre dertil eller at åbne vognenes
døre.
Stk. 2. Ind- og udstigning skal ske på den dertil
bestemte side af toget og på de dertil bestemte eller anviste steder på
stationer og færger.
Stk. 3. Der må ikke udkastes affald eller andre
genstande fra tog.
Stk. 4. Nødbremsen i tog må kun benyttes, når virkelig
fare foreligger.
DSBs politimyndighed
§ 49. Enhver, der søger adgang til eller opholder sig
på DSBs område, skal rette sig efter de forskrifter til opretholdelse af
orden og sikkerhed, der meddeles af DSBs personale, eller som af DSB er
bekendtgjort ved opslag på DSBs område eller på anden hensigtsmæssig måde.
Stk. 2. Enhver, der overtræder bestemmelserne i §§ 44,
48 og 49, stk. 1, eller forskrifter i henhold til disse bestemmelser, kan af
DSBs personale udvises, om fornødent udsættes, fra DSBs område. Hvis den
pågældende ikke godtgør, hvem han er, og at han har fast bopæl her i landet,
kan han anholdes og skal snarest muligt overgives til politiet.
Stk. 3. Politiet skal efter anmodning bistå DSB i
håndhævelsen af DSBs ordens- og sikkerhedsbestemmelser.
Glemte eller tabte genstande
§ 50. Glemte eller tabte genstande, der findes på
DSBs område, og som må antages at være glemt eller tabt af en passager, skal,
såfremt ejeren ikke kan findes, opbevares af DSB i 2 måneder og derefter
fremlyses i Statstidende.
Stk. 2. Indløses genstandene ikke inden 1 måned efter
fremlysningen, kan de sælges ved offentlig auktion, der kan afholdes af DSB
uden medvirken af en af justitsministeriet beskikket auktionsleder.
Overskuddet af auktionen tilfalder DSB.
Stk. 3. Genstande, der er udsat for hurtig fordærvelse,
kan straks sælges bedst muligt. Overskuddet anvendes som nævnt i stk. 2. Dog
kan det fordres udbetalt af rette vedkommende inden 3 måneder efter salget.
Stk. 4. Penge, værdipapirer, særlig værdifulde smykker
og lignende skal straks afleveres til politiet tillige med de genstande,
sammen med hvilke de måtte være fundet. Det samme gælder let antændelige og
eksplosive sager og lignende.
Stk. 5. Reglerne i stk. 1-4 gælder ligeledes for
genstande, der er indleveret i DSBs garderober, garderobebokse m.v., men ikke
afhentet inden afhentningsfristens udløb.
Havnespor m.v.
§ 51. Inden for de afstande, der fastsættes af
ministeren for offentlige arbejder, skal rummet over og på begge sider af
alle spor, der ligger på havneområde uden at være bestemt afgrænset fra
dette, samt alle spor, der ligger i vej, gade eller plads, der er åben for
almindelig færdsel, holdes fri for faste og løse genstande.
Stk. 2. § 47 gælder tilsvarende for de i stk. 1 nævnte
spor.
Stk. 3. Ministeren for offentlige arbejder fastsætter
efter forhandling med justitsministeren i et ordensreglement de nærmere
bestemmelser vedrørende de i stk. 1 og 2 nævnte forhold samt de bestemmelser,
der i øvrigt måtte findes fornødne til sikring af driften på sporene.
Adgang til opmåling m.v. på fremmed grund
§ 52. Enhver grundejer skal efter offentlig
bekendtgørelse eller direkte skriftlig henvendelse fra DSB med mindst 8 dages
varsel give alle vedkommende adgang til at foretage de
jordbundsundersøgelser, opmålinger, udstikninger og afmærkninger i marken,
som er nødvendige til planlæggelse af nye baneanlæg eller ændringer af
bestående baneanlæg.
Stk. 2. Erstatning for skade, som måtte blive påført
grundejeren ved de i stk. 1 nævnte foranstaltninger, fastsættes i mangel af
aftale ved taksation efter reglerne i lov nr. 186 af 4. juni 1964 om
fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.
Hegn. Hævd
§ 52a. DSB træffer afgørelse om hegnstyper og om etablering,
vedligeholdelse og nedtagning af egne hegn på DSBs jernbanearealer.
Stk. 2. Hævd kan ikke vindes over arealer, der i
matriklen er registreret som jernbanearealer.
Bestemmelsernes anvendelse på privatbaner
§ 53. Ministeren for offentlige arbejder kan
bestemme, at reglerne i §§ 44-52a, stk. 1, med de fornødne ændringer helt
eller delvis skal gælde for jernbaner under privatdrift.
Straffebestemmelser
§ 54. Med bøde straffes den, der:
- 1) overtræder §§ 44-48, § 49, stk. 1, eller § 51, stk. 1 og 2,
- 2) forsøger at skaffe sig befordring med ugyldig billet eller kort,
- 3) tilsidesætter et pålæg efter § 49, stk. 1, eller
- 4) tilsidesætter vilkår for tilladelser efter §§ 44 og 47.
Stk. 2. I forskrifter, der udstedes med hjemmel i § 49,
stk. 1, eller § 51, stk. 3, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse
af bestemmelser i forskrifterne.
§ 55. I sager om de i § 54, stk. 1, nr. 2), nævnte
overtrædelser, der ikke skønnes at ville medføre højere straf end en bøde på
2.000 kr., kan DSB tilkendegive den pågældende, at sagen kan afgøres uden
retslig forfølgning, såfremt han erkender sig skyldig i overtrædelsen og
erklærer sig rede til inden en nærmere angivet frist, der efter begæring kan
forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde.
Stk. 2. Med hensyn til den i stk. 1 nævnte
tilkendegivelse finder bestemmelserne i retsplejeloven om indholdet af
anklageskriftet i politisager tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Betales bøden i rette tid, eller bliver den
efter vedtagelsen inddrevet eller afsonet, bortfalder videre forfølgning.