Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Redaktionel note
Den fulde tekst

Vejledende bemærkninger til den nordiske konvention om social tryghed


-INDHOLDSFORTEGNELSE

I. Vejledende bemærkninger til den nordiske konvention om social tryghed

 

                                                        PUNKT  

 Indledning                                             1.  

 Første del - Almindelige bestemmelser                  2.  

 Til artikel 1  -Definitioner                           2.1.  

 Til artikel 2  -Lovgivning som omfattes af  

                 konventionen                           2.2.  

 Til artikel 3  -Personkredsen                          2.3.  

 Til artikel 4  -Ligestilling                           2.4.  

 Til artikel 5  -Samordning af ydelser                  2.5.  

 Anden del - Bestemmelser om hvilken lovgivning der  

 skal anvendes                                          3.  

 Til artikel 6  -Hovedregel og de særlige regler  

                 for søfolk                             3.1.  

 Til artikel 7  -Arbejdstagere i et andet nordisk  

                 land end bopælslandet                  3.2.  

 Til artikel 8  -Udsendte arbejdstagere                 3.3.  

 Til artikel 9  -Diplomater m.fl.                       3.4.  

 Til artikel 10 -Bidrag                                 3.5.  

 Til artikel 11 -Undtagelser fra bestemmelserne i  

                 anden del                              3.6.  

 Tredie del - Særlige bestemmelser om retten til  

 ydelser                                                4.  

 Kapitel 1 - Ydelser ved sygdom, fødsel eller adoption  4.1  

 Generelt                                               4.1.1.  

 Til artikel 12 -Flytning mv.                           4.1.2.  

 Til artikel 13 -Dagpenge fra et andet land end  

                 bopælslandet                           4.1.3.  

 Til artikel 14 -Sygebehandling under midlertidigt  

                 ophold. Merudgifter ved hjemrejse      4.1.4.  

 Til artikel 15 -Naturalydelser til diplomater mv.      4.1.5.  

 Til artikel 16 -Udbetaling af dagpenge i et andet  

                 nordisk land                           4.1.6.  

 Til artikel 17 -Arbejdsgiverens ret til at modtage  

                 dagpenge fra et andet nordisk land     4.1.7.  

 Kapitel 2 - Ydelser ved invaliditet, alderdom og  

 dødsfald                                               4.2.  

 Generelt om grundpension                               4.2.1.  

 Til artikel 18 -Grundpension i bopælslandet            4.2.2.  

 Til artikel 19 -Beregning af grundpensioin             4.2.3.  

 Til artikel 20 -Grundpension ved flytning til et  

                 andet nordisk land                     4.2.4.  

 Generelt om tillægspension                             4.2.5.  

 Til artikel 21 -Sammensætning af optjeningstid for  

                 ret til tillægspension                 4.2.6.  

 Til artikel 22 -Tillægspension fra flere lande         4.2.7.  

 Til artikel 23 -Fremtidige forsikringsperioder  

                 (godskrivningstid) i flere lande       4.2.8.  

 Kapitel 3 - Ydelser ved arbejdsskade                   4.3.  

 Til artikel 24 -Udbetaling af ydelser ved arbejds-  

                 skade i et andet nordisk land  

 Naturalydelser ved arbejdsskade                        4.3.1.  

 Til artikel 25 -Ret til ydelser fra 2 lande for  

                 samme erhvervssygdom  

                 Forværring af erhvervssygdom           4.3.2.  

 Kapitel 4 - Ydelser ved arbejdsløshed                  4.4.  

 Til artikel 26 -Ydelser ved arbejdsløshed              4.4.1.  

 Fjerde del - Øvrige bestemmelser                       5.  

 Til artikel 27 -Udfærdigelse af gennemførelses-  

                 bestemmelser                           5.1.  

 Til artikel 28 -Forbindelsesorganer  

 Administrativ bistand                                  5.2.  

 Til artikel 29 -Formidling af begæringer, klager  

                 m.m. til et organ i et andet  

                 nordisk land                           5.3.  

 Til artikel 30 -Tilbageholdelse af ydelser m.m.        5.4.  

 Til artikel 31 -Bidragsforskud                         5.5.  

 Til artikel 32 -Hjemsendelse af personer som  

                 modtager social bistand                5.6.  

 Til artikel 33 -Begrænsninger i anvendelse af  

                 konventionen udenfor Norden            5.7.  

 Til artikel 33-35 -Overgangsbestemmelser               5.8.  

 Til artikel 36-38 -Opsigelse, ratifikation og  

                  ikrafttrædelse af konventionen        5.9.  

Bilagsfortegnelse (* 2)

     1. Nordisk konvention om social tryghed undertegnet den 5. marts 1981 BILAG - Bestemmelser vedrørende anvendelse af national lovgivning

     2. Administrativ aftale til den nordiske konvention om social tryghed Bilag 1 - Forbindelsesorganer m.m. Bilag 2 - Fortegnelse over blanketter

     3. Blanketter

VEJLEDENDE BEMÆRKNINGER TIL DEN NORDISKE KONVENTION OM

SOCIAL TRYGHED

     1. Indledning

En ny nordisk konvention om social tryghed blev undertegnet den 5. marts 1981 og trådte i kraft den 1. januar 1982. Konventionen afløser den tidligere nordiske konvention om social tryghed af 1955 og den nordiske sygehjælpsoverenskomst af 1975.

I konventionens artikel 27 er det bestemt, at de kompetente myndigheder skal samarbejde om udfærdigelsen af de nødvendige bestemmelser for at sikre en ensartet gennemførelse af konventionen i de nordiske lande.

På initiativ af Nordisk Ministerråd blev der nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter fra samtlige nordiske lande, »den nordiske socialkonventionsgruppe«, som fik til mandat at udarbejde sådanne bestemmelser.

Arbejdsgruppen har udarbejdet en administrativ aftale, hvor de centrale proceduremæssige bestemmelser er samlet.

Den administrative aftale, der er indgået mellem de kompetente myndigheder i de nordiske lande, blev underskrevet den 25. oktober 1982 og er trådt i kraft.

I tilknytning til denne aftale er der udarbejdet blanketter.

Endvidere er der udarbejdet fælles nordiske vejledende bemærkninger til konventionen, der bl.a. bygger på forarbejderne til konventionen. Den administrative aftale og de vejledende bemærkninger udgør en helhed, der tager sigte på at tilvejebringe en ensartet gennemførelse af konventionen. De vejledende bemærkninger til konventionens enkelte artikler følger nedenfor. De vejledende bemærkninger udgives i samtlige nordiske lande.

Dansk bemærkning: I den nordiske socialkonventionsgruppe drøftede man det enkelte lands behov for i sin egen udgave at supplere de fælles nordiske bemærkninger med særlige bemærkninger af betydning for administrationen i det pågældende land. Der var enighed om, at sådanne bemærkninger kan indsættes i teksten, men på en måde, der tydeligt viser, at der ikke er tale om en del af de fælles bemærkninger. De særlige danske bemærkninger er angivet med kursiv og har overskriften »Dansk bemærkning«. Med udgivelsen af de fælles nordiske vejledende bemærkninger og de særlige danske bemærkninger foreligger der en ny samlet kommentar til den nordiske tryghedskonvention, der træder i stedet for de vejledende bemærkninger til den nordiske konvention om social tryghed udsendt af Sikringsstyrelsen i juni 1983 med enkelte ændringer af maj 1985. Ændringerne er et resultat af det samarbejde, som løbende finder sted mellem forbindelsesorganerne efter den nordiske konvention, og på baggrund heraf er der foretaget de justeringer af de vejledende bemærkninger, der har vist sig at være behov for ved praktiseringen af konventionen.

I de vejledende bemærkninger er der henvist til blanketterne og den administrative aftale i den udstrækning, det er nødvendigt for forståelsen og praktiseringen af konventionen.

Dansk bemærkning: I bilag 1 til den administrative aftale er der en fortegnelse med adresser over forbindelsesorganerne og de andre organer, der er delegeret særlige opgaver til. I bilag 2 til aftalen er der en fortegnelse over de blanketter, som er foreskrevet til brug ved administrationen af konventionens bestemmelser. De blanketter, som kommunerne skal anvende ved administration af konventionen, er optrykt som bilag 3

     2. Første del - almindelige bestemmelser

2.1. Til artikel 1 - Definitioner

Bogstav a) »nordisk land«

Ved »nordisk land« forstås hvert af de nordiske landes territorium.

De nordiske landes dele af kontinentalsoklen er derimod ikke dele af de enkelte landes territorier, og arbejde eller ophold på et lands kontinentalsokkel ligestilles ikke uden videre med arbejde eller ophold på landets territorium. Der henvises til konventionens artikel 7, stk. 4, og artikel 8, stk. 3, som giver bestemmelser om sikringsforhold for personer, som er bosat i et nordisik land, og som arbejder på et andet nordisk lands kontinentalsokkel.

For Danmarks vedkommende bemærkes, at der gælder særlig lovgivning for Grønland og Færøerne. Disse særlige regler er på mange punkter anderledes end de danske med hensyn til arten og størrelsen af ydelserne og betingelserne for at opnå disse.

Nærmere oplysninger om grønlandske regler kan fås ved henvendelse til Socialdirektoratet i Nuuk, tilsvarende oplysninger om færøske regler ved henvendelse til Almannastovan, Torshavn.

For Norges vedkommende bemærkes, at Svalbard og Jan Mayen er dele af det norske rige. Ved anvendelse af konventionens bestemmelser ligestilles således bopæl, arbejde eller ophold på disse områder med tilsvarende tilknytning til eller beskæftigelse på det norske landterritorium.

Bogstav c) »lovgivning«

Både lovgivning om ydelser og om bidrag omfattes af begrebet.

Bogstav d) »kompetent myndighed«

For Sveriges vedkommende er det Socialdepartementet, der er kompetent myndighed i alle spørgsmål vedrørende konventionen. Dette gælder, uanset hvilket ministerium der iøvrigt behandler sager vedrørende det område af den socialt sikring, der er tale om.

Bogstav e) »organ«

Definitionen omfatter alle statslige, kommunale eller andre organer, som administrerer ydelser, der er omfattet af konventionen. For Islands vedkommende bemærkes, at de islandske pensionskasser er omfattet af begrebet.

Bogstav f) »naturalydelser«

Ned begrebet »naturalydelser« menes ikke selve behandlingen, men den økonomiske ydelse, som ligger i retten til at få behandling på sygesikringens betingelser, dvs. gratis, til reduceret betaling eller mod betaling, der refunderes.

Bogstav g) »dagpenge«

Begrebet omfatter også ydelser, som en arbejdsgiver er forpligtet til at yde efter sikringslovgivningen i det enkelte land.

For Danmarks vedkommende omfatter begrebet »dagpenge« ydelser, der gives som erstatning for tab af arbejdsindtægt ved uarbejdsdygtighed på grund af sygdom, fødsel eller adoption. Fra 2. april 1990 udbetaler private arbejdsgivere dagpenge ved sygdom de første 2 uger. Offentlige arbejdsgivere udbetaler dagpenge ved sygdom i de 2 første uger og sålænge lønmodtageren er ansat. Når arbejdsgiverens forsligtelse til at udbetale dagpenge udløber, overgår forpligtelsen til at udbetale dagpenge til til bopælskommunen. Bopælskommunen udbetaler dagpenge i hele fraværsperioden ved fødsel og adoption.

For Finlands vedkommende omfatter begrebet »dagpenge« sygesikringens dagpenge ved sygdom samt fødselsdagpenge, inklusive den del, der kan udbetales til barnets fader.

For Islands vedkommende omfatter begrebet »dagpenge« foruden sygedagpenge også fødselspenge under orlov på grund af svangerskab eller adoption. Det bemærkes, at de to sidstnævnte former for dagpenge omfattes af begrebet »dagpenge«, selv om de beregnes månedsvis.

For Norges vedkommende bemærkes, at begrebet »dagpenge« foruden sygepenge, fødselspenge og omsorgspenge ved adoption efter folketrygdlovens kapitel 3 også omfatter »attføringspenger«, som gives under fortsat lægelig behandling, hvor der er udsigt til forbedring af erhvervsevnen (folketrygdlovens § 5-4, nr. 1 bogstav a). »Attføringspenger«, som tilkendes på andet grundlag, følger konventionens bestemmelser om invalidepension (grund- og tillægspension), jf. bemærkningerne til bogstaverne h) og i).

For Sveriges vedkommende bemærkes, at begrebet »dagpenge« foruden »sjukpenning« også omfatter »havandeskapspenning«, »foraldrapenning i samband med barns fødelse« og »foraldrapenning for tilfallig vård av barn« samt »sarskilt foraldrapenning for vård av barn«.

Bogstav h) »grundpension«

I de enkelte lande er følgende ydelser omfattet af begrebet grundpension og følger konventionens bestemmelser om sådanne ydelser, med mindre andet udtrykkeligt er bestemt.

Danmark

Dansk grundpension ydes som folkepension eller førtidspension. Til grundpension kan ydes følgende tillæg:

Pensionstillæg ydes, hvor modtagerens og dennes samlevende ægtefælles årlige indtægt ikke overstiger visse grænser.

Ægteskabstillæg ydes i en overgangsperiode til visse pensionister, der har søgt pension inden 1. januar 1984, og som med virkning senest fra dette tidspunkt har ret til dette tillæg efter de regler, der var gældende indtil 1. januar 1984. Tillægget indtægtsreguleres.

Ventetillæg eller venteydelse udbetales til personer, som ved at opsætte ansøgningen om folkepension har opnået ret til tillægget eller ydelsen senest den 1. januar 1984. Efter dette tidspunkt er der ikke ret til at optjene yderligere tillæg ved at opsætte ansøgningen.

Bistandstillæg ydes til førtidspensionister, som stadig må have personlig bistand af andre. Det kan ydes, også efter at pensionisten ved det fyldte 67. år er overgået til folkepension.

Plejetillæg ydes i stedet for bistandstillæg, hvis invaliditeten kræver vedvarende pleje eller tilsyn, der gør det nødvendigt, at der stadig er en anden person tilstede.

Personlige tillæg ydes efter kommunens sociale skøn til pensionister, hvis forhold er særlig vanskelige.

Omfattet af konventionen er også invaliditetsydelse, som ydes i stedet for grundpensionen til invalide, hvis invaliditet lægeligt bedømt er så alvorlig, at de ville have ret til højeste eller mellemste førtidspension, hvis de ikke havde erhvervsindtægt, der afskærer dem fra at opnå en sådan pension.

Den danske delpension, der kan udbetales til arbejdstagere og selvstændige i alderen mellem 60-67 år, når arbejdstiden nedsættes inden for visse grænser er ikke omfattet af denne konvention.

Efterløn, som tilkendes medlemmer af godkendte arbejdsløshedskasser mellem 60 og 67 år, er heller ikke omfattet af denne konvention.

Finland

Finsk grundpension ydes i form af alderspension, invalidepension og familiepension (enkepension og børnepension).

  • a) Efter regler, som gælder til og med den 31. december 1982.

Til »grunddelen« i finsk alders- og invalidepension gives følgende

tillæg:

»Understødsdel« ydes, når modtagerens og hans/hendes ægtefælles årsindtægt ikke overstiger en vis grænse.

»Understødstillagg« ydes, når modtagerens og hans/hendes ægtefælles årsindtægt ikke overstiger en vis grænse, som er lavere end grænsen for understødsdelen.

»Bostadsbidrag« ydes for at nedsætte boligudgifterne for personer, som ikke modtager kommunalt bostadsbidrag, og hvis indtægt ikke overstiger en vis grænse.

»Hustrutillagg« ydes, når kun manden får pension, og hustruen af særlige grunde ikke anses for at have mulighed for erhvervsarbejde.

»Barntillagg« ydes, når modtageren forsørger et barn under 16 år.

»Hjalptillagg« ydes til modtagere, der er fyldt 80 år, eller som ikke kan klare sig selv uden andres hjælp.

»Vårdtillagg« ydes til modtagere, som har konstant behov for uafbrudt behandling og tilsyn.

  • b) Efter regler som træder i kraft den 1. januar 1983.

Til »basisdelen« (svarende til den tidligere »grunddel«) af den finske alders- og invalidepension gives følgende tillæg:

»Tillagsdel« svarende til den tidligere »understødsdel« + »understødstillag« med en noget forandret trangsvurdering.

»Maketillagg«, som kan bevilges til både mand og hustru, og iøvrigt svarer til hustrutillagg.

»Bostadsbidrag«, »barntillagg«, »hjalptillagg« og »vårdtillagg«, som er uforandrede.

Island

Islandsk grundpension ydes i form af alders- og invalidepension (eller invalideunderstøttelse) samt ydelser til efterlevende ægtefælle m.fl. og efterladtepension til børn.

Til alderspension kan ydes følgende tillæg:

»Indtægtsreguleret tillæg« ydes i de tilfælde, hvor modtagerens og dennes ægtefælles indtægt ikke overstiger visse grænser.

»Behovsprøvet tillæg« kan ydes som tillæg til det indtægtsregulerede tillæg, når modtageren lever under særlig vanskelig økonomiske forhold.

»Bostedstillæg« er indtægtsreguleret og ydes til enlige pensionister med selvstændig husholdning.

»Børnetillæg« (kaldet børnepension) kan ydes for børn under 18 år.

»Ventetillæg« ydes, når en person har ventet med at søge alderspension.

»Ægtefælletillæg« ydes, når pensionistens ægtefælle ikke er berettiget til pension.

Til invalidepensionister ydes samme tillæg med undtagelse af »ventetillæg«. »Børnetillæg« er ikke trangsbestemt, når der er tale om forældrenes invaliditet.

»Moderløn« samt ydelser til børn, for hvilke faderskabet ikke kan fastslås, og til børn, hvis forældre er i fængsel, behandles som almindelige kontantydelser til børn, jf. art. 2, stk. 1, bogstav e).

Norge

Norsk grundpension ydes i form af alderspension, »uførepensjon« og »etterlattepensjon« (både pension og overgangsstøtte). Desuden regnes »attføringspenger« (grunddelen) som grundpension ifølge konventionen. »Attføringspenger« under fortsat lægelig behandling, hvor der er udsigt til forbedring af erhvervsevnen, betragtes dog som dagpenge ifølge bogstav g).

Følgende ydelser udgør tillægsydelser til norsk grundpension:

»Særtillegg« ydes til pensionister, som ikke har eller kun har en lille tillægspension.

»Kompensajonstillegg« ydes til pensionister bosat i Norge som kompensation for indførelsen af merværdiafgift fra den 1. januar 1970.

»Ventetillegg« ydes som tillæg til alderspension til personer, som udsætter alderspensionen til efter det fyldte 67. år.

»Ektefelletillegg« ydes under visse betingelser til alders- eller uførepensionister, som forsørger en ægtefælle.

»Barnetillegg« ydes til alders- eller uførepensionister, der forsørger et barn under 18 år.

Med hensyn til »særtillegget« bemærkes, at dette samordnes med tillægspension fra et andet nordisk land efter konventionens artikel 5.

»Grunnstønad« og »hjelpestønad«, som er særskilte ydelser til dækning af specielle udgifter ved invaliditet, betragtes ikke som tillægsydelser til grundpension.

Ligeledes betragtes »stønad til barnetilsyn« og »utdanningsstønad« til efterladte som selvstændige ydelser, der ikke er omfattet af konventionens bestemmelser om grundpension.

Der henvises iøvrigt til konventionens bilag, bogstav D, pkt. 7a) og b), og bemærkningerne til art. 20.

Sverige

Svensk grundpension (»folkpension«) ydes i form af alderspension, førtidspension inkl. »sjukbidrag« og »familiepension« (enke- og børnepension). Desuden betragtes »handikappersattning« og »vårdbidrag« som grundpension.

Følgende ydelser udgør tillægsydelser til svensk grundpension:

»Pensionstillskot« ydes til pensionister med lav eller slet ingen tillægspension.

»Barntillagg« ydes for børn under 16 år til den af forældrene, der modtager alders- eller førtidspension, under forudsætning af, at modtagerens tillægspension ikke overstiger en vis grænse.

»Hustrutillagg« ydes til en hustru under 65 år, hvis ægtefælle modtager førtids- eller alderspension. En forudsætning for at få ydelsen er bl.a., at hustruen ikke modtager »folkpension«, samt at ægtefællens årsindtægt ikke overstiger en vis grænse.

»Kommunalt bostadstillagg« ydes til personer, der modtager alders-, førtids- eller enkepension under forudsætning af, at modtagerens og dennes samlevende ægtefælles årsindtægt ikke overstiger en vis grænse.

»Handikappersattning«, som også forekommer som en selvstændig ydelse, ydes til den, der er fyldt 16 år, og som inden sit fyldte 65. år har fået nedsat sin funktionsevne for længere tid, således at der er behov for vedvarende hjælp eller dækning af betydelige merudgifter.

Den svenske delpension, som kan ydes til arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende mellem 60 og 65 år med reduceret arbejdstid, omfattes ikke af konventionen.

Bogstav i) »tillægspension«

Følgende ydelser er omfattet af begrebet »tillægspension« i de enkelte lande:

Danmark

Dansk tillægspension ydes i form af alderspension og pension til en efterladt ægtefælle.

Tillægspension ydes efter lov om arbejdsmarkedets tillægspension (ATP) og beregnes på grundlag af bidragsperioder. Alderspensionen ydes med forhøjet beløb til personer, der har ventet med at søge pension. Der er en bonusordning. Der er ikke tillægsydelser til tillægspension.

Finland

Finsk tillægspension »arbetspension« ydes i form af alders-, invalide- og familiepension. Til tillægspensionen i Finland kan der ydes følgende tillæg:

Børnetillæg, arbejdsløshedstillæg og »uppskovsforhøjning« (ventetillæg).

Disse udbetales ikke som særskilte beløb, men medregnes ved beregning af pensionen. »Grundskyddet« (grundydelsen) efter arbejdspensionslovene kan frivilligt udbygges med såkaldte registrerede tillægsydelser.

Island

Islandsk tillægspension består af:

Ydelser efter lov om efterløn til ældre og ydelser fra pensionskasser. Ydelserne fra pensionskasserne er fastsat ved lov eller i vedtægter, som er godkendt af Finansministeriet.

Norge

Tillægspension ydes efter folketrygdloven til alderspension, efterladtepension (og »overgangsstønad«) og »uførepensjon«. Bortset fra »attføringspenger« under lægelig behandling, hvor der er udsigt til forbedring af erhvervsevnen, en ydelse som betragtes som dagpenge ifølge bogstav g), følger »attføringspenger« (tillægsydelsen) iøvirgt konventionens bestemmelser om tillægspension.

Der kan gives ventetillæg til tillægspension.

Sverige

Tillægspension (ATP) ydes som alderspension, førtidspension (inkl. »sjukbidrag«) og familiepension (enke- og børnepension).

Der er ingen tillægsydelser til tillægspensionen.

Bogstav j) »bidrag«

Bidrag til sikringsordninger i form af skat, som er reguleret gennem dobbeltbeskatningsaftaler, er ikke omfattet af konventionens bestemmelser om bidrag.

En særskilt egenandel for en behandling eller ydelse omfattes heller ikke af begrebet »bidrag«.

Bogstav k) »bopæl«

Som udgangspunkt skal en person anses for at have bopæl i konventionens forstand, når den pågældende er registreret i henhold til lovgivningen om folkeregistrering i det enkelte land. Den nordiske overenskomst om folkeregistrering trådte i kraft den 1. oktober 1969. I henhold til denne aftale bruges en internordisk flytteattest ved flytning mellem de nordiske lande. Den, som flytter fra et nordisk land til et andet, skal efter aftale afmelde sig hos den lokale folkeregistermyndighed i fraflytningslandet. Han får da udleveret en internordisk flytteattest med blanket for internordisk flyttebevis. Ved flytning til et andet nordisk land afleveres beviset til registreringsmyndigheden i tilflytningslandet. Hvis registreringsmyndigheden her anser vedkommende for at have bopæl ifølge landets lovgivning, returneres flyttebeviset til registreringsmyndigheden i fraflytningslandet, som da sletter vedkommende i sit register. På denne måde kan en person sædvanligvis ikke være registreret i et folkeregister i mere end et land samtidig.

Folkeregistreringen vil imidlertid ikke i alle tilfælde give udtryk for det reelle bopælsforhold. Konventionen giver i sådanne tilfælde adgang for sikringsmyndighederne til at foretage en selvstændig vurdering af bopælsspørgsmålet, jf. udtrykket »særlige grunde«. Det forudsættes imidlertid, at en anden forståelse af begrebet »bopæl« end den, som er lagt til grund for folkeregistrering, kun kan lægges til grund i undtagelsestilfælde. Sådanne undtagelser bør kun gøres efter samråd mellem de berørte landes myndigheder, således at man undgår dobbeltdækning, eller at nogen står helt uden dækning.

2.2. Til artikel 2 - Lovgivning, som omfattes af konventionen

Artikel 2, stk. 1

I artiklens stk. 1 angives den lovgivning, fordelt på seks områder, som konventionen finder anvendelse på. Her bør ikke kun ses på de bestemmelser, som hører under det enkelte lands sikringssystem. Udtrykket social tryghed må fortolkes vidt, så det i princippet også omfatter lovgivning om social bistand og om sundhedsvæsen i og udenfor institution.

I afsnit III af konventionen findes der særregler, som gælder for de områder af social tryghed, som er nævnt under bogstaverne a)-d) i artiklen. For områderne e)-f) er det kun konventionens almindelige bestemmelser i afsnit I, II og IV, der gælder. Det er derfor nødvendigt ikke bare at fastslå, om en ydelse er omfattet af konventionen, men også hvilket område den hører til. På grund af forskelle i sikringsordningernes opbygning i de nordiske lande, kan der i enkelte tilfælde opstå tvivl om dette. Vejledende i sådanne tilfælde kan være, hvilke ydelser i de andre lande en aktuel ydelse nærmest modsvarer. Det kan fx være tvivlsomt, hvilket område ydelser under revalidering tilhører. Disse ydelser er generelt omfattet af konventionen, uanset om de som i nogle lande er samlet i en særlig ordning eller som i andre er fordelt på sygesikring, pension, arbejdsskadeforsikring og eventuelt andre områder. Som et andet eksempel kan nævnes den islandske »moderløn« som i den islandske folkeforsikringslov er placeret under pensionssikring, men i forhold til konventionen betragtes som en kontantydelse til børn. Der henvises iøvrigt til bemærkningerne til bogstav g) om de islandske fødselspenge under orlov på grund af svangerskab eller adoption.

I bemærkningerne til artikel 1 er der gjort rede for begreberne grundpension og tillægspension. Som regel må en ydelse ved invaliditet, alderdom eller dødsfald enten betragtes som en grundpensionsydelse eller som en tillægspensionsydelse, således at bestemmelserne i henholdsvis artiklerne 18 til 20 eller artiklerne 21 til 23 kommer til anvendelse. Der forekommer imidlertid ydelser på dette område, som hverken kan henføres til den ene eller den anden af disse to kategorier. For sådanne ydelser gælder kun konventionens almindelige bestemmelser. Som et eksempel kan nævnes »gravferdshjelp« efter den norske folketrygdlov.

Der findes eksempler på ydelser, der ikke entydigt kan henføres til et bestemt område, men som i forhold til konventionen i visse situationer hører under et område og i andre situationer under et andet. Om de norske »attføringspenger« henvises til bemærkningerne til artikel 1, bogstaverne g), h) og i).

Artikel 2, stk. 2

Efter artiklens stk. 2 påhviler det hvert land ved ratifikationen af konventionen at give en fortegnelse over den gældende lovgivning for de områder af social tryghed, som er nævnt i stk. 1. Heraf kan dog ikke definitivt sluttes, at en ordning ikke omfattes af konventionen, fordi den ikke er med i fortegnelsen.

Ændringer i lovfortegnelsen skal meddeles en gang om året til det danske Udenrigsministerium. Undladelse af at meddele om ny lovgivning fritager ikke et land for at anvende konventionen på en ny lovgivning, som hører ind under de områder, der er nævnt i artiklens stk. 1.

Artikel 2, stk. 3

Artiklens stk. 3 indeholer en henvisning til bilaget til konventionen. Dette indeholder bestemmelser om anvendelse af national lovgivning. Som det fremgår af de vejledende bemærkninger til de artikler i konventionen, der berøres heraf, går bestemmelserne bl.a. ud på, at bestemte ydelser enten slet ikke eller kun delvis er omfattet af konventionen.

2.3. Til artikel 3 - Personkredsen

I artiklen angives den personkreds, konventionens regler finder anvendelse på. Den personkreds, som den tidligere konvention omfattede, er udvidet til at omfatte, foruden nordiske statsborgere, flygtninge og statsløse, alle andre personer, som er eller har været omfattet af lovgivningen i et nordisk land. Her tænkes bl.a. på ikke- nordiske statsborgere, som flytter indenfor Norden, og ikke-nordiske statsborgere, som bor i et nordisk land og arbejder i et andet. En ikke-nordisk statsborger kan have interesse i at kunne påberåbe sig forsikringstid i fraflytningslandet for at få ret til ydelser i tilflytningslandet på samme måde som nordiske statsborgere.

Gennem den nye konvention udvides ikke-nordiske statsborgeres muligheder for at påberåbe sig konventionens regler på alle områder af det sociale tryghedssystem, som konventionen omfatter. Der findes imidlertid undtagelser fra denne hovedregel. Således gælder bestemmelserne om grundpension kun nordiske statsborgere. På samme måde gælder den almindelige ligestillingsregel i artikel 4 og de særlige sømandsbestemmelser i artikel 6 kun nordiske statsborgere.

Når en konventionsbestemmelse kun gælder for nordiske statsborgere, angives dette udtrykkelig i bestemmelsen.

I Norge og Sverige gælder alle bestemmelser, der er begrænset til at gælde for nordiske statsborgere, også for flygtninge og statsløse. Dette er en følge af, at disse lande har ratificeret konventionen om flygtninges og statsløses retsstilling. Island har ratificeret flygtningekonventionen, men ikke konventionen om statsløse. Danmark og Finland har taget forbehold i forbindele med ratifikationen af de nævnte konventioner.

Artikel 3, bogstav e) fastsætter, at konventionens bestemmelser også anvendes på personer, hvis ret hidrører fra en person, som tilhører en af de persongrupper, der er nævnt i artiklens bogstav a) til d). Her tænkes i første række på ret til efterladtepension til ægtefælle og børn.

Når en person påberåber sig konventionens bestemmelser, er det i princippet tilstrækkeligt, at vedkommende er omfattet af lovgivningen i et andet nordisk land. Bevis for flygtningestatus eller tilsvarende kan ikke kræves.

2.4. Til artikel 4 - Ligestilling

Artiklen fastslår et almindeligt ligestillingsprincip for nordiske statsborgere, med hensyn til den lovgivning der er omfattet af konventionen.

Når nordiske statsborgere ifølge konventionens bestemmelser har ret til ydelser efter et andet nordisk lands lovgivning på grund af bopæl, arbejde eller ophold, skal ydelserne gives i samme omfang og på samme betingelser, som gælder for landets egne statsborgere.

Ligestillingen gælder også adgangen til sundhedsvæsenets ydelser, til sygehusbehandling og til social bistand, jf. bemærkningerne til artikel 2, stk. 1.

Når det fx drejer sig om almindelige kontantydelser til børn og social bistand, må princippet om fuld ligestilling mellem de nordiske landes statsborgere anvendes til løsning af de materielle problemer på nordisk plan.

Om betydningen af ligestillingsprincippet udenfor Norden henvises til artikel 33 og bemærkningerne til denne.

Ligestillingsreglen gælder kun nordiske statsborgere. De øvrige persongrupper, som er nævnt i artikel 3, er ikke omfattet af retten. Således afhænger en flygtnings krav på ligestilling med statsborgere i et nordisk land alene af, om dette land anser vedkommende som flygtning i henhold til FN's konvention om flygtninge. Der henvises også til bemærkningerne til artikel 3.

I konventionens tredie afsnit findes der visse undtagelser fra ligestillingsprincippet. Et hovedeksempel er den særlige ordning, som ifølge artiklerne 18 til 20 gælder for adgangen til grundpension.

2.5. Til artikel 5 - Samordning af ydelser

Formålet med artikel 5 er at give mulighed for samordning, når to ydelser udbetales efter hver sit nordiske lands lovgivning. Samordning kan kun ske, når begge ydelser er omfattet af konventionen.

I visse tilfælde findes der i et lands egen lovgivning udtrykkelige bestemmelser om, at samordning også kan ske med ydelser efter udenlandsk lovgivning. I andre tilfælde er bestemmelserne udformet sådan, at samordning er mulig, men ikke obligatorisk. Der forekommer også bestemmelser, som kun gør samordning mulig mellem ydelser efter landets egen lovgivning. Med hjemmel i artikel 5 kan et nordisk land i sidstnævnte tilfælde samordne to ydelser, der udbetales til en og samme person, selv om den ene ydelse udbetales efter et andet nordisk lands lovgivning. Forudsætningen for en sådan samordning er selvfølgelig, at der er tale om ydelser, der svarer til dem, den interne samordningsregel tager sigte på.

Ved anvendelse af de danske samordningsbestemmelser kan en udenlandsk ydelse kun tages i betragtning, når det er foreneligt med de danske bestemmelsers ordlyd.

Dansk bemærkning: Artikel 5 får betydning for anvendelsen af følgende danske regler om nedsættelse af ydelser: 1. Lov om social pension § 46: Pension fra et andet nordisk land kan anvendes til betaling for ophold på de institutioner, der er omfattet af § 46. 2. Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel § 23, stk. 1 - 3: Den særlige varighedsbegrænsning gælder også for personer, der modtager pension fra et andet nordisk land. 3. Lov om social bistand § 26, stk. 1, nr. 4: En social ydelse fra et andet nordisk land kan bevirke, at der kan træffes beslutning om tilbagebetaling af hjælp efter bistandsloven. 4. Lov om social bistand § 84: Social pension fra et andet nordisk land kan på tilsvarende måde som en dansk social pension benyttes til betaling for ophold på et dansk plejehjem. Om muligheden for i disse tilfælde at gennemføre tilbagebetaling af ydelser, som er udbetalt med for stort beløb, ved modregning i ydelsen fra det andet nordiske land, henvises der til artikel 30 og bemærkningerne dertil.

I bilaget til konventionen har Finland, Norge og Sverige gjort bemærkning om, at der ved afgørelse om ret til »fødselspenger« også skal tages hensyn til »fødselspenger« udbetalt efter et andet nordisk lands lovgivning, jf. bilaget, bogstaverne B, D og E.

Når en ydelse udbetales fra et andet land end bopælslandet, skal det førstnævnte land kun anvende sine samordningsregler, hvis det kan konstateres, at samordning ikke sker i bopælslandet, jf. artikel 3 i den administrative aftale.

     3. Anden del - Bestemmelser om hvilken lovgivning der skal anvendes

3.1. Til artikel 6 - Hovedregel og de særlige regler for søfolk

Reglerne om, hvilket lands lovgivning, der skal anvendes, gælder for alle, som er omfattet af konventionen, dvs. også ikke-nordiske statsborgere. De særlige lovvalgsregler for søfolk gælder dog kun for nordiske statsborgere.

Artikel 6, stk. 1

Bestemmelsen fastslår den hovedregel, at bopælslandets lovgivning skal anvendes. Der henvises til definitionen af begrebet »bopæl« i artikel 1, bogstav k), og bemærkningerne hertil.

Artikel 6, stk. 2

Bestemmelsen angår søfolk, som er nordiske statsborgere. Bestemmelsen gælder uafhængig af, om de er bosat i et nordisk land eller udenfor Norden.

Princippet i artikel 7, stk. 1, finder anvendelse på ikke-nordiske statsborgere, der er bosat i et nordisk land og ansat på et skib tilhørende et andet nordisk land. Når det gælder ydelser, der er knyttet til erhvervsarbejde eller indtægt fra sådant arbejde, vil de således være omfattet af flaglandets lovgivning. Iøvrigt vil de være omfattet af bopælslandets lovgivning efter hovedreglen i artikel 6, stk. 1.

Sikringsforholdet for ikke-nordiske statsborgere, som er ansat ombord på et nordisk skib, og som ikke er bosat i et andet nordisk land, afgøres efter flaglandets nationale regler.

Norge har ikke fulgt den anførte fortolkning. For Norges vedkommende anvendes foreløbig folketrygdlovens regler fuldtud. Det vil sige, at de nævnte søfolk kun har ret til begravelseshjælp og ydelser ved arbejdsskade efter folketrygdlovens kapitel 9 og 11.

Nordiske søfolk skal efter bestemmelsen i artikel 6, stk. 2, være omfattet af flaglandets lovgivning med hensyn til alle ydelser, som er omfattet af konventionen. Dette gælder både ydelser, der er knyttet til erhverv, og ydelser, der ikke er knyttet til erhverv. Når det gælder retten til sygedagpenge henvises også til kommentaren til artikel 13. Hvis den pågældende er bosat i et andet nordisk land end flaglandet, har han ikke ret til ydelser fra bopælslandet, så længe han er ansat ombord på et skib, der hører til et andet nordisk land, jf. dog artikel 14, stk. 1, som giver ret til sygehjælp under midlertidigt ophold.

For Danmarks vedkommende henvises der til bemærkningerne i bilagets bogstav A, pkt. 1, om, at retten til naturalydelser ved sygdom, fødsel eller adoption for den, som er bosat i Danmark, ikke påvirkes af bestemmelserne i artikel 6, stk. 2 og 3.

For Sveriges vedkommende er det i bilagets bogstav E, pkt. 2, påpeget, at den, som er omfattet af svensk lovgivning om forældrepenge på grund af ansættelse på svensk fartøj, også har ret til forældrepenge for børn, der er bosat i et andet nordisk land end Sverige. Der gives videre udtryk for, at retten til naturalydelser ved sygdom, som der er ret til på grund af indskrvning i det svenske sømandsregister, ikke påvirkes af bestemmelsen i artikel 6.

Den, der er ansat ombord, er omfattet af flaglandets lovgivning, så længe ansættelsen består. I det øjeblik ansættelsen ophører, skal de sædvanlige regler om sikring i bopælslandet anvendes, selv om rederen efter national sømandslovgivning i enkelte tilfælde kan have et videre ansvar i en vis tid inden for en bestemt sikringsgren, fx ved sygdom.

For søfolk, som ikke er bosat i Norden, gælder efter ophør af ansættelsen ombord, det enkelte flaglands nationale regler om dækning efter ansættelsens ophør. Hvis ydelser efter disse bestemmelser er forbeholdt landets egne statsborgere, skal de dog også omfatte andre nordiske statsborgere. Dette gælder også for nordiske søfolk bosat i et nordisk land, når de afmønstrer udenfor Norden og ikke vender tilbage til bopælslandet.

Konventionen har ikke en nærmere definition af begrebet »ansat ombord«. Der kan opstå tvivl om, hvor længe ansættelsesforholdet skal anses for at bestå, og hvilke persongrupper der skal anses som ansat ombord på skibet. Spørgsmålet om, hvem der skal anses som ansat ombord, og hvor længe ansættelsen består, afgøres i henhold til flaglandets nationale lovgivning.

Efter dansk lovgivning anvendes det tilsvarende begreb »tjenestegørende på dansk skib« som hovedkriterium for den særlige sikringsordning for søfarende. Søfarende anses som tjenestegørende på skibet fra det tidspunkt, da de faktisk tiltræder skibstjenesten, og indtil den faktiske fratrædelse. Efter denne fratrædelse anses den søfarende ikke for tjenestegørende på skibet, uanset han fortsat modtager hyre. Dette kan være tilfældet, hvis han er rederiansat eller er berettiget til sygehyre efter afsked fra tjenesten.

Når en søfarende, der er rederiansat i Danmark, bliver syg under ophold i land, eller forlader fartøjet på grund af sygdom, kan artikel 6, stk. 2, ikke anvendes, da den søfarende efter dansk lovgivning ikke længere anses for »ansat ombord« i konventionens forstand. Han er dog fortsat ansat i Danmark, og dagpenge skal derfor udbetales fra Danmark ifølge artikel 13, hvis han er bosat i et andet nordisk land. Naturalydelser ydes af bopælslandet efter bestemmelserne i artikel 6, stk. 1, eller af opholdslandet ifølge bestemmelserne i art. 14.

Efter finsk lovgivning anses ansættelsesforholdet at bestå, så længe arbejdstageren på grundlag af aftale udfører arbejde for arbejdsgiveren under dennes ledelse og instruktion, mod løn eller andet vederlag, ombord på finsk fartøj eller midlertidig andre steder efter arbejdsgiverens ordre.

Efter den islandske sømandslovgivning anses ansættelsesforholdet for at være ophørt samtidig med, at den søfarende tager ferie eller sygeorlov, med mindre andet fremgår af arbejdsaftalen. I sømandenes kollektivaftaler bestemmes det som regel, at ansættelsen fortsætter i tilfælde af sygdom, så længe sømanden får løn.

Efter norsk lovgivning bliver en sømand ansat i rederiets tjeneste.

Ansættelsen består, selv om sømanden fratræder tjenesten ombord, indtil han bliver lovligt opsagt/afskediget eller ophører frivilligt.

Ansættelse for et bestemt tidsrum for en bestemt rejse eller for arbejde af forbigående varighed kan kun retsgyldigt aftales, når arbejdets karakter tilsiger det.

Efter svensk lovgivning anses ansættelsesforholdet for at bestå, så længe vedkommende er ansat ombord, herunder i den tid vedkommende oppebærer løn i medfør af lov eller aftale. Er vedkommende fast ansat i rederiet for at udføre arbejde ombord, medfører dette, at ansættelsesforholdet også består i perioder, hvor han er i land, og ikke kun i de perioder, han faktisk udfører arbejde ombord på skibet. Ansættelsesforholdet anses også for at bestå, så længe vedkommende oppebærer sygehyre efter sygeafmønstring.

Ikke alle persongrupper, som udfører arbejde ombord på et nordisk lands skib, anses for »ansat ombord«. Kun personer, som udfører arbejde, der er nødvendigt for skibets ordinære drift, anses for ansat ombord på skibet. Dette medfører, at bl.a. rejsereparatører, som er udsendt af en arbejdsgiver i land for at løse en opgave ombord på skibet, ikke betragtes som ansat ombord. De kan være sikret i udsendelseslandet ifølge artikel 8. På den anden side vil man som hovedregel anse restaurationspersonale og musikere mv., der er ansat på færger og krydstogtskibe, som »ansat ombord«.

Begrebet »ansat ombord« omfatter personer, som anses for arbejdstagere i relation til sikringslovgivningen i flaglandet. For så vidt angår fiskere, anses i Finland, Norge og Sverige den, som fisker på »lott« eller part, som arbejdstager, dersom han ved siden af »lott« eller part, er sikret en vis mindstehyre. I Island anses »lott«- og partsfiskere som arbejdstagere. Det samme gælder i danmark for de partsfiskere, der ikke har medejendomsret, eventuelt medbrugsret, over fartøj eller redskaber.

Artikel 6, stk. 3

Bestemmelsen indeholder en speciel regel for fartøjer, der chartres på såkaldt bare-boat basis, det vil sige lejes i hovedsagen ubemandet. Arbejder en nordisk sømand på et fartøj, som fører et nordisk lands flag, men som ejeren har lejet ud i hovedsagen ubemandet til en reder i et andet nordisk land, anses sømanden ikke for bosat i flaglandet, medmindre han tilhører den lille del af mandskabet, sædvanligvis enkelte officerer, som er ansat direkte af skibets ejer.

En sømand, som er nordisk statsborger og direkte ansat af en nordisk reder, der lejer et i hovedsagen ubemandet fartøj, som fører et andet nordisk lands flag, anses for bosat i rederens hjemland, som om fartøjet havde ført dette lands flag.

I enkelte tilfælde vil den reder, som lejer skibet, afstå en del af virksomheden, fx catering-virksomheden, til en anden arbejdsgiver. Denne arbejdsgiver må i relation til artikel 6, stk. 3, anses for at træde i rederens sted. Den, som er ansat af en sådan arbejdsgiver, skal således også anses for ansat og bosat i rederens hjemland.

Et fartøj anses for udlejet »i hovedsagen ubemandet«, når skattelogivningen i det land, hvor det rederi, som har lejet skibet, hører til, sidestiller fartøjet med fartøjer under dette lands flag.

Bestemmelsen i artikel 6, stk. 3, gælder i lighed med artikel 6, stk. 2, kun for nordiske statsborgere. Med hensyn til ikke-nordiske statsborgere henvises der til bemærkningerne til artikel 6, stk. 2.

I bilagets bogstav D, stk. 2, er det bestemt, at statsborgere fra Danmark, Finland, Island og Sverige i tjeneste på norske skibe i udenrigsfart, kun omfattes af lov om pensionssikring for søfolk, dersom de faktisk er bosat i Norge.

3.2. Til artikel 7 - Arbejdstagere i et andet nordisk land end bopælslandet

Artikel 7, stk. 1

Bestemmelsen i artikel 7 medfører undtagelser fra hovedreglen i artikel 6 om, at retten til ydelser afhænger af bopælslandets lovgivning. Artiklen henviser istedet til beskæftigelseslandets lovgivning. Det drejer sig om situationer, hvor personer, som er bosat i et nordisk land, tager arbejde i et andet nordisk land eller på dets kontinentalsokkel. Artikel 7 er uden betydning for de situationer, som omfattes af artikel 6, stk. 2 og 3. Bestemmelserne i artikel 6, stk. 2 og 3, gælder kun nordiske statsborgere. Hvad angår ikke nordiske statsborgere, som er ansat ombord på et fartøj, der fører et nordisk lands flag, henvises der til bemærkningerne til artikel 6, stk. 2 og 3.

Det må fremhæves, at artikel 7 ikke kun forudsætter arbejde i et nordisk land, eller på dets kontinentalsokkel, men også bopæl i et andet nordisk land. Bestemmelsen har derfor inden betydning for den situation, hvor fx en svensk statsborger med bopæl uden for Norden arbejder på den norske kontinentalsokkel.

Bestemmelsen angår kun retten til ydelser, der er afhængige af erhvervsarbejde eller indtægt fra et sådant arbejde. Herved menes:

  • a) dagpenge ved sygdom, fødsel eller adoption,
  • b) optjening af ret til tillægspension,
  • c) ydelser ved arbejdsskade og
  • d) ydelser ved arbejdsløshed.

Bestemmelsen har også betydning for spørgsmålet, efter hvilken lovgivning der skal opkræves bidrag til finansiering af samtlige sikringsydelser. Dette følger af bestemmelsen i artikel 10.

Da lovgivningen i beskæftigelseslandet skal anvendes, bortfalder således retten til de ovennævnte ydelser i bopælslandet. Det samme gælder pligten til at betale bidrag for såvel arbejdsgiver som for arbejdstager i bopælslandet. For den, som er bosat i et nordisk land, men er antaget til at udføre et arbejde i et andet nordisk land, falder fx retten til barseldagpenge i bopælslandet bort.

Med hensyn til bidrag henvises iøvrigt til bemærkningerne til artikel 10.

Bestemmelserne gælder kun ansatte personer. For selvstændige erhvervsdrivende gælder bopælslandets lovgivning ifølge artikel 6, hvadenten virksomheden drives i bopælslandet eller andetsteds.

Som udgangspunkt anses en person for ansat, når han udfører erhvervsarbejde uden at være selvstændig erhvervsdrivende. Begrebet »ansat til at udføre arbejde« dækker også visse perioder, hvor kontraktsforholdet mellem en person og en arbejdsgiver består, men hvor der midlertidigt ikke udføres arbejde, såsom afspadseringsperioder, ferie og midlertidigt fravær i en fast arbejdsplan. Derimod omfatter dette begreb ikke perioder med længere fravær uden løn eller for dagpenge under arbejdsløshed som følge af orlov (permittering). Der skal således ikke udbetales dagpenge ved sygdom efter svensk lovgivning til en person, der er bosat i Danmark, og som bliver syg under orlov fra sin ansættelse i Sverige uden løn eller anden ydelse i forbindelse med ansættelsen.

Artikel 7 gælder ikke for studerende, når det kun er studierne, der udøves i et andet nordisk land end det, hvor de har deres bopæl. Artikel 7 gælder dog for studerende, der fx i sommermånederne eller periodevis - eventuelt i ganske korte perioder - udfører erhvervsarbejde i et andet land.

Der findes erhvervsudøvere, som hverken er typisk ansatte eller typisk selvstændige erhvervsdrivende, som fx repræsentanter, agenter, bestyrelsesmedlemmer og personer, som har påtaget sig løsning af en enkeltstående opgave. I de forskellige lande gælder der lidt forskellige regler for, hvilke af disse persongrupper der regnes til gruppen af ansatte ved anvendelse af lovgivningen, og hvilke der regnes til gruppen af selvstændige. For sådanne personer gælder artikel 7, hvis lovgivningen i det land, hvor arbejdet udføres, sidestiller vedkommende med en ansat. I modsat fald anvendes artikel 6, stk. 1.

Beskæftigelseslandet er i tvivlstilfælde det land, hvor arbejdet i det væsentlige udføres fysisk.

Artikel 7, stk. 2

I de tilfælde, hvor en person er direkte ansat til at arbejde i flere nordiske lande, og arbejdsgiverens bopæl eller virksomhedens sæde findes i et af disse lande, indeholder stk. 2 en særlig regel om, at beskæftigelseslandet er det land, hvor arbejdsgiveren har bopæl, eller virksomheden har sit sæde. Denne regel anvendes, når det faktiske arbejdssted skal skifte med ujævne eller ganske korte mellemrum og derfor må siges at strække sig over flere landes territorier. Ved på forhånd afgrænsede længere arbejdsperioder i det enkelte land, anvendes derimod hvert lands lovgivning for den periode, arbejdet udføres der, medmindre udsendelsesreglen i artikel 8 skal anvendes.

Særreglen i stk. 2 kan ikke anvendes, når arbejdet i to lande foregår som led i to forskellige ansættelsesforhold. Ydelser, der er knyttet til det enkelte ansættelsesforhold, ydes i sådanne tilfælde efter lovgivningen i det land, hvor dette arbejde foregår. Hvis arbejdet i det ene land foregår for egen regning, gælder bopælslandets lovgivning for de ydelser, der er knyttet til dette arbejde.

I nogle af de tilfælde, hvor stk. 2 skal anvendes, kan det være tvivlsomt, hvor virksomheden skal anses for at have sit sæde, fordi det er muligt at opfatte enten et hovedfirma eller en filial som arbejdsgiver. Tvivlen kan også opstå, hvis virksomheder i to eller flere lande går sammen om udførelsen af en konkret opgave og i fællesskab ansætter personale til arbejdet. Spørgsmålet om, hvor virksomheden har sit sæde, må afgøres efter en vurdering af forholdene i det enkelte tilfælde med særlig vægt på forhold som, hvor afgørelsen om ansættelsen blev truffet, og hvor lønberegning mv. sker for den enkelte.

Artikel 7, stk. 3

Den særlige regel i stk. 3 om rejsende personale ved fly- eller landtransportvirksomhed fastslår, at dette personale skal anses som beskæftiget i det land, hvor det faste stationeringssted er, som de ansættelsesmæssigt har tilknytning til. Ved afgørelsen af spørgsmålet om fast stationeringssted, bør arbejdsgiverens direktiv i ansættelseskontakten mv. være afgørende.

For denne særlige persongruppe ses der bort fra, at arbejdet fysisk oftest i det væsentligste foregår udenfor de nordiske lande.

Artikel 7, stk. 4

     Stk. 4 fastslår, at arbejde på et nordisk lands kontinentalsokkel med undersøgelse og udvinding af olie og gas mv. medfører, at dette land anses som beskæftigelsesland.

Kontinentalsoklen er ifølge Geneve-konventionen af 29. april 1958:

  • »a) Havbunden og undergrunden i de undersøiske områder, som grænser op til kysten, men som ligger udenfor søterritoriet, ud til en dybde af 200 meter eller så langt udenfor denne grænse, som havets dybde tillader udnyttelse af naturforekomster i områderne, og
  • b) havbunden og undergrunden i tilsvarende undersøiske områder, som grænser til kysten af øer.«

Bestemmelsen i stk. 4 gælder alle grupper af arbejdstagere på faste anlæg og boreplatforme i virksomhed på kontinentalsoklen. Foruden dem, som tager direkte del i undersøgelser eller produktion, omfatter bestemmelsen også hjælpepersonale, cateringspersonale mv.

Personer, som er ansat på skibe i transportvirksomhed i forbindelse med undersøgelses- og udvindingsarbejde, omfattes ikke af reglen i artikel 7. Er der tale om nordiske statsborgere på nordiske skibe, gælder artikel 6, stk. 2 og 3, for så vidt angår alle arter af ydelser.

3.3. Til artikel 8 - Udsendte arbejdstagere

Artikel 8 indeholder regler om såkaldte udsendte arbejdstagere. Med udsendte arbejdstagere menes arbejdstagere, som af arbejdsgiveren sendes til et andet land for at udføre et arbejde af tidsbegrænset varighed for arbejdsgiverens regning. Udsendelsesreglen gælder ligesom artikel 7 alle ydelser, der er afhængige af erhvervsarbejde eller indtægt fra et sådant arbejde, hvilket vil sige dagpenge ved sygdom, fødsel eller adoption, tillægspension, arbejdsskadeforsikring og arbejdsløshedsforsikring. Når det gælder sådanne ydelser, skal en arbejdstager, som udsendes for at udføre et arbejde, der ikke ventes at vare mere end 12 måneder, fortsat være omfattet af udsendelseslandets sikringslogving.

Reglen gælder ikke alene ydelser, men også alle bidrag, jf. artikel 10.

Reglen i artikel 7 om, at beskæftigelseslandets lovgivning skal gælde, kommer således ikke til anvendelse på udsendte arbejdstagere, der er omfattet af artikel 8.

En person er omfattet af udsendelsesreglen i artikel 8, selv om han ansættes direkte til at arbejde i et andet land. Det er således ikke nødvendigt, at arbejdstageren før udsendelsen har arbejdet for arbejdsgiveren, som sender ham ud, men det er en forudsætning, at han ved udsendelsen var omfattet af lovgivningen i det land, hvor arbejdsgiveren har sit sæde.

Det kræves i artikel 8, stk. 1, at arbejdstageren udfører et arbejde for den udsendende arbejdsgivers regning. Dette indebærer, at lønnen må udbetales fra den arbejdsgiver, som udsender arbejdstageren. Hvis arbejdstageren sendes ud fra moderselskabet i et land og ansættes i og lønnes af et datterselskab i et andet land, omfattes han ikke af udsendelsesbestemmelsen i artikel 8, men bliver omfattet af beskæftigelseslandets lovgivning efter artikel 7.

Personer, der gør tjeneste i et andet nordisk land som led i nordisk tjenestemandsudveksling, omfattes af udsendelsesbestemmelsen i artikel 8.

Begrebet »udsender ...... for arbejdsgiverens regning« indebærer, at udlejningsforhold falder udenfor artikel 8. Det kan ofte være vanskeligt at trække grænsen mellem et udlejningsforhold og et udsendelsesforhold.

Som udgangspunkt vil det være de sociale myndigheder i udsendelseslandet, der på baggrund af de givne oplysninger tager stilling til, om det er et udlejningsforhold eller et udsendelsesforhold. Ved denne vurdering bør man i hovedsagen lægge de samme kriterier til grund, som følges af skattemyndighederne.

En arbejdstager vil normalt anses for udsendt, når det firma, hvori pågældende er ansat, udfører en bestemt arbejdsopgave og har ansvaret og risikoen for arbejdsresultatet, samt har instruktionsbeføjelserne over arbejdstageren.

En arbejdstager anses for udlejet, når han er stillet til rådighed af en person (udlejer) for at udføre arbejde i en anden persons virksomhed i beskæftigelseslandet, og udlejeren ikke har ansvar og risiko for resultatet af arbejdet.

I tilfælde, hvor der opstår tvivl i sådanne sager, bør myndighederne i de berørte lande tage kontakt med hinanden for at komme til enighed, om der foreligger et udlejningsforhold eller et udsendelsesforhold.

Hvis det fra arbejdsforholdets begyndelse er klart, at udsendelsen vil vare længere end 12 måneder, omfattes arbejdstageren ikke af udsendelsesreglen i artikel 8. Det er den forventede varighed af udsendelsen, der er afgørende. Et arbejdsforhold, der var forventet at vare i 15 måneder, men som bliver afbrudt eller færdigt, før der er gået 12 måneder, vil derfor ikke gå ind under reglen i artikel 8. I sådanne tilfælde vil arbejdstageren fra og med den første arbejdsdag i beskæftigelseslandet blive omfattet af beskæftigelseslandets lovgivning ifølge bestemmelsen i artikel 7. Udsendelseslandets sociale myndigheder bør få den forventede udsendelsestid skriftligt bekræftet af arbejdsgiveren. Skulle det i rene undtagelsestilfælde forekomme mere hensigtsmæssigt, at udsendelseslandets lovgivning forbliver gældende i udsendelsestilfælde, som påregnes at vare over 12 måneder, kan dette eventuelt ordnes ved en aftale mellem de berørte landes sikringsmyndigheder efter bestemmelsen i artikel 11.

Det bemærkes, at gentagne udsendelser af samme arbejdstager til samme arbejde med korte mellemrum må bedømmes som en sammenhængende udsendelse. Dette gælder som vejledende hovedregel, hvis mellemrummene er under 6 måneder.

Udsendelsesreglen i artikel 8 skal også gælde udsendelsesforhold, der er påbegyndt før konventionens ikrafttræden den 1. januar 1982, dersom arbejdet, som den udsendte skal udføre, ikke påregnes at vare mere end 12 måneder efter denne dato. Dette gælder, selvom udsendelsestiden i disse tilfælde sammenlagt bliver over 12 måneder.

Myndighederne i udsendelseslandet må tage stilling til, om betingelserne i bestemmelsen er opfyldt, før de udsteder blanket.

Angående fremgangsmåden ved udstedelse af blanket til udsendte arbejdstagere henvises der til artikel 4, stk. 1 og 2, i den administrative aftale.

Med mindre der er særlig grund til at betvivle rigtigheden af de oplysninger, der er givet i blanketten, bør myndighederne i det land, arbejdstageren er udsendt til, uden videre kunne lægge til grund, at det drejer sig om et udsendelsesforhold, der er omfattet af art. 8.

Hvis arbejdet i det land, arbejdstageren er udsendt til, varer længere end beregnet og over 12 måneder, kan der søges om forlængelse af fritagelse fra beskæftigelseslandets lovgivning, jf. artikel 8, stk. 2. Der henvises iøvrigt til artikel 4, stk. 3, i den administrative aftale.

Det fremgår af konventionens opbygning og systematik og af udtrykkelige udtalelser i dens forarbejder, at ansøgning om forlængelse ifølge artikel 8, stk. 2, skal behandles restriktivt. Forlængelse bør dog normalt gives, når det klart drejer sig om uforudsete forsinkelser af arbejdet, som arbejdsgiveren har været uden indflydelse på. Som hovedregel bør forlængelse ikke kunne gives for en længere periode end 12 måneder, således at den samlede udstationeringsperiode maksimalt bliver 24 måneder.

Gives der ikke forlængelse, bliver arbejdstageren uden videre omfattet af lovgivningen i det land, han er udsendt til, når de første 12 måneder er gået. Der skal ikke ske ændring af sikringsforholdet for de første 12 måneder af udsendelsestiden. Den udsendte arbejdstager er i den periode omfattet af udsendelseslandets lovgivning.

Hvad angår beregningen af perioden for udsendelse og en eventuel forlængelse, bemærkes det især, at det er den enkelte arbejdstagers individuelle arbejdsforhold, der lægges til grund. Sikringsforholdene knytter sig til den enkelte arbejdstager. Ved anvendelsen af artikel 8 lægges der således ikke vægt på, om en arbejdstager erstatter en anden arbejdstager, der tidligere har udført det samme arbejde.

Ydelser, som ikke afhænger af erhvervsarbejde eller indtægt fra sådant arbejde, såsom naturalydelser (lægehjælp) og grundpension, vil den udsendte arbejdstager fortsat være berettiget til fra bopælslandet, jf. artikel 6, stk. 1. En arbejdstager, der er bosat i et nordisk land og udsendt for at udføre arbejde i et andet nordisk land og får behov for sygehjælp i værtslandet, vil være berettiget til naturalydelser i dette land i henhold til artikel 14.

Den udsendte arbejdstagers familiemedlemmer omfattes ikke af udsendelsesreglen i artikel 8. Deres sikringsforhold beror således på en selvstændig vurdering i henhold til lovvalgsreglerne i artikel 6 og 7. Dersom de er beskæftiget som arbejdstagere, vil de ifølge artikel 7, stk. 1, med hensyn til erhvervsafhængige ydelser være omfattet af lovgivningen i det land, hvor de er beskæftiget. Er de ikke beskæftiget som arbejdstagere, vil deres sikringsforhold fuldt ud blive reguleret af lovgivningen i det land, hvor de er bosat, jf. artikel 6, stk. 1.

3.4. Til artikel 9 - Diplomater m.fl.

Artikel 9 bestemmer, at konventionen ikke berører de bestemmelser i Wienerkonventionen af 18. april 1961 om diplomatiske forbindelser eller Wienerkonventionen af 24. april 1963 om konsulære forbindelser, som angår den lovgivning, der er nævnt i artikel 2, stk. 1.

Dette betyder, at en række persongrupper ved diplomatiske og konsulære repræsentationer er undtaget fra modtagerstatens bestemmelser om social sikring.

Følgende ved de diplomatiske repræsentationer er undtaget:

  • 1) Repræsentationschefen og medlemmer af repræsentationens diplomatiske personale.
  • 2) Ovennævntes familiemedlemmer, som hører til deres husstand, forudsat at de ikke er statsborgere i modtagerstaten.
  • 3) Private tjenestefolk i en diplomatisk repræsentants tjeneste på betingelse af, at de ikke er statsborgere i modtagerstaten eller har fast bopæl i denne, og at de omfattes af udsendelsesstatens eller en tredie stats lovgivning om social sikring.
  • 4) Medlemmer af repræsentationens administrative og tekniske personale samt familiemedlemmer, der hører til deres husstand, og medlemmer af repræsentationens tjenestepersonale, forudsat at de ikke er statsborgere i modtagerstaten eller har fast bopæl i denne.
  • 5) Private tjenestefolk ansat hos repræsentationens medlemmer, såfremt de ikke er statsborgere i modtagerstaten eller har fast bopæl i denne, dog kun i det omfang modtagerstaten tillader sådanne undtagelser.

Følgende ved de konsulære repræsentationer er undtaget:

  • 1) Udsendte konsultatsmedlemmer, dvs. udsendte konsulatsembedsmænd, konsulatsfunktionærer og tjenestepersonale ved en konsulær repræsentation samt deres familiemedlemmer, der hører til deres husstand.
  • 2) Private tjenestefolk hos udsendte konsulatsmedlemmer på betingelse af, at de ikke er statsborgere i modtagerstaten eller har fast bopæl i denne, og at de er omfattet af udsendelsesstatens eller en tredie stats lovgivning om social sikring.

Honorære konsulatsembedsmænd og andre konsulatsmedlemmer og medlemmer af deres familie, som er statsborgere i eller fast bosiddende i modtagerstaten, omfattes af dennes regler om social tryghed.

Ifølge artikel 15 gælder undtagelsen ikke naturalydelser ved sygdom og fødsel. Personer, der er undtaget efter artikel 9, er berettiget til sådanne ydelser efter lovgivningen i det land, hvor de er tjenestegørende. Der skal ikke opkræves nogen form for bidrag i tjenestelandet i den anledning. Der henvises til bemærknignerne til artikel 15.

Wienerkonventionen udelukker ikke frivillig deltagelse i modtagerstatens sociale sikringsordninger. Adgang til en sådan deltagelse findes i norsk og dansk lovgivning.

For de arbejdstagere, der bliver omfattet af modtagerlandets lovgivning, har den diplomatiske eller konsulære repræsentation de samme forpligtelser som andre arbejdstagere.

3.5. Til artikel 10 - Bidrag

Artiklen skal anvendes på alle bidrag, der skal betales for ydelser, som er omfattet af konventionen. Hvad der forstås ved bidrag fremgår af artikel 1, j) samt bemærkningerne til denne. Bidrag i form af skat, som reguleres af en dobbeltbeskatningsaftale, eller egenandele reguleres således ikke af artikel 10. Kun lovbestemte bidrag omfattet, ikke bidrag baseret udelukkende på lønaftaler eler kollektive aftaler. Det bør her nævnes, at bidrag til de islandske tillægspensionsordninger, som er bestemt i loven, men hvor størrelsen af procentsatserne fastsættes ved en kollektiv aftale eller i pensionskassernes vedtægter, er omfattet af konventionen. Bidrag, som ikke betales i forhold til løn eller anden indtægt eller beregnes på grundlag af en sådan indtægt, er også omfattet af bestemmelsen.

Bidrag skal betales i det land, hvis lovgivning gælder med hensyn til retten til ydelser, som afhænger af erhvervsarbejde eller indtægt fra sådant arbejde. Bidragsopkrævning skal ikke ske i noget andet land. I visse tilfælde kan bidrag opkræves i flere lande (flere ansættelser i to eller flere nordiske lande m.m., se nedenfor). Det forudsættes, at refusion skal finde sted, hvis bidrag fejlagtigt er opkrævet. Bidragsbestemmelserne indebærer, at konventionens bestemmelser om, hvilken lovgivning der skal anvendes for ydelser, der er afhængige af erhverv, også afgør, i hvilket land alle bidrag skal betales. Bidrag for en ansat, skal betales i det land, hvis lovgivning med hensyn til erhvervsafhængige ydelser efter reglerne i artikel 6-8 kommer til anvendelse. Dette gælder såvel for bidrag vedrørende ydelser knyttet til bopælen, som for bidrag vedrørende erhvervsafhængige ydelser. Bidrag for selvstændige erhvervsdrivende, deriblandt landmænd, samt personer, som ikke er erhvervsaktive, skal efter hovedreglen i artikel 6, stk. 1, betales i bopælslandet.

Ved et ansættelsesforhold i et land er det afgørende for bidragspligten, om arbejdstageren udfører arbejde i landet eller er sømand på et skib fra dette land. Er nogen bosat i et nordisk land og har sit arbejde der, skal således alle bidrag betales i det land. Dette gælder, uansat hvilket land arbejdsgiveren er bosat i. Er nogen bosat i et nordisk land og udfører arbejde som ansat i et andet nordisk land, skal alle bidrag betales i sidstnævnte land. Af artiklerne om, hvilken lovgivning der skal anvendes, følger endvidere, at hvis nogen er ansat til at arbejde i mere end et nordisk land for en arbejdsgiver, skal bidrag betales der, hvor arbejdsgiveren er bosat, eller hvor virksomheden har sit sæde. Bidrag for rejsende personale ved fly- eller landtransportvirksomhed skal betales i det land, hvor personalet er fast stationeret. I udsendelsestilfælde gælder udsendelseslandets lovgivning fortsat ifølge artikel 8. Alle bidrag for udsendte arbejdstagere skal betales i udsendelseslandet.

Har nogen en ansættelse i et nordisk land og en anden ansættelse i et andet nordisk, skal han for hver ansættelse være omfattet af lovgivningen i det land, hvor han er ansat, når det gælder retten til erhvervsafhængige ydelser. Det samme gælder pligten til at betale alle arbejdsgiver- og medlemsbidrag, som vedrører arbejdet i det enkelte land.

På tilsvarende måde kommer flere landes lovgivning til at gælde for den, der er bosat og driver selvstændigt erhverv i et nordisk land og desuden har en ansættelse i et andet nordisk land. Med hensyn til bidrag og ydelser i forbindelse med ansættelsesforholdet gælder i sådanne tilfælde lovgivningen i det land, hvor han arbejder som ansat. For øvrigt omfattes han af lovgivningen i bopælslandet både med hensyn til ydelser og bidrag.

3.6. Til artikel 11 - Undtagelser fra bestemmelserne i anden del

Artikel 11 giver de »vedkommende myndigheder« i to eller flere nordiske lande mulighed for at aftale undtagelser fra bestemmelserne i artikel 6-10 for særlige persongrupper eller personer.

Denne bestemmelse må betragtes som en sikkerhedsventil, der kan anvendes i undtagelsestilfælde, hvor man finder, at konventionens hovedregler om, hvilket lands lovgivning der skal anvendes, giver uønskede resultater.

Ved »vedkommende myndigheder« forstås de myndigheder, der er nævnt i artikel 1, d). Når det drejer sig om en aftale om enkeltpersoner ifølge artikel 11, er vedkommende svenske myndighed Riksforsakringsverket.

     4. Tredie del - Særlige bestemmelser om retten til ydelser

4.1. Kapitel 1 - Ydelser ved sygdom, fødsel eller adoption

4.1.1. Generelt

Bestemmelserne om ydelser ved sygdom, fødsel eller adoption, der findes i dette kapitel, er materielt set i hovedsagen uforandrede (det, som var gældende efter den nordiske sygehjælpsoverenskomst af 1975). Der er dog indført regler om hjemtransport af syge, en ændring af den tidligere 90-dagesregel ved dagpenge fra beskæftigelseslandet, samt visse ændringer med hensyn til søfolks rettigheder. Der er ikke som i den tidligere overenskomst foretaget en opdeling med særlige bestemmelser for natural- og kontantydelser.

Bestemmelserne i kapitel 1 (artikel 12-17) gælder for Norges vedkommende ikke for ydelser til ugifte, fraskilte og separerede forsørgere i henhold til kapitel 12 i lov om folketrygd, jf. bilagets bogstav D, pkt. 4.

I artikel 5 i den administrative aftale er der givet regler om den praktiske fremgangsmåde ved bekræftelse af sikringstid og overførsel af rettigheder m.m.

4.1.2. Til artikel 12 - Flytning mv.

Artiklen regulerer overflytningen af retten til ydelser ved sygdom, fødsel eller adoption, dels ved flytning fra et nordisk land til et andet, dvs. skift af bopælsland, dels ved skift af beskæftigelsesland efter bestemmelserne i artiklens stk. 4. Af artikel 6, stk. 1, følger, at den, der bosætter sig i et nordisk land, bliver omfattet af lovgivningen i bopælslandet. Ifølge artikel 7, stk. 1, skal dagpenge på grundlag af indtægt fra et ansættelsesforhold dog ydes fra beskæftigelseslandet. Skifter en person bopælsland, men beholder sin tidligere ansættelse, skal bestemmelsen om overflytning af retten til dagpenge ikke anvendes. Han skal da ifølge artikel 7, stk. 1, hele tiden være sikret ret til dagpenge fra beskæftigelseslandet. Iøvrigt skal en person, der skifter bopæls- eller beskæftigelsesland, have ret til ydelser i tilflytningslandet, respektive det ny beskæftigelsesland efter dette lands lovgivnig.

Artikel 12, stk. 1

Den, som flytter fra et nordisk land til et andet, kan for at få ret til ydelser ved sygdom, fødsel eller adoption i tilflytningslandet påberåbe sig forholdene i den tid, vedkommende har været omfattet af lovgivningen i det tidligere bopælsland.

Overflytning fra et nordisk land til et andet indebærer således, at der ikke kan stilles krav om ventetid i tilflytningslandet. Den, som i fraflytningslandet havde ret til ydelser ved sygdom, fødsel eller adoption, kan uanset flytningen påberåbe sig forholdene i det tidsrum, han har været omfattet af lovgivningen i fraflytningslandet. Der skal således tages hensyn til det tidsrum, vedkommende har været omfattet af lovgivningen i fraflytningslandet, hvis dette er nødvendigt for at give ret til ydelser i tilflytningslandet. På den anden side har tilflytningslandet ret til at tage hensyn til ydelser, som er modtaget i fraflytningslandet, hvis sådanne ydelser i tilflytningslandet er begrænset, fx med hensyn til det antal dage, ydelserne kan udbetales.

Det kan nævnes, at ifølge svensk lovgivning skal forældrepenge, som ikke overstiger garantiniveauet udbetales, hvis den tilflyttede umiddelbart inden barnets fødsel eller det beregnede tidspunkt for denne har haft ret til naturalydelser i de nordiske lande i sammenlagt 180 dage, jf. bilaget bogstav E, pkt. 4.

Den, som flytter, kan også påberåbe sig indtægt i fraflytningslandet.

Er det nødvendigt for at fastslå dagpengenes størrelse i tilflytningslandet, skal der således tages hensyn til indtægt i fraflytningslandet.

Det understreges, at den tilflyttedes rettigheder foruden på grundlag af forhold i fraflytningslandet afgøres på grundlag af de aktuelle forhold, herunder den erhvervsmæssige tilknytning i tilflytningslandet, i overensstemmelse med bestemmelserne i tilflytningslandets nationale lovgivning.

Hvad angår begrebet »bosat« og forholdet mellem bopæl og tilknytning til sygesikringen henvises til bemærkningerne til artikel 1, k). Med hensyn til søfolks ret til ydelser ved sygdom, fødsel eller adoption henvises der til bemærkningerne til artikel 6, stk. 2 og 3.

Artikel 12, stk. 2

Af artiklens stk. 2 følger, at ret til ydelser også foreligger for sygdom, fødsel eller adoption, der forelå eller er indtruffet før bosættelsen i tilflytningslandet. Dette indebærer således bl.a. at ydelser ved fødsel efter flytningen skal ydes fra tilflytningslandet, selv om fødslen fandt sted før flytningen. Gives ydelserne i længere tid i det ny bopælsland end i det tidligere, kan vedkommende tilstås ydelser i førstnævnte land, selv om der ved flytningen ikke længere var nogen ret til ydelser i fraflytningslandet.

I artiklens stk. 2 er der endvidere en bestemmelse om, at ydelser ikke skal gives, hvis hensigten med flytningen har været at modtage ydelser. Formålet med bestemmelsen er at hindre åbenbar spekulation i ydelser.

Artikel 12, stk. 3

I stk. 3 reguleres spørgsmålet om fortsat udbetaling af dagpenge ved sygdom, fødsel eller adoption. Hvis der ved flytningen udbetales sådanne dagpenge, skal tilflytningslandet udbetale fortsatte dagpenge efter sin egen lovgivning. Som nævnt under stk. 1 indebærer flytning, at der i tilflytningslandet skal tages hensyn til sikringstid mv. i fraflytningslandet, når dette er nødvendigt for at få ret til dagpenge i tilflytningslandet. Hvis der i tilflytningslandet er begrænsninger i den tid, dagpenge kan udbetales, kan dette land medregne den tid, hvori dagpenge er udbetalt i fraflytningslandet, når det skal fastslås, om udbetaling af dagpenge eventuelt skal ophøre.

Efter bestemmelsen i stk. 3, andet punktum, skal der tages hensyn til tidligere erhvervsindtægt i fraflytningslandet. Bestemmelsen tager bl.a. sigte på de tilfælde, hvor lovgivningen i tilflytningslandet opstiller krav om erhvervsindtægt af en vis størrelse i en vis tid, før kontantydelser kan udbetales. Bestemmelsen i andet punktum skal også anvendes, når dette er nødvendigt for at fastslå dagpengenes størrelse i tilflytningslandet.

Bestemmelserne om overflytning af dagpenge skal ikke anvendes, når den, som flytter, også efter flytningen beholder sin tidligere ansættelse. Således har den, som er bosat i et land og arbejder som ansat i et andet land, ret til naturalydelser i bopælslandet og kontantydelser på grundlag af ansættelsen i beskæftigelseslandet. Har vedkommende indtægt fra erhvervsarbejde også i bopælslandet, skal dagpenge med hensyn til denne indtægt udbetales af bopælslandet.

Artikel 12, stk. 4

Artiklens stk. 4 regulerer retten til ydelser ved sygdom, fødsel eller adoption for den, der kun skifter beskæftigelsesland. Den indebærer, at bestemmelserne i stk. 1, 2 og 3, når det drejer sig om kontantydelser, også skal anvendes på personer, der skifter beskæftigelsesland, men ikke bopælsland.

4.1.3. Til artikel 13 - Dagpenge fra et andet land end bopælslandet

Artiklen regulerer kun retten til dagpenge ved sygdom. Bestemmelsen angår kun situationer, hvor en person arbejder som ansat i et andet land end det, hvor han er bosat. Selv om søfolk anses for ansat og bosat i samme land efter bestemmelsen i artikel 6, stk. 2, har de kompetente myndigheder i de nordiske lande alligevel bestemt, at artikel 13 også skal anvendes for søfolk. I overensstemmelse med reglerne i artikel 7 indebærer artikel 13, at dagpenge i ovennævnte situation skal udbetales fra beskæftigelseslandet. Arbejdsgiverens hjemland har ingen betydning i denne sammenhæng. Dagpenge skal udbetales, så længe ansættelsen består. Den tidligere såkaldte 90-dagesregel er således afskaffet. Der er, som en garantiregel, indført en regel om, at der er ret til dagpenge i mindst 90 dage fra beskæftigelseslandet, også i tilfælde, hvor ansættelsen ophører, inden der er gået 90 dage fra det tidspunkt, da udbetalingen af dagpenge blev påbegyndt. Efter ansættelsens ophør, dog tidligst efter 90 dage, udbetales dagpenge fra bopælslandet efter dette lands lovgivning. Ved beregning af denne 90-dagesperiode medregnes ikke karensdage. Den første dag er således den dag, da udbetaling af dagpenge blev påbegyndt. Fra dette tidspunkt medregnes alle kalenderdage, uanset om der kun udbetales dagpenge for arbejdsdage, og uanset om dagpenge udbetales af arbejdsgiveren eller af myndighederne.

I forbindelse med overgang af udbetaling af dagpenge fra beskæftigelseslandet til bopælslandet er der ikke pligt til at sørge for, at dagpengene fortsætter med uændret størrelse, eller til at fortsætte med at betale ud over den tidsgrænse, der gælder efter udbetalingslandets lovgivning. Dette gælder også ved overgang af udbetaling af dagpenge i tilfælde, som omtales i artikel 12, stk. 3.

Artikel 13 har betydning for bedømmelsen af, hvor sæsonarbejdere skal have ret til dagpenge. Den omstændighed, at vedkommende studerer, enten i bopælslandet eller i beskæftigelseslandet, har ingen betydning i denne sammenhæng. Det er ansættelsen, der afgør, fra hvilket land dagpenge skal udbetales. I overensstemmelse med hovedreglen i artikel 7 udbetales dagpenge fra beskæftigelseslandet også til personer, der sæsonarbejder i et andet nordisk land end der, hvor de er bosat. Den omstændighed, at vedkommende, medens ansættelsesforholdet består, bliver syg under en friperiode i arbejdet, som fx ferie, medfører ikke, at dagpengene skal overflyttes til bopælslandet.

Med hensyn til spørgsmålet, om der foreligger et ansættelsesforhold, og om ansættelsen varer ved, henvises der til bemærkningerne til artikel 7.

Dansk bemærkning: I tilfælde, hvor dagpenge skal udbetales af en dansk kommune til personer, der har bopæl i et andet nordisk land, foretages udbetalingen af den kommune, hvor arbejdsgiverens virksomhed er beliggende.

4.1.4. Til artikel 14 - Sygebehandling under midlertidigt ophold

Merudgifter ved hjemrejse

Artikel 14, stk. 1

Artiklen regulerer retten til naturalydelser under ophold i et andet nordisk land end bopælslandet. Udtrykket »ophold« indebærer blot en fysisk tilstedeværelse. Med hensyn til begrebet »bopæl« henvises der til bemærkningerne til artikel 1, k). Om nødvendigt skal den, som har behov for sygebehandling, legitimere sig som bosat i et af de nordiske lande eller som ansat ombord på et fartøj, der fører et nordisk lands flag. Der er ret til ydelser efter artikel 14 i et nordisk land uanset opholdets art og længde, blot opholdet ikke er af en sådan karakter, at det kan betragtes som bopæl, jf. artikel 12.

En sikret, som får behov for sygebehandling på vej til et andet land, men medens han endnu befinder sig i hjemlandet, fx i tog eller bil, er som udgangspunkt ikke omfattet af bestemmelsen, når han venter med at søge læge, til han kommer til det andet land. Hvis det efter forholdene ikke kan anses som rimeligt, at rejsen afbrydes, må tilfældet dog dækkes af bestemmelsen.

Bestemmelsen omfatter også tilfælde, hvor behov for sygebehandling opstår på skib eller i fly, der går i rutetrafik mellem to lande.

Hovedformålet med bestemmelsen er at garantere ret til hjælp ved sygdom eller ulykke under rejse eller turistophold i et andet land end bopælslandet. Bestemmelsen medfører dog også, at personer, som opholder sig i længere perioder i et andet land uden at være bosat der, fx på grund af studier eller arbejde, har ret til sygebehandling. Den dækker også personer, der bor i et land og arbejder i et andet, såvel som udsendte arbejdstagere og sæsonarbejdere.

Det er ikke en betingelse, at behovet for sygebehandling indtræffer pludselig, dvs. artiklen kan ikke kun påberåbes i akutte situationer. Også kronisk syge kan påberåbe sig artiklen. Som eksempel kan nævnes kronisk nyresyge, som kan henvise til bestemmelsen for at få dialysebehandling. Udgifterne skal dækkes på samme måde som for personer, der bor i landet. Det forudsættes, at der er indgået en aftale om behandlingen, og at eventuelle ventelister respekteres.

Afgørende for, om ydelser kan gives efter artiklen, er, at behandlingsbehovet er opstået i opholdslandet. Bedømmelsen af, hvor behandlingsbehovet er opstået, må foretages på grundlag af sygdommens art og på grundlag af de oplysninger, patienten giver om tidligere behandling, ordineret medicin osv.

Bestemmelsen medfører, at alle ydelser, der er omfattet af opholdslandets lovgivning, skal gives, dersom behovet er opstået under ophold i dette land.

Visse begrænsninger i de ydelser, som gives, følger imidlertid af sagens natur. Konserverende tandbehandling skal således kun gives i den udstrækning, det er nødvendigt for det akutte behandlingsbehov, der er opstået. Det samme gædler rekonvalescens. Lægemidler bør kun gives i en mængde, der svarer til behovet under opholdet. Der henvises til bemærkningerne til stk. 3 om ophør af retten til behandling.

Søfolk, som er ansat ombord på et fartøj, der fører et nordisk lands flag, og som er omfattet af flaglandets sikringsordning, skal uanset statsborgerskab have fuldt ud samme ret til behandling i opholdslandet som andre sikrede i et nordisk land. Dette gælder også, når en sømand bringes syg i land. Rederens ansvar består, men får kun betydning, hvis sømandens ret efter sømandslovgivningen i flaglandet omfatter bedre ydelser, end opholdslandets sikringsordning giver ret til. Har rederen udlagt udgifterne ved behandlingen, har han ret til at få udbetalt ydelser i sømandens sted.

En nyhed i forhold til den tidligere sygehjælpsoverenskomst er, at den regresret, som opholdslandet i visse tiflælde havde mod et andet lands arbejdsskadeforsikring, nu er afskaffet, jf. nærmere bemærkningerne til artikel 24, stk. 2.

Dansk bemærkning: Naturalydelser, der gives til personer under midlertidigt ophold i Danmark, skal gives på samme vilkår som til gruppe 1- sikrede i den danske sygesikring. Indtil videre praktiseres reglen, for så vidt angår almen lægehjælp, speciallægehjælp og tandlægehjælp således, at patienten betaler lægens (yderens) regning og henvender sig til opholdskommunen med den kvitterede regning og dokumentation for sin bopæl i et andet nordisk land. Regningen skal refunderes med undtagelse af de beløb, en dansk gruppe 1-sikret i nogle tilfælde selv skulle have betalt. Ydelser som kiropraktorhjælp, fysioterapeutisk behandling og fodbehandling af sukkersygepatienter tilkommer ifølge overenskomsterne mellem den offentlige sygesikring og yderorganisationerne personer, der efter internationale aftaler sidestilles med personer i sygesikringsgruppe 1 eller 2. For naturalydelser, ydet i henhold til disse overenskomster, vil der derfor på sædvanlig måde kunne ske nettoafregning under forudsætning af, at den enkelte forelægger fornøden dokumentation for sin bopæl i et andet nordisk land. I tilfælde, hvor der ikke har kunnet forevises tilstrækkelig dokumentation for bopælen over for yderen, kan tilskuddet udbetales af opholdskommunen, jf. Socialministeriets bekendtgørelse nr. 125 af 8. april 1980 om udbetaling af visse kontantydelser til sygesikrede, § 2.

Artikel 14, stk. 2

Bestemmelsen i artiklens stk. 2 tager i lighed med bestemmelsen i artikel 12, stk. 2, sigte på at hindre misbrug af retten til naturalydelser. En person kan ikke påberåbe sig konventionen for at få ret til naturalydelser ved besøg i et andet nordisk land end bopælslandet, hvis hensigten med opholdet har været at få behandling i opholdslandet.

Er betingelserne for ret til behandling i opholdslandet ikke opfyldt, påhviler udgifterne til den modtagne behandling i princippet vedkommende selv.

I artikel 14, stk. 2, er der givet en præcisering vedrørende personer, der føder under ophold i et andet land end bopælslandet. Hvis årsagen til opholdet er eget eller ægtefællens arbejde eller studier, har vedkommende ret til naturalydelser også i tilfælde, hvor behovet for ydelser kunne forudses. Ved ferierejser og lignende kan bestemmelsen derimod ikke påberåbes, dersom fødslen finder sted i det tidsrum, hvor den kan ventes ved et normalt svangerskab.

De nordiske landes forbindelsesorganer er blevet enige om, at det ved praktiseringen af artikel 14, stk. 2 som udgangspunkt skal lægges til grund, at nedkomst, som sker de sidste fjorten dage før forventet nedkomst, må anses for at ligge indenfor det tidsrum, man må regne med for et normalt svangerskab. Det vil derfor kun være de naturalydelser i forbindelse med nedkomst, som sker tidligere end fjorten dage før forventet nedkomst, der som udgangspunkt vil blive dækket efter artikel 14.

Bestemmelserne i artikel 14 anvendes ikke, når en person overføres fra institutionsbehandling på initiativ af sygehusmyndighederne i bopælslandet til et andet nordisk land. Grunden til sådanne patientoverføringer er som regel, at patienten forventes at kunne få en mere effektiv behandling i det andet land. Det drejer sig om bistand fra sygehusmyndighederne eller anden myndighed i det andet land til tilsvarende myndigheder i bopælsladet. Nogen forandring af patientens bopæl efter folkeregistret sker ikke i og med overførelsen til behandling. Efter hovedreglen i konventionens artikel 6, stk. 1, er det derfor bopælslandet, som omkostningerne ved behandlingen i det andet land påhviler. Dette må ikke sammenblandes med bestemmelsen i artikel 14, stk. 4, om ansvar for udgifterne ved hjemrejse eller transport til bopælslandet for patienter, der får behov for behandling under ophold i et andet nordisk land.

Artikel 14, stk. 3

Artiklens stk. 3, første punktum, indeholder en bestemmelse, der fastslår, at der ikke er ret til ydelser efter, at den syges tilstand tillader hjemrejse. Før en alvorlig syg patient overflyttes, bør der aftales nærmere om behandlingen med den modtagende institution. Bestemmelsen tager først og fremmest sigte på institutionsbehandling.

Sidste punktum i stk. 3 indeholder dog en regel, der til en vis grad giver en lempelse af første punktum. Sygehjælpsydelser skal således fortsat kunne ydes i opholdslandet, når det efter omstændighederne ikke kan være rimeligt at henvise den, der søger behandling, til behandling i bopælslandet. Henvisning til behandling i hjemlandet bør sædvanligvis ikke ske, hvis det må antages, at behandlingsbehovet kan blive afhjulpet i løbet af relativ kort tid. Der bør kun være tale om henvisning til behandling i hjemlandet i de tilfælde, hvor det må antages, at behandlingen vil blive langvarig, og sygdommen eller andre forhold ikke hindrer, at den sikrede rejser hjem. Ved vurderingen af, om en syg skal henvises til behandling i hjemlandet, bør der tages hensyn til opholdets formål og varighed. Studenter, skoleelever og udsendte arbejdstagere samt deres medfølgende familiemedlemmer, der opholder sig i længere tid i opholdslandet, uden at de bliver registreret som boende der, bør sædvanligvis ikke henvises til behandling i bopælslandet. Sidstnævnte undtagelse fra hovedreglen i første punktum i stk. 3 får også betydning for andre ydelser end sygehusbehandling.

Artikel 14, stk. 4

En ny regel om merudgifter ved hjemrejse til bopælslandet for personer, der har fået sygebehandling under ophold i et andet land, findes i artikel 14, stk. 4. Reglen gælder også ved arbejdsskade, jf. artikel 24, stk. 2. Efter den regel er det opholdslandet, der dækker de merudgifter, der opstår ved, at der af lægelige grunde må benyttes en dyrere rejseform end den oprindeligt planlagte. Når ansvaret for merudgifterne påhviler opholdslandet, må dette land foretage en afvejning mellem udgifterne ved en fortsat behandling i landet, indtil den syge kan rejse hjem på normal måde, og udgifterne ved en dyrere transport til bopælslandet.

Med hjemrejse menes både transport af patienten til fortsat behandling ved et aftalt sygehus og rejse til bopælen. Såkaldte tilslutningstransporter, dvs. videretransporten til det behandlende sygehus eller til hjemsted, som finder sted efter ankomsten til bopælslandet, indgår også i begrebet hjemrejse.

Den ny regel skal anvendes på hjemrejsesituationer efter behandling såvel på som udenfor sygehus.

Med merudgifter menes de forskellige udgiftsposter, der følger af den omstændighed, at hjemrejsen af hensyn til patientens helbredstilstand må foretages på en anden, dyrere måde, end hvad der havde været tilfældet, hvis vedkommende ikke var blevet syg før hjemrejsen. Hvis den syges tilstand kræver behandling under hjemrejsen, eller at han må have ledsager, indgår udgifter dertil også i begrebet merudgifter. Som udgifter regnes derimod ikke udgifter, som opstår ved, at en person anvender en dyrere rejseform end oprindeligt planlagt på grund af en forsinkelse i rejseprogrammet eller lignende, der skyldes et sygdomstilfælde. Som eksempel kan nævnes det tilfælde, at en person, som er på biltur, bliver syg på en måde, der ikke forhindrer, at han rejser hjem med bil, må tage toget, fordi rejsefølget er rejst videre. Videre kan nævnes tilfælde, hvor den syge på grund af den forsinkelse i rejseplanen, som sygdommen har medført, må tage med et ordinært rutefly i stedet for som planlagt at rejse hjem med charterfly.

Ved beregningen af merudgifterne lægges de faktiske udgifter til hjemrejsen til grund. Fra disse udgifter trækkes som hovedregel de beregnede udgifter til det billigste rutegående transportmiddel til bestemmelsesstedet. Opholdslandet dækker altså de udgifter ved hjemrejse, der er udregnet på denne måde. I tilfælde, hvor hjemrejsen kan foretages som oprindelig planlagt, opstår der ingen merudgifter.

Udgifterne til den billigste rutegående transport til bestemmelsesstedet anvendes således som udgangspunkt for bedømmelsen af den enkeltes andel af de totale udgifter ved hjemrejsen. Hvis det klart kan påvises i det enkelte tilfælde, at vedkommende ville være rejst hjem til en anden pris, lægges denne til grund.

Der skal altid foretages en forhåndsbedømmelse af, hvordan hjemrejsen skal ske. Til grund for denne skal der foreligge en lægelig udtalelse.

Opholdslandet kan før hjemrejsen afkræve patienten hans del af rejseudgifterne. I visse tilfælde, bl.a. af hensyn til patienten, må opholdslandet imidlertid lægge ud for hele rejsen. Patienten kan i sådanne tilfælde, efter at rejsen har fundet sted, afkræves det beløb, der svarer til hans del af udgifterne. Hvis den syge har betalt merudgifterne ved hjemrejsen, påhviler det opholdslandet efter regning at betale de merudgifter, der er opstået i forbindelse med rejsen.

Af praktiske grunde vil opholdslandet ofte efterfølgende refundere udgifter, som er opstået ved såkaldt tilslutningstransport, efter regning.

Det påhviler de nationale forbindelsesorganer om nødvendigt at bistå med indkrævning af udlagte merudgifter ved hjemrejse.

De nationale organer, der afholder merudgifter ved hjemrejse er:

I Danmark: Det sygehus, der står for hjemtransporten, eller hvis der er tale om behandling udenfor sygehus, opholdskommunen,

i Finland: Folkepensionsanstaltens lokalkontor eller for patienter, der er indlagt på sygehus, vedkommende sygehus,

i Island: Tryggingastofnun rikisins,

i Norge: Det lokale trygdekontor og

i Sverige: Forsakringskassan på opholdsstedet.

Dansk bemærkning: Spørgsmålet om godtgørelse for merudgifter ved hjemrejse vil især kunne opstå ved afslutningen af et sygehusophold. Administrationen af reglen påhviler amtskommunernes sygehusvæsen, i praksis sygehusenes administration. Disse må kræve dokumentation for, at sygdommen bevirker, at rejsen bliver dyrere, end den ellers ville have været, og sørge for, at udgiftsforskellen dækkes. Udbetaling skal ske før afrejsen, eventuelt således at sygehuset arrangerer hjemrejsen (flybillet, ambulance mv.) i forbindelse med udskrivningen fra sygehuset mod samtidig eller efterfølgende refusion fra patienten af dennes andel af rejseomkostningerne. Er der tale om behandling uden for sygehus, skal opholdskommunen på tilsvarende måde før afrejsen skaffe dokumentation fra den behandlende læge for, at sygdommen nødvendiggør den dyrere rejseform.

4.1.5. Til artikel 15 - Naturalydelser til diplomater mv.

Bestemmelsen gælder ansatte ved de nordiske landes diplomatiske og konsulære repræsentationer, som ellers er undtaget fra lovgivningen i det land, hvori de gør tjeneste, jf. bemærkningerne til artikel 9. Bestemmelsen omfatter alle naturalydelser, der gives til personer, som er bosat i tjenestelandet. Retten til sådanne ydelser i tjenestelandet er ikke betinget af betaling af bidrag til finansiering af ydelserne. Derimod gælder der ikke fritagelse for den del af betalingen for lægehjælp og andre naturalydelser, som det påhviler patienten selv at betale i det enkelte tilfælde.

Dansk bemærkning: Personale ved diplomatiske missioner og konsulater, som gør tjeneste i Danmark og efter Wiener-konventionerne er fritaget for at være omfattet af dansk social sikringslovgivning (ikke er tilmeldt folkeregistret), men alligevel er berettiget til naturalydelser i Danmark, jf. konventionens artikel 15, forsynes efter anmodning hvert år af opholdskommunen med en særlig sygesikringslegitimation, der attesterer deres ret til naturalydelser i Danmark samt til rejsesygesikring. De pågældende indplaceres efter valg i sygesikringsgruppe 1 eller 2.

4.1.6. Til artikel 16 - Udbetaling af dagpenge i et andet nordisk

land

Begrænsninger efter de enkelte landes lovgivning i retten til at modtage dagpenge under ophold i udlandet gælder ikke, når modtageren opholder sig i et andet nordisk land end det land, dagpengene udbetales fra. Dagpenge skal i disse tilfælde efter artikel 16 udbetales i samme omfang og på samme vilkår som til personer, der opholder sig i udbetalingslandet.

Ved flytning gælder bestemmelsen i artikel 12, stk. 3, om fortsat dagpengeudbetaling fra tilflytningslandet.

Om lægeundersøgelse og kontrol henvises til artikel 2, stk. 3, i den administrative aftale.

4.1.7. Til artikel 17 - Arbejdsgiverens ret til at modtage dagpenge

fra et andet nordisk land

Dersom en arbejdsgiver efter den lovgivning, der skal anvendes, har ret til at modtage dagpenge i arbejdstagerens sted, fordi han yder løn under det frevær, der giver ret til dagpengene, fastslår artikel 17, at arbejdsgiverens ret er uafhængig af, at dagpengene udbetales fra et andet nordisk land end arbejdsgiverlandet.

Der sigtes bl.a. til de tilfælde, hvor arbejdet foregår i et andet land end arbejdsgiverlandet, uden at udsendingsreglen i artikel 8 kan anvendes, fx fordi arbejdsopgaven er beregnet til at vare i mere end 12 måneder

4.2. Kapitel 2 - Ydelser ved invaliditet, alderdom og dødsfald

4.2.1. Generelt om grundpension

Bestemmelserne om grundpension i artiklerne 18-20 er sagligt set udforandrede i forhold til bestemmelserne om grundpension i den tidligere konvention (ikrafttræden 1. januar 1978). Grundpension ydes i form af alderspension, invalidepension eller efterladtepension. Om den nærmere forståelse af begrebet »grundpension« henvises der til artikel 1, bogstav h) og bemærkningerne til denne. Bestemmelserne om grundpension i artikel 18-20 gælder kun for nordiske statsborgere. Ret til grundpension for andre landes statsborgere afgøres efter det enkelte lands interne lovgivning.

Bestemmelserne om grundpension i den nordiske konvention omhandles i artikel 18-20. Artikel 18 omhandler betingelserne for ret til grundpension i bopælslandet, artikel 19 beregning af grundpension og artikel 20 ret til grundpension ved flytning.

4.2.2. Til artikel 18 - Grundpension i bopælslandent

Artikel 18, stk. 1

I artiklens stk. 1 fastslås, at en statsborger i et nordisk land under bopæl i et andet nordisk land har ret til grundpension fra bopælslandet efter de bestemmelser, der gælder for landets egne statsborgere, når ventetiden i artikel 18 er opfyldt.

Artikel 18, stk. 2

I artiklens stk. 2 angives den nærmere ventetid for ret til grundpension fra bopælslandet. Den almindelige ventetid for samtlige grundpensionsydelser er 3 års ophold umiddelbart forud for indgivelse af ansøgningen om pension. Invalidepension kan dog ydes, hvis den, som indgiver ansøgningen har opholdt dig i mindst 1 år i landet og under opholdet har været arbejdsdygtig i en periode på mindst 1 år. Ligeledes kan efterladtepension ydes, hvis den afdøde modtog eller opfyldte ventetidsbetingelserne for at modtage invalidepension. I dette tilfælde er det en betingelse, at den efterlevende ved dødsfaldet selv havde bopæl i tilflytningslandet.

Den nævnte (sammenhængende) periode på 1 års arbejdsdygtighed kan være placeret hvorsomhelst i en længere opholdsperiode, som ligger umiddelbart forud for ansøgningen. Den pågældende må have været arbejdsdygtig i en sammenhængende periode på mindst 1 år. Almindelige afbrydelser i arbejdet som fx kortere tids sygemelding, bevirker ikke, at den sammenhængende periode anses for afbrudt.

Det kræves, at den pågældende har opholdt sig uafbrudt i landet i den nærmere fastsatte ventetid forud for indgivelsen af ansøgningen.

I artiklens stk. 4 fastslås, at man ved afgørelsen af, om kravet i stk. 2 om uafbrudt ophold er opfyldt, skal se bort fra perioder af midlertidigt fravær. Bestemmelsen fastsætter nærmere, hvad der skal anses for perioder af midlertidigt fravær, og fastslår, at en sådan periode ikke medregnes som opholdstid. Det vil sige, at man ved vurderingen af, om ventetiden i stk. 2 er opfyldt, ser helt bort fra perioder af midlertidigt fravær.

Det bemærkes, at der bår i Danmark, Island og Norge gælder særlige bestemmelser om anvendelsen af artikel 18, stk. 2, jf. bilaget til konventionen:

Danmark

Bilagets bogstav A, pkt. 3.

Betingelserne i artikel 18, stk. 2, nr. 2 for ret til invalidepension gælder i Danmark for retten til førtidspension og invaliditetsydelse.

Efter dansk lovgivning er det en betingelse for ret til pension, at den pågældende har haft fast bopæl i Danmark i mindst 3 år mellem det 15. og 67. år. Denne betingelse får dog yderst sjældent praktisk betydning for nordiske statsborgere. Det kan ganske vist forekomme, at en ansøger om førtidspension opfylder ventetidsbetingelsen efter artikel 18, stk. 2, nr. 2 b, før den pågældende har boet 3 år i Danmark, og at en folkepensionsansøger har tilbagelagt en del af 3 års perioden efter artikel 18, stk. 2, nr. 1 efter det 67. år. Men i sådanne tilfælde medregnes bopælsperioder i andre nordiske lande som bopælsperioder tilbagelagt i Danmark efter princippet i artikel 19.

Med virkning fra 1. januar 1984 er bestemmelsen i artikel 18, stk. 2, nr. 3 om efterladtepension indholdsløs for Danmarks vedkommende, da reglerne om efterladtepension efter dansk lovgivning er ophævet.

Island

Bilagets bogstav C, pkt. 1.

Efter islandsk lovgivning kræves en mindste forsikringstid på 3 år for ret til alderspension. Tilsvarende regler gælder for ret til invalide-, enke- og børnepension. Hensigten med de to første punktummer i bilagets bogstav C, pkt. 1, er at give ret til pension efter artikel 18 i de tilfælde, hvor betingelserne efter denne bestemmelse ellers ikke ville være opfyldt. Dette gælder især de tilfælde, hvor en del af treårsperioden for retten til alderspension falder efter det fyldte 67. år. Bestemmelsen i 3. punktum må ses i sammenhæng med artikel 20, stk. 3, 2. punktum, hvoraf det fremgår, at den, som flytter til sit hjemland, mister pensionsretten fra fraflytningslandet, når han opnår pensionsalderen i hjemlandet.

En islandsk statsborger, som bosætter sig i Island og opnår pensionsalderen der, vil således straks, når han opnår pensionsalderen, få medregnet bopælstiden i de andre nordiske lande, selv om ventetiden i artikel 18 ikke er opfyldt.

Norge

Bilagets bogstav D, pkt. 5.

Den norske bestemmelse til artikel 18 svarer til den islandske, som er omtalt ovenfor. Heller ikke for en norsk statsborger, som bosætter sig i Norge og opnår pensionsalderen i Norge, kræves det, at ventetiden i artikel 18 skal være opfyldt for, at bopælstiden i et andet nordisk land kan medregnes.

For Norges vedkommende vil man også umiddelbart medregne bopælstid i de andre nordiske lande i de tilfælde, hvor man efter reglerne i den interne lovgivning har dispenseret fra kravene om forudgående forsikringstid (ventetid) for ret til invalidepension og efterladtepension. En bestemmelse om en sådan umiddelbar medregning af anden nordisk bopælstid blev indført i gennemførelsesaftalen af 30. oktober 1974. Denne praksis vil imidlertid også blive fulgt efter den gældende konvention.

For Sveriges vedkommende gælder ventetiden i artikel 18, stk. 2, ikke for »vårdbidrag« (plejetillæg).

Artikel 18, stk. 3

Efter artiklens stk. 3 skal personer, som allerede modtager invalide- eller efterladtepension, have ret til alderspension, når pensionsalderen er opnået, selv om den treårige ventetid for alderspension endnu ikke er opfyldt.

Efter dansk lovgivning kan der ikke ydes efterladtepension, se herom bemærkningerne om anvendelsen af artikel 18, stk. 2.

Artikel 18, stk. 4

Der henvises til bemærkningerne til stk. 2 ovenfor.

Også et fravær, der strækker sig ud over de i konventionens artikel 18, stk. 4 angivne grænser, kan betragtes som midlertidigt, når særlige grunde taler derfor. Der kan således tages hensyn til varigheden af de pågældendes samlede ophold i landet og grunden til fraværet.

Meddelelse om tillæggelse af grundpension

Når der tillægges en person, som modtager grundpension fra et andet nordisk land i henhold til artikel 20, stk. 1-2, pension efter artikel 18, skal bopælslandets myndigheder i henhold til den administrative aftales artikel 7 give meddelelse til den udbetalende myndighed i det andet nordiske land om tillæggelsen af pension. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til artikel 20 om sådanne tilfælde.

4.2.3. Til artikel 19 - Beregning af pension

Artikel 19, stk. 1

Når ventetiden i artikel 18 er opfyldt, beregnes grundpensionen på grundlag af den pensionsberettigedes samlede bopælstid i de nordiske lande. Forhyring på et skib, der hører til i et nordisk land, betragtes som bopælstid i et nordisk land, jf. artikel 6, stk. 2. Derimod medregnes ikke anden forsikringstid som fx tidsrum, hvori en person har været omfattet af et nordisk lands sikringslovgivning under arbejde eller ophold uden for Norden.

Om bekræftelse af bopælstid henvises til artikel 6, stk. 1, i den administrative aftale og til den blanket, som er udarbejdet til brug for en sådan bekræftelse.

Artikel 19, stk. 2

Fuld grundpension kræver 40 års bopælstid.

Ved mindre end 40 års bopælstid ydes der grundpension fra det land, hvor den pågældende er bosat ved pensionsbegivenhedens indtræden, med mindst 1/40 for hvert års bopælstid inden for Norden. Dersom den sikrede fx har boet 15 år i Norge, 2 år i Sverige og 3 år i Danmark, før han opnåede pensionsalderen, modtager han 20/40 eller 1/2 dansk grundpension.

Bestemmelsen indebærer en minimumsgaranti for, at den sikrede vil få en grundpension, som står i forhold til den tid, hvori han har været bosat i de nordiske lande. Bestemmelsen udgør imidlertid ikke nogen hindring for, at et land yder fuld pension, selv om den sikrede har været bosat i Norgen i mindre end 40 år. Der er heller ikke noget i vejen for, at et land giver sine egne statsborgere fuld pension uden hensyn til bopælstidens længde.

De tilfælde, hvor det enkelte lands lovgivning har gunstigere beregningsregler end det, som følger af artikel 19, stk. 2, fremgår af de særlige bemærkninger for de enkelte lande nedenfor.

Kun bopælstid mellem det fyldte 16. år og tidspunktet for den almindelige pensionsalder i bopælslandet medregnes som bopælstid efter artikel 19.

Ved beregningen af pensionens størrelse medregnes såvel faktisk som fremtidig (godskrevet) bopælstid ved pension, som ydes før den almindelige pensionsalder. Det vil først og fremmest gælde ved invalide- og efterladtepension. Dette indebærer, at årene fra det år, hvori pensionen tilkendes, og frem til pensionsalderen i bopælslandet medregnes ved beregningen af grundpensionens størrelse.

På tilsvarende måde medregnes fremtidig bopælstid ved beregning af svensk førtidig alderspension.

For Danmarks vedkommende bemærkes, at ret til pension efter dansk lovgivning optjenes på grundlag af bopælstid i Danmark efter det fyldte 15. år. Ved beregning af dansk pension på grundlag af bopælstid i andre nordiske lande skal denne laveste aldersgrænse gælde i stedet for den grænse på 16 år, som fremgår af artikel 19, stk. 2 (bilagets bogstav A, pkt. 4b).

Bestemmelsen i artikel 19, stk. 2, 4. punktum (om medregning af tiden indtil tidspunktet for opnåelse af pensionsalderen ved pension, der ydes før den almindelige pensionsalder) finder ikke anvendelse ved beregning af pension efter dansk lovgivning (bilagets bogstav A, pkt. 4c). Efter dansk lovgivning erhverves ret til fuld førtidspension når den faktiske bopælstid i Danmark udgør 4/5 af den teoretisk mulige optjeningstid. Hvis bopælstiden er kortere, nedsættes pensionen forholdsmæssigt. Ved opgørelsen af den faktiske bopælstid skal bopælstider i de øvrige nordiske lande medregnes, jf. artikel 19, stk. 4. Når førtidspension er tilkendt efter dansk lovgivning, kan der således ikke godskrives yderligere bopælstid hverken i Danmark eller det øvrige Norden efter artikel 19, stk. 2, 4. punktum - heller ikke ved senere overgang til alderspension.

Personer, der har fået beregnet pension efter de godskrivningsregler, der var gældende indtil 1. oktober 1984, bevarer denne ret ifølge overgangsregler i lov om social pension.

Danske statsborgere har efter dansk lovgivning ret til fuld alderspension senest fra 1. oktober 1989 efter overgangsbestemmelserne i lov om social pension, hvis de har været bosat i Danmark i mindst 10 år efter det fyldte 15. år, heraf mindst 5 år umiddelbart forud for det fyldte 67. år. Denne bestemmelse finder tilsvarende anvendelse for statsborgere fra et andet nordisk land. I disse tilfælde tages der kun hensyn til bopælstid i Danmark og ikke i de andre nordiske lande (bilagets bogstav A, pkt. 4a).

Pensionsalderen i Norge er 67 år, men også kalenderår, hvor den sikrede fylder 67, 68 eller 69 år og har fået godskrevet pensionspoints, skal medregnes som optjeningstid for ret til grundpension. I bilagets bogstav D, pkt. 6b) fastslås det, at denne optjeningstid også skal medregnes for den, som modtager pension beregnet efter konventionens artikel 19.

For Sveriges vedkommende bemærkes, at svenske statsborgere, der er bosat i Sverige, efter svensk lovgivning har ret til fuld grundpension (»folkpension«), uden at der stilles krav om en vis bopælstid eller opholdstid i landet. Udenlandske statsborgere er i henhold til svensk lovgivning ligestillet med svenske statsborgere med hensyn til retten til pension efter en vis bopælstid i Sverige (10 år for alderspension, 5 år for efterladtepension og 5, eller eventuelt 1 år, for invalidepension (»førtidspension«)). Disse bestemmelser finder selvsagt også anvendelse på statsborgere fra andre nordiske lande. Når den nævnte bopælstid er opfyldt, vil de pågældende således være berettigede til fuld svensk pension uden beregning af bopælstiden efter konventionens artikel 19 (bilagets bogstav E, pkt. 7a).

Af bilagets bogstav E, pkt. 7b), fremgår, at »barntillagg« til »folkpension«, »vårdbidrag« og »handikappersatning«, som ikke ydes som tillæg til »folkpension«, skal udbetales med det fulde beløb uanset bopælstid.

Artikel 19, stk. 3

Bestemmelsen indebærer, at efterladtepension skal beregnes på grundlag af den afdødes samlede bopælstid i Norden, hvis denne er længst. Tilsvarende gælder ved beregning af alderspension, når efterladtepension afløses af alderspension, eller hvis den pågældende er blevet enke/enkemand efter at have opnået pensionsalderen i bopælslandet.

Efterladtepension til børn ydes uden nedsættelse på grund af bopælstidens længde.

Med virkning fra 1. januar 1984 er bestemmelsen i stk. 3 indholdsløs for Danmarks vedkommende, da der ikke længere eksisterer regler om efterladtepension i dansk lovgivning.

Personer, der inden 1. januar 1984 har fået beregnet pension på grundlag af en afdød ægtefælles bopælstid, bevarer retten til pensionen på dette grundlag. Dette følger af overgangsreglerne i lov om social pension.

For så vidt angår børnepension, som i Norge ydes til det første barn, når begge forældre er døde, er der i bilagets bogstav D, pkt. 6c) medtaget en særbestemmelse, som bryder med princippet om beregning af børnepension i artikel 19, stk. 3, sidste punktum. Bestemmelsen i bilaget fastslår, at en sådan børnepension skal udgøre samme beløb som efterladtepensionen til den af forældrene, som i det foreliggende tilfælde ville have fået den største pension. Denne børnepension beregnes således på grundlag af bopælstidens længde.

Artikel 19, stk. 4

Bestemmelsen indebærer, at princippet om medregning af den samlede bopælstid i Norden også gælder for bopælslandets egne statsborgere, hvis grundpension efter dette lands lovgivning beregnes på grundlag af bopælstid i landet. Bestemmelsen får betydning for Danmark, Island og Norge, som alle beregner grundpension på grundlag af bopælstid/forsikringstid i landet.

Artikel 19, stk. 5

Bestemmelsens 1. punktum omhandler det tilfælde, hvor den pågældende har ret til grundpension i bopælslandet i henhold til artikel 18 og artikel 19 og samtidig har ret til grundpension fra et andet nordisk land i henhold til bestemmelser i dette lands interne lovgivning. I princippet ophører retten til pension fra det andet nordiske land ikke i et sådant tilfælde, når pensionen tillægges i bopælslandet. Pensionen fra det andet nordiske land skal imidlertid kun udbetales med det beløb, hvormed den overstiger pensionen i bopælslandet.

Den pågældende vil således ikke i noget tilfælde blive stillet dårligere, end hvis det andet nordiske lands interne lovregler alene var lagt til grund for udbetaling af grundpensionen.

Bestemmelsen i artikel 19, stk. 5, 2. punktum, indeholder imidlertid en undtagelse fra princippet i bestemmelsens 1. punktum. Artikel 19, stk. 4, 2. punktum, omhandler de tilfælde, hvor den pågældende, før ventetiden i konventionens artikel 18 er opfyldt, har ret til grundpension efter bopælslandets lovgivning beregnet udelukkende på grundlag af tidligere bopælsperioder i dette land (under 40 år) og samtidig har ret til grundpension efter lovgivningen i et andet nordisk land beregnet udelukkende på grundlag af bopælstiden i dette land. Dette eksempel vil være aktuelt, hvis den pågældende efter fraflytning fra et nordisk land har opholdt sig uden for Norden i mere end 3 år, før han flytter tilbage til et andet nordisk land. De eksempler, der er nævnt i artikel 19, stk. 5, 2. punktum, kan kun opstå ved flytning til Island eller Norge, hvor alderspension (grundpension) efter landets lovgivning kan tilkendes straks ved pensionsalderens opnåelse på baggrund af tidligere forsikringstid (bopælstid) i landet, før ventetidsbetingelsen i artikel 18 er opfyldt. I et sådant tilfælde skal grundpensionerne fra både fraflytnings- og bopælslandet udbetales uden nedsættelse. Der foretages således ingen nedsættelse af grundpensionen fra fraflytningslandet efter artikel 19, stk. 5, 1. punktum. Når ventetidsbetingelsen i artikel 18 er opfyldt, og grundpensionen således udbetales fra bopælslandet på grundlag af den samlede bopælstid i Norden, skal der imidlertid foretages en nedsættelse af grundpensionen som nævnt i artikel 19, stk. 5, 1. punktum.

Eksempel:

En norsk statsborger har boet 20 år i Island efter det fyldte 16. år.

Han flytter derefter til Norge, hvor han bor i 25 år. Derefter bosætter han sig uden for Norden i 4 år, før han ved det fyldte 67. år flytter tilbage til Island. I dette tilfælde vil han ved flytning til Island have ret til 20/40 grundpension fra Island. Samtidig vil han efter norsk lovgivning have ret til 25/40 pension fra Norge. Når den pågældende har boet 3 år i Island, har han i henhold til artikel 18 og 19 ret til fuld grundpension i Island. Grundpension fra Norge vil da kun blive udbetalt med det beløb, hvormed den eventuelt overstiger den grundpension, som udbetales i Island.

Det fremgår af den administrative aftales artikel 7, stk. 3, at det overskydende beløb, som skal udbetales i henhold til artikel 19, stk. 5, skal reguleres pr. 1. januar hvert år. Denne regulering foretages af det land, som skal udbetale det overskydende beløb, efter at dette land har indhentet oplysninger om størrelsen af det pensionsbeløb, der udbetales fra bopælslandet.

Dansk bemærkning: Undtagelsesbestemmelsen i sidste punktum af stk. 5 har efter gældende dansk pensionslovgivning ingen betydning for statsborgere i andet nordisk land med bopæl i Danmark. Dansk pension, der udbetales i et andet nordisk land Efter § 3, stk. 2 og 3, i lov om social pension har danske statsborgere i et vist omfang ret til at medtage pension til udlandet. Efter konventionen skal pensionen kun ydes med det beløb, hvormed den overstiger pensionen fra tilflytningslandet. Om underretning - melding til og fra pensionsmyndigheden i det andet land, henvises til den administrative aftale, artikel 7. Kommunen skal herefter foretage en årlig regulering af den danske pension på grundlag af indhentede oplysninger om størrelsen af den udbetalte pension i det andet land. Grundpensionen fra det andet nordiske land skal ikke medtages ved indtægtsopgørelsen til brug for beregningen af det danske pensionsgrundbeløb. Pensionstillæg og hustrutillæg medtages ikke til et andet nordisk land i de her omhandlede særlige tilfælde. Der kan heller ikke udbetales personligt tillæg i disse tilfælde. Pension fra et andet nordisk land til personer, der bor i Danmark Når der udbetales pension fra et andet nordisk land til en person, der bor her, efter stk. 5, skal kommunen overfor vedkommende pensionsmyndighed i det andet nordiske land, jf. artikel 7, stk. 3, i den administrative aftale, hvert år give oplysning om størrelsen af den danske sociale pension (bortset fra pensionstillæg), som den pågældende har ret til. Ved beregningen af denne, medregnes grundpensionen fra det andet nordiske land ikke som indtægt. Kommunen skal indhente oplysning hos pensionsmyndigheden i det andet nordiske land om, hvilket beløb der herefter kommer til udbetaling som grundpension derfra. Dette beløb omregnet i danske kroner medtages i opgørelsen over pågældendes indtægter til brug ved beregningen af pensionstillægget.

4.2.4. Til artikel 20 - Grundpension ved flytning til et andet

nordisk land

Generelt

Artikel 20 angiver, under hvilke betingelser grundpension i henhold til konventionen skal ydes fra et andet nordisk land end bopælslandet. I artikel 19, stk. 5, nævnes de tilfælde, hvor grundpension udbetales fra et andet nordisk land efter dette lands lovgivning. Artikel 20 giver på visse betingelser ret til pension fra det tidligere bopælsland ved flytning til et andet nordisk land, selv om dette ikke følger direkte af det tidligere bopælslands (fraflytningslandets) lovgivning.

Grundpension kan efter artikel 20 ydes fra det tidligere bopælsland i to forskellige situationer:

     1. Når pensionsbegivenheden indtræffer før ventetidsbetingelserne er opfyldt i det nye bopælsland (artikel 20, stk. 1).

     2. Når den, som allerede oppebærer pension, flytter til et andet land (artikel 20, stk. 2).

Om meddelelser mellem de berørte landes myndigheder i tilfælde, hvor der ydes pension i henhold til artikel 20, henvises der til artikel 7 i den administrative aftale.

Dansk bemærkning: Invaliditetsydelse kan medtages til eller tillægges under bopæl i et andet nordisk land på samme måde som førtidspension. Særligt børnetilskud til efterladte børn og børn af pensionister efter lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag § 4, stk. 2 og stk. 3, nr. 2 skal i et vist omfang behandles efter reglerne om grundpension ved flytning mellem de nordiske lande. Nordiske statsborgere, som har ret til særligt børnetilskud efter § 4, stk. 2 og stk. 3, nr. 2, bevarer derfor retten til disse ydelser ved flytning til et andet nordisk land, indtil der opnås ret til modsvarende pensionsydelser (efterladtepension til børn eller børnetillæg til pension) fra tilflytningslandet. Særligt børnetilskud kan dog højst udbetales i 3 år efter flytningen. Omvendt vil nordiske statsborgere, der har ret til efterladte pension til børn eller børnetillæg til pension fra et andet nordisk land, først få ret til særligt børnetilskud når pensionsydelserne fra det andet nordiske land bortfalder, dog senest 3 år efter tilflytningen til Danmark.

Artikel 20, stk. 1

Artikel 20, stk. 1, omhandler den situation, at pensionsbegivenheden indtræffer på et tidspunkt, hvor den pågældende ikke har opholdt sig i bopælslandet i så lang tid, at ventetiden for ret til grundpension efter konventionens artikel 18 eller eventuelt efter landets lovgivning er opfyldt. Det kan dreje sig om en person, som er bosat i et andet nordisk land end det, hvori han er statsborger, og som ikke kan få grundpension fra dette land, fordi ventetidsbetingelserne ikke er opfyldt. Bestemmelsen anvendes også over for den, der er bosat i sit hjemland, men som ikke kan få invalide- eller efterladtepension fra dette land, fordi ventetidsbetingelserne i landets lovgivning for ret til en sådan pension ikke er opfyldt. Bestemmelsen anvendes derimod ikke på den, der søger alderspension i sit hjemland, da alderspension i dette tilfælde forudsættes at blive udbetalt af hjemlandet, når pensionsalderen der opnås (se nærmere artikel 20, stk. 3 sidste punktum).

Hensigten med bestemmelsen i artikel 20, stk. 1, er at undgå manglende pensionsdækning, når pensionsbegivenheden indtræffer efter flytning fra et land, men før ventetiden for ret til pension i et andet land er opfyldt. Fraflytningslandet bærer således risikoen for eventuelle pensionsbegivenheder, som indtræffer i løbet af en vis tid efter fraflytning fra landet.

I de tilfælde, der er omhandlet i artikel 20, stk. 1, skal grundpension ydes fra det land, hvor den, som søger pension, senest har opfyldt konventionens tidsbetingelse for ret til den aktuelle grundpension. Retten til pension skal i sådanne tilfælde bedømmes, som om den pågældende fortsat var bosat i det pågældende land.

Princippet i artikel 20, stk. 1, vil også kunne anvendes i tilfælde, hvor den pågældende efter et kortere ophold i et andet nordisk land flytter tilbage til sit tidligere bopælsland, hvor ventetidsbetingelserne tidligere var opfyldt.

Eksempel: En person har boet hele sit liv i Norge. Da han er 50 år, flytter hen til Sverige og bor der i 10 måneder. Derefter flytter han tilbage til Norge, hvor han bliver invalid efter 6 måneders ophold. I dette tilfælde vil han have krav på norsk invalidepension i henhold til artikel 20, stk. 1. Pension fra det tidligere bopælsland kan efter artikel 20, stk. 1, kun blive tillagt ved pensionstilfælde, der bevirker ansøgning inden 3 år efter fraflytningen fra det pågældende land. Det kan tænkes, at en person har foretaget så hyppige flytninger mellem de nordiske lande, at der er gået mere end 3 år, siden han opfyldte tidsbetingelserne i et af landene. I et sådant tilfælde vil den pågældende ikke kunne kræve grundpension fra noget nordisk land i henhold til artikel 20, stk. 1.

Ved bedømmelse af, hvornår tidsbetingelserne senest har været opfyldt, må man være opmærksom på artikel 18, stk. 4, om midlertidigt fravær og på, at også fravær udover de der angivne grænser kan betragtes som midlertidige, når særlige grunde taler derfor.

Artikel 20, stk. 2

I artikel 20, stk. 2, fastslås det, at den, som ved flytning fra et nordisk land til et andet, allerede modtager grundpension fra fraflytningslandet, bevarer denne ret efter flytningen.

Artikel 20, stk. 3

I artikel 20, stk. 3, er der fastsat tidsbegrænsninger for ydelse af pension, der er tillagt af et andet land end bopælslandet i henhold til artiklens stk. 1 eller 2. Bestemmelsen indebærer, at pension fra fraflytningslandet skal ydes, indtil den pågældende modtager grundpension i tilflytningslandet eller opfylder ventetidsbetingelserne i artikel 18 eller i landets lovgivning for ret til en sådan pension i tilflytningslandet. Den yderste tidsgrænse er imidlertid 3 år fra flytningen. Hvis den pågældende ikke får tilkendt pension i bopælslandet, fx på grund af en anden invaliditetsbedømmelse eller et andet invaliditetsbegreb, eller fordi betingelserne for at få efterladtepension er strengere, ophører pensionen fra fraflytningslandet alligevel, når de 3 år er gået. Dette hindrer dog ikke, at fraflytningslandet efter sin interne lovgivning kan udbetale pension ud over treårs-grænsen i sådanne situationer.

For den, som tager bopæl i sit hjemland og før udgangen af treårsperioden opnår den almindelige pensionsalder i hjemlandet, ophører pensionen fra fraflytningslandet altid senest ved pensionsalderen.

Den grundpension, som ydes fra fraflytningslandet i henhold til artikel 20, stk. 1 eller 2, skal beregnes efter reglerne i artikel 19 og eventuelt gunstigere beregningsregler i intern lovgivning, jf. bemærkningerne til artikel 19.

Dansk bemærkning: Dansk pension, der udbetales i et andet nordisk land Udbetalingen af pension til en pensionist, der flytter til et andet nordisk land, påhviler den kommune, der umiddelbart inden flytningen var bopælskommune for pensionisten. Kommunen har ansvaret for, at pensionen ikke udbetales i længere tid, end pensionisten efter konventionens bestemmelse har ret til. Med hensyn til underretning til og fra pensionsmyndighederne i andre lande henvises til den administrative aftale, artikel 7, stk. 1 og 2. Pensionister, der efter reglen i artikel 20 modtager pension fra Danmark under ophold eller bopæl i indtil 3 år i andet nordisk land, er berettiget til at få udbetalt såvel grundbeløb som pensionstillæg og eventuelt andre tillæg, herunder personlige tillæg. Kommunen bør dog kun udbetale personlige tillæg efter at have sikret sig, at pensionisten ikke fra opholdslandet modtager offentlige ydelser, der dækker det behov, for hvilket han søger personligt tillæg. Ophør af pension fra et andet nordisk land til personer med bopæl i Danmark Når der i kommunen er bosat personer, der modtager pension fra et andet nordisk land, skal kommunen i god tid inden udløbet af 3 års fristen i artikel 20, stk. 3, tage spørgsmålet op om ydelse af dansk pension til de pågældende. Ansøgning om pension må indgives i så god tid, at det kan påregnes at afgørelse i pensionssagen kan træffes inden fristens udløb. Der vil dog ikke kunne tillægges de pågældende pension eller forskud på denne for tidsrum, der ligger forud for fristens udløb. Underretning om tilkendelse eller forskudsvis udbetaling af pension må straks ved afgørelsen gives til pensionsmyndigheden i det andet nordiske land, jf. artikel 7, stk. 2, i den administrative aftale. Danske statsborgere, der ved tilflytning fra andet nordisk land modtager pension fra dette land, vil normalt straks være berettiget til at modtage dansk pension. Når det ikke drejer sig om en pension, der straks kan udbetales, fx folkepension, må der ved pensionssagens rejsning tages stilling til om ansøgeren kan få forskud på pensionen. Når en dansk statsborger flytter hertil med en invalidepension, kan det som regel antages, at det er overvejende sandsynligt at pågældendes erhvervsevne på grund af invaliditet er nedsat i et sådant omfang, at han har ret til dansk førtidspension, og der kan derfor som regel ydes forskud på pensionen. Meddelelse om at pågældende opfylder ventetidsbetingelsen i Danmark skal straks gives til pensionsmyndigheden i det andet nordiske land, således at pensionsudbetalingen derfra kan standses.

For Danmarks vedkommende bemærkes, at førtidspension, der kan udbetales til enlige kvinder, der den 1. januar 1984 er fyldt 62 år, ydes fra Danmark, indtil den pågældende opnår pensionsalderen i tilflytningslandet, uafhængig af 3 års grænsen (bilagets bogstav A, pkt. 5a). Det samme gælder for personer, som ved dispensation fra aldersbetingelserne modtager førtidig folkepension fra Danmark og er flyttet til et andet nordisk land før 1. januar 1978 (bilagets bogstav A, pkt. 5b).

For Finlands vedkommende bemærkes, at arbejdsløshedspension efter folkepensionsloven ikke er omfattet af princippet i artikel 20 (bilagets bogstav B, pkt. 2d).

For Norges vedkommende bemærkes, at »kompensasjonstillegg« ikke udbetales til personer, der er bosat uden for Norge. Endvidere udbetales »grunnstønad«, »hjelpestønad« og »stønad til barnetilsyn« kun til nordiske statsborgere, der er bosat i et andet nordisk land end Norge, i den udstrækning, dette følger af norsk lovgivning. Det vil sige, at en sådan udbetaling kun finder sted, hvis der er særlig grund til at dispensere i det enkelte tilfælde (bilagets bogstav D, pkt. 7).

For Sveriges vedkommende bemærkes, at »ålderspension« (alderspension) for en periode før den almindelige pensionsalder i Sverige, »vårdbidrag« og en »handikappersattning«, som ikke ydes som tillæg til »folkpension«, ikke kan udbetales i henhold til artikel 20 til en nordisk statsborger, der er bosat udenfor Sverige, (bilagets bogstav E, pkt. 8).

Artikel 20, stk. 4

Artikel 20, stk. 4, handler om den situation, at en person har ret til delvis grundpension efter tilflytningslandets lovgivning samtidig med, at grundpension ydes fra fraflytningslandet i henhold til artikel 20, stk. 1 eller stk. 2. Et sådant tilfælde kan fx opstå, når en statsborger fra et andet nordisk land flytter til Norge og efter folketrygdloven straks får ret til alderspension beregnet udelukkende på grundlag af tidligere bopælstid i Norge. I dette tilfælde bevarer pensionisten sin ret til pension fra fraflytningslandet efter artikel 20, indtil den fastsatte ventetid er gået. Formålet med dette er at undgå, at en person, som er berettiget til grundpension fra et nordisk land, ved flytning risikerer at få denne pension ombyttet med en delvis grundpension efter tilflytningslandets lovgivning.

For at den pågældende ikke skal modtage dobbeltpension, udbetales pensionen fra fraflytningslandet kun med det beløb, hvormed den overstiger den pension, som tillægges af tilflytningslandet. Hvis den pågældende også har ret til grundpension fra fraflytningslandet efter dette lands lovgivning, udbetales de to delpensioner i ventetiden uden nedsættelse i overensstemmelse med artikel 19, stk. 5, 2. punktum, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse ovenfor. Hvis bopælstid i et andet nordisk land er medregnet i den pension, som ydes fra fraflytningslandet efter artikel 20, og der også kan ydes pension fra fraflytningslandet efter dette lands lovgivning, vil artikel 20, stk. 4, og artikel 19, stk. 5, 2. punktum, kunne give forskellige resultater. I så fald skal man anvende den bestemmelse, som giver det gunstigste resultat.

Når ventetiden for ret til den aktuelle pension er udløbet, udbetales grundpension fuldt ud fra tilflytningslandet i henhold til artikel 19, og pensionen fra fraflytningslandet ophører. Hvis den pågældende i henhold til fraflytningslandets logvining har ret til grundpension fra dette land beregnet på grundlag af bopælstiden der, udbetales denne grundpension imidlertid fortsat i overensstemmelse med bestemmelsen i artikel 19, stk. 5, 1. punktum, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse ovenfor.

Om meddelelse om tillæggelse af pension og regulering af pensionsudbetalingen i henhold til artikel 20, stk. 4, henvises der til artikel 7, stk. 2 og stk. 3, i den administrative aftale og bemærkningerne til artikel 19, stk. 5, ovenfor vedrørende artikel 7, stk. 3, i den administrative aftale.

4.2.5. Generelt om tillægspension

Begrebet »tillægspension« er defineret i artikel 1, bogstav i), og i bemærkningerne til denne artikel er der gjort nærmere rede for afgrænsningen af tillægspensionsområdet i hvert land. Der henvises endvidere til den svenske bestemmelse til artikel 21 i bilaget til konventionen (bogstav E, pkt. 9). Efter denne bestemmelse kan artikel 21 ikke anvendes på sømandspension efter svensk lovgivning.

I modsætning til bestemmelserne om grundpension i artikel 18 er anvendelsesområdet for bestemmelserne om tillægspension ikke begrænset til nordiske statsborgere. Med hensyn til optjente rettigheder gælder ligestillingen af nordiske statsborgere efter artikel 4 fuldt ud her.

Der henvises i denne forbindelse til den norske bestemmelse til artiklerne 21-23 i bilaget til konventionen (bogstav D, pkt. 8). Norsk lovgivning stiller visse krav om ophold og bopælstid (forudgående forsikringstid) i Norge for ret til udbetaling af tillægspension i form af invalide- eller efterladtepension. Efter bestemmelsen i bilaget skal der for at få udbetalt en optjent norsk tillægspension kun stilles krav om en tilsvarende tilknytning til et andet nordisk land. For Norges vedkommende bemærkes også, at ligestillingsbestemelsen i artikel 4 medfører ligestilling af andre nordiske statsborgere med norske statsborgere i relation til bestemmelserne i norsk lovgivning om begrænsning af kravet om optjeningstid for tillægspension for personer, som er født før 1937 (overkompensation).

4.2.6. Til artikel 21 - Sammensætning af optjeningstid for ret til

tillægspension

Bestemmelsen i artikel 21 tager sigte på at åbne ret til pension.

Pensionens størrelse bestemmes derimod af det pågældende lands regler. Følgende eksempler belyser dette:

Eksempel 1: En person har optjent pensionspoints for 10 år i Norge og 2 år i Sverige. Hans alderspension i Norge fastsættes på sædvanlig måde, medens den svenske udgør 2/30 af en fuld svensk tillægspension. Efter svensk lovgivning kræves der mindst 3 års optjeningstid, men ved at der kan tages hensyn til den norske optjeningstid, åbnes der ret til svensk pension.

Eksempel 2: En person har optjent pensionspoints for 1 år i Norge, 1 år i Sverige og derefter 3 års pensionsret i en islandsk pensionsordning og bliver så invalid. Den norske invalidepension vil i dette tilfælde udgøre 1/40 af en fuld norsk tillægspension, den svenske invalidepension vil udgøre 1/30 af en fuld svensk tillægspension, mens den islandske tillægspension afhænger af de gældende bestemmelser i den nævnte ordning. Her åbnes rettes til pension i hvert land for sig ved sammenlægning af optjeningstiden i de 3 lande (det forudsættes at 5 års medlemsskab giver ret til pension i den gældende islandske pensionsordning). Derimod indvirker hverken optjeningstid, betalte bidrag eller optjente pensionspoints i et andet land på beregningen af godskrivningstid (fremtidige pensionspoints).

For så vidt angår begrebet »optjeningstid« bemærkes, at for Norges og Sveriges vedkommende betragtes et kalenderår, hvori der er godskrevet pensionspoints som en optjeningstid på et helt år. For Danmarks vedkommende kræves der er bestemt antal bidrag til dansk ATP i et kalenderår og for Islands vedkommende et vist minimumsbidrag til en islandsk pensionskasse, jf. de to landes bestemmelser til artikel 21 i bilaget til konventionen (bogstav A, pkt. 6, og bogstav C, pkt. 3). For Finlands vedkommende er der tale om registrerede perioder, hvor en periode på 12 måneder betragtes som en optjeningsperiode på et helt år. En sådan periode behøver ikke at følge kalenderåret. Om registrering af optjeningsperioder i Finland for arbejdstagere i kortvarige arbejdsforhold henvises til den finske bestemmelse til artikel 21 i bilaget (bogstav B, pkt. 3).

I henhold til den administrative aftales artikel 6, stk. 2, påhviler det forbindelsesorganet i det pågældende land på forlangende at udstede bekræftelse af optjeningstiden, når en sammenlægning kan blive aktuel.

4.2.7. Til artikel 22 - Tillægspension fra flere lande

Artiklen rummer en garanti mod, at tillægspension fra et land medfører en nedsættelse af tillægspensionen fra et andet land. En undtagelse fra dette princip følger af artikel 23, jf. også den islandske bestemmelse til artikel 22 i bilaget til konventionen (bogstav C, pkt. 4). Efter denne bestemmelse skal tillægspension fra et andet nordisk land ved beregning af pension efter lov nr. 97/1979 om pension til ældre (en særlig overkompensationsordning) fratrækkes på samme måde som pension fra en islandsk pensionskasse.

4.2.8. Til artikel 23 - Fremtidige forsikringsperioder

  • (godskrivningstid) i flere lande

Efter finsk, norsk og svensk lovgivning beregnes tillægspension til invalide- og efterladtepension som regel dels på grundlag af optjente pensionspoints, dels på grundlag af en antagelse om forsikringsperioder (fremtidige pensionspoints), som ville være optjent, hvis pensionsbegivenheden ikke var indtruffet. En sådan beregning på grundlag af godskrivningstid forekommer også i mange islandske pensionsordninger.

Dansk bemærkning: Bestemmelsen i artiklen har ingen betydning efter den danske lov om Arbejdsmarkedets tillægspension. Tilsvarende er bestemmelsen i artikel 8 i den administrative aftale og den dertil knyttede blanket (nr. 6) uden betydning for Danmark.

Artikel 23, stk. 1

Artiklens stk. 1 indebærer, at når betingelserne for ovennævnte beregning på grundlag af godskrivningstid er opfyldt i mere end et nordisk land, skal pensionsbeløbet i hvert land deles i to dele, dels den pension, som skal udbetales på grundlag af faktisk optjent pensionsret, dels den forhøjelse, som følge af reglerne om godskrivningstid. Medens den førstnævnte del skal ydes fra hvert land for sig, skal den sidstnævnte del kun ydes fra det land, hvor forhøjelsen bliver størst.

Artikel 23, stk. 2

Når der i et af landene træffes en ny eller ændret afgørelse i den enkelte pensionssag, skal der ifølge stk. 2 påny træffes afgørelse om, fra hvilket land den nævnte forhøjelse skal ydes. Der kan fx være sket det, at den pågældende bliver vurderet som invalid i et land, hvor hans ansøgning tidligere er blevet afslået, eller at en halv pension ændres til en hel. Derimod skal en ny afgørelse ikke træffes, når der er tale om generelt virkende årsager, fx ændrede pensionsbeløb på grund af inflation eller devaluering af et lands valuta.

Artikel 23, stk. 3

Artiklens stk. 3 indeholder den undtagelse fra samordningsreglen i stk. 1, at samordning ikke skal finde sted, hvis den pågældende har optjent pensionsret i flere lande samtidig i de 2 år, som ligger umiddelbart forud for pensionsbegivenheden. I dette tilfælde skal altså beregning på grundlag af godskrivningstid foretages i hvert land for sig, og udbetaling af pension skal ske i overensstemmelse med artikel 22.

Forskelle i lovgivning og andre forhold kan føre til, at tidspunktet for pensionsbegivenheden ikke bliver det samme i to lande. I så fald kan artiklens stk. 2 komme til anvendelse. Ved bedømmelsen af, om der har været tale om sideløbende arbejdsforhold (optjeningstid i to eller flere lande inden for samme kalenderår), bør imidlertid som udgangspunkt ved anvendelse af artiklens stk. 3 regnes tidspunktet i det land, hvor pensionsbegivenheden anses for indtruffet først.

Artikel 34, stk. 3, fastsætter, at artikel 23 finder anvendelse på pension, som ved konventionens ikrafttrædelse udbetales med anvendelse af artikel 5b) i konventionen af 1955.

Den administrative aftales artikel 8 indeholder bestemmelser om meddelelser, som under visse omstændigheder skal gives mellem landene, når der tillægges tillægspension på grundlag af godskrivningstid.

4.3. Kapitel 3 - Ydelser ved arbejdsskade

4.3.1. Til artikel 24 - Udbetaling af ydelser ved arbejdsskade i et

andet nordisk land. Naturalydelser ved arbejdsskade

Artikel 24 omhandler tilfælde, hvor den ydelsesberettigede er bosat eller opholder sig i et andet nordisk land end det, hvis arbejdsskadelovgivning finder anvendelse.

Artikel 24, stk. 1

Denne bestemmelse sikrer alle arbejdsskadede eller, ved dødsfald, deres efterladte eksport af ydelser ved arbejdsskade inden for Norden. Det bør dog fremhæves, at bestemmelsen kun vedrører ydelser, som udbetales efter arbejdsskadelovgivningen i det enkelte land. Hvis der efter den nationale lovgivning om ydelser ved arbejdsskade, der skal anvendes, alene udbetales ydelser i det omfang, disse overstiger de almindelige ydelser ved sygdom og invaliditet, eller der på anden måde sker en nedsættelse ved samordning med de almindelige ydelser, skal artikel 24 kun anvendes på den overskydende del af arbejdsskadeydelserne. Spørgsmålet om, hvorvidt de almindelige ydelser kan eksporteres, løses ved anvendelse af de bestemmelser i konventionen, der gælder for de pågældende ydelser. Hvis arbejdsskadeydelserne udgør den grundlæggende ydelse, skal artikel 24 anvendes på hele ydelsen.

I henhold til artikel 5 kan der finde samordning sted, hvis to ydelser udbetales samtidig efter hver sit lands lovgivning. Dette gælder fx hvis en person modtager ydelser ved arbejdsskade fra et nordisk land under anvendelse af artikel 24 samtidig med, at han modtager pension fra bopælslandet.

For Norges vedkommende bemærkes i denne sammenhæng, at bestemmelserne i norsk lovgivning (folketrygdloven § 19, stk. 8) om nedsættelse af norsk pension på grund af en tilsvarende ydelse efter udenlandsk lovgivning kan finde anvendelse, når den pågældende modtager rente (løbende erstatning) efter arbejdsskadelovgivningen i et andet nordisk land og modtager almindelig invalidepension fra Norge.

Artikel 24, stk. 2

I artikel 24, stk. 2, fastslås det, at konventionens bestemmelser om ret til naturalydelser i bopæls- eller opholdslandet efter dette lands lovgivning også skal gælde ved arbejdsskade, selvom et andet nordisk lands lovgivning efter konventionens andet afsnit skal anvendes på arbejdsskadetilfældet. Det bemærkes i denne sammenhæng, at retten til naturalydelser under midlertidigt ophold i et nordisk land forudsætter, at den pågældende er bosat og har ret til naturalydelser i et andet nordisk land. Dette gælder også ved arbejdsskade.

Hvis ydelserne efter det lands lovgivning, som efter konventionens andet afnsit skal anvendes på arbejdsskadetilfældet, er gunstigere end de ydelser, som gives fra bopæls-/opholdslandet ved anvendelse af konventionens almindelige bestemmelser om naturalydelser, medfører artiklens stk. 1, at den pågældende er garanteret eksport af det overskydende beløb eller af hele ydelsen fra dette land. Det er derimod ikke meningen, at bopæls-/opholdslandet, som anvender sin lovgivning om sygehjælp, skal give det nævnte tillæg efter sin arbejdsskadelovgivning. Der skal ikke ske refusion af udgifter til naturalydelser, som er afholdt af et nordisk lands sikringsordning (bopæls-/opholdslandets), uanset om et andet lands arbejdsskadelovgivning kommer til anvendelse.

4.3.2. Til artikel 25 - Ret til ydelser fra 2 lande for samme

erhvervssygdom. Forværring af en erhvervssygdom

Artiklen bestemmer, hvilket lands lovgivning der skal finde anvendelse i visse tilfælde, når en erhvervssygdom er opstået. Det må undersreges, at bestemmelsen udelukkende tager sigte på en situation, hvor to (eller flere) af de nordiske landes lovgivninger om arbejdsskade hver for sig giver hjemmel for en ydelse. Den supplerer bestemmelserne i konventionens andet afsnit om, hvilken lovgivning der skal anvendes. Ved anvendelse af stk. 1 har kun arbejde, der har fundet sted, før sygdommen først kom til udbrud, betydning for spørgsmålet om, hvilket land der skal udbetale en ydelse på grund af erhvervssygdom.

4.4. Kapitel 4 - Ydelser ved arbejdsløshed

4.4.1. Til artikel 26 - Ydelser ved arbejdsløshed

Nærmere bestemmelser om ydelser ved arbejdsløshed findes i en særlig nordisk overenskomst af 12. november 1985 om regler for godskrivning af kvalifikationsperioder m.m. i forbindelse med ret til dagpenge for arbejdsløshedsforsikrede. I artikel 26 findes der derfor kun en henvisning til denne særlige overenskomst der trådte i kraft den 1. december 1987. Konventionens almindelige bestemmelser i afsnit I, II og IV gælder dog også samtlige ydelser ved arbejdsløshed, som er medtaget i lovfortegnelsen, i den udstrækning særlige undtagelser ikke følger af den særlige overenskomst.

     5. Fjerde del - Øvrige bestemmelser

5.1. Til artikel 27 - Udfærdigelse af gennemførelsesbestemmelser

Der henvises til indledningen til nærværende vejledende bemærkninger.

5.2. Til artikel 28 - Forbindelsesorganer. Administrativ bistand

Artikel 28 fastslår de nordiske myndigheders og organers ret og pligt til at yde hinanden gensidig bistand ved gennemførelsen af konventionen. Der skal endvidere udpeges et særligt forbindelsesorgan i hvert af landene. Forbindelsesorganerne er angivet i den administrative aftales artikel 2, stk. 1, bogstav A.

Det er forbindelsesorganernes opgave at bidrage aktivt til, at konventionen gennemføres på en smidig måde, ved at give oplysninger om, hvilken myndighed eller hvilket organ der er kompetent i den enkelte sag, og sørge for, at vanskelige sager, som bliver sendt til disse myndigheder, får den nødvendige behandling.

Forbindelsesorganerne kan på bestemte områder delegere deres opgaver, jf. den administrative aftales artikel 2, stk. 1, bogstav B. Det må dog understreges, at der formelt set kun eksisterer et ansvarligt forbindelsesorgan i hvert land, selv om opgaverne kan fordeles på flere organer, når dette viser sig at være hensigtsmæssigt. I bilag 1 til den administrative aftale er anført adresser og telefonnumre på forbindelsesorganerne og de organer, som har fået tildelt opgaver efter den omhandlede bestemmelse.

I henhold til den administrative aftale har forbindelsesorganerne og andre organer i en vis udstrækning pligt til at give meddelelser og oplysninger. Herom henvises nærmere til bemærkningerne til de pågældende artikler i konventionen.

Gensidig bistand efter artikel 28 er dog ikke begrænset til det, som udtrykkeligt er nævnt i den administrative aftale, jf. artikel 2, stk. 2, i denne.

Forskellige supplerende oplysninger kan være nødvendige på grund af det enkelte lands nationale lovgivning, administrative praksis eller andre forhold. Blandt andet kan der i nationale udgaver af de blanketter, som er udformet i fællesskab, bedes om yderligere oplysninger, som det er af betydning for det enkelte land at modtage. Hvis et organ finder, at et organ i et af de andre nordiske lande, har en forkert forståelse af konventionens bestemmelser, bør førstnævnte organ gøre sit forbindelsesorgan bekendt med forholdet. Dersom forbindelsesorganerne ikke kan komme til enighed om forståelse af konventionen, bringes spørgsmålet videre til de kompetente myndigheder i de berørte lande i henhold til den administrative aftales artikel 2, stk. 5.

De fælles blanketter udformes på de respektive landes sprog, jf. den administrative aftales artikel 10. For Islands vedkommende udformes blanketterne også på dansk, norsk eller svensk. Det er endvidere forudsat, at korrespondance mellem organerne så vidt muligt bør foregå på dansk, norsk eller svensk, således at en autoriseret oversættelse kun sjældent bliver påkrævet.

De udgifter, som opstår i forbindelse med gennemførelsen af konventionen, skal i princippet dækkes af det land, hvor de er opstået.

5.3. Til artikel 29 - Formidling af begæringer, klager m.m. til et

organ i et andet nordisk land

Artikel 29, stk. 1

Bestemmelsen omhandler situationer, hvor en ansøgning, en klage eller anden henvendelse indgives i et nordisk land, men skal behandles i et andet nordisk land. Det er en forudsætning, at henvendelsen er rettet til et organ, som har opgaver efter den lovgivning, der er omfattet af konventionen. Det behøver imidlertid ikke at være et organ, som svarer til det rigtige organ i det andet land.

Henvendelsen skal videresendes omgående.

Artikel 29, stk. 3

Når der er tale om en ydelse, hvis tilkendelse er afhængig af det tidspunkt, hvor begæringen indgives, skal begæringen betragtes som indgivet, da den blev modtaget i det første land. Denne regel gælder kun, hvis begæringen udtrykkeligt vedrører en ydelse fra et andet nordisk land.

I andre tilfælde, hvor det organ, som modtager en begæring, bliver opmærksom på, at den pågældende muligvis har krav på en ydelse fra et andet land, skal organet give den pågældende den nødvendige vejledning med sigte på en eventuel indgivelse af begæring om en sådan ydelse. Efter omstændighederne i det enkelte tilfælde kan organet også rette direkte henvendelse til organet i det andet land. I henhold til den administrative aftales artikel 9 er det organ, som modtager en ansøgning om pension, forpligtet til at give underretning herom på en særlig blanket til organet i det land, hvor den pågældende på grund af arbejde må antages at have en ret til pension.

Hvis der er tale om en henvendelse, som kun tages i betragtning, hvis den er indgivet inden en vis frist, fx en anke, skal den anses for rettidig indgivet, hvis den er indgivet i det første land før fristens udløb.

Ved afslag på ansøgning om ydelse må ansøgeren gøres opmærksom på ankeadgangen, selvom sagen er taget op mellem de respektive landes forbindelsesorganer. Dette er særligt vigtigt i de lande, hvor ankefristerne er absolutte og ikke kan fraviges.

Dansk bemærkning: Ved tidsfrister i forbindelse med ansøgninger mv. skal kommunen være opmærksom på konventionens artikel 29. Det er derfor vigtigt at sørge for, at en ansøgers formelle anke fremmes og fx ikke afventer udfaldet af drøftelser mellem 2 landes myndigheder om, hvilket land ydelsen skal gives af efter konventionen.

5.4. Til artikel 30 - Tilbageholdelse af ydelser m.m.

Bestemmelsen gælder de situationer, hvor myndighederne i et af de nordiske lande har et krav på tilbagebetaling over for en person, som har ret til en ydelse fra et af de andre lande.

I sådanne situationer kan ydelsen somme tider holdes helt eller delvis tilbage, og det beløb, som er tilbageholdt, kan sendes til det organ, som har krav på tilbagebetaling.

Det bemærkes, at mulighederne for tilbageholdelse varierer i de nordiske lande på grund af udformningen af den nationale lovgivning. Hvis et tilbageholdelseskrav afvises med henvisning til begrænsninger i lovgivningen, kan tilbageholdelse alene ske ved frivillig aftale med den, der er forpligtet til at betale eller ved civilt søgsmål.

Spørgsmål om tilbagebetaling af ydelser efter artikel 30, stk. 1 bør i hvert enkelt tilfælde forelægges gennem de to landes forbindelsesorganer, mens spørgsmål om tilbagebetaling efter artikel 30, stk. 2 bør forelægges direkte mellem de berørte myndigheder.

Spørgsmål om tilbageholdelse efter artikel 30 gælder alene ydelser som er udbetalt efter konventionens ikrafttrædelse.

Artikel 30, stk. 1

Efter bestemmelserne i stk. 1 er det ikke nødvendigt, at kravet om tilbagebetaling vedrører en ydelse af samme art som den, som vedkommende har ret til i det andet land. For at ydelsen skal kunne holdes tilbage, forudsættes det imidlertid, både at det ene lands retsregler giver mulighed for at rejse et sådant krav, og at det andet lands retsregler giver mulighed for at holde ydelser tilbage i den foreliggende situation. Bestemmelsen vil først og fremmest finde anvendelse i tilfælde, hvor kravet om tilbagebetaling vedrører beløb, som er blevet udbetalt på grundlag af urigtige oplysninger fra modtageren.

Med udtrykket »i den udstrækning, retsreglerne i dette land tillader det« sigtes til sikringslovgivningens regler til beskyttelse af den enkelte, visse civilretlige regler og regler om sikring af eksistensminimum.

Tilbagebetalingspligten afgøres af myndigheden i det land, hvor fordringen er opstået, og som herefter anmoder om tilbageholdelse af ydelser i et andet nordisk land. Sidstnævnte lands regler følges ved gennemførelse af kravet på tilbagebetaling.

Ved anvendelse af artikel 30, stk. 1 drejer det sig normalt om tilfælde, hvor en myndighed i et nordisk land ved en afgørelse har fastslået, at en person har tilbagebetalingspligt med hensyn til en nærmere bestemt ydelse, og at afgørelsen er retskraftig inden anmodning om tilbageholdelse videregives til det andet land.

Med hensyn til forældelse af kravet gælder reglerne i det land, som har fastsat tilbagebetalingspligten. Det land, der skal tilbagebetale ydelsen, kan alene efterprøve spørgsmål, som vedrører selve iværksættelsen af tilbageholdelsen. Hertil regnes bl.a. afgørelser om passende afdragsbeløb, fx at gælden skal tilbagebetales ved månedlig tilbageholdelse af et bestemt beløb. En sådan afgørelse kan normalt påklages i henhold til lovgivningen i det land, som skal iværksætte tilbageholdelsen.

Følgende forældelsestider gælder i de respektive lande for så vidt angår civile fordringer: I Danmark 20 år, Finland 10 år, Island 4 år, Norge 3 år og Sverige 10 år.

Af administrative hensyn har forbindelsesorganerne i de nordiske lande fundet det nødvendigt at indføre et mindstebeløb ved anmodning om tilbageholdelse af ydelser i et andet nordisk land. Som udgangspunkt bør krav, der ikke overstiger et beløb svarende til 1000 s.kr., ikke give anledning til foranstaltninger i henhold til artikel 30, pkt. 1. Endvidere har forbindelsesorganerne også af administrative hensyn besluttet at indføre en frist for oversendelse på et år for tilbageholdelse efter nævnte bestemmelse. Dette indebærer, at et forbindelsesorgan, som har modtaget en anmodning om tilbageholdelse fra et andet nordisk land, men som ikke i løbet af 1 år har kunnet iværksætte eller påbegynde en tilbageholdelse af ydelser, enten fordi der ikke er udbetalt nogen ydelse, eller fordi en tilbageholdelse af andre grunde ikke har kunnet ske i løbet af den angivne tid, skal tilbagesende sagen til forbindelsesorganet i det land, som har anmodet om tilbageholdelsen. Dette medfører imidlertid ikke uden videre, at krav på tilbageholdelse af ydelser fremover (og under den løbende forældelsestid) påny kan bortfalde i det andet land.

Dansk bemærkning: Betingelserne for tvungen modregning efter artikel 30, stk. 1 vil på grund af de interne danske regler aldrig være opfyldt i Danmark. Efter danske regler kan der kun modregnes, hvis der er tale om samme art af ydelser, dvs. danske ydelser. Der kan derfor ikke modregnes i krav på en dansk ydelse for en ydelse udbetalt af et af de andre nordiske lande. En dansk ydelse eksempelvis børnetilskud og pension kan således ikke tilbageholdes til dækning af krav om tilbagebetaling af en tilsvarende ydelse fra et andet nordisk land. Kommunen har herefter alene mulighed for at tilbageholde en dansk ydelse, hvis der indgås en frivillig aftale om tilbagebetaling med den, der har fået udbetalt en ydelse fra et andet nordisk land, som den pågældende ikke var berettiget til.

Artikel 30, stk. 2

Når der er udbetalt forskud på en ydelse i tidsrummet mellem indgivelsen af ansøgningen og den endelige afgørelse, skal forskuddet sædvanligvis fratrækkes i forbindelse med opgørelsen af det, den pågældende har til gode, efter at den endelige ydelse er tillagt ham. Efter reglerne i stk. 2 er der også mulighed for at gøre dette i tilfælde, hvor ansøgningen bliver afslået, men hvor en tilsvarende ydelse tillægges eller genoptages i et andet nordisk land end det, hvor forskuddet er blevet udbetalt.

Desuden er der mulighed for, at det ene land uden at have særlig hjemmel i national lovgivning kan tilbageholde en ydelse. Denne mulighed foreligger i de tilfælde, hvor udbetaling af en tilsvarende ydelse for samme tidsrum fra det andet land ikke burde være sket eller burde være sket med et lavere beløb, hvis konventionens bestemmelser havde været iagttaget.

Bestemmelsen kan fx benyttes, når en pensionist flytter fra et land til et andet og får tilkendt grundpension fra tilflytningslandet for en periode, for hvilken der allerede er udbetalt en tilsvarende pension fra fraflytningslandet. Tilflytningslandet kan ved efterbetaling til den sikrede i sådanne tilfælde fratrække det beløb - efter dagens kurs - der er udbetalt fra fraflytningslandet for det samme tidsrum. I sådanne tilfælde er det alligevel ofte at foretrække, at det aftales, at pensionen fra fraflytningslandet standses, medens pensionssagen i tilflytningslandet er under behandling, og at der i stedet ydes forskud fra tilflytningslandet.

Artikel 30, stk. 3

Efter artiklens stk. 3 skal det organ, som har tilbageholdt et beløb efter bestemmelserne i stk. 1 eller 2, sende dette beløb direkte til organet i det land, som burde have undladt at udbetale en ydelse eller burde have udbetalt en ydelse med et lavere beløb.

5.5. Til artikel 31 - Bidragsforskud

Konventionen har ingen betydning for retten til at modtage underholdsbidrag. Den afgør imidlertid, efter hvilket lands lovgivning bidragsforskud skal udbetales, jf. konventionens artikel 6, stk. 1, og definitionen af bopæl i artikel 1, bogstav k), og bemærkningerne til denne bestemmelse.

Artikel 31, stk. 1

Bestemmelsen fastslår, at et dokument, som giver ret til underholdsbidrag og er udstedt i et nordisk land, skal anses som gyldigt grundlag for bidragsforskud også i et andet nordisk land.

Hvis det ikke drejer sig om en beslutning fra en domstol eller en anden offentlig myndighed, men fx om en aftale mellem ægtefæller, skal dokumentet dog være forsynet med attestation, for at det kan danne grundlag for inddrivelse hos den bidragsskyldige i det land, hvor det er udstedt.

Følgende danske dokumenter kan danne grundlag for bidragsforskud:

- Bidragsresolutioner udstedt af statsamtet eller, for Københavns vedkommende, af Overpræsidiet.

- Skriftlige aftaler om underholdsbidrag.

Attestation kan på begæring af de udbetalende myndigheder eller den, som har ret til bidraget, gives af statsamtet, eller for Københavns vedkommende, Overpræsidiet.

Følgende finske dokumenter kan danne grundlag for bidragsforskud:

- Dom om underholdsbidrag.

- Skriftlig aftale om underholdsbidrag.

Attestation kan gives af socialnævnene.

Følgende islandske dokumenter kan danne grundlag for bidragsforskud:

- Bidragsdokumenter udstedt af domstolene.

- Separationsbevilling eller skilsmissebevilling udstedt af sysselmænd, fogder og, for Reykjaviks vedkommende, af Byretten eller Justitsministeriet.

Attestation fra en domstol af, at faderskabssag er anlagt. En sådan attestation gælder, indtil domstolsafgørelse foreligger.

Følgende norske dokumenter kan danne grundlag for bidragsforskud:

- Retsforlig, kendelse eller dom om underholdsbidrag.

- Afgørelse om bidrag truffet af fylkesmanden eller

Justitsministeriet.

- Skriftlig aftale om underholdsbidrag.

Attestation kan på begæring gives af bidragsfogden i den kommune, hvor et bidragsforskud ville være blevet udbetalt i Norge.

Følgende svenske dokumenter kan danne grundlag for bidragsforskud:

- Dom eller beslutning af en domstol.

- Skriftlig aftale mellem parterne om underholdsbidrag.

Attestation kan på begæring gives af »lansstyrelsen«.

Til brug for de myndigheder i Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige, som udbetaler bidragsforskud på grundlag af et bidragsdokument udstedt i et andet nordisk land, skal der gives meddelelse til forbindelsesorganerne i disse lande om ændringer i normalbidragets størrelse. Disse meddelelser gives i:

Danmark af Socialministeriet.

Finland af Socialstyrelsen.

Island af Tryggingastofnun rikisins.

Norge af Justitsdepartementet.

Sverige af Riksforsakringsverket.

Artikel 31, stk. 2

Bestemmelsen skal forhindre forskudsvis udbetaling af børnebidrag i flere lande for samme tidsrum. Dette betyder, at en person, der er berettiget til forskudsvis udbetaling af bidrag og fx i Danmark har modtaget bidragsforskud for 6 måneder og derefter flytter til Sverige, ikke skal modtage forskudsvis udbetaling af bidrag der, før de 6 måneder er gået, selv om bidragsforskuddet i Sverige udbetales for 1 måned ad gangen.

Når en person flytter til et af landene og søger om at modtage forskudsvis udbetaling af bidrag til børn, bør organet i tilflytningslandet undersøge, for hvor lang tid der allerede er udbetalt bidragsforskud. Dersom der allegevel skulle blive foretaget en dobbelt udbetaling, må der være ret for det sidstnævnte land til at kræve tilbagebetaling. Et sådant krav vil blive behandlet på sædvanlig måde efter det pågældende lands nationale lovgivning.

5.6. Til artikel 32 - Hjemsendelse af personer, som modtager social

bistand

I artiklen er der fastsat bestemmelser, som tager sigte på at sikre nordiske statsborgere mod hjemsendelse. Ved hjemsendelse forstås, at en person bliver sendt tilbage til det land, hvori den pågældende er statsborger. Bestemmelsen omfatter både situationer, hvor den pågældende person modtager kontantydelser, og situationer hvor han er institutionsanbragt.

Konventionen indeholder ingen hjemmel for hjemsendelse men fastsætter derimod betingelser udover de betingelser, som det enkelte lands nationale lovgivning måtte fastsætte.

Retsgrundlaget for hjemsendelse i det enkelte tilfælde findes således i den nationale lovgivning. Det bemærkes, at den hjemsendelse, der her er tale om, er begrundet i vedvarende hjælp til forsørgelse, uanset om retsgrundlaget findes i sociallovgivningen eller i anden lovgivning som fx i fremmedlovgivningen.

Bestemmelsen forudsætter, at hjemsendelse, som begrundes med, at den pågældende modtager socialhjælp, kun kan blive aktuel, når der er tale om vedvarende hjælp til forsørgelse eller anden omsorg. Det forudsættes, at der er tale om bistand over en længere periode, og at den vedvarende hjælp, som ydes, udgør den væsentligste del af indtægtsgrundlaget for den pågældende person.

Når det skal fastslås, hvad der ligger i kriteriet »vedvarende hjælp«, er det klart, at der ikke tænkes på situationer, hvor den pågædlende i enkeltstående tilfælde har haft behov for socialhjælp. Det samme gælder, selv om sådanne enkeltstående tilfælde er forekommet igennem en længere periode. Sikringsydelser som fx pension eller dagpenge ved sygdom eller arbejdsløshed kan naturligvis ikke danne grundlag for hjemsendelse.

Udover de betingelser, den nationale lovgivning måtte fastsætte, fastsætter artikel 32 følgende betingelser for, at en person skal kunne hjemsendes:

- At der ikke foreligger familieforhold, tilknytning til bopælslandet eller omstændigheder, som i øvrigt aler for, at den pågældende bør forblive der, og

- at personen har været bosat i landet i mindre end 5 år.

Spørgsmålet, om en persons familieforhold, tilknytning til bopælslandet eller andre omstændigheder taler for, at han bør forblive i landet, må vurderes efter forholdene i hvert enkelt tilfælde.

Begreberne familieforhold og tilknytning til bopælslandet må fortolkes vidt og ses i sammenhæng med, at der også er mulighed for at tage andre omstændigheder i betragtning.

For at en femårig bopælsperiode i et land skal udelukke hjemsendelse, må bopælstiden være uden afbrydelse.

Tid, hvorunder den pågældende har modtaget bistand, regnes ikke som en afbrydelse i bopælsperioden.

5.7. Til artikel 33 - Begrænsninger i anvendelse af konvetionen uden

for Norden

Efter det princip, der er fastslået i artikel 4, ligestilles statsborgere i et andet nordisk land med landets egne statsborgere. Bestemmelserne i konventionens afsnit III indebærer imidlertid visse undtagelser fra hovedreglen på særlige områder inden for den sociale sikring.

Artikel 33 medfører, at princippet om ligestilling på de væsentligste områder er uden betydning, når det gælder konventionens anvendelse uden for Norden.

Artikel 33, 1. punktum - Udbetaling af ydelser uden for Norden

Den nationale lovgivning kan give landets egne statsborgere ret til at få grundpension udbetalt også under bopæl i udlandet.

Det følger af bestemmelsen i artikel 33, 1. punktum, at statsborgere i et andet nordisk land, som er bosat uden for Norden, ikke får en tilsvarende ret. Udbetalingen er i sådanne tilfælde afhængig af den nationale lovgivning. Dette gælder også for personer, som har optjent pension i flere nordiske lande og derefter flytter til et land uden for Norden. Pensionens størrelse fastsættes i et sådant tilfælde på grundlag af national lovgivning. Konventionen forudsætter ikke, at bestemmelserne i artikel 18-20 skal komme til anvendelse i sådanne tilfælde.

Bestemmelsen i artikel 33, 1. punktum, gælder kun for grundpension.

For så vidt angår udbetaling af tillægspension til nordiske statsborgere uden for Norden og udbetaling af andre ydelser, som er optjent i udbetalingslandet før flytning fra Norden, ligestilles statsborgere fra andre nordiske lande med landets egne statsborgere.

Artikel 33, 2. punktum - Optjening af rettigheder uden for Norden

I flere af de nordiske lande indeholder lovgivningen om tillægspension bestemmelser om optjening af tillægspension uden for landet, som ofte blot gælder for landets egne statsborgere. I sådanne tilfælde følger det af bestemmelsen i artikel 33, 2. punktum, at princippet om ligestilling ikke finder anvendelse uden for Norden.

Det samme gælder optjening af andre rettigheder uden for Norden, som fx ret til ydelser ved sygdom og arbejdsskade, når adgangen til deltagelse i den sikringsordning, som giver ret til sådanne ydelser, er afhængig af arbejde eller andre forhold i udlandet. Hvis et nordisk land i sådanne tilfælde lader egne statsborgere bosat uden for Norden være omfattet af sådanne sikringsordninger eller regner opholdstid i udlandet som forsikringstid, er landet ikke forpligtet til at ligestille statsborgere i et andet nordisk land med egne statsborgere.

For så vidt angår ligebehandling uden for Norden, har konventionen særlige bestemmelser om søfolk og om arbejdstagere på et nordisk lands kontinentalsokkel.

En nordisk sømand, bosat uden for Norden, optjener grund- og tillægspensionsrettigheder, medens han er ansat ombord på et skib, som fører et nordisk lands flag, idet han i henhold til artikel 6, stk. 2, skal anses som bosat og ansat i det land, hvis flag skibet fører. For personer med bopæl i Norden ligestilles arbejde på et nordisk lands kontinentalsokkel med arbejde i det pågældende land, selv om kontinentalsoklen ikke i andre sammenhænge regnes som hørende til det pågældende lands territorium, jf. bemærkningerne til artikel 7, stk. 4.

5.8. Til artikel 34-35 - Overgangsbestemmelser

I disse artikler angives de overgangsbestemmelser, der gælder ved konventionens ikrafttrædelse, jf. artikel 38. Hensigten med disse bestemmelser er, at konventionen skal finde anvendelse på alle ydelser og bidrag, som er blevet aktuelle efter dens ikrafttrædelse, og at konventionen ikke skal medføre nedsættelse af en ydelse, som er tilkendt i henhold til tidligere bestemmelser.

Når retten til en ydelse efter konventionen beror på optjeningstid, skal om fornødent også tid forud for konventionens ikrafttrædelse tages i betragtning. Dette indebærer fx, at der for en person, som tidligere har fået afslag på ansøgning om tillægspension, fordi han ikke havde tilstrækkelig optjeningstid, ved fornyet ansøgning om pension skal medregnes optjeningstid i et andet nordisk land i henhold til artikel 21.

5.9. Til artiklerne 36-38 - Opsigelse, ratifikation og ikrafttrædelse

af konventionen

Disse artikler indeholder bestemmelser om opsigelse, ratifikation og ikrafttrædelse af konventionen. Da konventionen trådte i kraft, ophørte samtidig de særlige aftaler om pensionsrettigheder for grænsegængere mv., som er indgået mellem enkelte af landene.

Følgende konventioner og overenskomster ophørte den 1. januar 1982:

     1. Konvention af 15. september 1955 mellem Danmark, Finland, Island,

Norge og Sverige om social tryghed.

     2. Overenskomst af 13. september 1961 mellem Danmark, Finland,

Island, Norge og Sverige om ændringer af konventionen af 1955.

     3. Overenskomst af 24. august 1966 mellem Danmark, Finland, Island,

Norge og Sverige om ændring af konventionen af 1955.

     4. Overenskomst af 2. februar 1967 mellem Danmark, Finland, Island,

Norge og Sverige om ændring af konventionen af 1955.

     5. Overenskomst af 2. december 1969 mellem Danmark, Finland, Island,

Norge og Sverige om ændring af konventionen af 1955.

     6. Overenskomst af 22. marts 1973 mellem Norge og Sverige om

tillægspension for grænsegængere.

     7. Overenskomst mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om

ændring af konvetionen af 1955.

     8. Aftale af 31. maj 1974 mellem Danmark og Sverige om ret til

tillægspension i visse tilfælde.

     9. Gennemførelsesaftale af 30. oktober 1974 til konventionen af 1955

mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige.

     10. Overenskomst af 6. februar 1975 mellem Danmark, Finland, Island,

Norge og Sverige om ændring af konventionen af 1955.

     11. Overenskomst af 6. februar 1975 mellem Danmark, Finland, Island,

Norge og Sverige om ydelser ved sygdom, svangerskab og fødsel.

     12. Overenskomst af 5. maj 1977 mellem Danmark, Finland, Island,

Norge og Sverige om ændring af konventionen af 1955.

     13. Overenskomst af 4. juli 1979 mellem Norge og Sverige om visse

pensionsspørgsmål.

Konventionen blev ratificeret af det sidste land den 30. november 1981. Ved noteveksling mellem de nordiske lande blev der opnået enighed om, at konventionen alligevel skulle træde i kraft 1. januar 1982.

Det understreges, at artikel 38 ikke ophæver den i artikel 26 nævnte overenskomst af 28. juni 1976 mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om regler for godskrivning af kvalifikationsperioder m.m. i forbindelse med ret til dagpenge for arbejdsløshedsforsikrede.

Redaktionel note
  • (* 2) Bilag og blanketter udelades her.
  • (* 1) Bekendtgørelse nr. 50 af 21. april 1982 af Den nordiske konvention om social tryghed af 5. marts 1981.
  • Der er indsat en fiktiv dato af systemtekniske hensyn.
  • Kun år og måned for underskrivelsen er kendt.