Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Lov om Københavns frihavn

VI FREDERIK DEN NIENDE, af Guds Nåde Konge til Danmark, de Venders og Goters, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg, Gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:


§ 1. Københavns frihavn, hvis område fastsættes af ministeren for offentlige arbejder efter forhandling med finansministeren og Københavns havnebestyrelse, udgør en del af Københavns havn.

§ 2. Til drift af Københavns frihavn kræves en af ministeren for offentlige arbejder efter indstilling fra Københavns havnebestyrelse og efter forhandling med finansministeren udfærdiget koncession.

Koncessionen kan kun gives til Københavns havnevæsen eller et aktieselskab, hvori Københavns havnevæsen ejer samtlige aktier. Den første koncession gives til Københavns Frihavns-Aktieselskab.

Driften sker i øvrigt i overensstemmelse med de bestemmelser, der udfærdiges herom af ministeren for offentlige arbejder efter forhandling med finansministeren og Københavns havnebestyrelse.

Ministeren godkender efter indstilling fra koncessionshaveren og efter forhandling med Københavns havnebestyrelse afgifter og øvrige lejevilkår for leje af pakhuse eller dele af pakhuse og takster i øvrigt for benyttelse af pakhuse og losseredskaber m.v. samt for arbejds- og transportydelser i frihavnen.

Lov om leje nr. 355 af 27. december 1958 kommer ikke til anvendelse på leje af pakhuse eller dele af pakhuse i frihavnen.

§ 3. Frihavnsvirksomheden omfatter opførelse og drift af pakhuse, skure samt andre bygninger, opstilling og drift af kraner og andet laste- og lossemateriel, anlæg og drift af jernbanespor og befæstelse m.v. af kajgader og pladser til godsoplægning og transport samt udførelse af alt arbejde med hensyn til losning og lastning ombord og i land, derunder alt arbejde i forbindelse med ind- og udlevering til og fra koncessionshaverens pakhuse og pladser.

Ministeren kan kun med tilslutning fra Københavns havnebestyrelse og efter forhandling med finansministeren lade en koncession i henhold til § 2 omfatte enkelte af de i nærværende paragrafs 1. stk. angivne opgaver.

I koncessionstiden kan der ikke uden koncessionshaverens samtykke gives andre koncession på udførelse af frihavnsvirksomhed inden for hovedstadskommunernes område.

§ 4. Ved den i § 2 omhandlede koncession skal det fastsættes,

at koncession på frihavnsvirksomheden gives for et tidsrum af 40 år ad gangen, og således at koncessionen løber videre for yderligere 40 år, såfremt ministeren eller koncessionshaveren ikke senest 5 år før en sådan periodes udløb opsiger koncessionen til ophør,

at koncessionshaverens optagelse af lån og udlejning af arealer på længere åremål end 15 år samt afhændelse og pantsætning af faste ejendomme kræver godkendelse af ministeren for offentlige arbejder, hvilke bestemmelser dog kan lempes af ministeren, såfremt Københavns havnevæsen er koncessionshaver, samt

at koncessionshaveren ikke uden samtykke fra ministeren og Københavns havnebestyrelse kan tillade andre inden for frihavnens område at udføre nogen del af de under frihavnsvirksomheden faldende opgaver, som de er beskrevet i § 3.

§ 5. For så vidt koncession gives til et aktieselskab, kan det bl.a. fastsættes,

at ansættelse af den administrerende direktør skal godkendes af ministeren for offentlige arbejder,

at selskabets vedtægter og ændringer heri - herunder ændringer i aktiekapitalens størrelse - skal godkendes af ministeren for offentlige arbejder for at opnå gyldighed, samt

at ministeren kan kræve sig repræsenteret i selskabets styrelse med 2 medlemmer.

§ 6. Fartøjs- og vareafgift i Københavns frihavn opkræves efter de af ministeren for offentlige arbejder approberede takstbestemmelser for Københavns havn, hvis ordensreglement ligeledes finder anvendelse på frihavnens område. Det fastsættes ved koncessionen, hvorledes fartøjs- og vareafgifterne fordeles mellem Københavns havnevæsen og koncessionshaveren.

§ 7. De grunde og bygninger på frihavnens område, som tilhører Københavns havnevæsen eller den, der har fået overdraget at udøve frihavnsvirksomheden, såvel som offentlige institutioners bygninger og anlæg i frihavnen er fritaget for skatter af enhver art. Der indrømmes stempelfritagelse for de obligationslån, som med ministerens godkendelse optages af den, der har erholdt koncession på frihavnsvirksomheden. Stempelfritagelsen omfatter også transporter på de af koncessionshaveren udstedte obligationer. Koncessionshaverens eventuelle aktiebreve kan udfærdiges og transporteres uden brug af stempel, og de kontrakter, koncessionshaveren afslutter med hensyn til anlægsarbejder, er ligeledes stempelfri. Det samme gælder aftaler, der indgås mellem koncessionshaveren og Københavns havnevæsen.

Spørgsmålet om omfanget af fritagelsen for stempelafgift i henhold til stk. 2 afgøres endeligt af finansministeren efter forhandling med ministeren for offentlige arbejder.

§ 8. Samtidig med denne lovs ikrafttræden ophæves lov nr. 44 af 31. marts 1891 om anlæg af en frihavn ved København m.v., lov nr. 64 af 7. april 1899, lov nr. 131 af 10. maj 1915, lov nr. 329 af 3. juni 1919, de i henhold til disse love udfærdigede koncessioner og lov nr. 54 af 14. marts 1931.

De statsbanerne i medfør af lov nr. 44 af 31. marts 1891 tillagte rettigheder til anlæg og drift af færgehavn og til bolværksplads m.v. i frihavnen opretholdes.

Givet på Amalienborg, den 31. marts 1960.

Under Vor Kongelige Hånd og Segl.

FREDERIK R.

/Kai Lindberg.

Officielle noter

Ingen