Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om visse almennyttige boligafdelingers omprioritering m.v.


I medfør af § 1, stk. 2, 3 og 7, § 8, stk. 5, § 11, stk. 2 og 3 og § 12 i lov nr. 282 af 27. april 1994 om visse almennyttige boligafdelingers omprioritering m.v. fastsættes efter bemyndigelse:

Kapitel 1

Ansøgningsproceduren

§ 1. Støtte efter denne bekendtgørelse kan gives til afdelinger, hvor der på baggrund af en samlet vurdering af afdelingens forhold er konstateret væsentlige problemer af økonomisk, social eller anden karakter, herunder høj husleje, høj flyttefrekvens, stor andel af boligtagere med sociale problemer, vold, hærværk eller nedslidning af bygninger og friarealer.

Stk. 2. Der vil blive lagt vægt på følgende forhold:

  • 1) Beboersammensætningen, herunder bebyggelsens sociale problemer.
  • 2) Andel ledige lejligheder.
  • 3) Fraflytningsfrekvensen.
  • 4) Huslejeniveauet.
  • 5) Opsamlet driftsunderskud.
  • 6) Henlæggelsesbeløb til planlagt og periodisk vedligeholdelse.
  • 7) Renoveringsbehov.
  • 8) Lejlighedssammensætning.
  • 9) Bebyggelsens størrelse.
  • 10) Forekomst af hærværk, vold og anden kriminalitet.

§ 2. Ansøgning om tilladelse til omprioritering og/eller støtte i form af huslejesikring indsendes af boligselskabet gennem kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor afdelingen er beliggende, til Boligselskabernes Landsbyggefond inden den 29. juli 1994. Vil det ikke være muligt at få ansøgningen behandlet i kommunalbestyrelsen inden fristens udløb, fremsender kommunen ansøgningen med forbehold af kommunalbestyrelsens endelige godkendelse.

Stk. 2. Ansøgningen skal indeholde oplysninger om følgende forhold:

  • 1) Afdelingens data (beliggenhed, antal boliger, lejlighedsstørrelse mv.).
  • 2) Udlejningssituationen.
  • 3) Huslejeudviklingen siden 1980.
  • 4) Beboersammensætning, herunder vurdering af de sociale problemer i afdelingen.
  • 5) Afdelingens regnskaber fra de seneste 3 år samt de efterfølgende 2 års budgetter, herunder et sammendrag af balancetallene for det seneste afsluttede regnskab.
  • 6) Bebyggelsens fysiske standard og tilstand.
  • 7) Fritidsmæssige og socialpædagogiske aktiviteter mv.
  • 8) Forekomsten af hærværk, vold og anden kriminalitet.
  • 9) Tilsagn om offentlig støtte i forbindelse med opførelsen eller ved konvertering af lån.
  • 10) Indestående prioriteter i ejendommen.
  • 11) Eventuelle forfaldne, ikke-betalte terminsydelser.

Stk. 3. Ansøgningen skal herudover indeholde en foreløbig helhedsplan for den enkelte afdeling og det pågældende boligområde med henblik på at opnå en samlet helhedsbetonet løsning af afdelingens økonomiske, sociale og bygningsmæssige problemer. Der skal herunder foretages en redegørelse for de foranstaltninger, der ønskes iværksat, fordelt på:

  • 1) Social opretning, herunder beboerrådgivningsordninger og sociale aktiviteter iøvrigt.
  • 2) Fysisk opretning, herunder nødvendige renoveringsarbejder og miljøforbedrende foranstaltninger.
  • 3) Økonomisk opretning, herunder en analyse af driftsbudgettet og af den fremtidige udlejningssituation efter en eventuel huslejenedsættelse samt en plan for afvikling af eventuelt opsamlet driftsunderskud, herunder mulige driftsbesparelser.
  • 4) Andre tiltag, som kan forbedre afdelingens situation som helhed.

Afdelinger med mere end 150 lejligheder, eller som er en del af en bebyggelse med mere end 150 lejligheder, skal tillige redegøre for de organisatoriske rammer for helhedsplanens gennemførelse.

Stk. 4. Den foreløbige helhedsplan skal udarbejdes af boligselskabet i samarbejde med beliggenhedskommunen under iagttagelse af reglerne om beboerdemokrati i § 15 i lov om boligbyggeri. Ved udarbejdelsen skal endvidere inddrages andre relevante lokale organisationer, herunder kirkelige netværk, uddannelsesinstitutioner m.v.

Stk. 5. Ved fremsendelsen af ansøgningen til Boligselskabernes Landsbyggefond skal kommunalbestyrelsen på grundlag af sit lokalkendskab anbefale, at den foreløbige helhedsplan er egnet til løsning af afdelingens problemer, og tilkendegive at den er indforstået med at yde eller vedstå den fornødne (re)garanti ved omprioriteringen og give tilsagn om rykning med kommunale lån, jf. dog stk. 1. Eventuelle efterstående private panthavere skal samtidig have afgivet principielt tilsagn om respekt af omprioriteringslånene.

Stk. 6. Bygge- og Boligstyrelsen kan, hvis der foreligger særlige omstændigheder, forlænge fristen efter stk. 1.

§ 3. Boligselskabernes Landsbyggefond tilrettelægger behandlingen af ansøgningerne, og træffer herunder bestemmelse om, hvorvidt der skal oprettes en projektstyringsorganisation for den enkelte afdeling eller for flere afdelinger samlet.

Stk. 2. Boligselskabernes Landsbyggefond fastsætter på baggrund af drøftelser med Bygge- og Boligstyrelsen de nærmere regler om ansøgningens udformning, herunder om der skal anvendes skematiske opstillinger og lignende. Indeholder ansøgningen ikke de oplysninger, som landsbyggefonden anser for nødvendige, returneres ansøgningen med anmodning om modtagelse af de manglende oplysninger. Stk. 3. Landsbyggefonden kan gøre sin behandling af en ansøgning afhængig at, at boligselskabet og kommunalbestyrelsen stiller de nødvendige oplysninger til rådighed.

§ 4. På baggrund af de indkomne ansøgninger foretager Boligselskabernes Landsbyggefond en samlet foreløbig vurdering af, hvilke afdelinger der inden for de givne økonomiske rammer kan blive omfattet af omprioriteringsordningen. Udgangspunktet for fondens vurdering er det af fonden opgjorte støttebehov i de enkelte afdelinger, idet det tilstræbes, at et eventuelt udækket støttebehov i de enkelte afdelinger så vidt muligt er af samme størrelsesorden efter omprioriteringens gennemførelse.

Stk. 2. På baggrund af vurderingen efter stk. 1 foretager landsbyggefonden snarest muligt en samlet foreløbig indstilling til Bygge- og Boligstyrelsen. Indstillingen skal for hver enkelt afdeling, som efter landsbyggefondens foreløbige vurdering skal indgå i omprioriteringsordningen, indeholde oplysninger om følgende forhold:

  • 1) afdelingens samlede behov for støtteforanstaltninger i form af omprioritering, ydelsessikring og/eller huslejesikring
  • 2) indestående prioriteter med angivelse af hvilke lån, der ønskes omprioriteret, eller hvortil der uden omprioritering ønskes givet tilsagn om ydelsessikring, med angivelse af lånetyper og løbetider m.v. Herunder en angivelse af eventuelle forfaldne, ikke-betalte terminsydelser, som ønskes omfattet af en omprioritering
  • 3) beboerbetaling samt statslig støtte opgjort før og efter omprioritering
  • 4) beboerydelsesreduktionens og huslejesikringens fordeling på de foranstaltninger, der ønskes iværksat, jf. § 2, stk. 3.

Stk. 3. Den samlede foreløbige indstilling skal herudover indeholde en samlet opgørelse af:

  • 1) behovet for omprioritering og/eller ydelsessikring
  • 2) behovet for huslejesikring
  • 3) den direkte statsfinansielle påvirkning ved omprioriteringen
  • 4) beboerydelsesreduktionen
  • 5) beboerydelsesreduktionens og huslejesikringens fordeling på de foranstaltninger, der ønskes iværksat, jf. § 2, stk. 3
  • 6) den aktuelle obligationsrestgæld opgjort nominelt og til kursværdi fordelt på obligationsserier, samt for indekslån tillige den indeksfaktor, som obligationsrestgælden er opgjort til.

Stk. 4. Sammen med den foreløbige indstilling fremsendes en oversigt, indeholdende oplysninger efter stk. 2, nr. 1) og 2), over de boligafdelinger, der har ansøgt om omprioritering, men som ikke efter landsbyggefondens vurdering kan komme i betragtning. I denne oversigt kan angives, hvilke andre tiltag, der eventuelt vil kunne iværksættes for disse afdelinger.

Stk. 5. Oplysningerne efter stk. 2, nr. 3), samt stk. 3, nr. 3)-4), angives pr. år indtil 30 år efter indstillingstidspunktet.

Stk. 6. Oplysningerne i stk. 2 og 3 angives med den på ansøgningstidspunktet størst mulige nøjagtighed.

Stk. 7. Efter drøftelse med Boligselskabernes Landsbyggefond tilkendegiver Bygge- og Boligstyrelsen, hvilke afdelinger der kan forventes at blive omfattet af omprioriteringsordningen.

Stk. 8. Tilladelse til omprioritering og/eller tilsagn om ydelsessikring og/eller huslejesikring anses først for givet på det tidspunkt, hvor boligselskabet modtager meddelelse om den af Bygge- og Boligstyrelsen efter § 6, stk. 4, trufne afgørelse.

Stk. 9. Uanset den foreløbige tilkendegivelse efter stk. 7, kan Bygge- og Boligstyrelsen efter indstilling fra landsbyggefonden på baggrund af de udarbejdede endelige helhedsplaner, jf. § 5, efterfølgende udskifte nogle afdelinger med andre, som har et behov for støtte, men hvis ansøgning ikke blev imødekommet, fordi den ikke kunne rummes inden for den givne økonomiske ramme.

§ 5. De boligselskaber, hvis afdelinger efter tilkendegivelsen efter § 4, stk. 7, kan forventes at blive omfattet af omprioriteringsordningen, udarbejder i samarbejde med beliggenhedskommunerne en detaljeret endelig helhedsplan for den enkelte afdeling og det pågældende boligområde efter bestemmelserne i § 2, stk. 3-5.

Stk. 2. Helhedsplanen skal herudover omfatte en plan for den ønskede omprioritering, ydelsessikring og huslejesikring samt for fordelingen af den opnåede lettelse på de foranstaltninger, der ønskes iværksat, jf. § 2, stk. 3.

§ 6. På grundlag af den i § 5 omhandlede helhedsplan, som er tiltrådt af Boligselskabernes Landsbyggefond, udarbejder fonden for hver enkelt afdeling en endelig indstilling, der fremsendes til Bygge- og Boligstyrelsen og det långivende realkreditinstitut.

Stk. 2. Fremsendelsen af fondens indstillinger sker løbende, idet fonden tilrettelægger fremsendelsen således, at der vil være tilstrækkelige midler inden for de samlede rammer til henholdsvis omprioritering og huslejesikring til imødekommelse af endnu ikke færdigbehandlede ansøgninger.

Stk. 3. Indstillingen skal indeholde de i § 4, stk. 2, nr. 1)-4), nævnte oplysninger.

Stk. 4. Bygge- og Boligstyrelsen behandler og træffer afgørelse i de indkomne indstillinger løbende. Er Bygge- og Boligstyrelsen ikke enig i landsbyggefondens indstilling i den konkrete sag, forelægger styrelsen sagen for fonden, forinden styrelsen træffer afgørelse.

Stk. 5. Bygge- og Boligstyrelsen kan gøre den statslige støtte til den enkelte afdeling betinget af, at kommunen, boligselskabet og et eventuelt forretningsførerselskab bidrager til løsningen af afdelingens økonomiske vanskeligheder.

Stk. 6. Bygge- og Boligstyrelsens afgørelse forudsætter, at et realkreditinstitut vil være villig til at yde de nye lån.

Kapitel 2

Boligselskabernes Landsbyggefonds udbetaling af huslejesikring

§ 7. Boligselskabernes Landsbyggefond forestår den løbende udbetaling af huslejesikringen til boligselskaberne.

Stk. 2. På begæring af Boligselskabernes Landsbyggefond udbetaler Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning umiddelbart inden fondens udbetaling til de enkelte afdelinger statens andel af den samlede huslejesikring til fonden. Udbetalingen sker ved udgangen af hvert kvartal på baggrund af en specificeret opgørelse fra fonden.

Kapitel 3

Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning

§ 8. På grundlag af opgørelsen efter § 4, stk. 3, nr. 6), samt den foreløbige tilkendegivelse efter § 4, stk. 7, udarbejder Boligministeriet efter aftale med Finansministeriet nærmere retningslinjer for hvilke lån, der:

  • a) kan omprioriteres ved konvertering
  • b) kan omprioriteres ved opkøb af de bagvedliggende obligationer
  • c) ikke omprioriteres, men hvortil der kan gives tilsagn om ydelsessikring.

§ 9. På grundlag af de efter § 8 udarbejdede retningslinjer opkøber Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning obligationerne. De nærmere vilkår for opkøbet aftales mellem Boligministeriet og Finansministeriet. Boligministeriet orienteres løbende af Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning om forløbet af opkøbet, herunder om beholdningen af opkøbte obligationer.

Stk. 2. Beregning af kursværdien af obligationsrestgælden på indekslån, for hvilke staten indtræder i den fulde betalingsforpligtigelse, sker ved en kurs, der fastlægges af Boligministeriet efter aftale med Finansministeriet og drøftelse med Danmarks Nationalbank. Ved ydelse af nye lån overdrages de til grund for lånene udstedte obligationer af det långivende realkreditinstitut til Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning. Provenuet ved salg af disse obligationer anvendes af Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning til løbende opkøb af de indeksobligationer, på hvilke staten har overtaget gældsforpligtigelsen. De nærmere vilkår for køb og salg fastlægges efter aftale mellem Boligministeriet og Finansministeriet.

Stk. 3. Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning udbetaler ydelsessikring for omprioriteringslån til det långivende realkreditinstitut. Ydelsessikring udbetales bagud i tilknytning til de i pantebrevene fastsatte terminer.

§ 10. Boligselskabernes Landsbyggefond udarbejder løbende en særlig oversigt til Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning over de nominallån, der ikke skal omprioriteres, men hvortil der alene er givet tilsagn om ydelsessikring. Ydelsessikringen på disse lån udbetales af Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning direkte til en af låntager anvist konto i et pengeinstitut. Ydelsessikring udbetales bagud i tilknytning til de i pantebrevene fastsatte terminer.

Stk. 2. Beregning af forskellen mellem den regulerede beboerbetaling og beboerbetalingen på tidspunktet for udamortisering for lån efter stk. 1, der udamortiseres inden 30 år efter tilsagnstidspunktet, foretages af Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning, der også forestår opkrævning af beløbet hos låntager i tilknytning til de i det oprindelige pantebrev fastsatte terminer.

Kapitel 4

Revisionsbestemmelser

§ 11. Revision af regnskabsgrundlaget for udbetaling af tilskud efter denne bekendtgørelse udføres efter en af Bygge- og Boligstyrelsen og Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning i samarbejde med Boligselskabernes Landsbyggefond og Realkreditrådet udarbejdet regnskabsinstruks, hvor de nærmere regler for revisionens gennemførelse er fastsat.

Kapitel 5

Klagebestemmelser

§ 12. Bygge- og Boligstyrelsens afgørelser efter denne bekendtgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Kapitel 6

Ikrafttrædelse

§ 13. Bekendtgørelsen træder i kraft den 14. maj 1994.

Bygge- og Boligstyrelsen, den 5. maj 1994

Rud Werborg

/ Inge-Lis Kalum Schou

Officielle noter

Ingen