Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Cirkulære om den kommunale ejendomsbeskatning og den amtskommunale beskatning.

(Til samtlige amtmænd og kommunalbestyrelser)


Ved to love - nr. 34 og 33 - af 18. februar 1961 om beskatning til kommunerne af faste ejendomme og om den amtskommunale beskatning blev der med virkning fra og med skatteåret 1961-62 foretaget en omlægning om den kommunale ejendomsbeskatning samt af den amtskommunale beskatning. I et cirkulære nr. 30 af 20. februar 1961 blev der redegjort for de foranstaltninger, der skulle træffes i anledning af lovens gennemførelse med virkning for skatteåret 1961-62, og i et cirkulære nr. 50 af 13. marts 1961 blev der nærmere redegjort for de delvis nye bestemmelser om opkrævning af dækningsafgift.

I nærværende cirkulære gives der en mere udførlig redegørelse for indholdet af bestemmelserne i de 2 love - bortset fra de særbestemmelser, der alene taget sigte på forholdene i skatteåret 1961-62. I cirkulæret er optaget de afsnit i de to tidligere nævnte cirkulærer af 20. februar og 13. marts 1961, der har betydning ud over skatteåret 1961-62 (dog bortset fra omtalen af overgangsreglen i § 34 i loven om beskatning til kommunerne af faste ejendomme), og cirkulæret træder således i stedet for disse cirkulærer og afløser samtidig - for så vidt angår retsstillingen i fremtiden - alle tidligere herfra udsendte cirkulærer vedrørende den kommunale ejendomsbeskatning.

I. Bykommunerne.

A. Grundskyld.

I København og på Frederiksberg samt i købstæderne, de sønderjyske flækker og Marstal handelsplads opkræves grundskyld til kommunen med en af kommunalbestyrelsens fastsat promille af grundværdien efter fradrag for forbedringer, d.v.s. DEN AFGIFTSPLIGTIGE GRUNDVÆRDI, således som den er fastsat ved beregningen af grundskyld til staten, jfr. § 1, stk. 2, i loven om beskatning til kommunerne af faste ejendomme sammenholdt med afsnit I. C. og D. i lov om vurdering og beskatning til staten af faste ejendomme (lovbekendtgørelse nr. 305 af 1. august 1960).

Den af kommunalbestyrelsen fastsatte GRUNDSKYLDPROMILLE kan ikke være lavere end den promille, hvormed ordinær og ekstraordinær grundskyld tilsammen blev opkrævet i skatteåret 1960-61, jfr. lovens § 2, stk. 1. Promillen kan således i Københavns kommune ikke fastsættes lavere end 25, i Frederiksberg kommune ikke lavere end 26 og i langt de fleste købstadskommuner og flækker ikke lavere end 24-16. I Marstal handelsplads, hvor der tillige opkræves amtskommunal grundskyld, kan den kommunale grundskyldpromille ikke være mindre end 6.

Grundskyldpromillen fastsættes som gældende indtil videre eller for et af kommunalbestyrelsen fastsat åremål eller for et enkelt skatteår. Er promillen fastsat for et bestemt åremål, er kommunalbestyrelsen dog ikke afskåret fra inden periodens udløb at ændre promillen med virkning for det eller de kommende skatteår.

Beslutning om fastsættelse af ny grundskyldpromille skal træffes af kommunalbestyrelsen ved to behandlinger med mindst 14 dages mellemrum, jfr. lovens § 2, stk. 2, 1. punktum. Såfremt den nye promille skal have virkning for det kommende skatteår, skal begge behandlinger ligge forud for den 1. april i det kommende skatteår, jfr. lovens § 2, stk. 2, 2. punktum.

Med hensyn til bestemmelserne om fritagelse for grundskyld henvises til afsnit IV.A.

B. Ejendomsskyld.

1. Grundlaget for ejendomsskyldens beregning.

A. DE ÆLDRE REGLER.

Med virkning fra skatteåret 1957-58 blev den kommunale ejendomsskyld i København og på Frederiksberg samt i købstæderne, de sønderjyske flækker og Marstal handelsplads FIKSERET til de beløb, der blev opkrævet som kommunal ejendomsskyld i skatteåret 1956-57, jfr. afsnit I i lov nr. 31 af 15. februar 1957. Ejendomsskylden blev for dette skatteår beregnet på grundlag af forskelsværdien (d. v. s. ejendomsværdien - grundværdien) ved den seneste vurdering forud for 11. almindelige vurdering. Forinden ejendomsskyldens beregning blev forskelsværdien nedsat med et af kommunalbestyrelsen fastsat ensartet fradrag på mindst 12 000 kr. og højst 21 000 kr. pr. ejendom samt med et fradrag pr. lejlighed udover een på 2 000 kr.

Den fikserede ejendomsskyld skulle reguleres i følgende tilfælde:

1. Ved ÆNDRING AF DEN ANSÆTTELSE, der blev lagt til grund ved ejendomsskyldens beregning for skatteåret 1956-57, jfr. § 2, stk. 4, i lov nr. 31 af 15. februar 1957, blev den fikserede ejendomsskyld ændret tilsvarende.

2. Såfremt forskelsværdien for en ejendom ved 11. almindelige vurdering eller en senere vurdering blev mindre end 5 procent af grundværdien, BORTFALDT ejendomsskylden til kommunen, jfr. § 3 i loven af 15. februar 1957 sammenholdt med § 75 i statsejendomsskatteloven.

3. Ved NEDSÆTTELSE AF EJENDOMSSKYLDEN TIL STATEN i medfør af §§ 3 og 4 i lov nr. 30 af 15. februar 1957 om fiksering af ejendomsskyld til staten (hvilke bestemmelser nu er afløst af §§ 76 og 77 i statsejendomsskatteloven, jfr. nedenfor afsnit b. 3.) blev den kommunale ejendomsskyld nedsat tilsvarende, jfr. § 3 i lov nr. 31 af 15. februar 1957.

EKSEMPEL:

For en ejendom i en kommune, hvor det faste fradrag i forskelsværdien for skatteåret 1956-57 var fastsat til 15 000 kr., og ejendomsskyldpromillen i samme skatteår var fastsat til 6, udgjorde forskelsværdien for det samme skatteår 50 000 kr. Den fikserede ejendomsskyld til staten udgjorde herefter i skatteåret 1957-58 4 1/2 promille af 29 000 kr. (50 000 kr. - 21 000) kr. = 130 kr. 50 øre, og den fikserede kommunale ejendomsskyld 6 promille af 35 000 kr. (50 000 kr. - 15 000 kr.) = 210 kr.

Såfremt den fikserede ejendomsskyld til staten fra og med skatteåret 1958-59 blev nedsat f.eks. med 40 kr. 50 øre fra 130 kr. 50 øre til 90 kr. (d.v.s. således at nedsættelsen svarede til en nedsættelse af den skattepligtige forskelsværdi med 9 000 kr. fra 29 000 kr. til 20 000 kr.), skulle den kommunale ejendomsskyld nedsættes med 40 kr. 50 øre x 6 /4,5 = 54 kr. fra 210 kr. til 156 kr. (d.v.s. således at nedsættelsen svarende til en nedsættelse af den skattepligtige forskelsværdi med 9 000 kr. fra 35 000 kr. til 26 000 kr.).

4. Ved UDSTYKNING blev ejendomsskylden til kommunen fordelt på de enkelte lodder efter forholdet mellem de enkelte lodders andel i forskelsværdien ved den sidst foretagne vurdering af den samlede ejendom, jfr. § 3 i lov nr. 31 af 15. februar 1957, jfr. nr § 78 i statsejendomsskatteloven. Der var endvidere adgang til inden udløbet af året 1960 at begære ejendomsskylden for lodder, på hvilke der fandtes bygninger, der helt eller delvis anvendtes til beboelse, nedsat til det beløb, som ejendomsskylden ville have udgjort, såfremt lodden havde været selvstændigt vurderet ved den vurdering, der lå til grund for ejendomsskyldens beregning.

I henhold til lov nr. 357 af 27. december 1958 blev der fra og med skatteåret 1959-60 tillige opkrævet EKSTRAORDINÆR EJENDOMSSKYLD i bykommunerne. Den ekstraordinære ejendomsskyld blev opkrævet med 7 promille i skatteåret 1959-60 og med 14 promille fra og med skatteåret 1960-61. Den ekstraordinære ejendomsskyld blev beregnet på grundlag af »DET BELØB, HVORAF DEN FIKSEREDE KOMMUNALE EJENDOMSSKYLD ER BEREGNET ( DEN FIKSEREDE SKATTEPLIGTIGE FORSKELSVÆRDI)», d.v.s den skattepligtige forskelsværdi for skatteåret 1956-57 (forskelsværdien i dette skatteår - fast fradrag på 12 000 - 21 000 kr. og - eventuelle lejdlighedsfradrag) med eventuelle ændringer svarede til de overfor under 1-4 nævnte reguleringer af den sikserede kommunale ejendomsskyld. Den sikserede skattepligtige forskelsværdi var således normalt lig med den skattepligtige forskelsværdi for skatteåret 1956-57, men dette var ikke tilfældet, såfremt den fikserede kommunale ejendomsskyld for en ejendom var reguleret efter de under 1-4 nævnte regler. I så fald kunne den fikserede skattepligtige forskelsværdi udfindes ved at multiplicere den således regulerende ejendomsskyld med 1000 og divedere resultatet med den promille, hvormed ejendomsskyld i skatteåret 1956-57 blev opkrævet af ejendommen.

B. DE NYE REGLER.

Ved den nye lov af 18. februar 1961 om beskatning til kommunerne af faste ejendomme er den hidtidige fiksering af fast ejendomme er den hidtidige fiksering af den kommunale ejendomsskyld på skattebeløb helt forladt, og den samlede kommunale ejendomsskyld beregnes fra og med skatteåret 1961-62 - på samme måde som hidtil alene den ekstraordinære ejendomsskyld - på grundlag af den fikserede skattepligtige forskelsværdi for den enkelte ejendom (»FIKSERINGSVÆRDIEN«), jfr. lovens kapitel II.A.

Fikseringsværdien for en ejdendom er normalt den fikserede skattepligtige forskelsværdi, der lå til grund for beregningen af den ekstraordinære ejendomsskyld for skatteåret 1960-61 (d. v. s. normalt den skattepligtige forskelsværdi for skatteåret 1956-57) jfr. lovens § 11, stk. 1. Såfremt den kommunale ejendomsskyld er reguleret, udfindes fikseringsværdien ved at multiplicere den regulerede ejendomsskyld (inclusive den ekstraordinære ejendomsskyld) med 1000 og dividere resultatet med summen af den for skatteåret 1956-57 gældende ejendomsskyldpromille (inclusive tillægspromillen) og den ekstraordinære ejendomsskyldpromille (14).

EKSEMPEL:

For en ældre beboelsesejendom uden fritagelse af nogen art udgør den regulerede ejendomsskyld (inclusive ekstraordinære ejendomsskyld) 1 242 kr. Såfremt ejendomsskyldpromillen i 1956-57 (inclusive tillægspromillen) udgjorde 9 og den samlede ejendomsskyldpromille i 1960-61 (inclusive ekstraordinær ejendomsskyldpromille) 23, fremkommer fikseringsværdien således: 1 242 X 1 000/ 23 = 54 000 kr.

For EJENDOMME, der i skatteåret 1960-61 var helt eller delvist fritaget for fikseret kommunal ejendomsskyld, udgør fikseringsværdien det beløb, hvoraf den fikserede kommunale ejendomsskyld og ekstraordinære ejendomsskyld ville have været beregnet for skatteåret 1960-61, såfremt ejendommen ikke havde været fritaget, jfr. lovens § 11, stk. 2. Selvom en ejendom efter bestemmelserne i §§ 20 og 21, jfr. nærmere herom i cirkulærets afsnit IV.B., er HELT fritaget for at svare ejendomsskyld til kommunen, vil det være formålstjenligt (f.eks. med henblik på et senere bortfald af fritagelsen) at foretage en opgørelse af fikseringsværdien for den pågældende ejendom, således at denne værdi føres a jour med eventuelle fremtidige reguleringer. Det samme gælder ejendomme, der er DELVIS fritaget for ejendomsskyld til kommunen. For disse ejendomme bør foretages en opgørelse dels af den fulde fikseringsværdi dels af den del af denne, der i medfør af bestemmelserne i §§ 20 og 21 er fritaget for ejendomsskyld.

I de tilfælde, hvor der hidtil skulle ske regulering af den fikserede kommunale ejendomsskyld, skal der også nu foretages REGULERING AF FIKSERINGSVÆRDIEN.

1. Ved ÆNDRING AF DEN ANSÆTTELSE, DER LIGGER TIL GRUND FOR FIKSERINGSVÆRDIEN, d. v. s. den for skatteåret 1956-57 gældende ansættelse (ansættelsen ved 10. almindelige vurdering pr. 1. oktober 1950 eller en vurdering, der er optaget på en af de senere årsomvurderingsfortegnelser forud for 11. almindelige vurdering pr. 1. september 1956), skal der ske en tilsvarende regulering af fikseringsværdien, jfr. lovens § 11, stk. 3.

2. Dersom FORSKELSVÆRDIEN for en ejendom ved en senere vurdering bliver MINDRE END 5 PROCENT AF GRUNDVÆRDIEN, nedsættes fikseringsværdien endeligt til 0 (lovens § 11, stk. 4, jfr. § 75 i statsejendomsskatteloven).

3. Såfremt EJENDOMSSKYLDEN TIL STATEN NEDSÆTTES i medfør af bestemmelserne i §§ 76 og 77 i statsejendomsskatteloven, skal der ske en tilsvarende regulering af fiskseringsværdien, jfr. § 11, stk. 4, i lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme.

Ifølge § 76 i statsejendomskatteloven skal den fikserede ejendomsskyld til staten nedsættes, såfremt forskelsværdien ved en ejendoms ansættelse udviser en nedgang fra forskelsværdien ved den senest forudgående vurdering - uden at forskelsværdien er kommet ned under 5 procent af grundværdien - og nedgangen i det væsentlige skyldes, at ejendommens areal er formindsket, eller arealet er steget i værdi. (Dette kan tænkes at ske, når en landbrugsejendoms bygninger efter udstykning af et areal bliver for store i forhold til ejendommens resterende areal, eller når en ejendoms grundværdi stiger mere end ejendomsværdien, fordi bygningerne ikke svarer til den anvendelse, som den øgede grundværdi forudsætter). Nedsættelsen, der er endelig, sker med et til nedgangen i forskelsværdien svarende beløb. Det fremgår af skattedepartementets cirkulære af 20. februar 1957 og ligningsdirektoratets cirkulære af 7. marts 1957, at der er vurderingsmyndighederne, der på foranledning af opkrævningsmyndighederne skal tage stilling til, om nedgangen i forskelsværdien i det væsentlige er sket af de nævnte grunde. Nedsættelsen skal således foretages af myndighederne uden ansøgning fra ejendommens ejer. En nedsættelse af ejendomsskylden til staten efter denne regel har til følge, at fikseringsværdien nedsættes med det beløb, hvormed forskelsværdien ved den seneste vurdering ifølge vurderingsmyndighedernes afgøelser er gået ned.

Finansministeren kan i henhold til § 77 i statsejendomsskatteloven efter ansøgning nedsætte ejendomsskylden til staten i andre tilfælde, hvor forskelsværdien af særlige grunde går ned, uden at nedgangen er af forbigående karakter. Som eksempler på nedgang i forskelsværdien af særlige grunde nævner bestemmelsen væsentlig nedgang af bygningernes værdi a) som følge af offentlige foranstaltninger eller b) som følge af, at forudsætningerne for den i ejendommen drevne virksomhed er faldet bort, samt c) væsentlig nedgang af værdien af træbestanden i skove som følge af brand, storm, svampeangreb og lignende begivenheder.

Såfremt finansministeren nedsætter ejendomsskylden til staten af disse grunde, skal fikseringsværdien nedsættes med et beløb svarende til nedsættelsen af den fikserede ejendomsskyld til staten, d. v. s. med et beløb, der udgør nedsættelsesbeløbet i statsejendomsskylden multipliceret med 1 000 og divideret med 4,5. Dersom ejendomsskylden til staten nedsættes til 0, skal der i kommuner, hvor det faste fradrag i skatteåret 1956-57 var mindre end 21 000 kr., foretages en selvstændig undersøgelse af, hvor meget fikseringsværdien kan nedsættes.

4. Ved UDSTYKNINGER skal vurderingsrådet, når udstykningsvurderingen finder sted, foretage en særskilt ansættelse af de beløb, hvormed de enkelte lodder indgik i forskelsværdien ved den sidst foretagene vurdering af den samlede ejendom, og den fikserede ejendomsskyld til staten fordeles da på de pågældende lodder i samme forhold, jfr. § 78 i statsejendomsskatteloven. Ifølge § 11, stk. 4, i loven om beskatning til kommunerne af faste ejendomme fordeles fikseringsværdien ved udstykning på samme måde som ejendomsskylden til staten, d.v.s. efter forholdet mellem den forskelsværdi, der ved den senest forudgående vurdering henføres til den udstykkede parcel, og hele ejendommens forskelsværdi ved den nævnte vurdering. Det er en forudsætning for denne fordeling, at der på den udstykkede lod findes bygninger eller andet, der indgår i forskelsværdien, f.eks. træer, hegn eller buske, men det er uden betydning for fordelingen, om de bygninger, der indgik i forskelsværdien ved den senest før udstykningen stedfundne vurdering, indgik i forskelsværdien for skatteåret 1956-57 og dermed danner grundlag for den fikserede ejendomsskyld til staten eller fikseringsværdien til kommunen. Det kan således meget vel tænkes, at der kommer til at påhvile en ejendom ejendomsskyld til staten og til kommunen, selv om bygningerne på ejendommen er opføret efter fikseringen af ejendomsskylden.

EKSEMPEL |:

En ejendom med en fikseret ejendomsskyld til staten på 270 kr. og en fikseringsværdi på 60 000 kr. deles i to ejendomme. Ved den seneste vurdering af den samlede ejendom udgjorde forskelsværdien 120 000 kr., der vedrørte de to ældre beboelseshuse, der nu deles. Ved udstykningsvurderingen ansætter vurderingsmyndighederne, at forskelsværdien ved den seneste vurdering af den samlede ejendom fordeler sig med 80 000 kr. på den ene bygning og 40 000 kr. på den anden. Den fikserede ejendomsskyld til staten fordeles herefter i samme forhold, d.v.s. med 180 kr. på ejendommen med førstnævnte bygning på 90 kr. på den anden ejendom. På tilsvarende måde fordeles fikseringsværdien med 40 000 kr. på førstnævnte og 20 000 kr. på sidstnævnte ejendom.

EKSEMPEL 2

På en ejendom med en ældre beboelsesbygning med 4 lejligheder samt med en fikseret ejendomsskyld til staten på 513 kr. og en fikseringsværdi på 114 000 kr. opføres en ny fabriksbygning. Ved den vurdering, der følger efter fabriksbygningens opførelse, udgør ejendommens forskelsværdi 500 000 kr. Kort efter deles ejendommen således, at beboelsesbygning og fabriksbygning adskilles. Ved udstykningsvurderingen ansætter vurderingsmyndighederne, at forskelsværdien ved den seneste vurdering, 500 000 kr., fordelte sig med 150 000 kr. på den ældre beboelsesbygning på 350 000 kr. på fabriksbygningen. Den fikserede ejendomsskyld til staten og fikseringsværdien til kommunen vil herefter være at fordele i samme forhold, d. v. s. med 153 kr. 90 øre i statsejendomsskyld og 34 200 kr. i fikseringsværdi til beboelsesejendommen og med 359 kr. 10 øre i statsejendomsskyld og 79 800 kr. i fikseringsværdi til fabriksejendommen.

I de under 1-4 nævnte tilfælde foretages reguleringerne af fikseringsværdien således i takt med reguleringerne af ejendomsskyld til staten. I langt de fleste tilfælde vil der derfor ikke blive tale om, at spørgsmålet om regulering af fiskeringsværdien opstår isoleret.

For ejendomme, der er fritaget for ejendomsskyld til staten, vil der ikke være nogen aktuel interesse i en regulering af den fikserede statsejendomsskyld. Det samme gælder fikseringsværdien for ejendomme, der er fritaget for ejendomsskyld til kommunen. Såfremt fritagelsen for en sådan ejendom senere ophører, vil det imidlertid være af betydning, at der er foretaget de reguleringer af statsejendomsskylden og fikseringsværdien, som ændringerne i forskelsværdien har givet anledning til. Det er derfor nødvendigt, at reguleringer også foretages for de fritagne ejendomme.

I kommuner, hvor det faste fradrag i forskelsværdien ved ejendomsskyldens beregning i skatteåret 1956-57 var lavere end 21 000 kr., vil der kunne være ejendomme, for hvilke der ikke er fikseret ejendomsskyld til staten, men for hvilke der findes en fikseringsværdi. For sådanne ejendomme skal fikseringsværdien reguleres (nedsættes eller fordeles på udstykkede ejendomme) i de tilfælde, hvor den fikserede statsejendomsskyld ifølge statsejendomsskattelovens §§ 75, 76 eller 78 skulle have været reguleret. I de tilfælde, hvor finansministeren i henhold til statsejendomsskattelovens § 77 efter ansøgning bevillingsmæssigt kunne nedsætte den fikserede ejendomsskyld til staten, vil kommunalbestyrelsen ud fra en analogi af den nævnte bestemmelse efter ansøgning kunne foretage en bevillingsmæssig nedsættelse af fikseringsværdien for ejendomme, for hvilke der ikke findes en fikseret ejendomsskyld til staten.

2. Ejendomsskyldpromillen.

På grundlag af den under 1.b. nævnte fikseringsværdi opkræves i København og på Frederiksberg samt i købstæderne, de sønderjyske flækker og Marstal handelsplads ejendomsskyld til kommunen i skatteårene 1961-62 - 1964-65 med den promille, hvormed den fikserede ordinære og den ekstraordinære ejendomsskyld tilsammen blev opkrævet i skatteåret 1960-61, d.v.s. med den for skatteåret 1956-57 i kommunen gældende ordinære ejendomsskyldpromille og tillægsejendomsskyldpromille samt den for skatteåret 1960-61 gældende ekstraordinære ejendomsskyldpromille. Promillen er således i de nævnte skatteår i Københavns kommune 22,25, i Frederiksberg kommune 23 og i langt de fleste købstadkommuner og flækker 21,5-23. I Marstal handelsplads er promillen 4,5.

Ejendomsskylden for skatteårene 1961-62 1964-65 opkræves dog ikke i alle tilfælde med promiller af denne størrelse. Ved lovens § 21, stk. 3, opretholdes de i BYGGESTØTTELOVGIVNINGEN indeholdte regler om fritagelse for kommunal ejendomsskyld af nyere beboelsesejendomme m.v. samt reglerne om opkrævning af ejendomsskyld med lavere promiller af visse ejendomme i § 5, stk. 3, i lov nr. 31 af 15. februar 1957, jfr. § 1, stk. 2, ilov nr. 166 af 24. maj 1955, samt § 5 i lov nr. 357 af 27. december 1958.

Ifølge § 1, STK. 2, I LOV AF 24, MAJ 1955 OM FORØGELSE AF DEN KOMMUNALE EJENDOMSBESKATNING I KØBSTÆDER M.V. skulle den ved loven i købstederne og de sønderjyske flækker (men ikke i København, Frederiksberg og Marstal) indførte TILLÆGSEJENDOMSSKYLD (indtil 4,5 promille af den afgiftspligtige forskelsværdi) opkræves af visse ejendomme fritaget i henhold til byggestøttelovgivningen. For ejendomme,for hvilke fritagelsen regnes fra et tidspunkt, der ligger før den 1. april 1947, skulle tillægsejendomsskylden opkræves med den fulde promille. For ejendomme, for hvilke fritagelsen regnes fra et tidspunkt, der ligger inden for tidsrummet 1. april 1947 - 31. marts 1950, skulle tillægsejendomsskyld - så længe fritagelsen i henhold til byggestøttelovgivningen var gældende - opkræves med 2/3 af tillægspromillen af den del af ejendommens forskelsværdi, der vedrørte den fritagne del af ejendommen. D.v.s., at tillægsejendomsskyld skulle opkræves med den fulde promille af ejendomme, der første gang er opført med fuldført byggeri på årsomvurderingsfortegnelsen pr. 1. oktober 1945 eller ved en tidligere vurdering, og med 2/3 promille af ejendomme, der første gang er opført med fuldført byggeri på årsomvurderingsfortegnelserne pr. 1. oktober 1946, 1947 eller 1948. Disse særregler blev opretholdt ved fikseringen af den kommunale ejendomsskyld i bykommunerne, jfr. § 5, stk. 3. i lov nr. 31 af 15. februar 1957.

For den EKSTRAORDINÆRE EJENDOMSSKYLD til kommunen blev der indført tilsvarende regler ved § 5 I LOVEN AF 27. DECEMBER 1958. Efter disse bestemmelser, der også omfattede København og Frederiksberg (men ikke Marstal), skulle den ekstraordinære ejendomsskyld fra og med skatteåret 1960-61 opkræves med 14 promille af ejendomme, der første gang er opført med fuldført byggeri på årsomvurderingsfortegnelsen pr. 1. oktober 1945 eller ved en tidligere vurdering, og - så længe fritagelsen i henhold til byggestøttelovgivningen var gældende - med 8 promille af ejendomme, der første gang er opført med fuldført byggeri på årsomvurderingsfortegnelserne pr. 1. oktober 1946, 1947 eller 1948.

I byerne opkræves ejendomsskyld til kommunen således med 3 forskellige promiller.

  • 1) Den fulde promille af alle ikke-fritagne ejendomme.
  • 2) Den del af promillen, der svarer til den fulde tillægspromille og den fulde ekstraordinære promille, af ejendomme, for hvilke fritagelse i henhold til byggestøttlovgivningen regnes fra et tidspunkt, der ligger før 1. april 1947.
  • 3) Den del af promillen, der svarer til 2/3 af tillægspromillen og 4/7 af den ekstraordinære promille, af ejendomme, for hvilke fritagelse i henhold til byggestøttelovgivningen regnes fra et tidspunkt, der ligger inden for tidsrummet 1. april 1947-31. marts 1950.

EKSEMPER 1:

I en købstadskommune, hvor den ordinære ejendomsskyldpromille i skatteåret 1956-57 var 4,5, opkræves ejendomsskyld herefter med følgende promiller:

  

 -------------------------------------------------------------------  

                               Promiller efter tidligere    De gæl-  

                                        regler              dende pro-  

                               -------------------------    miller  

                               Ordinær  Tillægs- Ekstraor-  (I alt  

                               Promille promille dinær      kol. 1-3)  

                               1956-57           promille  

 --------------------------------------------------------------------  

                                 (1)      (2)       (3)        (4)  

 a. For de under 1)  

 nævnte ejendomme....            4,5      4,5      14,0       23,0  

 b. For de under 2)  

 nævnte ejendomme....              0      4,5      14,0       18,5  

 c. For de under 3)  

 nævnte ejendomme....              0      3,0       8,0       11,0  

--------------------------------------------------------------------

For ejendomme, der er DELVIS fritaget for ejendomsskyld til kommunen, svares ejendomsskyld af den ikke-fritagne del af fikseringsværdien med den fulde promille (i eksempel 1: 23 promille). Regnes fritagelse for en ejendom i henhold til byggestøttelovgivningen fra forskellige tidspunkter for de enkelte dele af ejendommen, beregnes ejendomsskylden af den til hver del svarende fikseringsværdi med den promille, der i henhold til ovenstående svarer til det tidspunkt, fra hvilket fritagelsen regnes.

EKSEMPEL 2:

En ejendom i den i eksempel 1 nævnte købstad består af a) en ældre bygning opført uden fritagelse i henhold til byggestøttelovgivningen, b) en beboelsesbygning, for hvilken fritagelse i henhold til byggestøttelovgivningen regnes fra 1. april 1946, c) en beboelsesbygning, for hvilken fritagelsen regnes fra 1. april 1948, samt d) en tilbygning, for hvilken der er bevilget fritagelse fra 1. april 1955 at regne.

Af den del af fikseringsværdien, der vedrører de enkelte dele af ejendommen, beregnes ejendomsskylden med følgende promiller:

  

 Den under a) nævnte bygning .... 23,0 promille  

  -   -    b)   -      -     .... 18,5    -  

  -   -    c)   -      -     .... 11,0    -  

  -   -    d)   -  tilbygning ...  0      -  

De særlige promiller for ejendomme fritages i henhold til byggestøttelovgivningen skal anvendes, så længe fritagelsen i henhold til byggestøttelovgivningen er gældende. Når denne fritagelse udløber, opkræves ejendomsskyld med promillen for ikke-fritagne ejendomme.

De i det foregående omtalte promiller gælder for skatteårene 1961-62 - 1964-65. Fra og med det efter den almindelige vurdering pr. 1. september 1964 og hver senere almindelige vurdering følgende skatteår nedsættes ejendomsskyldpromillen med 1/7 af den for skatteåret 1961-62 gældende promille, jfr. lovens § 10, stk. 2. Promillen nedsættes herefter første gang fra og med skatteåret 1965-66 og bortfalder helt fra og med udgangen af skatteåret 1988-89.

EKSEMPEL 3:

I den i eksempel 1 nævnte købstadkommune vil der til og med skatteåret 1988-89 være følgende promiller:

  

                              For ikke-  For de un-  For de un-  

                              fritagne   der b)      der c)  

                              ejendomme  nævnte      nævnte  

                                  a)     ejendomme   ejendomme  

 1961-62 - 1964-65..            23,00     18,50       11,00  

 1965-66 - 1968-69..            19,71     15,86        9,43  

 1969-70 - 1972-73..            16,43       -          7,86  

 1973-74 - 1976-77..            13,14       -           -  

 1977-78 - 1980-81..             9,86       -           -  

 1981-82 - 1984-85..             6,57       -           -  

 1985-86 - 1988-89..             3,29       -           -  

De i de to sidste kolonner nævnte promiller skal kun anvendes, så længe fritagelse i henhold til byggestøttelovgivningen består. Når fritagelsen ophører, skal ejendomsskylden opkræves med de i kolonne 1 nævnte promiller. Der er derfor ikke medtaget promiller for tiden efter 1. april 1969 for ejendomme, for hvilke fritagelsen regnes fra tiden før 1. april 1947, og ej heller promiller for tiden efter 1. april 1972 for ejendomme, for hvilke fritagelsen regnes fra et tidspunkt, der ligger inden for perioden 1. april 1947-31. marts 1950.

3.SÆRREGEL FOR VISSE SMÅEJENDOMME.

Ifølge § 10, stk. 1, 2. punktum, skal der ikke svares kommunal ejendomsskyld af ejendomme med en fikseringsværdi på under 7 150 kr.

Det er kun i tilfælde, hvor ejendommens samlede fikseringsværdi er mindre end 7 150 kr., at undtagelsesreglen i § 10, stk. 1, 2. punktum, finder anvendelse. For ejendomme, der er delvis fritaget for ejendomsskyld, skal der svares ejendomsskyld af den ikke.fritagne del af fikseringsværdien, selv om denne del af fikseringsværdien er mindre end 7 150 kr.

Fikseringsværdier på under 7 150 kr. kan dog ikke uden videre betragtes som bortfaldet; dersom en ejendom med en fikseringsværdi på under 7 150 kr. sammenlægges med en anden ejendom, skal de to ejendommes fikseringsværdier sammenlægges, og der skal svares kommunal ejendomsskyld af den samlede fikseringsværdi, såfremt den overstiger 7 150 kr.

II SOGNEKOMMUNERNE.

A. GRUNDSKYLD.

I sognekommunerne (herunder Gentofte kommune og andre omegnskommuner) opkræves grundskyld til kommunen af grundværdien efter fradrag for forbedringer, d.v.s. den afgiftspligtige grundværdi, således som den er fastsat ved beregningen af grundskyld til staten, jfr. lovens § 1, stk. 2, sammenholdt med afsnit I. C. og D. i lov om vurdering og beskatning til staten af faste ejendomme (lovbekendtgørelse nr. 305 af 1. august 1960).

I sognekommunerne kan grundskyldpromillen ikke udgøre mere end 40 eller mindre end 10, jfr. lovens § 3, stk. 1, 2. punktum, og § 4, stk. 4, 2. punktum. I lovens § 34 er der dog fastsat visse overgangsregler for kommuner, i hvilke den kommunale grundskyld i skatteåret 1960-61 blev opkrævet med en promille på 50 eller derover. I disse kommuner kunne grundskyldpromillen forskatteåret 1961-62 udgøre mere end 40, jfr.cirkulære af 20. februar 1961, afsnit III.B.1. og 2.c. Såfremt den kommunale grundskyld i en sådan kommune for skatteåret 1961-62 opkræves med en promille på over 40, skal promillen i hvert af de følgende skatteår nedsættes med mindst 2, indtil promillen er 40.

1. GRUNDSKYLDPROMILLENS FASTSÆTTETSE I VISSE STØRRE SOGNEKOMMUNER.

I de københavnske omegnskommuner, der er opregnet i bestemmelsen i § 34. stk. 3, i lov om købstadkommunernes styrelse som ændret ved lov nr. 181 af 20. maj 1952, samt i andre sognekommuner, der efter den senest offentliggjorte almindelige folketælling have mindst een bymæssig bebyggelse med over 3 000 indbyggere, KAN kommunalbestyrelsen med amtsrådets samtykke beslutte, at grundskyldpromillen fastsættes af kommunalbestyrelsen efter samme regler som i bykommunerne, jfr. lovens § 3.

Følgende københavnske omegnskommuner er omfattet af denne bestemmelse: Ballerup- Måløv. Birkerød. Brøndbyvester-Brøndbyøster. Dragør. Farum. Gentofte. Gladsaxe. Glostrup. Herlev. Herstedøster-Herstedvester. Hvidovre. Høje-Tåstrup. Hørsholm. Lyngby-Tårbæk. Rødovre. Store Magleby. Søllerød. Tårnby. Vallensbæk. Værløse.

Ifølge den senest offentliggjorte almindelige folketælling i 1960 havde følgende andre sognekommuner mindst een bymæssig bebyggelse med over 3 000 indbyggere: Asminderød-Grønholt. Bjerringbro. Brabrand-Årslev. Brande. Dalum. Fredensborg slotssogn. Grindsted. Guldager. Hadsund. Haslev-Freerslev. Hasle-Skejby-Lisbjerg. Hasseris. Herlufsholm. Holme-Tranbjerg. Horne-Asdal. Ikast. Kristrup. Lillerød. Odder. Sundby-Hvorup. Tikøb. Torup. Vejen. Vejlby-Riiskov. Viby (ved Århus). Vojens. Vorup. Åby. Års.

I sognekommuner, der ikke er medtaget i ovenstående fortegnelse, vil beslutning i henhold til § 3, stk. 1, først kunne træffes i det kalenderår, hvor den folketælling, ved hvilken indbyggertallet i een bymæssig bebyggelse i kommunen første gang er opgjort til 3 000 eller mere, offentliggøres.

Beslutningen om at overgå til fast grundskyldpromille træffes af kommunalbestyrelsen ved to behandlinger med mindst 14 dages mellemrum. Beslutningen skal træffes så tidligt, at amtsrådets samtykke kan foreligge inden den 31. december forud for det skatteår, for hvilket beslutningen skal have virkning, jfr. § 3, stk. 2.

Beslutningen om grundskyldpromillens størrelse træffes af kommunalbestyrelsen ligeledes ved 2 behandlinger med mindst 14 dages mellemrum, men denne beslutning, der skal være truffet inden den 31. marts, skal ikke godkendes af amtsrådet, jfr. § 3, stk. 1, sammenholdt med § 2, stk. 2.

Grundskyldpromillen fastsættes som gældende indtil videre eller for et af kommunalbestyrelsen fastsat åremål eller for et enkelt skatteår. Er promillen fastsat for et bestemt åremål, er kommunalbestyrelsen dog ikke afskåret fra inden periodens udløb at ændre promillen med virkning for det eller de kommende skatteår.

2. GRUNDSKYLDPROMILLENS FASTSÆTTELSE I DE ØVRIGE SOGNEKOMMUNER (LIGNINGSFORHOLD).

I kommuner, som ikke overgår til anvendelse af fast grundskyldpromille, sker udskrivningen af grundskyld og dermed fastsættelse af grundskyldpromillens størrelse på grundlag af et for kommunen fastsat ligningsforhold, jfr. lovens § 4.

A. LIGNINGSFORHOLDETS INDHOLD; GRÆNSERNE FOR GRUNDSKYLDPROMILLENS STØRRELSE.

Ligningsforholdet angiver, hvorledes kommunens udskrivning skal fordeles på grundskyld og indkomstskat. Forinden ligningsforholdet bringes til anvendelse, skal kommunens udgifter og øvrige indtægter for det kommende regnskabsår være budgetteret. Når der fra de i overslaget for det kommende regnskabsår opførte udgifter trækkes de i overslaget opførte øvrige indtægter, fremkommer det beløb, der i alt skal udskrives som grundskyld og indkomstskat, og som skal fordeles efter ligningsforholdet. Udgør dette restbeløb i en kommune f.eks. 750 000 kr., og er ligningsforholdet fastsat således, at 30 pct. udskrives som grundskyld, og 70 pct. udskrives som indkomstskat, skal der udskrives 225 000 kr. i grundskyld og 525 000 kr. i indkomstskat.

Dersom det beløb, der efter overslaget skal udskrives som grundskyld, overstiger 40 promille af de afgiftspligtige grundværdier i kommunen, skal grundskyld dog kun udskrives med 40 promille, jfr. den tidligere omtalte bestemmelse i lovens § 4, stk. 4, 2. punktum.

Dette gælder dog ikke i de kommuner, hvor grundskyldpromillen i det foregående skatteår i overensstemmelse med overgangsbestemmelsen i lovens § 34 er fastsat til mere end 42. Dersom det beløb, der ifølge overslaget og det for en sådan kommune gældende ligningsforhold skal udskrives som grundskyld, udgør en promille af grundværdierne i kommunen, der er mindst 2 lavere end grundskyldpromillen i det foregående skatteår, skal sognerådet ikke nedsætte den således fremkomne grundskyldpromille. Udgør det beløb, der i en sådan kommune skal udskrives som grundskyld, derimod ikke en promille af grundværdierne, der er mindst 2 lavere end grundskyldpromillen i det foregående skatteår, skal udskrivningen af grundskyld nedsættes således, at grundskyld udskrives med en promille, der er mindst 2 lavere end grundskyldpromillen for det foregående år.

I de kommuner, hvor det beløb, der efter overslaget og det for kommunen gældende ligningsforhold skal udskrives som grundskyld, skal nedsættes til 40 promille - eller i en overgangsperiode til en noget højere promille - af grundværdierne i kommunen, skal der foretages en tilsvarende forhøjelse af udskrivningen af indkomstskat. Udgør det beløb på 225 000 kr., der i eksemplet ovenfor skal udskrives som grundskyld, f.eks. 45 promille af grundværdierne i kommunen, skal udskrivningen af grundskyld nedsættes til 40 promille af grundværdierne, d.v.s. til 200 000 kr., dersom grundskyldpromillen i kommunen i det foregående år var 42 eller derunder. Det beløb på 525 000 kr., der i eksemplet skulle udskrives som indkomstskat, skal herefter forhøjes med det beløb på 25 000 kr., hvormed grundskylden er nedsat, til 550 000 kr.

På tilsvarende måde skal udskrivningen af grundskyld forhøjes, såfremt det beløb, der efter overslaget og det for kommunen gældende ligningsforhold skal udskrives som grundskyld, udgør mindre end 10 promille af grundværdierne i kommunen, jfr. den tidligere omtalte bestemmelse i lovens § 4, stk. 4, 2. punktum. Der skal i så fald foretages en tilsvarende nedsættelse af det beløb, der skal udskrives som indkomstskat. Udgør det beløb, der ifølge overslaget og det gældende ligningsforhold skal udskrives som grundskyld i en kommune, f. eks. 45 000 kr., kun 9 promille af de samlede grundværdier i kommunen, skal udskrivningen af grundskyld forhøjes til 10 promille af grundværdierne, d.v.s. til 50 000 kr., og udskrivningen af indkomstskat skal nedsættes med 5 000 kr. B. LIGNINGSFORHOLDETS FASTSÆTTELSE.

Ligningsforholdet fastsættes som gældende indtil videre eller for et bestemt åremål eller for et enkelt skatteår. Er ligningsforholdet fastsat for et bestemt åremål, kan det dog ændres inden periodens udløb med virkning for det eller de kommende skatteår.

Ligningsforholdet fastsættes af AMTSRÅDET efter indstilling fra kommunalbestyrelsen, jfr. lovens § 4, skr. 1, 1. punktum. For at have gyldighed for det kommende skatteår skal ligningsforholdet fastsættes af amtsrådet inden den 31. december, jfr. § 4, stk. 1, 2. punktum. En ændring af ligningsforholdet forudsætter, at der foreligger en indstilling fra KOMMUNALBESTYRELSEN. Det kræves ikke, at indstillingen skal være vedtaget af et flertal af de i det pågældende møde deltagende kommunalbestyrelsesmedlemmer. To eller flere standpunkter, af hvilke intet har kunnet opnå flertal, vil kunne danne grundlag for amtsrådets fastsættelse af ligningsforholdet, men det bør over for amtsrådets oplyses, hvorledes de afgivne stemmer har fordelt sig på de forskellige forslag, og dette gælder også i tilfælde, hvor der foruden en flertalsindstilling foreligger en eller flere mindretalsindstillinger. Er der ikke fastsat noget ligningsforhold for et kommende skatteår, idet det for det løbende skatteår gældende ligningsforhold kun er fastsat som gældende for eller til og med dette skatteår, er kommunalbestyrelsen forpligtet til at fremkomme med indstilling om nyt ligningsforhold. Den omstændighed, at der tidligere er fastsat et ligningsforhold for et kommende skatteår, afskærer ikke amtsrådet fra at tage spørgsmålet om at ændre ligningsforholdet op til behandling, men amtsrådet må da, såfremt der ikke foreligger nogen indstilling, selv fremkalde en sådan ved at udbede sig en udtalelse fra kommunalbestyrelsen.

Amtsrådet er ikke forpligtet til at følge kommunalbestyrelsens indstilling vedrørende ligningsforholdet, men ifølge lovens § 4, stk. 2, kan amtsrådets afgørelse af kommunalbestyrelsen indbringes for et af indenrigsministeriet nedsat ANKENÆVN (adresse: indenrigsministeriet). Anken - der således kun kan foretages efter at have været forhandlet og vedtaget af kommunalbestyrelsen - skal være nævnet i hænde senest 15. januar. Afgørelsen kan kun indankes, såfremt der foreligger en i det pågældende kommunalbestyrelsesmøde med almindeligt flertal truffet beslutning herom, og det vil yderligere være en forudsætning, at amtsrådet ikke har fulgt en indstilling, der var vedtaget af kommunalbestyrelsen med over halvdelen af stemmerne i det møde, i hvilket indstilling om ligningsforholdets fastsættelse blev behandlet.

Ankenævnets fastsættelse af ligningsforholdet er endelig. B. EJENDOMSSKYLD.

I sognekommunerne (herunder Gentofte kommune og de øvrige københavnske omegnskommuner) er ejendomsskylden fikseret fra og med skatteåret 1961-62 på grundlag af de afgiftspligtige værdier (fikseringsværdierne) og ejendomsskyldpromillerne i skatteåret 1960-61, jfr. lovens §§ 12-15.

1. GRUNDLAGET FOR EJENDOMSSKYLDENS BEREGNING.

Den værdi, på grundlag af hvilken den sognekommunale ejendomsskyld for den enkelte ejendom beregnes (FIKSERINGSVÆRDIEN), er ejendommens skattepligtige forskelsværdi i skatteåret 1960-61. For den enkelte ejendom udgør fikseringsværdien således normalt forskelsværdien (d.v.s. ejendomsværdien - grundværdi) ved den seneste almindelige vurdering eller årsomvurdering forud for 12. almindelige vurdering pr. 1. september 1960 efter fradrag af et af kommunalbestyrelsen inden for visse grænser fastsat ensartet fradragsbeløb pr. ejendom og af et beløb pr. lejlighed ud over een på 3 000 kr. Det ensartede fradrag kunne i sognekommuner, i hvilke der efter det statistiske departements opgørelse ved folketællingen den 1. oktober 1955 fandtes mindst een bymæssig bebyggelse med over 3 000 indbyggere, fastsættes til mindst 20 000 kr. og højst 35 000 kr., medens fradraget i de øvrige sognekommuner kunne fastsættes til mindst 14 000 kr. og højst 20 000 kr.

Dersom den ansættelse, der ligger til grund for fikseringsværdien (ansættelse ved 11. almindelige vurdering pr. 1. september 1956 eller ved en senere vurdering, der er medtaget på årsomvurderingsfortegnelserne pr. 1. september 1957, 1958 eller 1959), ændres som følge af klage eller revision, skal fikseringsværdien ændres tilsvarende, jfr. lovens § 13, stk. 3. Dette gælder også tilfælde, hvor ansættelsen er ændret forud for lovens ikrafttræden, men uden virkning for skatteåret 1960-61. Fikseringsværdien skal således forhøjes eller nedsættes med det beløb, hvormed forskelsværdien forhøjes eller nedsættes som følge af ændring i ansættelsen af grundværdien og/eller ejendomsværdien.

Ud over reguleringen som følge af ændringer i ansættelsen kan der foretages en almindelig nedsættelse af fikseringsværdierne i kommuner, der for perioden 1. april 1959 - 31. marts 1963 havde fastsat det ensartede fradrag lavere end det maksimale fradrag, og endvidere kan fikseringsværdierne for de enkelte ejendomme i visse tilfælde reguleres som følge af senere begivenheder. Under a-c er der nærmere redegjort for lovens regler om regulering af fikseringsværdien.

A. I kommuner, hvor det af sognerådet for perioden 1. april 1959 - 31. marts 1963 fastsatte ensartede fradrag pr. ejendom var mindre end det maksimale fradrag (35 000 kr. eller 20 000 kr., jfr. ovenfor), kan SOGNERÅDET NEDSÆTTE FIKSERINGSVÆRDIERNE FOR ALLE EJENDOMME med et beløb, der højst kan udgøre forskellen mellem det maksimale fradrag og det af sognerådet fastsatte fradragsbeløb, jfr. lovens § 13, stk. 4. Er fikseringsværdierne tidligere kun nedsat med en del af forskellen, kan der med virkning fra og med et senere skatteår foretages en yderligere nedsættelse, således at den samlede nedsættelse udgør hele eller en del af forskellen mellem det maksimale og det tidligere anvendte fradragsbeløb. Den samlede nedsættelse må ikke overstige det nævnte forskelsbeløb. Der er ikke hjemmel til at forhøje fikseringsværdierne, selv om forhøjelsen alene går ud på at vende tilbage til fikseringsværdierne forud for en tidligere nedsættelse.

B. Bliver FORSKELSVÆRDIEN for en ejendom ved 12. almindelige vurdering eller en senere vurdering MINDRE END 5 PCT. AF GRUNDVÆRDIEN, NEDSÆTTES FIKSERINGSVÆRDIEN ENDELIGT TIL 0, jfr. lovens § 14, stk. 1.

C. Ifølge lovens § 14, stk. 2, SKAL FIKSERINGSVÆRDIEN NEDSÆTTES, dersom FORSKELSVÆRDIEN for en ejendom ved 12. almindelige vurdering eller en senere vurdering GÅR NED i forhold til forskelsværdien ved den senest forudgående vurdering uden at være blevet mindre end 5 pct. af grundværdien, og nedgangen i det væsentlige skyldes, at ejendommens areal er formindsket, eller at arealet er steget i værdi. Nedsættelsen af fikseringsværdien er endelig og foretages med det beløb, hvormed forskelsværdien er gået ned.

Bestemmelsens anvendelse kan belyses med følgende eksempler:

EKSEMPEL 1. (Ejendommens areal formindskes):

Ejendommen havde ved den seneste vurdering forud for 12. almindelige vurdering en ejendomsværdi på 100 000 kr. og en grundværdi på 25 000 kr.; forskelsværdien udgjorde således 75 000 kr. (Fikseringsværdien udgør 100 000 kr. - grundværdi 25 000 kr. og fast fradrag 20 000 kr. = 55 000 kr.). Efter at et areal er udskilt (og ejendommens gygninger derefter ikke kan udnyttes på samme måde som hidtil eller er blevet mindre egnede til deres formål), nedsættes ejendomsværdien ved 12. almindelige vurdering til 70 000 kr. og grundværdien til 15 000 kr. Forskelsværdien er således nedsat fra 75 000 kr. til 55 000 kr. eller med 20 000 kr. Fikseringsværdien nedsættes med samme beløb eller til 35 000 kr.

EKSEMPEL 2. (Arealet stiger i værdi):

Ejendommen havde ved seneste vurdering forud for 12. almindelige vurdering en ejendomsværdi på 175 000 kr. og en grundværdi på 20 000 kr.; forskelsværdien udgjorde således 155 000 kr. (Fikseringsværdien udgør 175 000 kr. - grundværdi 20 000 kr. og fast fradrag 20 000 kr. = 135 000 kr). På grund af ændrede udnyttelsesmuligheder for grunden stiger grundværdien ved 12. almindelige vurdering med et større beløb end ejendomsværdien, således at grundværdien f.eks. nu udgør 75 000 kr., medens ejendomsværdien kun er steget til 200 000 kr. Forskelsværdien er således gået ned fra 155 000 kr. til 125 000 kr. eller med 30 000 kr., og fikseringsværdien skal herefter nedsættes med samme beløb eller til 105 000 kr.

Det er vurderingsmyndighederne, der på foranledning af kommunalbestyrelsen skal tage stilling til, om nedgangen i forskelsværdien i det væsentlige er sket af de nævnte grunde, og det påhviler kommunalbestyrelsen af egen drift - uden ansøgning fra ejendommens ejer - at rette henvendelse herom til vurderingsmyndighederne samt at regulere fikseringsværdien i overensstemmelse med vurderingsmyndighedernes afgørelse. For ejendomme, der svarer fikseret ejendomsskyld til staten, skal der foretaget en tilsvarende regulering af statsejendomsskylden. Det vil derfor være hensigtsmæssigt, at kommunalbestyrelsen træffer aftale med vurderingsrådet om, at vurderingsrådet samtidig med, at det afgiver oplysninger vedrørende sådanne nedsættelser i forskelsværdien til amtstuen, giver kommunalbestyrelsen meddelelse herom.

D. I henhold til lovens § 14, stk. 3, kan KOMMUNALBESTYRELSEN EFTER ANSØGNING NEDSÆTTE FIKSERINGSVÆRDIEN, såfremt forskelsværdien for en ejendom i øvrigt ved 12. almindelige eller en senere vurdering af særlige grunde går ned, og nedgangen ikke er af forbigående karakter. Med hensyn til de særlige grunde, der kan motivere en bevillingsmæssig nedsættelse, henviser § 14, stk. 3, 2. punktum i den tilsvarende bestemmelse i § 77 i statsejendomsskatteloven. I denne bestemmelse nævnes som eksempler: væsentlig nedgang af bygningernes værdi

  • 1) som følge af offentlige foranstaltninger eller
  • 2) som følge af, at forudsætningerne for den i ejendommen drevne virksomhed er faldet bort, samt
  • 3) væsentlig nedgang af værdien af træbestanden i skove som følge af brand, storm, svampeangreb og lignende begivenheder.

Kommunalbestyrelserne vil af skattedepartementet blive underrettet om de nedsættelser af den fikserede ejendomsskyld til staten, det tilstås i henhold til bestemmelsen i § 77 i statsejendomme i de pågældende kommuner. For ejendomme, der svarer fikseret ejendomsskyld til staten, vil det være naturligt, at kommunalbestyrelserne med hensyn til nedsættelse af fikseringsværdien følger de af finansministeren trufne afgørelser vedrørende nedsættelse af ejendomsskylden til staten. (D.v.s., at i tilfælde, hvor ejendomsskylden til staten nedsættes delvis, omregnes nedsættelsen i ejendomsskylden til nedsættelse i fikseringsværdien ved at multiplicere vedsættelsen i ejendomsskylden med 1000 og dividere resultatet med 4,5. Er der tale om, at ejendomsskylden til staten falder helt væk, kan fikseringsværdien kun nedsættes til 0, dersom det beløb, hvormed forskelsværdien er gået ned, er lig med eller større end fikseringsværdien). Såfremt kommunalbestyrelsen følger finansministerens afgørelser, vil der alene i tilfælde, hvor en ejendom ikke svarer ejendomsskyld til staten, blive tale om, at der af kommunalbestyrelsen skal foretages en selvstændig undersøgelse af spørgsmålet om, hvorvidt nedsættelse af fikseringsværdien bør tilstås.

E Ved UDSTYKNING skal der foretages en fordeling af fikseringsværdien, dersom der på det udstykkede areal findes bygninger eller andre til forskelsværdien hørende bestanddele, jfr. lovens § 15, stk. 1, der ganske svarer til bestemmelsen vedrørende fordeling af den fikserede ejendomsskyld til staten i § 78, stk. 1, i statsejendomsskatteloven. Vurderingsrådet skal i forbindelse med udstykningen foretage en særskilt ansættelse af de beløb, hvormed de enkelte lodder indgik i forskelsværdien ved den sidst foretagne vurdering af den samlede ejendom. Fikseringsværdien vil herefter være at fordele mellen lodderne i samme forhold. Det er uden betydning for fordelingen, om de bygninger m.v., der indgår i forskelsværdien ved den seneste før udstykningen stedfundne vurdering og dermed danner grundlag for fikseringsværdiens fordeling, indgik i forskelsværdien for skatteåret 1960-61 og dermed danner grundlag for selve fikseringsværdien. Det vil således kunne forekomme, at der ved en udstykning fordeles fikseringsværdi til en udstykket lod med en bygning, der er opført efter ejendomsskyldens fiksering.

Der er i lovens § 15, stk. 2-4, givet en TIDSBEGRÆNSET ADGANG til i tilfælde af UDSTYKNING AF BEBOELSESEJENDOMME at begære FIKSERINGSVÆRDIEN NEDSAT til det beløb, den ville have udgjort, såfremt udstykningen var sket forud for skatteåret 1960-61. Begæring om sådan nedsættelse skal være fremsat over for kommunalbestyrelsen INDEN UDGANGEN AF 1962. En tilsvarende adgang til nedsættelse af den fikserede ejendomsskyld til staten findes i § 78, stk. 2-4, i statsejendomsskatteloven, men fristen for indgivelse af begæring herom er udløbet med udgangen af året 1960. Det er en betingelse for sådan nedsættelse, at der på det udstykkede areal findes en bygning, der helt eller delvis anvendes til beboelse, og som ved den vurdering, der ligger til grund for fikseringsværdien, var vurderet sammen med anden bebyggelse.

EKSEMPEL 1:

På en ejendom fandtes ved 11. almindelige vurdering et beboelseshus med 2 lejligheder og en mindre fabriksbygning. Ved 11. almindelige vurdering var ejendomsværdien ansat til 150 000 kr. og grundværdien til 10 000 kr. Forskelsværdien udgjorde således 140 000 kr., og forudsættes det, at det faste fradrag i kommunen i skatteåret 1960-61 var 20 000 kr., udgjorde den skattepligtige forskelsværdi (fikseringsværdien) 117 000 kr. (140 000 kr. - 20 000 kr. i fast fradrag og - 3 000 kr. i lejlighedsfradrag). Ved 12. almindelige vurdering er ejendomsværdien ansat til 175 000 kr. og grundværdien til 15 000 kr.

I 1961 udskilles beboelsesejendommen. I forbindelse med udstykningsvurderingen fordeler vurderingsrådet i medfør af lovens § 15, stk. 1, forskelsværdien ved 12. almindelige vurdering på de to ejendomme med 45 000 kr. på beboelseshuset og 115 000 kr. på fabrikken. Fikseringsværdien vil være at fordele i samme forhold, d.v.s. med 32 906 kr. 25 øre på beboelsesejendommen og 84 093 kr. 75 øre på fabriksejendommen.

Hvis ejeren fremsætter begæring om nedsættelse af fikseringsværdien i henhold til § 15, stk. 2-4, skal vurderingsrådet ligeledes anmodes om at fordele forskelsværdien ved »fikseringsvurderingen« (i dette tilfælde 11. almindelige vurdering). I eksemplet er denne forskelsværdi fordelt med 40 000 kr. på beboelsesejendommen og 100 000 kr. på fabriksejendommen. Fikseringsværdien for beboelsesejendommen vil herefter være at nedsætte til det beløb, som fikseringsværdien ville have andraget, hvis beboelsesejendommen havde været selvstændigt vurderet ved 11. almindelige vurdering, 17 000 kr. (40 000 kr. - det faste fradrag på 20 000 kr. og - eet lejlighedsfradrag på 3 000 kr.). Der kan derimod ikke foretages nogen nedsættelse (eller forhøjelse) af den fikseringsværdi, der er overført til fabriksejendommen.

EKSEMPEL 2:

Dersom der i det i eksempel 1 nævnte tilfælde umiddelbart forud for 12. almindelige vurdering var foretaget en betydelig udvidelse af fabriksbygningen, således at ejendommens samlede forskelsværdi ved denne vurdering var ansat til 250 000 kr., hvoraf 45 000 kr. i forbindelse med udstykningsvurderingen er henført til beboelsesbygningen og 205 000 kr. til fabriksbygningen, skulle fikseringsværdien fordeles i dette forhold, d.v.s. med 21 060 kr. på beboelsesbygningen og 95 940 kr. på fabriksbygningen.

Såfremt der fremsættes begæring herom inden udgangen af 1962, skal fikseringsværdien for beboelsesbygningen nedsættes til samme beløb som i eksempel 1, d.v.s. til 17 000 kr. Derimod kan der ikke foretages ændringer i den til fabriksbygningen overførte del af fikseringsværdien.

Selv om der for ejendomme, der er fritaget for ejendomsskyld til kommunen, ikke måtte være nogen aktuel interesse i at få foretaget reguleringer i fikseringsværdien, vil det have betydning, dersom fritagelsen ophører, at de reguleringer, ejendommen i den mellemliggende tid har haft krav på, er blevet foretaget. Det er derfor nødvendigt, at nedsættelse som følge af ændringer i forskelsværdien eller fordelinger som følge af udstykning også foretages for fritagne ejendomme.

2. EJENDOMSSKYLDPROMILLEN.

På grundlag af de under 1 nævnte fikseringsværdier opkræves ejendomsskylden i sognekommunerne med den for skatteåret 1960-61 i kommunen gældende ejendomsskyldpromille, jfr. lovens § 12, stk. 1. Kommunalbestyrelsen har ikke hjemmel til på egen hånd at ændre denne promille, men ifølge § 12, stk. 2, skal ejendomsskyldpromillen nedsættes med 1/7 af den for skatteåret 1960-61 gældende promille efter hver almindelig vurdering, første gang efter 13. almindelige vurdering i 1964, d.v.s. fra og med skatteåret 1956-66. Ejendomsskyldpromillen falder herefter helt væk fra og med udgangen af skatteåret 1988-89. Det henstilles at foretage afrundinger ved aftrapningen af promillerne, således at ejendomsskylden beregnes med promiller, der højst har to decimaler.

III. AMTSKOMMUNERNE.

Ifølge lov nr. 33 af 18. februar 1961 om den amtskommunale beskatning udskriver amtsrådene det beløb, der efter fradrag af indtægten ved fikseret ejendomsskyld ifølge amtskommunernes overslag årligt skal tilvejebringes, med halvdelen som grundskyld, dog højst 14 promille af grundværdierne i amtsrådskredsen, og med den resterende del på de kommuner, hvori der svares ejendomsskat til amtskommunen.

A. UDSKRIVNING PÅ KOMMUNERNE.

Det beløb, der af amtsrådet skal pålignes sognekommunerne, udgør således mindst halvdelen af det beløb, der efter fradrag af indtægterne ved ejendomsskyld ifølge overslaget skal tilvejebringes ved udskrivning. Udgør halvdelen af det nævnte beløb 14 promille eller derunder af de afgiftspligtige grundværdier, skal udskrivningen på kommunerne udgøre den anden halvdel af beløbet. Overstiger halvdelen af det beløb, der ifølge overslaget skal udskrives på grundværdierne og kommunerne, 14 promille af de afgiftspligtige grundværdier, skal kommunerne pålignes differencer mellem det samlede beløb og 14 promille af de afgiftspligtige grundværdier.

Bidraget til amtskommunen pålignes de kommuner, hvori der svares ejendomsskat til amtskommunen, d.v.s. amtsrådskredsens sognekommuner samt for Svendborg amtskommunes vedkommende tillige Marstal handelsplads.

Bidraget til amtskommunen fordeles på kommunerne med halvdelen i forhold til summen af de skattepligtige indkomster i det foregående skatteår og halvdelen i forhold til summen af de afgiftspligtige grundværdier i kommunerne i det foregående skatteår. På grundlag af de fra kommunerne gennem amterne modtagne indberetninger vedrørende skatteudskrivningen udarbejdes der ved indenrigsministeriets foranstaltning fortegnelse over fordelingsgrundlaget for hver amtsrådskreds, og fortegnelserne udsendes til amtsrådene omkring 1. januar forud for det pågældende skatteår.

Ifølge lovens § 2, stk. 1, skal amtsrådet senest den 15. marts underrette kommunalbestyrelserne om de kommunerne pålignede bidrag. Amtsrådene anmodes om i god tid inden udløbet af fristen for indsendelsen af sognekommunernes budgetter til amtsrådet (den 15. februar) at give kommunalbestyrelserne en foreløbig meddelelse om størrelsen af de forventede bidrag til amtskommunen som grundlag for kommunalbestyrelsernes budgettering ag bidraget til amtskommunen. Der er ikke adgang for kommunalbestyrelserne til senere at ændre overslaget under hensyn til ændringer i bidragets størrelse ved den endelige påligning.

Kommunerne skal optage bidraget til amtskommunen som udgift på deres budget og afholde udgiften hertil af indtægterne ved den almindelige skatteudskrivning.

Bidraget til amtskommunen skal erlægges med det fulde pålignede beløb, og der er ikke adgang til at nedsætte set på grund af afgang eller uerholdelighed.

Kommunernes bidrag til amtskommunen skal indbetales til den amtstue, amtsrådet anviser, med en fjerdedel hver gang den 15. september, 15. december og 15. marts i vedkommende regnskabsår samt den 15. juni i det følgende regnskabsår, jfr. lovens § 2, stk. 3.

Det SKAL i den enkelte kommunes skattekvitteringer til skatteyderne - såvel vedrørende personlig kommuneskat som vedrørende ejendomsskat - anføres, hvor stor en procentdel af kommunens samlede udskrivning bidraget til amtskommunen udgør. Denne procent beregnes med 1 decimal på grundlag af på den ene side det på overslaget opførte beløb for bidraget til amtskommunen og på den anden side summen af de beløb, der på overslaget opføres som pålignet grundskyld og personig skat til kommunen. I beregningen indgår derimod hverken ejendomsskyld, dækningsafgift, tillægsgrundskyld eller de kommunale andele i selskabsskat, grundstigningsskyld og særlig indkomstskat.

EKSEMPEL:

I en sognekommunes overslag er kommunens bidrag til amtskommunen opført med 40 000 kr., og det beløb, der i alt skal udskrives som grundskyld og personlig skat til kommunen, er opført med 320 000 kr. Bidraget til amtskommunen udgør

  

           40 000 X 100  

 således ----------------- = 12,5 pct. af udskrivningen af grundskyld  

              320 000  

og personlig skat.

Det er denne procent, der skal påføres kommuneskattebilletterne. Opkræver kommunen kommunal indkomstskat og kommunale ejendomsskatter, skal procenten anføres på såvel indkomstskattebilletterne som ejendomsskattebiletterne. Anvender kommunen ikke fælles skattebilletter for hele skatteåret, men alene skattekvitteringer for hvert kvartal, bør procenten anføres på samtlige skattekvitteringer.

B. GRUNDSKYLD.

Den amtskommunale grundskyld opkræves med den af amtsrådet fastsatte promille af grundværdien efter fradrag for forbedringer, d.v.s. den afgiftspligtige grundværdi, således som den er fastsat ved beregningen af grundskyld til staten. jfr. § 1, stk. 2, i lov nr. 34 af 18. februar 1961 om beskatning til kommunerne af faste ejendomme, sammenholdt med afsnit I.C. og D. i lov om vurdering og beskatning til staten af faste ejendomme (lovbekendtgørelse nr. 305 af 1. august 1960).

Den amtskommunale grundskylsdpromille fastsættes årlig i tilknytning til vedtagelsen af overslaget, idet det herved iagttages, at grundskylden ifølge § 1, stk. 2, i loven om den amtskommunale beskatning skal udskrives med halvdelen af det beløb, der efter fradrag af den fikserede ejendomsskyld i alt skal udskrives til amtskommunen, dog at grundskylden højst kan udskrives med 14 promille, jfr. 2. punktum i den nævnte bestemmelse og § 5 i lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme. Den amtskommunale grundskyld opkræves dog ikke altid af alle ejendomme med den af amtsrådet fastsatte grundskyldpromille. I henhold til § 6 i lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme ydes der amtskommunerne et årligt tilskud af statskassen til regulering af den amtskommunale grundskyld, der påhviler landbrugsejendomme. Tilskuddet andrager 1,2 mill. kr. for hver fulde promille, landbrugets forrentningsprocent af handelsværdien i det skatteåret nærmest forudgående kalenderår har været mindre end 4,5. Tilskuddet kan dog ikke overstige 54 mill. kr. I de år, hvor tilskud ydes, skal der således fastsættes to grundskyldpromiller i hver amtskommune, en lavere promille for landbrugsejendomme og en højere for andre ejendomme.

Til landbrugsejendommene henregnes enhver selvstændigt vurderet ejendom, der den 31. december forud for skatteåret helt eller delvis var noteret som landbrugsejendom i henhold til lovgivningen om landbrugsejendomme, samt enhver præstegård der på samme tidspunkt helt eller delvis var underkastet opretholdespligt som selvstændigt som selvstændigt landbrug i henhold til § 65. stk. 3, i lov nr. 155 af 7. juni 1958 om folkekirkens lønningsvæsen m.v.

De ejendomme, der skal svare grundskyld med den lavere promille, er således:

  • 1) ejendomme, der i henhold til § 4, stk. 1, i lov om landbrugsejendomme, jfr. lovbekendtgørelse nr. 259 af 8. august 1958 er noteret som landbrug,
  • 2) de i § 4, stk. 3, i loven om landbrugsejendomme omhandlede ejendomme, der er noteret som gårdbrug, husmandsbrug eller gartneri i henhold til statshusmandsloven, og
  • 3) Præstegårde, der er underkastet opretholdelsespligt som selvstændigt landbrug, jfr. § 65, stk. 3, i lov om folkekirkens lønningsvæsen.

For at en ejendom skal kunne betragtes som landbrugsejendom, skal den - helt eller delvis - være noteret som landbrugsejendom eller som præstegård være underkastet opretholdelsespligten den 31. december forud for det pågældende skatteår. Det er uden betydning for tilskuddets ydelse og opkrævning af grundskyld i det pågældende skatteår, at noteringen eller opretholdelsespligten senere er bortfaldet, ligesom det er uden betydning, om en ejendom skulle have været noteret som landbrugsejendom eller underkastet opretholdelsespligt den 31. december forud for skatteåret, når notering ikke er sket eller opretholdelsespligt ikke foreligger på denne dato. Det er ligeledes uden betydning, hvad der eventuelt på vurderingsfortegnelsen er anført om ejendommens anvendelse.

Er blot en del af ejendommen noteret som landbrugsejendom eller som præstegård underkastet opretholdelsespligt som landbrug, beskattes ejendommen i sin helhed med den lavepromille, selvom det kun er en mindre del af ejendommen, der er noteret.

Det samlede statstilskud i det enkelte skatteår fordeles mellem amtskommunerne i forhold til den grundskyld, der ville påhvile landbrugsejendommene, såfremt der som grundskyld skulle udskrives et beløb svarende til gennemsnittet af vedkommende amtskommunes budgetterede udskrivning af grundskyld i de 3 nærmest foregående skatteår, jfr. lovens § 6, stk. 3, d.v.s. at der skal foretages en forholdsmæssig fordeling af den gennemsnitlige udskrivning på de landbrugsejendomme, der i skatteåret skal have tilskud, og de øvrige ejendomme. De beløb, der i de enkelte amtskommuner skulle have været udskrevet på landbrugsejendommene, er fordelingsgrundlaget for tilskuddet. Ved tilskudsberegningen skal der bortses fra de modtagne statstilskud til nedsættelse af grundskylden, ligesom beløb udskrevet som dækningsafgift ikke skal medtages. For skatteårene 1962-63 og 1963-64 indgår udskrivningen af grundskyld i skatteårene 1959-60 og 1960-61 kun med halvdelen af det budgetterede beløb. Dette hænger sammen med den foretagne omlægning af den amtskommunale beskatning, hvorved udskrivningen af grundskyld er nedsat med halvdelen.

Til brug ved tilskuddets fordeling indhenter indenrigsministeriet i begyndelsen af hvert kalenderår på et særligt skema oplysninger om fordelingsgrundlaget for de enkelte amtskommuner. Meddelelse om tilskudsbeløbenes størrelse udsendes af indenrigsministeriet så vidt muligt i begyndelsen af marts måned, og tilskuddene udbetales derefter ved indenrigsministeriets foranstaltning med halvdelen inden den 30. juni og halvdelen inden den 31. december i det pågældende skatteår.

C. EJENDOMSSKYLD. I amtskommunerne er ejendomsskylden ligesom i sognekommunerne fikseret fra og med skatteåret 1961-62 på grundlag af de afgiftspligtigede værdier (fikseringsværdierne) og ejendomsskyldpromillerne i skatteåret 1960-61, jfr. lovens §§ 16- 19.

1. GRUNDLAGET FOR EJENDOMSSKYLDENS BEREGNING.

Den værdi, på grundlag af hvilken den amtskommunale ejendomsskyld for den enkelte ejendom beregnes, (FIKSERINGSVÆRDIEN) er ejendommend skattepligtige forskelsværdi i skatteåret 1960-61. For den enkelte ejendom udgør fikseringsværdien til amtskommunen således normalt det beløb, der fremkommer ved fra ejendomsværdien ved den seneste almindelige vurdering eller årsomvurdering forud for 12. almindelige vurdering pr. 1. september 1960 at trække den dobbelte grundværdi ved samme vurdering samt et af amtsrådet fastsat ensartet fradragsbeløb pr. ejendom og et beløb på 3 000 kr. pr. lejlighed udover een. Det ensartede fradrag kunne af amtsrådet fastsættes til mindst 15 000 kr. og højst 25 000 kr.

Dersom den ansættelse, der ligger til grund for fikseringsværdien (ansættelsen ved 11. almindelige vurdering pr. 1. september 1956 eller ved en senere vurdering, der er medtaget på årsomvurderingsfortegnelserne pr. 1. september 1957, 1958 eller 1959), ændres som følge af klage eller revision, skal fikseringsværdien ændres tilsvarende, jfr. lovens § 17, stk. 3. Dette gælder også tilfælde, hvor ansættelsen er ændret forud for lovens ikrafttræden, men uden virkning for skatteåret 1960-61. Fikseringsværdien skal forhøjes eller nedsættes med det beløb, hvormed forskelsværdien forhøjes eller nedsættes som følge af ændring i ansættelsen af grundværdien og/eller ejendomsværdien.

Udover reguleringer som følge af ændringer i ansættelsen kan der ligesom i sognekommunerne foretages en almindelig nedsættelse af fikseringsværdierne i amtskommuner, der for perioden 1. april 1959-31. marts 1963 havde fastsat det ensartede fradrag lavere end det maksimale fradrag for amtskommunerne, 25 000 kr., jfr. lovens 17, stk. 4. Fikseringsværdierne for alle ejendomme kan i så fald nedsættes med et beløb, der højst kan udgøre forskellen mellem 25 000 kr. og det af amtsrådet fastsatte fradragsbeløb. Er fikseringsværdien tidligere kun nedsat med en del af forskellen, kan der med virkning fra og med et senere skatteår foretages en yderligere nedsættelse, således at den samlede nedsættelse højst kan udgøre hele forskellen mellem 25 000 kr. og det tidligere anvendte fradragsbeløb. Der er ikke hjemmel til at forhøje fikseringsværdierne, selvom forhøjelsen alene går ud på at vende tilbage til fikseringsværdierne forud for en tidligere nedsættelse.

Ligesom i sognekommunerne kan den amtskommunale fikseringsværdi for den enkelte ejendom i visse tilfælde reguleres som følge af senere begivenheder. Der gælder herom de samme regler som i sognekommunerne,jfr. lovens §§ 18 og 19, idet dog hjemlen for nedsættelse af den amtskommunale fikseringsværdi til 0 i henhold til § 18, stk. 1, er langt videre end den tilsvarende hjemmel for sognekommunerne i § 14, stk. 1. I amtskommunerne nedsættes fikseringsværdien nemlig til 0, dersom forskelsværdien ved 12. almindelige vurdering eller en senere vurdering bliver mindre end grundværdien, medens nedsættelsen af den sognekommunale fikseringsværdi til 0 kun finder sted, såfremt forskelsværdien ved 12. almindelige vurdering eller senere vurdering bliver mindre end 5 pct. af grundværdien. Denne forskel hænger sammen med de før loven af 18. februar 1961 gældende regler for beregning af den amtskommunale ejendomsskyld, hvorefter der forinden ejendomsskyldens beregning i ejendomsværdien skulle foretages fradrag af den dobbelte grundværdi, og hvorefter der således ikke kunne komme til at påhvile en ejendom ejendomsskyld til kommunen, når forskelsværdien (ejendomsværdi - grundværdi) var mindre end grundværdien.

Med hensyn til de øvrige regler om nedsættelse eller fordeling af den amtskommunale fikseringsværdi i lovens § 18, stl. 2 og 3, og § 19 henvises til omtalen af de tilsvarende bestemmelser i § 14, stk. 2 og 3, og § 15 om den sognekommunale fikseringsværdi i afsnit II.B.1.c.-e. foran, idet bemærkes, at ved anvendelsen af denne redegørelse på den amtskommunale fikseringsværdi skal ordet »kommunalbestyrelse« læses som »amtsråd«, samt at der ved anvendelsen af den tidsbegrænsede særregel i § 19, stk. 2-4, om nedsættelse af fikseringsværdien ved udstykning skal tages hensyn til den tidligere gældende regel om det »dobbelte grundværdifradrag« ved beregningen af amtskommunal ejendomsskyld.

2. EJENDOMSSKYLDPROMILLEN.

På grundlag af de under 1 nævnte fikseringsværdier opkræves ejendomsskylden til amtskommunen i skatteårene 1961/62-1964/65 med den for skatteåret 1960/61 i amtskommunen gældende ejendomsskyldpromille, jfr. lovens § 16, stk. 1. Amtsrådet har ikke adgang til at ændre denne promille, men ifølge lovens § 16, stk. 2, skal ejendomsskyldpromillen nedsættes med 1/7 af den for skatteåret 1960/61 gældende promille efter hver almindelig vurdering, første gang efter 13. almindelige vurdering i 1964, d.v.s. fra og med skatteåret 1965/66. Ejendomsskyldpromillen falder herefter helt væk fra og med udgangen af skatteåret 1988/89. Det henstilles at foretage afrundinger ved aftrapningen af promillerne, således at ejendomsskylden beregnes med promiller, der højst har to decimaler.

IV. FRITAGELSE FOR KOMMUNAL GRUNDSKYLD OG EJENDOMSSKYLD.

A. FRITAGELSE FOR KOMMUNAL GRUNDSKYLD.

Af ejendomme, der i medfør af § 7 i statsejendomsskatteloven er undtaget fra vurdering, svares der ikke kommunal grundskyld, jfr. § 1 i lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme. Bestemmelserne om fritagelse for kommunal grundskyld findes i øvrigt i §§ 7-9 i loven om beskatning til kommunerne af faste ejendomme. Ifølge lovens § 30 kan der ikke meddeles fritagelse for kommunal grundskyld ud over, hvad disse bestemmelser hjemler. § 7 indeholder bestemmelser om fritagelse umiddelbart i henhold til loven, medens fritagelserne efter §§ 8 og 9 ikke er automatiske, men bevilges af kommunalbestyrelsen i det enkelte tilfælde.

1. LOVMÆSSIG FRITAGELSE (§ 7).

Der skal i det følgende foretages en nærmere gennemgang af bestemmelsen i § 7, stk. 1, LITRA B, idet der med hensyn til de øvrige fritagelsesbestemmelser i § 7, stk. 1-4, henvises til lovteksten.

Ifølge § 7, stk. 1, litra b, fritages ejendomme tilhørende staten, kommunerne eller statens åndsvageforsorg med undtagelse af ejendomme, der af ejeren anvendes erhvervsmæssigt til landbrug, havebrug, skovdrift eller udleje, eller som henligger ubenyttede.

Ordlyden svarer til bestemmelsen om kommunale ejendommes fritagelse for grundskyld til staten i § 49, stk. 1, litra b, i statsejendomsskattelovgen. Den anvisning vedrørende forståelsen af denne bestemmelse, der er meddelt i finansministeriets cirkulære af 17. februar 1961, danner derfor grundlag for den i det følgende givne vejledning vedrørende forståelsen af bestemmelsen i § 7, stk. 1, litra b.

Til statens ejendomme henregnes kun ejendomme, der er undergivet statens umiddelbare rådighed og tilhører statsinstitutioner, hvis indtægter og udgifter bestemmes ved de årlige finanslove. Afgiftsfriheden omfatter derfor f.eks. ikke selvejende kirkers gods, præstegårde og præstegårdsjorder. For de statsanstalten for livsforsikring tilhørende ejendomme gælder fritagelsen ifølge lovbestemmelsen kun i det omfang, ejendommene anvendes til statsanstaltens egen virksomhed.

Til kommunens ejendomme henregnes såvel andre kommuners ejendomme som vedkommende egne ejendomme. Det må være overladt til vedkommende kommunes egne ejendomme. Det må være overladt til vedkommende kommunalbestyrelses egen afgørelse, af de af kommunens egne ejendomme, der ikke er omfattet af fritagelsesbestemmelsen, d.v.s. ejendomme, som kommunen selv anvender erhvervsmæssigt til landbrug, havebrug, skovdrift eller udleje, eller som henligger ubenyttede.

Kun ejendomme, der ejes af stat eller kommune omfattes af bestemmelsen, og skattefriheden gælder altså ikke for ejendomme, der lejes af staten eller en kommune, selvom de anvendes i statsligt eller kommunalt øjemed.

Anvender staten eller en kommune selv sin ejendommen fritaget, hvad enten den anvendes i henholdsvis statsligt eller kommunalt øjemed eller på anden måde, dog at den undtages fra skattefriheden, hvis ejeren anvender den erhvervsmæssigt til landbrug, havebrug eller skovdrift. For erhvervsmæssig anses den pågældende virksomhed kun, såfremt ejeren tilsigter opnåelse af et overskud herved. Statens forsøgsgårde er således fritaget for grundskyld til kommunen, idet der ikke tilsigtes opnået overskud ved driften.

Anvendes en staten eller en kommune tilhørende ejendom ikke, men henligger ubenyttet, er den skattepligtig.

Anvender staten eller en kommune ikke selv sin ejendom, men overlader brugen deraf til andre, vil ejendommen være skattepligtig, for så vidt den er udlejet erhvervsmæssigt.

Er et staten eller en kommune tilhørende areal vederlagsfrit stillet til rådighed for en institution eller en privatperson til opdyrkning eller anden form for anvendelse, omfattes arealet af skattefritagelsen, idet det herefter hverken er ubenyttet eller erhvervsmæssigt udlejet.

Erhvervsmæssig udlejning forudsætter, at der ved udlejningen tilsigtes opnået et overskud. Dersom lejen af et areal, der f.eks. er udlejet til kolonihaver, kun giver dækning for statens eller kommunens udgifter til vedligeholdelse, renholdelse o.lign., er der således ikke tale om erhvervsmæssig udleje.

Anvendes en ejendom tilhørende staten eller en kommune til bolig for personer, der er ansat i henholdsvis statens eller kommunens tjeneste, er den alene fritaget i det omfang, ejendommen anvendes til tjenesteboliger for de pågældende. Fritagelsen gælder således ikke lejeboliger.

Kommunale ejendomme, der er indrettet som billige boliger specielt for folke- og invalidepensionister samt modtagere af hjælp til kronisk syge, (»kommunale folkepensionistboliger«), hvor lejen bliver fastsat efter nærmere af socialministeren givne regler, anses for fritaget som ikke erhvervsmæssigt udlejede.

Efter indenrigsministeriets opfattelse er der ikke tale om erhvervsmæssig udleje, når græsningsretten på militære øvelsespladser m.v. mod vederlag overlades andre eller arealerne mellem start- og rullebanerne på en staten tilhørende flyveplads overlades andre til opdyrkning mod vederlag.

Dersom kun en del af en ejendom opfylder betingelserne for fritagelse for kommunal grundskyld, omfatter fritagelsen alene den del af grundværdien, der falder på denne del. Dette gælder f.eks. også, hvor en på ejendommen værende bygning delvis er erhvervsmæssigt udlejet, delvis anvendes af ejeren. Det må i så fald påhvile vurderingsmyndighederne efter anmodning af kommunalbestyrelsen at fastsætte, hvorledes grundværdien vil være at fordele på fritagne og ikke-fritagne dele, jfr. § 33, stk. 1, i statsejendomsskatteloven.

Ved bestemmelsen i lovens § 7, stk. 5, opretholdes de skattelempelser med hensyn til kommunal grundskyld, der måtte være indrømmet i medfør af lovgivningen om byggeri med offentlig støtte, og som kommunalbestyrelserne senest i medfør af § 100 i lov nr. 356 af 27. december 1958 om boligbyggeri har kunnet forlænge for tiden indtil den 1. april 1967.

2. BEVILLINGSMÆSSIGE FRITAGELSER AFLEDT AF FRITAGELSE FOR STATSGRUNDSKYLD (§ 8).

Ifølge bestemmelsen i lovens § 8 kan kommunalbestyrelsen i det omfang, hvori de pågældende ejendomme er fritaget for grundskuld til staten, meddele hel eller delvis fritagelse for at svare kommunal grundskyld af de i § 49, stk. 1, litra c-f, samt § 50, stk. 1 og 3, i statsejendomsskatteloven omhandlede ejendomme.

Fritagelse for kommunal grundskyld i henhold til denne bestemmelse kan således ikke bevilges i videre omfang end fritagelsen for grundskyld til staten, d.v.s. at fratagelse kun kan meddeles vedrørende ejendomme, der i henhold til de nævnte bestemmelser er fritaget for grundskyld til staten, og kun for så vidt angår den del af ejendommen, der er fritaget for grundskyld til staten. På den anden side er kommunalbestyrelsen frit stillet med hensyn til, om fritagelse for grundskyld til kommunen i disse tilfælde overhovedet skal bevilges, og i bekræftende fald om fritagelse skal have samme omfang eller et mindre omfang end fritagelsen for grundskyld til staten.

Har kommunalbestyrelsen i henhold til de før 1. april 1961 gældende regler bevilget fritagelse for grundskyld til kommunen for en ejendom, der ikke er fritaget for grundskyld til staten, er denne fritagelse udløbet med udgangen af skatteåret 1960-61. Det samme gælder for så vidt angår bevillingsmæssige fritagelser, der har videre omfang end fritagelsen til staten.

De fritagelsesbestemmelser i statsejendomsskatteloven, som den kommunale ejendomsskattelov i § 8 henviser til, hjemler dels fritagelse for statsgrundskyld umiddelbart i henhold til loven (§ 49, stk. 1, litra c-f), jfr. nedenfor under a., dels en adgang for finansministeren til bevillingsmæssigt at fritage for statsgrundskyld (§ 50, stk, stk. 1 og 3), jfr. nedenfor under b. For så vidt angår de lovmæssige fritagelser i henhold til § 49, stk. 1, litra c-f, vil kommunalbestyrelsen normalt kunne få oplysning hos vurderingsmyndighederne om fritagelsens omfang m.v. Er der tvivl om, hvorvidt en ejendom er fritaget for grundskyld til staten i henhold til denne bestemmelse og om fritagelsens omfang, træffer skattedepartementet bestemmelse herom. Kommunalbestyrelserne vil af skattedepartementet blive underrettet om sådanne afgørelser, ligesom skattedepartementet og amtstuerne fremtidig vil underrette de enkelte kommunalbestyrelser om de fritagelser for statsgrundskyld, der bevilges i henhold til bestemmelserne i statsejendomsskattelovens § 50, stk. 1 og 3.

A. LOVMÆSSIGE FRITAGELSER FOR STATSGRUNDSKYLD.

I cirkulære af 17. februar 1961 har skattedepartementet meddelt vurderingsrådene følgende anvisninger angående den lovmæssige fritagelse for statsgrundskyld i henhold til statsejendomsskattelovens § 49, stk. 1, litra c-f.:

  • »C) SKOLER, HOSPITALER, SYGEHUSE, STATSANERKENDTE REKONVALESCENTHJEM SAMT STATSANERKENDTE OPDRAGELSESHJEM OG STATSANERKENDTE INSTITUTIONER FOR FOREBYGGENDE BØRNEFORSORG, BIBLIOTEKER UNDER OFFENTLIGT TILSYN OG OFFENTLIGT TILGÆNGELIGE MUSEER. FRITAGELSEN OMFATTER DEN BEBYGGEDE GRUND, GÅRDSPLADS OG HAVE.

Afgiftsfriheden for skoler omfatter ikke blot børne- og ungdomsskoler, man også højskoler for voksne, tekniske skoler, handelsskoler, husholdningsskoler o. lign., og afgiftsfriheden gælder ikke blot ved offentlige skoler og skoler, der er selvejende institutioner, men også skoler, der drives af private. Afgiftsfriheden forudsætter dog, at ejendommen ejes af skolen eller den private, der driver skolen, således at der ikke ydes fritagelse, hvor skolen drives i lejede lokaler.

Afgiftsfriheden omfatter foruden grund, gårdsplads og have til bygninger og lokaler, der direkte benyttes i skolens øjemed, også grund, gårdsplads og have til boliger for lærere, elever og skolebetjente på ejendommen. Endvidere anses areal til lege- og sportsplads på ejendommen for fritaget. Jorder til et landbrug ved en skole falder derimod i alle tilfælde udenfor fritagelsen, men grund, gårdsplads og have til avlsbygninger vil dog, hvor det drejer sig om en landbrugsskole, være omfattet af fritagelsen i tilfælde, hvor eleverne præsterer en egentlig arbejdsindsats i driften af landbruget, således at dette i undervisningsøjemed hovedsagelig drives ved elevernes indsats. Bygningerne må da siges at indgå som led i den egentlige skolevirksomhed.

Hospitaler - herunder også milde stiftelser for personer, der på grund af sygdom, alder og trang er hjælpeløse - og sygehuse er afgiftsfri, når de ejes af det offentlige eller af selvejende institutioner, og afgiftsfriheden gælder også med hensyn til boliger på ejendommen for læger, sygeplejersker og funktionærer.

De i henhold til § 2 ilov nr. 65 af 7. marts 1952 om statsstøtte til behandling og pleje af tuberkuløse m.m. af staten anerkendte tuberkulosesanatorier og tuberkulosehospitaler, kysthospitaler, kystsanatorier samt rekonvalescenthjem anses for fritaget.

Afgiftfri er derhos bl.a. de af socialministeren i henhold til § 22, stk. 1, nr. 11, i lovbekendtgørelse nr. 228 af 12. september 1957 om folkeforsikring godkendte rekonvalescenthjem.

Endvidere er fritaget de af socialministeren i medfør af § 157, stk. 1. september 1960 om offentlig forsorg anerkendte opdragelseshjem samt de af socialministeren i medfør af § 126 i nævnte lovbekendtgørelse anerkendte institutioner for forebyggende børneforsorg. Hvor der bliver spørgsmål om at indhente oplysninger om statsanerkendelse m.v. for sådanne hjem og institutioner, anmodes vurderingsmyndighederne om direkte at brevveksle med direktoratet for børne- og ungdomsforsorgen herom i stedet for med socialministeriet. Såfremt der til de nævnte institutioner er knyttet landbrug, beregnes fritagelsen efter de retningslinjer, der er anført ovenfor vedrørende landbrugsskoler, d.v.s. afgiftsfritagelsen gives for avlsbygningernes grund, gårdsplads og have, såfremt landbruget hovedsagelig drives ved de anbragte personers indsats. Værkstedsbygninger tilhørende de nævnte institutioner medtages under fritagelsen, såfremt de anbragte personer er beskæftiget i de pågældende værksteder.

Biblioteker, der står under offentligt tilsyn, og museer, hvortil der er sikret offentligheden adgang, er fritagne.

For samtlige under nærværende punkt omhandlede virksomheder fremhæves sluttelig, at afgiftsfriheden kun gælder, hvor ejendommen ejes af den pågældende institution m.v. selv, og fritagelse kan derfor ikke drives i lejede lokaler.

  • d) SPORTS- OG IDRÆTSANLÆG TILHØRENDE GYMNASTIK-, IDRÆT- OG SKYTTEFORENINGER ELLER ANDRE ORGANISATIONER MED SAMME FORMÅL. ENDVIDERE ER EJENDOMME, DER ANVENDES TIL UNGDOMSLEJRE OG -LEJRPLADSER ELLER TIL FERIEKOLONI FOR BØRN, FRITAGET FOR GRUNDSKYLD TIL STATEN, NÅR EJEREN ER EN ORGANISATION, HVIS HOVEDFORMÅL ER AT FREMME BØRNS ELLER UNGE MENNESKERS FRILUFTSLIV.

Efter bestemmelsen fritages »sports- og idrætsanlæg«, altså også sports- og idrætspladser, men dog kun når anlægget tilhører gymnastik-, idræts- og skytteforeninger eller andre organisationer med samme formål. De til anlægget hørende bygninger fritages kun for så vidt angår grundværdien for lokaler, der direkte eller indirekte (såsom omklædningsrum) anvendes til idrætslige formål, mens den del af et sports- eller idrætsanlæg, der benyttes til møde- og klublokaler, restaurant eller lignende, ikke kan indgå under fritagelse i henhold til denne bestemmelse. Det udelukker ikke fritagelse, at de til anlægget hørende arealer og bygninger udlejes, når de blot anvendes til det angivne formål, hvorimod udleje i mere end uvæsentligt omfang til andre formål udelukker fritagelse. Parkeringsplads på selve ejendommens areal, der udelukkende er til brug for anlæggets publikum, må betragtes som en del af anlægget og altså gå ind under fritagelsen.

Efter bestemmelsen er endvidere fritaget ejendomme, der anvendes til ungdomslejre og -lejrpladser eller til feriekoloni for børn, men dog kun for så vidt de pågældende ejendomme tilhører organisationer, hvis hovedformål er at fremme børns eller unge menneskers friluftsliv.

Efter § 49, stk. 3, kan finansministeren under visse betingelser bestemme, at fritagelsen for et areal, der er fritaget for grundskyld i medfør af stk. 1, d, skal bortfalde. Hvor sådan bestemmelse er truffet, må vurderingsrådet ved senere vurderinger af arealet opføre det som afgiftspligtigt.

e)IKKE ERHVERVSMæSSIGT DREVNE FORSAMLINGSHUSES BEBYGGEDE GRUND, GåRDSPLADS OG HAVE. VED FORSAMLINGSHUS SKAL FORSTåS EN BYGNING, DER ER BESTEMT TIL OG HOVEDSAGELIG BENYTTES TIL AFHOLDELSE AF MøDER AF POLITISK, RELIGIøS OG OPLYSENDE KARAKTER, OG HVORTIL DER ER OFFENTLIG ADGANG.

Fritagelsen for forsamlingshuses bebyggede grund, gårdsplads og have gælder ikke for ejendomme eller lokaler, der er bestemt kun til foreningsmøder, klublokaler eller lignende, og ej heller for ejendomme eller lokaler, der i mere end uvæsentligt omfang benyttes også i andre øjemed end i lovbestemmelsen nævnt.

Afgiftsfriheden er betinget af, at forsamlingshuset ikke drives erhvervsmæssigt, altså af at der ikke af ejeren tilsigtes opnået overskud ved ejendommens drift. Det hindrer derfor ikke fritagelsen, at der for ejendommens benyttelse erlægges et mindre vederlag f.eks. som bidrag til dækning af udgifter til husets vedligeholdelse, belysning, rengøring o.lign. eller - i tilfælde hvor vedkommende ejendom ejes af en flerhed af interessenter - for at skaffe disse en rimelig rente af deres indskud.

Funktionærboliger i forsamlingshuse, der overlades beboerne som vederlag for renholdelse og tilsyn, kan medtages under fritagelsen på betingelse af, at ejendommen i øvrigt - altså bortset fra funktionærboligen - opfylder betingelserne for at kunne opnå mindst halv fritagelse for grundskyld til staten. Fritagelse kan derimod ikke ske med hensyn til andre boliger, som vederlagsfrit måtte være overladt beboerne f.eks. en bolig til en missionær i et missionshus.

  • f) ELEKTRICITETS-, GAS- OG VANDVæRKER, NåR ADGANGEN TIL LEVERANCE FRA VæRKET STåR åBEN FOR ALLE INDEN FOR DET OMRåDE, HVORI VæRKET ARBEJDER, FRA NORMAL FORRENTNING AF EN EVENTUEL INDSKUDSKAPITAL - IFøLGE VEDTæGTSMæSSIG BESTEMMELSEUDELUKKENDE KAN ANVENDES TIL VæRKETS FORMåL.

Det antages, at fritagelsen efter denne bestemmelse ikke kun gælder egentlige produktionsforetagender, men også forsyningsselskaber.

Bestemmelsen gælder de pågældende værker m.v., når de ikke forfølger et privatøkonomisk formål, men ifølge deres vedtægter er forpligtet til udelukkende at anvende eventuelt overskud til værkets formål, bortset fra normal forrentning af en eventuel indskudskapital. Foretagender af de omhandlede kategorier, der er organiseret som andelsselskaber, må, for så vidt der er adgang for alle indenfor foretagendes område til at blive andelshaver, derfor umiddelbart kunne anses for kvalificeret til fritagelse.

Omfattet af fritagelsen er alle ejendomme, der naturligt indgår under driften af foretagendet og tilhører dette; foruden produktions-, fordelings- og forsyningsanlæg (herunder transformatorstationer) fritages således også værkstedsbygninger, garager, lagre og administrationsbygninger, uanset hvor i forsyningsområdet der er beliggende. For at funktionærbygninger kan anses for fritaget, kræves, at ejendommen ligger i umiddelbar tilknytning til værket, at den bebos af funktionærer, som værket erklærer af driftsmæssige grunde nødvendigvis må bo i umiddelbar nærhed af værket, samt at den skal bebos af de pågældende som et led i ansættelsesvilkårene.

Det er antaget, at lovbestemmelsen ikke er analogisk anvendelig på værker, der alene producerer fjernvarme.'

  • B) BEVILLINGSMæSSIGE FRITAGELSER FOR STATSGRUNDSKYLD.

Ifølge § 50, stk. 1, i statsejendomsskatteloven kan finansministeren tilstå fritagelse for grundskyld til staten af ejendomme, der ejes af almenvelgørende stiftelser eller andre institutioner med almennyttigt formål. Såfremt en del af en sådan ejendom ikke direkte anvendes til anstitutionens formål, kan fritagelse kun gives for den øvrige del af ejendommen. Finansministeren kan ifølge § 50, stk. 5, bestemme, at oppebørselsmyndighederne på hans vegne træffer afgørelse i sager angående fritagelse i henhold til stk. 1 i et nærmere angivet omfang og efter nærmere fastsatte retningslinjer, dog således at oppebørselsmyndighedernes afgørelse skal kunne indbringes for finansministeren. Ved finansministeriets bekendtgørelse nr. 131 af 1. maj 1961 er oppebørselsmyndighederne (amtstuerne, kommunalbestyrelserne i købstæderne uden for Sønderjylland samt direktoratet for Københavns skattevæsen og Frederiksberg skattedirektorat) bemyndiget til at forny en i henhold til § 50, stk. 1, tilstået fritagelse, når fritagelsen er bortfaldet som følge af, at ejendommen efter 12. alm. vurdering bliver genstand for ny vurdering. Der er derimod ikke givet oppebørselsmyndighederne bemyndigelse til at tilstå fritagelse i tilfælde, hvor der ikke tidligere har været tilstået fritagelse.

Finansministeren kan endvidere ifølge den nævnte lovs § 50, stk. 3, hvor en skov som følge af brand, storm, svampeangreb eller lignende begivenheder har lidt skade på træbestanden, og dette har medført, at den på selve skoven faldende del af ejendomsværdien er væsentlig lavere end normalværdien, som forholdsmæssigt svarer til forskellen mellem normalværdien og den ovennævnte del af ejendomsværdien, for grundskyld til staten i et sådant tidsrum, at skovens normaltilstand kan være genoprettet.

3. BEVILLINGSMÆSSIG FRITAGELSE AF BYPLANMÆSSIGE HENSYN (§ 9).

I lovens § 9 opretholdes den hidtidige adgang for kommunalbestyrelserne til at fritage en ejendom for grundskyld for at hindre en uønsket udnyttelse af grunden. Bestemmelsen har nu kun meget begrænset praktisk betydning ved siden af den udvidede byplanlægning m.v. og bør kun rent undtagelsesvis bringes i anvendelse. Som eksempler på dens anvendelsesområde kan nævnes en af en kirkekomite erhvervet grund til opførelse af en ny kirke og en af en kirkegårdsbestyrelse erhvervet grund til senere udvidelse af kirkegården.

B. FRITAGELSE FOR KOMMUNAL EJENDOMSSKYLD.

1. Fritagelse for ejendomsskyld afledt af fritagelse for grundskyld (§ 20, stk. 1).

Ifølge lovens § 20, stk. 1, er det en automatisk virkende følge af en lovmæssig eller bevillingsmæssig fritagelse for kommunal grundskyld, at ejendommen fritages for ejendomsskyld i samme omfang, som bygningernes grund, gårdsplads og have er fritaget for grundskyld. Bestemmelsen i 20, stk. 1, svarer til bestemmelserne i § 79, stk. 1 og 2, i statsejendomsskatteloven og må derfor forstås på samme måde som disse bestemmelser.

Er de på ejendommen værende bygningers grund, gårdsplads og have ikke fritaget for kommunal grundskyld, er ejendommen ikke fritaget for kommunal ejendomsskyld uanset, om hele eller en del af det øvrige areal er helt eller delvis fritaget for kommunal grundskyld.

Er en ejendom derimod i medfør af lovens 8 delvis - f.eks. for en tredjedels vedkommende - fritaget for at svare kommunal grundskyld af den på bygningernes grund, gårdsplads og have faldende del af grundværdien, er ejendommen også fritaget for at svare ejendomsskyld af 1/3 af fikseringsværdien.

Såfremt en ejendom, hvorpå der findes flere bygninger, er fritaget for at svare kommunal grundskyld af den del af grundværdien, der falder på nogle af bygningernes grund, gårdsplads og have, medens der svares grundskyld af den del af grundværdien, der falder på de øvrige bygningers grund, gårdsplads og have, skal ejendommens samlede fikseringsværdi fordeles i fritagen og ikke-fritagen fikseringsværdi i samme forhold som grundværdien for samtlige bygningers grund, gårdsplads og have fordeler sig på fritagen og ikke-fritagen grundværdi. Det er således uden betydning, om de øvrige arealer er fritaget. Det er ligeledes uden betydning, om forskelsværdien ved den seneste vurdering forud for fikseringen eller de senere vurderinger fordeler sig på en anden måde på bygninger, der ligger på de fritagne arealer, og bygninger, der ligger på de skattepligtige arealer.

EKSEMPEL:

På en ejendom med en fikseringsværdi på 240 000 kr. og en grundværdi på 60 000 kr. er der 3 bygninger. Grundværdien for bygningernes grund, gårdsplads og have udgør 40 000 kr. af den samlede grundværdi. Af grundværdien vedrører 25 000 kr. og en mindre 1-etagers bygning, der ligger på ejendommens facadeareal, og som er udlejet til forretninger m.v. Denne bygnings grund, gårdsplads og have er ikke fritaget. De 2 andre bygninger er 3-etagesskolebygninger, der er fritaget for grundskyld af bygningernes grund, gårdsplads og have (grundværdi 15 000 kr.), d.v.s. 3/8 af grundværdien for alle 3 bygningers grund, gårdsplads og have er fritaget for kommunal grundskyld. Fikseringsværdien fordeles herefter i samme forhold, således at 3/8 eller 90 000 kr. af fikseringsværdien er fritaget for ejendomsskyld til kommunen, medens der skal svares ejendomsskyld af 5/8 eller 150 000 kr.

2. FRITAGELSE FOR EJENDOMSSKYLD AF BYGNINGER PÅ FREMMED GRUND (§ 20, stk. 2).

For ejendomme, der er selvstændigt vurderet som bygninger på fremmed grund, gælder reglerne i § 20, stk. 1, om afledet fritagelse for ejendomsskyld ikke, idet der ikke for sådanne ejendomme findes en grundværdi. For disse ejendomme er reglerne om fritagelse for grundskyl i §§ 7-9 direkte overført på ejendomsskylden ved § 20, stk. 2.

Sådanne ejendomme fritages herefter umiddelbart for kommunal ejendomsskyld i det omfang, hvori der ville tilkomme dem en sådan fritagelse, hvis grund og bygninger havde haft samme ejer, jfr. lovens § 7.

Endvidere har kommunalbestyrelserne adgang til at meddele sådanne ejendomme hel eller delvis fritagelse for kommunal ejendomsskyld i tilfælde, hvor de ville have opfyldt betingelserne for at opnå bevillingsmæssig fritagelse i henhold til bestemmelserne i lovens §§ 8-9, såfremt grund og bygninger havde haft samme ejer.

3. FRITAGELSE FOR EJENDOMSSKYLD FOR FREDEDE BYGNINGER (§ 21, stk. 1).

Medens det - bortset fra lovmæssige fritagelser - i øvrigt er kommunalbestyrelserne, der efter loven har beføjelserne til at bevilge fritagelse for kommunal grundskyld og ejendomsskyld, tilkommer det indenrigsministeren bevillingsmæssigt at fritage fredede ejendomme for kommunal ejendomsskyld. Fritagelsesadgangen omfatter alene de ejendomme, der ved en særlig deklaration er underkastet rådighedsindskrænkninger i henhold til § 7 i lov nr. 137 af 12. marts 1918 om bygningsfredning; det er således ikke tilstrækkeligt, at ejendommen er fredet i klasse A eller B i henhold til denne lov. Fritagelsen omfatter alene en så stor del af den kommunale ejendomsskyld, som forholdsmæssigt falder på den eller de fredede bygninger. Fikseringsværdien fordeles på den fredede del af bygningerne i samme forhold, som forskelsværdien ved den seneste vurdering fordeler sig på de forskellige bygninger. Indenrigsministeriet har tidligere kun meddelt fritagelse for halvdelen af den på de fredede bygninger faldende kommunale ejendomsskyld. I den seneste tid har ministeriet imidlertid i sager vedrørende fredede bygninger, der ikke blev erhvervsmæssigt udnyttet, fritaget for den fulde kommunale ejendomsskyld.

4. OPRETHOLDELSE AF ÆLDRE FRITAGELSER FOR EJENDOMSSKYLD (§ 21, stk. 2-4).

Ved § 21, stk 2-4, opretholdes forskellige tidligere meddelte fritagelser for ejendomsskyld:

a. De i skatteåret 1960-61 ydede fritagelser for FRUGTPLANTAGER i henhold til lov nr. 189 af 11. juni 1954 løber uændret videre uden tidsbegrænsning, jfr. § 21, stk. 2, dog at fritagelsen kun vedvarer, så længe der til ejendommen hører frugtplantage på 2000 kvadratmeter eller derover.

b. De for skatteåret 1960-61 gældende fritagelser for kommunal ejendomsskyld i henhold til BYGGESTØTTELOVGIVNINGEN opretholdes ved § 21, stk. 3, dog således at fritagelsen for den enkelte ejendom ikke løber længere end fastsat i den gældende lov. Ved udløbet af den periode - 22-årig eller 10-årig - for hvilken fritagelse er ydet for kommunal ejendomsskyld, bortfalder fritagelsen, og der skal herefteropkræves ejendomsskyld af fikseringsværdien. Der henvises iøvrigt til afsnit I.B.2. foran vedrørende de særlige regler om opkrævning af ejendomsskyld i bykommunerne med lavere promiller af visse ejendomme, der er fritaget for ejendomsskyld i henhold til byggestøttelovgivningen.

Fritagelsen ophører, dersom ejendommen inden for fritagelsesperioden overgår til anden anvendelse end forudsat, f.eks. dersom en beboelsesejendom anvendes til kontor.

For delvis fritagne ejendomme gælder den fordeling af fikseringsværdien på fritagne og ikke-fritagne bygninger, der er foretaget på grundlag af fordelingen af den skattepligtige forskelsværdi for skatteåret 1960-61, indtil fritagelsen bortfalder. Eventuelle reguleringer af fikseringsværdien fordeles forholdsmæssigt på den fritagne og ikke-fritagne del af fikseringsværdien. Såfremt ejendommen udstykkes, og fikseringsværdien fordeles på de udstykkede lodder i samme forhold, som foreskelsværdien ved den seneste vurdering af den samlede ejendom fordelte sig på de enkelte lodder, jfr. § 11, stk. 4, sammenholdt med § 78 i statsejendomsskatteloven, samt §§ 15 og 19, vil den fritagne del af fikseringsværdien være at fordele på de enkelte lodder i samme forhold. Dette gælder, uanset om der til den enkelte lod hører bygninger, som fritagelsen oprindelig vedrørte.

EKSEMPEL.

På en ejendom i en sognekommune findes 3 bygninger: en ældre beboelsesbygning, en beboelsesbygning opført i 1955 og en beboelsesbygning opført umiddelbart før 12. alm. vurdering pr. 1. september 1960. Ved den seneste vurdering forud for 12. alm. vurdering var ejendomsvædi og grundværdi ansat til henholdsvis 200 000 kr. og 30 000 kr. Af forskelsværdien, 170 000 kr., vedrørte 90 000 kr. den i 1955 opførte bygning og var således fritages for sognekommunal ejendomsskyld i henhold til byggestøttelovgivningen. Der blev således svaret sognekommunal ejendomsskyld af 80 000 kr. - det for kommunen gældende faste fradrag, 35 000 kr., og lejlighedsfradragene for den ældre bygning, 3 X 3 000 kr. = 9 000 kr., i alt 36 000 kr.

Ved 12. alm. vurdering er ejendomsværdien ansat til 400 000 kr. og grundværdien til 40 000 kr. Den samlede forskelsværdi udgør således 360 000 kr. Fikseringsværdien udgør (170 000 kr. - fast fradrag, 35 000 kr. og 5 lejlighedsfradrag a 3 000 = 15 000 kr. 120 000 kr. Heraf udgør den fritagne fikseringsværdi 90 000 kr. - 2 lejlighedsfradrag for den fritagne bygning, 6 000 kr. = 84 000 kr. og den ikke-fritagne fikseringsværdi 36 000 kr.

Såfremt denne ejendom i foråret 1961 er udstykket i 3 lodder med hver sin bygning, skal vurderingsrådet efter lovens § 15 ansætte de beløb, hvormed den enkelte lod indgik i forskelsværdien ved 12 alm. vurdering, og fikseringsværdien skal fordeles på lodderne i overensstemmelse hermed. Forskelsværdien ved 12. alm. vurdering fordeles med 80 000 kr. på lodden med den ældre bygning, 100 000 kr. på lodden med den i 1955 opførte bygning og resten, 180 000 kr., på lodden med den nye bygning. Fikseringsværdien skal herefter fordeles i samme forhold, d.v.s. med 2/9 af 120 000 kr. = 26 667 kr. på lodden med den ældre bygning, med 5/18 af 120 000 kr. = 33 333 kr. på lodden med bygningen fra 1955 og 1/2 af 120 000 kr. = 60 000 kr. på lodden med den nyeste bygning. Fritagelsen på 84 000 kr. fordeles i samme forhold, d.v.s. med henholdsvis 18 667 kr., 23 333 kr. og 42 000 kr. på de 3 lodder, for hvilke den ikke-fikserindsværdi herefter udgør 8 000 kr. 10 000 kr. og 18 000 kr.

De særlige overgangsbestemmelser i § 15, stk. 2-4, om nedsættelse af fikseringsværdien ved udstykning af beboelsesejendomme, er uden betydning i dette tilfælde, idet der efter disse bestemmelser ikke kan ske nedsættelse af fikseringsværdien for lodden med den senest opførte bygning, og nedsættelsesbestemmelserne for de 2 andre lodders vedkommende ikke fører til en så lav fikseringsværdi som angivet ovenfor. Dette hænger sammen med, at en væsentlig del af fikseringsværdien er overført til lodden med den nye bygning.

c. Opretholdelsen af fritagelsen for ejendomsskyld af HEDE- OG KLITPLANTAGER ved § 21, stk. 4, er ligeledes begrænset til den periode, for hvilken den pågældende fritagelse gælder. Disse fritagelser løber i en 60-årig periode regnet fra tilplantningens begyndelse og ophører alene, såfremt plantagen ikke opretholdes. De i § 19, stk. 1, nr. 3, i lov nr. 188 af 20. maj 1933 om kommunale ejendomsskatter stillede betingelser for fritagelsen - at plantagen skal være anlagt på jord til en gennemsnitstakst af 3 eller derunder og en grundværdi, der ikke overstiger 200 kr. pr. ha - skulle alene være opfyldt ved fritagelsesperiodens begyndelse. Der vil således ikke kunne blive tale om ophør af fritagelsen alene som følge af forøget grundværdi.

V. DÆKNINGSAFGIFT.

Ifølge lovens § 23 kan kommunalbestyrelsen i en særlig af indenrigsministeriet godkendt vedtægt bestemme, at der dels af offentlige ejendomme, der er fritaget for at svare kommunal grundskyld og ejendomsskyld, dels sf ejendomme, der anvendes til kontor, forretning, hotel, fabrik, værksted og lignende øjemed, skal opkræves en afgift (dækningsafgift) som bidrag til de udgifter, ejendommene medfører for kommunen.

A. OFFENTLIGE EJENDOMME.

I overensstemmelse med de normalvedtægter for opkrævning af dækningsafgift, der er optrykt som bilag til nærværende cirkulære, omfatter adgangen til at opkræve dækningsafgift af offentlige ejendomme ifølge de af indenrigsministeriet godkendte vedtægter normalt kun de staten, kommunerne og statens åndssvageforsorg tilhørende ejendomme, der helt eller delvis er fritaget for at svare kommunal grundskyld og ejendomsskyld i medfør af lovens § 7, stk. 1, litra b, jfr. § 20. For ejendomme, der kun er delvis fritaget for kommunal grundskyld og ejendomsskyld i henhold til de nævnte bestemmelser, omfatter dækningsafgiftspligten alene den fritagne del af ejendommen.

Vedtægten vil kunne affattes således, at dækningsafgiften alene omfatter statens ejendomme eller alene kommunale ejendomme, ligesom vedtægten vil kunne indeholde bestemmelser om, at der ikke skal opkræves en lavere afgift af ejendomme i sameje mellem vedkommende kommune og andre kommuner. For sognekommunernes vedkommende vil vedtægten endvidere kunne indeholde en bestemmelse om, at afgift ikke skal opkræves af vedkommende amtskommunes ejendomme.

Bestemmelsen i lovens § 23, stk. 1, hjemler adgang til for de offentlige ejendommes vedkommende at opkræve dækningsafgift såvel af GRUNDVÆRDIEN SOM af FORSKELSVÆRDIEN. Den GRUNDVÆRDI, hvoraf der kan beregnes dækningsafgift, er den afgiftspligtige grundværdi, d.v.s. grundværdien efter fradrag for forbedringer, jfr. afsnit I.C. og D. i statsejendomsskatteloven. Den FORSKELSVÆRDI hvoraf der kan beregnes dækningsafgift, er den fulde FORSKELSVÆRDI ved den seneste vurdering uden fradrag af nogen art.

I KØBENHAVN, FREDERIKSBERS, KØBSTÆDERNE og DE SØNDERJYSKE FLÆKKER er de før loven stadfæstede vedtægter ophævet, og dækningsafgift kan kun opkræves i henhold til vedtægter stadfæstet efter lovens gennemførelse. Disse vedtægter indeholder bl.a.bestemmelser om opkrævning af dækningsafgift af den fulde forskelsværdi.

Indenrigsministeriet godkender vedtægter for opkrævning af dækningsafgift med tilsvarende indhold i SOGNEKOMMUNERNE og AMTSKOMMUNERNE, men i de sogne- og amtskommuner, hvor indenrigsministeriet før loven af 18. februar 1961 har stadfæstet en vedtægt for opkrævning af dækningsafgift, kan disse vedtægter indtil videre anvendes med den ændring, at dækningsafgift nu beregnes af den fulde forskelsværdi ved den seneste vurdering.

Af offentlige ejendomme, der er DELVIS FRITAGET for at svare grundskyld og ejendomsskyld i henhold til lovens § 7, stk. 1, litra b, jfr. § 20, svares dækningsafgift af den del af grundværdien og af forskelsværdien, der ifølge en af vurderingsmyndighederne foretagen fordeling vedrør den fritagne del af ejendommen.

Da fikseringsværdien imidlertid i henhold til lovens § 20, stk. 1, 2. punktum, fordeles på et andet grundlag end forskelsværdien på fritagen og ikke-fritagen del af ejendommen, jfr. afsnit IV. B. 1., vil det kunne forekomme, at den ikke-fritagne del af fikseringsværdien og den dækningsafgiftspligtige del af forskelsværdien for en ejendom tilsammen udgør et større beløb end ejendommens fulde forskelsværdi ved den seneste vurdering. Da det ikke fremkommer rimeligt, at der for delvis fritagne ejendomme opkræves ejendomsskyld og dækningsafgift af et beløb, der er større end ejendommens samlede forskelsværdi, vil det være naturligt i sådanne tilfælde at nedsætte den del af forskelsværdien, hvoraf der skal svares dækningsafgift, til det beløb, der sammenlagt med den ikke-fritagne del af fikseringsværdien svarer til den fulde forskelsværdi.

EKSEMPEL:

På en kaserne med en grundværdi på 250 000 kr. og en forskelsværdi på 2 000 000 kr. samt en fikseringsværdi på 1 800 000 kr. findes 2 beboelsesværdi på 1 800 000 kr. findes 2 beboelseslejligheder, der er udlejet på almindelige vilkår (ikke tjenesteboliger), og som således ikke er omfattet af fritagelsen. Af grundværdien for samtlige bygningers grund, gårdsplads og have - 100 000 kr. af ejendommens samlede grundværdi - vedrører 20 000 kr. de to lejligheder, til hvilke der hører haver, medens vurderingsmyndighederne har henført 100 000 kr. af forskelsværdien ved den seneste vurdering til de to lejligheder.

I henhold til bestemmelsen i lovens § 20, stk. 1, 2, punktum, skal fikseringsværdien - 1.800 000 kr. - fordeles på den fritagne og ikke-fritagne del af ejendommen på samme måde som grundværdien vedrørende bygningernes grund, gårdsplads og have, d,v,s, med 8/10 eller 1 440 000 kr. på den fritagne del og 2/10 eller 360 000 kr. på den ikke-fritagne del.

Der skal således svares ejendomsskyld af 360 000 kr., medens dækningsafgift af forskelsværdien skal opkræves af (2 000 000 kr. - 100 000 kr. =) 1 900 000 kr. Da disse to beløb tilsammen udgør mere end ejendommens samlede forskelsværdi, bør den dækningsafgiftspligtige del af forskelsværdien nedsættes til (2 000 000 kr. - 360 000 kr. =) 1 640 000 kr.

B. VISSE ERHVERVSEJENDOMME M.V.

1. DÆKNINGSAFGIFTSPLIGTIGE EJENDOMME.

De EJENDOMME, af hvilke der efter en i henhold til lovens § 23, stk. 2, godkendt vedtægt kan opkræves dækningsafgift, er ejendomme, der anvendes til KONTOR, FORRETNING, HOTEL, FABRIK, VÆRKSTED OG LIGNENDE ØJEMED. Dækningsafgiften omfatter således på den ene side ikke alle erhvervsejendomme, f.eks. ikke landbrugs- og skovbrugsejendomme, frugtplantager, gartnerier og havebrug. På den anden side omfatter afgiften også ejendomme, der ikke anvendes erhvervsmæssigt, men f.eks. til foreningskontorer.

Bestemmelsen skal forstås snævert efter sin ordlyd og omfatter som hovedregel kun kontor-, forretnings-, hotel-, værksteds- og fabriksejendomme. Der er dog også givet adgang til at påligne ejendomme, der anvendes i »lignende øjemed«, dækningsafgift. Eksempelvis kan nævnes, at banker, sparekasser, biografer, restaurationer,slagterier, mejerier, skibsværfter, teglværker,kraftværker, varmeværker, vaskerier og servicestationer efter indenrigsministeriets opfattelse må anses for omfattet af bestemmelsen, medens selvstændige garageanlæg, busstationer og Falck- og Zonestationer af indenrigsministeriet ikke er anset for dækningsafgiftspligtige.

Efter indenrigsministeriets mening vil der endvidere normalt kunne opkræves dækningsafgift af f.eks, lagerbygninger, pakhuse, siloanlæg, tankanlæg og kølehuse, idet sådanne bygninger og anlæg sædvanligvis anvendes som led i en forretnings- eller fabrikationsvirksomhed.

Om en virksomhed er dækningsafgiftspligtig som hotel eller lignende antages at kunne afgøres ud fra, om virksomheden kræver bevilling efter beværterlovgivningen. Almindelige pensionater og sommerpensionater vil således normalt ikke være omfattet af dækningsafgiftspligten.

Bygninger, der opføres til dækningsafgiftspligtige formål, bliver dækningsafgiftspligtige fra begyndelsen af det skatteår, der følger efter den almindelige vurdering eller årsomvurdering, hvor de første gang er medtaget ved vurdering som bygning under opførelse eller fuldført byggeri, uanset om den dækningsafgiftspligtige virksomhed er påbegyndt eller ej. Dersom en bygning, der hidtil har været anvendt til formål, der ikke medfører dækningsafgiftspligt, overgår til dækningsafgiftspligtig anvendelse, indtræder dækningsafgiftspligten fra begyndelsen af det kvartal, der følger efter den ændrede anvendelse. Det samme gælder med hensyn til dækningsafgiftspligtens ophør ved en bygnings overgang til en anvendelse, der ikke er dækningsafgiftspligtig.

For ejendomme, der kun DELVIS anvendes til de i loven omhandlede formål er det en betingelse for at opkræve dækningsafgift, at den del af forskelsværdien, der vedrører den del af ejendommen, der anvendes til det nævnte formål, udgør MERE END HALVDELEN af forskelsværdien for hele ejendommen. Dækningsafgift af sådanne ejendomme opkræves af den del af forskelsværdien, der vedrører den til de i loven nævnte formål anvendte del af ejendommen.

Bygninger og lokaler, der anvendes til andre formål end de i loven nævnte, men som udgør en ganske underordnet del af den samlede ejendom og indgår som et naturligt led i en i ejendommen dreven dækningsafgiftspligtig virksomhed, vil efter indenrigsministeriets mening være omfattet af dækningsafgiftspligten. Dette gælder f.eks. portnerboligen ved en fabrik og vil normalt være tilfældet med boliger opført på ejendomme, der efter en byplan er udlagt til industrigrunde, og hvor der kun må opføres enkelte boliger til funktionærer, hvis tilstedeværelse på virksomheden uden for den normale arbejdstid anses for magtpåliggende. På tilsvarende måde indgår hoteldirektørens og kroejerens lejligheder i den dækningsafgiftspligtige virksomhed som et naturligt og nødvendigt led i denne. Mejeribestyrerboligen, brugsforeningsuddelerboligen og direktørboligen ved fabriken eller banken vil derimod normalt ikke være omfattet af dækningsafgiftspligten.

Ejendomme, der i henhold til lovens § 7 er fritaget for grundskyld, er ifølge § 23, stk. 3, ligeledes FRITAGET for at svare dækningsafgift i henhold til § 23, stk. 2. Der kan således ikke samtidig opkræves dækningsafgift af en ejendom i henhold til § 23, stk. 1, og § 23, stk. 2. De kommunale og statslige ejendomme, der ERHVERVSMÆSSIGT anvendes til udleje til kontor, forretning, hotel, værksted, fabrik eller lignende øjemed, er omfattet af dækningsafgiftspligten, idet de ikke er fritaget i henhold til lovens § 7.

2. DÆKNINGSAFGIFTENS BEREGNING.

Dækningsafgiften beregnes af ejendommens til enhver tid værende forskelsværdi uden fradrag. Svares der kommunal ejendomsskyld af ejendommen, skal dækningsafgift af den del af forskelsværdien, der ligger til grund for ejendomsskyldens beregning, dog kun opkræves med det beløb, hvormed dækningsafgiften overstiger den kommunale ejendomsskyld. Nedenfor under a.-e. gennemgås fremgangsmåden ved beregning af dækningsafgift for fuldt dækningsafgiftspligtige nyere og ældre ejendomme, for delvis dækningsafgiftspligtige nyere og ældre ejendomme, samt for fritagne ejendomme.

a. NYE bygninger, der UDELUKKENDE ANVENDES TIL KONTOR M.V., og af hvilke der ikke svares ejendomsskyld, svarer dækningsafgift af den FULDE forskelsværdi.

EKSEMPEL 1: NY FORRETNINGSBYGNING (IKKE PÅLIGNET EJENDOMSSKYLD), OPFØRT PÅ EN GRUND, HVORPÅ DER IKKE ER OPFØRT ANDRE BYGNINGER:

Der svares dækningsafgift af hele forskelsværdien.

b. Af ejendomme, hvoraf der svares EJENDOMSSKYLD, og som UDELUKKENDE ANVENDES TIL KONTOR, HOTEL, FABRIK, VÆRKSTED eller lignende formål, skal der - sålænge der svares ejendomsskyld af ejendommen - kun opkræves fuld dækningsafgift af så stor en del af den til enhver tid gældende forskelsværdi, der beløbsmæssigt overstiger den til grund for beregningen af ejendomsskyldenliggende forskelsværdi, d.v.s. i bykommunerne forskelsværdien ved den seneste vurdering forud for 11. alm. vurdering, i sognekommunerne den seneste vurdering forud for 12. alm. vurdering. Af den del af forskelsværdien, der beløbsmæssigt svarer til den til grund for beregningen af ejendomsskyld liggende forskelsværdi opkræves dækningsafgift kun med det beløb, hvormed afgiften måtte overstige ejendomsskylden.

EKSEMPEL 2: ÆLDRE FORRETNINGSEJENDOM, HVORAF DER SVARES EJENDOMSSKYLD:

Den til grund for ejendomsskyldens beregning liggende forskelsværdi udgør 50 000 kr. Ejendomsskylden udgør 23 promille af fikseringsværdien (50 000 kr. - bygningsfradrag 20 000 kr.) = 23 promille af 30 000 kr. = 690 kr.

Den nye forskelsværdi er 90 000 kr. (Stigningen i forskelsværdi kan skyldes enten konjunkturstigning eller forbedring eller begge dele).

Der svares fuld dækningsafgift af 90 000 kr. - 50 000 kr. (f.eks. 5 promille af 40 000 kr. = 200 kr.).

Af de 50 000 kr. svares først dækningsafgift, når ejendomsskylden, 690 kr., ved aftrapning er kommet under 5 promille af 50 000 kr. = 250 kr. Der svares da dækningsafgift med 250 kr. - den aftrappede ejendomsskyld.

EKSEMPEL 3: NY FORRETNINGSBYGNING, OPFØRT PÅ GRUND, DER ER BEBYGGET MED FORRETNINGSBYGNING, HVORAF DER SVARES EJENDOMSSKYLD:

Den til grund for ejendomsskyldens beregning liggende forskelsværdi udgør 50 000 kr. Ejendomsskylden udgør som i eksempel 2: 690 kr.

Der opføres en ny forretningsbygning, og den nye samlede forskelsværdi er 200 000 kr.

Der svares dækningsafgift af 200 000 kr. - 50 000 kr. = 150 000 kr. (f.eks. 5 promille af 150 000 kr. (f.eks. 5 promille af 150 000 kr. = 750 kr.).

Af de 50 000 kr. svares først dækningsafgift som i eksempel 2 anført.

EKSEMPEL 4: NY FORRETNINGSBYGNING, UDSKILT FRA EJENDOM MED ÆLDRE FORRETNINGSBYGNING:

Såfremt den i eksempel 3 nævnte ejendom senere deles, således at den nye forretningsbygning følger med den ene lod, og den ældre forretningsbygning følger med den anden lod, vil fikseringsværdien for den tidligere samlede ejendom blive fordelt på de to nye ejendomme i det forhold, i hvilket forskelsværdien ved den seneste vurdering af den samlede ejendom i forbindelse med udstykningsvurderingen bliver fordelt på de to ejendomme. Såfremt denne forskelsværdi, 200 000 kr., herefter fordeles med 140 000 kr. på den lod, hvor den nye bygning ligger, og 60 000 kr. på den lod, hvor den ældre bygning ligger, skal fikseringsværdien, 30 000 kr., ifølge lovens § 11, stk. 4 (jfr. § 78, stk. 1, i statsejendomsskatteloven) eller § 15, stk. 1, fordeles i samme forhold, d.v.s. med 21 000 kr. på førstnævnte lod og 9 000 kr. på sidstnævnte. Den til grund for ejendomsskyldens beregning liggende forskelsværdi, 50 000 kr., vil herefter være at fordele på samme måde, d.v.s. med henholdsvis 35 000 kr. og 15 000 kr.

Er forskelsværdien af den lod, hvor den nye bygning er beliggende, efter udstykningen ansat til 170.000 kr., skal der svares dækningsafgift af 170.000 kr. - 35.000 kr. = 135.000 kr. (f.eks. 5 promille heraf = 675 kr.). Af de 35.000 kr. skal der først svares dækningsafgift, når ejendomsskylden (23 promille af fikseringsværdien 21.000 kr. = 483 kr.) ved aftrapning er blevet mindre end 5 promille af 35.000 kr. = 175 kr. Der svares da dækningsafgift med 175 kr. - den aftrappede ejendomsskyld.

Udgør forskelsværdien af den lod, hvor den ældre fabriksbygning er beliggende, efter udstykningen 70.000 kr., skal der svares dækningsafgift af 70.000 kr - 15 000 kr. = 55 000 kr. (f.eks. 5 promille heraf = 275 kr.). Af de 15 000 kr. skal der først svares dækningsafgift, når ejendomsskylden (23 promille på fikseringsværdien 9 000 kr. = 207 kr.) ved aftrapning er blevet mindre end 5 promille af 15 000 kr. = 75 kr. Der svares da dækningsafgift med 75 kr. - den aftrappede ejendomsskyld.

EKSEMPEL 5: GAMMEL VÆRKSTEDSBYGNING:

Den til grund for beregningen af ejendomsskyld liggende forskelsværdi er 20 000 kr. Bugningsfradraget var også 20 000 kr., og der svares derfor ikke ejendomsskyld.

Ny forskelsværdi er 30 000 kr.

Der svares dækningsafgift af 30 000 kr. c. Såfremt den dækningsafgiftspligtige ejendom kun DELVIS ANVENDES TIL KONTOR, FORRETNING, HOTEL, FABRIK el.lign. øjemed, svares der alene dækningsafgift af den del af forskelsværdien, der vedrører den til det nævnte formål anvendte del af ejendommen.

EKSEMPEL 6: NY EJENDOM MED KONTORER OG BEBOELSE:

Forskelsværdi 200 000 kr., der fordeles på kontorer og beboelse med 150 000 kr. og 50 000 kr.

Der svares dækningsafgift af 150 000 kr.

d. Såfremt der er tale om en dækningsafgiftspligtig ejendom , der kun DELVIS anvendes til kontor m.v., og hvoraf der svares ejendomsskyld, skal der først foretages en fordeling af forskelsværdien mellem den afgiftspligtige og den ikke-afgiftspligtige del. Der svares herefter fuld dækningsafgift af den del af den afgiftspligtige forskelsværdi, som måtte overstige HELE den til grund for beregningen af ejendomsskylden liggende forskelsværdi, der svarer til hele den til grund for beregningen af ejendomsskylden liggende forskelsværdi, opkræves dækningsafgift kun med det beløb, hvormed dækningsafgiften måtte overstige ejendomsskylden.

EKSEMPEL 7: BLANDET FORRETNINGS- OG BEBOELSESEJENDOM, HVORAF DER SVARES EJENDOMSSKYLD:

Den til grund for beregningen af ejendomsskyld liggende forskelsværdi er 100 000 kr. Bygningsfradrag 20 000 kr. Ejendomsskyld 23 promille af fikseringsværdien 80 000 kr. = 1 840 kr.

Ny forskelsværdi 160 000 kr., der fordeles på forretning og beboelse med henholdsvis 120 000 kr. og 40 000 kr.

Der svares fulddækningsafgift af 120 000 kr. - 100 000 kr. = 20 000 kr. (f.eks. 5 promille af 20 000 kr. = 100 kr.).

Af de 100 000 kr. svares først dækningsafgift, når ejendomsskylden, 1 840 kr., ved aftrapning er kommet under 5 promille af 100 000 kr. = 500 kr.

EKSEMPEL 8: BLANDET FORRETNINGS- OG BEBOELSESEJENDOM, HVORAF DER SVARES EJENDOMSSKYLD:

Den til grund for beregning af ejendomsskyld liggende forskelsværdi er 100 000 kr. Bygningsfradrag og lejlighedsfradrag 30 000 kr. Ejendomsskyld 23 promille af fikseringsværdien 70 000 kr. = 1 610 kr.

Ny forskelsværdi 140 000 kr., der fordeles på forretning og beboelse med 100 000 kr. og 40 000 kr.

Der svares ikke fuld dækningsafgift af nogen del af forskelsværdien.

Af de 100 000 kr. svares først dækningsafgift, når ejendomsskylden 1 610 kr. ved aftrapning er kommet under f.eks. 5 promille af 100 000 kr. = 500 kr.

e. Er en helt eller delvis dækningsafgiftspligtig ejendom HELT ELLER DELVIS FRITAGET for ejendomsskyld (uden dermed at være fritaget for at svare dækningsafgift i henhold til § 23, stk. 3), skal ejendommen ved dækningsafgiftens beregning stilles, som om den ikke var fritaget.

EKSEMPEL 9: BLANDET FORRETNINGS- OG BEBOELSESEJENDOM MED FRITAGELSE FOR AT SVARE EJENDOMSSKYLD:

Den til grund for ejendomsskyldens beregning liggende forskelsværdi er 100 000 kr. Fikseringsværdien udgør 79 000 kr. Såfremt ejendommen ikke i henhold til byggestøttelovgivningen (som enfamiliehus med forretning, der udgør under 50 pct. af bruttoetagemeterarealet) var fuldstændig fritaget for at svare ejendomsskyld indtil udgangen af skatteåret 1976/77, ville ejendomsskylden have udgjort 23 promille af fikseringsværdien, eller 1 817 kr.

Ny forskelsværdi udgør 150 000 kr., der fordeles på forretning og beboelse med henholdsvis 80 000 kr. og 70 000 kr.

Der svares ikke fuld dækningsafgift af nogen del af forskelsværdien, og af den dækningsafgiftspligtige forskelsværdi (nu 80 000 kr.) svares først dækningsafgift, når den ejendomsskyld, der skulle have været betalt, hvis fradraget ikke havde foreligget, ved aftrapning er kommet under f.eks. 5 promille af den dækningsafgiftspligtige forskelsværdi. Dersom den dækningsafgiftspligtige forskelsværdi senere måtte komme til at overstige den til grund for ejendomsskyldens beregning liggende forskelsværdi, 100 000 kr., skal der dog svares fulddækningsafgift af det overskydende beløb. 3. FORTEGNELSE OVER DÆKNINGSAFGIFTSPLIGTIGE EJENDOMME. VURDERINGSMYNDIGHEDERNES MEDVIRKEN VED FORDELING AF FORSKELSVÆRDI.

I kommuner, hvori der agtes indført vedtægtsbestemmelser vedrørende opkrævning af dækningsafgift i henhold til § 23, stk. 2, må der ved kommunalbestyrelsens - i København magistratens - foranstaltning - eventuelt med bistand mod vederlag af vurderingsmyndighederne - tilvejebringes en fortegnelse over de ejendomme, der efter deres anvendelse må anses for dækningsafgiftspligtige i henhold til § 23, stk. 2, d.v.s. ejendomme, der i deres helhed anvendes til kontor, forretning, hotel, fabrik og værksted eller lignende øjemed, samt ejendomme, der delvis anvendes til de nævnte formål, og som må antages at være omfattet af dækningsafgiftspligten; på fortegnelsen angives det, hvilke af ejendommene, der kun delvis anvendes til de nævnte formål, og hvilke bygninger og lokaler i disse ejendomme, der anvendes som anført.

Fortegnelsen tilsendes vurderingsrådet, og dette skal - for de ejendomme, der kun delvis anvendes til kontor m.v. - ifølge § 23, stk. 4, på kommunalbestyrelsens begæring foretage de fordelinger af ejendomsværdier og grundværdier (d.v.s. af forskelsværdierne), der er fornødne for at foretage beregningen af dækningsafgift, jfr, ligningsdirektoratets cirkulære af 29. april 1961 til vurderingsrådene og skyldrådene og de årlige cirkulærer om årsomvurderinger eller almindelige vurderinger.

Vurderingsrådet skal herved oplyse, hvorvidt den del af forskelsværdien, der vedrører de bygninger og/eller lokaler, der anvendes til de i § 23, stk. 2, nævnte formål, overstiger halvdelen af ejendommens samlede forskelsværdi, og i så fald det beløb, denne del af forskelsværdien udgør.

Såfremt kommunalbestyrelsen agter at indføre bestemmelser om opkrævning af dækningsafgift i henhold til § 23, stk. 2, med virkning fra det efter en almindelig vurdering følgende skatteår, kan vurderingsrådet anmodes om at foretage de fornødne fordelinger i forbindelse med den pågældende almimndelige vurdering; fordelingerne vil i så fald blive foretaget, uden at der af kommunalbestyrelsen skal ydes vederlag derfor.

Hvis dækningsafgift derimod agtes indført med virkning fra et andet tidspunkt, således at fordelingerne ikke kan foretages i forbindelse med en almindelig vurdering, må kommunen betale vurderingsrådet et af finansministeren fastsat vederlag for at foretage de fornødne fordelinger af de ved den seneste vurdering ansatte forskelsværdier, jfr. lovens § 23. stk. 4, 2. punktum.

Efter at dækningsafgiftsvedtægtsbestemmelserne er sat i kraft, må kommunalbestyrelsen anmode vurderingsrådet om at foretage de fornødne fordelinger i forbindelse med hver almindelig vurdering, hver årsvurdering og i forbindelse med de vurderinger, der foretages i medfør af § 4 i statsejendomsskatteloven: til brug for vurderingsrådet suppleres fortegnelsen over de dækningsafgiftspligtige ejendomme - f.eks. årligt - med oplysninger om nytilkomne ejendomme, om tilbygninger m.v. og om ændret anvendelse af ejendommene.

Resultatet af fordelingerne vil, dersom de foretages med en almindelig vurdering, fremgå af den fremlagte vurderingsfortegnelse. Fordelinger, der foretages ved en årsomvurdering eller en vurdering i henhold til § 4 i stastsejendomsskatteloven, vil fremgå af årsomvurderingsfortegnelsen, og der tilgår ejeren oplysning om resultatet af fordelingen i den meddelelse, der af vurderingsrådet tilsendes ejeren. Såfremt fordeling efter kommunalbestyrelsens begæring foretages selvstændigt og ikke i forbindelse med de sædvanlige vurderinger, må der mellem kommunalbestyrelsen og vurderingsrådet træffes aftale om, hvorledes resultatet af fordelingen skal meddeles ejerne.

De af vurderingsrådene foretagne fordelinger kan såvel af ejeren som af kommunalbestyrelsen påklages efter reglerne i statsejendomsskattelovens §§ 42-46. Er fordeling foretaget ved en almindelig vurdering, er fristen for klage til skyldrådet herefter 4 uger efter sidste fremlæggelsesdag for vurderingsfortegnelsen, og i andre tilfælde 4 uger fra datoen for den ejeren tilsendte meddelelse.

Såfremt en klage, der helt eller delvis vedrører fordelingen af forskelsværdien, tilsendes kommunalbestyrelsen, bør klagen snarest muligt videresendes til skyldrådet.

4. MEDDELELSE TIL EJERNE.

Af kommunalbestyrelsen vil der være at give ejerne af de dækningsafgiftspligtige ejendomme meddelelse om dækningsafgiftspligten og om dækningsafgiftens beregning. Meddelelsen kan enten gives samtidig med dækningsafgiftens opkrævning, eller i en særskilt forudgående meddelelse. I meddelelsen må for ejendomme, der er fuldt dækningsafgiftspligtige, forskelsværdiens størrelse angives. For ejendomme, der er delvis dækningsafgiftspligtige, må kommunalbestyrelsen meddele ejeren, hvilken del eller hvilke dele af ejendommen, der er anset for dækningsafgiftspligtig, samt størrelsen af den dækningsafgiftspligtige forskelsværdi.

For dækningsafgiftspligtige ejendomme, hvoraf der svares ejendomsskyld, må det derhos altid opgives, hvad den til grund for ejendomsskyldens beregning liggende forskelsværdi udgør.

Dersom ejeren fremsætter indsigelse imod, at ejendommen er anset for dækningsafgiftspligtig (helt eller delvis), vil der, forinden kommunalbestyrelsen - i København magistraten - tager stilling til indsigelsen, kunne indhentes en vejledende udtalelse fra indenrigsministeriet.

5.DÆKNINGSAFGIFTENS UDLIGNING PÅ LEJEN.

For udlejningsejendomme, der er delvis dækningsafgiftspligtige, vil udligning af dækningsafgift i medfør af lejelovens § 37, stk. 1, efter boligministeriets opfattelse kun kunne ske på de bygninger og lokaler, den dækningsafgiftspligtige forskelsværdi vedrører. Det bør derfor navnlig for disse ejendomme af de fremsendte meddelelser nøjagtigt fremgå, hvilke bygninger eller lokaler dækningsafgiften vedrører.

C. DÆKNINGSAFGIFTSPROMILLERNES FASTSÆTTELSE.

1. PROMILLE AF GRUNDVÆRDIEN:

For BYKOMMUNERNE vil indenrigsministeriet normalt kunne godkende, at dækningsafgift af de offentlige ejendommes grundværdi opkræves med promiller, der svarer til de hidtil gældende, det vil normalt sige halvdelen af den del af grundskyldpromillen, der overstiger 14. Såfremt grundskyldpromillen forhøjes dækningsafgiftspromillen af grundværdien i de kommuner, hvor dækningsafgiftspromillen er fastsat til halvdelen af grundskyldpromillen - 14, med halvdelen af forhøjelsen, dog at dækningsafgiftspromillen højst kan udgøre 10.

Sker der senere påny nedsættelse af grundskyldpromillen, skal dækningsafgiftspromillen nedsættes tilsvarende.

I SOGNEKOMMUNERNE vil indenrigsministeriet normalt kunne godkende, at dækningsafgift af de offentlige ejendommes grundværdi ligesom hidtil opkræves med indtil halvdelen af grundskyldpromillen, dog højst med 10 promille.

For AMTSKOMMUNERNE vil indenrigsministeriet kunne godkende, at dækningsafgift af de offentlige ejendommes grundværdi beregnes med halvdelen af den promille, hvormed amtskommunal grundskyld pålignes de øvrige ejendomme i amtskommunen, d.v.s. at promillen højst kan udgøre 7.

2. PROMILLE AF FORSKELSVÆRDIEN.

Dækningsafgift til BY- OG SOGNEKOMMUNERNE af FORSKELSVÆRDIEN af kontorejendomme m.v. kan ifølge § 23, stk. 2, ikke opkræves med mere end 5 promille. Indenrigsministeriet vil normalt kunne godkende, at dækningsafgift af offentlige ejendommes forskelsværdi opkræves med samme promille som af forskelsværdier af kontorejendomme m.v.

Som grundlag for fastsættelsen af promillen foretages et skøn over, hvilke udgifter de dækningsafgiftspligtige ejendomme i de seneste år forud for promillens fastsættelse har medført og fremtidig vil medføre for kommunen. De udgifter, der skal tages i betragtning, er navnlig udgifter til gader og veje, parkeringspladser og brandvæsen. Såfremt de gennemsnitlige årlige udgifter af den nævnte art - efter fradrag af indtægter ved statstilskud m.v. herunder vejfondstilskud - udgør 5 promille eller mere af de samlede forskelsværdien i kommunen, kan dækningsafgift af forskelsværdien opkræves med indtil 5 promille. Udgør udgifterne mindre end 5 promille af de samlede forskelsværdier, kan dækningsafgift af forskelsværdien ikke opkræves med mere end den promille, de nævnte udgifter udgør af forskelsværdierne, medmindre den del af udgifterne, der kan henføres til de dækningsafgiftspligtige ejendomme, udgør en højere promille af de samlede forskelsværdier for disse ejendomme. I så fald kan dækningsafgift opkræves med den højere promille, dog højst med 5 promille.

I amtskommunerne, hvor dækningsafgift af forskelsværdien alene kan opkræves af offentlige ejendomme i henhold til § 23, stk. 1, vil indenrigsministeriet kunne godkende, at dækningsafgift af forskelsværdien indtil videre opkræves med højst 3,75 promille.

D. DÆKNINGSAFGIFTSVEDTÆGTER.

1. NORMALVEDTÆGTER.

Ifølge lovens § 23, stk. 1 og 2, skal bestemmelser om opkrævning af dækningsafgift i kommunen optages i en særlig VEDTÆGT, der skal godkendes af indenrigsministeriet. Ved udarbejdelsen af en sådan vedtægt vil kommunalbestyrelserne kunne benytte de som bilag til nærværende cirkulære optagne normalvedtægter.

Som der fremgår af bilagene, indeholder normalvedtægterne for by- og sognekommuner 3 afsnit; afsnit I indeholder bestemmelser vedrørende dækningsafgiften af offentlige ejendomme, afsnit II indeholder bestemmelser om dækningsafgiften af visse erhvervsejendomme, og afsnit III indeholder fælles bestemmelser. Såfremt en kommune beslutter kun at opkræve dækningsafgift af den ene af de to nævnte kategorier af ejendomme, anvendes alene vedkommende afsnit i vedtægten. I så fald skal overskriften til de i afsnit III indeholdte bestemmelser udelades, og nummeringen af paragrafferne ændres.

Normalvedtægten for amtskommunerne indeholder alene bestemmelser om opkrævning af dækningsafgift af offentlige ejendomme.

2. VEDTÆGTERNES INDSENDELSE TIL GODKENDELSE:

Omfatter vedtægten bestemmelser om opkrævning af dækningsafgift af VISSE ERHVERVSEJENDOMME M.V., skal det vedtægtsudkast, der indsendes til indenrigsministeriets godkendelse, være ledsaget af oplysninger om grundlaget for fastsættelsen af promillen for opkrævning af dækningsafgift af forskelsværdien. Omfatter vedtægten alene bestemmelser om opkrævning af dækningsafgift af fritagne offentlige ejendomme, og dækningsafgiften ønskes opkrævet med en promille, der er højere end 3,75 skal vedtægtsudkastet være ledsaget af tilsvarende oplysninger. Såfremt disse promiller senere ønskes ændret, skal kommunalbestyrelsens anmodning om indenrigsministeriets godkendelse heraf være ledsaget af tilsvarende oplysninger.

Dersom vedtægten omfatter dækningsafgift af OFFENTLIGE EJENDOMME, bedes medsendt en fortegnelse over disse, indeholdende følgende oplysninger: 1) ejendommens matrikelbetegnelse, 2) ejendommens ejer, 3) ejendommens anvendelse, eventuelt tillige ejendommens sædvanligt benyttede navn, 4) ejendomsværdien, 5) grundværdien og 6) fradrag i grundværdien for forbedringer.

3. VEDTÆGTENS IKRAFTTRÆDEN:

En til indenrigsministeriets stadfæstelse indsendt vedtægt for opkrævning af dækningsafgift vil, for så vidt angår OFFENTLIGE EJENDOMME, kunne forventes stadfæstet MED VIRKNING FOR DET SKATTEÅR, i hvilket vedtægten indsendes. Indenrigsministeriet skal dog henstille, at kommunalbestyrelserne - såfremt de ønsker af fastsætte bestemmelser om opkrævning af dækningsafgift for offentlige ejendomme - så vidt muligt vedtager og indsender en herpå sigtende vedtægt inden begyndelsen af det pågældende skatteår.

Vedtægtsbestemmelser angående opkrævning af dækningsafgift af VISSE ERHVERVSEJENDOMME m.v. vil ikke kunne forventes stadfæstet med virkning fra et tidligere tidspunkt end tidspunktet for vedtægtens indsendelse til indenrigsministeriet. Der vil ikke være noget til hinder for, at vedtægtsbestemmelser om opkrævning af dækningsafgift af visse erhvervsejendomme stadfæstes med virkning fra et andet tidspunkt end begyndelsen af et skatteår, f.eks. 1. oktober.

E. OPKRÆVNING AF DÆKNINGSAFGIFT.

Ifølge lovens § 27 OPKRÆVES DÆKNINGSAFGIFTEN på samme måde som den kommunale grundskyld og ejendomsskyld, og bestemmelserne i lovens kapital V (skatternes FORFALDSTID OG ERLÆGGELSE M.V.) finder i det hele anvendelse på dækningsafgiften såvel af de offentlige ejendomme som af de omtalte erhvervsejendomme, men det er ikke nødvendigt, at dækningsafgift opkræves til samme terminer som de i kommunen gældende for opkrævning af grundskyld og ejendomsskyld. Opmærksomheden henledes på, at sidste rettidige indbetalingsdag må fastsættes til et tidspunkt, der ligger forudfor den dag, der kan foretages udpantning for afgiften, jfr. lovens § 27, stk. 3.

VI. TILLÆGSGRUNDSKYLD AF VISSE LANDBRUGSEJENDOMME I SOGNEKOMMUNERNE.

Ved lovens § 24 gives der kommunalbestyrelserne i SOGNEKOMMUNERNE adgang til at bestemme, at der i kommunen skal opkræves TILLÆGSGRUNDSKYLD af landbrugsejendomme, der tilhører eller er forpagtet af personereller selskaber, der ikke ved skatteårets begyndelse er skattepligtige til den pågældende kommune i henhold til lov vedrørende personlig skat til kommunen.

1. LANDBRUGSEJENDOMME.

Tillægsgrundskyld kan kun pålignes de i lovens § 6, stk. 2, nævnte landbrugsejendomme, jfr. foran afsnit III.B., stk. 4-7. I henvisningen til § 6, stk. 2, ligger således også, at en landbrugsejendom den 31. december skal være noteret helt eller delvis som landbrugsejendom, for at der i det følgende skatteår kan opkræves tillægsgrundskyld.

2. EJERENS ELLER FORPAGTERENS KOMMUNESKATTEPLIGT.

Det er ifølge § 24 en betingelse for at opkræve tillægsgrundskyld af en ejendom, at ejeren eller - såfremt ejendommen er bortforpagtet - forpagteren ikke fra skatterådets begyndelse er kommuneskattepligtig til den eller en af de kommuner, hvori ejendommen er beliggende.

Det er normalt EJERENS skattemæssige forhold, der er afgørende for spørgsmålet om pligten til at svare tillægsgrundskyld, men er ejendommen bortforpagtet, er det FORPAGTERENS skattemæssige forhold, der er afgørende, og i så fald er ejerens forhold uden betydning.

Ifølge § 24, stk. 1, 2. punktum, er det for ejendomme, der EJES AF FLERE, en betingelse for påligning af tillægsgrundskyld, at ingen af ejerne er pligtig at svare personlig skat til den pågældende kommune. Dette gælder ikke, hvis ejendommen er bortforpagtet; i så fald er det forpagterens forhold, der er afgørende. Loven indeholder ikke en tilsvarende bestemmelse vedrørende ejendomme, der er FORPAGTET AF FLERE, men i så fald må det ligeledes antages at være en betingelse for påligning af tillægsgrundskyld, at ingen af forpagterne af en under eet vurderet ejendom er pligtig at svare personlig skat til den pågældende kommune. I det følgende forstås ved udtrykket »ejeren (forpagteren)» derfor også: »en af ejerne eller en af forpagterne«.

Er en under eet vurderet EJENDOM BELIGGENDE I FLERE KOMMUNER, er det en betingelse for påligning af tillægsgrundskyld, at ejeren (forpagteren) ikke er pligtig at svare personlig skat til nogen af de pågældende kommuner. Disse kommuner benævnes i det følgende under eet som »ejendomskommunen«.

Det afgørende for spørgsmålet om påligning af tillægsgrundskyld er, om ejeren (forpagteren) er skattepligtig til ejendomskommunen FRA SKATTEÅRETS BEGYNDELSE, d.v.s.fra og med den 1. april i skatteåret. Det er således uden betydning for tillægsgrundskylden, om ejeren (forpagteren) efter 1. april bliver skattepligtig til ejendomskommunen eller ophører med at være skattepligtig til denne kommune. Ejer- eller forpagterskifter i skatteårets løb er ligeledes uden betydning, hvad enten den nye ejer (forpagter) i modsætning til den tidligere den tidligere den 1. april var skattepligtig til ejendomskommunen eller ikke var det, ligesom det forhold, at den nye ejer (forpagter) senere end den 1. april bliverskattepligtig til kommunen eller ophører med at være det, er uden indflydelse på tillægsgrundskyldens opkrævning.

Det er tilstrækkeligt for udelukkelse af opkrævning af tillægsgrundskyld, at ejeren (forpagteren) er kommuneskattePLIGTIG til ejendomskommunen, hvorimod det ikke er en betingelse, at der faktisk er pålignet ham noget beløb i kommuneskat - hvad enten dette skyldes, at indkomsten er negativ eller for lav, eller at kommunen har givet afkald på skatten, således som kommunalbestyrelsen har adgang til for erhvervsskattens vedkommende. Det er ligeledes uden betydning, om kommuneskatten kun udgør et ganske ringe beløb i forhold til tillægsgrundskylden.

Ifølge lovbestemmelsen er pligten til at svare tillægsgrundskyld betinget af, at ejeren (forpagteren) ikke fra skatteårets begyndelse er pligtig at svare SKAT I HENHOLD TIL LOV VEDRØRENDE PERSONLIG SKAT TIL KOMMUNEN til ejendomskommunen. D.v.s. at pligt til at svare skat efter såvel kapitel I og II (opholdskommuneskat), kapitel III (erhvervsskat), kapitel IV (»uegentlig erhvervsskat«) og kapitel V (skat af aktieselskaber m.v.) udelukker fra pligt til at betale tillægsgrundskyld, jfr. nedenfor litra a-e.

A. OPHOLDSKOMMUNESKAT. Er ejeren (forpagteren) den 1. april opholdskommuneskattepligtig til ejendomskommunen, kan tillægsgrundskyld ikke pålignes. Dette gælder, selv om ejeren (forpagteren) samtidig er opholdskommuneskattepligtig til en anden kommune. Kommunalbestyrelsen kan ikke ved at give afkald på retten til andel i opholdskommuneskat få adgang til at påligne tillægsgrundskyld. Er betingelserne for opholdskommuneskattepligt opfyldt, er opkrævning af tillægsgrundskyld udelukket.

b. ERHVERVSSKAT. Er ejeren pligtig at svare erhvervsskat til ejendomskommunen, kan der ikke pålignes tillægsgrundskyld. Erhvervsskattepligten er imidlertid fra og med skatteåret 1962-63 ifølge kommuneskattelovens § 19, stk. 1, betinget af, at vedkommende i erhvervskommunen har haft en indtægt af mindst 12 500 kr. i det til grund for skatteansættelsen liggende regnskabsår, samt at han for det pågældende skatteår er ansat til indkomstskat til staten at en indkomst på mindst 25 ooo kr. I så fald er der adgang til at opkræve et beløb i erhvervsskat hos den pågældende. Kommunens adgang til at påligne en ejendom, der tilhører en her i landet bosat person, der ikke er opholdskommuneskattepligtig til ejendomskommunen, tillægsgrundskyld kan således kun tilsidesættes, såfremt kommunen kan opkræve erhvervsskat hos den pågældende. Det vil således meget vel kunne forekomme, at en kommune det ene år kan opkræve tillægsgrundskyld af en ejendom, og det andet år på grund af erhvervsskattepligt er afskåret fra at gøre det.

c. »UEGENTLIG ERHVERVSSKAT«. Også pligt for ejeren (forpagteren) til at svare uegentlig erhvervsskat i henhold til kommuneskattelovens kapitel IV udelukker opkrævning af tillægsgrundskyld. Pligt til at svare ugentlig erhvervsskat har fra og med skatteåret 1962-63 personer, som ikke har skattepligtigt ophold i nogen kommune her i landet, uafsluttede dødsboer, der her i landet er undergivet offentlig skiftebehandling, og staten og dens institutioner. Den uegentlige erhvervsskat påhviler bl.a. de pågældende fysiske og juridiske personer, dersom de »bruger, ejer eller er beneficeret med fast ejendom« (kommuneskattelovens § 29, jfr. § 18, stk. 1, nr. 3) og skal svares til den kommune, hvor ejendommen er beliggende. De af bestemmelserne omfattede fysiske og juridiske personer er således i princippet skattepligtige til ejendomskommunen. Dette må efter indenrigsministeriets opfattelse føre til, at de pågældende under alle omstændigheder er undtaget fra pligten til at svare tillægsgrundskyld i ejendomskommunen, og at dette gælder, selv om der på grund af ringe eller negativ indtægt ikke er pålignet ejeren (forpagteren) uegentlig erhvervsskat.

d. SELSKABSSKAT. Fra og med skatteåret 1962-63 er der sket en betydelig ændring i bestemmelserne om selskabsbeskatning, der samtidig udvides til også at omfatte institutioner og stiftelser m.v. (bortset fra staten og dens institutioner) samt brugsforeninger og produktions- og salgsforeninger. Fra dette skatteår skal selskaber, foreninger, institutioner m.fl. alene svare indkomstskat i henhold til lov nr. 255 af 11, juni 1960 om indkomstbeskatning af aktieselskaber m.v. (finansministeriets lovbekendtgørelse nr. 377 af 20. december 1961), jfr. § 33, stk. 1, i lov vedrørende personlig skat til kommunen som ændret ved lov nr. 276 af 7. juli 1960. Af denne skat tilfalder ifølge § 23 i loven af 11. juni 1960 3/20 den eller de kommuner, hvori selskabet eller foreningen har drevet virksomhed, og det er i kommuneskattelovens §§ 33-36, som ændret ved loven af 7. juli 1960 nærmere angivet, i hvilke kommuner et selskab el.lign. kan anses for at have drevet virksomhed, og hvorledes den kommunale andel vil være at fordele mellem disse kommuner.

Såfremt ejeren (forpagteren) af en landbrugsejendom er et selskab el.lign., må bestemmelsen i den kommunale ejendomsskattelovs § 24, stk. 1, efter indenrigsministeriets opfattelse herefter forstås således, at der ikke kan opkræves tillægsgrundskyld af ejendommen, dersom ejendomskommunen er berettiget til at deltage i fordelingen af den kommunale andel af selskabsskatten. Retten til andel i denne skat er betinget af, at virksomhed anses for drevet af selskabet i ejendomskommunen. Dette må efter den ændrede bestemmelse i kommuneskattelovens § 33, stk. 3, antages altid at være tilfældet, når selskabet ejer en landbrugsejendom i kommunen, medmindre den samlede kommunale andel af selskabsskatten for et selskab er mindre end 300 kr., og ejendomskommunen ikke er selskabets hjemstedskommune, jfr. den ændrede bestemmelse i kommuneskattelovens § 35, stk. 1, sammenholdt med bestemmelserne i § 25, stk. 1, og § 24 i den nye selskabsskattelov. I skatteår, hvor den samlede indkomstskat (til stat og kommune) for et selskab er 2 000 kr. eller derunder, kan der således, efter indenrigministeriets menings opkræves tillægsgrundskyld af selskabet tilhørende eller af selskabet tilhørende eller af selskabet forpagtede landbrugsejendomme i alle andre kommuner end selskabets hjemstedskommune. Dette vil så meget mere gælde, dersom selskabet overhovedet ikke betaler indkomstskat i det pågældende skatteår, og er selskabet endnu ikke blevet indkomstskattepligtig ved skatteårets begyndelse, kan der også opkræves tillægsgrundskyld af selskabets landbrugsejendomme i hjemstedskommunen. Når den samlede kommunale andel af selskabsskatten for et selskab el. lign. overstiger 300 kr., er det derimod uden betydning for adgangen til opkrævning af tillægsgrundskyld, om ejendomskommunen faktisk oppebærer en del af den kommunale andel af selskabsskatten. Opkrævning ag tillægsgrundskyld er i så fald efter indenrigsministeriets opfattelse altid udelukket.

e. SKAT AF BRUGSFORENINGER SAMT PRODUKTIONS- OG SALGSFORENINGER.

Fra og med skatteåret 1962-63 er disse foreninger omfattet af de andre selskaber og foreninger fældende bestemmelser, og der henvises herom til ovenfor under afsnit d.

3. KOMMUNALBESTYRELSENS BESLUTNING OM OPKRÆVNING AF TILLÆGSGRUNDSKYLD.

Det står kommunalbestyrelserne i sognekommunerne frit for, om de ønsker at benytte sig af adgangen til at udskrive tillægsgrundskyld, ligesom kommunalbestyrelserne selv bestemmer, hvor høj promillen skal være. Dog kan tillægsgrundskylden ikke udskrives med mere end 10 promille.

Beslutning om opkrævning af tillægsgrundskyld kræver ikke amtsrådets godkendelse, men skal ifølge lovens § 24, stk. 4, være truffet inden den 15. februar for at have virkning for det følgende skatteår. Beslutning om opkrævning af tillægsgrundskyld og om promillens størrelse kan træffes som gældende indtil videre eller for et enkelt skatteår. Kommunalbestyrelsen kan, selv om beslutning er truffet for et bestemt åremål, til enhver tid - dog senest inden den 15. februar forud for det pågældende skatteår - vedtage at tillægsgrundskyld ikke skal opkræves eller opkræves med en ændret promille fra og med det kommende skatteår.

4. OPKRÆVNING AF OG FRITAGELSE FOR TILLÆGSGRUNDSKYLD.

Såfremt der i en kommune træffes beslutning om udskrivning ag tillægsgrundskyld, skal samtlige landbrugsejendomme, hvis ejere (forpagtere) ike fra skatteårets begyndelse er skattepligtige til kommunen i henhold til lov vedrørende personlig skat til kommunen, pålignes tillægsgrundskyld, og den skal for samtlige de pågældende ejendomme pålignes med samme promille. Ejendomme, der helt eller delvis er fritaget for at svare ordinær grundskyld, er dog i tilsvarende omfang fritaget for tillægsgrundskyld.

Tillægsgrundskyld opkræves og inddrives efter de for den ordinære grundskyld gældende regler. Bestemmelserne i lovens kapitel V finder i det hele direkte anvendelse på tillægsgrundskylden.

5. TILLÆGSGRUNDSKYLDEN UAFHÆNGIG AF LIGNINGSFORHOLD OG GRUNDSKYLDGRÆNSER.

Tillægsgrundskylden medregnes ikke i det beløb, der i henhold til det fastsatte ligningsforhold skal udskrives som grundskyld og indkomstskat, jfr. lovens § 24, stk. 3. Tillægsgrundskyldpromillen fastsættes endvidere uafhængigt af de foran under afsnit II. A. omtalte over- og undergrænser for grundskyldpromillens størrelse. Der er således intet i vejen for, at en kommune med en grundskyldspromille på 40 kan opkræves tillægsgrundskyld.

INDENRIGSMINISTERIET. DEN 31. MARTS 1962.

Lars P. Jensen.

/Johs. Pedersen

BILAG 1.

NORMALVEDTÆGT FOR OPKRÆVNING AF DÆKNINGSAFGIFT I BYKOMMUNERNE.

VEDTÆGT FOR OPKRÆVNING AF DÆKNINGSAFGIFT I .............KOMMUNE.

I medfør af § 23 i lov nr. 34 af 18. februar 1961 om beskatning til kommunerne af faste ejendomme fastsættes følgende bestemmelser for opkrævningen af dækningsafgift af de i .......... kommune beliggende faste ejendomme.

I. OFFENTLIGE EJENDOMME.

§ 1. Af ejendomme, som i medfør af § 7, stk. 1, litra b, i ovennævnte lov er fritaget for kommunal grundskyld, svares dækningsafgift af grundværdien ag af forskelsværdien efter reglerne i reglerne i §§ 2-3.

§ 2. Dækningsafgift af grundværdien beregnes på samme måde som kommunal grundskyld, men svares kun med ... promille. (* 1)

Stk. 2. For skatteår med højere grundskyldpromille end ...(* 2) forhøjes promillesatsen for dækningsafgift med halvdelen af forskellen, dog højst til 10 promille.

§ 3. Dækningsafgift af forskelsværdien svares med ... promille af den til enhver tid gældende forskelsværdi.

II. KONTOR- OG FORRETNINGSEJENDOMME M.V.

§ 4. Af ejendomme, der anvendes til kontor, forretning, hotel, fabrik, værksted og lignende øjemed, svares dækningsafgift af forskelsværdien. Af ejendomme, der delvis anvendes som anført, svares dækningsafgift, når den del af forskelsvædien, der vedrører den til de nævnte formål anvendte del af ejendommen, udgør mere end halvdelen af forskelsværdien for hele ejendommen.

§ 5. Dækningsafgift af de i § 4, 1. punktum, omhandlede ejendomme svares med ... promille af den til enhver tid gældende forskelsværdi. Dækningsafgift af de i § 4, 2. punktum, omhandlede ejendomme svaresmed samme promille af den af forskelsværdien, der vedrører den del af forskelsværdien, der vedrører den til de i § 4 nævnte formål anvendte del af ejendommen.

Stk. 2. Såfremt der af en dækningsafgiftspligtig ejendom svares ejendomsskyld, svares der kun fuld dækningsafgift af den del af den afgiftspligtige forskelsværdi, som beløbsmæssigt overstiger den til grund for beregningen af ejendomsskylden liggende forskelsværdi. Af den del af forskelsværdien, der beløbsmæssigt svarer til den til grund for beregningen af ejendomsskyld liggende forskelsværdi, svares der dækningsafgift med det beløb, hvormed dækningsafgiften måtte overstige ejendomsskylden.

§ 6, Dækningsafgift i henhold til §§ 4 og 5 kan ikke opkræves af ejendomme, der er fritaget for grundskyld i henhold til § 7 i lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme.

III. FÆLLES BESTEMMELSER.

§ 7. Såfremt en ejendom på grund af brugs- eller ejerskifte overgår til eller ophører med at skulle svare dækningsafgift sker dette ved udgangen af det kvartal, hvori skiftet har fundet sted.

§ 8. De i kapitel V i lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme fastsatte bestemmelser om skatternes forfaldstid og erlæggelse m.v. finder anvendelse på den i nærværende vedtægt omhandlede dækningsafgift.

Stk. 2. Dækningsafgiften forfalder til betaling........... med sidste rettidige betalingsdag henholdsvis.........

§ 9. Nærværende vedtægt træder i kraft den..........

....................byråd, den.....................

BILAG 2.

NORMALVEDTÆGT FOR OPKRÆVNING AF DÆKNINGSAFGIFT I SOGNEKOMMUNERNE.

VEDTÆGT FOR OPKRÆVNING AF DÆKNINGSAFGIFT I ..........SOGNEKOMMUNE.

I medfør af § 23 i lov nr. 34 af 18. februar 1961 om beskatning til kommunerne af faste ejendomme fastsættes følgende bestemmelser for opkrævningen af dækningsafgift af de i ...........sognekommune beliggende faste ejendomme.

I. OFFENTLIGE EJENDOMME.

§ 1. Af ejendomme, som i medfør af § 7, stk. 1, litra b, i ovennævnte lov er fritages for kommunal grundskyld, svares dækningsafgift af grundværdien og af forskelsværdien efter reglerne i §§ 2-3.

§ 2. Dækningsafgift af grundværdien beregnes på samme måde som kommunal grundskyld, men svares kun med halvdelen af den promille, hvormed kommunal grundskyld pålignes de øvrige ejendomme i kommunen, dog højst med 10 promille.

§ 3. Dækningsafgift af forskelsværdien svares med ... promille af den til enhver tid gældende forskelsværdi.

II. KONTOR- OG FORRETNINGSEJENDOMME M.V.

§ 4. Af ejendomme, der anvendes til kontor, forretning, hotel, fabrik, værksted og lignende øjemed, svares dækningsafgift af forskelsværdien. Af ejendomme, der delvis anvendes som anført, svares dækningsafgift, når den del af forskelsværdien, der vedrører den til de nævnte formål anvendte del af ejendommen, udgør mere end halvdelen af forskelsværdien for hele ejendommen.

§ 5. Dækningsafgift af de i § 4, 1. punktum, omhandlede ejendomme svares med ... promille af den til enhver tid gældende forskelsværdi. Dækningsafgift af de i § 4, 2. punktum, omhandlede ejendomme svares med samme promille af den del af forskelsværdien, der vedrører den til de i § 4 nævnte formål anvendte del af ejendommen.

Stk. 2. Såfremt der af en dækningsafgiftspligtig ejendom svares ejendomsskyld, svares der kun fuld dækningsafgift af den del af den afgiftspligtige forskelsværdi, som beløbsmæssigt overstiger den til grund for beregningen af ejendomsskylden liggende forskelsværdi. Af den del af forskelsværdien, der beløbsmæssigt svarer til den grund for beregningen af ejendomsskyld liggende forskelsværdi, svares der dækningsafgift med det beløb, hvormed dækningsafgiften måtte overstige ejendomsskylden.

§ 6. Dækningsafgift i henhold til §§ 4 og 5 kan ikke opkræves af ejendomme, der er fritaget for grundskyld i henhold til § 7 i lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme.

III. FÆLLES BESTEMMELSER.

§ 7. Såfremt en ejendom på grund af brugs- eller ejerskifte overgår til eller ophører med at skulle svare dækningsafgift sker dette ved udgangen af det kvartal hvori skiftet har fundet sted.

§ 8. De i kapitel V i lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme fastsatte bestemmelse am skatternes forfaldstid og erlæggelse m.v. finder anvendelse på den i nærværende vedtægt omhandlede dækningsafgift.

Stk. 2. Dækningsafgiften forfalder til betaling ............... med sidste rettidige betalingsdag henholdsvis .........

§ 9. Nærværende vedtægt træder i kraft den ........

.....................sogneråd, den ..............

BILAG 3.

NORMALVEDTÆGT FOR OPKRÆVNING AF DÆKNINGSAFGIFT I AMTSKOMMUNERNE.

VEDTÆGT FOR OPKRÆVNING AF DÆKNINGSAFGIFT I ......... AMTSKOMMUNE.

I medfør af § 23. stk. 1, ilov nr. 34 af 18. februar 1961 om beskatning til kommunerne af faste ejendomme fastsættes følgende bestemmelser for opkrævningen af dækningsafgift af de i .......amtskommunebeliggende faste ejendomme.

§ 1. Af ejendomme, som i medfør af § 7, stk. 1, litra b, i ovennævnte lov er fritaget for kommunal grundskyld, svares dækningsafgift af grundværdien og af forskelsværdien efter nedenstående regler.

Stk. 2. Ejendomme tilhørende sognekommunerne i .............amtsrådskreds er dog ikke omfattet af dækningsafgiftspligten.

§ 2. Dækningsafgift af grundværdien beregnes på samme måde som kommunal grundskyld, men svares kun med halvdelen af den promille, hvormed amtskommunal grundskyld pålignes de øvrige ejendomme i amtskommunen.

§ 3. Dækningsafgift af forskelsværdien svares med ...promille af den til enhver tid gældende forskelsværdi.

§ 4. Såfremt en ejendom på grund af brugs- eller ejerskifte overgår til eller ophører med at skulle svare dækningsafgift, sker dette ved udgangen af det halvår, hvori skiftet har fundet sted.

§ 5. Dækningsafgiften opkræves ligesom de amtskommunale ejendomsskatter sammen med ejendomsskatterne til staten.

§ 6. Nærværende vedtægt træder i kraft den.......

................amtsråd, den...................

INDHOLDSFORTEGNELSE

I. BYKOMMUNERNE.

A. Grundskyld

B. Ejendomsskyld

  

    1. Grundlaget for ejendomsskyldens beregning  

       a. De ældre regler  

       b. De nye regler  

    2. Ejendomsskyldpromillen  

    3. Særregler for visse småejendomme  

 II. SOGNEKOMMUNERNE.  

    A. Grundskyld  

    1. Grundskyldspromillens fastsættelse i visse større sognekommuner  

    2. Grundskyldspromillens fastsættelse i de øvrige sognekommuner  

       (ligningsforhold)  

       a. Ligningsforholdets indhold; grænserne for  

       grundskyldpromillens størrelse  

       b. Ligningsforholdets fastsættelse  

 B. Ejendomsskyld  

    1. Grundlaget for ejendomsskyldens beregning  

    2. Ejendomsskyldpromillen  

 III. AMTSKOMMUNERNE:  

 A. Udskrivning på kommunerne  

 B. Grundskyld  

 C. Ejendomsskyld  

    1. Grundlaget for ejendomsskyldens beregning  

    2. Ejendomsskyldpromillen  

 IV. FRITAGELSE FOR KOMMUNAL GRUNDSKYLD OG EJENDOMSSKYLD.  

 A.Fritagelse for kommunal grundskyld.  

    1. Lovmæssige fritagelser  

    2. Bevillingsmæssige fritagelser afledt af fritagelse for  

      statsgrundskyld  

       a. Lovmæssige fritagelser for statsgrundskyld  

       b. Bevillingsmæssige fritagelser for statsgrundskyld  

    3. Bevillingsmæssig fritagelse af byplanmæssige hensyn  

 B. Fritagelse for kommunal ejendomsskyld.  

    1. Fritagelse for ejendomsskyld afledt af fritagelse  

      for grundskyld  

    2. Fritagelse for ejendomsskyld af bygninger på fremmed  

      grund  

    3. Fritagelse for ejendomsskyld for fredede bygninger  

    4. Opretholdelse af ældre fritagelser for ejendomsskyld  

       a. Frugtplantager  

       b. Fritagelse i henhold til byggestøttelovgivningen  

       c. Hede- og klitplantager  

V. DÆKNINGSAFGIFT.

A. Offentlige ejendomme

B. Visse erhvervsejendomme m.v. 1. Dækningsafgiftspligtige ejendomme 2.Dækningsafgiftens beregning 3. Fortegnelse over dækningsafgiftspligtige ejendomme 4. Meddelelse til ejeren 5. Dækningsafgiftens udligning på lejen

C. Dækningsafgiftspromillernes fastsættelse 1. promille af grundværdien 2. Promille af forskelsværdien

D. Dækningsafgiftsvedtægter 1. Normalvedtægter 2. Vedtægternes indsendelse til godkendelse 3. Vedtægtens ikrafttræden

E. Opkrævning af dækningsafgift

VI. TILLÆGSGRUNDSKYLD AF VISSE LANDBRUGSEJENDOMME I SOGNEKOMMUNERNE. 1. Landbrugsejendomme 2. Ejerens eller forpagterens kommuneskattepligt 3. kommunalbestyrelsens beslutning om opkrævning af tillægspension 4. Opkrævning af og fritagelse for tillægsgrundskyld 5. Tillægsgrundskyld uafhængig af ligningsforhold og grundskyldgrænser

BILAG 1. Normalvedtægt for opkrævning af dækningsafgift i bykommunerne

BILAG 2. Normalvedtægt for opkrævning af dækningsafgift i sognekommunerne

BILAG 3. Normalvedtægt for opkrævning af dækningsafgift i amtskommunerne

Officielle noter

(* 1) Promillen kan højst udgøre halvdelen af grundskyldpromillen - 14.

(* 2) Den grundskyldpromille, der er lagt til grund ved fastsættelsen af den i stk. 1 nævnte promille.