Den fulde tekst

Bekendtgørelse af lov om bygnings- og boligregistrering

Hermed bekendtgøres lov om bygnings- og boligregistrering, jf. lov nr. 243 af 12. maj 1976, med de ændringer, der følger af lov nr. 138 af 13. april 1983, lov nr. 841 af 18. december 1987 og lov nr. 750 af 7. december 1988


§ 1. Hver kommune fører et register med oplysninger om bygnings- og boligforhold. Registret etableres og føres efter regler, der fastsættes af boligministeren således, at det kan give grundlag for en landsdækkende bygnings- og boligregistrering.

Stk. 2. Udgifterne til registrets oprettelse og drift afholdes af kommunen.

§ 2. I bygnings- og boligregistret skal registreres oplysninger om:

  • 1) hver enkelt bygnings identifikation, opførelsesår, beliggenhed, størrelse, tekniske forhold, indretning, installationer og anvendelse og om
  • 2) hver enkelt bolig- eller erhvervsenheds identifikation, oprettelsesår, størrelse, huslejeforhold, indretning, installationer og anvendelse.

Stk. 2. Boligministeren fastsætter regler for registrets oprettelse og kan herunder nærmere fastsætte regler om registrering af sådanne oplysninger om bygnings- og boligforhold, som har betydning for varetagelsen af opgaver, der påhviler offentlige myndigheder.

Stk. 3. I registret gennemføres en entydig betegnelse af alle enheder (beliggenhedsbetegnelse).

§ 3. Det påhviler kommunalbestyrelsen at sikre den fornødnne entydighed i registreringen.

Stk. 2. Betegnelsen af de enkelte bolig- og erhvervsenheder i bygninger med flere enheder foretages af ejeren efter regler fastsat af boligministeren.

§ 4. Offentlige myndigheder samt ejere af registrerede enheder skal efter regler, der fastsættes af boligministeren, meddele oplysninger til brug for registrets oprettelse og drift.

§ 5. På begæring af offentlige myndigheder skal der fra registret medddeles sådanne oplysninger, som har betydning for en sags afgørelse eller for myndighedens virksomhed.

§ 5 a. På begæring har ejeren af registrerede ejendomme ret til at gøre sig bekendt med de registrerede aktuelle oplysninger vedrørende ejendommen.

Stk. 2. På begæring har lejere af en registreret bolig- eller erhvervsenhed ret til at gøre sig bekendt med de registrerede aktuelle oplysninger vedrørende enheden samt den bygning, hvori enheden er beliggende.

§ 6. Boligministeren fastsætter regler om, i hvilket omfang oplysninger om bygnings- og boligforhold skal meddeles til offentlige myndigheder og koncessionerede selskaber samt andre virksomheder, der udfører opgaver inden for forsyningsområdet såsom kraft, varme, vand, samt virksomheder, der har påtaget sig fjernelse af affald og lignende.

Stk. 2. Boligministeren kan fastsætte regler om adgang til at videregive oplysninger modtaget efter stk. 1 til private virksomheder, der i henhold til lov eller aftale medvirker ved løsning af myndigheders opgaver.

Stk. 3. Boligministeren kan fastsætte regler om, i hvilket omfang og på hvilken måde oplysninger fra bygnings- og boligregistreringen kan meddeles personer eller virksomheder, som i medfør af autorisation, lovgivning eller på baggrund af en aftale med ejendommens ejer udfører arbejdsopgaver i forbindelse med udstykning, bebyggelse, omsætning, finansiering og forsikring m.v. af fast ejendom. Det er en betingelse, at samtykke fra ejendommens ejer foreligger.

Stk. 4. Boligministeren kan fastsætte regler om opbevaring, tilintetgørelse og videregivelse af oplysninger efter stk. 3.

Stk. 5. Boligministeren fastsætter regler om vederlag for registrets ydelser.

§ 7. Det påhviler boligministeren at søge gennemført sådanne regler eller foranstaltninger, at der i videst muligt omfang sker en samordning og forenkling af registreringen af oplysninger vedrørende fast ejendom og andre stedbestemte oplysninger.

Stk. 2. Boligministeren kan bemyndige en styrelse under ministeriet til at udøve de beføjelser, der er nævnt i stk. 1.

§ 8. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der forsætligt eller ved grov uagtsomhed

  • 1) overtræder § 3, stk. 2,
  • 2) undlader rettidigt at meddele oplysninger, der afkræves efter § 4,
  • 3) afgiver urigtige oplysninger til bygnings- og boligregistret
  • 4) uden tilladelse skaffer sig oplysninger fra bygnings- og boligregistret eller
  • 5) overtræder vilkår for behandling af meddelte oplysninger.

Stk. 2. I de forskrifter, der udstedes i henhold til loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

Stk. 3. Er overtrædelsen begået af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.

§ 9. I sager om overtrædelse af §§ 3-4 samt overtrædelser af forskrifter, udstedt i henhold til loven, kan kommunen tilkendegive den pågældende, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, såfremt han erkender sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere angivet frist, der efter begæring kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde, dog højst 2.000 kr.

Stk. 2. Med hensyn til den i stk. 1 nævnte tilkendegivelse finder bestemmelsen i retsplejeloven om indhold af anklageskrift i politisager tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Betales bøden i rette tid, eller bliver den efter vedtagelse inddrevet eller afsonet, bortfalder videre forfølgning.

§ 10. Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.

§ 11. Loven gælder ikke for Færøerne.

Stk. 2. Loven gælder ikke for Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes i kraft med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger.

Boligministeriet, den 28. februar 1990

Agnete Laustsen

/ Hanne Victor Hansen

Officielle noter

Ingen