Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Vejledning om forskellige spørgsmål i relation til administrationen af udlændingelovens forsørgelseskrav over for ægtefæller


1. Indledning

I den første rapport af 8. oktober 1993 fra det af regeringen nedsatte Byudvalg er det angivet, at der for at sikre en ensartethed i udlændingemyndighedernes sagsbehandling vil blive udsendt en vejledning med henblik på at præcisere, i hvilke tilfælde udlændingemyndighederne kan meddele opholdstilladelse, selv om det ikke kan antages, at den herboende kan opfylde sin forsørgelsespligt i forhold til sin ægtefælle.

I det følgende vil forskellige situationer i forbindelse med administrationen af forsørgelseskravet efter udlændingeloven i relation til familiesammenføring med ægtefæller blive gennemgået.

Det bemærkes, at nedennævnte gennemgang ikke tilsigter at være en udtømmende opregning af de problemer, som kan forekomme i forbindelse med udlændingemyndighedernes sagsbehandling af denne type sager.

Opmærksomheden henledes på, at forvaltningslovens almindelige bestemmelser, herunder bestemmelserne vedrørende vejledning, aktindsigt, partshøring, videregivelse af oplysninger med eller uden samtykke til andre myndigheder, begrundelse og klagevejledning, finder anvendelse ved udlændingemyndighedernes behandling af denne type sager.

2. Lovgrundlaget

Efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 462 af 26. juni 1987, som ændret ved lov nr. 482 af 24. juni 1992, gives der efter ansøgning opholdstilladelse til en udlænding over 18 år, som samlever på fælles bopæl i ægteskab eller fast samlivsforhold af længere varighed med en i Danmark fastboende person over 18 år, der:

  • a) har dansk indfødsret
  • b) har indfødsret i et af de nordiske lande
  • c) har opholdstilladelse efter §§ 7 - 8 eller
  • d) lovligt har boet her i landet i mere end de sidste 5 år.

Ved lov nr. 482 af 24. juni 1992 blev der i udlændingelovens § 9, stk. 4, 2. punktum, indsat en bestemmelse om, at opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2, kan betinges af, at den herboende person, som det påhviler at forsørge ansøgeren, godtgør at være i stand hertil.

Den herboende person har således i medfør af lov om ægteskabs retsvirkninger og i medfør af bistandsloven privat- henholdsvis offentligretlig forsørgelsespligt over for sin ægtefælle.

3. Retningslinier for, i hvilke tilfælde der skal stilles krav om, at den herboende ægtefælle dokumenterer sin forsørgelsesevne

3.1. Generelle bemærkninger.

Efter formuleringen af bestemmelsen i udlændingelovens § 9, stk. 4, 2. punktum, er der alene et fakultativt krav om, at den herboende ægtefælle skal dokumentere sin forsørgelsesevne.

Afgørelsen af, hvorvidt der i den enkelte sag skal stilles krav om, at den herboende godtgør at kunne forsørge sin ægtefælle, må navnlig bero på et konkret skøn i den enkelte sag af den herboendes henholdsvis ansøgerens faktiske tilknytning til både Danmark og hjemlandet. De følgende vejledende retningslinier tilsigter ikke udtømmende at angive, hvilke konkrete momenter der kan indgå i vurderingen af, om der skal stilles krav om dokumentation for forsørgelsesevnen, eller med hvilken vægt de enkelte forhold skal indgå i vurderingen.

3.2. Den herboende er flygtning.

Det fremgår af bemærkningerne til lov nr. 482 af 24. juni 1992, hvorved udlændingelovens § 9 blev ændret, at en ansøgning om opholdstilladelse for en ægtefælle til en herboende flygtning i almindelighed skal imødekommes, selv om det ikke kan godtgøres, at den herboende kan opfylde sin forsørgelsespligt i forhold til den pågældende. Dette gælder i hvert fald, hvis ægteskabet er indgået, inden flygtningen indrejste her i landet.

Har flygtningen indgået ægteskab efter indrejsen i Danmark, må det ifølge bemærkningerne bero på et konkret skøn, blandt andet over flygtningens tilknytning her til landet og muligheden for at bosætte sig i ægtefællens hjemland eller andre lande, om opholdstilladelse kan meddeles på trods af, at kravet om dokumentation for forsøgelsesevnen ikke kan ventes opfyldt.

Har flygtningen inden sin indrejse her i landet indgået ægteskab med en person fra sit hjemland, skal der i almindelighed ikke stilles krav om dokumentation for forsørgelsesevnen. Det samme gælder, hvis flygtningen efter sin indrejse her i landet har indgået ægteskab med en person fra sit hjemland. Dette skyldes navnlig, at det vil være urimeligt at henvise en flygtning til at etablere sit familieliv i hjemlandet, hvor den pågældende risikerer forfølgelse, og at Danmark i denne situation i medfør af artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention kan være forpligtet til at give familiesammenføring.

Der kan dog i særlige tilfælde forekomme situationer, hvor flygtningen og flygtningens ægtefælle fra hjemlandet efterfølgende har erhvervet en sådan tilknytning til et tredjeland, at det vil være rimeligt at henvise flygtningen til at etablere sit familieliv der. Det er dog en forudsætning, at det er muligt for parterne at etablere et familieliv i det pågældende tredjeland, jf. pkt. 3.6.

Hvis flygtningen har indgået ægteskab med en person, som er statsborger i et tredjeland, vil der ofte være tilfælde, hvor flygtningens og ægtefællens tilknytning her til landet er så stærk, at det ikke vil være rimeligt at kræve, at den herboende dokumenterer sin forsørgelsesevne. Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis flygtningen har opholdt sig her i landet i adskillige år eller på anden måde har en nær familiemæssig tilknytning til Danmark. Det vil under alle omstændigheder være en forudsætning, at det er muligt for parterne at etablere et familieliv i det pågældende tredjeland, jf. pkt. 3.6.

3.3. Den herboende er dansk statsborger.

Det forhold, at udlændingelovens bestemmelse om dokumentation af forsørgelsesevne i relation til familiesammenføring med en ægtefælle er fakultativ, indebærer ifølge lovens bemærkninger, at udlændingemyndighederne undtagelsesvis kan meddele opholdstilladelse i tilfælde, hvor det forekommer særlig velbegrundet , uanset at det ikke kan antages, at den herboende kan opfylde sin forsørgelsespligt i forhold til den pågældende. Er den pågældende dansk statsborger, vil det ifølge bemærkningerne være naturligt at lade dette forhold indgå med stor vægt ved vurderingen, idet det i disse tilfælde kan forekomme uheldigt - eller ligefrem umuligt - at kræve, at den pågældende bosætter sig hos familien i udlandet.

Det forhold, at den herboende er dansk statsborger, må tillægges stor vægt ved den konkrete vurdering af, om der skal meddeles opholdstilladelse, selv om den herboende ikke kan dokumentere sin forsørgelsesevne. Der må ved vurderingen heraf lægges afgørende vægt på, hvorvidt det i den konkrete sag vil være uhensigtsmæssigt at kræve, at den pågældende bosætter sig hos sin ægtefælle i udlandet. Der bør ved vurderingen heraf lægges betydelig vægt på de nedenfor anførte momenter.

Hvis den danske statsborger har forældremyndigheden over mindreårige børn , der opholder sig her i landet, vil det i almindelighed være urimeligt at henvise den pågældende til at bosætte sig hos sin ægtefælle i udlandet.

Hvis den danske statsborger og de mindreårige børn har en stærk tilknytning til ægtefællens hjemland, f. eks. i form af, at den danske statsborger eller børnene er født og opvokset i ægtefællens hjemland, hvor de pågældende oprindelig har været statsborgere, må det bero på en konkret afvejning af den herboendes og børnenes samt af ansøgerens reelle tilknytning til henholdsvis Danmark og hjemlandet, hvorvidt det bør kræves, at den herboende dokumenterer sin forsørgelsesevne. Hvis børnene er født og opvokset her i landet og har en sådan alder, at børnene er på vej til at blive integreret i det danske samfund, bør der i almindelighed ikke stilles krav om dokumentation for forsørgelsesevnen. Det forhold, at den herboende danske statsborger har et etnisk tilhørsforhold til ægtefællens hjemland, vil som regel ikke være tilstrækkeligt til at kræve forsørgelsesevnen dokumenteret.

Har den danske statsborger fælles forældremyndighed over de mindreårige børn med en anden end den kommende ægtefælle, gælder tilsvarende principper.

Har den danske statsborger alene samværsret over mindreårige børn, der opholder sig hos forældremyndighedens indehaver, afhænger det af en konkret vurdering af bl.a. omfanget af tilknytningen mellem den danske statsborger og de pågældende børn, omfanget af det samvær, den danske statsborger har haft med børnene og muligheden for fremover fra ægtefællens land at udøve samvær med børnene, hvorvidt det vil være rimeligt i denne situation at henvise den danske statsborger til at bosætte sig hos sin ægtefælle i udlandet.

Hvis den danske statsborger som følge af særlige sundhedsmæssige eller andre problemer har et sådant behov for at forblive i Danmark, at det ikke vil være rimeligt at henvise vedkommende til at tage ophold hos sin ægtefælle i udlandet, skal dokumentation for forsørgelsesevnen ikke kræves. Der må i denne forbindelse eventuelt med støtte i en indhentet lægelig udtalelse foretages en vurdering af, hvorvidt den danske statsborger har et sådant pasningsbehov, behov for medicin mv., at en flytning til udlandet vil være uforsvarlig.

Hvis den danske statsborger har en høj alder, må der ligeledes foretages en konkret vurdering af, hvorvidt den pågældende som følge af sin alder og helbredstilstand med rimelighed vil kunne tage ophold i udlandet hos sin ægtefælle.

Der skal ud over de nævnte situationer heller ikke stilles krav om dokumentation for forsørgelsesevnen, hvis det efter en samlet vurdering af parternes personlige forhold samt parternes tilknytning her til landet og til hjemlandet forekommer uhensigtsmæssigt at henvise den pågældende til at bosætte sig hos sin ægtefælle i udlandet.

Ved denne vurdering spiller det en rolle, om der kan antages at foreligge en omgåelse af det bestående indvandrerstop ved, at oplysninger i sagen måtte vise, at ægteskabet kan antages at være indgået alene med den hensigt at skaffe ansøgeren en tidsubegrænset opholdstilladelse her i landet.

Såfremt parterne har haft et sædvanligt personligt kendskab til hinanden inden ægteskabets indgåelse, bor der således i almindelighed ikke kræves dokumentation for forsørgelsesevnen.

Er ægteskabet indgået og samliv etableret, inden den herboende tog ophold her i landet, bør der i almindelighed ikke kræves dokumentation for forsørgelsesevnen.

Den udenlandske ægtefælles eventuelle tidligere tilknytning til Danmark vil være et moment, der taler for at undlade at kræve dokumentation for forsørgelsesevnen. Man kan f.eks. forestille sig, at ansøgeren i en længere årrække har opholdt sig i Danmark og herunder stiftet familie samt fået børn her i landet.

I de situationer, hvor den danske statsborger er født og opvokset i ægtefællens hjemland og først har erhvervet dansk statsborgerskab efter sin indrejse i Danmark, vil dette moment i de tilfælde, hvor den danske statsborger ikke har mindreårige børn, kunne få indflydelse på vurderingen af, hvorvidt det på baggrund af den herboendes tilknytning her til landet forekommer urimeligt at henvise vedkommende til at bosætte sig hos sin ægtefælle i udlandet.

Den danske statsborgers særlige tilknytning her til landet, evt. i form af stærk familiemæssig tilknytning (børn over 18 år, forældre og familie), kan spille en rolle ved vurderingen af, hvorvidt forsørgelsesevnen skal kræves dokumenteret.

Årsagen til den danske statsborgers manglende opfyldelse af forsørgelseskravet kan endvidere medinddrages i vurderingen af, om der i det enkelte tilfælde skal stilles krav om dokumentation for forsørgelsesevnen.

Der bør i almindelighed ikke stilles krav om dokumentation af forsørgelsesevnen i den situation, hvor den herboende har arbejde, men hvor lønindkomsten er for lav til, at pågældende kan forsørge ægtefællen. I denne situation vil en henvisning til den pågældende om at tage ophold hos sin ægtefælle i udlandet indebære, at den pågældende skal opsige sit arbejde.

Der bør ligeledes i almindelighed ikke stilles krav om dokumentation af forsørgelsesevnen i den situation, hvor den herboende er studerende. I denne situation vil der ofte være anledning til at tage hensyn til, at den pågældende ved at tage ophold hos sin ægtefælle i udlandet må afbryde et studieforløb her i landet.

Den situation, hvor den herboende har udsigt til at erhverve en tilstrækkelig indkomst til at forsørge sin ægtefælle, behandles under pkt. 4.

3.4. Den herboende er hverken flygtning eller dansk statsborger. Afgrænsning:

Den personkreds, som er omfattet af de efterfølgende bemærkninger, er enhver udlænding, som opholder sig her i landet på et andet opholdsgrundlag end udlændingelovens §§ 7 - 8 (flygtninge).

EU-borgere vil således være omfattet af de efterfølgende bemærkninger. En EU-borger, som opholder sig her i landet i kraft af de særlige EU-regler om opholdsret, har dog mulighed for i medfør af de særlige EU-regler at få familiesammenført visse nære familiemedlemmer, herunder ægtefæller. Dette gælder også, selv om familiemedlemmerne ikke selv er EU-borgere.

Såfremt en herboende EU-borger har familiemedlemmer, der ligeledes er EU-borgere, har de pågældende mulighed for selv at påberåbe sig de særlige EU-regler om opholdsret, hvis de ikke er omfattet af de EU-retlige regler om familiesammenføring.

De følgende bemærkninger får derfor kun betydning for herboende EU-borgere, der ønsker familiesammenføring med sin ægtefælle i medfør af udlændingelovens § 9.

Nordiske statsborgere vil ligeledes være omfattet af de efterfølgende bemærkninger. Familiemedlemmer til nordiske statsborgere, der selv er nordiske statsborgere, har dog i medfør af udlændingelovens § 1 fri adgang til at tage ophold her i landet uden opholdstilladelse, hvorfor de efterfølgende bemærkninger kun får betydning for ikke-nordiske familiemedlemmer til nordiske statsborgere.

Som følge af EØS-aftalens ikrafttræden den 1. januar 1994 har en herboende nordisk statsborger nu mulighed for efter ansøgning at få meddelt opholdsbevis i kraft af de særlige EU-regler om opholdsret. En herboende nordisk statsborger, der har fået meddelt et sådant opholdsbevis, har herefter mulighed for i medfør af de særlige EU-regler at få familiesammenført visse nære familiemedlemmer, herunder ægtefæller.

Familiemedlemmer, der er EØS-borgere, har tilsvarende mulighed for selv at påberåbe sig de særlige EU-regler om opholdsret.

De følgende bemærkninger får derfor kun betydning for herboende nordiske borgere, der ønsker familiesammenføring med deres ægtefæller i medfør af udlændingelovens § 9.

EØS-statsborgere i øvrigt , dvs. for tiden statsborgere fra Østrig, vil i samme omfang som EU-borgere alene være omfattet af de følgende bemærkninger, hvis der ansøges om familiesammenføring med en ægtefælle i medfør af udlændingelovens § 9.

Udlændinge, der har opholdt sig her i landet i den periode, som kræves for at få dansk indfødsret, men som ikke har erhvervet dansk indfødsret, vil ligeledes være omfattet af de efterfølgende bemærkninger.

3.5. Den herboende er hverken flygtning eller dansk statsborger. Kriterier:

Ved vurderingen af, om man skal undlade at kræve dokumentation for forsørgelsesevnen, hvis den herboende tilhører denne personkreds, vil udgangspunktet være, at der meddeles afslag på opholdstilladelse i de situationer, hvor det ikke kan dokumenteres, at den herboende kan opfylde sin forsørgelsespligt i forhold til sin ægtefælle.

Som beskrevet ovenfor i pkt. 3.3., følger det af bemærkningerne til udlændingelovens § 9, stk. 4, at udlændingemyndighederne undtagelsesvis kan meddele opholdstilladelse i tilfælde, hvor det forekommer særlig velbegrundet , uanset at det ikke kan antages, at den herboende kan opfylde sin forsørgelsespligt i forhold til de pågældende.

Der kan således i særlige tilfælde efter en konkret vurdering meddeles opholdstilladelse, selv om den herboende ikke kan dokumentere sin forsørgelsesevne. Det må ved vurderingen heraf være af afgørende betydning, hvorvidt det vil være uhensigtsmæssigt at kræve, at den pågældende, uanset at denne ikke er dansk statsborger, bosætter sig hos ægtefællen i udlandet.

Har den herboende udlænding indgået ægteskab med en udlænding fra et andet hjemland end den pågældendes eget, vil udgangspunktet ofte være, at den herboende efter eget valg tager ophold med sin ægtefælle i sit eget hjemland eller i ægtefællens. Det er dog en forudsætning, at den herboende og ægtefællen kan tage varigt ophold i samme land. Der henvises herom til pkt. 3.6.

Det vil i almindelighed være en forudsætning for at undlade at stille krav om dokumentation for forsørgelsesevnen, at den herboende har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være urimeligt at henvise den pågældende til at tage ophold i sit eget eller ægtefællens hjemland.

Endvidere må det i almindelighed være en forudsætning, at der foreligger et eller flere af de under pkt. 3.3. nævnte momenter, der spiller ind ved vurderingen i relation til danske statsborgere.

Forudsætningen om, at den herboende har den fornødne tætte og faste tilknytning til Danmark, vil i almindelighed være opfyldt, hvis den pågældende har opnået en sådan alder og beskæftigelsesmæssig eller anden tilknytning til Danmark, at det vil virke urimeligt at henvise den herboende til at bosætte sig i ægtefællens hjemland.

Det forudsættes herved, at ægtefællen stammer fra den herboendes hjemland. Er dette ikke tilfældet, bør kravene til den herboendes tilhørsforhold være mindre.

Hvis den herboende har forældremyndigheden over mindreårige børn , der opholder sig her i landet, kan der forekomme situationer, hvor det kan være urimeligt at henvise den pågældende til at tage ophold i udlandet med sine mindreårige børn. Dette må bero på en konkret vurdering af den herboendes og børnenes reelle tilknytning til det danske samfund henholdvis til hjemlandet, herunder om børnene har nået en sådan alder, at de er på vej til at blive integreret i det danske samfund.

Har den herboende fælles forældremyndighed over børnene med en anden end den kommende ægtefælle, må der gælde tilsvarende principper.

Har den herboende udlænding mindreårige børn, der er danske statsborgere, er det under pkt. 3.3. beskrevet, hvorvidt der bør stilles krav om dokumentation for forsørgelsesevnen over for forældremyndighedens indehaver.

Har den herboende udlænding alene samværsret over mindreårige børn, der opholder sig hos forældremyndighedens indehaver, afhænger det af en konkret vurdering af bl.a. omfanget af tilknytningen mellem den herboende udlænding og de pågældende børn, omfanget af det samvær, den herboende udlænding har haft med børnene, og muligheden for fremover fra ægtefællens eller den herboendes hjemland at udøve samvær med børnene, hvorvidt det vil forekomme rimeligt i denne situation at henvise den herboende udlænding til at bosætte sig hos sin ægtefælle i udlandet.

Hvis den herboende udlænding som følge af særlige sundhedsmæssige eller andre problemer har et sådant behov for at forblive i Danmark, at det ikke vil være rimeligt at henvise vedkommende til at tage ophold hos sin ægtefælle i udlandet, skal dokumentation for forsørgelsesevnen ikke kræves. Der må i denne forbindelse eventuelt med støtte i en indhentet lægelig udtalelse foretages en vurdering af, hvorvidt den herboende udlænding har et sådant pasningsbehov, behov for medicin mv., at en flytning til udlandet vil være uforsvarlig.

Den herboendes særlige tilknytning her til landet, evt. i form af stærk familiemæssig tilknytning (børn over 18 år, forældre og familie), kan endvidere spille en rolle ved vurderingen af, hvorvidt forsørgelsesevnen skal kræves dokumenteret.

Årsagen til den udenlandske statsborgers manglende opfyldelse af forsørgelseskravet kan også være et moment af betydning for vurderingen af, om der i det enkelte tilfælde skal kræves dokumentation for forsørgelsesevnen.

Det forhold, at den udenlandske statsborger mister et arbejde her i landet, eller det forhold, at den udenlandske statsborger må afbryde sine studier her i landet, bør bevirke en særlig tilbageholdenhed i vurderingen.

For så vidt angår forudsætningen om, at der foreligger et eller flere af de under pkt. 3.3. nævnte momenter, skal nærmere bemærkes:

De situationer, hvor den herboende har forældremyndigheden over mindreårige børn eller som følge af særlige sundhedsmæssige eller andre problemer har behov for at blive i Danmark, er gennemgået ovenfor.

Der skal udover de nævnte situationer lægges betydelig vægt på, om det efter en samlet vurdering af parternes personlige forhold samt parternes tilknytning her til landet og til hjemlandet forekommer uhensigtsmæssigt at kræve, at den pågældende bosætter sig hos sin ægtefælle i hjemlandet. Det kan i den forbindelse spille en rolle, om der kan antages at foreligge en omgåelse af det bestående indvandrerstop ved, at ægteskabet kan antages at være indgået alene med den hensigt at skaffe ansøgeren en tidsubegrænset opholdstilladelse her i landet.

3.6. Den herboendes mulighed for at bosætte sig med ægtefællen i udlandet.

Såfremt der som betingelse for en opholdstilladelse stilles krav om, at en herboende dokumenterer sin forsørgelsesevne, vil det på baggrund af artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention i almindelighed være en forudsætning herfor, at det er muligt for den herboende og den herboendes ægtefælle at etablere et familieliv i et andet land.

Hvis ansøgeren og den herboende har forskellig nationalitet, må det være en forudsætning for et afslag på opholdstilladelse her i landet, at de pågældende har mulighed for at etablere et familieliv i et andet land end Danmark, typisk i enten ansøgerens eller i den herboendes hjemland.

Med hensyn til spørgsmålet om den herboendes mulighed for at tage længerevarende ophold i ægtefællens hjemland må det være afgørende, om den herboende kan få opholdstilladelse i det pågældende land eller på anden måde tage varigt lovligt ophold der. Det vil ikke være tilstrækkeligt, at den herboende blot kan få indrejsetilladelse i det pågældende land. Det må således kræves, at man med rimelig sikkerhed kan antage, at den herboende kan tage varigt lovligt ophold i ansøgers hjemland.

Det vil dog i denne henseende være tilstrækkeligt, at der foreligger generelle oplysninger om, at ægtefæller til personer med statsborgerret henholdsvis opholdsret i det pågældende land har mulighed for at tage varigt lovligt ophold, og - med hensyn til personer med opholdstilladelse efter §§ 7-8 - om, at der ikke er risiko for refoulement, dvs. tilbagesendelse til hjemlandet.

Det kan således ikke i almindelighed kræves, at udlændingemyndighederne, forinden der træffes afgørelse i sagen, undersøger muligheden for, at den enkelte herboende dansker eller udlænding kan tage varigt lovligt ophold.

Visse forhold kan dog bevirke, at der må skaffes et mere konkret grundlag for antagelsen om, at den herboende vil kunne tage varigt lovligt ophold i det pågældende land. Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis det kan dokumenteres, at den pågældende tidligere har søgt om opholdstilladelse i det pågældende land, uden at dette medførte positivt resultat.

Viser det sig efterfølgende, at den pågældende nægtes indrejse eller varigt lovligt ophold i det pågældende land, må udlændingemyndighederne genoptage sagen og foretage en fornyet vurdering af forholdene.

Såfremt det herefter ikke kan sandsynliggøres fra udlændingemyndighedernes side, at den herboende vil kunne tage varigt lovligt ophold i det pågældende land, bør den herboendes forsørgelsesevne ikke kræves dokumenteret som betingelse for ægtefællens opholdstilladelse. Konsekvensen af denne vurdering i lyset af reglerne i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention bliver, at ægtefællen får opholdstilladelse her i landet i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2.

4. Kan den herboende dokumentere sin forsørgelsesevne?

I afsnit 3 er gennemgået forskellige problemer i tilknytning til spørgsmålet om, hvorvidt der i den enkelte sag bør stilles som vilkår for meddelelse af opholdstilladelse, at den herboende dokumenterer sin forsørgelsesevne.

I dette afsnit gennemgås forskellige problemer i relation til spørgsmålet om, hvorvidt den herboende kan opfylde det stillede vilkår og dokumentere sin forsørgelsesevne.

En problemkreds i forbindelse med administrationen af forsørgelseskravet i udlændingeloven er knyttet til eventuelle forskydninger i den herboendes indtægtsgrundlag , der kan bevirke, at den herboende på eet tidspunkt kan dokumentere sin forsørgelsesevne og på andre tidspunkter ikke kan gøre det.

Udgangspunktet må være, at det er den herboendes indtægtsgrundlag på afgørelsestidspunktet, som er afgørende for vurderingen af, hvorvidt den herboende kan forsørge sin ægtefælle.

Såfremt det efter indhentelsen af en udtalelse fra de sociale myndigheder om forsørgelsesgrundlaget viser sig, at den herboende har fået væsentlige ændringer i sit indkomstgrundlag, f.eks. ved at få (andet) arbejde, bør der derfor indhentes en fornyet udtalelse fra de sociale myndigheder herom.

I den situation, hvor den herboende kan dokumentere, at den pågældende nogle få måneder frem i tiden med sikkerhed vil få væsentlige ændringer i sit indkomstgrundlag, f.eks. fordi en af den pågældende indgivet opsigelse eller en af den pågældende underskrevet ansættelseskontrakt først får virkning på dette tidspunkt, bør der træffes afgørelse på det fremtidige indtægtsgrundlag, hvis dette på afgørelsestidspunktet med sikkerhed kan beregnes. Der bør indhentes en udtalelse fra de sociale myndigheder på grundlag af de fremtidige indtægtsforhold.

I den situation, hvor det fremtidige indtægtsgrundlag ikke kan beregnes med sikkerhed, bør man afvente, at det fremtidige indtægtsgrundlag indtræder, og indhente en udtalelse fra de sociale myndigheder på dette tidspunkt.

Det skal i den forbindelse fremhæves, at ansøgerens fremtidige indtægtsmuligheder her i landet som udgangspunkt ikke indgår i vurderingen af, om den herboende kan dokumentere sin forsørgelsesevne.

Kan ansøgeren dokumentere, at pågældende under sit ophold her i landet vil kunne modtage indtægter fra hjemlandet eller det tidligere opholdsland, f.eks. i form af renteindkomst eller pension, bør disse indtægter indgå i vurderingen af den herboendes forsørgelsesevne.

I særlige tilfælde, hvor der foreligger ansættelseskontrakt, som dokumenterer, at ansøgeren har opnået varig ansættelse efter gængse danske løn- og arbejdsvilkår, bør dette også inddrages i vurderingen.

En anden problemkreds er spørgsmålet om, i hvilke tilfælde Direktoratet for Udlændinge skal anmode de sociale myndigheder om at vurdere den herboendes forsørgelsesevne.

Finder direktoratet efter de under afsnit 3 nævnte kriterier, at der ikke er grundlag for i den pågældende sag at gøre opholdstilladelsen betinget af, at den herboende ægtefælle godtgør at kunne forsørge ansøger, vil det ikke være nødvendigt at anmode de sociale myndigheder om at vurdere den herboendes forsørgelsesevne.

Omvendt vil det som udgangspunkt være påkrævet at anmode de sociale myndigheder om en udtalelse om den herboendes forsørgelsesevne, hvis Direktoratet for Udlændinge finder, at opholdstilladelsen i den enkelte sag skal betinges af, at den herboende godtgør sin forsørgelsesevne.

I de sager, hvor det er åbenbart på grund af de for Direktoratet for Udlændinge foreliggende oplysninger, at den herboende kan opfylde sin forsørgelsespligt, kan direktoratet efter omstændighederne meddele opholdstilladelse uden at foretage en høring af de sociale myndigheder.

Derimod bør direktoratet i sager, hvor der meddeles afslag på grund af den herboendes manglende forsørgelsesevne, altid forinden have indhentet en udtalelse fra de sociale myndigheder, også selv om det er åbenbart efter de for direktoratet foreliggende oplysninger, at den herboende ikke kan opfylde sin forsørgelsesevne.

I det omfang, Direktoratet for Udlændinge er i besiddelse af oplysninger om den herboendes forsørgelsesevne, vedlægges disse i forbindelse med, at man indhenter en udtalelse fra de sociale myndigheder, således at de for direktoratet foreliggende oplysninger kan indgå i kommunens indstilling vedrørende den herboendes forsørgelsesevne.

Hvis direktoratet efter iværksættelsen af en høring af de sociale myndigheder modtager nye oplysninger om den herboendes forsørgelsesevne, bør der foretages en supplerende høring af de sociale myndigheder.

Direktoratet for Udlændinge vil i overensstemmelse med forvaltningslovens § 19 skulle iværksætte partshøring over den eller de udtalelser, som indhentes fra de sociale myndigheder om forsørgelsesgrundlaget.

En tredje problemkreds ved vurderingen af den herboendes forsørgerevne opstår i den situation, hvor den herboende har såvel sin ægtefælle som mindreårige fællesbørn i hjemlandet.

Efter udlændingelovens § 9, stk. 4, 2. pkt., kan en opholdstilladelse betinges af, at den herboende person, som det påhviler at forsørge ansøgeren, godtgør at være i stand hertil. Efter denne bestemmelse er der alene hjemmel til at kræve, at den herboende dokumenterer sin forsørgelsesevne i forhold til ansøgeren.

Ansøger såvel ægtefællen som børnene samtidig om opholdstilladelse, bør det kræves, at den herboende er i stand til at forsørge såvel ægtefællen som de mindreårige børn. Opfylder den herboende ikke dette krav, må resultatet være, at der meddeles afslag på opholdstilladelse til alle ansøgerne, forudsat at der i det pågældende tilfælde overhovedet bør stilles krav om dokumentation for forsørgelsesevnen.

Ansøger ægtefællen alene om opholdstilladelse, kan det alene kræves, at den herboende er i stand til at forsørge ægtefællen. Hvis ægtefællen meddeles opholdstilladelse, og børnene herefter ansøger om opholdstilladelse, må der foretages en vurdering af, hvorvidt den herboende er i stand til også at forsørge børnene. Kan den herboende ikke dokumentere dette, må resultatet være, at der meddeles børnene afslag på opholdstilladelse, såfremt der i det pågældende tilfælde bør kræves dokumentation for forsørgelsesevnen.

Det bør ved høringen af de sociale myndigheder præciseres, i relation til hvilke personer den herboendes forsørgelsesevne ønskes vurderet.

Indenrigsministeriet, den 30. maj 1994

Birte Weiss

/ Claes Nilas

Officielle noter

Ingen