Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Anordning om anerkendelse og fuldbyrdelse af domme, afsagte i Danmark, Finland, Island, Norge eller Sverige.

    Vi Christian den Tiende, af Guds Naade Konge til Danmark og Island, de Venders og Goters, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg, Gøre vitterligt: Efter at der under 16. Marts 1932 mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige er indgaaet en Konvention om Anerkendelse og Fuldbyrdelse af Domme, afsagte i de nævnte Stater, jfr. Bekendtgørelse Nr. 177 af 10. Maj 1933, fastsættes herved i Henhold til §§ 223a og 479 i Lov om Rettens Pleje af 11. April 1916, jfr. Lov Nr. 340 af 23. December 1932, følgende:


I. Domme, afsagte i Finland, Island, Norge eller Sverige.

     § 1

Retskraftige Domme, som i Finland, Island, Norge eller Sverige er afsagt i borgerlige Sager, har bindende Virkning ogsaa her i Riget. Det samme gælder Domme i Straffesager, forsaavidt angaar Erstatning eller Oprejsning for skadegørende Handlinger.

Ved Dom forstaas Rettens Afgørelse af det Krav eller Retsforhold, som udgør Sagens Genstand.

     § 2

Lige med retskraftige Domme stilles:

     1. Afgørelser, hvorved Overeksekutor i Finland (Landshøvdingen eller i Byerne som Regel Magistraten) eller Sverige (Lensstyrelsen eller i visse Byer Magistraten) i Sager, hvor Kravet grunder sig paa Gældsbrev eller andet skriftligt Bevis (lagsokningsmål), har paalagt Betalingspligt, naar Fristen for Anke (besvar) over Afgørelsen er udløbet;

     2. Forlig, der er indgaaet for en Forligskommission eller en Ret;

     3. retskraftige Afgørelser, som i borgerlige Sager, enten i Dommen eller særskilt, er truffet om Erstatning for Sagsomkostninger eller om Godtgørelse til Vidner eller sagkyndige.

     § 3

Udeblivelsesdom, som i Island eller Norge er afsagt i første Instans over sagsøgte, tredskodom eller anden Dom, som i Finland eller Sverige er afsagt i første Instans over en udebleven sagsøgt, har ikke bindende Virkning her i Riget, medmindre:

     1. sagsøgte, da Stævningen, Forligsindkaldelsen eller Indkaldelsen til Overeksekutor blev forkyndt, havde Bopæl eller anmeldt Firma i den Stat, hvor Dommen er afsagt, eller Bestyrelsen, som repræsenterede sagsøgte, havde Sæde i denne Stat, eller Forkyndelsen er sket for en Repræsentant, som sagsøgte efter Loven var forpligtet til at have i denne Stat; eller

     2. der var truffet bindende Aftale om Sagens Behandling ved den Ret, som har afsagt Dommen; eller

     3. Dommen angaar Erstatning eller Oprejsning for en skadegørende Handling, som er begaaet i den Stat, hvor Dommen er afsagt, og Stævningen er forkyndt for sagsøgte personlig under Ophold i denne Stat.

De samme Regler gælder om Udeblivelsesdomme, der i Ankeinstansen er afsagt over sagsøgte, forsaavidt Dommen i første Instans ligeledes var en Udeblivelsesdom.

     § 4

Afgørelser og Forlig, som efter §§ 1-3 har bindende Virkning her i Riget, og som kan fuldbyrdes i den Stat, hvor Afgørelsen er truffet eller Forliget indgaaet, bliver paa Begæring at fuldbyrde her i Riget efter Henvendelse til Fogden.

     § 5

Begæring om Fuldbyrdelse af en Afgørelse skal være ledsaget af:

     1. Afgørelsen i Original eller af vedkommende Myndighed bekræftet Udskrift;

     2. Bevidnelse om, at Afgørelsen er af den i §§ 1 eller 2 nævnte Art, og at den er retskraftig og kan fuldbyrdes i den Stat, hvor den er truffet;

     3. ved Dom af den i § 3 omhandlede Art Bevidnelse, hvoraf fremgaar, at Dommen har Virkning efter nævnte Bestemmelse.

     § 6

Begæring om Fuldbyrdelse af et Forlig skal være ledsaget af:

     1. Forliget i en af vedkommende Myndighed bekræftet Udskrift;

     2. Bevidnelse om, at Forliget er indgaaet for en Forligskommission eller en Ret og kan fuldbyrdes i den Stat, hvor det er indgaaet.

     § 7

Skriftstykker, som er affattet paa Finsk eller Islandsk, skal være ledsaget af Oversættelse i fornøden Udstrækning, til Dansk, Norsk eller Svensk. Oversættelsen skal være bekræftet af en henholdsvis finsk eller islandsk diplomatisk eller konsulær Myndighed eller af en edsvoren eller officiel ansat Translatør i henholdsvis Finland eller Island eller i Danmark.

     § 8

Bemyndiget til at afgive de i §§ 5 og 6 omhandlede Bevidnelser er:

     1. i Finland og Island Justitsministeriet,

     2. i Norge Justitsdepartementet,

     3. i Sverige en Lensstyrelse.

     § 9

Fuldbyrdelsen iværksættes efter her gældende Lov uden Hensyn til, hvad Afgørelsen eller Forliget maatte indeholde om Tvangsmidler.

Beslutning om, hvorvidt Fuldbyrdelse skal iværksættes, træffes, uden at Modparten høres. Dog kan der under særlige Omstændigheder gives ham Adgang til at udtale sig, f.Eks. naar Dommen eller Forliget er knyttet til en Betingelse, og det ikke af de foreliggende Dokumenter fremgaar, om Betingelsen er opfyldt.

II. Domme, afsagte i Danmark.

     § 10

Retskraftige Domme, som her i Riget er afsagt i borgerlige Sager, har bindende Virkning ogsaa i Finland, Island, Norge og Sverige. Det samme gælder Domme i Straffesager, forsaavidt angaar Erstatning eller Oprejsning for skadegørende Handlinger.

Ved Dom forstaas Rettens Afgørelse af det Krav eller Retsforhold, som udgør Sagens Genstand.

     § 11

Lige med retskraftige Domme Stilles:

     1. Forlig, der er indgaaet for en Forligskommission eller en Ret;

     2. retskraftige Afgørelser, som i borgerlige Sager, enten i Dommen eller særskilt, er truffet om Erstatning for Sagsomkostninger eller om Godtgørelse til Vidner eller sagkyndige.

     § 12

Udeblivelsesdom, som her i Riget er afsagt i første Instans over sagsøgte, har ikke bindende Virkning i Finland, Island, Norge og Sverige, medmindre de i § 3, Nr. 1-3, opstillede Betingelser for Anerkendelse her i Riget af en i de andre nordiske Stater afsagt Udeblivelsesdom er opfyldt.

Det samme gælder Udeblivelsesdomme, der i Ankeinstansen er afsagt over sagsøgte, forsaavidt Dommen i første Instans ligeledes var en Udeblivelsesdom.

     § 13

En her i Riget afsagt Dom, som gør Anvendelse af Lovgivningen om Ægtefællers Formueforhold, har ikke bindende Virkning i Finland og Sverige, saafremt Tvisten deer skulde have været bedømt efter Landets ældre Ægteskabslovgivning.

     § 14

Afgørelser og Forlig, som efter §§ 10-12, jfr. § 13, har bindende Virkning i Finland, Island, Norge og Sverige, og som kan fuldbyrdes her i Riget, kan kræves fuldbyrdet i de nævnte Stater.

     § 15

Begæring om Fuldbyrdelse af en her i Riget truffen Afgørelse eller et her indgaaet Forlig rettes:

i Finland og Sverige til Overeksekutor (jfr. § 2 Nr. 1),

i Island til Fogden,

i Norge til Namsretten.

Begæring om Fuldbyrdelse skal være ledsaget af de i §§ 5 og 6 nævnte Dokumenter og Bevidnelser; Bevidnelserne udfærdiges af Justitsministeriet.

     § 16

En Afgørelse anses for retskraftig, naar den ikke er paaanket eller paakæret og ikke, eller dog ikke uden særlig Tilladelse, kan paaankes eller paakæres.

III. Almindelige Bestemmelser.

     § 17

Bestemmelserne i denne Anordning finder ikke Anvendelse paa:

     1. Afgørelser, der er truffet i Sager om Bosondring, Separation, Skilsmisse, Ægteskabs Omstødelse, Adoption og Værgemaal, hvilke Afgørelser der er tillagt bindende Virkning her i Riget ved Artikel 22 i Konvention af 6. Februar 1931 om Ægteskab, Adoption og Værgemaal, jfr. Bekendtgørelse Nr. 323 af 28. December 1931; dog finder Bestemmelserne om Fuldbyrdelse i denne Anordnings §§ 4-9 og §§ 14 og 15 Anvendelse paa Afgørelser, som har Gyldighed efter Artikel 22 i den nævnte Konvention;

     2. Afgørelser og Forlig angaaende familieretlig Underholdspligt, jfr. Bekendtgørelse Nr. 324 af 28. December 1931;

     3. Afgørelser og Forlig vedrørende Slægtskab, Arveret, Arvingers Ansvar for Gæld, Dødsboskifte, Tvangsakkord udenfor Konkurs eller Afkræftelse i Tilfælde af Konkurs;

     4. Afgørelser og Forlig vedrørende Ejendomsret eller anden Ret over fast Ejendom i en anden Stat end den, hvor Afgørelsen er truffet eller Forliget indgaaet, eller om Forpligtelse til at træffe Dispositioner med Hensyn til saadanne Rettigheder eller Følgerne af Misligholdelse af Forpligtelsen;

     5. Afgørelser og Forlig angaaende Skatter eller Afgifter til Stat eller Kommune eller andre offentligretlige Forhold, selvom Afgørelsen maatte være truffet i de for borgerlige Sager gældende Former;

     6. Afgørelser, der er truffet af de særlige Domstole for Arbejdstvistigheder.

     § 18

Denne Anordning medfører ikke Forpligtelse til at anerkende eller fuldbyrde en Afgørelse eller et Forlig, naar dette aabenbart vilde være uforeneligt med Landets Retsorden.

     § 19

Denne Anordning træder i Kraft den 1. Juli 1933, og de her givne Bestemmelser finder ikke Anvendelse paa Afgørelser, som er truffet, eller Forlig, som er indgaaet, før det nævnte Tidspunkt.

I Forholdet mellem Danmark og Sverige vedbliver Lov af 19. Februar 1861, jfr. Konvention af 25. April 1861 og Kundgørelse af 13. Juni 1861, at gælde med Hensyn til Afgørelser, som er truffet, og Forlig, som er indgaaet før den 1. Juli 1933.

Denne Anordning gør ingen Forandring i Bestemmelser, som indeholdes i andre Konventioner om Gyldigheden eller Fuldbyrdelsen af Domme og andre Afgørelser.

Hvorefter alle vedkommende sig have at rette.

Givet paa Sorgenfri Slot, den 11. Maj 1933.

Under vor Kongelige Haand og Segl.

Christian R.

(L.S.)

Zahle.

Officielle noter

Ingen