Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Bekendtgørelse af konvention af 9. maj 1980 om internationale jernbanebefordringer (COTIF) med dertil knyttede akter


I henhold til kgl. resolution af 29. maj 1981 har Danmark ratificeret en i Bern den 9. maj 1980 udfærdiget konvention om internationale jernbanebefordringer (COTIF) med dertil knyttede akter, herunder en protokol af 17. februar 1984 om konventionens ikraftsættelse og en slutakt af samme dato.

De pågældende akter har følgende ordlyd:

KONVENTION

OM INTERNATIONALE JERNBANEBEFORDRINGER

  • (COTIF)

DE KONTRAHERENDE PARTER

er trådt sammen i medfør af artikel 69, § 1, i den internationale konvention om befordring af gods på jernbaner (CIM) og artikel 64, § 1, i den internationale konvention om befordring af personer og rejsegods på jernbaner (CIV) af 7. februar 1970 såvel som i medfør af artikel 27 i tillægskonventionen af 26. februar 1966 til CIV vedrørende jernbanens ansvar for rejsendes død eller tilskadekomst og er

- i overbevisning om nytten af en international organisation og

- i erkendelse af nødvendigheden af at tilpasse de befordringsretlige bestemmelser efter de økonomiske og tekniske behov enedes om følgende:

Afsnit I

Almindelige bestemmelser

Artikel 1

Mellemstatlig organisation

§ 1. Parterne i denne konvention udgør som medlemsstater Den mellemstatlige organisation for internationale Jernbanebefordringer (OTIF), i det følgende benævnt »Organisationen«.

Organisationen har sit sæde i Bern.

§ 2. Organisationen har retsevne. Den kan især indgå aftaler, erhverve og afhænde fast ejendom og løsøre såvel som sagsøge og sagsøges.

Organisationen. dens personale, de af den udnævnte eksperter og medlemsstaternes repræsentanter nyder de til varetagelse af deres opgaver nødvendige privilegier og immuniteter på de betingelser, der er fastsat i en protokol, som er vedlagt konventionen og som udgør en integrerende del af denne.

Relationerne mellem Organisationen og opholdsstaten reguleres i en opholdsoverenskomst.

§ 3. Organisationens arbejdssprog er fransk og tysk.

Artikel 2

Organisationens formål

§ 1. Organisationens formål er fremfor alt at etablere en fælles retsordning for befordring af personer, bagage og gods i gennemgående international jernbanetrafik mellem medlemsstaterne såvel som at lette gennemførelsen og den videre udvikling af denne retsordning.

§ 2. Den i § 1 nævnte retsordning kan også finde anvendelse på gennemgående internationale befordringer, som foruden på jernbanelinier sker over trafiklinier ad landeveje, til søs og på indre vandveje.

Artikel 3

Fælles regler CIV og CIM

§ 1. Gennemgående befordringer er undergivet:

- »fælles regler for kontrakten om international befordring af passagerer og bagage med jernbane (CIV)», Bilag A til konventionen.

- »fælles regler for kontrakten om international befordring af gods med jernbane (CIM)», Bilag B til konventionen.

§ 2. De i artikel 2 nævnte linier, på hvilke disse befordringer gennemføres, opføres på to lister: CIV-strækningslisten og CIM-strækningslisten.

§ 3. De foretagender, der driver de i artikel 2, § 2, omhandlede linier, som er optaget på disse lister, har de samme rettigheder og pligter, som ved de fælles regler CIV og CIM er pålagt jernbanerne, med de afvigelser, som hver befordringsmådes særlige driftsbetingelser frembyder, og som er offentliggjort på samme måde som tarifferne.

Ansvarsreglerne kan dog ikke fraviges.

§ 4. De fælles regler CIV og CIM udgør med deres bilag en integrerende del af konventionen.

Artikel 4

Definition af begrebet »konvention«

I det følgende forstås ved udtrykket »konvention« konventionen selv, den i artikel 1, § 2, 2. afsnit, nævnte protokol og de i artikel 3, §§ 1 og 4, nævnte bilag A og B såvel som disses bilag.

Afsnit II

Struktur og funktion

Artikel 5

Organer

Organisationens funktion varetages af følgende organer:

- generalforsamlingen

- administrationskomiteen

- revisionskommissionen

- ekspertkommissionen for befordring af farligt gods

- Centralbureauet for internationale jernbanebefordringer (OCTI).

Artikel 6

Generalforsamlingen

§ 1. Generalforsamlingen består af medlemsstaternes repræsentanter.

§ 2. Generalforsamlingen

  • a) fastsætter sin forretningsorden;
  • b) bestemmer administrationskomiteens sammensætning efter artikel 7, § 1;
  • c) giver retningslinier for administrationskomiteens og Centralbureauets virksomhed;
  • d) fastsætter for en periode af fem år det maksimalbeløb, som organisationens årlige udgifter må udgøre, eller fastsætter retningslinier for begrænsning af disse udgifter;
  • e) træffer i overensstemmelse med artikel 19, § 2, afgørelse om forslag til ændring af konventionen;
  • f) træffer afgørelse om tiltrædelsesandragender, som forelægges den efter artikel 23, § 2;
  • g) træffer afgørelse om andre spørgsmål, som i overensstemmelse med § 3 optages på dagsordenen.

§ 3. Centralbureauet indkalder generalforsamlingen hvert femte år eller efter anmodning fra en tredjedel af medlemsstaterne samt i de tilfælde, som er nævnt i artiklerne 19, § 2, og 23, § 2, og tilsender medlemsstaterne udkastet til dagsordenen senest tre måneder før åbningen af samlingen.

§ 4. Generalforsamlingen er beslutningsdygtig, når flertallet af medlemsstaterne er repræsenteret.

En medlemsstat kan lade sig repræsentere af en anden medlemsstat; ingen stat kan dog repræsentere mere end to andre stater.

§ 5. Generalforsamlingen træffer sine beslutninger med flertallet af de ved afstemningen repræsenterede medlemsstater.

For anvendelse af § 2 d) og e) - i sidstnævnte tilfælde når det drejer sig om en ændring af selve konventionen og protokollen - kræves dog et flertal på to tredjedele.

§ 6. I forståelse med flertallet af medlemsstaterne indbyder Centralbureauet også ikke-medlemsstater til at deltage i generalforsamlingens møder med forhandlingsret uden stemmeret.

I forståelse med flertallet af medlemsstaterne indbyder Centralbureauet internationale organisationer, der er kompetente i transportspørgsmål og beskæftiger sig med spørgsmål på dagsordenen, til at deltage i generalforsamlingens møder med forhandlingsret uden stemmeret.

§ 7. Før afholdelse af generalforsamling og i overensstemmelse med administrationskomiteens retningslinier indkaldes revisionskommissionen til foreløbig overvejelse af de i artikel 19, § 2, omhandlede forslag.

Artikel 7

Administrationskomiteen

§ 1. Administrationskomiteen består af elleve medlemsstaters repræsentanter.

Det schweiziske Forbund råder over et permanent sæde og fører forsædet i komiteen. De andre stater udnævnes for fem år. Sammensætningen af komiteen bestemmes for hver periode på fem år under særlig hensyntagen til en passende geografisk fordeling. Ingen medlemsstat kan være medlem af komiteen i mere end to på hinanden følgende perioder.

Hvis der bliver en ledig plads i komiteen, udpeger komiteen en anden medlemsstat for den resterende periode.

Hver medlemsstat, der er medlem af komiteen, udpeger en delegeret; den kan også udpege en stedfortrædende delegeret.

§ 2. Komiteen

  • a) fastsætter sin forretningsorden;
  • b) afslutter opholdsoverenskomsten;
  • c) opstiller reglementet for organisationen, virksomheden og Centralbureauets personales retslige stilling;
  • d) udnævner under hensyntagen til kandidaternes egnethed og en passende geografisk fordeling Centralbureauets generaldirektør, vicegeneraldirektør, rådgivere m.v.; Centralbureauet underretter i god tid medlemsstaterne, når en af disse stillinger bliver ledig; den schweiziske regering foreslår kandidater til stillingerne som generaldirektør og vicegeneraldirektør;
  • e) overvåger Centralbureauets administrative og finansielle forretningsførelse;
  • f) overvåger Centralbureauets saglige anvendelse af konventionen og de af de andre organer tagne beslutninger; den anbefaler i givet fald de forholdsregler, som er egnede til at lette anvendelsen af konventionen, såvel som disses beslutninger;
  • g) afgiver betænkning om spørgsmål, som kan vedrøre Centralbureauets virksomhed, og som forelægges den af en medlemsstat eller af Centralbureauets generaldirektør;
  • h) godkender Centralbureauets årlige arbejdsprogram;
  • i) godkender organisationens årsbudget, driftsberetning og årsregnskab;
  • j) forelægger medlemsstaterne driftsberetningen, årsregnskabet samt dens beslutninger og anbefalinger;
  • k) udarbejder en beretning over sin virksomhed og fremkommer med forslag til sin nye sammensætning, som den med henblik på afholdelse af den generalforsamling, der skal bestemme dens sammensætning, meddeler medlemsstaterne senest to måneder før åbningen af samlingen.

§ 3. Såfremt den ikke beslutter andet, træder komiteen sammen der, hvor organisationen har sit sæde.

Den afholder hvert år to møder; den træder herudover sammen, når dens præsident bestemmer det eller fire af dens medlemmer anmoder derom.

Mødeprotokollerne tilstilles alle medlemsstaterne.

Artikel 8

Kommissionerne

§ 1. Revisionskommissionen og ekspertkommissionen for befordring af farligt gods, i det følgende benævnt »ekspertkommissionen«, består af medlemsstaternes repræsentanter.

Centralbureauets generaldirektør eller hans stedfortræder deltager i møderne med forhandlingsret uden stemmeret.

§ 2. Revisionskommissionen

  • a) træffer i overensstemmelse med artikel 19, § 3, beslutning om forslag til ændring af konventionen,
  • b) undersøger i overensstemmelse med artikel 6, § 7, de forslag, der forelægges generalforsamlingen.

Ekspertkommissionen

træffer i overensstemmelse med artikel 19, § 4, beslutning om forslag til ændring af konventionen.

§ 3. Centralbureauet indkalder kommissionerne enten på eget initiativ eller efter anmodning fra fem medlemsstater samt i det i artikel 6, § 7, nævnte tilfælde; det meddeler medlemsstaterne udkast til dagsordenen senest to måneder før mødets åbning.

§ 4. Revisionskommissionen er beslutningsdygtig, når flertallet af medlemsstaterne er repræsenteret; ekspertkommissionen er beslutningsdygtig, når en tredjedel af medlemsstaterne er repræsenteret.

En medlemsstat kan lade sig repræsentere af en anden medlemsstat; ingen stat kan dog repræsentere mere end to andre stater.

§ 5. Hver repræsenteret medlemsstat har een stemme; afstemningen finder sted ved håndsoprækning eller, efter anmodning, ved navneopråb.

Et forslag er vedtaget, når antallet af ja-stemmer:

  • a) udgør mindst en tredjedel af de ved afstemningen repræsenterede medlemsstater;
  • b) er større end antallet af nej-stemmer.

§ 6. I forståelse med flertallet af medlemsstaterne indbyder Centralbureauet ikke-medlemsstater og internationale organisationer, der er kompetente i transportspørgsmål eller beskæftiger sig med spørgsmål på dagsordenen, til at deltage i kommissionernes møder med forhandlingsret uden stemmeret. På de samme betingelser kan uafhængige eksperter indbydes til at deltage i ekspertkommissionens møder.

§ 7. Kommissionerne vælger for hver samling en præsident og en eller to vicepræsidenter.

§ 8. Forhandlingerne foregår på arbejdssprogene. De under samlingen på et arbejdssprog fremsatte udtalelser oversættes til det andet arbejdssprog efter deres væsentlige indhold; forslag og beslutninger oversættes i deres fulde ordlyd.

§ 9. Mødeprotokollerne indeholder et resume af forhandlingerne. Forslag og beslutninger optages i deres fulde ordlyd. For beslutninger gælder den franske ordlyd.

Mødeprotokollerne tilstilles medlemsstaterne.

§ 10. Kommissionerne kan nedsætte arbejdsgrupper til behandling af bestemte spørgsmål.

§ 11. Kommissionerne kan fastsætte deres forretningsorden.

Artikel 9

Centralbureauet

§ 1. Centralbureauet for internationale jernbanefordringer udfører Organisationens sekretariatsforetninger.

§ 2. Centralbureauet skal særligt:

  • a) udføre de opgaver, som Organisationens andre organer overdrager til det;
  • b) forberede behandlingen af forslag til ændring af konventionen, hvorved i givet fald eksperter kan tilkaldes,
  • c) indkalde kommissionerne;
  • d) i rette tid udsende de nødvendige dokumenter til medlemsstaterne til brug på de forskellige organers samlinger;
  • e) ajourføre og offentliggøre de i artikel 3, § 2, nævnte strækningslister;
  • f) modtage medlemsstaternes og transportforetagendernes meddelelser og i givet fald bringe disse til de andre medlemsstaters og transportforetagenders kundskab;
  • g) ajourføre og offentliggøre et kartotek over domsafgørelser;
  • h) udgive et tidsskrift;
  • i) repræsentere Organisationen i andre internationale organisationer, som er kompetente i spørgsmål, der har sammenhæng med de mål, som Organisationen forfølger;
  • j) udarbejde Organisationens årlige budget og forelægge det for administrationskomiteen til godkendelse;
  • k) varetage Organisationens økonomiske anliggender inden for rammerne af det godkendte budget;
  • l) efter en medlemsstats eller et transportforetagendes anmodning ved at tilbyde sin bistand forsøge at bilægge tvister mellem de pågældende stater og foretagender om fortolkning eller anvendelse af konventionen;
  • m) efter de deltagende parters - stater, transportforetagender eller brugere - anmodning afgive erklæringer ved tvister om fortolkning eller anvendelse af konventionen;
  • n) i overensstemmelse med afsnit III medvirke til den voldgiftsretlige bilæggelse af tvister;
  • o) lette de af den internationale trafik betingede økonomiske forbindelser mellem transportforetagenderne samt inddrivelsen af ubetalte fordringer.

§ 3. Tidsskriftet indeholder de for anvendelsen af konventionen nødvendige meddelelser samt afhandlinger, retsvurderinger og informationer, som er af betydning for fortolkningen, anvendelsen og den videre udvikling af jernbanetransportretten; tidsskriftet udkommer på arbejdssprogene.

Artikel 10

Strækningslister

§ 1. Medlemsstaterne stiler deres meddelelser vedrørende optagelse eller slettelse af linier i den i artikel 3, § 2, omhandlede liste til Centralbureauet.

Såfremt de i artikel 2, § 2, omhandlede linier forbinder medlemsstater, optages de kun med disse staters indforståelse; for slettelse af en sådan linie er en af disse medlemsstaters meddelelse tilstrækkelig.

Centralbureauet underretter alle medlemsstater om optagelse eller slettelse af en linie.

§ 2. En linie er undergivet konventionen efter udløbet af en måned efter dagen for Centralbureauets meddelelse om dens optagelse.

§ 3. En linie er ikke mere undergivet konventionen efter udløbet af en måned efter dagen for Centralbureauets meddelelse om dens slettelse; dette gælder dog ikke for allerede påbegyndte befordringer, som først skal afvikles.

Artikel 11

Finansielle forhold

§ 1. Størrelsen af Organisationens udgifter fastsættes for hvert driftsår af administrationskomiteen efter forslag fra Centralbureauet.

Organisationens udgifter bæres af medlemsstaterne i forhold til længden af de optagne linier. Skibslinier og linier på indre vandveje deltager dog kun i omkostningerne med halvdelen af deres længde; for andre linier, som drives under særlige betingelser, kan bidraget efter en mellem Centralbureauet og den pågældende regering indgået aftale nedsættes med højst halvdelen under forbehold af administrationskomiteens godkendelse.

§ 2. Med oversendelse af driftsberetningen og årsregnskabet anmoder Centralbureauet medlemsstaterne om inden for den kortest mulige frist, dog senest 31. december i det år, da oversendelsen har fundet sted, at betale deres bidrag til udgifter for det afsluttede driftsår.

Efter dette tidspunkt forrentes de skyldige beløb med en årlig rente på fem procent.

Har en medlemsstat ikke i to år efter dette tidspunkt betalt sit bidrag, suspenderes dens stemmeret indtil den efterkommer sin betalingspligt.

Efter udløbet af en yderligere frist på to år overvejer generalforsamlingen, om denne stats holdning skal anses som en stiltiende opsigelse af konventionen; i givet fald fastsætter generalforsamlingen det tidspunkt, fra hvilket opsigelsen får virkning.

§ 3. I tilfælde af opsigelse efter § 2 og efter artikel 25 såvel som i tilfælde af suspension af stemmeretten opretholdes pligten til at betale de forfaldne bidrag.

§ 4. De ikke betalte bidrag skal så vidt muligt dækkes af Organisationens midler; de kan fordeles på fire driftsår. Et resterende manglende beløb føres på en særlig konto og belastes de andre medlemsstater for så vidt de har været deltagere i konventionen i tidsrummet for den manglende opfyldelse af betalingen; belastningen sker i forhold til længden af deres optagne linier på tidspunktet for oprettelsen af den særlige konto.

§ 5. En stat, der har opsagt konventionen, kan igen ved tiltrædelse blive medlemsstat under forudsætning af, at den betaler de beløb, som den skylder.

§ 6. Organisationen opkræver en godtgørelse til dækning af de særlige omkostninger, der opstår som følge af de i artikel 9, § 2,1) til n), omhandlede funktioner; i de i artikel 9, § 2,1) og m), nævnte tilfælde fastsættes dette beløb af administrationskomiteen efter Centralbureauets forslag, i det i artikel 9, § 2,n), nævnte tilfælde anvendes artikel 15, § 2.

§ 7. Forretningsbøgernes overensstemmelse med regnskabsbilagene revideres af den schweiziske regering, som forelægger administrationskomiteen en beretning.

Afsnit III

Voldgift

Artikel 12

Kompetence

§ 1. Tvister mellem medlemsstaterne om fortolkning eller anvendelse af konventionen såvel som tvister mellem medlemsstaterne og Organisationen om fortolkning eller anvendelse af protokollen vedrørende privilegier og immuniteter kan på parternes anmodning forelægges for en voldgiftsret. Parterne bestemmer frit voldgiftsrettens sammensætning og voldgiftsproceduren.

§ 2. Tvister

  • a) mellem transportforetagender
  • b) mellem transportforetagender og brugere
  • c) mellem brugere

kan ved anvendelsen af de fælles regler CIV og de fælles regler CIM, når de ikke bilægges i mindelighed eller forelægges for de ordinære domstole til afgørelse, med parternes indforståelse forelægges for en voldgiftsret. For voldgiftsrettens sammensætning og voldgiftsproceduren gælder artiklerne 13 til 16.

§ 3. Enhver stat kan ved undertegnelsen af konventionen eller ved deponering af sit ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument forbeholde sig ret til helt eller delvist ikke at anvende bestemmelserne i §§ 1 og 2.

§ 4. Enhver stat, der har taget forbehold efter § 3, kan til enhver tid ved meddelelse til depositarregeringen give afkald herpå. Afkaldet på forbeholdet får virkning en måned efter den dag, da depositarregereringen har bragt det til staternes kundskab.

Artikel 13

Voldgiftsaftale. Retsskriverkontor

Parterne indgår en aftale, som særligt fastsætter:

  • a) genstanden for tvisten;
  • b) rettens sammensætning og de aftalte frister, inden for hvilke voldgiftsmanden eller voldgiftsmændene skal udpeges;
  • c) det aftalte sted, hvor retten skal have sit sæde.

Voldgiftsaftalen skal meddeles Centralbureauet, som varetager et retsskriverkontors opgaver.

Artikel 14

Voldgiftsmænd

§ 1. Centralbureauet opstiller en liste over voldgiftsmænd og holder den a' jour. Hver medlemsstat kan lade to af sine statsborgere, som er eksperter i den internationale transportret, indskrive på listen over voldgiftsmænd.

§ 2. Voldgiftsretten består efter voldgiftsaftalen af en, tre eller fem voldgiftsmænd.

Voldgiftsmændene vælges blandt de personer, som er optaget på den i § 1 nævnte liste. Hvis det i voldgiftsaftalen er bestemt, at der skal være fem voldgiftsmænd, kan hver part dog vælge en voldgiftsmand, der ikke er optaget på listen.

Hvis det i voldgiftsaftalen er bestemt, at der kun skal være een voldgiftsmand, vælges han ved indbyrdes aftale mellem parterne.

Hvis det i voldgiftsaftalen er bestemt, at der skal være tre eller fem voldgiftsmænd, vælger hver af parterne een, henholdsvis to voldgiftsmænd; disse udpeger efter indbyrdes aftale den tredje henholdsvis den femte voldgiftsmand, som er formand for voldgiftsdomstolen.

Hvis parterne er uenige om udpegningen af den ene voldgiftsmand, eller de valgte voldgiftsmænd er uenige om udpegningen af den tredje, henholdsvis den femte voldgiftsmand, udpeges denne af generaldirektøren for Centralbureauet.

§ 3. Såfremt parterne ikke er af samme nationalitet, skal den ene, den tredje eller den femte voldgiftsmand være af en anden nationalitet end parterne.

Tredjemands intervention i tvisten er uden virkning på sammensætningen af voldgiftsdomstolen.

Artikel 15

Procedure. Omkostninger

§ 1. Voldgiftsdomstolen afgør, hvilken procedure der skal følges, idet den navnlig skal tage hensyn til følgende bestemmelser:

  • a) den undersøger og pådømmer sagerne på grundlag af de akter, som er fremskaffet af parterne, uden at den ved afsigelsen af kendelser er bundet af disses fortolkninger;
  • b) den kan ikke tilkende mere eller andet end det, som sagsøgeren nedlægger påstand om, og ikke mindre end det, som indstævnte har erkendt at være skyldig;
  • c) voldgiftskendelsen skal, behørigt motiveret, udformes af voldgiftsdomstolen og kundgøres for parterne gennem Central- bureauet;
  • d) hvis der ikke foreligger modstående obligatoriske lovbestemmelser på det sted, hvor voldgiftsdomstolen har sit sæde, og hvis der ikke foreligger modstående aftale mellem parterne, er voldgiftskendelsen endelig.

§ 2. Voldgiftsmændenes honorarer fastsættes af Centralburauets generaldirektør.

Voldgiftskendelsen fastsætter sagsomkostninger og udgifter og bestemmer, i hvilket forhold disse og voldgiftsmændenes honorarer skal fordeles mellem parterne.

Artikel 16

Forældelse. Fuldbyrdelse

§ 1. Indledning af voldgiftsbehandling har med hensyn til afbrydelse af forældelsen samme virkning, som gælder efter den anvendelige materielle ret ved udtagelse af stævning for en ordinær domstol.

§ 2. Voldgiftsrettens kendelse over for transportforetagender eller brugere kan fuldbyrdes i enhver medlemsstat, så snart de formaliteter er opfyldt, som er foreskrevet i den stat, hvor fuldbyrdelsen skal finde sted. En prøvelse af sagens realitet er utilstedelig.

Afsnit IV

Forskellige bestemmelser

Artikel 17

Inddrivelse af ubetalte fordringer mellem transportforetagender

§ 1. Ubetalte fordringer hidrørende fra befordringer, på hvilke de fælles retsregler finder anvendelse, kan af det fordringsberettigede transportforetagende anmeldes til Centralbureauet, for at dette kan lette inddrivelsen; i dette øjemed opfordrer Centralbureauet det transportforetagende, der skylder beløbet, til at betale dette eller angive årsagerne til betalingsvægringen.

§ 2. Er Centralbureauet af den opfattelse, at vægringen er tilstrækkeligt begrundet, foreslår det parterne at henvende sig til den kompetente domstol eller den i artikel 12, § 2, omhandlede voldgiftsret.

§ 3. Mener Centralbureauet, at beløbet skyldes helt eller delvis, kan det efter eventuelt at have rådspurgt en sagkyndig erklære, at det transportforetagende, der skylder beløbet, skal indbetale dette helt eller delvis til Centralbureauet; det således indbetalte beløb forbliver deponeret, indtil den kompetente domstol eller voldgiftsretten har truffet endelig afgørelse i sagen.

§ 4. Indbetaler et foretagende ikke inden to uger det af Centralbureauet fastsatte beløb, bliver det på ny opfordret til at betale under henvisning til følgerne af dets vægring.

§ 5. Efterkommes heller ikke denne nye opfordring inden to måneder, retter Centralbureauet en begrundet anmodning til den medlemsstat, hvorunder det pågældende foretagende hører, om at tage forholdsregler og særligt undersøge, om skyldnerens linier fremdeles bør være optaget på listen.

§ 6. Erklærer medlemsstaten, at den trods den manglende betaling opretholder foretagendets linier på listen, eller lader den Centralbureauets henvendelse forblive ubesvaret i seks uger, betragtes staten uden videre som indestående for betalingen af alle fordringer, som hidrører fra befordringer, på hvilke de fælles retsregler finder anvendelse.

Artikel 18

Domme. Arrest og udlæg. Sikkerhedsstillelse

§ 1. Domme, også udeblivelsesdomme, som i henhold til konventionen er afsagt af den kompetente domstol, og som efter de for denne gældende love har opnået eksekutionskraft, kan fuldbyrdes i enhver anden medlemsstat, så snart de i denne stat foreskrevne formaliteter er opfyldt. En prøvelse af sagens realitet er utilstedelig.

Denne bestemmelse finder ikke anvendelse på domme, som kun har foreløbig eksekutionskraft, og på domme, ved hvilke sagsøgeren, der taber sagen, dømmes til foruden omkostningerne at betale en erstatning.

Stk 1. gælder også for retsforlig.

§ 2. Et transportforetagendes fra en befordring, på hvilke de fælles retsregler finder anvendelse, hidrørende fordring på et andet transportforetagende, som ikke hører under samme stat, kan kun gøres til genstand for arrest eller udlæg i henhold til en dom afsagt af domstolen i den medlemsstat, hvorunder det fordringsberettigede transportforetagende hører.

§ 3. En jernbanes rullende materiel såvel som de til befordringen tjenende baneejede genstande af enhver art, såsom containere, læssemidler og presenninger, kan i en anden medlemsstat end den, hvorunder ejendomsbanen hører, kun gøres til genstand for arrest eller udlæg i henhold til en dom, der er afsagt af domstolen i sidstnævnte stat.

Private vogne og enhver art af dertil hørende og befordringen tjenende genstande, der tilhører vognejeren, kan i en anden medlemsstat end den, hvor vognejeren har sin bopæl, kun gøres til genstand for arrest eller udlæg i henhold til en dom, der er afsagt af domstolen i sidstnævnte stat.

§ 4. Sikkerhedsstillelse for procesomkostninger kan ikke fordres i retssager, som anlægges på grundlag af konventionen.

Afsnit V

Ændring af konventionen

Artikel 19

Kompetence

§ 1. Medlemsstaterne retter deres forslag til ændring af konventionen til Centralbureauet, som straks bringer dem til medlemsstaternes kundskab.

§ 2. Generalforsamlingen træffer beslutning om forslag til ændring af de af konventionens bestemmelser, der ikke er nævnt i §§ 3 og 4.

Et forslag til ændring kan kun sættes på generalforsamlingens dagsorden med tilslutning af en tredjedel af medlemsstaterne.

Hvis et forslag til ændring forelægges generalforsamlingen, kan den med det i artikel 6, § 5, nævnte flertal fastslå, at et sådant forslag har umiddelbar sammenhæng med en eller flere af de bestemmelser, til hvis ændring revisionskommissionen efter § 3 er kompetent. I dette tilfælde er generalforsamlingen også kompetent til beslutning om ændring af den eller disse bestemmelser.

§ 3. Under forbehold af generalforsamlingens beslutning i henhold til § 2, stk. 3, træffer revisionskommissionen beslutning om forslag til ændring af de i det følgende anførte bestemmelser:

  • a) Fælles regler CIV:

- artikel 1, § 3, artikel 4, § 2, artiklerne 5 (undtagen § 2), 6, 9 til 14, 15 (undtagen § 6), 16 til 21, 22, § 3, artiklerne 23 til 25, 37, 43 (undtagen §§ 2 og 4), 48, 49, 56 til 58, 61;

- de i regningsenheder fastsatte beløb i artiklerne 30, 31, 38, 40 og 41, når ændringen vil føre til en forhøjelse af disse beløb;

  • b) Fælles regler CIM:

- artikel 1, § 2, artikel 3, §§ 2 til 5, artiklerne 4, 5, 6 (undtagen § 3), 7, 8, 11 til 13, 14 (undtagen § 7), 15 til 17, 19 (undtagen § 4), 20 (undtagen § 3), 21 til 24, 25 (undtagen § 3), 26 (undtagen § 2), 27, 28, §§ 3 og 6, artiklerne 29, 30 (undtagen § 3), 31, 32 (undtagen § 3), 33 (undtagen § 5), 34, 38, 39, 41, 45, 46, 47 (undtagen § 3), 48 - i den udstrækning hvor der tilstræbes en tilpasning til den internationale søret - 52, 53, 59 til 61, 64, 65;

- det i regningsenheder fastsatte beløb i artikel 40, når ændringen vil føre til en forhøjelse af dette beløb;

- reglement for international befordring med jernbane af privatvogne (RIP), bilag II;

- reglement for international befordring med jernbane af transportbeholdere (containere) (RICo), bilag III;

- reglement for international befordring med jernbane af ekpresgods (RIEx), bilag IV.

§ 4. Ekspertkommissionen træffer beslutning om forslag til ændring af bestemmelserne i reglement for international befordring med jernbane af farligt gods (RID), bilag I til de fælles regler CIM.

Artikel 20

Generalforsamlingens beslutninger

§ 1. De af generalforsamlingen vedtagne ændringer optages i en protokol, som undertegnes af medlemsstaternes repræsentanter. Denne protokol skal ratificeres, accepteres eller godkendes; ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrumenterne skal snarest muligt deponeres hos depositarregeringen.

§ 2. Når protokollen er ratificeret, accepteret eller godkendt af mere end to tredjedele af medlemsstaterne, træder beslutningerne i kraft efter udløbet af den af generalforsamlingen fastsatte frist.

§ 3. Anvendelsen af de fælles regler CIV og CIM på trafik med og mellem de medlemsstater, som endnu ikke en måned før ikrafttrædelsen har deponeret deres ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrumenter, suspenderes samtidig med beslutningernes ikrafttræden. Centralbureauet meddeler medlemsstaterne denne suspension; den fortaber sin virkning efter udløbet af en måned regnet fra den dag, på hvilken Centralbureauet har meddelt de andre medlemsstater de pågældende medlemsstaters ratifikation, accept eller godkendelse af de nævnte beslutninger.

Suspensionen har ingen virkning for de medlemsstater, som uden at have deponeret deres ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrumenter har meddelt Centralbureauet, at de anvender de af generalforsamlingen besluttede ændringer.

Artikel 21

Kommissionens beslutninger

§ 1. Centralbureauet meddeler medlemsstaterne de af kommissionerne vedtagne ændringer.

§ 2. For alle medlemsstaterne træder disse beslutninger i kraft på den første dag i den tolvte måned efter den måned, hvori Centralbureauet meddelte medlemsstaterne dem, såfremt en tredjedel af medlemsstaterne ikke har rejst indsigelse inden for fire måneder regnet fra den dag, da meddelelsen blev givet.

Hvis imidlertid en medlemsstat inden for fristen på fire måneder rejser indsigelse mod en af revisionskommissionens beslutninger og opsiger konventionen senest to måneder før det tidspunkt, da beslutningen skal træde i kraft, træder denne beslutning først i kraft på det tidspunkt, da opsigelsen får virkning for den pågældende stat.

Afsnit VI

Slutbestemmelser

Artikel 22

Undertegnelse, ratifikation, accept eller godkendelse af konventionen

§ 1. Konventionen forbliver indtil den 31. december 1980 åben for undertegnelse hos den schweiziske regering i Bern af de stater, som var indbudt til den ottende ordinære revisionskonference for CIM- og CIV-konventionerne.

§ 2. Konventionen skal ratificeres, accepteres eller godkendes; ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrumenterne skal deponeres hos den schweiziske regering som depositarregering.

Artikel 23

Tiltrædelse af konventionen

§ 1. De stater, som har været indbudt til den ottende ordinære revisionskonference for CIM- og CIV-konventionerne og som ikke har undertegnet konventionen inden for den i artikel 22, § 1, nævnte frist, kan dog meddele deres tiltrædelse af konventionen før dennes ikraftsættelse. Tiltrædelsesinstrumentet skal deponeres hos depositarregeringen.

§ 2. Enhver stat, som ønsker at tiltræde konventionen efter dens ikraftsættelse, retter anmodning derom til depositarregeringen med en beretning om sine jernbaneforetagenders stilling med hensyn til internationale befordringer. Depositarregeringen underretter medlemsstaterne og Centralbureauet om anmodningen.

Anmodningen godkendes som retsligt bindende seks måneder efter den nævnte underretning, hvis ikke fem medlemsstater har rejst indsigelse over for depositarregeringen. Depositarregeringen giver meddelelse herom til den andragende stat såvel som til medlemsstaterne og Centralbureauet. Den nye medlemsstat efterkommer ufortøvet bestemmelserne i artikel 10.

Såfremt der rejses indsigelse, forelægger depositarregeringen tiltrædelsesandragendet for generalforsamlingen til beslutning.

Efter deponering af tiltrædelsesinstrumentet får tiltrædelsen virkning på den første dag i den anden måned efter den måned, hvori Centralbureauet har meddelt medlemsstaterne den nye medlemsstats strækningsliste.

§ 3. Enhver tiltrædelse af konventionen kan kun vedrøre konventionen i dens til enhver tid gældende affattelse.

Artikel 24

Konventionens ikraftsættelse

§ 1. Når ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumenterne er deponeret af femten stater, sætter depositarregeringen sig i forbindelse med de deltagende regeringer med henblik på at opnå enighed om konventionens ikraftsættelse.

§ 2. Konventionens ikrafttræden medfører ophævelse af de internationale konventioner af 7. februar 1970 om befordring af gods på jernbaner (CIM) og om befordring af personer og rejsegods på jernbaner (CIV) såvel som tillægskonventionen af 26. februar 1966 til CIV vedrørende jernbanens ansvar for rejsendes død eller tilskadekomst.

Artikel 25

Opsigelse af konventionen

Enhver medlemsstat, som ønsker at opsige konventionen, meddeler dette til depositarregeringen. Opsigelsen får virkning den 31. december i det efterfølgende år.

Artikel 26

Depositarregeringens opgaver

Depositarregeringen underretter de til den ottende ordinære revisionskonference for CIM- og CIV-konventionerne indbudte stater, de andre stater, som har tiltrådt konventionen, såvel som Centralbureauet om

  • a) undertegnelser af konventionen, deponering af ratifikations-, accept-, godkendelses- eller titrædelsesinstrumenter og meddelelser om opsigelse,
  • b) den dato, på hvilken konventionen under anvendelse af artikel 24 træder i kraft,
  • c) deponering af ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrumenter for protokollen efter artikel 20.

Artikel 27

Forbehold til konventionen

Forbehold til konventionen er kun tilladt i det omfang dette er forudset i konventionen.

Artikel 28

Konventionens tekster

Konventionen er indgået og undertegnet på det franske sprog.

Der er vedføjet den franske tekst en officiel oversættelse på tysk, engelsk, arabisk, italiensk og hollandsk.

Alene den franske tekst er autentisk.

TIL BEKRÆFTELSE HERAF har de undertegnede, som af deres regeringer er behørigt befuldmægtigede, underskrevet denne konvention.

UDFÆRDIGET i Bern den niende maj nitten hundrede og firs i et enkelt originaleksemplar på fransk, der skal forblive deponeret i Det schweiziske Forbunds arkiv. En bekræftet kopi tilsendes hver af medlemsstaterne.

PROTOKOL

om Den mellemstatlige Organisation for internationale jernbanebefordringer (OTIF)»s privilegier og immuniteter

Artikel 1

§ 1. Inden for rammerne af sin officielle virksomhed nyder Organisationen immunitet med hensyn til retsforfølgning og eksekution, undtagen:

  • a) i det omfang Organisationen i enkelttilfælde selv udtrykkeligt måtte have givet afkald på en sådan immunitet,
  • b) i tilfælde af et af tredjemand anlagt civilt søgsmål om erstatning for skade som følge af et ulykkestilfælde forårsaget af et motorkøretøj eller et hvilket som helst andet befordringsmiddel, som tilhører Organisationen eller benyttes på dennes vegne, eller i tilfælde af en færdselsforseelse, i hvilken det foran omhandlede befordringsmiddel er involveret,
  • c) i tilfælde af et modkrav, som har direkte forbindelse med et af Organisationen rejst hovedkrav,
  • d) i tilfælde af en i medfør af en retskendelse foretaget beslaglæggelse af gager, lønninger og andre ydelser, som Organisationen skylder en af sine medarbejdere.

§ 2. Organisationens formue og aktiver nyder, uanset hvor de befinder sig, immunitet med hensyn til enhver form for rekvisition, konfiskation, beslaglæggelse og anden form for arrest og udlæg eller tvangsforanstaltning, undtagen i det omfang dette midlertidigt er nødvendigt i forbindelse med forebyggelse og undersøgelse af uykkestilfælde, i hvilke motorkøretøjer, som tilhører Organisationen eller benyttes på dennes vegne, er involveret.

Såfremt en ekspropriation er nødvendig af hensyn til offentlige interesser, skal alle egnede forholdsregler dog tages for at forhindre, at den udgør nogen hindring for udøvelsen af Organisationens virksomhed, og der skal forlods og ufortøvet ydes en passende godtgørelse.

§ 3. Hver medlemsstat fritager Organisationen, dens formue og indtægter for direkte beskatning for så vidt angår udøvelsen af dens officielle virksomhed. Når der af Organisationen foretages indkøb eller tilvejebringes tjenesteydelser af betydelig værdi, som er strengt nødvendige for udøvelsen af Organisationens officielle virksomhed, og når der i priserne for sådanne indkøb eller tjenesteydelser indgår skatter eller afgifter, skal der af medlemsstaterne, når det er muligt, træffes passende foranstaltninger med henblik på fritagelse for sådanne skatter eller afgifter eller med refusion deraf for øje.

Der indrømmes ikke fritagelse for så vidt angår skatter og afgifter, som alene udgør vederlag for præsterede tjenesteydelser.

Varer, som er indført eller udført af Organisationen, og som er strengt nødvendige for udøvelsen af dens officielle virksomhed, er fritaget for alle ind- og udførselsafgifter og -skatter.

Der indrømmes ingen fritagelse i medfør af denne artikel med hensyn til indkøbte og importerede varer eller præsterede tjenesteydelser, som er beregnet til Organisationens medarbejderes eget brug.

§ 4. Varer, der er erhvervet eller indført i medfør af § 3, må kun sælges, afhændes eller benyttes på de betingelser, som er fastsat af de medlemsstater, der har indrømmet fritagelser.

§ 5. Ved Organisationens officielle virksomhed forstås ifølge denne protokol den virksomhed, som er i overensstemmelse med de i konventionens artikel 2 definerede formål.

Artikel 2

§ 1. Organisationen kan modtage og besidde enhver form for midler, valuta, kontanter eller værdipapirer; den kan frit råde over dem til ethvert formål, som er fastsat i konventionen, og have konti i enhver valuta i det omfang det er fornødent med henblik på opfyldelsen af dens forpligtelser.

§ 2. Med hensyn til dens tjenstlige kommunikationer og forsendelse af alle dens dokumenter skal Organisationen nyde en behandling, der ikke er mindre gunstig end den, der af hver medlemsstat tilstås andre tilsvarende internationale organisationer.

Artikel 3

Medlemsstaternes repræsentanter nyder under udførelsen af deres hverv og under deres tjenesterejser følgende privilegier og immuniteter på hver medlemsstats territorium:

  • a) immunitet med hensyn til retsforfølgning, også efter tilendebringelsen af deres hverv, for så vidt angår deres handlinger, herunder mundtlige og skrifltige udtalelser, under udøvelsen af deres funktioner; denne immunitet gælder dog ikke med hensyn til skader som følge af et ulykkestilfælde forårsaget af et motorkøretøj eller et hvilket som helst andet befordringsmiddel, som tilhører eller føres af en repræsentant for en stat, eller i tilfælde af en færdselsforseelse, i hvilken det foran omhandlede befordringsmiddel er involveret,
  • b) immunitet med hensyn til anholdelse og varetægtsarrest, undtagen når de gribes på fersk gerning,
  • c) immunitet med hensyn til beslaglæggelse af deres personlige bagage, undtagen når de gribes på fersk gerning,
  • d) ukrænkelighed for alle deres tjenstlige papirer og dokumenter,
  • e) fritagelse for dem selv og deres ægtefæller med hensyn til enhver indrejsebegrænsning og alle formaliteter vedrørende registrering af udlændinge,
  • f) samme lettelser med hensyn til penge- og valutaforskrifter, som gives udenlandske regeringers repræsentanter i midlertidige officielle hverv.

Artikel 4

Organisationens medarbejdere nyder under varetagelsen af deres opgaver følgende privilegier og immuniteter på hver medlemsstats territorium:

  • a) immunitet med hensyn til retsforfølgning for så vidt angår handlinger, herunder mundtlige og skriftlige udtalelser, fra deres side under udøvelsen af deres hverv, også efter at de er ophørt med at være i Organisationens tjeneste; denne immunitet gælder dog ikke med hensyn til skader som følge af et ulykkestilfælde forårsaget af et motorkøretøj eller et hvilket som helst andet befordringsmiddel, som tilhører eller føres af en af Organisationens medarbejdere eller i tilfælde af en færdselsforseelse, i hvilken det foran omhandlede befordringsmiddel er involveret,
  • b) ukrænkelighed for alle deres tjenstlige papirer og dokumenter,
  • c) samme fritagelse med hensyn til bestemmelser om begrænsning af invandring og regler for registrering af udlændinge, som sædvanligvis tilstås internationale organisationers medarbejdere; familiemedlemmer, der udgør en del af deres husstand, nyder de samme lettelser,
  • d) fritagelse for indkomstskat til staten, under forudsætning af, at de af Organisationen betalte gager, lønninger og andre beløb er undergivet en beskatning til fordel for Organisationen; medlemsstaterne har dog mulighed for at tage disse gager, lønninger og andre beløb i betragtning ved beregningen af de skatter, der skal betales af indtægter fra andre kilder; medlemsstaterne er ikke forpligtet til at indrømme denne skattefritagelse for godtgørelser og pensioner samt for overlevelesrenter, som Organisationen betaler til sine tidligere medarbejdere eller til de efter disse fordringsberettigede,
  • e) med hensyn til valutaforskrifter de samme privilegier, som sædvanligvis tilstås internationale organisationers medarbejdere,
  • f) under en international krisesituation de samme lettelser med hensyn til tilbagerejse til hjemlandet, som sædvanligvis tilstås internationale organisationers medarbejdere, for dem selv og familiemedlemmer, der udgør en del af deres husstand.

Artikel 5

De af Organisationen tilkaldte eksperter nyder under udøvelsen af deres funktioner ved Organisationen eller ved udførelsen af opgaver for denne, herunder på rejser, som foretages i forbindelse med bestridelsen af disse funktioner eller opgaver, følgende privilegier og immuniteter i det omfang de er nødvendige for varetagelsen af deres hverv:

  • a) immunitet med hensyn til retsforfølgning, for så vidt angår handlinger, herunder deres mundtlige og skriftlige udtalelser, under udøvelsen af deres funktioner; denne immunitet gælder dog ikke med hensyn til skader som følge af et ulykkestilfælde forårsaget af et motorkøretøj eller et hvilket som helst andet befordringsmiddel, som tilhører eller føres af en ekspert, eller i tilfælde af en færdselsforseelse, i hvilken det foran omhandlede befordringsmiddel er involveret; eksperterne nyder vedblivende denne immunitet også efter at deres hverv i Organisationen er ophørt,
  • b) ukrænkelighed for alle deres tjenstlige papirer og dokumenter,
  • c) lettelser med hensyn til omvekslingsforskrifter, som er nødvendige for overførelse af deres vederlag,
  • d) samme lettelser med hensyn til deres personlige bagage, som tilstås udenlandske regeringers repræsentanter i midlertidige officielle hverv.

Artikel 6

§ 1. De i denne protokol omhandlede privilegier og immuniteter indrømmes udelukkende for under alle omstændigheder at sikre den uhindrede udøvelse af Organisationens virksomhed og den fuldstændige uafhængighed for de personer, som de indrømmes. De kompetente myndigheder ophæver enhver immunitet i alle de tilfælde, hvor dens opretholdelse ville hindre retfærdigheden i at ske fyldest og hvor den kan ophæves uden at få skadelig indflydelse på opfyldelsen af det formål, for hvilket den er indrømmet.

§ 2. Kompetente myndigheder ifølge § 1 er:

- medlemsstaterne for deres repræsentanter,

- administrationskomiteen for generaldirektøren,

- generaldirektøren for de øvrige medarbejdere og de af Organisationen tilkaldte eksperter.

Artikel 7

§ 1. Denne protokol berører ikke den ret, som hver medlemsstat har til at træffe alle fornødne sikkerhedsforanstaltninger af hensyn til dens offentlige sikkerhed.

§ 2. Organisationen samarbejder stedse med medlemsstaternes kompetente myndigheder for at lette den behørige administration af retsplejen, at sikre overholdelsen af de pågældende medlemsstaters love og forskrifter samt at forhindre ethvert misbrug, der måtte forekomme som følge af de i denne protokol omhandlede privilegier og immuniteter.

Artikel 8

Ingen medlemsstat er forpligtet til at indrømme sine egne statsborgere eller personer, der har fast bopæl i denne stat, de i denne protokols

- artikel 3, med undtagelse af stk. d),

- artikel 4, med undtagelse af stk. a), b) og d),

- artikel 5, med undtagelse af stk. a) og b),

omhandlede privilegier og immuniteter.

Artikel 9

Organisationen kan indgå indgå tillægsaftaler med en eller flere medlemsstater med henblik på gennemførelsen af denne protokols bestemmelser, for så vidt angår vedkommende medlemsstat eller medlemsstater, så vel som andre aftaler med det formål at sikre Organisationens rette funktion.

Bilag A til konvention af 9. maj 1980 om internationale jernbanebefordringer (COTIF)

FÆLLES REGLER

for kontrakten om international befordring af passagerer og bagage med jernbane

  • (CIV)

Afsnit I

Almindelige bestemmelser

Artikel 1

Gyldighedsområde

§ 1. Med forbehold af de i artiklerne 2, 3 og 33 nævnte undtagelser finder de fælles regler anvendelse på alle befordringer af passagerer og bagage med internationale billetter eller kort og bagagebeviser, der gælder ad en rute, som berører mindst to staters territorier og udelukkende går over linier, som er opført på den i konventionens artikler 3 og 10 omhandlede liste.

De fælles regler vedrørende jernbanens ansvar for passagerers død og tilskadekomst finder også anvendelse på ledsagere af forsendelser, som befordres på grundlag af de fælles regler for kontrakten om international befordring af gods med jernbane (CIM).

§ 2. Det bestemmes ved de internationale tariffer, til hvilke forbindelser der udstedes internationale billetter eller kort og bagagebeviser.

§ 3. I de fælles regler omfatter udtrykket »station« jernbanestationer, skibsfartsliniers anløbssteder og alle andre transportforetagenders holdesteder, der er åbne for publikum med henblik på udførelse af befordringskontrakten.

Artikel 2

Undtagelser fra gyldighedsområdet

§ 1. Befordringer, hvis afgangs- og bestemmelsesstation ligger på samme stats territorium, og som kun transiterer en anden stats territorium, er ikke undergivet de fælles regler,

  • a) når transitstrækningerne udelukkende drives af en jernbane i afgangsstaten eller
  • b) når de deltagende stater eller jernbaner har truffet aftale om, at disse befordringer ikke skal betragtes som internationale.

§ 2. Befordringer mellem to nabostaters stationer og befordringer mellem to staters stationer over en tredje stats territorium er, når de linier, hvorover befordringen finder sted, udelukkende drives af den ene af disse tre staters jernbaner, underkastet denne banes bestemmelser for lokaltrafik, såfremt ingen af de pågældende staters love og reglementer er til hinder derfor.

Artikel 3

Forbehold vedrørende ansvaret for passagerers død og tilskadekomst

§ 1. Hver stat kan ved undertegnelsen af konventionen eller ved deponeringen af sit ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument forbeholde sig ret til ikke at anvende samtlige bestemmelser vedrørende jernbanens ansvar for passagerers død og tilskadekomst, når ulykkestilfældet er indtruffet på dens område, og passageren er statsborger i denne stat eller har sædvanlig bopæl i denne stat.

§ 2. Hver stat, der har taget det foranstående forbehold, kan til enhver tid ved meddelelse til depositarregeringen give afkald på forbeholdet. Afkaldet på forbeholdet får virkning en måned efter den dag, da depositarregeringen har underrettet staterne herom.

Artikel 4

Befordringspligt

§ 1. Jernbanen er forpligtet til at befordre passagerer og bagage efter de fælles regler, såfremt

  • a) passagererne efterkommer de fælles regler, tillægsbestemmelserne og de internationale tariffer,
  • b) befordringen er mulig med det personale og de normale befordringsmidler, som er tilstrækkelige for trafikbehovet,
  • c) befordringen ikke hindres af forhold, som jernbanen hverken kan afværge eller afhjælpe.

§ 2. Når den dertil beføjede myndighed har anordnet, at driften midlertidigt eller varigt skal indstilles helt eller delvis, skal disse forholdsregler ufortøvet bringes til offentlighedens og jernbanernes kundskab; jernbanerne underretter de andre staters jernbaner med henblik på deres offentliggørelse.

§ 3. Enhver overtrædelse fra jernbanens side af denne artikel kan begrunde en fordring på erstatning for det derved forvoldte tab.

Artikel 5

Tariffer. Særoverenskomster

§ 1. De internationale tariffer skal indeholde alle for befordringen gældende særlige betingelser, særligt de for beregning af befordringspriser og gebyrer nødvendige angivelser, og i givet fald betingelserne for omregning af valuta.

De internationale tarifbetingelser må kun afvige fra de fælles regler, når disse udtrykkeligt tillader det.

§ 2. De internationale tariffer skal anvendes over for alle på de samme betingelser.

§ 3. Jernbanerne kan slutte særoverenskomster, hvorved der indrømmes prisnedsættelser eller andre fordele, for så vidt tilsvarende betingelser indrømmes andre passagerer, der er i en tilsvarende sitution.

Nedsættelser eller andre begunstigelser kan ydes jernbanetjenesten, den offentlige administration eller velgørenheds-, opdragelses- og undervisningsformål.

De i medfør af første og andet stykke trufne foranstaltninger behøver ikke at offentliggøres.

§ 4. De internationale tariffer behøver kun at offentliggøres i stater, hvis jernbaner deltager i disse tariffer som afgangs- eller bestemmelsesbane. Disse tariffer og ændringer heri træder i kraft på den ved deres offentliggørelse angivne dag. Prisforhøjelser og andre skærpelser af tariffernes befordringsbestemmelser træder dog tidligst i kraft seks dage efter deres offentliggørelse.

Ændringer af de internationale tariffers priser og gebyrer som følge af kursændringer samt rettelser af åbenbare fejl træder i kraft dagen efter deres offentliggørelse.

§ 5. På enhver station, der er åben for international trafik, skal passageren kunne gøre sig bekendt med de internationale tariffer eller uddrag af disse, der angiver priserne på de internationale billetter eller kort, som sælges der, og de tilsvarende takster for indskrevet bagage.

Artikel 6

Regningsenhed. Kurs for omregning og modtagelse af valuta

§ 1. Den i de fælles regler fastsatte regningsenhed er den særlige trækningsrettighed, som denne er defineret af Den internationale Valutafond.

Den i de særlige trækningsrettigheder udtrykte værdi af den nationale mønt i en stat, som er medlem af Den internationale Valutafond, fastsættes efter den beregningsmåde, som Den internationale Valutafond anvender for sine egne operationer og transaktioner.

§ 2. Den i de særlige trækningsrettigheder udtrykte værdi af den nationale mønt i en stat, som ikke er medlem af Den internationale Valutafond, beregnes på den af denne stat fastsatte måde.

Denne beregning skal så vidt muligt føre til den samme realværdi i national mønt, som ville være fremkommet ved anvendelsen af § 1.

§ 3. For en stat, der ikke er medlem af Den internationale Valutafond og hvis lovgivning ikke tillader anvendelsen af § 1 eller § 2, bliver den i de fælles regler fastsatte regningsenhed sat lig med tre guldfrancs.

Guldfranc defineres ved 10/31 gram guld med en finholdighed på 0.900.

Omregningen af guldfranc skal så vidt muligt føre til den samme realværdi i national mønt, som ville være fremkommet ved anvendelsen af § 1.

§ 4. Inden for tre måneder efter konventionens ikrafttræden og hver gang der indtræder en ændring i deres beregningsmåde eller i værdien af deres nationale mønt i forhold til regningsenheden, meddeler staterne Centralbureauet deres beregningsmåde i henhold til § 2 eller resultatet af omregningen i henhold til § 3.

Centralbureauet bringer disse meddelelser til staternes kundskab.

§ 5. Jernbanen skal bekendtgøre de kurser,

  • a) efter hvilke den omregner de i fremmed mønt udtrykte beløb, som skal betales i landets mønt (omregningskurser),
  • b) efter hvilke den modtager fremmede betalingsmidler (modtagelseskurser).

Artikel 7

Tillægsbestemmelser

§ 1. To eller flere stater eller to eller flere jernbaner kan med henblik på gennemførelsen af de fælles regler udstede tillægsbestemmelser; de må kun fravige de fælles regler, når dette udtrykkeligt er hjemlet.

§ 2. Tillægsbestemmelserne træder i kraft og offentliggøres under de i hver enkelt stats love og reglementer foreskrevne former. Tillægsbestemmelserne og deres ikrafttræden meddeles Centralbureauet.

Artikel 8

National ret

§ 1. I mangel af bestemmelser i de fælles regler, i tillægsbestemmelserne eller i de internationale tariffer kommer national ret til anvendelse.

§ 2. Ved national ret forstås retten i den stat, i hvilken den berettigede gør sit krav gældende, herunder reglerne om lovkonflikter.

§ 3. Ved anvendelsen af bestemmelserne om jernbanens ansvar for passagerers død og tilskadekomst forstås ved national ret retten i den stat, på hvis område passagererens ulykkestilfælde er indtruffet, herunder reglerne om lovkonflikter.

Afsnit II

Befordringskontrakten

Kapitel 1

Befordring af passagerer

Artikel 9

Køreplaner og benyttelse af tog

§ 1. Jernbanen skal på egnet vis bringe togenes køreplaner til publikums kundskab.

§ 2. Køreplanerne eller tarifferne skal angive begrænsningerne i benyttelsen af bestemte tog eller vognklasser.

Artikel 10

Udelukkelse fra befordring. Betingelsesvis befordring

§ 1. Udelukket fra befordring eller fra viderebefordring er:

  • a) personer, som er berusede, opfører sig på upassende måde eller ikke iagttager de i de enkelte stater gældende forskrifter; sådanne personer har ikke krav på godtgørelse af den betalte billetpris eller fragt for indskrevet bagage;
  • b) personer, som på grund af sygdom eller af andre grunde øjensynligt vil være til besvær for deres medpassagerer, medmindre en hel kupe forud er blevet reserveret til dem eller kan stilles til deres rådighed mod betaling. Dog skal personer, som bliver syge undervejs, i hvert fald befordres til den første station, hvor det er muligt at skaffe dem den fornødne pleje; billetprisen med fradrag af betalingen for den strækning, over hvilken der er blevet befordret, tilbagebetales dem efter artikel 25; tilsvarende gælder for eventuelt betalt fragt for indskrevet bagage.

§ 2. For befordring af personer, der lider af smitsomme sygdomme, gælder de internationale konventioner og reglementer eller i mangel heraf de i de enkelte stater gældende love og reglementer.

Atikel 11

Billetter eller kort

§ 1. Billetter eller kort, der udstedes til en international befordring efter de fælles regler, skal bære tegne CIV. I en overgangsperiode er tegnet C tilladt.

§ 2. De internationale tariffer eller aftaler mellem jernbanerne bestemmer, på hvilket sprog og med hvilke skrifttegn billetterne eller kortene skal trykkes og udfyldes, samt deres form og indhold.

§ 3. Medmindre de internationale tariffer bestemmer andet, skal billetterne eller kortene angive:

  • a) afrejse- og bestemmelsesstationen;
  • b) ruten; hvis det er tilladt at benytte forskellige ruter eller befordringsmidler, skal dette være anført;
  • c) togets art og vognklassen;
  • d) prisen for befordringen;
  • e) første gyldighedsdag;
  • f) gyldighedstiden.

§ 4. Kuponbillethæfter, der udstedes på grundlag af en international tarif, betragtes i de fælles reglers forstand som een billet.

§ 5. Medmindre de internationale tariffer bestemmer andet, må en billet eller et kort kun overdrages til en anden, hvis billetten eller kortet ikke lyder på navn og rejsen ikke er påbegyndt.

§ 6. Passageren skal ved modtagelsen af billetten eller kortet forvisse sig om, at billetten eller kortet er udfærdiget i overensstemmelse med hans angivelser.

§ 7. Billetternes eller kortenes gyldighedstid og regler for rejseafbrydelser reguleres af de internationale tariffer.

Artikel 12

Ret til befordring. Passager uden gyldig billet eller kort

§ 1. Passageren skal fra rejsens begyndelse været forsynet med gyldig billet eller kort; han skal indtil rejsens afslutning opbevare billetten eller kortet, som han på forlangende skal forevise det kontrollerende personale og aflevere ved rejsens afslutning. I de internationale tariffer kan der fastsættes undtagelser.

§ 2. Billetter eller kort, hvori der er foretaget ubeføjede ændringer, er ugyldige og inddrages af det kontrollerende personale.

§ 3. Passageren, som ikke kan forevise gyldig billet eller kort, skal udover prisen for befordringen betale et tillæg, der beregnes efter forskrifterne på den jernbane, hvor tillægget kræves betalt.

§ 4. Passageren, som nægter straks at betale billetprisen eller tillægget, kan udelukkes fra befordring. Den fra befordring udelukkede passager kan ikke forlange sin indskrevne bagage udleveret på en anden station end bestemmelsesstationen.

Artikel 13

Prisnedsættelse for børn

§ 1. Børn indtil det fyldte femte år befordres frit og uden billet eller kort, når der ikke forlanges særskilt plads til dem.

§ 2. Børn fra det fyldte femte år til det fyldte tiende år samt yngre børn, til hvilke der forlanges særskilt plads, befordres til nedsat betaling. Denne må med undtagelse af tillæg for benyttelse af visse tog eller vogne ikke overstige halvdelen af prisen for en billet eller et kort til en voksen; afrunding af prisen efter den billetudstedende jernbanes forskrifter berøres ikke heraf.

Denne nedsættelse behøver ikke at gives for billetter eller kort, hvis pris allerede er nedsat i forhold til den ordinære pris for enkeltrejse.

§ 3. De internationale tariffer kan dog fastsætte andre aldersgrænser end de i §§ 1 og 2 angivne, såfremt grænsen ved den i § 1 omhandlede gratis befordring ikke er lavere end fire år og ved den i § 2 omhandlede befordring til nedsat pris ikke er lavere end ti år.

Artikel 14

Benyttelse af pladser

§ 1. Om benyttelse, anvisning og reservering af pladser i togene gælder de af jernbanerne fastsatte forskrifter.

§ 2. Efter de i internationale tariffer fastsatte bestemmelser kan passageren benytte en plads i en højere vognklasse eller i en togart med en højere befordringspris end angivet på billetten eller kortet, eller lade rejseruten ændre.

Artikel 15

Medbringelse af håndbagage og dyr i personvogne

§ 1. Passageren kan uden betaling i personvognene medbringe genstande, som let kan bæres (håndbagage).

Hver passager kan til sin håndbagage kun råde over rummet over og under sin plads eller et tilsvarende andet rum, når det drejer sig om vogne af særlig konstruktion, specielt vogne med særlig bagageafdeling.

§ 2. I personvognene må ikke medbringes:

  • a) de stoffer og genstande, der efter artikel 18 e) er udelukket fra befordring som indskrevet bagage, medmindre tillægsbestemmelserne eller tarifferne tillader undtagelser herfra;
  • b) genstande, som kan være til ulempe eller ubehag for passagerene eller forvolde skade;
  • c) genstande, hvis medtagelse i personvognene efter told- eller andre administrative myndigheders forskrifter ikke er tilladt;
  • d) levende dyr, medmindre tillægsbestemmelserne eller tarifferne tillader undtagelser herfra.

§ 3. De internationale tariffer kan fastsætte, under hvilke betingelser genstande, der er blevet medtaget i personvogne i strid med §§ 1 og 2 b), alligevel kan viderebefordres som håndbagage eller indskrevet bagage.

§ 4. Jernbanen har ret til i passagerens nærværelse at overbevise sig om beskaffenheden af de i personvognene medbragte genstande, når der foreligger en begrundet formodning om overtrædelse af § 2 a), b) og d). Hvis det ikke er muligt at afgøre, hvem der har medtaget de genstande, der skal undersøges, gennemfører jernbanen undersøgelsen i nærværelse af to af jernbanen uafhængige vidner.

§ 5. Passageren må selv passe på sin håndbagage og de dyr, som han medtager i personvognen, medmindre han befinder sig i en vogn af særlig konstruktion som omtalt i § 1 og derfor ikke kan udøve dette tilsyn.

§ 6. Passageren er ansvarlig for enhver skade, der forvoldes af de genstande eller dyr, som han medbringer i personvognen, medmindre han beviser, at skaden skyldes jernbanens fejl, tredjemands fejl eller skyldes omstændigheder, som passageren ikke har kunnet undgå og hvis følger han ikke har kunnet afværge.

Denne bestemmelse berører ikke jernbanens ansvar efter artikel 26.

Artikel 16

Svigtende forbindelse. Bortfald af tog

§ 1. Når der som følge af togforsinkelse ikke opnås tilslutning til et andet tog, eller når et tog indstilles på hele eller en del af strækningen, og passageren ønsker at fortsætte sin rejse, skal jernbanen så vidt muligt befordre ham og hans håndbagage og indskrevne bagage uden nogen tillægsbetaling med et tog til samme bestemmelsesstation ad samme rute eller ad en anden rute under de jernbaner, som deltog i den oprindelige rute, såfremt det derved gøres passageren muligt at nå sit bestemmelsessted med den mindst mulige forsinkelse.

§ 2. Jernbanen skal i givet fald påtegne billetten eller kortet om, at forbindelsen ikke blev nået, eller at toget blev indstillet, om fornødent forlænge billettens eller kortets gyldighedstid og gøre billetten eller kortet gyldig ad den nye rute, til den højere vognklassse eller til en togart med højere befordringspris. Tarifferne eller køreplanerne kan dog udelukke visse tog fra sådan benyttelse.

Kapitel II

Befordring af indskrevet bagage

Artikel 17

Tilladte genstande

§ 1. Til befordring som indskrevet bagage modtages genstande bestemt til rejseformål, der indeholdes i kufferter, kurve, tasker, rejsesække og anden emballage af lignende art, såvel som selve den nævnte bagage.

§ 2. De internationale tariffer kan under visse betingelser tillade dyr og genstande, der ikke er nævnt i § 1, især ledsagede motorkøretøjer, der indleveres til befordring med eller uden anhænger, befordret som indskrevet bagage.

§ 3. Tarifferne eller køreplanerne kan udelukke eller begrænse befordringen af indskrevet bagage med bestemte tog eller togarter.

Artikel 18

Udelukkede genstande

Udelukket fra befordring som indskrevet bagage er:

  • a) genstande, hvis befordring er forbudt på et eller flere af de territorier, hvorigennem befordringen som indskrevet bagage skal finde sted;
  • b) genstande, hvis befordring er forbeholdt postvæsenet på et eller flere af de territorier, hvorigennem befordringen som indskrevet bagage skal finde sted;
  • c) handelsvarer;
  • d) omfangsrige eller for tunge genstande;
  • e) farlige stoffer og genstande, navnlig ladte skydevåben, eksplosive eller antændelige stoffer og genstande, antændende (oxiderende), giftige, radioaktive eller ætsende stoffer samt modbydeligt virkende eller smittefarlige stoffer; de internationale tariffer kan på visse betingelser tillade visse af disse stoffer og genstande befordret som indskrevet bagage.

Artikel 19

Ekspedition og befordring af indskrevet bagage

§ 1. Ekspedition af indskrevet bagage finder kun sted mod forevisning af billetter eller kort, gyldige mindst til bagagens bestemmelsesstation, og kun over den rute, som er anført på billetten eller kortet.

Gælder billetten eller kortet over flere ruter eller findes der flere stationer på bestemmelsesstedet, skal passageren nøje betegne ruten eller den station, hvortil den indskrevne bagage skal ekspederes. Jernbanen har intet ansvar for følgerne af, at denne bestemmelse ikke overholdes af passageren.

§ 2. Hvis tarifferne tillader det, kan passageren inden for billettens eller kortets gyldighedstid lade indskrevet bagage ekspedere enten over hele strækningen eller over en hvilken som helst del af denne strækning.

§ 3. Tarifferne bestemmer, om og på hvilke betingelser indskrevet bagage kan modtages til befordring uden forevisning af billet eller kort eller ad en anden rute end den, der er anført på forevist billet eller kort. Når tarifferne tillader, at indskrevet bagage kan modtages til befordring uden forevisning af billet eller kort, gælder bestemmelserne i de fælles regler om passagerens rettigheder og pligter med hensyn til sin indskrevne bagage analogt for afsenderen af indskrevet bagage.

§ 4. Fragten for indskrevet bagage skal betales ved indleveringen.

§ 5. I øvrigt sker ekspeditionen af indskrevert bagage efter de forskrifter, der gælder for afsendelsesstationen.

§ 6. Passageren kan efter de forskrifter, der gælder for afsendelsesstationen, angive det tog, med hvilket hans indskrevne bagage skal befordres. Benytter han sig ikke heraf, sker befordringen med det næste egnede tog.

Skal den indskrevne bagage omlæsses på en tilslutningsstation, skal den viderebefordres med det næste tog, som benyttes til regelmæssig befordring af indskrevet bagage.

Indskrevet bagage kan kun befordres på de angivne vilkår, hvis de bestemmelser, der af told- og andre administrative myndigheder kræves opfyldt på afsendelsesstationen eller undervejs, ikke er til hinder derfor.

Artikel 20

Bagagebevis

§ 1. Ved indleveringen af bagagen udleveres der passageren et bagagebevis.

§ 2. De bagagebeviser, der er udstedt til en international befordring, skal bære tegnet CIV. I en overgangsperiode er tegnet C tilladt.

§ 3. De internationale tariffer eller aftaler mellem jernbanerne bestemmer bagagebevisets form og indhold samt hvilket sprog og hvilke skrifttegn der skal anvendes ved trykning og udfyldning.

§ 4. Medmindre de internationale tariffer bestemmer andet, skal bagagebeviserne angive:

  • a) afsendelses- og bestemmelsesstationen;
  • b) ruten;
  • c) indleveringsdatoen og de tog, med hvilket den indskrevne bagage skal afsendes;
  • d) antallet af passagerer;
  • e) bagagestykkernes antal og masse;
  • f) bagagefragten og andre omkostninger.

§ 5. Passageren skal ved modtagelsen af bagagebeviset forvisse sig om, at det er udfærdiget i overensstemmelse med hans angivelser.

Artikel 21

Bagagens tilstand, beskaffenhed, emballering og mærkning

§ 1. Bagagestykker, hvis tilstand eller beskaffenhed er mangelfuld eller hvis emballering er utilstrækkelig, eller som viser åbenbare tegn på beskadigelse, kan afvises af jernbanen. Hvis bagagen alligevel modtages til befordring, kan jernbanen gøre en bemærkning om forholdet på bagagebeviset. Modtager passageren bagagebeviset med en sådan bemærkning, betragtes det som bevis for, at passageren har anerkendt bemærkningens rigtighed.

§ 2. På et let synligt sted skal passageren på hvert bagagestykke holdbart, tydeligt og på en måde så det ikke kan udviskes eller forveksles angive:

  • a) sit navn og sin adresse
  • b) bestemmelsesstationen og bestemmelseslandet.

Passageren skal fjerne de angivelser, der ikke mere passer, eller gøre dem ulæselige.

Jernbanen kan nægte modtagelse af bagagestykker, der ikke bærer de foreskrevne angivelser.

Artikel 22 Passagerens ansvar. Undersøgelse. Fragttillæg

§ 1. Passageren er ansvarlig for alle følgerne af at artiklerne 17, 18 og 21, § 2, ikke overholdes.

§ 2. Ved en begrundet formodning om en overtrædelse er jernbanen berettiget til at undersøge, om bagagestykkernes indhold opfylder bestemmelserne, når lovene og forskrifterne i den stat, hvor undersøgelsen skal finde sted, ikke forbyder det. Passageren indbydes til at overvære undersøgelsen. Er han ikke til stede eller kan han ikke findes, skal der til undersøgelsen tilkaldes to af jernbanen uafhængige vidner.

§ 3. Hvis en overtrædelse fastslås, skal passageren betale omkostningerne ved undersøgelsen. Ved en overtrædelse af artiklerne 17 og 18 kan jernbanen udover efterbetaling af fragtforskellen og erstatning for eventuel skade opkræve et beløb, der fastsættes i de internationale tariffer.

Artikel 23

Udlevering

§ 1. Udlevering af indskrevet bagage sker mod tilbagelevering af bagagebeviset og mod betaling af de i givet fald på sendingen hvilende omkostninger. Jernbanen er berettiget, men ikke forpligtet, til at efterprøve om indehaveren af bagagebeviset er bererettiget til at modtage bagagen.

§ 2. Lige med udleveringen til indehaveren af bagagebeviset regnes en efter de for udleveringsstationen gældende forskrifter stedfundet:

  • a) overgivelse af den indskrevne bagage til told- eller skattemyndigheder i deres ekspeditions- eller lagerlokaler, når disse ikke står under jernbanens opsyn,
  • b) overgivelse af levende dyr til opbevaring hos en tredjemand.

§ 3. Indehaveren af bagagebeviset kan forlange bagagen udleveret i bestemmelsesstationens bagageekspedition, så snart der efter ankomsten af det tog, med hvilket den skulle befordres, er forløbet den nødvendige tid til at stille den til rådighed og til dens eventuelle behandling af told- og andre administrative myndigheder.

§ 4. Tilbageleveres bagagebeviset ikke, er jernbanen kun forpligtet til at udlevere den indskrevne bagage, såfremt den, der ønsker den udleveret, godtgør sin ret til den; skønness dette ikke sket på fyldestgørende måde, kan jernbanen forlange stillet sikkerhed.

§ 5. Den indskrevne bagage udleveres på den station, hvortil den er ekspederet. Efter et af indehaveren af bagagebeviset rettidigt fremsat ønske kan den dog, hvis forholdene tillader det og told- og andre administrative myndigheders forskrifter ikke er til hinder derfor, tilbageleveres på afsendelsessstationen eller udleveres på en mellemstation mod tilbagelevering af bagagebeviset og, hvis tariffen forlanger det, forevisning af billet eller kort.

§ 6. Indehaveren af bagagebeviset kan, når bagagen ikke udleveres i overensstemmelse med § 3, forlange, at bagagebeviset påtegnes om, på hvilken dag og hvilket klokkeslæt han forlangte bagagen udleveret.

§ 7. Jernbanen er forpligtet til på den berettigedes forlangende i dennes nærværelse at foretage undersøgelse af bagagen for at konstatere en af ham påstået skade. Efterkommer jernbanen ikke hans forlangende, kan den berettigede nægte at modtage bagagen.

§ 8. I øvrigt sker udleveringen af bagagen efter de for udleveringsstationen gældende forskrifter.

Kapitel III

Fælles bestemmelser for befordring af passagerer og indskrevet

bagage

Artikel 24

Opfyldelse af administrative forskrifter

Passageren skal overholde de af told- og andre administrative myndigheder givne forskrifter med hensyn til sin person, medbragte dyr, håndbagage og indskrevne bagage. Han skal være til stede ved undersøgelsen af håndbagagen og den indskrevne bagage, medmindre den pågældende stats love og forskrifter gør undtagelser herfra. Jernbanen har intet ansvar over for passageren for skader opstået som følge af, at passageren ikke overholder disse forpligtelser.

Artikel 25

Tilbagebetaling og efterbetaling

§ 1. Befordringsprisen tilbagebetales helt eller delvis, når

  • a) billetten eller kortet ikke eller kun delvis er blevet benyttet;
  • b) billetten eller kortet på grund af pladsmangel er blevet benyttet til en lavere vognklasse eller til en togart med en lavere pris end billetten eller kortet er udstedt til;
  • c) den indskrevne bagage er blevet tilbageleveret på afsendelsesstationen eller udleveret på en mellemstation.

§ 2. De internationale tariffer bestemmer, hvilke bilag og dokumentationer der skal fremlægges som bevis for krav om tilbagebetaling, tilbagebetalingsbeløbene såvel som de gebyrer, der skal fratrækkes heri.

Disse tariffer kan i bestemte tilfælde udelukke tilbagebetaling af befordringsprisen eller gøre den afhængig af særlige betingelser.

§ 3. Ethvert krav på tilbagebetaling efter de foranstående paragraffer og artikel 10, § 1b), er bortfaldet, hvis det ikke er fremsat over for jernbanen inden for en frist af seks måneder. For billetter eller kort regnes denne frist fra den efter udløbet af deres gyldighedstid følgende dag og for bagagebeviser fra deres udstedelsesdag.

§ 4. I tilfælde af urigtig anvendelse af en tarif eller fejl ved udregningen eller opkrævningen af befordringsprisen og andre omkostninger skal det for meget eller for lidt beregnede beløb kun tilbagebetales af jernbanen eller efterbetales denne, når det overstiger 1 regningsenhed pr. billet eller kort eller pr. bagagebevis.

§ 5. Ved beregning af det beløb, der skal tilbagebetales eller efterbetales, anvendes den officielle omregningskurs på den dag, da befordringsprisen blev opkrævet. Betales der i en anden mønt end den, hvori befordringsprisen er opkrævet, gælder kursen på den dag, da betalingen sker.

§ 6. I alle tilfælde, hvor der ikke er fastsat bestemmelser i denne artikel, og der ikke er truffet aftaler mellem jernbanerne, anvendes de love og forskrifter, der gælder i afrejselandet.

Afsnit III

Ansvar

Kapitel I

Jernbanens ansvar for passagerers død eller tilskadekomst

Artikel 26

Ansvarsgrundlag

§ 1. Jernbanen er ansvarlig for skader, som medfører passagerens død, tilskadekomst eller anden krænkelse af hans legemlige eller åndelige integritet, og som er forårsaget ved et ulykkestilfælde i forbindelse med jernbanedrift under passagerens ophold i jernbanevogne eller ved hans indstigning i eller udstigning af disse.

Jernbanen er endvidere ansvarlig for skader, som forvoldes ved helt eller delvist tab eller beskadigelse af genstande, som den ved et sådant ulykkestilfælde tilskadekomne passager bærer på sig eller medfører som håndbagage; dette gælder også for så vidt angår dyr.

§ 2. Jernbanen er fritaget for dette ansvar:

  • a) hvis ulykkestilfældet er forårsaget af uden for jernbanedriften værende forhold, som jernbanen trods anvendelse af den omhu, som forholdene krævede, ikke har kunnet undgå, og hvis følger den ikke har kunnet afværge;
  • b) helt eller delvis i det omfang ulykken skyldes en fejl fra passagerens side eller forhold hos denne, som ikke stemmer med passagerers normale adfærd;
  • c) hvis ulykkestilfældet skyldes tredjemands forhold, som jernbanen trods anvendelse af den omhu, som forholdene krævede, ikke har kunnet undgå, og hvis følger den ikke har kunnet afværge; er jernbanens ansvar som følge heraf ikke udelukket, er den fuldt ansvarlig inden for begrænsningerne i de fælles regler og uden præjudice med hensyn til dens eventuelle regres mod tredjemand.

§ 3. Jernbanens ansvar i de tilfælde, som ikke er omtalt i § 1, berøres ikke af de fælles regler.

§ 4. Den ansvarlige jernbane ifølge dette kapitel er den jernbane, som efter den i artiklerne 3 og 10 i konventionen omtalte liste driver den strækning, på hvilken ulykkestilfældet er indtruffet. Hvis der efter denne liste er tale om fællesdrift udført af to jernbaner, er de begge ansvarlige.

Artikel 27

Erstatning ved død

§ 1. I tilfælde af passagerens død omfatter erstatningen:

  • a) de i forbindelse med dødsfaldet opståede nødvendige omkostninger, særlig med hensyn til transport af liget, begravelse og ligbrænding;
  • b) hvis døden ikke indtræder straks, den i artikel 28 fastsatte erstatning.

§ 2. Hvis der ved passagerens død er nogen, over for hvem afdøde ifølge loven var underholdspligtig eller i fremtiden ville være blevet det, som har mistet sin forsørger, skal der ligeledes ydes erstatning for dette tab. For personer, over for hvem passageren uden retlig forpligtelse har påtaget sig underhold, behandles erstatningskravet efter national ret.

Artikel 28

Erstatning ved tilskadekomst

Ved passagerens tilskadekomst eller enhver anden krænkelse af hans legemlige eller åndelige integritet omfatter skadeserstatningen:

  • a) nødvendige udgifter, især til behandling, pleje og transport;
  • b) tab, som passageren har lidt, enten fordi hans erhvervsevne er gået helt eller delvis tabt eller fordi der er indtruffet en forøgelse af hans behov som følge af tilskadekomsten.

Artikel 29

Erstatning for andre skader

Det afgøres efter national ret, om og i hvilket omfang jernbanen skal yde erstatning for andre skader end de i artiklerne 27 og 28 omhandlede, især for sjælelig, legemlig (pretium doloris) og æstetisk skade.

Artikel 30

Erstatningens form og begrænsning ved død eller tilskadekomst

§ 1. Den i artiklerne 27, § 2, og 28 b) nævnte erstatning ydes i form af et kapitalbeløb. Såfremt den tilskadekomne passager eller de ifølge artikel 27, § 2, berettigede personer kræver ydelse af en understøttelse og dette er muligt ifølge national ret, skal erstatningen dog ydes i denne form.

§ 2. Størrelsen af den erstatning, som skal ydes i henhold til § 1, afgøres efter national ret. Ved anvendelsen af de fælles regler fastsættes dog for hver passager en højeste grænse på 70.000 regningsenheder ved udbetaling af kapitalbeløb eller en dertil svarende årlig understøttelse, såfremt den højeste grænse ifølge den nationale ret er fastsat til et lavere beløb.

Artikel 31

Begrænsing af erstatningen ved tab eller beskadigelse af genstande

Når jernbanen er ansvarlig efter artikel 26, § 1, 2. afsnit, skal den for hver passager yde en skadeserstatning på indtil 700 regningsenheder.

Artikel 32

Forbud mod ansvarsbegrænsninger

Bestemmelser i tariffer og i særaftaler indgået mellem jernbanen og passageren, som tilsigter at jernbanens ansvar ved passagerers død eller tilskadekomst forud udelukkes helt eller delvis eller bevirker, at den jernbanen påhvilende bevisbyrde overføres til passageren, eller nedsætter de i artikel 30, § 2, og i artikel 31 fastsatte højestebeløb, er ugyldige. Denne ugyldighed medfører dog ikke befordringskontraktens ugyldighed.

Artikel 33

Kombinerede befordringer

§ 1. Med forbehold af § 2 finder bestemmelserne om jernbanens ansvar ved passagerers død eller tilskadekomst ikke anvendelse på skader, som forvoldes under befordring på en af de på den i konventionens artikler 3 og 10 omhandlede liste optagne linier, der ikke er nogen skinnevej.

§ 2. Bliver jernbanevogne befordret på en færge, finder bestemmelserne om jernbanens ansvar ved passagerers død eller tilskadekomst dog anvendelse på de af artikel 26, § 1, omfattede skader, som tilføjes passageren ved et ulykkestilfælde i sammenhæng med jernbanedriften under hans ophold i jernbanevognene eller under hans ind- eller udstigning.

Ved anvendelsen af foranstående afsnit forstås der ved »den stat, på hvis område ulykkestilfældet er indtruffet« den stat, hvis flag færgen fører.

§ 3. Når jernbanen undtagelsesvis ser sig nødsaget til midlertidigt at indstille driften og transporterer eller lader passagererne transportere med et andet befordringsmiddel, er den ansvarlig efter de retsregler, som gælder for dette transportmiddel. Dog vil artikel 18 i konventionen såvel som artiklerne 8, 48-53 og 55 i de fælles regler forblive anvendelige.

Kapitel II

Jernbanens ansvar for indskrevet bagage

Artikel 34

Jernbanernes kollektive ansvar

§ 1. Den jernbane, som har modtaget bagagen til befordring ved at udlevere et bagagebevis, er ansvarlig for befordringens udførelse på hele strækningen indtil udleveringen.

§ 2. Hver efterfølgende jernbane indtræder ved at overtage den indskrevne bagage i befordringskontrakten og overtager de deraf følgende forpligtelser; bestemmelserne i artikel 51, § 3, vedrørende bestemmelsesbanen berøres ikke heraf.

Artikel 35

Ansvarets omfang

§ 1. Jernbanen er ansvarlig for skade, der opstår ved helt eller delvist tab af den indskrevne bagage eller ved beskadigelse af denne i tidsrummet fra dens modtagelse til befordring og indtil udleveringen, såvel som for forsinket levering.

§ 2. Jernbanen er fritaget for dette ansvar, når tabet, beskadigelsen eller den forsinkede levering er forårsaget ved en fejl fra passagerens side, en ordre fra denne, der ikke er foranlediget af en fejl fra jernbanens side, den indskrevne bagages særlige natur eller forhold, som jernbanen ikke har kunnet undgå og hvis følger den ikke har kunnet afværge.

§ 3. Jernbanen er fritaget for dette ansvar, når tabet eller beskadigelsen er en følge af de særlige farer, der er forbundet med en eller flere af følgende kendsgerninger:

  • a) manglende eller mangelfuld emballering;
  • b) den indskrevne bagages naturlige beskaffenhed;
  • c) indlevering af genstande, som er udelukket fra befordring som indskrevet bagage.

Artikel 36

Bevisbyrde

§ 1. Beviset for, at tabet, beskadigelsen eller den forsinkede levering er forårsaget af en af de i artikel 35, § 2, omhandlede kendsgerninger, påhviler jernbanen.

§ 2. Godtgør jernbanen, at tabet eller beskadigelsen efter omstændighederne i det pågældende tilfælde har kunnet skyldes en eller flere af de i artikel 35, § 3, omhandlede særlige farer, formodes skaden at have denne årsag. Den berettigede har dog ret til at bevise, at skaden ikke helt eller delvis er forårsaget ved en af disse farer.

Artikel 37

Formodning for, at den indskrevne bagage er gået tabt

§ 1. Den berettigede kan uden at præstere andet bevis betragte et stykke indskrevet bagage som tabt, hvis det ikke er udleveret eller stillet til hans rådighed inden fjorten dage efter, at det blev forlangt udleveret i henhold til artikel 23, § 3.

§ 2. Genfindes et som tabt betragtet stykke indskrevet bagage inden et år efter, at det blev forlangt udleveret, skal jernbanen underrette den berettigede, såfremt hans adresse kendes eller kan findes.

§ 3. Den berettigede kan inden tredive dage efter modtagelsen af denne meddelelse forlange, at den indskrevne bagage skal udleveres ham på en station på befordringsstrækningen. I dette tilfælde skal han betale befordringsomkostningerne fra indleveringsstationen til den station, hvor udleveringen finder sted, og tilbagebetale den eventuelt modtagne erstatning med fradrag af de i denne indbefattede omkostninger. Hans ret til erstatning for forsinket levering efter artikel 40 berøres dog ikke heraf.

§ 4. Forlanges den genfundne indskrevne bagage ikke udleveret inden den i § 3 fastsatte frist, eller genfindes den mere end et år efter, at den blev forlangt udleveret, råder jernbanen over den efter lovene og reglementerne i den stat, hvorunder den hører.

Artikel 38

Erstatning ved tab

§ 1. Ved helt eller delvist tab af indskrevet bagage skal jernbanen uden nogen yderligere skadeserstatning betale:

  • a) når skadens størrelse er påvist, en hertil svarende erstatning, som dog ikke kan overstige 34 regningsenheder pr. kilogram manglende bruttomasse eller 500 regningsenheder pr. bagagestykke;
  • b) når skadens størrelse ikke er påvist, en erstatning på 10 regningsenheder pr. manglende kilogram bruttomasse eller 150 regningsenheder pr. bagagestykke.

Det bestemmes ved de internationale tariffer, om der skal ydes erstatning pr. manglende kilogram eller pr. manglende bagagestykke.

§ 2. Endvidere skal jernbanen erstatte fragten, toldafgifter og andre beløb, der er betalt i anledning af befordringen af den tabtgåede indskrevne bagage.

Artikel 39

Erstatning ved beskadigelse

§ 1. Ved beskadigelse af den indskrevne bagage skal jernbanen uden nogen yderligere skadeserstatning betale en til bagagens værdiforringelse svarende erstatning.

§ 2. Erstatningen kan ikke overstige:

  • a) hvis hele bagagesendingen er forringet i værdi ved beskadigelsen, det beløb, som skulle betales ved fuldstændigt tab;
  • b) hvis kun en del af bagagesendingen er forringet i værdi ved beskadigelsen, det beløb, som skulle betales, hvis den værdiforringede del var gået tabt.

Artikel 40

Erstatning ved forsinket levering

§ 1. Ved forsinket levering af den indskrevne bagage skal jernbanen for hver påbegyndte fireogtyve timer regnet fra det tidspunkt, da bagagen blev forlangt udleveret, dog højst for fjorten dage, betale:

  • a) når den berettigede påviser, at der ved forsinkelsen er opstået et tab, herunder en beskadigelse, en erstatning svarende til tabets størrelse indtil et maksimalbeløb på 0,40 regningsenheder pr. kilogram bruttomasse eller på 7 regningsenheder pr. stk. af den for sent leverede bagage;
  • b) når den berettigede ikke påviser, at der ved forsinkelsen er opstået et tab, en erstatning på 0,07 regningsenheder pr. kilogram bruttomasse eller på 1,40 regningsenheder pr. stk. af den for sent leverede bagage.

Det bestemmes ved de internationale tariffer, om der skal ydes erstatning pr. kilogram eller pr. bagagestykke.

§ 2. Ved fuldstændigt tab af indskrevet bagage ydes der ikke erstatning efter § 1 ved siden af den i artikel 38 omhandlede erstatning.

§ 3. Ved delvist tab af indskrevet bagage ydes erstatning efter § 1 for den del, der ikke er gået tabt.

§ 4. Ved beskadigelse af indskrevet bagage, der ikke er en følge af forsinket levering, ydes erstatning efter § 1 eventuelt ved siden af den i artikel 39 omhandlede erstatning.

§ 5. I intet tilfælde kan erstatningen efter § 1 sammen med de i artiklerne 38 og 39 omhandlede erstatninger overstige den erstatning, som skulle ydes, hvis bagagesendingen var gået fuldstændig tabt.

Artikel 41

Ledsagede motorkøretøjer

§ 1. Bliver et ledsaget motorkøretøj på grund af en omstændighed, som må tilskrives jernbanen, læsset for sent eller bliver det leveret for sent, skal jernbanen, når den berettigede beviser, at der derved er opstået et tab, betale en erstatning, hvis størrelse ikke må overstige prisen for befordringen af køretøjet.

§ 2. Opstår der på grund af en omstændighed, som må tilskrives jernbanen, en forsinkelse ved læsningen, og giver den berettigede som følge heraf afkald på gennemførelse af befordringskontrakten, tilbagebetales prisen for befordringen af køretøjet og passagererne. Påviser han, at der som følge af denne forsinkelse er opstået et tab, kan han herudover forlange en erstatning, hvis størrelse ikke må overstige prisen for befordringen af køretøjet.

§ 3. Ved helt eller delvist tab af et køretøj beregnes den erstatning, som for det påviste tab skal betales til den berettigede, efter køretøjets værdi på skadestidspunktet, dog ikke over 4000 regningsenheder. En anhænger med eller uden last regnes som et køretøj.

§ 4. For skader på genstande i køretøjerne er jernbanen ikke ansvarlig, medmindre skaderne skyldes dens fejl. Den samlede erstatning kan ikke overstige 700 regningsenheder. Jernbanen er ikke ansvarlig for genstande, som er læsset på køretøjerne.

§ 5. I øvrigt gælder bestemmelserne om ansvar for indskrevet bagage også ved befordring af ledsagede motorkøretøjer.

Kapitel III

Fælles bestemmelser om ansvar

Artikel 42

Erstatning ved forsæt eller grov uagtsomhed

Når skaden skyldes forsæt eller grov uagtsomhed fra jernbanens side, finder bestemmelserne i artiklerne 30, 31 og 38-41 i de fælles regler såvel som de bestemmelser i national ret, som begrænser skadeserstatningen til et bestemt beløb, ikke anvendelse.

I tilfælde af grov uagtsomhed er erstatningen for tabet, beskadigelsen eller den forsinkede levering af indskrevet bagage dog begrænset til det dobbelte af de i artikel 38 til 41 omhandlede maksimalbeløb.

Artikel 43

Rente af erstatningen

§ 1. Den berettigede kan forlange rente af erstatningsbeløbet med fem procent pro anno fra den dag, da den i artikel 49 omhandlede reklamation fremsættes, eller, hvis der ikke er fremsat reklamation, fra den dag, da retsligt krav rejses.

§ 2. For de i artiklerne 27 og 28 omhandlede erstatninger løber renten dog først fra den dag, da de omstændigheder, der tjener til udmåling af skadeserstatningen, foreligger, når denne dag ligger senere end den dag, da reklamation fremsættes eller retsligt krav rejses.

§ 3. For indskrevet bagage kan renter kun forlanges, når erstatningen overstiger 4 regningsenheder pr. bagagebevis.

§ 4. Fremlægger den berettigede i forbindelse med indskrevet bagage ikke inden for en ham givet passende frist de bilag for jernbanen, der er nødvendige for en endelig afgørelse af reklamationen, ophører renten at løbe fra udløbet af denne frist og indtil overgivelsen af bilagene.

Artikel 44

Ansvar for følgerne af nukleare begivenheder

Jernbanen er fritaget for det ansvar, som påhviler den efter de fælles regler, når skaden er forårsaget af en nuklear begivenhed, og den, der driver et nuklearanlæg eller en med ham ligestillet person efter en stats love og forskrifter om ansvar på kerneenergiens område hæfter for sådanne skader.

Artikel 45

Jernbanens ansvar for sit personale

Jernbanen er ansvarlig for sit personale og andre personer, som den anvender ved udførelsen af befordringen.

Hvis imidlertid dette personale og andre personer på en passagers anmodning udfører hverv, som ikke påhviler jernbanen, betragtes de som handlende for den passager, hvem de yder deres tjeneste.

Artikel 46

Andre krav

I alle tilfælde, hvor de fælles regler finder anvendelse, kan et skadeserstatningskrav mod jernbanen, uanset på hvilket retsgrundlag det hviler, kun gøres gældende under de i de fælles regler foreskrevne betingelser og begrænsninger.

Det samme gælder for krav mod personalet og andre personer, for hvilke jernbanen er ansvarlig efer artikel 45.

Artikel 47

Særlige bestemmelser

§ 1. Jernbanens ansvar for tab som følge af togforsinkelse, bortfald af tog eller svigtende tilslutning retter sig med forbehold af artikel 41 efter lovene og reglementerne i den stat, hvor tildragelsen har fundet sted.

§ 2. For genstande og dyr, som passageren efter artikel 15, § 5, selv skal passe på, såvel som for genstande, som passageren har på sig, er jernbanen med forbehold af artikel 26 kun ansvarlig, når skaden skyldes dens fejl.

§ 3. De øvrige artikler i afsnit III og IV gælder ikke for de i §§ 1 og 2 anførte tilfælde.

Afsnit IV

Fremsættelse af krav

Artikel 48

Konstatering af delvist tab eller beskadigelse af indskrevet bagage

§ 1. Når jernbanen opdager eller formoder eller den berettigede hævder, at indskrevet bagage er gået delvis tabt eller er blevet beskadiget, skal jernbanen straks og om muligt i nærværelse af den berettigede optage en protokol, hvorved, alt efter skadens art, bagagens tilstand og masse og så vidt muligt skadens omfang, dens årsag og tidspunktet for dens opståen fastslås.

En afskrift af denne protokol skal udleveres gratis til den berettigede.

§ 2. Godkender den berettigede ikke protokollens indhold, kan han forlange, at bagagens tilstand og masse samt skadens årsag og omfang fastslås af en af parterne eller en ret beskikket sagkyndig. Fremgangsmåden retter sig efter lovene og reglementerne i den stat, hvor konstateringen finder sted.

§ 3. Ved bortkomst af bagagestykker skal den berettigede for at lette jernbanens eftersøgningsarbejde give en så nøjagtig beskrivelse som muligt af de bortkomne bagagestykker.

Artikel 49

Reklamationer

§ 1. Reklamationer vedrørende jernbanens ansvar for passagerers død og tilskadekomst skal indgives skriftligt til en af de nedennævnte jernbaner:

  • a) til den ansvarlige jernbane; såfremt to jernbaner efter artikel 26, § 4, er ansvarlige, til en af disse;
  • b) til afrejsebanen;
  • c) til bestemmelsesbanen;
  • d) til jernbanen på det sted, hvor passageren har sin bopæl eller sit sædvanlige opholdssted, såfremt denne jernbanes sæde er beliggende på en medlemsstats territorium.

§ 2. Øvrige reklamationer vedrørende befordringskontrakten skal rettes skriftligt til en af de i artikel 51, §§ 2 og 3, betegnede jernbaner.

Ved den endelige afgørelse af en reklamation kan jernbanen forlange billetter eller kort eller bagagebeviser tilbageleveret.

§ 3. Retten til at fremsætte reklamation tilkommer de personer, som efter artikel 50 har ret til at sagsøge jernbanen.

§ 4. Billetter eller kort, bagagebeviser og de andre aktstykker, som den berettigede vil vedlægge reklamationen, skal forelægges i original eller i afskrift, der skal være behørigt bekræftet, hvis jernbanen forlanger det.

Artikel 50

Personer, som kan sagsøge jernbanen

Søgsmålsretten mod jernbanen tilkommer den, der forelægger billetter eller kort eller bagagebevis eller på anden måde godtgør sin ret.

Artikel 51 Jernbaner, mod hvilke søgsmål kan anlægges

§ 1. Erstatningssøgsmål på grundlag af jernbanens ansvar for passagerers død og tilskadekomst kan kun anlægges mod den ifølge artikel 26, § 4, ansvarlige jernbane. Ved fællesdrift udført af to jernbaner har sagsøgeren valget mellem disse.

§ 2. Søgsmål om tilbagebetaling af et i henhold til befordringskontrakten betalt beløb kan rettes mod den jernbane, der har opkrævet beløbet, eller mod den jernbane, til hvis fordel det er opkrævet.

§ 3. Søgsmål vedrørende andre fra befordringskontrakten hidrørende krav kan rettes mod afgangsbanen, bestemmelsesbanen eller den jernbane, på hvilken det til grund for kravet liggende forhold er indtruffet.

Bestemmelsesbanen kan sagsøges, selv om den ikke har modtaget den indskrevne bagage.

§ 4. Hvis sagsøgeren har valget mellem flere jernbaner, ophører hans ret til at vælge, så snart der er anlagt sag mod en af disse jernbaner.

§ 5. Retsligt krav kan fremsættes mod en anden end de i §§ 2 og 3 angivne jernbaner, når det fremkommer som kontrasøgsmål eller indsigelse, og hovedsøgsmålet grunder sig på samme befordringskontrakt.

Artikel 52

Kompetence

§ 1. Retssager på grundlag af jernbanens ansvar for passagerers død og tilskadekomst kan kun indbringes for den kompetente domstol i den stat, på hvis territorium ulykkestilfældet er overgået passageren, medmindre aftaler mellem stater eller koncessioner bestemmer andet.

§ 2. Andre retssager på grundlag af de fælles regler kan kun indbringes for den kompetente domstol i den stat, hvorunder den sagsøgte jernbane hører, medmindre aftaler mellem stater eller koncessioner bestemmer andet.

Når en jernbane driver selvstændige jernbanenet i forskellige stater, betragtes hvert af disse net ved anvendelsen af denne paragraf som en særkilt jernbane.

Artikel 53

Bortfald af krav vedrørende ansvaret for passagerers død og tilskadekomst

§ 1. Alle krav fra den berettigede på grundlag af jernbanens ansvar for passagerers død og tilskadekomst er bortfaldet, hvis han ikke senest tre måneder efter, at han er blevet bekendt med skaden, anmelder denne til en af de jernbaner, til hvilken reklamation kan indgives i medfør af artikel 49, § 1.

Anmelder den erstatningsberettigede mundtligt skaden til jernbanen, skal denne give ham en attestering af den mundtlige anmeldelse.

§ 2. Erstatningskravet bortfalder dog ikke, når

  • a) den erstatningsberettigede inden den i § 1 nævnte frist har reklameret over for en af de i artikel 49, § 1, nævnte jernbaner;
  • b) den ansvarlige jernbane eller, hvis efter artikel 26, § 4, to jernbaner er ansvarlige, når en af dem inden den i § 1 nævnte frist på anden måde har fået kendskab til passagerens ulykkestilfælde;
  • c) undladelse eller forsinkelse af anmeldelsen af ulykkestilfældet skyldes omstændigheder, som ikke kan bebrejdes den erstatningsberettigede;
  • d) den erstatningsberettigede beviser, at jernbanen er skyld i ulykkestilfældet.

Artikel 54

Bortfald af krav hidrørende fra befordringskontrakten om indskrevet bagage

§ 1. Ved den berettigedes modtagelse af den indskrevne bagage bortfalder ethvert fra befordringskontrakten stammende krav mod jernbanen for delvist tab, beskadigelse eller forsinket levering.

§ 2. Kravene bortfalder dog ikke:

  • a) ved delvist tab eller ved beskadigelse, hvis

1. tabet eller beskadigelsen er fastslået efter artikel 48 inden den berettigedes modtagelse af den indskrevne bagage;

2. den konstatering, som skulle være sket efter artikel 48, alene ved jernbanens fejl ikke er blevet foretaget;

  • b) ved ikke udvendigt kendelig skade, som først fastslås efter den berettigedes modtagelse af den indskrevne bagage, hvis han

1. straks efter, at skaden er opdaget, og senest tre dage efter modtagelsen af den indskrevne bagage forlanger konstatering af skaden efter artikel 48;

2. herudover beviser, at skaden er sket i tiden mellem bagagens modtagelse til befordring og dens udlevering;

  • c) ved forsinket levering, når den berettigede inden enogtyve dage fremsætter sit krav over for en af de i artikel 51, § 3, nævnte jernbaner;
  • d) når den berettigede beviser, at skaden skyldes forsæt eller grov uagtsomhed fra jernbanens side.

Artikel 55

Forældelse af krav

§ 1. Erstatningssøgsmål på grundlag af jernbanens ansvar for passagerers død og tilskadekomst forældes:

  • a) for passageren på tre år, regnet fra dagen efter ulykkestilfældet;
  • b) for andre erstatningsberettigede på tre år, regnet fra dagen efter passagerens død, dog senest fem år, regnet fra dagen efter ulykkestilfældet.

§ 2. Andre krav stammede fra befordringskontrakten forældes efter et års forløb.

Forældelsen indtræder dog først efter to års forløb, når det drejer sig om krav

  • a) i anledning af en med forsæt forvoldt skade;
  • b) i tilfælde af bedrageri.

§ 3. Forældelsen efter § 2 løber

  • a) ved krav på erstatning for fuldstændigt tab fra den fjortende dag efter udløbet af den frist, der er fastsat i artikel 23, § 3;
  • b) ved krav på erstatning for delvist tab, beskadigelse eller forsinket levering fra den dag, da udleveringen har fundet sted;
  • c) ved krav på betaling eller godtgørelse af befordringspriser, gebyrer eller fragttillæg eller på berigtigelse i tilfælde af urigtig anvendelse af en tarif eller fejlagtig opkrævning fra dagen for betalingen, eller hvis betaling ikke har fundet sted, fra den dag, da den skulle have fundet sted;
  • d) ved krav på en af told- eller anden administrativ myndighed forlangt efterbetaling fra den dag, da vedkommende myndighed har fremsat fordringen;
  • e) i alle andre tilfælde vedrørende befordringen af passagerer fra den dag, da billettens eller kortets gyldighedstid udløber.

Den dag, der er angivet som udgangspunkt for forældelsen, medregnes i intet tilfælde i fristen.

§ 4. Når reklamation med de nødvendige aktstykker er fremsat over for jernbanen efter artikel 49, hviler forældelsesfristen indtil den dag, da jernbanen skriftligt afviser reklamationen og tilbagesender aktstykkerne. Bliver reklamationen delvis imødekommet, begynder forældelsesfristen igen at løbe for den endnu ikke imødekomne del af reklamationen. Bevisbyrden for reklamationens indgang eller besvarelse og for tilbagesendelsen af aktstykkerne har den, som påberåber sig disse forhold.

Yderligere reklamationer vedrørende samme krav standser ikke forældelsesfristens løb.

§ 5. Et forældet krav kan heller ikke gøres gældende som kontrasøgsmål eller indsigelse.

§ 6. Under forbehold af foranstående bestemmelser gælder for standsning og afbrydelse af forældelsesfristen national ret.

Afsnit V

Jernbanernes indbyrdes forhold

Artikel 56

Afregning mellem jernbanerne

Hver jernbane skal betale de andre deltagende jernbaner den dem tilkommende andel af den befordringspris, som den har opkrævet eller skulle have opkrævet.

Artikel 57

Regres ved tab eller beskadigelse

§ 1. Den jernbane, som efter de fælles regler har betalt en erstatning for helt eller delvist tab eller for beskadigelse af indskrevet bagage, har ret til regres over for de jernbaner, som har deltaget i befordringen, efter følgende bestemmelser:

  • a) den jernbane, der har forårsaget skaden, er ene ansvarlig for denne;
  • b) har flere jernbaner forårsaget skaden, hæfter hver af dem for den skade, som den har forårsaget; er det ikke muligt at fastslå hver banes ansvar, fordeles erstatningen mellem dem efter c);
  • c) kan det ikke bevises, at skaden er forårsaget af en eller flere jernbaner, fordeles erstatningen på samtlige jernbaner, som har deltaget i befordringen, med undtagelse af dem, som beviser, at skaden ikke er forårsaget på deres linier. Fordelingen sker i forhold til antallet af tarifkilometer.

§ 2. Er en af disse jernbaner insolvent, fordeles den på denne faldende ikke betalte andel på alle de øvrige jernbaner, som har deltaget i befordringen, i forhold til antallet af tarifkilometer.

Artikel 58

Regres ved forsinket levering

Artikel 57 finder anvendelse ved erstatning for forsinket levering. Skyldes forsinkelsen flere jernbaner, fordeles erstatningen på disse baner i forhold til varigheden af forsinkelsen på deres respektive linier.

Artikel 59

Fremgangsmåden ved regres

§ 1. Den jernbane, hos hvilken der søges regres efter artiklerne 57 og 58, kan ikke bestride retmæssigheden af den af den regressøgende jernbane foretagne udbetaling, når erstatningen er blevet retsligt fastsat, efter at retssagen er blevet behørigt forkyndt for den førstnævnte jernbane, og denne har haft mulighed for at intervenere i sagen. Domstolen i hovedsagen fastsætter fristerne for forkyndelsen og interventionen.

§ 2. Den jernbane, som søger regres, skal søge alle de jernbaner, med hvilke den ikke har opnået en mindelig ordning, under een og samme retssag; ellers fortabes regresretten over for de ikke indstævnede jernbaner.

§ 3. Domstolen skal afgøre alle de forelagte regressager ved een og samme dom.

§ 4. De sagsøgte jernbaner kan ikke søge yderligere regres.

§ 5. Regressagen må ikke inddrages under erstatningssagen, som er anlagt af den i henhold til befordringskontrakten berettigede.

Artikel 60

Kompetence ved regres

§ 1. Kun domstolen på det sted, hvor den til regres søgte jernbane har sit sæde, er kompetent til at dømme i regressagerne.

§ 2. Når der skal rejses regressøgsmål mod flere jernbaner, har den regressøgende jernbane valget mellem de efter § 1 kompetente domstole.

Artikel 61

Overenskomster om regres

Med undtagelse af den i artikel 59, § 5, fastsatte bestemmelse kan jernbanerne ved overenskomster fravige bestemmelserne i dette afsnit om den gensidige regres.

Afsnit VI

Undtagelsesbestemmelser

Artikel 62

Afvigelser

Bestemmelserne i de fælles regler går ikke forud for de bestemmelser, som visse stater måtte træffe for deres gensidige trafik ved anvendelse af særlige traktater, som for eksempel traktaterne om Det europæiske Kul- og Stålfællesskab og Det europæiske økonomiske Fælleskab.

Bilag B til konvention af 9. maj 1980 om internationale jernbanebefordringer (COTIF)

FÆLLES REGLER

for kontrakten om international befordring af gods med jernbane

  • (CIM)

Afsnit I

Almindelige bestemmelser

Artikel 1

Gyldighedsområde

§ 1. Med forbehold af de i artikel 2 nævnte undtagelser finder de fælles regler anvendelse på alle godssendinger, der indleveres med direkte fragtbrev til befordring ad en rute, der berører mindst to staters territorier og udelukkende går over linier, som er opført på den i konventionens artikler 3 og 10 omhandlede liste.

§ 2. I de fælles regler omfatter udtrykket »station« jernbanestationer, skibsfartsliniers anløbssteder og alle andre transportforetagenders holdesteder, der er åbne for publikum med henblik på udførelse af fragtkontrakten.

Artikel 2

Undtagelser fra gyldighedsområdet

§ 1. Sendinger, hvis afsendelses- og bestemmelsesstation ligger på samme stats territorium, og som kun transiterer en anden stats territorium, er ikke undergivet de fælles regler,

  • a) når transitstrækningen udelukkende drives af en jernbane i afsendelsesstaten eller
  • b) når de deltagende stater eller jernbaner har truffet aftale om, at disse befordringer ikke skal betragtes som internationale.

§ 2. Sendinger mellem to nabostaters stationer og sendinger mellem to staters stationer over en tredje stats territorium er, når de linier, hvorover befordringen finder sted, udelukkende drives af den ene af disse tre staters jernbaner, underkastet denne banes bestemmelser for lokaltrafik, såfremt afsenderen ved brug af det dertil svarende fragtbrev anmoder herom og ingen af de pågældende staters love og reglementer er til hinder derfor.

Artikel 3

Befordringspligt

§ 1. Jernbanen er forpligtet til at befordre alle godssendinger, der indleveres som vognladningsgods, efter de fælles regler, såfremt

  • a) afsenderen efterkommer de fælles regler, tillægsbestemmelserne og tarifferne,
  • b) befordringen er mulig med det personale og de normale befordringsmidler, som er tilstrækkelige for trafikbehovet,
  • c) befordringen ikke hindres af forhold, som jernbanen hverken kan afværge eller afhjælpe.

§ 2. Jernbanen er kun forpligtet til at modtage gods, hvis indlæsning, omladning eller aflæsning kræver brug af særlige hjælpemidler, når de pågældende stationer råder over sådanne hjælpemidler.

§ 3. Jernbanen er kun forpligtet til at modtage gods, hvis befordring kan iværksættes uden forsinkelse; de for afsendelsesstationen gældende forskrifter afgør, i hvilke tilfælde gods, der ikke opfylder denne betingelse, skal tages i foreløbig forvaring.

§ 4. Når den dertil beføjede myndighed har anordnet, at

  • a) driften midlertidigt eller varigt skal indstilles helt eller delvis,
  • b) visse sendinger skal være udelukket fra befordring eller kun modtages til befordring på visse betingelser,

skal disse forholdsregler ufortøvet bringes til offentlighedens og jernbanernes kundskab; jernbanerne underretter de andre staters jernbaner med henblik på deres offentliggørelse.

§ 5. Jernbanerne kan ved indbyrdes aftale koncentrere befordringen af gods i visse forbindelser over bestemte grænseovergange og over bestemte transitlande.

Disse forholdsregler meddeles Centralbureauet. De opføres af jernbanerne på særlige lister, offentliggøres på samme måde som internationale tariffer og træder i kraft en måned efter datoen for meddelelsen til Centralbureauet.

§ 6. Enhver overtrædelse fra jernbanens side af denne artikel kan begrunde en fordring på erstatning for det derved forvoldte tab.

Artikel 4

Genstande, der er udelukket fra befordring

Udelukket fra befordring er:

  • a) genstande, hvis befordring er forbudt på et eller flere af de territorier, hvorigennem befordringen skal finde sted;
  • b) genstande, hvis befordring er forbeholdt postvæsenet på et eller flere af de territorier, hvorigennem befordringen skal finde sted;
  • c) genstande, der på grund af deres omfang, masse eller beskaffenhed ikke egner sig til den forlangte befordring under hensyn til en eller flere af de i betragtning kommende baners indretning eller materiel;
  • d) stoffer og genstande, der efter Reglement for international befordring af farligt gods med jernbane (RID), bilag I til de fælles regler, er udelukket fra befordring, dog med de i artikel 5, § 2, omhandlede undtagelser.

Artikel 5

Genstande, der modtages til befordring på visse betingelser

§ 1. På visse betingelser modtages til befordring:

  • a) stoffer og genstande, som modtages til befordring efter betingelserne i RID eller efter de i § 2 fastsatte overenskomster og tarifbestemmelser;
  • b) lig, jernbanekøretøjer, som løber på egne hjul, levende dyr såvel som genstande, hvis befordring som følge af deres omfang, masse eller beskaffenhed frembyder særlige vanskeligheder, på de i tillægsbestemmelserne fastsatte betingelser; disse kan afvige fra de fælles regler. Afsenderen skal medgive levende dyr en ledsager. Ledsager er dog ikke nødvendig, når dette er fastsat ved internationale tariffer eller når de i befordringen deltagende jernbaner efter anmodning fra afsenderen giver afkald herpå; i dette tilfælde er jernbanen - under forbehold af modsat aftale - fri for ansvar for tab eller beskadigelse, der er opstået af en fare, som skulle være afværget ved ledsagelse.

§ 2. To eller flere stater kan ved overenskomster eller to eller flere jernbaner kan ved tarifbestemmelser aftale betingelser, på hvilke visse stoffer og genstande, som efter RID er udelukket fra befordring, alligevel skal kunne modtages til befordring.

Staterne eller jernbanerne kan på samme måde lempe de i RID omhandlede betingelser for tilladelse til befordring.

Disse overenskomster og tarifbestemmelser skal offentliggøres og meddeles Centralbu- reauet; Centralbureauet bringer dem til staternes kundskab.

Artikel 6

Tariffer. Særoverenskomster

§ 1. Fragt og gebyrer regnes efter de tariffer, som er lovligt gældende og behørigt offentliggjort i hver stat, og som gælder på tidspunktet for fragtkontraktens afslutning, selv om fragten regnes særskilt for forskellige dele af befordringsstrækningen.

§ 2. Tarifferne skal indeholde alle for befordringen gældende særlige betingelser, særligt de for beregning af fragt og gebyrer nødvendige angivelser, og i givet fald betingelserne for omregning af valuta.

Tarifbetingelserne må kun afvige fra de fælles regler, når disse udtrykkeligt tillader det.

§ 3. Tarifferne skal anvendes over for alle på de samme betingelser.

§ 4. Jernbanerne kan slutte særoverenskomster, hvorved der indrømmes prisnedsættelser eller andre fordele, for så vidt tilsvarende betingelser indrømmes andre brugere, der er i en tilsvarende situation.

Nedsættelser eller andre begunstigelser kan ydes jernbanetjenesten, den offentlige administration eller velgørende formål.

De i medfør af første og andet stykke trufne foranstaltninger behøver ikke at offentliggøres.

§ 5. De internationale tariffer kan erklæres for obligatoriske i international trafik under udelukkelse af de indenlandske tariffer.

Anvendelsen af en international tarif kan gøres afhængig af, at den udtrykkeligt forlanges i fragtbrevet.

§ 6. Tarifferne og tarifændringerne betragtes som behørigt offentliggjort, så snart jernbanen har stillet alle enkeltheder herom til rådighed for brugerne.

Internationale tariffer behøver kun at offentliggøres i stater, hvis jernbaner deltager i disse tariffer som afsendelses- eller bestemmelsesbane.

§ 7. Forhøjelse af internationale tariffers takster og andre skærpelser af tariffernes befordringsbestemmelser træder tidligst i kraft femten dage efter deres offentliggørelse, bortset fra følgende tilfælde:

  • a) hvis en international tarif foreskriver udvidelse af en indenlandsk tarifs gyldighed til hele strækningen, gælder offentliggørelsesfristerne i denne indenlandske tarif;
  • b) hvis forhøjelserne af taksterne i en international tarif er en følge af en generel forhøjelse af taksterne i en deltagende banes indenlandske tariffer, træder de i kraft dagen efter deres offentliggørelse, forudsat at tilpasningen af taksterne i den internationale tarif til denne forhøjelse er blevet bekendtgjort mindst femten dage før; denne bekendtgørelse kan dog ikke finde sted før det tidspunkt, da forhøjelsen af taksterne i de pågældende indenlandske tariffer offentliggøres;
  • c) hvis ændringer i internationale tariffers takster og gebyrer er en følge af kursændringer, eller hvis det drejer sig om rettelser af åbenbare fejl, træder disse ændringer og berigtigelser i kraft dagen efter deres offentliggørelse.

§ 8. I stater, hvor der ikke består nogen forpligtelse til at offentliggøre bestemte tariffer eller til at anvende dem over for alle på de samme betingelser, finder de bestemmelser i denne artikel, der indeholder en sådan forpligtelse, ikke anvendelse.

§ 9. Ud over de i tarifferne fastsatte fragter og gebyrer må jernbanen kun opkræve sine udlæg. Disse udlæg skal behørigt fastslås og opføres særskilt i fragtbrevet med angivelse af alle fornødne bevismidler. Når disse bevismidler består af bilag, som er vedlagt fragtbrevet, og når betalingen af de pågældende udlæg påhviler afsenderen, skal bilagene ikke udleveres til adressaten sammen med fragtbrevet, men tilstilles afsenderen sammen med den i artikel 15, § 7, nævnte regning over omkostningerne.

Artikel 7

Regningsenhed. Kurs for omregning og modtagelse af fremmed mønt

§ 1. Den i de fælles regler fastsatte regningsenhed er den særlige trækningsrettighed, som denne er defineret af Den internationale Valutafond.

Den i de særlige trækningsrettigheder udtrykte værdi af den nationale mønt i en stat, som er medlem af Den internationale Valutafond, fastsættes efter den beregningsmåde, som Den internationale Valutafond anvender for sine egne operationer og transaktioner.

§ 2. Den i de særlige trækningsrettigheder udtrykte værdi af den nationale mønt i en stat, som ikke er medlem af Den internationale Valutafond, beregnes på den af denne stat fastsatte måde.

Denne beregning skal så vidt muligt føre til den samme realværdi i national mønt, som ville være fremkommet ved anvendelsen af § 1.

§ 3. For en stat, der ikke er medlem af Den internationale Valutafond og hvis lovgivning ikke tillader anvendelsen af § 1 eller § 2, bliver den i de fælles regler fastsatte regningsenhed sat lig med tre guldfrancs.

Guldfranc defineres ved 10/31 gram guld med en finholdighed på 0,900.

Omregningen af guldfranc skal så vidt muligt føre til den samme realværdi i national mønt, som ville være fremkommet ved anvendelsen af § 1.

§ 4. Inden for tre måneder efter konventionens ikrafttræden og hver gang der indtræder en ændring i deres beregningsmåde eller i værdien af deres nationale mønt i forhold til regningsenheden, meddeler staterne Centralbureauet deres beregningsmåde i henhold til § 2 eller resultatet af omregningen i henhold til § 3.

Centralbureauet bringer disse meddelelser til staternes kundskab.

§ 5. Jernbanen skal bekendtgøre de kurser,

  • a) efter hvilke den omregner de i fremmed mønt udtrykte beløb, som skal betales i landets mønt (omregningskurser),
  • b) efter hvilke den modtager fremmede betalingsmidler (vekselkurser).

Artikel 8

Særbestemmelser for visse befordringer

§ 1. For befordring af private vogne er der fastsat særlige bestemmelser i Reglement for international befordring med jernbane af private vogne (RIP), bilag II til de fælles regler.

§ 2. For befordring af containere er der fastsat særlige bestemmelser i Reglement for international befordring med jernbane af containere (RICo), bilag III til de fælles regler.

§ 3. For befordring af ekspresgods kan jernbanerne ved tariffer aftale særlige bestemmelser overensstemmende med Reglement for international befordring af ekspresgods med jernbane (RIEx), bilag IV til de fælles regler.

§ 4. For følgende befordringer kan to eller flere stater ved overenskomster eller to eller flere jernbaner kan ved tillægsbestemmelsr eller tarifbestemmelser aftale befordringsbetingelser, som afviger fra de fælles regler:

  • a) sendinger med negotiable fragtdokumenter,
  • b) sendinger, der kun udleveres mod overgivelse af fragtbrevduplikat,
  • c) avissendinger,
  • d) sendinger, der er bestemt til messer eller udstillinger,
  • e) sendinger af læssemidler samt midler til beskyttelse af det befordrede gods mod varme og kulde,
  • f) sendinger, som på hele strækningen eller på delstrækninger befordres på grundlag af fragtbreve, der ikke tjener som fragtberegnings- eller regnskabsbilag,
  • g) sendinger, som befordres på grundlag af bilag beregnet til automatisk databehandling.

Artikel 9

Tillægsbestemmelser

§ 1. To eller flere stater eller to eller flere jernbaner kan med henblik på gennemførelsen af de fælles regler fastsætte tillægsbestemmelser; de må kun afvige fra de fælles regler, når dette udtrykkeligt er hjemlet.

§ 2. Tillægsbestemmelserne træder i kraft og offentliggøres under de i hver enkelt stats love og reglementer foreskrevne former. Tillægsbestemmelserne og deres ikrafttræden meddeles Centralbureauet.

Artikel 10

National ret

§ 1. I mangel af bestemmelser i de fælles regler, i tillægsbestemmelserne og i de internationale tariffer kommer national ret til anvendelse.

§ 2. Ved national ret forstås retten i den stat, i hvilken den berettigede gør sit krav gældende, herunder reglerne om lovkonflikter.

Afsnit II

Afslutning og udførelse af fragtkontrakten

Artikel 11

Afslutning af fragtkontrakten

§ 1. Fragtkontrakten er sluttet, så snart afsendelsesbanen har modtaget godset til befordring med det dertil hørende fragtbrev. Til bekræftelse af modtagelsen anbringes afsendelsesstationens datostempel eller maskinelle bogføringsangivelse med modtagelsesdato på fragtbrevet og eventuelle tillægsblade.

§ 2. Behandlingen i henhold til § 1 skal ske umiddelbart efter at alt det i fragtbrevet anførte gods er modtaget og afsenderen - for så vidt de for afsendelsesstationen gældende forskrifter bestemmer det - har betalt de omkostninger, som han har påtaget sig at udrede, eller har stillet sikkerhed efter artikel 15, § 7. Denne behandling skal foretages i afsenderens nærværelse, hvis han forlanger det.

§ 3. Det med datostempel eller med maskinel bogføringsangivelse forsynede fragtbrev udgør bevis for afslutning af fragtkontrakten og dennes indhold.

§ 4. For gods, hvis læsning påhviler afsenderen i henhold til tarifferne eller en på afsendelsesstationen tilladt aftale derom mellem ham og jernbanen, er angivelserne i fragtbrevet om godsets masse eller stykketal dog kun bevis mod jernbanen, hvis denne har verificeret masse eller stykketal og gjort bemærkning derom i fragtbrevet. I givet fald kan disse angivelser bevises på anden måde.

Angivelserne i fragtbrevet om masse eller stykketal tjener ikke som bevis mod jernbanen, når forskellen i disse angivelser åbenbart ikke skyldes et faktisk tab. Dette er særligt tilfældet, når vognen er overgivet til adressaten med uskadte originalplomber.

§ 5. Jernbanen skal ved anbringelse af datostemplet eller den maskinelle bogføringsangivelse på fragtbrevduplikatet bevidne, at og på hvilken dag den har modtaget godset til befordring, før duplikatet tilbagegives til afsenderen.

Dette duplikat gælder hverken som originalfragtbrev eller konnossement.

Artikel 12

Fragtbrev

§ 1. Afsenderen skal afgive et behørigt udfyldt fragtbrev.

Der skal anvendes et fragtbrev for hver sending. Et fragtbrev må kun omfatte gods, der er læsset på een vogn. Ved tillægsbestemmelserne kan denne regel fraviges.

§ 2. Jernbanerne fastsætter den fælles fragtbrevformular for fragtgods og ilgods; den skal indeholde et duplikat bestemt for afsenderen.

Afsenderens valg af fragtbrev viser, om godset skal befordres som fragtgods eller ilgods. Medmindre der foreligger aftale derom mellem alle i betragtning kommende jernbaner, er det ikke tilladt at forlange ilgodsbefordring på en del af strækningen og fragtgodsbefordring på en anden del.

I tarifferne kan jernbanerne for bestemte forbindelser, særligt mellem nabostater, foreskrive anvendelsen af en forenklet fragtbrevformular.

§ 3. Fragtbrevet skal være trykt på to eller eventuelt tre sprog, hvoraf mindst det ene skal være et af organisationens arbejdssprog.

De internationale tariffer kan bestemme, på hvilket sprog afsenderens angivelser i fragtbrevet skal være affattet. I mangel heraf skal angivelserne være affattet på et af afsendelseslandets officielle sprog, og der skal tilføjes en oversættelse på et af organisationens arbejdssprog, såfremt angivelserne ikke er affattet på et af disse sprog.

Ved afsenderens angivelser i fragtbrevet skal anvendes latinsk skrift, såfremt der ikke er fastsat afvigelser i tillægsbestemmelserne eller i de internationale tariffer.

Artikel 13

Fragtbrevets indhold

§ 1. Fragtbrevet skal i ethvert tilfælde indeholde:

  • a) betegnelse af bestemmelsesstationen;
  • b) adressatens navn og adresse; som adressat må kun angives en fysisk person eller eet andet retssubjekt;
  • c) betegnelse af godset;
  • d) massen eller i stedet for denne en tilsvarende angivelse i overensstemmelse med de for afsendelsesstationen gældende forskrifter;
  • e) antallet af godsstykker og emballeringsmåden såvel for stykgodssendinger som ved vognladningsgods, der skal omlades i kombineret jernbane/skibstrafik, uanset om ladningen består af et eller flere godsstykker;
  • f) vognens nummer, for private vogne yderligere taramassen, for sendinger, hvis læsning påhviler afsenderen;
  • g) en nøjagtig fortegnelse over de af told- og andre administrative myndigheder foreskrevne papirer, som er vedføjet fragtbrevet eller efter angivelse i dette holdes til rådighed for jernbanen på en nærmere angiven station, på et toldkontor eller hos nogen anden myndighed;
  • h) afsenderens navn og adresse; som afsender må kun angives een fysisk person eller eet retssubjekt; når de for afsendelsesstationen gældende forskrifter kræver det, skal afsenderen ved siden af sit navn og sin adresse tilføje sin underskrift håndskrevet, trykt eller med stempel.

Begreberne »vognladningsgods« og »stykgods« defineres for hele strækningen efter de for afsendelsesstationen gældende forskrifter.

§ 2. Fragtbrevet skal i givet fald indeholde alle de andre angivelser, der er foreskrevet i de fælles regler. Andre angivelser må kun optages i fragtbrevet, når de er påbudt eller tilladt ved en stats love og reglementer, ved tillægsbestemmelserne eller tarifferne og ikke strider mod de fælles regler.

§ 3. Afsenderen kan dog på det dertil bestemte sted i fragtbrevet, men kun til underretning for adressaten og uden nogen forpligtelse eller ansvar for jernbanen, anføre bemærkninger vedrørende sendingen.

§ 4. Det er ikke tilladt at erstatte fragtbrevet med andre dokumenter eller at vedføje det andre papirer end de ved de fælles regler, tillægsbestemmelserne eller tarifferne påbudte eller tilladte.

Artikel 14

Ruter og tariffer, der skal anvendes

§ 1. Afsenderen kan i fragtbrevet foreskrive ruten ved at angive grænseovergange eller grænsestationer og eventuelt overgangsstationer mellem jernbaner. Han kan kun angive grænseovergange eller grænsestationer, der er åbne for trafikken i den pågældende forbindelse.

§ 2. Lige med en ruteforskrift regnes:

  • a) angivelsen af de stationer, hvor told- eller andre administrative forskrifter skal opfyldes, samt de stationer, hvor sendingen skal underkastes særlig behandling (røgt af dyr, efterisning o.s.v.);
  • b) angivelsen af de tariffer, der skal anvendes, når den er tilstrækkelig til at fastslå de stationer, mellem hvilke de forlangte tariffer skal anvendes;
  • c) angivelsen af, at alle eller nogle omkostninger indtil X betales (hvor X betegner tarifsnitpunktet mellem to nabolande).

§ 3. Jernbanen kan udover de i artikel 3, §§ 4 og 5, og artikel 33, § 1, omhandlede tilfælde kun befordre godset ad en anden end den af afsenderen foreskrevne rute under følgende to betingelser:

  • a) at de af told- eller andre administrative myndigheder krævede formaliteter samt den særlige behandling af sendingen altid sker på de af afsenderen angivne stationer;
  • b) at omkostningerne og leveringsfristerne ikke bliver større end ved beregning over den af afsenderen foreskrevne rute.

Stk. a) gælder ikke for stykgods, når en af de i befordringen deltagende jernbaner ikke kan overholde den af afsenderen foreskrevne rute på grund af en ruteforskrift i sin transportorganisation for international stykgodstrafik.

§ 4. Med forbehold af § 3 regnes omkostningerne og leveringsfristerne over den af afsenderen foreskrevne rute eller, når en sådan mangler, over den af jernbanen valgte rute.

§ 5. Afsenderen kan i fragtbrevet foreskrive, hvilke tariffer der ønskes anvendt. Jernbanen skal anvende disse tariffer, hvis betingelserne for deres anvendelse er opfyldt.

§ 6. Er afsenderens angivelser ikke tilstrækkelige til at bestemme ruten eller de tariffer, der skal anvendes, eller er enkelte af disse angivelser uforenelige med hinanden, skal jernbanen vælge den rute eller de tariffer, som synes den fordelagtigst for afsenderen.

§ 7. Jernbanen er kun ansvarlig for skade som følge af valget efter § 6 i tilfælde af forsæt eller grov uagtsomhed.

§ 8. Består der en international tarif fra afsendelses- til bestemmelsesstationen, og har jernbanen i mangel af tilstrækkelige angivelser fra afsenderen anvendt denne tarif, skal den på den berettigedes forlangende tilbagebetale ham forskellen mellem den på denne måde regnede fragt og den fragt, der ville være fremkommet ved sammenlægning af fragten efter andre, over samme strækning gældende tariffer, når denne forskel overstiger fire regningsenheder pr. fragtbrev.

Det samme gælder under ellers lige forudsætninger, når jernbanen i mangel af tilstrækkelige angivelser fra afsenderen har beregnet fragten ved sammenlægning på grundlag af flere tariffer i stedet for på grundlag af en anvendelig prismæssig gunstigere international tarif.

Artikel 15

Omkostningernes betaling

§ 1. Omkostningerne (fragt, gebyrer, toldbeløb og andre omkostninger, der påløber fra godsets modtagelse til befordring og til dets udlevering) skal betales enten af afsenderen eller af adressaten overensstemmende med nedenstående bestemmelser.

Ved anvendelsen af disse bestemmelser betragtes beløb, der efter den anvendte tarif ved fragtberegningen skal lægges til taksterne i de normale tariffer eller undtagelsestariffer, som fragt.

§ 2. Vil afsenderen betale alle eller en del af omkostningerne, skal han angive dette i fragtbrevet ved en af følgende angivelser:

  • a) 1. »Franko fragt«, hvis han kun vil betale selve fragten;

2. Franko fragt indbefattet . . .', hvis han foruden fragten vil betale andre omkostninger; han skal nøjagtigt betegne disse omkostninger; tilføjelserne, der kun kan vedrøre gebyrer og andre fra godsets modtagelse til befordring til dets udlevering opstående omkostninger samt beløb, der opkræves af told- eller andre administrative myndigheder, må ikke medføre deling af en enkelt omkostningsarts totalbeløb (f.eks. det samlede beløb af told og andre beløb, der skal betales til toldmyndighederne; merværdiafgift betragtes herved som en omkostningsart for sig);

3. Franko fragt til X' (hvor X betegner navnet på et tarifsnitpunkt mellem nabolande), hvis han vil betale fragten til X;

4. Franko fragt indbefattet . . . til X' (hvor X betegner navnet på et tarifsnitpunkt mellem nabolande), hvis han foruden fragten til X vil betale andre omkostninger, men ikke nogen del af de omkostninger, som vedrører det efterfølgende land eller den efterfølgende jernbane; bestemmelserne i punkt 2 gælder analogt;

  • b) »Franko alle omkostninger«, hvis han vil betale alle omkostninger (fragt, gebyrer, told og andre omkostninger);
  • c) »Franko . . .«, hvis han vil betale et bestemt beløb; dette beløb skal være udtrykt i afsendelseslandets mønt, medmindre tarifferne bestemmer andet.

Gebyrer og andre omkostninger, som efter de for afsendelsesstationen gældende forskrifter regnes for hele den i betragtning kommende strækning, samt gebyrer for tegning af interesse i afleveringen i henhold til artikel 16, § 2, skal ved fragtbetaling efter stk. a), punkt 4, altid betales af afsenderen.

§ 3. De internationale tariffer kan med hensyn til omkostningernes betaling foreskrive udelukkende anvendelse af bestemte af de i § 2 nævnte forskrifter eller anvendelse af andre forskrifter.

§ 4. De omkostninger, som afsenderen ikke har påtaget sig at betale, betragtes som henvist til opkrævning hos adressaten. Omkostningerne belastes dog altid afsenderen, når adressaten hverken har indløst fragtbrevet eller gjort sine rettigheder efter fragtkontrakten gældende efter artikel 28, § 4, eller ændret fragtkontrakten efter artikel 31.

§ 5. De gebyrer, såsom vognleje, oplagspenge, vejegebyrer, hvis opkrævning skyldes et forhold, som må tilskrives adressaten eller en af ham fremsat anmodning, skal altid betales af ham.

§ 6. Afsendelsesbanen kan forlange af afsenderen, at han forudbetaler omkostningerne, når det drejer sig om gods, som efter dens skøn er udsat for hurtig fordærvelse, eller som på grund af sin ringe værdi eller sin natur ikke med sikkerhed dækker omkostningerne.

§ 7. Kan størrelsen af de omkostninger, som afsenderen vil betale, ikke fastslås nøjagtigt ved indleveringen, opføres disse omkostninger på en frankaturnota, som skal afregnes med afsenderen senest tredive dage efter leveringsfristens udløb. Jernbanen kan som sikkerhed kræve, at der mod kvittering deponeres et beløb, som tilnærmelsesvis dækker omkostningerne. En specificeret regning over omkostningerne overensstemmende med indførslerne i frankaturnotaen skal mod tilbagegivelse af kvitteringen overgives afsenderen.

§ 8. Afsendelsesstationen skal føre de som frankatur opkrævede beløb enkeltvis i fragtbrevet og i fragtbrevduplikatet, medmindre de for afsendelsesstationen gældende forskrifter bestemmer, at disse omkostninger kun skal føres i fragtbrevduplikatet. I det i § 7 nævnte tilfælde skal beløbene hverken føres i fragtbrevet eller fragtbrevduplikatet.

Artikel 16

Interesse i afleveringen

§ 1. For enhver sending kan der tegnes interesse i afleveringen. Interessebeløbet skal angives i fragtbrevet med tal og udtrykkes i afsendelseslandets mønt, i en anden ved tarifferne fastsat mønt eller i regningsenheden.

§ 2. Gebyret for interesse i aflevering regnes for hele den i betragtning kommende strækning efter afsendelsesbanens tariffer.

Artikel 17

Efterkrav og rede forskud

§ 1. Afsenderen kan trække efterkrav på godset indtil dettes værdi på tidspunktet for modtagelsen på afsendelsesstationen. Efterkravsbeløbet skal være udtrykt i afsendelseslandets mønt; tarifferne kan fastsætte undtagelser herfra.

§ 2. Jernbanen er kun forpligtet til at betale efterkravet, når beløbet er indbetalt af adressaten. Dette beløb skal stilles til rådighed inden for en frist af tredive dage fra indbetalingen; efter udløbet af denne frist skal det forrentes med fem procent pro anno.

§ 3. Er godset eller en del deraf blevet udleveret til adressaten, uden at denne forud har berigtiget efterkravet, skal jernbanen godtgøre afsenderen hans tab, dog ikke ud over efterkravets beløb og mod regres til adressaten.

§ 4. For efterkravet beregnes et gebyr, der fastsættes ved tarifferne; dette gebyr skal også betales, selv om efterkravet frafaldes eller nedsættes ved en ændring af fragtkontrakten efter artikel 30, § 1.

§ 5. Rede forskud tillades kun efter de for afsendelsesstationen gældende forskrifter.

§ 6. Efterkravsbeløb og beløb for rede forskud skal angives i fragtbrevet med tal.

Artikel 18

Ansvar for angivelserne i fragtbrevet

Afsenderen er ansvarlig for rigtigheden af de angivelser, som han har anført i fragtbrevet. Han bærer alle følger af, at disse angivelser er urigtige, unøjagtige eller ufuldstændige eller ikke er anført på den til dem bestemte plads. Hvis denne plads er utilstrækkelig, skal afsenderen på selve denne plads henvise til det sted i fragtbrevet, hvor fortsættelsen findes.

Artikel 19

Godsets tilstand, emballering og mærkning

§ 1. Når jernbanen modtager gods til befordring, som bærer åbenbare tegn på beskadigelse, kan den forlange, at der i fragtbrevet gøres bemærkning om godsets tilstand.

§ 2. Når godset efter sin natur fordrer emballering, skal afsenderen emballere det således, at det er beskyttet mod helt eller delvist tab og beskadigelse under befordringen og ikke kan volde skade på personer, materiel eller andet gods.

Emballeringen skal i øvrigt opfylde de for afsendelsesstationen gældende forskrifter.

§ 3. Hvis afsenderen ikke har overholdt § 2, kan jernbanen enten nægte at modtage godset eller forlange, at afsenderen i fragtbrevet anerkender, at sendingen er uemballeret eller mangelfuldt emballeret, under nøjagtig beskrivelse af manglerne.

§ 4. Afsenderen er ansvarlig for alle følger af, at emballeringen mangler eller er mangelfuld, og han er navnlig forpligtet til at erstatte jernbanen det tab, som den i den anledning måtte have lidt. Indeholder fragtbrevet ingen angivelse derom, påhviler det jernbanen at bevise, at emballeringen har manglet eller været mangelfuld.

§ 5. Med de i tarifferne givne undtagelser skal afsenderen på hvert enkelt stykgodskolli på selve godset eller på en af jernbanen tilladt mærkeseddel på en tydelig og uudslettelig måde, der ikke kan forveksles, og som er i nøje overensstemmelse med angivelserne i fragtbrevet, angive:

  • a) adressatens navn og adresse;
  • b) bestemmelsesstationen.

De under a) og b) nævnte angivelser skal også være anbragt på hvert kolli af vognladningsgods, som er ekspederet i jernbane/skibstrafik, og som skal omlades.

Gamle påskrifter eller mærkesedler skal af afsenderen være fjernet eller gjort ulæselige.

§ 6. Med de i tillægsbestemmelserne eller i tarifferne gjorte undtagelser må skrøbeligt gods eller gods, der let spredes i vognen, og gods, der kan tilsmudse eller beskadige andet gods, kun befordres som vognladningsgods, medmindre det er således emballeret eller samlet, at det ikke kan gå i stykker, gå til spilde eller tilsmudse eller beskadige andet gods.

Artikel 20

Godsets indlevering og læsning

§ 1. Fremgangsmåden ved godsets indlevering til befordring retter sig efter de for afsendelsesstationen gældende forskrifter.

§ 2. Om læsningen påhviler jernbanen eller afsenderen, bestemmes ved de for afsendelsesstationen gældende forskrifter, medmindre de fælles regler bestemmer noget andet eller der i fragtbrevet er anført en særlig aftale mellem afsenderen og jernbanen.

Når læsningen påhviler afsenderen, skal denne overholde lastgrænsen. Hvis der på dele af den strækning, hvorover befordringen skal foregå, gælder forskellige lastgrænser, skal han for hele befordringsstrækningen overholde den laveste af disse lastgrænser. Bestemmelserne om de lastgrænser, der skal overholdes, skal offentliggøres på samme måde som tarifferne. Jernbanen skal på forlangende opgive afsenderen den lastgrænse han skal overholde.

§ 3. Når læsningen er foretaget af afsenderen, er denne ansvarlig for alle følger af en mangelfuld læsning, og han skal navnlig erstatte jernbanen den skade, som den i den anledning måtte have lidt. Dog finder artikel 15 anvendelse for betaling af omkostninger ved udbedring af en mangelfuld læsning. Bevisbyrden for den mangelfulde læsning påhviler jernbanen.

§ 4. Om godset skal befordres i lukkede, i åbne, i åbne vogne dækket med presenning eller i særligt indrettede vogne, retter sig, for så vidt de fælles regler ikke bestemmer andet, efter de internationale tariffer. Findes der ikke internationale tariffer, eller indeholder disse ikke bestemmelser herom, anvendes de for afsendelsesstationen gældende forskrifter for hele befordringsstrækningen.

§ 5. Aflåsning af vognene sker efter de for afsendelsesstationen gældende forskrifter.

Afsenderen skal i fragtbrevet angive antallet af og betegnelsen på de låse, som han har anbragt på vognen.

Artikel 21

Verifikation

§ 1. Jernbanen har til enhver tid ret til at undersøge, om sendingen svarer til afsenderens angivelser i fragtbrevet og om bestemmelserne for befordring af gods, der kun modtages til befordring på visse betingelser, er overholdt.

§ 2. Går undersøgelsen ud på at prøve sendingens indhold, skal afsenderen eller adressaten, alt efter som den finder sted på afsendelses- eller bestemmelsesstationen, opfordres til at overvære den. Møder den pågældende ikke, eller finder undersøgelsen sted på en mellemstation, skal der, medmindre lovene eller reglementerne i den stat, hvor undersøgelsen finder sted, foreskriver andet, tilkaldes to af jernbanen uafhængige vidner til at overvære den. På en mellemstation kan jernbanen dog kun foretage undersøgelse af indholdet, når det kræves af driftshensyn eller af told- eller andre administrative myndigheders forskrifter.

§ 3. Resultatet af undersøgelsen af angivelserne i fragtbrevet skal anføres i dette. Sker undersøgelsen på afsendelsesstationen, skal resultatet også anføres i fragtbrevduplikatet, hvis dette befinder sig hos jernbanen. Svarer sendingen ikke til angivelserne i fragtbrevet, eller er bestemmelserne for befordring af gods, der kun modtages til befordring på visse betingelser, ikke overholdt, belastes godset med omkostningerne ved undersøgelsen, medmindre disse straks betales.

Artikel 22

Konstatering af masse og stykketal

§ 1. De i hver stat gældende forskrifter fastsætter, under hvilke betingelser jernbanen skal udfinde godsets masse eller stykketal og fastslå vognenes virkelige taramasse.

Jernbanen skal anføre resultatet af disse konstateringer i fragtbrevet.

§ 2. Udviser en af jernbanen efter afslutning af fragtkontrakten foretagen vejning en forskel, forbliver den af afsendelsesstationen fastslåede masse eller, hvis denne ikke har fastslået massen, den af afsenderen angivne masse bestemmende for fragtberegningen i følgende tilfælde:

  • a) hvis forskellen åbenbart skyldes godsets natur eller vejrligets indflydelse eller
  • b) hvis denne vejning er blevet foretaget på en brovægt og forskellen ikke udgør mere end to procent af den af afsendelsesstationen fastslåede masse eller, hvis denne ikke har fastslået massen, den af afsenderen angivne masse.

Artikel 23

Overskridelse af lastgrænsen

§ 1. Når overskridelse af lastgrænsen for en vogn fastslås af afsendelsesstationen eller en mellemstation, kan den overskydende del af læsset fjernes fra vognen, selv om der ikke skal opkræves fragttillæg. I givet fald skal afsenderen - i tilfælde af ændring af fragtkontrakten i henhold til artikel 31 adressaten - ufortøvet anmodes om at meddele, hvorledes han vil disponere over den overskydende del af læsset.

§ 2. Uanset betaling af fragttillæg efter artikel 24 regnes fragten for den overskydende del af læsset for den gennemløbne strækning efter den tarif, der skal anvendes på hovedsendingen. Omkostningerne ved aflæsning af den overskydende del af læsset regnes efter tarifferne på den bane, der besørger aflæsningen.

Foreskriver den berettigede, at den overskydende del af læsset skal sendes til bestemmelsesstationen for hovedsendingen eller til en anden bestemmelsesstation eller tilbagesendes til afsendelsesstationen, betragtes den som en særskilt sending.

Artikel 24

Fragttillæg

§ 1. Uanset betaling af fragtforskellen og erstatning for eventuel skade kan jernbanen opkræve:

  • a) et fragttillæg på en regningsenhed pr. kg af hele godsstykkets bruttomasse: 1. ved urigtig, unøjagtig eller ufuldstændig betegnelse af stoffer og genstande, der efter RID er udelukket fra befordring; 2. ved urigtig, unøjagtig eller ufuldstændig betegnelse af stoffer og genstande, der efter RID kun modtages til befordring på visse betingelser, eller ved misligholdelse af de i RID angivne betingelser;
  • b) et fragttillæg på 5 regningsenheder pr. 100 kg overskridelse af lastgrænsen, når vognen er blevet læsset af afsenderen;
  • c) et fragttillæg på det dobbelte af forskellen 1. mellem den fragt, der skulle være opkrævet fra afsendelses- til bestemmelsesstedet, og den fragt, som er blevet beregnet ved urigtig, unøjagtig eller ufuldstændig betegnelse af gods, der ikke er nævnt under a), eller ved enhver betegnelse, som kan medføre anvendelse af en lavere tarif end den, der faktisk skulle anvendes for sendingen; 2. mellem fragten for den angivne masse og for den udfundne masse i tilfælde af for lav masseangivelse.

Består en sending af gods, hørende til forskellige takstklasser, og kan massen af hver slags gods fastslås uden vanskelighed, regnes tillægget efter den for hver enkelt godsart gældende takst, hvis denne beregningsmåde giver et lavere tillæg.

§ 2. Foreligger der for samme vogn både for lav masseangivelse og overskridelse af lastgrænsen, regnes fragttillæggene for disse to overtrædelser uafhængigt af hinanden.

§ 3. Det befordrede gods hæfter for fragttillæggene, uanset på hvilket sted de kendsgerninger, der begrunder tillægget, er blevet fastslået.

§ 4. Størrelsen af fragttillæggene og grunden til deres opkrævning skal angives i fragtbrevet.

§ 5. Fragttillæg kan ikke opkræves ved:

  • a) urigtig masseangivelse, hvis jernbanen efter de for afsendelsesstationen gældende forskrifter skal foretage vejning;
  • b) urigtig masseangivelse eller ved overskridelse af lastgrænsen, når afsenderen i fragtbrevet har forlangt, at vejning foretages af jernbanen;
  • c) en under befordringen af vejrligets indflydelse forårsaget overskridelse af lastgrænsen, når det påvises, at læsset på vognen ikke har overskredet lastgrænsen på tidspunktet for indleveringen til befordring;
  • d) en under befordringen opstået masseforøgelse, uden at der foreligger overskridelse af lastgrænsen, når det påvises, at forøgelsen skyldes vejrligets indflydelse;
  • e) urigtig masseangivelse, uden at der foreligger overskridelse af lastgrænsen, når forskellen mellem den i fragtbrevet angivne og den fastslåede masse ikke overstiger tre procent af den angivne masse;
  • f) overskridelse af lastgrænsen, når jernbanen hverken har offentliggjort lastgrænserne eller gjort afsenderen bekendt med dem på en måde, der sætter ham i stand til at respektere dem.

Artikel 25

Papirer til brug ved opfyldelsen af administrative forskrifter. Toldlukke

§ 1. Afsenderen skal vedføje fragtbrevet de papirer, der er nødvendige til opfyldelse af told- eller andre administrative myndigheders forskrifter indtil godsets udlevering. Disse papirer må kun omfatte gods hørende til et fragtbrev, medmindre andet er bestemt ved told- eller andre administrative myndigheders forskrifter eller tarifferne.

Er sådanne papirer imidlertid ikke vedføjet fragtbrevet, eller skal de tilvejebringes af adressaten, skal afsenderen i fragtbrevet angive den station, det toldkontor eller anden myndigheds kontor, hvor disse papirer står til jernbanens disposition, og hvor forskrifterne skal opfyldes. Er afsenderen selv til stede ved told- eller andre administrative myndigheders behandling, eller lader han sig repræsentere af en befuldmægtiget, er det tilstrækkeligt, at papirerne fremlægges ved behandlingen.

§ 2. Jernbanen er ikke pligtig at undersøge om de vedføjede papirer er tilstrækkelige og rigtige.

§ 3. Afsenderen er over for jernbanen ansvarlig for enhver skade, som måtte følge af, at disse papirer mangler eller er utilstrækkelige eller urigtige, medmindre der foreligger skyld hos jernbanen.

Jernbanen er i tilfælde af skyld ansvarlig for følgerne af, at de papirer, som er angivet i fragtbrevet og er vedføjet dette eller deponeret hos jernbanen, går tabt eller ikke bliver benyttet eller bliver urigtigt benyttet; den erstatning, som skal betales, kan dog i intet tilfælde overstige, hvad der skulle betales ved tab af godset.

§ 4. Afsenderen skal efterkomme told- eller andre administrative myndigheders forskrifter med hensyn til godsets emballering og tildækning. Har afsenderen ikke emballeret eller tildækket godset efter disse forskrifter, kan jernbanen sørge derfor; godset hæfter for de herved opståede omkostninger.

§ 5. Jernbanen kan afvise sendinger, hvis det af toldvæsenet eller andre administrative myndigheder anbragte lukke er beskadiget eller mangelfuldt.

Artikel 26

Opfyldelse af administrative forskrifter

§ 1. De af told- eller andre administrative myndigheder fastsatte forskrifter opfyldes, så længe godset er undervejs, af jernbanen. Denne kan dog betro denne opgave til en befuldmægtiget.

§ 2. Ved opfyldelsen af disse forskrifter er jernbanen ansvarlig for sine og sin befuldmægtigedes fejl; den erstatning, som skal betales, kan dog i intet tilfælde overstige, hvad der skulle betales ved tab af godset.

§ 3. Afsenderen kan ved en påtegning derom i fragtbrevet eller adressaten ved en ordre efter artikel 31 forlange,

  • a) selv eller ved en befuldmægtiget at overvære denne forretning for at give enhver oplysning og fremsætte formålstjenlige bemærkninger;
  • b) selv eller ved en befuldmægtiget at foretage denne forretning, i det omfang lovene og forskrifterne i den stat, hvor forretningen foretages, tillader det;
  • c) såfremt han selv eller hans befuldmægtigede overværer eller foretager forretningen, selv at betale tolden og andre omkostninger, i det omfang lovene og forskrifterne i den stat, hvor forretningen foretages, tillader denne betaling.

Hverken afsenderen eller den rådighedsberettigede adressat eller deres befuldmægtigede må tage godset i besiddelse.

§ 4. Har afsenderen til opfyldelsen af told- eller andre administrative forskrifter angivet en station, på hvilken dette efter de gældende forskrifter ikke er muligt, eller har han foreskrevet en anden fremgangsmåde, som ikke er gennemførlig, går jernbanen frem på den måde, som denne skønner mest fordelagtig for den berettigede, og underretter afsenderen om de trufne forholdsregler.

Har afsenderen i fragtbrevet anvendt en frankaturforskrift, der indbefatter tolden, kan jernbanen efter eget valg foretage toldbehandlingen undervejs eller på bestemmelsesstationen.

§ 5. Med den undtagelse, der fremgår af § 4, andet stykke, kan adressaten opfylde toldforskrifterne på bestemmelsesstationen, når der findes toldsted på denne, når enten fortoldning på bestemmelsesstationen er forlangt i fragtbrevet eller - i mangel af et sådant forlangende - godset ankommer ufortoldet dertil. Denne fortoldning kan adressaten også foretage på en bestemmelsesstation, på hvilken der ikke findes noget toldsted, når den pågældende stats love og reglementer tillader det, eller når jernbanen og toldmyndighederne i forvejen har erklæret sig indforstået hermed. Udøvelsen af en af disse rettigheder forudsætter forudgående betaling af de på godset hvilende omkostninger.

Indløser adressaten ikke fragtbrevet inden for den ved de for bestemmelsesstationen gældende reglementer fastsatte frist, kan jernbanen forholde sig efter § 4.

Artikel 27

Leveringsfrister

§ 1. Leveringsfristerne fastsættes ved overenskomster mellem de i befordringen deltagende jernbaner eller ved de internationale tariffer, der kan anvendes fra afsendelses- til bestemmelsesstationen. For visse befordringer og i visse forbindelser kan disse frister også fastsættes på grundlag af befordringsplaner, der kan anvendes mellem de deltagende baner; i dette tilfælde skal de være optaget i internationale tariffer eller i særlige overenskomster, der kan afvige fra §§ 3 til 9.

Leveringsfristerne må i intet tilfælde være længere end de leveringsfrister, som fremgår af de følgende paragraffer.

§ 2. Hvis ingen leveringsfrister er fastsat efter § 1, er disse med forbehold af de følgende paragraffer:

  • a) for vognladningsgods:

1. som ilgods: ekspeditionsfrist lst;. x12 timer, befordringsfrist for hver påbegyndte 400 km lst;. x24 timer;

2. som fragtgods: ekspeditionsfrist lst;. x24 timer, befordringsfrist for hver påbegyndte 300 km lst;. x24 timer;

  • b) for stykgods:

1. som ilgods: ekspeditionsfrist lst;. x12 timer, befordringsfrist for hver påbegyndte 300 km lst;. x24 timer;

2. som fragtgods: ekspeditionsfrist lst;. x24 timer, befordringsfrist for hver påbegyndte 200 km lst;. x24 timer.

Alle afstande henviser til tarifkilometer.

§ 3. Befordringsfristen regnes efter den samlede afstand mellem afsendelses- og bestemmelsesstationen; ekspeditionsfristen regnes kun een gang uanset antallet af berørte banenet.

§ 4. Jernbanen kan i følgende tilfælde fastsætte tillægsfrister af bestemt varighed for:

  • a) sendinger, der modtages til befordring eller afleveres uden for stationerne;
  • b) sendinger, der befordres:

1. over en linie eller over et banenet, som ikke er udrustet til hurtig behandling af sendingerne,

2. over en forbindelsesbane, der forbinder linier under samme eller forskellige banenet,

3. over sekundære linier,

4. over linier med forskellig sporvidde,

5. over havet eller indenlandske vandveje,

6. ad landevejen, når ingen jernbaneforbindelse findes;

  • c) sendinger, der tariferes efter indenlandske special- eller undtagelsestariffer med nedsatte takster;
  • d) usædvanlige forhold, der medfører en ualmindelig trafikstigning eller ualmindelige driftsvanskeligheder.

§ 5. De i § 4 a) til c) omhandlede tillægsfrister skal fremgå af tarifferne eller af de i hver stat behørigt offentliggjorte forskrifter.

De i § 4 d) omhandlede tillægsfrister skal offentliggøres og træder ikke i kraft før offentliggørelsen.

§ 6. Leveringsfristen løber fra den efter godsets modtagelse til befordring følgende midnat. Dog begynder for ilgodssendinger fristen først at løbe 24 timer senere, når dagen efter godsets modtagelse er en søndag eller en lovbefalet helligdag og afsendelsesstationen ikke er åben for ilgods den pågældende søn- eller helligdag.

§ 7. Leveringsfristen forlænges med opholdets varighed, når der ikke foreligger skyld hos jernbanen, i tilfælde af:

  • a) verifikation efter artiklerne 21 og 22, § 1, såfremt der herved viser sig afvigelser fra angivelserne i fragtbrevet;
  • b) opfyldelse af told- eller andre administrative myndigheders forskrifter;
  • c) ændring af fragtkontrakten efter artikel 30 eller 31;
  • d) særlig behandling af godset;
  • e) omlæsning eller regulering af læsset på grund af mangelfuld læsning udført af afsenderen;
  • f) enhver afbrydelse af trafikken, der midlertidigt hindrer befordringens påbegyndelse eller fortsættelse.

Grunden til og varigheden af disse forlængelser skal anføres i fragtbrevet. De kan i givet fald bevises på anden måde.

§ 8. Leveringsfristen hviler for:

  • a) fragtgods på søndage og lovbefalede helligdage;
  • b) ilgods på søndage og visse lovbefalede helligdage, når leveringsfristen for indenlandsk jernbanegodstrafik efter de i en stat gældende forskrifter hviler på disse dage;
  • c) il- og fragtgods på lørdage, når leveringsfristen for indenlandsk jernbanegodstrafik efter de i en stat gældende forskrifter hviler på disse dage.

§ 9. Når leveringsfristen ville udløbe efter bestemmelsesstationens lukketid, udskydes dens ophør til to timer efter den derpå følgende åbningstid.

Endvidere udskydes for ilgodssendinger, når leveringsfristen ville udløbe på en søndag eller en i § 8 b) defineret helligdag, fristens udløb til det tilsvarende klokkeslæt den følgende hverdag.

§ 10. Leveringsfristen er overholdt, når før dens udløb:

  • a) underretning om godsets ankomst er givet, og godset holdes til rådighed for adressaten for sendinger, der skal udleveres på stationen, og om hvis ankomst adressaten skal underrettes;
  • b) godset holdes til rådighed for adressaten for sendinger, der skal udleveres på stationen, og om hvis ankomst adressaten ikke skal underrettes;
  • c) godset er stillet til rådighed for adressaten for sendinger, der skal udleveres uden for stationen.

Artikel 28

Udlevering

§ 1. Jernbanen skal på bestemmelsesstationen udlevere adressaten fragtbrevet og godset mod kvittering og mod betaling af de jernbanen tilkommende beløb, der er henvist til betaling af adressaten.

Modtagelsen af fragtbrevet forpligter adressaten til at betale jernbanen de beløb, der er henvist til opkrævning hos ham.

§ 2. Lige med udleveringen til adressaten regnes en efter de for bestemmelsesstationen gældende forskrifter stedfundet:

  • a) overgivelse af godset til told- eller skattemyndigheder i deres ekspeditions- eller lagerlokaler, når disse ikke står under jernbanens opsyn,
  • b) oplagring af godset hos jernbanen eller dets deponering hos en speditør eller i et offentligt pakhus.

§ 3. De for bestemmelsesstationen gældende forskrifter eller overenskomster med adressaten bestemmer, om jernbanen er berettiget eller forpligtet til at udlevere godset til ham andetsteds end på bestemmelsesstationen, det være sig på et sidespor, på hans bopæl eller på et af jernbanens udleveringssteder. Når jernbanen udleverer eller lader godset udlevere til adressaten på et sidespor, på hans bopæl eller på et udleveringssted, regnes godset for udleveret med denne aflevering. Når andet ikke er aftalt mellem jernbanen og benytteren af sidesporet, falder de handlinger, som jernbanen foretager for denne benytters regning og under hans ledelse, ikke ind under fragtkontrakten.

§ 4. Efter godsets ankomst til bestemmelsesstationen kan adressaten af jernbanen forlange overgivelse af fragtbrevet og udlevering af godset.

Er det fastslået, at godset er gået tabt, eller er det ikke ankommet inden den i artikel 39, § 1, fastsatte frist, kan adressaten i eget navn gøre sine af fragtkontrakten følgende rettigheder gældende over for jernbanen.

§ 5. Selv om den berettigede har modtaget fragtbrevet og betalt befordringsomkostningerne, kan han nægte at modtage godset, så længe der ikke er taget skridt til en af ham forlangt konstatering af en påstået skade.

§ 6. I øvrigt sker udleveringen af godset efter de for bestemmelsesstationen gældende forskrifter.

Artikel 29

Udligning af fejl ved fragtens opkrævning

§ 1. I tilfælde af urigtig anvendelse af en tarif eller fejl ved udregningen eller opkrævningen af fragt og omkostninger, skal det for meget eller for lidt betalte beløb kun tilbagebetales af jernbanen eller efterbetales, hvis det overstiger 4 regningsenheder pr. fragtbrev. Tilbagebetalingen sker uden videre.

§ 2. Efterbetaling til jernbanen af for lidt beregnede beløb påhviler afsenderen, hvis fragtbrevet ikke indløses. Har adressaten modtaget fragtbrevet, eller er fragtkontrakten ændret efter artikel 31, er afsenderen kun forpligtet til efterbetaling, for så vidt den vedrører omkostninger, som i henhold til frankaturforskrifterne i fragtbrevet påhviler ham. Efterbetaling af restbeløbet påhviler adressaten.

§ 3. De beløb, der skyldes i henhold til denne artikel, forrentes med fem procent pro anno og fra den dag, da kravet om betaling modtages, eller den i artikel 53 omhandlede reklamation fremsættes, eller, hvis der ikke er fremsat krav om betaling eller reklamation, fra den dag, da retsligt krav rejses.

Fremlægger den berettigede ikke inden for en ham givet passende frist de bilag for jernbanen, der er nødvendige for en endelig afgørelse, ophører renten at løbe fra udløbet af denne frist og indtil overgivelse af bilagene.

Afsnit III

Ændring af fragtkontrakten

Artikel 30

Ændring ved afsenderen

§ 1. Afsenderen kan ved efterfølgende ordre ændre fragtkontrakten ved at foreskrive:

  • a) tilbagetagelse af godset fra afsendelsesstationen,
  • b) standsning af godset undervejs,
  • c) udsættelse af godsets udlevering,
  • d) udlevering af godset til en anden end den i fragtbrevet angivne adressat,
  • e) udlevering af godset på en anden end den i fragtbrevet angivne bestemmelsesstation,
  • f) tilbagesendelse af godset til afsendelsesstationen,
  • g) tilføjelse af et efterkrav,
  • h) forhøjelse, nedsættelse eller frafald af et efterkrav,
  • i) frankering af omkostningerne for en ufrankeret sending eller frankering af yderligere omkostninger efter artikel 15, § 2.

Afsendelsesbanens tariffer kan bestemme, at de under g) til i) nævnte ordrer ikke er tilladt.

Tillægsbestemmelserne eller de internationale tariffer, som gælder mellem de i befordringen deltagende jernbaner, kan tillade andre ordrer end de ovenfor nævnte.

Ordrerne må i intet tilfælde føre til en deling af sendingen.

§ 2. Ordrerne skal gives til afsendelsesstationen ved en skriftlig erklæring efter den af jernbanen fastlagte og offentliggjorte formular.

Denne erklæring skal gengives og underskrives af afsenderen på fragtbrevduplikatet, som samtidig skal forelægges jernbanen. Afsendelsesstationen bekræfter modtagelsen af ordren ved at anbringe sit datostempel på duplikatet under afsenderens erklæring, og duplikatet tilbageleveres derefter til afsenderen.

Forlanger afsenderen et efterkrav forhøjet, nedsat eller frafaldet, må han forelægge det ham oprindeligt udleverede bevis for efterkravet. Ved forhøjelse eller nedsættelse af efterkravet tilbageleveres dette bevis til afsenderen efter at være rettet; ved frafald af efterkravet tilbageleveres det ikke.

Enhver ordre, der gives under andre former end de foreskrevne, er ugyldig.

§ 3. Efterkommer jernbanen afsenderens ordre uden at forlange duplikatet forelagt, bliver den ansvarlig for det derved foranledigede tab for adressaten, til hvem afsenderen måtte have overgivet duplikatet. Den skal dog i intet tilfælde yde en højere skadeserstatning end ved fuldstændigt tab af godset.

§ 4. Afsenderens ret til at ændre fragtkontrakten ophører, selv om han er i besiddelse af fragtbrevduplikatet, i de tilfælde hvor adressaten

  • a) har indløst fragtbrevet,
  • b) har modtaget godset,
  • c) har gjort sin ret gældende efter artikel 28, § 4,
  • d) er rådighedsberettiget efter artikel 31, så snart sendingen er kommet ind i bestemmelseslandets toldområde.

Fra dette øjeblik skal jernbanen rette sig efter adressatens ordrer og anvisninger.

Artikel 31

Ændring ved adressaten

§ 1. Når afsenderen hverken har påtaget sig betalingen af de omkostninger, der vedrører befordringen i bestemmelseslandet eller i fragtbrevet har anført »Adressaten ikke rådighedsberettiget«, kan adressaten ved efterfølgende ordre ændre fragtkontrakten ved at foreskrive:

  • a) godsets standsning undervejs;
  • b) udsættelse af godsets udlevering;
  • c) godsets udlevering i bestemmelseslandet til en anden end den i fragtbrevet angivne adressat;
  • d) godsets udlevering i bestemmelseslandet på en anden end den i fragtbrevet angivne bestemmelsesstation, såfremt de internationale tariffer ikke bestemmer andet;
  • e) opfyldelse af told- eller andre administrative myndigheders forskrifter efter artikel 26, § 3.

Tillægsbestemmelserne eller de internationale tariffer, som gælder mellem de i befordringen deltagende jernbaner, kan tillade andre ordrer end de ovenfor nævnte.

Ordrerne må i intet tilfælde føre til en deling af sendingen.

Adressatens ordrer bliver først virksomme, når sendingen er nået ind i bestemmelseslandets toldområde.

§ 2. Ordrerne skal gives til bestemmelsesstationen eller til den station, hvor sendingen kommer ind i bestemmelseslandet, ved en skriftlig erklæring efter den af jernbanen fastlagte og offentliggjorte formular.

Enhver ordre, der gives under andre former end de foreskrevne, er ugyldig.

§ 3. Adressatens ret til at ændre fragtkontrakten ophører i de tilfælde, hvor han

  • a) har indløst fragtbrevet,
  • b) har modtaget godset,
  • c) har gjort sin ret gældende efter artikel 28, § 4,
  • d) efter § 1, c), har angivet en anden person og denne har indløst fragtbrevet eller gjort sine rettigheder efter artikel 28, § 4, gældende.

§ 4. Hvis adressaten har beordret godset udleveret til en anden person, er denne ikke berettiget til at ændre fragtkontrakten.

Artikel 32

Udførelse af ordrerne

§ 1. Jernbanen kan kun nægte eller udskyde udførelsen af de efter artiklerne 30 og 31 givne ordrer i følgende tilfælde:

  • a) når udførelsen ikke længere er mulig på det tidspunkt, da ordrerne tilgår den station, der skal udføre dem;
  • b) når udførelsen ville forstyrre den regelmæssige drift;
  • c) når udførelsen, hvor det drejer sig om ændring af bestemmelsesstationen, er i strid med en stats gældende love eller forskrifter, specielt told- eller andre administrative myndigheders forskrifter;
  • d) når godsets værdi, hvor det drejer sig om ændring af bestemmelsesstationen, efter jernbanens skøn ikke dækker alle de omkostninger, der vil påløbe indtil godsets ankomst til den nye bestemmelsesstation, medmindre disse omkostninger straks betales, eller der stilles sikkerhed for deres betaling.

Den, der har givet ordrerne, skal snarest muligt underrettes om hindringerne for udførelsen af hans ordrer.

Hvis jernbanen ikke har kunnet forudse disse hindringer, bærer den, der har givet ordrerne, alle følger af en påbegyndt udførelse af hans ordrer.

§ 2. De omkostninger, som opstår ved udførelsen af en ordre, undtagen sådanne, som skyldes jernbanens fejl, skal betales i overensstemmelse med artikel 15.

§ 3. Hvis der foreligger skyld hos jernbanen, er den, under forbehold af bestemmelserne i § 1, ansvarlig for følgerne af, at den ikke udfører en ordre eller udfører den urigtigt. Den erstatning, som skal betales, kan dog i intet tilfælde overstige, hvad der skulle betales ved tab af godset.

Artikel 33

Hindring for befordringen

§ 1. Ved hindring for befordringen afgør jernbanen, om det vil være hensigtsmæssigt uden videre at befordre godset ad en anden rute, eller om det vil være i afsenderens interesse at indhente hans forholdsordre, hvorved jernbanen skal meddele ham alle nyttige oplysninger, som den råder over.

Foreligger der ikke skyld hos jernbanen, kan denne regne fragten over den faktisk benyttede rute og benytte sig af leveringsfristerne over denne.

§ 2. Er befordringens fortsættelse ikke mulig, anmoder jernbanen afsenderen om forholdsordre. Hertil er jernbanen dog ikke forpligtet ved midlertidig hindring som følge af de i artikel 3, § 4, omhandlede forholdsregler.

§ 3. Afsenderen kan i fragtbrevet give forholdsordrer for det tilfælde, at en hindring for befordringen skulle opstå.

Hvis jernbanen skønner at disse ordrer ikke kan udføres, anmoder den om nye forholdsordrer.

§ 4. Afsenderen, der er underrettet om en hindring for befordringen, kan give sine forholdsregler enten til afsendelsesstationen eller til den station, hvor godset befinder sig. Ændrer disse forholdsordrer adressat eller bestemmelsesstation eller gives de til den station, hvor godset befinder sig, skal afsenderen anføre sine forholdsordrer på fragtbrevduplikatet og forelægge det for jernbanen.

§ 5. Efterkommer jernbanen afsenderens forholdsordre uden at forlange duplikatet forelagt, bliver den over for adressaten ansvarlig for det derved forårsagede tab, når afsenderen har overgivet ham fragtbrevet. Den erstatning, som skal betales, kan dog i intet tilfælde overstige, hvad der skulle betales ved tab af godset.

§ 6. Giver afsenderen efter at være underrettet om en hindring for befordringen ikke inden en rimelig frist en gennemførlig forholdsordre, går jernbanen frem efter de bestemmelser om hindringer for aflevering, som gælder på det sted, hvor godset er holdt tilbage.

Er godset blevet solgt, skal salgsbeløbet med fradrag af de på godset hvilende omkostninger stilles til rådighed for afsenderen. Er salgsbeløbet lavere end disse omkostninger, skal afsenderen betale forskellen.

§ 7. Ophører hindringen for befordringen, før afsenderens forholdsordre indløber, befordres godset til sit bestemmelsessted, uden at forholdsordrerne afventes; afsenderen underrettes hurtigst muligt.

§ 8. Indtræder hindringen for befordring, efter at adressaten har ændret fragtkontrakten ifølge artikel 31, er det denne adressat, som jernbanen skal underrette. §§ 1, 2, 6, 7 og 9 gælder analogt.

§ 9. Hvis der ikke foreligger skyld hos jernbanen, kan den ved en hindring for befordringen opkræve stadepenge.

§ 10. For de efter artikel 33 stedfundne befordringer gælder artikel 32.

Artikel 34

Hindring for afleveringen

§ 1. Ved hindring for godsets aflevering skal bestemmelsesstationen ufortøvet gennem afsendelsesstationen underrette afsenderen derom for at forlange hans forholdsordrer. Afsenderen skal underrettes direkte skriftligt, telegrafisk eller pr. fjernskriver, hvis han har forlangt det i fragtbrevet. For omkostningerne ved underretningen hæfter godset.

§ 2. Ophører hindringen for afleveringen, før afsenderens forholdsordrer indløber til bestemmelsesstationen, udleveres godset til adressaten. Underretning herom skal ufortøvet gives afsenderen ved anbefalet brev; for omkostningerne ved underretningen hæfter godset.

§ 3. Nægter adressaten at modtage godset, har afsenderen ret til at give forholdsordrer, selv om han ikke kan fremlægge fragtbrevduplikatet.

§ 4. Afsenderen kan også ved en angivelse i fragtbrevet forlange, at godset uden videre skal tilbagesendes til ham, hvis der indtræder en hindring for afleveringen. Bortset herfra er hans udtrykkelige samtykke nødvendigt.

§ 5. Medmindre tarifferne bestemmer andet, skal afsenderens forholdsordrer gives gennem afsendelsesstationen.

§ 6. For så vidt der ikke findes bestemmelser i det ovenfor anførte, retter den jernbane, som afleveringen påhviler, sig efter de på stedet for afleveringen gældende forskrifter.

Er godset blevet solgt, skal salgsbeløbet med fradrag af de på godset hvilende omkostninger stilles til rådighed for afsenderen. Er salgsbeløbet lavere end disse omkostninger, skal afsenderen betale forskellen.

§ 7. Indtræder hindringen for aflevering, efter at adressaten har ændret fragtkontrakten efter artikel 31, er det denne adressat, som jernbanen skal underrette. §§ 1, 2 og 6 gælder analogt.

§ 8. For de efter artikel 34 stedfundne befordringer gælder artikel 32.

Afsnit IV

Ansvar

Artikel 35

Jernbanernes kollektive ansvar

§ 1. Den jernbane, som har modtaget godset til befordring med det tilhørende fragtbrev, er ansvarlig for befordringens udførelse på hele strækningen indtil udleveringen.

§ 2. Hver efterfølgende jernbane indtræder i fragtkontrakten overensstemmende med betingelserne i fragtbrevet ved at overtage godset med fragtbrevet og overtager de deraf følgende forpligtelser; bestemmelserne i artikel 55, § 3, vedrørende bestemmelsesbanen berøres ikke heraf.

Artikel 36

Ansvarets omfang

§ 1. Jernbanen er ansvarlig for skade, der opstår ved helt eller delvist tab af godset eller ved beskadigelse af dette i tidsrummet fra dets modtagelse til befordring og indtil udleveringen såvel som for skade, der opstår som følge af overskridelse af leveringsfristen.

§ 2. Jernbanen er fritaget for dette ansvar, hvis tabet, beskadigelsen eller overskridelsen af leveringsfristen er forårsaget ved en fejl fra den berettigedes side, en ordre fra denne, der ikke er foranlediget af en fejl fra jernbanens side, godsets særlige natur (indre fordærv, svind o.s.v.) eller forhold, som jernbanen ikke har kunnet undgå og hvis følger den ikke har kunnet afværge.

§ 3. Jernbanen er fritaget for dette ansvar, når tabet eller beskadigelsen er en følge af de særlige farer, der er forbundet med en eller flere af følgende kendsgerninger:

  • a) befordring i åben vogn i henhold til de gældende bestemmelser eller en i fragtbrevet anført aftale mellem afsenderen og jernbanen;
  • b) manglende eller mangelfuld emballering af gods, som ifølge dets natur er udsat for tab eller beskadigelse, når det ikke er emballeret eller er mangelfuldt emballeret;
  • c) læsning ved afsenderen eller aflæsning ved adressaten i henhold til de gældende bestemmelser eller en i fragtbrevet anført aftale mellem afsenderen og jernbanen eller en aftale mellem adressaten og jernbanen;
  • d) mangelfuld læsning, når læsningen er foretaget af afsenderen i henhold til de gældende bestemmelser eller en i fragtbrevet anført aftale mellem ham og jernbanen;
  • e) opfyldelsen af told- eller andre administrative myndigheders forskrifter ved afsenderen, adressaten eller en befuldmægtiget for en af disse;
  • f) visse godsarters natur, der gør dem udsat for helt eller delvist tab eller beskadigelse, navnlig ved brud, rust, indre fordærv, udtørring, spredning;
  • g) urigtig, unøjagtig eller ufuldstændig betegnelse af genstande, der er udelukket fra befordring; urigtig, unøjagtig eller ufuldstændig betegnelse eller tilsidesættelse fra afsenderens side af de foreskrevne forsigtighedsforanstaltninger ved genstande, der kun modtages til befordring på visse betingelser;
  • h) befordring af levende dyr;
  • i) befordring, som i henhold til de gældende bestemmelser eller en i fragtbrevet anført aftale mellem afsenderen og jernbanen skal ske under ledsagelse, når tabet eller beskadigelsen er en følge af en fare, som skulle være afværget ved ledsagelsen.

Artikel 37

Bevisbyrde

§ 1. Beviset for, at tabet, beskadigelsen eller overskridelsen af leveringsfristen er forårsaget af en af de i artikel 36, § 2, nævnte kendsgerninger, påhviler jernbanen.

§ 2. Når jernbanen godtgør, at tabet eller beskadigelsen efter omstændighederne i det pågældende tilfælde har kunnet skyldes en eller flere af de i artikel 36, § 3, omhandlede særlige farer, formodes skaden at have denne årsag. Den berettigede har dog ret til at bevise, at skaden ikke eller ikke udelukkende er forårsaget ved en af disse farer.

Denne formodning gælder ikke i det i artikel 36, § 3, under a) omhandlede tilfælde, når det drejer sig om usædvanlig stort tab eller tab af hele kolli.

Artikel 38

Formodning ved nyindlevering

§ 1. Når en i henhold til de fælles regler indleveret sending er blevet nyindleveret efter de samme regler, og der efter denne nyindlevering fastslås et delvist tab eller en beskadigelse, formodes dette tab eller denne beskadigelse at være opstået under den sidste fragtkontrakt, når sendingen har været i jernbanens varetægt og er blevet nyindleveret i samme tilstand, hvori den er indgået til nyindleveringsstationen.

§ 2. Denne formodning gælder også, når den forud for nyindleveringen liggende fragtkontrakt ikke var undergivet de fælles regler, såfremt disse ville have fundet anvendelse ved direkte ekspedition fra den første afsendelsesstation til den sidste bestemmelsesstation.

Artikel 39

Formodning for, at godset er gået tabt

§ 1. Den berettigede kan uden at præstere andet bevis betragte godset som tabt, hvis det ikke er udleveret til adressaten eller stillet til hans rådighed inden tredive dage efter udløbet af leveringsfristen.

§ 2. Den berettigede kan ved modtagelsen af erstatning for det tabtgående gods skriftligt forlange sig ufortøvet underrettet, hvis godset genfindes inden et år efter erstatningens udbetaling. For dette krav meddeler jernbanen ham skriftlig tilståelse.

§ 3. Den berettigede kan da inden tredive dage efter modtagelsen af denne meddelelse forlange, at godset skal udleveres til ham på en station på befordringsstrækningen. I dette tilfælde skal han betale befordringsomkostningerne fra afsendelsesstationen til den station, hvor udleveringen finder sted, og tilbagebetale den modtagne erstatning, eventuelt med fradrag af de i denne indbefattede omkostninger. Han bevarer dog sin ret til erstatning for overskridelse af leveringsfristen efter artiklerne 43 og 46.

§ 4. Fremsættes det i § 2 omtalte forlangende ikke, eller gives der ingen forholdsordre inden den i § 3 omhandlede frist, eller genfindes godset mere end et år efter erstatningens udbetaling, råder jernbanen over det efter lovene og reglementerne i den stat, hvorunder den hører.

Artikel 40

Erstatning ved tab

§ 1. Ved helt eller delvist tab af gods skal jernbanen uden nogen yderligere skadeserstatning betale en erstatning, som regnes efter børspris, i mangel heraf efter markedspris, og i mangel af begge efter den gængse værdi af gods af samme art og beskaffenhed på det sted og på den dag, da godset blev modtaget til befordring.

§ 2. Erstatningen kan med forbehold af den i artikel 45 foreskrevne begrænsning ikke overstige 17 regningsenheder pr. kilogram manglende bruttomasse.

§ 3. Endvidere skal jernbanen erstatte fragten, toldafgifter og andre beløb, der er betalt i anledning af befordringen af det tabtgående gods.

§ 4. Skal der ved beregningen af erstatningen ske omregning af beløb udtrykt i fremmed mønt, sker omregningen efter kursen på datoen og stedet for betaling af erstatning.

Artikel 41

Ansvar ved svind undervejs

§ 1. For gods, som efter sin natur i reglen vil undergå svind undervejs på grund af selve transporten, er jernbanen uden hensyn til befordringsstrækningens længde kun ansvarlig for den del af svindet, som overstiger følgende procentsatser:

  • a) to procent af massen for varer, der er flydende eller indleveres til befordring i fugtig tilstand, og for følgende varer:

affald af huder,

bark,

ben, hele eller malede,

farvetræ, raspet eller malet,

fedevarer,

fisk, tørret,

frugt, frisk, tørret eller kogt,

grøntsager, friske,

hestehår, horn og klove,

huder,

humle,

kit, frisk,

kul og koks,

lakridsrod,

læder,

rødder,

salt,

sener af dyr,

skind, svampe, friske, svinebørster,

sæber og stivnede olier,

tobak, skåren,

tobaksblade, friske, tørv, uld;

  • b) en procent af massen for alt andet tørt gods.

§ 2. Den i § 1 nævnte begrænsning af ansvaret kan ikke påberåbes, når det bevises, at tabet efter de foreliggende omstændigheder ikke har de årsager, der berettiger det forannævnte procentfradrag.

§ 3. Når flere godsstykker befordres med samme fragtbrev, regnes svindet undervejs for hvert enkelt stykke, når dettes masse ved indleveringen enten er angivet særskilt i fragtbrevet eller kan fastslås på anden måde.

§ 4. Når godset er gået fuldstændig tabt, gøres der intet fradrag for svind undervejs ved beregningen af erstatningen.

§ 5. Artiklerne 36 og 37 berøres ikke af denne artikel.

Artikel 42

Erstatning ved beskadigelse

§ 1. Ved beskadigelse af godset skal jernbanen uden nogen yderligere skadeserstatning betale en til godsets værdiforringelse svarende erstatning. Dette beløb beregnes på grundlag af den efter artikel 40 fastslåede værdi af godset og den procentsats, hvormed værdien på bestemmelsesstedet er forringet.

§ 2. Erstatningen kan ikke overstige:

  • a) hvis hele sendingen er forringet i værdi ved beskadigelsen, det beløb, som skulle betales ved fuldstændigt tab;
  • b) hvis kun en del af sendingen er forringet i værdi ved beskadigelsen, det beløb, som skulle betales, hvis den værdiforringede del var gået tabt.

§ 3. Herudover skal jernbanen erstatte de i artikel 40, § 3, omhandlede omkostninger i det i § 1 nævnte forhold.

Artikel 43

Erstatning ved overskridelse af leveringsfristen

§ 1. Er der ved overskridelse af leveringsfristen opstået et tab, herunder en beskadigelse, skal jernbanen betale en erstatning, som ikke kan overstige det tredobbelte af fragten.

§ 2. Ved fuldstændigt tab af godset ydes der ikke erstatning efter § 1 ved siden af erstatning efter artikel 40.

§ 3. Ved delvist tab af godset kan erstatningen efter § 1 ikke overstige det tredobbelte af den på den ikke tabtgåede del af sendingen faldende fragt.

§ 4. Ved en beskadigelse af godset, der ikke er en følge af overskridelse af leveringsfristen, ydes eventuelt erstatning efter § 1 ved siden af erstatning efter artikel 42.

§ 5. I intet tilfælde kan erstatningen efter artikel 1 sammen med de i artiklerne 40 og 42 omhandlede erstatninger overstige den erstatning, der skulle ydes, hvis godset var gået fuldstændig tabt.

§ 6. Er leveringsfristen efter artikel 27, § 1, fastsat på grundlag af særlige befordringsplaner, kan jernbanen i internationale tariffer eller i særlige overenskomster fastsætte en regulering af erstatningen, der afviger fra den i § 1 omhandlede erstatning.

Hvis leveringsfristen i dette tilfælde er overskredet efter artikel 27, § 2, kan den berettigede enten forlange den i ovennævnte § 1 nævnte erstatning eller den i de anvendte internationale tariffer eller i særlige overenskomster fastsatte erstatning.

Artikel 44

Erstatning ved forsæt eller grov uagtsomhed

Når tabet, beskadigelsen eller overskridelsen af leveringsfristen, manglende eller mangelfuld udførelse af de jernbanen i henhold til de fælles regler påhvilende biydelser, skyldes forsæt eller grov uagtsomhed fra jernbanens side, skal der ydes den berettigede fuld erstatning for det påviste tab.

I tilfælde af grov uagtsomhed er ansvaret dog begrænset til det dobbelte af de i artiklerne 25, 26, 30, 32, 33, 40, 42, 43, 45 og 46 angivne maksimalbeløb.

Artikel 45

Begrænsning af erstatningen ved visse tariffer

Når jernbanen ved special- eller undtagelsestariffer indrømmer særlige befordringsbestemmelser, som medfører en nedsættelse i den efter normaltarifferne regnede fragt, kan den begrænse størrelsen af den erstatning, der skal ydes den berettigede ved tab, beskadigelse eller overskridelse af leveringsfristen, i det omfang en sådan begrænsning er angivet i tariffen.

Når disse særlige befordringsbestemmelser kun er anvendelige på en del af befordringsstrækningen, kan jernbanen kun påberåbe sig begrænsningen, når det forhold, der begrunder erstatningen, er indtruffet på denne del af strækningen.

Artikel 46

Erstatning ved tegning af interesse i afleveringen

Ved tegning af interesse i afleveringen kan der foruden de i artiklerne 40, 42, 43 og 45 omhandlede erstatninger forlanges erstatning for yderligere påvist tab indtil det tegnede beløbs størrelse.

Artikel 47

Rente af erstatningen

§ 1. Den berettigede kan forlange rente af erstatningsbeløbet med fem procent pro anno fra den dag, da der fremsættes reklamation efter artikel 53, eller, hvis der ikke er fremsat reklamation, fra den dag, da retsligt krav rejses.

§ 2. Renten kan kun forlanges, når erstatningen overstiger 4 regningsenheder pr. fragtbrev.

§ 3. Fremlægger den berettigede ikke inden for en ham givet passende frist de bilag for jernbanen, der er nødvendige for en endelig afgørelse af reklamationen, ophører renten at løbe fra udløbet af denne frist og indtil overgivelsen af bilagene.

Artikel 48

Ansvar ved jernbane-skibsbefordring

§ 1. Ved jernbane-skibsbefordring over de i artikel 2, § 2, i konventionen nævnte linier kan enhver stat ved at forlange bemærkning derom optaget i listen over de under de fælles regler hørende linier supplere ansvarsfrihedsgrundene efter artikel 36 med nedenstående grunde, der dog må betragtes som en helhed.

Fragtføreren kan kun påberåbe sig dem, når han beviser, at tabet, beskadigelsen eller overskridelsen af leveringsfristen er opstået på søstrækningen fra godsets indladning i skibet indtil dets udlosning af skibet.

Ansvarsfrihedsgrundene er følgende:

  • a) skibsførerens, skibsbesætningens, lodsens eller fragtførerens personales handlinger, forsømmelser eller undladelser ved skibets navigering eller behandling;
  • b) skibets usødygtighed, såfremt fragtføreren beviser, at den ikke beror på mangel på behørig omhu fra hans side med hensyn til at gøre skibet sødygtigt eller bemande, udruste og proviantere det tilstrækkeligt eller at indrette alle dele af skibet, hvor gods lastes, og sætte dem i stand til at modtage, befordre og bevare dette;
  • c) brand, såfremt transportøren beviser, at den ikke skyldes handlinger eller fejl, begået af ham, skibsfører, skibsbesætning, lods eller i hans tjeneste stående personer;
  • d) farer eller ulykker, der er særlige for søfarten;
  • e) redning eller forsøg på redning af liv eller ejendom på søen;
  • f) lastning af godset på dækket, såfremt afsenderen har givet sit samtykke dertil i fragtbrevet, og godset ikke befordres i jernbanevogn.

De ovennævnte ansvarsfrihedsgrunde medfører ikke nogen ophævelse eller begrænsning af fragtførerens almindelige pligter, specielt ikke hans pligt til at vise behørig omhu med hensyn til at gøre skibet sødygtigt eller bemande, udruste og proviantere det tilstrækkeligt eller at indrette alle dele af skibet, hvor gods lastes, og sætte dem i stand til at modtage, befordre og bevare dette.

Når fragtføreren gør de foranstående ansvarsfrihedsgrunde gældende, er han alligevel ansvarlig, hvis den berettigede beviser, at tabet, beskadigelsen eller overskridelsen af leveringsfristen beror på en anden fejl fra fragtførerens, skibsførerens, skibsbesætningens, lodsens eller en andens side, som står i fragtførerens tjeneste, end de under a) nævnte.

§ 2. Betjenes samme skibsstrækning af flere på den i artiklerne 3 og 10 i konventionen omhandlede liste optagne foretagender, skal ansvarsbestemmelserne for denne strækning være de samme for alle foretagender.

Er disse foretagender optaget på listen på forskellige staters anmodning, skal der om gennemførelsen af disse ansvarsbestemmelser forud være tilvejebragt enighed mellem disse stater.

§ 3. De efter denne artikel trufne foranstaltninger skal meddeles Centralbureauet. De træder tidligst i kraft efter en frist på tredive dage, regnet fra datoen for det brev, hvormed Centralbureauet har meddelt foranstaltningerne til de andre stater.

Sendinger undervejs berøres ikke af disse foranstaltninger.

Artikel 49

Ansvar for følgerne af nukleare begivenheder

Jernbanen er fritaget for det ansvar, som påhviler den efter de fælles regler, når skaden er forårsaget af en nuklear begivenhed, og den, der driver et nuklearanlæg eller en med ham ligestillet person efter en stats love og forskrifter om ansvar på kerneenergiens område, hæfter for sådan skade.

Artikel 50

Jernbanens ansvar for sit personale

Jernbanen er ansvarlig for sit personale og andre personer, som den anvender ved udførelsen af befordringen.

Hvis imidlertid dette personale og andre personer på anmodning af en interesseret udfærdiger fragtbreve, foretager oversættelser eller udfører andre hverv, som ikke påhviler jernbanen, betragtes de som handlende for den person, hvem de yder deres tjeneste.

Artikel 51

Andre krav

I tilfælde, hvor de fælles regler finder anvendelse, kan et skadeserstatningskrav mod jernbanen, uanset på hvilket retsgrundlag det hviler, kun gøres gældende under de i de fælles regler foreskrevne betingelser og begrænsninger.

Det samme gælder for krav mod personalet og andre personer, for hvilke jernbanen er ansvarlig efter artikel 50.

Afsnit V

Fremsættelse af krav

Artikel 52

Konstatering af delvis tab eller beskadigelse

§ 1. Når jernbanen opdager eller formoder eller den berettigede hævder, at gods er gået delvis tabt eller er blevet beskadiget, skal jernbanen straks og om muligt i overværelse af den berettigede optage en protokol, hvorved, alt efter skadens art, godsets tilstand og masse og så vidt muligt skadens omfang, dens årsag og tidspunktet for dens opståen fastslås.

En afskrift af denne protokol skal udleveres gratis til den berettigede.

§ 2. Godkender den berettigede ikke protokollens indhold, kan han forlange, at godsets tilstand og masse samt skadens årsag og omfang fastslås af en af parterne eller en af en ret beskikket ekspert. Fremgangsmåden retter sig efter lovene og reglementerne i den stat, hvor konstateringen finder sted.

Artikel 53

Reklamationer

§ 1. Reklamationer vedrørende fragtkontrakten skal rettes skriftligt til den i artikel 55 omhandlede jernbane.

§ 2. Retten til at fremsætte reklamation tilkommer de personer, som efter artikel 54 har ret til at sagsøge jernbanen.

§ 3. Fremsætter afsenderen en reklamation, skal han forelægge fragtbrevduplikatet. I mangel heraf skal han tilvejebringe adressatens samtykke eller godtgøre at denne har nægtet modtagelse af godset.

Fremsætter adressaten en reklamation, skal han forelægge fragtbrevet, hvis det er udleveret til ham.

§ 4. Fragtbrevet, duplikatet og de andre aktstykker, som den berettigede vil vedlægge reklamationen, skal forelægges i original eller i afskrift, der skal være behørigt bekræftet, hvis jernbanen forlanger det.

Ved den endelige afgørelse af reklamationen kan jernbanen forlange fragtbrevet, duplikatet eller efterkravsbeviset forelagt i original for deri at gøre bemærkninger om afgørelsen.

Artikel 54

Personer, som kan sagsøge jernbanen

§ 1. Søgsmålsretten ved krav om tilbagebetaling af et i henhold til fragtkontrakten betalt beløb tilkommer kun den, der har betalt beløbet.

§ 2. Søgsmålsretten ved krav vedrørende de i artikel 17 omhandlede efterkrav tilkommer kun afsenderen.

§ 3. Søgsmålsretten ved andre fra fragtkontrakten hidrørende krav tilkommer:

  • a) afsenderen indtil det tidspunkt, da adressaten

1. har indløst fragtbrevet

2. har modtaget godset eller

3. har gjort de ham efter artikel 28, § 4, eller artikel 31 tilkommende rettigheder gældende;

  • b) adressaten fra det tidspunkt, da han

1. har indløst fragtbrevet

2. har modtaget godset

3. har gjort de ham efter artikel 28, § 4, tilkommende rettigheder gældende eller

4. har gjort de ham efter artikel 31 tilkommende retigheder gældende; denne ret bortfalder dog, så snart den af adressaten efter artikel 31, § 1, c) betegnede person har indløst fragtbrevet, har modtaget godset eller har gjort de ham efter artikel 28, § 4, tilkommende rettigheder gældende.

§ 4. For at kunne anlægge sag skal afsenderen forelægge fragtbrevduplikatet. I mangel heraf skal han for at kunne sagsøge efter § 3, a) tilvejebringe adressatens samtykke eller godtgøre, at denne har nægtet modtagelse af godset.

For at kunne anlægge sag skal adressaten forelægge fragtbrevet, hvis det er udleveret til ham.

Artikel 55

Jernbaner, mod hvilke søgsmål kan anlægges

§ 1. Søgsmål om tilbagebetaling af et i henhold til fragtkontrakten betalt beløb kan rettes mod den jernbane, der har opkrævet beløbet, eller mod den jernbane, til hvis fordel det er opkrævet.

§ 2. Søgsmål vedrørende de i artikel 17 omhandlede efterkrav kan kun rettes mod afsendelsesbanen.

§ 3. Søgsmål vedrørende andre fra fragtkontrakten hidrørende krav kan rettes mod afsendelsesbanen, bestemmelsesbanen eller den jernbane, på hvilken det til grund for kravet liggende forhold er indtruffet.

Bestemmelsesbanen kan sagsøges, selv om den hverken har modtaget godset eller fragtbrevet.

§ 4. Hvis sagsøgeren har valget mellem flere jernbaner, ophører hans ret til at vælge, så snart der er anlagt sag mod en af disse jernbaner.

§ 5. Retsligt krav kan fremsættes mod en anden end de i §§ 1, 2 og 3 angivne jernbaner, når det fremkommer som kontrasøgsmål eller indsigelse og hovedsøgsmålet grunder sig på samme fragtkontrakt.

Artikel 56

Kompetence

Retssager på grundlag af de fælles regler kan kun indbringes for den kompetente domstol i den stat, hvorunder den sagsøgte jernbane hører, medmindre aftaler mellem stater eller koncessioner bestemmer andet.

Når en jernbane driver selvstændige jernbanenet i forskellige stater, betragtes hvert af disse net ved anvendelsen af denne artikel som en særskilt jernbane.

Artikel 57

Bortfald af krav mod jernbanen

§ 1. Ved den berettigedes modtagelse af godset bortfalder ethvert fra fragtkontrakten stammende krav mod jernbanen for delvist tab, beskadigelse eller overskridelse af leveringsfristen.

§ 2. Kravene bortfalder dog ikke:

  • a) ved delvist tab eller ved beskadigelse, hvis

1. tabet eller beskadigelsen er fastslået efter artikel 52 inden den berettigedes modtagelse af godset,

2. den konstatering, som skulle være sket efter artikel 52, alene ved jernbanens fejl ikke er blevet foretaget;

  • b) ved ikke udvendigt kendelig skade, som først fastslås efter den berettigedes modtagelse af godset, hvis han

1. straks efter opdagelse af skaden og senest syv dage efter godsets modtagelse fremsætter anmodning om konstatering af skaden efter artikel 52 og

2. desuden beviser, at skaden er sket i tiden mellem godsets modtagelse til befordring og dets udlevering;

  • c) ved overskridelse af leveringsfristen, når den berettigede inden tres dage gør sin ret gældende over for en af de i artikel 55, § 3, nævnte jernbaner;
  • d) når den berettigede beviser, at skaden skyldes forsæt eller grov uagtsomhed fra jernbanens side.

§ 3. Er godset nyindleveret efter artikel 38, § 1, bortfalder kravene ved delvist tab eller ved beskadigelse stammende fra en forud for nyindleveringen liggende fragtkontrakt, som om det havde drejet sig om een enkelt fragtkontrakt.

Artikel 58

Forældelse af krav

§ 1. Krav, stammende fra fragtkontrakten, forældes efter et års forløb.

Forældelsen indtræder dog først efter to års forløb, når det drejer sig om krav

  • a) om udbetaling af et efterkrav, som jernbanen har opkrævet hos adressaten;
  • b) om udbetaling af salgsoverskuddet ved et af jernbanen foretaget salg;
  • c) i anledning af en med forsæt forvoldt skade;
  • d) i tilfælde af bedrageri;
  • e) stammende fra en forud for nyindleveringen liggende fragtkontrakt, i det i artikel 38, § 1, omhandlede tilfælde.

§ 2. Forældelsen løber:

  • a) ved krav på erstatning for fuldstændigt tab fra den tredivte dag efter leveringsfristens udløb;
  • b) ved krav på erstatning for delvist tab, beskadigelse eller overskridelse af leveringsfristen fra den dag, da udleveringen har fundet sted;
  • c) ved krav på betaling eller godtgørelse af fragt, gebyrer, andre omkostninger eller fragttillæg eller på berigtigelse i tilfælde af urigtig anvendelse af tariffen, fejlagtig beregning eller opkrævning:

1. hvis betaling har fundet sted, fra betalingsdagen;

2. hvis betaling ikke har fundet sted, fra den dag, da godset blev modtaget til befordring, når betalingen påhviler afsenderen, eller fra den dag, da adressaten har indløst fragtbrevet, hvis betalingen påhviler ham;

3. hvis det drejer sig om beløb, der er frankeret ved hjælp af en frankaturnota, fra den dag, da jernbanen giver afsenderen den i artikel, 15, § 7, omhandlede afregning; gives der ikke afsenderen en sådan afregning, løber fristen for jernbanens fordringer fra den tredivte dag efter leveringsfristens udløb;

  • d) ved jernbanens krav på betaling af et beløb, der er betalt af adressaten i stedet for af afsenderen eller omvendt, og som jernbanen skal tilbagebetale til den berettigede, fra den dag, da tilbagebetalingen forlanges;
  • e) ved krav vedrørende de i artikel 17 omhandlede efterkrav fra den tredivte dag efter leveringsfristens udløb;
  • f) ved krav på udbetaling af et salgsoverskud fra dagen for salget;
  • g) ved krav på en af told- eller andre administrative myndigheder forlangt efterbetaling fra den dag, da vedkommende myndigheder har fremsat fordringen;
  • h) i alle andre tilfælde fra den dag, da fordringen kan gøres gældende.

Den dag, der er angivet som udgangspunkt for forældelsen, medregnes i intet tilfælde i fristen.

§ 3. Ved fremsættelse af en reklamation efter artikel 53 med de nødvendige aktstykker hviler forældelsen indtil den dag, da jernbanen skriftligt afviser reklamationen og tilbagesender aktstykkerne. Bliver reklamationen delvis imødekommet, begynder forældelsesfristen kun igen at løbe for den endnu ikke imødekomne del af reklamationen. Bevisbyrden for reklamationens indgang eller besvarelse og for tilbagesendelsen af aktstykkerne har den, som påberåber sig disse forhold.

Yderligere reklamationer vedrørende samme krav standser ikke forældelsesfristens løb.

§ 4. Et forældet krav kan heller ikke gøres gældende som kontrasøgsmål eller indsigelse.

§ 5. Under forbehold af foranstående bestemmelser gælder for standsning og afbrydelse af forældesesfristen national ret.

Artikel VI

Jernbanernes indbyrdes forhold

Artikel 59

Afregning mellem jernbanerne

§ 1. Hver jernbane, som ved godsets ind- og udlevering har opkrævet fragtomkostninger eller andre fra fragtkontrakten hidrørende beløb, skal betale de andre deltagende baner den dem tilkommende andel deraf.

Betalingsmåden fastsættes ved aftaler mellem jernbanerne.

§ 2. Afsendelsesbanen hæfter med forbehold af sine krav mod afsenderen for den fragt og de andre omkostinger, som den ikke har opkrævet, uagtet afsenderen efter artikel 15 har påtaget sig at betale dem.

§ 3. Hvis modtagelsesbanen udleverer godset uden at opkræve fragtomkostningerne eller andre fra fragtkontrakten hidrørende beløb, hæfter den over for de jernbaner, som har deltaget i befordringen, og andre involverede.

§ 4. Har Centralbureauet på forlangende af en kreditorjernbane fastslået, at en jernbane ikke betaler, skal alle de andre jernbaner, som har deltaget i befordringen, bære følgerne heraf i forhold til deres fragtandele.

Deres ret til regres mod den ikke betalende jernbane forbeholdes.

Artikel 60

Regres ved tab eller beskadigelse

§ 1. Den jernbane, som efter de fælles regler har betalt en erstatning for helt eller delvist tab eller for beskadigelse, har ret til regres over for de jernbaner, som har deltaget i befordringen, efter følgende bestemmelser:

  • a) den jernbane, der har forårsaget skaden, er ene ansvarlig for denne;
  • b) har flere baner forårsaget skaden, hæfter hver af dem for den skade, som den har forårsaget; er det ikke muligt at fastslå hver banes ansvar, fordeles erstatningen mellem den efter c);
  • c) kan det ikke bevises, at skaden er forårsaget af en eller flere jernbaner, fordeles erstatningen på samtlige jernbaner, som har deltaget i befordringen, med undtagelse af dem, som beviser, at skaden ikke er forårsaget på deres linier. Fordelingen sker i forhold til antallet af tarifkilometer.

§ 2. Er en af disse jernbaner insolvent, fordeles den på denne faldende ikke betalte andel på alle de øvrige jernbaner, som har deltaget i befordringen, i forhold til antallet af tarifkilometer.

Artikel 61

Regres ved overskridelse af leveringsfristen

§ 1. Artikel 60 anvendes ved erstatning for overskridelse af leveringsfristen. Skyldes overskridelsen flere jernbaner, fordeles erstatningen på disse baner i forhold til varigheden af forsinkelsen på deres respektive linier.

§ 2. De ved artikel 27 fastsatte leveringsfrister fordeles således:

  • a) når to jernbaner har deltaget i befordringen, deles

1. ekspeditionsfristen halvt,

2. befordringsfristen i forhold til tarifkilometerafstandene,

  • b) når tre eller flere jernbaner har deltaget i befordringen, deles

1. ekspedtionsfristen mellem afsendelses- og modtagelsesbanen med halvdelen til hver, 2. befordringsfristen mellem alle jernbaner:

- med en tredjedel i lige dele,

- med to tredjedele i forhold til tarifkilometerafstandene.

§ 3. De tillægsfrister, som en jernbane har krav på, tildeles denne.

§ 4. Tiden fra godsets indlevering indtil leveringsfristens begyndelse tildeles udelukkende afsendelsesbanen.

§ 5. Den ovenfor omtalte fordeling kommer kun i betragtning, når leveringsfristen i sin helhed er overskredet.

Artikel 62

Fremgangsmåden ved regres

§ 1. Den jernbane, hos hvilken der søges regres efter artiklerne 60 og 61, kan ikke bestride retsmæssigheden af den af den regressøgende jernbane foretagne udbetaling, når erstatningen er blevet retsligt fastsat, efter at retssagen er blevet behørigt forkyndt for den førstnævnte jernbane, og denne har haft mulighed for at intervenere i sagen. Domstolen i hovedsagen fastsætter fristerne for forkyndelsen og interventionen.

§ 2. Den jernbane, som søger regres, skal søge alle de jernbaner, med hvilke den ikke har opnået en mindelig ordning, under en og samme retssag; ellers fortabes regressretten over for de ikke indstævnede jernbaner.

§ 3. Domstolen skal afgøre alle de forelagte regressager ved en og samme dom.

§ 4. De sagsøgte jernbaner kan ikke søge yderligere regres.

§ 5. Regressagen må ikke inddrages under erstatningssagen, som er anlagt af den i henhold til fragtkontrakten berettigede.

Artikel 63

Komptence ved regres

§ 1. Kun domstolen på det sted, hvor den til regres søgte jernbane har sit sæde, er kompetent til at dømme i regressagerne.

§ 2. Når der skal rejses regressøgsmål mod flere jernbaner, har den regressøgende jernbane valget mellem de efter § 1 kompetente domstole.

Artikel 64

Overenskomster om regres

Med undtagelse af den i artikel 62, § 5, fastsatte bestemmelse kan jernbanerne ved overenskomster fravige bestemmelserne i dette afsnit om den gensidige regres.

Afsnit VII

Undtagelsesbestemmelser

Artikel 65

Midlertidige afvigelser

§ 1. Hvis en stats økonomiske og finansielle situation medfører store vanskeligheder for anvendelsen af afsnit VI, kan enhver stat fravige artiklerne 15, 17 og 30 ved at den for visse forbindelser beslutter, at

  • a) sendinger fra denne stat skal være frankeret:

1. indtil dens grænse eller

2. mindst indtil dens grænse;

  • b) sendinger til denne stat skal være frankeret:

1. mindst indtil dens grænse, medmindre afsendelsesstaten pålægger begrænsning af frankaturen efter a) 1 eller

2. højst indtil dens grænse;

  • c) sendinger fra eller til denne stat ikke må belastes med efterkrav, og at rede forskud ikke er tilladt, eller at efterkrav og rede forskud kun er tilladt med visse begrænsninger;
  • d) at afsenderen ikke må ændre fragtkontrakten med hensyn til bestemmelsesland, frankatur og efterkrav.

§ 2. Under de samme betingelser kan staterne bemyndige jernbanerne til at fravige artiklerne 15, 17, 30 og 31 ved at de for deres gensidige forbindelser beslutter, at;

  • a) bestemmelserne om omkostningernes betaling skal fastsættes særskilt efter overenskomst mellem de pågældende jernbaner; disse bestemmelser må dog ikke foreskrive nogen betalingsmåde, der ikke er tilladt efter artikel 15;
  • b) visse ordrer om ændring af fragtkontrakten ikke er tilladt.

§ 3. De efter §§ 1 og 2 trufne forholdsregler skal meddeles Centralbureauet.

De i § 1 nævnte forholdsregler træder tidligst i kraft efter en frist på otte dage, regnet fra dagen for det brev, hvormed Centralbureauet har givet de andre stater meddelelse om forholdsreglerne.

De i § 2 nævnte forholdsregler træder tidligst i kraft efter en frist på to dage, regnet fra dagen for deres offentliggørelse i de involverede stater.

§ 4. Sendinger undervejs berøres ikke af disse forholdsregler.

Artikel 66

Afvigelser

Bestemmelserne i de fælles regler går ikke forud for de bestemmelser, som visse stater måtte træffe for deres gensidige trafik ved anvendelse af særlige traktater, som for eksempel traktaterne om Det europæiske Kul- og Stålfællesskab og Det europæiske økonomiske Fællesskab.

Bilag I

(Artiklerne 4 og 5)

Reglement for international befordring af farligt gods med jernbane (RID)

Dette bilag har den affattelse, som i henhold til artikel 69, § 4, i international konvention af 7. februar 1970 om befordring af gods på jernbaner (CIM) besluttes af ekspertkommissionen for internationalt reglement for befordring af farligt gods på jernbaner (RID), bilag I til CIM. Ekspertkommissionen beslutter også de nødvendige redaktionelle tilpasninger til konvention af 9. maj 1980 om internationale jernbanebefordringer.

Bilag II

(Artikel 8, § 1)

Reglement for international befordring med jernbane af private vogne (RIP)

Dette bilag har den affattelse, som i henhold til artikel 69, § 4, i international konvention af 7. februar 1970 om befordring af gods på jernbaner (CIM) besluttes af ekspertkommissionen for internationalt reglement for befordring af private godsvogne (RIP), bilag IV til CIM. Ekspertkommissionen beslutter også de nødvendige redaktionelle tilpasninger til konvention af 9. maj 1980 om internationale jernbanebefordringer.

Bilag III

(Artikel 8, § 2)

Reglement for international befordring med jernbane af containere (RICo)

Dette bilag har den affattelse, som i henhold til artikel 69, § 4, i international konvention af 7. februar 1970 om befordring af gods på jernbaner (CIM) besluttes af ekspertkommissionen for internationalt reglement for befordring af transportbeholdere (containere) (RICo), bilag V til CIM. Ekspertkommissionen beslutter også de nødvendige redaktionelle tilpasninger til konvention af 9. maj 1980 om internationale jernbanebefordringer.

Bilag IV

(Artikel 8, § 3)

Reglement for international befordring af ekspresgods med jernbane (RIEx)

§ 1. Som ekspresgods betragtes kun gods, der befordres særlig hurtigt efter bestemmelserne i en international tarif.

Som ekspresgods modtages kun gods, som uden videre kan indlæsses i pakvognene i personførende tog. De internationale tariffer kan fastsætte afvigelser fra denne regel.

§ 2. Udelukket fra befordring som ekspresgods er de i artikel 4 i de fælles regler angivne genstande. De stoffer og genstande, som er opregnet i RID eller omfattes af de i medfør af artikel 5, § 2, i de fælles regler indgåede overenskomster eller tarifbestemmelser, må kun befordres som ekspresgods, hvis dette udtrykkeligt er hjemlet i RID eller de nævnte overenskomster eller tarifbestemmelser. De internationale tariffer fastslår, om også andet gods skal være udelukket fra befordring som ekspresgods eller kun skal kunne modtages på visse betingelser.

§ 3. Ekspresgods kan indleveres til befordring med et andet fragtdokument end det i artikel 12, § 2, i de fælles regler foreskrevne. Den formular, der skal anvendes, såvel som de nødvendige og tilladelige angivelser, bestemmes ved de internationale tariffer. Dokumentet skal i alle tilfælde indeholde:

  • a) betegnelse af afsendelses- og bestemmelsesstation;
  • b) afsenderens og adressatens navn og adresse;
  • c) betegnelse af godset;
  • d) antal godsstykker og beskrivelse af emballeringen;
  • e) en nøjagtig fortegnelse over de af told- og andre administrative myndigheder forlangte papirer, som er vedlagt fragtdokumentet.

§ 4. Ekspresgods skal befordres med hurtige transportmidler inden for de ved de internationale tariffer fastsatte frister. Leveringsfristerne skal i alle tilfælde være kortere end de for ilgods anvendte.

§ 5. De internationale tariffer kan også foreskrive andre afvigelser fra de fælles regler end de ovenfor anførte. De kan dog ikke gøre afvigelser fra artiklerne 35 til 38, 40 til 42, 44 og 47 til 58 i de fælles regler.

§ 6. Såfremt de ovenstående bestemmelser eller bestemmelserne i de internationale tariffer ikke strider derimod, gælder de fælles regler for befordring af ekspresgods.

PROTOKOL

udarbejdet af den diplomatiske konference, der er forsamlet med henblik på ikraftsættelsen af konventionen om internationale jernbanebefordringer (COTIF) undertegnet den 9. maj 1980

Under anvendelse af artiklerne 22 og 24 i konventionen om internationale jernbanebefordringer (COTIF) undertegnet i Bern den 9. maj 1980 og afsluttet mellem: Algeriet, Belgien, Bulgarien, Danmark, Finland, Frankrig, Grækenland, Irak, Iran, Irland, Italien, Jugoslavien, Libanon, Liechtenstein, Luxembourg, Marokko, Nederlandene, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, Schweiz, Spanien, Det forenede Kongerige, Sverige, Syrien, Tjekkoslovakiet, Tunesien, Tyrkiet, Den tyske demokratiske Republik, Tyskland (Forbundsrepublikken), Ungarn og Østrig,

og efter indbydelse fra Det schweiziske Forbundsråd til de kontraherende parter, mødtes undertegnede befuldmægtigede i Bern fra den 15. til den 17. februar 1984.

Efter at have forelagt deres fuldmagter, der blev befundet i god og behørig form, har de bemærket sig en erklæring fra den schweiziske regering, ifølge hvilken følgende stater hos denne regering på de angivne datoer har deponeret ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrumenterne for konventionen af 9. maj 1980 om internationale jernbanebefordringer (COTIF):

  

 - Danmark (ratifikation), den 18. juni 1981  

 - Den tyske demokratiske Republik (ratifikation), den 5. november  

    1981  

 - Ungarn (ratifikation), den 14. januar 1982  

 - Spanien (ratifikation), den 15. januar 1982  

 - Nederlandene (godkendelse), den 15. januar 1982  

 - Bulgarien (ratifikation), den 15. juli 1982  

 - Jugoslavien (ratifikation), den 2. august 1982  

 - Frankrig (godkendelse), den 3. september 1982  

 - Tjekkoslovakiet (ratifikation), den 28. januar 1983  

 - Østrig (ratifikation), den 8. marts 1983  

 - Det forenede Kongerige (ratifikation), den 10. maj 1983  

 - Belgien (ratifikation), den 2. juni 1983  

 - Rumænien (ratifikation), den 14. juni 1983  

 - Luxembourg (ratifikation), den 27. juli 1983  

 - Schweiz (ratifikation), den 8. november 1983  

 - Libanon (ratifikation), den 1. december 1983.  

Konferencen, der har fastslået, at seksten stater har deponeret deres ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrumenter hos den schweiziske regering, har vedtaget følgende bestemmelser:

1. Konventionen af 9. maj 1980 om internationale jernbanebefordringer (COTIF), inklusive dens protokol og bilag, sættes i kraft den 1. maj 1985. CIM- og CIV-konventionerne af 7. februar 1970 og tillægskonventionen af 26. februar 1966 til CIV, ligesom deres bilag og protokoller, ophæves fra samme dato, således også for de kontraherende stater, der ikke ratificerer, accepterer eller godkender COTIF af 9. maj 1980.

2. Følgende bilag til CIM af 7. februar 1970:

- Internationalt reglement for befordring af farligt gods på jernbaner (RID),

- Internationalt reglement for befordring af private godsvogne (RIP),

- Internationalt reglement for befordring af transportbeholdere (containere) (RICo),

der er underkastet en særlig revisionsprocedure og altså ikke var vedlagt de dokumenter, der blev undertegnet den 9. maj 1980, får gyldighed fra den 1. maj 1985 som:

- Bilag I - Reglement for international befordring af farligt gods med jernbane (RID),

- Bilag II - Reglement for international befordring med jernbane af private vogne (RIP),

- Bilag III - Reglement for international befordring med jernbane af containere (RICo)

til fælles regler CIM (Bilag B til COTIF), med den ordlyd, som er besluttet af de ekspertkommisssioner, der har revideret og tilpasset dem til COTIF i overensstemmelse med den i artikel 69, § 4, i CIM af 7. februar 1970 fastsatte fremgangsmåde.

----------

Nærværende protokol forbliver åben for undertegnelse indtil den 30. juni 1984.

For de stater, der deponerer deres ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrumenter efter den 1. marts 1985, anvendes konventionen af 9. maj 1980 om internationale jernbanebefordringer (COTIF) fra den første dag i den anden måned efter den måned, hvori den schweiziske regering har underrettet de kontraherende stater om deponeringen.

TIL BEKRÆFTELSE HERAF har nedennævnte befuldmægtigede udfærdiget og undertegnet nærværende protokol.

UDFÆRDIGET i Bern den syttende februar nitten hundrede og fireogfirs i et enkelt eksemplar, der skal forblive deponeret i Det schweiziske Forbunds arkiv, og hvoraf en bekræftet ligelydende kopi tilsendes hver af medlemsstaterne.

  • (Underskrifter)

udarbejdet af den diplomatiske konference, der er forsamlet med henblik på ikraftsættelsen af konventionen om internationale jernbanebefordringer (COTIF) undertegnet den 9. maj 1980

Under anvendelse af artikel 24 i konventionen om internationale jernbanebefordringer (COTIF), undertegnet den 9. maj 1980, har den schweiziske regering indkaldt til en konference med henblik på at nå til enighed med de pågældende regeringer om at sætte denne konvention i kraft.

Konferencen afholdtes i Bern fra den 15. til den 17. februar 1984.

I konferencen deltog:

I. Delegerede fra de stater, som har underskrevet COTIF af 9. maj 1980:

  • (navnene)

II. Centralbureauet for internationale jernbanebefordringer (OCTI).

  • (navnene)

Konferencen overdrog til Schweiz at påtage sig formandskabet.

Det forenede Kongerige, Spanien, Tjekkoslovakiet og Østrig påtog sig i fællesskab viceformandshvervet.

Konferencen nedsatte to kommissioner:

Kommission I Prøvelse af fuldmagter

Kommission II Fransk redaktion

Som grundlag for konferencens drøftelser tjente:

  • a) den af konferencen vedtagne dagsorden;
  • b) rapport fra OCTI om fastsættelsen af tidspunktet for ikrafttrædelsen af COTIF, undertegnet den 9. maj 1980, med udkast til protokol herom;
  • c) informationsnotater fra OCTI om det nu afsluttede arbejde til opfyldelse af det mandat, som blev overdraget til OCTI af den 8. revisionskonference angående følgende tre spørgsmål:

- tillægsbestemmelserne,

- ansvaret for togforsinkelser, håndbagage og eventuelt for andre handlinger,

- eventuel indførelse af andre arbejdssprog.

På baggrund af drøftelserne på plenarmøderne og kommissionernes rapporter har konferencen besluttet at forelægge staternes repræsentanter protokollen om ikrafttrædelsesdatoen for konventionen om internationale jernbanebefordringer (COTIF), undertegnet den 9. maj 1980, til undertegnelse.

Konferencen har ligeledes besluttet at tage informationsnotaterne om det nu afsluttede arbejde til opfyldelse af det mandat, som blev overdraget til OCTI af den 8. revisionskonference angående de tre nævnte spørgsmål, til efterretning, ligesom de synspunkter, der er kommet til udtryk under plenarmøderne.

----------

TIL BEKRÆFTELSE HERAF har de undertegnede påført denne slutakt deres underskrifter.

UDFÆRDIGET i Bern den syttende februar nitten hundrede og fireogfirs i et enkelt ekspemplar, der skal forblive deponeret i Det schweiziske Forbunds arkiv, og hvoraf en bekræftet ligelydende kopi tilsendes hver af de på denne konference repræsenterede stater.

  • (Underskrifter)

Danmarks ratifikationsinstrument deponeredes hos den schweiziske regering den 18. juni 1981.

Konventionen trådte i kraft den 1. maj 1985, jfr. foranstående protokol af 17. februar 1981. Fra førstnævnte dato ophæves CIM- og CIV-konventionerne af 7. februar 1970 og tillægskonventionen af 26. februar 1966 til CIV, ligesom deres bilag og protokoller, jfr. udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 129 af 3. november 1975, Lovtidende C.

Udenrigsministeriet, den 18. september 1985

Uffe Ellemann-Jensen

Officielle noter

Ingen