Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Prøvningsbetingelser for termostatiske blandeventiler til brugsvandsanlæg VA 1.50/DK


1 Tæthed

Prøvningen udføres på 3 stk. ventiler. Ventilen udsættes for et tryk på 1600 kN/kvadratmeter (16 kp/kvadratcentimeter) gennem varmtvandstilslutningen og med de to andre tilslutninger afproppet. Trykket fastholdes i 60 sec. Spindeludføring skal være tæt.

2 Materiale

Prøvningen udføres på 1 stk. ventil.

Der fremstilles en eksponeringsopløsning (syntetisk brugsvand) ved, at der til jonbyttet vand tilsættes 50 mg/l NaCl og 50 mg/l CaCO3. pH justeres ved gennemblæsning af CO2 til ca. 6,4, og luft gennemblæses derefter til mætning, hvored pH stiger til ca. 6,6.

Til prøveventilen tilpasses propper af polyethylen eller propper dækket af polyethylenfolie. Ventilen monteres dernæst i en prøvestand og gennemstrømmes 1 time med vandværksvand med en vandstrøm svarende til et trykfald over ventilen på ca. 10 kN/kvadratmeter.

Ventilen demonteres, og plastpropperne sættes på. Dernæst skylles ventilen med syntetisk brugsvand, hvorefter det fyldes igen med syntetisk vand, og der tilproppes. Vandet aftappes efter 1 døgn, og vandets volumen bestemmes. Derefter påfyldes syntetisk vand igen, som aftappes efter 1 døgn, og dette gentages tillige for det næstfølgende døgn. Vandprøverne fra de 3 på hinanden følgende døgn analyseres ved atomabsorption for cadmium (Cd) og bly (Pb). Resultatet angives i mg/l, og totalmængde Cd og Pb for hver af de 3 analyser opløst fra armaturet anføres.

Fabrikanten skal i øvrigt give oplysning om de anvendte materialers kemiske, fysiske og biologiske stabilitet.

Indtil nøjere specificerede prøvemetoder er udarbejdede, undersøges øvrige materialeegenskaber på bedste måde.

3 Tæthed ved manøvrering

Prøvningen udføres på 3 stk. ventiler og efter prøvning af tæthed punkt 1. Ventilen udsættes for en række vekslende vandtryk i området 50-1000 kN/kvadratmeter (0,5-10,0 kp/kvadratcentimeter), og ved hvert vandtryk foretages en serie manøvreringer af temperaturvælgeren.

4 Regulering af vandtemperatur

Prøvningen udføres på 1 stk. ventil. Ventilen tilsluttes koldt- og varmtvandssystem med samme tryk og temperaturerne 15 +/- 3 grader C og 80 +/- 3 grader C. Blandeventilens udløb forsynes med en regulerbar modstand.

Modstanden indreguleres således, at ventilen ved trykket 200 kN/kvadratmeter (2 kp/kvadratcentimeter) giver en vandstrøm som er ca. halvdelen af vandstrømmen i prøveopstillingen uden indregulering af modstanden.

Der måles med temperaturvælgeren i de to yderstillinger. Ved hver stilling aflæses temperaturen af det blandede vand ved følgende tryk: 50, 200 og 500 kN/kvadratmeter (0,5, 2,0 og 5,0 kp/kvadratcentimeter).

5 Strømningsmodstand

Prøvningen udføres på 1 stk. ventil. Ventilen tilsluttes et koldt- og varmtvandssystem som beskrevet under punkt 4. Ved måling bestemmes en række sammenhørende værdier af trykfaldet over ventilens varmtvandstilgang og afgang for blandet vand og vandstrømmen. Målingen udføres ved hvert trykfald med temperaturvælgeren i maksimal stilling. Vandstrømmen gennem ventilen bestemmes ved hvert af trykfaldene. 10, 20, 50 og 100 kN/kvadratmeter (0,1, 0,2, 0,5 og 1,0 kp/kvadratcentimeter).

Officielle noter

Ingen