Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Lov om visse hovedlandevejsstrækninger

(Den årlige hovedlandevejslov)

VI FREDERIK DEN NIENDE, af Guds Nåde Konge til Danmark, de Venders og Goters, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:


§ 1. Ministeren for offentlige arbejder bemyndiges til at lade følgende hovedlandevejsstrækninger anlægge som motorveje med de fornødne tilslutninger til det eksisterende vejnet:

1. En hovedlandevej i forlængelse af Helsingørvejen fra dennes endepunkt ved Brønsholm til Helsingør købstads grænse.

2. En hovedlandevej i forlængelse af Ringvej B 4 fra dennes endepunkt ved Ballerup til Roskildevej vest for Klovtofte.

3. En hovedlandevej fra Ringvej B 3 i fortsættelse af den under udbygning værende nordlige gren af Vestmotorvejen til den i nr. 2 nævnte motorvejsstrækning med tilslutning til denne nord for Roskildevej og endvidere med forbindelse syd for Roskildevej til Vestmotorvejens sydlige gren i området omkring Ishøj.

4. En hovedlandevej fra motorringvejen ved dennes skæring med Jyllingevej til Ballerupvej med tilslutning til den i nr. 2 nævnte motorvejsstrækning.

5. En hovedlandevej fra Ølby i fortsættelse af den under udbygning værende hovedlandevejsstrækning København-Ølby til et punkt nord for Ringsted.

6. En hovedlandevej fra Høsten Torp i forlængelse af den under udbygning værende hovedlandevejsstrækning Ølby-Høsten Torp vest om Rønnede til landevejen Næstved-Fakse.

§ 2. Ministeren bemyndiges til som hovedlandevej at lade anlægge en færgehavn ved østsiden af Tårs Vig og en vejforbindelse fra færgehavnen, syd om Sandby, til landevejen Nakskov-Tårs ved Branderslev.

Stk. 2. Ministeren bemyndiges til at lade foretage projektering til forberedelse og sikring af anlæg af en hovedlandevej fra den i stk. 1 nævnte hovedlandevejsstrækning, nord om Sæbyholm Skov, syd om Halsted og Halstedkloster til hovedlandevejen (A 7) Nykøbing F.-Nakskov.

§ 3. Ministeren bemyndiges til at lade foretage projektering til forberedelse og sikring af en forlægning af hovedlandevej (A 15) Århus-Ringkøbing syd om Ikast og Herning fra et punkt på hovedlandevejen øst for Bording til et punkt vest for Snejbjerg.

§ 4. Ministeren bemyndiges til at klassificere landevejen (Ringvej B 4) fra Hareskovmotorvejen til Ballerup som hovedlandevej.

§ 5. Såfremt der i tiden, indtil lovforslag til de i § 2, stk. 2, og

§ 3 nævnte anlæg kan være udarbejdet og vedtaget, projekteres eller udføres bebyggelse eller andre foranstaltninger, der skønnes at ville vanskeliggøre eller væsentligt fordyre en senere gennemførelse af anlæggene, kan ministeren erhverve de arealer m.v., der er fornødne til anlæggenes gennemførelse.

Stk. 2. Erhvervelsen kan om fornødent ske ved ekspropriation efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.

Givet på Amalienborg, den 7. juni 1968.

Under Vor Kongelige Hånd og Segl.

FREDERIK R.

/Ove Guldberg.

Officielle noter

Ingen