Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Vejledning vedrørende seksualundervisning og seksualoplæring af mennesker med ophold i institutioner for personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicap og i særlige plejehjem


1. HVORFOR UDARBEJDE EN VEJLEDNING OM MENNESKER MED HANDICAP OG SEKSUALITET?

I bestræbelserne på at skabe så normale vilkår som muligt for mennesker med handicap indgår også spørgsmålet om seksualundervisning og retten til et seksualliv.

Seksualitet er en integreret del af personligheden hos alle mennesker, også hos mennesker med handicap. Seksualitet er et grundlæggende behov og en del af vores trang til kærlighed, til kontakt, varme og intimitet. Seksualiteten påvirker vore tanker, følelser, handlinger og samspillet med andre mennesker.

I 1986 fremsattes et forslag til folketingsbeslutning om mennesker med handicap og deres muligheder for seksuel udfoldelse (jvf. beslutningsforsalg B 105). Der var enighed i regering og folketing om, at mennesker med handicap måtte have ret til at modtage den nødvendige seksualundervisning og seksualoplæring.

Det blev derfor besluttet at udarbejde en vejledning med henblik på, at seksualundervisning og seksualoplring kunne foregå i betryggende rammer, set ud fra såvel beboerens, de pårørendes og de ansattes side.

Når man arbejder med seksualitet, går man tæt på hinanden, og vores kulturkreds har et tvetydigt syn på seksualitet. Det er derfor vanskeligt at udfærdige en vejledning, som kan tage hånd om alle eventualiteter.

Denne vejledning indeholder først og fremmest nogle pædagogiske retningslinier og synspunkter, men omtaler også straffelovens bestemmelser samt bemærkninger hertil.

Vejledningen henvender sig til medarbejderne i institutionerne, beboerne og deres pårørende.

Seksualiteten har gennem mange år været tabulagt. Denne vejledning skulle gerne være et skridt på vejen til at give mennesker med handicap ret til et seksualliv - og være med til at give mennesker med handicap kendskab til seksualitet.

Undladelse af seksualoplysning til mennesker med et handicap bunder efter den svenske sociolog Bo Lewins erfaringer i, ...' at både plejepersonale og pårørende uden tvivl ofte har oplevet, at det ville være et meget stort (for stort) ansvar aktivt at stimulere den handicappedes seksuelle udvikling.

Sjældent tænker man på, at man derved påtager sig et ligeså stort ansvar, når man lader være'.

2. BARRIERER

I 1960'erne startedes diskussionen om mennesker med handicap's seksualitet, og i de senere år er emnet taget op i artikler, film, på kurser m.v.

Der er og har været mange forhold, der begrænsede mennesker med handicap's muligheder for at have et seksualliv.

Barriererne findes i omgivelserne. Omgivelserne burde med viden, positiv holdning og aktiv adfærd i samvær med det enkelte menneske med handicap tackle de seksuelle problemstillinger. I stedet er det ofte tilfældet, at mennesker med handicap isoleres fra seksuallivet på grund af manglende viden, negativ holdning o.s.v.

Offentligheden kan have svært ved at forstå problemerne - samfundsmoralen kan være en hindring.

Politikere, administratorer kan opleves som barrierer på grund af deres manglende støtte, viden og indsigt i problemerne.

Forældre og pårørende kan have svært ved at acceptere, at deres barn med handicap også kommer i puberteten, at deres barn bliver voksen og har seksuelle følelser og behov.

Medarbejderne savner ofte viden om, hvordan sagen kan gribes an.

Holdninger til mennesker med handicap og deres seksualitet, herunder medarbejderes opfattelse af egen seksualitet, er også af stor betydning i denne forbindelse.

Som en væsentlig barriere for at komme videre med at ændre holdningerne er ofte blevet nævnt straffelovens kap. 24 om forbrydelser mod kønssædeligheden.

Beboeren selv kan være utilbøjelig til at erkende et eventuelt behov og søge hjælp.

Der er imidlertid i dag en meget større forståelse for, at mennesker med handicap også har andre behov for privatliv og mulighed for seksualliv som andre.

3. DEN SEKSUELLE UDVIKLING

Seksualiteten er som sagt en betydningsfuld del af det menneskelige liv. Derfor er det lige så vigtigt at kende den seksuelle udvikling som at kende den forstandsmæssige, sproglige og sociale udvikling.

Meget tidligt lægges grunden til den senere seksuelle sanse- og følelsesmæssige oplevelse. Det er vigtigt at kunne knytte sig tillidsfuldt til et andet menneske og at have en tæt kontakt.

Vi har alle et behov for at blive rørt ved, og jo mere vi rører ved børn, jo kærligere og roligere bliver de.

I en rapport fra WHO (verdenssundhedsorganisationen) angående børns seksualitet hedder det i konklusionen: »Seksualiteten begynder i barndommen. Børn har seksuelle reaktioner allerede fra fødslen. Endda før denne. Masturbation og seksuel leg er sunde og normale aktiviteter hos børn. I de fleste lande lider børn under seksuel undertrykkelse. Omgivelsernes holdninger og reaktioner har betydelig indflydelse på barnets seksuelle udvikling, som vil danne baggrund for, i hvilken grad der vil kunne opstå seksuelle problemer. Børn har ligesom voksne behov for at få støttet deres seksualitet, så de kan blive i stand til at føle glæde som seksuelle individer«.

Det er dog ikke kun det lille barn, der har behov for at blive kærtegnet - en af vejene til et harmonisk barn er fortsat at være rundhåndet med kærtegn. Kærlig berøring og kontakt er også vigtig for voksne.

Børn med handicap har ikke altid de samme muligheder for at gøre erfaringer, fx at røre, lege m.m. som andre børn. Derfor må forældre/medarbejdere være ekstra opmærksomme på dette. Barnet kan gennem massage og kropskontakt få en bedre kropsopfattelse og dermed lære at acceptere sin krop og sit handicap i forhold til andre mennesker.

Det er vigtigt, at barnet lærer at kunne give og modtage kropskontakt, hvilket bl.a. kan foregå gennem leg, fx. i vand.

I puberteten sker en gennemgribende fysisk og psykisk forandring af kroppen, og mange behøver støtte og hjælp for at forstå forandringerne. Forældre og personale har været tilbøjelige til at overbeskytte de unge, således at de ikke selv får lejlighed til at gøre egne erfaringer.

Psykologen, forstander Demetrious Haracopos skriver bl.a., at for at indgå i et nært følelsesmæssigt og seksuelt forhold til en anden person, kræves en lang række sociale færdigheder, bl.a. følelse af omsorg og indleven i andres følelser.

Indsatsen bør derfor sigte mod at lære de unge sociale adfærdsmønstre, der fremmer evnen til at etablere menneskelige relationer i det hele taget og ikke blot til seksuelle forhold. Der kan fx. være fare for, at en svag person udnyttes af en stærkere person til at få tilfredsstillet den stærkes seksuelle behov. Også her er det vigtigt at lære, at seksuelt samvær forudsætter, at de to personer begge ønsker denne form for samvær, tager hensyn til hinanden, viser omsorg og indføling.

Det er naturligvis vigtigt at huske, at ikke alle kan være lykkelige hele tiden, og at den øvrige befolkning heller ikke lever lykkeligt og uden problemer på det seksuelle område. Offentlige institutioner skal imidlertid, inden for de rammer, der gælder for befolkningen i øvrigt, forsøge at give mennesker med handicap så gode betingelser (psykisk/fysisk) som muligt for at have et privatliv og dermed mulighed for et seksualliv.

Det bør være en naturlig del af institutionens dagligdag, at man giver og modtager følelser. Ligesom samtaler om emner, der kan være med til at fremme den personlige udvikling, vil være hensigtsmæssige. Emner, som vil være relevante at diskutere med unge, kan fx. være:

- Hvad sker der i puberteten?

- Hvad indebærer det at blive voksen?

- Forskellen mellem mand og kvinde

- Hvordan er min krop/hvordan er andres kroppe?

- Hvordan klarer man intimhygiejnen?

- Hvordan får man kontakt til andre/kærester m.v.?

- At kunne lide hinanden - hvordan kæler man?

- At vise hensyn

- Forskellige måder at tilfredsstille sig på.

- Prævention - lære at bruge kondom.

Fysiske og psykiske handicap kan i sig selv vanskeliggøre et tilfredsstillende seksualliv, men herudover kan der være mentale barrierer i form af ringe selvtillid, negativ kropsopfattelse, aseksuelt egetbillede og manglende viden om mulighederne for at leve seksuelt med sit handicap.

Endvidere er der for mennesker, som lever på institution, de fysiske rammer, herunder muligheden for at være alene uden at blive forstyrret. Fx. må beboerne have krav på, at en lukket dør respekteres, og at medarbejderne ikke bryder ind i mere intime situationer. Beboerne skal have lov til at bevare deres ret til selvbestemmelse, selvom de bor på institution.

Det er vigtigt for beboerne, at de kan regne med medarbejdernes loyalitet, ellers vil de næppe komme frem med eventuelle problemer omkring deres seksualliv.

Mulighederne for et privatliv er bedret, i og med at bomulighederne er blevet ændret, således at flere har fået mulighed for at flytte til mindre institutioner, bl.a. med enkeltværelser, bofællesskaber, egen lejlighed m.m.

3.1 Hygiejne

Forandringer af hormoner i puberteten virker også på huden. Huden bliver mere fedtet, og man sveder mere. Derfor er der brug for en bedre personlig renlighed, ellers kan der hurtigt opstå en dårlig lugt fra kroppen. Det kan være ubehageligt for en selv, men måske mest for de andre, der skal være i nærheden af en. Derfor er det godt at lære sig nogle gode daglige vaner, som fx. grundig vask af hele kroppen.

Det er vigtigt at vejlede omkring renlighed i forbindelse med menstruation, udfåld o.l., idet manglende renlighed kan give irritation, kløe og betændelsestilstande ved kønsorganerne hos mænd og kvinder.

3.2 Prævention

Forekomsten af effektive og forholdsvis let administrerbare præventionsmidler har været meget betydningsfuldt for, at en i øvrigt bekymret offentlighed og også forældre og medarbejdere har fået en mere »forstående« holdning til, at mennesker med handicap også får lov til at praktisere deres seksualitet.

Selvom kendskabet til svangerskabsforebyggende midler er mere udbredt i dag end tidligere, er det vigtigt at informere om, ikke blot hvordan prævention anvendes, men også om sikkerhed/usikkerhed, hvor meget den koster, hvor den fås o.s.v.

Men man skal også informere om de forskellige bivirkninger således, at de unge bliver i stand til at vælge, hvilken prævention der passer den enkelte bedst.

Der henvises til publikation nr. 1, 2 og 3 om seksualoplysning fra

Foreningen for Familieplanlægning.

3.3 AIDS

AIDS-sygdomme har skabt ængstelse hos mange. Der er tale om en problematik, som har en indbygget personlig konflikt og som rummer alle de elementer, der gør det yderligere svært at praktisere seksualundervisning og seksualoplæring af mennesker med handicap. AIDS-kampagnens budskab er imidlertid enkelt. Det består af tre ord:

Tag kondom på

Derfor må medarbejderne lære beboerne at bruge kondom og få dem til at forstå, at det er nødvendigt at anvende kondom ved alle seksuelle kontakter.

Det handler dog ikke kun om brug af kondom, men som rådgiver Jacob Øhlenshlger siger: »Sex er godt - vi kan ikke leve uden sex - vi kan ikke overleve uden sikker sex«.

Sikker sex er ikke kun et spørgsmål om praktikker, men også om at kende sin partner, at være åben og have tillid til hinanden.

Sikker sex - eller måske korrekt sikrere sex - er al sex, man kan forestille sig mellem mennesker - blot man undgår at få sæd, skedesekret, blod eller urin i kroppen. Virus kan ikke trænge gennem huden.

Der er intet der tyder på, at man kan smitte andre via spyt, sved og tårer.

Der er forskel på at have AIDS og at være smittet med HIVvirus. En forskel mellem at være syg og rask. Man kan ikke blive smittet med AIDS. Man kan blive smittet med HIV-virus, - og man kan udvikle sygdommen AIDS. Man får ikke AIDS, bare fordi man er smittet med HIV-virus. Sygdommen kan udvikle sig, men den kan også stabilisere sig. Det eneste, der er sikkert, er, at HIV-smittede kan smitte andre.

Der kan henvises til Sundhedsstyrelsens AIDS-publikationer, især pjecen »AIDS, psykosocial støtte i forbindelse med HIV-infektioner og sygdommen AIDS« (juli 1988). Der kan endvidere henvises til 2 film produceret af Amtsrådsforeningen: »Ikke et ord om AIDS« og »Et ord om AIDS«.

3.4 Kønssygdomme

Seksuelt overførte sygdomme er andet og mere end de kønssygdomme, de fleste kender - gonore og syfilis.

Det drejer sig om en gruppe sygdomme, der har det tilfælles, at de overføres fra den ene person til den anden ved tæt kropskontakt.

Det kan være udflåd, svamp, trichomonas, virus (herpes), forhudsbetændelse, amøber, kløe, fladlus og kønsvorter.

Alle, der har grund til at tro, at de lider af en kønssygdom, bør lade sig undersøge og behandle hos en læge.

Alle har ret til gratis og diskret behandling.

(Der henvises i øvrigt til Komiten for Sundhedsoplysning, hvor yderligere materiale kan fås).

4. ER SEKSUALITETEN ANDERLEDES HOS MENNESKER MED HANDICAP?

Mennesker med handicap er lige så forskellige som andre mennesker.

Nogle har ikke seksuelle problemer, uanset om deres seksualfunktion og kønsdrift er skadet eller ej. Sexologen overlæge Preben Hertoft skriver i bogen »Klinisk sexologi« bl.a., at »Det menneskelige seksualliv frembyder store individuelle variationer med hensyn til driftsstyrke og måden, hvorpå den seksuelle adfærd og holdning giver sig udtryk«.

Men et seksuelt problem kan ikke defineres af andre, det er noget, man selv oplever og kun selv kan afgøre væsentligheden af. Holdningen til andre menneskers seksualliv er i høj grad betinget af holdningen til egen seksualitet.

Et menneske med handicap er afhængig af andre menneskers holdning også på dette område.

Først i de senere år er det imidlertid blevet mere almindeligt, at beboere, medarbejdere, forældre og terapeuter har taget seksuelle problemer op til diskussion.

Bogen »Fugl uden vinger«, skrevet af 11 mennesker med fysiske handicap og redigeret af Annette Wiborg, handler om mennesker med fysiske handicap og bl.a. også deres seksualitet. Fra bogen nogle citater:

»En ting som er underligt at opleve som handicappede, er den totale afseksualisering. En handicappet er bare ikke noget seksualobjekt«.

En pige, der er født med stive arme og stive ben, skriver: »Min angst for nederlaget har drevet mig ud i forelskelser, der var dømt til at mislykkes, forelskelser i de umulige: gifte, bøsser, playboys eller mænd der åbenlyst var svagere end jeg. Men disse forelskelser har også været udtryk for en ubevidst trodsig trang til at finde helt ind til og løse problemets kerne: Andres og mit eget had til en deform krop«.

»Når et menneske lever et frustreret kærligheds- og sexliv eller totalt uden, får det vidtrækkende konsekvenser for hele følelseslivet. En ting er sikkert, alle har brug for kærlighed, og alle har brug for sex, men det tager tid inden denne erkendelse for os handicappede sætter sig igennem som en konstruktiv handling, ikke mindst fordi vi stadig står overfor en række fordomme, en bestemt æstetik, en snæversynet og fantasiforladt holdning til seksualitet, et ubrugeligt plejehjemspersonale - o.s.v.«.

Seksualitet handler altså ikke kun om at gå i seng med hinanden, men i lige så høj grad om følelser, nærhed, fortrolighed, venskab og kærlighed.

5. NØDVENDIGE OVERVEJELSER I FORBINDELSE MED HJÆLP TIL SEKSUEL UDFOLDELSE

På trods af, at der i dag er større åbenhed og vilje til at hjælpe, når det drejer sig om seksuelle spørgsmål, og at det er en del af det socialpdagogiske arbejde, er der brug for vejledning, som

  • 1) kan sikre, at beboerne på institutionerne får mulighed for at leve et seksualliv i overensstemmelse med deres ønsker og behov inden for de rammer, deres handicap måtte sætte, og inden for acceptable rammer set i relation til institutionen som helhed,
  • 2) kan tydeliggøre de strafferetlige spørgsmål.

Udgangspunktet må altid være, at beboerne ikke presses til noget han/hun ikke selv ønsker.

Det kan være såvel moralsk, æstetisk og strafferetligt svært at forholde sig til andres seksualitet. Man kommer meget tæt på menneskers allermest intime personlighed, og medarbejderen kan risikere at udsætte sig for beskyldninger for enten at fremme sine egne behov eller at krænke beboernes blufærdighed.

Men respekten for det enkelte menneske og dets værdighed er her, som i alle andre situationer med mennesker med handicap, det grundlæggende i samværet.

Psykologen, forstander Demetrious Haracopos siger i tidsskriftet »Specialpædagogik« (nr. 2/88) bl.a.:

»I vore bestræbelser på at støtte de unges ønsker om et følelsesmæssigt og seksuelt forhold, er det vigtigt at skelne mellem vore egne forventninger, normer og forestillinger, og hvad den enkelte person med handicap reelt kan klare«.

6. HVAD KAN MEDARBEJDERNE GØRE?

Der er en tendens til at tolke aggressiv eller destruktiv adfærd som tegn på frustration i forbindelse med seksuelle drifter. Denne fortolkning kan ikke udelukkes, men først må man foretage yderligere observationer.

Der kan dog også være tilfælde, hvor den unge ikke viser seksuelle signaler. Her må man overveje, om man bør tage emnet seksualitet op med den unge, eller om man bør undgå at forsøge at vække de seksuelle behov, der tilsyneladende ikke er til stede.

I en situation, hvor en beboer skal hjælpes i forbindelse med seksuelle problemer, bør de nedenfor nævnte anvisninger følges:

1. Der udarbejdes en grundig vurdering af den enkeltes niveau, viden og behov for derved at sikre, at årsagen til beboerens frustration skyldes et uforløst seksualbehov.

2. Er der tale om et seksuelt problem udarbejdes et forslag til et handlingsforløb, der dels hjælper beboeren til at få løst sit seksuelle behov - og om muligt lære ham/hende selv at løse det.

3. Planen drøftes og godkendes i det tværfaglige behandlerteam forud for igangsættelsen, således at man ikke risikerer unødig kritik eller fejlagtig mistanke fra kollegaer.

4. Planen forelægges for og accepteres af beboeren, således at seksualoplæring sker i fuld indforståelse med boboeren.

Denne arbejdsmodel er udarbejdet af skoleleder Jørgen Buttenschøn og benyttes allerede mange steder.

Det vil endvidere være hensigtsmæssigt, at der på behandlingskonferencer i lighed med andre spørgsmål også diskuteres beboernes seksuelle udvikling.

Der vil ganske givet være medarbejdere som overvejer, hvilke konsekvenser det vil medføre aktivt at hjælpe et andet menneske seksuelt. Kan det fx. starte en udvikling hos beboeren, som det kan blive vanskeligt at styre? Og hvad gør det ved mig selv og mit eget seksualliv? Og hvad med det strafferetlige, følelsesmæssige, moralske og etiske?

Det må være acceptabelt, at en medarbejder i disse situationer kan sige fra, fordi det går for tæt på en, uden at det betyder en negativ holdning til, at beboeren skal hjælpes.

Udgangspunktet må være, at der er en fælles enighed om, hvad problemet er, og hvilke mål der skal nås. Dernæst må man finde ud af, hvordan det løses og i givet fald, hvem der aktivt skal hjælpe i den helt konkrete situation.

Netop omkring seksuelle spørgsmål, som af mange opfattes om særdeles tabubelagt og privat, og hvor nogle medarbejdere føler sig utrygge over for kollegaer, kan det være en ide i personalegruppen at benytte rollespil, således at egne holdninger, normer og grænser afklares.

Der vil være behov for supervision og opbakning af medarbejderne.

7. HVORDAN KAN MAN HJÆLPE PSYKISK UDVIKLINGSHÆMMEDE

Medarbejderne må være opmærksomme på beboernes niveau og udviklingstrin - også i forbindelse med seksualiteten, og i alle situationer må medarbejderne tænke på beboernes blufærdighed.

Der vil være nogle, som kun er nået til at holde i hånd - og hvor det måske vil være nok, medens andre kan være nået længere. Derfor er det vigtigt at følge med i den enkeltes udvikling og træde til, når det er nødvendigt, således at der ikke gås for vidt eller presses behov frem, som endnu ikke er til stede.

Langt de fleste psykisk udviklingshæmmede har seksuelle behov som andre mennesker, men de er i høj grad afhængige af de holdninger, de mødes med fra omgivelsernes side, - og af om de har mulighed for at praktisere deres seksualitet under hensigtsmæssige rammer.

Det kan ofte være nødvendigt at give psykisk udviklingshæmmede en særlig grundig instruktion og vedvarende støtte med hensyn til hygiejne og prævention.

Men - som måske det allervigtigste - at oplære i de grundlæggende

regler for seksualadfærd og kontakt, således at samfundets

almindelige normer ikke stødes unødigt.

Nogle psykisk udviklingshæmmede mangler situationsfornemmelse og kan krænke blufærdigheden, men kan hjælpes til at forstå, hvor og hvornår det er acceptabelt, at de stimulerer deres seksuelle behov. Derfor er stedet og situationen også uhyre vigtige aspekter i medarbejderens tilrettelæggelse af læreprocessen omkring seksualitet.

Det kan være relevant at benytte film og billedmateriale. Der er ved at blive produceret billedbøger, dias og film, hvor psykisk udviklingshæmmede har hoved- og helterollerne. Det gør det lettere at identificere sig med personerne og opfattes derfor mere realistisk end de film, der ellers anvendes i oplysningsarbejdet.

Det er medarbejdernes opgave i samarbejde med beboerne og eventuelt de nærmeste pårørende at finde det materiale, som skønnes bedst egnet til den enkelte beboer.

Udviklingen har skabt større mulighed for sociale kontakter for psykisk udviklingshæmmede, bl.a. i form af deltagelse i idrætsstævner, flirtekurser, kulturkonferencer m.v., hvor der vil være mulighed for at knytte kontakter til ligestillede.

Oftest har mandens seksualitet været diskuteret. Men medarbejderne må være opmærksomme på, at psykisk udviklingshæmmede kvinder ligger under for samfundets normer om, at kvinder ikke i samme grad som mænd udviser seksuelle lyster/opnår seksuel tilfredsstillelse. Der bør være større åbenhed om kvinders behov for forspil og ømhed - men også her er det vigtigt, at det ikke kun kommer til at handle om teknik, men i højere grad om følelser.

Medarbejderne må være opmærksomme på, at der er en lille gruppe psykisk udviklingshæmmede, som har stærke seksuelle lyster, men som trods gentagne forsøg ikke selv kan onanere. Disse mennesker vil ofte i et fortvivlet forsøg på at tilfredsstille sig selv rive og slide sig til blods. Når det ikke lykkes for dem at få udløsning, bliver de desperate, ændrer måske adfærd eller ødelægger sig selv og omgivelserne. I disse tilfælde bør der om nødvendigt indhentes bistand fra fx. specialuddannede sexologer.

Med hensyn til onani bør man diskutere, hvilken form for hjælp man vil tage i brug. Verbal instruktion, eventuelt suppleret med film, hvor man snakker om fx. hvordan man onanerer. For de som ikke er modtagelige for verbal instruktion, kan man overveje mere direkte støtte i form af demonstration eller fysisk støtte.

Der findes dog mænd og kvinder, som onanerer så meget, at dette kan være udtryk for andet end et seksuelt behov (eksempelvis understimulering m.v.). Derfor er det vigtigt at vurdere årsagen til adfæren meget nøje, før man lægger en behandlingsplan.

8. TEKNIK/HJÆLPEMIDLER

Seksualiteten må ikke tingsliggøres og fremmedgøres. Der er stadig noget som ikke kan købes, nemlig ømhed, nærhed, venskab, følelser og kærlighed.

For mange vil det at have en god ven/veninde måske løse en stor del af problemerne.

Men man kan også med held i nogle situationer anvende en række forskellige hjælpemidler.

Der kan ikke siges noget generelt om, hvilken type hjælpemidler der hører sammen med hvilken type handicap.

Det er de enkelte skader og sygdomme, som i større eller mindre grad fører funktionsforstyrrelser med sig - også på det seksuelle område.

Det kræver ofte finfølelse fra medarbejdernes side at rådgive og hjælpe med disse ting - og der vil ofte være fordomme imod at bestille disse hjælpemidler.

En del hjælpemiddelcentraler og institutioner har imidlertid erkendt behovet, og de har anskaffet en række hjælpemidler og kan vejlede om eventuel brug af disse.

I bogen »Klinisk sexologi« af Preben Herfoft er omtalt en række seksuelle hjælpemidler.

Endvidere vises i filmen »Seksualiteten - over alle bjerge« eksempler på anvendelsen af seksuelle hjælpemidler, men filmen handler også om, hvor vigtigt det er at bruge fantasien og være åben over for de muligheder, man har for at benytte helt almindelige hjælpemidler som seksuelle hjælpemidler.

9. RÅDGIVNING

De praktiserende læger både kan og vil i følge Preben Hertoft hjælpe med sexologisk rådgivning og problemløsning.

I Århus findes en åben sexualrådgivningsklinik i Muskelsvindfondens lokaler, Vestervang 41, 8000 Århus C, hvor mennesker med fysiske handicap, partnere samt forældre til børn og unge med fysiske handicap kan henvende sig.

Rådgivningen er gratis og anonym, og der foregår ingen registrering.

10. STRAFFELOVENS BESTEMMELSER

Straffelovens bestemmelser i kap. 24 om forbrydelser mod kønssædeligheden, som er vedhæftet vejledningen som bilag 1, er ofte blevet nævnt som en barriere for de praktiske muligheder for seksualundervisning og seksualoplæring af mennesker med handicap. Bestemmelserne er fra 1930, og der anvendes da også i dem et sprog, som ikke er gængs i dag.

Socialministeriet har rettet henvendelse til Justitsministeriet, som indhentede en udtalelse fra Rigsadvokaten. Justitsministeriet svarede herefter i en skrivelse af 21. maj 1987 til Socialministeriet, at seksualundervisning og seksualoplæring på forsvarlig og betryggende måde vil kunne finde sted uden at ændre straffeloven.

Det fastslås, at en nærmere afgrænsning mellem på den ene side de straffrie handlinger og på den anden side de handlinger, med hensyn til hvilke strafansvar vil kunne tænkes plagt, næppe lader sig foretage generelt.

Det må imidlertid antages, at de handlinger, som personalet i visse situationer vil kunne have brug for at foretage i forbindelse med seksualundervisning og seksualoplæring af mennesker med handicap - blandt andet under hensyn til de krav til forstå og retsstridighed, der må opstilles som betingelse for pådragelse af strafansvar efter straffelovens bestemmelser - som udgangspunkt vil være straffrie.

Der henvises til Justitsministeriets skrivelse og Rigsadvokatens udtalelse, som er vedhæftet vejledningen som bilag 2.

Det er vigtigt at sikre, at seksualoplæring af beboere i institutioner for personer med vidtgående fysiske og psykiske handicap og i særlige plejehjem kan foregå i betryggende rammer set såvel fra beboernes og de pårørendes side, som fra de ansattes side. Med henblik herpå er følgende retningslinier fastsat i samarbejde med Justitsministeriet:

a. En godkendt plan som nævnt i afsnit 6 skal altid foreligge. (Se dog pkt. få vedrørende samtykke fra personer over 18 år med fysiske handicap).

b. Seksualoplæring må aldrig finde sted, når beboeren verbalt eller ved sin adfærd modsætter sig dette.

c. Samleje, oralsex eller analsex mellem beboere og medarbejdere kan aldrig være berettiget som led i seksualoplring. Det samme gælder med hensyn til andre former for kønslig omgængelse, hvor medarbejderen fungerer som seksualpartner for beboeren. Anden kønslig omgængelse end samleje beskrives således: Handlingen har en samlejelignende karakter, fungerer som surrogat for samleje eller rummer i øvrigt i forhold til den krænkede eller misbrugte part et seksualovergreb, der nærmer sig samleje.

d. En egentlig seksualoplæring må aldrig finde sted over for børn under 15 år. Over for denne persongruppe kan der kun gives seksualundervisning.

e. Seksualoplæring bør i reglen begrænses til at hjælpe beboeren til onani eller hjælpe to beboere, der ønsker samleje med hinanden. Hvis det er beboerens ønske, vil en ansat endvidere kunne hjælpe beboeren i kontakt med en prostitueret.

Deltagelse i fælles badning fx. i forbindelse med besøg i svømmehal og eventuel bistand til personlig hygiejne falder uden for begrebet seksualoplæring, og vil uden videre være lovligt for den ansatte.

f. Seksualoplæring, der ikke følger en godkendt plan, jvf. litra a, kan ikke i sig selv lovliggøres af samtykke fra

- beboere under 18 år eller

- beboere over 18 år med psykisk handicap.

Ønsker en beboer med fysisk handicap over 18 år hjælp til onani, vil den ansatte således lovligt kunne yde denne hjælp, uden at der foreligger en godkendt behandlingsplan. Dette gælder dog ikke, hvis den pågældende beboer samtidig er psykisk handicappet.

Det bemærkes, at de angivne retningslinier alene vedrører spørgsmålet om seksualoplæring af mennesker med handicap. Spørgsmålet om lovligheden af eventuelle kønslige forhold, der ikke har noget med seksualoplæring at gøre, falder uden for rammerne af denne vejledning.

I det foregående er det forsøgt at give et billede af de muligheder og grænser, der er for medarbejdere på en døgninstitution i forbindelse med seksualoplæring uden at komme i konflikt med straffeloven.

Selv om de opstillede retningslinier ikke kan tage højde for alle tænkelige situationer, må de i store træk antages at dække det praktiske behov for vejledning om, hvad der er tilladeligt i forbindelse med seksualoplæring af mennesker med handicap.

Som det fremgår af vejledningens øvrige afsnit er det ikke kun straffelovens regler, der er bestemmende for, hvor langt det er forsvarligt at gå i forbindelse med seksualoplæring af mennesker med handicap. Det forhold, at en given seksuelt betonet handling er straffri, er således ikke uden videre ensbetydende med, at det dermed er berettiget at foretage den pågældnede handling som led i seksualoplæring af mennesker med handicap. Retningslinierne er derfor søgt udformet på en sådan måde, at de ikke kun tager hensyn til de rent strafferetlige aspekter.

Er en medarbejder i tvivl om en handlings tilladelighed, bør medarbejderen afholde sig fra at foretage den.

Socialstyrelsen, den 10. februar 1989

Ole Høeg

Styrelseschef

/Margit Jespersen

kontorchef

------------------------------------------------------------------

Bilag 1

UDDRAG AF BEKENDTGØRELSE NR. 607 AF 6. SEPTEMBER 1986 AF

BORGERLIG STRAFFELOV

24. kapitel

Forbrydelse mod kønssædeligheden

§ 216. Den, der tiltvinger sig samleje ved vold eller trussel om vold, straffes for voldtægt med fængsel indtil 6 år. Med vold sidestilles hensættelse i en tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen.

Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i 10 år, hvis voldtægten har haft en særlig farlig karakter eller der i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder.

§ 217. Den, som skaffer sig samleje ved anden ulovlig tvang, jfr. § 260, end vold eller trussel om vold, straffes med fængsel indtil 4 år.

§ 218. Den, der ved udnyttelse af en persons sindssygdom eller åndssvaghed skaffer sig samleje uden for ægteskab med den pågældende, straffes med fængsel indtil 4 år.

Stk. 2. Den, der skaffer sig samleje uden for ægteskab med en person, der befinder sig i en tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen, straffes med fængsel indtil 4 år, medmindre forholdet er omfattet af § 216.

§ 219. Den, der er ansat eller tilsynsførende ved fængsel, forsorgshjem, børne- eller ungdomshjem, hospital for sindslidende, åndssvageinstitution eller lignende institution, og som har samleje med nogen, der er optaget i institutionen, straffes med fængsel indtil 4 år.

§ 220. Den, som ved groft misbrug af en persons tjentslige eller økonomiske afhængighed skaffer sig samleje uden for ægteskab med den pågældende, straffes med fængsel indtil 1 år eller, såfremt forholdet er begået over for en person under 21 år, med fængsel indtil 3 år.

§ 221. Med fængsel indtil 6 år straffes den, der tilsniger sig samleje med en person, der vildfarende anser samlejet som ægteskabeligt eller forveksler gerningsmanden med en anden.

§ 222. Den, som har samleje med et barn under 15 år, straffes med fængsel indtil 6 år.

Stk. 2. Har barnet været under 12 år, eller har gerningsmanden forskaffet sig samlejet ved tvang eller fremsættelse af trusler, kan straffen stige til fængsel indtil 10 år.

§ 223. Den, som har samleje med en person under 18 år, der er den skyldiges adoptivbarn, stedbarn eller plejebarn eller er betroet den pågældende til undervisning eller opdragelse, straffes med fængsel indtil 4 år.

Stk. 2. Med samme straf anses den, som under groft misbrug af en på alder og erfaring berorende overlegenhed forfører en person under 18 år til samleje.

§ 224. Bestemmelserne i §§ 216-223 finder tilsvarende anvendelse med hensyn til anden kønslig omgængelse end samleje.

§ 225. Bestemmelserne i §§ 216-220 og 222-223 finder tilsvarende anvendelse med hensyn til kønslig omgængelse med en person af samme køn.

§ 226. Har i de tilfælde, hvor efter foranstående bestemmelser gerningens strafbarhed afhænger af den krænkede persons fra det normale afvigende åndelige eller legemlige tilstand eller af personens alder, gerningsmanden handlet uden kendskab til pågældendes tilstand eller alder, og handlingen af denne grund ikke kan tilregnes ham som forsætlig, bliver, hvis han dog har handlet uagtsomt, en forholdsmæssig mindre straf at anvende.

§ 227. Straf efter §§ 216-224 og 226 kan bortfalde, når de personer, mellem hvilke kønsomgængelsen har fundet sted, er indtrådt i ægteskab med hinanden.

§ 228. Den, der

  • 1) forleder nogen til at søge fortjeneste ved kønslig usædelighed med andre.
  • 2) for vinding skyld forleder nogen til kønslig usædelighed med andre eller afholder nogen, der driver erhverv ved kønslig usædelighed, fra at opgive det, eller
  • 3) holder bordel, straffes for rufferi med fængsel indtil 4 år.

Stk. 2. På samme måde straffes den, der tilskynder eller bistår en person under 21 år til at søge erhverv ved kønslig usædelighed, samt den, der medvirker til en persons befordring ud af riget, for at denne i udlandet skal drive erhverv ved kønslig usædelighed eller benyttes til sådan usædelighed, når den befordrede person er under 21 år eller uvidende om formålet.

§ 229. Den, der fremmer kønslig usædelighed ved for vindings skyld eller i oftere gentagne tilfælde at optræde som mellemmand, eller som udnytter en andens erhverv ved kønslig usædelighed, straffes med fængsel indtil 3 år eller under formildende omstændigheder med hæfte eller bøde.

Stk. 2. Den, der udlejer værelse i hotel eller gæstgiveri til benyttelse til erhvervsmæssig utugt, straffes med hæfte eller med fængsel indtil 1 år eller under formildende omstændigheder med bøde. Stk. 3. Med fængsel indtil 4 år straffes den mandsperson, som helt eller delvis lader sig underholde af en kvinde, der driver utugt som erhverv.

Stk. 4. Med fængsel indtil 1 år straffes den mandsperson, som imod

politiets advarsel deler bolig med en kvinde, der driver utugt som

erhverv. En af politiet meddelt advarsel har gyldighed for 5 år.

Stk. 5. De i stk. 3 og 4 givne straffebestemmelser finder ikke anvendelse på mandspersoner under 18 år, overfor hvem kvinden har underholdningspligt.

§ 230. (Ophævet)

§ 231. Har den, som skal dømmes efter §§ 228 eller 229, tidligere været dømt for nogen i disse bestemmelser omhandlet forbrydelse eller for løsgængeri, eller har han for en berigelsesforbrydelse været dømt til fængsel, kan straffen forhøjes med indtil det halve.

§ 232. Den, som ved uterligt forhold krænker blufærdigheden eller giver offentlig forargelse, straffes med fængsel indtil 4 år eller under formildende omstændigheder med hæfte eller bøde.

§ 233. Den, som opfordrer eller indbyder til utugt eller stiller usædelig levevis til skue på en måde, der er egnet til at forulempe andre eller vække offentlig forargelse, straffes med hæfte eller med fængsel indtil 1 år eller under formildende omstændigheder med bøde.

§ 234. Den, som sælger utugtige billeder eller genstande til en person under 16 år, straffes med bøde.

§ 235. Den, som erhvervsmssigt sælger eller på anden måde udbreder eller med forsæt hertil fremstiller eller skaffer sig utugtige fotografier, film eller lignende af børn, straffes med bøde.

§ 236. Når nogen dømmes efter §§ 216, 217, 218, stk. 1, 222 eller 223, stk. 2, eller efter §§ 224, 225 eller 226, jfr. en af fornævnte bestemmelser, eller efter § 232, kan der ved dommen gives den pågældende pålæg om ikke at indfinde sig i offentlige parker eller anlæg, på fælleder, ved skoler og legepladser, ved opdragelseshjem, ved sindssygehospitaler og åndssvageanstalter, i bestemt angivne skove og på bestemt angivne badeanstalter og standbredder.

Stk. 2. Der vil derhos ved dommen kunne gives personer, der dømmes efter de i stk. 1 nævnte paragraffer eller efter §§ 228 og 229, pålæg om, at de ikke må lade børn under 18 år tage ophold i deres bolig eller uden politiets tilladelse selv tage ophold hos personer, hos hvem der opholder sig børn under nævnte alder. Pålægget gælder dog ikke med hensyn til børn, overfor hvilke den domfældte har forsørgelsespligt.

Stk. 3. Når der er forløbet 3 år efter straffens udståelse, kan den dømte forlange spørgsmålet om ophævelse af et pålæg efter stk. 1 eller 2 forelagt retten. Begæringen fremsættes over for anklagemyndigheden, der snarest muligt indbringer spørgsmålet for retten. § 59, stk. 3 finder tilsvarende anvendelse. Afgørelsen træffes ved kendelse. Tages begæringen ikke til følge, kan den dømte ikke fremsætte ny begæring, før der er forløbet 3 år fra kendelsens afsigelse. Når særlige omstændigheder taler derfor, kan justitsministeren tillade, at indbringelse for retten sker før udløbet af denne frist.

Stk. 4. Overtrædelse af de i henhold til stk. 1 og 2 meddelte pålæg straffes med hæfte eller med fængsel indtil 4 måneder.

--------------------------------------------------------------------

  

 Bilag 2                                  København, den 21. maj 1987  

                                                 J.nr. 1986-20002-237  

 JUSTITSMINISTERIET  

 Lovafdelingen  

 Slotsholmsgade 10  

 1216 København K.  

 tlf. 01 92 33 40  

 telefax 01 93 35 10  

 telex 15 530 justm dk  

                                                                     .  

 Socialministeriet  

 Slotsholmsgade 6  

 1216 København K.  

. ell

Ved skrivelse af 4. december 1986 (4. kontor, j.nr.4005-183-10) har Socialministeriet anmodet Justitsministeriet om en udtalelse i anledning af en undersøgelse, som Socialstyrelsen bl.a. på baggrund af et forslag til folketingsbeslutning om handicappede og seksualitet har foretaget vedrørende behovet for forbedringer af handicappedes muligheder for seksualliv.

Det fremgår af undersøgelsen, at Socialstyrelsen bl.a. har gennemgået en række bestemmelser i straffelovens kapitel 24 om forbrydelser mod kønssædeligheden og har fundet, at bestemmelserne »er en barriere for de praktiske muligheder for seksualundervisning og seksualoplæring af handicappede«. Endvidere anbefaler Socialstyrelsen i sin rapport, at ægteskabslovens § 5 ophæves for så vidt angår de åndssvage.

Til brug ved sagens behandling har Justitsministeriet indhentet en udtalelse fra rigsadvokaten. Kopi af udtalelsen vedlægges.

I den anledning skal Justitsministeriet udtale følgende:

For så vidt angår spørgsmålet om fastlæggelsen af anvendelsesområdet for og den nærmere fortolkning af bestemmelserne i straffelovens § 224, jfr. § 219, § 232 og § 229 henvises til det af rigsadvokaten anførte.

En nærmere afgrænsning mellem på den ene side de straffrie handlinger og på den anden side de handlinger, med hensyn til hvilke strafansvar vil kunne tænkes pålagt, lader sig næppe foretage generelt, heller ikke på dette område. Det må dog som anført af rigsadvokaten antages, at handlinger, der af personalet foretages i forbindelse med seksualundervisning og seksualoplæring af handicappede - bl.a. under hensyn til de krav til forsæt og retsstridighed, der må opstilles som betingelse for pådragelse af strafansvar efter de nævnte bestemmelser - som udgangspunkt vil være straffrie.

Justitsministeriet finder på den anførte baggrund ikke, at de gældende bestemmelser på området er til hinder for, at der på forsvarlig og betryggende måde kan ydes seksualvejledning til de handicappede, og Justitsministeriet kan tilslutte sig rigsadvokatens vurdering, hvorefter der ikke på grundlag af Socialstyrelsens undersøgelse er anledning til at overveje en revision af de pågældende straffelovsbestemmelser.

Efter Justitsministeriets opfattelse ville det være overordentlig betænkeligt helt at opgive det strafferetlige værn, der findes i bestemmelserne i straffelovens § 224, jfr. § 232, til beskyttelse af bl.a. institutionsanbragte psykisk udviklingshæmmede mod risikoen for (ubeviselig) seksuel udnyttelse fra ansattes side. En sådan opgivelse er som nævnt heller ikke nødvendig, idet en forsvarlig seksualvejledning vil kunne ydes uden at komme i konflikt med de gældende bestemmelser.

Justitsministeriet må anbefale, at der udarbejdes en nærmere vejledning om emnet, således at seksualundervisning og seksualoplæring kan foregå i betryggende rammer set såvel fra den handicappede og de pårørendes side som fra de ansattes side. Justitsministeriet vil være indstillet på at yde bistand ved gennemgang af et udkast, inden vejledningen sendes ud.

Vedrørende spørgsmålet om ophævelse af ægteskabslovens § 5 kan det oplyses, at det er hensigten at udarbejde et forslag til forenkling og modernisering af visse dele af ægtekabsloven i folketingsåret 1987/88. Spørgsmålet om ophævelse af § 5 vil i den forbindelse blive taget op til overvejelse.

P.M.V.

Jørgen Paulsen .

RIGSADVOKATEN

Porthusgade 3

1213 København K.

Telefon 01 12 72 00.

Journal nr. G 948

PA/jc.

København, den 20. marts 1987.

+ bilag.

.

Ved skrivelse af 10. december 1986 (journ.nr. L.A. 1986-20002-237) har justitsministeriet anmodet om en udtalelse i anledning af en henvendelse fra socialministeriet vedrørende spørgsmålet om handicappede og seksualitet.

Foranlediget heraf har jeg indhentet en udtalelse fra Politimesterforeningen, statsadvokaten for Sjælland og statsadvokaten i Sønderborg, medens de øvrige statsadvokater er orienteret om sagen.

Besvarelserne vedlægges.

I den anledning skal jeg udtale følgende:

1. Straffelovens § 224, jfr. § 219.

Personer, der er anbragt i døgninstitutioner for personer med vidtgående fysiske handicap, er næppe omfattet af straffelovens § 219, når deres ophold på institutionen er frivilligt.

Baggrunden for kriminaliseringen af kønslige forhold til de af § 219 omfattede persongrupper er som anført af Waaben, Spec. Del s. 91 navnlig risikoen for en konkret ubevislig udnyttelse af en anden persons påtvungne ufrihed, psykisk afvigende tilstand etc. Beskyttelsen rækker videre end beskyttelsen efter straffelovens § 218, stk. 1, der forudsætter, at gerningsmanden skaffer sig et kønsligt forhold ved udnyttelse af den afvigende psykiske tilstand. Jeg må nære betænkelighed ved at der gives afkald på denne videregående beskyttelse.

Socialstyrelsen anfører, at ved anden kønslig omgængelse end samleje forstås enhver anden kønslig benyttelse af en anden persons legeme end samleje, herunder bl.a. befølinger under tøjet.

Ydre berøring eller beføling af en andens legeme, der har et seksuelt præg, anses ikke som anden kønslig omgængelse, jfr. straffelovens § 224, heller ikke berøringer eller befølinger indenfor tøjet, medmindre benyttelsen af den andens legeme har en samlejelignende karakter, fungerer som surrogat for samleje eller i øvrigt rummer et seksualovergreb, der nærmer sig til samleje. Gensidig masturbation eller medvirken til masturbation må som udgangspunkt antages at være omfattet af straffelovens § 224.

2. Straffelovens § 232.

Andre tilfælde af sådanne berøringer og befølinger bedømmes som blufærdighedskrænkelser efter straffelovens § 232.

Handlinger, der krænker blufærdigheden - eller er egnede til at krænke blufærdigheden - er kun strafbare, når forholdet kan karakteriseres som uterligt. Hertil kræves, at det forøves ved en adfærd, der rummer eller refererer til noget seksuelt, og som har en vis grovhed.

3. Straffelovens § 229.

Af betydning i den foreliggende sammenhæng er det led i denne bestemmelse, der sætter straf for den, der fremmer kønslig usædelighed ved for vindings skyld eller i oftere gentagne tilfælde at optræde som mellemmand mellem en prostitueret og en kunde. Bestemmelsen kan ikke antages at angå tilfælde, hvor en anvisning, der foretages uden betaling, forfølger et terapeutisk formål.

4. Straffefrihedsgrunde.

4.1. Handlen i strid med straffelovens § 224, jfr. § 219 legitimeres ikke af samtykke fra den, der er anbragt i institutionen.

Samtykke fra børn og psykisk handicappede disculperer ikke for forhold der ellers ville være omfattet af straffelovens § 232; samtykke fra personer anbragt på de i § 219 nævnte institutioner kan heller ikke legitimere sådanne handlinger forøvet af ansatte eller tilsynsførende. Men når der i forbindelse med seksualundervisning og -oplæring af en handicappede ikke handles med forsæt til blufærdighedskrænkelse fra hjælperens side, er der som omtalt i notatet fra statsadvokaten for Sjælland ikke tale om nogen strafbar handling.

4.2. Såfremt der i forbindelse med seksualoplæring af handicappede sker berøringer eller seksuelt betonede handlinger i øvrigt, som er omfattet af gerningsbeskrivelserne i § 224, jfr. § 219 eller § 232, vil en sådan adfærd sædvanligvis ikke være strafbar, fordi straffelovens strafbestemmelser må fortolkes med et generelt forbehold om, at den handlende, der er udvist skal anses for retsstridig. Handlinger, der vel er omfattet af gerningsbeskrivelsen, vil være straffri på grund af manglende materiel typicitet som omtalt af statsadvokaten for Sjælland.

5. Sammenfatning.

Jeg finder ikke, at der på baggrund af Socialstyrelsens undersøgelse er anledning til at tage de omhandlende straffelovsbestemmelser op til revision.

Selvom handlinger, der foretages i forbindelse med seksualoplæring af handicappede principielt må anses som straffri, løser dette ikke de praktiske og bevismæssige problemer, der er knyttet til afgrænsningen mellem strafbare og straffri handlinger. Det kan bl.a. give anledning til bevismæssige problemer at fastslå, om et strafbart forsæt er til stede, herunder under hvilke omstændigheder en rådgiver eller hjælper kan benytte ord eller handlinger, der i almindelighed opfattes som blufærdighedskrænkende.

Derfor kan der være baggrund for som led i forbedringer af handicappedes muligheder for seksualliv at udfærdige nærmere retningslinier eller vejledning om, i hvilket omfang og under hvilke omstændigheder rådgivere eller hjælpere kan bistå handicappede med oplysning og oplæring på dette område, uden at risikere disciplinærforfølgning eller sigtelse og tiltale for overtrædelse af straffeloven.

Per Lindegaard

------------------------------------------------------------------

Bilag 3

LITTERATURLISTE:

BØGER

»Utredning om hj lpmedel i sexuallivet f r m n och kvinnor med

funktionshinder«.

Af Inger Nordquist.

»T la med mina h nder«.

(D vblinda utveklingsst rda barns kommunikation).

Af Barbro G ras.

»Naturliga reaktioner och signaler«.

(Kommunikation f r gravt handikappade).

Af Gerd Anden og Annika Hellbom.

Rapport »Från morgon til kv ll«.

(En intervjuunders gning med d vblinde).

Af Beata Lundstr m.

»Samliv och handicapp, det angår oss«.

Af Inger Nordquist.

»Sexualitet, handikapp, terapi«.

Af Inger Nordquist.

»Der skal også være plads til os«.

(Om åndssvages seksualitet).

»Alex« (tegneserie lavet for åndssvage).

»Der banker et hjerte«.

»Fugl uden vinger«.

»Vi vil have ret til at elske«

»Paraplegi«.

»Lykken er at være normal«.

»Sex and the mentally handicapped«.

»F rståndshandikapp och sex«.

»Human sexuality and the mental retarded«.

»Sex education and the mentally retarded«.

»Samlevnads - och sexualfrågor hos psykiskt utvecklingsst rda«.

»Klinisk Sexologi«

»Handicappede børn og deres forældre«.

»Handicappet i dag - i morgen«.

»Frihed til at være handicappet«.

»Sexualvejledning for psykisk udviklingshæmmede«.

»Sex och samlevnad - r relseshinder«.

»Funksjonshemmede og seksualitet«

(en vejledning).

»Sex och handikapp«

(Rapport från symposium 1973).

»Kim er snart voksen«

(med dias, bånd og arbejdshæfte).

»Seksualundervisning for blindfødte børn«.

»Studierapport fra temakursus om pubertet og seksualitet«.

»Ved du det? Mads og Anne snakker sammen«.

»Søren forelsker sig«

(med bånd og arbejdshæfte).

»Anne har forelsket sig«.

»Os to«.

»Krop og kærlighed«.

»Begåvningsneds tning - sexualitet - samlevnad«.

Kassettebånd

»Hvordan din krop udvikler sig«.

Handikappinstituttet

Box 303

S-161 26 Bromma, Sverige

08 87 91 40.

Gunv r Durhuus Brun.

Susanne Hørsgaard, Gitte Mosegaard Holm og Kirsten Lorentzen Hansen.

Udgivet af Sønderjyllands Amt 1986.

Wenche M. Myhre og Inger-Johanne Agerup.

Københavns Bogforlag, 1985.

Gunnel Enby.

Hansen, Riishave og Tanghøj

(Landsforeningen af Vanføre).

Oluf Lauth.

Ann & Michale Craft.

Evy Johansson og Hans Wrenne.

Felix F. de la Crux og Gerald D. La Veck.

George W. Lee.

Gregor Katz.

Preben Hertoft, artikel heri af Jørgen Buttenschøn.

Kurt Kristensen og Kirsten Kristensen.

Red. Knud Heinel.

Jørgen Hviid.

Rigmor Skovgaard og Vibeke Bjarnarson.

Inger Nordquist og Gulli Hilmersson (Liber 1981).

Norges Handikappforbund.

Red. Per Olov Lundberg og Inger Nordquist

(Stockholm 1974).

Ib Christensen og Trine Johnsen

(Gyldendal 1983).

F. van Hooft og K. Helsinga

(Refnsskolen, nr. 3035).

Nordisk Uddannelsescenter for Døvblindepersonale,

DK-9330 Dronninglund.

Birgit Kragh.

Lisbeth Nielsen og Inger Parnas.

Målfried Bradsegg og Arne Sneve.

Kirsten Mejhede Krogh

Janne Heilgård.

ISBN 91-7660-0051-8.

Studiebibliotek for blinde

Rymarksvej 1, 2900 Hellerup

01 62 41 00.

Desuden har bibliotekerne samt amtscentralerne for

undervisningsmidler mange bøger om sexualundervisning, prævention,

kærlighed o.s.v.

PJECER & ARTIKLER

»Seksuelle hjælpemidler for fysisk handicappede«.

»Gigt og seksualitet«.

»Åndssvage har ogs et sexualliv« og

»Institutioner og seksualitet«.

»Åndssvages sexualproblemer«.

»Psykisk udviklingshæmmede og retten til sexualliv«.

»Sexualoplysning«.

»Onani, en menneskeret«.

»Identitet, Kønsroller og seksualitet«.

»En kørestol fjerner ikke seksualbehovet«.

»Næst efter jernbanedriften er seksualdriften vanskeligst at styre«.

»Hvad gør vi ved vores børns og unges sexuelle følelser og behov«.

Socialstyrelsens undersøgelse af behov for forbedringer af

handicappedes muligheder for seksualliv.

Rigsadvokat Per Lindegaards udtalelser vedrørende spørgsmålet om

handicappede og seksualitet i forhold til straffeloven, marts 1987.

Sexualundervisning for psykotiske elever/klienter/beboere'.

Information om rehabilitering 5/1985.

Diverse artikler.

»Åndssvage, sexualitet og socialpædagogik«.

»Sexualitet og følelser«.

»Åndssvages seksualitet«.

»Sexualundervisning af de åndssvage giver problemer«.

»Seksuel bevidsthed hos autistiske mennesker«.

»Lysthus og flagstang«

(Et debatoplæg om åndssvages sexualitet).

»Sexualitet og følelser«.

»Tal mere om følelser og mindre om teknik«.

»Psykisk udviklingshæmmedes onaniproblemer«.

»Psykisk handicappedes sexualitet«.

»A model for sexeducation for the mentally handicapped«.

»På med dutterne«.

Temanr. om kærlighed, sexualitet og handicap.

»Psykisk udviklingshæmmedes seksualitet og samlivsformer«.

Tema: Kærlighed, seksualitet og handicap.

»Sex og handicap« (Pjece).

»Sex og handicap« (Pjece).

»Åndssvages sexualitet og socialpædagogen - en samleg?»

»I må hjælpe de åndssvage til et sexliv«.

»Svært psykisk udviklingshæmmedes sexualproblemer«.

»Åndssvages sexuelle problemer«.

»Sex - en del af livet«.

-----------------------

Århus Amts Hjælpemiddeltjeneste

Chr. X's Vej 104

8260 Viby J.

Gigtforeningen.

Sexual Politik nr. 1/1981.

Jørgen Buttenschøn og Bent Pedersen.

Landsforeningen Evnesvages Vel's blad (LEV) 4/1974

Jørgen Buttenschøn.

Landsforeningen Evnesvages Vel's blad (LEV) 6/1983

Åse Staude.

Mentalhygiejne, 5-6/1969

N.E. Bank-Mikkelsen.

S.Å. - Pædagogen, 15/1972

Lone Ammundsen og Lone Larsen.

Paraplegi, 2/1981.

Muskelkraft, 2/1985.

Landsforeningen Evnesvages Vel's blad (LEV) 1985

Jens Christian Clausen.

Landsforeningen Evnesvages Vel's blad (LEV) 3/1985

Jørgen Buttenschøn.

Socialstyrelsen, oktober 1986.

Specialpædagogisk Tema 2/1988.

Handikappinstitutet

Box 303

S-161 26 Bromma, Sverige

08 87 91 40.

Sexual Politik

2+3/1981, 1/1982, 1/1983, 2/1983, 1/1984 og 2/1984

Jørgen Buttenschøn.

Jørgen Buttenschøn.

Birger Agertoft Andersen

(Danmarks Journalistiske Højskole, april 1983).

Socialpædagogen, 5/1984

Lars Bjarne Pedersen.

Rose van Eys.

Christopher Gillberg.

Afsnit i »De svages pædagogik«, Københavns Socialpædagogiske

Seminariums 25 års jubilæumsskrift.

Artikel i »Fremtidens skole«

Skole og Samfunds årsmde/Askov 1985.

Indlæg på årsmde i Nordisk forening for Klinisk sexologi.

Bergen 1986.

Sex og Sundhed, 2/1987.

Indlæg på foreningen for Familieplanlægnings seminar 1987,

ISBN 87-981122-8-7.

Artikel om AIDS i Avis 81, 2/1988.

Specialpædagogik, 2/1988,

ISBN 0107-0649.

Kapitel i »Socialpædagogiske skrifter 3«

af Hanne Meyer.

Socialpædagogik, 2/1988.

Temanr. om handicap og sex på plejehjemmet Jonstrupvang.

Seksualrådgivningen

v/ Muskelsvindfonden i Århus.

Esbjerg Socialpædagogiske Seminarium 1985.

Socialpædagogen, 1985

Jørgen Buttenschøn.

Indlæg på den svenske Socialstyrelses konference i Stockholm 1986,

Jørgen Buttenschøn.

Socialstyrelsen/publikation.

Foredrag af Jørgen Buttenschøn red 6. psykiatriske kongres i DDR.

P.U. Bladet, 3/1988

(udgives af Nordisk Forbund for Psykisk Udviklingshæmmede -

  • NFPU).

FILMLISTE

SEX OCH HANDICAPP

PREVENTIONSMEDEL

SAMLAG.

PERNILLE.

MÆNDS ONANI.

BECOMING ORGASMIC.

CHOICE I

CHOICE II.

MALE MASTURBATION.

EN AT ELSKE.

DU BEHVER DA IKKE -

HVIS DU IKKE VIL.

PRÆVENTION.

THE ABC OF SEX EDUCATION FOR TRAINABLE PERSONS.

THE HOW AND WHAT OF SEX EDUCATION FOR EDUCABLE PERSONS

FERTILITY REGULATION FOR THE MENTALLY HANDICAPPED.

UNDERVISNING ER OSSE.

RUL DET PÅ.

FØRSTE GANG.

SEKSUALITETEN - OVER ALLE BJERGE.

SEKSUELLE HJÆLPEMIDLER

TIL HANDICAPPEDE (VIDEO).

FORPLANTNINGEN

FRA DRENG TIL MAND

FRA PIGE TIL KVINDE

DIG OG MIG OG VI TRE

EN FØDSELS FORLØB

VI FØDER VORES BARN

FØDSEL UDEN VOLD

KØNSSYGDOMME

UNG

SVANGERSKABSFOREBYGGELSE FØR OG NU

BARLUDER

FØLELSERNE ER DE SAMME

DET SKER FOR ENHVER

DEN MAN ELSKER

PRÆVENTION METODER

HANDICAPBILLEDER

SEX - EN BRUGSANVISNING FOR UNGE

FRISTEN ER 12 UGER

EROGENE ZONER

PORNOGRAFISKE FILM ---------------------------

Svenska Sexualforskningsinstituttet,

Kungsgatan 15

S-111 43 Stockholm

Tlf. 08 10 35 11.

Clart Film

Krudtmøllegårds Alle 7

2300 København S.

Tlf. 01 53 27 13 el. 01 58 20 02.

(Filmen kan lånes af medlemmer af Socialpædagogernes

  • Landsforbund).

Vincent Video - Yding Rode 3

8660 Skanderborg.

Tlf. 06 78 25 99.

Focus International Inc.

505 West End Ave. New York,

Ny 10024. Tlf. 212-799-0491.

Handicapinstituttet, Box 303

16126 Bromma. Tlf. 08 87 91 40.

Cupido - St. Olavsgatan 7,

0130 Oslo. Tlf. 02 20 22 90.

CHS-Film - Sct. Pederstræde 32,

1453 København K. Tlf. 01 13 37 20.

Amtscentralerne for undervisningsmidler.

Nelson Video Production,

9690 Fjerritslev.

Tlf. 08 02 13 138.

Educational Division 1511

East North Avenue, Baltimore,

Maryland 21213.

Specialpædagogik,

Skippervænget 5 B,

2791 Dragør.

AIDS-INFO - Odense.

Tlf. 09 91 11 19.

Landscentralen for Undervisningsmidler.

Fonden for Hjælpemiddelinformation.

Dansk Medicinsk Forlag

Hørhavevej 84

8270 Højbjerg.

Tlf. 06 27 66 33.

Sælger filmen og hjælpemiddelcentralen låner filmen ud.

Statens Filmcentral.

Video Børsen - Post Box 252

1704 København V.

Tlf. 01 22 10 83.

do

Dan 69 - Post Box 81

4000 Roskilde

Exim Trading Post Box 610

2000 København.

-------------------------------------------------------------------

Bilag 4

-INDHOLDSFORTEGNELSE

1 Indledning

2 Barrierer

3 Den seksuelle udvikling

3.1 Hygiejne

3.2 Prævention

3.3 AIDS

3.4 Kønssygdomme

4 Er seksualiteten anderledes hos mennesker med handicap?

5 Nødvendige overvejelser i forbindelse med hjælp til seksuel udfoldelse

6 Hvad kan medarbejderne gøre?

7 Hvordan kan man hjælpe psykisk udviklingshæmmede

8 Teknik/hjælpemidler

9 Rådgivning

10 Straffelovens bestemmelser

Bilag

Bilag 1: Straffelovens kapitel 24 om forbrydelser mod kønssædeligheden

Bilag 2: Justitsministeriets skrivelse af 21. maj 1987 med Rigsadvokatens udtalelse

Bilag 3: Litteratur- og filmliste

Bilag 4: Indholdsfortegnelse

Officielle noter

Ingen